Konflikter som udtryksform at arbejde engageret med udviklingshæmmede. På vej mod et pædagogisk fagsprog

Transkript

1 VISS.dk VIDENSCENTER SKANDERBORG SØLUND - - Konflikter som udtryksform at arbejde engageret med udviklingshæmmede På vej mod et pædagogisk fagsprog nyt nr. 5 marts årgang 4

2 Indholdsfortegnelse: Leder... 3 Udviklingshæmmede og problemer med rusmidler... 4 Konflikter som udtryksform... 6 På vej mod pædagogisk fagsprog... 8 Den professionelles rolle i arbejdet med borgere med handicap Anbringelse er altid forbundet med tab Redaktion: Forstander og leder af VISS.dk Maurits Eijgendaal Specialpædagogisk konsulent Per Lærkegaard Formidlingskonsulent Jette Lorenzen Foto Sanne Dudoret Deadline næste nr.: Tryk: Printhouse Thomas Villadsen 2

3 Leder Af Maurits Eijgendaal, Leder af VISS.dk Kære læsere! Først og fremmest et godt nytår til jer alle, og tak for et godt år Trods kriser og økonomiske problemer, oplever vi, at mange søger fordybelse og større forståelse for det arbejde, der fylder så meget i vores hverdag. I VISS.dk har vi afholdt mange kurser, og især snoezelkonferencen i efteråret med næsten 500 deltagere fra 20 forskellige lande var en fantastisk oplevelse. Konferencen var organiseret i forbindelse med Landsbyen Sølunds nye Snoezelhus, som er blevet fantastisk godt modtaget, både af gæsterne og pædagogerne/beboerne på stedet. Bladet er præget af ønsket om fordybelse. Vi møder mange dilemmaer i vores arbejde med mennesker, der til enhver tid skal støttes i at træffe de rigtige valg. Mennesker skal efter vores mening ikke følge en skabelon, men må leve deres eget liv. Det kræver dygtighed fra vores side, når vi f.eks. kan se, at der kan være problemer med rusmidler. Stine Grønbeck Jensen fra Servicestyrelsen beskriver i sin artikel styrelsens holdning til dette problem, om magt og afmagt, om dilemmaet mellem omsorgspligt og omsorgssvigt. Som pædagog bruger vi os selv som redskab, vi indgår i relationer, og dette menneskelige samspil er udgangspunktet for enhver udvikling. Konsulent i VISS.dk, Per Lærkegaard beskriver at indeklemte følelser, jeg svaghed og manglende evne til at nuancere egne følelser, både i personalegruppen og hos beboerne, kan vanskeliggøre de gode relationer på kryds og tværs, mellem kolleger og beboerne og skabe konflikter. Han fortæller, hvordan vi kan forbedre vore egne muligheder, til gavn også for beboerne. Udviklingsleder Jan Jaap Rothuizen understreger vigtigheden af, at et sprog kan være udtryk for vores handlingsevne og inspireret af Daniel Ofman, forklarer han, hvordan den rigtige balance mellem ord og handling kan virke forebyggende i forhold til konflikter. Konsulent i VISS.dk, Anna Marie Langhoff, understreger i hendes artikel, at det ikke er nok at interessere sig for metoder. Metoder burde fylde meget mindre end livserfaring og tæft. Derfor er der brug for, at vi er opmærksomme på efteruddannelse, for at lære noget, først og fremmest om vore egne virkemidler! Psykolog Inger Thorman, ved fra Skodsborg Observations- og Behandlingshjem at sorg og tab skal bearbejdes. At sprog, livserfaring og tæft også her er vigtige og at indlevelse, omsorg og kontinuitet er altafgørende faktorer for, at et barn/voksen kan bearbejde angst, og sorg, også fordi det bliver mødt med respekt. Med dette blad har vi valgt at fokusere på nødvendigheden af at koble viden med erfaringer skabt gennem relationer mellem mennesker. God læselyst! 3

4 Udviklingshæm med Jeg arbejder i et støttecenter, hvor en af beboerne har et misbrugsproblem. Jeg har svært ved at acceptere, at hun drikker. Omvendt ved jeg ikke, om jeg kan gøre så meget. Kvinden har en hjerneskade, der betyder, at hun ikke kan forstå konsekvensen af sine handlinger. Selv om jeg flere gange har talt med hende om, at andre ikke har lyst til at være sammen med hende, når hun er fuld, bliver hun ved med at drikke. Hvordan kan man hjælpe en person ud af et misbrug, som ikke forstår konsekvensen af, at hun drikker? Af Stine Grønbæk Jensen, Konsulent, Handicapenheden, Servicestyrelsen Der er mange udfordringer forbundet med at støtte udviklingshæmmede, som har problemer med rusmidler. Ovenstående spørgsmål er hentet fra brevkassen på Servicestyrelsens hjemmeside til fagpersoner om udviklingshæmmede med misbrug. Spørgsmålet kan ses som et udtryk for nogle af alle de dilemmaer, der kan opstå i forhold til det pædagogiske arbejde med gruppen. Hvordan kan man hjælpe uden enten at bruge kontrol og magt eller resignere og give op? Udviklingshæmmede og misbrug Der er mindst ligeså mange misbrugere blandt udviklingshæmmede, som i den samlede befolkningen. En undersøgelse fra 2001 viste, at op imod 6. pct. af alle udviklingshæmmede har alvorlige misbrugsproblemer. Misbruget blandt udviklingshæmmede består helt overvejende af alkohol, men der findes også en del hashmisbrugere, såvel som blandingsmisbrug af fx medicin og alkohol. Meget tyder på, at brugen af euforiserende stoffer er steget siden undersøgelsen blev gennemført. Der er ikke belæg for, at udviklingshæmmede, som følge af deres funktionsnedsættelse, skulle være mere disponerede for at få problemer med rusmidler. Derimod er der noget, som tyder på, at de særlige livsvilkår spiller en vis rolle. Overgangen fra et overvåget liv på store centralinstitutioner til et liv i mindre kontrollerede boformer har uden tvivl været et stort fremskridt for det store flertal. Men for nogle relativt få har det været en vanskelig proces. Mange, der bor i egen bolig, er aldrig rigtigt blevet en del af det normale samfund og føler sig ensomme. Rusmidler kan i de situationer både dulme en smerte og være adgang til sociale miljøer, hvor de føler sig accepterede og anerkendte. Modelfoto Balancegangen mellem magt og omsorg Problemer med rusmidler udfordrer ofte pædagogernes balancegang mellem respekten for den enkeltes selvbestemmelse og deres pligt til at gribe ind. I 1998 vedtog regeringen Lov om social service, og institutionsbegrebet blev opløst. Serviceloven understreger, at alle udviklingshæmmede er beboere i eget hjem uanset bosted, og at de har ret til at bestemme over deres eget liv. Det betød et skift i den pædagogiske opgave. Pædagoger har ikke, som på de store centralinstitutioner, ret og pligt til at kontrollere og dermed sørge for, at udviklingshæmmede ikke udvikler et misbrug. Pædagoger er livshjælpere, som har til opgave at motivere og vejlede udviklingshæmmede, - men det er i sidste ende en personlig beslutning, hvordan den enkelte vil leve sit liv, herunder om man vil drikke alkohol og hvor meget. I 2000 vedtog folketinget en række nye bestemmelser om omsorg og magtanvendelse i forhold til personer med varig nedsat psykisk funktionsevne. Med afsæt i princippet om den personlige friheds ukrænkelighed og selvbestemmelsesret er hovedreglen, at magtanvendelse ikke må finde sted. Samtidig har de sociale myndigheder en pligt til at undgå, at der sker omsorgssvigt af mennesker, der som følge af psykisk funktionsnedsættelse ikke er i stand til at tage vare på deres egen tilværelse. Omsorgspligten giver ikke hjemmel til at anvende magt, men forpligter personalet til at finde en måde, hvorpå hjælpen vil modtages. Hvis man ikke kommer nogen vegne med motiverende samtaler, hvor man taler om konsekvenserne ved at 4

