/ie-i. DE tf. Juni årgaf*»mer $

Transkript

1 /E- l DE tf Jun årgaf*»mer $ y" 5

2 Nummer mundansae STJERNE Organ for JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE Jun årgang 6 Det første Præsdentskab Spencer W. Kmball N. Eldon Tanner Maron G. Romney 29 De Tolvs råd Ezra Taft Benson Thomas S. Monson Mark E. Petersen Boyd K. Packer Delbert L. Stapley Marvn J. Ashton LeGrand Rchards Bruce R. McConke Howard W. Hunter L. Tom Perry Gordon B. Hnckley Davd B. Haght Rådgvende komté Howard W. Hunter, Davd B. Haght Robert D. Hales, O. Lesle Stone Redaktør krkens magasner Dean L. Larsen Internatonal Magaznes redakton Larry A. Hller, chefredaktør Carol Larsen, medredaktør Roger Gyllng, desgner Den danske Stjernes redakton Jørgen Ljungstrøm, Translaton Servces Vodroffsvej 7, DK 1900 København V Peter Berkhahn, Nyt om Krken Porthstr. 5-7, D-6000 Frankfurt/Man 50 Harry Bohler, layout Tryk Paul Gese KG, Offenbach/Man Korrespondenter Københavns Stav: Den danske Msson: Abonnement Tegnes gennem wards/grensrepræsentanten: 12 numre dkr. 39,00 Nævnte prser er ncl. moms og porto. Betalng over gro tl Dstrbutons Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge. Unted States and Canada: $ 6.00 (surface mal) 1976 by the Corporaton of the Presdent of The Church of Jesus Chrst of Latter-day Sants. All rghts reserved. INDHOLDSFORTEGNELSE Altd en omvendelseskrke. Spencer W. Kmball 1 Nadverpagten. Melvn J. Ballard 3 Den aften stjernerne kom nær. Corna N. Bass 7 To tmer fra krken. Sachko Hotta 8 Tl mnde om: Ældste Hugh B. Brown 9 Tl mnde om: Elray L. Chrstansen 12 Arbedets evangelum. Nel A. Maxwell 13 Brød-ler 15 Alles have. Lucy Parr 16 Lgesom far. Jay Burton 18 Bare for sjov. Trevor Holloway 20 Tael crklerne. Rchard Latta 20 Det første skrdt var det vanskelgste. Patt Wltbank 21 Oversgt over krkens velfærdstjenste. Vctor L. Brown 22 Velfærdstjenstens produkton og dstrbuton. H. Burke Peterson 26 Der er stadg en masse at gøre! Spencer W. Kmball 28 Velfærdstjenstens afdelng for udvklngsområder. Vaughn J. Featherstone 29 En ganske almndelg" omvendelse. J. M. Heslop 31 Et budskab fra vore ledere. Johan H. Benthn 32 Budskab fra Det øverste Præsdentskab 32

3 skrfterne; hjemmene, og hvormed dem det vore I har Jesu Altd en omvendelseskrke VED PRÆSIDENT SPENCER W. KIMBALL Jeg kan kun tænke mg få tng, der vlle være mere nyttge for alle voksne medlemmer af krken end fast at beslutte sg tl at læse og studere skrfterne tl bunds. Hvlken betydnng vlle det kke have på vor hele tlværelse; vort ægteskab, på vore børn, kaldelser og arbejde krken! Vore møder og klasser vlle fyldes med en stærkere vdnesbyrdets ånd, en stærkere åndelg forståelse af evangelets doktrner og prncpper. Ved bedre at forstå dsse doktrner, vlle v derefter søge at anvende deres frelsende og evge prncpper vor egen tlværelse. Årene har lært mg, at hvs v med energ vl forfølge dette værdge mål på en beslutsom og samvttghedsfuld måde, vl v bestemt fnde svar på vore problemer og fred hjerte. V vl opleve, at Hellgånden udvder vor forståelse, så v fnder ny ndsgt blve vdner tl en ny sammenhæng og Herrens doktrner vl få større betydnng for os, end v nogensnde har ment det mulgt. Som følge deraf v I v få større vsdom, v kan lede os selv og vores famle, således at v kan tjene som et lys for og klde tl styrke for vore venner, der kke er medlemmer af krken, og som v har plgt tl at dele evangelet med.,,l ransager skrfterne, ford I mener at have evgt lv; og det er dem, som vdner om mg." (Johs. 5:39). Jeg husker, hvor stort et ndtryk det gjorde på mg, da jeg som dreng læste de betagende beretnngerom de førsteapostle og andre søskende. Da jeg bare varen llle dreng, endnu kke dakon, plejede jeg at klatre op ad trapperne, der snoede sg op tl loftet vores hus. Der sad jeg mørke og ufærdge værelse og læste Bbelen aften efter aften ved lyset af en petroleumslampe. Jeg husker, hvordan Peter rystede mn sjæl. Han varen bemærkelsesværdg stærk og udvalgt leder; en mand, der var fyldt med en så stor tro, kundskab, oprgtghed, og som brændte af en sådan menneskelg hengvenhed og forståelse, at han fremtræder som en af de største ledere og profeter hstoren. Når I læst dsse gamle beretnnger, har I så forestllet jer selv dér sammen med Peter og Johannes, dengang de en dag gk nd gennem tempelporten? Foran dem sad der,,en mand, der havde været lam fra moders lv af... ham plejede man hverdag at sætte ved den port tl hellgdommen, som kaldes den skønne, for at han kunne bede dem, der gk nd hellgdommen, om en almsse. Han så Peter og Johannes og bad om en almsse, men Peter så fast på ham, og det samme gjorde Johannes, og Peter sagde:,se på os!' Og han gav nøje agt på dem, da han ventede at få noget af dem. Men Peter sagde :,Sølv og guld har jeg kke, men hvad jeg har, det gver jeg dg: Krst, nazaræerens navn, stå op og gå!' Og han greb ham ved den højre hånd og rejste ham op. samme nu blev hans ben og ankler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkrng." (Se Apostlenes Gernnger 3:1-8) Hvad jeg har". De ord har v allesammen behov for at overveje. Har v også noget, som v kan dele med andre? Ja! V har Jesu Krst evangelum, fredens evangelum, glædens evangelum. V har sandheder, der kan gøre ethvert menneske bedre og mere fuldkommen, ethvert 1

