Samtænkning en diskursiv magtkamp.

Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2008/2009 Kaptajn H.G. Borchert Samtænkning en diskursiv magtkamp.

FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II/L-STK 2008/2009 Kaptajn H.G. Borchert 14. april 2009 Specialets titel Samtænkning en diskursiv magtkamp. Problemformulering Hvordan udfoldes de centrale aktørers officielle diskursive meningstilskrivelse om samtænkning, og hvordan udfoldes de centrale aktørers officielle diskursive hegemoniske kamp om at blive den, der kan bestemme den betydende diskurs om samtænkning. Vejleder Kristian Brobaek Madsen Antal ord 14.043 2

ABSTRACT The purpose of this thesis is twofold: Firstly to examine how the discourse of the key actors unfold regarding the Danish government initiative Concerted Planning and Action (CPA). Secondly to examine how the discourse unfolds in the key actors battle for hegemony to win the right to define the discourse regarding CPA. The thesis analyses the official discourse of Danish CPA, the Danish Defence and the Danish Ministry of Foreign Affairs. The analysis categorises each discourse and concludes on the most significant effects it might have on social practice. The analysis demonstrates that a significant difference in the discourse of the Danish Defence and the Danish Ministry of Foreign Affairs cannot be identified. However, minor discrepancies are identified. They include that the Danish Defence is the only actor which differentiates between CPA and civil military cooperation. Furthermore the non-governmental organisations disagree with the CPA s purpose to focus Danish resources in the deployment area of Danish armed forces. The thesis concludes: That the discourse of the Danish Defence and the Danish Ministry of Foreign Affairs is not significantly different. That no battle for hegemony to win the right to define the discourse regarding CPA can be identified. 3

INDHOLDSFORTEGNELSE RESUMÉ...6 1. INDLEDNING...7 1.1. MOTIVATION OG RELEVANS....7 1.2. OPGAVEANALYSE...8 1.2.1. Formål....8 1.2.2. Opgavediskussion....8 1.2.3. Forsvarsrelevant problemstilling....11 1.2.4. Problemanalyse...12 1.3. PROBLEMFORMULERING....13 1.4. VALG AF TEORI....13 1.4.1. Konstituerende teori...14 1.4.2. Delvis konstituerende teori....14 1.4.3. Teoridiskussion...14 1.4.4. Diskursteoretiske begreber...15 1.5. VALG AF EMPIRI....17 1.5.1. Formål....17 1.5.2. Generelt...17 1.5.3. Validitet...19 1.5.4. Reliabilitet....19 1.6. OPERATIONALISERING AF TEORI....19 1.7. AFGRÆNSNING....21 1.8. METODE...21 1.8.1. Formål....21 1.8.2. Undersøgelsesdesign....21 1.8.3. Analysemetode...22 1.8.4. Formalia...22 1.9. KAPITELINDDELING...22 2. SAMTÆNKNINGS-INITIATIVET...24 2.1. FORMÅL....24 2.2. KONTEKST...24 2.3. ANALYSE AF SAMTÆNKNINGS-INITIATIVET...24 2.4. SAMMENFATNING....27 3. FORSVARET...28 3.1. FORMÅL....28 3.2. KONTEKST...28 3.3. ANALYSE AF DIREKTIVET VEDR. SAMTÆNKNING-INITIATIVET...29 3.4. SAMMENFATNING....31 4. UDENRIGSMINISTERIET...32 4.1. FORMÅL....32 4.2. KONTEKST...32 4.3. ANALYSE AF AFGHANISTANSTRATEGIEN...32 4.4. ANALYSE AF RAPPORTEN UDARBEJDET AF DEN HUMANITÆRE KONTAKTGRUPPE...35 4.5. ANALYSE AF MINISTRES TALER OG KRONIKKER...37 4.5.1. Udenrigsministeren og forsvarsministeren...37 4.5.2. Forsvarsministeren....37 4

4.5.3. Udviklingsministeren...38 4.6. SAMMENFATNING....39 4.6.1. Forsvarsministeriets og Udenrigsministeriets strategi for indsatsen i Afghanistan...39 4.6.2. Rapporten om det civil militære samarbejde med de ikke-statslige organisationer...40 4.6.3. Udenrigsministeren og forsvarsministeren...40 4.6.4. Forsvarsministeren....40 4.6.5. Udviklingsministeren...40 KAPITEL 5...41 5.1. FORMÅL....41 5.2. SAMMENLIGNING AF FORSVARETS OG UDENRIGSMINISTERIETS DISKURS....41 KAPITEL 6...42 6.1. FORMÅL....42 6.2. KONKLUSION....42 6.3. PERSPEKTIVERING....43 BIBLIOGRAFI...44 5

RESUMÉ Formålet med dette speciale er at undersøge, hvordan de centrale aktørers officielle diskursive meningstilskrivelse om samtænkning udfoldes samt at undersøge, hvordan de centrale aktørers officielle diskursive hegemoniske kamp om at blive den, der kan bestemme den betydende diskurs om samtænkning, udfoldes. Analysen kategoriserer de to centrale aktørers officielle diskurs og udleder deres væsentligste konsekvenser for den sociale praksis. De to centrale aktører er forsvaret og Udenrigsministeriet. Analysen viser, at forsvarets officielle diskurs ikke afviger fra den diskurs, som er udtrykt i bilaget om samtænknings-initiativet til forsvarsforliget 2005 2009. Forsvaret arbejder med en begrebsopdeling i civilt militært samarbejde og samtænkning. Analysen kan ikke påvise en markant afvigelse fra samtænknings-initiativet i Udenrigsministeriets officielle diskurs vedrørende samtænkning. Analysen af Udenrigsministeriets rapport om det civil militære samarbejde mellem forsvaret og de ikke-statslige-organisationer viser markante diskursive forskelle i forhold til samtænkningsinitiativet og udleder disses konsekvenser for den sociale praksis. Konsekvenserne er blandt andet, at samtænkning med de ikke-statslige organisationer ikke ses gennemført i forbindelse med kortere varende militære indsættelser. De ikke-statslige organisationers væsentligste artikulation er udfordringen af diskursen i selve samtænknings-initiativets formål om at fokusere de danske ressourcer i det område, hvor danske militære styrker indsættes. De ikke-statslige organisationer artikulerer en antagonistisk diskurs om at anvende ressourcerne der, hvor behovet er størst, hvilket kan få konsekvenser for den sociale praksis i det civil militære samarbejde. Udenrigsministeriet skelner ikke diskursivt mellem civilt militært samarbejde og samtænkning. Kategoriseringen af de centrale aktørers diskurser og de udledte sociale konsekvenser sammenlignes for at kunne konstatere, hvorledes de afviger fra hinanden. Denne sammenligning viser, at der ikke artikuleres væsentlige forskelle i de officielle diskurser om samtænkning. Det konkluderes: at de ikke-statslige aktører artikulerer en diskurs, som reelt sår tvivl om samtænkningsinitiativets hovedformål om at fokusere danske ressourcer, der hvor de danske militære styrker indsættes. at forsvaret er den eneste institution, som skelner mellem civilt militært samarbejde og samtænkning. at forsvarets og Udenrigsministeriets officielle diskurs ikke afviger væsentligt fra hinanden. at der derfor ikke i de to centrale aktørers officielle diskurs kan påvises, at der pågår en diskursive hegemoniske kamp om at blive den, der kan bestemme den betydende diskurs om samtænkning. 6

