EUROPA-PARLAMENTET. til Udvalget om Udvikling og Samarbejde

Transkript

1 EUROPA-PARLAMENTET Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi 22. maj 2002 UDTALELSE fra Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi til Udvalget om Udvikling og Samarbejde om handel og udvikling med henblik på udryddelse af fattigdom og fødevaresikkerhed (INI/2001/2175) Rådgivende ordfører: Philippe A.R. Herzog AD\ doc PE

2 PE /7 AD\ doc

3 PROCEDURE På mødet den 18. december 2001 valgte Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi Philippe A.R. Herzog til rådgivende ordfører. På møder den 26. februar, 25. marts og 22. maj 2002 behandlede udvalget udkastet til udtalelse. På sidstnævnte møde vedtog det enstemmigt nedenstående konklusioner. Til stede under afstemningen var: Carlos Westendorp y Cabeza (formand), Peter Michael Mombaur og Yves Piétrasanta (næstformænd), Philippe A.R. Herzog (rådgivende ordfører), Nuala Ahern, Sir Robert Atkins, María del Pilar Ayuso González, Guido Bodrato, David Robert Bowe, Massimo Carraro, Gérard Caudron, Giles Bryan Chichester, Willy C.E.H. De Clercq, Concepció Ferrer, Francesco Fiori, Christos Folias, Glyn Ford, Michel Hansenne, Hans Karlsson, Bashir Khanbhai, Bernd Lange, Werner Langen, Caroline Lucas, Marjo Matikainen- Kallström, Eryl Margaret McNally, William Francis Newton Dunn, Angelika Niebler, Reino Paasilinna, Paolo Pastorelli, Elly Plooij-van Gorsel, Samuli Pohjamo, Godelieve Quisthoudt- Rowohl, Paul Rübig, Konrad K. Schwaiger, W.G. van Velzen, Alejo Vidal-Quadras Roca, Dominique Vlasto, Anders Wijkman, Myrsini Zorba og Olga Zrihen Zaari. AD\ doc 3/7 PE

4 KORT BEGRUNDELSE Inden for det sidste kvarte århundrede er der blevet indført en næsten generel åbenhed i forhold til verdenshandelen, men ulighederne er blevet forværret. BNI pr. indbygger i de mindst udviklede lande udgjorde 10% i forhold til de rige lande (i købekraftparitet) i 1970, men 6% i Antallet af mindst udviklede lande er blevet fordoblet, og kun Botswana har forladt denne kategori. I verden som helhed, ekskl. Kina, er antallet af personer, som lever i absolut fattigdom, blevet forhøjet i 90'erne. Argumenterne om, at en liberalisering af handelen går forud for en effektiv integration i verdenshandelen, og at dette nødvendigvis medfører økonomisk vækst og mindre fattigdom, er blevet modbevist af kendsgerningerne. Skævhederne i de undersøgelser, denne antagelse var baseret på, understreges i dag af talrige økonomer inden for de internationale institutioner (f.eks.: UNCTAD, Verdensbanken). Når landene i Sydøstasien, Kina og Indien så hurtigt er blevet integreret i verdensmarkedet, er det resultatet af udviklingspolitiske strategier, som er forankret i den nationale og regionale realitet. Disse lande har anvendt heterodokse politikker (offentligt eje af talrige industri- og banksektorer, høje toldsatser, eksportstøtte, anvendelse af nye teknologier uden hensyntagen til patenter, forpligtelse til nationalt indhold, ingen overdreven specialisering). De har ganske vist knyttet vækst og åbning sammen, men har først på begyndt liberaliseringen af samhandelen og den finansielle sektor efterfølgende og under fuld kontrol. Politikkerne har været uensartede, og der har ikke været nogen "bedste praksis", som kunne tjene som model. Når det er sagt, synes evnen til at føre nationale vækstpolitikker at være vigtig og en forudsætning for en vellykket liberalisering. Men selv om den positive forbindelse mellem åbning og vækst synes at være velfunderet, er forholdet mellem vækst og mindre fattigdom ikke indlysende. To lande med samme BNI/indbygger kan have vidt forskellige andele af fattige. Som nobelpristageren A. Sen har påvist, er fattigdom en kapacitetsbegrænsning, som ikke kan tilskrives indkomstkriteriet alene (leve for mindre end 1$ pr. dag), men som også vedrører andre kriterier, som adgang til essentielle offentlige goder (uddannelse, sundhed ), adgang til et ordentligt arbejde, deltagelse i det sociale liv og sikkerhed. Derfor berører den reelle fattigdom i vid udstrækning kvinder og børn og er fortsat massiv i lande med stor vækst som Indien; den er blevet fordoblet i "omstillings"lande i Østeuropa og Centralasien. Det vedrører med andre ord ikke blot Afrika syd for Sahara og andre mindst udviklede lande. Efter at have været udsat for voldsom kritik begynder de internationale institutioners politik at være baseret på en mere righoldig og omfattende opfattelse af forbindelserne mellem handel, udvikling og fattigdom. I Doha-agendaen kan man glæde sig over, at visse WTO-bestemmelser tages op og at teknisk bistand og undtagelsesbestemmelser for visse mindst udviklede lande kommer til at spille en rolle i lighed med målsætningerne for en forbedret adgang til markederne. I 1999 lancerede de internationale institutioner en stor kampagne med henblik på at halvere antallet af fattige inden 2015; der bliver i mindre grad krævet strukturelle tilpasninger for at få støtte, og støtten begynder i stigende grad at fremme politikkerne for social udvikling. I det såkaldte "Monterrey-konsensusdokument" understreges nødvendigheden af et diversificeret tilbud og civilsamfundets deltagelse. PE /7 AD\ doc

