Rettigheder skal erhverves. De skal være 3.s.e.trinitatis, 21.6.2015. Domkirken 10: 3 Lovsynger Herren, 435 Aleneste Gud, 289 Nu bede vi, 492 Guds igenfødte, 31 Til himlene. Nadver: 493 Gud Herren så. Gråbrødre 17: 3, 289, 492, 786: Nu går solen sin vej. Man skal gøre sig fortjent. Sådan er det. Man skal gøre sig fortjent til dagpenge, til statsborgerskab, til velfærd, til respekt, til en plads i solen. Man kan ikke bare sådan komme lige ind fra gaden, fra flygtningelejren, fra udkanten, fra bageste række og direkte op på den første. Der skal en indslusning, en prøvetid, en karensperiode, en kvalificering, en udvælgelse til. Du får det ikke på dit glatte ansigt. velerhvervede. Det er ligesom en tankegang, der fylder mere og mere. I den politiske debat og i hovederne på os. Måske fordi vi synes, at vi står på spinkel grund, fordi verden forandrer sig omkring os. At alting vakler. En regulær folkevandring finder sted. Nye kommer til. Nye vil gerne være med. Og vi de gamle synes ikke, at det skal gå alt for tjept. Vi holder på vores. Også i forhold til dem, der er her i forvejen, men som vi ikke rigtig synes yder deres. De dovne, de uduelige, døgenigtene.
Så: man skal gøre sig fortjent. Man skal gøre sig fortjent til at komme indenfor i varmen. Synes alle vi, der allerede er der. Indslusning, karensperiode, prøvetid, kvalificering, udvælgelse skal der til. Du skal bide tænderne sammen. Du skal knokle med din eksamen. Du skal lære sproget. Du skal kæmpe for det. Og det skal der såmænd ikke stilles spørgsmålstegn ved som sådan. For hvad var et samfund uden den tankegang. Har vi ikke bygget vores land på tanken om at man skal arbejde for tingene, udmærke sig? Jo. Men vi må også finde os i, at der stilles spørgsmålstegn ved den her i den her kirke, som flere, i en stabillitets- og fundamentsøgende tid, gerne vil gøre garanten for alt, der består. Den sikre grund, bolværket mod alt, hvad der trænger sig på, og som gør os usikre. For hvad er det, Jesus siger her i dagens tekst? Han siger faktisk, at Gud i forhold til vores tanker om stabilitet, orden og det at man skal gøre sig fortjent, faktisk næsten er uberegnelig. Gud som uberegnelig. Den lader vi lige stå et øjeblik. Farisæerne, som Jesus jo brugte en del tid på at skændes med, hører vi, er oprørte over, at Jesus
omgås den her gruppe, der kaldes toldere og syndere. Folk der af en eller anden grund faldt udenfor. For farisæerne var jo dem, der i samtiden borgede for stabilitet og orden i både religiøse og samfundsmæssige forhold. Den gang lod de to områder sig ikke adskille. Og i deres verden handlede det om at gøre sig fortjent ved at følge de religiøse love og forskrifter. Gøre sig fortjent, kvalificere sig, i forhold til Gud og mennesker og menneskers fællesskab. Så det var selvsagt en provokation, at Jesus tog folk ind fra gaden, fra udkanten, fra bageste række og spiste sammen med dem. Og jo, vi ved det jo godt. Vi har hørt det så ofte før. Jesus tog imod dem, der ikke kunne gøre for det. Dem, der var udenfor. Og det skal vi også gøre. Gud vil dem, der er udenfor. Det skal vi også ville. MEN. Hvad nu hvis de her toldere og syndere ikke var sådan nogle stakler, som vi måske er tilbøjelige til at se dem som? Hvad hvis de nu ikke var fattige og fortrykte, grædende udstødte, angergivne prostituerede? Hvad nu hvis de var nogle ryggesløse, nyrige typer, der førte sig frem og var ligeglad med den gode tone og fædrenes tro? Det er der faktisk flere, der har forstand på
den slags, der mener, at de sagtens kunne have været. Kedelige typer som farisæerne og andre gode folk havde en god grund til at foragte. Og som vi andre også ville have haft en god grund til at foragte. På en hver måde nogen, der ikke havde fortjent noget som helst. Og det er så en ting. Men Jesus siger så også, at Gud har mere opmærksomhed i forhold til de her trælse typer end alle os gode ordentlige folk, de betaler vores skat, og måske gør vores for at hjælpe og lindre, hvor vi kan. For hvad er det hyrden gør i Jesu lignelsen gør? Han opfører sig i hvert fald ikke som en ordentlig og tilregnelig hyrde, når han lader de 99 får passe sig selv for at finde det ene. Hans satser alt på den ene, på ham eller hende den ukvalificerede og ufortjenstfulde, der strejfer rundt i ophøjet ligegyldighed i forhold til de andre. Er Gud virkelig sådan. Er han som hende konen, de har fået en fiks ide, at hun absolut vil endevende hele hytten for at finde en enkelt mønt og som holder fest, når hun finder den. Er Gud på den måde ufornuftig, uberegnelig i sin vilje til at samle ind og samle op, på trods, i de grad på trods, af ethvert krav om bare den mindste smule hensyn til, hvad der er fortjent?
