Tilknytning, psykisk sygdom og sanseintegration

Transkript

1 Tilknytning, psykisk sygdom og sanseintegration Uddannelse: Studerendes navn: Psykomotorikuddannelsen VIA UC Randers Helle Hyldgaard Bjørn Årgang: 4. årgang (2008) Vejleders navn: Opgavetype: Lars Gøttsche Bachelorprojekt Dato for aflevering:

2 Resumé Opgaven undersøger sammenhængen mellem tilknytning, psykisk sygdom og sanseintegration ud fra problemformuleringen: Hvilken sammenhæng, om nogen, er der mellem en voksen persons tilknytningsstil og dennes psykiske helbred? Hvis denne sammenhæng findes, viser den sig så kropsligt i form af forstyrret sanseintegration? Gennem teoretisk analyse og en spørgeskemaundersøgelse finder jeg frem til, at et utrygt tilknytningsmønster giver øget risiko for at udvikle psykisk sygdom. Teoretisk finder jeg bevis for, at tilknytning også skabes kropsligt, samt at mennesker med utryg tilknytning og psykiske lidelser har øget risiko for sanseintegrationsproblemer. Dette påvises dog ikke gennem mit interview. Der er grundlag for videre undersøgelser. 2

3 Indholdsfortegnelse Indledning... 5 Problemformulering... 5 Formål med opgaven... 5 Begrebsdefinitioner... 6 Afgrænsning af emne... 6 Opgavens opbygning... 6 Metode... 7 Teoretisk udgangspunkt... 7 Undersøgelsesmetoder... 8 Spørgeskemaundersøgelse... 8 Interview... 9 Teori... 9 John Bowlby - tilknytningsteorien... 9 Tilknytningsteoriens tilblivelse og baggrund... 9 Overlevelse og tilknytning hos det lille barn... 9 Tre forskellige tilknytningsmønstre...10 Tilknytningsmønstret integreres som en arbejdsmodel...11 Tilknytning og psykisk sygdom...11 Utryg tilknytning kan ende i psykopatologi...11 Tilknytningsmønstrets stabilitet...12 Tilknytning påvirker hjernens udvikling...13 Tilknytning udvikles også kropsligt...14 Sansestimulation taktilsans og kinæstetisk sans...14 Hormonel indflydelse - oxytocin...15 Delkonklusion...16 Mine undersøgelser...16 Målgruppen og udvælgelseskriterier...16 Spørgeskemaundersøgelse...17 Metode...17 Bias...17 Validitet og reliabilitet...17 Resultater

4 Metodekritik...20 Interview...20 Metode...20 Bias...21 Validitet og reliabilitet...21 Resultater...22 Metodekritik...23 Delkonklusion...24 Diskussion...24 Det kropslige aspekt i tilknytning...24 Er tilknytningsteorien tilstrækkelig?...26 Tilknytningsteorien som forklaring på psykose?...29 Delkonklusion...31 Konklusion...32 Perspektivering...33 Litteraturliste...34 Bøger...34 Artikler...35 Bilagsoversigt...36 Antal tegn i opgaven:

5 Indledning På baggrund af en artikel omkring forekomsten af skizofreni hos voksne, der var blevet bortadopterede som børn, begyndte jeg at tænke over, om det kunne være disse børns (og senere voksnes) tilknytningsmønster, der lå til grund for den høje forekomst af skizofreni. Tanken omkring tilknytningens mulige betydning faldt mig naturlig, da det er almindelig kendt, at mange adoptivbørn har utrygge tilknytningsmønstre på grund af deres skiftende omsorgspersoner. Jeg begyndte at interessere mig for, om tilknytning mere generelt kunne have en sammenhæng med psykisk helbred. I kraft af min uddannelse som psykomotorisk terapeut synes jeg, at det er interessant at undersøge, hvor stor indflydelse berøring har på dannelsen af tilknytning. I denne sammenhæng mener jeg også, at det er relevant at undersøge, om der kan forekomme fysiske symptomer ved utryg tilknytning og psykisk sygdom. Min problemformulering lyder som følger: Problemformulering Hvilken sammenhæng, om nogen, er der mellem en voksen persons tilknytningsstil og dennes psykiske helbred? Hvis denne sammenhæng findes, viser den sig så kropsligt i form af forstyrret sanseintegration? Formål med opgaven Jeg har en hypotese om, at der er en sammenhæng mellem en persons tilknytningsmønster, grundlagt i den tidlige barndom, og dennes psykiske helbred som voksen. Jeg vil efterprøve denne hypotese på en psykiatrisk målgruppe ved at lade dem besvare et spørgeskema omkring deres tilknytningsmønster. Jeg formoder at denne spørgeskemaundersøgelse vil bekræfte min hypotese. Derefter vil jeg undersøge, om der kan ses en kropslig kilde til udvikling af tilknytning. Hvis dette er tilfældet, vil jeg se om disse testpersoner tilsvarende kan siges at have problemer på netop dette kropslige område. Dette vil jeg undersøge gennem et kvalitativt interview. Altså vil jeg gennem teori bekræfte, at der er en sammenhæng mellem tilknytning og psykisk helbred, samt bekræfte, at fysiske processer har en indflydelse på udviklingen af tilknytning. Herefter vil jeg undersøge, om mine testpersoner indenfor den psykiatriske målgruppe har tilknytningsproblemer, samt om de har problemer i forhold til de fysiske processer, der indgår i udviklingen af tilknytning. 5

6 Begrebsdefinitioner Her vil jeg definere nogle af de væsentlige begreber jeg bruger gennem opgaven. Omsorgsperson: En person der varetager omsorgen for et barn. I teksten skriver jeg nogle steder mor og andre steder primær omsorgsperson. Psykopatologi: Bruges i opgaven som en fællesbetegnelse for psykisk sygdom. Relationer: Relationer har en bredere betydning end Bowlbys tilknytningsbegreb, men tilknytningsbegrebet er en del af relationsbegrebet - det, som sker mellem mennesker og som også betegner det, mennesker deler. Relationer indebærer endvidere tilknytning og emotionel investering. (Akasha, 2005). Sanseintegration: Organiseringen af sanseindtryk til f.eks. bevidsthed om kroppen eller omgivelserne. Nervesystemets dele arbejder sammen ved hjælp af sanseintegration. (Ayres, 1999). Sansestimulation: Når sanserne stimuleres af bevægelser, berøringer, indtryk osv. Tilknytning: Den proces, hvor barnet bliver forbundet med omsorgspersonen, og som fører til dannelse af personligheden (Hart og Schwartz, 2008). Afgrænsning af emne I denne opgave vil jeg undersøge, om der er en sammenhæng mellem tilknytning og psykopatologi. Jeg vil ikke komme ind på hvilke faktorer, der ellers kan spille ind på udviklingen af psykisk sygdom. Jeg vil i beskrivelsen af tilknytning holde mig til John Bowlbys tilknytningsteori. Tilknytning vil jeg hovedsageligt beskrive ud fra mor-barn tilknytningen og altså tilknytning hos små børn, idet jeg har en hypotese om, at dette tilknytningsmønster er nogenlunde konstant livet igennem. Opgavens opbygning I mit metodeafsnit beskriver jeg, hvilke metoder jeg har brugt i mit teoretiske udgangspunkt og mine undersøgelser. Herefter beskriver jeg i teoriafsnittet, hvad tilknytning er ud fra Bowlbys tilknytningsteori, hvor jeg bl.a. kommer ind på de forskellige tilknytningsmønstre. I samme afsnit vil jeg beskrive sammenhængen mellem tilknytning og psykisk sygdom. Til sidst i teoriafsnittet vil jeg komme ind på, hvordan tilknytning påvirkes af sanseintegration og hormoner. 6

