i:\maj-2000\euro-hh.doc Af Henrik Hofman 29.maj 2000 RESUMÈ EURO OG SOCIALE SIKRINGSORDNINGER Dansk Folkeparti siger i deres ØMU-materiale, at Dansk velfærd er i fare, når sluserne mellem landene åbnes. Det er et debatniveau, som er tåbeligt, og som godt kan bekymre for den fremtidige euro-debat. Debatniveauet er uden saglighed og direkte i modstrid med faktiske kendsgerninger. Kendsgerningerne er, at Danmark har deltaget i koordinering af en række sociale sikringsordninger for vandrende arbejdskraft siden vores medlemskab af EU i 1973. Denne koordinering har på ingen måde bragt det danske velfærdssamfund i fare. Man kan desuden ikke gøre sig immun overfor beslutninger i EU omkring sociale sikringsordninger ved at sige nej til euro'en. Selvom Danmark meldte sig helt ud af EU, ville vi til punkt og prikke skulle følge EU's aftaler omkring social koordinering. Det er Norge et tydeligt eksempel på. Norge står i den situation, at de til punkt og prikke gennemfører ethvert socialpolitisk tiltag, der vedtages i EU. Det følger af EØS-aftalen. I modsætning til Danmark har de imidlertid ingen politisk indflydelse overhovedet på EU's udvikling, herunder på socialpolitikken. Den danske indflydelse er stor, men den politiske indflydelse må gradvist forventes at blive mindre, hvis vi siger nej til euro'en. Danmark er i øvrigt ikke et land, som virker specielt tiltrækkende på andre EU-borgere. Faktisk bor der flere EU-borgere i Norge. EU-borgere, som Norge altså også skal betale pension m.v. til. I Sverige er antallet af EU-borgere også forholdsvist meget større end i Danmark. I øvrigt var antallet af EUborgere i Sverige noget større, da Sverige ikke var medlem af EU!
2 EURO OG SOCIALE SIKRINGSORDNINGER Op til euro-afstemningen er/og vil der blive bragt emner ind i debatten, som handler om andet end valutakurser, rente og spekulationsmuligheder. Et af disse emner er socialpolitikken. Indtil nu har debatten om socialpolitikken op til euro-afstemningen ikke været oplysende. Det virker som om, flere tilhængere af euro'en ikke har lyst til at debattere emnet. Det kan imidlertid ikke undgås. For modstanderne spiller uden hæmninger på alle tangenter, som kan få vælgerne til at føle sig truet og utryg ved den fremtidige udvikling. Dansk Folkeparti skriver f.eks. i deres materiale om euro'en, at Dansk velfærd er i fare, når sluserne mellem landene åbnes. Junibevægelsen spiller også godt med på den melodi, i hvert fald sagde Ulla Sandbæk i en eurodebat (refereret i Information, red), at to kommende retsakter fra EU vil vende op og ned på velfærds-danmark, hvis de bliver vedtaget. Begge udsagn er bekymrende for det politiske niveau og det videre forløb af euro-debatten, fordi der (sandsynligvis bevidst) ikke fortælles den fulde sandhed, men kun så meget, så vælgeren kan føle sig usikker og truet. Når EU beskæftiger sig med socialpolitik, skyldes det etableringen af det indre marked med den frie bevægelighed for arbejdskraft. Når det er muligt for en EU-borger at tage arbejde i et andet EU-land, bliver det nødvendigt også at diskutere en vis form for koordinering af sociale- og arbejdsmarkedspolitiske rettigheder. EU og socialpolitik er yderligere aktuel, fordi EU-kommissionen har fremlagt forslag om revidering af den koordinering, der allerede i dag foregår omkring sociale sikringsydelser for vandrende arbejdskraft. Endeligt kan man konstatere, at der i regeringskonferencen også diskuteres spørgsmål, som har med social- og arbejdsmarkedspolitik at gøre. I EU-sammenhænge vil social- og arbejdsmarkedspolitik altså blive diskuteret i de kommende måneder. I forhold til euro-debatten er det afgørende at få slået fast, at behovet for at diskutere og forhandle omkring social- og arbejdsmarkedspolitik kommer af Det Indre Marked. Ved at sige nej til euro'en opnår man ikke den ringeste form for immunitet overfor de afgørelserne, EU-landene eventuelt foretager i de kommende måneder og år.