Jesus finder tilsyneladende, at hyrden og kvinden gør det eneste naturlige. Det er jeg ikke sikker på at de 99 får, der står tilbage og glor, eller nabokonerne eller farisæerne synes. Eller for så vidt den ældste søn i lignelse om den fortabte søn der kom hjem og fik den store fest. Eller for så vidt os, når vi tager vores tanker om ordentlighed og krav om at gøre sig fortjent og kvalificeret med os. Det er ligesom at Jesus med de her små lignelser, og i det hele taget med det han gjorde, uddribler os, når vi tror, at vi kan gøre os færdige med, hvad Gud er, og hvad Gud vil. Når vi tror vi har på plads som den, der på en elle anden måde garanterer en stabilitet og ordentlighed og fortjenstfuldhed og en god orden. Nej, Gud er i den grad bevægelig, på vej væk fra de forestillinger vi altid vil gøre hos af ham for at sikre os i vores eget. Hyrden haster ud efter sit får. Konen endevender hele huset. Faren løber sin søn i møde. Helt ufortjent. Og til alles overraskelse. Til vores stadige overraskelse. Men tænk den glæde det er, når man tror sig opgivet af alle, når man tror sig selv det dummeste svin, at en kommer hen og siger til dig: Hvor har du været? Jeg har ledt efter dig?
Tænk at blive omfattet af den søgendes glæde over at have fundet dig, fordi han ikke kan undvære dig. Fordi du, dit stenhårde hjerte til trods, er nødvendig for ham. Men sådan siger han faktisk til dig. Og Jesus siger, at når du pludselig på den måde ser og forstår det og lader dig selv bevæge af det. Når du selv bliver den bevægelige, der haster dit forhærdede, isolerede, nedlukkede medmenneske i møde, og på den ene eller anden måde lader ham eller hende forstå, at han eller hun er en udvalgt, en der er brug for, når du bevæger dig forbehold, på trods af, hvad der er fortjent, så bliver der glæde i himlen. Så synger englene. Så er det som en verdensskabelse i det små. Så ja. Gud er uberegnelig. I forhold til vores målestok og afmålte retfærdighed. Han er der imod ikke uberegnelig i sin kærlighed, som han lod den komme til syne og til orde i Jesus. Om end den kærlighed han lod komme til orde og synes i Jesus er uberegnelig stor. Så stor den i farisæernes, og fårenes og vores øjne nogle gange kan være uretfærdig. PÅ den måde kan man måske også sige, at Gud i vores øjne kan hen og bevæger den anden, på tværs af alle
være næsten uretfærdig i sin godhed. Uretfærdigt god. Men - lige meget hvad det er vores trøst. Det er din trøst, at du aldrig er gemt eller glemt, udsondret, udelukket, ukvalificeret, fortabt i mørket. Du er aldrig blevet væk. For du har en far, der løber og leder, og som ikke opgiver dig. Gud gør sig aldrig færdigt med sit menneske. Det skal du heller ikke gøre. Så gå du også ud, løb ud, og søg efter dem de bortkomne, de ukvalificerede, de forhærdede, dem, derude i udkanten, hvem de så end er, hvor de så end er, og lad dem vide - gør at de kan vide - at de også er fundne. Omend det måske er helt ufortjent. Det kan så godt være, at det ikke altid tjener til samfundets og verdensordenens stabilitet, men her er altså vigtigere ting på spil end det. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed..
Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lad dine ord til os falde i den fede muld. Lad os aldrig opgive vores næste. Giv os vilje til at lindre vor næstes nød. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. Stå os bi og giv os mod til den gode kamp, hvor vi så end kæmper den. Fr os fra den vildfarelse, at vi er de ene gode, og de andre de ene onde og lær os, at din sol står op over både onde og gode. Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen
på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen