Kasper Andersen, F06D. Christian Vendelbo Mindrup, F06D. Fysioterapeutuddannelsen University College Lillebælt professionsbachelor projekt juni 2009

Transkript

1 Effekten af Kinesiotape, på raske personer med nedsat kraft unilateralt i m. quadriceps femoris, målt ved Maksimal Voluntær Kontraktion i HUR Isometric Leg Extension/Curl unit Fysioterapeutuddannelsen University College Lillebælt professionsbachelor projekt juni 2009 Kasper Andersen, F06D Christian Vendelbo Mindrup, F06D

2 Antal anslag: Intern vejleder: Ekstern vejleder: Lene Lønnerup Peder Berg Denne opgave er udarbejdet af fysioterapeutstuderende ved Fysioterapeutuddannelsen i Odense, University College Lillebælt som led i et uddannelsesforløb. Den foreligger urettet og ukommenteret fra skolens side og er således udtryk for den / de studerendes egne synspunkter Jeg / vi giver hermed tilladelse til at opgaven må indgå i opgavebanken på biblioteket Blangstedgårdsvej 4, og under forudsætning af opgaven bedømmes bestået, kan den således stilles til rådighed for interesserede 2

3 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problembaggrund Baggrund for kinesiotape Hensigten med opgaven Evidens for kinesiotape Videnskabelige artikler Dominant vs. ikke dominant ben Formål Hypoteser Nulhypoteser Begrebsafklaring Teoretisk rum M. quadriceps femoris Fysiologien bag muskelkontraktion Musklens opbygning Muskelfiberens opbygning Muskelfiberens kontraktion Længde spændingsforhold i musklen Teoretisk effekt af kinesiotape Teknikker til påsætning Anvendelse og påsætning af tapen Selve tapen og applikationen Metode og Materiale Studiedesign Litteratur søgning Beskrivelse af målgruppen Måleredskaber HUR Isometric Leg Extension/Curl unit Anvendte tapingmetoder Test af procedure Procedure

4 Selve testen Etiske overvejelser Databearbejdning Resultater Diskussion Metodediskussion Resultatdiskussion Konklusion Perspektivering Referenceliste Bilag

5 1. Indledning Det er svært at komme udenom i dag. Man ser det stort set, hver gang man ser sport på tv, og stadig flere og flere eliteidrætsudøvere bruger det. Den farverige tape, som hedder kinesiotape, er i dag anvendt over stort set hele verden. Kinesiotaping har filialer på samtlige kontinenter. 2 i Nordamerika, 3 i Sydamerika, 8 i Europa, 1 i Afrika, 4 i Asien og 2 i Oceanien, hvilket bevidner den store udbredelse. (Kinesio USA) Noget som var bedre end nogen laserstråle, forbinding eller elektrisk massageapparat, han havde tapen. Det var en speciel, skrigende lyserød sportstape, der kom fra Japan og syntes at have magisk virkning( ) Hver morgen før en etape plejede han at tape os på forskellige steder af kroppen. Han ordnede Georges ryg, Chechus knæ. Nogle gange var vi så klistret til med lyserød tape, at vi så ud som dukker, en samling reparerede dukker(...) Men næste dag var smerterne forsvundet. De var pist væk. (Armstrong, Jenkins 2005) Kinesiotapen er de seneste par år kommet mere og mere ind i den fysioterapeutiske praksis og benyttes i mange forskellige sammenhænge, som bl.a. i pædiatrien og neurorehabiliteringen dog mest som taktilstimulation, samt i privatsektoren, hvor vi har set den brugt i forbindelse med bl.a. genoptræning af en dropfod samt en instabil skulder. Vi stiftede for alvor bekendtskab med tapen for et halvt år siden, da vi var på et introduktionskursus til kinesiotape i forbindelse med vores grunduddannelse på University College Lillebælt. Vi fik arrangeret et 3-timers kursus på skolen igennem en fast underviser på fysioterapeutuddannelsen, med en uddannet fysioterapeut og kinesiotapeinstruktør. Det, der virkelig fangede vores interesse, var den påstand, at tapen kunne hjælpe til normalisering af muskeldysfunktion (Kase 2005, Kase, Hashimoto & Okane 2003). Under kurset foretog vi et lille forsøg, hvor vi screenede hinanden for nedsat maksimal kraft i knæekstensionen, unilateralt og påsatte derefter tape til at facilitere muskelkraften. Rent objektivt så dette ud til at virke, så vi kunne godt tænke os at konkretisere dette forsøg for at se, om det kunne måles rent kvantitativt. Tidligere har vi stiftet bekendtskab med en artikel, som viste, at tapen ikke havde nogen effekt på raske personer (Fu et al. 2008), vi blev derfor nysgerrige på, om hvorvidt det kunne have en effekt på personer, som har en betydelig kraftforskel i benene dog uden at være ramt af patologi. Der stilles stadig flere og flere krav i sundhedsvæsnet om, at den intervention, som foregår, er evidensbaseret og har en dokumenteret virkning (Bruun et al. 2004). Dette er et punkt, hvor fysioterapi kæmper en brav kamp, da mange af vores behandlingstiltag, som f.eks. massage (Linde, Borg 2003) og elterapi (Harbo Christiansen, Lisby 2004), ikke har nogen form for evidens bag sig, men udelukkende er 5

6 empirisk baseret. Denne forventning om evidensbaseret behandling kommer i takt med, at der forventes en fortsat større kvalitetssikring i behandlingen af personer, som er i kontakt med sundhedsvæsnet (Bruun et al. 2004). Vi vil derfor i denne opgave beskæftige os med at forske på grundforskningsniveau med brugen af kinesiotape, da det mere og mere bliver et fysioterapeutisk redskab, så det forhåbentlig ikke også ender med bare at blive endnu et empirisk, udokumenteret redskab, vi benytter os af. Vores forskning foregår på grundforskningsniveau, da vi undersøger den mere grundlæggende effekt på raske personer, og dermed ikke beskæftiger os med en speciel sygdom, tilstand eller funktion. Grundforskning: Forskningsaktiviteter, der sigter mod at erhverve ny erkendelse om grundlæggende forhold, modsat fx anvendt forskning eller strategisk forskning. (Lund, Lund 1997) I opgaven er der angivet, hvem der har forfatteransvaret i hvert enkelt afsnit med vores initialer. Kasper Andersen = KA og Christian Mindrup = CM. Afsnit udformet i fællesskab er angivet med BEGGE. 6