5 Men det bliver ikke nemt at sikre sammenhæng mellem målsætninger og handlinger samt en tilpasning til de reelle behov. Enhver kan se, at der er en alvorlig mangel på finansiering, navnlig med henblik på styrkelse af kapaciteten, og at forslagene til udvikling af de mindst udviklede lande har svagheder. I denne udtalelse stiller vi visse forslag med henblik på at: - de handelsmæssige bestemmelser og handelspolitikken i højere grad kommer til at svare til målsætningerne for udvikling og bekæmpelse af fattigdommen, - de finansielle politikker i højere grad bringes i overensstemmelse med kravene om kommerciel integration og udvikling. KONKLUSIONER Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi opfordrer Udvalget om Udvikling og Samarbejde, som er korresponderende udvalg, til at optage følgende i det beslutningsforslag, det vedtager: 1. mener, at udviklingsagendaen skal prioritere bistand til de mindst udviklede lande til opbygning af en kapacitet for diversificeret udbud, således at landbefolkningen kan så eller udforme, høste eller fremstille, forarbejde eller afslutte, oplagre, udbyde og emballere landbrugsafgrøder eller kommercielle produkter for at opnå en effektiv adgang til markederne i nord; glæder sig over Kommissionens "Anything But Arms"-initiativ og anmoder om en hurtig evaluering og eventuelt udvidelse; 2. agter derfor at styrke særbehandlingen og den differentierede behandling af specifikke lande og regioner for at fremme deres landbrugvirksomheder og SMV'er og udvikle produkter med stor værditilvækst, der lever op til de nordlige markeders krav, og som først skal ophøre, når der kan påvises effektive resultater; 3. mener, at udviklingsprogrammer og politikker skal evalueres for at fastslå indvirkningen på fattigdomsområdet; 4. kræver, at målsætningerne for den faglige bistand kommer til at indeholde en styrkelse af udbudskapaciteterne, oprettelse af regionale fællesmarkeder, og udligning for tab af toldindtægter i de mindste udviklede lande, herunder navnlig provenutab i forbindelse med afgifter på importerede rå- og hjælpestoffer og eksportafgifter på slutprodukter i de lande, hvor varerne produceres, samt bistand til uddannelse af de personer, der deltager i WTO og tilsvarende forhandlinger på de mindst udviklede landes vegne; 5. anmoder medlemsstaterne og EU om at bekræfte deres løfte om at forhøje bevillingerne til faglig bistand og kapacitetsopbygning og gøre den handelsrelaterede faglige bistand og kapacitetsopbygning mere synlig og effektiv; 6. kræver, at fremme af kapacitetsopbygningen i højere grad skal optimere og ikke erstatte en videreførelse og udvidelse af udviklingsressourcerne; 7. anser det for nødvendigt at fremme udviklingen af små virksomheder og kooperativer ved at lette adgangen til lån og bistand til uddannelse og afsætning af produkter; 8. går ind for faglig bistand og kapacitetsopbygning i en multilateral ramme; understreger, at AD\ doc 5/7 PE

