Kapitel 13 - Glorværdige dage i Kirtland 1834-1836

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 13 - Glorværdige dage i Kirtland 1834-1836 Tidslinie Dato Aug. 1834 Nov. 1834 Væsentlige begivenheder Zions Hær vendte hjem Ældsternes skole åbnede i Kirtland 5. dec. 1834 Oliver Cowdery blev opretholdt som Kirkens assisterende præsident Feb. 1835 De Tolvs Kvorum og De Halvfjerds Kvorum blev kaldet 28. mar. 1835 Åbenbaring om præstedømmet modtaget (L&P 107) Juli 1835 Mumier og papyrusruller købt af Michael Chandler 17. aug. 1835 Særlig konference godkender Lære og Pagter Nov. 1835 Nov. 1835 Oppudsning af templet begyndtes Emma Smiths sangbog udgives 21. jan.1836 Åndelige tilkendegivelser i templet i Kirtland, deriblandt et syn om det celestiale rige (L&P 137) 27. mar. 1836 Templet i Kirtland blev indviet og åndelige tilkendegivelser modtaget 3. april 1836 Jesus Kristus, Moses, Elias og profeten Elias anerkendte templet og overdrog nøgler til præstedømmet Maj-juni 1836 To fremtidige præsidenter for Kirken -- John Taylor og Lorenzo Snow -- døbes Indledning I august 1834 var Joseph Smith og de fleste af hans ledsagere i Zions hær vendt tilbage. Med forsøget på at hjælpe de hellige i Missouri bag sig, vendte de hellige deres opmærksomhed mod opbygningen af Guds rige i deres eget område. De to efterfølgende år var en tid med relativ fred for de hellige i Ohio. Denne periode bragte udvikling på væsentlige og langtrækkende områder, der berørte Kirkens organisation, læresætninger, skrifter og tempelaktivititet. Yderligere udvidelse af Kirkens organisation Den 5. december ordinerede Joseph Smith Oliver Cowdery til Kirkens assisterende præsident.1 Han havde været med profeten, da Det Aronske og Melkisedekske Præstedømme blev gengivet. Da Jesu Kristi Kirke blev organiseret i 1830, stod Oliver Side 1 af 12

som "den anden ældste" i autoritetsrækken (se Joseph Smith -- Historie 1:68-73; L&P 110).2 Så hver gang præstedømmeautoritet eller -nøgler blev gengivet, var Oliver med profeten Joseph. "Det var nødvendigt, i henhold til den guddommelige lov om vidner, for Joseph Smith at have en partner, der også besad de samme nøgler."3 Oliver Cowdery skulle ikke blot assistere Joseph Smith i Kirkens Præsidentskab, men han skulle tillige stå som genoprettelsens andet vidne. I 1838 mistede Oliver Cowdery sit embede som assisterende præsident, da han blev apostat og blev udelukket af Kirken, men i 1841 kaldte Herren Hyrum Smith til at udfylde embedet (se L&P 124:94-96). Præsidenten og hans assisterende præsident, eller første og andet vidne, beseglede deres vidnesbyrd med deres blod i Carthage fængslet. En af de vigtigste hændelser mht. genoprettelsen af Frelserens kirke var dannelsen af De Tolv Apostles Kvorum. Selv før Kirken blev organiseret, havde medlemmerne forudset dette væsentlige skridt. Joseph Smith og Oliver Cowdery havde modtaget apostelembedets myndighed (se L&P 20:2-3) sandsynligvis allerede så tidligt som i 1829. Dette samme år blev Oliver Cowdery og David Whitmer udpeget i en åbenbaring til at finde de tolv, som skulle "gå ud i hele verden og forkynde mit evangelium for al skabningen" (L&P 18:28). Senere blev også Martin Harris kaldet til at deltage i udvælgelsen af De Tolv. Dette betød, at de tre vidner om Mormons Bog, under vejledning og med tilladelse af Det Første Præsidentskab, skulle vælge De Tolv Apostle, som skulle tjene som udvalgte vidner for Frelseren i denne uddeling. Profeten Joseph Smith inviterede Zions hærs veteraner og andre til at overvære en særlig konference lørdag den 14. februar 1835. Referatet fra mødet afspejler disse begivenheder:4 "Han fortalte os da om nogle af de omstændigheder, der mødte os under vores rejse til Zion -- vore prøvelser og lidelser, og sagde, at Gud ikke havde tilladt dette for intet, men Herren havde det stadig i erindring; og at det var Guds vilje, at de, som var taget til Zion med beslutningen om at give deres liv, om nødvendigt, skulle ordineres til embedet, og gå frem for at "beskære min vingård for sidste gang" og for at forberede Herrens andet komme, som var nær...... selv den mindste og svageste iblandt os skal være stærk og mægtig, og store ting skal opnås af jer fra denne time; og I skal begynde at mærke Herrens Ånds hvisken; og Herrens arbejde skal gå frem fra denne stund; og I skal blive udrustet med kraft fra det høje." Efter profetens bemærkninger blev mødet udsat en time. Da mødet blev genoptaget, bad de tre vidner og de blev velsignet af Det Første Præsidentskab. Vidnerne fortsatte dernæst med udvælgelsen af De Tolv Apostle.5 Da de alle var blevet kaldet på en og samme tid, blev ancienniteten i kvorummet fastlagt i henhold til alder. De oprindelige Tolv Apostle i denne uddeling En uge efter udvælgelsen af De Tolv Apostle modtog de en apostolsk forpligtelse fra Oliver Cowdery magen til den Frelseren gav apostlene i Det Nye Testamente (se Mattæus 10; 28:19-20 og ApG 1:8). Han advarede dem: "I skal kæmpe mod alle nationers fordomme. Så læste han åbenbaringen [L&P 18]...... Jeg formaner jer derfor til at udvise stor ydmyghed; for jeg kender menneskets hjertes stolthed. Pas på, når verdens lefleri løfter jer op; pas på, at ikke materielle goder besnærer jer. Lad jeres embede komme før alt andet... Side 2 af 12