7 2. Problembaggrund 2.1. Baggrund for kinesiotape Kinesiotape har sit udspring i Japan tilbage i 1973, hvor Kenzo Kase opfandt og udviklede Kinesio Taping Method. Han er Kinesiologien er et test- og uddannet kiropraktor og har studeret kinesiologi. I dag er han behandlingssystem, som præsident for Kinesio Taping Association og National Chiropractic tilstræber at skabe balance ved at College Japan (Kase, Wallis & Kase 2003). ophæve blokeringer. Blokeringer er med til at forringe Han kom på ideen med tapen, fordi han oplevede, at mange af livskvaliteten. (Rasmussen 1986) hans patienter kom tilbage med de samme gener. Han konstaterede, at det ikke var muligt at behandle patienterne døgnet rundt, så han kom på den idé at lade et stykke tape gøre sit arbejde, når han ikke selv havde mulighed for det. Tapen bliver brugt af terapeuter over hele verden til at påvirke de fysiologiske processer i og omkring musklerne og til at øge cirkulationen i kredsløbet. De mest hyppige brugere af tapen er idrætsudøvere, men de seneste år har den mere almene befolkning fået påsat tapen som led i deres behandling. Meningen med tapen er, at man med den elastiske komponent kan hjælpe musklerne til normal aktivitet, ved hjælp fra en ekstern assistance, den går altså ikke ind og fikserer som almindelig sportstape. I nogle tilfælde kan det bruges som erstatning for terapeutens hænder. Tilbage i 70 erne var det primært ortopædister, kiropraktorer og akupunktører, som brugte kinesiotape. I 80 erne begyndte behandlerne at påsætte tapen på elitesportsfolk i Japan, og via de olympiske volleyballspillere fra Japan spredte det sig hurtigt derfra til resten af verden gennem eliteidrætten. Alt dette beskriver Kenzo Kase i sine grundbøger om kinesiotape. Han fortæller om sine egne erfaringer og overbevisninger omkring tapen, men han fremfører ingen videnskabelig dokumentation for sine påstande. (Kase 2005, Kase, Hashimoto & Okane 2003, Kase, Wallis & Kase 2003, Kase, Stockheimer 2006) CM Hele denne behandlingsform bliver udbredt i Danmark gennem private kurser, og i f.eks. 2. halvår af 2009, arrangerer blot en enkelt kursusudbyder hele 5 stk. 2-dages basiskurser og 2 stk. 2-dages advanced - kurser i kinesiotaping. Kursisterne bliver, her i Danmark, instrueret af en uddannet idrætsfysioterapeut. (Sports Pharma A/S) KA 7

8 2.2. Hensigten med opgaven Grunden til, at vi gerne vil teste netop dette er, at hvis kinesiotape kan bruges, som producenten fremlægger, vil det kunne bruges f.eks. i forbindelse med forebyggelse af skader, genoptræning af skader og vedligeholdelse af funktionsniveau. Der er forskning, som har vist en stærk sammenhæng mellem muskelstyrken i knæekstensionen med både evnen til at rejse sig fra en stol, forringet gangfunktion, nedsat trappegangshastighed, besvær med at gå op på et højt trappetrin og nedsat balance hos ældre (Beyer, Puggaard 2008). Hvis kinesiotape virkelig virker, vil det måske kunne bruges til at mindske faldtendensen hos ældre ved implementering i specielt sygehus- og kommunalt regi. KA I modsætning til f.eks. massage og el-terapi, som har været en del af det fysioterapeutiske behandlingsregime i flere år, er kinesiotape kun ved at finde vej ind i den danske fysioterapeutiske praksis. Vi vil derfor forsøge at medvirke til at afdække i hvilken grad, der findes evidens på området og udvikle denne viden. Skal kinesiotapen implementeres i den fysioterapeutiske praksis, er det vigtigt, at der er en form for viden omkring effekten, hvis ikke evidensbaseret så empirisk som ved massage og el-terapi. CM 2.3. Evidens for kinesiotape På trods af den store udbredelse af kinesiotape (Kinesio USA), er der en manglende evidens af dennes påståede positive effekt. Flere forsøg er blevet foretaget, men for det første er de hovedsagelig foretaget med elektronisk måleudstyr til at måle en effekt, altså ikke funktionelt, og for det andet er der næsten kun foretaget kliniske forsøg samt små pilotforsøg med lav evidensstyrke. Dermed er der ikke så stor evidens af de forsøg, som er foretaget, som hvis dette havde været Randomiserede Kliniske Forsøg (RCT). Yderligere er effekten i de forsøg, som viste god effekt af tapen, (se figur 2.3.) målt ved EMG-målinger (Slupik et al. 2007, Hsu et al. 2009), og dermed ikke en funktion, som en muskel laver, men blot de elektriske signaler i musklen. Man deler de forskellige publikationstyper op efter, hvor stor evidensgrad de besidder. Man kan evidensgraduere på forskellige måder, men for at få et hurtigt og let overblik er de forskellige publikationstyper tildelt forskellige styrker og evidensgrader. (se figur 2.1.) KA 8

9 Publikationstype Evidens Styrke Metaanalyse, eller systemisk oversigt over randomiserede forsøg Randomiseret klinisk forsøg Kontrolleret, ikke-randomiseret forsøg Observerende kohorteundersøgelse (follow-up-undersøgelse) Diagnostisk test (direkte diagnostisk metode) Case-kontrol-undersøgelse Diagnostisk test (indirekte nosografisk metode) Beslutningsanalyse Deskriptiv undersøgelse Mindre serie Kasuistik Traditionel lærebog Traditionel oversigtsartikel Ekspertvurdering Ledende artikel Fig (Juul 2004) Ia Ib IIa IIb IIc III IV A B C D Denne oversigt skal ikke læses helt firkantet, så et lille randomiseret forsøg overtrumfer næsten al anden viden men blot ses som, at randomiserede forsøg udgør en større evidensgrad end ikke-randomiserede forsøg osv. (Juul 2004) CM Denne evidensgraduering har vi benyttet os af i vores behandling af de fundne artikler. Vi har gennemsøgt PubMed, CINAHL og PEDro for artikler omhandlende effekten af kinesiotape. Vi scorede herefter hver enkelt artikel efter PEDro-scale for at få kategoriseret hver enkelt artikel efter, hvor stor evidensgrad denne udgjorde. Vi har samlet scoren på alle de fundne artikler i følgende skema: Kinesiotape SUM (Hsu et al. 2009) (Fu et al. 2008) (Thelen, Dauber & Stoneman 2008) (Liu et al. 2007) (Slupik et al. 2007) NB! (Halseth et al. 2004) (Murray 2000) Fig. 2.2; NB: (Slupik et al. 2007) blev ratet ud fra abstract. 9