1. INDLEDNING 1.1. Motivation og relevans. I danske medier har der jævnligt været kritik og debat af dansk samtænkningsindsats i internationale missioner. Kritikken har primært været rejst af de danske soldater, som har arbejdet med samtænkning under tjeneste i et internationalt konfliktområde, hvor samtænkning har været søgt gennemført. Under min tjeneste som stabsofficer i Forsvarskommandoens Strategisektion i 2006-2007 havde jeg blandt andre områder ansvaret for forsvarets strategiske udvikling af samtænkningsområdet. Der blev arbejdet med udvikling af dansk samtænkning sammen med Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet i rammen af et internationalt samarbejde 1. Forsvarets 2 formål med at søge Udenrigsministeriet inddraget i det internationale samarbejde var at øge interessen for at accelerere udviklingen af dansk samtænkning, da det var Forsvarskommandoens opfattelse, at samtænkning ikke var et fokusområde for Udenrigsministeriet. Det var derfor tanken at deltagelse i et fælles internationalt udviklingsprojekt med Udenrigsministeriets traditionelle større samarbejdspartnere blandt andre Finland, Sverige, UK og USA 3 kunne få en positiv afsmitning på den danske nationale proces. Under min deltagelse i et større antal møder og konferencer med de øvrige nationale og internationale aktører, har det til stadighed undret mig, at Udenrigsministeriet ofte så markant anderledes på samtænkning end vi, der repræsenterede Forsvarskommandoen. Det fælles udgangspunkt var trods alt det samme bilag til forsvarsforliget 2005 2009, der ved gennemlæsning synes at indeholde en forholdsvis klar og velformuleret intention med samtænkning. Jeg har oplevet den samme forskel i opfattelser 4 af samtænkningsbegrebet under møder med Hærens Operative Kommando og før det som stabsofficer i Multinational Division (South East) i Irak, hvilket har fået mig til at overveje om forskelle i opfattelser af samtænkning kan forklares af andet end blot det faktuelle? Kan forskelle i opfattelser forklares med baggrund i den enkelte institutions tradition og fokusområder og et deraf følgende behov for at rette de nye tanker, som samtænkning er et udtryk for, ind, så de passer i institutionens hidtidige sociale praksis? Denne forklaring kunne betyde, at den enkelte institutions meningstilskrivelse adskiller sig fra de øvrige aktører inden for samtænkningsområdet, og det derfor er naturligt, at der opstår en konflikt om at blive den institution, som kan bestemme, hvordan samtænkning skal defineres og implementeres. Det vil sige en magtkamp om at kunne definere den herskende diskurs. 1 Multinational Experiment 5 (MNE 5) med emnet Whole of Government Approach eller Comprehensive Approach. 2 Forsvarskommandoen. 3 De nævnte landes udenrigsministerier var repræsenteret i samarbejdet. 4 Der burde være en fælles forståelse, men det var ikke min oplevelse. 7

1.2. Opgaveanalyse. 1.2.1. Formål. Formålet med opgaveanalysen er at afdække den overordnede problemstillings delelementer og udarbejde en mere konkret problemstilling, som kan behandles i dette speciale. I det efterfølgende gennemføres en diskussion af opgaven, hvor de væsentligste elementer inden for meningstilskrivelse af samtænkning diskuteres. Hensigten er at klarlægge, definere, præcisere og dermed afgrænse indholdet af emnet. Herefter redegøres der for den relevans, som denne undersøgelse har for forsvarets fremadrettede arbejde med udvikling af samtænkning, samt hvorledes den iagttagelse, som specialet udspringer af, kan få betydning for hvilken strategi, forsvaret fremadrettet vælger at følge for at påvirke udviklingen af samtænkning. Endelig gennemføres der en problemanalyse m.h.p. at foretage en yderligere afgrænsning af problemstillingen, som skal lede frem til en endelig problemformulering. 1.2.2. Opgavediskussion. Det overordnede spørgsmål, som specialet skal undersøge, er, hvordan en magtkamp om at definere og operationalisere begrebet samtænkning kommer til udtryk i den diskurs, som den enkelte institution anvender i sin officielle kommunikation med de øvrige aktører og i den generelle samfundsdebat. Arbejdshypotesen er, at der finder en hegemonisk kamp sted i det offentlige rum om at være den institution, som kan bestemme, hvordan samtænkning skal defineres. Endvidere antages det, at de implicerede aktørers institutionelle sociale praksis har en betydning for den måde, som den enkelte institution meningstilskriver nye områder, og at dette kommer til udtryk i institutionens artikulationer i det offentlige rum. Der kan umiddelbart udledes tre centrale begreber, som skal behandles m.h.p. at kunne præcisere problemstillingen yderligere. De tre begreber er: samtænkning, centrale aktører og magtkamp. 1.2.2.1. Samtænkning. I den efterfølgende redegørelse for det danske samtænknings-initiativ tages der udgangspunkt i det 4. bilag til aftalen vedr. forsvarets ordning 2005 2009 5, som er det politiske dokument, hvor regeringen og de øvrige forligspartier første gang artikulerer formålet med samtænkning, opgavernes karakter, planlægning og gennemførelse, samt hvilke aktører som ses at kunne være involveret i samtænkning. Der er ikke udarbejdet et mere detaljeret koncept for dansk samtænkning, hvilket betyder, at bilaget til forsvarsforliget udgør det centrale referencepunkt for meningstilskrivning af samtænkning. Samtænkning drejer sig om at sikre, at anvendelsen af danske statslige ressourcer i internationale krisestyringsoperationer sker fokuseret, effektivt og koordineret uanset sikkerhedssituationen (Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, 2004). 5 Også kaldet Forsvarsforliget 2005 2009. 8