... det er nødvendigt, at I modtager himmelens vidnesbyrd på egen hånd; så I kan bære vidnesbyrd om sandheden...... Jeres ordination er ikke hel og fuldstændig, før Gud har lagt sin hånd på jer...... I skal bære dette budskab til dem, som tror sig kloge; og dem, som vil forfølge jer -- de vil efterstræbe jeres liv. Modstanderen har altid efterstræbt Herrens tjeneres liv; I skal derfor være beredte til på alle tider at ofre jeres liv, skulle Gud ønske jeres liv nu for at fremme og opbygge Herrens værk...... Derefter tog han hver enkelt i hånden og sagde: "Påtager du dig af oprigtigt hjerte dette embede, at forkynde evangeliet med al flid sammen med disse dine brødre i henhold til de omstændigheder og hensigten i den apostolske forpligtelse, som du har modtaget?" Hver enkelt svarede bekræftende."6 To uger senere ved en særlig konference dannede profeten et andet væsentligt præstedømmekvorum -- De Halvfjerds' Kvorum -- udvalgt fra dem, der havde deltaget i Zions hær (se L&P 107:93). For at tilpasse sig deres unikke arbejde som "et rejsende kvorum med ansvar for at prædike evangeliet i hele verden, blev de præsideret over af syv præsidenter. Dette var i henhold til et syn vedrørende Kirkens organisation givet til profeten.7 Joseph Young, Hazen Aldrich, Levi Hancock, Leonard Rich, Zebedee Coltrin, Lyman Sherman og Sylvester Smith var de oprindelige kvorumspræsidenter. En måned senere åbenbarede Herren yderligere oplysninger om præstedømmet og Kirkens organisation. De Tolv Apostle, der forberedte sig på at tage på mission, følte, at de ikke helt havde accepteret de tunge forpligtelser, der hørte til deres kaldelse. I en omvendelsens ånd anmodede de profeten om at søge Herren for yderligere vejledning. Som svar forklarede Herren De Tolv Apostle, og De Halvfjerds' Kvorum deres respektive forpligtelser. De Tolv skulle være "særlige vidner om Kristi navn" og tjene under Det Første Præsidentskab med henblik på at "opbygge kirken og ordne alle dens anliggender i alle nationer" (L&P 107:23, 33). De Halvfjerds skulle tjene under De Tolv Apostle og tjene samme formål. Sammen med Det Første Præsidentskab udgjorde disse kvorummer Det Præsiderende Råd. Åbenbaringen fastlagde tillige arbejdsområderne for dem, der præsiderede over præstedømmets kvorummer, og åbenbaringen slutter med denne formaning: "Lad nu derfor hver mand lære sin pligt og med al flid passe det embede, hvortil han er blevet kaldet. Den, der er lad, skal ikke agtes værdig til at stå i sit kald" (L&P 107:99, 100). I henhold til disse åbenbarede befalinger blev de første kvorummer under Det Aronske Præstedømme dannet i Kirtland i 1835. Disse kvorummer bestod af voksne mænd. Der var ingen aldersgrænse sat med henblik på avancement inden for de forskellige embeder.8 I lyset af disse befalinger i Lære og Pagter 107, fik det "omrejsende" højrådskvorum en betydelig rolle i 1830'erne, særligt i egenskab af Kirkens domstole. Der opstod snart spørgsmål vedrørende status og ansvarsområder for disse højråd og De Tolv, som blev kaldt "et omrejsende præsiderende højråd" (L&P 107:33). Profeten svarede, at myndigheden i de fungerende højråd var begrænset til stavene, mens De Tolv havde ansvaret over for Kirken i udlandet.9 Dette rejste yderligere spørgsmålet om De Tolvs ansvar i lokale spørgsmål. Profeten forsikrede dem, at eftersom de i myndighed kun stod under Det Første Præsidentskab, havde de ingen andre over sig. Brigham Young så senere tilbage på disse måneder med diskussioner som en prøvelsens tid, hvor De Tolv Side 3 af 12

skulle bevise deres villighed til at "være alles tjenere i Kristi navn... "Dette var nødvendigt ifølge Young, for kun "sande tjenere kan modtage magten".10 Ønsket om at fortælle om evangeliet Organiseret missionering var midlertidigt blevet afbrudt ved dannelsen af Zions hær i sommeren 1834. I løbet af efteråret blev missionering genoptaget i takt med, at Kirken kaldte flere og flere mænd til at udføre en mission. Nogle af dem arbejdede kun i et par uger i de tilstødende områder. Andre havde længerevarende opgaver med at forkynde evangeliet i fjerntliggende områder. Mange af missionærerne tjente mere end én gang, og alle forlod deres hjem på de mest ubelejlige tidspunkter. I 1835 skrev William W. Phelps, at "ældsterne kommer og går konstant."11 De formelle missioner blev suppleret af begejstrede nyomvendtes bestræbelser og villighed til at dele deres nyfundne skat med familie og venner. Nyomvendte Caroline Crosby udtalte: "Hvor ofte har jeg ikke, mens jeg har lyttet til profetens røst, ønsket, at mine venner, forældre, brødre og søstre kunne høre de ting, jeg har hørt, og deres hjerter glæde sig som mit gjorde."12 Mange af Kirkens ledere var også en del af missioneringen. Profeten Joseph Smith tog til Michigan i 1834 og i 1835. Men den vigtigste bestræbelse var De Tolv Apostles fem måneder lange mission til øststaterne i 1835. I perioden maj til september rejste de hundreder af kilometer