7 Herefter præsenterer jeg mine egne undersøgelser, en spørgeskemaundersøgelse og en interviewundersøgelse. Ved begge disse vil jeg beskrive bias, validitet, reliabilitet og undersøgelsens resultater. I diskussionsafsnittet diskuterer jeg de tre vigtige elementer i denne opgave, nemlig det kropslige aspekt i tilknytningen, tilknytningsteoriens holdbarhed og tilknytningsteorien som forklaring på psykoser. Endelig vil jeg, med udgangspunkt i min problemformulering, konkludere på, hvad jeg i opgaven er nået frem til. Til slut vil jeg perspektivere til, hvilke undersøgelser det vil være relevant videre at lave indenfor området. Metode Denne opgave skriver jeg indenfor den hermeneutiske videnskabsteoretiske retning. Denne retning ønsker forståelse for det menneske eller den problemstilling der undersøges. Man møder problemet eller personen med en forforståelse. Denne forforståelse er det vigtigt at være bevidst om, for at komme frem til en ny og bedre forståelse (Larsen; Vejleskov, 2006). Forforståelse er, indenfor forskning, de erfarings-, empirisk-, eller teoretisk funderede antagelser, den teoretiske referenceramme og den metodiske tilgang der er bestemmende for forskerens forståelseshorisont i forhold til problemstillingen. Forforståelsen vil udvikles hele vejen gennem en forskningsproces (Koch; Vallgårda, 2006). Mine undersøgelsesmetoder er af både kvalitativ og kvantitativ art. Teoretisk udgangspunkt Jeg tager udgangspunkt i Bowlbys tilknytningsteori. Denne teori drejer sig om tilknytningen mellem det lille barn og dets primære omsorgsperson, og om hvordan et menneske udvikler tilknytning. Denne teori er dog lige så relevant i forhold til voksne, da Bowlby mener, at en persons tilknytningsmønster er stabilt og at de mekanismer, der udvikles i barndommen gør sig gældende livet igennem (Hart og Schwartz, 2008). Desuden tager jeg udgangspunkt i teorier omkring børnemotorik og sanseintegration i forbindelse med at undersøge, om der er et kropsligt aspekt i tilknytning. 7

8 Undersøgelsesmetoder Undersøgelsesmetoden er den fremgangsmåde, der bruges til at undersøge det faglige problem (Rienecker og Jørgensen, 2005). Jeg benytter mig af en spørgeskemaundersøgelse, for at undersøge mine deltageres tilknytningsmønstre. Desuden benytter jeg mig af et interview for at kortlægge undersøgelsesdeltagernes kropslige oplevelser, med fokus på taktile og kinæstetiske sansninger. Alle deltagerne er både mundtligt og skriftligt gjort opmærksomme på, at deres deltagelse i undersøgelsen er frivillig og at de er fuldstændig anonyme. Jeg har til denne oplysning anvendt dokumenterne: Information om deltagelse i BA-projektet ved Psykomotorikuddannelsen i Randers (bilag 1) og Samtykkeerklæring i forbindelse med BA-projektet ved psykomotorikuddannelsen i Randers (bilag 2). Desuden er dokumentet Ansøgning til aftagersted om tilladelse til at foretage indsamling af empiri i forbindelse med BA-projektet ved Psykomotorikuddannelsen i Randers (bilag 3) underskrevet af ansvarshavende på aftagerstedet. Spørgeskemaundersøgelse Jeg bruger et allerede eksisterende spørgeskema, kaldet Psychosis Attachment Measure (PAM) (bilag 4), som jeg har oversat til dansk (bilag 5). Til sidst i spørgeskemaet har jeg tilføjet et spørgsmål om diagnose, som ikke findes på det oprindelige spørgeskema. Dette valgte jeg at gøre, da min kontaktperson på Pavillonen sagde, at deres patienter ofte har flere diagnoser, og at han derfor ville have svært ved at finde deltagere til mig, som var rent psykotiske. Jeg mener ikke, denne tilføjelse vil have nogen indflydelse på resultaterne af undersøgelsen. Ved brug af dette spørgeskema laver jeg en tværsnitsundersøgelse, der på samme tid indhenter information om tilknytning og sygdom, men som af samme grund ikke kan sige noget om årsagssammenhæng (Koch og Vallgårda, 2006). Spørgeskemaet indhenter svar på en ordinalskala, hvor deltagerne skal besvare i hvor høj grad udsagnene passer på deres oplevelse af tilknytning. På ordinalskalaen er der nogle besvarelser der rangeres højere end andre ( passer meget, passer lidt ). Man kan ikke fastslå, hvor meget højere en besvarelse rangerer, kun konstatere at den rangerer højere. 8

9 Interview Mit interview er et kvalitativt interview, hvilket kendetegnes ved, at jeg, som interviewer, stiller deltagerne spørgsmål, som de frit kan svare på ud fra deres egen forståelse og med deres egne ord (ibid.). Jeg vælger at organisere mit interview som et fokusgruppeinterview, da deltagerne på denne måde kan inspirere hinanden til at fortælle, hvad de mener, og til at gøre sig nye overvejelser omkring spørgsmålene (ibid.). Teori John Bowlby - tilknytningsteorien Tilknytningsteoriens tilblivelse og baggrund John Bowlby var englænder og uddannet børnepsykiater og psykoanalytiker. Han udviklede tilknytningsbegrebet (på engelsk attachment). Da han i tiden efter 2. verdenskrig lavede sine teorier omkring tilknytning mellem mor og barn, gjorde han op med tidens syn på, at det vigtigste i barnets opvækst var fysisk pleje, og at det ikke havde betydning, hvem der tog sig af barnet. Gennem blandt andet observationer af hospitalsindlagte børns reaktioner, når de skulle undvære deres forældre, blev Bowlby overbevist om, at kontakten mellem barnet og dets omsorgspersoner er vigtig for barnets udvikling (Hart og Schwartz, 2008). Bowlby havde en psykoanalytisk baggrund, men blev inspireret af blandt andet evolutionsbiologi i hans tanker omkring tilknytning (Broberg, Anders m.fl., 2010). Overlevelse og tilknytning hos det lille barn Han mente, at barnet af overlevelsesinstinkt altid vil knytte sig til dets omsorgsperson, for at det kan få mad, varme og beskyttelse. Dog afhænger kvaliteten af tilknytningen af, hvor lydhør omsorgspersonen er samt dennes evne til at skabe et følelsesmæssigt samspil med barnet (Broberg, Anders m.fl., 2010). Bowlby mente, at alle børn har et medfødt adfærdssystem. Adfærdssystemets formål er, at opretholde homeostase (en indre balance) og at modtage feedback (regulerende signaler). I mor-barn relationen kommer dette til udtryk ved, at barnet forsøger at finde den afstand til moderen, som giver det tryghed og frihed. Hvis barnet er træt eller ked, er den optimale afstand måske meget lille, hvorimod afstanden er større, når barnet er trygt og parat til at udforske sin omverden. Dette har Bowlby givet betegnelsen en sikker base. Moderen er barnets sikre base, som barnet kan komme til for trøst, smil og bekræftelse på, at situationen er okay. Når barnet ved, at det har en sikker base at vende tilbage til, så tør det også bevæge sig væk fra basen for f.eks. at indgå i 9