4 Frygen vor denne Herrens ntenstet. Krst Det krken. fællesskabet Herren! kærlghed ægteskab lykkelgere, ethvert hjem mere hmmelsk. V har Guds præstedømmelge kraft tl at velsgne vore hjem og tlværelse og andres tlværelse også. Jo, det er tl os selv, vore hjem, vore kvorummer, vore klasser, vore opgaver krken, at v med større energ må brnge det, som v har modtaget. Og det er tl vore naboer, og bekendte, som kke er medlemmer at v blver bedt om også at gve hvad v har". Herren har befalet os at gøre det. V må forøge vor ndsats, og v må gøre det nu. For mg har Paulus' gernng altd været spændende læsnng. At læse om, hvordan evangelet blev bragt ud tl nye lande tl Cypern, tl de lande, der dag hedder Tyrket, Grækenland og Italen gav bevs på evangelets betydnng for alle mennesker. Husker I, hvordan Herrens egen td,, Paulus havde et syn: der stod en makedonsk mand og bad ham og sagde:,kom over tl Makedonen og hjælp os!'" <Ap. Gern. 16:9) Det er på samme måde td. Makedonerens ånd er alle vegne omkrng os. Nu er øjeblkket nde egen td tl at brnge evangelet vdere ud, end det nogensnde før er blevet bragt længere geografsk, og længere Mange mennesker verden råber, bevdst eller ubevdst,,kom... og hjælp os". Det kan være vore naboer. Det kan være jeres ven. Det kan være jeres slægtnnge. Det kan være nogen, som I traf så sent som går. Men v har det, de behøver. Lad os hente nyt mod gennem vore studer, sådan som Peter gjorde det.,,og nu, Herre!... gv dne tjenere, at de med fuld frmodghed må tale dt ord." (Ap. Gern. 4:29) Det har altd været spændende og nstruktvt for mg at læse om Peters forkyndelse, at høre om Stefanus og Flp og det vdunderlge, Barnabas gjorde, og Paulus' modge ndsats at se, hvordan de altd syntes at tjene på evangelets ydermarker, således som mange af vore bedste hellge gør det dag. Jeg har glædet mg over at læse dsse udvalgte lederes prædkener, at modtage Herrens nspraton, som de var fyldte af, når de behandlede den tds aktuelle problemer og bekymrnger. Det har været en glæde at mærke den kammeratskabsfølelse og det broderskab, der må have hersket mange af dsse første grene krken. Der fandtes omsorg og nteresse for hnandes velfærd, omsorg for hnandens fysske velbefndende. Der fandtes udtryk for bevs på kærlghed, måske lge så udtryksfulde og smukke som udtrykkene broder" og,, søster" er foros vor td. Jeg har ofte spekuleret på, om alle dsse medlemmer af den første krke vrkelg accepterede hnanden som brødre og søstre, således som de blev belært om? Den første krke var en krke af nye medlemmer. Alle var de blevet omvendte. Havde de nogen af dem med ét års, andre med t års, og atter andre med tyve års medlemskab bag sg altd et kærlgt fællesskab med hnanden? Havde de det,, partere og medere og elamter, og v, som hører hjemme Mesopotanen, Judæa og Kappadoken, Pontus og provnsen Asen. og Pamfylen, Ægypten og Lbyens egne ved Kyrene og v tlflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere" (Ap. Gern. 2:9-11) arbejdede de allesammen sammen og broderskab uden msundelse eller jalous eller adskllelse status eller ved uddannelse eller ved natonaltet? Vsselg synes det tl overflod tydelgt selv for os, hvorfor vor Herres sste tmer før Getsemane blev brugt tl at belære om mt bud, at I skal elske hverandre lgesom jeg har elsket jer." (Johs. 15:12) Budskabet er det samme for os dag. Krken vl altd være en krke fyldt med nyomvendte. Hvadenten det er Salt Lake Cty eller Sao Paulo, Los Angeles eller London, Tokyo eller København, er det Herrens plan, at der skal være omvendte blandt os, brødre og søstre, der for nylgt er blevet bragt nd fold, formedelst deres kærlge venners og naboers ndsats. Lad os brnge dem nd og elske hnanden evangelets sande ånd. Jeg er altd blevet opløftet ved at læse Paulus' korte brev tl F lemon : lærer os et prncp og en ånd med hensyn tl evangelsk broderskab. Flemons slave, Onesmus, var løbet væk fra sn herre og havde sluttet sg tl Paulus Rom. Paulus omvendte Onesmus tl evangelet, og ved at sende ham* et omvendt menneske, tlbage tl Flemon, benyttede Paulus sg af lejlgheden tl at lære begge mænd nogle vgtge sandheder. Paulus ønskede at lære slaven, Onesmus, nødvendgheden af at være lydg overfor loven, og han ønskede at lære Flemon behovet forstørre kærlghed, der var stor nok tl at sætte slaven fr, ja, gøre ham tl sn lgemand. Paulus skrver: jeg bederdg for mt barn, som jeg har fået mt fangenskab, for Onesmus, (navnet betyder: gavnlg) som før kke var dg tl,gavn', men nu er tl gavn både for dg og for mg; ham sender jeg dg nu tlbage, ham, mt eget hjerte!... for at du skulle eje ham evgt... og da kke mere som en træl, men som noget langt mere end en træl : som en elsket broder. Det er han høj grad for mg, men hvor meget mere så kke for dg, både rent menneskelgt og Herren. Så sandt du da regner mg for dn medbroder, så tag mod ham, som om det var mg selv. Og har han gjort dg nogen uret, eller skylder han dg noget, så skrv det på mn regnng! veder- Ja, broder, lad mg dog få,gavn' af dg kvæg mt hjerte Krstus! I tlld tl dn lydghed skrver jeg dette tl dg; jeg ved jo, at du endogså vl gøre mere end det, jeg sger." (Flemon 10-12,15-18, Fremhævelser tlføjet) Hvlke broderskabets ånd belæres kke af denne store mssonær, denne Jesu apostel, som også andetsteds talte tl Kornterne, om at han endog vlle forandre sne spsevaner, hvs det vlle betyde forskellen mellem at holde én tl Herren eller skubbe ham bort på grund af msforståelse! (Se 1. Kor. 8) Det er en nspraton og glæde at se denne samme ånd vrke overalt krken, at se de hellge omfavne og hjælpe og bede for dem, som daglgt kommer nd Herrens rge. Vedblv at række ud efter hnanden efter de mange flere, som vl komme nd Byd dem velkommen, elsk dem og drag dem nd fællesskabet.

5 Herrens Klassske taler holdt af generalautorteterne Nadverpagten AF ÆLDSTE MELVIN J. BALLARD af De to Ivs Råd fra tl Holdt ved en jun-konference. Trykt Bryant S. Hnckley: Sermons and Mssonary Servces of Melvn Joseph Ballard", Salt Lake Cty 1949, Illustreret af Jerry Thompson ^spldsp!,,v står for åndelg vækst gennem overværelse af nadvermøder." Den hellge nadverpagt med de tlhørende velsgnelser, som v gentager, når v velsgner symbolerne på Herrens brudte legeme og udgydte blod, er sær blevet åbenbaret for de sdste dages hellge af Herren selv, således at v har pagtens særlge ordlyd, som den blev formuleret af vor Forløser sammen med dens lovede velsgnelser. Jeg forstår, vl jeg tro, den grad, hellgheden ved pagten, som v medlemmer af krken ndgår, når v ndtager de hellge symboler. Jeg erkender, at hver gang v ndtager dsse symboler, manfesterer v over for Faderen, at v vrkelg mndes hans søn, og at v ved at ndtage brødet og vandet ndgår en højtdelg pagt, at v yderlgere lover og aflægger løfte om ved denne pagt, at v vl holde hans befalnger. Vor hmmelske Fader har sørget for, at v kke blot en enkelt gang, men ofte, kan mødes for at forny vort løfte, vor pagt og vor overenskomst om at vlle holde hans befalnger og påny påtage os han navn. Jeg har altd betragtet dette velsgnede prvlegum som et mddel tl åndelg vækst, og der er ntet andet helt så frugtbart tl opnåelse deraf som værdgt at deltage nadver. V spser mad for at stmulere vore fysske legemer. Uden at spse vlle v blve svage og sygelge og fyssk nedbrudte. Det er fuldt så nødvendgt for vort åndelge legeme, at v ndtager nadveren og derved modtager åndelg føde for vor sjæl. Hvs v kun fk vor fysske føde på bestemte steder og ved bestemte lejlgheder, skulle v nok allesammen være der. Under krgen hørte v om, hvordan mange kommuner måtte bespse ndbyggerne ved fordelng af spse-

6 Herrens hans onde dette vort har synd, overtrædelse, harmon guld" denne blletter eller ratoner der kun blev uddelt ved henvendelse på særlge steder. V har land set folk stå kø for at få deres sukkerratoner og andre varer, som var ratonerede, og dsse mennesker var altd på pletten, på det bestemte tdspunkt og det bestemte sted. Hvs v vrkelgt forstod og erkendte behovet for åndelg føde, skulle v nok være tlstede på det bestemte sted, hvor den end måtte fndes og blve admnstreret. V må mdlertd komme sultne tl nadverbordet. Hvs v blev ndbudt tl en banket, hvor jordens fneste retter blev serveret, vlle v kke blve frstet af maden, hvs v manglede appett. Når v kommer tl nadverbordet, må v komme sultne og tørstge efter retskaffenhed, efter åndelg vækst. Hvordan kan v have åndelg sult? Hvem er der blandt os, som kke sårer sn ånd med ord, tanke eller handlng fra sabbat tl sabbat? V gør noget, som v er kede af, og v ønskerat blve tlgvet, eller v har gjort noget forkert over for en eller anden, som er blevet såret. Hvs v hjertet vrkelg er kede af, hvad v har gjort; hvs v sjælen har et ønske om at blve tlgvet, sker det kke ved at blve døbt påny og kke ved tlståelse over for mennesker, men ved at omvende os fra vore synder, at gå tl dem, som v har syndet mod eller overtrådt over for og få deres tlgvelse, og derefter at søge tl nadverbordet, hvor v, hvs v oprgtgt har omvendt os og gjort os værdge vl blve tlgvet, og åndelg helbredelse vl komme tl vor sjæl. Den vl gennemtrænge vort hele væsen. I følt det. Jeg bærer vdnesbyrd om, at admnstrerngen af nadveren blver overvåget af en ånd, som varmer sjælen fra hoved tl fod. Man føler, hvordan åndens sår heles, og byrden lettes. Velbehag og lykke kommertl sjælen, når den er værdg og vrkelg ønsker at deltage I åndelge måltd. Hvorfor kommer v kke allesammen? Hvorfor kommer v kke regelmæssgt tl nadvertjenesten og ndtager dsse symboler og udfører den højeste gudsdyrkelse, v kan øve over for vor Fader elskede Søns navn? Det er, ford v kke påskønner den. Det er, ford v kke føler behovet for denne velsgnelse, eller det er måske, ford v føler os uværdge tl at ndtage dsse symboler. Der er noget ved dette løfte, som jeg gerne vl gøre opmærksom på. Lad mg ctere nogle skrftsteder, ford v søstre, skal komme tl kke bare ønsker, at vore drenge og pger, vore brødre og nadverbordet og spse dsse symboler, men v ønsker, at de skal være værdge dertl, for I har allerede hørt cteret fra skrften, at hvs v spser og drkker uværdge, så spser og drkker v tl vor egen sjæls forbandelse. Her er, hvad Herren sagde: Før de tager nadveren... skal medlemmerne gennem gudelg vandel og omgang vse for krken og for ældsterne, at de er værdge dertl og udvse gernnger og tro overensstemmelse med den hellge skrft og vandre hellghed for Herren." (L.&P. 20:68-69) Og lad mg også læse fra Paulus:,,l kan kke både drkke Herrens kalk og onde ånders kalk; I kan kke både have del bord og ånders bord."(1. Kor. 10:21) Og også fra en hellg skrft:,,l skal kke med vdende og vlje gve.nogen lov tl uværdgt at spse og drkke af mt kød og blod, når det blver uddelt; th den, der spser og drkke mt kød og blod uværdgt, spser og drkker tl sn sjæls fordømmelse; derfor, dersom I ved, at et menneske er uværdgt tl at spse og drkke af mt kød og blod, skal I forbyde ham det." (3. Neph 18:28-29) Og endnu et skrftsted tl en profet fra vor td: Den, der har overtrådt, skal kke deltage der, førend han har gjort forsonng." (L.&P. 46:4) Jeg tror, at nogle af os måske er skamfulde ved at komme tl nadverbordet, ford v føleros uværdge og er bange for at spse og drkke dsse hellge symbolder tl vor egen fordømmelse. Og derfor ønsker v, at enhver sdste dages hellg vl komme tl nadverbordet, ford det er stedet for selvransagelse, for undersøgelse af os selv, hvor v kan lære at rette vor kurs nd og at sætte vort lv orden og brnge os med krkens lære og vore brødre og søstre. Det er dér, hvor v blver vore egne dommere. Der kommer måske tlfælde, hvor krkens ældster med rette kunne sge tl én, som er overtrædelse, og som er ved at række hånden ud for at ndtage dsse symboler: Du bør kke gøre det, før du har genoprettet det, du har forbrudt", men sædvanlgvs vl v være vore egne dommere. Hvs v er rettelgt nstruerede, vl v vde, at det kke er vores ret at ndtage dsse symboler på Herrens kød og blod eller når v har såret andre og er fuld af dårlge følelser over for vore brødre og søstre. Ingen går fra denne krke og blver apostat på en uge eller på en måned. Det er en langsom proces. Det, der vrkelg gver skkerhed for hver eneste mand og kvnde, er, at vse sg ved nadverbordet hver eneste sabbatsdag. V kan kke komme ret langt bort på én uge kke så langt væk, at v kke ved selvransagelsesprocessen kan rette det forkerte, v måske har gjort. Hvs v afstår fra at deltage nadveren, fordømmer os selv som uværdge tl at modtage dsse symboler, vl v kke længe kunne holde det ud, og jeg er skker på, v snart vlle få omvendelsens ånd. Vejen tl nadverbordet er skkerhedens st for sdstedages hellge. Jeg har sagt, at jeg tror, v blver borte ford v måske kke ndser, hvlken velsgnelse nadveren er. Jeg gad vde, om v nogensnde dette jordelv vl forstå værden af det hellge og velsgnede, som Herren har ndstftet krke tl dens åndelge vækst og velfærd, og sær denne ene ordnanse, der ledsages af vsse lovende velsgnelser, som ntet menneske kan gve, og som Herren alene kan manfestere tl sne børn! Der står skrevet: Således elskede Gud verden, at han lod sn Søn den enbårne dø for verden, for at enhver, som tror på ham, ja, og holder hans bud, skal have evgt lv (Se Johs. 3:16). Men dette hellge offer kræver kke så meget af os alle dsse strålende prvleger er gvet os frt, og det får mg tl at tænke på noget, som en af vore store forfattere har sagt. Det lyder nogenlunde således: Ved djævelens fødder sælges alt. Enhver værdløs genstand er sn vægt værd (J. R. Lowell: Vson of sr Launfal"). Det er kun hmmelen, som foræres bort, og det er kun Gud alene, man kan anmode om denne gave. Selvom v måske ntet gver for denne sonng og dette offer, har det