Styringen af Danmarks samtænkningsindsats gennemføres af en stående embedsmandsgruppe, som er etableret til planlægning og samtænkning af den danske militære og civile humanitære indsats. I embedsmandsgruppen deltager Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet 6. Udenrigsministeriet er formand for embedsmandsgruppen og skal sikre koordination med relevante danske hjælpeorganisationer samt eventuelt private virksomheder. Planlægning og tilrettelæggelse af en international krisestyringsoperation, hvor danske militære enheder indsættes i et selvstændigt ansvarsområde, skal fra operationens start omfatte alle danske bidrag, der indgår i operationen samt formulere målsætninger for indsatsernes afslutning. Det vil sige aktiviteter, der gennemføres af forsvaret, beredskabskorpset, politiet, udenrigstjenesten og i videst muligt omfang de private hjælpeorganisationer. Dette skal ske i samarbejde og dialog med alle aktører og under udnyttelse af aktørernes grundlæggende forskelligheder og kompetencer (Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, 2004). Den overordnede idé i samtænkning er altså, at de danske statslige ressourcer, som ønskes anvendt i en given international krisestyringsoperation, i planlægningsfasen skal koordineres mellem de aktører, som regeringen påtænker at anvende i det pågældende konfliktområde. Der er her tale om de aktører, som regeringen har beføjelser til at bestemme over. Endvidere ønskes denne koordination i muligt omfang udbredt til nongovernmental organisations (NGO) og private virksomheder. Forskellen mellem NGO er og private virksomheder ses her at være deres forretningsmæssige formål, hvor NGO ers formål er ikke-profitabelt nødhjælpsarbejde, og private virksomheders formål er at skabe profit. Der er her tale om aktører, som regeringen ikke i opgavetildelingsmæssig forstand har beføjelser til at bestemme over. Det skal bemærkes, at Udenrigsministeriet allerede har et forum, hvor NGO er mødes m.h.p. at drøfte områder af fælles interesse 7. Det skal også bemærkes, at en stor del af NGO erne modtager penge af regeringen til nødhjælpsarbejde, og det kan derfor diskuteres, om regeringen kan påvirke NGO erne, såfremt dette er ønskeligt. 1.2.2.2. Centrale aktører. Ved de centrale aktører forstås de aktører, som har ansvaret for og den primære interesse i at udvikle samtænkning på henholdsvis det politisk strategiske niveau og det militær strategisk niveau. De centrale aktører i samtænkning ses at være: Forsvaret, som på det militære policy- og strategiområde repræsenteres af Forsvarskommandoen, er ansvarlig for udvikling af de overordnede militære direktiver vedr. samtænkning, som forsvarets enheder indsættes efter. Forsvarsministeriet, som er ansvarlig for at de vedtagne love, policies og strategier fra politisk niveau implementeres i forsvaret, samt at forsvaret leverer den nødvendige rådgivning om, hvad politikerne kan anvende forsvarets kapaciteter til. Forsvarsministeriet har således ansvaret for implementeringen af den politiske aftale, som samtænkning er en del af. Forsvarsministeriet er bindeledet mellem det militær 6 Statsministeriet kan være repræsenteret i embedsmandsgruppen. 7 Den Humanitære Kontaktgruppe (HKG). 9

strategiske niveau og det politisk strategiske niveau og hører selv til på det sidstnævnte niveau. Udenrigsministeriet, som er ansvarlig for at udføre Danmarks udenrigspolitik herunder udviklingspolitik og øvrig bistand, er relevant, fordi ministeriet, i bilaget til den politiske aftale om forsvaret, er udpeget som formand for den koordinationsgruppe, som skal tilsikre, at intentionerne i regeringens samtænknings-initiativ gennemføres. Udenrigsministeriet er således den vigtigste permanente aktør på det politisk strategiske niveau. Forsvaret. Forsvaret har siden 2002 været indsat i konfliktområder, som er kendetegnet ved tilstedeværelse af oprørsbevægelser, der er religiøst motiverede. Denne konflikttype er kendetegnet ved, at den ikke vurderes at kunne vindes med acceptable militære midler alene. Militære magtmidler udgør faktisk kun en mindre del af de konflikthåndteringsinstrumenter, som erfaringer peger på, at der skal anvendes for at løse konflikten (Galula, 1964). Disse peger også på, at der er et særlig stort behov for at anvende politiske/diplomatiske og økonomiske ressourcer for at bringe konflikten til ophør 8. Forsvarets succesfulde indsats i denne type konfliktområder er derfor i stor grad afhængig af, hvilke civile ressourcer der afsættes, og hvordan de indsættes. Så længe samtænkning ikke er implementeret i fuldt omfang, vil forsvaret fortsætte med at lide tab, uden at konflikten derved bringes nærmere sin afslutning. Det er denne afhængighed, som tvinger forsvaret til at forsøge at påvirke udviklingen af samtænkning i Danmark. Man kan sige, at forsvarets fokus er på den operative udvikling af praktiske, konkrete og anvendelige løsninger i international konflikthåndtering. Forsvarsministeriet. Forsvarsministeriet er medlem af den embedsmandsgruppe, som regeringen har nedsat til at implementere og koordinere samtænkning i Danmark. Forsvarsministeriet er ansvarlig for at varetage hele forsvarsministerens embedsområde og er naturligvis fokuseret mod de emner, som er på den politiske dagsorden, uanset om det er forsvarsministeren, andre medlemmer af regeringen, Folketinget eller offentligheden f.eks. dagspressen, som har bragt emnet op. Ministeriet har således fokus på at servicere ministeren og har i sagens natur en mere generel og overordnet policy-tilgang til de emner, som behandles. Der er udarbejdet en policy vedr. samtænkning i form af bilaget til forsvarsforliget, hvorfor Forsvarsministeriet opfatter samtænkning som værende dækkende for det politisk strategiske niveau 9. Forsvarsministeriet indgår i et ministeriehierarki, som bestemmes af, hvor betydningsfuldt det pågældende ministerium er. Udenrigsministeriet er blandt de mest betydningsfulde ministerier, og Forsvarsministeriet er mindre betydningsfuldt. En anden medvirkende faktor kan være den legitimitet, som det pågældende ministerium har politisk. Forsvarsministeriet har ikke nødvendigvis den samme legitimitet 10 som Udenrigsministeriet, og Forsvarsministeriet er mindre betydningsfuldt i ministeriehierarkiet end Udenrigsministeriet. Disse forhold kan betyde, at Forsvarsministeriet ikke kan indtage en mere offensiv og udfordrende rolle i forhold til Udenrigsministeriet 11. Forsvarsministeriet 8 Konfliktophør betyder i denne sammenhæng, at statens egne sikkerhedsstyrker kan håndtere intern og ekstern sikkerhed. 9 Forsvarskommandoen har blandt andet arbejdet på at omsætte samtænknings-initiativet til et egentligt koncept, men Forsvarsministeriet så ikke et behov for et sådant koncept, hvorfor dette arbejde blev indstillet. 10 Der er p.t. ingen erkendt trussel mod dansk territorium, hvorfor Forsvarsministeriet og store dele af forsvaret kunne opfattes som værende unødvendigt. 11 Det ville i praksis betyde, at Forsvarsministeren udfordrer Udenrigsministeren, hvilket er usandsynligt, fordi disse har en stærkere fælles interesse i at fastholde regeringsmagten. 10