10 relationer med andre børn. I takt med at barnet bliver ældre, bliver denne sikre base efterhånden integreret som en del af barnet selv. Det vil sige, at barnet efterhånden selv kan vurdere, f.eks. om en situation er sikker at begive sig ud i og ikke behøver samme grad af bekræftelse fra moderen (Hart og Schwartz, 2008). Forskellige undersøgelser har vist, at der er stor sammenhæng mellem børns tidlige tilknytningsmønstre og deres senere måder at knytte sig til andre mennesker på (Mortensen, 2006). Tre forskellige tilknytningsmønstre I samarbejde med Mary Ainsworth har Bowlby beskrevet tre forskellige tilknytningsmønstre. Disse tilknytningsmønstre er observeret under Ainsworths undersøgelse Fremmedsituationen (på engelsk Strange Situation Test eller SST). Der kunne observeres ét trygt tilknytningsmønster og to utrygge tilknytningsmønstre (Hart og Schwartz, 2008). De utrygge kalder Bowlby henholdsvis det ængsteligt, klæbende og det ængsteligt, undvigende tilknytningsmønster (herefter benævnt som klæbende og undvigende). (Bowlby, 2001). Det trygge tilknytningsmønster opbygges ved, at barnet stoler på, at det har en sikker base i sine forældre. Barnet kan regne med, at forældrene er opmærksomme og reagerer på dets signaler, f.eks. ved at modtage barnet kærligt, hvis det kommer og har behov for trøst. Et barn der er trygt tilknyttet, viser ifølge Bowlby en større robusthed overfor stress og tab (Hart og Schwartz, 2008). Det ængstelige, klæbende tilknytningsmønster kendetegnes ved at barnet er ambivalent i sine følelser mod forældrene. Barnet vil hele tiden være i nærheden af forældrene, men har samtidig en vrede rettet mod disse. Barnet virker usikkert og klæber sig til forældrene i håb om at finde tryghed. Det er dog ikke muligt for barnet at opnå den tryghed der kræves, for at barnet kan bevæge sig væk fra forældrene for at undersøge sin omverden. Et barn, der lever i dette tilknytningsmønster, vil ifølge Bowlby have svært ved at rumme sine egne følelser og har svært ved at fornemme andre menneskers følelser. Det klæbende tilknytningsmønster opstår typisk i familier, hvor forældrene ikke er stabilt tilgængelige for barnet. Det vil sige, at forældrene nogle gange er imødekommende og andre gange utilgængelige. Dette kan f.eks. skyldes længere tids fysiske adskillelser eller forældre der, som en del af opdragelsen, truer med at forlade barnet. Man kan sige at barnets tilknytningssystem i dette tilknytningsmønster er overaktiveret (ibid.). Det ængstelige, undvigende tilknytningsmønster er karakteriseret ved at barnet undgår følelser og nærhed. Barnet undgår kontakt med forældrene, for på denne måde risikerer barnet ikke at blive afvist. Dette betyder, at barnet heller ikke søger trøst, hvis det bliver bange. I stedet prøver barnet at 10

11 trøste sig selv ved at trække sig væk fra omverdenen. Børn med dette tilknytningsmønster har en ringe fornemmelse af både egne og andres følelser og er meget sårbare overfor stress, da de ikke søger hjælp hos deres omsorgsperson. Bowlby mener, at børn med dette tilknytningsmønster har risiko for at udvikle et falsk selv (et begreb udviklet af Donald Winnicott). Et tilknytningsmønster som dette ses i familier, hvor forældrene er afvisende overfor barnet og ikke følelsesmæssigt tilgængelige. Dette ses f.eks. i familier, hvor en eller begge forældrene har en psykisk lidelse. Man kan sige at barnets tilknytningssystem er deaktiveret (ibid). Tilknytningsmønstret integreres som en arbejdsmodel I alle tre tilknytningsmønstre er samspillet mellem barnet og forældrene kontinuerligt, hvilket giver barnet mulighed for at udvikle sin indre arbejdsmodel efter samspillet. Barnets indre arbejdsmodel er et mønster, hvorigennem barnet strukturerer sine opfattelser af sig selv i samspil med andre. Det gør barnet i stand til at tænke over samspillet, forudsige reaktioner fra andre og planlægge sin adfærd. Det vil sige, at barnet i alle tre tilknytningsmønstre hæfter sig ved det faste og velkendte og udvikler sin arbejdsmodel ud fra dette. Dermed er det ligegyldigt om det faste for barnet består i, at det ikke kan betale sig at søge trøst hos omsorgspersonen, eller om barnet har en fast oplevelse af at blive set og hørt (ibid). Ainsworth bemærkede, at der var nogle børn, der ikke kunne kategoriseres indenfor de tre tilknytningsmønstre. Mary Main m.fl. har i den sammenhæng senere arbejdet med et fjerde tilknytningsmønster, kaldet det desorganiserede tilknytningsmønster. Børn, der har denne tilknytning, har en atypisk adfærd, når de adskilles fra og genforenes med deres mor. Dette skyldes, at disse børn ikke har udviklet en indre arbejdsmodel, da forholdet til moderen er ukontinuerligt og utrygt (Mortensen 2006). Dette ses f.eks. i familier med svær omsorgssvigt, vold og seksuelt misbrug. Tilknytning og psykisk sygdom Utryg tilknytning kan ende i psykopatologi Bowlby mente, at forstyrrelser i et barns tilknytning allerede fra spædbarnsalderen kan resultere i psykopatologi (Hart og Schwartz, 2008). Han mente, at børn der havde lidt tab af en omsorgsperson, og børn der havde en ængstelig, undvigende eller ængstelig, klæbende tilknytning har en øget sårbarhed for at udvikle en patologisk sorg. Denne sorg mente han kunne udvikle sig til bl.a. angst, depression og psykotiske karaktertræk (Mortensen 2006). 11

