Tilknytning, psykisk sygdom og sanseintegration

Transkript

1 Tilknytning, psykisk sygdom og sanseintegration Uddannelse: Studerendes navn: Psykomotorikuddannelsen VIA UC Randers Helle Hyldgaard Bjørn Årgang: 4. årgang (2008) Vejleders navn: Opgavetype: Lars Gøttsche Bachelorprojekt Dato for aflevering:

2 Resumé Opgaven undersøger sammenhængen mellem tilknytning, psykisk sygdom og sanseintegration ud fra problemformuleringen: Hvilken sammenhæng, om nogen, er der mellem en voksen persons tilknytningsstil og dennes psykiske helbred? Hvis denne sammenhæng findes, viser den sig så kropsligt i form af forstyrret sanseintegration? Gennem teoretisk analyse og en spørgeskemaundersøgelse finder jeg frem til, at et utrygt tilknytningsmønster giver øget risiko for at udvikle psykisk sygdom. Teoretisk finder jeg bevis for, at tilknytning også skabes kropsligt, samt at mennesker med utryg tilknytning og psykiske lidelser har øget risiko for sanseintegrationsproblemer. Dette påvises dog ikke gennem mit interview. Der er grundlag for videre undersøgelser. 2

3 Indholdsfortegnelse Indledning... 5 Problemformulering... 5 Formål med opgaven... 5 Begrebsdefinitioner... 6 Afgrænsning af emne... 6 Opgavens opbygning... 6 Metode... 7 Teoretisk udgangspunkt... 7 Undersøgelsesmetoder... 8 Spørgeskemaundersøgelse... 8 Interview... 9 Teori... 9 John Bowlby - tilknytningsteorien... 9 Tilknytningsteoriens tilblivelse og baggrund... 9 Overlevelse og tilknytning hos det lille barn... 9 Tre forskellige tilknytningsmønstre...10 Tilknytningsmønstret integreres som en arbejdsmodel...11 Tilknytning og psykisk sygdom...11 Utryg tilknytning kan ende i psykopatologi...11 Tilknytningsmønstrets stabilitet...12 Tilknytning påvirker hjernens udvikling...13 Tilknytning udvikles også kropsligt...14 Sansestimulation taktilsans og kinæstetisk sans...14 Hormonel indflydelse - oxytocin...15 Delkonklusion...16 Mine undersøgelser...16 Målgruppen og udvælgelseskriterier...16 Spørgeskemaundersøgelse...17 Metode...17 Bias...17 Validitet og reliabilitet...17 Resultater

4 Metodekritik...20 Interview...20 Metode...20 Bias...21 Validitet og reliabilitet...21 Resultater...22 Metodekritik...23 Delkonklusion...24 Diskussion...24 Det kropslige aspekt i tilknytning...24 Er tilknytningsteorien tilstrækkelig?...26 Tilknytningsteorien som forklaring på psykose?...29 Delkonklusion...31 Konklusion...32 Perspektivering...33 Litteraturliste...34 Bøger...34 Artikler...35 Bilagsoversigt...36 Antal tegn i opgaven:

5 Indledning På baggrund af en artikel omkring forekomsten af skizofreni hos voksne, der var blevet bortadopterede som børn, begyndte jeg at tænke over, om det kunne være disse børns (og senere voksnes) tilknytningsmønster, der lå til grund for den høje forekomst af skizofreni. Tanken omkring tilknytningens mulige betydning faldt mig naturlig, da det er almindelig kendt, at mange adoptivbørn har utrygge tilknytningsmønstre på grund af deres skiftende omsorgspersoner. Jeg begyndte at interessere mig for, om tilknytning mere generelt kunne have en sammenhæng med psykisk helbred. I kraft af min uddannelse som psykomotorisk terapeut synes jeg, at det er interessant at undersøge, hvor stor indflydelse berøring har på dannelsen af tilknytning. I denne sammenhæng mener jeg også, at det er relevant at undersøge, om der kan forekomme fysiske symptomer ved utryg tilknytning og psykisk sygdom. Min problemformulering lyder som følger: Problemformulering Hvilken sammenhæng, om nogen, er der mellem en voksen persons tilknytningsstil og dennes psykiske helbred? Hvis denne sammenhæng findes, viser den sig så kropsligt i form af forstyrret sanseintegration? Formål med opgaven Jeg har en hypotese om, at der er en sammenhæng mellem en persons tilknytningsmønster, grundlagt i den tidlige barndom, og dennes psykiske helbred som voksen. Jeg vil efterprøve denne hypotese på en psykiatrisk målgruppe ved at lade dem besvare et spørgeskema omkring deres tilknytningsmønster. Jeg formoder at denne spørgeskemaundersøgelse vil bekræfte min hypotese. Derefter vil jeg undersøge, om der kan ses en kropslig kilde til udvikling af tilknytning. Hvis dette er tilfældet, vil jeg se om disse testpersoner tilsvarende kan siges at have problemer på netop dette kropslige område. Dette vil jeg undersøge gennem et kvalitativt interview. Altså vil jeg gennem teori bekræfte, at der er en sammenhæng mellem tilknytning og psykisk helbred, samt bekræfte, at fysiske processer har en indflydelse på udviklingen af tilknytning. Herefter vil jeg undersøge, om mine testpersoner indenfor den psykiatriske målgruppe har tilknytningsproblemer, samt om de har problemer i forhold til de fysiske processer, der indgår i udviklingen af tilknytning. 5

6 Begrebsdefinitioner Her vil jeg definere nogle af de væsentlige begreber jeg bruger gennem opgaven. Omsorgsperson: En person der varetager omsorgen for et barn. I teksten skriver jeg nogle steder mor og andre steder primær omsorgsperson. Psykopatologi: Bruges i opgaven som en fællesbetegnelse for psykisk sygdom. Relationer: Relationer har en bredere betydning end Bowlbys tilknytningsbegreb, men tilknytningsbegrebet er en del af relationsbegrebet - det, som sker mellem mennesker og som også betegner det, mennesker deler. Relationer indebærer endvidere tilknytning og emotionel investering. (Akasha, 2005). Sanseintegration: Organiseringen af sanseindtryk til f.eks. bevidsthed om kroppen eller omgivelserne. Nervesystemets dele arbejder sammen ved hjælp af sanseintegration. (Ayres, 1999). Sansestimulation: Når sanserne stimuleres af bevægelser, berøringer, indtryk osv. Tilknytning: Den proces, hvor barnet bliver forbundet med omsorgspersonen, og som fører til dannelse af personligheden (Hart og Schwartz, 2008). Afgrænsning af emne I denne opgave vil jeg undersøge, om der er en sammenhæng mellem tilknytning og psykopatologi. Jeg vil ikke komme ind på hvilke faktorer, der ellers kan spille ind på udviklingen af psykisk sygdom. Jeg vil i beskrivelsen af tilknytning holde mig til John Bowlbys tilknytningsteori. Tilknytning vil jeg hovedsageligt beskrive ud fra mor-barn tilknytningen og altså tilknytning hos små børn, idet jeg har en hypotese om, at dette tilknytningsmønster er nogenlunde konstant livet igennem. Opgavens opbygning I mit metodeafsnit beskriver jeg, hvilke metoder jeg har brugt i mit teoretiske udgangspunkt og mine undersøgelser. Herefter beskriver jeg i teoriafsnittet, hvad tilknytning er ud fra Bowlbys tilknytningsteori, hvor jeg bl.a. kommer ind på de forskellige tilknytningsmønstre. I samme afsnit vil jeg beskrive sammenhængen mellem tilknytning og psykisk sygdom. Til sidst i teoriafsnittet vil jeg komme ind på, hvordan tilknytning påvirkes af sanseintegration og hormoner. 6

7 Herefter præsenterer jeg mine egne undersøgelser, en spørgeskemaundersøgelse og en interviewundersøgelse. Ved begge disse vil jeg beskrive bias, validitet, reliabilitet og undersøgelsens resultater. I diskussionsafsnittet diskuterer jeg de tre vigtige elementer i denne opgave, nemlig det kropslige aspekt i tilknytningen, tilknytningsteoriens holdbarhed og tilknytningsteorien som forklaring på psykoser. Endelig vil jeg, med udgangspunkt i min problemformulering, konkludere på, hvad jeg i opgaven er nået frem til. Til slut vil jeg perspektivere til, hvilke undersøgelser det vil være relevant videre at lave indenfor området. Metode Denne opgave skriver jeg indenfor den hermeneutiske videnskabsteoretiske retning. Denne retning ønsker forståelse for det menneske eller den problemstilling der undersøges. Man møder problemet eller personen med en forforståelse. Denne forforståelse er det vigtigt at være bevidst om, for at komme frem til en ny og bedre forståelse (Larsen; Vejleskov, 2006). Forforståelse er, indenfor forskning, de erfarings-, empirisk-, eller teoretisk funderede antagelser, den teoretiske referenceramme og den metodiske tilgang der er bestemmende for forskerens forståelseshorisont i forhold til problemstillingen. Forforståelsen vil udvikles hele vejen gennem en forskningsproces (Koch; Vallgårda, 2006). Mine undersøgelsesmetoder er af både kvalitativ og kvantitativ art. Teoretisk udgangspunkt Jeg tager udgangspunkt i Bowlbys tilknytningsteori. Denne teori drejer sig om tilknytningen mellem det lille barn og dets primære omsorgsperson, og om hvordan et menneske udvikler tilknytning. Denne teori er dog lige så relevant i forhold til voksne, da Bowlby mener, at en persons tilknytningsmønster er stabilt og at de mekanismer, der udvikles i barndommen gør sig gældende livet igennem (Hart og Schwartz, 2008). Desuden tager jeg udgangspunkt i teorier omkring børnemotorik og sanseintegration i forbindelse med at undersøge, om der er et kropsligt aspekt i tilknytning. 7

8 Undersøgelsesmetoder Undersøgelsesmetoden er den fremgangsmåde, der bruges til at undersøge det faglige problem (Rienecker og Jørgensen, 2005). Jeg benytter mig af en spørgeskemaundersøgelse, for at undersøge mine deltageres tilknytningsmønstre. Desuden benytter jeg mig af et interview for at kortlægge undersøgelsesdeltagernes kropslige oplevelser, med fokus på taktile og kinæstetiske sansninger. Alle deltagerne er både mundtligt og skriftligt gjort opmærksomme på, at deres deltagelse i undersøgelsen er frivillig og at de er fuldstændig anonyme. Jeg har til denne oplysning anvendt dokumenterne: Information om deltagelse i BA-projektet ved Psykomotorikuddannelsen i Randers (bilag 1) og Samtykkeerklæring i forbindelse med BA-projektet ved psykomotorikuddannelsen i Randers (bilag 2). Desuden er dokumentet Ansøgning til aftagersted om tilladelse til at foretage indsamling af empiri i forbindelse med BA-projektet ved Psykomotorikuddannelsen i Randers (bilag 3) underskrevet af ansvarshavende på aftagerstedet. Spørgeskemaundersøgelse Jeg bruger et allerede eksisterende spørgeskema, kaldet Psychosis Attachment Measure (PAM) (bilag 4), som jeg har oversat til dansk (bilag 5). Til sidst i spørgeskemaet har jeg tilføjet et spørgsmål om diagnose, som ikke findes på det oprindelige spørgeskema. Dette valgte jeg at gøre, da min kontaktperson på Pavillonen sagde, at deres patienter ofte har flere diagnoser, og at han derfor ville have svært ved at finde deltagere til mig, som var rent psykotiske. Jeg mener ikke, denne tilføjelse vil have nogen indflydelse på resultaterne af undersøgelsen. Ved brug af dette spørgeskema laver jeg en tværsnitsundersøgelse, der på samme tid indhenter information om tilknytning og sygdom, men som af samme grund ikke kan sige noget om årsagssammenhæng (Koch og Vallgårda, 2006). Spørgeskemaet indhenter svar på en ordinalskala, hvor deltagerne skal besvare i hvor høj grad udsagnene passer på deres oplevelse af tilknytning. På ordinalskalaen er der nogle besvarelser der rangeres højere end andre ( passer meget, passer lidt ). Man kan ikke fastslå, hvor meget højere en besvarelse rangerer, kun konstatere at den rangerer højere. 8

9 Interview Mit interview er et kvalitativt interview, hvilket kendetegnes ved, at jeg, som interviewer, stiller deltagerne spørgsmål, som de frit kan svare på ud fra deres egen forståelse og med deres egne ord (ibid.). Jeg vælger at organisere mit interview som et fokusgruppeinterview, da deltagerne på denne måde kan inspirere hinanden til at fortælle, hvad de mener, og til at gøre sig nye overvejelser omkring spørgsmålene (ibid.). Teori John Bowlby - tilknytningsteorien Tilknytningsteoriens tilblivelse og baggrund John Bowlby var englænder og uddannet børnepsykiater og psykoanalytiker. Han udviklede tilknytningsbegrebet (på engelsk attachment). Da han i tiden efter 2. verdenskrig lavede sine teorier omkring tilknytning mellem mor og barn, gjorde han op med tidens syn på, at det vigtigste i barnets opvækst var fysisk pleje, og at det ikke havde betydning, hvem der tog sig af barnet. Gennem blandt andet observationer af hospitalsindlagte børns reaktioner, når de skulle undvære deres forældre, blev Bowlby overbevist om, at kontakten mellem barnet og dets omsorgspersoner er vigtig for barnets udvikling (Hart og Schwartz, 2008). Bowlby havde en psykoanalytisk baggrund, men blev inspireret af blandt andet evolutionsbiologi i hans tanker omkring tilknytning (Broberg, Anders m.fl., 2010). Overlevelse og tilknytning hos det lille barn Han mente, at barnet af overlevelsesinstinkt altid vil knytte sig til dets omsorgsperson, for at det kan få mad, varme og beskyttelse. Dog afhænger kvaliteten af tilknytningen af, hvor lydhør omsorgspersonen er samt dennes evne til at skabe et følelsesmæssigt samspil med barnet (Broberg, Anders m.fl., 2010). Bowlby mente, at alle børn har et medfødt adfærdssystem. Adfærdssystemets formål er, at opretholde homeostase (en indre balance) og at modtage feedback (regulerende signaler). I mor-barn relationen kommer dette til udtryk ved, at barnet forsøger at finde den afstand til moderen, som giver det tryghed og frihed. Hvis barnet er træt eller ked, er den optimale afstand måske meget lille, hvorimod afstanden er større, når barnet er trygt og parat til at udforske sin omverden. Dette har Bowlby givet betegnelsen en sikker base. Moderen er barnets sikre base, som barnet kan komme til for trøst, smil og bekræftelse på, at situationen er okay. Når barnet ved, at det har en sikker base at vende tilbage til, så tør det også bevæge sig væk fra basen for f.eks. at indgå i 9

10 relationer med andre børn. I takt med at barnet bliver ældre, bliver denne sikre base efterhånden integreret som en del af barnet selv. Det vil sige, at barnet efterhånden selv kan vurdere, f.eks. om en situation er sikker at begive sig ud i og ikke behøver samme grad af bekræftelse fra moderen (Hart og Schwartz, 2008). Forskellige undersøgelser har vist, at der er stor sammenhæng mellem børns tidlige tilknytningsmønstre og deres senere måder at knytte sig til andre mennesker på (Mortensen, 2006). Tre forskellige tilknytningsmønstre I samarbejde med Mary Ainsworth har Bowlby beskrevet tre forskellige tilknytningsmønstre. Disse tilknytningsmønstre er observeret under Ainsworths undersøgelse Fremmedsituationen (på engelsk Strange Situation Test eller SST). Der kunne observeres ét trygt tilknytningsmønster og to utrygge tilknytningsmønstre (Hart og Schwartz, 2008). De utrygge kalder Bowlby henholdsvis det ængsteligt, klæbende og det ængsteligt, undvigende tilknytningsmønster (herefter benævnt som klæbende og undvigende). (Bowlby, 2001). Det trygge tilknytningsmønster opbygges ved, at barnet stoler på, at det har en sikker base i sine forældre. Barnet kan regne med, at forældrene er opmærksomme og reagerer på dets signaler, f.eks. ved at modtage barnet kærligt, hvis det kommer og har behov for trøst. Et barn der er trygt tilknyttet, viser ifølge Bowlby en større robusthed overfor stress og tab (Hart og Schwartz, 2008). Det ængstelige, klæbende tilknytningsmønster kendetegnes ved at barnet er ambivalent i sine følelser mod forældrene. Barnet vil hele tiden være i nærheden af forældrene, men har samtidig en vrede rettet mod disse. Barnet virker usikkert og klæber sig til forældrene i håb om at finde tryghed. Det er dog ikke muligt for barnet at opnå den tryghed der kræves, for at barnet kan bevæge sig væk fra forældrene for at undersøge sin omverden. Et barn, der lever i dette tilknytningsmønster, vil ifølge Bowlby have svært ved at rumme sine egne følelser og har svært ved at fornemme andre menneskers følelser. Det klæbende tilknytningsmønster opstår typisk i familier, hvor forældrene ikke er stabilt tilgængelige for barnet. Det vil sige, at forældrene nogle gange er imødekommende og andre gange utilgængelige. Dette kan f.eks. skyldes længere tids fysiske adskillelser eller forældre der, som en del af opdragelsen, truer med at forlade barnet. Man kan sige at barnets tilknytningssystem i dette tilknytningsmønster er overaktiveret (ibid.). Det ængstelige, undvigende tilknytningsmønster er karakteriseret ved at barnet undgår følelser og nærhed. Barnet undgår kontakt med forældrene, for på denne måde risikerer barnet ikke at blive afvist. Dette betyder, at barnet heller ikke søger trøst, hvis det bliver bange. I stedet prøver barnet at 10

11 trøste sig selv ved at trække sig væk fra omverdenen. Børn med dette tilknytningsmønster har en ringe fornemmelse af både egne og andres følelser og er meget sårbare overfor stress, da de ikke søger hjælp hos deres omsorgsperson. Bowlby mener, at børn med dette tilknytningsmønster har risiko for at udvikle et falsk selv (et begreb udviklet af Donald Winnicott). Et tilknytningsmønster som dette ses i familier, hvor forældrene er afvisende overfor barnet og ikke følelsesmæssigt tilgængelige. Dette ses f.eks. i familier, hvor en eller begge forældrene har en psykisk lidelse. Man kan sige at barnets tilknytningssystem er deaktiveret (ibid). Tilknytningsmønstret integreres som en arbejdsmodel I alle tre tilknytningsmønstre er samspillet mellem barnet og forældrene kontinuerligt, hvilket giver barnet mulighed for at udvikle sin indre arbejdsmodel efter samspillet. Barnets indre arbejdsmodel er et mønster, hvorigennem barnet strukturerer sine opfattelser af sig selv i samspil med andre. Det gør barnet i stand til at tænke over samspillet, forudsige reaktioner fra andre og planlægge sin adfærd. Det vil sige, at barnet i alle tre tilknytningsmønstre hæfter sig ved det faste og velkendte og udvikler sin arbejdsmodel ud fra dette. Dermed er det ligegyldigt om det faste for barnet består i, at det ikke kan betale sig at søge trøst hos omsorgspersonen, eller om barnet har en fast oplevelse af at blive set og hørt (ibid). Ainsworth bemærkede, at der var nogle børn, der ikke kunne kategoriseres indenfor de tre tilknytningsmønstre. Mary Main m.fl. har i den sammenhæng senere arbejdet med et fjerde tilknytningsmønster, kaldet det desorganiserede tilknytningsmønster. Børn, der har denne tilknytning, har en atypisk adfærd, når de adskilles fra og genforenes med deres mor. Dette skyldes, at disse børn ikke har udviklet en indre arbejdsmodel, da forholdet til moderen er ukontinuerligt og utrygt (Mortensen 2006). Dette ses f.eks. i familier med svær omsorgssvigt, vold og seksuelt misbrug. Tilknytning og psykisk sygdom Utryg tilknytning kan ende i psykopatologi Bowlby mente, at forstyrrelser i et barns tilknytning allerede fra spædbarnsalderen kan resultere i psykopatologi (Hart og Schwartz, 2008). Han mente, at børn der havde lidt tab af en omsorgsperson, og børn der havde en ængstelig, undvigende eller ængstelig, klæbende tilknytning har en øget sårbarhed for at udvikle en patologisk sorg. Denne sorg mente han kunne udvikle sig til bl.a. angst, depression og psykotiske karaktertræk (Mortensen 2006). 11