7 tre de denne ære denne de kke desto mndre kostet nogen noget, og jeg elsker at tænke på, hvad det kostede vor hmmelske Fader at gve os sn elskede Søn, vor Faders værdge Søn, som elskede verden så meget, at han gav st lv for at frelse den, for at frelse os og gve os åndelg nærng, mens v vandrer dette lv og gør os parate tl at ndtræde evge verdener og dér være sammen med ham (L.&P. 132:55). Når jeg læser beretnngen om Abraham, som skulle ofre sn søn Isak, tro jeg, at vor Fader prøver at fortælle os, hvad det kostede ham at gve sn søn tl denne jord. I husker hstoren om, hvorledes Abrahams søn fødtes efter mange års venten, og hvorledes han blev betragtet af sn ærværdge fader Abraham som mere dyrebar end alle hans andre besddelser, og at Abraham mdt al sn glæde blev befalet at ofre sn eneste søn tl Herren. Han adlød. Kan denne lejlghed? I elsker jeres søn lge så højt, som Abraham gjorde. Måske dog kke helt så højt, som Abraham gjorde på grund af de særlge omstændgheder, men hvad tror I, han tænkte, da de skulle rejse og sagde farvel tl mor Sara? Hvad tror I, han følte, da han så Isak sge farvel tl sn mor for at rejse dage tl et udpeget sted, hvor ofret skulle gves? Forestl jer, at det næsten var umulgt for fader Abraham at skjule sn sorg og smerte ved afskeden, men han og hans søn rejste allgevel trofast de tre dage mod det udvalgte sted, og Isak bar brændet, som skulle brnges tl ofrngen. De to andre, som var med dem, fk besked på at blve tlbage, mens Abraham og hans søn gk op på bjerget. Så sagde drengen tl sn far: Hvorledes, Fader? Her er lden og brændet, men hvorer dyret tl brændofret?" Det må have gået fader Abraham lge tl hjertet at høre den oprgtge og tlldsfulde søn sge:,,du har glemt offeret!" Idet han så på ynglngen, den forjættede søn, kunne den stakkels far kun sge: Gud vl selv udse sg dyret tl brændofret, mn søn!" Sammen gk de op på bjerget, sammen samlede de sten og lagde brændet på dem. Så blev Isak bundet på hænder og fødder og lagt på brændet oven på alteret. Jeg formoder, at Abraham, som enhver anden far vlle have gjort, har gvet sn søn et farvelkys og en velsgnelse, og at hans sjæl stund må have været ude af sg selv af fortvvlelse ved at tænke på, at hans søn skulle dø ved sn egen fars hånd. Alt blev udført, ndtl det kolde stål glmtede solen, og hånden, som skulle udgyde lvsblodet, blev løftet. Men så sagde en Herrens engel: Det er nok." Vor hmmelske Fader gennemgk alt dette og endnu mere, for hans tlfælde blev hånden kke standset. Han elskede sn Søn, Jesus Krstus, mere end Abraham elskede Isak, for vor Fader havde sn Søn, vor Frelser, evge verdener. Denne Søn var trofast og sanddru gennem århundreder, havde opnået en placerng og herlghed, og Faderen elskede ham umådelgt, dog tllod han denne højtelskede Søn at stge ned fra sn ære og herlghed, hvor mlloner hyldede ham, tl jorden og en rngeagt, som det kke står menneskets magt at fatte. Han kom for at modtage spotten, mshandlngen og tornekronen (Johs. 19:2). Gud hørte sn Søns fortvvlede råb ufattelg sorg og dødangst Getsemane, hvor hans legemes porer efter sgende åbnede sg og svedte blod, medens han råbte: Fader, om du vl, så tag denne kalk fra mg!" (Luk. 22:42). Jeg spørger jer, hvlken far og mor verden kunne blve ved med at høre på deres børns fortvvlede skrg, uden at komme dem tl undsætnng? Jeg har hørt om mødre, som uden at kunne svømme, har kastet sg en hvrvlende strøm for at redde deres druknende barn;