3 Et nej til euro'en betyder blot, at vi må forventes at få mindre indflydelse på EU's samlede udvikling, herunder på socialpolitikken. Melder vi os helt ud af EU, har vi en decideret tåbelig situation. Så vil vi nemlig skulle følge alle regler, men vi vil aldrig få indflydelse på udformningen af reglerne. I dag har vi en meget stor indflydelse, da der gælder enstemmighed på socialområdet. Norge er et godt eksempel på denne mest tåbelige situation. Til punkt og prikke gennemfører Norge alle EU's vedtagelser på det sociale område. Det er betingelsen for at kunne handle med EU. Men Norge har overhovedet ingen indflydelse på udformningen af reglerne. Norge som eksempel Omfanget af EU-borgere i Norge er en yderligere illustration af, at Dansk Folkepartis udsagn om, at Dansk velfærd er i fare, når sluserne mellem landene åbnes er det rene sludder. Selvom Norge er helt udenfor EU, har der i forholdsvist mange år boet mellem 30 og 40 procent flere EU-borgere i Norge, end der har boet EU-borgere i Danmark. Handelsaftalerne mellem Norge og EU betyder desuden, at Norge følger præcist de samme regler for social koordinering i forhold til EU-borgere, som Danmark gør. I figur 1 er vist antallet af EU-borgere i procent af landets egne statsborgere. For at få den mest retfærdige sammenligning er der for Danmarks vedkommende i tillæg til antallet af EU-borgere også tillagt antallet af nordmænd, der bor i Danmark.
4 Figur 1. EU-statsborgere i Norge og Danmark i procent af egne statsborgere 2 1,5 Procent 1 EU borgere i Norge EU borgere og nordmænd i Danmark 0,5 0 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 1994 1996 1998 Anm: I kilden er først data for Norge fra 1986 Kilde: Egne beregninger på baggrund af Statistik uden grænser - nordisk statistik på cd-rom med data fra Danmark Statistik og Statistisk Sentralbyrå, Norge I personer boede der i 1999 75.000 EU-statsborgere i Norge. I Danmark var tallet inklusiv nordmænd på 65.000 personer i 1999. Antallet af EU-statsborgere er øget markant i såvel Norge som Danmark i 1990'erne. Godt 14.000 flere er det blevet til i Danmark siden 1993. Heraf tegner englændere, tyskere og hollændere sig for over halvdelen, mens nordmænd, svenskere og finnere ligger på samlet godt en fjerdedel af stigningen. Sverige kan også ses som et eksempel på den "forsvundne" saglighed. Antallet af statsborgere fra andre EU-lande har således længe været markant større i Sverige end i Danmark. Flest EU-borgere var der i Sverige, da Sverige ikke var medlem af EU! Sammenlignet med Danmark har der i Sverige længe boet mange flere EU-borgere. Det er vist i figur 2. Hvis man brugte Danske Folkepartis usaglige politiske metoder, kunne man endda sige, at efter Sverige er blevet medlem af EU, er "sluserne blevet mere tætte". Andelen af EU-borgere er således
5 ikke steget, men nærmere faldet. Denne konklusion er imidlertid usaglig, da faldet i andelen af EUborgere nærmere skal forbindes med den dårlige økonomiske udvikling i Sverige i starten af 1990'erne. Færre EU-borgere har derfor søgt arbejde i Sverige. Figur 2. EU-borgere i procent af egne statsborgere i Danmark og Sverige 1980-99 4 3 Procent 2 EU-borgere i Sverige EU-borgere i Danmark 1 0 1980 1982 1984 1986 1988 1990 1992 1994 1996 1998 Kilde: Egne beregninger på baggrund af Danmarks Statistik og Statistiska Centralbyrån, Sverige Social koordinering i fremtiden Til Dansk Folkeparti skræmmebilleder bør også tilføjes, at det ikke er noget nyt, at der i EU foregår et samarbejde omkring social koordinering mellem EU-landene, som i øvrigt også omfatter andre europæiske lande. Siden Danmarks medlemskab af EU har vi således været med til at koordinere sociale sikringsordninger. Tilbage i 1971 besluttede de daværende EU-lande sig nemlig for at koordinere udvalgte sociale sikringsordninger for vandrende arbejdstagere. Koordineringen gøres for at sikre, at lønmodtagerne, der i perioder af deres liv arbejder i andre EUlande, ikke mister grundlæggende rettigheder, blot fordi de arbejder i andre EU-lande eller europæiske lande med handelsaftaler med EU.