12 Også andre teoretikere har beskrevet sammenhængen mellem tilknytning og psykopatologi. Donald Winnicott mener, at man skal finde årsagen til psykopatologi i en brist i barnets tidlige tilknytning og i den tilpasning, barnet er nødt til at lave for at bevare det livsvigtige bånd til sine omsorgspersoner. Denne tilpasning kan føre til det Winnicott kalder det falske selv. (Wennerberg, 2011). Det falske selv er et forsvar, som barnet udvikler for at beskytte sit sande selv. Det er en skal af passivitet, som fritager barnet for at indgå i interaktion med omverdenen. Ifølge Bowlby udvikles det falske selv ved den undvigende tilknytning (Hart og Schwartz, 2008). Daniel Stern mener, at der ikke findes nogen mentale forstyrrelser hos spædbørn. Der findes kun forstyrrelser i de relationer de indgår i. Hvis barnet indgår i en forstyrret relation, hvor omsorgspersonen ikke er i stand til at regulere barnets følelser, så lærer barnet ikke at regulere dets egne følelser. Dette vil give problemer i barnets modning, hvilket har indflydelse på, at barnets kerneselv bliver ufuldstændigt (Stern, 2000). Stern beskriver desuden, at de første sensitive perioder i barnets liv er mere følsomme end de senere. Tidlige oplevelser i barnets liv har derfor, ifølge Stern, større betydning og dermed bliver det også sværere at vende deres påvirkning efterfølgende (Hart og Schwartz, 2008). Tilknytningsmønstrets stabilitet Broberg m.fl. (2010) pointerer, at man ikke ubetinget kan sætte lighedstegn mellem psykopatologi og utryg tilknytning. Der er børn med utrygge tilknytningsmønstre, der aldrig udvikler alvorlige psykiske lidelser, ligesom der er børn med trygge tilknytningsmønstre, der udvikler psykiske lidelser. De understreger dog, at en utryg tilknytning altid vil udgøre en øget sårbarhed, og at en tryg tilknytning vil fungere som en beskyttelsesfaktor. Hvis denne sårbarhed kombineres med andre risikofaktorer (f.eks. overgreb eller genetisk sårbarhed) er der en sandsynlighed for, at det kan resultere i psykopatologi. Selvom tilknytningsmønstre kan modificeres og udvikles livet igennem, så er det meget svært at ændre de helt grundlæggende mønstre, som barnet, og senere den voksne, har i sine indre arbejdsmodeller. Graden af grundlæggende tillid til andre og sig selv samt handlemønstre, især i form af forsvarsmekanismer, er stort set konstant fra tidlig barndom til voksenalderen. 12

13 Tilknytning påvirker hjernens udvikling Allan Schore er den første, der har forsøgt at koble udviklings- og tilknytningsteori med nyere hjerneforskning. I sin forskning har Schore valgt hovedsageligt at læne sig op ad Bowlbys teori om tilknytning. Schore mener, at nervesystemets udvikling er afhængigt af kvaliteten af det tidlige morbarn forhold. Han mener altså, at miljøet og den følelsesmæssige stimulation gennem omsorgspersonen bestemmer, hvorledes nervesystemet modnes og udvikles (Hart og Schwartz, 2008). Omsorgspersonen regulerer ikke kun barnets følelsesmæssige tilstande, men også barnets fysiologiske tilstande. Følelserne opstår i tidligt udviklede dele af hjernen, men evnen til selv at kunne regulere følelserne opstår først med udviklingen af sent udviklede områder i hjernen. Hvor Bowlby mente, at barnet havde brug for at få reguleret negative følelser som f.eks. frygt, mener Score, at det er ligeså vigtigt for barnet at få reguleret dets positive følelser, da de ellers kan fremkalde stress for barnet, der endnu ikke selv ved, hvad det skal stille op med sine følelser (Wennerberg, 2011). Spædbarnets hjerne kan kun udvikle sig i samspil med en anden hjerne, som er på et højere udviklingsniveau, altså omsorgspersonens. Omsorgspersonens eksterne reguleringer af barnets følelser har direkte indflydelse på biokemiske vækstprocesser i barnets nervesystem. Dette betyder, at barnets nervesystem udvikles og at barnet kan opbygge et selvregulerende system, som gør barnet i stand til, med tiden, at regulere sine egne følelser. Omsorgspersonens samspil med barnet påvirker altså både hormonelle og neurokemiske processer i barnet, hvilket især har indflydelse på hjernens følelsescentre (Hart og Schwartz, 2008). Barnets tilknytningserfaringer ændrer strukturer i både tidligt og sent udviklede dele af barnets hjerne. Disse ændringer påvirker bl.a. barnets evne til at forstå både egne følelser og kunne sætte sig ind i andres. Fysisk berøring af det lille barn hæmmer aktiveringen af stresshormoner og stimulerer produktionen af hormoner, der fremmer glædesfølelse. Hvis disse hormonbalancer reguleres hensigtsmæssigt får barnet en større modstandsdygtighed mod følelsesmæssig stress, der vil vare livet igennem. Tilknytning skabes gennem disse synkroniseringer mellem mor og barn, hvor følelser afstemmes og erfaringer lagres i barnets indre arbejdsmodel (Hart og Schwartz, 2008). Barnet har en motivation for at fremme behagelige følelser og hæmme ubehagelige følelser og har et medfødt indlæringssystem, som lagrer barnets tidlige erfaringer i dybe strukturer i nervesystemet. Schore beskriver denne lagring som irreversibel, hvilket igen understreger vigtigheden af barnets tidlige erfaringer. Han mener, at miljømæssige eller psykosociale stressorer kan aktivere medfødte neurofysiologiske svagheder, som kan resultere i psykiske lidelser. Børn med medfødte genetiske 13

14 svagheder er derfor væsentligt mere udsatte og oplever fejlafstemninger i samspillet med omsorgspersonen som stressende og traumatiske. Et barn uden en genetisk svaghed kan klare større mængder af stress, men vil ved massive fejlafstemninger udvikle en utryg tilknytning. Hvis omsorgspersonen ikke er i stand til at efterregulere fejlafstemninger i samspillet med barnet, kan det skabe alvorlige ændringer i de områder i hjernen der er væsentlige for personlighedsudvikling (ibid.). Schore mener, at børn, der har et desorganiseret tilknytningsmønster, får alvorlige forstyrrelser i de systemer, der skaber en balance mellem udforskende adfærd og hæmmende adfærd (det dopaminbaserede og det noradrenalinbaserede system). Dette betyder at almindelige følelser vil føles som et kaos for barnet. Børn, der har et klæbende eller undvigende tilknytningsmønster, vil kun have forstyrrelser i det ene system. Men dette vil stadig gøre, at barnet ikke er i stand til at regulere sine følelser optimalt, hvilket har betydning for dannelsen af personligheden. Et spædbarn reagerer på traumatiske oplevelser med hyperarousal (overparathed) og dissociering (tilbagetrækning). Barnets første reaktion vil være en alarmreaktion, der medfører øget puls og hurtigere åndedræt. Hvis barnet ikke beroliges, trækker barnet sig væk fra situationen. Det vil sige, at barnet trækker sig ind i sig selv og holder op med at udtrykke følelser. Der kan ske en samtidig aktivering af det sympatiske (kamp/flugt) og det parasympatiske (beroligende/restituerende) nervesystem, hvor blodtryk og hjerterytme falder, mens mængden af adrenalin øges. Dette vil fastholde barnet i en traumatiseret tilstand, hvor nervesystemet ikke længere er modtagelig overfor regulering. Dette hæmmer modning af hjernestrukturer og kan resultere i at personlighedsudviklingen bliver mangelfuld. Tilknytning udvikles også kropsligt Sansestimulation taktilsans og kinæstetisk sans Under dette afsnit vil jeg gennem teori forklare, hvorfor jeg mener den taktile sans og den kinæstetiske sans spiller en rolle i forhold til barnets tilknytning. Taktil sans Den taktile sans kaldes også hudsansen, da sensoriske nerver sender registreringer fra huden til hjernen (Ayres, 1999). Huden er vores yderste lag og det der adskiller os fra omverdenen. Dermed er det også med til at skabe os som individer og danne vores personlighed. For spædbørn er berøring en vigtig kilde til følelsesmæssig tilfredsstillelse. Kropskontakt mellem mor og barn er vigtigt for udviklingen af barnets hjerne og tilknytningen mellem mor og barn. Barnet har desuden 14

15 brug for taktil stimulation, for at udvikle en sikkerhed på sig selv. Dette danner grundlaget for, at barnet senere bliver i stand til at skabe afstand og afgrænse sig (ibid.). Nervesystemet og huden har samme oprindelse i den helt tidlige foster tid, og det taktile system er det første sansesystem der udvikles hos fosteret. Derfor påvirker berøringsindtryk også udviklingen af neurale forbindelser hos fosteret (ibid.). Dr. Harry F. Harlow har i studier af aber bevist vigtigheden af berøring i forhold til ungens følelsesmæssige tilknytning til moderen. Han opfostrede nyfødte abeunger med henholdsvis plys-mødre og ståltrådsmødre. Ungerne med ståltrådsmødre udviklede ingen følelsesmæssig hengivenhed overfor moderen og fik ikke en sikkerhed i sig selv til at forlade hende for at udforske omverdenen. Derimod så man at aberne med plysmødre kravlede rundt på og klyngede sig til moderen. Desuden så man, at berøring med plysset beroligede dem, når de blev bange og gav dem sikkerhed til at udforske omgivelserne (ibid.). Et spædbarn, der ikke berøres nok bliver understimuleret, hvilket kan resultere i sen udvikling, psykotiske tilstande eller i yderste instans død. Hvis barnet ikke har nogen kontakt til sin krop (hvilket det ville få gennem berøring) mister det kontakt til sig selv, sine følelser og til virkeligheden. Når barnet derimod lærer at mærke sig selv gennem berøring, får det en stærkere personlighed, samt en bedre evne til at indgå i relationer med andre (Røder, 2004). Børn, der ikke får tilstrækkelig berøring eller kun rutinemæssig berøring i forbindelse med fysisk pleje, trækker sig tilbage fra stimulation og bliver passive (Bentsen, 1996). Kinæstetisk sans Den kinæstetiske sans kaldes også muskel- og led sansen, da den består af sanseceller, der sidder i kroppens muskler, sener og led. Disse sanseceller kan registrere musklernes spændingstilstand og leddenes stilling, hvilket gør, at vi bliver i stand til at mærke vores krop, og registrere hvordan vores kropsdele er placerede i forhold til hinanden. Denne sans registrerer altså sanseindtryk, der kommer fra kroppen selv (Ahlmann, 1998). Dette system er næsten lige så stort som det taktile. Det er gennem den kinæstetiske sans at spædbarnet bl.a. ved, hvordan det skal ligge sig tilrette i de arme, der holder det. (Ayres, 1999). Den kinæstetiske sans danner sammen med den taktile sans grundlaget for udvikling af kropsbevidsthed og oplevelse af et kropsligt selv (Ahlmann, 1998). Hormonel indflydelse - oxytocin Kerstin Moberg er en svensk professor i fysiologi, der har forsket i, hvilke virkninger hormonet oxytocin har. Hun mener, at oxytocin, blandt meget andet, har en stimulerende virkning på tilknytningen mellem mor og barn. Når en kvinde ammer sit barn, stimulerer barnets 15

