1
Gimel. På hebræisk betyder Gimel kamel. Kamelen bruges til ride i ørknen på. Den bringer således den rejsende fra det ene sted til det andet og forbinder samtidig rejsens udgangspunkt med dens endemål. Gimel knytter sig til den længste sti på livets træ, der forbinder Kether med Tipheret. Ordet Gimel er afledt af ordet Gemul, som på hebraisk betyder, at der uddeles en belønning eller en straf. Belønning og straf indebærer, at mennesket er givet fri til at vælge mellem godt og ondt, og valgene vi træffer medfører konsekvenser, gode og onde handlinger, som vi vil blive målt og vurderet i forhold til, om ikke i livet, så i døden, om ikke på jorden, så i himlen. Dette er meningen bag sætningen: Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er. (Åbenb. 22, 12). De valg vi træffer i livets vår er fri men ikke af fri vilje, og derfor er de i en hvis forstand gratis. Først når vi opnår en hvis modenhed sættes viljen, og dermed også valget, fri. Øget bevidsthed medfører øget skelneevne og med skelneevnen følger et øget ansvar. Vi ved, hvad vi gør, og derfor må vi også betale prisen for det vi gør. Maimonides (1135-1204) lagde stor vægt på det frie valg som noget grundlæggende i Kabbala. Gilgal betyder hvirvelvind eller hjul, der både kan være et fysisk hjul eller symbol for den cykliske bevægelse i årets eller livets gang. Gilgul er det hebræiske ord for reinkarnation eller overførelse af sjælen. Det bør bemærkes, at Talmud-traditionen ikke åbenlyst anerkender denne doktrin, selvom senere tiders mystiskere har fortolket forskellige rabbinske tekster som allegorier, der antyder det. På den anden side så understøtter kabbalistiske doktriner heller ikke klart og entydigt læren om sjælevandring. I bogen Bahir er Gilgul tydeligt fremlagt og her viser adskillige sætninger hen til sjælevandring. For eksempel: Hvorfor er der en retfærdig person som har det godt, og (en anden) retfærdig person som har det dårligt? Det er fordi (den anden) retfærdige person var fordømt tidligere, og nu er blevet straffet. Bliver et menneske da straffet for sin barndoms gerninger? Sagde Rabbi Simon ikke, at i Rådet i det Høje, ville en straf ikke blive målt ud til et menneske førend det var 20 år eller ældre. Han svarede: 2
Jeg taler ikke om det nuværende liv. Jeg taler om hvad han allerede har gjort, i et tidligere. Bahir var ikke ene om denne fremlægning af sjælevandring. Det bør dog også bemærkes, at læren om sjælevandring blandt middelalderens kabbalister almindeligvis var begrænset til visse omstændigheder. Det var ikke enhver sjæl der var underlagt sjælevandring, men kun de for hvem det var absolut nødvendigt. Man sagde, at de retfærdige, de som havde fuldført deres forpligtigelser som jøder, ikke havde behov for at leve i kødet endnu en gang, hvorimod hovedparten af sjælene, de som havde fejlet i deres forpligtelser, og derfor til en vis grad var syndere, blev underlagt sjælevandrings-processen. Man sagde også, at antallet af inkarnationer var begrænset til tre gange, og hvis man ikke lykkedes i at gennemføre sin mission inden for disse tre gange, ansås man som uhelbredelig, og de uhelbredelige tilfælde blev dømt til helvedes ild. Idéen om reinkarnation er tydeligt afspejlet i Jobs Bog, hvor der står: Se, alt det gør Gud mod manden, både to og tre gange. Han fører ham tilbage fra graven, så han ser livets lys. (Job 33, 29-30) Undtaget fra dette er den retfærdige, zaddikken, som er en hellig mand, hvis sjæl er udsendt af Gud med mulighed for, at reinkarnere mange gange, til gavn for verden. Den kabbalistiske lære fastholder, at sjælen er en åndelig enhed hvis oprindelse er guddommelig og hvis udødelige natur er en uomtvistelig kendsgerning og, at den inkarnerer i verden med det ene formål at fuldføre en særlig opgave. En opfyldelse der gør den i stand til engagerer sig i de mange trin af opstigen til dens oprindelige opholdssted. Denne opstigning begynder med, at sjælen opnår adgang til det jordiske paradis, hvorfra den fortsætter sin færd. Læren om sjælens rolle i dette arbejde er centralt i Kabbala. Gimel er det andet af de syv dobbelte bogstaver, Beth, Gimel, Daleth, Kaph, Peh, Resh og Tau. Gimel er indsat som hersker over og dominerende kraft i fænomenet rigdom, og i rigdoms modsætning eller svaghed, fattigdom. Ifølge Traditionen, er bogstavet Gimel et udtryk for den rige mand, som løber efter den fattige mand for at være godgørende. Den fattige mand er et billede på det næste bogstav Daleth, og til sammen danner de to ordet gad, der betyder held eller en gunstig skæbne. Herom fortæller myten: Bogstaverne Daleth og Gimel trådte ind for Verdens Mester. Begge hævdede, at de hver især så sig som egnede til at indgå i verdens skabelse. Men Han bad dem være tilfreds med at være sammen med hinanden fordi 3
der altid ville være fattige mennesker på jorden, og de bør gives en velgører. Som forklaring gav Han: Bogstavet Daleth er dårligt, fordi det kaldes for Dalet, fra udtrykket Dalut, der betyder fattigdom, og Gimel står til gengæld som en velgører for Daleth. Derfor bør I heller ikke forlade hinanden, og det bør være nok for jer, at I støtter hinanden. Navnet Gimel betyder som nævnt kamel, og om den fortæller Zohar: Kamelen er den oprindelige slange, der var som en kamel. Da englen Samael fristede Adam til, at spise af kundskabens træ om godt og ondt, red han på en kamellignende slange (en gamal eller en gimel som et Vau, en slange). Vi lærte, at uanset hvem, der ser en kamel i sin drøm, bliver straffet med døden fra oven, for så at blive reddet fra den igen. Det er dog det samme, hvilket betyder, at kamelen, og slangen som leverede døden til verden, er en og samme ting. Zohar taler også om en flyvende kamel, og hvis man forbinder navnet af Gimel med bogstavets form, er det nemt at forestille sig bogstavet som et billede på et menneske, hvor Helligånden, i form af ild eller kundalini-energi, stiger op i gennem Vau, rygsøjlen, for at ende i Yod, hovedet. I bunden af Gimel er der endnu et Yod, der stikker ud mod venstre og, ifølge mange kabbalister, danner dette Yod en fod. Det er grunden til, at Gimel undertiden er repræsenteret ved en løbende mand eller et menneske, der begynder at gå. I den handling det er at gå, finder vi virkningen af viljestyrke. Når man studerer Gimels form, er det også let at se, hvordan det er dannet af et Vau og to Yod. Disse omslutter mysteriet om lyden ggh, som er guttural, det vil sige, at den formes i halsen. Lyden af Gimel ligger på halsens niveau. Halsen er det sted, hvorfra de ord, som modtages fra hjernen, formes eller legemliggøres. Derfor er Gimel også symbol for den materielle udvikling af alle idéverdenens åndelige former og den materielle manifestation af intellektuelle idéer. På mange diagrammer over Livets Træ, der er lavet over menneskets form, er Daath, det falske sefirah placeret på halsen og præcis samme sted som lyden af Gimel. I en anden tolkning af Gimels to Yods, placerer man det den ene Yod oven på hovedet og det nederste i kønnet. I det øverste Yod manifesterer Helligånden sig, som i forrige eksempel, i halsen, hvor det henføres til ordets kraft. Yod forneden, forklares ved de to sidste bogstaver i ordet Gimel, Mem og Lamed, som staver ordet melah, omskæring eller at omskære. 4
Betragter vi Kamelen i den fysiske verden, synes den at være et mærkeligt og sammensat dyr, nærmest som de skabninger, vi kender fra i mytologien. Kamelens øjne ligner strudsens og urtidsøglens, mørke som Urdybet og umulige at aflæse. Dens lyde er som de store havdyrs. Den er korthåret og langhåret på samme tid og smider sin pels i store totter, hvor den går. Dens fødder er brede som snesko, og dens gang minder om havets vuggende bølger. Den har madpakke og drikkedunk indbygget i sine pukler, og kommer den væk fra sin flok, da finder den altid tilbage eller dør i sine bestræbelser derpå. Kamelen har den sin egen charme, noget bevægende over sit væsen, som gør, at den tiltaler os og får os til at smile. Ligefrem smuk bliver den nok aldrig, set med menneskeøjne, men vi ser og anerkender, at den har en noget nær genial konstruktion, når det kommer sig til lange strækninger og et lunefuldt landskab. Ja, den er som skabt til en forestående ørkenvandring. For den, der vover sig ud i ørkenen, er der ingen vej tilbage, sagde kameldriveren. Og når der ikke er nogen vej tilbage, skal vi bare bekymre os om, hvordan vi bedst kommer videre. (Fra Alkymisten af Paulo Coelho) I alkymisk og kabbalistisk forstand er det mest interessante ved kamelen måske dens pukkel. Puklen er placeret fra mellem skuldrene og lænden, hvor den strækker sig som en bro op over rygsøjlen. På aramæisk betyder ordet Gimel en bro, og i livets træ er det Gimel, der danner bro mellem Kether og Tiphereth. I Kamelens pukkel opbevarer den et reservoir af vandholdigt fedtvæv, og gennem forskellige processer, kan dyret omdanne dette væv sig til vand, sukker og andre næringsstoffer efter behov. Den kropslige proces med at omdanne fedt til næringsstoffer, har det mindst mulige tab at energi, og derfor kaldes den i alkymien for transmutation altså forvandling. I kabbala siges det, at kamelen forvandler luft til vand. Bogstavet Aleph er i luften. Bogstavet Mem er i vandet, og vandet står for de dybere følelser og seksualitet. Det er ikke vand kamelen opbevarer i sine pukler, ikke vand som det almindeligvis forstås, men gennem en handling mellem ilt fra 5
luften og forbrænding i puklen sættes vandets og Mems processer fri i kamelens krop. Kamelen som et sammensat væsen og ikke mindst puklen på dens ryg, henfører i menneskets verden til de skikkelser, der bliver frygtet eller latterliggjort på grund af fejl og mangler i deres ydre fremtræden, frem for på deres karakter. Eksempler på sådanne figurer er Udyret i Skønheden og Udyret, pukkelryggen i Klokkeren fra Notre Dame og Golem fra de jødiske folkeeventyr. Budskabet i dem alle er, at tør man se det grimme eller frygtede i øjnene, da vil det stivnede billede krakelere og falde til jorden for at afsløre en ganske anden sandhed. Navnet Golem er dannet ved en ombytning af bogstaverne i Gimel, Gimel, Lamedh, Mem, der kan oversættes til at studere, øve sig i eller praktisere Gimel. Myten bag Golem er, at en unavngiven rabbiner engang for længe siden skabte et kunstigt menneske, et monster, ud fra nogle ukendte skrifter i Talmud. Golem havde til opgave, at udføre forskellige former for groft og tungt arbejde og især at ringe med klokkerne i synagogen. På et tidspunkt slipper Golem fri og ud i natten, hvor han raser og ligetil han igen bliver indfanget og overmandet af sin skaber. Rabbineren ender historien med at fjerne en lille seddel med nogle magiske og livgivende ord fra Golems mund, hvor efter Golem synker sammen til den lille dværgagtige lerfigur han startede som. Siden dengang er Golem, eller i hvert tilfælde forestillingen om ham, dukket op igen med cirka 33 års mellemrum rundt omkring i det jødiske samfund. Hans tilsynekomst varsler altid forestående tragedie for fællesskabet, og derfor spreder han stadig skræk og rædsel, hos dem der får øje på ham eller tanken om ham. De, der møder Golem alene, vil som regel tage flugten, og de, der møder ham i flok, vil næsten altid forsøge at drive ham væk eller slå ham ihjel. Kun to skabninger har intet at frygte: den uskyldige, barnet, der intet ondt ser i hans øjnes spejl og den voksne der har modet til at se i dybet af hans blik og holde det fast, til han eller hun genkender ham som et refleksion af sit eget mørklagte sind. Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje end for en rig at gå ind i Guds rige. (Markus 10, 25) 6
Dette skriftsted er en påmindelse til os om, at når vi hæfter os ved den ydre rigdom som altid er midlertidig: Ungdommens styrke, vitalitet og fysiske skønhed eller den materielle velstand, vi samler os gennem livet, så vil vi også være tilbøjelige til at ligge under for en, velbegrundet, angst for at miste det alt sammen igen. Kun den der kan se igennem og kontrollere disse mekanismer kan håndtere at eje uden at lade sig forblinde eller lænke af sin verdslige rigdom som den drage, der er dømt til at forblive i sin hule for at vogte sin skat mod verdens røvere. Gimel, kamelen, har i realiteten ingen vanskeligheder med at komme igennem et nåleøje, hvis vi forstår, at den mere end noget andet handler om rigdom af en indre, åndelig karakter, der arbejder i vores rygsøjle, hvor den næres af Helligånden og forstærkes af vores arbejde for vores sjæl. Herom beretter Matthæusevangeliet: Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være. (Matt. 6, 19-21) Når den himmelske skat knytter sig til hjertet eller måske nærmere, når hjertet knytter sig til den himmelske skat, er det i mennesket en indre manifestation af, at Shekinah i eksil, datteren på jorden, kalder på sin mor i himmelen, Binah eller Den store moder, kommer på sin side sin datter i møde i kraft af en øget indstrømning af Helligånd, af oplysning, der strømmer gennem rygsøjlen, hvor den forbinder det, som sker i hovedet med det, som sker i kroppen ved hjælp af og igennem de tolv hjernenerver. Dette er vejen til sand visdom, og den indsigt der afslører sig i, at Østens tre vise mænd red på kameler og ikke heste. For kun den, der rider sin egen kamel altså orienterer sig ved det lys, der er fremkaldt i kraft af hans eller hendes arbejde med sit indre Gimel, er i stand til at finde frem til oksens hus, stalden, der er AB og AIMAS bolig i verden, og bevidne Kristi fødsel. Gimel er det tredje bogstav i alfabetet, og det har talværdien 3. I numerologien henleder tallet 3 til erkendelsen af, at når to modsætninger mødes, skabes der en ny enhed. Det åbenlyse eksempel på dette er foreningen af en mand og kvinde som skaber et barn. Tallet 3 repræsenterer også de latente idéer. Tallet 1 handler om at skabe muligheder, tallet 2 handler om evnen til at foretage valg, og tallet 3 knytter sig til resultatet af de to, nemlig handlingen. Gimel handler om alt, som er trefoldigt; trekanten, en hver treenighed og det tredje punkt, der hæver det duale til en ny dimension. og det virker i alt, som er trefoldigt: trekanten, en hver treenighed og det tredje punkt, der hæver det duale til en ny dimension. 7
Gimels numerologiske familie er: Gimel med værdien 3, Lamed med værdien 30 og Shin med værdien 300. Når Gimel står først, danner de ordet Galash, der betyder at lægge sig ned eller at ligge med. En kryptisk sætning, der på forskellig vis afslører sin dybere betydning gennem vores personlige oplevelse af de tre bogstaver, der indgår i den, og måske især ved det sidste bogstav Shin og ordet Shegal, der betyder kongelige elskerinde og yndlingshustru. Shegal er et andet navn for det tredje Sephirah Binah, der også forbinder sig til Gimel gennem tallet 3. I alfabetet er der tre bogstaver, hvis arbejde og samarbejde anses som særligt betydningsfuldt. Deres navne indeholder alle et fødende aspekt, og derfor kaldes de for mødre eller moderbogstaver, selvom de i realiteten er ukønnede eller tvekønnede i deres grundform. Disse tre moderbogstaver er: ALEPH, MEM og SHIN. Om Aleph fortælles det, at hun sammen med de andre Ur-mødre eller moderbogstaver kontrollerer de fysiske elementer, luft, ild og vand, der ligger til grund for hele Guds skabelse. Aleph er luften eller rettere, hun er dominerende kraft i og hersker over fænomenet Ur-luften, hvoraf blandt andet den luft vi indånder, er dannet. Aleph hersker over og manifesterer sig i altings luftige form. Vi ånder hende ind, vi ånder hende ud og mellem hver ind og udånding haster hun med blodet rundt, for at ilte kroppens mange forbrændingsprocesser og lede de overskydende gasser bort fra organismen igen. Aleph arbejder altid sammen med sine to søstre, Mem (vand) og Shin (ild), men Aleph rangerer over dem og alle de andre bogstaver som alfabetets matriark, det centrale, førstefødte og livgivende udtryk for Guds Ånd. I livets træ tilskrives de tre mødre den øverste trigon, hvor Aleph korresponderer med Kether, Shin med Chokmah og Mem med Binah. De tre moderbogstaver repræsenterer også de tre dimensioner af rummet. Her fungerer de som en prisme, der omdanner det guddommelige lys i syv bogstaver mere, de dobbelte bogstaver: Beth, Gimel, Daleth, Kaph, Peh, Resh og Tau. De syv dobbelte bogstaver er forbundet med de næste syv Sephiroth. Da de syv dobbelte bogstaver placerer sig på forskellige niveauer af manifestation, symboliserer de dannelsen af rummet. De repræsenterer de syv yderpunkter af verden, de syv planeter. Strukturen af rum, hvor de syv dobbelte bogstaver udvikles, er inddelt i tolv dele, der er de tolv enkelte bogstaver: He, Vau, Zain, Cheth, Teth, Yod, Lamed, Nun, Samekh, Ain, Tzaddi og Qoph. Disse tolv bogstaver symboliserer de tolv retninger i rummet, de tolv tegn i dyrekredsen, og årets tolv måneder. 8
Oplevelse af Aleph, Mem og Shin: En ung kvinde med et pragtfuldt flammerødt hår træder ud af mørket, og kommer mig venligt i møde. Lige bag hende og ved hendes side går hendes to søstre, den ene sølvblondt og den anden med en klædning og hår af en dybere sort end det sorte omkring os. De tre står side om side foran mig et øjeblik, inden de ændrer form til en rød, en hvid og en sort streng, der smelter sammen til en. Strengen begynder nu at dreje sig om sin egen akse til en snoning, et rør, der skifter til guld, lyser op et kort øjeblik for så at forsvinde fra mit blik. En lille flamme tændes ved mine fødder og breder sig hastigt til en cirkel af ild med mig som sit centrum. Flammerne strækker sig opad til jeg befinder mig i en vertikal tunnel, og tunnellen bøjer sig og danner en ny gigantisk cirkel; en cirkel til et rør til en cirkel til et rør til en Kvinderne viser sig for mig igen, men ændrer sig i næste nu til bogstaverne aleph, mem og shin skrevet i guld. Aleph, der står i midten, stiger opad, så de tre bogstaver danner en ligesidet trekant med aleph som top, shin som venstre og mem som højre hjørne. Trekanten står skarpt i en klar blå på en dyb sort baggrund. Den første treenighed kabbalisterne taler om, er Faderen, Sønnen og Helligånden Kether, Chokmah og Binah. Den anden treenighed formes gennem Binahs dobbelthed. For selv om den første treenighed ligger uden for alt, hvad der kommer efter den, er den dog forbundet med den gennem Helligånden, der både skaber Binah og udstrømmer fra den. Af Helligånden opstår dualiteten, spaltningen og dobbeltheden i verden. Når Helligånden starter på sin indsats, deler den sig i to et maskulint og et feminint aspekt, repræsenteret ved bogstaverne Yod og He i Tetragrammaton. Denne dobbelthed producerer, når de forenes, nummer tre i den anden treenighed, som er Vau, Ånden, der forener det ene med det andet. Dobbeltheden af Helligånden er Fader/Moder, Abba/Aima, Osiris/Osis, Josef/Maria og Abraham/Sarah. Alle religioner har symboler, der beskriver denne dobbelthed, som repræsenterer Helligånden i himlen og på jorden, og når man ønsker at beskrive mødet mellem det for oven og det for neden, anvendes der som 9
regel en fuglesymbolik, Den hvide due og Maria, Leda og svanen, hvor fuglen repræsenterer Helligånden. Fra Binah strømmer den tvekønnede Helligånd videre ud i skabelsen, hvor den føder det 4 Sefirah Chesed. Chesed har to navne: Chesed Nåde og Gedulah Godhed, der afslører, at den har arvet og indeholder Helligåndens dobbelthed, og når denne bliver til et, føder den sin mage, det 5. Sefirah Geburah. Gedulah er skrevet med bogstavet Gimel og det samme gælder Geburah, og som Gedulah, har Geburah også et andet navn, Pechad, og et andet aspekt, der gør det muligt for hende at fortsætte skabelsen i det sidste led, barnet, af den anden treenighed, Tiphereth. Første treenighed: Anden treenighed: Tredje treenighed: Fader, Søn og Helligånd. Helligånden udfolder sig i den anden treenighed som far, mor og sønnen, Chesed Gedulah. Gedulah udfolder sig i den tredje treenighed som De 3 Patriarker eller Stamfædre. I 1. Mosebog bliver den sidste treenighed kaldt Abraham, Isak og Jakob. Abraham er navnekode for Gedulah, Isak er Geburah og Jakob er Tiphereth. Tilsammen danner de Monaden, Ånden, som har to sjæle: den guddommelige sjæl og den menneskelige sjæl. Denne sidste treenighed bliver illustreret i myter og legender under andre navne, men ud fra samme mening, i gralslegenderne som Arthur, Guinevre og Lancelot og i Nordisk mytologi som Odin, Brunhilde og Sigfried. Det er i øvrigt disse sidste tre kræfter, der er udtrykt i Wagners opera Niebelungens Ring. Hver religion udtrykker denne sidste treenighed på forskellige måder, og principperne her er en direkte afspejling af betydningen af det det dobbelte Yod gennem Gimel. Bogstavet Gimel er også et smukt symbol for den kosmiske lov, der siger, at for enhver sjæl af positiv eller maskulin polaritet der fødes, fremspringer der også en anden sjæl af negativ og feminin polaritet. Det lærer os om dualiteten i alle ting. Ved alt det som eksisterer, er der to sider, den åndelige og den materielle, den essentielle og den formelle. Vi lever i en dualitetens verden, gennem hvilken noget fint, udefinerligt konstant passerer og flyder som et princip bag alle ting, der har en dobbelt manifestation. En energi, et Gimel, der arbejder med og virker som symbol for alle de nye helheder, der skabes gennem foreningen af modsætninger. Dette kan vi se ved kontrasten mellem dag og nat, delt i solopgang og solnedgang, middag og 10
midnat, når jordens tilstand fuldstændig er forandret. Den eneste ydre faktor er jordens omdrejning om sin egen akse. Men hvad er det, der forårsager omdrejningen og den skiftende indflydelse af solopgang og solnedgang? Forår, sommer, efterår og vinter er fire særskilte årstider i ét år skabt af jordens årlige omdrejning omkring solen. Barndom, ungdom, middelalder og alderdom er overensstemmelser, der er et resultat af fødsel, vækst, alderdom og 'død'. Men hvorfor fødsel og død? En million eksoteriske kendsgerninger ville ikke være svar nok til at besvare disse spørgsmål, for de angår den del af vor esoteriske udforskning, der er det fine, udefinerbare noget, som er essensen i og grunden til alle manifestationer. Der er altid et højere og et lavere, et finere og et grovere aspekt af den samme substans, en abstrakt og en konkret, en fortidig og en fremtidig virkning af alting i naturen. Sådan understreger Gimel også, at verden fra naturens hånd er delt op i: himmel, jord og vand. I mennesket: krop, sind og ånd og for alting som er skabt i verden og af verden: fødsel, liv og død. I geometrien er Gimel lig med trekanten, og netop denne figur afspejler et kosmisk princip og jordisk fænomen, der i mystikken er kendt som Trigonens Lov: 1 Er fuldendt og fuldbragt men vil alligevel drages mod 2. Når 1 og 2 mødes vil der opstå noget nyt, tallet tre eller trekantens tredje punkt. Trekanten er fuldendt og fuldbragt, men da 3 er mere end 1+2 vil det rive sig løs for at fortsætte den bevægelse, der er sat i gang og skabe en ny begyndelse. Dette princip gør sig gældende på utallige steder og måder, og ses blandt andet bygget ind i JHVH, hvor det siges at være en del af den skjulte betydning for, at bogstavet He optræder to gange. I den skabte verden er Trigonens lov en naturlov, men når den sætter sig i forbindelse med den menneskelige natur, vil der ofte opstå et spændingsfelt, når 3 bliver til 1. I psykologien opleves 3 eller trekanten som en harmoni, en verden er i balance og tingene på rette plads. Mennesker kan godt lide orden. Men orden er statisk. En hver forandring vil i sagens natur blive anset som potentiel uorden, og det kan orden ikke tillade. Mennesker kan, som udgangspunkt, heller ikke lide uorden. Alligevel er vi drevet til at skabe den: Uden uorden ingen forandring, og uden forandring ingen udvikling. Mennesker kan godt lide udvikling. Så vi skaber orden, fred og bygger trekanter fordi vi godt kan lide dem, og vi skaber uorden, uro og bryder trekanter ned, fordi vi er drevet af det indefra, og kaldet til det udefra. Vi må vikle os ind og vikle os ud igen. Vi må udvikle os. I menneskets liv og sind handler Gimel også om udvikling. Det er en udvikling der sker i tre stadier af tre omgange, 11
hvor læring tilegnes gennem gentagelse, af processer, af historier, ja af hele liv for den sags skyld. Sefer Yetzirah, Bogen om skabelsen, er en refleksion over og kommentar til Biblens skabelsesberetning. Skriftet menes at være fra det andet århundrede, og er dermed det ældste nedskrevne kabbalistiske værk. Sefer Yetzirah anses da også, sammen med Zohar, for at danne hjørnestenen til en forståelse af den kabbalistiske tankegang. Skriftet fortæller en historie om verdens og menneskets skabelse, væsen og funktioner, hvor alting knyttes til og forklares ud fra tre Guddommelige grundstoffer : Tal, Bogstaver og Form. Sefer Yetzirah fortæller om mysteriet bag og principperne for altings undfangelse, svangerskab og fødsel. Skriftet er som et fortryllet bygningsværk spækket med døre, kringelkroge og rum, der på en gang rummer lukkede udsagn eller sandheder og på samme tider byder på faldlemme i teksten, så de lukkede sandheder åbner sig op for en personlig oplevelse. Sefer Yetzirah lærer os, at den kreative bevidsthed eksisterer på tre niveauer: Rum, tid og sjæl, og at disse er reflekteret i de tre aspekter: form, navn og numeriske værdi i hvert eneste bogstav. I kabbalahen taler man om mennesket som et mikrokosmos, der ved sin anatomi udgør et billede på Universets makrokosmos. Igennem Sefer Yetzirah bliver dette bogstaveliggjort ved, at de 32 stier, de 10 Sephirah eller tal og 22 bogstaver, knyttes til et bestemt organ og funktionsområde i vores liv og organisme. Om bogstavet Gimel fortælles det: Han skabte Gimel og henførte det til sundhed. Han kronede det, forenede det ene med det andet og formede med det Mars i Universet, den anden dag i ugen og menneskets højre øre. Som Gimel former og arbejder i det højre øre, forbinder Peh sig til det venstre. Tilsammen danner de ordet gaf, der betyder (bjerg)top eller ryg og en person. Ørene er knyttet til ligevægtssansen og lydopfattelsen i mennesket. Labyrinten er placeret i det indre øre, den er fyldt med en geleagtig væske, og gennem denne, kan labyrintsanserne samle oplysninger om hovedets stilling og bevægelser og formidle dem til hjernen, der tilpasser kroppens og ekstremiteternes stilling i forhold til hovedets. Øret er sammensat af en ydre, mellemst og indre del. Hørelsen er resultatet af et samspil mellem øret selv, næsen, der regulerer mængden af væske i mellemøret og hjernen, der modtager, analyserer og skaber mening i det hørte. 13. sti: Kabbalisterne kalder denne 13 sti for Harmoniens Forenende Intelligens, og den hedder sådan, fordi den i sig selv er Ærens 12
inderste væsen. Den er fuldbyrdelsen af sandheden om alle åndelige ting. Stien kaldes også for Naturens sti, for det er her, at den søgende modtager læring om sin egen natur og sine kropslige forbindelse til naturens verden; dens tre riger og iboende mekanismer og processer. I Sefiroth-strukturen danner Gimel og den 13. sti det øverste led af ligevægtens søjle. Denne midterste søjle udgør en absolut balance mellem det maskuline og det feminine princip. Man kunne sige det sådan, at Aleph, der indleder den maskuline søjle skaber et Jod. Beth, der danner begyndelsen af den feminine søjle, former et He, og Gimel, der er et udtryk for den fuldkomne afbalancering af modsætninger, kroner ligevægtens søjle med sit Vau. I sig bærer Gimel kimen til det, der senere skal udfolde sig og er i denne forstand evigt svanger med det sidste He, der fuldender Tetragrammaton, Yod, He, Vau, He. Det menneske som er på Gimels plan bliver konfronteret med naturen. Han bliver en søger og begynder nu at udforske naturens hemmeligheder. Han prøver ikke længere, at handle imod naturen, men prøver snarere at optage den i sig selv for, at leve med og ikke imod naturen. På Gimels sti vil Alkymisten, mens han henter sine tre basale ingredienser (salt, svovl og kviksølv) ned fra hylden, reflektere over sit besøg ved Merkurfontænens trefoldige kilde og den trehovede drage, som vogter over den. Først gik han til Mineralis. Her lærte ham om mineralernes plads og betydning i det store kredsløb, såvel som i hans eget. Der næst slukkede han sin tørst i Vegetabilis, hvor han fik indsigt i planterigets vidunderlige verden. Særligt rosen vandt hans hjerte, måske især fordi han nu, på så mange måder han aldrig før har bemærket, kan ligne sig selv ved den. Til sidst drak han af Animalis, hvor han i første omgang lod sig forvirre af de mange ligheder mellem ham selv og dyrerigets væsner, at han tænkte: Der er ingen forskel på dyrene og mig, altså må jeg selv være et dyr! Hans forvirring er en naturlig del af processen, og aldeles uundgåelig, når man har mærket dragens ånde, som han gjorde det, da han stod ved fontænen. Hvert af dragens hoveder har fortalt ham en mystisk historie, der har skabt kaos i hans tanker, og vækket en dyb uro i ham mod den skjulte side af alting, som netop dragen repræsenterer. Men nu, hvor hovedet er klart igen, tænker han dybere over det, den har sagt. Bare fordi noget er skjult, behøver det jo ikke være dårligt, og selv om det måtte være sådan, så er der alligevel er en lille forskel mellem dyrene og ham, der gør en væsentlig forskel i hvert tilfælde for ham selv. Dyrene er dyr og ønsker intet andet 13
end det. Han vil ikke være dyr. Han vil være menneske, og helst et bedre menneske, end han er nu. Han mærker en stærk trang til at åbenbare og forfine de skjulte sider af sit væsen, og han vil bestræbe sig på at give sine mineralske, plante og dyreaspekter de bedste vilkår for at udfolde sig efter et ideal, et menneskeligt ideal. Med det samme mål for øje, begynder han nu at bearbejder sine tre grundstoffer: Saltet der symboliserer den hemmelige ild. Svovlet der er et billede på hans maskuline side, og kviksølvet der står for hans feminine. Som han arbejder med disse tre i det ydre, arbejder han også med dem, i det stille og skjult fra omverden, i dybet af sit indre. 14