6 Hidtil har der været tale om koordinering på følgende områder: Ydelser i forbindelse med sygdom, fødsel og arbejdsløshed Ydelser i forbindelse med invaliditet, arbejdsulykker og erhvervssygdomme Ydelser i forbindelse med alderdom (kun pension) Familieydelser Reglerne for social koordinering i forhold til andre statsborgere omfatter ikke offentlige socialydelser (f.eks. bistandssystemet) og heller ikke efterløn. Det er vigtigt at forstå, at samarbejdet på de sociale område ikke betyder harmonisering af systemer og satser i de national ordninger, men at der derimod er tale om koordinering af de forskellige ordninger i de forskellige lande. Koordineringen sikrer flere ting, bl.a. at man som lønmodtager ikke står uden rettigheder, hvis man f.eks. som dansk bygningsarbejder bliver syg eller arbejdsskadet i forbindelse med arbejde i et andet EU-land. Koordineringen betyder også, at man som vandrende arbejdstager ikke kan være omfattet af ordninger i flere lande på en gang og dermed shoppe sig til højere ydelser. Samtidig sikrer samarbejdet mellem EU-landene, at intet land overbebyrdes med sociale udgifter. Hvis en dansker f.eks. vender hjem efter at have arbejdet mange år i Tyskland og England, så medfører koordineringsreglerne, at Danmark ikke skal betale hele folkepensionen. Tyskland og England skal betale en andel svarende til de år, man har arbejdet og betalt skat i disse lande. Samarbejdet om koordinering af sociale sikringsordninger er også det, der gør, at arbejdsløse EUborgere ikke kan tage til Danmark og hæve af den danske understøttelse. Arbejdsløse EUstatsborgere må være i Danmark i op til tre måneder. Understøttelsen i de tre måneder betales imidlertid af hjemlandet. Hvis EU-borgeren så ikke har fundet arbejde efter tre måneder, skal vedkommende som udgangspunkt rejse hjem igen. På tilsvarende vis har arbejdsløse danskere mulighed for at tage den danske understøttelse med til et andet EU-land og her søge efter arbejde i tre måneder. Danmark har altså deltaget i koordinering af sociale sikringsordninger i mange år og det uden, at man på nogen måde kan tale om, at det har truet opbygningen og omfanget af vores velfærdsstat.
7 I EU er der nu fremlagt forslag om at revidere den grundlæggende forordning, som fastlægger koordineringen af de sociale sikringsordninger blandt EU-landene. I disse forslag er der elementer, som er nye sammenlignet med det hidtidige samarbejde, f.eks. foreslås det at udvide samarbejdet sådan, at tredjelande-statsborgere også omfattes af reglerne. Fra dansk side arbejdes der aktivt sammen med flere af de andre EU-lande for at påvirke EU-kommissionens forslag sådan, at de ikke betyder afgørende ændringer i vore egne sociale systemer. I forhold til euro-debatten skal det nok en gang slås fast, at et nej til euro'en ikke giver nogen som helst større handlefrihed i forhold til de forslag om social koordinering, der nu ligger på bordet. Det hjælper altså ikke at stemme nej til euro'en, hvis man som Dansk Folkeparti grundlæggende er fortaler for, at EU-statsborgere og EU-arbejdskraft ikke skal have ret til den grundlæggende sociale sikring, når de arbejder her i landet. Tværtimod kan man konstatere, at hvis vi stemmer nej til euro'en, så vil vi sandsynligvis marginalisere os politisk i EU. Ved et nej til euro'en har vi naturligvis stadig stemmeret i spørgsmålene omkring socialpolitik, men den logiske konsekvens af et nej til euro'en er, at vi generelt mister politisk opbakning i EU-samarbejdet. Og politisk opbakning er faktisk temmelig vigtigt, når det handler om at påvirke forslag fra EU-kommissionen. Et nej til euro'en hjælper heller ikke det fjerneste på selvstændigheden og muligheden for at isolere sig i forhold til beslutninger, der tages i EU omkring koordinering af sociale sikringsordninger. Efter et nej vil vi stadig være med i det indre marked, og vi vil derfor til punkt og prikke skulle følge alle EUbeslutninger på det sociale område. Forestiller man sig, at vi endda melder os helt ud af EU, ændrer det intet på, at vi skal følge EU's regler for social koordinering. Sådan er betingelserne i EU, hvis vi vil have handelsaftaler, så vores varer kan sælges uden told og andre handelsafgifter.