16 suttebevægelser til frigivelse af oxytocin hos kvinden, hvilket sætter mælkeproduktionen i gang. Desuden øges temperaturen på moderens bryst, så barnet kan få varme. Hormonet får desuden kvinden til at vise moderlig omsorg. Kropskontakt mellem barn og forældre spiller også en vigtig rolle i forhold til oxytocin udskillelse, som medfører ro og afspænding samt følelsesmæssig tilknytning til forældrene. Oxytocin har en virkning på social hukommelse, hvilket blandt andet ses ved, at en mor kan genkende, og foretrækker, sit eget barn frem for andre børn. Det høje oxytocin niveau, der er i mor og barn i forbindelse med fødslen, hjælper til at skabe denne tilknytning. Oxytocin skaber altså en følelse af tilknytning, hvilket giver lyst til tæt fysisk kontakt, hvilket igen frigiver oxytocin. Det er altså en selvforstærkende cirkel. Delkonklusion Gennem Bowlbys tilknytningsteori har jeg fundet ud af, at barnets tilknytningsmønster er afhængigt af samspillet med den primære omsorgsperson. Tilknytningen er livsvigtig for det helt lille spædbarn og danner grundlaget for udviklingen af barnets personlighed. I forlængelse af dette mener både Bowlby, Winnicott og Stern, at der findes en sammenhæng mellem psykopatologi og tilknytningsmønster, samt at tidlige oplevelser har en stor betydning, som dermed også kan være svære at ændre senere hen. Der er en vis stabilitet i en persons tilknytningsmønster, hvilket betyder, at sandsynligheden for at barnet bevarer sit tilknytningsmønster livet igennem er stort. Mønstret kan ændres, men det er ikke nemt, da det er en dybt integreret del af personligheden. Hjernens udvikling påvirkes også af barnets tilknytning. Hvis ikke barnet har en tryg tilknytning, vil hjernen ikke udvikles optimalt, hvilket vil påvirke barnets personlighed. Desuden spiller sanseintegration en stor rolle i forhold til barnets udvikling af personlighed og i forhold til tilknytningen til moderen. Hormonet oxytocin forstærker følelsen af tilknytning til moderen. Mine undersøgelser Her vil jeg præsentere mine to undersøgelser, deres resultater og fejlkilder. Målgruppen og udvælgelseskriterier Målgruppen er 4 unge mennesker i alderen 18-31, der alle er indlagt på Pavillonen i Randers. Pavillonen hører under psykiatrisk afdeling og er et behandlingstilbud til personer, der har brug for længerevarende indlæggelse. Målgruppen består af to kvinder og to mænd. Deltagerne er udvalgt af den ansvarshavende på aftagerstedet, som jeg informerede om, at deltagerne skulle have psykoser. 16

17 Spørgeskemaundersøgelse Metode Jeg har benyttet mig af Psychosis Attachment Measure (PAM). PAM er et engelsk selvrapporterings spørgeskema, som jeg via mail har rekvireret fra dets forfatter, psykolog og lektor på University of Manchester, Katherine Berry. Berry har udviklet dette spørgeskema som en del af hendes arbejde med at undersøge sammenhængen mellem tilknytning og psykoser og dette spørgeskema er netop opbygget, så det henvender sig til mennesker med psykoser. Spørgsmålene er udledt af andre eksisterende selv-rapporterings målinger af tilknytning (Berry, Wearden, Barrowclough, 2007 b). Spørgeskemaet består af 16 spørgsmål, hvoraf 8 spørger til klæbende tilknytning (f.eks. jeg bekymrer mig meget om mine forhold med andre mennesker ) og 8 spørger til undvigende tilknytning (f.eks. jeg vil helst ikke have at andre mennesker kender mine sande tanker og følelser). Spørgsmålene er udformet som påstande, hvortil deltagerne skal krydse af, hvor godt påstandene passer på dem. Bias Bias kan forekomme i spørgeskemaet, idet jeg har været nødt til at oversætte det fra engelsk til dansk. Dette kan medføre, at der er nogle ord, som ikke findes helt tilsvarende i det danske sprog, og derfor vil betydningen nødvendigvis ændres lidt, når der vælges et andet ord. Der kan også være kulturelle forskelle, der kommer til at spille ind på resultaterne i spørgeskemaet. F.eks. hvis det er mere udbredt i Danmark end i England, at man holder sine tanker og følelser for sig selv. Et spørgsmål omkring dette vil så give et andet resultat i Danmark end det ville i England. Validitet og reliabilitet Berry m.fl. testede spørgeskemaets reliabilitet i en population på 96 patienter med psykoser og reliabiliteten viste sig at være god (Berry, Wearden, Barrowclough, 2007, b). I min egen undersøgelse mener jeg, at reliabiliteten er ringere, da min målgruppe ikke er så nøje udvalgt og jeg kun har 4 deltagere. Det vil altså være svært for andre at reproducere undersøgelsen og komme frem til samme resultater. Undersøgelsen kan ikke give et tydeligt resultat på tilknytning hos mennesker diagnosticeret med psykoser. For at øge undersøgelsens reliabilitet skulle jeg have stillet flere krav til min deltagerudvælgelse, først og fremmest om specifik diagnose og flere deltagere. Desuden påvirker også oversættelsen af spørgeskemaet reliabiliteten, da en anden person evt. ville oversætte spørgsmålene anderledes end jeg har gjort, hvilket kan medføre, at besvarelserne bliver anderledes. 17

18 Undersøgelsens interne validitet mener jeg er god, da jeg mener resultaterne af spørgeskemaerne rent faktisk afspejler deltagernes grad af klæbende og undvigende tilknytningsmønstre. Det skal dog påpeges, at deltagernes besvarelser evt. kan være påvirkede af deres psykiske tilstand, imens de udfylder skemaet og dermed give et øjebliksbillede. Undersøgelsens eksterne validitet er ringe, da undersøgelsen ikke kan siges at være generaliserbar. Resultater I behandlingen af resultaterne får hver besvarelse i spørgeskemaerne mellem 0 og 3 point. De spørgsmål der viser lav tendens til undvigende eller klæbende tilknytning får 0 point, de der viser høj tendens får 3 point. Af de 16 spørgsmål er der 8, der spørger ind til klæbende tilknytning og 8, der spørger ind til undvigende tilknytning. Pointene fra spørgsmålene til klæbende tilknytning lægges sammen og divideres med 8. Det samme gøres for spørgsmålene til undvigende tilknytning. På denne måde når man frem til det tal, som viser gennemsnittet af deltagerens point gennem undersøgelsen for hvert tilknytningsmønster. Hvis man får et resultat mellem 0 og 1,5 har man ikke denne tilknytningsform. Hvis man får et tal mellem 1,5 og 3 har man denne tilknytningsform. Dog er det værd at pointere, at hvis tallet ligger over, men tæt på 1,5 er ens tilknytningsmønster kun let klæbende eller undvigende, hvorimod et resultat der ligger tæt på 3 viser en stærkt klæbende eller undvigende tilknytning. Her udpensler jeg de resultater jeg har fået gennem PAM: Deltager A har svaret at han/hun i sine besvarelser tænkte på alle omkring mig og at han/hun er diagnosticeret med mild skizofreni. Resultatet for klæbende tilknytning var 1,75 og resultatet for undvigende tilknytning var 1,0. Der er en forskel mellem resultaterne på 0,75 point. Deltager B har svaret at han/hun i sine besvarelser tænkte på alle og under punktet diagnose skrev han/hun svær depression (måske finder de en anden). Resultatet for klæbende tilknytning var 2,13 og resultatet for undvigende tilknytning var 2,25. Der er en forskel mellem resultaterne på 0,12 point. Denne deltager er den eneste, der har fået højere point i undvigende tilknytning end i klæbende tilknytning. Deltager C skrev at han/hun i sine besvarelser tænkte på sin far og at han/hun er diagnosticeret med ADHD og skizofreni. Resultatet for klæbende tilknytning var 1,75 og resultatet for undvigende tilknytning var 1,63. Der er en forskel mellem resultaterne på 0,12 point. 18

19 Deltager D skrev at han/hun i sine besvarelser tænkte på forældre, søskende og ansatte i svarfeltet med diagnose skrev han/hun ved det ikke, de ændrer det hele tiden. I dette tilfælde har jeg forhørt mig om diagnosen ved den ansvarshavende på aftagerstedet, som ud fra denne diagnosebesvarelse vidste hvilken deltager det drejede sig om. Deltageren er diagnosticeret med evasive (ængstelig) personlighedsforstyrrelse med suicidale tendenser. Resultatet for klæbende tilknytning var 3,0 og resultatet for undvigende tilknytning var 2,63. Der er en forskel mellem resultaterne på 0,37 point. Alle deltagerne har fået over 1,5 point i den klæbende tilknytning, hvilket vil sige, at de alle har et klæbende tilknytningsmønster, dog i forskellig grad. I den undvigende tilknytning har alle deltagerne, undtagen én (deltager A), fået over 1,5 point. Alle deltagere, undtagen én (deltager B) har højere point i klæbende tilknytning end i undvigende tilknytning. Kun deltager A har en rimelig stor forskel i sine point for klæbende og undvigende tilknytning. Der er altså 4 ud af 4 deltagere, der har en klæbende tilknytning og 3 ud af fire deltagere der har en undvigende tilknytning. Nedenfor vises deltagernes resultater i et diagram. 3,5 3 2,5 2 1,5 1 0,5 0 Ængstelig, klæbende tilknytning Ængstelig, undvigende tilknytning 19

