Prædiken til fastelavns søndag, Jægersborg kirke 2013 Salmer: 192 447 674 v 141 // 441 388 696 Giotto: Johannes døber Jesus i Jordan Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng.
Fastelavns søndag skal der prædikes over dåbens sakramente. Det står der i en gammel kirkelig forordning fra 1500tallet, så det må vi hellere holde os til. Så meget mere som at vi i dag netop har været vidne til at tre små piger er blevet døbt, Ella, Ida og Victoria. Hvad sker der i dåben? Ja der sker jo i hvert fald det at barnet overøses med tre håndfulde vand. Det døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det syner ikke af meget, men betydningen er stor. For vi forestiller os i virkeligheden at det samme sker som vi hørte om ved Jesu dåb. At nu åbner himlen sig over barnet. Nu er der ingenting der kan spærre i forhold til Gud. Og vi hører en røst fra oven som siger: dette er mit elskede barn i ham eller i hende har jeg velbehag. Sådan at dåben jo står som en himmelsk kærlighedserklæring, hvor den døbte har foran sig ikke bare det begrænsede liv, men noget som er uden ende, Guds kærlighed, en fremtid som åbner sig velsignende og lysfyldt, symboliseret ved den åbne himmel. Men når vi kan forestille os det og i tro holde fast ved at det er sådan, så skyldes det at det er et altomfattende guddommeligt drama som udspiller sig i Jesu dåb. Her sker der noget som bliver altafgørende for Gud og for os. Dramaet udspiller ved en lille bugtning af Jordanfloden, som løber gennem ørkenen, gennem et ubeboet ingenmandsland. Her møder vi Johannes, også kaldet Døberen. Johannes er et menneske som på alle måder har søgt ud i livets yderegne. Her lever han af hvad der nu er at finde af græshopper og honning fra de vilde bier. Han ser sig ikke mere som en del af den almindelige, grumsede, lunkne og kompromisfyldte verden vi ellers lever i. Herude i ørkenen er vores liv ikke et både og men et enten eller. Liv og død, sandhed og løgn, lys og mørke står skarpt aftegnet over for hinanden. Johannes gennemskuer uden videre hulheden og facaderne i vores såkaldt civiliserede liv. Det er et afsporet og forfejlet liv, tilkendegiver han. Eller rettere : Han betjener sig af malende,
drabelige billeder og siger f.eks.: Øksen ligger allerede ved træets fod. Og hvert træ som ikke bærer god frugt, kan man lige så godt hugge om og kaste i ilden. Så omvend jer! Vælg side. Lev et helt andet liv kun sådan kommer I ind i det rige som er Guds. Sådan fremstår og beskrives Johannes Døberen i evangelierne som den sidste i rækken af de gammeltestamentlige profeter. Han er kompromisløs, har blik for det falske og forløjede, han kalder til besindelse og dom, han maner til omvendelse, pålægger mennesket at leve på en radikalt anden måde. Det skal leve et rent liv hvis det skal retfærdiggøres og finde nåde hos Gud. Og som et symbolsk udtryk for det nye, rensede liv døber Johannes så det menneske som er indstillet på at vende om. Det gamle grumsede liv vaskes væk, for at det nye menneske kan stå frem. Men holder det så? Kan mennesket virkelig leve op til den nye livsstandard som er sat. Kan det holde sig fri af det grumsede liv? Eller ender det omvendt i den skinbarlige renhed, i fanatismen, hvor alting bliver til et enten eller uden plads til det uperfekte og mislykkede og alt for menneskelige liv. En dag står Jesus ansigt til ansigt med Johannes og vil døbes af ham. Det er første gang Jesus træder ind på scenen, i det drama evangelierne beretter om. Vi har selvfølgelig hørt om hans fødsel, men ind til nu, hvor han er 30 år gammel, har han levet et for offentligheden upåagtet liv. Men Johannes ser hvem han er. Ser at han er den ventede, Guds udvalgte, Messias, som skal komme og gøre alting nyt. Så Johannes vægrer sig, forståeligt