Prædiken ved åbningsgudstjenesten ved Danske Kirkedage 2013 Del 1. Tekst: Filipperbrevet 2:5-11 Jeg er jo bare et menneske. Sådan forklarer vi vores svagheder. Det hører med til at være menneske, at jeg må indse, at jeg har fejl og mangler, at jeg ikke er perfekt og slår til på alle punkter. Her fortæller Paulus en anden historie om at være menneske det guddommelige drama, Guds store kærlighedshistorie... Om ham der elskede verden, så meget og så stærkt, at han gav afkald på alt for at blive menneske. Det er gengivet som et digt, en hymne som vi kan antage har haft udbredelse i kirkens tidligste gudstjenester. En hymne som fortæller en historie som ingen af os dybest set ikke kan forstå. Gud bliver menneske i Jesus. Fuldt og helt menneske. Ikke blot menneske, som hvem som helst af os, født sårbar ind i verden med behov for kærlighed, omsorg og beskyttelse. Menneske som bruger sig selv, bliver træt, får behov for mad og hvile. Som føler frygt, glæde, smerte, uro, medlidenhed og vrede - hele registret. Han blev mennesker lig, - og mere end det. Han blev menneske, helhjertet, fuldstændigt og kompromisløst - mere menneske end nogen af os
nogensinde vil blive. Han var skaber Ordet, der blev kød og blod. Han var hele menneskehedens elsker, som ikke blot lærte os men viste os hvor helt, stort og dybt menneskelivet kan være, når det leves fuldt ud. Han stod frem som et menneske - Som Hans Anker Jørgen så fremragende har fanget det i sin salme.. Se, hvilket menneske, se hvilket sind Han var ikke báre et menneske, hans liv var på alle måder ekstraordinært og pegede frem mod kulminationen. For Jesus gjorde mere end at elske verden ved at helbrede en svigermor eller give en blind synet tilbage. Miraklerne var storartede, men de var kun en midlertidig tilbageholdelse af døden. Han elskede verden med mere end ord, selvom hans ord har en underlig kraft i sig til at bliver ved med at inspirere, vække til eftertanke og ligefrem provokere. Gennem sit liv redefinerede Jesus Guds suverænitet. Han viste os Gud i ydmyghed og svaghed ikke de to ord, der er flittigst anvendt i det danske sprog eller som tilstræbes med størst iver af nogen af os. Men i ydmyghed gik han hele vejen, og ifølge Paulus er det netop deri storheden ligger. Gennem sin død og opstandelse gennemførte han noget altafgørende med betydning for alle mennesker. Han gav os et levende håb om, at livet kan blive anderledes og større, at Guds rige er nærværende i verden. Det håb han formidlede, da han bevægede sig blandt de svage, syge, fattige og marginaliserede mørket, ondskaben og alle de kræfter, som kan holde livet tilbage og ødelægge mennesker, er besejrede.
Du kan se det på Vesterbro i København, hvor kirker engagerer sig for at hjælpe unge kvinder fra Afrika og Østeuropa, som sælger deres kroppe for at overleve. Det sker når en voksen tager en teenagers identitetskrise alvorligt. Det sker når du stiller op for en ven eller kollega, som er alvorligt syg eller som gennemgår en alvorlig krise i parforholdet. -Der bliver Gud menneske, der får kirken krop. Men det vender vi tilbage til. Del 2 Tekst. Apostlenes Gerninger 1:3-11 Hvorfor ser i mod det høje..? Det er et godt spørgsmål. Det var selvfølgelig den vej han forsvandt. Men hvorfor ser i mod det høje, det er ikke dér han er, det er ikke dér himlen er. Det er altid gået galt for de kristne, når de har set for meget op i himlen, og glemt at livet leves hér. Det er sket at kirken har gjort sig så indforstået og højtravende, at ingen almindelige mennesker kunne følge med. Det er sket at kirken i sin selvoptagethed og fromhed har afsondret sig i sådan grad fra verden omkring, at der kun blev plads til de rene og pæne. Disciplene er muligvis allerede godt i gang med at fortabe sig i himlen og glemme den opgave de lige har fået. I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende. De skal være vidner om det de har set og hørt, det de tror og har erfaret. Sådan er vi sendt for at leve blandt de nærmeste, blandt de fjerneste, og blandt dem som vi kan finde på 1000
undskyldninger for ikke at være sammen med. Vi er sendt med varme hjerter, for at få beskidte fingre og det får vi, når vi involverer os i livet. Når vi ikke lader os nøje med, at vi báre er mennesker men vover at sigte efter noget mere Bare ét menneske med ond vilje kan sætte verden i brand som vi så det i Oslo og på Utøya for knap 2 år siden. Tilsvarende kan bare ét menneske med god vilje forvandle situationen, løse op for spændinger og sætte gang i en god bevægelse. Tidligere præsident i USA Jimmy Carster har sagt: Jeg har ét liv og én mulighed for at få det til at betyde noget. Min tro fordrer, at jeg gør alt, jeg kan, hvor jeg er, når som helst jeg kan, så længe som jeg kan, med hvad jeg har for at forsøge at gøre en forskel. Vi er aldrig báre mennesker. Selvom vi godt kan føle os sådan, når vi står efterladte, som de gjorde det den dag på bjerget udenfor Jerusalem, hvor han forlod dem. Hvorfor ser i op mod himlen? Kristus er der ikke mere, I hvert fald ikke i fysisk forstand men nu får Kristus krop i os. Og vi bliver ikke færdige med ham, han bliver ved med at kalde os Menneske, hvor er du? han udfordrer os og lokker os ud på det dybe vand - der ude hvor tålmodigheden ikke kender nogen grænser, derude hvor tilgivelsen er uind-skrænket, derude hvor der ikke er loft over retfærdigheden, derude hvor ondskaben konfronteres kompromisløst, og hvor kærligheden er fuldstændig, uforbeholden og ubegrænset. På Kristi Himmelfarts dag blev de sendt lige ind i en overgangs periode, de blev sat på standby, fik en tænke pause - for selvom de havde set, hørt og oplevet meget, og så småt også var begyndt at tro, at netop troen og tilliden til Ham er vejen til
befrielse og nyt liv, manglede de kraften. De manglede Guds vinden, som skulle fylde deres sejl og drive dem. Det var endnu ikke blevet Pinse. Selvom ventetid kan åbne mulighed for at centrere sig og komme til klarhed, og forberede sig på dét der kommer, behøver vi ikke vente. Vi lever efter Pinse. Nu er Gud i verden og kraften er tilgængelig, præcis som Holger Lissner skriver i Kirkedagssalmen. Du er nu hos os! Du ånder på hjertet, så det bliver blødt, du vækker til live det håb, der var dødt. Når du er med os, hvem kan da stå imod, og hvem kan benægte, at drømmen er god? Din verden får liv, når du sender os ud med kaldet: Se Mennesket! Her er Han! Gud! Sådan ånder Han på os og sender os ud i den verden han elsker. Ud for at være menneske, som han var det. Hvorfor ser i mod skyen? Christian Alsted Biskop i Metodistkirken for Norden og Baltikum