5 mede og problemer rusmidler drikke, må pædagogen finder andre måder. F.eks. ved at finde bagvedliggende årsager og med afsæt i disse opstille alternativer til at drikke. At finde en måde hvorpå hjælpen vil modtages er ofte en stor faglig udfordring, som tager lang tid. Når afmagten får magten Når pædagoger anvender magt eller lader stå til, er det som regel som følge af en afmagtsfølelse. Pædagoger har viden om udviklingshæmmede, men ikke nødvendigvis om misbrugsproblematikker. Det har ofte den konsekvens, at egne normer og følelser kommer til at dominere, og den pædagogiske indsats sløres. Pædagoger, som indgår i tætte relationer til udviklingshæmmede misbrugere, bliver indimellem selv en del af misbrugsmønstret - ganske som man ser det i familier, hvor et af familiemedlemmerne er misbruger. Når det pædagogiske arbejde med en udviklingshæmmet misbruger ikke lykkes, oplever mange svære følelser som angsten for, at han eller hun skal drikke sig ihjel eller tage sit eget liv. Mange får en oplevelse af at blive snydt og bedraget og reagerer med følelser som vrede, opgivelse og resignation, eller man begynder at tage ansvaret for misbrugerens problemer og bliver kontrollerende. En professionel tilgang En professionel tilgang fordrer ofte, at den viden om misbrug, som er i misbrugscentrene, kommer i anvendelse, og kombineres med den viden, som pædagogerne har om udviklingshæmmede. Erfaringer viser, at et samarbejde mellem behandler og pædagoger giver gode resultater. Pædagoger kan for eksempel anvende behandlere i forbindelse med afklaring af, hvorvidt der i konkrete tilfælde er tale om storforbrug eller et egentligt misbrug. Behandlerne kan også give gode råd om, den bedst mulige håndtering af relationen til misbrugere. Ligeledes er der gode erfaringer med samarbejde om konkrete behandlingsforløb. Udviklingshæmmede har som alle andre ret til behandling i det etablerede misbrugsbehandlingssystem. Men meget få udviklingshæmmede misbrugere modtager professionel behandling. Der ligger således et stort potentiale, men også en stor opgave, i forhold til at få etableret gode samarbejdsrelationer på tværs af det misbrugsfaglige og det pædagogiske felt. Ny hjemmeside Servicestyrelsen har i 2009 oprettet en ny hjemmeside, som formidler viden og erfaringer om behandling, forebyggelse og motivation af udviklingshæmmede med et misbrugsproblem. Hjemmesiden er målrettet misbrugsbehandlere og pædagoger. Der er bl.a. mulighed for at stille spørgsmål i brevkassen til videnspersoner, som har konkrete erfaringer med behandling af udviklingshæmmede med misbrug. Læs mere på VISS.dk tilbyder et kursus med titlen Udviklingshæmmede og misbrug den 3. november Kurset er arrangeret som et ekstra kursus og fremgår derfor ikke af kursuskataloget. Tilmeld dig på klik på kurser. Kilder Andersen, Jonna og Thomas Gruber (2001): Misbrug uden behandling - udviklingshæmmede og misbrug. Formidlingscenter Øst Andersen, Jonna og Thomas Gruber (2006): Alkoholmisbrug, forebyggelse og behandling. Et hæfte for pædagoger og andre ansatte i bo-og servicetil bud for udviklingshæmmede. UFC Handicap. uhmisbrug 5

6 Konflikt De kollegaer, som blev devalueret af beboeren og gjort til hekse, oplevede sig magtesløse og utilstrækkelige. Denne situation medførte en øget grad af splittelse i personalegruppen og en kommunikation, der var præget af mistillid og uærlighed. Personalegruppen var kommet i en ulidelig situation, hvor det blev mere og mere anstrengt at komme på arbejde. Beboerens adfærd blev mere konfliktfyldt og voldsom overfor de medarbejdere, der blev devalueret af beboeren og omvendt mere klæbende i relation til den pædagog, som blev gjort til mor. Alle var havnet i en negativ spiral. At arbejde engageret med udviklingshæmmede, der har tilknytningsforstyrrelser, anses med rette for meget krævende. Hvilke påvirkninger, der gør arbejdet krævende, og hvad der kan gøres ved det, tales der ofte mindre om. Af Per lærkegaard, Konsulent, VISS.dk Mennesker med udviklingshæmning, der har tilknytningsforstyrrelser kan være mere skrøbelige end andre mennesker. Her kan fx peges på lav angsttærskel, besvær med at forstå omverdenen, manglende kontrol over eget liv, en oplevelse af at være anderledes at blive forladt eller afvist eller indestængt vrede. Beboerens følelsesmæssige sårbarhed medfører ofte, at de bruger konflikter som udtryksform. De tilbagemeldinger, jeg får via mit arbejde som supervisor og underviser for VISS.dk, er, at det pædagogiske arbejde med ovennævnte målgruppe er særdeles slidsomt og fagligt krævende. Jeg har oplevet fagligt og personligt kompetente medarbejdere, der er blevet oversvømmet af beboerens projektioner. Konsekvensen heraf er, at deres samspil ofte udvikler sig negativt. Et eksempel er en beboer, som i den grad idealiserede en bestemt kvindelig pædagog og betragtede hende som mor eller bedste veninde. Pædagogen oplevede, at de havde noget særligt sammen. Når pædagogen var på arbejdet, var beboeren meget ivrig for at tilfredsstille hendes ønsker og ved det mindste vink fra hendes side, udførte beboeren straks de krav, der blive stillet til hende. Derimod var der andre kollegaer, som blev devalueret af samme person, og hver gang de stillede rimelige krav til beboeren, udløste det verbale og til tider fysiske konflikter. Under supervisionen blev det tydeliggjort, at den pædagog, som blev idealiseret, havde en oplevelse af, at de andre kollegaer var misundelige over hendes gode kontakt til beboeren. Hun oplevede det også besværligt, at beboeren hele tiden ville i kontakt med hende. Hun havde dels svært ved at sige fra overfor beboeren, dels svært ved at slippe hende, når hun kom hjem fra arbejdet. Hvad er problemet? Mennesker, som har ondt indeni på grund af tilknytningsforstyrrelser, kan ofte ikke selv rumme deres indre følelsesmæssige smerte, og har derfor behov for at afgifte sig selv ved at overføre deres psykiske ubalance på andre mennesker dvs. at personen ubevidst projicerer sit eget psykiske materiale over på andre mennesker. Ved at projicere deres følelsesmæssige spændinger og for dem faretruende følelser, opnår personen dels at få kontrol over de følelser, de har svært ved selv at kontrollere, dels en dæmpning af indre psykiske spændinger. Desværre er prisen ofte, at andre mennesker bliver både rørt, ramt eller rystet. Når det drejer sig om udviklingshæmmede med tilknytningsproblemer, der ubevidst projicere deres psykiske ubalance ud i miljøet, vil de fleste pædagoger opleve, at de bliver særdeles uretfærdigt behandlet. For eksempel kan en pædagog, der ønsker at være hjælpsom, blive chikaneret med forskellige ubehagelige ukvemsord eller direkte udsat for fysisk overgreb. Beboerens jeg svaghed, dvs. manglende evne til at integrere modsatrettede følelser, som god og ond, kan medvirke til, at pædagogen primært får tildelt rollen som den onde heks og andre kollegaer primært får tildelt rollen, som den gode veninde eller mor. Derved skabes der grundlag for at forstærke de naturlige modsætninger og konflikter, som er indbygget i et hvert samspil mellem mennesker. Min erfaring er, at uanset personalegruppens viden eller samlede handlekompetencer, bliver de før eller senere påvirket og oversvømmet af 6

7 er som udtryksform beboerens uforløste følelsesmæssige problematikker. Ovennævnte påvirkninger og følelsesforgiftning af pædagogens indre psykiske klima kan blive forstærket yderligere af, at den socialpædagogiske tilgang bl.a. bygger på at opnå en god kontakt og relation til beboeren. Har vi en betydning for hinanden, giver det mening, at vi to er sammen og kan lide at være sammen. I dag tilstræber pædagogen ikke blot at være tilskuer til beboernes liv men derimod at være en aktiv og ligeværdig deltager. Denne tilgang har på den ene side medført nye muligheder i samspillet og åbnet op for nye udviklingsperspektiver i forhold til beboerens livssituation. Men på den anden side kan der opstå en risiko for, at pædagogen har vanskeligt ved at fastholde en passende balance mellem at komme for langt fra eller for tæt på i kontakten. Muligheden/ risikoen for at blive overinvolveret, og at vedkommende overidentificerer sig med den udviklingshæmmedes livsproblematikker, er nærliggende. Især i forhold til udviklingshæmmede med tilknytningsproblemer, som dagligt tæppebomber miljøet med deres psykiske ubalance, er der større risiko for, at pædagogen har vanskeligt ved at finde en passende balance mellem tæthed og afstand i relationen. Såfremt denne balance tipper, kan det medføre, at den udviklingshæmmede kommer ind under huden på den enkelte medarbejder. Konsekvensen heraf er, at det får en stærkt negativ indvirkning på samspillet mellem beboeren og pædagogen. Herved undermineres mulighederne for at støtte beboeren, der har brug for hjælp. Og ligeledes øges risikoen for, at der bliver begået overgreb eller omsorgssvigt i forhold til beboeren. Hvad kan vi gøre ved det? Min erfaring er, at mennesker med tilknytningsforstyrrelser, der for det første ofte er stabile i deres ustabilitet, og for det andet ofte har vanskeligt ved at knytte sunde relationer til andre mennesker, har behov for en pædagogisk indsats, der har en dynamisk balance mellem det flydende og faste element. En klar og venlig grænsesætning øger beboerens sikkerhed og stabilitet, og et rummeligt miljø, der afgifter beboerens indre følelsesmæssige kaos og smerter, lindrer, når det gør ondt indeni. Eller Min erfaring er, at mennesker med tilknytningsforstyrrelser ofte er stabile i deres ustabilitet sagt på en anden måde: kunsten er at opbygge et bomiljø, hvor der er grænser for adfærd - men ikke grænser for de følelsesmæssige konflikter, der styrer beboeres adfærd. En væsentlig forudsætning for at tilrettelægge et miljø, der både er præget af det faste og det flydende er, at pædagogen er åben overfor at tilegne sig en forståelse for beboerens problemskabende adfærd, og en forståelse for sine egne fagpersonlige reaktionsmønstre i relationen til den enkelte beboer. Man kan fx stille sig selv spørgsmål som, hvorfor bliver jeg, som pædagog særlig irriteret på en bestemt beboer, eller hvorfor bliver jeg vred på en beboer, eller hvorfor siger jeg nej til en bestemt beboer når jeg kunne sige ja. Denne opmærksom på sine egne psykologiske mønstre i samspillet med beboeren, skærper pædagogens bevidsthed om, hvordan beboerens indre ubalance overføres og genspejles i pædagogens følelser, oplevelser og handlinger overfor beboeren. Der er stor forskel på, om pædagogen oplever beboeren som en vanskelig person eller som en person, der er i vanskeligheder. Hvis pædagogen oplever beboeren som vanskelig, har hun ofte et ønske om at tilrettelægge en opdragende pædagogik med henblik på at ændre den negative adfærd til en mere positiv og acceptabel adfærd. Denne tilgang er ofte brolagt med konflikter og risiko for, at der enten bliver begået overgreb eller omsorgssvigt overfor beboeren. Endvidere peger erfaringerne på, at hvis det lykkes at få afgrænset en bestemt uhensigtsmæssig adfærd, opstår der bare ny problemskabende adfærd. Beboerens følelsesmæssige smerte kan ikke udelukkende lindres ved en struktureret pædagogisk tilgang. Hvis pædagogen derimod ser beboeren som en, der har det vanskeligt, vil der automatisk være grundlag for, at hun ikke udelukkende har fokus på beboerens udsædvanlige adfærd, men også har forståelse for følelsen bagved den problemskabende adfærd. Denne tilgang er mere hensigtsmæssig, fordi den baner vejen for at bearbejde beboerens følelsesmæssige kaos og derved skaber grobund for lindring og ny personlig udvikling. En manglende forståelse herfor kan medføre, at den pågældende beboer sender uforløste psykiske spændinger ud i miljøet. Risikoen for, at vold eller trusler bliver anvendt som udtryksform over for andre beboere og medarbejdere, er derfor nærliggende. Konflikter og deres påvirkning på personalet skal derfor tages særdeles alvorligt. Er du interesseret i at vide mere om, hvordan I kan tilrettelægge et dynamisk bomiljø og kombinere socialpædagogikken med metoder fra en miljøterapeutisk/ psykodynamisk tænkning, er du meget velkommen til at kontakte videnscenteret VISS.dk på tlf VISS.dk afholder i 2010 et kursus i ovennævnte tema med titlen Konflikter som udtryksform. For yderligere oplysninger kan du se i VISS.dk s kursuskatalog eller vores hjemmeside 7

8 På vej mod et pædagogisk fagsprog 8 Du har sat dig så meget ind i dit arbejdsområde, at du har forudsætninger for at forstå, hvad der foregår og for at have et bud på, hvilken vej, der ville være god at gå. Men derfor har du forsat ikke nogen forhåndsviden om, hvad der er rigtigt at gøre. Af Jan Jaap Rothuizen, udviklingsleder ved Pædagoguddannelserne i Gedved og Peter Sabroe, VIA University College. I det pædagogiske arbejde med mennesker, der har behov for støtte i deres hverdagsliv, er opgaven for den professionelle at gå ind i et samspil med den anden. Samspillet indebærer, at begge parter må give afkald på den absolutte styring. Hvad der skal ske, kan ikke bare bestemmes af én, men må vokse ud af samspillet. Der skal handles i øjeblikket, og selvom man kan have mange gode tanker, om hvad der ville være godt at gøre, så kan man ikke på forhånd vide, hvad der er rigtigt at gøre. Det kommer an på situationen, og situationen udvikler sig hele tiden. Der er ingen opskrifter, i hvert tilfælde ikke opskrifter, der holder. Så er det nærliggende at spørge: Hvordan kan jeg så vide, hvad der er det rigtige at gøre? Er det ikke netop min faglighed, der gør, at jeg ved, hvad der er rigtigt og godt at gøre? Og ja, selvfølgelig har du sat dig så meget ind i dit arbejdsområde, at du har forudsætninger for at forstå, hvad der foregår og for at have et bud på, hvilken vej, der ville være god at gå. Men derfor har du forsat ikke nogen forhåndsviden om, hvad der er rigtigt at gøre. Det ville ellers være nemt, hvis man vidste det på forhånd. Dels var man så fri for at forholde sig til nuet, og dels ville man altid kunne henvise til sin viden for at begrunde ens gøren. Men nej, din viden er mere skrøbelig end du kunne ønske dig, og dit ansvar for at træffe valg i nuet er større, end du måske tror. Viden og dømmekraft går hånd i hånd En pædagog skal have viden, men har derudover også brug for dømmekraft: at kunne vurdere en situation, at kunne vurdere, hvad der er rigtigt at gøre i situationen og at være i stand til at gøre det rigtige. Dømmekraften kommer i brug hver gang, der skal træffes et valg. Dømmekraften er dermed forankret i os selv, som de personer vi er. For når man skal handle i nuet, må man trække på hele sit arsenal af personlig erfaring og på den tilgang til verden, som man er fortrolig med. Dømmekraften er svær at professionalisere, skønt det jo er det vigtigste professionelle redskab. I min jagt på en professionalisering af dømmekraften er jeg stødt på to bemærkelsesværdige forhold. Det første er, at det er meget svært at styre dømmekraften gennem beslutninger. Jeg kan beslutte mig for, at jeg ikke vil blive sur næste gang Jørn kommer for sent, men han kan godt mærke det på mig alligevel. Dømmekraften ændrer sig først den dag, jeg bliver bevæget, dvs. den dag, hvor der sker noget, der rammer eller berører mig, så jeg ikke er helt den samme bagefter. Det kan være, det er den dag, hvor jeg ser mig selv