10 Vi valgte herefter at udelukke artikler, som blev ratet til under 4 ud af 10, for at opnå artikler med så højt evidensniveau som muligt men samtidig bibeholde nogle artikler, da der fandtes meget få undersøgelser. BEGGE Videnskabelige artikler Et forsøg (Fu et al. 2008) udført på 14 raske atleter undersøgte den mulige effekt på muskelstyrken i m. quadriceps femoris og haserne. Testpersonerne blev alle testet i et isokinetisk dynamometer under 3 forskellige omstændigheder. Først uden tape, derefter med tape, og igen 12 timer efter påsætning af tapen. Der kunne ikke spores nogen signifikant forskel i resultaterne, og forsøget konkluderede, at kinesiotape på forsiden af låret hverken øgede eller mindskede muskelstyrken hos raske, skadesfri, unge atleter. Allerede tilbage i 2004 påviste Halseth et al., at kinesiotape heller ikke påvirkede proprioceptionen i et forsøg omhandlende ankelpositionering. Der var deltagelse af 30 testpersoner, 15 mænd og 15 kvinder alle uden sygdomme eller abnormaliteter, som kunne påvirke resultatet. Alle blev testet med bind for øjnene og høretelefoner på, så de ikke kunne benytte nogle kompenserende strategier i testen, men udelukkende afhang af mekanoreceptorerne i anklen. Det foregik, så anklen blev placeret i en vinkel på et måleredskab, som var specialudviklet til netop denne test, hvorefter personen fra neutralstilling skulle genplacere foden i samme vinkel igen. Der blev foretaget tests med og uden kinesiotape på anklen, og resultaterne var uden tydelig forskel. Et tredje forsøg, og det eneste fundne RCT (Thelen, Dauber & Stoneman 2008), kunne ej heller påvise en klar positiv effekt af kinesiotape. Forsøget undersøgte den kliniske korttidseffekt af kinesiotape på studerende med skuldersmerter. De fandt frem til en umiddelbar øgning i den smertefri skulderabduktion efter påsætning af tape, men ingen andre forskelle på forsøgs- og kontrolgruppen i hverken Range Of Motion (ROM), smerte eller på funktionsniveau på noget tidspunkt i forsøget. Der er dog flere forsøg, der viser god effekt af kinesiotapen. En artikel udgivet af Hsu et al. (2009) fremlægger resultaterne fra et forsøg på 17 amatør baseball-spillere med skulder impingement syndrom, hvor der blev brugt EMG-udstyr til at måle på øvre og nedre mm. trapezius, på m. serratus anterior samt målinger af det 3-dimensionelle scapulare bevægelsesmønster. Der blev foretaget målinger før og efter påsætning af både kinesiotape og placebo-tape. Resultatet viste, at der ved kinesiotape-målingerne var et øget posteriort tilt af scapula ved 30 hhv. 60 under abduktion af armen, samt øget trapezuisaktivitet fra ved sænkning af armen i forhold til de andre målinger. Det konkluderes dermed, at kinesiotape har 10

11 en positiv indvirkning på det scapulare bevægelsesmønster og på muskelaktiviteten, hvilket støtter op om, at kinesiotape kan være medvirkende som supplement i rehabilitering af skulder impingements. Slupik et al. (2007) fandt frem til en positiv effekt af kinesiotape, men faldt samtidig over nogle begrænsninger for brugen af denne. De havde rekrutteret 27 raske personer, som hver fik påsat tape, der skulle understøtte funktionen af m. vastus medialis. Der blev foretaget målinger med EMG udstyr ved baseline, efter 24 timer og igen efter 72 timer. Halvdelen af testpersonerne fik fjernet tape efter 24 timer for at gå yderligere 48 timer uden tape. Resultaterne viste, at der var en øget bioelektrisk aktivitet i m. vastus medialis 24 timer efter påsætning af kinesiotapen sammenlignet med baseline. Lidt overraskende fandt de ved målingen efter 72 timer, at testpersonerne, som fortsat havde påsat kinesiotape, havde et fald i deres muskelaktivitet sammenlignet med målingen ved de 24 timer, hvorimod de testpersoner, som havde fået fjernet tapen, fortsat havde en høj muskelaktivitet. Det konkluderes ud fra dette, at der rent tidsmæssigt må være en begrænsning for brugen af kinesiotape, da der var nedgang i målingerne for gruppen med langvarigt brug af kinesiotape. Vi har samlet de fundne artikler i et skema (Fig. 2.3.) for at give en let og overskuelig oversigt over den evidens, som findes omhandlende effekten af kinesiotape samt angivet, hvad der er blevet målt på og hvilken slags forsøg, som blev foretaget. KA God effekt af kinesiotape Tvivlsom effekt af kinesiotape Ingen effekt af kinesiotape (Slupik et al. 2007) EMG (kontrolleret, ikke randomiseret forsøg) (Hsu et al. 2009) EMG (kontrolleret, ikke randomiseret forsøg) (Thelen, Dauber & Stoneman 2008) smertefri skulder abduktion (RCT) (Fu et al. 2008) Muskelstyrke (pilotforsøg) (Thelen, Dauber & Stoneman 2008) ROM, smerte, funktionsniveau (RCT) (Halseth et al. 2004) Ankel proprioception (kontrolleret, ikke randomiseret forsøg) Fig Effekten af kinesiotape i de fundne artikler Dominant vs. ikke dominant ben Da vi i vores forsøg har valgt at tage udgangspunkt i den normale forskel benene imellem over knæekstensionen, undersøger vi i følgende, hvor stor den normale forskel er, og hvor vi skal sætte vores grænser for inklusion og eksklusion af testpersonerne. 11

12 Vi gennemsøgte PubMed og CINAHL for at finde artikler omhandlende forskellen på dominant og ikkedominant ben, specielt over knæekstensionen. Vi fandt én artikel omhandlende knæekstensionen samt en artikel, som omhandlede en squat-øvelse. Vi fandt flere artikler omhandlende hofteabduktion og springhøjde, men fandt dem ikke relevante. Det må formodes, at der er en forskel på benstyrken i dominant og ikke-dominant ben, som vi skal tage højde for i vores forsøgsopstilling. I et studie af Hunter, Thompson & Adams (2000) blev der målt styrkeforskel på 217 australske kvinder i alderen 20 til 89 år. Der blev målt på bl.a. Maksimal Voluntær Kontraktion (MVC) over knæekstension på dominant og ikke-dominant ben. De blev testet 2 gange med 1-2 ugers mellemrum for at sikre et pålideligt resultat. Det, forsøget nåede frem til, var, at gennemsnittet af kvindernes MVC over den dominante knæekstension lå på 128,1 ±3 (Nm), hvor MVC for den ikkedominante knæekstension lå på, 122,3 ±3 (Nm). Dette med en procentforskel på 4.7 %, og en p-værdi på under 0,01. De målte også forskellen i plantarfleksion, hvilket gav en forskel fra dominant (1066 ±20 Nm) til ikke dominant side (1046 ±19 Nm) på 1.9 %. Yderligere har McCurdy, Langford (2005) undersøgt den unilaterale styrke mellem dominant og ikkedominant ben i en squatøvelse. I alt deltog 17 raske mænd og 25 raske kvinder. Der blev målt 1 RM i squatøvelsen, som skulle udføres på ét ben og til en dybde på 90 grader i knæet. Det modsatte ben hvilede på en stang bagved testpersonen for at eliminere brugen af dette. Testene blev udført, så der efter opvarmning blev foretaget 5-10 repetitioner med en let vægt efterfulgt af 1 minuts pause og et sæt med 5 repetitioner med yderligere % vægt på stangen. Testpersonerne fik 3-5 minutters pause mellem hvert succesfuldt sæt. Efter en øgning af vægten på % blev 1 RM forsøgt på tredje forsøg. For hvert succesfuldt forsøg blev vægten øget med %. Hvis et forsøg ikke lykkedes, fik testpersonen et forsøg med 5-10 % af vægten trukket fra. Disse tests viste ingen større forskel på styrken hos mændene i dominant side (107.0 ±21.4 kg) og ikke-dominant side (106.0 ±21.4 kg) med en gennemsnitlig sideforskel på 2.8 %. Hos kvinderne viste den dominante side (45.3 ±12.5 kg) og ikke-dominante side (45.0 ±12.4 kg) ligeledes tæt sammenhæng dog med en gennemsnitlig sideforskel på 5.0 %. I begge forsøg blev det dominante ben defineret som det ben, testpersonen sparkede til en bold med. KA 12

