Kronik. Hvorfor skal de svageste på boligmarkedet være ansvarlige for integrationen?

Transkript

1 Hvorfor skal de svageste på boligmarkedet være ansvarlige for integrationen? Beboerne i de såkaldte ghettoer er marginaliseret på det danske boligmarked. Nu er det på tale at rive deres boliger ned. Men man kan ikke bulldoze de sociale udfordringer væk Af Jens Elmelund, adm. direktør i KAB KAB Vester Voldgade København V T F kab@kab-bolig.dk CVR. nr Telefonisk henvendelse I foråret indgik et relativt bredt flertal i Folketinget en aftale om afvikling af de såkaldte ghettoer inden En aftale som forventes endeligt vedtaget senere i dette efterår. Ambitionen er ikke ny, men har uanset regeringsfarve været en central målsætning i dansk politik de seneste år. Nyt er den desperate tilgang til opgaven, hvor nedrivning af boliger er tildelt en hovedrolle. Det kom bag på mig og mange andre med indsigt i by- og boligudvikling, og jeg vil i det følgende vise, at det strider i mod viden og erfaring på området, og fremfor alt signalerer det en samfundsmæssig ignorance overfor de mennesker, som det hele handler om. De tildeles en ussel birolle i et spil, hvor deres hjem og liv er reduceret til brikker, der kan flyttes rundt med eller simpelthen fjernes fra brættet. Personlig henvendelse Man-ons Torsdag Fredag Kontaktoplysninger Annette Sadolin Kommunikationsmedarbejder T asa@kab-bolig.dk Centralt i kampen mod de uønskede boligområder har været offentliggørelse af en årlig såkaldt ghettoliste baseret på fem kriterier for beboersammensætningen i et alment boligområde. Et af disse er koncentrationen af ikke-vestlige indvandrere, hvilket afspejler, at det især er disse ghettoer, der opfattes som et problem. Når man definerer en ghetto med udgangspunkt i boligområdets beboersammensætning, er det et udtryk for, at beboersammensætningen i sig selv er et problem. Ghettokriterierne definerer således, hvilken koncentration af familier (som ligner hinanden), der defineres som et samfundsmæssigt problem. Sagen er, at det danske boligmarked i dag består af mange forskellige ghettoer, i den forstand, at boligmarkedet de seneste 2-3 årtier, har undergået en kraftig segregering, hvor familier som ligner hinanden, etnisk, kulturelt og socialt i stigende grad klumper sig sammen. Som eksempel på denne ghettoisering kan nævnes den såkaldte udkantsproblematik, som især handler om, at også de etniske danskere i stigende grad bor adskilt. På boligmarkedet er det familierne med de højeste indkomster, som vælger først, og derfor bosætter sig de mest attraktive steder. Der er således 1/5

2 ingen, der forhindrer en familie med to akademikerindkomster i at bosætte sig i udkantskommunerne eller i den almene boligsektor, men det sker stadig sjældnere. Den øvre middelkasse klumper sig sammen i deres egne boligområder i og omkring de store byer. En tendens man også ser i andre lande. Sidstevælgerne på boligmarkedet dvs. de socialt udsatte med både dansk og ikke-vestlig baggrund bliver så henvist til udkantskommunerne og de almene boligområder i og omkring de store byer. Den kraftige segregering af boligmarkedet omfatter også de forskellige boligformer. De ikke-vestlige indvandrere har af økonomiske årsager - ikke alene haft svært ved at få adgang til ejerboligmarkedet. Heller ikke den private udlejningssektor eller andelsboligerne har ligefrem åbnet armene for denne nye befolkningsgruppe, som derfor har været henvist til at bosætte sig i den almene boligsektor. Tallene taler deres tydelige sprog. Mens 25 pct. af den almene sektors næsten 1 mio. beboere har ikke-vestlig baggrund, gælder det kun for 5 pct. af beboerne på resten af boligmarkedet. Den almene sektor har på denne måde af markedskræfterne fået pålagt en meget stor del af integrationsudfordringen. Og det vil være forkert at sige, at vi ikke kan mærke disse udfordringer, som især bunder i, at en meget stor andel af de ikke-vestlige indvandrere ikke er blevet integreret på det danske arbejdsmarked. Derudover giver kulturelle forskelle på godt og ondt i sig selv udfordringer. Især hvis der sker en kraftig stigning i andelen af borgere med en anden kulturel baggrund, som det har været tilfældet i mange almene boligområder. Den almene sektor har imidlertid ikke klynket over den store integrationsopgave, som det øvrige samfund har overladt til os. Tværtimod har vi for egne penge finansieret både store fysiske renoveringer og omfattende boligsociale indsatser i de mest socialt udsatte boligområder. Boligsociale indsatser, der gør en forskel for den enkelte familie, er fx lektiehjælp, fritidsjob indsatser, gældsrådgivning og sociale viceværter, der kerer sig om beboernes trivsel. Hvor ordet ghettoer i de fleste andre lande ofte forbindes med fysisk nedslidte boligområder, betyder den danske almene model med beboernes solidariske pengekasse i form af Landsbyggefonden, at vi kan tilbyde vores mange indvandrerfamilier gode og sunde boligforhold. Der er jo ikke tale om, at de almene boliger er samfundets dårligste tværtom! Det danske samfund stiller med en sund, almen boligmodel ganske attraktive boliger til rådighed for den del af befolkningen, der enten ikke kan eller ikke vil eje deres bolig. Den almene sektor har ikke fået megen hjælp til at håndtere integrationsbyrden. Statens væsentligste bidrag har været udarbejdelsen af den nævn- 2/5

