Nordisk Psykiatritopmøde 6. november 2015 Opfølgende debat på baggrund af de seks sessioner: 1) Arbejdsmarkedet 2) Bruger- og pårørendeinddragelse 3) Tidlig indsats og forebyggelse med fokus på unge 4) Kampagner metoder for interventioner, erfaring og effekt 5) De professionelles rolle 6) Forskning Moderator: Tine Gøtzsche Deltagere: Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden, Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, Anders Hede, forskningschef i TrygFonden, Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening, Lene Hjorth, formand Kofoeds Skole og bestyrelsesmedlem i Det Sociale Netværk, Knud Kristensen, formand for SIND, Referent: Laurids Bæk Simonsen, presse- og kommunikationskonsulent, Det Sociale Netværk. 1
1) Arbejdsmarkedet Mennesker med psykisk sygdom kan og vil gerne arbejde! Det er afgørende er, hvad den enkelte kan, og ikke hvad den enkelte ikke kan. Mennesker med psykisk sygdomme er forskellige og har brug for noget forskelligt. Derfor er der behov for et godt match mellem personen og arbejdet. Alle tre projekter viste, at der er rigtigt mange, der kan komme i arbejde, at psykisk sygdom ikke behøves at være en barriere i forhold til at varetage et arbejde. Efter to år kan vi se, at de fleste kan fastholde sig selv i et arbejde. Det var også tydeligt at fremgangsmåden er vigtig. Alle eksemplerne havde elementer af Place then train -konceptet. At man placerer sig selv på arbejdsmarkedet, og derefter kan man så blive trænet ikke omvendt. Man lærer heller ikke at svømme på land, man lærer at svømme, når man kommer i vandet. Alle mennesker vil gerne uddannes og arbejde og dermed få mening i levet. Mennesker vil gerne yde noget. Selvom man ikke fungerer på en række områder, kan man sagtens fungere på andre. Vi skal vende vores egne fordomme på hovedet. Det er vigtigt at trække på erfaringerne fra de nordiske lande. Og det gælder især for folk, der arbejder med mennesker med psykisk sygdom. De skal huske at lade sig overraske og ikke tro, at vi ved det hele i forvejen! Selv om man slås med psykiske symptomer, er man ikke hjælpeløs, man kan godt fungere på en lang række områder I hele processen er tid og kontinuitet ekstremt vigtigt. Det tager tid og kræver tålmodighed at skabe forandringer både i forhold til den enkelte borger, men også hvis man skal arbejde evidensbaseret og dokumentere ens metoder. 2) Bruger- og pårørendeinddragelse Sessionen tog udgangspunkt i tre konkrete eksempler på, hvad har man gjort for at inddrage brugere og pårørende i psykiatrien i Norden. Det første eksempel var åben dialog, hvor man løser problemerne i fælleskab. Det andet eksempel var brugerstyrede senge, hvor brugerne kan indlægge sig selv, og hvor patienten selv er herre over, hvordan han/hun vil være indlagt. Det tredje eksempel var peer-støtte, hvor folk med tidligere brugererfaring kan hjælpe andre, og hvor man anerkender at egne erfaringer er brugbare ressourcer og et vigtigt perspektiv i behandlingen af mennesker med psykiske lidelser. Stigma og presset omkring den psykisk syge rammer hele familien så hvis vi skal udnytte de ressourcer, der er i familien, så skal alle inddrages, også de pårørende. I den sammenhæng er det vigtigt at systematisere erfaringsudvekslingen på tværs af de nordiske lande. 3) Tidlig indsats og forebyggelse med fokus på unge Det er vigtigt at være ude lokalt, hvor de unge er og være på de platforme, hvor de unge er. Det er vigtigt med målrettet information og nærhed. At gøre tingene på de unges præmisser. Det er vigtigt at være tilgængelig, og så skal man anvende de informationskanaler, som de unge bruger 2
