Fugletræk (1) fra Falsterbo efteråret 2018 udvalgte rovfugle

Transkript

1 Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Fugletræk fra Falsterbo efteråret 218 Fugletræk (1) fra Falsterbo efteråret 218 udvalgte rovfugle Dagfugletrækket over Falsterbo i Skåne, har været registreret systematisk siden Observationsperioderne og antallet af fuglearter har ændret sig, men den lange periode giver mulighed for at følge ændringerne i trækket og i mange tilfælde relatere disse ændringer til bestandsudviklingen. Jeg har udvalgt en række spændende arter, i første indlæg nogle interessant rovfuglearter. Næste indlæg vil omhandle udvalgte spurvefugle. Blandt rovfuglene er vågerne de klassiske termiktrækkere, der dels udnytter de opadgående luftstrømme til at vinde potentiel energi, og derefter omsætte den indvundne potentielle energi til kinetisk energi og fremdrift. Når de ved medvind har mulighed for det, udnytter vågerne også den dynamiske energi i vinden. Vågetrækket er i høj grad vejr, og især vindafhængigt. Ofte høres at vågerne foretrækker at flyve i modvind, men det må helt klart betegnes som en myte uden belæg. Det skyldes, at vågerne flyver lavere i modvind, og derfor er noget letter at få øje på, end hvis de som de ofte gør i medvind flyver højt, så højt, at de undertiden knap kan ses med det blotte øje. De to følgende illustrationer viser hvordan vågerne udnytter energien i de opadgående luftstrømme, og den dynamiske effekt af medvind Glideflugt: Glidevinklen afhænger af fuglens vægt i forhold vingeareal, men er også afhængig af, om der er medvind eller modvind, og hvor stærk vinden er. Jo stejlere glidevinkel, jo større lufthastighed. Vågerne justerer hastigheden og glidevinklen ved at mindske eller øge vingearealet (samle eller sprede vingerne). Hastigheden over jorden afhænger desuden af vindretningen. Er der medvind skal vindhastigheden lægges til, omvendt i modvind. Ny termisk opvind, og processen kan begynde forfra 1 m 1 m Stigehastigheden varierer med styrken i den termiske opvind. Typisk imellem 1 og 3 m/s Musvågers optimale glideratio ligger omkring 1:1. Det vil sige, at når den er kommet 1 m frem, har den tabt 1 m i højde. Glidehastigheden varieres ofte efter stighastigheden. Jo højere stighastighed jo højere glidehastighed. Det viser, at de optimerer deres rejsehastighed efter forholdene. Distance i glideflugt over jord 2 km ved tab af 2 m højde, når glideratioen er 1 (1 m i tabt højde giver 1 m fremdrift). Dertil skal fratrækkes modvind eller tillægges medvind. Vågerne skruer, og tager højde i opvinden, hurtigst i bunden, hvor opvinden er kraftigst. Når opvinden forsvinder, med højden (er der skydannelse, vil opvinden forsvinde i bunden af skyen), begynder glideflugten. Termisk opvind, som er stærkest i bunden og aftager med højden. Fuglehåndbogen på Nettet Udnyttelse af termik: Våger og andre bredvingede fugle udnytter i stor udstrækning den kinetiske energi i termiske opvinde til at vinde potentiel energi, som så igen kan omsættes til kinetisk energi i deres glideflugt. Effektiviteten afhænger af mange ting, bl.a. størrelse og relativt vingeareal. For musvågens vedkommende kan de afhængigt af styrken i opvinden stige med en hastighed af 1-3 m/sek. Når de glider (i stile vejr) vinder de typisk 1-11 m for hver meter de taber, dvs. at de hvis de i termikken når 3 m op, kan de glide 3 km før de igen når jordoverfladen. Afstanden over jord er afhængig af vinden, de når llængere i medvind og kortere i modvind. Er der modvind over de 8 m/sek. undlader musvågerne ofte at trække. Opvinden er kraftigst i bunden, og aftager opad, hvis der dannes skyer, er grænsen for opvind i bunden af skyerne, og herfra begynder vågerne så deres glid. Diameteren i deres cirkel eller skruebevægelser bliver gradvist større, jo højere de kommer op, og jo svagere opvinden er. 1

