Interview m Anders Zachariassen:

Transkript

1 Interview m Anders Zachariassen: (Foto: Stolligfoto/SønderjyskE) Få spillere symboliserer den udvikling, håndbolden i Sønderjylland har taget, i højere grad end Anders Zachariassen. Anders har haft sin håndbold-opvækst i Ulkebøl, har spillet på SønderjyskEs ligahold, og har nu taget skridtet videre til tysk håndbold i Flensburg-Handewitt. Her kort tid inden sæsonstarten opsøgte De fantastiske Lyseblå Anders efter træningen i Flensburg for at tale med ham om årene i SønderjyskE, overgangen til tysk bundesligahåndbold og drømmen, der blev til virkelighed. Hvordan har du oplevet at komme til SG? Til at starte med var det jo kæmpestort. Man har jo hele tiden fulgt med i Bundesligaen, hvordan denne store klub klarer sig, og man har jo drømt om at komme herned, Det har været stort, omend ikke grænseoverskridende (jo, det må man da sige, det var, red.:)), for du kommer ned til noget, der er så stort, en organisation, der er så meget større, end du kender det fra Danmark. Det var overvældende i starten. Hvor meget har træningsmængden ændret sig? Vi trænede faktisk rigtig meget i SønderjyskE, så på en måde var jeg vant til det, men det er selvfølgelig alligevel noget helt andet, når man kommer herned, specielt i forberedelsen, hvor man kan have både 2 og 3 træningssamlinger på en dag, fordi alle er fuldtids-professionelle, så de ikke behøver arbejde ved siden af. I Sønderborg var du nødt til at træne efter kl , fordi folk først skulle hjem fra arbejde. Så i forberedel-sesfasen træner vi mere hernede, mens vi i selve sæsonen nok træner mindre, simpelthen fordi vi ikke har tid til at træne mere, da vi spiller kampe hver anden, tredie dag....jeg mener at have læst, at I spillede 58 kampe sidste sæson... Ja, netop. Hvis du sammenligner med et dansk ligahold, der ender i top 8 og skal spille slutspil, så spiller de 34 kampe i sæsonen, hvorimod vi allerede nu kan se frem til 35 kampe indtil jul. Vi har én friweekend indtil jul, og det er

2 landsholdspausen, hvor de fleste i truppen skal samles med deres forskellige landshold. Så det er et meget presset program både trænings- og kampmæssigt, sammenlignet med danske forhold. Oveni det kommer så, at der i den tyske liga overhovedet ikke er nogen lette kampe, hvor der i Danmark dog er en stor forskel på den absolutte top og bund. (...intervieweren kaster et blik ind i Duburger-Halle, SGs træningshal, og kommenterer, at den hal er da ikke noget at skrive hjem om...) Hallen er skam udmærket. Gulvet er glimrende, og vi har hallen for os selv. Der er ikke meget ved at træne i en stor hal med tomme pladser hele vejen rundt, uden stemning og uden føling med banen. Desuden har vi alle vores ting liggende inde i hallen, så vi føler alle 18 mand, at vi hører hjemme her. Hvad har den øgede trænings- og kampmængde betydet for dig personligt? Jeg kom herned med en vægt på 98 kg, og jeg tabte hurtigt 4-5 kg, men så har jeg siden ligget temmelig konstant på kg. Jeg havde nok noget hvalpefedt, der skulle løbes væk. Jeg fornemmer selv, at jeg har fået en større muskelmasse og mindre fedt. Når man spiller for et hold, der består af 18 landsholdsspillere, heraf 6-7 danske, må man vel gå ud fra, at kravene og niveauet er noget højere. Men hvori består forskellen: på det taktiske plan eller osse rent teknisk? Det er klart, at man bliver udfordret til hver træning, når der er så mange spillere på et højt niveau. Rent fysisk ligger niveauet noget over det danske. Det er klart, at i den absolutte top i DK er der osse hold, der har fysikken i orden, men ellers er det fysiske niveau i DK generelt ikke så højt som her. Det er vel osse naturligt, når du bliver presset til det yderste i hver kamp, i hver træningssamling. Kan du selv mærke denne forskel? Ja, for jeg er jo ikke en af de største. I Danmark kunne man måske klare sig med sin størrelse, bl.a. fordi man osse kendte de fleste af modstandernes spillere og vidste, hvad de ville foretage sig i enhver situation, men her var jeg nødt til at forøge min muskelmasse for at kunne klare mig. Jeg bilder mig ind, man kan iagttage forskellen. I de første kampe var det måske lidt lettere at komme forbi dig i forsvaret, end det er idag? Lige netop. Det hænger sammen med, at jeg er blevet stærkere, men osse med, at når du kommer til en ny liga, møder du stærke spillere, du indtil nu kun har set i fjernsynet og som du ikke har spillet mod før. Der går noget tid, inden du vænner dig til tempo, styrke og modstandernes bevægelser. Hvor du i DK kendte de fleste af modstanderne, måtte du ligesom starte forfra hernede. Men når du så har fået noget erfaring og ved, hvordan modstanderne bevæger sig, er det lettere. Men selvfølgelig udvikler du dig osse selv fra træning til træning....omvendt må man så osse sige, at du fik chancen fra start ved Ljubo (træner Ljubo Vranjes, red.)? Ja, hos Ljubo får alle chancen. Jeg kom herned som ung, uerfaren spiller og havde regnet med at sidde en del på bænken, og pludselig skulle jeg spille næsten fuld tid ved siden af Tobias Karlsson i midterforsvaret, fordi Jacob Heinl blev syg. Men allerede inden Jacobs sygdom fik jeg spilletid, og det er klart, at man virkelig får gjort nogle erfaringer, når man pludselig spiller mod f.eks. THW Kiel, hvor man ikke umiddelbart havde forventet meget spilletid. Pludselig skal man spille, fordi der ikke er nogen af de erfarne, der kan spille den plads. Jeg blev smidt ud i det, og det lærer du af. Du drager dine erfaringer, og næste gang kender du lidt mere til modstanderens styrker og svagheder. Hvor kom dit egentlige gennembrud?

3 Det er meget svært at sige. Jeg scorede en del mål i udekampen i Göppingen, men jeg synes egentlig, hele efteråret gik glimrende for mig. Pludselig var jeg alene om at udfylde midterpositionen i forsvar og angreb, og så var det jo bare om at give alt, hvad jeg kunne hver gang. Det modner hekt enormt. Da det så samtidigt gik helt godt for mig, når jeg blev smidt ind, og jeg gjorde mange ting rigtigt, er det klart, at det giver selvtillid Det har vel osse været en stor støtte at ha en verdensklassespiller som Tobias Karlsson ved din side i forsvaret...? Selvfølgelig hjælper det at kunne støtte sig til sådan en erfaren spiller. Når du laver fejl, fortæller han dig, hvad du gør forkert og hvad du skal ændre. (Foto: Stolligfoto/SønderjyskE) Man mærker, at samarbejdet er blevet endnu bedre end i starten... Når man træner, går man ikke 100% til sagen, og det er svært at forestille sig kampsituationerne, før man står midt i dem, og det, at jeg har fået så meget spilletid, har osse gjort, at jeg lærer dem omkring mig bedre at kende. Var det at komme til Flensborg en drøm, der gik i opfyldelse? Når man kommer fra Sønderjylland, er det den klub, man ser op til. Vi kender alle holdet fra fjernsynet, vi har næsten alle set kampe i Campus-Halle (Flens Arena. Samtidigt har de mange danskere i truppen gjort, at man har været mere opmærksom på klubben, end man ville have været, hvis det havde været en trup med lutter udlændinge. Selvfølgelig har man osse haft nogle forbilleder på holdet og man har tænkt, at Det kunne da være fedt, hvis... - og pludselig er man en del af det hele. Men har muligheden altid været en realistisk mulighed? Da jeg skulle til at afgøre, om jeg skulle forlænge min kontrakt hos SønderjyskE, vidste jeg slet ikke, hvilke muligheder der var. Indtil den dag havde jeg slet ikke tænkt tanken og troede måske, at jeg endnu ikke var helt klar til at tage springet til tysk håndbold. Så da muligheden dukkede op, kom det som en overraskelse for både mig, min agent og min kæreste....for blot en 6-7 år siden havde man vel svært ved overhovedet at forestille sig et liga-hold i Sønderborg?

