1 s e H 3 K. 12.januar 2014. Vinderslev Kirke kl.9. Hinge Kirke kl.10.30. Salmer: Vinderslev kl.9: 127-132/ 454-452 Hinge kl.10.30: 127-13- 132/ 454-123,v.8-9- 452 Tekst: Mark 10,13-16 De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem:»lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. Kære Gud, vi beder dig om at tale dit ord til os nu ved din hellige Ånd, så vi må se, hvad der skal til for at komme ind i dit rige. Amen. Kommer man til Israel, er det spændende at tage til Betlehem og besøge Fødselskirken, som ligger på det sted, hvor Jesus i sin tid så dagens lys. Jeg har selv været der to gange, og det er en stor, imponerende domkirke, som kan skrive sin historie helt tilbage til Kejser Konstantin den Store i 300-tallet og efter sigende skal være verdens ældste kirke. Men der er det særlige ved den, at for at komme ind i den må man igennem en dør, som er så lav, så alle må bøje sig. Oprindelig var der en langt større dør, men den blev efter sigende muret til, for at muslimerne ikke skulle ride til hest ind i kirkens hellige rum. Alle må bøje sig, sagde jeg, men det passer nu ikke helt. Døren, som kaldes Ydmygelsens Dør, er kun 1 meter høj, men det vil jo sige, at de små kan passere. 12. januar 2012 Prædiken af Frede Møller 1
Den dør kommer jeg altid til at tænke på, når jeg hører ordene, vi nu lige har lyttet til. Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det, siger Jesus til de store disciple, som prøver at holde mødrene med de små børn borte. Mesteren har vigtigere opgaver. Han skal da ikke beskæftige sig med den slags pjat, mener de tilsyneladende. Se, når der står en barnevogn uden for en butik, kan man somme tider se et lille rødt hjerte, hvorpå der står Rør mig ikke! Det er klart, at enhver mor eller far er øm, når det gælder den lille. Der er ingen, der skal få lov til at røre ved mit barn, så der sker den lille noget ondt, tænker de, og det forstår enhver. Men her er det altså modsat. Her kommer de med de små, fordi de netop vil have, at Jesus skal røre ved dem. Små børn, som bliver båret, dvs. spædbørn. Fordi de er klar over, at det, de små får her, det er velsignelse. Guds velsignelse. Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres, står der i den nuværende oversættelse. Det er en dårlig oversættelse. Guds rige hører sådanne til, står der på grundsproget, og det er noget andet. Det er ikke sådan, at Guds rige automatisk tilhører børnene. Men det er sådan, at Guds rige tilhører enhver, der som et barn bøjer sig og tager imod. Den, som går ind gennem den trange, snævre port, der hindrer mig i at knejse og være stor på den. Går ind gennem den trange, snævre port, som hedder Jesus Kristus og det, han har gjort. Det er det, vi særlig skal standse ved her i dag. Først og fremmest skal vi derfor standse ved det, som Jesus Kristus har gjort, og som han betyder. Derefter skal vi standse ved, hvordan vi får del i det, og til sidst hvordan vi bliver ved med at eje det. Men altså først og fremmest det, som Jesus Kristus har gjort. Det er godt at standse ved dette med Fødselskirken og den lave dør, for det er her, det begynder. 12. januar 2012 Prædiken af Frede Møller 2
Kommer man ind i kirken, skal man som regel stå i kø en vis tid, før man når frem til det sted, hvor det skete. Kirken er bygget over den grotte, som efter sigende var stedet for Jesu fødsel, og i gulvet er der i dag en stjerne, som markerer det afgørende sted. Her har pilgrimme i 1700 år knælet ned for at tilbede Gud på det sted, hvor han blev menneske. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, siger apostlen Johannes. Jo, det var her, det begyndte. Gud blev menneske, og dermed er det Gud, der får æren, når det gælder vor frelse. Havde han ikke forbarmet sig over os, havde der ingen udvej været. Men nu har han valgt denne vej, og det er derfor, der er grund til at bøje sig. Vi må bøje os, når vi kommer til det sted i trosbekendelsen, som handler om dette under. Der er en gammel legende, som fortæller, at Djævelen engang var kommet i kirke, og her lagde han mærke til en mand, som ikke bøjede sig på det sted, hvor trosbekendelsen taler om Gud, der blev menneske. Så fik manden et spark over skinnebenet, fordi han ikke bøjede knæ for det under, som har kostet Djævelen magten. Jo, det begyndte, da Gud blev menneske, og da Jesus som 12-årig besøgte templet i Jerusalem, får vi et stærkt vidnesbyrd om, hvad det handler om. Da hans forældre finder ham i templet, siger han disse ord til dem: Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? Egentlig står der: Vidste I ikke, at jeg være i det, som er min faders? Det var nemlig det, som altid var målet for vor Herre Jesus: At være i det, som var Guds. Følge Guds vej til punkt og prikke og på den måde fuldføre alt til vor frelse. Det er også derfor, han til sidst ender på korset på Golgatha. Fordi han ved, at det er Guds vilje, at han på den måde skal bringe det offer, som er det eneste, der kan rense os for synd. Det er det, som er kernen i det kristne budskab. Uhyggeligt mange har ikke set det, og uhyggeligt mange prøver at fordreje eller 12. januar 2012 Prædiken af Frede Møller 3
