Det udvidede mit perspektiv

Transkript

1 Reportage fra et dialogmøde Sådan kan et dialogmøde foregå: Det udvidede mit perspektiv De unge kulturmødeambassadørers personlige historier om at være tosproget rykker ved gæsternes forestillinger og giver dem nye tanker med hjem. Erfaringerne fra det tyske og danske mindretal tilfører interessante perspektiver til debatten om etniske minoriteter i Danmark, mener flere af tilhørerne. Hvem af disse tre personer har gået til boksning? Hvem har færrest søskende? Og hvem har gået i dansk vuggestue? Vi er i Huset i Magstræde i København og på scenen står tre unge kulturmødeambassadører badet i projektørlys. De fremmødte deltagere på dialogmødet bliver bedt om at stille sig over til den person, som de umiddelbart tror en række forskellige udsagn passer på. I starten går folk tøvende og lidt generte over til tre unge mennesker, men snart bliver der grinet højlydt, klappet på skuldre og slået ud med armene, når tilhørerne bliver bedt om at forklare, hvorfor de har stillet sig netop der. De færreste ville måske på forhånd have gættet, at det var den storsmilende pige med tørklædet, der har gået til boksning og været fitnessinstruktør. Og at den fodboldfriske lyshårede fyr tilhører et mindretal i Danmark, mens den unge mand med bosnisk baggrund har færrest søskende. Hvis nogen havde forestillet sig, at de tre bindestregsdanskere ikke taler fuldstændig flydende dansk, bliver den forestilling også hurtigt gjort til skamme. Opvokset med to kulturer Skuldrene på tilhørerne er faldet lidt længere ned og diskussionslysten steget, da de igen sætter sig ned og bliver bedt om at række hånden op, hvis de mener, at Danmark er et multikulturelt samfund. Nogle løfter med det samme armen, andre tøver lidt og ender med en hånd halvt oppe, mens andre igen konsekvent lader hænderne blive i skødet. Aftenens tovholder lover at tage spørgsmålet op igen efter, at de tre kulturmødeambassadører har fortalt deres historier. Der kommer spontane grin og udbrud, men ellers er der helt stille i salen, mens Mona, Nihad og Stephan på skift inviterer tilhørerne med ind i deres liv og kommer med beskrivende eksempler på, hvordan det er at 4

2 vokse op med barnefødderne plantet i to sprog og to kulturer. Tilhørerne holder sig ikke tilbage, når de får lov til at stille spørgsmål: Hvordan reagerede dine forældre, da du pludselig skulle på lejrskole og gerne ville hænge ud med skolekammeraterne i centeret? spørger en af dem Mona. Hvorfor var det lige netop racisten på skolen, som du blev venner med? vil en anden vide efter Nihads oplæg. Det starter en længere diskussion, da Stephan fortæller, hvordan det gik ekstra voldsomt for sig, når de danske håndboldhold mødte det tyske håndboldhold, som han spillede på i Sønderjylland som yngre. Plejehjem forbeholdt indvandrere? Er det i orden, at der findes sportshold, skoler og plejehjem, der er opdelt efter etnicitet, spørger tovholderen. Det kan godt virke lidt provokerende, mener en af tilhørerne. Jeg synes, at det er underligt, hvis der skal være specielle plejehjem for ældre med muslimsk baggrund, siger hun. Stephan kan fortælle, at det danske mindretal i Tyskland også har deres eget plejehjem, der primært er for danskere, ligesom der er danske vuggestuer, børnehaver og skoler. Jeg mener kun, at det er et problem, hvis de steder eller klubber ikke er åbne for alle. Der skal være en åbenhed for forskelligheder. Selvom Mona og jeg begge har palæstinensisk baggrund, er vi jo heller ikke ens, siger en pige i salen. En anden mener, at der sandsynligvis i fremtiden vil komme både plejehjem og andre tilbud specielt rettet mod borgere med flygtninge- og indvandrerbaggrund. I takt med, at de integrerer sig, tager uddannelser, får arbejde og betaler skat, bliver vi også nødt til at opfylde krav fra den befolkningsgruppe, fordi de yder det samme til samfundet, som alle andre, siger hun. Læren fra Grænselandet Måske kan vi lære noget fra situationen i Grænselandet, mener kulturmødeambassadøren fra Sønderjylland. Det er ikke mange årtier siden, at det var et problem at være ven med en person med dansk baggrund, hvis 5

