HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 29. august 2012 Sag 375/2010 (1. afdeling) Montex Holding Ltd. (advokat Johan Løje) mod Diesel S.p.A. og Diesel Denmark ApS (advokat Torben Byskov Petersen for begge) I tidligere instans er afsagt dom af Sø- og Handelsretten den 17. december 2010. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Niels Grubbe, Thomas Rørdam, Michael Rekling, Hanne Schmidt og Oliver Talevski. Påstande Appellanten, Montex Holding Ltd., har gentaget sin betalingspåstand. Montex har endvidere taget bekræftende til genmæle over for den selvstændige påstand, som de indstævnte, Diesel S.p.A. og Diesel Denmark ApS (under ét Diesel), har nedlagt. De indstævnte har over for Montex betalingspåstand påstået stadfæstelse, subsidiært afvisning. De har endvidere påstået stadfæstelse for så vidt angår den selvstændige påstand, som selskaberne har nedlagt over for Montex. Anbringender Montex har supplerende om forældelse anført, at Sø- og Handelsretten i dommen med rette har fastslået, at der ikke efter 1908-loven var indtrådt forældelse den 1. januar 2008, da den nye forældelseslov (lov nr. 522 af 6. juni 2007) trådte i kraft. Konsekvensen heraf er, at der ikke indtræder forældelse af erstatningskravet, medmindre kravet er forældet efter såvel 1908- loven som forældelsesloven fra 2007, jf. overgangsreglen i 30, stk. 1, 2. pkt., i forældelses-
- 2 - loven fra 2007. Sø- og Handelsretten har imidlertid ikke forholdt sig til, om der den 1. juli 2009, da den foreliggende sag blev anlagt, var indtrådt forældelse efter 1908-loven. Efter Montex opfattelse er dette ikke tilfældet. Montex har til støtte for, at der ikke er indtrådt forældelse efter 1908-loven, yderligere anført, at selskabet var i undskyldelig uvidenhed om eksistensen af sit krav, indtil Højesteret traf afgørelse i hovedsagen ved dom af 6. maj 2008, jf. 3 i 1908-loven. Som følge af de synspunkter, som Diesel gjorde gældende i hovedsagen, var grundlaget for Montex erstatningskrav ikke klart. Ukendskab til juraen kan under særlige omstændigheder medføre, at kreditor har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav, hvilket er tilfældet i denne sag. Forældelse er af samme grund heller ikke indtrådt efter forældelsesloven fra 2007, jf. denne lovs 3, stk. 2. Montex har endvidere anført, at selskabet ikke har udvist retsfortabende passivitet vedrørende kravet om erstatning for meromkostninger ved påsyning af mærker på bukserne i Irland. Diesel har supplerende om forældelse anført, at Montex ikke har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav efter 3 i 1908-loven og 3, stk. 2, i forældelsesloven fra 2007. Disse bestemmelser omfatter ikke retsvildfarelser, og der foreligger ikke særlige omstændigheder i denne sag, der kan føre til, at forældelsesfristen blev suspenderet indtil Højesterets dom af 6. maj 2008. Diesel har endvidere anført, at den sag, hvor Højesteret afsagde dom den 6. maj 2008, ikke omhandler grundlaget for det erstatningskrav, som Montex gør gældende under den nu foreliggende sag. Selv hvis dette måtte blive antaget, har Montex ikke forfulgt sit erstatningskrav inden for den frist på 1 år, som er fastsat i 21, stk. 1, i forældelsesloven fra 2007, eller uden ufornødent ophold efter 1908-lovens 2. Diesel har vedrørende Montex krav om erstatning for meromkostninger ved påsyning af mærker på bukserne i Irland yderligere anført, at Montex først efter at have gjort brug af fordyrende processer i mere end 7 år underrettede Diesel herom med krav om erstatning. Denne del af erstatningskravet må derfor være fortabt på grund af passivitet. Supplerende sagsfremstilling
- 3 - Den sag mellem parterne, som Højesteret afsagde dom i den 6. maj 2008, er gengivet i UfR 2008, side 1826. Sagen blev anlagt ved stævning af 14. september 2001. I stævningen nedlagde Diesel påstand bl.a. om, at Montex skulle anerkende, at Diesel havde været berettiget til at foranledige Toldcenter Københavns afgørelser af 16. august 2001 og 5. september 2001 om suspension af frigivelsen af 7.824 DIESEL bukser og 1.850 stk. DIESEL mærkater, og at varerne således ikke måtte frigives til Montex, at varerne krænkede Diesels varemærkeret, og at der skulle ske tilintetgørelse af varerne. I svarskriftet af 20. juni 2002 nedlagde Montex påstand om frifindelse og selvstændig påstand om betaling af erstatning på 100.000 kr. I et processkrift af 9. maj 2003 påstod Diesel frifindelse over for Montex selvstændige påstand om erstatning på 100.000 kr. Diesel anførte, at der ikke var grundlag for at imødekomme påstanden allerede af den grund, at der ikke var fremlagt nogen dokumentation, der gav belæg for det påståede tab som følge af