Må tidligst offentliggøres, når talen er holdt Det talte ord gælder Folketingsmedlem Flemming Damgaard Larsen (V) Ved mødet på Kobbermølle Danske Skole Fredag den 23. maj 2014 kl. 17.00 Der er mange grunde til, at jeg år efter år møder op til de danske årsmøder i Sydslesvig, selvom jeg kommer fra Roskilde. Det er ikke kun rejsen med bilen igennem det danske landskab fra Roskilde til Sydslesvig, der tæller, eller den gode stemning og de mange venlige folk, jeg hvert år møder til årsmøderne. Grunden til, at jeg møder op til årsmøderne år efter år, skyldes, at Sydslesvig er et vigtigt kapitel i den danske historie. En turbulent fortælling, som vi skal værne om, både fordi den rummer erfaringer, som vi kan bruge fremadrettet til at imødegå konflikter, men også fordi fortællingen er et udtryk for den vilje og den kampgejst, som mindretallet har udvist, for at vinde rodfæste og respekt i den danske fortælling. Årsmøderne er en anledning til at huske en af de fortællinger, der er med til at gøre Danmark til det land, som det er i dag nemlig fortællingen om Slesvig fra Slaget ved Dybbøl for 150 år siden og frem til i dag. En ikke helt almindelig fortælling, fordi den er beviset på, at man kan bevæge sig fra at være mod hinanden, til at være med hinanden. Og ikke nok med det, men faktisk kan ende med at være for hinanden. Ser vi tilbage i historien, har den dansk-tyske grænse vekslet mange gange i perioden fra år 800-1920. Det gælder både statsgrænsen, men også den sproglige og kulturelle grænse. Eksistensen af et dansk mindretal i Sydslesvig er altså et resultat af dramatiske skift i grænsedragninger i det dansk-tyske grænseland og Danmark og Tyskland som to stridende parter. Slesvigs fortælling markerer sig særligt i den danske historie fra slaget på Dybbøl Banke. Genlæser vi fortælling fra slaget og frem, er konsekvenserne af, at de preussiske tropper tidligt om morgenen den 18. april 1864 indleder et voldsomt bombardement mod de danske styrker ved Dybbøl, betydelige.
Både mennesker og lande blev mærket på krop og sjæl ved slaget for 150 år siden, og de tragiske begivenheder har afsat dybe spor i både den Danske og Tyske udvikling sidenhen. Slaget ved Dybbøl efterlod nemlig ikke kun ødelæggelse og sorg, men også splittede lande, med mindretal på begge sider af grænsen. Slaget har derfor været afsæt for en lang række nye kampe frem til i dag Ikke på slagmarken med skydevåben, kanoner og baronetter, men en politisk og verbal kamp for mindretallenes vilkår, respekt og demokratiske rettigheder. Selvom slaget ved Dybbøl er et historisk pejlemærke for mindretallets historie, er det hverken fortællingens begyndelse eller slutning. Historiske hændelser har vist, at mindretals rettigheder altid vil være udfordret af flertallets interesser, politiske tiltag og spareplaner. Og derfor fortsat vil sikre mindretals-historie mange år frem i tiden. I Sydslesvig, bærer fortællingen fra slaget ved Dybbøl og frem til i dag præg af, at der er et dansk mindretal, der føler samhørighed med Danmark og det danske. I Danmark skildrer fortællingen dette stærke, robuste og aldrig trættende mindretal, der står på sine rettigheder og kæmper for respekt og anerkendelser, og de vilkår, der tilkommer dem. Heldigvis kan vi i dag se mere afslappet, objektivt og selvkritisk på den forgangne del af historien både på dansk og tysk side, fordi vi siden slaget på Dybbøl Banke har bevæget os fra at være mod hinanden til at være med hinanden. Det er ikke en selvfølge, at forholdet mellem Danmark og Tyskland har bevæget sig mod hinanden, og at mindretallenes rettigheder på begge sider i dag i høj grad respekteres og håndhæves. Historien er beviset for, at hårde kampe har været nødvendige, for at samle og forene stridende parter. Dagen i dag skal derfor minde os om alle de små som store kampe mindretallene har måtte kæmpet, og at de rettigheder og den respekt og anerkendelse som mindretallet har i dag, ikke er noget givet, men noget I og Jeres forfædre har kæmpet bravt for. Uden mindretallets vedvarende indsats var vi på godt og ondt ikke der, hvor vi er i dag. For husker vi blot få år tilbage udfordres rettighederne til stadighed, selvom vi har indgået politiske aftaler, der burde sikre og respektere nationale mindretal. Vi skal ikke længere tilbage end 2010, hvor Delstatsregeringen i Slesvig-Holsten indledte en spareplan, hvor de danske skoler kun skulle have 85 % af hvad de tyske