3 Minoriteter skal støttes i at bevare deres kultur man selv havde tysk baggrund for slet ikke at tale om at gifte sig på tværs af de nationale skel. Det har virkelig taget lang tid at bygge bro mellem de to befolkningsgrupper, men selvom grøften har været stor, har folk formået at skabe en fælles forståelse. Det er ikke noget, som man skal tage for givet. Det er noget, som man må arbejde sig ud af, siger Stephan. Han mener, at det handler om, at folk må indse, at det bliver bedre for alle parter, hvis man arbejder sammen om at udvikle det område, som man bor i blandt andet ved at se de forskellige baggrunde som en styrke. For virksomhederne i Grænselandet er det jo en fordel at have ansatte, der både taler dansk og tysk. Jeg synes også selv, at det er praktisk at kunne to sprog flydende, så jeg kan arbejde i både Tyskland og Danmark og på tværs af grænsen uden problemer, siger han. Skal vi have de samme værdier? Tilhørerne bliver bedt om at række en hånd i vejret, hvis de er enige i de udsagn, som Mona læser op: - Vi skal alle have de samme værdier. - Minoriteter skal støttes i at bevare deres kultur. - Det er det danske sprog, der skaber fællesskabet. Man kan næsten se, at der tænkes på højtryk bag til hørernes pander, når de bliver tvunget til at tage stilling. Hvorfor mener du, at det er det danske sprog, der skaber fællesskabet? spørger Mona en dame med hånden oppe, og en ny diskussion starter. Mona slutter af med at stille aftenens første spørgsmål igen: Er vi et multikulturelt samfund?. Denne gang kommer hænderne hurtige op. Ja, vi er et multikulturelt samfund, men det fungerer ikke, hvis vi bare lever hvert vores liv og ikke bliver blandet i løbet af ens liv eller dag, svarer en af tilhører. Hvad skal vi gøre ved det? spørger Mona igen. Så må vi sørge for at lave nogle situationer, hvor folk kan mødes og lære hinanden at kende. Faktisk lidt ligesom denne her aften, svarer en anden. 6

4 DET SAGDE TILHØRERNE OM DIALOGMØDET Jeg kan godt lide den direkte form, hvor man skal erklære sig enig eller uenig i forskellige udsagn. Øvelsen er en genvej til dialog, fordi du bliver konfronteret med dine egne fordomme. Det virkede som en isbryder og skabte samtidig et åbent og ærligt udgangspunkt for dialogen. Det er vigtigt, at vi fik de personlige erfaringer med, så viden går fra at være abstrakt til at blive konkret og personlig. En åben dialog kræver, at det ikke altid er de samme etniske minoriteter, der gøres til genstand for diskussion. Derfor var det interessant at have vinklen med det dansktyske grænseland med. Det udvidede perspektivet og løftede hele debatten. Heidi Mengel, tilhører på dialogmøde Vi taler jo om de her personer tit og ofte i samfundet, men når man får de personlige historier på, bliver dialogen pludselig meget konkret. Det er også nogle eksempler og dermed ny viden, som man kan referere til, når man taler med andre om emnet. Mona med palæstinensisk baggrund gjorde et stort indtryk på mig, fordi hun havde så meget pondus og med sin egen åbenhed tog styring for at skabe dialog med andre. Det er vigtigt med sådan et arrangement for dialog og viden skaber tolerance. Kristina Andersen, tilhører på dialogmøde Vi havde nogle gode diskussioner, der virkelig satte nogle tanker i gang. Om der for eksempel skal være plejehjem for etniske minoriteter. Der er det interessant at høre, at der også er plejehjem specielt for danskere i det tyske grænseland. Jeg synes det er utrolig positivt at skabe et sådant forum for dialog. Det er et godt modspil til de politiske diskussioner og pressedækningen at få de unge menneskers historier. Det var enormt spændende at høre om deres personlige udvikling og de ting, som de har været igennem. Sarah Pallesen, tilhører på dialogmøde 7

