Fænomenologi. Fænomenologi er en teori og en metode. Teorien forklarer hvad bevidsthed er, især den genstandsrettede bevidsthed erkendelse/viden.

Transkript

1 Fænomenologi Fænomenologi er en teori og en metode. Teorien forklarer hvad bevidsthed er, især den genstandsrettede bevidsthed erkendelse/viden. Fænomen (i fænomenologisk forstand) = det der kommer til syne for en bevidsthed. Dvs. fænomen er et andet udtryk for bevidsthed. Bevidsthed betyder (i fænomenologisk forstand) noget kommer til syne for nogen (= et bevidsthedssubjekt). Fænomenologi som teori om den subjektive side af meningsdannelse Modsat den analytiske filosofis objektivistiske (semiotiske, informatiske) tilgang forsøger fænomenologien at undersøge bevidsthedens subjektive side. (OBS! subjekt er her lige erkendelses-subjekt og ikke det empiriske/psykologiske subjekt (= en bestemt person i en bestemt situation)). Ikke viden- eller meningsbærende objekter (fx symboler, sprog) bliver analyseret, men subjektets viden- eller meningsdannende aktivitet der bevirker at oplevelser får en betydning. Fænomenologi er en teori om hvad der foregår i en bevidsthed der forlener oplevelser med mening (= retter dem mod mulige objekter = intention). Fænomenologi som teori om den subjektive side af meningsdannelse forts. Husk: Fænomenologi er ikke en empirisk teori om fænomener (forstået som meningsbærende oplevelser der finder sted i en bestemt persons bevidsthed på et bestemt tidspunkt)!!! Fænomenologi er en apriorisk teori (erkendelsesteori/ videnskabsteori) om fænomeners mening ( forstået som det der kommer i en bestemt oplevelse til syne; dvs. oplevelsens indhold). Mening/viden er ifølge fænomenologien hverken noget fysisk eller psykisk, men noget tredje (= ideel). Fænomenologi undersøger ikke bevidsthedens fysiske eller psykologiske grundlag/forudsætninger, men dens menings-indhold eller meningsgivende akter. Fænomenologi forts. (af gr, phainomenon, det som viser sig, og logos, lære), læren am det, som viser sig (kommer til syne; fremtræder) for en bevidsthed. Husserl (har) i det 20. århundrede givet ordet 'f.' en særlig prægning. Det afgørende er her en lære om at al bevidsthed er kendetegnet ved intentionalitet (rettethed mod en genstand), og at det er f.s opgave at beskrive, hvorledes genstande af forskellige typer er knyttet sammen med bevidsthedsakter af bestemte typer. En genstand kan være givet mere eller mindre direkte i en bevidsthedsakt, men når en genstand er givet direkte i et anskueligt nærvær (f.eks. hvis en ting bliver perciperet i sit fulde sanselige nærvær), så tales der om, at genstanden foreligger som fænomen, og der tales om den fænomenologiske akt. Fænomenologi og humanistisk forskning 1

2 Fænomenologi blev også udviklet som metode. Metoden går ud på at undersøge (analysere) hvordan et bevidsthedssubjekt danner sig en mening (intention) om noget han/hun oplever. I forbindelse med undersøgelsen af fx en interpersonel kommunikationssituation kan fænomenologi bruges til at undersøge hvordan de enkelte kommunikatorer danner sig en mening om det, der findes og foregår i situationen. Metoden kan dog direkte kun anvendes på egns egne bevidsthedsakter. Hvordan en anden oplever og forstår en situation kan man dog forsøge at rekonstruere ud fra vedkommendes ytringer. Eksempel Det er især interessant hvis forskellige kommunikatorer opfatter den samme situation på forskellig måde fx hvis af 2 deltagere (A og B) i et middagsselskab den ene (A) bagefter opfatter selskabet (kommunikationen) som kedeligt, den anden (B) som spændende. INTENTION Husserl, fænomenologi Bevidsthed er ifølge Husserl kendetegnet ved begrebet intention som betyder: rettethed imod en (bevidstheds)genstand som kan være en ting, et sagforhold, et formål, en matematisk entitet, en ide osv.. Det fænomenologiske begreb intention kan sammenlignes med begrebet mening. Forskellen er bare at intention betoner den subjektive side af meningsbegrebet dvs. den meningsdannende aktivitet. Intentionsanalyse Undersøger man intention (= den meningsdannende eller menings-konstituerende aktivitet) nærmere så: kan der skelnes mellem det, som bevidstheden er rettet imod (kaldet intentum, noema el. cogitatum), altså genstanden (for en bevidsthed), og bevidstheden om (intentio, noesis, cogitatio) denne genstand. Intentum/noema/cogitatum er med andre ord det man mener, når man tænker, perciperer, forestiller sig, fantaserer, føler NOGET, dvs. tænkningens, perceptionens osv. genstandsside (= bevidsthedsobjekt). Intentio/noesis/cogitatio er derimod selve aktiviteten at tænke, percipere osv. noget, dvs. det et bevidsthedssubjekt gør, når det danner sig en mening om det, han/hun oplever (sanser). intentions-kvalitet, -materie 2

