1 Grindsted Kirke. Konfirmationsgudstjeneste. Søndag d. 7. april 2013 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 1. søndag efter påske, Joh. 20,19-31. 1. tekstrække. Salmer. DDS 478 Vi kommer til din kirke, Gud (mel.: Op, al den ting ). Dåb: DDS 450,1-2 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 450,3 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 331 Uberørt af byens travlhed. - - - DDS 321 O kristelighed. Konfirmation: DDS 29 Spænd over os dit himmelsejl. DDS 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære!. Tekstlæsninger. 1. mos. 1,1-4; Ef. 2,4-14; Matt. 17,13-38.
2 Prædiken. Det er surt at blive holdt udenfor. Lidt ro og fred i ens eget selskab kan være gavnligt ind imellem, men ikke i for lang tid af gangen. Blandt nutidens unge lægges der endnu større vægt på fællesskaber end tidligere, og mulighederne er mangfoldige. Ét er at have en traditionel vennekreds af jævnaldrende; en vennekreds, man befinder sig ansigt til ansigt med. Noget andet er de fællesskaber, der samles i cyperspace. Der er mangfoldige muligheder for at deltage i et onlinefællesskab med vildtfremmede mennesker. Markedet bugner af spil, hvor man kan danne alliancer med folk, man ikke kender. Det kræver blot, at man kontakter dem gennem den figur, der repræsenterer dem i spillet. Undervejs kan man chatte med hinanden men det er nu ikke kun komplimenter, der suser fra computer til computer. Ind imellem er tonen rå, og bliver det for markant, kan spillets udbydere give den ubehøvlede spiller karantæne. Det er dog mit indtryk, at der skal temmelig meget til, førend denne sanktion bliver taget i brug. Udbyderne har jo en økonomisk interesse i at fastholde flest mulige spillere. En hybrid mellem det traditionelle og det elektroniske fællesskab findes på Facebook og andre sociale medier. Her bliver begrebet ven udspændt til det yderste. Blandt mange unge gælder det om at have flest mulige af disse venner. Der skal derfor kun det svageste bekendtskab til, for at der anmodes om venskab. Vil man gerne have opmærksomhed fra sine mangfoldige venner, gælder det om at opdatere sin profil så ofte som muligt. Dette medfører, at mange involverer hele deres såkaldte vennekreds i selv de mest ligegyldige trivialiteter. Ind imellem får man også ganske personlige ting at vide; oplysninger, hvor man tænker, at der er forskel på nice-toknow og need-to-know. På den måde er de nye fællesskaber med til at ændre forholdet mellem det private og det offentlige. Netop dette er det en god idé at være opmærksom på, for arbejdsgivere har også opdaget de sociale medier. De kan derfor
3 godt finde på at gå ind på jobansøgernes profiler og tjekke, hvad det er for meddelelser, de skriver på nettet, og hvilke billeder, de lægger ud. Har man en vrissen eller nedladende tone overfor andre, eller lægger man konstant billeder fra en strøm af abegilder ud på sin side, er det meget muligt, at arbejdsgiveren vælger at ansætte en anden. Denne risiko er mange bedøvende ligeglade med, fordi det i højere grad gælder om at fremstå som interessant indenfor de fællesskaber, man selv værdsætter, end at gøre en god figur overfor samfundet som helhed. På den måde bliver de enkelte fællesskaber vigtigere end det samfund, man er borger i. Det er en mærkelig modsatrettet bevægelse, der ligger i denne fællesskabskultur, hvor det gælder om at få flest mulige venner, men samtidig lægge afstand til det helt store landsdækkende fællesskab. Venskaber kan også dyrkes med SMS er. Utallige intetsigende meddelelser i et særligt skriftsprog bliver sendt mellem de unges mobiltelefoner. Det er ganske uskyldigt, og sikkert også hyggeligt; men desværre har dette medie også vist sig at kunne bruges til at udelukke enkelte fra fællesskabet. Der har været meget grelle eksempler på mobilmobning, hvor enkelte personer er blevet bagtalt i SMS er, der er blevet sendt ud til afsenderens og den bagtaltes fælles omgangskreds. Mobiltelefonerne er ligeledes blevet brugt til at sende truende meddelelser med, og det er selvsagt ikke noget, der styrker fællesskabet. Fællesskab er vigtigt, fordi vi alle har brug for at føle os værdsat. Vi har brug for at vide, at andre gerne vil være sammen med os. Vi har brug for at vide, at vi er med til at bibringe fællesskabet noget og ikke bare er en klods om benet på andre mennesker. For at et fællesskab kan bestå, kræver det, at vi har noget at være fælles om; noget, der samler os. Det er naturligvis bedst, når det, der samler, er noget positivt. Er det ikke det, kan man let ende i aggressive grupperinger, der måske ligefrem griber til vold, og i hvert fald laver en klar skillelinje mellem dem, der er med i fællesskabet, og dem, der ikke er. Vender vi os mod fællesskaber, der helst skal have en positiv