8 I vor I dette vor den brændende fødderne et mødre, som er styrtet nd bygnnger for at redde dem, de holdt af. V kan kke blve ved med at høre på dsse skrg, uden at de rører ved vore hjerter. Herren har kke gvet os det uundgåelge, men han har magten at frelse, og han elskede sn Søn og kunne have reddet tl ham. Han kunne have befret ham for hobens forhånelse. Han kunne have reddet ham, da tornekronen blev sat på hans hovet. Han kunne have befret Sønnen, da han hængende mellem de to røvere blev latterlggjort med:,, Frels nu dg selv og stg ned af korset! Andre har han frelst, sg selv kan han kke frelse." (Mark. 15:30-31). Alt dette hørte Faderen. Han så Sønnen blve dømt; han så ham slæbe korset gennem Jerusalems gader og besvme under dets vægt. Han så tlsdst Sønnen på Golgata; han så hans legeme udstrakt på trækorset; han så naglerne blve drevet gennem hænderne og fødderne, og slagene, som gennembrød huden og sønderrev kødet og udgød hans Søns lvsblod. Alt dette så han. Faders tlfælde blev knven kke standset, men den faldt og udgød hans elskede Søns lvsblod. Hans Fader så tl sorg og fortvvlelse over sn elskede Søn, ndtl det øjeblk kom, da selv vor Frelser fortvvlelse råbte: Mn Gud! Mn Gud! Hvorfor har du forladt mg?" (Mark. 15:34). øjeblk kan jeg forestlle mg, at vor kære Fader, som bag sløret har været vdne tl denne dødskamp, kke har kunnet udholde det længere. Som moderen, der sagde farvel tl st døende barn, måtte gå ud af værelset, for kke at overvære de sdste krampetræknnger, har han bøjet hovedet og søgt tlflugt et eller andet sted st store unvers, ford hans hjerte næsten var ved at brste af kærlghed tl denne Søn. Åh, det øjeblk, hvor han kunne have frelst sn Søn, takker og prser jeg ham, ford han kke svgtede os, ford han kke kun tænkte på den kærlghed, han nærede tl sn Søn, men også på den kærlghed, han nærede tl os. Jeg prser ham, ford han kke greb nd, og ford hans kærlghed tl os gjorde det mulgt for ham at udholde at se sn Søns ldelser og tlsdst overgve vor Frelser og Forløser tl os. Uden ham, uden hans offer, skulle v være forblevet her og vlle aldrg blve kronet med herlghed hans nærvær. Dette er, hvad det kostede vor Fader Hmmelen at gve os sn Søn. Hvordan påskønner jeg den gave? Hvs jeg blot vdste, hvad det kostede vor Faderat gve sn Søn, hvs jeg blot vdste, hvor vgtgt det var, at jeg skulle modtage den Søn, og at jeg skulle modtage det åndelge lv, der kommer fra den Søn, er jeg skker på, at jeg altd vlle være tlstede ved nadverbordet for at ære den gave, der er gvet os. For jeg forstår, at vor hmmelske Fader er en ndkær Gud ndkær hvs v skulle gnorere, glemme eller bagatellsere hans største gave tl os. Jeg ved, at ngen mand eller kvnde nogensnde skal komme tl at stå hmmelske Faders nærvær eller have forbndelse med Herren, Jesus Krstus, hvs de kke udvkler sg åndelgt. Uden åndelg vækst vl v kke være beredte tl at komme nd guddommelges nærvær. Jeg har behov for nadveren. Jeg har behov for at forny mne pagter hver eneste uge. Jeg har behov for de velsgnelser, der kommer med og ved den. Jeg ved, at det, jeg talerom, er rgtgt. Jeg bærer vdnesbyrd for jer, at jeg ved, Herren lever. Jeg ved, at han ydede dette offer og denne forsonng. Han har gvet mg en forsmag på dette. Jeg mndes en oplevelse, jeg havde for to år sden, som vdnede for mg om vrkelgheden af hans død, hans korsfæstelse og hans opstandelse. Det vl jeg aldrg nogensnde glemme. Jeg gver jer unge mænd og kvnder dette vdnesbyrd aften; kke for at vrke trumferende, men af et ydmygt og taknemmelgt hjerte. Jeg ved, at Herren lever, og jeg ved, at mennesket gennem ham kan blve frelst, og at v kke kan tllade os at overse dette velsgnede offer, som han har gvet os tl hjælp for vor åndelge udvklng, så v kan berede os tl at komme tlbage tl ham og blve retfærdggjort. På Fort Peck, ndanerreservatet, skulle jeg engang udføre noget mssonerngsarbejde sammen med nogle brødre. Medens v arbejdede blandt ndanerne og søgte Herrens nspraton angående nogle specelle beslutnnger, som vedrørte vort arbejde dér, og modtog et svar, der gk ud på, at v gjorde det henhold tl hans vlje, drømte jeg en nat, at jeg befandt mg det hellge tempel. Efter at have tlbragt nogen td bøn og glæde, fk jeg at vde, at jeg kunne få lov tl at komme nd af værelserne, hvor jeg vlle møde et herlggjort væsen. Da jeg kom nd af døren, så jeg, sddende på en platform, det mest vdunderlge væsen, jeg nogensnde havde set eller forestllet mg kunne eksstere nogetsteds verden. Da jeg nærmede mg for at hlse, rejste han sg og gk frem mod mg med udstrakte arme, og med et sml hvskede han bldt mt navn. Selv om jeg skulle blve en mllon år gammel, vl jeg aldrg glemme det sml. Han tog mg sne arme og kyssede mg, omfavnede og velsgnede mg, ndtl marven mne knogler syntes at vlle smelte. Tl slut knælede jeg ned for hans fødder, og da jeg badede dem med mne tårer og kys, så jeg naglemærkerne på denne vor verdens Frelser. Den følelse, som jeg havde hans nærhed, som holder alle tng sne hænder, ved at mærke hans kærlghed, hans hengvenhed og hans velsgnelser, var så vdunderlg, at jeg vlle gve alt, hvad jeg er og håber at blve, for at få den følelse gen, som jeg her havde fået en forsmag af. Gå tl dt nadverbord. Åh, det er et velsgnet prvlegum, som jeg nu fryder mg over, og jeg ved, jeg vlle skamme mg over at stå hans nærvær og prøve at komme med en undskyldnng for kke at havde holdt hans befalnger og æret ham ved at bære vdnesbyrd over for mn Fader og over for mennesker, at jeg tror på ham, påtager mg hans velsgnede navn, og at jeg lever ved og gennem ham åndelgt. Hvs jeg kan få vore drenge og pger tl at føle behovet for dette, vl de være at fnde ved nadvermødet, og v vl være der. Jeg ser kke mere Jesus på korset. Jeg ser ham kke med panden gennemstukket af torne eller hans hænder sønderrevet af naglerne. Nej, jeg ser ham smlende med udstrakte hænder, sgendetl os alle: Kom tl mg!" Lad os gå tl ham på det bestemte tdspunkt. Lad os tage vore børn med os og gennem vor trofasthed fnde alle de velsgnelser, der hører tl den hellge adlydelse af denne hellge ordnanse vores for td og evghed.

9 14 ratonalsme stand Argentna ) I mes armene, alle grenen, hjertet, deres Mormonoptegnelser Den aften stjernerne kom nær AF CORINA N. BASS, Argentna Som barn havde jeg en stærk tro på Herren. Jesus var lge så vrkelg for mg som mn far og mn mor, og hver eneste jul varen td med yb menng og skønhed for mg. Nætterne var fyldt med herlghed, og jeg begyndte at lede efter,, julestjernen" allerede omkrng den første december. Mangen en aften gk jeg udenfor og strrede op sommerhmlen {på den sydlge halvkugle falder julen mdt om sommeren), og jo mere jeg søgte, des nærmere syntes stjernerne at komme jorden, og mn sjæl overvældedes af kærlghed tl denne baby, hvs fødsel fyldte mg med forundrng. Men årsalderen, da jeg var forundret over, hvad der forekom mg at være modsætnnger hans personlghed, begyndte jeg at søge efter Gud søgte med tmelge mdler. Efter at have læst Sankt Thomas Aqunas^), Immanuel Kant^), Jame Lucano Balmes^, Davd Hume 4 ), Sankt Augustne 5 ), Fredrch Wlhelm Netzsche^), Arthur Schopenhauer 7 ), René Descartes^), Søren Kerkegaard^), og mange andre mestre og efter at have omgåedes atestske venner fastslog jeg, at Gud var en myte, skabt af mennesker for at berolge dem en mystsk verden, som er fuld af rædsler og fænomener, som er en udfordrng tl deres begrænsede forståelse. Jeg skftede Gud ud med fysk. Her var den ultmatve vdenskab: Alle menneskenes gåder vlle efterhånden blve løst gennem fyskken. Men noget nagede mg stadg. Da jeg talte med en barndomsven, fortalte jeg ham, at jeg havde fundet de logske svar på de fleste af de spørgsmål, jeg havde haft med hensyn tl skabelsen; der var kun ét llle problem tlbage, som jeg kke kunne klare: Hvor var lvsgnsten oprndelg kommet fra? Hvad havde antændt den? Mn ven svarede venlgt:,,der kan du se, hvor stor Herren er. Du kan fnde et tusnder årsager tl at fornægte ham, og så sætter han allgevel et stop for dn logske tankegang med bare en enkelt llle tng!" Det var noget at tænke på, men jeg afvste det. Og så skete det en dag, at en af mne venner fortalte mg, at,,to amerkanere" undervste en,,samtale"-klasse Det brtske Insttut. Af ren og skær nysgerrghed gk jeg derhen. Da den ene af dem udtalte, at alle verdens problemer vlle blve løst, hvs alle havde sand tro på Gud, brød jeg ud latter. Dsse mssonærer, for det var de, måtte være de mest nave og ubelæste fyre, jeg nogensnde havde truffet, men jeg fortsatte med at komme bare for at genere dem. klasse, Efter et stykke tds forløb ndbød de klassen tl en ungdoms-fest", og også dér gk jeg hen, gen af ren nysgerrghed. Alle og enhver havde det skønt, selvom der kke var sprtus og cgaretter, men jeg gk derfra med en mærkelg urolg følelse. Senere gk jeg derhen gen, og før jeg rgtg vdste af det, var jeg nvolvoret deres forberedelser tl en julefest. Jeg tegnede ndvdueller ndbydelseskort for samtlge medlemmer skrev et dgt tl juleprogrammet, lavede dragter og malede bagtæppet tl krybbe-sceneret. Men jeg kunne bestemt kke sge, hvad det var, der motverede mg dertl. Mne venner var forbløffede, mn søster var rasende, og mn mor var helt forvrret. Og så var der sdste øjeblk nogen, der bestemte, at jeg skulle splle rollen som Mara, Jesu moder. Og dér, på en helt gennem hjemmelavet scene, mere ydmyg end jeg nogensnde havde følt mg og med en temmelg gammel dukke stak dette mg som ntet andet havde gjort dsse år. jeg var helt overbevst om, at hvs jeg vendte mg og så ud af det,, vndue", som jeg havde malet, vlle jeg se stjernen, jeg vlle se Betlehems høje. Jeg vovede kke at sge noget tl nogen, men da jeg den aften gk ud af krkebygnngen, syntes jeg, at stjernerne var så nærved, at jeg kunne nå dem, hvs blot jeg strakte mg efter dem. Selvom mssonærlekterne kke ntellektuelt var nogen udfordrng tl mg, følte jeg mg tvunget tl at fortsætte med dem. Og da jeg læste Mormons Bog, vdste jeg, at Selvom mssonærlekterne kke ntellektuelt var nogen udfordrng tl mg, følte jeg mg tvunget tl at fortsætte med dem. Og da jeg læste Mormons Bog, vdste jeg, at den var sand. To år senere fk jeg en patrarkalsk velsgnelse at vde, at,,... dn Fader... tllod dg at beholde en erndrng om dt lv ved hans sde... så du blev tl at genkende hans stemme, da du hørte den gen." Og da kendte jeg svarene på alle mne spørgsmål: at Gud lever al sn majestæt og magt, og at den hånd, der leder og styrer stjernernes gang", er den hånd, der rørte et stædgt hjerte på den llle scene Qulmes-grenen Buenos Ares Østmsson, som nu hører tl Qu staven. 1 Ital ensk teolog, ) Tysk flosof, ) Spansk f losof, ) Skotsk flosof og hstorker, ) Krsten teolog, ) Tysk flosof, ) Tysk flosof, ) Fransk flosof og matematker, ) Dansk flosof,