12 Også andre teoretikere har beskrevet sammenhængen mellem tilknytning og psykopatologi. Donald Winnicott mener, at man skal finde årsagen til psykopatologi i en brist i barnets tidlige tilknytning og i den tilpasning, barnet er nødt til at lave for at bevare det livsvigtige bånd til sine omsorgspersoner. Denne tilpasning kan føre til det Winnicott kalder det falske selv. (Wennerberg, 2011). Det falske selv er et forsvar, som barnet udvikler for at beskytte sit sande selv. Det er en skal af passivitet, som fritager barnet for at indgå i interaktion med omverdenen. Ifølge Bowlby udvikles det falske selv ved den undvigende tilknytning (Hart og Schwartz, 2008). Daniel Stern mener, at der ikke findes nogen mentale forstyrrelser hos spædbørn. Der findes kun forstyrrelser i de relationer de indgår i. Hvis barnet indgår i en forstyrret relation, hvor omsorgspersonen ikke er i stand til at regulere barnets følelser, så lærer barnet ikke at regulere dets egne følelser. Dette vil give problemer i barnets modning, hvilket har indflydelse på, at barnets kerneselv bliver ufuldstændigt (Stern, 2000). Stern beskriver desuden, at de første sensitive perioder i barnets liv er mere følsomme end de senere. Tidlige oplevelser i barnets liv har derfor, ifølge Stern, større betydning og dermed bliver det også sværere at vende deres påvirkning efterfølgende (Hart og Schwartz, 2008). Tilknytningsmønstrets stabilitet Broberg m.fl. (2010) pointerer, at man ikke ubetinget kan sætte lighedstegn mellem psykopatologi og utryg tilknytning. Der er børn med utrygge tilknytningsmønstre, der aldrig udvikler alvorlige psykiske lidelser, ligesom der er børn med trygge tilknytningsmønstre, der udvikler psykiske lidelser. De understreger dog, at en utryg tilknytning altid vil udgøre en øget sårbarhed, og at en tryg tilknytning vil fungere som en beskyttelsesfaktor. Hvis denne sårbarhed kombineres med andre risikofaktorer (f.eks. overgreb eller genetisk sårbarhed) er der en sandsynlighed for, at det kan resultere i psykopatologi. Selvom tilknytningsmønstre kan modificeres og udvikles livet igennem, så er det meget svært at ændre de helt grundlæggende mønstre, som barnet, og senere den voksne, har i sine indre arbejdsmodeller. Graden af grundlæggende tillid til andre og sig selv samt handlemønstre, især i form af forsvarsmekanismer, er stort set konstant fra tidlig barndom til voksenalderen. 12

13 Tilknytning påvirker hjernens udvikling Allan Schore er den første, der har forsøgt at koble udviklings- og tilknytningsteori med nyere hjerneforskning. I sin forskning har Schore valgt hovedsageligt at læne sig op ad Bowlbys teori om tilknytning. Schore mener, at nervesystemets udvikling er afhængigt af kvaliteten af det tidlige morbarn forhold. Han mener altså, at miljøet og den følelsesmæssige stimulation gennem omsorgspersonen bestemmer, hvorledes nervesystemet modnes og udvikles (Hart og Schwartz, 2008). Omsorgspersonen regulerer ikke kun barnets følelsesmæssige tilstande, men også barnets fysiologiske tilstande. Følelserne opstår i tidligt udviklede dele af hjernen, men evnen til selv at kunne regulere følelserne opstår først med udviklingen af sent udviklede områder i hjernen. Hvor Bowlby mente, at barnet havde brug for at få reguleret negative følelser som f.eks. frygt, mener Score, at det er ligeså vigtigt for barnet at få reguleret dets positive følelser, da de ellers kan fremkalde stress for barnet, der endnu ikke selv ved, hvad det skal stille op med sine følelser (Wennerberg, 2011). Spædbarnets hjerne kan kun udvikle sig i samspil med en anden hjerne, som er på et højere udviklingsniveau, altså omsorgspersonens. Omsorgspersonens eksterne reguleringer af barnets følelser har direkte indflydelse på biokemiske vækstprocesser i barnets nervesystem. Dette betyder, at barnets nervesystem udvikles og at barnet kan opbygge et selvregulerende system, som gør barnet i stand til, med tiden, at regulere sine egne følelser. Omsorgspersonens samspil med barnet påvirker altså både hormonelle og neurokemiske processer i barnet, hvilket især har indflydelse på hjernens følelsescentre (Hart og Schwartz, 2008). Barnets tilknytningserfaringer ændrer strukturer i både tidligt og sent udviklede dele af barnets hjerne. Disse ændringer påvirker bl.a. barnets evne til at forstå både egne følelser og kunne sætte sig ind i andres. Fysisk berøring af det lille barn hæmmer aktiveringen af stresshormoner og stimulerer produktionen af hormoner, der fremmer glædesfølelse. Hvis disse hormonbalancer reguleres hensigtsmæssigt får barnet en større modstandsdygtighed mod følelsesmæssig stress, der vil vare livet igennem. Tilknytning skabes gennem disse synkroniseringer mellem mor og barn, hvor følelser afstemmes og erfaringer lagres i barnets indre arbejdsmodel (Hart og Schwartz, 2008). Barnet har en motivation for at fremme behagelige følelser og hæmme ubehagelige følelser og har et medfødt indlæringssystem, som lagrer barnets tidlige erfaringer i dybe strukturer i nervesystemet. Schore beskriver denne lagring som irreversibel, hvilket igen understreger vigtigheden af barnets tidlige erfaringer. Han mener, at miljømæssige eller psykosociale stressorer kan aktivere medfødte neurofysiologiske svagheder, som kan resultere i psykiske lidelser. Børn med medfødte genetiske 13