3 De forskellige bevidsthedsakter fx tænkning (begrebsdannelse, prædikation, slutning), perception, følelse, forestilling kaldes intentionens (= meningsdannelsens) kvalitet. Akternes indhold, dvs. aktens genstand eller tema, kaldes også intentionens materie. Aktens kvalitet = hvordan man mener noget. Aktens materie = hvad man mener. På intentio-siden kan skelnes mellem to typer af oplevelser (Erlebnisse). De blotte sansedata (Empfindungsdaten), der ikke selv er intentionale, men som fungerer som bærere af de egentlige intentionale bevidsthedstilstande (akterne). Disse akter indgår i en bevidsthedsstrøm, der viser tilbage til jeg'et som bevidsthedens identitetspol. Forskellige subjekter har nødtvunget forskellige sansedata af samme ting eller situation alene på grund af deres forskellige lokalisering i forhold til tingen eller i situationen. Forskellige subjekter oplever de samme ting/situationer på baggrund af forskellige bevidsthedsstrømme (som hænger sammen med deres personlige måde at forarbejde information til mening på (= jeg et, personlighed, livshistorie) hermeneutikkens: forviden/horisont) og forarbejder dem også i forskellige akter. Eksempel (forts.): Mens den ene (kvindelige) deltager i middagsselskabet (A) har siddet ved siden af en kedelig ældre revisor, har den anden (mandlig) deltager (B) siddet ved siden af en smuk, ung, kvindelig forsker der lige er kommet hjem fra et etnografisk feltstudie i Brasilien., intuition På intentum-siden findes en genstand (Gegenstand), f.eks. en ting, et sagforhold el. en idé, idet denne genstand intenderes gennem en mening (Sinn, Bedeutung). Genstanden kan være mere el. mindre direkte givet. Den mest direkte givethed svarer på intentio-siden til den såkaldte anskuelse af sagen selv ( die Sache selbst) el. af fænomenet. Anskuelsen af det direkte givne kaldes også intuition. En intentions genstand kan altså være forskellige slags ting afhængig af intentionens kvalitet (= aktform). Eksempel forts.: Mens A ved et blik på sin bordnabo, revisoren, ser at der vokser hår ud af hans næsebor, tænker B efter et flygtigt blik i den kvindelige antropologs øjne at deres farve er enten grøn eller blå (han har altså ikke rigtigt set hvilken farve de har). Ifølge Husserl gør det en stor forskel hvordan genstanden for en meningsakt er givet (fremtrædelsesform). Intenta kan være mere eller mindre direkte givet: 3