har deltaget i det internationale udviklingsarbejde af samtænkning, men har generelt ikke udvist større interesse for at indtage en ledende rolle i udviklingen af samtænkning i Danmark. Udenrigsministeriet. Udenrigsministeriet er formand for den embedsmandsgruppe, som regeringen har nedsat til planlægning og samtænkning af den danske militære og civile humanitære indsats (Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, 2004). Udenrigsministeriet har endvidere til opgave at sikre koordination med relevante danske hjælpeorganisationer samt eventuelt private virksomheder. Udenrigsministeriet er formand for det nationale forum for ikkestatslige organisationer, som benævnes Den Humanitære Kontaktgruppe. Dette skyldes blandt andet, at Udenrigsministeriet via DANIDA er en af de største bidragsydere til finansiering af de ikke-statslige organisationer 12. Udenrigsministeriet har en meget bredere opgaveportefølje end Forsvarsministeriet, hvorfor Udenrigsministeriet har fokus på mange andre områder, som for staten Danmark er vigtigere end samtænkning. Udenrigsministeriet er organiseret således, at alle enheder er underlagt to ministre, udenrigsministeren og udviklingsministeren (Udenrigsministeriet, 2009). Samtænkning hører til Udviklingsministerens ressortområde, men begge ministre udtaler sig om emnet. 1.2.2.3. Magtkamp. Udenrigsministeriet har traditionelt været den institution, som primært har varetaget Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Efter Danmarks overgang til en mere aktivistisk udenrigspolitik har Forsvaret fået en fremtrædende rolle, som et af de primære instrumenter til international konflikthåndtering i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik (Tørnæs, 2005). Dette sker gennem indsættelser uden for Danmarks grænser. Forsvarets anvendelse til løsning af opgaver, som har vist sig vanskelige at vinde med politisk acceptable militære midler 13, har medført, at forsvarets har fået en væsentlig interesse i, at de øvrige udenrigs- og sikkerhedspolitiske instrumenter udvikles. Forsvarets tilkendegivelser vedr. samtænkning kan derfor opfattes som en indtrængen på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske domæne, hvilket kan medføre et interessemæssigt modsætningsforhold. Forskellige meningstilskrivninger vedrørende samtænkning er kommet til udtryk ved udtalelser i offentlige medier og under møder med de centrale aktører. Ofte er det ansatte i forsvaret, som udtaler sig som privatperson, og Udenrigsministeriet som udtaler sig på regeringens vegne. Diskurs er en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden) på (Jørgensen og Phillips, 1999: 9). Når forskellige måder at tale om verden på mødes, vil der opstå en magtkamp om at kunne sætte den styrende diskurs. Denne kamp på ord betegnes som den diskursive magtkamp (Jørgensen og Phillips, 1999). Kampen om retten til at definere hvad samtænkning er finder sted i aktørernes offentlige artikulation, hvilket betyder, at svaret skal findes i den publicerede diskurs. 1.2.3. Forsvarsrelevant problemstilling. Hvilken værditilvækst kan dette speciale bidrage med til Forsvarskommandoens bestræbelser på at videreudvikle samtænkning? Forsvarskommandoen har hidtil haft den strategi vedr. udvikling af samtænkning, at intentionen i forsvarsforligets samtænknings- 12 Under Udenrigsministeriets punkt på Finansloven afsættes der ca. 6 mia. kr. årligt til finansiering af disse aktiviteter. 13 F.eks. i Irak og Afghanistan. 11

initiativ er klart formuleret 14. Forsvarskommandoen og Udenrigsministeriet må derfor kunne nå til enighed, såfremt der opretholdes en konstruktiv dialog. Forsvarskommandoen har arbejdet efter denne tese siden forsvarsforligets indgåelse i 2004 uden at have opnået den forventede udvikling (Forsvarskommandoen, 2009) 15. Dette speciale vil derfor tage afsæt i en tese vedr. diskurs. Formålet er at søge at forklare, hvordan de centrale aktører udfolder deres synspunkter, når tesen er, at der er en kontinuerlig magtkamp om at blive den myndighed, der fastsætter den herskende diskurs inden for et givet område. Specialet vil kunne tilbyde Forsvarskommandoen en anden forklaring eller vinkel på den manglende udvikling af samtænkning, som kan indgå i Forsvarskommandoens fremadrettede overvejelser om ændring eller justering af strategien for udvikling af samtænkning. 1.2.4. Problemanalyse. Det antages, at Forsvaret og Udenrigsministeriet udgør to selvstændige institutioner, som hver især har en stærk og traditionsbunden myndighedskultur med hver sine diskursive praksisser. Denne antagelse understøttes af, at begge institutioner har sine egne særlige administrative procedurer, og at forsvaret også har sine egne uddannelser, hvor der arbejdes på at opnå en vis form for ensretning i den strukturelle tilgang til løsning af opgaver. Udenrigsministeriets medarbejdere uddannes i samfundets uddannelsessystem, hvorfor det kan være vanskeligere at opnå en fælles opfattelse af hele myndighedens arbejdsområde før medarbejdere har arbejdet på tværs i organisationen. De centrale aktører i samtænkning udgøres af forsvaret og Udenrigsministeriet, som arbejder direkte sammen om udvikling af samtænkning 16. Forsvarsministeriet, som også er repræsenteret i embedsmandsgruppen, og som er placeret på samme niveau som Udenrigsministeriet, ses af de tidligere nævnte politisk strategiske årsager ikke at kunne føre en antagonistisk diskurs i forhold til Udenrigsministeriet. Forsvarsministeriets diskurs vurderes derfor at være i overensstemmelse med Udenrigsministeriet, hvilket også understøttes af, at de to ministerier har udarbejdet dokumenter med begge navne i brevhovedet. Udenrigsministeriet ses således at repræsentere hele det politisk strategiske niveaus diskurs om samtænkning. De centrale aktører i dette speciale udgøres af forsvaret og Udenrigsministeriet, hvilket betyder, at empirien skal søges i kommunikation fra disse to myndigheder. For at undersøge om de to myndigheder som institution artikulerer en forskellig diskurs, er det nødvendigt at undersøge empiri, som repræsenterer den enkelte institutions opfattelse af samtænkning. Dette peger på, at empirien til dette speciale skal søges i de to institutioners officielle dokumenter. Det diskursteoretiske område tilbyder en række værktøjer til at analysere diskurs og identificere hegemoniske kampe mellem aktører. Jeg har derfor valgt at anvende diskursteori til at undersøge den identificerede problemstilling i dette speciale. Specialets formål er at undersøge: 14 Ide og udkast til bilaget om samtænkning blev udarbejdet af Forsvarskommandoen under det forligsforberedende arbejde. 15 Mundtlig drøftelse af udviklingen på samtænkningsområdet med chefen for udviklingsafdelingens strategisektion oberstløjtnant Jan Hansen, den 6. januar 2009. 16 Forsvarskommandoens Planlægningsdivisions Udviklingsafdeling har regelmæssige møder med Udenrigsministeriet og har sammen deltaget i udvikling af international samtænkning (comprehensive approach). Senest ved deltagelse i Mulitnational Experiment 5 fra 2006 til 2008. 12