13 3. Formål Formålet med projektet er at undersøge, om kinesiotape har noget virkning på den maksimale voluntære kontraktion i m. quadriceps femoris, foretaget i en HUR Isometric Leg Extension/Curl unit. Vi tester dette på raske personer, med en forskel i benstyrken på over 5 %, hvilket er over 1 standard deviation (Hunter, Thompson & Adams 2000). Der er tidligere foretaget forsøg på helt raske uden nogen effekt, men med anderledes påsætningsmetoder og andre målemetoder. Vi vil derfor tage skridtet videre væk fra en helt rask tilstand og forsøger derfor på raske personer med en styrkeforskel for at se, hvornår kinesiotape eventuelt begynder at have sin virkning. BEGGE Det kunne vi godt tænke os at gøre, fordi producenten af kinesiotapen påstår, at den kan normalisere muskelfunktion både hos raske personer samt ved patologiske tilstande. (Kase 2005, Kase, Hashimoto & Okane 2003, Kase, Wallis & Kase 2003, Kase, Stockheimer 2006) BEGGE 3.1. Hypoteser Har kinesiotape en umiddelbar effekt på m. quadriceps femoris ved nedsat kraftudvikling unilateralt? Er der en ændret effekt af kinesiotapen på m. quadriceps femoris ved nedsat kraftudvikling unilateralt, ved påvirkning over 24 timer? BEGGE 3.2. Nulhypoteser - Der er ikke forskel mellem den maksimalt isometriske muskelstyrke i m. quadriceps femoris umiddelbart før og efter påsætning af kinesiotape. - Der er ikke forskel mellem den maksimalt isometriske muskelstyrke i m. quadriceps femoris umiddelbart før påsætning af kinesiotape og ved 24 timers opfølgning. - Der er ingen sammenhæng mellem brugen af kinesiotape og udvindingen af maksimal isometrisk muskelstyrke i m. quadriceps femoris ved personer med en styrkeforskel på over 5 %. - Der er ingen sammenhæng mellem forsøgspersonens opfattelse af effekten ved manuel påvirkning af lårets hud/underhud/fascie, og effekten af kinesiotape målt ved maksimal isometrisk muskelstyrke i m. quadriceps femoris påsat i samme retning - Der er ingen sammenhæng mellem, hvornår der kan spores styrkeforskel ved manuel testning over knæekstensionen og den procentvise forskel i maksimal isometrisk muskelstyrke i m. quadriceps femoris - målt i HUR Leg Extension/Curl maskinen. BEGGE 13

14 3.3. Begrebsafklaring Effekt: Kraftudvikling: Med effekt mener vi i denne opgave en målbar ændring eller forskel i præstationsniveauet målt i HUR Isometric Leg Extension/Curl unit. KA Den maksimale styrke eller MVC (maksimal voluntær kontraktion), som musklen kan udvikle i vores testmaskine. CM 14

15 4. Teoretisk rum 4.1. M. quadriceps femoris M. quadriceps femoris er legemets største muskel og den muskel, vi måler styrken på samt prøver at påvirke i vores forsøg. Som det høres på navnet, består musklen af fire hoveder (Fig. 4.1.). M. rectus femoris M. vastus medialis M. vastus lateralis M. vastus intermedius Fig M. quadriceps femoris med knogleudspring. (Kendall et al. 2005) 15

16 M. rectus femoris udspringer fra spina iliaca anertior inferior. Den bliver senet ca cm fra patella og hæfter på basis af patella. De andre 3 muskler udspringer fra femur via nogle aponeuroser og kan være ret svære at adskille ved udspringet. Hvad, der er mere interessant, er, hvor de hæfter. Mm. vastus medialis og lateralis løber, som navnene siger, lateralt og medialt på låret. De har begge senede snipper, som sidder fast på patellas sider og går ned og danner lig. patellae inferior, sammen med m. rectus femoris og m. vastus intermedius, og hæfter på tuberositas tibiae. M. vastus intermedius er den dybest liggende muskel. Den ligger under m. rectus femoris og hæfter sammen med m. rectus femoris på basis af patella. (Bojsen-Møller, Dyhre-Poulsen 2000) CM 4.2. Fysiologien bag muskelkontraktion Musklerne, eller nærmere betegnet skeletmuskulaturen, er den del af kroppen, som skaber bevægelse og udvikler styrke. De udgør hos langt de fleste mennesker % af den samlede legemsvægt. (Schibye, Klausen 2005) KA Skeletmusklerne tager deres udspring og hæfte fra forskellige knogler, og ved en ændring af deres længde, ved enten forkortning eller forlængelse (også kaldet koncentrisk og eksentrisk arbejde), påvirker disse knoglerne og skaber en bevægelse over det påvirkede led. En muskel kan på egen hånd kun skabe bevægelse ved koncentrisk arbejde (under forkortning) på baggrund af dennes opbygning. Arbejder musklen eksentrisk, er det ved at holde igen på et stykke arbejde, som f.eks., når man går ned ad trapper, bremser m. quadriceps femoris bevægelsen og arbejder dermed imod en forlængelse. Den maksimale kraft, vi kan udvikle i vores muskler, når vi forsøger at bevæge en ubevægelig genstand, er et mål for vores maksimale isometriske styrke. (Gjerset et al. 2005) Eksentriske, koncentriske og isometriske kontraktioner er de 3 forskellige former for arbejde, en muskel kan udføre. Hvor der, som nævnt, i den koncentriske og eksentriske kontraktion sker en bevægelse, er den isometriske kontraktion et statisk stykke arbejde som f.eks. at holde en oprejst stilling. (Bojsen-Møller 2006) CM Musklens opbygning Selve musklens opbygning kan sammenlignes lidt med et reb. En muskel består af en masse små og tynde muskelfibre, og hver af disse fibre er omgivet af bindevæv. Disse muskelfibre er samlet i fiberbundter, 16

17 kaldet fasciculi, som igen er omgivet af bindevæv, der dog er lidt kraftigere end det, som omgiver muskelfibrene. Fiberbundterne er endelig samlet i ét stort bundt, hvor det bliver bundet sammen af en bindevævshinde, samt forstærket af endnu et bindevævslag kaldet en fascie (Fig. 4.2.). Det er sådanne fascier, som omgiver m. quadriceps femoris, og sammen med det resterende bindevæv fra musklens indre danner dette en sene til udspring og tilhæftning på knoglerne. Indenfor muskelfascien findes også blodkar, der udgør et meget fint kapillærnet, som har til opgave at tilføre energi til musklen, forskellige nervetyper (motoriske, sensoriske og sympatiske), motoriske kendeplader samt muskeltene. (Schibye, Klausen 2005) KA Fig Opbygning af en muskel. (Schibye, Klausen 2005) Muskelfiberens opbygning En enkelt muskelfiber er utroligt tynd. Hos voksne er de ca mikrometer (1/20-1/10 mm) tykke (hos børn ned til 10 mikrometer, svarende til 1/100 mm), men de kan, afhængigt af hvilken muskel, strække sig fra få mm og op til ca. 45 cm i længden. (Schibye, Klausen 2005) Sarcolemma er navnet på den hinde, som omgiver hver enkelt muskelfiber, og indenfor sarcolemma består musklen bl.a. af mange små tynde proteintråde kaldet myofibriller, som strækker sig i hele musklens længde og igen bidrager til den reb-lignende opbygning. Hver enkelt myofibril består af en række små tynde og tykke proteintråde (myofilamenter), som danner et regelmæssigt mønster. De tynde filamenter består af proteinet actin samt to andre proteiner troponin og tropomyosin, mens de tykke filamenter består af proteinet myosin. Myosinfilamenterne er forbundet på tværs, gennem muskelfiberen af et stærkt 17