4 Indirekte givende eller re-præsenterende akter kaldes signitive. Direkte eller præsenterende akter kaldes intuitive. (jf. Zahavi 2001) En akt er repræsenterende eller signitiv hvis det objekt akten retter sig imod, ikke er sagen selv, men et tegn/symbol osv. der fungerer som stedfortræder (repræsentant) for sagen. Til denne kategori hører fx alle akter der retter sig mod sproglige eller semiotiske objekter. Præsenterende akter retter sig derimod mod sagen selv. Eksempel forts.: Når A kikker på revisorens næse, retter hendes bevidsthed sig mod næsen selv. Næsen er direkte givet for hende, er det der kommer til syne for hende. Når B lytter til antropologens fortælling om amazonasindianernes initiationsritualer, retter hans bevidsthed sig kun indirekte mod indianernes ritualer, men direkte mod antropologens ord(lyde). Fænomenologisk sandhed evidens Det fænomenologiske sandhedsbegreb hænger sammen med forskellen mellem signitive og intuitive akter. Er en genstand direkte givet i en intuitiv akt (perception), så opfattes aktens intention/ mening som umiddelbart opfyldt. Subjektet kan så at sige direkte se/høre osv. at genstanden er sådan som han/hun mener, den er. Denne direkte opfyldelse af mening gennem anskuelse kaldes evidens. Signitive akters mening bliver sand/evident hvis den bliver opfyldt gennem en efterfølgende intuitiv akt, der giver den formente sag selv. Fænomenologisk metode og speciale-/projektundersøgelse Fænomenologi kan anvendes som analysemetode i et projekt dvs. in den projektfase hvor datamaterialet skal analyseres mhp. hvilke meninger der er forbundet med materialets elementer og struktur(er). Et grundlæggende træk i en fænomenologisk analyse består i at man gransker materialet mhp. hvilke af de i materialet udtrykte meninger der er direkte (dvs. anskueligt) givne og hvilke der kun er indirekte (dvs. signitivt) givne. På den måde kan man skelne mellem det man har en direkte, intuitiv viden om, og det man kun har en indirekte mening (formodning) om. Fænomenologisk metode reduktion Den fænomenologiske metode kaldes også fænomenologisk reduktion. 4

5 Metoden går ud på at man fører (reducerer) det man mener, tilbage til det givne; dvs. man undersøger, hvad der faktisk er givet eller kommer til syne (= fænomen) i en bevidsthedsakt og hvad der kun indirekte (for)menes (repræsenteres) gennem aktens genstand. Reduktionen består i at man ser bort fra (setter i parentes: epoché) alt hvad der ikke er fænomen eller direkte givet i en bevidsthedsakt. Man reducerer alt hvad akten ellers antyder/henviser til, til det hvad der anskueligt er givet. Fænomenologisk metode Kikker man på en tekst som datamateriale, kan man fastslå at materialet kun består af objekter for signitive akter. Det direkte givne er (i tilfældet af en skriftlig tekst) bestemte figurer af en bestemt farve, størrelse, placering i forhold til hinanden og i situationen (fx i et undervisningslokale, projiceret på et lærred eller printet på papir). Det er ikke direkte givet at disse figurer har en mening dvs. repræsenterer bestemte lyde, som i bestemte kombinationer med andre lyde repræsenterer ting eller begreber. Eksempel forts. Det er kun muligt at opfatte de omtalte figurer som bogstaver af et bestemt sprog der i bestemte kombinationer repræsenterer ord, som igen repræsenterer ting, hvis perceptionsakterne der giver figurerne i anskuelig form, bliver suppleret af hukommelsesakter der forbinder ordene med bestemte ting eller begreber (i bestemte kontekster). Øvelse: fænomenologisk analyse af et billede Forestil dig at det efterfølgende viste billede er del af dit empiriske undersøgelsesmateriale (faktisk stammer det fra Per Flys film Arven ). Opgaven består i at undersøge billedet mhp. det der faktisk er givet eller faktisk kommer til syne for billedets betragter. Det givne kan opfattes som det egentlige erkendelses- eller vidensgrundlag for alt det man kan finde ud af ved at betragte billedet. Den fænomenologiske metode går ud på at man nøje skelner mellem det der faktisk (kan) ses, og det man kan slutte sig til ud fra det sete. Fænomenologisk analyse epoché Skelnen mellem det givne og det blot formente (dvs. det man som betragter mener at kunne se på billedet, men som der faktisk ikke kan ses) opnås gennem epoché. Epoché betyder at man ser bort fra alt hvad det givne efter ens mening kunne betyde. Man opnår sandhed eller evidens mhp. billedets erkendelses- eller vidensindhold, hvis man kan bringe ens mening om hvad der kan ses, og det der faktisk kan ses, til dækning. Fænomenologisk analyse målsætning 5