tilbageholdelse af bukserne. Det var endvidere ikke belyst, på hvilket grundlag erstatningsbeløbet var opgjort. I et processkrift af 4. juni 2003 præciserede Diesel den del af sin oprindelige anerkendelsespåstand, der angik krænkelse af Diesels varemærkeret, således at Montex skulle anerkende, at de tilbageholdte varer krænkede Diesels ret til varemærket DIESEL, og at de tilbageholdte bukser krænkede Diesels ret til figurmærket D. Diesel gentog i øvrigt sin påstand om frifindelse over for Montex selvstændige påstand om betaling af erstatning på 100.000 kr. Sø- og Handelsretten gav ved dom af 7. juli 2005 Diesel medhold. Sø- og Handelsretten forholdt sig i præmisserne ikke til Montex selvstændige påstand om erstatning på 100.000 kr. I domskonklusionen anførte Sø- og Handelsretten endvidere ikke, at Diesel blev frifundet for Montex selvstændige påstand. Denne erstatningssag blev anlagt den 1. juli 2009. Ved brev af 30. september 2008 rejste Montex advokat over for Diesel krav om erstatning på i alt knap 1.282.000 euro. Tabet på tilbageholdte bukser var i brevet opgjort til et beløb på godt 177.000 euro, mens tabet ved ekstra udgifter til mærkning af bukser var opgjort til et
- 4 - beløb på godt 1.104.000 euro. Montex advokat tilbød sagen forligt ved Diesels betaling af 1 mio. euro. Parterne er enige om, at Montex har fremlagt dokumentation i form af fakturaer og ordresedler for, at 73 % af de tilbageholdte bukser var solgt inden tilbageholdelsen. Højesterets begrundelse og resultat Diesels afvisningspåstand Under den tidligere sag om berettigelsen af tilbageholdelsen af bukserne, hvor Højesteret afsagde dom den 6. maj 2008 (gengivet i UfR 2008, side 1826), nedlagde Montex Holding Ltd. for Sø- og Handelsretten ud over en påstand om frifindelse en selvstændig påstand om erstatning på 100.000 kr. Sø- og Handelsretten gav i sin dom af 7. juli 2005 Diesel S.p.A. og Diesel Denmark ApS (under ét Diesel) medhold i, at tilbageholdelsen af bukserne var berettiget, og at Diesels varemærkerettigheder var krænket. Sø- og Handelsretten tog ikke stilling til Montex selvstændige påstand om erstatning. Montex gentog erstatningspåstanden for Højesteret, men frafaldt påstanden den 8. april 2008, kort tid inden hovedforhandlingen i Højesteret, med bemærkning om, at Montex agter at rejse dette krav mod indstævnte, såfremt Højesteret giver appellanten medhold i dens påstand. Diesel har gjort gældende, at Montex påstand om erstatning på 2 mio. kr. under den nu foreliggende sag skal afvises, da der er tale om uberettiget udstykning af Montex erstatningskrav. Højesteret finder, at Montex var berettiget til ikke at medtage sit erstatningskrav under den første sag om berettigelsen af tilbageholdelsen af bukserne og om varemærkekrænkelse og i stedet rejse krav om erstatning under en senere selvstændig sag. Den omstændighed, at Montex under den første sag nedlagde en selvstændig påstand om erstatning på 100.000 kr., som kort inden hovedforhandlingen for Højesteret blev frafaldet med forbehold om at rejse kravet under en selvstændig sag, indebærer efter Højesterets opfattelse ikke, at Montex under den nu foreliggende sag er afskåret fra at få prøvet erstatningskravet på 2 mio. kr. Højesteret tager herefter ikke Diesels påstand om afvisning til følge. Montex erstatningskrav
- 5 - Det er ubestridt, at Diesel har pådraget sig erstatningsansvar over for Montex ved uberettiget at have foranlediget tilbageholdelsen af bukserne. Montex har opgjort sit tab vedrørende de tilbageholdte bukser til et beløb på godt 1,3 mio. kr. Parterne er enige om, at Montex ved fakturaer og ordresedler har dokumenteret, at 73 % af de tilbageholdte bukser var solgt inden tilbageholdelsen. Herefter og efter Mel Mc Morrows forklaring lægger Højesteret til grund, at de tilbageholdte bukser i alt væsentligt var solgt til priser svarende til de fremlagte fakturaer og ordresedler, inden de blev sendt til Irland, og at den resterende del af bukserne kunne være solgt til samme priser. Højesteret finder på denne baggrund og under hensyn til de omkostninger, som Montex ville have haft ved gennemførelse af salgene, at tabet vedrørende de tilbageholdte bukser skønsmæssigt kan fastsættes til 1,2 mio. kr. Montex har opgjort sit tab i form af meromkostninger ved påsyning af mærker på bukserne i Irland til et beløb på godt 8,2 mio. kr. Højesteret lægger efter Mel Mc Morrows forklaring til grund, at Montex efter tilbageholdelsen af bukserne i København besluttede, at de polske systuer ikke længere skulle sy mærker med navnet DIESEL på bukserne, men at mærkerne i stedet skulle sys på i Irland. Formålet var at mindske risikoen for, at Diesel kunne få varerne tilbageholdt