9 på video sammen med Jørn, og det slår mig, hvor lille han bliver, og hvor meget han egentlig bliver slået ud, når jeg gør, som jeg gør. Lige til pas Det andet, jeg er stødt på, er, at vores sprogbrug rummer en viden om, hvad der er rigtigt at gøre. Vi har et ord for det, hver gang man gør noget, der er passende i situationen. Det var godt, du var så tålmodig. Eller hvor var det godt, du gav ham plads. Omvendt kan det også være godt at blive ved eller at give rammer. Vi kan sætte ord på det rigtige, og dermed kan vi også vurdere situationer i forhold til vores ord: Var du tålmodig nok, var du for hurtig eller for passiv i situationen? Gav du ham tilpas med plads, styrede du ham for stramt, eller blev han helt fortabt i det åbne rum? Vi kan med andre ord altid i vores sprog angive et for meget og et for lidt i forhold til det rigtige. At blive ved er godt, men bliver du for meget ved, så bliver du egenrådig, og bliver du for lidt ved, så kan andre løbe om hjørnerne med dig. Kunsten er, at ramme midten, der hvor der hverken er for meget eller for lidt af det gode. Der, hvor det er lige tilpas. Princippet om den gyldne mellemvej kender vi fra Aristoteles etik. Sproget sætter os i stand til at overveje og diskutere, hvad der er passende eller rigtigt at gøre i den konkrete situation. Vi får ikke et endeligt svar, men vi kan undersøge og vurdere, så tvivl eller finde bekræftelse. Når, det kan være for meget eller for lidt af alt det gode, så er det fordi, det aldrig er en enkelt ting, der repræsenterer det gode. Verden er mere sammensat. Det er godt med tålmodighed, men hvis ikke man også har handlekraft, risikerer man hele tiden at havne der, hvor man udviser enten for meget eller for lidt tålmodighed. Det er godt at give plads, men hvis ikke man også er i stand til at angive en struktur, bliver det hurtigt for meget eller for lidt plads. For hver enkelt af de gode ting, er der en anden god ting, der trækker i den anden retning. Vi sætter pris på både tålmodighed og handlekraft, vi sætter pris på både det at hvile i sig selv, og det at kunne omgås andre. Vi sætter både pris på at få plads, og på at nogen tager sig af os. Modsatrettede og komplementer Daniel Ofman lærte mig gennem sin bog om kernekvaliteten, at man kan stille de forskellige ord op i en firkant eller kvadrant. Begynder man med tålmodigheden, så kan man sætte handlekraft i den anden ende af diagonalen: Tålmodighed De to er modsatrettet, men samtidigt hinandens komplementer, dvs. at de tilsammen danner en helhed. Behersker man begge dele, så kan man placere sig der på linjen, hvor det er passende. Man handler meningsfuldt. Er man ikke så god til handlekraft, så udviser man hurtigt for meget tålmodighed: du bliver passiv. Og har du været passivt længe nok, så vil du måske ud af den rolle, og du går i den anden grøft: du bliver autoritær. Du risikerer, at du bevæger dig på den anden diagonal, hvor din del af samspillet ikke længere giver så meget mening: den bliver destruktiv Autoritær Passivitet er for meget af tålmodigheden, og for lidt af handlekraften. Det autoritære er udtryk for for meget handlekraft og for for lidt tålmodighed. En god dømmekraft er karakteriseret af, at den er udtryk for såvel tålmodighed, som handlekraft i den rette mængde. Man kan sætte begge dimensioner i én figur: Tålmodighed. Autoritær + Handlekraft Passivitet Konstruktionen af sådanne figurer gør det muligt at overveje og vurdere, hvad der er rigtigt at gøre. Det er pædagogers opgave at finde frem + Passivitet Handlekraft. til de mest relevante og passende ord: de udgør så at sige pædagogernes fagsprog. Den her præsenterede tilgang kan bruges på mange måder i kompetenceudviklingsforløb. Jeg har lavet egentlige supervisionsforløb, men også fagsprogsudviklingsforløb, samspilsanalyser og forløb med fokus på den eksistentielle dimension, hvor jeg har brugt tilgangen. Jan Jaap Rothuizen er udviklingsleder ved Pædagoguddannelserne i Gedved og Peter Sabroe, VIA University College. Han har bl.a. skrevet Pædagogisk arbejde på fremmed grund, samt en række bidrag til antologier, bl.a. faglighed i socialpsykiatrien i bogen: Invitation til Socialpsykiatri. Se på for mere information. 9

10 Den professionelles rolle i arbejdet med borgere med handicap - behovet for efteruddannelse Når pressen bringer de kedelige historier om botilbud for handicappede, hvor beboerne mistrives eller er udsat for overgreb, så slipper man historierne, når de ansvarlige bliver fyret. Men disse sager opstår ikke kun på grund af enkeltpersoners dårlige ledelse. Det handler om personalets uddannelse. Af Anna Marie Langhoff Nielsen, cand. pæd. antropologi og socialpædagog, VISS.dk. Medierne har gennem de sidste par år åbnet vores øjne for forholdene på plejehjem og offentlige tilbud for borgere med blandt andet udviklingshæmning. Det er ikke de gode fortællinger, der har været i fokus, men derimod den praksis, der har været i de pågældende tilbud, hvor personalet har udsat borgeren for en dybt nedværdigende og krænkende behandling. De enkeltstående sager har typisk resulteret i, at enkelte medarbejdere og en eller flere ledere på forskellige niveauer er blevet fyret, for ansvaret skal jo placeres et sted - nogen må have skylden for det her. Når de højere styringsniveauer har vist handlekraft, ånder alle igen lettet op, og pressen slipper sit tag. Det bliver dog sjældent synliggjort, 1) hvilke betingelser disse medarbejdere arbejder under, 2) hvad de økonomiske rammer er, 3) hvilke behov borgeren har, og 4) hvilken personlig og faglig baggrund medarbejderen har for at løse de komplekse opgaver, som opstår i deres praksis. De to første spørgsmål er ikke i fokus i denne artikel, men har selvsagt stor betydning for opgaveløsningen. Det er velkendt, at offentlige tilbud har været udsat for massive besparelser igennem mange år og samtidig har Danmark gennem internationale konventioner og national lovgivning forpligtet sig på visioner om inklusion, selvbestemmelse og inddragelse af borgeren og de pårørende - samt den enkelte borgers ret til livskvalitet. At leve op til disse 10 Jette Løvegod, René Nielsen og Finn Larsen i hyggeligt samvær

11 forpligtelser koster ikke blot penge, men også tid og en høj faglighed, når medarbejderen skal omsætte visionerne til en praksis for borgere med udviklingshæmning. Samtidig har den moderne styring af de offentlige tilbud med decentralisering og mål- og rammestyring mundet ud i detaljerede regelsæt, hvis overholdelse skal dokumenteres, hvilket sluger tid fra kerneydelsen. Metoder er ikke nok Fra politisk side har løsningen på de nævnte problemstillinger, udover flere regler og detailstyring, været et øget fokus på metoder. Gennem brug af metoder antages det, at arbejdet kan udføres mere effektivt. Derfor gælder det blot om at få dokumenteret hvilke metoder, der virker, og få dem implementeret i praksis. Der er ingen tvivl om, at den systematik, der følger med en metodes kortlægning, vil højne fagligheden i det pædagogiske arbejde, men det er tvivlsomt om et ensidigt fokus på metoder, der virker/ ikke virker, er nok i en praksis med en høj grad af kompleksitet. En medarbejder, som kun er metodebevidst, vil blive en håndværker, som i mødet med borgeren griber ned i sin værktøjskasse, finder det værktøj, der er mest anvendeligt og justerer på skruerne i sin praksis. Tæft og situationsfornemmelse Allerede for 2300 år siden blev det fremhævet af Aristoteles, at praktikere som hovedregel må handle i komplekse situationer. I følge Aristoteles er mennesker involveret i tre Jette Løvegod, René Nielsen og Grethe Sloth får et godt grin forskellige hovedaktiviteter, der hver især knytter an til en intellektuel dyd eller videnstype: Episteme, den videnskabelige viden. Techne, den tekniske eller håndværksmæssig kunnen, som er viden om det foranderlige, dvs. hvordan man under foranderlige omstændigheder kan skabe og producere ting. Techne er en instrumentel viden om, hvilke midler, der kan føre til hvilke mål. Phronesis, handler også om det foranderlige, men er knyttet til mennesker og deres handlinger. Der er tale om en viden eller visdom om, hvad der skal til, når livet mennesker imellem skal lykkes. Phronesis indebærer, at praktikeren har moralsk tæft og situationsfornemmelse, der udspringer af livserfaring og menneskekundskab. Dette er forudsætningen for at kunne vide, hvad der kræves i en given situation og så handle konsekvent i forhold til denne viden. Den ensidige fokusering på metoder appellerer til videnstypen techne, men det er et spørgsmål, om praktikeren vil lykkes med sit forehavende, hvis der primært benyttes denne form for viden. Borgeren og praktikeren er ikke maskiner, men mennesker af kød og blod - og den pædagogiske praksis er kendetegnet ved et væld af etiske 11

12 Samtale mellem Jette Løvegod og René Nielsen dilemmaer. Der er tale om modsatrettede krav og forventninger fra politikere, ledelse, borgere og pårørende, hvor medarbejderen ofte befinder sig i et krydspres, det vil sige en situation, hvor det er vanskeligt at tilgodese alles behov, og hvor det til stadighed kræver gode argumenter i forhold til at begrunde de valg, der må træffes i en praksis med sparsomme ressourcer. Dette kræver en viden, som rummer alle tre vidensformer, men især er det nødvendigt at udvikle videnstypen phronesis hos medarbejderen. Dette skal der skabes rum til i praksis, blandt andet gennem supervision og efteruddannelse. Behovet for efteruddannelse Der udbydes i forskellige sammenhænge en række korterevarende kurser, som styrker fagligheden inden for området. Ofte er det sådan, at en enkelt medarbejder sendes af sted på kursus, men det er også blevet mere almindeligt at lave kurser for hele institutionen i form af temadage eller længerevarende uddannelsesforløb. Der er dog en tendens til, at mange af disse tilbud retter sig mod vidensformerne episteme og techne, i form af en medicinsk viden om diagnosen og tilhørende metoder for praksis. Hvis medarbejderens phronesis skal udvikles, er der, udover supervision, behov for længerevarende efteruddannelse på et niveau, der bevæger sig udover det medicinske og det metodiske plan. En efteruddannelse, der styrker den professionelles refleksive og analytiske evner, samt dennes visdom til at se, hvad der kræves i en given situation i forhold til en bestemt borgers ønsker og behov. Når borgeren i den specialpædagogiske praksis udfordrer medarbejderen med sin adfærd, er der sjældent en enkelt forklaring på adfærden, som kan begrundes i en medicinsk forståelse af borgerens handicap og som derefter kan afhjælpes gennem en bestemt metode. Adfærden kan skyldes borgerens handicap, neurologiske dysfunktioner, psykiatriske tillægshandicap, medicinbivirkninger, de fysiske rammer, tidlig tilknytningsforstyrrelse og omsorgssvigt, sorg over tab og ikke mindst relationen til pårørende, medarbejdere og andre borgere på botilbuddet. At vurdere, hvad der er det rette at gøre i praksis, kræver derfor viden om alle disse forhold, men også kendskab til egne værdier, evne til nærvær, indlevelse og evne til at reflektere over praksis og begrunde de valg, der træffes i praksis. 12