18 trådnet kaldet en M-linie, som holder myosinfilamenterne fastbundet i det regelmæssige mønster (Fig. 4.3.). Det samme gør sig gældende for actinfilamenterne, som er bundet sammen på samme måde i en Z- membran. Denne opbygning gør, at actin- og myosinfilamenterne strækker sig ind mellem hinanden, og giver mulighed for binding imellem hinanden. Det er denne binding mellem actin- og myosinfilamenterne, som er den væsentlige i den nuværende teori om, hvordan en muskelkontraktion skabes. (Schibye, Klausen 2005) Fig (Schibye, Klausen 2005) I lysmikroskop kan man se nogle forskellige bånd-ligende strukturer på tværs af muskelfiberen. Det skyldes, at actin og myosin har forskellig brydning af lyset så de steder, hvor der kun findes actin, fremstår lyse (kaldet I-bånd), og de steder, der også findes myosin, fremstår mørke (kaldet A-bånd). I midten af hvert A- bånd findes et område, hvor kun myosin er til stede, dette område kaldes for H-zonen. Det er denne opbygning, som er grundlæggende for, at skeletmuskulaturen også benævnes tværstribet muskulatur. (Schibye, Klausen 2005) KA Muskelfiberens kontraktion For at vide hvad der menes med nedsat kraftudvikling, må vi have en forståelse af, hvad kraftudvikling rent faktisk er, og hvordan det finder sted. 18

19 Når muskelfiberen kontraheres, vil man se, at Z-membranerne trækker sig tættere sammen. Dette, samt at A-båndets længde forbliver uændret, mens I-båndet og H-zonen formindskes eller helt forsvinder, har ledt forskere frem til sliding filament -teorien. Teorien går ud på, at actin og myosinfilamenterne reagerer med hinanden, og at der dermed opstår trækkræft i muskelfiberen. (Schibye, Klausen 2005, Gjerset et al. 2005) Fig (Schibye, Klausen 2005) Actinfilamenternes grundsubstans er små snoede kæder af det runde protein, actin. Myosinfilamenterne, som er de tykke filamenter, er opbygget af myosinmolekyler, som består af et todelt hoved og en lang hale (Fig. 4.4.). Myosinmolekylerne i hver ende af opbygningen er spejlet i forhold til hinanden, så hovederne vender væk fra hinanden, og halerne vender ind mod M-linien. Denne opbygning tillader at myosinhovederne kan danne små aktive tværbroer med actinfilamenterne ved en såkaldt nikkebevægelse og derigennem skabe en kontraktion af musklen med forkortning af netop i-båndet og H-zonen, uden at længden på A-båndet ændres. Selve energien i en enkelt nikkebevægelse er utroligt lille, men da myosinhovederne danner tværbroer asynkront, er det muligt for hvert enkelt hoved at gentage denne nikkebevægelse flere gange, og den samlede kontraktion af musklen bliver betydelig. (Schibye, Klausen 2005) Tiden, som går, mellem et myosinhoved kobles til actin, og til denne kobling finder sted næste gang, kaldes en tværbrocyklus. Denne tværbrocyklus kræver tilstedeværelse af ATP (en kemisk binding, indeholdende energi). Det, der sker, for at tværbrodannelsen i første omgang kan brydes, er, at der tilkobles ATP til myosinhovedet, og dette slipper actinfilamentet. Det nu energirige myosinhoved kobles på ny til actinfilamentet, idet ATP-molekylet spaltes til ADP + P. Når tværbrodannelsen er sket, frigives energien fra spaltningen, og ADP + P frigives. Det er dette, som fremkalder myosinhovedets nikkebevægelse. Når nikkebevægelsen er sket, er myosinhovedet atter klar til en ny cyklus. (Schibye, Klausen 2005, Gjerset et al. 2005) KA 19

20 Længde spændingsforhold i musklen I opbygningen af actin- og myosinfilamenterne, findes også en elastisk komponent, som holder hele strukturen samlet, så den forbliver på plads. Dette er et protein, som hedder titin, og det virker foruden som bindetråd mellem actin og myosin også som en elastik, når musklen bliver strukket ud. Det bevirker, at foruden den spænding, som kan udvikles af tværbrodannelsen, også er en elastisk komponent, som hjælper til at udføre en muskelkontraktion, hvis musklen er på stræk. Kigger man på en bevægelse som knæekstension, vil det sige, at den elastiske komponent er størst ved fuld knæ-fleksion (og hofteekstension), men det er ikke i denne situation, vi kan udvikle mest kraft. Dette skyldes, at actin- og myosinfilamenterne bliver trukket væk fra hinanden, og dermed er det kun de yderste af filamenterne, som kan nå, og muligheden for tværbrodannelse er lille (Fig Fig. 4.6.). Fig Aktiv spændingsudvikling i en muskelfiber. (Schibye, Klausen 2005) Omvendt er det sted, hvor der er bedst mulighed for tværbrodannelse, ved en længde på 110 % i forhold til den afslappede muskel. Dette betyder i realiteten, at hvis en muskel forkortes yderligere, vil actinfilamenterne folde ind over hinanden og dermed begrænse muligheden for tværbrodannelser (Fig. 4.3.). (Schibye, Klausen 2005) Måler man den energi, som en hvilende muskelfiber kan udvinde i forhold til dens længde, fremkommer den såkaldte længdespændingskurve (Fig. 4.4.). Ud fra denne kurve kan man finde ud af, under hvilke forhold en muskel kan udvikle mest mulig kraft. Relevant for vores forsøg er det at finde ud af, hvornår man 20

21 udvikler mest kraft over knæekstension i siddende stilling, hvilket er med 90 fleksion i hoften, og 70 fleksion i knæet. (Bojsen-Møller 2006) CM Fig Længde-spændings diagram. Kurve I (-) = den hvilende muskelfibers længdespændingskurve. Kurve III (-) = kurven over den tetaniserede muskelfibers isometriske spændings-maxima. Kurve II (-) = kurve over den aktive spændingstilvækst i muskelfiberen fra hvile til tetanus ved forskellige længder af muskelfiberen. (Schibye, Klausen 2005) 4.3. Teoretisk effekt af kinesiotape Ifølge opfinderne bag kinesiotapen har denne flere forskellige effekter og anvendelsesmuligheder. De beskrives oftest som 4 overordnede effekter. De 4 overordnede effekter, beskrevet i teorien (Kase 2005, Kase, Hashimoto & Okane 2003), er at: 1) Forbedre cirkulation af blod og lymfe Denne effekt forklares ved, at tapen løfter hud og underhud og dermed giver mere plads til det underliggende væv samt blod- og lymfebaner (fig. 4.7.). (Kase 2005) Yderligere forklares det også ud fra, at det indvirker på muskelfunktionen og giver øget ROM, hvilket faciliterer til øget venepumpeaktivitet og lymfatisk tilbageløb. 21