hvordan de centrale aktørers diskurs meningstilskrives, og hvordan den hegemoniske kamp om at blive den der kan bestemme, hvad der er den betydende diskurs vedrørende samtænkning, udfoldes i de centrale aktørers diskurs. Specialet undersøger et udvalg af de centrale aktørers officielle kommunikation for at kunne besvare problemformuleringens spørgsmål. 1.3. Problemformulering. Specialets formål er nu afgrænset til at undersøge: hvordan de centrale aktørers officielle meningstilskrivning udfoldes diskursivt, og hvordan den hegemoniske kamp om at blive den der kan bestemme, hvad der er den betydende diskurs vedrørende samtænkning, udfoldes i de centrale aktørers officielle diskurs. På baggrund af den gennemførte opgaveanalyse kan problemformuleringen nu præciseres til følgende: Hvordan udfoldes de centrale aktørers officielle diskursive meningstilskrivelse om samtænkning, og hvordan udfoldes de centrale aktørers officielle diskursive hegemoniske kamp om at blive den, der kan bestemme den betydende diskurs om samtænkning? Den præciserede problemformulering peger på to analyser. En analyse af forsvarets diskurs og en analyse af Udenrigsministeriets diskurs. 1.4. Valg af teori. Ernesto Laclau & Chantal Mouffes diskursteori og Norman Faircloughs kritisk diskursanalyse er to forskellige teorier om diskurs, som vil kunne anvendes til at analysere den valgte problemstilling. Den tredje overordnede diskursanalytiske tilgang, som benævnes diskurspsykologi, fokuserer på individers hverdagspraksis. Dette speciales fokus er på institutioner, hvorfor diskurspsykologi ikke ses at være anvendelig som teoretisk grundlag (Jørgensen og Phillips, 1999: 30). Benævnelserne diskursteori og kritisk diskursanalyse er en anelse misvisende, fordi begge udgør sin egen selvstændige teori med tilhørende værktøjer til analyse af diskurs. Diskursteori kan derfor ikke anvendes som overordnet begreb for en fælles kategorisering af teorier inden for diskursanalyse. En navngivelse af teori efter forfatteren kunne eliminere dette problem, således at det står klart, at der kan opstilles eller er opstillet en analysemetode, som bygger på den pågældende teori. Diskursteori 17 placerer sig videnskabsteoretisk inden for socialkonstruktionismen og diskursteoriens udgangspunkt er, at det er sociale konstruktioner, som skaber forståelsen af den virkelighed og det samfund, som vi er en del af. Diskursanalyser 18 har ofte et kritisk perspektiv i traditionen fra ideologikritikken, hvilket vil sige, at man forsøger at afsløre diskursernes ideologiske indhold, og at man opfatter kampen mellem forskellige diskurser som udtryk for magtkampe i samfundet. Diskursteorien udgør fundamentet for diskursanalyse, som derfor er en velegnet metodologi til at analysere forskellige aktørers 17 Betegnelsen diskursteori anvendes her som den samlede betegnelse for alle teorier vedr. diskurs. 18 Benævnelsen diskursanalyse anvendes her som den samlede betegnelse for analyse af diskurs. 13

kampe om at definere og fastsætte den diskurs, som skal være den herskende i samfundet (Jørgensen og Phillips, 1999: 60). Det vil sige magten til at bestemme, hvordan vi kan tænke og tale om verden på, og dermed hvilke spørgsmål det er muligt at formulere. Diskursanalysen fokuserer på sprogets aktive og konstituerende rolle i både social reproduktion og forandring (Jørgensen og Phillips, 1999: 73). De eksisterende diskursanalytiske positioner og dermed teorier kan kategoriseres i to hovedgrupper (Jørgensen og Phillips, 1999: 29): Diskurs er fuldt ud konstituerende, hvilket vil sige, at diskurs er konstituerende for det sociale. Måden vi opfatter verden på udtrykkes gennem sproget, hvilket derfor udgør fundamentet for vores sociale handlinger. Diskurs er delvis konstituerende, hvilket vil sige, at diskurs kan være konstituerende i sig selv, men at der også kan være andre faktorer, som påvirker vores opfattelse af verden f.eks. historiske og sociale praksisser. 1.4.1. Konstituerende teori. Ernesto Laclau og Chantal Mouffes teori (Jørgensen og Phillips, 1999: 34), som benævnes diskursteori, tilhører den kategori af teoretikere, som anser diskurs for at være fuldt ud konstituerende. Grundantagelsen i denne teori er, at der ikke er andre måder at forstå verden på end gennem ord og de begreber, som etableres for at kunne tale om den. En anden grundantagelse er, at der ikke er direkte adgang til verden, men at adgangen kun kan skabes gennem de begreber, som etableres til at forstå den med. Laclau og Mouffes teori er et produkt af ønsket om at opstille en teori for dette område, og der har derfor ikke været fokus på at udarbejde egentlige analyseværktøjer til at foretage empiriske studier. Laclau og Mouffes teori indeholder et veludbygget diskursteoretisk begrebsapparat, som kan anvendes til at udføre egentlige analyser af diskurs, selvom Laclau & Mouffe ikke selv har udarbejdet egentlige empiriske studier. 1.4.2. Delvis konstituerende teori. Norman Faircloughs teori (Jørgensen og Phillips, 1999: 72), som benævnes kritisk diskursanalyse, tilhører den kategori, som anser diskurs for at være delvis konstituerende. Grundantagelsen i denne teori er, at diskurs er ét område blandt andre sociale praksisser. Diskursive praksisser konstituerer andre sociale praksisser men konstitueres også af disse. Teorien arbejder derfor med flere områder: Selve teksten, den diskursive praksis og den sociale praksis. Formålet med den kritiske diskursanalyse er at identificere forholdet mellem diskursiv praksis, som kan udledes af teksten, og den sociale praksis med henblik på at identificere forandring og ideologiske konsekvenser (Jørgensen og Phillips, 1999: 98). Diskursteori kan ikke anvendes til at identificere social praksis, hvorfor Norman Fairclough henviser til analyse af dette ud fra andre teorier inden for det sociologi- eller kulturteoretiske felt. Fairclough giver ingen konkrete anvisninger på ud fra hvilke kriterier udvælgelsen af denne teori skal ske, og det indgår heller ikke i de eksempelvise analyser, som han har udarbejdet. 1.4.3. Teoridiskussion. Det primære formål med Norman Faircloughs teori ses at være ønsket om at identificere forandring og disses ideologiske konsekvenser. Tidsperspektivet i form af den historiske kontekst er derfor en væsentlig bestanddel af Faircloughs analysemodel. Henset til at samtænkning er et nyt begreb, som endnu ikke har udviklet sig markant hos de involverede aktører, så kan det være vanskeligt at påvise væsentlige forandringer og deraf følgende ideologiske konsekvenser. 14

