Afgørelse af klage over Københavns Kommunes afgørelse af 28. oktober 2014 vedr. CS' ansøgning om delebilsparkering i København

Transkript

1 Dato 10. februar 2015 Sagsbehandler Bjarne Jess Vennike Mail Telefon Dokument 14/ Side 1/7 Afgørelse af klage over Københavns Kommunes afgørelse af 28. oktober 2014 vedr. CS' ansøgning om delebilsparkering i København Vejdirektoratet har modtaget jeres klage over Københavns Kommunes afgørelser af 15. marts 2014, 23. maj 2014, 18. september 2014 og 28. oktober 2014 vedr. CS' ansøgning om delebilsparkering i København. I har sendt klagen som repræsentant for C. Jeres klage I gør gældende, at afgørelsen fra Københavns Kommune er ugyldig, hvorfor C er berettiget til at få udstedt den ansøgte licens. at Københavns Kommune har afvist ansøgningen fra C på trods af, at virksomheden opfyldte de krav, som Københavns Kommune havde offentliggjort på deres hjemmeside. I jeres bemærkninger til Københavns Kommunes høringssvar anmoder I Vejdirektoratet om, at pålægge Københavns Kommune at udstede delebilsparkeringslicenser, samt at tilbagebetale de opkrævede parkeringsafgifter med fradrag af 200 kr. pr. delebilsparkeringslicens. Vores afgørelse Københavns Kommunes afgørelser af 15. marts 2014, 23. maj 2014, 18. september 2014 og 28. oktober 2014 er lovlige. Vi kan således ikke pålægge kommunen at træffe en ny afgørelse. Niels Juels Gade København K Telefon bjv@vd.dk vejdirektoratet.dk SE EAN

2 Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse efter vejlovens 1 4, stk. 1, men vi kan ikke tage stilling til kommunens skøn (vurdering) inden for lovens rammer. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen har fulgt vejlovens og forvaltningslovens 2 procedurer og krav, men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. Vi kan heller ikke tage stilling til, om kommunen har iagttaget god forvaltningsskik. God forvaltningsskik omfatter blandt andet, hvordan kommunen tilrettelægger et sagsforløb, herunder sagsbehandlingstiden, og hvordan kommunen besvarer borgerhenvendelser. Sagsforløb Københavns Kommune modtog den 25. marts 2014 en ansøgning fra C om at opnå status som delebilsordning, for senere at erhverve delebilslicenser til samtlige deres biler. Ansøgningen var dateret den 20. marts Ved afgørelse af 15. maj 2014 fik C afslag på sin anmodning. Da C stiller spørgsmål ved afgørelsen, så svarer Københavns Kommune ved brev af 23. maj C anmoder om genoptagelse ved brev af 11. september 2014, og får afslag ved afgørelse af 18. september C anmoder endnu engang om genoptagelse ved brev af 2. oktober 2014, og får endnu et afslag ved afgørelse af 28. oktober Ved brev dateret den 10. november 2014 klager I på vegne af C over kommunens afgørelse. Kommunens afgørelser er ikke vedlagt en klagevejledning. Argumenter i sagen I anfører bl.a. at C konceptet tilskynder folk til ikke selv at have en bil, hvilket reducerer trafikken i bymidten og dermed bidrager til forvaltningens overordnede målsætning om færre biler. I mener, at C diskrimineres på et usagligt grundlag i forhold til andre typer af biler, idet en delebilslicens kan købes til 200 kr. om året, en beboerlicens til 720 kr. om året og 1 Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr af 3. november 2011, som ændret ved lov nr. 613 af 18. juli 2012 og lov nr. 169 af 26. februar 2014 om ændring af færdselsloven og lov om offentlige veje. 2 Lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april