gennem New York, New England og Canada. Udover missioneringen og styrkelse af de lokale forsamlinger, omfattede deres arbejdsopgaver tillige opkøb af jord i Zion, og opfyldelse af Kirkens trykkeribehov. De Tolv rejste uden pung eller taske og stødte på mange problemer, såsom forfølgelse, afvisning, træthed og sult. Ved et stort møde talte de dog 144 vogne og vurderede, at omkring 2000 til 3000 mennesker deltog. Denne mission er væsentlig i Kirkens historie, da det er den eneste gang, at alle medlemmer i De Tolvs Kvorum tog samlet på mission. Da de vendte tilbage til Kirtland, forklarede Heber C. Kimball, at de havde følt Guds magt, og at de var i stand til at helbrede de syge og udkaste onde ånder. På dette tidspunkt tog også De Halvfjerds' Kvorum på mission, primært til de østlige egne.13 Mange af Kirkens ledere var på adskillige missioner midt i 1830'erne. Ældste Parley P. Pratts canadiske mission er et bemærkelsesværdigt eksempel. I april 1836 velsignede apostlen Heber C. Kimball Parley og profeterede, at han ville tage til Toronto og der "finde mennesker, der er parate til at modtage evangeliets fylde, og de skal modtage dig... og det skal derfra spredes ud i de omkringliggende regioner... og fra denne mission skal evangeliets fylde udspringe til England og skabe et stort værk i det land."14 Mens Parley var på vej til Toronto, gav en fremmed ham en introduktionsskrivelse til John Taylor, en metodistprædikant i Toronto. Taylor tilhørte en gruppe, der mente, at de kristne kirker ikke var i overensstemmelse med Det Nye Testamentes kristendom. I to år havde denne gruppe mødtes regelmæssigt i "det øjemed at finde sandheden, uafhængig af nogen organiseret trosretning". I Toronto blev ældste Pratt høfligt modtaget af familien Taylor, men i begyndelsen var de ikke begejstrede over hans budskab.15 Mismodig over ikke at have fundet et sted at forkynde besluttede Parley sig for at forlade Toronto. Men før han gik, gjorde han ophold hos familien Taylor for at hente sin bagage og for at sige farvel. Mens han var der, fortalte Leonora Taylor sin veninde, Mrs. Isabella Walton, om Parleys problem og udtrykte, at hun var ked af at se ham gå. "Han er måske en Guds mand," sagde hun. Mrs. Walton svarede, at hun havde følt sig inspireret af Side 4 af 12

Ånden til at besøge familien Taylor den morgen, fordi hun var villig til at lade ældste Pratt bo og prædike i sit hjem. Dette gjorde ældste Pratt og blev med tiden inviteret over til et møde med John Taylors gruppe, hvor John læste fra Det Nye Testamentes beretning om Philips prædiken i Samaria. "Nå", sagde han: "Hvor er vores Philip? Hvor modtages evangeliet med glæde, og hvor døbes i henhold til tro? Hvor er vores Peter og Johannes? Vores apostle? Hvor er vores Helligånd givet ved håndspålæggelse..."16 Da Parley blev opfordret til at tale, erklærede han, at han havde svarene på Johns spørgsmål. I tre uger deltog John Taylor i ældste Pratts møder, hvor han tog detaljerede notater af hans prædikener og omhyggeligt sammenlignede dem med skrifterne. Gradvist blev han overbevist om, at Jesu Kristi sande evangelium var blevet genoprettet. Han og hans kone blev døbt den 9. maj 1836. Kort tid derefter blev John Taylor ordineret til ældste og blev en aktiv missionær. Værket spredtes så hurtigt, at Orson Hyde blev sendt fra Kirtland for at assistere Parley, mens Orson Pratt og Freeman Nickerson, som allerede var i Canada, mødtes med Parley i Toronto. Da missionærerne forlod Toronto, blev John Taylor indsat til at præsidere over de forsamlinger, som disse ældster havde oprettet. Familien Fielding, som også blev en vigtig familie i Kirkens historie, var en del af denne canadiske høst. Mary Fielding giftede sig med Hyrum Smith og blev mor til Kirkens sjette præsident og bedstemor til den tiende præsident -- henholdsvis Joseph F. Smith og Joseph Fielding Smith. Året efter sin dåb sluttede Marys bror, Joseph, sig til de første missionærer i England og udførte et vigtigt stykke arbejde med at føre værket frem. Missionærerne i andre områder havde også vidunderlige åndelige oplevelser, som for eksempel Wilford Woodruff, der var sendt til Missouri i 1834 i en alder af 27 år. Det efterår blev han ordineret til præst og sendt til Arkansas og Tennessee, som en af de første missionærer, der bragte evangeliet til disse områder. Senere i sit liv vidnede han ofte, at han aldrig senere i sit liv oplevede Ånden og Guds magt så intenst, som da han var præst og på mission i Sydstaterne."17 Gradvist kom der nye forsamlinger i de nordøstlige stater, mellemstaterne og det østlige Canada, og evangeliet vandt også langsomt indpas i Virginia, Kentucky, og Tennessee. De første lokale grupper blev kaldt kirker, men i 1835 blev udtrykket gren almindelig. Denne betegnelse symboliserede, hvordan medlemmerne i et lokalområde videregav evangeliet til venner, der boede i nærheden, som så dannede en ny forsamling, som bogstavelig talt var en forgrening af "modergruppen". Typisk samledes adskillige grene til periodiske konferencer, og i 1835 organiserede De Tolv dem i distrikter, kaldet konferencer, hver med sine