6 Målet med at anvende den fænomenologiske metode i undersøgelsen af ens problemstilling kan formuleres sådan: Jeg vil gerne finde ud af hvad jeg på grundlag af mit undersøgelsesmateriale faktisk ved. Faktisk ved står her i modsætning til det jeg mener jeg kan (vha. forskellige teorier) slutte mig til. Den fænomenologiske metode giver mig mulighed til at skelne mellem videns-grundlag og forklaring/teori. Jeg ser 3 hoveder forbundet med et stykke hals og overkrop ved siden af hinanden foran en mørk baggrund. Disse 3 kropsfragmenter (lad os kalde dem K1, K2, K3) kan ikke ses i samme omfang alle tre. Mest kan der ses af K1, der tildækker en del af K2 s hoved, hals og overkrop. K2 s isse er tildækket af en mørk aflang krans der tildækker en del af K3 s hoved og venstre skulder (OBS! alle de begreber jeg bruger i beskrivelsen er naturligvis ikke direkte givne, men resultat af interpreterende akter). K1 ses næsten i profil lidt nedenfra; man ser K1 s venstre ansigtshalvdel (og en lille smule af højre ansigtshalvdel): næse + venstre næsebor, mund (som lidt åbnet), (dobbelt)hage, det venstre øje (og en smule af det højre), pande + venstre tinding, venstre øre, håret på venstre kraniehalvdel: kortklippet, blond. forts. K1, K2, K3 har mørkt tøj på (så vidt man kan se hvad de har på). På K1 og K3 kan man se hvide (skjorte)kraver og mørke slips. K2 har noget på hovedet som er gennemsigtigt ved kanten (højre side). K1 har lyst, K2 brun, K3 også lyst, men lidt mørkere hår end K1. K1 kikker ligeud. K2 (som er et godt stykke lavere end K1) kikker med halvåben mund nedenfra opad på K1. K3 (som er perspektivet indberegnet højere end K2) kikker også i retning af K1. K1, K2, K3 har festligt tøj på (så vidt man kan se det). De befinder sig (står?, sidder?, knæler?) ved siden af hinanden. K1 står i forgrunden nærmest til tilskueren, K2 til venstre for K1 og K3 til venstre for K2 (længst væk fra tilskueren). 6

7 forts. Baggrunden er mørk med nogle lyse pletter og striber til venstre for K3 og lyse, rødlige pletter til højre for K1 s hoved. K1 s synlige øje er (med stor sandsynlighed) blå. K2 s øjne er sandsynligvis også blå (måske med et grønt skær). Man kan skimte nogle (2) underkæbetander i K2 s åbne, læbestikkulørte (lilla?) mund. Her afbryder jeg analysen af det på billedet givne synlige. epoché: det ikke-givne Eksempler på hvad man ikke kan se på billedet, man (næsten automatisk) hermeneutisk slutter sig til: K1, K2, K3 er mennesker (vi ser kun deres hoveder og overkroppe; de kunne have sfinks-agtige eller kentaur-agtige underkroppe K2 er kvinde (læbestift, hovedbeklædning, kropshøjde, ansigtsbygning) K1 og K3 er mænd (hårlængde, slips, jakkesæt, ansigts-, kropsbygning) K2 og K3 er (en del) ældre end K1 de 3 personer befinder sig i en alvorlig situation epoché: det ikke-givne Hermeneutik: Det nedenstående er ren og skær interpretation (= meningsudkast grundet det givne = sagen selv, jf. Gadamer 1990): Det ser ud til som om K1 siger noget eller lige har sagt noget som forbavser (forskrækker?) K2 og også gør indtryk (misbilligelse?, billigelse?) på K3. De 3 personer er ikke ukendte for hinanden, står endda måske i tæt (familiær) relation til hinanden. K2 og K3 er måske K1 s forældre. De befinder sig et offentligt sted (indendørs?, udendørs?); det er nat. epoché: det ikke-givne Det man kan lære gennem en fænomenologisk analyse (af et bestemt datamateriale) er at blive opmærksom på forskellen mellem vidensgrundlag (= det givne, direkte oplevede) og de (næsten automatiske) interpretationer, bedømmelser, vurderinger vi foretager os med det direkte oplevede. I forbindelse med det viste billede bliver man fx sjælden klar over at man kun kan se fragmenter af det man interpreterer som hoved, ansigt, krop, menneske, mand, kvinde, jakkesæt, kjole, skjorte, slips, hat. Vi kan faktisk ikke se at det er mennesker, 2 mænd og 1 kvinde. Vi ved ikke om de også har tøj på eller er nøgne nedenunder det man kan se. Alt om personernes ælder, køn, personlige forhold til hinanden, handlinger i situationen, og alt i alt situationens mening er resultat af videregående interpretationsakter eller slutninger. 7