3 en erhvervslicens til 2815 kr. om året. I anfører, at C s årlige pris for parkering er kr. Københavns Kommune anfører til dette, at det er en såkaldt rød licens. Da Københavns Kommune er enig i, at C opfylder de formelle krav til delebilsordninger, som fremgår af kommunens hjemmeside, så anfører I, at den underliggende forudsætning om trængselsreduktion er i strid med legalitetsprincippet og de grundlæggende forvaltningsretlige principper. I høringsbrevet af 14. november anfører I, at Københavns Kommune anvender ulovlige kriterier i deres sagsbehandling, som ikke kan anvendes i medfør af vejlovens 107, stk. 2. Københavns Kommune anfører i deres partshøringssvar, at C ikke kan defineres som en delebil, idet forudsætningen for en delebil er en stamplads, samt at det er beboere i området, der gennem delebilsordningen kan benytte bilen. Kommunen definerer C som en bybil, hvilket er en kombination af en førerløs taxa og en bycykel. C s biler ikke har en stamplads og ikke kan henføres til en gruppe borgere i et nærmere afgrænset område af byen. Da C konceptet adskiller sig væsentlig fra andre delebilsordninger, så anser kommunen ikke C som delebil. Kommunen fritager i dag delebiler for betalingsparkering med baggrund i, at de begrænser trængslen, da hver bil erstatter omkring fem til syv private bilejerskaber. Det er kommunens opfattelse, at C s bybilskoncept ikke reducerer trængslen i samme omfang som delebilskonceptet. Københavns Kommune mener ikke, at de har behandlet C forskelligt fra andre ansøgere, eller at de har været usaglige i deres begrundelse for afslaget. Bemærkninger til Vejdirektoratets udkast til afgørelse Københavns Kommune har ikke haft bemærkninger til udkastet. I har ved brev af 27. januar 2015 haft følgende bemærkninger til udkastet, at Københavns Kommune har sat skøn under regel, hvorved de forbryder sig mod det forvaltningsretlige lighedsprincip, når C ikke bliver tildelt en delebilslicens, at Vejdirektoratets udkast til afgørelse er usagligt, idet der ikke gives en forklaring på, hvorfor der differentieres mellem C og andre delebilsparkeringer. I anfører slutteligt, at hvis Vejdirektoratet fastholder, at Københavns Kommunes afgørelse er lovlig, vil I søge afgørelsen ophævet som ugyldig ved domstolene. Vejdirektoratet har i udkastet redegjort for Københavns Kommunes kriterier for delebilsordning og hvorfor C efter kommunens opfattelse ikke opfylder kriterierne. Dette 3 Brevet er en reaktion på Københavns Kommunes brev af 8. december Det formodes derfor, at brevet rettelig er af 14. december

4 fremgår under Argumenter i sagen og Vores vurdering. Vedr. dine bemærkninger om skøn under regel, så fremgår Vejdirektoratets bemærkninger til dette under afsnittet Vores vurdering. Vejlovens bestemmelser om betaling for parkering på offentlig vej Hjemmelen til at opkræve betaling for parkering på offentlig vej findes i vejlovens 107. Bestemmelsen har følgende ordlyd: 107. For benyttelse af særligt indrettede offentlige parkeringspladser og anlæg for motorkøretøjer kan vejbestyrelsen lade opkræve en afgift til dækning af udgifterne ved indretningen og driften, herunder ved udøvelsen af tilsyn med de parkerede motorkøretøjer. Stk. 2. I øvrigt kan vejbestyrelsen i samråd med politiet bestemme, at der på steder, hvor en begrænsning af adgangen til at parkere motorkøretøjer er ønskelig, opkræves en parkeringsafgift, der kan sættes i forhold til det tidsrum, i hvilket motorkøretøjerne holdes parkeret. Bestemmelsen stammer fra 56, stk. 2, i den tidligere gældende vejbestyrelseslov. Efter denne bestemmelse kan vejbestyrelsen i samråd med politiet bestemme, at der skal opkræves en afgift med henblik på at begrænse parkering på bestemte steder. Afgiften kan sættes i forhold til det tidsrum, i hvilket motorkøretøjerne holder parkeret. Bestemmelsen tager ikke stilling til, hvor stor en afgift der må opkræves, og er ikke til hinder for at der opkræves forskellige afgifter fra forskellige grupper af køretøjer eller trafikanter ud fra saglige hensyn. Som bestemmelsen er formuleret, beror afgiftens størrelse og periodisering på vejbestyrelsens skøn. Det er et underliggende princip i vejlovens 107, stk. 2, at vejmyndighedens afgørelser skal være båret af hensynet til at reducere trængslen og således fremme fremkommeligheden. Vejmyndighedens beslutninger om at differentiere mellem forskellige trafikanttyper vil ligeledes bero på en samlet vurdering af trafikantens tilknytning til området og alternative transportmuligheder sammenholdt med ønsket og behovet for at reducere trængslen på vejene. Forvaltningsretlige regler Kravene om og til en begrundelse En afgørelse, der ikke fuldt ud giver modtageren medhold, skal ledsages af en begrundelse. Det følger af forvaltningslovens 22. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter. 4