20 Metodekritik Spørgeskemaet kan ikke give mig en viden om årsag og virkning. Det vil sige, at jeg ikke ud fra resultaterne i min spørgeskemaundersøgelse kan sige, om det er tilknytningsmønstret, der påvirker deltagernes psykiske helbred, eller om det er deltagernes psykiske helbred, der påvirker deres tilknytningsmønster. Desuden beskæftiger dette spørgeskema sig kun med det klæbende tilknytningsmønster og det undvigende tilknytningsmønster. Det kunne være interessant, netop i forhold til tilknytningens sammenhæng med psykopatologi at gøre det desorganiserede tilknytningsmønster til en del af spørgeskemaet også. Desuden finder jeg det vigtigt at nævne, at det ikke har været muligt, at finde en god begrundelse for, hvorfor netop dette spørgeskema skulle henvende sig særligt til mennesker med psykoser. Forfatteren selv begrunder det ikke, hun skriver blot: the PAM has advantages over other measures, as it does not include any items referring specifically to romantic relationships (Berry, Wearden, Barrowclough, 2007, b, s. 973), da hun skal beskrive, hvordan hendes spørgeskema adskiller sig fra andre eksisterende tilknytnings spørgeskemaer. Jeg mener, det ville have været bedre for min undersøgelse, hvis personalet havde udfyldt spørgsmålet om deltagernes diagnoser, da jeg tror der er en vis usikkerhed forbundet med at de selv svarer. Flere af deltagerne virker i deres besvarelse usikre på diagnosen. Desuden er det ikke alle deltagerne der har psykoser. Interview Metode I mit interview spørger jeg ind til deltagernes kropslige oplevelser. Jeg har især fokus på den taktile sans og den kinæstetiske sans. Jeg spørger også ind til afgrænsning, da afgrænsning netop kan opnås gennem disse to sanser. Bowlby mener, at det er i alderen 6-12 måneder, at barnet udvikler sine indre arbejdsmodeller og i denne alder begynder barnets tilknytning at være observerbart, f.eks. i fremmedsituationen (Hart og Schwartz, 2008). Men når jeg har valgt at spørge ind til fysiske sanser, der udvikles betydeligt tidligere i barnets liv, skyldes det, at jeg mener, at det allerede er i den helt tidlige berøring af barnet at tilknytningen begynder. Dette stemmer også overens med Bowlbys tanker, da tilknytningen må begynde sin grundlæggelse inden barnet er 6 måneder, for at tilknytningsmønstre kan observeres ved et 6 måneders barn. Bowlby siger også, som tidligere nævnt, at barnets tilknytningsadfærd er medfødt. 20

21 Mit interview blev optaget på en diktafon, hvilket gjorde det efterfølgende transskriberingsarbejde (bilag 6) lettere. Interviewet var planlagt som et fokusgruppeinterview med de fire deltagere, som besvarede mit spørgeskema. Det er en ustabil målgruppe, og ved et gruppeinterview har det ikke så stor betydning, hvis en eller to af deltagerne falder fra. Desværre viste det sig da jeg mødte op for at lave interviewet, at én var udskrevet og to havde det for dårligt til at deltage. Dette betød altså at jeg måtte lave mit interview med kun én deltager. Bias Da mit interview er udformet som fokusgruppeinterview består det af på forhånd fastlagte spørgsmål, hvilket jeg ikke mener, egner sig så godt til et kvalitativt interview med kun én deltager. Her havde det været bedre med en struktur som det semistrukturerede kvalitative interview, hvor interviewet udformes som en dialog ud fra fastlagte emner, og hvor spørgsmålene delvist skabes ud fra deltagerens besvarelser (Koch og Vallgårda, 2006). Betydningen af dette blev, at jeg ikke fik uddybet deltagerens besvarelser, og derfor i nogle af besvarelserne er i tvivl om, hvad deltageren egentlig mener. Desuden er der en bias i, at jeg ikke har givet deltageren tydelige begrebsafklaringer til nogle af de specifikke begreber, jeg bruger i interviewet. F.eks. afgrænsning er et begreb som er ofte anvendt indenfor det psykomotoriske fagområde, men det er ikke en selvfølge at mennesker uden en psykomotorisk uddannelse kender ordets egentlige betydning. Validitet og reliabilitet Interviewets validitet er ringe, da interviewdeltageren ikke kan give et nuanceret billede af det kropslige aspekt i tilknytning, han kan kun fortælle om hans egne oplevelser. Desuden er begreberne i interviewet ikke tilstrækkeligt uddybet og definerede. Reliabiliteten i interviewet er ringe, idet der kun er én interviewdeltager. Denne ene deltager kan ikke siges at være repræsentativ for de resterede deltagere, der deltog i spørgeskemaet. Resultaterne kan derfor heller ikke siges at være generaliserbare for en større population. 21

22 Resultater Gennem interviewet giver deltageren udtryk for, at han altid har en tydelig fornemmelse af sine kropsdele og har en god fornemmelse af deres placering. Dette gælder også i hans sygdomsperioder. Han har også en god evne til at krydskoordinere sine bevægelser og er ifølge sit eget udsagn god til næsten alt slags sport. Dette fortæller mig, at han angiveligt har en veludviklet kinæstetisk sans. Hans ryg og nakke mærker han som spændt, og han mener, at han bliver endnu mere spændt i disse områder under sine sygdomsperioder. Desuden mener han, at han bliver mere rastløs, når han er syg. Han forklarer: ( ) det er sådan typisk for mig, at blive rastløs. Det er måske også fordi jeg spænder. Så bliver man jo sådan lidt mere urolig Jeg spørger ind til, hvordan han mærker sin hals og mave. Han mærker sin mave som spændt. Han forklarer: ( ) jeg døjer lidt med urolig mave nogle gange og det er da muligvis fordi, at jeg spænder. Men ( ) det er vel værst når jeg ikke har spist i mange timer. ( ) så begynder jeg da sådan at blive anspændt ( ) og sådan lidt ondt i solar plexus også ( ) Og det plejer som regel at hjælpe med noget varmt at drikke eller noget mad. I hans sygdomsperioder mener han, at han spænder endnu mere i maven og især omkring solar plexus. Hvordan han mærker sin hals, har han aldrig lagt mærke til, svarer han. Deltageren svarer, at han spænder i maven, men da han giver sig til at forklare, er det ikke spændingssmerter han beskriver. Han beskriver urolig mave og sult. Da jeg spørger ind til den taktile sans forklarer han, at han ikke har noget problem med, at personer han kender godt rører ved ham. Han fortæller dog, at han ikke er meget for uopfordret berøring i hans sygdomsperioder. Derimod vil han gerne have knus eller klap på skulderen af nærtstående personer, hvis han har brug for trøst. Han forklarer, at han kun har brug for trøst i sygdomsperioder. Han kan klare at bliver berørt med både forsigtige og faste greb og kan mærke begge lige tydeligt. Han forklarer dog, at han i sine sygdomsperioder vil foretrække faste berøringer, da han i disse perioder bliver mere opfarende overfor blide berøringer. Da jeg spørger ind til afgrænsning, er det tydeligt, at han har svært ved at forstå hvad det betyder. Da jeg spørger ham, hvordan han fornemmer det i sin krop, når han er afgrænset spørger han: Altså sådan klaustrofobi agtigt? Eller klaustrofobisk?. Jeg forklarer, at afgrænsning er, når man kan mærke sig selv og har en tydelig fornemmelse af sin egen grænse. Han svarer: Jaa.. men altså du mener om jeg lige pludselig skulle være til stede i en anden krop eller?. Jeg prøver igen at forklare, og siger at afgrænsning er når man mærker sig selv tydeligt og hvis man ikke er afgrænset 22

23 kan man evt. føle at man selv og ens tanker flyder ud. Han svarer: Jaa, altså.. (lang pause). Jeg vil sige jeg føler mig afgrænset, hvis jeg ikke har bevæget mig en hel dag. Øhm, jeg føler mig da lidt mere fri, hvis jeg har været ude og cykle en lang tur. Altså så føler man jo kroppen lidt bedre sådan. Adrenalinen og blodet pumper rundt i kroppen og så kan man jo meget nemmere mærke det.. kroppen.. sådan.. føle sig lidt mere levende. Altså hvis jeg har sovet for længe og spist forkert og drukket for meget alkohol og sådan noget, så, så er det jo nærmest som om at, at min krop den er, den er et andet sted... Han forbinder altså ordet afgrænsning med noget der er modsat frihed. Men hvis man ser på svaret ud fra min forklaring om, at afgrænsning er der, hvor man kan mærke sin krop tydeligt, så svarer han faktisk, at han er mest afgrænset når han har brugt kroppen og kan mærke sin puls. Derimod føler han sig uafgrænset, når han er inaktiv, hvilket giver ham en fornemmelse af ikke at kunne mærke sin krop tydeligt. Han forklarer yderligere, at området omkring hans øjne, er det eneste af kroppen han tydeligt kan mærke i inaktive perioder, resten af kroppen mister han kontakt til. Han siger, at der er en tendens til, at han er mere inaktiv i sine sygdomsperioder og han dyrker mere sport i sine raske perioder. Det er svært at sige om hans manglende forståelse for afgrænsning skyldes, at han ikke kender til følelsen af at være afgrænset, eller om det er fordi begrebet er nyt for ham. Metodekritik Da jeg lod deltagerne være fuldstændig anonyme i deres spørgeskemaresultater vil det sige, at jeg ikke ved hvilken spørgeskemabesvarelse min interviewdeltager har lavet. Jeg kender altså ikke min interviewdeltagers tilknytningsmønster eller hans diagnose, da jeg kun spurgte ind til disse i spørgeskemaet. Dette gør, at jeg har svært ved at sammenholde mine interviewresultater med mine spørgeskemaresultater. Desuden kan denne ene deltager ikke siges at være repræsentativ for de andre tre deltagere, da de ikke har samme diagnoser og dermed ikke samme psykiske og fysiske symptomer. Jeg, som interviewer, var ikke tilstrækkeligt forberedt på dette interview. Det havde været en fordel, hvis jeg inden det egentlige interview havde lavet et pilotinterview, som jeg også havde optaget på en diktafon. På den måde kunne jeg blive bevidst om, bl.a. hvordan jeg bedst skulle stille spørgsmålene. Ved at høre mig selv på en diktafon inden det rigtige interview ville jeg være blevet mere bevidst om mine egne usikkerheder og egne forforståelser af spørgsmålene. Jeg oplevede, at jeg påvirkede deltagerens svar under spørgsmålene til afgrænsning. Dette var ikke en bevidst handling, men idet han ikke forstod begrebet afgrænsning, måtte jeg flere gange forklare ham, hvad 23

