VELKOMMEN TIL FERNISERING LØRDAG D. 7. APRIL KL. 12-15 PÅ PÅSKEUDSTILLING 2001 MOGENS ANDERSEN MALERI AKVAREL 1959-1995 7. APRIL 15. MAJ 2001 MOGENS ANDERSEN ER TILSTEDE PÅ FERNISERINGEN GALLERI PROFILEN GRØNNEGADE 93 DK 8000 ÅRHUS C TLF. +45 86 20 17 22 FAX +45 86 20 19 22 www.galleri-profilen.dk e-mail: mail@galleri-profilen.dk ÅBNINGSTIDER: HVERDAGE 10-17, LØRDAGE 10-13 I PÅSKEN: Skærtorsdag, langfredag kl 12-16 Center Offset Grafisk Support
MOGENS ANDERSEN
Forsidebillede: Olie på lærred 130x98 cm. December 1977
MOGENS ANDERSEN At en kunstner udtrykker sig abstrakt vil på ingen måde sige, at han flygter fra genstandsverdenen, fra alt det som et menneske kan se og sanse i sin omverden. Abstraktion i billedkunsten er blot et andet ord for frigørelse fra det, som begrænses af synet og erfaringen. At frigøre sig er derfor heller ikke det samme som at flygte. Det er retten til at kunne bevæge sig frit i forhold til sit ståsted. Uden denne ret vil en kunstner ikke være i stand til at opdage nye verdener. Uden denne ret ville kunsten ikke være i stand til at udvikle sig. Mogens Andersens livshistorie kredser om frigørelse, på flere planer. Der er frigørelsen fra det naturalistiske motiv, som for mange stadig var anledningen til at male, da denne kunstner, som er født i 1916, var ung. Og der er frigørelsen fra den danske tradition i maleriet, som stadig stod stærkt før anden verdenskrig, og som tidligere dominerede de danske museers erhvervelser og udstillinger lige så meget, som den dengang dominerede undervisningen på f.eks. Kunstakademiets skoler. Hvor gallisk Mogens Andersens maleri end kan virke sammenlignet med mange andre i samme generation, er hans egen historie tæt forbundet med det abstrakte maleris historie i Danmark. Om nogen har han været med til at placere det såkaldt genstandsløse maleri i det offentlige rum, og om nogen har han som kunstner forsvaret dets sag i bøger, kronikker og - ikke mindst - malerier. Dermed er ikke sagt, at Mogens Andersen altid har arbejdet abstrakt. Hvis man kender til hans tidlige produktion, til nogle af de meget store figurmalerier, som han malede i slutningen af 1930'erne (og som bl.a. tilhører Aarhus Kunstmuseum), ved man også, at han ikke altid er trådt personligt og stilistisk i karakter gennem det mørke, dekorativt abstrakte formsprog, som er blevet så umiskendelig "ham", at det nærmest er blevet hans anden signatur. 3
Selv en Mogens Andersen har engang været nærmest det modsatte af elegant og spirituel i sine virkemidler. Selv han har malet med store, grove strøg og masser af farvesubstans på enorme lærreder, der aldrig ville kunne passes ind i en dagligstue. Selv han har tilhørt en nordisk skole i maleriet, som rakte tilbage til Edvard Munch, Jens Søndergaard og den sære og oversete outsider Svend Guttorm. Dette nærmest "vilde" ekspressionistiske maleri har været en erfaring, Mogens Andersen måtte arbejde sig gennem for at nå den næste etape af sin frigørelse. Denne nye etape handlede om at slippe de nationale bånd og dét, han havde lært på maleren P. Rostrup Bøyesens skole. Det var en god skole, fordi den havde en forstående lærer, som havde et særligt blik for de individuelle elevers muligheder. Men den kunne ikke træde i stedet for et møde med den nation, som også havde været lærerens væsentligste kunstneriske tilskyndelse. Mødet med Frankrigs kunst betegnede den næste afgørende station på Mogens Andersens lange vej mod at realisere sig selv. Han ville finde sig selv, sit eget ståsted, ved at udforske det bedste inden for den metier, han havde valgt. Altså opsøgte han de førende franske kunstnere i deres atelierer, og indtrykkene af sine besøg samlede han i et par bøger, som for mange danske blev den første introduktion til den franske modernisme. For ham blev disse besøg en oplevelse for livet, og flere af disse franske artister blev hans nære venner. Da han i starten af tresserne forlod Frankrig for at vende tilbage til Danmark, måtte han endnu engang bryde bånd og bryde op. Men hans rejse var på ingen måde en flugt, og han lagde ikke noget afgørende bag sig, heller 4
Olie på lærred 100x81 cm. Marts 1960 5
