Nytårsdag 2014. Domkirken 14.00: 712 Vær velkommen, 713 For dig, O Herre, 717 I går, 588 Herre gør, 118 Julen har englelyd. Nadver: 587 Guds egen kære søn. Nu ligger der så et ubrugt år foran os. Sådan føler vi det i hvert fald. Et år jomfrueligt som nyfalden sne. Det kalder på at blive brugt, gør det. Fyldt med gode og nye ting. Derfor bestiller vi rejser, ser på sommerhus, lover at omlægge vores livsstil, køber bil og skimmer jobannoncer netop nu, i de her uger, som på intet andet tidspunkt i året. Vi lægger planer, brolægger fremtiden med dem. Og derfor lyder det formanende og passende nok her i kirken, i dag, den første i det nye år, inden det brager løs igen: pas nu lige på, klap hesten, spis brød til, du bestemmer ikke altså sådan over fremtiden. Du er ikke fremtidens Herre. Det er Gud. Dine tider er i hans hånd. Derfor skal du hellere sige, formaner Jakobsbrevet: Hvis Herren vil, så skal jeg leve og kan gøre det eller det. Det er jo fromme folks kendetegn, at sige om Gud vil, hver gang de lægger en plan for fremtiden. Om Gud vil, tager vi på storbyferie i april. Om Gud vil, skal den gamle Citroen udskiftes til efteråret. Om Gud vil, holder vi bestyrelsesmøde på torsdag.
Lidt omstændeligt måske. En kende besværligt at få det med, hver gang der føres et ny møde i kalenderen eller planlægges indkøb eller en tur på containerpladsen. For vores forhold til, vores mellemværende med, fremtiden er nok ikke blevet mindre, siden Jakob skrev de formanende ord. Fremtiden er i den grad blevet det element mange af os boltrer os i, eller som anfægter os, eller som vi kæmper med og nogle gange slår os i stykker på. Dét med os og fremtiden kan faktisk være lidt af et drama. Men så meget desto mere grund er der til ikke at holde Gud ude af den. Der er jo det at sige om den, fremtiden, at vi altid er på vej ind i den. Ligesom de der skihoppere i Garmisch Partenkirkchen, som siden monopolets dage er blevet transmitteret nytårsdag. Ned af pisten, ud i uvisheden. Men det er jo ikke kun den første dage i det nye år. Sådan er det hvert eneste eneste øjeblik vi ånder og lever og er. Ud i uvisheden. I bund og grund er det jo angstprovokerende. Så vi bruger rigtig mange kæfter på at gøre os tilrette i fremtiden og gøre fremtiden mindre åben og mindre uvis. Det gør vi så ved at lægge planer i lange baner og fylder kalenderen ud og få styr på dagene. Vi
cementerer fremtiden, ikke kun med konkrete planer, men også og ikke mindst - med alle mulige, højst ukonkrete forestillinger om, hvordan det måske bliver, eller hvordan det helst ikke må blive, eller hvordan vi er rigtig bange for at det bliver. Vi fylder med andre ord og i mangel af bedre fremtiden ud med vores forestillinger om og vores bekymringer for, hvordan den bliver. Vi fylder fremtiden ud, vi brolægger fremtiden med os selv med andre ord. Man kan måske også sige, at når vi gør sådan, når vi går og gør os forestillinger og bekymringer og opstiller alle mulige scenarier for, hvordan fremtiden sikkert eller muligtvist bliver, så tager vi fremtiden fra Gud. Vi tager den ud af hans hænder og nægter at give slip på den. Vi tager fremtiden fra Gud, fordi vi bilder os ind, at vi selv kan eller skal tumle den, og fordi vi ikke rigtigt tør lade den være Guds anliggende. For så ved man jo aldrig Bøn, det at bede til Gud, er i bund og grund et udtryk for at man så kommer dertil, at man opgiver selv at tumle sin fremtid, at man opgiver at holde fast og siger til Gud, at nu må du tage over. Jeg kan ikke se mig ud af det her. Mine