4 Ja, de spillede jo ude i Tønder på det tidspunkt. Min storebror, Casper, spillede med på holdet både i Tønder og de første år her i Sønderborg, men det er klart, at for os, der kommer fra området, er det en drøm at komme til at spille på det hold. Hvad siger du til SønderjyskEs projekt, der har skaffet ligahåndbold til Sønderjylland? Jeg synes, det er et rigtig godt projekt. Hvis man tænker på økonomien, er SønderjyskE jo faktisk en af de eneste klubber, der år efter år har plus i regnskabet. Jeg synes, det er imponerende, at man kan opnå dette i en lokal klub som vores i en relativt lille by og med stort set udelukkende lokale sponsorer, og jeg har altid været rigtig stolt af at være der, over at være en del af det projekt. Det var stort for en lokal dreng at kunne vise, hvad man kunne og være en del af holdet. Hvor går grænsen for projektet? Det er et godt spørgsmål. Det er vel et spørgsmål om, hvor langt pengene rækker. Jeg har jo ingen indsigt i klubbens økonomi, men det handler i sidste ende om at finde den rette balance mellem ikke at gå konkurs og at finde nogle gode spillere til en god pris. Selvfølgelig er det lettere for dem, der har mange penge, men når man ikke har uanede midler, må man få det bedste ud af det og det er det, som SønderjyskE har været gode til alle årene......men jeg tror da, at selv du arbejdede ved siden af, da du var hos os? Ja, det gjorde jeg osse. Lige så meget, fordi jeg ville have noget ved siden af håndbolden. Dengang jeg boede hjemme, behøvede jeg jo ikke arbejde ved siden af, men det gjorde jeg alligevel. Da jeg flyttede hjemmfra, arbejdede jeg 12 timer om ugen i en daginstitution, og det er selvfølgelig ikke alverden, og det var begrænset, hvd man fik ud af det økonomisk, men det er rart at have noget andet end håndbolden, så man ikke bare sidder derhjemme og venter, specielt når man træner om eftermiddagen. Samtidigt er det en del af SønderjyskEs koncept, at de unge spillere skal ha muligheden for at foretage sig noget ved siden af, f.eks. at studere. (Lasse Svan kommer forbi for at spørge, om Anders vil med på golfbanen næste dag, så jeg slipper for selv at stille spørgsmålet, om der overhovedet er nogen fritid, og om man foretager sig noget med holdkammeraterne privat...) Ja, ja, vi foretager os ting sammen ved siden af håndbolden. Det er selvfølgelig interessebetinget: jeg tror, vi er 7 spillere, der spiller golf, og det er rart at komme ud og spille lidt sammen. Der er selvfølgelig ikke meget tid hertil i opstartsfasen, men når først sæsonen går igang, og vi kun træner én gang om dagen, så er det klart, at der er tid til at spille et par huller golf. Der er alt andet lige en del fritid......men du skal vel osse restituere? Generelt har vi fri dagen efter en kamp, og hvis ikke vi har det, så træner vi en let omgang for at få løbet kampen ud af benene, og man kan sige, at det osse er god restitution at få gået nogle kilometer på golfbanen. Var selve overgangen, herunder flytningen til FL, besværlig? Jeg går ud fra, I er endt i Handewitt, hvor stort set hele truppen bor? Det er vi så ikke. Det er rigtigt, at de fleste bosætter sig i Handewitt, der er kun enkelte, der bor inde i selve FL, men vi ville gerne have noget at bo i ret hurtigt, og da en af de andre spillere flyttede ud af et hus i et andet område af byen, og vi kunne overtage det med det samme, valgte vi at gøre det. Så vi kunne flytte ind d. 1. juni, og så tage på ferie uden at bruge for meget tid på at søge. Det lettede overgangen. Hvad med det berømte tyske bureaukrati? Har du oplevet det?

5 Ja, det har været ret besværligt. Jeg var jo flyttet hjemmefra, da jeg boede i Sønderborg, men det at flytte til Tyskland har været interessant. Der har godt nok været mange papirer, der skulle underskrives. Der var mange underlige ting, man skulle have styr på i et nyt land, og det var besværligt, mens det jo er forholdsvis nemt blot at flytte i Danmark. Men ok, så har vi spurgt de andre danskere på holdet, og vores holdleder hjælper osse gerne med disse praktiske ting, så alt i alt er det gået fint. Hvor langt rækker drømmen, Anders? Nu må vi se. Jeg har to år tilbage af min kontrakt, og som det går lige nu, kan jeg da godt forestille mig at blive her længere. Et af formålene med at tage herned var at forsøge at komme lidt frem i køen, hvad angår landsholdstruppen, og alene det, at jeg kom med i bruttotruppen til VM i Quatar, var jeg umådelig stolt af, selvom jeg godt vidste, at jeg ikke ville komme med i den endelige trup. I det mindste har jeg fået min første landskamp (i Polen, red.), og det er jeg meget stolt af. (Interview: Henrik Jessen)