2 Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Fugletræk fra Falsterbo efteråret 218 Dynamisk effekt af vinden. Hvis der er vind, vil fuglene ved at flyve op imod vinden ( ) kunne vinde højde. Efter sammen princip som kendes fra drageflyvning, hvor man sætter dragen op i modvinden, eller fra et fly der starter i modvind, da det giver bedre opdrift. Dynamisk effekt af vinden Er vinden i trækretningen, kan fuglene, samtidigt med at de af vinden bliver ført afsted, vinde højde. De er derfor ikke afhængige af de termiske celler, og de flyver ofte meget højt, undertiden stort set ude af syne fra jorden. Vindretning Falder vindretningen sammen med trækretningen (grøn), er det en fordel for fuglene, da de samtidigt med at de vinder højde, bliver blæst i den rigtige retning. Er vinden modsat trækretningen (rød), er nettoeffekten for det meste neutral eller negativ, og de må tage aktiv flyvning med vingeslag i brug, for at vinde terræn. Da vinden tiltager i højden, er effekten stærkest i højden. Trækhastigheden bliver således lufthastigheden plus/minus vindhastigheden. Fuglehåndbogen på nettet I dette tilfælde vises effekten af medvind. Vågerne kan holde en fortsat stor flyvehøjde, samtidigt med, at de bevæger sig i trækretningen. Højden kan de løbende vinde ved at gå op imod vinden, som ved drageflyvning, samtidigt med, at vinden bringer dem i trækretningen. I disse tilfælde kan de nå så højt op, at de er meget vanskelige at få øje på, og undgå at blive registreret. Vinden har, uanset om der er nogen uenighed om effekten stor betydning for, hvor man kan se trækket. Det er dog ikke nødvendigvis vinden på selve trækdagen, men også vejr og vind i de foregående dage der har indflydelse. Har der været vestenvind i flere dage, vil der ved såkaldte vestenvindslokaliteter være rigtigt gode chancer for at se vågetræk. Det helt klassiske eksempel er Falsterbo, og hvis der oven i vestenvinden også har været andet dårligt vejr, og der er samlet mange våger op (de kan ikke lide at trække ud over vand i modvind) kan der trække tusindvis af våger. Har vinden derimod i en periode været i øst, vil vågerne fra Sverige trække ud helt oppe i den nordlige ende af Øresund, ja sågar endnu højere oppe, ind over Anholt. Det afspejler sig så i vågernes videre træk. Ved vestenvind kommer de fleste ind på Stevns, og ved østenvind over nordkysten af Sjælland, og det meste af vejen langs Øresund. Figurern på næste side skitserer vågetrækket ved vesten og østenvind. Som skrevet ovenfor, er det ikke nødvendigvis vinden på selve trækdagen der er afgørende, og forløbet op til skal tages i betragtning. En skrue af musvåger ved Stigsnæs 2

3 Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Fugletræk fra Falsterbo efteråret 218 Rovfugletræk om efteråret ved vestlige vindretninger En af de større ornitologiske begivenheder er efterårets rovfugletræk. Rovfugletrækket er meget afhængigt af vejret, regn og usigtbarhed mindsker træklysten hos rovfuglene, men især har vindretningen stor betydning for valg af rute. Våger og andre bredvingede fugle foretrækker at benytte opadgående luftstrømme til at vinde højde, og så bruge den indvundne potentielle energi til at glide i trækretningen, fremfor aktiv flyvning med vingeslag, og de undgår også i videst mulige omfang at krydse større havstrækninger. Da den generelle trækretning om efteråret er sydvest, vil sydvestvendte kyster og pynter derfor virke som tragte, som koncentrer fuglene, særligt ved vestlige vindretninger. De grønne pile ned igennem Sverige viser tragteffekten, og de grønne pile igennem Danmark viser hovedtrækruterne igennem landet ved vestlige vinde (gule pile). De mørkeblå cirkler angiver nogle af de vigtigste træksteder, men det er vigtigt at huske, at trækket i høj grad er afhængigt af de forudgående dages vejrforhold, og at de afbildede forhold kun kan betragtes som overordnede retningslinjer, og trækket kan derfor godt koncentreres andre steder. Fra øst til vest er den nordlige række, Falsterbo, Stevns, Stigsnæs, Helnæs og Sønderskov på Als. Den sydlige række er, Gedser, Hyllekrog og Dovns Klint Se tekst for mere information. Fuglehåndbogen på nettet Vestenvindsforhold: Ved vestenvind presse vågerne ind over land i Sverige, og kombineret med, at de ikke kan lide at passere større strækninger over vand i modvind (det sker undertiden, at nogle af udmattelse ryger i vandet, og drukner inden de når til Stevns). Rovfugletræk om efteråret ved østlige vindretninger En af de større ornitologiske begivenheder er efterårets rovfugletræk. Rovfugletrækket er meget afhængigt af vejret, regn og usigtbarhed mindsker træklysten hos rovfuglene, men især har vindretningen stor betydning. Våger og andre bredvingede fugle foretrækker at benytte opadgående luftstrømme til at vinde højde, og så bruge den indvundne potentielle energi til at glide i trækretningen, fremfor aktiv flyvning med vingeslag, og de undgår da i videst mulige omfang at krydse større havstrækninger. Da den generelle trækretning om efteråret er sydvest, vil sydvestvendte kyster og pynter derfor virke som tragte, og koncentrer fuglene, særligt ved vestlige vindretninger. De grønne pile ned igennem Sverige viser tragteffekten, og de grønne pile igennem Danmark viser hovedtrækruterne igennem landet ved østlige vinde (gule pile) vinde. De mørkeblå cirkler angiver nogle af de vigtigste træksteder, men det er vigtigt at huske, at trækket i høj grad er afhængigt af de forudgående dages vejrforhold, og at de afbildede forhold kun kan betragtes som overordnede retningslinjer, og trækket kan derfor godt koncentreres andre steder. Lokaliteterne er Sjællands nordkyst, men der er fugle der trækker ud langes hele Øresundskysten. Dernæst er det Stigsnæs, Hyllekrog, Dovns Klint på Sydlangeland, Helnæs på Fyn og Sønderskov på Als Fuglehåndbogen på nettet Østenvindsforhold: Ved østenvind presses vågerne ud mod den vestsvenske kyst, og da de har medvind, passerer de uden problemer større strækninger over vand, og vågerne krydser allerede i nordeneden af Øresund. 3

