Houvig Søndervig Holmsland Klegod Ringkøbing Nørre Lyngvig Velling Sønder Lyngvig Klægbanken Hvide Sande Årgab Ringkøbing Fjord Stauning Haurvig Vesterhavet Tipperne Bjerrregård Bork Havn Nymindegab
Forfatterens forord Det var dengang, han i dødsangst og trostvivl stod bag roret i forbindelse med en tilsyneladende håbløs redningsaktion, at Gud mindede ham om det, han i dåben havde gjort for ham. Og midt i storm og brodsøer gav Gud ham en ubeskrivelig ro, som var en stor modsætning til den situation, han stod i, og til, hvordan han netop havde haft det indeni. På den tur sagde han til Gud, at såfremt han og mandskabet kom vel i havn, ja, da ville det ikke blive vanskeligt at ære Guds navn. Han kom i havn. Og efter den redningsaktion blev han klar over, at Gud ville noget bestemt med ham. Han begyndte at tage ud for at fortælle. Han måtte dele det med andre mennesker dét, han havde fået. Han siger selv nu hvor han er oppe i årene: Jeg tager ikke så meget ud længere for at fortælle. Men jeg vil gerne, om jeg med denne bog kan nå længere ud. Mit største ønske er, at den døbte del af det danske folk bliver bevidst om, hvilken rigdom dåben giver os del i. Det er den bedste platform at give evangeliet videre fra også så udøbte hører det kristne budskab. Jeg har fået så meget og hvem var jeg, hvis jeg holdt det for mig selv? Da Forlagsgruppen Lohse rettede henvendelse til mig om at skrive min far, Kristen Mose Enevoldsens erindringer sammen med ham, blev jeg forholdsvis hurtigt afklaret i, at det skulle jeg sige ja til. Jeg ville gerne lægge pen til fars fortællinger fra sit liv, så de kunne komme videre ud. Far har fortalt meget for os børn vi kender hans træk og fortællinger. Vi kender hans liv. Vi har mange gange været med ham, når han var ude at fortælle. F O R F AT T E R E N S F O R O R D
Vi har hørt ham male med sine ord gennem træk fra sit liv, så det har grebet os. Vi har hørt Og vi har læst Fars optegnelser, som han har gjort i en stor del af sit liv er sammen med lydoptagelser, hvor han fortæller grundlaget for denne bog. Men vi har ikke blot hørt og læst Vi har set og vi har mærket Vi har mærket efterdønninger fra medløbende sø i fars liv både fra den rolige, behagelige medløbende sø og den utilregnelige, voldsomme medløbende sø. Anders Chr. Enevoldsen
Medløbende sø Stormen slår vand og sand ind i mit ansigt. Jeg løber, gisper efter vejret. Budskabet, jeg fik for kort tid siden, lød så uvirkeligt. Jeg frygter det værste. Da jeg kommer op til havet, ser jeg som det første den mørke skygge: Redningsbåden ligger med bunden i vejret inde i havstokken. Indimellem flyver skyerne forbi månen, den viser sig og lyser lidt op. Havet når næsten helt op til klitterne. Jeg ser nogle klynger af mennesker presset tæt op ad klitrækken. Jeg kommer hen til den første lille klynge. Der bliver tavshed. Én er i færd med at give kunstigt åndedræt til en livløs person, som ligger i sandet. Den livløse er Iver min ældste bror. Dette syn brænder sig ind i mit unge sind. Jeg overtager genoplivningsarbejdet. På et tidspunkt må jeg stikke fingrene ind i Ivers mund den er endnu lidt varm. Lige ved siden af mig får jeg øje på en dreng på en halv snes år - Aksel hedder han. Han står i begyndelsen bare og kigger. Iver er hans søndagsskolelærer. Iver virker stadig livløs jeg arbejder videre i kapløb med tiden. En gang imellem skyller havet helt op og rammer ham. Da tager Aksel sin søndagsjakke af, bøjer sig ned ved Iver, samtidig med at han holder jakken skærmende foran sin søndagsskolelærer. Han ønsker ikke at se ham overskyllet af de bølger, som ser ud til allerede at have taget livet fra ham. Motorredningsbåd 21 er kæntret i medløbende sø. M E D L Ø B E N D E S Ø 1 1
Det er et tungt budskab, jeg bærer med mig hjem fra sygehuset i Ringkøbing. At skulle fortælle far, at hans ældste søn er omkommet på sin første tur med redningsbåden. Den første tur, hvor far ikke selv var med, fordi han var gået i land på grund af alder. Far råber. På klitten lægger sorgen sig som en dyne over en hel befolkning. 5 redningsmænd har mistet livet. 21 børn og unge har mistet en far. Enkerne græder med deres børn. I en stue i en mindre landejendom sidder en ældre mand, min far, knuget af en ubeskrivelig sorg og selvbebrejdelse. Havde det bare været mig og ikke Iver. Iver var gift og havde tre små børn. To dage efter ulykken kommer redningsbestyreren rejsende fra København for at kondolere familierne til de omkomne. Han sidder sammen med far og mig i den lavloftede stue, og far spørger: Hvad så nu, hr. redningsbestyrer, hvordan ser det ud med mandskab til redningsbåden? Redningsbestyreren ser på far: Det ser ikke godt ud. Der var tre mænd på ventelisten. De har meldt fra. Vi har de tre overlevende. De genoptager nok tjenesten. Vi mangler mindst fem mand. Far ser først ned. Dernæst løfter han ansigtet mod mig. Han ser på mig. Længe. Han siger ikke noget. Men jeg ved, hvad hans blik betyder. Jeg hører mig selv sige til redningsbestyreren: Kan I bruge mig, så vil jeg melde mig til tjenesten!
Sparket ud Det var ham, som sparkede bag på mig, og siden har han i øvrigt sagt, at det har han mange gange måttet gøre. Jeg er den fjerde ud af en børneflok på syv. Og tyve minutter efter kom han så, den femte min tvillingebror. Vi blev født hjemme. I den lille stråtækte ejendom d. 28. november 1924. Dagen efter blev vi hjemmedøbt. Vi var svagelige, og nogen har nok tvivlet på, om vi ville overleve. Vi var de første, som den daværende sognepræst, Sørensen, døbte på Holmslands Klit. Jeg har ladet mig fortælle, og det er jeg da lidt stolt af, at jeg pænt foldede mine hænder, dengang min bror og jeg blev fremstillet i Lyngvig Kirke. Og pastor Sørensen skulle have udbrudt: Det har jeg dog aldrig set før! Mange storme fra vest har gennem århundreder ramt og passeret Holmslands Klit på Jyllands vestkyst, som skulle blive mit sted. Havet har formet landskabet. Sand har flyttet sig. Havet har oversvømmet og ødelagt. Vi, som fik dette sted, blev også formet og præget. Senere i mit liv skulle jeg gøre en erfaring. At det, som skete, da jeg blev døbt dengang derhjemme, var, at jeg fik del i den største rigdom, som findes. Og jeg fik en klippe at stå på i mit liv, som jeg ikke kan takke for meget for. Mit eget holder ikke det, som jeg kan præstere, suges væk som sand med storm og sø. Men det, som Gud gav mig i den hellige dåb det holder og står fast: At jeg blev døbt til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus. S PA R K E T U D 1 3
De valgte at kalde mig Kristen Mose. Det hed min morfar. Og ude hos os hed jeg Kræ Mose. Anderledes kan det ikke udtales på de kanter.
Klitten Hvis vi går helt tilbage til 1600-tallet, bestod Klitten af en række småøer, men langsomt dannede havet en sandrevle fra Søndervig i nord til Nymindegab i syd deraf de navne, som vi kender: Sønder Vig, Klæg Odde (Klegod), Nørre Lyng Vig, Sønder Lyng Vig, Hvide Sande, Aar Gab, Haur Vig, Bjerregaard og så til sidst Nyminde Gab, hvor der på et tidspunkt var et naturligt udløb. Imidlertid sandede dette udløb til, når det stormede. Således blev der voldsomme oversvømmelser rundt om fjorden både på Holmslands Klit og i de lave enge øst for fjorden, idet Skjern Å og Von Å har udløb i fjorden. I 1910 lavede man en åbning ved Hvide Sande, men i forbindelse med flere stormfloder i 1911 og 1912 væltede havet ind med voldsom kraft og med store oversvømmelser til følge. Den smalle kanal fra 1911 var på et tidspunkt blevet 250 meter bred. Der boede stort set kun fiskere på Holmslands Klit, dengang jeg blev født. De fiskede på Vesterhavet i åben båd direkte fra kysten. De fleste familier havde samtidig lidt dyrehold og en større køkkenhave for at have til dagen og vejen. Enkelte havde landbrug med flere dyr og større kornmarker. En del af befolkningen levede gudfrygtigt. Den åndelige vækkelse, som var kommet til Klitten i 1896, havde sat sine spor. Der var allerede i 1899 blevet bygget et missionshus, Getsemane, i Haurvig syd for byen. Og i 1910 var Eben Ezer blevet bygget i Lyngvig. Efter endnu en gang at have forsøgt at lave et fast udløb ved Nymindegab besluttede myndighederne i 1926 at bygge en sluse ved Hvide Sande. Det var et stort projekt, som der blev arbejdet på i slutningen af tyverne. Samtidig byggede man en havn. K L I T T E N 1 5
I forbindelse med dette store byggeri kom mange fremmedarbejdere til Klitten. Nogle kaldte dem børster. De kom fra oplandet. I 1931 blev slusen færdigetableret, og forbindelsen mellem Nordsøen og Ringkøbing Fjord var en realitet. Havnen blev taget i brug, og fiskeriet med havpramme ophørte lidt efter lidt. Byen Hvide Sande var født. Flere forretninger kom til. Og byen fik også et sømandshjem, som blev samlingssted for mange mennesker, ikke blot fiskere. Det kom i praksis også til at fungere som missionshus. Hvide Sandes fødsel var ikke noget, man gjorde stort væsen af. Det er sikkert også derfor, jeg ikke husker, hvad jeg lavede den 30. august 1931, hvor Hvide Sande by blev til og sidste spadestik fik fjord til at møde hav. Men jeg har sikkert været oppe for at se til fårene. Det var jo en af mine pligter. Eller også har jeg været et smut ovre hos bedstemor. Hun boede ganske tæt ved, lidt nord for vores ejendom. Måske har jeg denne dag siddet og lyttet til hendes visdom. Bedstemor var en af dem i min barndom, som kom til at betyde mest for mig. Eller måske har jeg blot leget i klitterne.