Terapi Af journalist Terje Nordberg Sjæle billeder i sand Når børn får lov til at udtrykke sig i sandkassen, påbegyndes der en langsom opbygning og udvikling af personligheden 8 Nr. 1. 1999
Når man sætter sig på hug og kigger hen over kanten af sandkassen, åbner den lukkede firkant sig og forvandles til en hel verden, der på forunderlig vis kommer til live. Man placerer sine figurer i landskabet, og efterhånden dukker skikkelser og væsener op og hægter sig på stumper af gamle, glemte historier. Pludselig kommer der liv i sandet. Halvt nedgravede skikkelser kommer til syne, andre bliver gemt væk. Den lille sandkasse forvandles til bjerge og dybe dale, en flod snor sig som en slange og løber ud i en blinkende, blå sø og en mørk, tæt skov. På en bakketop står en hvid hest i en indhegning, og bagved skoven rejser der sig en truende, mørk skikkelse. Sandlegen er begyndt. Psykologer i Horsens - Når børn får lov til at udtrykke sig i sandkassen, påbegyndes der en langsom opbygning og udvikling af personligheden, siger psykologerne Arne Lyngby Thomsen og Bjarne Thannel fra Børne- og Familierådgivningen i Horsens Kommune. For tre år siden begyndte de at arbejde med sandleg som supplement til andre former for terapi med børn og unge, og i løbet af disse år er der i alt kommet omkring 40-50 børn og unge, fortrinsvis mellem 6 og 13 år, til sandterapi eller legepsykoterapi. De to psykologer er i mellemtiden er blevet til tre, idet kollegaen Susanne Vendelboe Andreasen også er i gang med den supplerende sandterapi-uddannelse. - Man kan også kalde det en afgiftningsproces af ophobet traumatisk stof. Af forskellige grunde kan barnet i opvæksten måske være blevet forhindret i at blive set som den, han er, og dermed har personligheden ikke kunnet udvikle sig optimalt. - Det geniale ved sandkassen er, at her kan denne proces komme til at ske på en fri og tryg måde. Terapeuten træder ind i en jeg er kun til stede for din skyld -funktion, altså en slags reparerende moderrolle. Barnet kan lege i fred, men har alligevel en tryghedsskabende voksenforankring. Det er i dette felt, at sandkasseterapien udfolder sig og bliver i stand til at aktivere sindets selvhelende kræfter, fortæller Arne Lyngby Thomsen. Fra Kempler til Jung - Vores behandlingsgrundlag i midten af 1980 erne var for det meste inspireret af Kemplers familieterapeutiske model, fortæller Bjarne Thannel. Når der var problemer med børn, skyldtes det relationsproblematikker i familier, og så skulle hele familien i behandling. - Denne metode var anvendelig i mange tilfælde, men ikke alle. Nogle børn har udviklingsmæssige traumer og tabsoplevelser, som ikke umiddelbart kan bearbejdes ud fra en familieproblematik. Denne erkendelse førte til, at vi i stigende grad begyndte at have individuelle samtaler med børn. Ofte oplevede vi begrænsninger i arbejdet med børn, fordi kontakt om problemområderne ikke kunne skabes gennem samtale. Interessen for sandkassen som terapeutisk redskab blev vakt i begyndelsen af 1990 erne. Da stiftede de to psykologer bekendtskab med børnepsykiateren Anna Mauthner, der anvendte sandleg som terapeutisk redskab i arbejdet både med børn og voksne. Faglig fællesskab - Vi blev enige om at afprøve denne måde at arbejde på og begyndte med en Scenokasse, fortæller Arne Lyngby Thomsen. Selv om udstyret var temmelig mangelfuldt, opdagede vi hurtigt, at vi over for en del børn kunne få en anderledes og mere direkte kontakt til de problemer, som havde ført til henvisningen. - Det var et spændende og nyt område at bevæge sig ind på. Da vi hørte om jungiansk analytiker Lisbeth Myers i Århus og hendes efteruddannelseskurser om sandkassen som terapeutisk rum, var det naturligt for os at gå videre ad denne vej. Undervejs i uddannelsesforløbet hos Lisbeth Myers er Arne Lyngby Thomsen og Bjarne Thannel stødt på enkelte kolleger, men har ikke kendskab til, hvordan de i praksis arbejder med sandkassen. Til gengæld har de tre psykologer i Horsens udviklet et tæt fagligt fællesskab, hvor de udveksler erfaringer og får supervision hos Lisbeth Myers. Men sandleg er ikke kun et arbejdsredskab for psykologer. Andre faggrupper har gennem årene også kunnet uddanne sig hos Lisbeth Myers, og således findes der en del terapeuter og pædagoger, som benytter sandleg i behandlingsarbejde med børn og unge på familieværksteder, Nr. 1. 1999 9
