15. s.e.trinitatis 1. txt-række Salmer: 3 29 653 // 41 28 375 Jesus sagde:»ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«matt 6,24-34 Det er faktisk lidt med vilje, at jeg i dag sætter ekstra trumf på forargeligheden; ved ikke kun at læse så himmelråbende forargeligt naivt et evangelium op, som jeg lige har gjort det, med Jesus der siger at vi bare skal lade være med at bekymre os så skal det hele nok gå! Bare se til himlens fugle og markens liljer. Pladderhumanistisk pjat! Men så altså ikke nok med det! Vi har også lige sunget: I falmende blade. Hvad rager det os, hvem der blegner om kind? lyder det så provokerende i den salme, at man næsten ikke bryder sig om at synge det. I det hele taget: Hvad er det for noget bekymringsløst pjat at skulle lægge øre til, på et tidspunkt hvor jeg tror vi ALLE netop er dybt bekymrede for det vi hører fra Rødby havn, og fra Padborg; - nyhederne, der flyder over med billeder af flygtninge gående på motorvejen, mennesker der er i vildrede med hvor de vil være og hvor de kan være her eller i Sverige eller Finland, eller tilbage til Tyskland? Helt forfærdelige billeder fra strandene i Grækenland, eller fra de store europæiske banegårde. Desperate mennesker på flugt, rådvilde mennesker i modtagerlandene, forvirrede regeringer, - vores egen inklusive - der forsøger at overholde den ene og den anden konvention, men jo bliver mødt af 1
VIRKELIGHEDEN som ikke lige lader sig passe ind i et EU-direktiv. Så hvad skal det ikke ende med? Skal vi bare se til himlens fugle og markens liljer, så skal det nok gå? Hvad rager det mig, hvad der sker på strandene i Grækenland, det er jo langt væk! Eller Rødby, det er jo også bare noget vi hører om i nyhederne. Hvad rager det mig, hvem der blegner om kind? Joh, der rager os nu nok. Det rager os især om det er nogle vi kender og holder af, og om ikke det er helt så tæt på, så rager det os da som medmennesker! Det er meget forargeligt at høre dagens evangelium. OG, så alligevel også velgørende! At bekymre os, det kan vi nok aldrig lade være med. Vi er jo i virkeligheden hverken fugle eller blomster på marken, men der i mod mennesker, der faktisk ejer bekymringens mulighed. Så bekymre os, det gør vi, det er aldeles menneskeligt. Men, hvis man så er et nogenlunde ordentligt og ansvarligt og moralsk menneske, så kan bekymringerne jo nogle gange være ved at tage livet af os. Når vi synes alt er vores ansvar, også det vi faktisk ikke har magt til at gøre noget ved som fx flygtningestrømmen fra Syrien. Vores fjernsyn i dag når vi ser nyheder er blevet til nærsyn; forstået på den måde at vi bliver præsenteret for alverdens problemer uden at kunne gøre noget ved dem. Vi efterlades magtesløse over det vanvittige, at vi kan rejse os midt i billederne af druknende flygtninge i Middelhavet, for at gå ud i køkkenet og hente endnu en kop kaffe. Problemerne er kommet uendeligt tæt på, - det er blevet nærsyn - samtidig med at det er uden for vores rækkevidde at kunne gøre noget ved dem. Når virkeligheden så er at flygtningene er her, ja så er der jo faktisk mange, der gerne vil hjælpe. Den dag verden kom til Lolland læste jeg en avisoverskrift. Som om Lolland ikke altid havde været en del af verden. Den verden Guds søn har besøgt, den verden Jesus blev født ind i og som hans ord stadig lyder i. Heldigvis, for også på Lolland findes mennesker, der bliver ramt af virkeligheden og grebet af næstekærlighed. 2