klart definerede grænser ligesom vores stave.18 Udvikling i skrifterne I en grav19 på Nilens vestbred over for den fordums egyptiske by Thebes (nu kaldt Luxor), fandt Antonio Lebolo, en fransktalende opdagelsesrejsende fra Piedmont (et område i det nordvestlige Italien), adskillige mumier og sammen med dem nogle papyrusruller. Efter Lebolos død i 1830 blev papyrusrullerne og mumierne sendt til USA, hvor Michael H. Chandler, som legitimerede sig som Lebolos nevø, kom i besiddelse af dem i 1833. I 1835 udstillede Chandler sine artefakter i adskillige byer i øststaterne. Da han kom til Kirtland i slutningen af juni, viste de hellige stor interesse i mumierne og i papyrusrullerne. Chandler havde hørt, at Joseph Smith kunne oversætte gamle optegnelser. Han spurgte Joseph, om han ville oversætte dem. Orson Pratt mindedes: "Profeten tog dem og trak sig tilbage til sit værelse og adspurgte Herren om dem. Herren fortalte ham, at disse optegnelser var hellige optegnelser" og åbenbarede oversættelsen Side 5 af 12

af nogle af tegnene.20 Chandler havde tidligere overgivet nogle af tegnene til de lærde for at finde den sandsynlige mening. Da han modtog profetens oversættelse, gav han ham en underskrevet attest på, at det til punkt og prikke svarede til de lærdes.21 De hellige købte mumierne og papyrusrullerne for 2400 dollars, da de var meget interesseret i deres indhold. Joseph begyndte øjeblikkeligt at arbejde med rullerne og fandt ud af, at de indeholdt Abrahams skrivelser og de skrivelser, der handlede om Joseph, der var blevet solgt til Egypten. "Det er helt sikkert, at Herren er begyndt i overmål at åbenbare fred og sandhed."22 Gennem resten af tiden i Kirtland forblev han interesseret i at arbejde med disse gamle optegnelser. Frugterne af hans arbejde, Abrahams Bog, blev dog ikke trykt før i 1842 efter at yderligere oversættelse var færdiggjort i Nauvoo. I februar 1843 lovede profeten at komme med yderligere oversættelser af Abrahams Bog, men hans meget krævende skema gav ham ikke tid til at færdiggøre arbejdet, før han blev snigmyrdet. I 1835 blev et andet af Kirkens værker trykt. Forfølgelsen i Missouri havde afbrudt udgivelsen af Befalingernes Bog i 1833. Der blev taget skridt til at udgive en udvidet samling af åbenbaringer. I september 1834 blev Det Første Præsidentskab udnævnt til at udvælge de åbenbaringer, der skulle med i bogen, og profeten reviderede dem for at fjerne trykfejl og for at tilføje oplysninger, der var blevet åbenbarede siden 1833. Komiteens arbejde blev færdiggjort den efterfølgende sommer, og en højtidelig forsamling blev kaldt sammen den 17. august 1835 for ved afstemning at godkende en ny bog med hellig skrift, som ville blive kaldt Lære og Pagter. Bogens titel refererer til dens to hovedafdelinger. Den første del, kaldet "lære" indeholdt syv forelæsninger om tro givet i ældsternes skole vinteren før udgivelsen af bogen. Den anden del med titlen "Pagter og Befalinger" indeholdt 102 afsnit, 37 mere end i Befalingernes Bog.23 Bogens forord fremhævede forskellen mellem de teologiske belæringer og Herrens åbenbaringer.24 Denne skelnen blev i 1921 beslutningsgrundlaget for udgivelsen af åbenbaringerne uden forelæsninger om troen, for ikke at forvirre læserne med hensyn til forelæsningernes betydning. Hverdag i Kirtland I midten af 1830'erne blev Kirtland i stigende grad et samfund af sidste dages hellige. Mens antallet af ikke-medlemmer forblev forholdsvis konstant på omkring 1200-1300, tredobledes antallet af hellige fra ca. 500 til ca. 1500 i årene mellem 1834-1837. Som en konsekvens deraf udøvede Kirken og dens medlemmer en større indflydelse på samfundet. Dette førte af og til til spændinger mellem de to ideologisk forskellige grupper af mennesker.25 Mens de fleste af de hellige var taknemmelige for sådanne betydningsfulde begivenheder som kaldelsen af De Tolv Apostle og udgivelsen af Lære og Pagter, var deres almindelige livsførelse samlet om livet på en gård eller i byen. På trods af lange arbejdsdage med fysisk hårdt arbejde fandt de hellige tid til afslapning, uddannelse og tilbedelse. Skønt fritiden var begrænset, nød de hellige i Kirtland at jage, fiske, svømme og ride. Vinterens favorit-beskæftigelse var blandt andet skøjteløb og slædekørsel. Familieforbindelser var specielt vigtige for de hellige. Efter en lang dags arbejde nød forældre og børn ofte aftenen sammen, hvor de sang, legede, studerede og hvor de diskuterede emner af almen interesse. Helligdage var sjældne, og der blev normalt ikke gjort noget særligt ud af dem. Dagbøger fra dengang nævner ikke nogen form for specielle helligdage, ikke engang juleaften. På en rejse til New York blev en sidste dages Side 6 af 12