24 jeg mente med begrebet, og igennem disse forklaringer fik han efterhånden mine personlige holdninger som definition, frem for en fagligt funderet definition. Under interviewet fornemmede jeg, at deltageren gerne ville fremstå rask (F.eks. Hvis det er sådan du tænker.. ovre i det skizofrene eller sådan(..)nej nej.. det er slet ikke noget. Nej overhovedet ikke ). Der kan altså være en fejlkilde i, at han ikke tør være så ærlig omkring sin sygdom når han sidder overfor mig, som han kunne være i et spørgeskema, hvor han ikke skal indgå i en relation til den der leder undersøgelsen. Delkonklusion Min spørgeskemaundersøgelse viser, at alle 4 deltagere har klæbende tilknytning i større eller mindre grad. 3 ud af 4 deltagere har undvigende tilknytning i større eller mindre grad. Begge tilknytningsmønstre har større udslag ved deltagerne diagnosticeret med evasiv personlighedsforstyrrelse og depression end ved deltagerne diagnosticeret med skizofreni og ADHD/skizofreni. Ud fra mine spørgeskemaresultater kan jeg ikke sige noget om årsag/virkning. Mit interview viser, at interviewdeltageren ikke har en oplevelse af sanseintegrationsproblemer. Deltageren har svært ved at forstå begrebet afgrænsning, men forklarer dog, at han mærker sin krop bedst, når han dyrker motion, og at han i sygdomsperioder bliver mere passiv og har svært ved at mærke sin krop. Desuden har han en oplevelse af, at han altid spænder i sin ryg- og mavemuskulatur. Han mener, at spændingerne bliver stærkere i sygdomsperioder. Reliabiliteten af interviewet er ringe, da der kun var en person der havde mulighed for at deltage. Diskussion Jeg vil diskutere holdbarheden af det kropslige aspekt i tilknytning. Desuden vil jeg diskutere holdbarheden af Bowlbys tilknytningsteori, og om det er holdbart at snakke om denne teori i forhold til psykopatologi. Sidst vil jeg diskutere, hvordan mine undersøgelsesresultater stemmer overens med andre lignende undersøgelser og den bagvedliggende teori. Det kropslige aspekt i tilknytning Ud fra min interviewdeltagers besvarelser i interviewet må jeg konkludere, at han formentlig har en veludviklet taktilsans og kinæstetisk sans, da han ikke beskriver nogle sansemæssige forstyrrelser. Der er dog en mangel på kropsbevidsthed, idet han har svært ved at skelne mellem sult og spændinger i mavemusklerne. Han har også svært ved at mærke sin krop i sine sygdomsperioder. Men jeg har intet belæg for at mene, at denne mangel på kropsbevidsthed hænger sammen med 24

25 personens tilknytningsmønster. Selvom jeg ikke kender diagnosen på min interviewdeltager, kan jeg udelukke at vedkommende er deltager D, da jeg gennem kontaktpersonen på stedet fandt ud af at D er en pige, da han skulle informere mig om hendes diagnose. Et interview, hvor alle deltagerne havde været til stede, ville altså yderligere give én deltager med evasive personlighedsforstyrrelse og én eller to deltagere med skizofreni. Jeg har en formodning om, at nogle af disse deltagere ville vise tegn på sanseintegrationsforstyrrelser. Især deltager D vil jeg formode har både taktile og kinæstetiske forstyrrelser, idet vedkommende har så høj grad af både klæbende og undvigende tilknytning. Desuden kan man formode, at D som følge heraf vil have problemer med at afgrænse sig. Veronique Defiolles (2004) skriver, at den skizofrene patient kun oplever sin eksistens i kraft af hans sanseindtryk. Hun skriver ydermere: kroppen er det eneste virkelighedselement, som et menneske ikke kan skille sig af med, med mindre døden bliver valgt som løsning (Defiolles, 2004). Denne sidste kommentar er særligt relevant i forhold til D, da vedkommende har suicidale tendenser. D har ikke skizofreni, men jeg mener, det er en rimelig antagelse, at andre psykiske lidelser kan føre til lignende oplevelser af at sanseindtryk virkeliggør og betinger vores eksistens. Defiolles (2004) skriver desuden, at huden er kroppens ydre, som modtager alle udefrakommende stimuli. Hos mennesker med skizofreni kan huden opfattes som hullet, flænset eller lignende angstfyldte fornemmelser. Gennem taktil afgrænsning kan disse fornemmelser identificeres og holdes nede. Hun beskriver desuden, at den skizofrene oplever sin krop som usammenhængende og kroppens dimensioner samt lemmernes forhold til midteraksen er uorganiseret. Dette mener jeg svarer til forstyrrelser af den kinæstetiske sans. Hypertoni (muskulær overspænding) kan fungere som en kropslig afgrænsning, hvilket bl.a. kan virke som beskyttelse mod angst (ibid.). Ayres (1999) beskriver, hvordan jetpiloter og andre, der midlertidigt frarøves deres sanseoplevelser, viser forbigående adfærds- og personlighedsproblemer. Der er ligeledes lavet forsøg, hvor ellers helt raske forsøgspersoner har fået fjernet alle udefrakommende sanseindtryk. Efter nogle timer i denne tilstand så man, at forsøgspersonerne oplevede angst og hallucinationer. Dette viser vigtigheden af, at hjernen modtager sanseinformationer fra kroppen. I dette forsøg blev deltagerne frarøvet både taktile, kinæstetiske, vestibulære, visuelle og auditive sanseindtryk, derfor er det ikke muligt at sige, om nogle bestemte sansers fravær har spillet en større rolle ifht. forsøgspersonens reaktion end andres. Tidligere har jeg primært omtalt den taktile og den kinæstetiske sans som de vigtigste sanser i forhold til spædbarnets tilknytning og til hjernens udvikling. Dog synes jeg, det er værd at 25

26 undersøge, hvilken virkning fravær af den vestibulære sans har. Den vestibulære sans kaldes også labyrintsansen, og er den sans, der giver os informationer om orientering i rum. Mason og Berkson har lavet undersøgelser med aberunger, hvor nogle unger fik en stationær falsk mor og nogle fik en gyngende falsk mor. Ungerne med de gyngende mødre udviklede sig forholdsvist normalt, hvorimod ungerne med stationære mødre udviklede unormale adfærdsmønstre (det er dog ikke angivet hvilke). Desuden nævner Ayres en undersøgelse, lavet af Dr. Mary Neal. Den blev foretaget på for tidligt fødte børn, hvor man indsatte hængekøjer i kuvøserne, så de præmature børn kunne blive vugget en halv time, tre gange om dagen. De vuggede børn udviklede sig hurtigere end de ikke-vuggede børn, både i forhold til muskeltonus, vægt og auditiv samt visuel respons. Dette viser altså, at den vestibulære sans også har en stor betydning for den sunde udvikling hos spædbarnet. Er tilknytningsteorien tilstrækkelig? Judy Dunn (1998) mener, at Bowlbys tilknytningsteori er et vigtigt grundlag i vores forståelse af børns tilknytning og personlighedsudvikling. Men hun mener også at teorien er utilstrækkelig. Hun påpeger, at Bowlby ikke ser på andre aspekter end trygheden i tilknytningen mellem mor og barn. Dunn nævner, at der arbejdes med mange aspekter indenfor voksenrelationer, som kunne være interessante at kigge på i forhold til små børns relationer. Hun fokuserer især på følgende 3 dimensioner: At dele følelser og oplevelser med en anden, fælles humor og forbundethed. Allerede i en meget tidlig alder er barnet interesseret i andres følelser og denne deling af følelser og oplevelser skaber en intimitet mellem parterne, der anses for meget vigtig i voksnes relationer. At være fælles om humor skaber også intimitet, varme følelser og fællesskabsfølelser. Forbundethed defineres som den grad, i hvilken to individer opretholder en forbundet kommunikationstråd, når de interagerer (Dunn, 1998, s. 36). Forbundethed er ikke almindeligt at undersøge i børns relationer til deres forældre, men en undersøgelse har vist, at graden af forbundethed i børns samtaler med hinanden har kunnet forudsige, hvilke børn der ville udvikle faste venskaber. Dunn mener derfor at denne forbundethed også vil være væsentlig at undersøge mellem mor og barn. Dunn pointerer altså, at tilknytningsteorien på mange punkter er grundlæggende i forhold til vores forståelse af mor-barn forholdet, men at den også på nogle punkter er ensporet og mangelfuld. Desuden peger hun på, at ordet indre arbejdsmodel som Bowlby bruger til at forklare barnets udvikling af en social forståelse af sig selv, andre og samspillet herimellem, er meget uklart defineret. Hun mener, at ingen kan forklare præcist, hvad en indre arbejdsmodel er. Begrebets 26

27 uklarhed kan være med til at besværliggøre udvidende undersøgelser af tilknytningsteorien (Dunn, 1998, s. 127). Dunn mener altså, at barnets sociale forståelse ikke bare er en indre kvalitet hos barnet. Det ses desuden i hendes meninger om barnets samspil i familien og med venner. Børn påvirkes af kvaliteten i de samspil, der foregår mellem andre i familien, og ikke kun de samspil de selv indgår i. Dunns hypotese om, at børn påvirkes af andres relationer og ikke kun de relationer de selv indgår i, virker sandsynlig. Men jeg må alligevel stille spørgsmål ved det. Jeg tænker, at f.eks. et ægteskab, der er præget af skænderier vil præge barnet. Men er det barnets observationer af og reaktioner på det dårlige ægteskab, der påvirker barnet? Kan det ikke tænkes, at det er den dårlige stemning, der evt. fylder hjemmet når to mennesker skændes, og dermed også forældrenes optagethed af og følelsesmæssige påvirkning af skænderierne, der medfører, at der evt. er mindre tid og overskud til barnet. Eller modsat, at forælderen søger den tryghed og kærlighed i barnet, som mangler i ægteskabet? Dunn mener, at barnets relationer til søskende og venner også har stor betydning for barnets udvikling. Desuden lægger hun vægt på at barnets temperament og personlighed har indflydelse på relationen mellem mor og barn, hvor barnets reaktioner på og oplevelser af forholdet også har indflydelse på moderen. Det er værd at bemærke, at Dunn ikke bruger begrebet tilknytning, men i stedet relationer. Denne begrebsforskel tydeliggør at Dunn leder efter bredere sammenhænge end tilknytningsteorien kan tilbyde. Efter min mening undergraver disse snæverheder dog ikke teoriens grundlæggende relevans og vigtighed i vidensudviklingen omkring spædbarnets tilknytning og udvikling af personlighed. Judith Harris (2000) har derimod et noget mere kritisk synspunkt på tilknytningsteorien. At barnet tilknytter sig moderen, og at der altid vil være en mor-barn tilknytning, uanset hvordan moderen behandler barnet, samt at tilknytningen kan observeres ved, at barnet bruger moderen som base for trøst og udforskning er hun enig i. Men hun mener, at Bowlbys teori om, at barnets tilknytning til moderen danner grundlaget for barnets relationer med andre personer er direkte forkert. Hvis der findes en arbejdsmodel over mor-barn forholdet, så bruges denne udelukkende i samspil med moderen, og kan ikke bruges til at forudsige, hvordan interaktion med andre mennesker vil være. Hun forklarer videre, at det eneste overbevisende resultat forskning i tilknytning er kommet frem til er, at børns relationer er uafhængige af hinanden. Med dette mener hun, at fordi et barn har et trygt 27