14 svagheder er derfor væsentligt mere udsatte og oplever fejlafstemninger i samspillet med omsorgspersonen som stressende og traumatiske. Et barn uden en genetisk svaghed kan klare større mængder af stress, men vil ved massive fejlafstemninger udvikle en utryg tilknytning. Hvis omsorgspersonen ikke er i stand til at efterregulere fejlafstemninger i samspillet med barnet, kan det skabe alvorlige ændringer i de områder i hjernen der er væsentlige for personlighedsudvikling (ibid.). Schore mener, at børn, der har et desorganiseret tilknytningsmønster, får alvorlige forstyrrelser i de systemer, der skaber en balance mellem udforskende adfærd og hæmmende adfærd (det dopaminbaserede og det noradrenalinbaserede system). Dette betyder at almindelige følelser vil føles som et kaos for barnet. Børn, der har et klæbende eller undvigende tilknytningsmønster, vil kun have forstyrrelser i det ene system. Men dette vil stadig gøre, at barnet ikke er i stand til at regulere sine følelser optimalt, hvilket har betydning for dannelsen af personligheden. Et spædbarn reagerer på traumatiske oplevelser med hyperarousal (overparathed) og dissociering (tilbagetrækning). Barnets første reaktion vil være en alarmreaktion, der medfører øget puls og hurtigere åndedræt. Hvis barnet ikke beroliges, trækker barnet sig væk fra situationen. Det vil sige, at barnet trækker sig ind i sig selv og holder op med at udtrykke følelser. Der kan ske en samtidig aktivering af det sympatiske (kamp/flugt) og det parasympatiske (beroligende/restituerende) nervesystem, hvor blodtryk og hjerterytme falder, mens mængden af adrenalin øges. Dette vil fastholde barnet i en traumatiseret tilstand, hvor nervesystemet ikke længere er modtagelig overfor regulering. Dette hæmmer modning af hjernestrukturer og kan resultere i at personlighedsudviklingen bliver mangelfuld. Tilknytning udvikles også kropsligt Sansestimulation taktilsans og kinæstetisk sans Under dette afsnit vil jeg gennem teori forklare, hvorfor jeg mener den taktile sans og den kinæstetiske sans spiller en rolle i forhold til barnets tilknytning. Taktil sans Den taktile sans kaldes også hudsansen, da sensoriske nerver sender registreringer fra huden til hjernen (Ayres, 1999). Huden er vores yderste lag og det der adskiller os fra omverdenen. Dermed er det også med til at skabe os som individer og danne vores personlighed. For spædbørn er berøring en vigtig kilde til følelsesmæssig tilfredsstillelse. Kropskontakt mellem mor og barn er vigtigt for udviklingen af barnets hjerne og tilknytningen mellem mor og barn. Barnet har desuden 14

15 brug for taktil stimulation, for at udvikle en sikkerhed på sig selv. Dette danner grundlaget for, at barnet senere bliver i stand til at skabe afstand og afgrænse sig (ibid.). Nervesystemet og huden har samme oprindelse i den helt tidlige foster tid, og det taktile system er det første sansesystem der udvikles hos fosteret. Derfor påvirker berøringsindtryk også udviklingen af neurale forbindelser hos fosteret (ibid.). Dr. Harry F. Harlow har i studier af aber bevist vigtigheden af berøring i forhold til ungens følelsesmæssige tilknytning til moderen. Han opfostrede nyfødte abeunger med henholdsvis plys-mødre og ståltrådsmødre. Ungerne med ståltrådsmødre udviklede ingen følelsesmæssig hengivenhed overfor moderen og fik ikke en sikkerhed i sig selv til at forlade hende for at udforske omverdenen. Derimod så man at aberne med plysmødre kravlede rundt på og klyngede sig til moderen. Desuden så man, at berøring med plysset beroligede dem, når de blev bange og gav dem sikkerhed til at udforske omgivelserne (ibid.). Et spædbarn, der ikke berøres nok bliver understimuleret, hvilket kan resultere i sen udvikling, psykotiske tilstande eller i yderste instans død. Hvis barnet ikke har nogen kontakt til sin krop (hvilket det ville få gennem berøring) mister det kontakt til sig selv, sine følelser og til virkeligheden. Når barnet derimod lærer at mærke sig selv gennem berøring, får det en stærkere personlighed, samt en bedre evne til at indgå i relationer med andre (Røder, 2004). Børn, der ikke får tilstrækkelig berøring eller kun rutinemæssig berøring i forbindelse med fysisk pleje, trækker sig tilbage fra stimulation og bliver passive (Bentsen, 1996). Kinæstetisk sans Den kinæstetiske sans kaldes også muskel- og led sansen, da den består af sanseceller, der sidder i kroppens muskler, sener og led. Disse sanseceller kan registrere musklernes spændingstilstand og leddenes stilling, hvilket gør, at vi bliver i stand til at mærke vores krop, og registrere hvordan vores kropsdele er placerede i forhold til hinanden. Denne sans registrerer altså sanseindtryk, der kommer fra kroppen selv (Ahlmann, 1998). Dette system er næsten lige så stort som det taktile. Det er gennem den kinæstetiske sans at spædbarnet bl.a. ved, hvordan det skal ligge sig tilrette i de arme, der holder det. (Ayres, 1999). Den kinæstetiske sans danner sammen med den taktile sans grundlaget for udvikling af kropsbevidsthed og oplevelse af et kropsligt selv (Ahlmann, 1998). Hormonel indflydelse - oxytocin Kerstin Moberg er en svensk professor i fysiologi, der har forsket i, hvilke virkninger hormonet oxytocin har. Hun mener, at oxytocin, blandt meget andet, har en stimulerende virkning på tilknytningen mellem mor og barn. Når en kvinde ammer sit barn, stimulerer barnets 15

16 suttebevægelser til frigivelse af oxytocin hos kvinden, hvilket sætter mælkeproduktionen i gang. Desuden øges temperaturen på moderens bryst, så barnet kan få varme. Hormonet får desuden kvinden til at vise moderlig omsorg. Kropskontakt mellem barn og forældre spiller også en vigtig rolle i forhold til oxytocin udskillelse, som medfører ro og afspænding samt følelsesmæssig tilknytning til forældrene. Oxytocin har en virkning på social hukommelse, hvilket blandt andet ses ved, at en mor kan genkende, og foretrækker, sit eget barn frem for andre børn. Det høje oxytocin niveau, der er i mor og barn i forbindelse med fødslen, hjælper til at skabe denne tilknytning. Oxytocin skaber altså en følelse af tilknytning, hvilket giver lyst til tæt fysisk kontakt, hvilket igen frigiver oxytocin. Det er altså en selvforstærkende cirkel. Delkonklusion Gennem Bowlbys tilknytningsteori har jeg fundet ud af, at barnets tilknytningsmønster er afhængigt af samspillet med den primære omsorgsperson. Tilknytningen er livsvigtig for det helt lille spædbarn og danner grundlaget for udviklingen af barnets personlighed. I forlængelse af dette mener både Bowlby, Winnicott og Stern, at der findes en sammenhæng mellem psykopatologi og tilknytningsmønster, samt at tidlige oplevelser har en stor betydning, som dermed også kan være svære at ændre senere hen. Der er en vis stabilitet i en persons tilknytningsmønster, hvilket betyder, at sandsynligheden for at barnet bevarer sit tilknytningsmønster livet igennem er stort. Mønstret kan ændres, men det er ikke nemt, da det er en dybt integreret del af personligheden. Hjernens udvikling påvirkes også af barnets tilknytning. Hvis ikke barnet har en tryg tilknytning, vil hjernen ikke udvikles optimalt, hvilket vil påvirke barnets personlighed. Desuden spiller sanseintegration en stor rolle i forhold til barnets udvikling af personlighed og i forhold til tilknytningen til moderen. Hormonet oxytocin forstærker følelsen af tilknytning til moderen. Mine undersøgelser Her vil jeg præsentere mine to undersøgelser, deres resultater og fejlkilder. Målgruppen og udvælgelseskriterier Målgruppen er 4 unge mennesker i alderen 18-31, der alle er indlagt på Pavillonen i Randers. Pavillonen hører under psykiatrisk afdeling og er et behandlingstilbud til personer, der har brug for længerevarende indlæggelse. Målgruppen består af to kvinder og to mænd. Deltagerne er udvalgt af den ansvarshavende på aftagerstedet, som jeg informerede om, at deltagerne skulle have psykoser. 16