Formålet med Ernesto Laclau og Chantal Mouffes teori ses at være identificeringen af aktørernes magtkampe inden for samme diskursive formation. Identificeringen sker ved at anvende relevante dele af det diskursteoretiske begrebsapparat til at undersøge, hvordan aktørerne taler om samtænkning og efterfølgende sammenligne aktørernes diskurser. Henset til at formålet med dette speciale ikke er at undersøge, om der kan påvises en forandring i den enkelte aktørs diskurs, men at be- eller afkræfte tesen om en magtkamp mellem de centrale aktører, vurderes Norman Faircloughs analysemodel mindre anvendelig til analyse af diskurs vedr. samtænkning. Specialet vil derfor anvende Ernesto Laclau og Chantal Mouffes teori som udgangspunkt for analysen af aktørernes diskurs. Sammenfattende kan det konkluderes, at ingen af teorierne kan tilbyde en fuldstændig sammenhængende teori med en tilhørende metode. Marianne Winther Jørgensen og Louise Phillips åbner en mulighed for at kombinere forskellige metoder til analyse af tekster, hvilket betyder, at relevante elementer fra de to teorier kan kombineres for at udarbejde en metode, som kan anvendes til besvarelse af dette speciales problemstilling (Jørgensen og Phillips, 1999: 143). Norman Faircloughs teori vedr. behovet for en analyse af den kontekst, som en aktørs diskurs indgår i, mener jeg, er relevant i dette speciale. Begge aktører eller institutioner har forskellig historisk baggrund med veldefinerede særlige sociale praksisser, som diskursen vedr. et nyt begreb som samtænkning nødvendigvis må relateres til. Der vil derfor være et behov for at de enkelte diskursers overordnede institutionelle kontekst beskrives, for at kunne forstå baggrunden for den diskursive magtkamp mellem Forsvaret og Udenrigsministeriet. Laclau og Muffets teori anvendes derfor som udgangspunkt for den diskursive analyse og Faircloughs teori vedr. behovet for at se på konteksten for den diskursive formation som analyseres og anvendes ved at tilføje en kontekstbeskrivelse forud for gennemførelsen af den egentlige diskursanalyse. 1.4.4. Diskursteoretiske begreber. Diskurs. Diskurs kan ifølge Laclau og Mouffes definition forstås som en fastlæggelse af betydning inden for et bestemt domæne (Jørgensen og Phillips, 1999: p. 36). En diskurs kan derfor forstås som en ramme inden for hvilken et bestemt område af den samfundsmæssige virkelighed tilskrives betydning. Denne betydning er altså en fortolkning af den samfundsmæssige virkelighed, som afleder særlige handlingsmønstre (Thomsen, 2000: p. 193). Momenter. [Alle tegnene er momenter] [, og deres betydning er holdt fast ved, at de er forskellige fra hinanden på bestemte måder.] (Jørgensen og Phillips, 1999: 36). Nodalpunkt. Diskursen etableres ved, at betydningen udkrystalliseres omkring nogle nodalpunkter. Et nodalpunkt er et privilegeret tegn, som de andre tegn ordnes omkring og får deres betydning i forhold til. (Jørgensen og Phillips, 1999: 37). Det diskursive felt. 15

En diskurs er således en reduktion af muligheder. Den er et forsøg på at skabe entydighed. Alle de muligheder, diskursen dermed udelukker, kalder Laclau og Mouffe det diskursive felt eller det konstitutive ydre. Det diskursive felt er et reservoir af betydningstilskrivninger, som tegn har haft eller har i andre diskurser, men som ignoreres i den specifikke diskurs for at skabe entydighed. (Jørgensen og Phillips, 1999: 37). Diskursorden. Det diskursive felt kunne så betegne al mulig udelukket betydningsdannelse, mens diskursorden kunne betegne et afgrænset antal diskurser, der kæmper i samme terræn. (Jørgensen og Phillips, 1999: 38). Diskursorden er et begreb, som stammer fra Norman Faircloughs teori vedr. kritisk diskursanalyse, som evt. kan erstatte diskursiv formation. Diskursiv formation. sigter mod at indramme forskellige og eventuelt modstridende diskurser, der opererer i det samme terræn. (Jørgensen og Phillips, 1999: 70). Elementer. Elementer er de tegn, der ikke endeligt har fået fikseret deres mening, de tegn, der er flertydige. (Jørgensen og Phillips, 1999: 38). Lukning. Med diskursteoretiske begreber er diskursen en lukning, et midlertidigt stop i tegnenes betydningsglidninger. Overgangen fra elementer til momenter er aldrig helt fuldbyrdet. Den entydige diskurs kan aldrig fikseres så fuldstændigt, at den ikke kan undergraves og forandres i det diskursive felts flertydighed. (Jørgensen og Phillips, 1999: 38). Flydende betegner. Flydende betegnere er de tegn, som forskellige diskurser kæmper om at indholdsudfylde på netop deres måde. (Jørgensen og Phillips, 1999: 39). Nodalpunkter er flydende betegnere, men hvor begrebet nodalpunkt henviser til et krystalliseringspunkt i den enkelte diskurs, henviser begrebet flydende betegner til den kamp, der foregår om vigtige tegn mellem forskellige diskurser. (Jørgensen og Phillips, 1999: 39). Artikulation. Konkrete artikulationer reproducerer eller udfordrer de gældende diskurser ved at fiksere betydning på bestemte måder. (Jørgensen og Phillips, 1999: 39). Antagonisme og den negative andethed. Antagonisme er en åben konflikt mellem de forskellige diskurser i en bestemt diskursorden. (Jørgensen og Phillips, 1999: 69). Antagonisme er diskursteoriens begreb for konflikt. En antagonistisk konflikt opstår, når forskellige diskurser gensidigt blokerer for hinanden, og når en diskurs bevidst søger at tilsidesætte værdier indeholdt i en anden diskurs (Thomsen, 2000: 94). Hegemoni. 16