VIRKELIGHEDEN er i virkeligheden en god kur mod bekymringer, for i virkeligheden kan vi handle, og er jo faktisk hverken magtesløse eller hjerteløse. Og derfor er det også velgørende at høre evangeliet i dag. Så forargeligt, som det ellers er. For Jesus siger jo ikke slet og ret bare lad dog være med at bekymre jer! Nej, han gør noget andet han henviser os til virkeligheden. Først et helt konkret billede af ubekymrethed så virkeligt og håndgribeligt at vi alle kender og forstår det: Himlens fugle og markens liljer. De er ikke mennesker, der har overvundet bekymringerne, - nej, de kan slet ikke bekymre sig; De er dyr og planter. Selvfølgelig kender en mus vel nok til skræk og rædsel, når den ser en kat nærme sig, men den ligger vel næppe søvnløs om natten ved tanken. Og hvis man kunne spørge et egern hvorfor det samler vinterforråd, ville svaret ganske givet heller ikke være bekymring for de kommende kolde måneder, men slet og ret instinkt. Dyrene er virkelighedens billede på ubekymrethed. Det næste Jesus gør er at fortælle os, at hvad dyrene kan af sig selv, fra naturens side, det kan vi få givet i tro, når kærligheden fra Gud sejrer over angsten i vores liv. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, skriver Johannes i sit første brev. Og den fuldendte kærlighed finder vi hos Gud. "Koncentrér jer om Guds Rige, og det Gud vil have jer til, så vil han sørge for alt det andet, hørte vi i dag. Enhver anden vej til bekymringsløshed er en blindgyde. For selvfølgelig kan vi trøste os selv med at vi bor i den rige del af verden; der er nok til mig og mine, vi kan sætte vores liv til os selv og vores penge Gud mammon, men det holder ikke rigtigt alligevel. Det tager måske højst toppen af ubehaget; kuren når aldrig helt ind i hjertet. Den store ro, den finder vi i at åbne vores hjerter for Guds kærlighed; - ved at koncentrere os om Guds Rige. Men hvordan kan vi så det? - ja, dybest set bare ved at tage vores dåb alvorligt. Vi er Guds børn, for Den, der ikke modtager Guds Rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det! Så langt har vi lov til at være bekymringsløse. Og så meget har vi lov til at åbne vores hjerter for Guds 3
kærlighed og lægge vores eget liv og vores egen død i Hans hænder. Ikke som fuglene eller liljerne; - for de har det i deres natur; vi må vejen om ad Guds hjerte. Kun sådan bliver alverdens problemer og flygtningestrømme hverken ligegyldige for os, eller truer med at tage livsmodet fra os i ren og skær bekymring. Kun sådan kan vi være i verden og i vores liv uden at det stjæler vores livsmod. vort hjerte er uroligt indtil det finder hvile hos Gud skrev Augustin i indledningen til sine bekendelser for 1500 år siden. Vi må lægge vores bekymringer i Guds hånd. Vi må troens vej om ad Guds hjerte, før vi for alvor kan finde mening i livet og lade være med at bekymre os. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Bøn for flygtninge af biskop Elof Westergaard: Barmhjertige Gud Du er vores tilflugt og styrke, altid en hjælp i nød og ulykke. Vi beder for de mange, der er på flugt. Deres øjne beretter om faldne byer og hjem i ruiner. At de står her hos os, fortæller om huse langt væk, som nu er tomme og forladte. Enhver flygtning bærer på et savn, og går en usikker fremtid i møde. Gud hjælp os med at møde dem med venlighed. Lad os sammen glæde os over, at de er reddet ud af krigens vold. Vær med vores politikere, politiet og alle, der har et ansvar for at tage hånd om den svære situation, hvor så mange flygtninge krydser vore grænser. Styrk dem i deres arbejde med at tage vare på vores land og at værne om den, som er svag. Hjælp os, så vi ikke står stumme overfor verdens lidelse, når den møder os i et andet menneske. Dæmp vores fordomme, både mod de fremmede og mod dem, vi er uenige med. Lad dit ansigt lyse over os, så vi får øjne til at se disse flygtninge som søstre og brødre Gud, læg din hånd på os, så vi åbner vores hænder, og hjælper flygtningene med at finde et hjem til ulykken er drevet over. Gud, du er vores tilflugt og styrke. Vær os alle nådig. Amen 4
5