6 referencegrundlaget for den integrerede ramme for handelsrelateret faglig bistand skal nydefineres af effektivitetshensyn for at etablere et egentligt samarbejde mellem agenturer og skabe forudsætningerne for, at udviklingslandene kan knytte faste forbindelser og udvikle en reel evne til at tage initiativer, så de selv kan formulere deres behov over for agenturerne, evaluere og ændre dem, efterhånden som deres institutionelle kapacitet bliver etableret og oplysningerne om programmerne for faglig bistand og kapacitetsopbygning udbredes; 9. anmoder om, at der indføres særskilte instrumenter til fremme af fair handel og at enhver hindring herfor fjernes; 10. opfordrer WTO til at spille en rolle i det internationale program til fattigdomsbekæmpelse: - ved at fastslå, at hverken tvangsarbejde eller manglende anerkendelse af de grundlæggende sociale rettigheder i ILO-erklæringen af 1998 er en acceptabel komparativ fordel, - ved at forhandle om handelsrelaterede sociale foranstaltninger, herunder navnlig faglige bistandsprogrammer til fordel for befolkninger, der er særlig ramt af liberaliseringens konsekvenser, - ved at inddrage spørgsmålet om vandrende arbejdstagere i forhandlingerne om tjenesteydelser; 11. kræver initiativer til bekæmpelse af finansielle svagheder: - fornyet behandling af forbeholdene i tilknytning til GATS, - fastlæggelse af regler i forbindelse med statsbankerot herunder private interessers ansvar, - undersøgelse af Stiglitz-forslaget om at tilskynde til direkte udenlandske investeringer i de mindste udviklede lande; 12. anmoder om, at det overvejes, hvorledes EU og industrilandene kan samarbejde i partnerskab om at sikre gensidig energisikkerhed i de kommende tiår; 13. kræver præcise forpligtelser fra medlemsstaternes og EU's side med henblik på at øge midlerne til faglig bistand og udviklingsbistanden, men også med henblik på at forbedre effektiviteten herunder navnlig ved hjælp af samarbejde omkring offentlige goder og teknologioverførsler og med henblik på at bekæmpe den skattemæssige dumping, som de mindste udviklede lande er udsat for; 14. mener, at det er nødvendigt at fremme foranstaltninger til støtte for anvendelsen af avanceret teknologi, navnlig inden for hygiejne, behandling af vand, behandling og genbrug af affald, kunstvanding i lille målestok og traditionelle håndværk; 15. kræver, at EU's holdning i forbindelse med de fremtidige WTO-forhandlinger om investeringer kommer til at omfatte spørgsmålet om øgede direkte udenlandske investeringer i de mindst udviklede lande og foranstaltninger til bekæmpelse af den afgiftsmæssige dumping, som de mindst udviklede lande er udsat for; 16. anmoder om, at WTO bistår de mindste udviklede lande med at etablere lokale komiteer med deltagelse af virksomheder, civilsamfund, embedsmænd og lokale eksperter, således at de selv skal vurdere overensstemmelsen mellem de kommercielle og finansielle bestemmelser og deres reelle behov; PE /7 AD\ doc

7 17. understreger, at bistandens effektivitet i vid udstrækning afhænger af sunde og solide institutioner, således at de pågældende lande selv kan fastlægge deres udviklingspolitik, og bidragsydernes støtte ikke når frem via tunge bureaukratiske procedurer på ineffektive betingelser, men forudsætter, at de pågældende lande troværdigt forpligter sig til at nå håndgribelige mål; 18. kræver en korrekt definition af virksomhedernes sociale og miljømæssige ansvar samt international anerkendelse og integration heraf i folkeretten; 19. erkender, at demokrati og respekt for menneskerettighederne begge er yderst værdifulde fundamenter for økonomisk succes; kræver, at EU's udviklingsbistand målrettes mod disse to hovedmål. AD\ doc 7/7 PE