17 Spørgeskemaundersøgelse Metode Jeg har benyttet mig af Psychosis Attachment Measure (PAM). PAM er et engelsk selvrapporterings spørgeskema, som jeg via mail har rekvireret fra dets forfatter, psykolog og lektor på University of Manchester, Katherine Berry. Berry har udviklet dette spørgeskema som en del af hendes arbejde med at undersøge sammenhængen mellem tilknytning og psykoser og dette spørgeskema er netop opbygget, så det henvender sig til mennesker med psykoser. Spørgsmålene er udledt af andre eksisterende selv-rapporterings målinger af tilknytning (Berry, Wearden, Barrowclough, 2007 b). Spørgeskemaet består af 16 spørgsmål, hvoraf 8 spørger til klæbende tilknytning (f.eks. jeg bekymrer mig meget om mine forhold med andre mennesker ) og 8 spørger til undvigende tilknytning (f.eks. jeg vil helst ikke have at andre mennesker kender mine sande tanker og følelser). Spørgsmålene er udformet som påstande, hvortil deltagerne skal krydse af, hvor godt påstandene passer på dem. Bias Bias kan forekomme i spørgeskemaet, idet jeg har været nødt til at oversætte det fra engelsk til dansk. Dette kan medføre, at der er nogle ord, som ikke findes helt tilsvarende i det danske sprog, og derfor vil betydningen nødvendigvis ændres lidt, når der vælges et andet ord. Der kan også være kulturelle forskelle, der kommer til at spille ind på resultaterne i spørgeskemaet. F.eks. hvis det er mere udbredt i Danmark end i England, at man holder sine tanker og følelser for sig selv. Et spørgsmål omkring dette vil så give et andet resultat i Danmark end det ville i England. Validitet og reliabilitet Berry m.fl. testede spørgeskemaets reliabilitet i en population på 96 patienter med psykoser og reliabiliteten viste sig at være god (Berry, Wearden, Barrowclough, 2007, b). I min egen undersøgelse mener jeg, at reliabiliteten er ringere, da min målgruppe ikke er så nøje udvalgt og jeg kun har 4 deltagere. Det vil altså være svært for andre at reproducere undersøgelsen og komme frem til samme resultater. Undersøgelsen kan ikke give et tydeligt resultat på tilknytning hos mennesker diagnosticeret med psykoser. For at øge undersøgelsens reliabilitet skulle jeg have stillet flere krav til min deltagerudvælgelse, først og fremmest om specifik diagnose og flere deltagere. Desuden påvirker også oversættelsen af spørgeskemaet reliabiliteten, da en anden person evt. ville oversætte spørgsmålene anderledes end jeg har gjort, hvilket kan medføre, at besvarelserne bliver anderledes. 17

18 Undersøgelsens interne validitet mener jeg er god, da jeg mener resultaterne af spørgeskemaerne rent faktisk afspejler deltagernes grad af klæbende og undvigende tilknytningsmønstre. Det skal dog påpeges, at deltagernes besvarelser evt. kan være påvirkede af deres psykiske tilstand, imens de udfylder skemaet og dermed give et øjebliksbillede. Undersøgelsens eksterne validitet er ringe, da undersøgelsen ikke kan siges at være generaliserbar. Resultater I behandlingen af resultaterne får hver besvarelse i spørgeskemaerne mellem 0 og 3 point. De spørgsmål der viser lav tendens til undvigende eller klæbende tilknytning får 0 point, de der viser høj tendens får 3 point. Af de 16 spørgsmål er der 8, der spørger ind til klæbende tilknytning og 8, der spørger ind til undvigende tilknytning. Pointene fra spørgsmålene til klæbende tilknytning lægges sammen og divideres med 8. Det samme gøres for spørgsmålene til undvigende tilknytning. På denne måde når man frem til det tal, som viser gennemsnittet af deltagerens point gennem undersøgelsen for hvert tilknytningsmønster. Hvis man får et resultat mellem 0 og 1,5 har man ikke denne tilknytningsform. Hvis man får et tal mellem 1,5 og 3 har man denne tilknytningsform. Dog er det værd at pointere, at hvis tallet ligger over, men tæt på 1,5 er ens tilknytningsmønster kun let klæbende eller undvigende, hvorimod et resultat der ligger tæt på 3 viser en stærkt klæbende eller undvigende tilknytning. Her udpensler jeg de resultater jeg har fået gennem PAM: Deltager A har svaret at han/hun i sine besvarelser tænkte på alle omkring mig og at han/hun er diagnosticeret med mild skizofreni. Resultatet for klæbende tilknytning var 1,75 og resultatet for undvigende tilknytning var 1,0. Der er en forskel mellem resultaterne på 0,75 point. Deltager B har svaret at han/hun i sine besvarelser tænkte på alle og under punktet diagnose skrev han/hun svær depression (måske finder de en anden). Resultatet for klæbende tilknytning var 2,13 og resultatet for undvigende tilknytning var 2,25. Der er en forskel mellem resultaterne på 0,12 point. Denne deltager er den eneste, der har fået højere point i undvigende tilknytning end i klæbende tilknytning. Deltager C skrev at han/hun i sine besvarelser tænkte på sin far og at han/hun er diagnosticeret med ADHD og skizofreni. Resultatet for klæbende tilknytning var 1,75 og resultatet for undvigende tilknytning var 1,63. Der er en forskel mellem resultaterne på 0,12 point. 18

19 Deltager D skrev at han/hun i sine besvarelser tænkte på forældre, søskende og ansatte i svarfeltet med diagnose skrev han/hun ved det ikke, de ændrer det hele tiden. I dette tilfælde har jeg forhørt mig om diagnosen ved den ansvarshavende på aftagerstedet, som ud fra denne diagnosebesvarelse vidste hvilken deltager det drejede sig om. Deltageren er diagnosticeret med evasive (ængstelig) personlighedsforstyrrelse med suicidale tendenser. Resultatet for klæbende tilknytning var 3,0 og resultatet for undvigende tilknytning var 2,63. Der er en forskel mellem resultaterne på 0,37 point. Alle deltagerne har fået over 1,5 point i den klæbende tilknytning, hvilket vil sige, at de alle har et klæbende tilknytningsmønster, dog i forskellig grad. I den undvigende tilknytning har alle deltagerne, undtagen én (deltager A), fået over 1,5 point. Alle deltagere, undtagen én (deltager B) har højere point i klæbende tilknytning end i undvigende tilknytning. Kun deltager A har en rimelig stor forskel i sine point for klæbende og undvigende tilknytning. Der er altså 4 ud af 4 deltagere, der har en klæbende tilknytning og 3 ud af fire deltagere der har en undvigende tilknytning. Nedenfor vises deltagernes resultater i et diagram. 3,5 3 2,5 2 1,5 1 0,5 0 Ængstelig, klæbende tilknytning Ængstelig, undvigende tilknytning 19

