Prædiken tl 3. søndag i fasten, Jægersborg kirke 2015 Salmer: 192 447 674 v. 1,2 & 7 302 // 325 424 697 Fører religion tl fanatsme og tl konfrontaton mellem os og de andre - og måske i sidste ende tl udøvelse af vold? Ja, det kan religion føre tl. Det har vi jo set tydeligt i de sidste årter i radikaliserede miljøer inden for Islam. Vi har tlbage i historien set kristne føre religionskrige og korstog. Og vi har jo bestemt også i modtrækket mod den islamistske terror set samme voldelige religiøse retorik blive brugt - som George W. Bush gjorde det efer terrorangrebet i 2001, da han udpegede ondskabens akse som verdenssamfundets fende nr. 1. Og han gjorde det med ordene som vi hørte Jesus sige i evangeliet: Den som ikke er med mig, er imod mig. Selvfølgelig kan religion føre tl en radikaliseret og forvreden opfatelse af tlværelsen, tl en konfrontaton mellem os og dem, og tl krig og vold. Men i sit væsen er det ikke det religion handler om, hverken islam eller kristendom. I sit væsen handler religion om at fnde mening og fylde i det liv vi er sammen om. Det er en vej tl liv, og det er at fnde en fast grund, et hjem, et ansvar. Det er at leve i og ud af det liv som er Guds. Sådan som millioner og ater millioner af troende muslimer og kristne lever deres liv. Ja, jeg vil påstå at radikalisering nemmere fnder sted dér hvor der er for lidt religion, end dér hvor religion fylder meget. For lidt religion det er dér hvor navnet, kristendom, bare bliver en identtetsmarkør. En angivelse af jeg står inde for vestlige eller kristne værdier. Men religion er ikke noget der fylder eller betyder noget i vores liv. Det giver os ikke noget at leve af, og det bygger os ikke op. For lidt religion det er det tomme hus Jesus taler om. Det er fejet og prydet. Alt ser ud som det skal være. Men inden i der er
tomt. Det er ikke et hus man føler sig hjemme i. Det er ikke et hjem hvor man føler sig elsket og velsignet som den man er. Og så er det at dæmonerne byder sig tl! Vreden, hadet, foruretelsen. Man føler sig ydmyget, føler at man ikke er noget. Men i Guds eller Allahs navn skal man nok vise dem hvem der er noget her. Ved at gå tl kamp mod de andre får livet pludselig en helt anden alvor og betydning og værdi. Sådan som man har set det ske hos unge radikaliserede muslimer. Som jo kommer fra forskellige samfundslag. Men så vidt jeg kan se, - og jeg har jo bare fulgt almindeligt med ved at læse aviser - så vidt jeg kan se, kommer de ikke fra hjem hvor religion har spillet en særlig fremtrædende rolle. De er vokset op som muslimer, men uden den stolthed som gerne skal høre tl at høre åndeligt hjemme et sted. Ja hvor er deres hjem? De er splitet mellem lande og kulturer. De føler der bliver set ned på dem som de famøse tegninger jo også bliver et udtryk for. De oplever det som en ydmygelse, netop fordi de ikke har et naturligt selvværd, en stolthed. Og så er det, om jeg må sige, fanden tager ved dem. For det er jo det der sker. Det er en dæmoniseret, djævelsk opfatelse af verden som de besætes af, og som giver dem en ny ultmatv mening med at være tl. At gå i krig, at gøre det af med undertrykkerne, med dem der ydmyger det er, vil de sikkert sige, omsider at give sit liv noget der er mening i, tl en højere retærdigheds sag, tl Gud. Min pointe er altså at den som er hjemme i sit liv, den som er rodfæstet, den som fra sin opvækst er fyldt af velsignelse, af ånd, af kærlighed, generøsitet, af liv der betyder noget, og som derfor har i sig både ydmyghed og selvværd, - det menneske har også noget at stå imod med når fordrejede livsopfatelser byder sig tl. Når dæmonerne kalder. Og dæmonerne, de er naturligvis af mange slags. Nogle har store ædle mål, som at gå krig for Gud. Nogle af dem nærer bare din smålighed og dit had.
Nogle vil gerne pudse dit ego og give dig en anseelse du endnu ikke har, du skal måske bare lige skippe at par af de venner der ikke er så smarte have. Og nogle siger: Ja det er ganske rigtgt: Du er ingentng. Ingen kan tænke sig at have noget at gøre med dig. Det fælles for dæmonerne, eller for de djævelske tlskyndelser, er at de fordrejer, bagtaler, de ser hen over og ringeagter det dyrebare liv vi er sammen om. Men de har altså ikke så meget at gøre at gøre godt med, hvis vores sind, hvis det hus vi har hjemme i, er fyldt af ånd. Eller retere: Ånder er jo forskellige, ligesom huse er det. Der er huse man dvæler i uden rigtg at kunne forklare, hvorfor der er så rart at være. Det er bare som om man falder på plads. Bliver den man inderst inde ved man er. Der er en rummelighed og opmærksom og munterhed - talen fyder livligt og tavsheden er god at hvile i. Den er ikke knugende og grum. Det føles i den slags huse som om der er så højt tl lofet, at det når helt op i himlen, selv om det måske i virkeligheden er et lille lavlofet hus. Det er om sådan et hus man siger at hvor der er hjerterum er der husrum. Omvendt så er der store højlofede huse hvor der hersker en snæver og nærig og trykkende ånd. Så man næsten kan føle at nu styrter lofet da ned over hovedet på én. Her er stlheden pinlig og knugende, og når talen forstummer, tænker man at det er nok mig der har gjort noget forkert. Sådan kan et hus være fyldt af en god og en dårlig ånd. Og den store livsopgave for alle forældre må derfor for mig at se være at lade sit barn vokse op i et hus som er fyldt af denne gode ånd. Af en kærlighed som man altd vil kunne stole på, af et liv som på engang er legende og let, men som også har tyngde i sig, ansvar, betydning, værdi. En ånd som gør at man ikke føler sig forkert, men man kan rete ryggen i stolthed over at være den man er.