De år, hvor jeg fulgte mine indre billeder, var de vigtigste i mit liv... de senere detaljer kan kun supplere og belyse dét, der sprang frem af det ubevidste, og som overvældede mig i starten. Her var der prima materia til et helt livs arbejde. (Jung: Erindringer, drømme og refleksioner ) behandlingshjem og inden for børneog ungdomspsykiatrien. Schweiziske traditioner Sandlegen udsprang ifølge den jungianske psykoanalytiker Joel Ryce-Menuhin af H.G. Wells bog Floor Games fra 1911. Her beskrives det, hvordan forfatteren og hans to sønner byggede byer og øer ved at bruge træstykker, papir, modellervoks og små figurer af mennesker og dyr. Ideen blev videreført af dr. Margaret Lowenfeldt i London i 1930 erne og senere af Dora Kalff, der gennem 35 år havde klinik i Zürich. Det var med sidstnævnte, at sandlegen for alvor fik sit jungianske indhold, der hviler på Jungs teorier om drømme og de kreative kræfter i det ubevidste. Selv praktiserede Jung ikke sandleg, men beskriver ved flere lejligheder, hvordan han i svære perioder som voksen vendte tilbage til nogle af barndommens lege. Han og hustruen Emma sendte i øvrigt deres egne børn til sandleg hos Dora Kalff. - Vores træningsforløb hos Lisbeth Myers var også båret oppe af den jungianske tradition, men siden vi i 1993 begyndte at arbejde mere systematisk med denne terapiform, har vi videreudviklet forståelsen og anvendelsen af sandlegen i en bredere psykologisk kontekst, der rækker ud over et snævert jungiansk perspektiv. Fx lægger vi også vægt på objektrelationsteori, tolkning, overføringsfeltet og terapeutens rolle. Ikke for alle børn Det er de to psykologers erfaring, at sandleg er et virksomt redskab, som de fleste børn bliver grebet af. Dog tillader ikke alle at åbne for den mulighed, at det måske kunne være sjovt at kaste sig ud i legen. Reaktionerne på legen er meget forskellige. De fleste kommer med deres forældre, typisk moderen, og en time kan forløbe på mange måder. Nogle vil gerne have, at mor sidder inde i lokalet og er med. Andre bliver opslugt af legen, så snart de træder ind ad døren, og kan næsten ikke holde op. - Jeg vil mene, at alle børn kan have gavn af at lege i sandkassen, men langt fra alle har behov for det for at kunne fungere i hverdagen. Børn, som ikke har udviklet indre objektrepræsentationer og symboliseringsfunktion som udtryk herfor, fx tidligt skadede børn, kan efter vores erfaring kun med besvær udnytte sandterapiens muligheder, siger Arne Lyngby Thomsen. - Som små har disse børn først og fremmest behov for at indgå i meningsfulde relationer til en betydningsfuld forældrefigur for at få udviklet deres personlighedsstruktur. Hvis denne tilknytning er sket, kan sandleg anvendes over for forskellige udviklingsmæssige problemer, traumer og tab, som fx giver sig udtryk i angst, mareridt og adfærdsproblemer. 10 Nr. 1. 1999
Litteratur om sandleg Joel Ryce-Menuhin: Figurterapi. Forlaget Klitrose, 1993. Dora Kalff: Sandplay. Boston, Sigo Press, 1980. Margaret Lowenfeldt: The World Techique. London, Allen & Unwin, 1979. Belastede ord Ifølge de terapeuter og psykologer, som arbejder med sandleg, får disse børn særlig udbytte af at arbejde i sandet, fordi de her kan udtrykke sig på egne præmisser. At sige med ord, hvordan de har det, kan ofte være svært, ja helt umuligt. Mange føler det derfor som en lettelse ikke at skulle snakke om det, men nyder, at de kan få lov til at lege det. Mange af børnene har mange års smertelige erfaringer i ikke at fungere alderssvarende, og voksnes forsøg på at nå dem gennem ord har måske blot fået dem til at trække sig yderligere tilbage. Ord