20 Metodekritik Spørgeskemaet kan ikke give mig en viden om årsag og virkning. Det vil sige, at jeg ikke ud fra resultaterne i min spørgeskemaundersøgelse kan sige, om det er tilknytningsmønstret, der påvirker deltagernes psykiske helbred, eller om det er deltagernes psykiske helbred, der påvirker deres tilknytningsmønster. Desuden beskæftiger dette spørgeskema sig kun med det klæbende tilknytningsmønster og det undvigende tilknytningsmønster. Det kunne være interessant, netop i forhold til tilknytningens sammenhæng med psykopatologi at gøre det desorganiserede tilknytningsmønster til en del af spørgeskemaet også. Desuden finder jeg det vigtigt at nævne, at det ikke har været muligt, at finde en god begrundelse for, hvorfor netop dette spørgeskema skulle henvende sig særligt til mennesker med psykoser. Forfatteren selv begrunder det ikke, hun skriver blot: the PAM has advantages over other measures, as it does not include any items referring specifically to romantic relationships (Berry, Wearden, Barrowclough, 2007, b, s. 973), da hun skal beskrive, hvordan hendes spørgeskema adskiller sig fra andre eksisterende tilknytnings spørgeskemaer. Jeg mener, det ville have været bedre for min undersøgelse, hvis personalet havde udfyldt spørgsmålet om deltagernes diagnoser, da jeg tror der er en vis usikkerhed forbundet med at de selv svarer. Flere af deltagerne virker i deres besvarelse usikre på diagnosen. Desuden er det ikke alle deltagerne der har psykoser. Interview Metode I mit interview spørger jeg ind til deltagernes kropslige oplevelser. Jeg har især fokus på den taktile sans og den kinæstetiske sans. Jeg spørger også ind til afgrænsning, da afgrænsning netop kan opnås gennem disse to sanser. Bowlby mener, at det er i alderen 6-12 måneder, at barnet udvikler sine indre arbejdsmodeller og i denne alder begynder barnets tilknytning at være observerbart, f.eks. i fremmedsituationen (Hart og Schwartz, 2008). Men når jeg har valgt at spørge ind til fysiske sanser, der udvikles betydeligt tidligere i barnets liv, skyldes det, at jeg mener, at det allerede er i den helt tidlige berøring af barnet at tilknytningen begynder. Dette stemmer også overens med Bowlbys tanker, da tilknytningen må begynde sin grundlæggelse inden barnet er 6 måneder, for at tilknytningsmønstre kan observeres ved et 6 måneders barn. Bowlby siger også, som tidligere nævnt, at barnets tilknytningsadfærd er medfødt. 20

21 Mit interview blev optaget på en diktafon, hvilket gjorde det efterfølgende transskriberingsarbejde (bilag 6) lettere. Interviewet var planlagt som et fokusgruppeinterview med de fire deltagere, som besvarede mit spørgeskema. Det er en ustabil målgruppe, og ved et gruppeinterview har det ikke så stor betydning, hvis en eller to af deltagerne falder fra. Desværre viste det sig da jeg mødte op for at lave interviewet, at én var udskrevet og to havde det for dårligt til at deltage. Dette betød altså at jeg måtte lave mit interview med kun én deltager. Bias Da mit interview er udformet som fokusgruppeinterview består det af på forhånd fastlagte spørgsmål, hvilket jeg ikke mener, egner sig så godt til et kvalitativt interview med kun én deltager. Her havde det været bedre med en struktur som det semistrukturerede kvalitative interview, hvor interviewet udformes som en dialog ud fra fastlagte emner, og hvor spørgsmålene delvist skabes ud fra deltagerens besvarelser (Koch og Vallgårda, 2006). Betydningen af dette blev, at jeg ikke fik uddybet deltagerens besvarelser, og derfor i nogle af besvarelserne er i tvivl om, hvad deltageren egentlig mener. Desuden er der en bias i, at jeg ikke har givet deltageren tydelige begrebsafklaringer til nogle af de specifikke begreber, jeg bruger i interviewet. F.eks. afgrænsning er et begreb som er ofte anvendt indenfor det psykomotoriske fagområde, men det er ikke en selvfølge at mennesker uden en psykomotorisk uddannelse kender ordets egentlige betydning. Validitet og reliabilitet Interviewets validitet er ringe, da interviewdeltageren ikke kan give et nuanceret billede af det kropslige aspekt i tilknytning, han kan kun fortælle om hans egne oplevelser. Desuden er begreberne i interviewet ikke tilstrækkeligt uddybet og definerede. Reliabiliteten i interviewet er ringe, idet der kun er én interviewdeltager. Denne ene deltager kan ikke siges at være repræsentativ for de resterede deltagere, der deltog i spørgeskemaet. Resultaterne kan derfor heller ikke siges at være generaliserbare for en større population. 21

22 Resultater Gennem interviewet giver deltageren udtryk for, at han altid har en tydelig fornemmelse af sine kropsdele og har en god fornemmelse af deres placering. Dette gælder også i hans sygdomsperioder. Han har også en god evne til at krydskoordinere sine bevægelser og er ifølge sit eget udsagn god til næsten alt slags sport. Dette fortæller mig, at han angiveligt har en veludviklet kinæstetisk sans. Hans ryg og nakke mærker han som spændt, og han mener, at han bliver endnu mere spændt i disse områder under sine sygdomsperioder. Desuden mener han, at han bliver mere rastløs, når han er syg. Han forklarer: ( ) det er sådan typisk for mig, at blive rastløs. Det er måske også fordi jeg spænder. Så bliver man jo sådan lidt mere urolig Jeg spørger ind til, hvordan han mærker sin hals og mave. Han mærker sin mave som spændt. Han forklarer: ( ) jeg døjer lidt med urolig mave nogle gange og det er da muligvis fordi, at jeg spænder. Men ( ) det er vel værst når jeg ikke har spist i mange timer. ( ) så begynder jeg da sådan at blive anspændt ( ) og sådan lidt ondt i solar plexus også ( ) Og det plejer som regel at hjælpe med noget varmt at drikke eller noget mad. I hans sygdomsperioder mener han, at han spænder endnu mere i maven og især omkring solar plexus. Hvordan han mærker sin hals, har han aldrig lagt mærke til, svarer han. Deltageren svarer, at han spænder i maven, men da han giver sig til at forklare, er det ikke spændingssmerter han beskriver. Han beskriver urolig mave og sult. Da jeg spørger ind til den taktile sans forklarer han, at han ikke har noget problem med, at personer han kender godt rører ved ham. Han fortæller dog, at han ikke er meget for uopfordret berøring i hans sygdomsperioder. Derimod vil han gerne have knus eller klap på skulderen af nærtstående personer, hvis han har brug for trøst. Han forklarer, at han kun har brug for trøst i sygdomsperioder. Han kan klare at bliver berørt med både forsigtige og faste greb og kan mærke begge lige tydeligt. Han forklarer dog, at han i sine sygdomsperioder vil foretrække faste berøringer, da han i disse perioder bliver mere opfarende overfor blide berøringer. Da jeg spørger ind til afgrænsning, er det tydeligt, at han har svært ved at forstå hvad det betyder. Da jeg spørger ham, hvordan han fornemmer det i sin krop, når han er afgrænset spørger han: Altså sådan klaustrofobi agtigt? Eller klaustrofobisk?. Jeg forklarer, at afgrænsning er, når man kan mærke sig selv og har en tydelig fornemmelse af sin egen grænse. Han svarer: Jaa.. men altså du mener om jeg lige pludselig skulle være til stede i en anden krop eller?. Jeg prøver igen at forklare, og siger at afgrænsning er når man mærker sig selv tydeligt og hvis man ikke er afgrænset 22