ikke denne gang. Hvad han kunne bruge af al det, han havde set og tilegnet sig i Frankrig, deponerede han i sit maleri som essensen af en stor klassisk tradition, set gennem hans eget temperament. Erfaringerne fra mødet med kunstnere som Georges Braque, Henri Laurens, Jean Bazaine, André Marfaing og Pierre Soulages beholdt han hos sig som tilskyndelser til at arbejde videre ad den vej, han allerede var slået ind på. Og det var ingen særlig befærdet vej i forhold til, hvad der allerede rørte sig i efterkrigstidens danske kunst. For den lå hverken i forlængelse af Cobra eller af den abstrakt konkrete kunst, der havde samlet sig under navnet: Linien 2. Uden kendskab til Mogens Andersens produktion i fyrrerne vil man næppe være opmærksom på, at en lang serie naturemortér inspireret af især Braque blev de umiddelbare forudsætninger for det maleri, han malede i halvtredserne og tresserne, og som betegnede hans gennembrud. Mogens Andersens maleri er diskretionen selv. Og det gør en æstetisk dyd af sine forbehold. Det røber intet om de overvejelser, der ligger bag dets tilblivelse, intet om anstrengelserne foran staffeliet, og intet om de forstadier, som findes i form af andre malerier. Det efterlader sig ingen spor i form af skitser og forarbejder. Det går også stille med de inspirationer, som kunstneren kan have modtaget i Paris, mens han var i nærkontakt med modernismen i det, der endnu var kunstens hovedstad: der er ingen citater, ingen referencer, ingen hentydninger til virkeligheden uden for atelieret. Der eksisterer heller ikke, denne forfatter bekendt, fotografier af Mogens Andersen, mens han iført plettet malerkittel selvforglemmede fortaber sig i arbejdet med billedet på staffeliet. 6
Olie på lærred 195x130 cm. Structure IV 1959 7
På dette punkt danner kunstneren fælles sag med sit værk: Ingen af dem, hverken kunstner eller kunstværk, er blevet dokumenteret undervejs eller midtvejs. Det er kun det færdige resultat - og den, der har æren af det, der kan gøre krav på interesse. Det var Degas, der engang udtalte over for en potentiel kunde, der ville besøge ham, mens han arbejdede: Min herre, maleri er privatsag. Det samme standpunkt indtager Mogens Andersen. Men ikke alt kan skjules. Den ubesværede, næsten legende lethed, som billederne fører sig frem med, havde kunstneren ikke kunnet tilegne sig ved at blive hjemme i Danmark. Det ligner ikke fransk kunst at gøre oprør mod traditionen. Dertil er selv traditionen for vigtig og givende, og ingen kunstner - selv ikke den mest kontrære - ønsker at fravælge forudsætningerne for sin egen udfoldelse og fornyelse. Uden fortrolighed med det bedste i fortiden vil avantgarden altid savne et sted at sætte af, når den vover sit tigerspring ind i fremtiden. Hvis der gemmer sig et oprør i disse ellers så elskværdige og kultiverede malerier, er det et diskret oprør mod det den stoflige tyngde i nordisk maleri, der kan ligne mangel på både præcision og mådehold, og den sjælfuldhed, der er mere ekshibitionisme end ekspressionisme. Det ville ikke være forkert at tolke dem som en fransk inspireret reaktion mod surrealismen, mod den udlevering af indre forestillinger, drømme og fantasier, som blev inspireret af psykonalysen. Det kunne også være en reaktion mod Cobra - og de orgier af følelser og farver, som bevægelsen satte skub i - ikke mindst hos mindre gode kunstnere i Cobraens slipstrøm. At man fravælger den ydre virkelighed som motiv indebærer ikke, at man så i stedet tømmer sig selv - og sin palet - i fuld offentlighed. 8
Olie på lærred 117x89 cm. Komposition 1989 9
Mogens Andersen har aldrig ønsket at fortælle noget om sit eget inderste, hverken når han malede eller gennem det, han malede. Til gengæld har han altid lagt vægt på at fortælle noget om dét, der betyder mest for ham i maleriet: Farvernes rige stoflighed, det grafiske spil mellem lyst og mørkt og mellem tomhed og fylde, det fine spil mellem konstruktion og improvisation og den rytmiske bevægelse i strøgene, som skal afspejle to væsentlige forhold: behovet for frihed og en bevidsthed om at friheden også må have grænser. Et maleri som Mogens Andersen s bliver aldrig til bekendelsesmaleri. For den abstrakte kunstner er inderlighed ikke en særlig forfinet udgave af sandheden. Sandhed ligger for ham et helt andet sted: i den disciplinerede frihed. Han prøver at finde en balance mellem bindingerne til sin egen natur og den natur eller virkelighed, der ligger uden for som et potentiale af muligheder. Det er det, han forstår ved frihed. Peter Michael Hornung Mogens Andersen f. 1916, repræsenteret på talrige museer i ind- og udland bl.a. Statens Museum for Kunst, Århus Kunstmuseum, Nordjyllands Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum, Vestsjællands Kunstmuseum, Kobberstiksamlingen, Kunstindustrimuseet, Listasafn Island, Malmø Museum, Bridgestone Museum - Tokyo, Nationalmuseet Warzawa. Danmarks repræsentant på Bienalen i Venezia 1968. Utallige udsmykninger og udstillinger. 10
Olie på lærred 100x81 cm. Oktober 1985 11