10 krkens krken. skrften " krken, Nagoya, stand stand nærheden byggefondet, en det To tmer fra krken AFSACHIKOHOTTA Førsterådgver dstrfktets hjælpeforenng Nagoya første gren, Japan Nagoya Msson Før mn mand og jeg gftede os, enedes v om, at krken var det vgtgste vor tlværelse, og at v vlle bruge vor td og de talenter, v måtte have, tjeneste. Som det kom tl at gå, vste det sg at være lettere sagt end gjort. Efter at v var blevet gft, måtte v flytte tl en lejlghed, der lå nok så langt fra krkebygnngen. At køre på cykel tl jernbanestatonen, køre med toget tl den næste by og derpå med bus tl krken, tog halvanden tme. Og hvs jeg kom for sent tl det første tog og måtte vente tl det næste, vlle turen selvfølgelg tage mg mere end to tmer. Det gjorde det vanskelgt for grenspræsdenten at gve mg en opgave. Desuden blev mn mand, efter at v havde været gft tre måneder, meget syg og ndlagt på hosptalet. Så jeg måtte tage arbejde for at forsørge os. Hver dag besøgte jeg efter arbejdet mn mand på hosptalet og prøvede bagefter at komme men der var smpelthen kke tmer nok døgnet. Dette bekymrede mg, og jeg vdste, at hvs v boede noget nærmere, vlle jeg være tl at påtage mg en kaldelse Men grundene af krkebygnngen var meget dyre, og v kunne slet kke få råd tl at leje os nd så eksklusvt et område og selvfølgelg slet kke at købe et hus dér. Logsk måtte jeg fastslå, at det var umulgt, men sges det, at ford I altd beder, hører jeg" (se Lukas 18:1-7). Derfor bad jeg uophørlgt. Jeg vdste kke, hvordan Herren kunne besvare et så urmelgt forlangende: jeg blev blot ved at bede. Kort td derefter besluttede mn onkel, hvs hus lå kun 13 mnutter fra krkebygnngen, pludselg at vlle flytte, og han tlbød os st smukke hus. Jeg vdste, at mn bøn var blevet hørt. V var så lykkelge; for endelg kunne v komme tl at arbejde krken. På det tdspunkt var mn mand blevet udskrevet fra hosptalet, og v var bedre tl at passe vore møder som en famle. Efter at v var flyttet, offentlggjorde krken planerne om at bygge en krke og alle begyndte at tage overarbejde for at tjene penge tl byggefondet. Kort derefter besluttede mn mand og jeg os tl at starte vor egen vrksomhed et bager. Men gen, v havde kun ldt kaptal. V havde brugt alle vore opsparede penge tl at begynde denne forretnng, og v brugte hele mn ndtægt tl at leve for. V vdste kke, hvordan v kunne hjælpe med at opbygge byggefondet, sær da jeg nu var omstændgheder og kke meget længere vlle være stand tl at arbejde. Skønt mn mands vrksomhed var voksende, havde v kke nok tl at leve af, betale byggefond og berede os tl den llles ankomst. Jeg arbejdede længe nok tl at få mn årsbonus, og lagde den tl sde tl at betale for fødselsomkostnngerne. Det var alt, hvad v havde. En aften rngede grenspræsdenten tl os og fortalte, at de blot manglede en llle smule og han bad os hjælpe. De eneste penge v havde var dem, der var beregnet tl babyen, der snart skulle fødes. Og da det var alt, hvad v havde, var det også alt, v kunne gve, den aften bragte v pengene hen tl grenspræsdenten. Det var lge akkurat nok tl at nå det beløb, som vores gren havde fået tl opgave at skaffe. V bekymrede os derefter kke om, hvordan v skulle skaffe penge tl at betale for fødselsomkostnngerne. V vdste, at Herren vlle sørge for os. Selvfølgelg spekulerede jeg ldt, men når jeg gjorde det, var det altd med fred sndet. Næste måned var mn mand ansat stllng, som v end kke anede ekssterede. Med hans løn arbejde vlle v have nok tl at betale hosptalsregnngen, når barnet var født. Gud sger, at v skal gøre alt, hvad v kan, og derefter må v overlade resten tl ham. Jeg ved, at det er rgtgt.,,m køre på cykel tl jernbanestatonen, køre med toget tl den næste by og derpå med bus tl krken, tog halvanden tme. 8

11 LDS-hosptalet den. Cardston. enkelthed. ::::;:!::;' ".:.":.: ' : unverstetsbyen Tl mnde om ÆLDSTE lt HUGH B. BROWN Mænd som Hugh B. Brown er kke bare tlfældgheder. De er sandeste betydnng skæbnens børn", sagde præsdent Spencer W. Kmball, da han sluttede begravelseshøjtdelgheden for ældste Brown, den 5. december Salt Lake Tabernakel Ældste Hugh B. Brown, medlem af De tolvs Råd, døde en alder af tooghalvfems trsdag den 2. december efter lang td sygdom. Ældste Browns nevø, præsdent N. Eldon Tanner af Det første Præsdentskab, erklærede, at foruden mne forældre har ngen mand haft større eller mere betydelg ndflydelse på mn tlværelse end onkel Hugh Brown... jeg vl for evgt være taknemmelg for hans ndsgtsfulde vejlednng og hans gode eksempel for mg gennem hele mt lv. Jeg har kendt ham ntmt hans hjem, før han blev gft, hvor han var en loyal og hengven søn. Og jeg har kendt ham hans eget hjem som en venlg og kærlg ægtemand og fader." Ældste Marvn J. Ashton af De tolvs Råd, som var mssonær England, da broder Brown præsderede dér, talte også og sagde:,,l sn tale var han veltalende I lvet var han altd korrekt og allgevel let at tale med. Han var kultveret, men kke begrænset. Bestemt, men venlg. Modg, men allgevel venlg og altd opløftende med en skøn forståelse og en ubetalelg sans for humor." Hellgånden hjalp ældste Brown med at fastlægge sn egen guddommelge skæbne, og han stolede på dens tlskyndelser hele lvet gennem. En sådan manfestaton forekom 1900, da han var sytten år gammel og boede Ved en bryllupsfest, der blev holdt hans forældres hjem, var der også en tolvårg pge, hvs kælenavn var lttle Zny", sammen med sn mor. Broder Brown fortalte senere: Hun var en llle pge... med gyldne lokker hængende ned over skuldrene. Jeg var dybt mponeret, da hun genert stod ved sden af sn mor og læste et dgt højt. Jeg vendte mg om mod mn mor og sagde: En dag vl jeg gfte mg med den pge!". Godt", svarede hun. Det håber jeg, du gør!" Han sagde selvfølgelg kke noget tl Zna Card, da de kke tdlgere var mødtes, og han sagde heller kke noget tl hende før fem år senere, da han vendte hjem efter sn msson. En anden nteressant og magtfuld manfestaton af Ånden kom, mens han var på msson Europa. Heber J. Grant, præsdent over den europæske msson, gav ældste Brown tl opgave at arbejde Norwsh konference Cambrdge. Pøbelen havde drevet det sdste par ældster ud af byen, og ældste Brown blev ladt tlbage dér uden 9