hellig pige overrasket over, at børnene der fik besøg af julemanden, der fyldte deres ophængte julestrømper med gaver og slik.26 De hellige anså uddannelse for væsentlig, og det meste af indlæringen foregik i hjemmet. Private lærere var almindelige, som f. eks. Eliza R. Snow, som boede sammen med Joseph Smiths familie og underviste profetens børn. Til tider tilbød lærere deres undervisning til private kurser i et privat hjem eller i et forsamlingshus. Efter de tidligere bestræbelser med Profeternes skole i 1833, mødtes ældsternes skole de næste to vintre, når mændene ikke havde for travlt med jorden eller missionæraktivititeter. Den samledes i et værelse på 9x11½ meter, der lå i stuen i trykkeriet, beliggende vest for templet. Meningen var, at mændene skulle forberedes på at gå ud som missionærer eller til at tjene i kirkekaldelser. Pensummet inkluderede engelsk grammatik, skrivning, filosofi, ledelse, litteratur, geografi og oldtidskundskab såvel som nutidshistorie. Teologi blev dog fremhævet. Et væsentligt resultat af ældsternes skole var en hebraisk skole, der var åben fra januar til april 1836 under ledelse af en ung hebraisk lærer, Joshua Seixas. Han fik $320 for at undervise 40 elever i syv uger. Interessen var større end forventet, så yderligere to klasser blev dannet. Efter at Seixas rejste, var der stadig interesse for at lære hebraisk. William W. Phelps delte f.eks ofte sine oversættelser af den hebraiske bibel med sine venner. Profeten Joseph Smith var specielt begejstret for sine studier af hebraisk. Han udtalte: "Min sjæl glædes over at læse Herrens ord på originalsproget."27 Den unge Lorenzo Snow fra Mantua, Ohio, som ikke var medlem, deltog i den hebraiske skole. En dag, mens han var på vej til Oberlin College, mødte han ældste David W. Patten. Deres samtale kom ind på religion, og ældste Pattens oprigtighed og vidnesbyrd gjorde et uudsletteligt indtryk på Lorenzo. Han var derfor modtagelig, da hans søster, som nylig var blevet omvendt, inviterede ham til at gå på skolen. Mens han var der, mødte han Joseph Smith og andre af Kirkens ledere, og han blev døbt i juni 1836. Tilbedelse på sabbatten var et centralt element i de sidste dages helliges liv. De fleste mennesker samlede brænde nok og færdiggjorde deres pligter om lørdagen, så de kunne anvende søndagen til åndelige ting. De mødtes i private hjem og senere i skolerne til nadvermøderne, men når vejret var godt, samledes de ude i det fri. Søndagsmøderne var enkle. Morgenmødet begyndte typisk klokken 10 med en sang og en bøn efterfulgt af en eller to taler. Eftermiddagsmødet var tilsvarende enkelt, men normalt var der omdeling af nadveren. Bekræftelser og bryllupper blev også udført ved disse møder. Den første torsdag i hver måned var fastedag. Til møder, der ofte varede seks timer, sang, bad og bar de hellige vidnesbyrd, hvori de beskrev guddommelige tilkendegivelser i deres liv og tilskyndede hinanden til at efterleve evangeliets principper. Eliza R. Snow mindedes med glæde disse møder som "hellige og interessante udover al forstand. Der var mange, rigtig mange oplevelser, i lighed med dem, der fandt sted (ApG 2), da Helligånden blev sendt til jorden på pinsedagen med tilkendegivelser af evangeliets gaver og helbredelsens magt, profetiske gaver, tungemålsgaven, udlæggelse af tungemål, osv."28 Ugens aftener var tillige fyldt med møder for præstedømmets kvorummer, forkyndelsesmøder, korøvelser eller møder, hvor der blev givet patriarkalske velsignelser. Musik har altid været en vigtig del af de helliges tilbedelse. I juli 1830 fik Emma Smith gennem en åbenbaring besked på at samle en salmebog til Kirken. Denne lille udgave blev endelig udgivet i 1835. Den indeholdt ordene til 90 salmer, 34 skrevet af Side 7 af 12

kirkemedlemmer, hvori der blev båret vidnesbyrd om genoprettelsen. De resterende sange blev valgt ud af de populære salmer dengang. Noderne til sangene var ikke medtaget. De hellige sang til den tids populære melodier, og ofte anvendte grene og kor forskellige melodier til de samme salmer. Adskillige af de salmer, som Emma Smith valgte med assistance fra William W. Phelps, er stadig i vores sangbog. Bygningen af Herrens hus I næsten tre år var de helliges tid og energi i Kirtland helliget bygningen af det første tempel i denne uddeling. Denne opgave begyndte i december 1832, da Herren påbød dem: "Byg et hus, et bedehus, et fastehus, et troens hus, et lærdommens hus, et herlighedens hus, et ordens hus, ja, et Guds hus" (L&P 88:119). Fem måneder senere revsede Herren Kirken for dens langsommelighed og formanede Kirken at arbejde videre med bygningen af templet (se L&P 95). De hellige hengav sig trofast til denne opgave. Profeten spurgte engang ved en konference for højpræster, hvordan templet skulle bygges. Nogle foretrak det bygget af bjælker. Andre som et almindeligt træhus. "Skal vi, brødre,"sagde han,"bygge et hus til vores Gud af bjælker? Nej, jeg har en bedre plan end det. Jeg har en plan over Guds hus givet af Herren selv; og I vil snart se forskellen mellem vores ideer og Herrens."29 Truman O. Angell, en af bygherrerne, vidnede om, at Herrens løfte om at vise profeten byggetegningerne var fuldtud opfyldt. Han sagde, at da Det Første Præsidentskab knælede i bøn, "da viste bygningen sig i et syn, ikke ret langt borte." Senere, under en tale i det færdige tempel, sagde Frederick G. Williams, at salen, hvori de stod, havde alle de detaljer, som i det syn, de havde fået.30 Templets ydre lignede et typisk New England forsamlingshus, men