4 ANTAL Antal Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Fugletræk fra Falsterbo efteråret Hvepsevåge Trækobservationer Falsterbo Som det ses, svinger antallet af hvepsevåger en del, en af årsagerne er de ovenfor beskrevne vindforhold. Hvepsevågerne der overvintrer i tropisk Afrika, er dog bedre aktive flyvere end musvågerne, og er derfor ikke så følsomme overfor vindretningen som netop musvågerne Musvåge Trækfugleobservationer falsterbo År ÅR Musvågerne svinger en del i antallet af trækkende individer. Efter en lang relativ stabil periode ser det ud ti, at antallet er stigende. Det er dog svært at afgøre entydigt, om det skyldes en større bestand, eller det er vind og vejrforhold. 4

5 Antal Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Fugletræk fra Falsterbo efteråret 218 Som det fremgår af grafen, har antallet af hvepsevåger været faldende i perioden, men det ser dog ud til, at der har været en stabilisering over de seneste år. Musvågerne se derimod ud til at tiltage, men om det er de ovennævnte vindforhold, eller om bestanden er øget, er svært at sige. 25 Fjeldvåge trækfugleobservationer falsterbo Fjeldvågerne fluktuerer meget, og det skyldes, at deres fødegrundlag, smågnavere som lemminger, også fluktuerer, og det afspejles i antallet af fjeldvåger. I år med få eller ingen smågnavere, kan de helt opgive at yngle, eller eventuelt søge andre steder hen, hvor der er føde, og så kommer de nødvendigvis ikke forbi Danmark. I år 218 har der været en stor andel af ungfugle, så der har sikkert være godt med lemminger. År Den sorte glente yngler både syd og øst for DK, men er i de senere år blevet en fast om end fåtallig ynglefugl i Sverige. Pilen viser den sandsynlige udbredelsesrute. Registreringen af trækkende sorte glenter fra Falsterbo giver en god indikation af udviklingen. Måske ender den med at blive dansk ynglefugl. Den sorte glente viser en spændende udvikling, hvor den for et par årtier siden var en yderst ualmindelig trækfugl, er den nu blevet ganske almindelig og den antal har været kraftigt stigende især i det sidste årti. 5