12 bøn. Calgary. Alberta Petawawa den næsten Lverpool Canada Alberta Canada den den : partner efter den førstedag. Han sagde, at han følte stuatonens barske vrkelghed en ung, uerfaren og ulærd cowboy fra Canada her Cambrdge og efter uden noget tegn på held at have rnget på dørene farng. Men han havde,,en rodfæstet tro på, at Gud vlle hjælpe mg gennem det", og han begyndte øjeblkkelg at faste og bede. Da mødetden endelg kom, var han, som han sger,, angst tl døden". Han begyndte mødet med at synge,,0, mn Fader", og derpå bad han dem alle knæle sammen med ham,,da jeg udtalte Guds navn, forsvandt al mn frygt, al bekymrng, og jeg var overbevst om, at han vlle tage styret, hvad han også gjorde på mrakuløs måde." Ældste Brown forklarede, at han talte femogfyrre mnutter med en følelse af, at,, Herren talte tl dem gennem mg". Ved slutnngen af mødet bar de tlstedeværende vdnesbyrd om, at han havde fortalt dem sandheden, den sandhed, som de havde søgt efter. I løbet af tre måneder blev hver eneste, han havde talt tl den aften, døbt nd krken. En anden oplevelse gjorde et stærkt ndtryk på ældste Brown under hans msson. En særlg sygdom ramte ældste Brown, og selvom der endnu varet år tlbage af kaldelsen, foreslog præsdent Grant ham en hæderlg afløsnng som mssonær, for at ældste Brown kunne rejse hjem og blve lægebehandlet. Han svarede med at forskre præsdent Grant, at en velsgnelse under hans hænder vlle skre, at han kunne fuldføre sn msson ved godt helbred. Præsdent Grants velsgnelse medførte øjeblk- flere dage, var han overbevst om, at det havde været forkert at sende ham kelg helbredelse, og mssonen fuldførtes uden sygdommens tlbagevenden. Som resultat af deres bekendtskab, hertl. Han vendte skuffet tlbage tl st log. Den aften besøgte en mand kom ældste Brown tl at glæde ham og forklarede, at han og seksten sg over et nært venskab med og stor andre famler havde forladt The respekt for præsdent Heber J. Grant, Church of England en uge tdlgere, et forhold, der bestod hele lvet. ford de kke længere troede, at den var sand. Hele den uge havde de bedt Efter at være kommet hjem, erfarede ældste Brown, at den pge, han elskede, tl Herren om at sende dem en ny var blevet forlovet med en anden. præst. Da manden havde fundet en Han fortalte dette tl sn stavspræsdent Alberta, præsdent E. J. Wood, traktat, som ældste Brown havde efterladt et sted, følte han, at deres som svarede:,,zna Card er en perle bønner var blevet besvaret. Jeg er blandt kvnder. Jeg lover dg, at hvs kommet for at spørge Dem", sagde du vl tage tl Salt Lake tl aprlkonferencen manden, om De morgen vl komme og fortælle hende, hvad du mt hjem og blve vores nye præst". føler for hende, vl hun afbryde sn tl Ældste Brown accepterede men følte forlovelse, og I vl blve gft." Han sg bange og uforberedt. Han havde gjorde, som stavspræsdenten foreslog, endnu aldrg overværet noget møde og selvom han vendte tlbage fra mssonsmarken. Han havde ngen er- konferencen, uden at der var afgvet noget løfte, blev de vet det følgende år, 1908, af præsdent Joseph F. Smth Salt Lake tempel. Broder Browns lv blev også karakterseret af mod, beslutnnger og store evner som leder. Hans stavspræsdentskab erkendte det, da de 1912 kaldte ham tl en msson Calgary, hvor han skulle tage mltæruddannelse forud for en opgave med at organsere et sdste dages hellge kontngent tl de canadske reserver. Det var blevet rapporteret parlamentet Ottawa, at mormonerne kke var loyale og kke vlle støtte moderlandet, hvs der skulle udbryde krg Europa. Et af parlamentets medlemmer fra Lethbrdge svarede, at mormonerne var loyale, men at de ønskede at blve ført af deres egne ledere. Præsdent Wood kaldte Hugh B. Brown sammen med fre andre og bad dem gennemgå den nødvendge mltæruddannelse for at blve offcerer. Hugh trænede hver uge tre år og steg gennem graderne fra løjtnant tl kaptajn og tlsdst major. De udvalgte offcerer organserede en eskadron Cardston og trænede som kavaller Da krgen brød ud 1914, blev han, sammen med de andre fre mormoner blandt offcererne, bedt om at danne en eskadron tl oversøske rffelkompagn 1915 og landede efter genoptrænngen Mens de var på vej tl Lverpool, udbrød der en revol- te blandt de 1500 soldater, hvoraf mormon-eskadron var en del. De hurtgt sammenkaldte offcerer foreslog øjeblkkelg benyttelse af mltærmagt for at undertrykke opstanden. Hugh argumenterede hermod og gk ubevæbnet nd mellem de oprørske tropper. Han talte tl dem to tmer, stående på et bord, taget fra et nærlggende telt. Stuatonen var tlstrækkelg alvorlg tl, at den kunne have udvklet sg tl regulært oprør, der vlle have kostet menneskelv. Imdlertd lod tropperne sg tlsdst berolge og vendte tlbage tl deres telte. Hugh havde held med sg grad, at det kke blev nødvendgt at rette formel anklage mod nogen af soldaterne. Efter krgen vendte broder Brown tlbage tl sne jurastuder. Han fuldførte sne studer og opnåede ret tl at praktsere Senere flyttede han tl Salt Lake Cty og blev dér kaldet tl præsdent over Grante stav. Ældste Brown blev af præsdent Heber J. Grant kaldet tl at præsdere over den brtske msson Hans mltære og jurdske ndsgt må have været af stor værd denne kaldelse, der medførte, at han, da den anden verdenskrg brød ud, var den, der måtte lede evakuerngen af mssonærer fra England og andre natoner Europa. Han undervste relgon ved Brgham Young Unversty fra 1946 tl 1950, da han blev præsdent for et oleudvndngskompagn Canada. Han tjente stllng nok tl at tlbagebetale en gæld, han havde pådraget sg under en lvslang tjeneste, hovedsagelgt krkelge kaldelser. Selvom arbejdet var spændende, var det på dette tdspunkt af broder Browns lv, at han oplevede tlværelsens bølgedal. Skønt hans famle kunne glæde sg overgodt helbred, var han kke skker på, hvad Herren ønskede af ham tlbageværende del af lvet her på jorden,,l oktober 1953 befandt jeg mg oppe den canadske del af Klppebjergene, 10

13 vejen. værelset, et bøn. bad, december Det frydefuld januar deres drgerende borng efter ole. Tl trods for, at mn famle var ved godt helbred og godt mod, og jeg tjente godt, var jeg dybt bekymret og nedbøjet. En tdlg morgen gk jeg op bjergene og talte med Herren Jeg fortalte ham, at selvom det så ud tl, at jeg vlle blve velhavende som følge af mt ole-eventyr, håbede jeg, at han vlle afbryde dette, hvs det efter hans vsdom kkevllevære godt for mg og mn famle. Den aften kørte jeg hjem fra lejren bjergene tl Edmonton, stadg åndelgt nedtrykt og urolg. Uden at spse aftensmad gk jeg alene nd soveværelset efter at have bedt mn hustru lægge sg tl ro andet værelse, ford jeg var klar over, at det vlle blve en hvleløs nat for mg, og at hun kke kunnevære tjent med at blve forstyrret af mg. Hele natten kæmpede jeg mod den onde. Jeg var besat af ønsket om at måtte blve udslettet af tlværelsen. Jeg tænkte kke på at begå selvmord, men jeg ønskede, at Herren vlle fnde udvej for mg tl at ophøre at eksstere. Værelset var fyldt af mørke, og der herskede en rgtg ond ånd, der var så håndgrbelg, at jeg næsten blev opslugt af den. Ved tre-tden om morgenen kom mn kone nd, efter at hun havde hørt mg gå omkrng og spurgte, hvad der var Efter at hun havde lukket døren bag sg, sagde hun: Men, Hugh, hvad erdet, der er hernde?" og jeg svarede:,,det er Satan!" V tlbragte resten af natten sammen, meget af den på knæene. Da jeg næste morgen var kommet tl kontoret, hvor jeg var alene, ford det var lørdag, knælede jeg påny bøn og bad om befrelse fra denne onde ånd. Og jeg følte en fredfyldt ånd komme over mg. Jeg rngede tl mn kone og fortalte hende det. Da jeg sent den aften var rngede telefonen, og mn kone tog den. Hun råbte tl mg:,,det er Salt Lake Cty telefonen." Da jeg tog den, hørte jeg en stemme, der sagde:,,det er Davd O. McKay, der taler. Herren ønsker at du skal bruge resten af dt lv tjeneste for krken. De Tolvs Råd har lge ndstllet, at du skal overtage afdøde Stayner Rchards plads og blve assstent tl De Tolv." Skønt Mor og jeg havde tlbragt en søvnløs nat, og det var så sandelg en frygtelg nat, blev v også den næste nat oppe glæde over, at Herren vlle strække sg så vdt at hjælpe os vor prøvelses tme." Beretnngen om broder Browns kamp med den onde og efterfølgende kaldelse er kke meget ulg den kamp, som Joseph Smth havde umddelbart før hans første syn. Sådanne kampe kommer uden tvvl for mange åndelge ledere. Ældste Brown vrkede som assstent tl De tolvs Råd ndtl 1958, da han blev opretholdt som medlem af det samme råd. I 1961 blev han af præsdent Davd O. McKay kaldet tl rådgver første Præsdentskab, hvor han tjente sammen med præsdenterne J. Reuben Clark, jr. og Henry Moyle. Han blev opretholdt som andenrådgver efter præsdent Clarks død og som førsterådgver, efter at præsdent Moyle var død. Han tjente sammen med præsdent Tanner ndtl præsdent McKays død 1970, hvorefter han vendte tlbage tl st elskede kvorum af De tolv Apostle. I det meste af st lv som landmand, canadsk cowboy, mssonær, soldat advokat, professor, forretnngsmand og krkeleder, har Hugh B. Brown ved sn sde haft en kvnde, der har været mndst lge så stærk, og efter hans egen ndrømmelse mere følsom over for Ånden, og lge så åndfuld og hengven som han selv. Krkelge kaldelser medførte, at de ofte måtte være borte fra hnanden lange peroder. Af den grund levede søster Brown et helt lv adskllelse fra sn mand og med afbrudte karrere og økonomsk pres. Hun måtte også gennemleve alvorlge sygdomme hos sne forældre og børn og hendes førstefødte søns død som flyver, da han blev skudt ned over Atlanterhavet under anden verdenskrg. Zna Young Card, hvs bedsteforældre var Brgham Young og Zna Huntngton, og datter af Cardstons grundlægger, levede op tl sn arv. Søster Brown gk døden forud for sn mand Nu fortsætter den kærlghedshstore, der hvert fald fra den ene sde begyndte, da hun blev tolv år gammel, det de påny er forenet. Dette meget ømme forhold bragte sdste år tårer af kærlghed og hengvenhed frem hos mange, som havde det prvlegum at overvære, hvordan broder Brown, støttet tl en stok og måske en krken søn, et barnebarn eller oldebarn, kom hjem fra en opgave st enoghalvfemsndstyvende år og så ham nærme sg hjemmet, stlle banke på Znas soveværelsesvndue, gå om tl hoveddøren og sge: Jeger hjemme mor. Dn kæreste er hjemme." Og derpå, så hurtgt som alderen og en sdste svækkende sygdom vlle tllade det, gå tl hendes sengelege for at kysse og hlse på sn ægtefælle gennem seksogtres år og for evgheden. 11