fik. En umiddelbar let politisk løsning på en økonomisk udfordring, men en helt uholdbar beslutning for samfundet, mindretal og de værdier, vi bygger vores samfund og samarbejde på. Selvom sagen nu ligger bag os, og slaget er vundet, minder det os om, at de rettigheder mindretal har i dag, ikke kan tages for givet. Det smukke ved Slesvigs fortælling er, at man på trods af gnidninger på begge sider af grænsen, har gjort en oprigtig indsats for at skabe forsoning og for at tilintetgøre fronterne. Karakteren af gnidningerne er med årene heldigvis blevet mildere og bare de senere år, er vi nået langt, og resultaterne af mange års kamp og fortsat kamp viser sig stadig. I 2008 blev de danske skoler i Sydslesvig skrevet ind i den slesvig-holstenske skolelov som ligeberettigede med de tyske folkeskoler. Og i 2010 vedtager Folketinget en egentlig Sydslesvig-lov om dansk støtte til mindretallet. Økonomi og politiske forhold udfordrer løbende de gode takter, men mindretallet i Slesvig står fortsat stærkt i de senere års fortælling i Danmark. I dag opfattes mindretallene på begge sider af grænsen som en selvfølgelig og respekteret del af befolkningen. Vi er nået ind til hinanden. Den vedvarende kamp for rettigheder og respekt har gjort, at mindretallet har fået dybe rødder i det danske og tyske samfund og samarbejde. I kan med stolthed se tilbage på en kamp, der er vundet og hvor fremtiden for det danske og tyske mindretal på hver sin side er rodfæstet og kan håndtere og stå imod et blæsevejr i ny og næ. Jeres vilje til det danske gør, at vi kan stå her i dag på Kobbermølle Danske Skole. Skolen her er kun en af mange skoler og institutioner, der værner om det danske sprog, kultur og traditioner i Sydslesvig. I dag driver Skoleforeningen 55 daginstitutioner og 46 skoler, hvoraf to er gymnasier. Det er en bedrift, og en vigtig sejr, fordi institutioner er med til at sikre dansk kultur, sprog og traditioner for mindretallet i Sydslesvig i fremtiden. Et andet positivt resultat af mindretallets vedholdenhed er de stærke bånd, vi har knyttet hen over landegrænsen. I dag vejer det danske og tyske flag side om side, og den gensidige forståelse åbner nye døre både kulturelt, sprogligt og menneskeligt, men også for erhvervslivet og politisk.
Tager vi fx de politiske briller på, bliver kommunerne nord og syd for grænsen ofte betragtet som udkantsområder i vores respektive lande. Derfor står vi også på hver side af grænsen med de samme udfordringer med at skabe vækst, tiltrække virksomheder og tilflyttere til områderne, og derfor kan vi lige så godt hjælpe og drage fordele af hinanden. Hvor end vi taler om samarbejde om det er på trafik, uddannelse, kultur, erhverv eller andre områder, så skal samarbejdet vokse år efter år. En blomstrende udvikling på begge sider af grænsen er nemlig på mange måder afgørende for at grænselandet forbliver attraktivt. Derfor skal det Dansk-Tyske netværk styrkes, så vi sikrer udvikling i grænseområderne. Her kan mindretallene på begge sider af grænsen tilføre med noget helt unikt nemlig kendskab til to kulturer og sprog. Kendskab til hinandens historie, sprog og kulturelle sædvaner er nemlig ofte afgørende for gode erhvervsforhold og udvikling landene imellem. Det er trods alt lettere at samarbejde, vidensdele og knytte gode relationer, når kendskabet til hinanden er stort. Konkret skal vi fokusere på vores fælles styrker, så fremgang og økonomisk samarbejde ikke stopper ved landegrænsen. Derfor skal vi have flere initiativer som den Dansk-Tyske Erhvervsdag, fordi vi på den måde kan styrke den grænseoverskridende innovation og iværksætteri. Innovationsprisen, der uddeles ved den Dansk-tyske Erhvervsdag, vidner heldigvis om, at der ikke er mangel på kloge hoveder og smarte ideer i regionen, men at vi blot skal støtte op om dem, og tænke i nye muligheder og samarbejdsformer. Efterkommere af frontkæmpere, De, der har kæmpet og I, som fortsat kæmper for det dansker mindretal, kan i dag glæde Jer over de mange, store fremskridt og den respekt og de dybe rødder i den danske fortælling, som mindretallet med årene har opnået. Som politiker, der værner om et liberalt og frit samfund, glæder jeg mig over, at I har været med til og fortsat sikrer fokus på mindretal og deres rettigheder og frihed ikke kun her, men generelt! I mit daglige politiske arbejde på Christiansborg møder jeg ofte sager, hvor mindretal krænkes og overhøres, og hvor mine tanker derfor bliver tilbage til Jer og den lærdom, jeg har taget med fra Sydslesvigs fortælling. To konkrete mindretal, som jeg har arbejdet intenst for, er, de berørte fra stormfloden i december 2013 og småøernes vilkår. Det er dog mindretal på en helt anden måde end Jer.