13 Anbringelse er altid forbundet med tab De børn og voksne, der bor på landets døgninstitutioner, har ofte oplevet et væld af flytninger. Mange har flyttet så mange gange, at de ikke kan huske alle opholdstederne. Fra hjemmet til institution eller plejefamilie, tilbage til hjemmet og videre til en ny institution eller plejefamilie. På Skodsborg Observations- og behandlingshjem har vi lavet flere efterundersøgelser af udskrevne børn. En af de ting, der tilbagevendende har gjort indtryk på os, er at de grupper af børn, hvis livsforløb vi har undersøgt, har haft mange anbringelser og mange flytninger generelt. Et af børnene har som 14-årig boet 25 steder. Af Inger Thormann, psykolog på Skodsborg Observations- og behandlingshjem for små børn. Det at flytte fra et sted til et andet er aldrig uproblematisk, men at blive flyttet fra sit hjem og anbragt et andet sted bliver meget let en ulykkelig oplevelse, som vil fylde i ens personlighed resten af livet. I børnenes livshistorier er der mange beskrivelser af miljøskift, og naturligvis afdækker disse livshistorier mange succeshistorier, men også begrænsninger hos de socialarbejdere, som handlede eller undlod at handle. Målet med afdækningen har kun været et, nemlig at føje nye erfaringer til dem vi i forvejen har, så vi bliver endnu bedre hjælpere. Respekt Begrebet respekt er et meget vigtigt begreb i hjælpen til mennesker, der skal ændre opholdsted. Det gælder uanset, om det drejer sig om et spædbarn, der skal anbringes i en plejefamilie, et barn der skal adopteres fra et andet land, et ældre menneske, der skal flytte fra sit hjem til et plejehjem, eller en handicappet, der skal flytte fra sit hjem til en døgninstitution eller fra en døgninstitution til en anden. Respekten indebærer, at socialarbejderen forstår, at livet før anbringelsen var noget værd. Livet før anbringelsen var fuld af betydning, og den betydning skal fastholdes ved hjælp af minder, fotos og ting, der minder om det liv, der var før. Samtale om livet før anbringelsen vil støtte den, der har ændret opholdsted til at opleve sammenhæng/ kontinuitet i sit liv. Oplevelse af kontinuitet i livet forøger selvoplevelsen. Forstår socialarbejderen, at ændring af opholdssted altid er forbundet med tab, vil det blive lettere at give omsorg til det menneske, som netop er flyttet, og dermed har ændret opholdsted. Overgangsobjekter og deres betydning På Skodsborg har vi i flere år hentet inspiration i teorien om overgangsobjekter og overgangsfænomener. Teorien er skabt i 1951 af den engelske børnelæge og psykoanalytiker Donald W. Winnicott. Den udspringer af Winnicotts fascination af samspillet mellem den indre og ydre verden og af illusionens natur. Skodsborgmodellen bygger frit videre på Winnicotts teorier. Dette har givet sig udslag på forskellig vis. Vi er blandt andet meget opmærksomme på, om et barn har én eller flere ting, som det er knyttet til/ glad for. Hvis et barn kun har en enkelt ting, som det viser blot en mindre grad af tilknytning til, vil vi forsøge at forøge objektets betydning for barnet. Dette gøres ved at tillægge objektet værdi, vise nænsomhed i forhold til at sørge for, at det er hos barnet i dets barnevogn eller seng. Er det en bamse eller dukke kan den svøbes, eller der kan syes tøj til den. Er det en legeting af en eller anden art, kan der f.eks. findes en fin æske, som den kan ligge i. Vi tillader os at tro på, at døde ting kan levendegøres ved at blive tillagt værdi. I daglig tale siger vi voksne f.eks. om en ting, at den har affektionsværdi. Vi forstår herved, at en ting for os er ladet med følelser, idet den minder os om oplevelser, vi har haft tidligere i livet. Oplevelserne kan være mangeartede og knyttet til andre mennesker, til steder og hændelser. Som voksne vil de fleste af os kunne genkalde positivt ladede erindringer om, hvad ting har betydet for os i hverdagen eller specielt i vanskelige situationer. Også som voksne kan vi befinde os i grænselandet mellem 13

14 den indre verden og den ydre virkelighed, og denne erfaring kan vi bruge i vores hjælp til børnene. Flere af de børn, vi modtager på Skodsborg, kommer direkte fra det hospital, hvor de er blevet født. Sådan var det med Nicklas. Nicklas blev født af en stofmisbrugende mor, Susan. Han blev født med alvorlige abstinenser og blev nedtrappet i løbet af 10 uger med opiumsdråber og Fenemal. Han var således meget medtaget. Susan var fængslet i den sidste del af graviditeten. Efter to dage sammen med sit nyfødte barn blev hun bragt tilbage til fængslet. Hendes besøg hos Nicklas var bestemt af, om der var personale til rådighed. Der var en plads til Nicklas på Skodsborg, og derfor kunne den udpegede primærpædagog, Terese, aflægge besøg hos ham og gradvis lære ham at kende. I de første par uger lykkedes det ikke Terese at træffe moderen på børneafdelingen. Derfor skrev hun et brev til Susan, at hun var den, der skulle være Nicklas primærpædagog, og at hun derfor gerne ville møde Susan, således at de kunne drøfte vigtige ting i samarbejdet om Nicklas. Terese foreslog Susan, at hun, når hun kom på besøg næste gang, skulle tage sin undertrøje eller t-shirt af og lægge den i vuggen ved sit barn, fordi lugten af mor ville hjælpe Nicklas. Personalet på børneafdelingen fortalte, at Susan blev berørt, da hun læste brevet. Hun tog sin t-shirt af og lagde den hos sin dreng. 1 år gammel ligger Nicklas fortsat med sin mors T-shirt, den samme grå. Han nulrer stoffet med sine hænder, og han falder i søvn med T-shirten dækkende en del af hovedet. Nicklas knyttede sig til sin mor, og han knyttede sig til Terese. Når han savnede sin mor, nussede han hendes T-shirt. Når han savnede Terese, satte sekundærpædagogen ord på savnet, og Nicklas viste lettelse. Da Nicklas var 11 måneder gammel, skulle Terese holde tre ugers sommerferie. Vi vidste, at det ville blive en svær tid for ham. I nogle uger inden de skulle sige farvel til hinanden, bar Terese et lille bomuldstørklæde døgnet rundt. Da hun tog afsked med Nicklas, sagde hun bl.a. til ham, at hun håbede, at han kunne bruge tørklædet, mens hun var væk. Tørklædet fik plads i sengen sammen med T-shirten. En dag midt i forløbet sad Nicklas midt på gulvet, trist og indadvendt. Hans sekundære omsorgsperson, der var ved at give et spædbarn flaske, så det, og sagde til ham: Nicklas, jeg tror du tænker på Terese. Ordene hjalp Nicklas. Han kravlede ind i soveværelset, rejste sig op ved sengen, fik fat i tørklædets snip og trak det til sig. Han kravlede med tørklædet tilbage til stuen, satte sig, og nussede med Tereses tørklæde. Pædagogen sagde: Jeg ved, du savner Terese, hvor er det godt, du har hendes tørklæde. Nicklas blev anerkendt for sin følelse. Eksemplet fortæller om mange ting, blandt andet om at vise respekt for de mennesker, vi giver omsorg, men også om hvordan overgangsobjekter kan anvendes i arbejdet med sårbare mennesker, blandt andet mennesker, der ændrer opholdssted, og derved mister noget af værdi. Nicklas var et lille barn, der blev anbragt på børnehjemmet i Skodsborg, men eksemplet kan, som det øvrige indhold i denne artikel, overføres til sårbare mennesker i alle aldre. Eksemplet understeger, at primærpædagogen/ kontaktpersonen har en helt særlig rolle. På Skodsborg taler vi i hverdagen om fire væsentlige værdier: Omsorg, empati, kontinuitet og ansvarlighed. Omsorg Det er primærpædagogen/ kontaktpersonen, der er hovedansvarlig for, at det anbragte barn får en tilstrækkelig god omsorg. Omsorg for et andet menneske omfatter: 1) tilsyn, der sikrer overvågning og dermed forhindrer eksempelvis ulykker, 2) stimulation, der sikrer passende aktivitet og udfordringer også med intellektuelt indhold, samt 3) tilknytning, der skaber den følelsesmæssige basis for tryghed og tillid til omverdenen. Således opfatter vi omsorg som en slags hovedoverskrift til alt, hvad vi ser som vores væsentligste opgave i forhold til de anbragte børn. Empati Et andet absolut nødvendigt element i vores arbejde er empati, evnen til via indlevelse at kunne forstå andres psykiske situation. Det vigtigste er at kunne indleve sig i det enkelte barns situation, at forstå denne, for derefter at komme barnet i møde via handling. Der fordres således en høj grad af følsomhed i vores arbejde, at vi som medarbejdere har adgang til vore egne følelser, og at vi tør bruge dem for bedre at kunne forstå et konkret barn i en konkret situation. Vi har også brug for empatien, når vi forholder os til børnenes forældre og øvrige netværk. At være forældre til et barn, der bliver anbragt på en døgninstitution, er svært. Ofte er der ikke tale om et frit valg, men om en nødvendighed, som ofte er dikteret af andre. På Skodsborg taler vi om, at vi har en kærlig arm rundt om barnets forældre. Via empati forstår vi deres situation, og vi kommer dem i møde. Vi gør, hvad vi kan, for at de skal føle sig velkomne på Skodsborg. Vi husker mærkedage og højtider, og vi prioriterer kontakten til dem højt. Kontinuitet Evnen til empati højner kvaliteten af vores omsorg overfor børnene, og sådan forholder det sig også med begrebet kontinuitet, idet omsorg af høj kvalitet nødvendigvis indebærer kontinuitet. Vi tilstræber, at et barn har få nærtstående voksne omsorgspersoner, således at barnet sikres mulighed for følelsesmæssig tilknytning. Dette er og bliver en svær, men nødvendig opgave på en døgninstitution. 14