under transit på vej fra Polen til Irland, således som det var sket i København og i Tyskland. Højesteret finder på denne baggrund, at Montex omkostninger ved påsyning af mærker på bukserne i Irland var en kausal og påregnelig følge af Diesels ansvarspådragende anmodninger om tilbageholdelse af bukserne. Det kan ikke lægges til grund, at Montex har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt eller opnået nogen besparelse ved, at der ikke i Polen blev syet mærker på bukserne. Der er heller ikke grundlag for at lade erstatningskravet bortfalde som følge af passivitet. Selv om det efter de foreliggende oplysninger er forbundet med nogen usikkerhed at fastsætte det tab, som Montex har lidt ved påsyning af mærker på bukserne i Irland, finder Højesteret, at tabet skønsmæssigt kan fastsættes til ikke under 0,8 mio. kr. Højesteret finder herefter, at Montex har lidt et tab på i alt 2 mio. kr. som påstået. Forældelse af erstatningskravet Spørgsmålet er herefter, om Montex erstatningskrav er forældet. Lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven fra 2007) finder også anvendelse på tidligere
- 6 - stiftede fordringer, som ikke er forældet inden ikrafttrædelsesdagen den 1. januar 2008, jf. lovens 30, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med 29, stk. 1. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter forældelsesloven som efter de hidtil gældende bestemmelser, jf. 30, stk. 1, 2. pkt., i forældelsesloven fra 2007. Da Montex påstand i denne sag er et krav om erstatning uden for kontrakt, var de relevante hidtil gældende regler forældelsesloven af 1908, jf. 1, stk. 1, nr. 5, i denne lov. Montex har i første række anført, at Montex erstatningskrav ikke var forældet efter 1908-loven, hverken den 1. januar 2008, da forældelsesloven fra 2007 trådte i kraft, eller den 1. juli 2009, da den nu foreliggende erstatningssag blev anlagt. I den første sag mellem parterne fastslog Højesteret i sin dom af 6. maj 2008, at Montex ikke havde krænket Diesels figurmærke, og at beslaglæggelsen af Montex varer i medfør af forordning 3295/94 ikke havde været berettiget. Under disse omstændigheder pådrog Diesel sig erstatningsansvar over for Montex ved tilbageholdelsen af varerne, hvilket Diesel da heller ikke på noget tidspunkt har bestridt, hverken under den første sag eller under den nu foreliggende erstatningssag. Højesteret finder, at de spørgsmål, der blev taget stilling til under den første sag, reelt angik ansvarsgrundlaget for Montex erstatningskrav i anledning af den uberettigede tilbageholdelse af bukserne, således at den første sag og den nu foreliggende sag om betaling af erstatning som udgangspunkt må anses for at udgøre en helhed. Dette indebærer, at forældelsesfristen for Montex erstatningskrav var afbrudt den 1. januar 2008, hvor den første sag fortsat verserede ved Højesteret, og hvor forældelsesloven fra 2007 trådte i kraft. Der var derfor ikke den 1. januar 2008 indtrådt forældelse af Montex erstatningskrav efter reglerne i 1908-loven, jf. denne lovs 2, 2. pkt. Efter Højesterets dom af 6. maj 2008 rejste Montex advokat i september 2008 over for Diesel krav om erstatning på godt 1,2 mio euro med tilbud om forligsmæssig løsning ved betaling af 1 mio. euro. Diesel afviste kravet i oktober 2008, og Montex anlagde den 1. juli 2009 den foreliggende sag om betaling af erstatning på 2 mio. kr. Højesteret finder, at sagen er anlagt inden for rimelig tid efter Højesterets dom af 6. maj 2008, og at der derfor heller ikke ved
- 7 - anlæggelsen af denne sag efter reglerne i 1908-loven var indtrådt forældelse af erstatningskravet. Højesteret tager herefter Montex påstand om betaling af 2 mio. kr. med procesrente fra den 1. juli 2009 til følge. Diesels selvstændige påstand Montex har taget bekræftende til genmæle over for Diesels selvstændige påstand om betaling af 1.361,76 euro, og Højesteret tager påstanden til følge. Sagsomkostninger Sagsomkostningerne for Sø- og Handelsretten og Højesteret er fastsat til dækning af advokatudgift med 200.000 kr. og retsafgift af det vundne beløb med 120.260 kr., i alt 320.260 kr. Thi kendes for ret: Diesel S.p.A. og Diesel Denmark ApS skal solidarisk til Montex Holding Ltd. betale 2 mio. kr. med procesrente fra den 1. juli 2009. Montex Holding Ltd. skal til Diesel S.p.A. og Diesel Denmark ApS betale i alt 1.361,76 euro med procesrente fra den 10. december 2009. I sagsomkostninger for Sø- og Handelsretten og Højesteret skal Diesel S.p.A. og Diesel Denmark ApS solidarisk til Montex Holding Ltd. betale i alt 320.260 kr. De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. Sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens 8 a.