nok, da Jesus beder ham om at blive døbt. Jesus er jo den rene, Guds Søn, han er uden den skyld vi andre har pådraget os, han af alle har ikke brug for at underkaste sig et renselsesbad til syndernes forladelse. Tværtimod siger Johannes: jeg trænger til at blive døbt af dig. Men Jesus insisterer: Lad det nu ske, siger han, for således vil vi opfylde al retfærdighed. Der ligger rigtig meget i den formulering, og det skal jeg nok vende tilbage til. Men det bliver sådan at Johannes føjer Jesus og lader ham døbe i Jordan floden. Og Jesus Kristus, på een gang menneske og Gud, Marias barn og Guds udvalgte, Guds Søn, stiger ned under Jordanflodens bølger. Vandet lukker sig over hans hoved. Han
dykker ned i dybet og stiger op igen. Og idet han rejser sig, åbnes himlen, som vi har hørt det, og adgangen til Gud bliver fri. Det er som om en ny skabelse finder sted. Engang i tidernes morgen svævede Guds ånd over vandene, og nu svæver Guds ånd igen i en dues skikkelse over Jordan flodens dåbsvand, og ligesom røsten i tidernes morgen råbte over vandene: Der blive lys!, så råber den igen: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hvilket betyder: I ham ser I al min kærlighed, I ham ser I lysets kilde. Fortællingen om Jesu dåb er så fuld af betydning fordi det er her Jesus offentligt udråbes til at være Guds Søn. Og så fordi der virkelig sker noget. Himlen åbner sig. Det er virkelig som en ny skabelse. Og det som sker er at Jesus igennem dåben forudgriber sit liv, sin fuldkomne hengivelse i kærlighed, sin lidelse, sin død og opstandelse. I dåben lader han sig synke ned i det jordiske, ned i det urene, grumsede, mørke dåbsvand, som er blevet mørkt af al den synd, al den urenhed, som kommer fra os. Man ser på Giottos billede af dåben i Jordan (det som er på det udleverede ark), hvordan mørket nærmest samler sig omkring ham. Fortætter sig. Han tager det på sig. Han bærer det vi slæber på i vores liv. Ja mere end det. Man har forestillet sig at Jesus allerede i dåbens nedstigning har vist sin vilje til at give sit liv hen for os, gå i døden for os. For at redde hvert menneske som er spærret inde i sig selv, i sine synders fængsel, op af den mørke sump vi befinder os i. Lidelsen, korsfæstelsen, nedfarelsen til dødsriget, opstandelsen til nyt liv. Alt det rummer dåben i sig, alt det er forudgrebet i Jesu dåb. Og man har tænkt det sådan at det er deraf dåbsvandet har fået sin særlige kraft. Vandet alene gør det ikke. Men dåbens vand er farvet af Jesu blod, farvet af hans lidelse, hengivelse, kærlighed til døden. Kingo skriver om det i den salme vi lige sunget dåbsvandet har uddraget sin kraft af Jesu rosenblod siger han. Og i Grundtvig fantastiske salme om Jesu lidelse og død: Hil dig frelser og forsoner, synger vi: Dog jeg tror af dine vunder (dine sår, din smerte)
Væld udsprang til stort vidunder, Mægtigt til hver sten at vælte Til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent. Den frelsende flod som skal vaske os rene og gøre livet nyt, udspringer altså af Jesu kærlighed, af hans lidelse og død. Og det er det vi nu igennem fastetiden indtil opstandelsen påskedag skal besinde os på. Og som en optakt, en forudgribelse hører vi altså fortællingen om dåben. Dåben står således til et levende stærkt billede på at Jesus i sin kærlighed til os, går ind i vores liv, ind i smerten, ned i det livsødelæggende, ind i døden, for at bære enhver af os igennem til liv på ny. Og når vi lader os overskylle af dåbens vand, eller vi lader vores børn døbe, så gør vi det i den tanke, at nu er alt det mørke vi har foran os, allerede taget fra os, skyllet væk. Nu er der banet en vej for os. Nu står vi ikke alene med vores liv, men Kristus, Guds levende kærlighed, leder os igennem mørket, og tager