Efter stormfloden i 2013 blev de berørte ladt i stikken. Først efter lange kampe med regeringen og andre partier fik vi gennemført en række ændringer, der sikrede de berørte bedre rettigheder omkring erstatning, selvrisiko, genhusning, afskrivningsregler og meget mere. Men selv i dag næsten 6 måneder efter katastrofen er der mange, der stadig ikke har fået afklaring, selvom vi har sikret en bedre lovgivning og selvom de berørte og få politikere fortsat råber op. En status, der betyder, at mange berørte ikke kan gå i gang med at genopbygge deres hus, at mange stadig må bo i containere og at mange ikke har råd til at generhverve sig det ødelagte. Faren i denne sag er, at tiden vil tie de berørtes udfordringer ihjel. Et andet mindretal er småøerne, der i dag kæmper med at forblive levende helårssamfund og få de samme rettigheder som beboere på fastlandet. I dag har de betydeligt dårligere bredbånd og internetforbindelse, ringere lånemuligheder og utilstrækkelige pendlerforhold, som gør det svært og næsten umuligt at tiltrække nye beboere, fordi det er svært at drive virksomhed på øerne, pendle til og fra fastlandet eller låne til en bolig på en ø. Udfordringerne i de to eksempler kan synes små i det store billede, men ikke desto mindre har vores handlinger over for mindretallene en afgørende betydning for hvilket samfund vi skaber, og hvilke værdier det skal bygge på. Er der frihed til forskellighed og til at være et mindretal i flertallet? Eller ønsker vi et strømlignet samfund, hvor kun flertallet har rettigheder? Selvom det historiske perspektiv ikke er det sammen som i Slesvig, eller selvom konflikterne ikke omhandler sproglige og kulturelle aspekter, så er kernen den samme respekt og forståelse for mindretal, deres frihedsrettigheder og generel beskyttelse af borgere, der ikke er en del af flertallet. Den danske stat skal fortsat yde tilskud til mindretal. Her i Sydslesvig kan vi konkret se, hvor stor en forskel støttekronerne gør. De støtter kirker, skoler, biblioteker, sundhedstjenesten og idrætsforeninger, der alle er med til at sikre mindretallenes bestræbelser for at fastholde og dyrke det danske sprog, kultur og traditioner. Tilskuddene fra det danske samfund er et udtryk for, at den danske stat anerkender mindretallet af danskere, der ønsker at støtte op om den danske kultur og sprog i Sydslesvig. Samtidig er det en påskønnelse for den indsats, som mindretallet gør og
har gjort igennem årene og ikke mindst en forvisning om, at Slesvig er og altid vil være en vigtig del af den danske fortælling. Selvom fortællingen om Sydslesvig ikke er en helt fredelig fortælling, og at de senere år har rummet udfordringer, har vi uden tvivl at gøre med det gode eksempel. Begrundelsen er blandt andet, at den dansk-tyske relation ikke kun har bevæget sig mod hinanden, men i dag er nået til et punkt, hvor vi faktisk er for hinanden. Bevægelsen fra at være mod hinanden til at opleve lande og befolkninger, der agerer for hinanden, er enestående. Derfor skal vi fremhæve og bruge eksemplet konstruktivt, til at sikre mindretals rettigheder fremadrettet. Fortællingen om Sydslesvig rækker på den måde ind i fremtiden. Som andre før mig, vil jeg altså fremhæve det dansk-tyske grænseland som en eksemplarisk model for, hvordan det er lykkes at skabe ordnede forhold for mindretallene og sikre en fredelig sameksistens mellem forskellige kulturer. Ved at tage ved lære af det dansk-tyske samarbejde, og den positive fortælling, som vi faktisk står med i dag, kan en del af de grænsekonflikter, som vi oplever i EU, nemlig elimineres og imødekommes konstruktivt. Det er utrolig vigtigt, at de nationale mindretal rundt om i Europa, som her i Sydslesvig, gør sig gældende i de forskellige demokratiske forsamlinger Mindretal hverken bør eller skal overhøres, og resten af Europa har god grund til at høre godt efter. For Sydslesvig er et smukt eksempel på et stykke Europa, hvor mindretal og flertal lever side om side i fred og i respekt for hinanden. Et eksempel på integration af mindretal uden tab af national identitet. Når vi betragter den europæiske historie, er det ikke ligefrem fred og frihed, vi ser. Og i dag, hvor Verden på en gang er blevet mindre og på en gang større, ser vi også ufred og konflikter og ikke mindst kulturelle uenigheder, som til tider virker svære at forene, og som begrænser det enkelte individs frihed. Derfor har vi brug for gode eksempler, som her i Sydslesvig, som vi kan tage ved lære af og hente mod og styrke i. Vores bedste garanti for et frit, fredeligt og stabilt Europa er, at vi kan samarbejde på tværs af grænser og kulturer samtidig med at vi fastholder en respekt for hinanden, og at vi oplever, at få den samme respekt tilbage.