dets indre var enestående. Herren havde beskrevet, at bygningen skulle have to store værelser oven på hinanden, de skulle måle 18 x 22 meter. Hver forhøjning i templet skulle have fire rækker hævet bag hinanden. Den nederste del skulle anvendes som kirkesal, til bøn, prædikener, og omdeling af nadveren, den øverste sal skulle bruges til uddannelsesformål (se L&P 95:8, 13-17). Tempelbygningen blev påbegyndt den 6. juni 1833. Som svar på Herrens formaning, blev en komité dannet til at skaffe arbejdsmaterialerne. Godt og vel tre kilometer syd for byggepladsen lå et stenbrud, og en vognladning sten blev med det samme brudt. Hyrum Smith og Reynolds Cahoon begyndte at grave en rende til fundamentet. Men de hellige var så fattige, mindedes et af de første medlemmer, så "der var ikke nogle redskaber til at planere med og knap en plov at fremskaffe blandt de hellige."31 Ikke desto mindre styrkede "fællesskab, harmoni og velgørenhed i overflod" dem til at fuldføre befalingen om at bygge templet.32 Den 23. juli 1833 blev hjørnestenene lagt i henhold til det hellige præstedømmes orden."33 Næsten alle sunde og raske mænd, som ikke var på mission, arbejdede på at bygge templet. Joseph Smith arbejdede som formand i stenbruddet. Om lørdagen bragte mændene oksespand til stenbruddet og hentede nok brudte sten til byggepladsen, så murerne blev holdt beskæftiget i ugens løb. Under Emma Smiths vejledning lavede kvinderne "strømper, bukser og jakker" til templets arbejdere. Heber C. Kimball erindrer: "Vore hustruer strikkede, spandt og syede konstant... de havde lige så travlt som os andre."34 Arbejdet på templet foregik ikke uden vanskeligheder. Pøbelgrupper truede med at ødelægge templet, og de, der arbejdede på det om dagen, stod vagt om natten. Nat efter nat i ugevis, udtalte Heber C. Kimball, "kunne vi ikke tage vores tøj af, og vi var tvunget Side 8 af 12

til at ligge med vores gevær i armene."35 Da Kirken konstant var ude i økonomiske problemer, blev de hellige i USA og Canada bedt om at yde tilskud, og mange ofrede med store personlige omkostninger til følge. Vienna Jaques var en af de første til at give et tilskud, og hun gav en stor del af sine midler. John Tanner lånte penge til at betale for templets byggegrund, og solgte sin 890 hektarer store gård i New York for at give 3000 dollars til indkøb af forsyninger. Han forsatte med at give, indtil han næsten havde givet alt, hvad han ejede. Zions hær afbrød tillige arbejdet i sommeren 1834, eftersom kun få arbejdsmænd var til rådighed, og midlerne blev omdirigeret til hjælp for de nødstedte i Missouri. Da brødrene vendte hjem, fortsatte arbejdet med hastige skridt. Dette efterår skrev Joseph Smith, at "store anstrengelser blev iværksat for at fremskynde arbejdet på Herrens hus, og til trods for, at arbejdet blev påbegyndt næsten uden midler, åbnede vejen sig dog, da vi fortsatte, og de hellige frydede sig."37 Væggene var omtrent 1,2 meter høje i efteråret 1834, men blev hastigt højere i løbet af vinteren. I november 1835 begyndte man den udvendige pudsning. Under ledelse af Artemus Millet, templets bygmester, blev knust porcelæn og glas blandet med kalk for at gøre murene skinnende. Under Brigham Youngs ledelse blev det indvendige færdigt i løbet af februar 1836. Søstrene lavede gardinerne og tæpperne. En åndelig tid Udover store personlige anstrengelser, brugte de hellige omkring 40.000 til 60.000 dollars på bygningen af templet. Fordi de hellige var så villige til at ofre i forbindelse med bygningen af templet, øste Herren store velsignelser ud over dem. Fra den 21. januar til den 1. maj 1836 var der sikkert flere hellige, der så syner og vidnede om usædvanlige åndelige tilkendegivelser, end i en hvilken som helst anden æra i Kirken. Kirkens medlemmer så himmelske sendebude ved ikke mindre end ti forskellige møder, og ved fem af dem vidnede forskellige mennesker om at have set Frelseren selv. Mange oplevede syner, andre profeterede, og andre igen talte i tunger. Et af de vigtigste møder, der blev afholdt i Kirtlandtemplet, var torsdag den 21. januar 1836. Profeten nedskrev begivenheden: Om aftenen "ved tusmørke mødtes jeg med præsidentskabet i det vestliggende skoleværelse i templet, for at deltage i ordinancen med at salve vores hoved med hellig olie... "Da vi lagde hænderne på vores aldrende fader Smith, og påkaldte Himmelens velsignelser... åbnede Himmelen sig for os, og jeg så Guds celestiale rige, og dets herlighed... jeg så... Guds strålende trone... jeg så rigets smukke gader, som syntes brolagt med guld." Joseph Smith så tillige mange profeter i det celestiale rige, før synet ændrede sig (se L&P 137:1, 3-5). Han så da de nyligt indsatte Tolv "stå sammen i en cirkel, meget trætte, deres klæder var lasede, og de havde hævede fødder... og Jesus stod i deres midte, og de så ham ikke... Mange af mine brødre, som modtog ordinancerne, tvætning og salvelse, så ligeledes dette herlige syn. Engle betjente såvel dem som mig, og den højeste magt hvilede på os. Templet blev fyldt med Guds herlighed, og vi råbte hosianna til Gud og Lammet...... nogle af dem så Herrens ansigt... for vi var ét med Himmelens Hærskare."38 Joseph Smith så sin bror Alvin i det celestiale rige og undrede sig, fordi Alvin var død, før evangeliet var blevet gengivet til jorden. Med synet åbenbarede Herren barmhjertighedsprincippet: "Alle, som er døde uden kundskab om evangeliet, men som Side 9 af 12