os med ud i lyset under den åbne himmel. I Johannes-dåben pålagde den døbte sig en livsopgave, at leve sandt og renfærdigt, ikke at indlade sig med det grumsede, kompromisfyldte liv vi alle kender. At leve som Johannes fordrer det, fører meget nemt til 1) enten en overanstrengelse, for vi magter det ikke, vi kan ikke leve op til hver dag at leve som Gud vil det, eller som vores idealer vil det, 2) eller det fører til en selvhævdelse, hvor vi moralsk selvretfærdige hæver os op over det almindelige liv. Og så er vejen til fanatisme ikke lang. I Jesus-dåben, i den kristne dåb, overskyller vi os med og vi tager imod Guds kærlighed som en gave vi ikke kan miste igen. Vi ved at vi ikke er perfekte, at der er meget vi ikke formår, vi ved at vores liv er en underlig blanding af godt og ondt, og der er magter som binder os. Vi kan ikke undgå at være med i det grumsede liv Johannes forsager. Men vores tro er at Guds kærlighed i Kristus aldrig hører op. Den bliver ved med at strømme som en levende kilde, og den kalder
på os fra den åbne himmel. Vi skal ikke selv leve op til det Gud forlanger af os. For kærligheden kommer først. Kærligheden i dåben har, som sagde Jesus det, opfyldt al retfærdighed. Hvis man ser det sådan at mennesket skal fylde et bæger med sit liv, sine handlinger for at imødekomme Gud, for at retfærdigheden sker fyldest - så har Kristus allerede i dåben, i sin kærlighed til døden, fyldt bægret. Retfærdigheden er fyldt op, og vi kan som Guds elskede børn leve ud af den kærlighed som aldrig hører op. Ja vi tror at den bærer os igennem livet og døden. Og den kalder på os fra den åbne himmel. Den kalder os ud i lyset. Den står som en velkomst over vores liv hver eneste dag. Den spørger ikke hvordan vi har levet, og om vi har brugt elle misbrugt vores liv. Og slet ikke om hvem vi er. For vi er Guds elskede, Gud vedkender sig os som dem vi er. Og som sådan skal vi leve og vandre i kærlighed. Så i dåben er Guds kærlighed i Kristus den gode begyndelse og altings endemål engang. I den skal vi leve og i den skal vi dø. Han bevarer vores udgang og indgang fra nu og til evig tid, som vi hørte det i ritualet. Han følger os gennem livet og ind i døden til opstandelsens evige liv. Det er hans kærlighed vi i sidste ende skal se ansigt til ansigt og forklares i. Alt det peger dåben frem imod, og det er det løfte som allerede er svøbt ind i den lille, men utrolige beretning om Jesu dåb. Himmelske far. Tak fordi du i dåben åbnede himlen over os, så intet skiller os fra dig. Lad os i lyset fra dig leve som dine elskede børn, himmelske frie og virksomme i kærlighed og tro. Vor Herre, Jesus Kristus, tak fordi du i dåben har gjort dig til et med os,
og helt ind i døden har elsket dig ind i vores liv. Nu ved vi at hvor livet end bringer os hen, så har du været der før end os. Du har åbnet en vej som gennem tilværelsens mørke, fortvivlelse, synd og død fører os til sandhed og liv. Herre, lær os at være gode opdragere, som giver vores børn en stor verden at være i og en stærk fornemmelse af kærlighedens realitet. Vi beder dig for alle dem som står vort hjerte nær, hvad enten de er iblandt os eller langt herfra. Vi beder for alle der har magt og ansvar, for dronning Margrethe den 2., og hendes hus, for regering og folketing, giv dem og os alle kærlighedens visdom og mod og dømmekraft. Hjælp os at være hos den ensomme, den lidende, den indespærrede, den forstenede, den sørgende og den forfulgte. Og vær selv hos os når vi ikke ved nogen levende råd og mørket synes stærkere end lyset, og lad os vide at selv i vor sidste stund er vi ikke forladt. Lær os at elske det liv vi får, men aldrig glemme at livet kan blive nyt og nye veje kan åbnes. Vær med din kirke og i din kirke med tro og håb og kærlighed.