Ja der er for mig at se ingen tvivl om at denne sans for både letheden og tyngden, for glæden og ansvaret, denne sans kan den kristne tro give på en måde som vi ikke kan det selv. Det at Gud er der, betyder jo at jeg ikke skal kunne altng selv. Der er bekymringer jeg uden videre kan lægge over tl Gud. Mens omvendt, så ved jeg at der er noget jeg skal mig af, jeg har et ansvar. Der er et liv som har betydning, det som er imellem dig og mig. At Gud er der, betyder at jeg uden at gå tl i frygt, kan elske mig ind i det uvisse liv. Gud er jo hos mig når det gælder. Og at Gud er der betyder jeg altd kan se mig selv som den elskede, den velsignede, ja selv om Gud også kender mine mørke og svage sider, så er jeg altd af uendelige betydning for Gud. Sådan skal et barn gerne være fyldt af Guds gode ånd. Så naturligt at det er den vores hjerte lever og ånder i. Og så indlevet at vi har noget at stå imod med og en stærk bevidsthed om livets betydning og værdi. Ja den som er hjemme i sit hus, sit kristne hus, har også sans for at tro selvfølgelig betyder noget, på den gode måde, for anderledes troende end os selv. Den religiøse forståelse og tolerance er for mig at se helt klart størst hos mennesker som selv ved tro betyder og er. Samtdig med at man med troen i sig, åndens hjerteslag, selvfølgelig har en målestok i sig man ved at man lever for mere end sig selv, og at der er noget man skal værne om og kæmpe for. Man skal værne om sit eget hus, om det liv der er ånd og betydning i. Og man skal kæmpe for det store hus, det samfund vi sammen er beboere i. For at vi på én gang kan tale frit, samtdig med at vi alle kan bo her uden at opleve at der altd bliver talt ned tl os. Ja den gode ånd skal også gerne fylde det store hus. Med frihed og rummelighed, med samtale fremfor knugende tavshed og vrede råb, med den gensidige forpligtelse og omsorg og respekt for hinanden som hører sig tl i en stor familie, og med en fælles
glæde over at her er godt at være, her kan også jeg sammen de andre være som den jeg er. Sådan er det ikke altd i det store hus. Men vi beder som kristne mennesker, vi beder her i kirken om, at Guds ånd må tage bolig i vores hjerte, fylde vores sind, og skabe en atmosfære omkring os som det er godt for alle at være i. Ja Herre, vær med din livgivende ånd hos alle vores land. Lær os at lyte tl dine ord og leve i din ånd. Lad os stole på at vi altd hører dig som dine elskede børn. Så vi får mod og kraf tl at vidne om kærlighedens visdom og magt, også når vi møder modstand, og fordrejede livsopfatelser byder sig tl. Lær os ikke at misunde andre, men gavmildt give af os selv. Lær os at favne og vise barmhjertghed mod den der føler sig svigtet, og den der selv har svigtet. Lær os at bryde ondskabens cirkler med godhed. Lær os ydmyghed i det liv som er større end vi kan forstå, og giv os glæde og stolthed over det liv som er vores, og som vi deler med hinanden lige her. Lær os at være gode opdragere, som giver vores børn en stor verden at være i og en stærk fornemmelse af kærlighedens realitet. Gud, vi beder dig: Vær hos de mennesker som lige nu ingen mening kan se, og som ikke har en tro, et hus med ånd, de føler sig hjemme i. Vær hos ofrene for krigenes ødelæggelser, vær hos de forfulgte, de fængslede, og hos de som er ensomme og syge. Vis os som Jesus at du ikke vil give slip på en eneste af os, men altd vil kæmpe mod det som gør sjælen og hjertet ondt.
Vær hos vor dronning Margrethe den 2. hos regering og folketng, giv alle magtudøvere og alle som skal træfe beslutninger, kærlighedens visdom og dømmekraf. Giv kirken mod tl at lade sig forny af dit ord, så den aldrig stvner eller lukker sig om sig selv. Gør kirken, gudstjenesten og menigheden tl håbets levende fællesskab med agtelse af mennesket og plads tl mangfoldighed, og kraf tl at tale ud af barmhjertghed og sandhed. Amen.