8 Et nej til euro'en fulgt op af et senere nej og udmeldelse af EU vil derfor politisk set være det dummeste, man kan gøre, også hvis man vil modarbejde den sociale koordinering i EU og dermed også i Danmark. En løsning som i Norge giver maksimal mangel på selvstændighed Tabet af politisk indflydelse på det sociale område kan Norge tale med om. Norge skal i dag efterleve og gennemføre alle EU-regler omkring vandrende arbejdskraft, men de har overhovedet ingen indflydelse på reglerne. Da EU i 1980'erne blev enige om at gennemføre det indre marked blev det nødvendigt for de europæiske lande udenfor EU at forhandle sig frem til nye handelsaftaler for at kunne opnå de samme handelsfordele som EU-landene. Resultatet blev EØS-aftalen Det europæiske økonomiske samarbejdsområde som udbyggede tidligere aftaler med EFTA-landene. (Danmark og England havde også en EFTA-handelsaftale indtil vores EU-medlemskab i 1973.) Den nye EØS-aftale blev forhandlet i 1990-92 og trådte i kraft den 1. Januar 1994. Østrig, Finland og Sverige trådte hurtigt ud af EØS-aftalen, fordi de i 1995 blev ordinære medlemmer af EU. Tilbage står en lille flok lande bestående af Norge, Island og Liechtenstein. Schweiz ligger i et vakuum, fordi befolkningen sagde nej til EØS-aftalen. Schweiz har i mellemtiden forhandlet bilaterale aftaler med EU på en lang række områder, herunder fri bevægelighed for arbejdskraft. Disse aftaler, som endnu ikke er trådt i kraft, vil etablere EØS-lignende tilstande mellem Schweiz og EU. EØS-aftalen betyder, at Norge skal efterleve samme regler om koordinering af sociale sikringsydelser, som EU-landene skal. 1 AE har fået dette bekræftet ved at kontakte den norske del af EØS-sekretariatet som arbejder dels i Geneve dels i Bryssel. Her siger man, at Norge har mulighed for at være med i arbejdet i embedsmandskomiteerne, men den politiske indflydelse er lig nul, fordi man ingen stemmeret har. Afslutningsvist kan man derfor sige, at i dag er ligheden mellem Norge og Danmark, at såvel Norge som Danmark skal følge det, EU-landene beslutter omkring eventuelle nye sociale koordineringsreg- 1 Hvis man ønsker at se dette med sine egne øjne, kan man på internetaddressen www.efta.int/structure/efta/efta-sec.cfm hente en fuld kopi af EØS-aftalen og der se, at Norge til punkt og prikke følger EU's regler om koordinering af sociale sikringsydelser.
9 ler. Danmark har imidlertid stor indflydelse på udformningen af reglerne. Norge har ingen indflydelse og det, selvom der endda bor forholdsvist flere EU-borgere i Norge end i Danmark. Sammenfatning Spørgsmålene om koordinering af sociale sikringsordninger har ikke noget med euro-afstemningen at gøre. Koordinering af sociale sikringsordninger følger af Det Indre Marked. Denne koordinering er nemlig nødvendig for at sikre, at arbejdskraften ikke mister grundlæggende rettigheder, når man i perioder af sit liv arbejder i andre EU-lande. Selvom vi siger fra overfor euro'en er en stensikker konsekvens, at vi alligevel skal efterleve alle regler, der kan forbindes til det indre marked herunder vedtagelser omkring social koordinering. En sikker konsekvens af et nej til euro'en vil være en delvis politisk marginalisering, og således mindre indflydelse på de beslutninger, som EU foretager også på det sociale område. Omkring den sociale koordinering er Norge det oplagte dårlige eksempel. Norge gennemfører alle EU-vedtagelser, der har relation til Det indre Marked, men man har overhovedet ingen indflydelse på dem.