5 Hvor afgørelsen er baseret på et skøn, skal begrundelsen også indeholde oplysning om de hovedkriterier, der har været afgørende. Endelig skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de faktiske oplysninger, der er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen, hvis parten ikke i forvejen er bekendt med myndighedens opfattelse af disse. Det følger af forvaltningslovens 24. En begrundelse skal fremstå som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. Klagefrist Det fremgår af forvaltningslovens 25, at afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. En manglende klagevejledning har almindeligvis den konsekvens, at klagefristen suspenderes indtil der er meddelt den fornødne klagefrist. Undersøgelsespligt Ifølge dansk forvaltningsret skal en sag oplyses og undersøges af den kompetente forvaltning så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en forsvarlig og lovlig afgørelse. Det er et helt grundlæggende princip i dansk forvaltningsret, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe de fornødne oplysninger om den foreliggende sag eller at foranledige, at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens oplysning, således at der kan træffes den materielt rigtige afgørelse. Hvis en sag ikke er tilstrækkeligt undersøgt og oplyst, herunder at udtrykkelige procedurebestemmelser følges, bliver afgørelsen som hovedregel ulovlig. Partshøring Kommunen må ikke træffe afgørelse, før den har gjort parten bekendt med det faktiske oplysningsgrundlag i sagen og har givet parten lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis parten ikke kan antages at være bekendt med, at kommunen er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder. Det er endvidere en betingelse, at disse oplysninger skal være af væsentlig betydning for sagens afgørelse og til ugunst for den pågældende part. Dette fremgår af forvaltningslovens 19, stk. 1. Kravene om og til en begrundelse En afgørelse, der ikke fuldt ud giver modtageren medhold, skal ledsages af en begrundelse. Det følger af forvaltningslovens 22. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter. 5