ville have modtaget det, dersom det havde været muligt for dem at forblive på jorden, vil blive arvinger til Guds rige" (L&P 137:7) Profeten erfarede også, at alle børn, der dør, inden de når ansvarlighedsalderen "frelses i Himmelens celestiale rige" (L&P 137:10). Nogle af de mest mindeværdige åndelige oplevelser skete på templets indvielsesdag -- søndag den 27. marts 1836. Hundredvis af hellige var kommet til Kirtland i forventning om den store velsignelse, Herren havde lovet at give dem. Tidligt om morgenen på indvielsesdagen samledes hundreder af mennesker med håb om at deltage i indvielsesceremonien. Dørene blev åbnet klokken 8:00 og Det Første Præsidentskab hjalp med at finde plads til næsten et tusinde mennesker, men mange måtte blive udenfor. Da Kirkens ledere var på plads på bænkene på forhøjningerne i hver ende af salen, og de ledige pladser var fyldte, blev dørene lukket. Dette betød, at hundredvis måtte blive udenfor, mange som havde ydet store ofre til færdiggørelsen af templet, og som var kommet langvejs fra. Da profeten fornemmede deres skuffelse, viste ham dem hen til skolen vest for templet for at afholde et yderligere møde. Indvielsesceremonien blev gentaget den efterfølgende torsdag for alle dem, som ikke kunne være i templet i første omgang. Efter korets åbningssalme talte præsident Sidney Rigdon i 2½ time, hvori han erklærede templet for enestående blandt verdens bygninger, på grund af den guddommelige åbenbaring, der lå til grund for templet. Efter en kort pause, blev Kirkens funktionærer opretholdt. Højdepunktet var indvielsesbønnen, som var blevet givet profeten gennem en åbenbaring. Han udtrykte taknemmelighed for Guds velsignelser og bad Herren om at modtage templet, som var bygget "under store vanskeligheder... så Menneskesønnen kunne have et sted, hvor han kunne åbenbare sig for sit folk" (L&P 109:5). Han bad om, at de velsignelser, som Herren havde lovet i sin befaling om bygning af templet (se L&P 88:117-121), ville blive opfyldt, og han bad for Kirkens ledere, medlemmerne og nationernes ledere, at de måtte blive velsignet, og om at Israels spredte rester måtte blive samlet, som lovet (se L&P 109:60-67). Denne bøn blev et mønster for alle tempel-indvielsesbønner. Efter bønnen sang koret "Guds ånd som en ild". Den var blevet skrevet af W.W. Phelps, specielt til lejligheden. Nadveren blev derefter omdelt til forsamlingen. Joseph Smith og andre vidnede om, at de så himmelske sendebud ved mødet. Stående afsluttede forsamlingen det syv timer lange møde med tre gange at råbe det hellige "hosiannaråb": "Hosianna, hosianna hosianna til Gud og Lammet, amen, amen, amen". Eliza R. Snow fortalte, at råbene havde så meget "kraft, at det næsten var nok til at løfte taget på bygningen."39 Samme aften mødtes over 400 præstedømmebærere i templet. Mens George A. Smith talte, "hørtes der en lyd, som lyden af suset fra en mægtig vind, som fyldte templet, og alle i forsamlingen rejste sig samtidig, berørt af en usynlig kraft; mange begyndte at tale i tunger og profetere; andre fik vidunderlige syner; og jeg så, at templet var fyldt med engle."40 "David Whitmer bar vidnesbyrd om, at han havde set tre engle gå op ad den sydlige gang."41 "Folk i nabolaget kom løbende, (da de hørte en usædvanlig lyd inde fra templet og så et klart lys hvile som en ildsøjle over templet)." Andre så engle svæve over templet og hørte himmelsk sang.42 Den mest usædvanlige oplevelse hændte ugen efter indvielsen. Efter et eftermiddagsmøde gik Joseph Smith og Oliver Cowdery hen på Det Melkisedekske Præstedømmes forhøjning i den vestlige del af templet i det nederste værelse. Lærredet, som delte rummet, kaldet et slør, var nede, så de kunne bede i fred. De bad, og, "sløret Side 10 af 12

blev borttaget fra vort sind, og vor forstands øjne åbnedes" (L&P 110:1). De så en række fantastiske syn. Herren Jesu Kristus viste sig, modtog templet som gave, og lovede, at han ville vise sig for sine tjenere i templet "dersom mit folk vil holde mine bud og ikke besmitte dette hellige hus" (L&P 110:8, se også vers 2-9). Moses viste sig derefter og gengav "nøglerne til Israels indsamling fra jordens fire dele og til at føre de ti stammer fra nordenland" (vers 11). Elias overdrog os derefter "Abrahams evangeliums uddeling" (vers 12). Og endelig som fuldbyrdelse af Malakias' profeti "se Malakias 4:5-6) og Moronis løfte (se L&P 2) "at vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes til fædrene" (L&P 110:15), viste Elias sig for profeten og Oliver og bar vidnesbyrd om at, "denne uddelings nøgler (er) overgivet i jeres hænder" som en forberedelse til "Herrens store og frygtelige dag" (vers 16). Gennem beseglingsnøglerne, som blev overdraget af Elias, kunne de hellige nu udføre stedfortrædende frelsende ordinancer for de døde, såvel