Det er tragisk, at der er så meget tabu og stigma omkring psykisk sårbarhed blandt unge. Det kunne være oplagt at få mental trivsel og psykiske sårbarhed på skoleskemaet. Hvorfor har man ikke noget om mental sundhed? Hvor er det henne i vores skolegang? I det hele taget er afstigmatisering et felt, som de unge skal arbejde meget mere med. I 2020 er der det samme antal psykisk syge som fysisk syge det er vigtigt med en indsats men desværre tænker politikere kortsigtet! Til trods for, at der et stort besparingspotentiale ved at fokusere på forebyggelse og tidlige indsatser. Hvordan kan det være, at kommunerne står med de store udfordringer? Her skal vi fokusere på bedre samarbejde. Et eksempel er en repræsentant fra Københavns Universitet, der sidder med det her område, men som aldrig har været i dialog med nogle af landets kommuner. En lille ting som jeg lige vil slutte af med psykisk syge smitter ikke men det er miljøet omkring der ofte kan blive smittet og påvirket af stigma og fordomme. 4) Kampagner metoder for interventioner, erfaring og effekt Her var der tre vigtige pointer. Identifikation og nærvær er helt centrale elementer, hvis man skal lave en vellykket kampagne. Der skal være nogle, der tør og har mod til at fortælle deres historier. Hvis kampagner skal flytte noget, skal der være identifikation. Data og tal virker ikke, det afstigmatiserer ikke! Den anden centrale pointer er, at det er vigtigt at organisere kampagnerne på flere niveauer som for eksempel EN AF OS-kampagnen. Her har man både et landsdækkende niveau, man har regionale koordinatorer og lokale ambassadører. Den tredje pointe er, at ambassadørerne er vigtige. De har en god effekt, når det kommer til folk, der selv har psykiske problemer, tør tale med hinanden. I forhold til de svenske erfaringer, der har ambassadørerne haft en slags dobbeltrolle. De har fået løn for at være ambassadører, hvilket har affødt, at ambassadørrollen har virket som en slags jobskabende indsats. De har fået kompetencer og noget på CV et, der har gjort, at de har kunnet bygge bro til arbejdsmarkedet. Det bliver også her fremhævet, at det er vigtigt, at vi skeler til vores nordiske broderlande og andre nationer, når vi skal skræddersy kampagner og skubbe til befolkningernes holdninger. 5) De professionelles rolle Debatten kredsede om, hvordan man kan fremme samarbejdet mellem forskellige faktorer, og hvordan man kan skabe tillid mellem faggrupper, mellem brugere, pårørende og de professionelle. Tillid er vigtigt både i forhold til, at fagfolk har tillid til politikerne, tillid til brugerne og samtidig i forhold til, at brugerne har tillid til systemet og fagfolkene. Det er et nordisk anliggende at nedsætte brugen af tvang. Kontrol kan i visse tilfælde være godt, men tillid er billigere! Denne problemstilling skal angribes på alle niveauer. Og det er også vigtigt, at se på faggruppers evner til at samarbejde og de værdier, der ligger til grund herfor. Det skal gøres ledelsesmæssigt og systemisk. Man skal derudover tro på, at mennesker, der lider af en psykisk sygdom, kan blive raske (recovery), og man skal fremme samarbejdet. Fagfolkene skal have fokus på mennesket og ikke på diagnoserne. 3
Det er vigtigt både at fremme kvaliteter, samarbejdet og gå i gang med en holdningsændring på alle niveauer også på ledelsesniveauet (det norske eksempel med NAPHA). I forhold til EN AF OS blev det fremhævet, at de har udviklet materiale, der skal hjælpe fagprofessionelle i forhold til at fokusere på tabuer og stigma. 6) Forskning Der er sket et skifte i perspektivet i forhold til en række nye projekter. Her er det at lave brugerinddragelse ikke længere et slogan, der står udenfor. Det er blevet selve kernen i processen. De mål, som brugerne har stillet op, og som brugeren også selv skal evaluere på, kan man vel lægge til grund for en række forskningsprojekter. På den måde er det muligt at skabe en sammenhæng, hvor det, der er vigtigt for brugerne, også fremmer forskningen indenfor psykiatrien. I forhold til forskning var der også eksempler på modeller for tidlig intervention, der begynder at se fornuftige ud. De er mere fleksible og har kortere ventelister. I forhold til behandlingsforløb kan man med fordel tænke mindre i kasser og mere i brugerinddragelse og i forløb, som man kan flytte rundt med. Man må gerne på en gang være mere systematisk men samtidig fleksibel. Selvom man ikke kan komme udenom, at fagfolk på visse områder er nødt til at tænke lidt i kasser. I forhold til stigma, så er det noget, som det tager mange årtier at komme af med. Vi ser små effekter i de indsatser, som vi laver. Det skyldes delvist, at det er en generationel ting. Derfor er tålmodighed i denne sammenhæng en dyd. Vi bevæger os langsomt fremad. Det samme gælder for forskningen overordnet set. Der er mange godt projekter, men det tager lang tid, og mange af dem ender i nulresultater, sådan er det at bedrive forskning. Ikke ensbetydende med, at projekterne skal afkastes. Det fordrer en obduktion, at man finder ud af, hvad der gik galt for derefter at evaluere og reformulere konceptet og gøre det bedre næste gang. En sidste ting er, at det nordiske samarbejde i forhold til forskning er godt i gang, man stjæler med arme og ben af andres erfaringer i Norden. Der hvor man kunne styrke samarbejdet. Det er ude lokalt, blandt andet i kommunerne, der på mange måder er organiseret på samme måde i Norden. Det er vigtigt, at vi her finder fælles initiativer og fokuserer på langsigtet finansiering. Efterfølgende debat og spørgsmål fra salen. Hvordan styrker vi samarbejdet i fremtiden? Knud Kristensen, SIND: Psykiatrien er et super godt felt at forene kræfterne på. Forskning er noget, der tager lang tid og koster mange penge, så det er vigtigt, at vi bruger hinandens erfaringer, så vi ikke i hvert nordiske land laver det samme. Anne Lindhardt, Psykaitrifonden: Gode eksempler på vidensudveksling i dag. Både repræsentanter fra Island og også Færøerne spurgte til IPS-metoden og implementeringen heraf i sessionen om arbejdsmarkedet. Det at have et forum, hvor man udveksler erfaringer, 4
det kan man lære utroligt meget af. Hvor det foregår henne i dag? Det er et rigtigt godt spørgsmål. Jeg håber, at dette arrangement kan danne rammen for nye netværk. Lene Hjorth, formand Kofoeds Skole og bestyrelsesmedlem i Det Sociale Netværk: I den forbindelse ved jeg, at headspace er ved at blive etableret i Norge under et andet navn. Det er også et eksempel på et projekt, der er relativt nemt at overføre i forhold til de andre lande. Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen: Det er svært at sige, hvad der står i vejen for udvekslingen af ideer, viden og erfaringer. Og det er svært at vurdere, om den ene kommune kan lære af nabokommunen, og det er endnu svære over landegrænser. Det bliver også besværliggjort af, at psykiatrien har været særligt udsat for projektstyring og projektfinansiering. Man skal være opmærksom på, at man får fulgt op og bliver klogere af de erfaringer, man gør sig, og der tror jeg stadig, at der er et stykke vej indenfor det psykiatriske område. Et systematisk samarbejde og udveksling af viden og erfaringer er svært at få op og stå. Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening: I forhold til det overordnede emne, afstigmatisering af psykisk sårbare, er der en oplagt mulighed for at lære af vores fælles erfaringer. Det handler om identifikation og om det personlige kendskab. Hvis man udveksler for meget viden, tal og statistik, uden at snakke med hinanden, så tror jeg ikke, at vi bliver klogere. Det handler om at skabe ejerskab og skabe fora, hvor det er muligt at diskutere tingene. Knud Kristensen, SIND: Jeg tror, at der er store forskelle mellem landene, men det giver jo ekstra grobund for at lære af hinanden. Spørgsmålet er, om vi vil lære af hinanden. Jeg gad godt at vide, hvordan de har båret sig an med at afskaffe bælterne på Island. Thorstein Theilgaard, Bedre Psykiatri: Hvis vi virkeligt skal tage livstag om dette her, så skal vi også have en politisk og økonomisk prioritering. Er I enige i det, at det er det, der skal til, hvis vi virkelig skal forbedre psykiatrien? Knud Kristensen, SIND: Jeg er meget enig. Og i forhold til det nordiske samarbejde, så er det jo netop oplagt at gå sammen i en større kreds og tage livstag om det her og få råbt politikerne op på en lidt anden måde. EVA: Jeg er også meget enig, hvis ikke der følger penge med til behandlingen af psykisk sårbare, så er det også et signal om, at det ikke er særligt vigtigt område. Vi er nødt til at prioritere psykiatrien, også økonomisk. Det andet er, hvordan vi snakker om det og snakker til hinanden. Afstigmatiseringskampagner er vigtige, men hvis politikerne ikke taler anderledes om det her, så hjælper det ikke i sidste ende. Autoriteternes sprog skaber også virkeligheden, og det gælder både politikere og andre autoriteter. Et godt eksempel er den nye rapport om sygdomsbyrder i Danmark. Anders Hede, forskningschef i TrygFonden: Indenfor forskningsområdet skal vi udvikle de områder, der ikke er særligt godt kørende. Det tager et par år. Hvis vi skal udvikle bedre 5
tilbud til børn, kan man ikke bare smide flere penge efter det. Der skal vi finde frem til, hvad der virker. Forskningsprioriteringer skal også debatteres og udvikles. Anne Lindhardt, Psykiatrifonden: Der er gode eksempler inden for forskningsverdenen, der har givet genlyd. Eksempelvis samarbejdet om forskning i overdødelighed, som Merete Nordentoft stod. Det har virkelig skabt markante resultater, som hvert land har kunnet bruge hver for sig. Det er vigtigt at finde de forskningsfelter, hvor en fælles indsats faktisk betyder noget. Jeg var glad for rapporten omkring sygdomsbyrden i Danmark og det har ikke noget med navnet at gøre. For her kom der en rapport, der reelt set kiggede på en ligestilling, der sammenlignede psykiske og det somatiske område. Spørgsmål fra salen. Man har i FN regi udviklet en række indikatorer for mental sundhed. I den sammenhæng har vi en kæmpe udfordring i forhold til at fokusere og prioritere psykisk sundhed i de nordiske lande over for flygtninge og asylansøgere. Her er det oplagt, at de nordiske lande går sammen og sørger for, at stigmaet stopper. Det er vigtigt, at vi arbejder på tværs af landene, at vi forsøger at få indikatorer på psykisk sundhed blandt flygtninge og ser på, hvordan vi kan forbedre deres mentale helbred. Hvad vil I gøre for at få en oversigt over den psykiske sundhedssituation hos flygtninge? Vi har pt. ingen oversigt over deres sygdomme, deres psykiske lidelse, er det noget, vi kan gå sammen om i Norden? Hvad kan vi gøre? Anne Lindhardt, Psykiatrifonden: Der er virkelig store udfordringer i forhold til psykisk sårbare flygtninge. De bliver nemt dobbeltstigmatiseret, udover at de har sproglige og kulturelle udfordringer. Det er vi også nødt til at sætte i spil som aktør i psykiatrien. LENE: Jeg er meget enig. Vi bliver nødt til at fokusere på de psykisk sårbare flygtninge, der kommer og styrke det nordiske samarbejde på det her område. Alt andet er dumt. Spørgsmål fra salen. Bo Steen Jensen, LAP: Jeg synes, at det her er genialt at skabe et nordisk topmøde. Her tænker jeg, at det kunne være en god opfølgning at skabe et internetforum, interskandinavisk debatforum på nettet, hvor fagfolk, forskere, brugere mv. kan sparre og vidensdele. Er det noget, som I kan støtte op om? Knud Kristensen, SIND: Jeg vil måske lægge fokus et lidt andet sted. Det handler måske mere om at genopfinde det nordiske samarbejde på vores område. Det har måske været for meget fokus ud i Europa. Og der ved jeg ikke, om et debatforum er vejen frem. Anders Hede, forskningschef i TrygFonden: Det er et spørgsmål om at høre, hvad der foregår ude i andre lande! Der er allerede en masse samarbejde, men hvis man skal gøre noget, skal det prioriteres i Norden på det konkrete psykiatriske område. Der er en direkte kontakt nu, når vi modtager ansøgninger og laver reviews af forskning, sender vi det videre til andre miljøer, eksempelvis i Sverige. 6