Hegemoni er opløsningen af konflikten gennem forskydning af grænserne diskurserne imellem. (Jørgensen og Phillips, 1999: 69). Ækvivalenskæder. Ækvivalenskæder er endnu et centralt begreb, som finder anvendelse i diskursteorien. Ækvivalenskæder benyttes til at indholdsudfylde tegn, hvis betydning endnu ikke er fastlagt det være sig flydende betegnere eller nodalpunkter. Nodalpunkter får kun betydning og mening, når disse ækvivaleres og sættes i forhold til andre tegn og symboler (Jørgensen og Phillips, 1999: 63). Ved ækvivalering af symboler og tegn forsøger man at forsimple hovedbegrebets betydning. Ækvivalenskæder repræsenterer således en sammenkædning af begreber, der dels forenkler og fjerner interne forskelle og dels afgrænser diskursen fra andre begreber (Thomsen, 2000: 189). 1.5. Valg af empiri. 1.5.1. Formål. Formålet med dette afsnit er at identificere det empiriske materiale, som kan anvendes til at belyse de to centrale aktørers officielle diskurs vedr. samtænkning. Dette materiale udgør således dette speciales empiriske grundlag og anvendes til at gennemføre de efterfølgende diskursanalyser. 1.5.2. Generelt. Det fælles politiske grundlag. Bilaget til forsvarsforliget udgør det fælles grundlag for begge institutioner, hvorfor dette dokument skal indgå i analysen for at kunne sammenligne de to centrale aktørers diskurs med det grundlag, som begge arbejder ud fra. Forsvaret. Efter forsvarsaftalens indgåelse har forsvaret forsøgt at nedbryde og dermed præcisere intentionerne i et koncept for samtænkning, således at de af forsvarets myndigheder som berøres af dette, vil kunne bidrage til udførelse af samtænkning i praksis. Som tidligere nævnt er dette arbejde stillet i bero. Forsvarskommandoen har indarbejdet samtænkning i sit direktiv vedrørende det civilt militære samarbejde, således at dette nu benævnes: Forsvarets Civilt Militære Samarbejde (CIMIC), og Forsvarets Relation til Samtænknings-initiativet (Forsvarskommandodirektiv PL. 190-1, 2005). Jeg har talt med Forsvarskommandoens Strategisektion 19 for at undersøge, hvilke nye udviklingstiltag der arbejdes med. Der arbejdes p.t. med et oplæg til forsvarschefen vedr. mulige udviklingstiltag. Dette oplæg ses mere at have karakter af er internt arbejdsdokument til støtte for forsvarets interne strategi for udvikling af samtænkning. De er ikke godkendt og ønskes derfor ikke udbredt ved at udlevere dem til mig. Jeg har dog læst anbefalingerne, og disse ses ikke at afvige markant fra den hidtidige diskurs i bilaget til forsvarsaftalen vedr. samtænkning. Oplæget vurderes ikke at blive omsat til et officielt dokument, hvorfor det ikke kan anvendes i denne undersøgelse. Der rådes således kun over et officielt dokument fra Forsvarskommandoen, som kan danne grundlag for den efterfølgende analyse. 19 Forsvarskommandoens Planlægnings- og Driftsdivisions Udviklingsafdeling. 17

Udenrigsministeriet, herunder udviklingsministeren og Forsvarsministeriet. Udenrigsministeriet har ikke selv udsendt officielle dokumenter vedr. forståelse af samtænkning. Udenrigsministeriet har udarbejdet en rapport vedrørende civilt militært samarbejde med de ikke-statslige organisationer, som indgår i den humanitære kontaktgruppe, som Udenrigsministeriet er formand for. Denne rapport behandler samtænkning, og det er derfor muligt at analysere de relevante dele af denne rapport. Udviklingsministeren har ved flere lejligheder påpeget, at den nyligt udarbejdede strategi for indsatsen i Afghanistan bygger på samtænkningsinitiativet, hvilket gør det muligt at analysere dette dokument for at se, hvorledes Udenrigsministeriets diskurs kommer til udtryk. Udenrigsministeren, udviklingsministeren og forsvarsministeren ved flere lejligheder udtalt sig offentligt om samtænkning og skrevet kronikker i de offentlige medier, hvorfor det er muligt at undersøge relevante dele af den diskurs, som tilkendegives i disse. Ledelsen i de berørte ministerier er meget erfarne i håndtering af medier, og både ledelsens artikler og taler vil være udarbejdet af de to institutioners stabe, hvorfor de næppe vil indeholde diskurser, som afviger fra dem, der kan findes i de officielle dokumenter fra den enkelte institution. Artikler og taler ses derfor bedst anvendt til at understøtte kategoriseringen i de allerede identificerede officielle dokumenter. Anden empiri. Det er også muligt at gennemføre egentlige interview med repræsentanter fra Udenrigsministeriet og Forsvarskommandoen. Denne mulighed vil kunne tilvejebringe oplysninger om, hvorledes repræsentanter fra de to institutioner opfatter samtænkning. Det vil være nødvendigt at foretage en forholdsvis omfattende mængde interview for at tilvejebringe en tilstrækkelig mængde oplysninger til at kunne gennemføre en egentlig kategorisering af den enkelte institutions diskurs vedr. samtænkning. Uden en rimelig populationsstørrelse vil det være vanskeligt at opnå en tilfredsstillende grad af validitet og reliabilitet i de indsamlede data. Den rådige tid til feltarbejde i dette speciale udelukker reelt muligheden for at gennemføre det fornødne antal interview, hvorfor denne mulighed udelukkes. Sammenfatning. Specialets har til formål at afdække diskursive forskelle mellem to statslige institutioner, men undersøger ikke, om der findes en mere kompleks diskursorden inden for den enkelte institution. En kvantitativ indsamling af empiri understøtter en kategorisering af de mest fremherskende diskurser inden for den enkelte institution, hvor en kvalitativ indsamling af empiri, som baseres på officielle dokumenter, vil kunne afdække forskelle i diskurs mellem de to institutioner. Sammenfattende kan det konstateres, at det empiriske grundlag, som dette speciale kan undersøge, er forholdsvist beskedent. Omvendt kan det betyde, at samtænkningsbegrebet kun er meget lidt udviklet, hvilket burde gøre det nemmere at identificere mere klare og markante forskelle i den diskurs, som anvendes af forsvaret og Udenrigsministeriet. Det har således været muligt at identificere et officielt fælles politisk dokument, et officielt dokument fra forsvaret og to officielle dokumenter fra Udenrigsministeriet, som har et tilstrækkeligt højt niveau af validitet og reliabilitet til at være relevant for denne undersøgelse. Endvidere er der identificeret to kronikker og en tale fra fællesaktøren Udenrigsministeriet, som anvendes til at supplere analysen ad aktørens diskurs. 18