28 tilknytningsmønster til sin mor, medfører det ikke automatisk, at barnet har et trygt tilknytningsmønster til f.eks. sin far. Hun pointerer, at tryghed i barnets tilknytning ikke ligger i barnet (som en fast model), men den ligger i relationerne. At det er det samme barn, der går igen i alle barnets relationer, mener hun er den eneste grund til at nogle forskere kan finde sammenhænge i børns tilknytningsmønstre. Hun siger: Barnet slipper mors hånd for at slutte sig til sine kammerater, men det tager sit kromosomsæt med sig (Harris, Judith, 2000, s. 176). Med dette mener hun, at barnets arv og genetik er vigtigere i forhold til barnets udvikling end barnets tilknytning til moderen. Hun mener desuden, at svære kår som lille barn, ikke kan siges at have langsigtede konsekvenser. Dette bakker hun op med et eksempel på moderløse abeunger, der opfostres sammen i et bur. Hos disse aber ser man at de har det svært det første år af deres levetid, men herefter fungerer de som normale aber. Hun skriver videre, at kammerater godt kan erstatte en mor, men en mor kan ikke erstatte kammerater. Med dette menes, at et barn, uden en mor (eller med dårlig tilknytning til moderen), men som har gode relationer til kammerater, vil have en mere veludviklet personlighed og social adfærd end et barn med en mor, men uden kammerater. Dog understreger hun, at den tidlige mor-barn relation har en altafgørende betydning for hjernens udvikling og barnets sociale udvikling. Harris bruger, ligesom Dunn, begrebet relation i stedet for tilknytning. Jeg er både enig og uenig med Harris holdninger. Jeg er enig i, at et barn kan have forskellig tilknytning til forskellige personer. Om det er tilknytningsmønstret, der er forskelligt forholder jeg mig dog tvivlende overfor. Jeg mener ikke at et barn, der har en utryg tilknytning til sin primære omsorgsperson, kan have et helt trygt og uproblematisk forhold til en anden person. Måske graden af utryghed i andre relationer er ganske lille, men jeg mener dog stadig at tilknytningen til den primære omsorgsperson er en så grundlæggende læring i, hvordan vi interagerer med andre mennesker, at en utryg tilknytning til omsorgspersonen vil gøre, at barnet altid vil have et forbehold, eller en tvivl med sig ind i andre relationer. Dette vil evt. opleves ved, at en person med en utryg tilknytning til moderen er mere følsom overfor skuffelser, misforståelser eller manglende opmærksomhed i en anden relation. Min holdning er, at svære vilkår i den helt tidlige barndom vil blive ved med at have indflydelse på personens liv i større eller mindre grad. Jeg er for så vidt enig med Harris i, at barnets genetik spiller en stor rolle i forhold til barnets modstandsdygtighed eller risikofaktor i barnets udvikling af personlighed, men jeg mener ikke, at man kan rangere genetikken som vigtigere end tilknytningen til moderen. Harris mener, at barnets tilknytning til dets primære omsorgsperson ikke kan siges at have indflydelse på denne persons voksenliv. Men hun beskriver, 28

29 hvordan hun mener, at udstødelse af jævnaldrene kan have konsekvenser for personlighedsudviklingen og denne persons voksenliv. Som begrundelse bruger hun igen eksemplet med aberne, hvor de med en mor, men uden kammerater klarede sig dårligere end de med kammerater, men uden en mor. Jeg mangler dog nogle begrundelser for, hvorfor hun mener det forholder sig sådan. Kan det tænkes at være fordi alderen, hvor man indgår i vigtige relationer med kammerater er mere sårbar overfor dannelsen af personlighed og selvværd som voksne, end alderen for den helt tidlige tilknytning med moderen? Uanset begrundelsen for dette, mener Harris altså, at forældrenes omsorg og opdragelse af barnet aldrig kan blive ansvarliggjort for evt. psykopatologi senere i barnets liv. Det skal pointeres, at Harris ikke er akademiker eller har nogen ph.d.-grad. Hun er en lærebogsforfatter, som fik postet en artikel om ovenstående emne i det akademiske tidsskrift Psychological Review. For artiklen modtog hun sidenhen George A. Miller prisen af den amerikanske psykologforening. Tilknytningsteorien som forklaring på psykose? Generelt kan det siges, at hos et menneske med psykose er virkelighedskontakten blevet brudt og tolkningen af ens omverden bliver så individuel at det er uforståeligt for andre. Nogle mennesker er kun psykotiske i en del af deres personlighed, hvilket vil sige, at en del af personligheden er normal, mens den anden del har en brudt virkelighedskontakt. Andre mennesker er psykotiske i hele deres personlighed. Psykoser påvirker en persons evne til at skelne mellem egne indre oplevelser og den ydre verden. Dette betyder, at mennesker med psykoser ofte optræder meget atypisk (Cullberg, 1999). Psykoser kan deles op i akutte og forbigående psykoser (også kaldet reaktive psykoser), psykoser efter fødsel og kirurgisk operation (puerperalpsykose og postoperativ psykose), skizofreni, paranoide psykoser og skizoaffektive psykoser (ibid.). Typiske symptomer i en psykose er bl.a. vrangforestillinger, hallucinationer, uforståelig talestrøm, indadvendthed, ulogiske tankerækker, ambivalens, følelsesudtryk der afviger stærkt fra det normale, tvangstanker og motorisk uro (ibid.). Katherine Berry m.fl. (2007) skriver, at det er overraskende, at der er en så begrænset mængde forskning omkring sammenhængen mellem tilknytning og psykose. Hun mener, det er relevant at forske i denne sammenhæng, da interpersonelle problemer netop er et af kendetegnene ved den psykotiske diagnose (Berry; Barrowclough; Wearden, 2007, a). 29

30 Berry m.fl. (2007) fremlægger, at to undersøgelser lavet af M. Dozier viser en højere grad af både undvigende tilknytning og klæbende tilknytning hos personer med skizofreni end hos personer med en affektiv diagnose. De forklarer desuden, at andre undersøgelser er nået til samme resultat. Desuden er der en undersøgelse der viser, at mennesker med skizofreni rapporterer, at deres forældre var mindre omsorgsfulde og mere overbeskyttende i forhold til rapporteringerne fra den ikke-psykiatriske population. Der er desuden lavet længdesnitsundersøgelser, der viser, at problemer i interpersonelle funktioner disponerer for udviklingen af psykoser (ibid.). I min egen undersøgelse finder jeg det meget interessant, at deltager D, som er diagnosticeret med evasiv personlighedsforstyrrelse, i min spørgeskemaundersøgelse scorer så højt i både det klæbende og det undvigende tilknytningsmønster. Denne deltager scorer væsentligt højere end de to deltagere, der er diagnosticeret med skizofreni, som egentlig er dem (mennesker med psykoser) spørgeskemaet hævder at henvende sig til. Dette får mig til at rejse spørgsmålet: Er det mere relevant at snakke om personlighedsforstyrrelser frem for psykoser i forhold til tilknytningsproblemer? Cullberg betegner den evasive personlighed som en karakterneurose, men ICD-10 har grupperet den som en personlighedsforstyrrelse. Personlighedsforstyrrelser kan opdeles i personlighedsforstyrrelse på højere niveau og personlighedsforstyrrelse på lavere niveau. Denne opdeling tager afsæt i, hvilket udviklingsniveau personen er nået til. Hvis personen har udviklet en grundlæggende jegstyrke og en evne til at bruge fortrængning som forsvarsmekanisme og desuden er i stand til at hæmme sine impulser, er der tale om en personlighedsforstyrrelse på højere niveau. Et eksempel på denne er den evasive (ængstelige) personlighedsforstyrrelse. Denne person har en samlet selvopfattelse, men forstyrrede forhold til andre. En person med en personlighedsforstyrrelse på lavere niveau har en ringe impulskontrol, bruger primitive forsvarsmekanismer (f.eks. splitting), har en fragmenteret selvopfattelse og et meget forstyrret forhold til andre (ibid.). Et eksempel på denne er borderline personlighedsforstyrrelse. Personlighedsforstyrrelse er altså en personlighedsmæssig brist, som grundlægges enten tidligt eller senere i personlighedsdannelsen. Begrebet personlighed betegner Cullberg på følgende måde: et fast organiseret oplevelses- og adfærdsmønster, som er typisk for en persons måde at forholde sig på, både over for den omgivende verden og overfor sig selv (Cullberg, 1999, s. 106). Desuden skriver han, at et menneskes personlighed udgøres af biologisk betingede bestanddele og af de oplevelser og erfaringer barnet får i sine første leveår. Børn der har problemer med at kombinere indre forudsætninger og ydre miljø 30

31 (som bl.a. udgøres af forældrene), vil bygge deres personlighed op omkring strategier til at imødegå forestillede farer, hvilket vil påvirke deres relationer til andre mennesker. Cullberg beskriver, at personligheden på denne måde i lige så høj grad bliver et redskab til at forsvare sig mod omverdenen som et redskab til at indgå i samspil med den. Udadtil viser dette sig som klyngende nærhed eller afskærmende distance. Når jeg læser ovenstående udsagn henleder det mine tanker på tilknytningsteorien. Det forekommer mig, at der er helt oplagte sammenligningsmuligheder mellem personlighedsudvikling og personlighedsforstyrrelser samt Bowlbys teori om tilknytning og indre arbejdsmodeller. Bowlby beskriver desuden, at den tidlige tilknytning påvirker udviklingen af barnets personlighed, hvorfor det er nærliggende at fortsætte denne tankestreng til, at problemer i tilknytningen vil føre til personlighedsforstyrrelser. Bowlby skriver selv, i hans beskrivelse af den ængstelige, undvigende tilknytning, at barnet senere kan blive diagnosticeret som narcissistisk eller som værende i besiddelse af et falsk selv (Bowlby, 1994). Jeg vil her ikke komme nærmere ind på narcissismen, blot pointere, at dette også er en personlighedsforstyrrelse ifølge Cullberg (1999). Vi har altså Berry, der mener at en persons tilknytningsmønster har indflydelse på udviklingen af psykose, og Cullberg, der mener, at tilknytning har indflydelse på udviklingen af personlighedsforstyrrelser. Jeg mener ikke, at den ene synsvinkel behøver udelukke den anden. Begge mener, at tilknytningsmønstret spiller en rolle i forhold til personlighedsudvikling og dermed også spiller ind i forhold til en evt. udvikling af psykopatologi. Delkonklusion Jeg vurderer, at min interviewundersøgelse ikke fungerer som evidens for, om mennesker med tilknytningsforstyrrelser og psykiske lidelser også lider af manglende sanseintegration. Gennem teori belyser jeg, at der er en stor sandsynlighed for, at der er en sammenhæng mellem disse faktorer. Desuden påpeger jeg, at det er væsentligt at tage den vestibulære sans med i overvejelserne omkring sanseintegration. Desuden vurderer jeg, at tilknytningsteorien er en tidssvarende og anerkendt teori, som bakkes op af mange andre teoretikere. Dog er teorien på nogle punkter snæver, og udbygning af teorien på disse punkter vil være relevant. En enkelt teoretiker mener, at tilknytningen til moderen kun er vigtig hos det helt lille spædbarn, og derefter bliver relationer til kammerater mere vigtig end tilknytningen til moderen. Jeg har dog ikke kunne finde andre, der bakker op om dette synspunkt. 31