er for mange blevet identisk med kritik, formaninger og skælden ud. Sådanne forsøg på dialog skaber i stedet opposition eller opgivelse hos barnet. - Det, vi typisk ser, når børn går i gang i sandkassen, er kaotiske, aggressive og uintegrerede billeder. Sandet ligner en slagmark, for sådan oplever måske barnet sig selv eller sine omgivelser. - Men efterhånden begynder opstillingerne og legen at blive mere nuanceret. Der kommer mere plan og struktur i legen. Legen udtrykker ikke længere så meget destruktion og opgivelse, men bliver konstruktiv og fremadrettet. Dette svarer til den almindelige udvikling i børns leg, hvor rolle- og regellege efterhånden får en større og større plads og bliver udtryk for barnets evne til at organisere sin lyst til at vokse og udvikle sig, siger Bjarne Thannel. Arketypiske symboler Set fra et jungiansk synspunkt er dette et udtryk for udviklingen af en stabil og fast personlighedsstruktur, som er en forudsætning for udfoldelse af selvet. Arne Lyngby Thomsen fortæller fx om en seks-syv-årig pige, der efter halvandet år eller 56 konsultationer med kaotiske og uintegrerede billeder i sandkassen, begyndte at bygge et højt bjerg i sandet. På toppen fødtes et lille lam, og alle de andre dyr i opstillingen kom op for at se til den nyfødte. - For denne pige var dette et væsentligt gennembrud, fordi hun på denne måde fik udtrykt sig som et enestående og særligt individ på vej ud i verden. Bjerget og det nyfødte lam er arketypiske symboler, og dyrene, der strømmer til, kan symbolisere de energetiske processer. Begge psykologer kan berette om en forunderlig magi, som ofte kan opstå i rummet, når de arbejder med sandleg. Når de fx arbejder med fastlåste terapeutiske processer og via supervision får dem forløst, oplever de ofte, at det ikke kun er dem selv, men også klienten, som forløses, så processen kan komme videre. - For os at se aktiveres der nogle dybe, energetiske processer i det terapeutiske rum, hvor sandlegen foregår. Vi kan ikke forklare det på anden måde. En 11-årig dreng udtrykte det meget enkelt, da han ved afslutningen af sit psykoterapeutiske forløb udbrød: Det er hyggeligt at gå til psykolog! Nr. 1. 1999 11
Om sandleg Sandlegen foregår i en sandkasse, som typisk er godt 50 cm bred, 60-70 cm lang og med sider på ca. 10 cm. Kassens bund er som regel malet blå, så man ved at skrabe sand til side let kan lave floder, søer eller hav. Mange sandterapeuter arbejder typisk med to kasser en til tørt sand og en til vådt. Det giver klienten større valgmuligheder, for med vådt sand kan der arbejdes mere plastisk. I lokalet findes ligeledes en hylde med figurer og genstande, hvor klienten frit kan vælge. Her bør der være muligheder for at finde personificerede udtryk for alle slags følelser: små dukker, tinsoldater, bizarre figurer, vilde dyr, uhyrer, bløde bamser, våben, byggeklodser, pinde, køretøjer, non-figurativer, stof og værdiløst materiale af forskellig slags. Ofte findes der flere hundrede forskellige genstande på en sandleg-terapeuts hylde. Opstillingen af et sandbillede følger ingen faste regler. Klienten arrangerer billedet, som han/hun vil, og terapeuten sidder i passende afstand, iagttager og noterer den fremadskridende proces. Hvilke figurer placeres, hvor og i hvilken rækkefølge? Som oftest tager opbygningen 20-40 minutter. Når billedet er færdigt, tager terapeuten et fotografi af opstillingen og gemmer det i en mappe sammen med notaterne. Opstillingen fjernes aldrig, mens klienten er til stede. Efter en vis periode, fx seks-otte gange, samtaler klient og terapeut om forløbet på basis af fotografierne. For at kunne arbejde som autoriseret sandleg-terapeut skal man dels have en akademisk baggrund, dels have gennemgået en meget omfattende uddannelse som jungiansk analytiker i Zürich, London eller fra år 2000 også i København. Arne Lyngby Thomsen og Bjarne Thannel har igennem tre år benyttet sandkasseterapi som supplement til andre terapiformer. 12 Nr. 1. 1999