22 Fig Kinesiotape, med løft af underliggende væv. (Kase 2005) I sidste ende siger teorien også, at via det øgede lymfatiske tilbageløb og øget blodgennemstrømning fjernes overskydende varme og kemiske substanser fra det skadede væv og dermed reducerer inflammation og smerte. (Kase, Hashimoto & Okane 2003) 2) Reducere smerte Ved påføring på et afficeret område påstås tapen at smerteinhibere. Teorien er usikker på, hvorfor dette sker, men det forklares delvist ud fra at aktivere det endogene analgetiske system og aktivere Gate Control -mekanismen, delvist ud fra den normaliserede muskelfunktion delvist ud fra, at den øger ROM og delvist ud fra at fjerne eller mindske inflammation. (Kase, Hashimoto & Okane 2003) 3) Korrigere led-problemer Ved at normalisere muskeltonus og abnormaliteter i fascien i og omkring ledet samt at tilpasse alignment i selve ledet siger teorien, at tapen derigennem kan øge ROM, reducere smerter, reducere inflammation, og dermed opnår man en god effekt i rehabiliteringen af et påvirket led. (Kase, Hashimoto & Okane 2003) 22

23 Hvis der er opstået malalignment på baggrund af muskelspasmer eller forkortning i de lokalt stabiliserende muskler, siges tapen at påvirke muskeltonus og derigennem opnå en korrekt alignment i ledet igen. (Kase, Hashimoto & Okane 2003) 4) Normalisere og støtte muskelfunktion Teorien siger, at tapen kan normalisere forholdene i en muskel alt efter, hvilken påsætningsmetode som anvendes. Dette beskrives ved, at tapen både kan facilitere en svag muskel samt inhibere en overaktiveret muskel. Yderligere siger teorien, at den kan reducere muskeltræthed, reducere kramper og mulige skader på musklen, øge ROM samt give smertelindring. Det beskrives at have den sammenhæng, at bliver muskeltonus normaliseret, undgår eller mindsker man kramper og mulige skader på musklen, og derigennem øges ROM. (Kase, Hashimoto & Okane 2003) Baggrunden bag vores forsøg er at teste den 4. og sidste påstand om normalisering og støtte af muskelfunktion. KA 4.4. Teknikker til påsætning Nu har vi talt om, hvad kinesiotape-teoretikerne siger om effekten af tapen. Men med hvilke metoder og teknikker får man så den ønskede effekt? Vi må også finde ud af, hvilke(-n) påsætningsmetode(-r) vi skal benytte i vores forsøg. Der er to faktorer, man skal tage hensyn til, inden man begynder at sætte tapen på. Først skal man evaluere patientens tilstand. Det er vigtigt at tænke over, om ens patient reelt vil have nogen glæde af, at man påsætter tape på deres krop. Herefter skal man finde den rigtige teknik, som skal bruges. Der er en række muligheder, man skal vurdere og vælge imellem. (Kase, Wallis & Kase 2003) CM Anvendelse og påsætning af tapen Ud fra de forskellige teoretiske effekter er der udviklet 7 forskellige teknikker til anvendelse og påsætning af tapen (Kase 2005, Kase, Wallis & Kase 2003). Disse forskellige teknikker er: 1) Muskelteknik Muskelteknikken er afhængig af, hvilken retning man påsætter tapen. Her skelnes mellem påsætning af tapen fra muskeludspring til insertion og påsætning fra insertion til udspring. 23

24 Dette er den ene af de 2 teknikker, som vi benytter os af i vores forsøgsopstilling. For at opnå en faciliterende effekt af tapen, skal denne påsættes fra udspring til insertion af musklen, og for en inhiberende effekt af musklen skal tapen påsættes fra insertion til udspring. Tapen påsættes med musklen placeret i en forlænget stilling, med et anker i hver ende, og med let til moderat stræk, %, på tapen. Dette anker er et stykke af tapen (ca. 5 cm) som skal lægges på uden stræk og fæstnes godt, inden der bliver lagt stræk på den videre tape. (Kase 2005, Kase, Stockheimer 2006) Når tapen bliver fremstillet på fabrikken, er det allerede her med ca. 25 % stræk, så det bedst bevarer sine elastiske egenskaber. Det er derfor meget let stræk, som skal på tapen. Dette lette stræk er brugt til at give let stimulation samt at støtte musklen med korrektion og assistance i kontraktionen. (Kase, Stockheimer 2006) 2) Mekanisk korrektion, Recoiling Her benyttes tapens elastiske egenskab til at hjælpe i en bevægelse. Den kan benyttes med den mængde stræk, som terapeuten finder relevant. Det kan benyttes ved at bruge 1) basen af en Y-strip, til at yde træk 2) halerne på en Y-strip til at yde træk, eller 3) strækket i midten af en I-strip. 3) Fascia korrektion, Holding Den anden applikationsteknik, som vi benytter i vores forsøgsopstilling er Fascia korrektions - teknik. Fascie korrektions-teknikken benyttes til at samle eller flytte på fascien for at skabe alignment mellem det underliggende væv. Før påsætning testes manuelt ved at flytte fascien i forskellige retninger og se efter en positiv effekt. Efterfølgende benyttes tapen til at skabe denne påvirkning af fascien ved at fæstne basen i den side af fascien, man ønsker denne trukket, og derefter strække tapen moderat, %, og påsætte over det område, man ønsker påvirket. 4) Space korrektion, Lifting Denne teknik benyttes for at aflaste det underliggende væv, ved f.eks. en fibersprængning eller et område med smerte eller inflammation. Enten kan man manuelt samle vævet og benytte tapen til at holde vævet samlet, man kan benytte Fascia korrektions -teknikken, eller man kan benytte de elastiske kvaliteter i tapen til at trække og holde vævet samlet. 24