mistolke det kristne budskab, men det afgørende er og bliver det offer, som Jesus bringer Langfredag på Golgatha. Hvordan får vi så del i det? lyder det næste spørgsmål, og svaret lyder: Det gør vi gennem dåbens hellige vand. Fra gammel tid har det været sådan, at de ord, vi lytter til i dag, har været knyttet til barnedåben. Men det giver også god mening at bruge dem, når det drejer sig om en voksen, der skal døbes. For hele tiden handler det jo om at være så lille, så Gud selv kan få lov til at komme til. Hele tiden handler det om døren, som er så lav, som ingen kommer ind uden at bøje sig. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, er fører til livet, og der er få, der finder den, siger Jesus i Bjergprædikenen. Dermed er det udelukket, at det er mig og mine præstationer, det kommer an på. Det er udelukket, at jeg på nogen måde skulle kunne gøre mig fortjent til at få en plads i Guds rige. Ikke engang troen er noget, jeg kan prale af, men en gave, som rækkes mig ovenfra, og netop derfor er barnedåben det eneste rigtige. For her er det jo så tydeligt for enhver, at den lille ikke kan udrette noget, som har afgørende betydning. Her er det så tydeligt, at det bare handler om at tage imod. Men dermed er vi så også fremme ved det, som er det tredje, og som vi ikke må glemme i denne sammenhæng, nemlig dette med at blive stående i dåbens nåde. Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det, siger Jesus, og det minder os jo om, at her er der noget, som ikke går automatisk, men som hele tiden må have næring. Fordi det er vigtigt livet igennem at blive stående i det forhold, hvor det handler om at tage imod! 12. januar 2012 Prædiken af Frede Møller 4
At blive ved med at være som et barn, der ikke kan noget selv, men må have det hele givet. Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget, siger Jesus ved en anden lejlighed, og det må vi så tage til os. At man altså ikke kan være for lille, når det drejer sig om Guds rige, men man kan så uendelig let være for stor. Til sidst en lille historie, som måske kan kaste lys over, hvad dåben betyder. En dansk psykiater og eventyrer, Jens Hjorth, var på tur til Østgrønland, hvor han på et tidspunkt finder en lille gravhøj, som er dækket af sten og mos. Under disse sten finder han et kranium, som han dækker til med det samme og forskrækket skynder han sig videre. Han kommer så til en lille sø, hvor han sætter sig for at kigge ud over havet og isbjergene. Bagved havde han indlandsisen og på begge sider klipper. Så er det, han fortæller: Pludselig, medens jeg sad der helt alene, blev jeg grebet af en voldsom angst. Det var, som om himlen og isen og naturens voldsomhed nærmest rev mig fra hinanden, så jeg følte mig som ingenting. Jeg har aldrig haft et angstanfald før, og i stedet for at løbe ned til kammeraterne og finde dem, så ville jeg gennemleve dette angstanfald for at finde ud af, hvad det var, for det var rigtignok en eller anden mærkelig følelse af at forsvinde væk og være ingenting. Jeg følte mig pludselig identitetsløs. Medens jeg sidder der, så får jeg øje på en lille klokkeblomst, som pludselig var lige så stor, som jeg følte mig lille, og det var, som om den spurgte mig, hvem jeg dog var? Det vidste jeg ikke selv, for her var jeg jo ikke noget i kraft af min familie derhjemme eller i kraft af det, jeg havde derhjemme. Det var, som om jeg ikke var noget som helst. Det var, som om blomsten spurgte, hvad jeg hed, og jeg sagde mit navn. Den spurgte mig, hvordan jeg havde fået det navn, og jeg svarede, at det havde mine forældre givet mig. Atter spurgte den 12. januar 2012 Prædiken af Frede Møller 5
mig, og jeg tænkte på, at jeg var blevet døbt. Jeg gennemgik dåbsritualet og fattede med ét, at mit navn, Jens, var knyttet til det, som rummer det lys, intet mørke har magt over, nemlig kærligheden, Kristus, ligesom jeg på min vej havde fået ét eneste værktøj med mig, nemlig Fadervor. Med ét følte jeg, at jeg havde identitet. Angsten forsvandt sporenstregs, og jeg rejste mig lettet op, vandrede ned ad bjerget og vinkede til den lille gravhøj, som jeg før havde passeret på min vej op, for det var uden tvivl mødet med den døde, der havde sat denne proces i gang. Der er noget her, som nok er værd at tænke over. Mødet med døden, som får livsangsten til at vokse frem. Angsten over ikke at være noget som helst. At være uden betydning. Den angst, som forsvinder, da han får identitet gennem dåben. Tænk, jeg er døbt. Jeg tilhører Kristus, som har sejret over døden. Tænk engang: Jeg er Guds barn og har udsigt til en evighed hos Gud. Amen. 12. januar 2012 Prædiken af Frede Møller 6