bekymringer vokser mig over hovedet, Mine scenarier braser sammen. Mine forestillinger om hvordan det bør være, og min angst for at det ikke bliver sådan, slider mig ned. Tag du over. Dertil kommer vi alle jo en gang imellem. Og det Jesus siger i dagens tekst er, at det kan vi med så meget desto større sindsro gøre, fordi Gud er der for os, som en far er der for sit barn. Han kender dig. Han lytter. Han ved, hvad du trænger til. Du kan trygt sige Din vilje ske, fremtiden er din, ikke min. Din himmel og jord, ikke mine forestillinger om, hvordan verden skal indrettes og fremtidens betvinges. Fri mig fra det onde, som jeg aldrig nogensinde kan planlægge mig ud af. Du kan trygt lægge det i Guds hånd med disse få ord, som fadervor er gjort af. Du behøver ikke besnakke Gud, tinge med ham eller bevise din fremhed. Gå ind i dit kammer, bed med disse få ord, og tag dagene af hans hånd, som de kommer. Ja, bare vi kunne! Vi kommer desværre nok aldrig dertil, hvor vi på den måde kan leve i bøn og hengivelse. Men vi kan øve os. Vi kan forsøge på daglig basis at besinde os på, at vi af Jesus har fået den her privilegerede indgang, så vi uden videre falbelader, bare med et bette fadervor, kan
bede Gud tage over og overgive vores dage og angsten for vores dage til ham. planer, forventninger og bekymringer aldrig holder en meter, når Gud handler. Og når vores tyranniske trang til selv at tumle fortiden igen tager over. Når vi igen maser på med vores forventninger til og forlangender om, hvordan det bør være, hvordan dagene bør flaske sig og planer falde på plads. Når vi igen vil tvinge den ubrugte fremtid til at danse efter vores pibe og tage form efter vores planlægning. Når vi igen bruger tiden på at stive vores tilværelse af med bekymringer, der alligevel aldrig bliver til noget. SÅ er det godt at huske på, at alle vores Det, der skete julenat, at Gud kom til jord som et fattigt og siden forfulgt menneske, og at han på den måde slog følge med fattige og forfulgte mennesker, det var der ingen, der havde forudset. Det var der ingen, der havde planlagt. Det var der ingen, der havde gjort sig nogen som helst forestillinger om. Det brød med enhver idé om, hvad fremtiden var og skulle blive. Himlen lydt meldte i den grad nyt, da Kristus lod sig føde. Og at Gud kom til jorden i sin søn, og at den søn gjorde og sagde, hvad han gjorde og sagde, det
var og er den totale omvæltning og modsigelse af vores tro på, at vi på nogen måde har noget som helst at sige om fremtiden, når alt kommer til alt. Gud viste at fremtiden suverænt er hans. Han ryddede enhver kalender. Så når vi lever på hans ord, må vi hele tiden være agtpågivende overfor, at Gud gør det på sin måde, Gud har dagene i sin hånd, Gud har meget og uventet nyt i baghånden til os hver dag, Gud vil overraske os, og vi må lade os overraske. Vi kaster os ind i fremtiden, hver dag og hele tiden, som skihopperen i Garmisch sig ud i det tomme rum. Godt, vi så kan sige vores fadervor, som Jesus lærte os det, og finde håbet og troen på, at Gud er med os i det nye, der er i vente og modet til at tage det, som det kommer. Ja, og så endelig finde trøst i, at der, hvor Gud er i sin søn Jesus Kristus, der ender det altid godt. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Partenkirkchen suser ned af løjpen for at smide
Herre, giv os modet til at gå ind i det nye og uprøvede år. Lær os at lægge vores dage i din hånd og tage imod fremtiden, som den kommer til os. Skænk os håbet om, at det ender godt. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. Gå med os, hvor vejene er svære. Hold ved os, når vi vakler. Og lad os se nye begyndelser, når vi synes, at alt omkring os er afslutning. Vi beder for alle med viden og myndighed, for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn, indbudte til din store fest.
Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen