En vejledning i pop-rock sammenspil for begyndere

Transkript

1 En vejledning i pop-rock sammenspil for begyndere

2 2 AA s spillebog - en vejledning i pop-rock sammenspil for begyndere Indhold Forord... 3 El-bassen... 4 Spilleteknik... 4 Bassen i pop-rock sammenspil... 5 Bassen i Midt om natten... 5 Guitaren... 6 Spilleteknik... 6 Akkorddiagrammer akustisk guitar... 7 Akkorddiagrammer elektrisk guitar... 8 Guitaren i pop-rock sammenspil... 9 Guitaren i Midt om natten... 9 Klaver og keyboards Spilleteknik Klaver og keyboards i pop-rock sammenspil Keyboards i Midt om natten Akkordlægning på klaver og keyboards Akkordlægning i Midt om natten Trommesættet Spilleteknik Trommesættet i pop-rock sammenspil Trommer i Midt om natten Percussion Spilleteknikker Form og arrangement Arrangement og indstudering Nodemateriale Midt om natten Partitur til Midt om natten... 20

3 3 Forord Dette hæfte er tænkt til inspiration og støtte for deltagere og instruktører i sammenspil for begyndere. For at forstå bogens råd og forklaringer må man have et vist kendskab til elementær node- og akkordteori. De enkelte afsnit gennemgår rockens basisinstrumenter bas, guitar, keyboards og trommer/percussion og demonstrerer deres figurspil og funktion i et kendt poprocknummer: Kim Larsens Midt om natten. Der gives kortfattede anvisninger på tonernes placering på gribebræt og tastatur, enkelte spilletekniske anvisninger samt oversigter over akkordlægning og guitargreb. Anvisningerne er tænkt som påmindelser i sammenspilssituationen og kan ikke erstatte egentlig instrumentalundervisning. Her må henvises til de mange instrumentskoler og undervisningstilbud på markedet. Bogen afsluttes med en række gode råd til udformning af sammenspilsarrangementer på begynderniveau samt et komplet partitur til Midt om natten. Materialet kan bruges i forbindelse med undervisning i sammenspil på begynderniveau og i et vist omfang til selvstudium. Afsnittene er udformet, så de kan kopieres enkeltvis som handouts. God spillelyst! Anders Aare, Århus juli 2009

4 4 El-bassen E A D G I F B E A III G C F B V A D G C VII B E A D C F Tonerne på gribebrædtet Spilleteknik Figuren viser tonernes placering på et udsnit af bassens gribebræt. Som hjælp for utrænede nodelæsere kan man foreslå en positions-angivelse til den enkelte node (3.VII henviser f.eks. til tonen e i A-strengens syvende bånd). Bemærk, at hver tone findes flere steder, og at bassen noteres en oktav højere, end den klinger. Tonen på G- strengens V. bånd (evt. i A-strengens X. bånd) klinger en oktav under nøglehuls-c. Når en af strengene er afstemt i forhold til f. eks. et keyboard, stemmes de andre strenge sådan, at tonen i femte bånd svarer til næste løse streng. Gamle, slidte eller beskidte strenge gør svingningerne ujævne og vanskeliggør stemningen (se efter båndmærker, evt. rensning ved kogning). Bassen spiller normalt en tone ad gangen og anslås med plekter eller med fingrene. Plektret giver en skarpere anslagslyd, som foretrækkes i visse sammenhænge. Fingerspillet kan minde om den klassiske guitars højrehåndsteknik, dog primært med vekslen mellem 1. og 2. finger og uden brug af negle. Der spilles konsekvent med støtteslag, dvs. strengen anslås med retning mod strengen ovenover og fingeren hviler her indtil næste anslag. Dæmpning er en væsentlig teknisk udfordring, idet medsving af løse strenge er meget forstyrrende for de enkelte toners klang. Venstre hånds ubrugte fingre kan lægges let henover de andre strenge, og højre hånds tommel kan evt. støtte på 4. streng, når den ikke bruges. Fingerspillets støtteslag fungerer også som dæmpning. Tonernes varighed kan også styres med dæmpningsteknikker, f.eks. ved at lette fingrenes tryk mod gribebrættet eller ved efter hver tone at lade næste højrehåndsfinger bevæge sig hen og hvile på strengen før næste anslag (teknikken bruges f.eks. i den såkaldte pumpebas ). Slagbassen er et funky, men lidt krævende alternativ til de beskrevne anslagsteknikker. Remmens længde har betydning for arme og hænders bevægelsesfrihed. Sørg for, at bassen ikke hænger eller holdes for lavt og at halsen peger skråt opad. Selvom der er langt mellem båndene, bevares positionen så vidt muligt at spille i femte position vil f.eks. sige, at 1. finger som udgangspunkt tager sig af tonerne i femte bånd, 2. finger prioriterer sjette bånd etc. Det er som regel en fordel for dæmpningsarbejdet at undgå løse strenge.

5 5 Bassen i pop-rock sammenspil Bassen tydeliggør det harmoniske fundament ved at spille akkordernes grundtoner ved hvert akkordskift og så ofte det er nødvendigt for at bevare grundtonefornemmelsen. Som tendens spilles derfor grundtonen på 1-slaget i takten, medens der kan vælges andre akkordtoner, gennemgangsbevægelser, fills etc. senere i takten. Som mere avancerede muligheder kan bassen bevæge sig trinvist ved ind i mellem at vælge andre akkordtoner, eller endda gentage en bestemt tone trods akkordskift over en længere periode (såkaldt orgelpunkt ). Bassen er forpligtet i forhold til groovet til at holde samme grundrytme i hele formleddet, evt. med enkelte variationer. I rigtig mange tilfælde støtter bas og stortromme hinanden ved at spille nogenlunde samme rytmemønstre, overvejende orienteret mod 1. og 3-slaget. Rytmiske og melodiske variationer og fills bruges mest i periodeslutninger (f.eks. i slutningen af fjerde takt i en 4-taktsperiode) og ved formovergange. Gentagelser af et bestemt tonevalg i en fast grundrytme kaldes ostinatfigurer. Ostinatfigurer transponeres ved akkordskift, dvs. samme figur med udgangspunkt i den nye grundtone, således at fingersætningen bevares. Ved grundtoneskift er det oplagt at bruge trinvise gennemgange. I pop-rock skal variationer helst være diskrete og bruges med måde for ikke at skabe uro i groovet eller true grundtonefornemmelsen. I sjældnere tilfælde bruges bassen som melodiinstrument i forbindelse med f.eks. intro-temaer, mellemspil og fælles-riffs i hele bandet (tutti). Bassen i Midt om natten I dette arrangement spiller bassen følgende simple grundtoneostinat i A-stykker og mellemspil (uvarieret): 4.V 4.I I B-stykket spilles den såkaldte standard-basfigur (her med en enkelt overgangsvariation i sidste takt): 3.V 4.III 3.III 4.III 3.V 4.VII 4.V Der kan naturligvis varieres yderligere efter smag og behag. Bemærk at A-figuren skal dæmpes på 2 og 4, mens B-figuren klinger mere konstant. Undgå løse strenge af hensyn til dæmpning.

6 6 Guitaren E A D G B E I F C F B E A III G C F D G B V A D G C E A F VII B E A D B C F G C Tonerne på gribebrættet Spilleteknik Figuren viser tonernes placering på et udsnit af guitarens gribebræt. Når en af strengene er afstemt i forhold til f. eks. et keyboard, stemmes de andre strenge sådan, at tonen i femte bånd (3.-strengen dog fjerde) svarer til næste løse streng (se pilene) Det er ikke så nemt at stemme en guitar præcist, hvorfor mange anskaffer en stemmemaskine. Gamle, slidte eller beskidte strenge gør svingningerne ujævne og vanskeliggør stemningen (se efter båndmærker, evt. rensning ved kogning). Bemærk, at hver tone findes flere steder, og at guitaren noteres en oktav højere, end den klinger. Nøglehuls-c skal derfor findes i B- strengens I. bånd eller i G-strengens V. bånd (evt. D-strengens X. bånd). Den akustiske guitar (western eller klassisk) bruges typisk til akkordspil (evt. brudte akkorder) og anslås med plekter eller fingre (evt. negle). Fingerspillet findes især som folkelige stiltræk eller som stemningsprægede lån fra den klassiske guitarmusik. Både plekter- og fingerspilsteknik bruges til melodispil med hver deres tekniske udfordringer (f.eks. plektrets vekslen mellem op- og nedslag). Dæmpning af de strenge, som ikke skal klinge, er en krævende, men meget væsentlig ting at lære sig. Ved akkordspil med plekter er det for eksempel vigtigt, at de strenge, som ligger under akkordens dybeste grundtone, ikke klinger med. Man kan enten styre udenom med plektret eller dæmpe med venstre hånds fingre (prøv f.eks. at lade de to dybeste strenge klinge løst sammen med en akustisk D-dur-akkord! - se diagram). Især ved brug af forvrængning på el-guitaren er det vigtigt, at de løse strenge til stadighed dæmpes, enten med venstre hånd eller med håndryggen på højre hånd. Tonernes varighed kan også styres med dæmpningsteknikker, f.eks. ved at lette fingrenes tryk mod gribebrættet (jf. de korte efterslag i reggae mm). Remmens længde og evt. siddestilling har betydning for arme og hænders bevægelsesfrihed. Sørg for, at guitaren ikke hænger eller holdes for lavt og at halsen peger skråt opad. Fingersætning er et kapitel for sig, og man må indstille sig på konstant at vælge om afhængig af sammenhængen (hvilke toner/akkorder, der kommer før/efter). I akkorddiagrammerne er vist hensigtsmæssige forslag (1=pegefinger etc.). Ved melodispil bevares positionen så vidt muligt at spille i femte position vil f.eks. sige, at 1. finger som udgangspunkt tager sig af tonerne i femte bånd, 2. finger prioriterer sjette bånd etc.

7 7 Akkorddiagrammer akustisk guitar

8 8 Akkorddiagrammer elektrisk guitar

9 9 Guitaren i pop-rock sammenspil Guitaren fungerer både som melodi- og akkordinstrument. Melodispil kan være temaer eller fills, ligesom solospil jo også er en form for spontant komponeret melodispil. Temaer findes typisk i intro og mellemspil, medens fills spilles ved pauser i melodistemmen, evt. som call-response. Akkordspil kan have mange forskellige rytmiske udformninger, som regel i et bestemt mønster som er afstemt i forhold til groovet. Rytmeguitaren har en vis tendens til at orientere sig mod afterbeat (2 og 4- slag) og off-beat, eller mod systematisk modrytmik (f.eks. claves-figurer). Som en slags mellemvej mellem melodi- og akkordspil bruges melodiske ostinater, dvs. en- eller totaktsfigurer af pentatont tilsnit. Især i mere hårdtslående genrer spiller bas og guitar gerne det samme (unisont), evt. med lidt flere underdelinger i guitaren. Der spilles i det dybe leje, og guitaren fungerer da som en slags klanglig forstærkning af basstemmen. Endelig kan guitaren også melde sig helt ud af groovet ved at spille brede akkorder på 1-slagene, som regel med masser af tilføjet effekt (chorus, distortion etc.). Valg af sound og effekter er et kapitel for sig, som ikke skal behandles her, men som er et vigtigt aspekt i udviklingen af den gode guitarist. Guitaren i Midt om natten I dette arrangement spiller guitaren (elektrisk eller evt. western) nedenstående grundtoneostinat i A- stykket (udfyldt variant af basstemmen). Figuren spilles med plekter og muted, f.eks. ved at lade højre håndrod hvile på strengen tæt ved stolen: I løbet af A-stykket optræder følgende riffs i melodipauser (spilles med distortion, bemærk vridning af strengen i t. 15): Som overgang til B-stykket spiller guitaren unisont med keyboards følgende tema (m. distortion, undlad evt. tertsen i akkorden):

10 10 I B-stykket spilles følgende akkompagnementsfigur (let varieret), delvist med funktion som fills i forhold til korstemmen. Den kan efter behag spilles på el- eller western guitar: Det er også en mulighed at tilføje akkorder i lange nodeværdier, dvs. på 1-slaget ved hvert akkordskift med chorus-effekt eller som power-chords med distortion. Der kan improviseres guitarfills under de sidste gentagelser, og endelig er det oplagt at spille akkorderne på akustisk guitar, f.eks. i følgende grundrytme (se grebene i akkorddiagrammerne): Western og klassisk guitar

11 11 Klaver og keyboards Figuren viser tonernes placering i en enkelt oktav på tastaturet. De syv stamtoner er normalt hvide og de andre fem sorte. De enkelte toner kan have forskelligt navn afhængig af den tonale sammenhæng (Gb og F# er således samme tangent). Man må lære sig den enkelte tones placering i forhold til grupperne med henh. to og tre sorte tangenter. Tonernes placering på tastaturet Det midterste C på tastaturet kaldes ofte nøglehuls-c. Af klanglige grunde er det langtfra ligegyldigt, hvilken oktav der spilles i, og der er tendens til størst aktivitet omkring nøglehuls-c, f.eks. ved akkordspil (bortset fra evt. basstemme, naturligvis) Spilleteknik Foruden de mere traditionelle klaverer og orgler findes der et utal af forskellige typer keyboards med hver sine spilletekniske udfordringer. På et akustisk klaver har man en umiddelbar fornemmelse af forholdet mellem anslagets styrke og den tilsvarende tones klang og volumen. På de elektroniske instrumenter er dette forhold enten fraværende eller man skal vænne sig til det i hvert enkelt tilfælde. Under alle omstændigheder er idealet et præcist og kontrolleret anslag, således at f.eks. tonerne i en akkord kan få samme starttidspunkt og volumen. På de elektroniske keyboards er spilleteknikken desuden afhængig af, hvilken af de instrumentets mange lyde, man aktuelt spiller med, ligesom der er mulighed for at modificere anslag, modulation, pitch mm. ved hjælp af instrumentets forskellige knapper og håndtag. Tonerne klinger normalt kun i det tidsrum, tangenterne holdes nede, men ved hjælp af dæmperpedalen kan klangen forlænges, indtil pedalen slippes (sustain). Det er for eksempel praktisk ved vanskelige akkordskift eller hvis man vil opbygge en stor klang ved at lægge mange toner oven i hinanden. På klaverer er der som regel en piano-pedal, som dæmper anslag og volumen til brug i stille passager. Det er vigtigt at overveje fingersætningen både ved akkord og melodispil. Ved akkordskift er det både af praktiske og klanglige grunde vigtigt at bruge nærmeste vej-princippet, dvs. blive i nogenlunde samme position og lade fælletoner mellem akkorderne anslås af den samme finger. Især i melodispil må man dog regne med mange positionsskift, f.eks. ved at lade fingrene krydse over eller under hinanden.

12 12 Klaver og keyboards i pop-rock sammenspil Klaver og keyboards kan fungere som både melodi-og akkordinstrumenter. Melodispil kan være temaer eller fills, ligesom solospil jo også er en form for spontant komponeret melodispil. Temaer findes typisk i intro og mellemspil, medens fills optræder ved pauser i melodistemmen, evt. som call-response. I princippet kan moderne synthesizers sige som et hvilket som helst andet instrument, og kan derved erstatte f.eks. en hel blæsergruppe eller tilføje eksotiske eller surrealistiske klangelementer med gimmick-virkning. Akkordspil kan have mange forskellige rytmiske udformninger, som regel i et bestemt mønster som er afstemt i forhold til groovet. Når klaveret bruges som eneste akkompagnement til f.eks. sang vælges typisk en gennemgående figur bestående af basstemme + akkord, en såkaldt strum. Strums bruges også i bandsammenhæng, men her skal man passe på med basstemmen, som let kan komme til at forstyrre elbassen. Det kan dog undgås ved at spille helt unisont med bassen (klanglig forstærkning). Som på guitaren bruges også melodiske ostinater, dvs. en- eller totaktsfigurer af pentatont tilsnit. En hel familie af keyboard-lyde, kaldet strings eller pads, er beregnet til flydestemmer, dvs. akkorder i lange nodeværdier, som fungerer som et slags fyldigt harmonisk bagtæppe. Brugt sparsomt akkompagneret f.eks. i intro- eller kontraststykker er de ganske stemningsskabende med forskellig virkning i dybe og høje registre. Keyboards i Midt om natten I dette arrangement spilles den vigtigste akkompagnementsostinat på keyboards (centralmotiv / hook). Fra andet A-stykke tilføjes en variant af figuren i hurtigere nodeværdier med funktion som en slags modstemme. De to stemmer er A-stykkets rytmisk og melodisk mest interessante og er fint disponeret i forhold til melodistemmen: Lad smag og behag afgøre valget af lyde til de to stemmer. For den sags skyld kan modstemmen spilles af et helt andet instrument f.eks. et blæse- eller strengeinstrument. Lad det ene keyboards spille med på mellemspilstemaet. Vælg en god stringer-lyd eller pad til flydestemme i B-stykket og/eller brug en enkel klaverstrum, som f.eks. følger rytmen i stortromme/bas + lilletromme:

13 13 Akkordlægning på klaver og keyboards Figuren viser, hvor de enkelte noder i bas- og diskantnøglen skal findes på tastaturet. De almindeligste akkorder er i princippet tertsopbyggede udfra grundtonen, men både af stemmeføringsmæssige og spilletekniske grunde bruges i praksis alle omvendinger (terts, kvint eller septim nederst). Medens højre hånd spiller akkorden, kan venstre evt. tilføje akkordens grundtone eller en basfigur (som i klaver-strums). Under alle omstændigheder sørger bassen for grundtonefornemmelsen. Almindeligvis vælges omvendinger i nærheden af nøglehuls-c, selvom man naturligvis kan vælge at anbringe f.eks. en stringerstemme i et højere leje for at udnytte hele frekvensområdet. Akkordlægning i Midt om natten I A-stykkerne spilles kun melodiske ostinater. Herunder vises, hvordan de tre akkorder i B-stykket kan lægges under overholdelse af nærmeste vej -princippet: D og C omlægges, medens C spilles i grundform: X X X D Efter omlægning spilles fællestoner af samme finger (se pilene): X X X G I partituret s. 18 spiller strings andre omlægninger i et højere register. X X X C

14 14 Trommesættet Figuren viser opbygningen af et traditionelt trommesæt med lilletromme (snare), stortromme (bass drum), toms og diverse typer bækkener (ride, crash og hihat). Trommelyde klassificeres som støj, selvom de enkelte trommer godt kan siges at have en bestemt tonehøjde. Der er ikke faste regler for deres stemning, men mange stemmer f.eks. i kvarter eller kvinter. Det er vigtigt, at stemningen af det enkelte skind er i nogenlunde overensstemmelse med skindtypen, og at det er lige stramt hele vejen rundt langs reifen (uden buler og bølger). Desuden er det vigtigt med stabile og velsmurte stativer og pedaler. Spilleteknik Det er et betydeligt stykke motorisk koordinationsarbejde at spille på trommesæt. Medens fødderne betjener henholdsvis hi-hat og stortrommepedal, spiller hænderne med stikker på lilletromme, toms, hi-hat og bækkener. De enkelte trommer/bækkener spiller rytmefigurer, som på en måde skal kunne afvikles og opleves uafhængigt af hinanden, om end de naturligvis er integrerede elementer i det samlede groove. Når venstre fod løftes, åbnes hi-hatten en effekt, der kan minde om sustain-pedalens. Stikkerne holdes afslappet vippende mellem især tommel, pege- og langefinger (håndryggen opad) og selve slaget er en koncentreret impuls, som kan sammenlignes med et slag med en fluesmækker. Hvis ikke skuldre, arme og håndled er afslappede under spillet, går det ud over præcision og hurtighed. Både på skind og bækkener ændres klangen af, om slaget rammer nær midten eller i kanten. I stille passager er kantslag på lilletrommen en mulighed (bagenden af stikken fast midt på skindet, slå på reifen). Nedenstående simple, men meget brugte trommerytme kan som koordinationsøvelse trænes uden trommesæt højre fod vipper på 1 og 3, venstre hånd slår på låret på 2 og 4, højre hånd klapper 8-dele f.eks. på venstre skulder. Når bevægelsesmønstret er indlært, er det let at overføre til trommesættet. Meget rocktrommespil er afledt/udbygget ud fra denne figur prøv f.eks. at løfte venstre fod på 4-og og sænke den igen på 1, tilføje stortrommeslaget i parentes og/eller skifte til 4-dele eller 16-dele i hi-hatten.

15 15 Trommesættet i pop-rock sammenspil Trommesættets vigtigste opgaver er at fastholde grundrytmen i hvert formled og at signalere overgange fra et formled til det næste. Dernæst bør trommesættet understøtte eventuelle fælles markeringer og motiver i rytmegruppen og generelt stimulere det rytmiske sammenspil med små variationer og fills. Der er ofte ganske stor forskel på grundrytmen i for eksempel vers og omkvæd med en tendens til stigende dynamik og aktivitetsniveau i omkvædet, specielt mod slutningen af nummeret. Kontrastvirkninger i eventuelle C-stykker er gerne baseret på eller understøttet af radikale skift i trommerytmikken. Trommesættets forskellige dele har hver deres funktion i sammenspillet. I rock spiller hi-hat og ridebækkener normalt ret beat-orienteret, gerne med underdeling i 8-dele eller 16-dele. Stortrommen orienterer sig mod 1- og 3-slaget, medens lilletrommen markerer afterbeat (2 og 4). Ikke så sjældent høres stortrommeslag på alle grundslag. Især med hensyn til stortrommen er der dog mange muligheder for at synkopere og udfylde på underdelinger. Især under indflydelse af stilarter som reggae, latin og funk vil der være mange off-beats/synkoper. Toms bruges især til fills og overgangssignaler. Overgangssignaler afsluttes typisk med et crash-bækken på næste 1-slag (evt. synkoperet), og markerer derved samtidig starten på det nye formled. Desuden kan der tilføjes diverse percussionrytmer mere eller mindre tydeligt inspireret af den latinamerikanske musik. De oprindelige percussionfigurer er tit for rytmisk komplekse til almindelig poprock se nogle gængse og ufarlige figurer i afsnittet om percussion. Trommer i Midt om natten I A-stykker og mellemspil spilles skiftevis stor- og lilletromme, og hi-hatten er erstattet af en lettere synkoperet percussionrytme (f.eks. håndklap): I B-stykket tilføjes et stortrommeslag i overensstemmelse med den nye basrytme, og hi-hatten spiller nu 8- dele: I de sidste gentagelser kan man evt. skifte til ride-bækken. Fills og signaler tilføjes efter behag.

16 16 Percussion Figuren viser nogle af de almindeligst brugte percussion-instrumenter. Til hvert instrument er foreslået en standardrytme, som kan bruges i enkel pop-rock stil. Spilleteknikker Shaker/tamburin Guiro Cabasa Claves Koklokke Bongos Congas 2 og 4 markeres ved ekstra impuls (tamburinen ved slag mod venstre håndflade) holdes lodret i venstre hånd, 4-dele trækkes langsomt, 8-dele korte ned/ op perlebåndene hviler i venstre håndflade, højre drejer håndtaget som pilene viser den ene hviler over krummet venstre håndflade, den anden slår på dens midte hviler i venstre håndflade med åbning opad, højre slår nær åbning med stik (i figur 2 spilles 8-delene med spidsen af stikken midt på klokkens side) spilles med fingerspidserne, slap-slag (s) med ekstra impuls, åbne slag (o) nær kanten uden dæmpning, lukkede slag (x) dæmpet midt på skindet, venstre skifter på off-beats mellem tommel og pegefinger lukkede slag (x) spilles dæmpet midt på skindet og skifter mellem håndrod og fingerspidser (håndrod på beat), åbne slag (o) nær kanten uden dæmpning, slapslag med impuls og let griben om skindet (gerne dæmpning i venstre hånd)

17 17 Form og arrangement Begrebet form minder lidt om en histories fortællestruktur med indledning, midte (hovedhandling) og afslutning. En typisk formtype i pop-rock-sammenspil er: Pop-form med kontraststykke: Intro A (evt. gent.) B A B C A B (evt. gent.) Koda Som i historien udgøres rammen af indledning (Intro) og afslutning (Koda), medens midten udgøres af et antal vers og omkvæd. Tekstmæssigt svarer versene (A-stykkerne) til historiens handling, medens omkvædene (B-stykkerne) fungerer som en slags tilbagevendende opsummering/konklusion. Medens tekst (og melodi) i omkvædene typisk er ens, en den forskellig i versene (ligesom melodien her kan varieres). Hvis nummeret har et C-stykke, har det ofte kontrasterende karakter og tilfredsstiller dermed et behov for variation i hovedforløbet (melodisk, harmonisk, instrumentalt etc.). En lignende virkning kan opnås ved at indsætte en instrumental solo. Pop-formen varierer fra indspilning til indspilning, ligesom der findes andre formtyper. Som arrangør styrer man selv det formmæssige forløb i spændingsfeltet mellem gentagelse og variation. Under indstudering kan det være rart at nøjes med et par formled i starten (f.eks. vers + omkvæd), så det grundlæggende groove kommer på plads, inden man skal forholde sig til flere og evt. kontrasterende forløb. Især i begyndersammenspil er det af samme grund fornuftigt at forme overgangene mellem formleddene ens man kan altid tilføje variationsaspekter i takt med fortrolighed med nummeret. Det er i øvrigt typisk i forbindelse med koncertopførelser/indspilninger af et nummer, at en forfinelse af formen kommer på tale. Arrangement og indstudering En begyndersats i pop-rock-sammenspil skal primært være overskuelig, dvs. ofte forenklet i forhold til en evt. originalindspilning. Foruden et begrænset antal formled er det en fordel for den enkelte (begynder)musiker, at der ikke er for mange forskellige temaer, akkompagnementsfigurer etc.. Variationer og overgange kan altid indføres undervejs, når overskuddet tillader det. Omvendt skal man som arrangør passe på med at forenkle på en sådan måde, at nummeret/groovet mister sin særlige identitet. Det kræver i virkeligheden et godt kendskab til de enkelte instrumenters spilleteknik m.m. at bevare de enkelte figurers særlige udtryk i forbindelse med forenkling eller transponering. Prøv så vidt muligt at forenkle på en sådan måde, at figuren senere kan udvides med enkelttoner, når/hvis det tekniske overskud tillader det. Hvis det kan lade sig gøre at tilføje spændende ekstrastemmer, fills eller overgangsvariationer (f.eks. stiknoder, volter etc.), uden at spolere overskueligheden, kan det være til nytte ved koncertindstuderinger eller udvidelse af besætningen. Både musikforlag og musikpædagoger har tidligere været tilbøjelige til at udforme arrangementer som en slags udvidede klaversatser, som kun medtog de elementer i sammenspillet, som let kunne overføres til klaverudtoget. Til gengæld for fordelen i at kunne styre processen fra lærerklaveret reduceres de andre rytmegruppestemmer til klicheer og forståelsen af især det rytmiske sammenspils muligheder (groovet) begrænses.

18 Ved udformningen af partitur og enkeltstemmer skal overskueligheden prioriteres højt. For eksempel kan man med fordel prøve at undgå, at nodematerialet fylder mere end to A4-sider (jf. nodestativet). Hvis arrangementet er så enkelt, at alle deltagere kan spille direkte efter partituret, har de mulighed for at læse med i de andres stemmer og f.eks. time indsatser i forhold hertil. Længere og mere komplicerede arrangementer må skrives ud i stemmer, idet man så må være omhyggelig med, at formledsbetegnelser og takttal stemmer. En del af de nævnte råd og anvisninger forudsætter, at deltagerne har så meget nodekendskab, at de kan stave sig til stemmerne på egen hånd. For instruktøren er der i det hele taget mange praktiske og pædagogiske grunde til at tvinge deltagerne til at være selvhjulpne med indstuderingen, frem for at suse rundt og vise alle, hvor fingrene skal placeres på tangenter og gribebræt. Ovenstående råd og anvisninger kan sammenfattes i følgende principper: 18 Sats på en høj grad af forenkling, så arrangementet hurtigt kan overskues, læres og huskes. Som udgangspunkt afvikles det enkelte formled ens hver gang. Enkelte stemmer kan tilføjes eller fjernes efter løbende aftaler, ligesom der altid kan udvikles avancerede overgange, breaks m.m., når først nummeret er indstuderet i sin basisform. Variationer af akkompagnementsfigurer kan ligeledes indføres senere eller udvikles på stedet af den enkelte musiker. Tag på forhånd stilling til mulige forenklinger af teknisk krævende figurer. Udeladelse af enkelttoner må ikke ændre figurens karakter afgørende. Arrangementet må i partiturform ikke fylde mere end to A4-sider. Det er en fordel for begyndere, at have det visuelle overblik over hele nummeret aht indsatser, formledslændger, fills m.m.. Længere arrangementer bør udskrives i stemmer og forbeholdes øvede instrumentalister / nodelæsere. Det kan være pædagogisk nødvendigt at tvinge folk til at bruge viden om rytmer, toner og akkorder fra teoriundervisning til at indstudere egne stemmer og til at opdage enkeltheder i samspillet med de andre stemmer. Til andre tider kan det være oplagt at skyde genvej til præcis indlæring af f.eks. grooves ved at indstudere akkompagnementsfigurer og temastumper uden noder, eller SDS-agtigt uden instrumenter ved brug af periodetrin, stamp, klap og stemmer. Lad deltagerne spille deres stemmer i forskellige kombinationer, f.eks. to og to, så de gradvist anspores til at lytte efter alle medspillere. Først når alle hører alle på en gang, kan musikken begynde at svinge! Nodemateriale Nodematerialets udformning afhænger af, hvilket niveau der skrives til, og af arrangementets længde/kompleksitet. Her følger en liste over oplagte muligheder: Melodiark med tekst og tilføjelse af f.eks. becifringer, guitargreb, fingersætninger etc. Melodi (som ovenfor) + tilføjelse af 1-2 gennemskrevne enkeltstemmer Melodi + rytmegruppepartitur for hvert formled (2-4 takters grooveskema) Partitur (evt. + ekstrastemmer og forslag til variation) Partitur + udskrevne enkeltstemmer

19 19 Midt om natten Besætning: 1 lead-vokal (M/K) 3 korsangere (2K, 1M, overstemme t synges af M) 2-3 guitarister 2-3 keyboardspillere 1 bassist 1 trommeslager (+ evt. percussionist, håndpercussion kan spilles af korsangere) Byg A-stykket op som en lagkage i flg. rækkefølge: Håndklap og lilletromme (evt. først som klap) Stortromme og bas Guitar og evt. percussion (tamburin, shaker, koklokke etc.) Lead-vokal (først nu følges nummerets form tag en pause for at gøre opmærksom på placeringen af de to G-dur-takter) Guitar-fills Synthesizer (fra 2. vers)

20 20 Partitur til Midt om natten

21 21