Indsamling af empiri er afsluttet den 25. marts 2009. 1.5.3. Validitet. Validitet drejer sig om, hvorvidt en given metode undersøger det, som den har til formål at undersøge (Andersen, 2005: 80). Den identificerede empiri er baseret på officielle originalkilder fra de centrale aktører og udgør den samlede officielle empiri. Validiteten af diskursanalyserne vurderes derfor at være høj. Det forhold at den identificerede empiri er beskeden, og at empirien fra forsvarets er fra 2005, betyder at det ikke er muligt at undersøge forsvarets nuværende diskurs. Det må forventes, at forsvaret har udviklet sin institutionelle diskurs vedrørende samtænkning, men at dette endnu ikke har manifesteret sig i en revidering af det officielle dokument. Dette vurderes at være en svaghed, som kan betyde, at undersøgelsens resultat kan fremstå som en forenkling af den faktiske interne udvikling på området. 1.5.4. Reliabilitet. Reliabilitet angiver, hvor sikkert og præcist en undersøgelse måler det, den har til hensigt at måle (Andersen, 2005: 80). Specialets formål er undersøge, hvordan de centrale aktørers officielle meningstilskrivning udfoldes diskursivt, og hvordan den hegemoniske kamp om at blive den der kan bestemme, hvad der er den betydende diskurs vedrørende samtænkning, udfoldes i de centrale aktørers officielle diskurs. Reliabiliteten vurderes at være høj, fordi den skriftlige empiri udtrykker de to centrale aktørers officielle tilkendegivelser vedr. samtænkning. Et problemområde kan være, at de officielle dokumenter må formodes at være bevidst renset for formuleringer, som afviger fra bilaget til forsvarsforliget, idet det må antages, at dokumenterne har gennemgået en kommenterings- og godkendelsesproces inden for den pågældende institution, før de blev frigivet til offentligheden. 1.6. Operationalisering af teori. I de foregående afsnit har jeg identificeret teori, som kan anvendes til at undersøge diskurser. Teorierne beskriver en række værktøjer, som kan anvendes til dette, men der er behov for at identificere de værktøjer, som er relevante for at kunne undersøge de elementer, som skal anvendes for at kunne svare på dette speciales konkrete problemstillinger, som er at undersøge, hvordan de centrale aktørers diskursive meningstilskrivelse om samtænkning udfoldes, og hvordan de centrale aktørers hegemoniske kamp om at blive den der kan bestemme den betydende diskurs om samtænkning udfoldes. For at kunne svare på problemstillingen er det derfor nødvendigt at udvælge og nedbryde officielle tekster fra hver at de to institutioner i mindre bestanddele, således at det fremstår mere klart, hvordan de meningstilskriver samtænkning. For at kunne gennemføre en sammenligning af de to institutioners officielle diskurs om samtænkning, er der behov for at foretage en løs kategorisering af de ord, som knyttes sammen i ækvivalenskæder om samtænkning. Det er særlig vigtigt at identificere de artikulationer, som kan få indflydelse på institutionernes sociale praksis, henset til at det 19

er artikulationernes konsekvenser for den sociale praksis, som kan udgøre hovedbestanddelen i en magtkamp. Sammenligningen udgør fundamentet for at kunne konkludere på specialets problemstilling. Den forudgående kategorisering vil endvidere kunne anvendes til at konkludere vedrørende eventuelle forskelle i den måde institutionerne meningstilskriver samtænkning. De primære teoretiske værktøjer, som vurderes at være relevante i denne undersøgelse er: Nodalpunkter og flydende betegnere. Nodalpunkter og flydende betegnere er relevante, fordi disse væsentlige forankringspunkter eller referencepunkter anvendes til at kortlægge bestemte diskurser, hvilket udgør det egentlige analysearbejde m.h.p. at kategorisere de ord, som anvendes i tilknytning til samtænkning. Betegnelsen samtænkning er et eksempel på en flydende betegner. Samtænkning er et nyt ord, som endnu ikke har en fast og veldefineret betydning, hvorfor der er behov for at anvende andre ord til at beskrive, hvad det drejer sig om. Samtænkning er således i sig selv et begreb, der kan kæmpes om at meningstilskrive. Dette værktøj er relevant henset til, at identifikation af antagonismer og den negative andethed vil kunne bekræfte, om der er klare modsætningsforhold og dermed en konstaterbar magtkamp om at definere samtænkning. Der ses dog en risiko for, at det ikke er muligt at finde denne form for klare modsætningsforhold, fordi de officielle dokumenter vil være gennemlæst, kommenteret og tilrettet på flere niveauer inden for hver institution. Der vil derfor næppe kunne konstateres elementer, som er i direkte modsætning til det politiske grundlag i forsvarsaftalen, fordi dette så også vil være i modstrid med den øverste politiske ledelses ordrer til den enkelte institution. Artikulation. Artikulation er relevant, fordi denne er et udtryk for enhver praksis, som etablerer elementer således, at deres betydning forandres eller omdefineres, hvilket netop er det, der undersøges i de udvalgte tekster fra forsvaret og Udenrigsministeriet. Diskurs. Diskurs er relevant for undersøgelsens analyser, fordi det er den centrale ramme for aktørernes meningstilskrivning. Diskursiv formation. Undersøgelsen har netop til formål at indramme forskellige og eventuelt modstridende diskurser, hvorfor dette begreb er relevant i analyse- og sammenligningsdelen. Lukning. Artikulationerne i de officielle dokumenter søger at låse budskaberne fast, hvilket er det lukning beskriver. Lukning er derfor et relevant værktøj for undersøgelsen. Antagonisme og den negative andethed. Antagonisme kan formentlig ikke identificeres i de officielle dokumenter, fordi disse dokumenter sjældent definerer begreber ved at beskrive, hvad de ikke er. Det kan dog 20