Allerede i dag ved jeg, at mange EU lande skuler til, hvordan mindretallene omkring den dansk-tyske grænse har kæmpet, og hvordan mindretallenes forhold og rettigheder i dag er fasttømret via lov. Og der er god grund til at se godt efter: For mindretallet her i Sydslesvig har været med til at sikre, at respekten for København- Bonn erklæringerne om ligeværd og ligebehandling holdes i hævd. Og Mindretallet i Sydslesvig har været med til at skabe et folkeligt og kulturelt fællesskab mellem Sydslesvig og Danmark med langsigtede og positive perspektiver. I og alle øvrige organisationer og støttere i Sydslesvig er afgørende for de gode relationer mellem Danmark, Sydslesvig og Tyskland. I er et vigtigt bindeled i grænseregionen, og i har gjort Sydslesvig til en vigtig del af den danske fortælling. Men ikke nok med det, I har også indskrevet Jer i fortællingen om, hvordan vi i EU sikrer rettigheder til mindretal i Europa. Alle disse resultater er værd at samles for, som vi er her i dag! Og vi kan i fællesskab særligt glæde os over, at forskelsbehandlingen ikke sætter rammen for dette års årsmøde. Det er en triumf, som ikke kun glæder mig, men også resten af det danske folketing. Vi er stærkt imod forskelsbehandlingen, og derfor er jeg også taknemmelig for Jeres kampgejst, når politikere på den eller den anden side af grænsen mister fokus, som da delstatens regering skulle sættes på plads af regeringen i Berlin, der kom de danske skoler til undsætning. Vi står netop nu over for et vigtigt europaparlamentsvalg. Vi skal stemme om, hvem og hvordan vi ønsker at forme Europa fremover, og derfor er det vigtigt, at vi har fortællingerne fra Sydslesvig og det dansk-tyske forhold i baghovedet. For vi er EU, og derfor skal vi i fællesskab, og med gode eksempler i bagagen, kæmpe for at mindretallene i Europa får større frihed i forhold til deres egen kultur og deres sociale forhold og sprog. EU skal presse på for at sikre respekt for mindretal i nationalstater, så vi bekæmper diskrimination på grund af et tilhørsforhold til et mindretal. EU's øvrige lande kan med god ret spejde til den dansk-tyske relation. Det, de skal spejde efter, er dog ikke kun den politiske velvilje, for den udfordres som vi ved løbende, men derimod skal de spejde efter den vedvarende kampgejst, som mindretallet har udvist, og som har ført til, at politikere i dag ikke kan andet end at respektere og lytte til mindretallets røst.
Ingen mindretal skal udsættes for den utrættelige kamp, I har måtte kæmpe for at få rodfæste. Nederlaget ved Dybbøl Banke har kastet lange, mørke skygger igennem hele den danske og Slesvigske fortælling, men vi kan glæde os over, at selv alvorlige stridigheder kan overkommes, når viljen er til stede. Og at de skygger, Slesvigs fortælling vil kaste over fremtiden, tegner lysere. Jeg er derfor stolt over, at vi på trods af Slesvigs turbulente fortælling, kan stå her sammen i dag og markere årsmødedagen for det danske mindretal. Fortællingens spændingskurve er gået fra fredelig sameksistens over krige og konflikter til igen at være præget af samarbejde og gensidig respekt. Der er en masse vi kan tage ved lære af og bruge fremadrettet både i Danmark, Tyskland og i EU. For selvom fortællingen rummer modgang, indeholder den også et smukt budskab om håb for fremtiden og fredelig og frugtbar sameksistens. Årsmøderne binder derfor en smuk sløjfe på en seriøs og lærerig fortælling, som altid vil være en del af den danske histories fortid, nutid og fremtid. Med disse ord vil jeg ønske alle et fortsat godt årsmøde. Tak, fordi jeg måtte komme og tale her i eftermiddag, og tak fordi I lyttede.