6 Antal Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Fugletræk fra Falsterbo efteråret 218 Den sorte glente er blevet en regulær trækgæst ved Falsterbo. Den regnes for verdens almindeligste rovfugl. Den findes ynglende både syd og øst for os, og nu også i Sverige, hvor den yngler helt ned til Skåne. Den er indvandret nord fra igennem Finland, og er langsomt trængt mod syd. Det bliver interessant at følge, om den ikke snart bliver dansk ynglefugl også. 5 Steppehøg Trækbservationer Falsterbo År Steppehøgen er gået fra at være en meget sjælden trækgæst til at være om end ikke talrig så dog regelmæssig trækgæst. Steppehøgen er en anden art, som er blevet en om end fåtallig trækgæst. Dens yngleudbredelse har kerneområder i Centralasien, men yngler fra Sydøsteuropa og ind over Ukraine, Rusland og som nævnt videre in over Centralasien. For nogle år siden etablerede den sig som ynglefugl i områderne omkring Moskva, og nu er den også regelmæssig ynglefugl i Finland, hvorfra de trækfugle der passerer Falsterbo formodentligt kommer. Man har tidligere ment, at bestanden er gået noget tilbage, men er nu usikker på status, da den som sine fætter, den blå kærhøg, har en nomadisk adfærd, og kan flytte noget rundt. Givet er det, at den efter årtusindeskiftet er blevet regelmæssig trækgæst. Den overvintrer i tropisk Afrika. Spurvehøgen, som det kan ses på grafen på næste side, er blevet en uhyre talrig trækfugl ved Falsterbo. Det var den imidlertid ikke i de første år af den systematiske trækfugleregistrering. Den er et klassisk eksempel på, hvordan mennesket kan være med til at ødelægge livsbetingelserne for de vilde fuglearter. Spurvehøgen blev indtil slutningen af 196erne efterstræbt og bortskudt af jægere, men blev så jagtfredet over det meste af Europa. Efter 2. Verdenskrig blev insektgiften DDT meget populær. Den var relativ akut ugiftig for hvirveldyr, og blev brugt i stor mængde i landbruget og skovbruget til bekæmpelse af såkaldte skadelige insekter. Samtidigt med det stigende brug af DDT og beslægtede pesticider kunne man notere en voldsom nedgang i bestandene af rovfugle, særligt bestandene af rovfugle og falke, der lever af småfugle, gik voldsomt tilbage. Årsagen viste det sig var, at DDT og lignende landbrugsgifte griber ind i fuglenes kalkstofskifte, og de forårsagede, at æggene blev tyndskallede og meget ofte gik itu under rugningen. 6

7 antal Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Fugletræk fra Falsterbo efteråret 218 Næsten samtidigt med jagtforbuddet blev det forbudt at anvende DDT og lignende gifte, og rovfuglebestandene kvitterede ret hurtigt med stigende bestande, som vist her med spurvehøgen. 5 Spurvehøg Trækobservationer falsterbo Efter at spurvehøgebestanden i slutningen af 196erne havde nået et lavpunkt, blev de fredet, og brugen af de klorerede insektgifte som DDT og lignende blev forbudt, afslører trækobservationerne ved Falsterbo, at rovfugle hurtigt kan genetabler sig, hvis de får mulighed for det. År 6 Fiskeørn trækobservationer falsterbo Fiskeørnen er et andet eksempel på miljøgiftes påvirkning af rovfuglebestandene 7

8 Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ) Fugletræk fra Falsterbo efteråret 218 Grafen på forrige side viser udviklingen af registrerede trækkende fiskeørne ved Falsterbo siden. De viser på samme måde en stigning, her fra begyndelsen af 198erne. Hovedårsagen til denne stigning, som skyldes en stigning af bestanden af ynglende fiskeørne. Det er igen miljøgifte, der er årsagen, men i dette tilfælde anvendelsen af kviksølv i papirindustrien. Kviksølv blev anvendt til at hindre mikrobiel vækst i papirmassen, og når det kom ud i miljøet, blev kviksølvet, på samme måde som DDT, koncentreret op igennem fødekæden, og nåede hos fiskeørnene niveauer der gjorde æggene golde. Fiskeørnene overvintrer i tropisk Afrika, og de unge fiskeørne bliver ofte i vinterkvarteret en sæson eller to. Her kunne man så, i fjerene, måle kviksølvindholdet, og det viste sig, at fjer der var vokset ud i Afrika, ikke indeholdt kviksølv, men hvor fjer vokset ud i yngleområderne i Sverige havde høje koncentrationer af kviksølv. Anvendelsen af kviksølv blev forbudt, og fiskeørnene kvitterede som spurvehøgene med stigende bestande. De nævnte eksempler viser, hvorledes systematisk registrering af trækfugle kan vise hvordan fuglene reagerer på forfølgelse, forurening mm., og hvordan man kan følge ekspansionen og etableringen af nye yngleområder for forskellige fuglearter. 8