4 indflydelse på de enkelte medlemmer, er familien et eksempel. Det samme er både klassen og forskellige foreninger, der er dannet omkring særlige fritidsinteresser. Også politiske partier tilbyder fællesskaber, der, så længe de spiller efter demokratiets regler, er konstruktive og givende. Sidst men ikke mindst er kirken et fællesskab tilmed et meget gammelt et af slagsen. Kirken blev først officielt stiftet efter Jesu død og opstandelse, men inden da var der allerede et fællesskab, nemlig det, der bandt Jesus og disciplene sammen. Dette fællesskab havde Jesus som centrum. Uden ham, intet fællesskab. Derfor troede disciplene, at fællesskabet var opløst, da Jesus døde på korset. En død anfører er sjældent meget værd. Disciplene må ikke alene være blevet kede af det, men også dybt skuffede. De havde troet, at Jesus ville forandre alt. Hans undergerninger og lignelser pegede tydeligt i den retning og så lod han sig bare henrette! Selvom Jesus ofte havde nævnt, at han ville opstå fra de døde, havde disciplene aldrig forstået det. Dertil var det simpelt hen for vildt. Han kunne ikke mene det bogstaveligt, for man bliver ikke sådan vupti! - levende igen, når man én gang for alvor er død. Derfor lagde skuffelsen sig over disciplene som en tung dyne, de havde svært ved at få vejret under. Gispende græd de sig igennem langfredag, lørdag og natten til påskedag. Først da viste det sig, at det vitterlig havde enorme konsekvenser, at Gud havde ladet sig føde som et menneske, - langt større konsekvenser end de helbredelsesundere og dødeopvækkelser, Jesus havde udført. Fra og med Jesu opstandelse var selve dødens og dermed også livets vilkår ændret; ikke kun for ham, men for alle. Døden og livet havde byttet roller. Døden var ikke længere evig, men midlertidig. Derfor er livet kun begrænset af døden, indtil Jesus der selv har taget livet tilbage - giver de døde del i det evige liv i Guds rige. At Jesus var blevet levende igen ville disciplene se, før de troede. Derfor var det heldigt, at han ret hurtigt viste sig for dem og de andre, der havde fulgtes med ham. Dermed blev fællesskabet omkring Jesus genetableret.
5 Dog var der én af disciplene, der blev snydt; én, der blev udelukket af fællesskabet, fordi han ikke var til stede, da Jesus viste sig for de andre; nemlig Thomas. Der var intet han ønskede højere, end at de andre havde ret, når de sagde, at de havde set Jesus i levende live; men han var blevet holdt udenfor og reagerede derfor med en skuffelse, der hurtigt tog form af fornærmelse. Hvorfor var Thomas blevet snydt for det bedste? Hvis det skulle være på den måde, ville han slet ikke være med! Han ville kun tro på, at Jesus var opstået fra de døde, hvis han kunne stikke sin finger i de sår, Jesus havde fået, da de romerske soldater hamrede de store jernnagler igennem hans hænder. Nej, det var ikke nok! Han ville også stikke sin hånd ind i det sår, som en af soldaterne have givet Jesus, da han stak ham i siden med et spyd for at sikre, at han var død, inden han blev taget ned af korset. Først da turde Thomas igen tro på, at Jesus og Gud var ét. Først da ville Thomas være overbevist om, at fællesskabet med Jesus var genetableret. Derefter gik der otte dage. Det er ret lang tid at være udelukket fra et fællesskab, der tidligere har udgjort hele éns liv. Det må have været anstrengende for Thomas konstant at skulle se på de andre disciples afklarede og glade ansigter og høre på deres konstante referat af det påståede møde med Jesus. Det er ikke utænkeligt, at han er blevet så irriteret på dem, at han så småt er begyndt at håbe på, at de faktisk havde taget fejl og Jesus aldrig nogen sinde ville vise sig igen. Så kunne de lære det! Mens Thomas sidder i en krog med sine mørke tanker, er det, at Jesus pludselig står iblandt dem. Thomas gisper efter vejret og kommer langsomt på benene, mens Jesus går hen imod ham. Her er mine hænder, siger Jesus. Du må gerne stikke din finger i sårene. Og når det er gjort, kan du stikke din hånd i min side, sådan som du sagde, at du ville. Om Thomas følger Jesu opfordring, får vi ikke at vide; blot at han siger: Min Herre og min Gud. Han er sikkert blevet overbevist om, at det virkelig var Jesus, der stod overfor ham, uden at pille i hans sår. Fra da af var Thomas igen en del af fællesskabet.
6 Det fællesskab, som Jesus genskabte efter sin opstandelse for Thomas og de andre disciple, er vi også medlemmer af. Det er nemlig fællesskabet omkring det kristne budskab. Efter Kristi himmelfart var disciplene med til at stifte kirken, der lige siden har udgjort den ramme, som det kristne budskab lyder i. Vi står i den samme situation som Thomas, der ikke havde set den opstandne Kristus. Han fik ham at se; det gør vi ikke. Han kunne kræve beviser; det kan vi ikke. Men det er netop et af grundvilkårene for at tro. Tro er jo netop ikke viden. Troen er beslægtet med tilliden. Har vi tillid til, at Gud holder så meget af os, at han ikke alene lod sig føde som en af os, men også gik i døden for at bane vejen ind til det evige liv har vi tillid til dette, behøver vi ikke beviser, men udgør hver især en lille del af det fællesskab, Gud har etableret mellem sig selv og os. Det er et fællesskab, der langt overgår dem, der udbydes på nettet. Faktisk overgår det også alle andre fællesskaber, hvor nødigt vi end vil undvære dem; for fællesskabet med Gud har ikke alene kærligheden som fortegn, men er også evigt. Mens alle andre fællesskaber udskiftes eller ophører, når vi selv eller dem, vi har fællesskab med, dør så fortsætter fællesskabet med Gud i al evighed. Det gør det for Thomas og de andre disciple. Og det gør det for os. Amen.