23 kan man evt. føle at man selv og ens tanker flyder ud. Han svarer: Jaa, altså.. (lang pause). Jeg vil sige jeg føler mig afgrænset, hvis jeg ikke har bevæget mig en hel dag. Øhm, jeg føler mig da lidt mere fri, hvis jeg har været ude og cykle en lang tur. Altså så føler man jo kroppen lidt bedre sådan. Adrenalinen og blodet pumper rundt i kroppen og så kan man jo meget nemmere mærke det.. kroppen.. sådan.. føle sig lidt mere levende. Altså hvis jeg har sovet for længe og spist forkert og drukket for meget alkohol og sådan noget, så, så er det jo nærmest som om at, at min krop den er, den er et andet sted... Han forbinder altså ordet afgrænsning med noget der er modsat frihed. Men hvis man ser på svaret ud fra min forklaring om, at afgrænsning er der, hvor man kan mærke sin krop tydeligt, så svarer han faktisk, at han er mest afgrænset når han har brugt kroppen og kan mærke sin puls. Derimod føler han sig uafgrænset, når han er inaktiv, hvilket giver ham en fornemmelse af ikke at kunne mærke sin krop tydeligt. Han forklarer yderligere, at området omkring hans øjne, er det eneste af kroppen han tydeligt kan mærke i inaktive perioder, resten af kroppen mister han kontakt til. Han siger, at der er en tendens til, at han er mere inaktiv i sine sygdomsperioder og han dyrker mere sport i sine raske perioder. Det er svært at sige om hans manglende forståelse for afgrænsning skyldes, at han ikke kender til følelsen af at være afgrænset, eller om det er fordi begrebet er nyt for ham. Metodekritik Da jeg lod deltagerne være fuldstændig anonyme i deres spørgeskemaresultater vil det sige, at jeg ikke ved hvilken spørgeskemabesvarelse min interviewdeltager har lavet. Jeg kender altså ikke min interviewdeltagers tilknytningsmønster eller hans diagnose, da jeg kun spurgte ind til disse i spørgeskemaet. Dette gør, at jeg har svært ved at sammenholde mine interviewresultater med mine spørgeskemaresultater. Desuden kan denne ene deltager ikke siges at være repræsentativ for de andre tre deltagere, da de ikke har samme diagnoser og dermed ikke samme psykiske og fysiske symptomer. Jeg, som interviewer, var ikke tilstrækkeligt forberedt på dette interview. Det havde været en fordel, hvis jeg inden det egentlige interview havde lavet et pilotinterview, som jeg også havde optaget på en diktafon. På den måde kunne jeg blive bevidst om, bl.a. hvordan jeg bedst skulle stille spørgsmålene. Ved at høre mig selv på en diktafon inden det rigtige interview ville jeg være blevet mere bevidst om mine egne usikkerheder og egne forforståelser af spørgsmålene. Jeg oplevede, at jeg påvirkede deltagerens svar under spørgsmålene til afgrænsning. Dette var ikke en bevidst handling, men idet han ikke forstod begrebet afgrænsning, måtte jeg flere gange forklare ham, hvad 23

24 jeg mente med begrebet, og igennem disse forklaringer fik han efterhånden mine personlige holdninger som definition, frem for en fagligt funderet definition. Under interviewet fornemmede jeg, at deltageren gerne ville fremstå rask (F.eks. Hvis det er sådan du tænker.. ovre i det skizofrene eller sådan(..)nej nej.. det er slet ikke noget. Nej overhovedet ikke ). Der kan altså være en fejlkilde i, at han ikke tør være så ærlig omkring sin sygdom når han sidder overfor mig, som han kunne være i et spørgeskema, hvor han ikke skal indgå i en relation til den der leder undersøgelsen. Delkonklusion Min spørgeskemaundersøgelse viser, at alle 4 deltagere har klæbende tilknytning i større eller mindre grad. 3 ud af 4 deltagere har undvigende tilknytning i større eller mindre grad. Begge tilknytningsmønstre har større udslag ved deltagerne diagnosticeret med evasiv personlighedsforstyrrelse og depression end ved deltagerne diagnosticeret med skizofreni og ADHD/skizofreni. Ud fra mine spørgeskemaresultater kan jeg ikke sige noget om årsag/virkning. Mit interview viser, at interviewdeltageren ikke har en oplevelse af sanseintegrationsproblemer. Deltageren har svært ved at forstå begrebet afgrænsning, men forklarer dog, at han mærker sin krop bedst, når han dyrker motion, og at han i sygdomsperioder bliver mere passiv og har svært ved at mærke sin krop. Desuden har han en oplevelse af, at han altid spænder i sin ryg- og mavemuskulatur. Han mener, at spændingerne bliver stærkere i sygdomsperioder. Reliabiliteten af interviewet er ringe, da der kun var en person der havde mulighed for at deltage. Diskussion Jeg vil diskutere holdbarheden af det kropslige aspekt i tilknytning. Desuden vil jeg diskutere holdbarheden af Bowlbys tilknytningsteori, og om det er holdbart at snakke om denne teori i forhold til psykopatologi. Sidst vil jeg diskutere, hvordan mine undersøgelsesresultater stemmer overens med andre lignende undersøgelser og den bagvedliggende teori. Det kropslige aspekt i tilknytning Ud fra min interviewdeltagers besvarelser i interviewet må jeg konkludere, at han formentlig har en veludviklet taktilsans og kinæstetisk sans, da han ikke beskriver nogle sansemæssige forstyrrelser. Der er dog en mangel på kropsbevidsthed, idet han har svært ved at skelne mellem sult og spændinger i mavemusklerne. Han har også svært ved at mærke sin krop i sine sygdomsperioder. Men jeg har intet belæg for at mene, at denne mangel på kropsbevidsthed hænger sammen med 24