som for de levende. Disse hellige ordinancer for de døde blev ikke tilkendegivet for Kirkens medlemmer før Nauvoo æraen. Denne store dag med syner og åbenbaring var påskesøndag, den 3. april 1836. Findes der nogen bedre dag i denne evangeliets fyldes uddeling til at bekræfte opstandelsens virkelighed? Denne weekend var også jødernes påske. I århundreder har jødiske familier dækket op ved en tom stol til deres påskefest, idet de venter på Elias' tilbagevenden. Elias er vendt tilbage -- ikke til jødernes påskefest, men til templet i Kirtland. Perioden fra efteråret 1834 til sommeren 1836 var en tid med herlig fremgang for Kirken, og det så ud som om, at fremgangen ville fortsætte. Der lå dog mørke og svære dage foran de hellige i Kirtland, da kræfter indefra og udefra truede Kirkens fremgang. Slutnoter 1. History of the Church, 2:176. 2. History of the Church, 1:39-43 3. Joseph Fielding Smith, Doctrines of salvation, red. Bruce R. McConkie, 3 bd., (Salt Lake City: Bookcraft, 1954-56), 1:211 4. Dette afsnit er taget fra Milton V. Backman jun., The Heavens Resound: A History of the Latter-day Saints in Ohio, 1830-1838, (Salt Lake City: Deseret Books Co., 1983), s. 248. 5. I History of the Church, 2:182; se også s. 181-189. 6. History of the Church, 2:195-196, 198. 7. Se History of the Church, 2:181n, 201-202; Joseph Young, History of the Organization of the Seventies, (Salt Lake City: Deseret News, 1878) s. 1-2, 14. 8. Taget fra Backman, Heavens Resound, s. 254-255. 9. History of the Church, 2:220. 10. I Ronald K. Esplin, "The Emergence of Brigham Young and the Twelve to Mormon Leadership, 1830-1841," Ph.D. disp., Brigham Young University, 1981, s. 170; se også Ronald K. Esplin, "Joseph, Brigham, and the Twelve: A Succesion of Continuity," Brigham Young University Studies, sommeren 1981, s. 308-309. 11. Journal History of The Church of Jesus Christ of Latter-Day Saints, den 2. juni 1835, Historical Department, Salt Lake City; se i øvrigt Backman Heavens Resound, s. 112. 12. Caroline Crosby Journal, LDS Historical Department, Salt Lake City; se også Kenneth W. Godfrey, Audrey M. Godfrey og Jill Mulvay Derr, Women's Voices, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1982), s. 49-50. Side 11 af 12

13. Foregående to afsnit er taget fra Ronald Esplin "The Emergence of Brigham Young and the Twelve to Mormon Leadership", s. 161-165, se også History of the Church, 2:222-226. 14. Parley P. Pratt, ed., Autobiography of Parley P. Pratt, Classics in Mormon Literature series (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1985), s. 110. 15. Se Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s. 113-119; B. H. Roberts, The Life of John Taylor, (Salt Lake City: Bookcraft, 1963), s. 31-38. 16. Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt, s. 119. 17. I Matthias F. Cowley, Wilford Woodruff, (Salt Lake City: Bookcraft, 1964), s. 62. 18. Samuel George Ellsworth, "A History of Mormon Missions in the United States and Canada, 1830-1869," Ph.D. disp., University of California, 1951, s. 147-154. 19. Resten af kapitlet er taget fra Backman, Heavens Resound, s. 130, 139-159, 214-220, 262-283. 20. Orson Pratt, Journal of Discourses, 20:65; se også History of the Church, 2:235. 21. I History of the Church, 2:235. 22. History of the Church, 2:236. 23. Se Doctrine and Covenants, 1835-udgaven, s. 5, 75. 24. History of the Church, 2:250-251. 25. Se Milton V. Backman jun., comp., A Profile of Latter-Day Saints in Kirtland, Ohio, and Members of Zion's Camp, 1830-1839: Vital Statistics and Sources (Provo: Brigham Young University Religious Studies Center, 1983), s. 83. 26. Se Mary Ann Stearns, "An Autobigraphical Sketch of the Life of the Late Mary Ann Stearns Winters, Daughter of Mary Ann Stearns Pratt," LDS Historical Department, Salt Lake City, s. 6. 27. History of the Church, 2:396. 28. Nicholas G. Morgan, comp., Eliza R. Snow, an Immortal: Selected Writings of Eliza R. Snow (Salt Lake City: Nicholas G. Morgan sen., Foundation, 1957), s. 63. 29. Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith, ed. Preston Nibley (Salt Lake City: Bookcraft, 1958), s. 230, se også History of the Church, 1:352. 30. Autobiograhpy of Truman O. Angel, LDS Historical Department, Salt Lake City; Kate B. Carter, comp., Our Pioneer Heritage, 19 vols. (Salt Lake City: Daughters of Utah Pioneers, 1967-76), 10:198. 31. Benjamin F. Johnson, My Life's Review (Independence Mo.: Zions Printing and Publishing Co., 1947), s. 16. 32. History of the Church, 1:349. 33. History of the Church, 1:400. 34. Heber C. Kimball, i Journal of Discourses, 10:165. 35. "Elder Kimball's Journal, Times and Seasons, 15. januar 1845, s. 771, History of the Church, 2:2. 36. Se Karl Ricks Anderson, Joseph Smith's Kirtland, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1989), s. 15-16. 37. History of the Church, 2:167. 38. History of the Church, 2:379-382. 39. Morgan, Eliza R. Snow, s. 62. 40. History of the Church, 2:428. 41. George A. Smith, Journal of Discourses, 11:10. 42. History of the Church, 2:428; Backman, Heavens Resound, s. 300. Side 12 af 12