Adventskransens fire lys symboliserer de fire adventssøndage inden jul. Levende lys hører adventstiden til, fordi julen ifølge kristendommen handler om, at Jesus kom til jorden som verdens lys - at han er opfyldelsen af den profeti, der i kirken juleaften læses op fra Esajas' Bog: "Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land". I tiden op mod jul er det advent. I adventstiden glæder man sig til og forbereder sig på julen. Men advent er også kirkens nytår, og forventningen og glæden er ikke kun rettet mod julen, men også mod kirkeårets andre store fester: påske og pinse 1. Hvornår er det advent? Adventstiden er de sidste fire søndage inden juledag den 25. december. Hvis juleaften falder på en søndag, er denne dag fjerde søndag i advent. Første søndag i advent falder altså mellem den 27. november og den 3. december. 2. Hvad betyder advent? Ordet advent kommer af det latinske Adventus Domini, som betyder Herrens komme. I adventstiden forbereder man sig til julen, hvor man fejrer, at Jesus Herren kommer til verden. Det latinske ord Adventus bruges om en feltherres hjemkomst, efter han har besejret sine fjender. Side 1 af 5
3. Forventningen om Herrens komme Når man i adventstiden taler om Herrens komme, har det tre aspekter: For det første handler det om hans komme til verden som barnet i krybben. For andet handler det om hans komme som nærværende i den kristne menighed og i de troendes hjerter. Og for tredje handler det om hans komme til jorden ved tidernes ende. 4. Esajas profetier I adventstiden spiller de gammeltestamentlige tekster fra Esajas Bog en afgørende rolle. I Det Nye Testamente tolkes Jesu fødsel nemlig som en opfyldelse af profeten Esajas såkaldte Messiasprofetier. Esajas Bog fremstiller visioner om en fremtidig frelser og fredsfyrste, om et kommende fredsrige, og om at den golde ørken skal blomstre: Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd. Den får Libanons herlighed, Karmels og Sarons pragt. (Esajas Bog kapitel 35, vers 1-2) Helt afgørende er profetierne om den unge kvinde, der skal føde en søn, som skal have navnet Immanuel, der betyder Gud med os: Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel. (Esajas Bog kapitel 7, vers 14) 5. Blomstre som en rosengård 'Blomstre som en rosengård skal de øde vange, blomstre i et gyldenår under fuglesange! Mødes skal i stråledans Side 2 af 5
Libanons og Karmels glans, Sarons yndigheder. (Den Danske Salmebog nr. 78, vers 1) Sådan indledes en de mest elskede adventssalmer Blomstre som en rosengård. Den er skrevet af Grundtvig i 1837. Salmens baggrund er Messiasprofetierne fra Esajas' Bog. I de første fire vers gengiver Grundtvig i poetisk sprog Esajas profetier om ørkenen og det tørre land, der skal glæde sig, om ødemarken, der skal juble og blomstre, om blinde, der skal se, og om døve, der skal høre. Forventningen om Herrens komme understreges i vers 3 med ordene Herren kommer, Gud med os! Troen på ham bier. Salmens sidste tre vers skildrer opfyldelsen af Esajas profetier med Jesu komme til verden. Jesus er den ventede Messias og takket være hans fødsel, liv og gerning har vi nu gyldenår og kan synge glade nytårssange. 6. Kirkeårets nytår Den kristne kirke har sin egen kalender, det såkaldte kirkeår. I løbet af kirkeåret fortælles hele Jesu historie, som vi kender den fra Det Nye Testamente. Første søndag i advent er kirkeårets nytår. Teksterne til denne søndag er de første i kirkens liturgiske bøger. Når første søndag i advent også er den første søndag i kirkeåret, understreges det, at forventningen denne dag ikke blot er en forventning om Jesu fødsel i julen, men også om hans død og opstandelse i påsken og om Helligåndens komme i pinsen. 7. Farven lilla Til alle kirkeårets helligdage og højtider er der knyttet en farve den såkaldt liturgiske farve. Side 3 af 5
Adventstidens liturgiske farve er lilla. Den lilla farve symboliserer bod, ånd, alvor og anger. Når det er netop den farve, som hører adventstiden til, skyldes det, at tiden op til jul før i tiden blev brugt til bod og faste. Både sjæl og krop skulle gøres klar til at tage imod julens budskab. Første søndag i advent bruger man ikke den lilla, men den hvide farve. Hvid er kirkens festfarve. Og det er altså den farve, der slår tonen an i adventstiden og understreger, at glæden og forventningen ligger til grund for alvoren og boden de næste tre søndage. I dag er bods- og fasteelementet mere eller mindre gledet ud af den folkelige bevidsthed, og mange tager forskud på julen og dens fester i adventstiden. 8. Adventskransen Adventskransens fire lys symboliserer de fire adventssøndage inden jul. Adventskransen er forholdsvis ny i Danmark. Den kom til Sønderjylland fra Nordtyskland omkring år 1900. I 1939-40 blev den solgt hos blomsterhandlere over hele landet, og i 1946 havde den fundet vej til årets julemærke. Den traditionelle adventskrans er en krans af gran pyntet med hvide lys og lilla bånd. I kirkelige sammenhænge har adventskransens bånd stadig den liturgiske lilla farve. Uden for kirken ser man hyppigt røde bånd. Det hænger naturligt sammen med, at den røde farve, som de fleste forbinder med jul, præger adventstiden mere og mere. De røde bånd har dog også forbindelse med besættelsestiden i 1940-45, hvor adventskransen med røde og hvide bånd blev et stille dansk symbol på frihed og håb. 9. Lys i mørket Levende lys hører adventstiden til, fordi julen ifølge kristendommen handler om, at Jesus kom til jorden som verdens lys at han er opfyldelsen af den profeti, der i kirken juleaften læses op fra Esajas Bog: Side 4 af 5
Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land (Esajas Bog, kapitel 9, vers 1). 10. Vær velkommen, Herrens år I langt de fleste danske kirker synger man første søndag i advent salmen Vær velkommen, Herrens år. Den er oprindeligt skrevet i 1556, men i 1849 bearbejdede Grundtvig den til den version, som vi kender fra Den Danske Salmebog. Salmen samler de bærende elementer i kirkeåret og kristendommen: julen, påsken og pinsen. Dens sidste vers er en jubel over, at alle dage i året er glædens dage, fordi de er dage i Herrens år. Side 5 af 5