14 arbejdet krken. tlværelsen. Utah. krkens mange en I høj USA's 1937, Tl mnde om ÆLDSTE ELRAY L. CHRISTIANSEN For længe sden lovede jeg Herren, at jeg var rede tl at gve eller at gøre hvad som helst og alt, hvad han vlle kræve af mg gennem sne tjenere. Jeg har prøvet at gøre det." Broder Chrstansen udtalte dette oktober 1951, da han blev opretholdt som assstent tl De tolvs Råd, og det har lge sden været karakterstsk for under kontrol, sa han nævnede, at ældste Chrstansens bortgang var ham, mens han udførte sne kaldelser Ved oktoberkonferencen 1951 sagde broder Chrstansen: Hver gang jeg har stået overfor en opgave, som var vanskelg for mg, har jeg altd fået øjeblkkelg støtte fra mn dejlge kone og også opmuntrng fra mne børn. Den støtte har været en af de nyttgste og mest styrkende på- hans tlværelse. vrknnger, jeg har været udsat for Ældste Chrstansens lvslange tjeneste Med deres hjælp, og endte pludselg efter et hjertes- med Herrens hjælp, er v kommet frem- top, den 2. december Han var ad og har gjort vort bedste." 78 år gammel. Præsdent Ezra Taft Broder Chrstansen blev født Mayfeld Benson fra De tolv Apostles Råd talte ved begravelsen, der fandt sted torsdag, Utah og var efterkommer af td- lge krkemedlemmer og kolonsatorer den 4. december. Præsdent Hans far var landmand og Benson kæmpede ved begyndelsen skovfoged. Det var nok faderens nteresse, af sn tale for at brnge sne følelser der senere fk ham tl at stu- dere på Utah State landbrugsunverstet. Han fortsatte senere studerne ved Brgham Young unverstetet og I fyrretyve sket, sådan som han havde ønsket det, mdt lge tl det sdste". Unversty og Utah. Han tog eksamen Ældste Benson fortsatte: Jeg pædagogk og var år lærer holdt vrkelg meget af denne Guds og skoleadmnstrator. del år tjener, som jeg har kendt undervste han skoler og år. Han var altd beskæftget med vor semnarprogrammet. hmmelske Faders arbejde." Kort efter st bryllup blev han sammen Hans famle var en klde tl styrke for med sn hustru kaldet tl at udføre en fuldtdsmsson Central States Msson. Senere, blev han kaldet som præsdent over Texas- Lousana Msson og vrkede den stllng over 4 år. andre krkelge kaldelser tjente ældste Chrstansen som bskop, stavspræsdent, rådgver et stavspræsdentskab, som højrådsmedlem og GUF's præsdentskab. Fra 1943 og tl sn kaldelse som assstent tl De tolvs Råd 1951 vrkede han som præsdent over Logan Templet. Senere som assstent tl De Tolv tjente han også som præsdent over Salt Lake Templet og kaldtes senere tl koordnator for alle verdens templer. Broder Chrstansen var også en talentfuld cello-spller. Han spllede strygeorkestre og et stykke td Utah Symphony Orchestra. Præsdent Spencer W. Kmball præsderede ved begravelsen og var sdste taler. Han sagde: Broder Chrstansen var en lykkelg mand. Han syntes grad at kunne lde st arbejde. Det var altd en glæde at være sammen med ham." 12

15 mt huset. vrkelgheden højere Børnestjernen Fraven tl ven AF ÆLDSTE NEAL A. MAXWELL Assstent tl De tolvs Råd Arbedets evangelum Jeg var velsgnet med forældre, der som hengvne krkemedlemmer lærte mg mange tng om evangelet tdlgt lv, og derblandt også betydnngen af arbejde. De var både hårdtarbejdende og prøvede at opspare af de penge, som de havde. De brugte kke meget på sg selv men hellere tl at velsgne deres børn med. Det var let for mg at lære at kunne lde at arbejde, for jeg havde forældre, der arbejdede uden at klage. Mn far var bogholder, og mn mor havde st arbejde Mne søstre og jeg havde hver vores opgaver, men allgevel blev der td tl at lege. Som v blev ældre, var der mere arbejde at gøre og større ansvar. Der var tder, hvor jeg kke brød mg om at arbejde, for jeg vlle hellere lege, men det var et sundt lv for mg, både fyssk og åndelgt. V boede på en llle farm og havde nogle ænder, høns, lam, adskllge køer og en hel del svn. Så v kunne selv producere meget af det, v spste, så v kke behøvede at købe altng forretnngerne. Der var en køkkenhave, der skulle luges og vandes, og frugttræer, der skulle beskæres og frugt at plukke. Mne forældre gav mg også en anden god grund tl at arbejde hårdt. Jeg fk lov tl at beholde nogle af de penge, jeg tjente ved salget af dyrene og frugten. Når jeg nu tænker tlbage på de år, forstår jeg, at det var godt, at jeg havde nok at bestlle, og at arbejde var noget, der forventedes af mg. Jeg tror kke, at mennesker kan være lykkelge uden at have noget at gøre. Man kan grad blve slave af ledggang end af arbejde. Arbejde 13

16 Hmmelen Hmmelen. den gør os også ydmyge og mnder os om alle de velsgnelser, der kommer fra vor hmmelske Fader. De, der kke kan lde at arbejde, bør en gang mellem stlle sg dette spørgsmål:,,hvs jeg kke arbejder, hvs ansvar er det så at sørge for mg?" Vor hmmelske Fader har helt retfærdgt sagt, at den, der kke bestller noget, kke skal spse arbejderens brød. Men nutldags tror mange mennesker, at andre har tl opgave at sørge for dem, der kke bestller noget eller er dovne. Det er kke det, som Jesus Krstus lærer os, vel? V skal arbejde og dele med andre, men kke være dovne og derpå forvente, at andre skal dele med os. Når v arbejder, har v mndre tlbøjelghed tl at smde noget væk, og det at smde tng væk er et stort problem nogle famler og lande. Den, der arbejder hårdt, har også større tlbøjelghed tl at dele, hvad han har, med dem, der vrkelg er fattge og trængende. Arbejdets evangelum er en vgtg del af krkens lære. Hvs v tdlgt lvet lærer at arbejde, vl v blve bedre mennesker, bedre famlemedlemmer, bedre naboer og bedre dscple af Jesus Krstus, der selv lærte at arbejde som tømrer. Jeg har set de steder Nazaret, hvor snedkere og handlende stadg sges at arbejde på omtrent samme måde, som dengang Jesus var dreng. Dsse snedkerværksteder er meget prmtve, men dér lærte Jesus en hel del, som hjalp ham det særlge arbejde, han måtte udføre. Selvfølgelg skal v kke arbejde, bare for at andre kan se, hvor travlt optagne v er. V arbejder for at skaffe os lvets nødvendgheder mad, tøj og husly. V arbejder for at blve lykkelge. V arbejder for at betjene vore medmennesker. V må også vde, hvordan man kan arbejde af en anden grund; også vor hmmelske Faders arbejde er vrkelg arbejde! Der vl kke være nogen dovne mennesker De vlle allgevel kke være lykkelge dér, ford der altd vl være meget at gøre. Hvs v lærer at arbejde nu, så vl v kke blot blve lykkelgere denne verden men også kommende verden, for at arbejde er én måde at vse vor kærlghed tl andre på. lustreret af Ted Nagata 14

17 dameter. dem form det ;'.: ' " * den """' > 'Sm : : : é^mm * % -''.: " Marehøne Flad bunden ud på en cm stor kugle og mal de særlge kendetegn på. B" : -sd.'."." Is S! ; s s > s ' ;!! Bamse Lav en kugle på cm og én der er halvt så stor tl hovedet. Sæt to små kugler på som ører og form ler tl arme og ben som vst på tegnngen. Brød-ler Brød-ler er let at lave og morsomt at arbejde med. De små fgurer, der kan laves af det, lgner keramk, når de males og sprøjtes, og de er ganske holdbare. For at lave brød-ler ælter man tre skver franskbrød uden skorpe sammen med tre spseskefulde hvd lm. Kom håndloton på fngerspdserne, så dejgen kke hænger fast på dem. Blv ved med at ælte, ndtl blandngen kke længere vrker klæbrg. Denne porton ler er tlstrækkelg tl at lave alt det, der her foreslås. Efter at have formet de forskellge stykker, trykker man dem sammen, børster med lge dele vand og lm for at få dem glatte, og så lader man dem hærde natten over. Når stykkerne er hårde og tørre, kan de males m.f.eks. acrylfarve. De enkelte stykker kan også farves med frugtfarve, hvs man synes. Man kan lave usædvanlge og dekoratve mnature-scenerer ved at kombnere ler-fgurerne og materaler fundet ude naturen, som f.eks. sten, bark, tørrede urter o. I. Når man vl lave svampe, ruller man leret tl en kugle på omkrng et par centmeter Flad undersden ud og prk pletter på undersden med spdsen af en blyant. Tl stlken ruller man et stykke ler mellem fngrene, så den blver omkrng en centmeter lang. Man kan også lave små bller, skldpadder, blomster og mange andre små tng tl at anbrnge,, landskab", man har lavet af tng ude fra naturen. Brød-ler kan bruges tl at lave smykker, som f.eks. brocher, halssmykker og ørenrnge af dyr, bller, frugter og grøntsager. Lav huller med en tandstk, så kæder, rnge eller nåle kan ndsættes. Jordbær Form leret så det lgner jordbær. Afmærk frugtens særlge kendetegn med blyanten og form stlken og blade af ler, som vst på tegnngen. Æbleskrog Rul et stykke ler tl en aflang facon. Udform som vst på tegnngen og tlføj en stlk. Ilustreret af La Farne Holz Fugl Lav en kugle på cm og form den hoved, nden anden tl hale. Påmal fjer og vnger. ene ende tl