32 Sidst vurderer jeg, at det ikke kun er relevant at snakke om tilknytning i forhold til mennesker med psykoser, det er i høj grad også relevant i forhold til mennesker med personlighedsforstyrrelser. Konklusion Her konkluderes på problemformuleringens spørgsmål. Desuden vurderes de metoder og den empiri undersøgelsen bygger på (Rienecker og Jørgensen, 2005). Da jeg gennem arbejdet med problemformuleringens spørgsmål har fundet, at en persons tilknytningsmønster, på grund af den indflydelse dette har på personens indre arbejdsmodeller, kan siges at være stabilt livet igennem. Og har fundet, at en usikker tilknytning i det tidlige mor-barn forhold øger risikoen for psykopatologi kan jeg konkludere, at der er en sammenhæng mellem en voksen persons tilknytning og hans psykiske helbred. I min spørgeskemaundersøgelse kan jeg ligeledes konkludere, tilstedeværelsen af denne sammenhæng, da deltagerne, som alle har psykiatriske diagnoser, også har et utrygt tilknytningsmønster. Gennem teorier har jeg fundet belæg for, at der er en sammenhæng mellem sanseintegration og tilknytning hos spædbarnet. Jeg har også fundet, at der er en sammenhæng mellem sanseintegration og psykiske lidelser. Dog kan denne sammenhæng ikke bevises og konkluderes i min interviewundersøgelse. Interviewundersøgelsen, som metode til at undersøge deltagernes oplevelse af sanseintegrationsforstyrrelser, har mange fejlkilder. Undersøgelsen har bias i form af interviewets form, som ikke egnede sig til et interview af kun én deltager. Validiteten er ringe, da interviewformen påvirker uddybelsen af interviewsvar og på grund af, at undersøgelsen ikke kan give et nuanceret billede af sanseintegrationsforstyrrelser hos mennesker med psykiske lidelser og utryg tilknytning, da der kun var én deltager. Undersøgelsens reliabilitet er også ringe, da undersøgelsen ikke er generaliserbar. Spørgeskemaundersøgelsen, som metode til at undersøge tilknytningsmønsteret hos mine deltagere, har været præget af bias, da den er blevet oversat fra engelsk til dansk. Desuden er reliabiliteten i forhold til at vise tilknytningsmønstrene hos personer med psykoser ringe, da deltagergruppen har blandede diagnoser og ikke alle er psykotiske. Den eksterne validitet er ringe, da populationen er på kun 4 deltagere. Jeg vurderer dog, at den interne validitet er god, da skemaet må forventes at vise deltagernes faktiske grad af klæbende og undvigende tilknytningsmønstre. 32

33 Perspektivering Min interviewundersøgelse omkring sammenhængen mellem sanseintegrationsforstyrrelser og psykisk sygdom viste ikke et brugbart resultat på grund af diverse fejlkilder. Jeg har dog fundet teoretiske forklaringer på at denne sammenhæng findes. Derfor mener jeg det vil være relevant, at lave nye undersøgelser, der evt. kan give et empirisk bevis på denne sammenhæng. For at disse undersøgelser skal være brugbare skal fejlkilderne dog minimeres mest muligt. Først og fremmest er det væsentligt, at deltagergruppen er stor nok til at tegne et nuanceret billede af problematikken, det være sig mellem 10 og 30 personer (Koch; Vallgårda, 2006). Desuden vil det være en fordel i forhold til reliabiliteten, at alle deltagerne har samme diagnose, eller er indenfor samme diagnostiske hovedgruppe. Deltagere med blandede diagnoser, eller yderligere komplikationer som f.eks. suicidale tendenser bør sorteres fra, så deltagergruppen står mest muligt tydeligt i diagnosespørgsmålet. Hvis undersøgelsen skal laves med et så stort deltagerantal mener jeg, det er bedst at interviewene foregår enkeltvis og efter det semistrukturerede interview. Inden et sådant interview udføres er det vigtigt, at have en fast definition på de begreber der vil blive snakket om, på denne måde sikrer man bedst muligt, at deltagerne ikke snakker ud fra vidt forskellige forståelser af begreberne. Dog vil deltagerne altid svare ud fra deres individuelle forståelse af spørgsmålene. Et af problemerne med at lave videnskabelige undersøgelser indenfor det psykomotoriske fag er netop, at vores faglige begreber mangler faste definitioner. En undersøgelse, som beskrevet ovenfor, vil være hermeneutisk og give et kvalitativt billede af, hvordan mennesker med psykiske problemer selv oplever deres sanseintegration og eventuelle sanseintegrationsproblemer. Som psykomotorisk terapeut synes jeg, at denne viden er relevant for mit fag, idet den kan fortælle mig, om det er forventeligt, at denne målgruppe vil opleve det som meningsfyldt at arbejde med sanseintegration hos en psykomotorisk terapeut. 33

34 Litteraturliste Bøger - Ahlmann, Lise (1998): Bevægelse og udvikling. 2. udgave, København, Christian Ejlers Forlag. - Ayres, A. Jean (1999): Sanseintegration hos børn. 1. udgave, København, Nordisk Forlag. - Bentsen, Birte Servais (1996): Børnemotorik udvikling og sammenhæng. 6. reviderede udgave, København, Nordisk Forlag. - Bowlby, John (1994): En sikker base Tilknytningsteoriens kliniske anvendelser. Frederiksberg, Det lille Forlag. - Broberg, Anders m.fl. (2010): Tilknytning i praksis tilknytningsteoriens anvendelse i forskning og klinisk arbejde. 1. udgave, København, Hans Reitzels forlag. - Cullberg, Johan (1999): Dynamisk psykiatri. 5. udgave, 8. oplag, København, Hans Reitzels Forlag. - Dunn, Judy (1998): Små børns nære relationer. København, Hans Reitzels Forlag. - Harris, Judith Rich (2000): Myten om børns opdragelse hvorfor bliver børn som de bliver? København, Nordisk forlag. - Hart, Susan; Schwartz, Rikke (2008): Fra interaktion til relation tilknytning hos Winnicott, Bowlby, Stern, Schore og Fonagy. 1. udgave, København, Hans Reitzels forlag. - Koch, Lene; Vallgårda, Signild (2006): Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. 2. udgave, 3. oplag, København, Munksgaard Danmark. - Larsen, Anne-Lise Salling; Vejleskov, Hans (2006): Videnskab og forskning En lærebog for professionsuddannelser. 2. udgave, 1. oplag, u.s. Gads Forlag. - Moberg, Kerstin Uvnäs (2006): Afspænding, ro og berøring om oxytocins helbredende virkning i kroppen. 1. udgave, 2. oplag, København, Akademisk forlag. Kap Mortensen, Karen Vibeke (2006): Fra neuroser til relationsforstyrrelser psykoanalytiske udviklingsteorier og klassifikationer af psykopatologi. 2. udgave, 1. oplag, København, Gyldendal. Kap Rienecker, Lotte og Jørgensen, Peter Stray (2005): Den gode opgave håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser. 3. udgave, u.s., Forlaget Samfundslitteratur. 34

35 - Røder, Ingrid (2004): Holistisk afspænding teori og metode. u.s. Forlaget Underskoven. S Stern, Daniel (2000): Spædbarnets interpersonelle verden. 3. udgave, 2. oplag, København, Hans Reitzels Forlag. - Wennerberg, Tor (2011): Vi er vores relationer om tilknytning, traumer og dissociation. 1. udgave, u.s., Dansk Psykologisk Forlag. Artikler - Akasha, Ea Suzanne (2005): I begyndelsen var relationen. I: Afspændingspædagogen 1/2005, side Berry, Katherine; Barrowclough, Christine; Wearden, Alison (2007), a: A review of the role of adult attachment style in psychosis: Unexplored issues and questions for further research. I: Clinical Psychology Review 27/2007, side Berry, Katherine; Wearden, Alison; Barrowclough, Christine (2007), b: Adult attachment styles and psychosis: an investigation of associations between general attachment styles and attachment relationships with specific others. I: Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 42/2007, side Defiolles, Veronique (2004): Kropsoplevelsen hos den skizofrene patient. I: Afspændingspædagogen 6/2004, side 4-8. Opgavens forsidebillede er fundet på hjemmesiden: 35

36 Bilagsoversigt Bilag 1: Information om deltagelse i BA-projektet ved Psykomotorikuddannelsen i Randers. Bilag 2: Samtykkeerklæring i forbindelse med BA-projektet ved Psykomotorikuddannelsen i Randers. Bilag 3: Ansøgning til aftagersted om tilladelse til at foretage indsamling af empiri i forbindelse med BA-projektet ved Psykomotorikuddannelsen i Randers. Bilag 4: Psychosis Attachment Measure spørgeskema engelsk version Bilag 5: Psychosis Attachment Measure spørgeskema dansk version Bilag 6: Transskribering af interview Bilag 7: Søgehistorie for: A review of the role of adult attachment style in psychosis: Unexplored issues and questions for further research. Af Berry; Barrowclough; Wearden. Bilag 8: Søgehistorie for: Adult attachment styles and psychosis: an investigation of associations between general attachment styles and attachment relationships with specific others. Af Berry; Wearden; Barrowclough. Bilag 9: Attest vedrørende brug af uretmæssig hjælp. Bilag 10: Tilladelse til offentliggørelse af bachelorprojektet på Campusbiblioteket. 36