3 te brune ghettoliste fulgt op med hensigtserklæringer om, at disse boligområder skal afskaffes. Og når så det, gennem et tæt samarbejde mellem almene boligorganisationer og kommuner, er lykkedes at skabe mere blandende boligområder, og dermed reducere antallet af områder på listen, ja så strammer Folketinget blot ghettokriterierne, så listen vokser igen! Som eksempel kan nævnes, at det de seneste bare 7 år er lykkedes for Københavns Kommune i tæt samarbejde med de almene boligorganisationer at reducere antallet af boligområder på listen fra 10 til 4. Men alene som konsekvens af ghettopakkens nye ændrede kriterier, kommer København nu igen op på 10 boligområder, der defineres som ghettoer. Den seneste ghettopakke fra Folketinget nøjes dog ikke med at ændre på ghettokriterierne. Der tages også ganske drastiske og hidtil uhørte lovgivningsmæssige skridt i forhold til boligområderne på listen. Dels indføres der på en række områder særlovgivning for de matrikelnumre, som boligområderne ligger på. Det gælder strafferammen, muligheden for at passe sit barn selv og muligheden for at anvende de lokale daginstitutioner samt visse socialt udsatte gruppers mulighed for frit at vælge bolig. Det mest vidtgående forslag i pakken er dog forslaget om at reducere andelen af almene familieboliger til max. 40 pct. i boligområder, som 4 år i træk har været på ghettolisten. Det betyder i sin yderste konsekvens, at man vil rive tusindevis af gode og billige boliger ned, bl.a. i København, som bestemt ikke har et overskud af sådanne boliger. Det gode spørgsmål er så, hvor man forestiller sig, at beboerne fra disse boligområder, der også huser mange etniske danskere, herunder mange enlige mødre og enlige ældre, så skal bo? Det danske boligmarked giver dem reelt set to muligheder. Enten flytter de til andre almene boligområder, der så risikerer at opfylde ghettokriterierne ift. beboersammensætning, eller også ender disse familier i udkantskommunerne, som det de seneste årtier er sket med mange andre socialt udsatte familier. Og til gavn for hvem? Når man ser på boligmarkedets tendenser til etnisk og social segregering, er der en stor risiko for, at spredningsstrategien blot flytter problemerne ved den sociale polarisering et andet sted hen, og så kan man begynde forfra her. Vi kan tage et eksempel: Høje-Taastrup Kommune. I Høje-Taastrup er der mere end én hård ghetto. Tilsammen udgør de uønskede boligområder 35 % af kommunens almene landkort. Mere end almene boliger skal nedlægges eller nedrives ifølge regeringens oplæg, og vi har ikke andre muligheder end at tilbyde de mange potentielt boligløse familier en bolig i de ellers velfungerende boligafdelinger andre steder i kommunen. Populært sagt kommer velfungerende almene boligområder til at betale en høj 3/5