15 En stabil medarbejdergruppe bliver en forudsætning for at arbejdet præges af kvalitet. Men også i den vertikale dimension er kontinuitet vigtig, nemlig det enkelte barns mulighed for at opleve kontinuitet i sit eget liv. Erik H. Erikson kalder det for den personlige identitet, det, der gør, at ethvert menneske kan opleve en vis overensstemmelse med sig selv. Til det lille barns oplevelse af overensstemmelse med sig selv, af identitet, knytter sig en biografisk linie, barnets egne personlige oplevelser. Disse oplevelser er som oftest knyttet til andre mennesker: forældre, søskende, bedsteforældre m.fl. Det er med denne erkendelse, vi ser nødvendigheden af at arbejde med barnets historie, at bevare og værne om vigtige relationer og måske direkte opdyrke relationer til forældre og andre nært beslægtede familiemedlemmer. Ansvarlighed Begrebet ansvarlighed hænger sammen med, og er en nødvendig del af de tidligere nævnte tre begreber. Ansvarlighed betyder imidlertid også, at vi gennem vores daglige pædagogiske arbejde forsøger at styrke hvert enkelt barns tro på, at Jeg er, og Jeg kan, således at barnet bliver synligt for sig selv. Selvet bliver til ved, at man forholder sig til sig selv. Selvet er ikke et givent personlighedstræk, nej, det er processen, der skaber selvet, og hvis vi er dygtige nok, kan vi medvirke til, at processen kommer i gang og holdes i gang hos dem, vi er sat til at hjælpe. Men det at styrke den enkelte til at tro på sig selv og til at turde synliggøre sig selv gælder jo også på personalesiden i vores tværfaglige samarbejde, hvor vi støtter hinanden i fællesskabet, såvel som i individualiteten. Et miljø præget af uansvarlighed, hvor den enkelte person hele tiden mindes om, at jeg intet er, har som mål at nedbryde den enkeltes identitet, nedbryde fortiden, nedbryde kontinuiteten med et på mange måder positivt ladet, men misforstået slogan, som: Nu starter vi på en frisk!. Et sådant miljø vil næppe betyde vækst på længere sigt, vi skal derfor kende de værste faldgruber for at kunne undgå dem. Det, vi opfatter som vore vigtigste pædagogiske redskaber, har således deres rod i almenmenneskelige værdier: Lykkes det ikke for os at give det enkelte barn omsorg, svigter vi det. Empatien hjælper os til at forstå, og lykkes vores forståelse ikke, er fordømmelse nærliggende. Forsømmer vi at skabe kontinuitet og sammenhæng i det lille barns liv, vil resultatet for barnet blive oplevelse af brud. Nedbryder vi barnets oplevelse af eget værd, og holder vi ikke aktivt vækstprocessen i gang, da er vi yderst uansvarlige Er du interesseret i at få mere at vide om Skodsborgmodellen, så tilbyder VISS.dk en Temadag d. 2. november. Mere information på under menupunktet konferencer. Litteratur: Inger Thormann & Charlotte Guldberg: Hånden på hjertet. Omsorg for det lille barn i krise. Hans Reitzels Forlag Inger Thormann & Charlotte Guldberg: Med hjerte og forstand. De tidlige anbringelser. Hans Reitzels Forlag Inger Thormann & Charlotte Guldberg: Den nænsomme anbringelse. Hans Reitzels Forlag Donald W. Winnicott: Leg og virkelighed. Hans Reitzels Forlag

16 Kurser og efteruddannelse Download Kursuskataloget for 2010 på klik på kurser. Konferencer og temadage Jeg møder dig, som jeg ser dig med Per Lorenzen d. 14. september, Skodsborgmodellen og spædbørnsterapi med Inger Thormann d. 2. november VISS.dk noget at tale om Tilmeld dig VISS.dk s nyhedsmail på VISS.dk VIDENSCENTER SKANDERBORG SØLUND Dyrehaven Skanderborg Telefon viss@skanderborg.dk PRO////ART A/S