5 Nihad Hodzic: Racisten blev min bedste ven Nihad kom til Danmark som flygtning fra Bosnien i en tidlig alder og startede i en modtageklasse med blandt andet somaliere, kurdere og arabere, fortæller han. Jeg kan ikke huske, at vi var forskellige. Det var først, da jeg kom ud i den almindelige klasse, at det gik op for mig, at jeg havde et anderledes navn og nogle andre spisevaner end de andre, men det var ikke noget, som havde betydning i hverdagen. Det var først efter 11. september, at der kom fokus på, at Nihad var ander ledes. Dengang var han kun 11 år, men husker tydeligt, at der skete et skift i andre menneskers måde at opfatte ham på. Jeg for stod ikke alvoren i det, der var sket, men jeg husker, at der kom fokus på, at jeg er muslim. Pludselig var der mange, der stillede mig kritiske spørgsmål om Islam, selvom jeg slet ingenting vidste om religion, fortæller han. Da karikaturtegningerne af profeten Mohammed senere blev trykt i Jyllands-Posten, blev Nihad igen stillet til ansvar: Hvorfor brænder I vores ambassader af? blev han spurgt. Jeg synes det var nogle underlige spørgsmål, for jeg interesserede mig slet ikke for den sag, siger han. I gymnasiet var han den eneste med minoritetsbaggrund og selvom han altid tidligere havde haft mange danske venner, havde han svært ved at få venner her. En af eleverne kaldte konsekvent Nihad for Kebab og kunne finde på at råbe: Pas på han har en bombe midt i kantinen. En anden dreng lagde ikke skjul på, at han hadede både muslimer, jøder og homoseksuelle. Det førte til heftige skænderier og diskussioner mellem ham og Nihad, hvilket gerne tiltrak de andre elever som tilskuere. Jeg tror, at grunden til, at han talte så grimt om de grupper var, at han aldrig før havde mødt nogen af dem, siger Nihad om sin tidligere klassekammerat. Det endte med, at de to diskussionslystne drenge blev bedste venner. Gennem alle vores diskussioner lærte vi hinanden at kende, og det gik op for os, at vi faktisk ikke var så forskellige, som vi først troede, men havde mange ting til fælles, forklarer Nihad. Op igennem min skoletid følte jeg mig ikke som dansker, men det ændrede sig i gymnasiet. Jeg husker specielt en diskussion mellem en elev og læreren i samfundsfag, hvor læreren spurgte: Hvad med ham? og pegede på mig. Nihad, han er dansker, svarede eleven uden tøven. Det betød meget for mig, at der var nogen, der sagde, at jeg var dansker. Så følte jeg mig anerkendt. Sjovt nok føler jeg mig meget mere dansk efter, at jeg er gået ind i integrationsarbejde og har mødt en masse mennesker med alle mulige forskellige baggrunde. Vi er forskellige, men vi har også mange ting tilfælles. I dag føler jeg mig både som dansker og bosnier, som dansk-bosnier og som europæer, fortæller Nihad, der netop har frasagt sit bosniske statsborgerskab for at blive dansk statsborger. 8

6 Mona: Kan du læse? Jeg er født i Slagelse, har gået i dansk vuggestue og på arabisk friskole, indleder Mona historien om sig selv. En arabisk friskole Er det ikke et sted, hvor pigerne ikke har idræt, hvor drenge og piger er adskilt, og hvor man ikke lærer noget? spørger hun retorisk ud i salen. Sådan var det i hvert fald ikke på min skole, svarer Mona selv. Hendes forældre meldte hende ind på netop den skole, fordi de gerne ville have, at deres datter både skulle kunne tale dansk og arabisk. I dag er Mona glad for flydende at kunne mestre to sprog og kende to forskellige kulturer indefra. Jeg synes, at det er en stor styrke for mig, siger hun. At omverdenen ikke nødvendigvis ser det på samme måde, fik Mona at mærke, da hun i 7.klasse skiftede til en dansk folkeskole med meget få elever med minoritetsbaggrund. Hun husker tydeligt de spørgsmål fra klasselæreren, der fik hende til at føle sig anderledes og mindre værd end sine klassekammerater: Kan du læse?, Kan du cykle? og kommentarer som Jeg skal nok tale med din far, hvis du ikke må komme med på lejrskole og Tag tørklædet af, hvis du ikke kan høre, hvad jeg siger. Dengang blev Mona sur og ked af det, men efter at hun er blevet voksen, har hun fået en større forståelse for sine tidligere lærere. Jeg tror, at de behandlede mig anderledes i starten, fordi de ikke havde mødt sådan en som mig før, siger hun. Selvom Monas forældre flygtninge, der kommer fra en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon, insisterede hun i skolen på at blive set på som alle de andre. Derfor svarede jeg altid: Jeg er dansker!, hver gang nogen spurgte mig om, hvor jeg er fra, siger hun. På grund af lærernes syn på hende i starten, var hun ekstra glad, da hun til de afsluttende eksaminer fik en af klassens bedste gennemsnit. Jeg tror, at jeg klarede mig så godt, fordi jeg også havde lært at tale med modersmål flydende på den arabiske skole, siger hun. Da jeg startede i dansk folkeskole skulle jeg jo på lejrskole, til skolefester og ville gerne hænge ud med mine veninder nede i centret. I starten syntes mine forældre nok, at det var lidt skræmmende at se mig med mine helt lyshårede veninder, men i dag er det helt normalt, fortæller 21-årige Mona tilhørerne til et dialogmøde.

7 Stephan Christensen: Stephan, Stephan Jeg er opvokset i den lille by Tinglev i Sønderjylland, men mine etnisk danske venner kalder mig Tingleff, fordi jeg er en del af det tyske mindretal, begynder Stephan historien om sig selv. Han er halvt tysk, halvt dansk, har altid boet i Danmark, men har gået på tysk skole som barn. Det er vigtigt for mig, at jeg også er tysk, men som barn fandt jeg også ud af, at tysker ikke altid er et pænt ord, for tæller han. Da jeg startede til fodbold som 7-årig kunne de andre finde på at kalde mig na zist eller bare tysker som skældsord, hvis jeg kom op at toppes med en anden spiller. Derfor syntes jeg også, at det var enormt pinligt, når min mor kom og kiggede, fordi mine holdkammerater så kunne høre, at vi talte tysk sam men, siger han og griner lidt ved tanken. Stephan fortæller, at det tyske mindretal gør meget for at holde tysk kultur i live i områ det. For eksempel er der både et

8 eller Stephan? tysk og et dansk håndboldhold. For ham var det naturligt at spille på det tyske hold, men også lidt underligt, når de skulle spille kampe mod de danske hold, hvor han også kendte en del af spillere. Det gik altid ekstra heftigt for sig, når byens danske og tyske hold skulle spille mod hinanden, fortæller han. Ellers husker han ikke, at der var problemer med at have flere kulturer og sprog i samme by. Stephan har dog altid fået mange spørgsmål om hans identitet. Selvom kulturforskellene ikke er så store, så bliver jeg ofte spurgt: Jamen, hvad er du egentligt? Tysk eller dansk? Og hvem ville du heppe på, hvis Tyskland og Danmark spiller en fodboldkamp mod hinanden? Jeg ser det som en styrke at være begge dele. Så er der jo altid et af holdene, der vinder, griner han. Selv en af Stephans venner, som han har kendt i mange år, spurgte ham en dag: Hvad hedder du egentlig? Mine nye venner kalder mig Steefan (udtalt med flad københavnsk accent), mine venner fra Sønderjylland kalder mig for Stefan (udtalt med sønderjysk accent) og min mor siger Stephan (med tysk udtale), forklarer han. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, for jeg har ikke selv tænkt så meget over det. Jeg reagerer bare, når der er nogen, der siger mit navn. Udtalen er ikke så vigtig, siger han. Specielt efter, at Stephan er blevet ældre, ser han det som en stor ressource at have to sprog og to kulturer. Det er for eksempel vigtigt for mig at følge med i både de danske og tyske nyhedsudsendelser. Jeg synes, at det har givet mig et mere nuanceret blik på mange ting at kunne se det hele fra flere vinkler. Nogle af de ting, som alle danskere tager for givet eller mener, er fantastisk som for eksempel den danske velfærdsstat kan jeg se lidt udefra og har måske derfor en bedre kritisk sans. Jeg kan træde et skridt tilbage og skifte perspektiv og på den måde bedre forholde mig til mine egne fordomme. Jeg synes, at det er meget berigende at kunne se tingene i forhold til hinanden. Når man vokser op i to kulturer kan man også godt føle sig lidt rodløs og komme i tvivl om, hvem man egentlig er. Jeg ville gerne finde en fast stolpe nogle ritualer, symboler eller lignende, som jeg kunne holde mig til. Noget at falde tilbage på. 11