4 pris for en eventuel nedrivning af ghettoboliger i kommunen, fordi nissen (alias de sociale udfordringer) flytter med til det nye sted. Et andet eksempel: I Tingbjerg arbejder boligorganisationerne på en strategi, man kan kalde udvikling modsat regeringens afviklingsstrategi. Det centrale greb er ikke at rive almene boliger ned, men at investere i den blandede by med både almene boliger og nye ejerboliger, etagehuse og rækkehuse. Dette har potentiale til at revitalisere en bydel, der i alt for mange år har sukket efter investeringer fra det omkringliggende samfund. Ovenstående er ikke et udtryk for, at jeg ikke anerkender, at vi også på boligområdet er udfordret af integrationsbyrden. Eller at det ikke er hensigtsmæssigt at gå imod de generelle segregeringstendenser på boligmarkedet med stigende etnisk og social polarisering til følge. Men at rive gode og billige boliger ned i og omkring de store byer, hvor boligmarkedet i forvejen er overophedet, mener jeg ikke er den rigtige løsning. Set fra min vinkel ville det klæde staten, hvis den begyndte at tage lidt større medansvar for at løse de grundlæggende sociale problemer i stedet for bare at sprede dem. Den almene sektors beboere bruger hvert år næsten en kvart milliard kr. på boligsociale indsatser i de udsatte boligområder. En kvart milliard møjsommeligt sparet op af boligmarkedets sidstevælgere dem med de laveste indkomster. Sparet op på alle beboeres fælles bankbog i Landsbyggefonden. Det er Folketinget, der bestemmer, hvad beboernes opsparing i Landsbyggefonden må bruges til. Og netop samme Folketing har nu valgt, at beboerne kun må bruge 100 mio. kr. af deres egne penge til det boligsociale arbejde. Man kunne måske forstå det, hvis staten så selv kom med ekstra midler til de udsatte boligområder, og således også brugte deres liste som et udviklingsværktøj i stedet for kun at indføre ganske vidtgående sanktioner overfor beboerne, herunder at rive deres bolig ned. Men det er indtil videre ikke sket. Adskillige analyser har ellers dokumenteret, at der kan være en fantastisk businesscase for staten og samfundet, hvis man via sociale investeringer styrker de socialt udsatte familiers personlige, uddannelses- og sundhedsmæssige kompetencer. Den negative sociale arv er fortsat alt for fastlåst i Danmark, og der er behov for at gå nye veje. Der ligger et stort potentiale gemt i de almene boligområder i Danmark. Et potentiale som kan forløses med kloge investeringer. Sociale investeringer, som styrker de udsatte familier og deres børns personlige ressourcer, er ikke kun en god forretning for den enkelte, men i den grad også for samfundet. Den økonomiske model, Skandiamodellen, har således dokumenteret, at de ca børn fra hver fødselsårgang, som ender med et liv i udkanten af arbejdsmarkedet, årligt koster det danske samfund ca. 45 mia. kr. 4/5

5 De koster på grund af mistet skat, udgifter til indkomstoverførsler, kriminalitetsbekæmpelse og -forebyggelse samt et øget antal anbringelser og sundhedsrelaterede udgifter. Nøglen til at begrænse andelen af en fødselsårgang, som ender på offentlig forsørgelse, er uddannelse. Historisk set er der ikke noget nyt i, at en gruppe børn klarer sig dårligt i skolen, men det er nyt, at det har så afgørende betydning for deres samlede livsforløb. Det skal ses i sammenhæng med udviklingen på arbejdsmarkedet. Hvis vi bare går tilbage til 1980 erne, så var halvdelen af alle jobs på det danske arbejdsmarked ufaglærte. Sådan er det ikke i dag. De ufaglærte jobs rasler væk på grund af globaliseringen og den teknologiske udvikling og skaber en virkelighed, hvor det er ualmindelig svært at klare sig uden uddannelse. Netop på uddannelsesområdet er der en nærmest eksplosiv udvikling i gang i de mest udsatte boligområder. Ser man på de ca unge årige, der bor i de 16 såkaldte hårde ghettoområder (hvoraf 60 pct. har en ikke-vestlig baggrund), er der på bare 8 år sket en stigning i andelen, der har gennemført en ungdomsuddannelse fra 40 til 60 pct. Den samfundsøkonomiske gevinst af denne fremgang er ca. 4 mia. kr. svarende til 1,3 mia. kr. pr. årgang! Det er flere af den slags resultater, der er brug for. Uddannelsesniveauet hos de unge med ikke-vestlig baggrund nærmer sig hastigt niveauet for de unge med vestlig baggrund. Set i dette lys bør man være ekstra varsom med at rive de unge ud af det lokalsamfund, hvor de har deres netværk. Ja, man risikerer ligefrem at skylle barnet ud med badevandet. Integration tager tid. Og derfor er det nødvendigt med en vis tålmodighed. Men det fordrer også en omhu i forhold til, hvilke virkemidler man som samfund tager i brug for at fremme integrationen. Regeringen skal i den forbindelse roses for, at have afsat 500 mio. kr. over 3 år til at styrke elevernes faglige kompetencer i dansk og matematik på 100 af Danmarks socialt mest belastede folkeskoler. De første positive resultater har vi allerede set. Det tæller også på plussiden, at Socialdemokratiet har foreslået at erstatte de mange projektmidler på satspuljeområdet med mere fokuserede og langsigtede sociale investeringsprogrammer. Det er mere af den slags politik, der er brug for. Det centrale må være, hvordan vi som samfund bedst kan understøtte den positive udvikling, der er i gang i de udsatte boligområder. Sker det bedst ved at rive boliger ned? Det vil jeg tillade mig at tvivle på. Og jeg vil tillade mig at drømme om, at politikere på tværs af partiskel ser potentialet og den samfundsmæssige gevinst i at investere i såvel boligområderne som beboerne. 5/5