6 Hvor afgørelsen er baseret på et skøn, skal begrundelsen også indeholde oplysning om de hovedkriterier, der har været afgørende. Endelig skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de faktiske oplysninger, der er tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen, hvis parten ikke i forvejen er bekendt med myndighedens opfattelse af disse. Det følger af forvaltningslovens 24. En begrundelse skal fremstå som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. Vores vurdering Vejlovens 107 giver brede rammer for det kommunale skøn på parkeringsområdet, så længe der ligger saglige trafikale hensyn bag den kommunale differentiering af forskellige afgifter fra forskellige grupper af køretøjer. Københavns Kommune kan dermed lovligt foretage en trafikal vurdering på baggrund af køretøjets brug. Vejdirektoratet finder ikke, at Københavns Kommune har varetaget usaglige hensyn når de vurderer, at C konceptet adskiller sig fra det traditionelle delebils koncept. C s biler ikke har en stamplads og det er dermed vanskeligt at varetage de trængselsreducerende hensyn, som ønskes varetaget ved betalingsordninger for parkering. Skøn under regel Vejdirektoratet finder ikke, at Københavns Kommune har sat skøn under regel ved at opsætte dokumentationskrav for delebilsordninger. Skøn under regel betyder, at forvaltningen har opstillet regler, hvorved den skønsmæssige afvejning afskæres eller kraftigt begrænses. I dette tilfælde har Københavns Kommune benyttet deres skønsmæssige beføjelse i afvejningen af, hvorvidt C var trængselsreducerende, på trods af, at der var opstillet dokumentationskrav for delebiler. Vejdirektoratet henviser derudover til U H, som omhandler tildeling af hyrevognsbevillinger, hvor en internt opstillet regel skete af hensyn til masseforvaltningen. Højesteretsdommer Per Sørensen har i U.1993B.224 kommenteret denne dom og fremhæver, at der her var tale om et område hvor administrative hensyn, behovet for forudsigelighed og lighedsbetragtninger taler for udformningen af en præcis regel, der kan kommunikeres til ansøgerkredsen. Højesteretsdommer Per Sørensen anfører slutteligt, at dommen illustrerer, at der kan forekomme områder, hvor myndigheden kan og tilmed bør gå langt i retning af at undlade at udøve et konkret skøn. I dette tilfælde har kommunen opstillet en række kriterier på hjemmesiden, men har også foretaget et konkret skøn vedr. de trængselsreducerende hensyn. Københavns Kommune, samt andre kommuner, har på parkeringsområdet fastsat en række krav til erhvervslicenser, beboerlicenser og delebilslicenser og Vejdirektoratet har ikke grundlag for at kritisere denne forvaltning af parkeringsområdet. Manglende klagevejledning For så vidt angår den manglende klagevejledning i Københavns Kommunes afgørelser, så får det almindeligvis den konsekvens, at klagefristen suspenderes. Dette frem- 6

7 går ligeledes af din klage på side 1, og Københavns Kommune har beklaget og anerkendt fejlen i deres partshøringsskrivelse af 8. december Forvaltningsretlige principper Det er ydermere Vejdirektoratets opfattelse, at Københavns Kommune har oplyst sagen på et tilstrækkeligt grundlag til at kunne foretage en afgørelse, og vi mener ikke, at den underliggende forudsætning om trængselsreduktion er i strid med legalitetsprincippet og de grundlæggende forvaltningsretlige principper 4. Vi finder ikke, at de kriterier Københavns Kommune benytter i deres argumentation er usaglige i forhold til deres vurdering af de trafikale hensyn, som de lovligt kan varetage og Vejdirektoratet kan ikke tage stilling til kommunens skøn indenfor lovens rammer. På baggrund af København Kommunes 4 afgørelser og kommunikationen mellem kommunen og C, der ligger forud for jeres klage til Vejdirektoratet, finder vi ikke grundlag for at kritisere Københavns Kommunes afgørelse. Ny vejlov I den nye vejlov, som blev vedtaget i december 2014, er der indsat en ny parkeringsbestemmelse i loven, således at den nuværende vejlovs om parkering er mere omfattende. Det fremgår her, at Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om, at vejmyndigheden kan differentiere betalingen efter formålet med parkeringen og andre hensyn som kan varetages efter loven. Dette arbejde er påbegyndt og Vejdirektoratet vil anbefale, at C deltager i høringsfasen når forslaget til ny bekendtgørelse foreligger på høringsportalen. Konklusion Københavns Kommunes afgørelse af 15. marts 2014, 23. maj 2014, 18. september 2014 og 28. oktober 2014 er lovlige. Vi kan således ikke pålægge kommunen at træffe en ny afgørelse. Frist for anlæg ved domstolene Hvis I ønsker, at domstolene skal tage stilling til kommunens afgørelse eller til vores afgørelse i klagesagen, så skal søgsmål være anlagt inden 6 måneder efter modtagelsen af denne afgørelse, jf. vejlovens 4, stk De forvaltningsretlige principper er saglig forvaltning, herunder forbuddet mod varetagelse af private hensyn, ligebehandlingsprincippet, officialprincippet, kravet om forsvarlig økonomisk forvaltning og proportionalitetsprincippet i den nye vejlov. 7