25 5) Ligament / sene teknik, Pressure Tapen strækkes % og til tider helt op imod 100 % for at opnå en mekanisk støttende effekt over f.eks. et ruptureret ligament. Den elastiske egenskab benyttes til at aflaste det skadede eller svage ligament eller sene. 6) Funktionel korrektion, Spring Her benyttes tapens elastiske egenskab til at give et sensorisk stimuli ved at strække tapen moderat til fuldt, %, til at assistere eller begrænse en funktionel bevægelse. Det øgede mekanoreceptoriske stimuli menes, at facilitere til større styring og parathed i enden af bevægelsen. 7) Lymfeteknik, Channeling Benyttes til at drænere et område og kanalisere overskydende væske i en bestemt retning. Basen placeres i den retning, man ønsker at drænere til, altså området tættest på lymfeknuderne. Derefter placeres tapen i et vifteformet mønster, med ingen til meget let, 0 15 %, stræk, hen over det ødematøse område. (Kase, Wallis & Kase 2003) CM Selve tapen og applikationen Der er en række specielle måder, tapen kan klippes på for at opnå den ønskede effekt og for at påvirke enten så stort et område som muligt eller præcis det ønskede område. De forskellige klip anvendes også til at optimere effekten af tapen i forskellige henseender. (Kase, Wallis & Kase 2003) Den mest brugte er en Y -form. Den bliver typisk brugt til at placere omkring en muskel til enten at facilitere eller inhibere musklen. Man klipper ned i midten fra den ene ende, så man danner et Y. I - formen kan blive brugt i stedet for en Y -form eller ovenpå. Den bliver også brugt, hvis der er en muskelskade, og tapen placeres så direkte ovenpå musklen. En X -form bliver brugt hvis man vil ændre angrebspunktet på en muskels sene. Man klipper ned igennem midten fra begge ender af tapen, så den kommer til at ligne et X. Herefter placerer man midten af tapen, hen over det belastede sted på senen eller musklen. Man sætter stræk på den midterste 1/3 af tapen, og enderne bliver lagt på uden stræk. 25

26 Vifte -formen bliver typisk brugt til lymfe drænage. Her klipper man den ene ende ud i 4 (eller flere) små snipper og spreder dem, så de kommer til at ligne en vifte. Det bliver placeret over området, mens vævet er på stræk. Man kan vælge at tilsætte et lille stræk på tapen på ca %. (Kase, Wallis & Kase 2003) Man kan benytte en web -form til mere lokale hævelser som f.eks. hæmatomer (Kase, Stockheimer 2006). Man klipper midten af tapen i 4-8 strips, mens enderne forbliver hele. Man sætter vævet på stræk og placerer midten over ødemet eller hæmatomet, og enderne placeres uden stræk. En donut -form bruges til ødembehandling i sports-specifikke områder, f.eks. over albuen eller på siden af anklen over malleolen. Man laver et hul i midten af tapen, sætter vævet på stræk, og tapen på % stræk med enderne uden stræk. (Kase, Wallis & Kase 2003) Inden man påsætter tapen, skal man sørge for, at huden ikke er fugtig fra sved, olie eller fugtighedscreme. Ligeledes skal der ikke være for mange hår i området, specielt hvis det er et område, hvor tapen skal løfte og folde huden. (Kase, Wallis & Kase 2003) Tapen vil typisk kunne sidde på i 3-4 dage. Den kan tåle vand og bliver dermed siddende selv under idræt. (Kase, Wallis & Kase 2003) CM 26

27 5. Metode og Materiale 5.1. Studiedesign Vi har valgt at opstille vores forsøg som et kontrolleret, ikke-randomiseret forsøg. Dette valgte vi ud fra, at vi mente, dette design passede bedst til vores formål. Målgruppen gav ikke mulighed for randomisering, da vi ikke vidste, hvor mange deltagere vi ville kunne få fat i, samtidig med at det logistisk ikke ville være muligt, da vi valgte at teste på studerende fra University College Lillebælt. KA Grunden til, at vi sigtede efter et randomiseret klinisk forsøg, var, at et randomiseret forsøg udgør en højere evidensgrad end et ikke randomiseret forsøg. (Juul 2004) CM I modsætning til et korrelations-design, som er den ene type af overordnet, videnskabeligt design, blev vores forsøg udviklet som et eksperimentelt design, hvilket er den anden overordnede type design. Et eksperimentelt design tester en sammenhæng mellem 2 variabler. Den mest enkle måde at finde ud af dette på er ved at ændre en enkelt variabel og se, om dette giver nogen ændring i resultatet. (Hicks 2004) Vi har valgt at opstille vores forsøg som et different-subject design, da vi fandt, at denne design-type passede bedst til at svare på vores problemstilling med færrest mulige testpersoner. Grunden til, at vi ikke valgte et matched-subject eller same-subject design, var, at i et matched-subject design er det vigtigt at identificere den variabel, som man vil måle på, og ellers finde en kontrol-person, som ligner testpersonen på så mange vigtige parametre som muligt, da dette ellers kan influere i resultatet af forsøget (Hicks 2004). Disse parametre er i vores forsøg lokaliseret til køn, alder, BMI, aktuelle skader, aktivitetsniveau og styrkeudvikling. Og da styrkeudviklingen nok er det vigtigste parameter, mente vi, at det ikke ville være logistisk muligt at matche vores testpersoner. Same-subject design blev fravalgt, da det ville kræve, at vi havde rådighed over vores testpersoner i en længere tidsperiode, for så skulle de gennemgå både en periode med tape og en uden, og yderligere ville vi ikke være sikre på, at de kunne sammenlignes, da træthed kunne influere på resultatet. KA I vores opstilling valgte vi at benytte os af testpersonernes stærkeste ben som kontrolben ud fra den fundne litteraturs udsagn om, at en forskel benene imellem på op til 5 % er indenfor 1 standard deviation (Hunter, Thompson & Adams 2000), og dermed benytter vi os af et different-subject design. Vi valgte at arbejde ud fra opstillingen af nulhypoteser. Dette har vi gjort, da formålet med en nulhypotese er at afvise en sammenhæng mellem de opstillede variabler frem for at bevise, at der er en sammenhæng. (Hicks 2004) 27

28 Fordelen ved at arbejde ud fra en nulhypotese er, at man som forsker går ud med en indstilling om, at man skal forsøge at påvise, at der ikke er sammenhæng mellem variablerne. Det betyder, at kan man afvise en nulhypotese, altså at der er en sammenhæng mellem variablerne, så udgør det et mere pålideligt resultat, end hvis man bekræfter en hypotese om, at der er en sammenhæng. (Hicks 2004) CM 5.2. Litteratur søgning Vi har valgt at søge efter relevante artikler og litteratur i følgende databaser: PubMed CINAHL PEDro Fysio.dk PubMed På Pudmed fandt vi de fleste artikler, som vi har anvendt i vores opgave. Vi startede helt fra begyndelsen med at søge, uden limits, på kinesio og tape kombineret med AND, for at grundlægge, hvilken evidens der findes omhandlende kinesiotape. Den søgning gav os 6 artikler, så vi valgte ikke at sætte nogen limits på vores søgning. I stedet prøvede vi at ændre søgeordene så vi søgte på elastic og tape, kombineret med AND. Det gav os 64 artikler. Efter at have skimmet alle artiklerne igennem kunne vi konstatere, at der ikke var nogen yderligere artikler, som handlede om elastisk tape eller kinesiotape. Vi har også haft behov for at søge på dominant, dominance, non-dominant, unilateral, leg, strength og isometric, kombineret med AND og OR, for at finde artikler omhandlende styrkeforskellen på dominant og ikke-dominant ben. Dette gjorde vi for at kunne fastlægge en grænse for inklusion og eksklusion af vores testpersoner. På de søgeord fandt vi frem til en relevant artikel. Denne søgning blev også foretaget på Google og fandt yderligere en relevant artikel. PEDro Vi forsøgte os med samme søgestrategi i PEDro på kinesio, tape og elastic kombineret med AND og OR. Desværre kunne vi konstatere det samme som i PubMed-søgningen med elastic og tape, nemlig at ingen af artiklerne omhandlede brugen af elastisk tape. 28

