FFI kongres den 5.-10. december 2004 i Miyazaki, Japan,QGO JDI/2IRUPDQG+DQV-HQVHQWLOWHPDµ(QYHUGHQDWIRUDQGUHµ Jeg vil gerne begynde med at kvittere for en god rapport, som skarpt og præcist analyserer de problemstillinger, den internationale fagbevægelse kæmper med. Der stilles mange spørgsmål til arbejdsformen og metoder, som der helt naturligt ikke kan gives noget entydigt svar på. Og det er ærlig snak, når det påpeges, at alle problemer ikke er skabt af eksterne forhold, men i lige så høj grad vores egen manglende evne til at prioritere og fokusere. Jeg er enig i, at vi i vores internationale arbejde i for høj grad har sat os mellem flere stole med det resultat, at vores indsats ikke har fået den nødvendige gennemslagskraft. Det gælder i forhold til de internationale institutioner, vi skal påvirke, men det gælder også FFI s legitimitet over for medlemsorganisationerne. Og det er rigtig, når det nævnes, at der i for høj grad har manglet en sammenhæng mellem FFI s internationale arbejde og den konkrete indsats, som den nationale dagsorden krævede. Eller sagt på en anden måde: FFI s arbejde skal kunne anvendes i den enkelte medlemsorganisation. Vi må i fællesskab finde svarene på denne udfordring.
Men jeg vil, som et positivt eksempel, fremhæve den internationale miljødag den 28. april, hvor vi i Danmark havde held med at koble den internationale og nationale dagsorden sammen. Her fik vi transformeret det internationale budskab om til en national dagsorden med det resultat, at der var aktiviteter i en lang række fagforeninger. Det er anbefalet, at FFI skal definere et politisk projekt til håndtering af globaliseringens udfordringer. Det kan jeg kun støtte, men det forudsætter, at vi går herfra med klar forståelse af indholdet i projektet. Skal det lykkes at skabe sammenhæng mellem den nationale og internationale indsats, er det afgørende vigtigt, at der skabes ejerskab til kongressens beslutninger. Jeg kan godt frygte lidt, at med de omfattende resolutioner, resolutionskomiteen skal behandle, vil det blive svært at skabe sådant ejerskab og give en præcis retning for de kommende 4 år. De nordiske organisationer har, med et forslag til resolutionen, forsøgt på at give vores bud på, hvorledes et politisk projekt får lidt retning og indhold. Jeg håber, at de delegerede i resolutionskomiteen vil bakke op om de nordiske synspunkter. 2
Omdrejningspunktet for fagbevægelsens arbejde i dag er globaliseringen. Det gælder nationalt som internationalt. Historisk har de faglige rettigheder været fundamentet i det faglige arbejde. Det har globaliseringen ikke ændret ved, tværtimod skal vi sikre, at arbejdspladser ikke blot flytter hen, hvor fagforeningerne er svagest, og arbejderne er ringest stillede. Vi har i den nordiske resolution peget på de centrale områder i kampen for faglige rettigheder. ILO s høj-niveau kommission om den sociale dimension af globaliseringen er et godt værktøj til at påvirke arbejdsgivere og virksomheder til at implementere og overholde fundamentale faglige rettigheder. Det må være et selvstædigt mål for FFI at sikre, at anbefalingerne drøftes og implementeres på nationalt niveau. Det bedste svar på den negative side af globaliseringen er uddannelse. At have ret og mulighed for at tilegne sig ny viden stiller den enkelte lønmodtager stærkere i kampen for bedre løn og arbejdsforhold. Uanset om du befinder dig i øst, vest, nord eller syd vil morgendagens arbejdsmarked tilhøre dem, som uddanner sig og tilegner sig ny viden. 3
Fagbevægelsen har et ansvar for, at fagbevægelsens medlemmer undgår at blive tabere i globaliseringsmøllen. Derfor handler det blandt andet om retten til at kvalificere sig til et andet job. Vi har som fagbevægelse ikke i tilstrækkelig grad fremført kravet om retten til uddannelse og livslang læring. FFI har en opgave i at udarbejde en aktionsplan, som placerer uddannelse centralt i alle internationale institutioner. Globaliseringen har skabt et voksende globalt arbejdsmarked. En stor del af disse job opfylder ikke kriterierne for et rimeligt og anstændigt arbejde. Især Eksport Produktions Zoner har over de sidste 10-15 år været i kolossal vækst. Formålet er åbenlyst at fratage arbejderne deres rettigheder. Som oftest er det kvinder, der arbejder i EPZ erne og ud over undertrykkelsen, så diskrimineres kvinderne og misbruges seksuelt. Disse zoner burde være en skamplet på enhver regerings beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik. I stedet er de blevet spydspids i regeringernes indsats for at skaffe investeringer til landet. At få skabt ordentlige arbejdsforhold skal have en høj prioritet i den internationale fagbevægelse. 4
Det sidste punkt, jeg vil pege på, er den sociale dialog. Den sociale dialog er grundlaget for alle kollektive forhandlinger. FFI og den internationale fagbevægelse skal derfor som en af sine væsentlige opgaver medvirke til, at de faglige organisationer nationalt har den fornødne kapacitet til at være fortaler for medlemmernes interesser. Jeg vil gerne slutte med endnu en gang at udtrykke min støtte til Guy Ryder og FFI-ledelsens ambition om et fremadrettet og dynamisk FFI. LO-Danmark stiller gerne op og medvirker. 5