18 , Jante årenes gaden der. Alles have AF LUCY PARR Drk stak spaden ned jorden og trykkede godt tl med foden. Spaden lavede en knrkende lyd, det den skar gennem det tætte græs, som var begyndt at brede sg nd hans mors bed med rs. Selv om hans arme og skuldre værkede, måtte Drk ndrømme, at rs-bedet var begyndt at se meget bedre ud. Hans mor havde sagt tl ham, at hvs han hjalp hende lørdag morgen, så måtte han gøre lge, hvad han vlle om eftermddagen. Mens han gravede og rystede jorden af de tæt sammenslyngede græsrødder, tænkte Drk på at spl le bold med Anders, Jens, Peter og nogle andre venner ovre parken. Foråret var kommet O ^J så sent, så de næsten kke havde haft td tl megen trænng baseball. Drk satte spaden væk og hentede rven for at gøre arbejdet færdgt. Mens han arbejdede havde mor ordnet og udtyndet sne rsplanter og samlet dem en bunke ved sden af bedet.,,hvad vl du gøre med alle dem?" spurgte Drk. Mare vl gerne have nogle af de gule. Og fru Conradsen bad mg om nogle af de blå rs." Mor rystede på hovedet. Det er bare en skam." En skam?" lød det som et ekko fra Drk. En skam at kaste resten bort, når de kunne lyse op en haveet el ler andet sted. Hvs bare v kendte nogen, som kunne bruge dem." Mor 1o. Men løb har jeg, når jeg har udtyndet mne planter ladet alle nabolaget som havde plads tl det, få stklnger. Og naboerne har allesammen udvekslet med hnanden, så hele gadens haver nu er fyldte med blomster." Ikke alle haverne," sagde Drk. Og han så forbavset ud, efterhånden som en tanke udvkledes hans hovet. Hør her, mor, må jeg o o Å fade overskydende rs?" spurgte han vrgt. Der er ét sted,,, kke ser godt ud Du ved nok, den gamle, tomme grund, der er for llle tl et hus. Ingen passer den." 16

19 Har øjnene, Det er rgtgt," sagde mor.,,hr. Chrstensen bor ved sden af, og han har mange år holdt den pæn. Men nu er han knapt nok stand tl at passe sn egen have, og ngen anden har gjort noget ved den tomme grund." Drk nkkede samtykkende.,, Alle sger, at den grund er en torn øjet, men ngen gør noget ved det. Folk, der gårforb, kastertt papr dernd, og ungerne på gaden tager heller ngen hensyn. V er nok allesammen skyld det. Måske vlle v være ldt mere hensynsfulde, hvs der voksede nogle få blomster, og rs'erne breder sg hurtgt." Og de behøver kke så meget vand, som så mange andre blomster," tlføjede mor. Jeg kan gve dem vand tl at begynde med," foreslog Drk. Jeg tror, at bare nogle få blomster nær ved fortovet v I få folk tl at tænke sg om en gang tl, før de kaster affald dernd." Det er jeg helt skker på," sagde mor. Det varen god dé, Drk, og du er velkommen tl at tage alle de planter, du vl have. Måske kan jeg også få td tl at hjælpe dg ldt senere på eftermddagen." Efter frokost havde Drk så travlt med at rve blade og græs og affald bort frådet sted, han havde udvalgt tl at plante sne rs, at han næsten kke fk td tl at løfte hovedet. Han samlede tre sække affald, før han havde renset et stykke, der var stort nok for ham. Så begyndte han at grave jorden. Da Anders så Drk grave, kom han over fra den anden sde af gaden for at fnde ud af, hvad hans ven var gang med. Det ser ud som arbejde," sagde Anders. Drk svarede med et stort sml: Det er godt nok arbejde, men det er sjovt." Da han havde forklaret om rsplanterne, spurgte han : du lyst tl at hjælpe mg?" Anders tænkte sg om et øjeblk. Så nkkede han : Jeg vl gå hjem og henteen spade. Den gamlegrund har set forfærdelg ud lang td." Et øjeblk efterkom Anders tlbage med en spade og en rve. Han lo, det han sagde: Jeg fortalte mor om dn dé, og hun synes, det er herlgt. Hun vl sklle nogle store margurtter ad, og de ekstra kan v få tl at plante op ad hegnet. Mn far sger, at han vl komme og hjælpe os om ldt." Drengene arbejdede hurtgt og tog sg kun en gang mellem td tl at smle tl hnanden. De var så travlt optaget, at de kke så Monka gå forb, før hun spurgte dem : Hvorfor graver og rver I den gamle, tomme have?" Drengene forklarede om rs'erne og margurtterne. Sammen spurgtede: Har du kke lyst tl at hjælpe os?" Den gamle have ser allerede meget bedre ud," sagde Monka. Jeg vl gerne hjælpe med. Jeg går hjem og henter en spade." Et øjeblk efter var hun tlbage sammen med sn ældre søster, Anne, som bar en kasse med seks pæoner, der kunne plantes nær ved Anders' margurtter. Endnu før Drk var færdg med at grave st rs-bed, kom Jens for at se, hvad alle havde så travlt med, og han bestemte sg tl også at hjælpe. Han gk hjem efter en rve og kom tlbage med fre rosenbuske, der kunne anbrnges bagest den llle have, hvor de kunne vokse sg store opad stakttet. Hr. Chrstensen dukkede op for at se, hvad der gk for sg haven ved sden af hans egen. Hans øjne lyste af nteresse. Jeg har mange gange ønsket, at jeg kunne tage mg af den grund," sagde den gamle mand glad. Hvs I er vllge tl at plante og passe nogle blomster, så kan jeg da hvert fald skaffe jer vandet. V kan bare trække mn vandslange gennem stakttet, når som helst I har brug for at vande." Drk var glad for hr Chrstensens tlbud, for han havde set at han kom tl at bære vandet dertl hjemmefra, så planterne kunne få en god start. Eftermddagen gk hurtgt. Med så mange, der arbejdede sammen, var der en masse snak og morskab og latter. Før solen gk ned, var næsten alle gaden kommet for at hjælpe, for at tlbyde planter eller gødnng eller arbejdstmer for at passe havens blomster. Da de var færdge, og hver enkelt famle havde sørget for at fjerne nogle kasser eller sække med affald og lægge dem deres egen affaldssæk, kom de tlbage for at betragte deres nye have. Jeg tror, at dette vl blve den smukkeste have hele nabolaget," sagde hrchrstensen. Den er noget helt særlgt, ford den er alles have. Ikke alene vl v glæde os over den, men enhver, der går eller kører forb den, vl have noget pænt at glæde sg over stedet for det tdlgere grmme syn." Vores allesammens have," tænkte Drk glad, da han gk hjem. Det vlle blve sjovt at få allesammen tl at arbejde sammen for at lave noget smukt. 17

20 en den. esom far JAY BURTON Jan Johanesen trak sn llle røde vogn henad vejen tl mejeret, hvor han fk famlens daglge mælkeforsynng. Dagen var varm, og som han vandrede afsted, tordnede adskllge svære tyske lastbler forb ham på vej ud af byen. Jan standsede for at se tl, mens b lerne forsvandt støvsky. Det var året 1941, og Jan var blevet vant tl de tyske soldaters nærvær, og tl lastbler og geværer sn fødeby Halden Norge. Lvet gk vdere, og Jan havde sne daglge plgterat se tl. Som Jan gk vdere, væltede hans vogn pludselgt over tl den ene sde.,,åh, nu gk det hjul af gen," sukkede han og gk tlbage for at samledet op. Jan rystede ærgerlgt på hovedet og satte hjulet på plads. Det var gammelt og bøjet, og han spekulerede på, hvor meget længere det vlle kunne holde. Da han kom hen tl hjørnet, kunne Jan se det første sklderhus lge uden for bytorvet. Det var en stor trækasse, stor nok tl, at en mand kunne stå Foran stod en høj, kraftg, tysk soldat. Jan gk over på den anden sde ad gaden og var næsten kommet forb vagtposten, da han hørte en stemme, der standsede ham hans gang.,,du, komm mal her" (du kom lge her hen! Det var skldvagten, der kaldte.) Jan havde lært, at når soldater talte, var det bedst at høre på dem og gøre, hvad de sagde, så han gk langsomt tlbage, tl han stod foran vagtposten. Den unformerede mand så kolossalt stor ud. Idet han så på Jan og derefter pegede på hans vogn, bøjede soldaten sg ned og begyndte at undersøge hjulene. Tlsdst sagde han på dårlgt norsk:,,lkke god. Det bøjet." Så pegede han på sg selv og sagde:,,jeg reparere. Du komme morgen, OK?" Soldaten strøg gennem Jans hår og sendte ham et stort sml. Jan smlede genert tlbage og nkkede. Så skyndte han sg efter mælken. 18