29 CINAHL Vi benyttede os af den samme søgestrategi med kinesio, tape og elastic kombineret med AND og OR, og fandt 4 artikler. Ud af disse fandt vi 1 relevant artikel, som vi kunne bruge. Fysio.dk På fysio.dk gjorde vi det lidt anderledes. Vi valgte at søge på bachelor projekter, som havde brugt kinesiotape, med søgeordet kinesio, og det lykkedes os at finde 3 projekter, som omhandlede kinesiotape. Andre Yderligere har vi ledt igennem litteraturlisterne på de fundne relevante artikler samt i de tidligere bacheloropgaver for andre artikler, som ikke blev fundet via PubMed, CINAHL, PEDro eller fysio.dk. Der blev på baggrund af de tidligere bacheloropgavers litteraturliste, foretaget en søgning på kinesiotapings officielle hjemmeside for yderligere videnskabelige artikler. Af de artikler vi har fundet omhandlende kinesiotape, har vi efter søgning via netværk og bibliotek på University College Lillebælt og Syddansk Universitet fundet alle relevante med undtagelse af én. For at sikre kvaliteten af de fundne artikler omhandlende kinesiotapens effekt, har vi ratet dem ved hjælp af PEDro scale (Bilag 1). 7 artikler blev ratet ud fra den fulde artikel, og 1 ratet ud fra abstract (Slupik et al. 2007). Vi har valgt at ekskludere artikler, som scorer under 4 point i PEDro-scale. (Fig. 2.2.) KA 5.3. Beskrivelse af målgruppen I følgende afsnit vil vi beskrive udvælgelsen af testpersoner, hvilke inklusions- og eksklusionskriterier vi har opstillet, samt selve målgruppen. For at rekruttere testpersoner til vores forsøg valgte vi at opsætte et opslag på University College Lillebælt. Opslaget opfordrede alle med interesse for vores projekt til at deltage. Vi ønskede at få fat på personer uden knæproblemer, og med en styrkeforskel på over 5 % benene imellem. Da vi var usikre på, hvor stor en gruppe af disse, vi kunne finde, valgte vi at inkludere så mange som muligt til at blive testet. Vi nåede at teste 40 personer i løbet af de 3 uger, vi kørte forsøget. Ud af disse 40, var der 20, som havde en 29

30 styrkeforskel i benene på over 5 %. Ud af disse 20 gennemførte 18 personer forsøget (Bilag 2). 10 af de 20 testpersoner blev inkluderet i det endelige forsøg, da de var uden skader eller smerter i knæet. Af de 10 inkluderede personer, gennemførte 9 af testpersonerne forsøget, og den sidste frafaldt pga. udeblivelse i forhold til Follow-up. Dette giver en fuldførelsesprocent på 90 %. Ud af de 9 som gennemførte forsøget, er vores data med alder, køn, højde og vægt fordelt på denne måde (Tabel ): Mænd Laveste Højeste Middel Kvinder Laveste Højeste Middel Højde ,8 Højde ,3 Alder ,2 Alder Vægt ,4 Vægt Tabel 5.1. Tabel 5.2. Vi valgte ud fra vores indledende forsøg samt ud fra vores oprindelige idé om at teste raske personer med forskel i benstyrken unilateralt at ekskludere personer med: - Styrkeforskel, i forhold til modsatte ben i m. quadriceps femoris på under 5 % - Tidligere operationer af ét eller begge knæ - Aktuelle skader i knæregionen - Smerter i løbet af én eller flere tests - Folk som ikke ønskede at deltage af blufærdighedsgrunde Inklusionskriterierne var: - Styrkeforskel i forhold til modsatte ben i m. quadriceps femoris på over 5 % - Personer uden aktuelle skader i knæ, eller tidligere knæopereret. CM 5.4. Måleredskaber HUR Isometric Leg Extension/Curl unit I 2006 flyttede Fysioterapeutskolen i Odense til nye faciliteter, og i den forbindelse blev der indkøbt nyt testudstyr til brug i uddannelsen. Research Line Leg Extension / Curl unit RL1 (Billede 5.3.) var én af de indkøbte maskiner. Den kan bruges til at måle isometrisk styrke, samt træne ekstension og fleksion over knæet med en modstand op til 100 kg med pneumatisk modstand. 30

31 Den tilhørende manual oplevede vi som mangelfuld, og mange af de ting, vi fandt ud af, har vi selv måttet arbejde os frem til. Til selve maskinen benyttede vi en HUR Performance Recorder 9200 (HUR-PR) og tilhørende software Performance Recorder 9100 Analysis Software v 2.04 for at kunne foretage de målinger, vi ønskede at benytte i vores projekt. The HUR Labs Research Line Leg Extension / Curl unit represents the state of the art in Muscular Performance Testing. High - accuracy strength and angle sensors measure performance output during dynamic movement. (HUR Labs Oy) HUR-PR er en måler, som kan tilsluttes og dermed registrere den styrke, som bliver udviklet i en HURmaskine. Måleren kan benyttes direkte med én af HUR-maskinerne, men kan også tilsluttes en computer med Performance Recorder 9100 Analysis Software, og dermed fremkommer en grafisk afbildning af den kraftudvikling, som foretages. For at kunne benytte HUR-PR, skal denne være kalibreret. Tidligere bachelorprojekter (Korsholm, Lund 2008, Lisberg, Hansen 2007) har valgt at kalibrere maskinen ved at hænge en vægt i måleren. Vi har derimod valgt at kalibrere under andre forhold, da vi mener, at de fremkomne resultater vil være mere troværdige ved kalibrering i selve test-maskinen. Dette kommer ikke til at betyde noget for selve målingernes indbyrdes forhold men udelukkende for den numeriske værdi, som fremkommer på skærmen som udtryk for MVC. Kalibreringen foregik ved at tilslutte load cell -delen af HUR-PR til HUR Isometric Leg Extension/Curl unit og indstille trykpuden til en 420 vinkel, da dette svarer til den direkte påvirkning af tyngdekraften på vægtstangsarmen. Der benyttes en sandsæk på 8,2 kg til at kalibrere maskinen, da producenten anbefaler, at der kalibreres med ca. 10 % af den forventede belastning (Lisberg, Hansen 2007). Sandsækken placeres på trykpuden, maskinen bliver kalibreret i denne stilling, og sandsækken fjernes. Efterfølgende placeres sandsækken igen på trykpuden, og måleren aflæses til 8,2 kg, hvilket fortæller, at maskinen er kalibreret korrekt. HUR Isometric Leg Extension/Curl unit er en maskine, som fungerer ved hjælp af et lufttryksystem, som kan bruges til modstand. Dette gør maskinen brugbar for isoleret dynamisk træning af m. quadriceps femoris og hasemuskulaturen. HUR maskinen har også en anden funktion. Den er et godt måleredskab for MVC eller RFD. Til disse målinger kræver det, at man tilslutter HUR-PR. 31