Danske konkurrencefordele under pres

Transkript

1 Samfund Danske konkurrencefordele under pres Særpræg. At opretholde de specielle danske konkurrencefordele bliver hårdt arbejde - Det fordrer optimal læring, ledelse og samordning i årene fremover - Ny bog stiller skarpt på dynamikken bag det danske vækstmirakel - Hovedforklaringen er, samfundet er gearet til tilpasning, siger en af forfatterne, professor Ove K. Pedersen - Men han advarer også om overraskelser forude De specielle danske konkurrencefordele, der betragtes som en væsentlig del af forklaringen på, at vi i årevis har klaret os overraskende godt på den økonomiske front, vil blive udfordret. Samtidig er der i øjeblikket så megen fokus på den danske model, at der er fare for, at en række andre lande vil kopiere elementer af vores samfundsmodel, hvorved specielle danske fordele ikke længere vil være unikke. Og dette pres kan kun modstås, hvis læring, samordning og ledelse fungerer optimalt. Sådan lyder budskabet fra professor Ove K. Pedersen, International Center for Business and Politics, CBS, i et interview med Ugebrevet. Hans nye bog National Identity and Varieties of Capitalism: The Danish Experience, der er skrevet i samarbejde med to nordamerikanske sociologer, er på vej i trykken. Den præsenterer en ny vækstforståelse og forsøger at forklare, hvordan en lille, ekstremt åben økonomi med en høj grad af regulering, et fintmasket velfærdsnet og et tårnhøjt skattetryk, kan klare sig fremragende i en stadigt mere globaliseret verden. Disse karakteristika er i hvert fald ikke de økonomiske lærebøgers recept på en vækstsucces. Bogen er et forsvar for den dagsorden, der går under betegnelsen institutionel konkurrenceevne. Se tekstboks. Denne tænkning, som Ugebrevet omtalte første gang for et år siden, breder sig som en steppebrand. Både regeringen, fagbevægelsen, Socialdemokraterne og Globaliseringsrådet er optaget af den. Og når Innovationsrådets årlige rapport lander i næste uge, vil der også blive ofret stor opmærksomhed på de specielle danske styrker. Tesen om institutionel konkurrenceevne handler groft sagt om, at et land eller en virksomhed, der ikke kan konkurrere på de traditionelle økonomiske parametre, alligevel kan klare sig glimrende. Det kan f.eks. skyldes en usædvanligt velkvalificeret arbejdsstyrke, en optimal infrastruktur, adgang til de nyeste teknologier, et fleksibelt arbejdsmarked, en tålmodig investeringskapital, vilje til at støtte innovation, social samhørighed eller politisk stabilitet. Altså faktorer, der i høj grad hjælper virksomhederne til at konkurrere i den globale økonomi, og som kompenserer for høje lønninger og andre omkostninger. Ove K. Pedersen medgiver, at tænkningen har politiske undertoner: Der er en normativ basis på to punkter: For det første har ingen af os har været specielt fascinerede af det neoliberale paradigme, og vi er nu i stand til at vise, at mange af neoliberalisternes forudsigelser var forkerte, og at det, der er tilbage af dem, er stærkt kritisabelt, hvad angår det metodiske grundlag. For det andet er det ingen hemmelighed, at vi har været stærkt fascineret af den skandinaviske model. Det er dog ikke udtryk for en accept af en socialdemokratisk tilgang, bl.a. fordi de nordiske landes modeller ikke er socialdemokratiske, i hvert fald ikke den danske og den finske. Den danske er f.eks. en klar kombination af noget meget socialdemokratisk og noget meget liberalt - og er altså socialliberal, siger Ove K. Pedersen. Tilfældigheder spiller ind - Bliver I ikke trætte af at rose Danmark hele tiden? Jo. Men det skyldes også, at der ligger en åbenlys fare i at rose noget, der blev besluttet for mindst 15 år siden, på nogle områder 25. I dag er det faktisk svært at sige, hvad der skal til for at træffe de rigtige beslutninger. De beslutninger, der i sin tid blev truffet, blev jo hårdt kritiseret i deres samtid. Så jo; der er en dyb usikkerhed om, hvorvidt det er rigtigt at gøre det nu. Det kan virke, som om vi har en konservativ holdning om, at der ikke er behov for at ændre noget - sådan er vi f.eks. blevet udlagt i tv. Men det er der jo. 22 Nr august 2005

2 - Onde tunger ville sige, at det er nemt at få penge til at forske i, hvorfor vi er så gode... Det er ikke rigtigt. I Danmark har vi en hypersensibilitet, der godt nok er fremtidsrettet, men også meget problemorienteret. Vi er mere optagede af problemer end af succeser. Vi er et af de samfund i verden, der relativt set har færrest problemer, men vi agerer ikke sådan. Hele vores forskning er orienteret mod at kunne udpege forventelige fremtidige problemer i stedet for at se på, hvad vi er gode til. Det er dét, man nemmest får penge til. - Men I har dog fået en stor bevilling til jeres nye center? Ja, men vi forsker ikke kun i, hvorfor vi er så gode. Vi udpeger også de problemer, der kan medføre, at vi ikke længere kan bevare vore specielle fordele. - Bærer jeres forskning ikke også præg af efterrationalisering? Da alle de gode initiativer blev iværksat, var der ingen, der talte om institutionel konkurrenceevne. I begyndelsen af 90 erne var der ingen, der talte om flexicurity - den specielle danske blanding af et fleksibelt arbejdsmarked og et - forholdsvis - solidt sikkerhedsnet. Gjorde man de rigtige ting uden at være bevidst om det? Det er helt rigtigt. Det var f.eks. hollandske forskere, der opdagede flexicurity, og det er kun få år siden. Men under Nyrup begyndte man dog at kigge på strukturel konkurrenceevne, og de fem grundlæggende strukturer i samfundet blev kortlagt. I den sammenhæng kom man for første gang ind på det første aspekt ved det, vi senere har valgt at kalde institutionel konkurrenceevne - nemlig behovet for at samordne en lang række politikker, siger Ove K. Pedersen. Overraskelser på vej - Men har I ikke det problem, at ikke alle jeres variable kan verificeres? For eksempel er det svært at måle et samfunds sammenhængskraft. Det er rigtigt, og det er også dér, en af de væsentlige diskussioner kommer. For hvad der er svært at måle, har også en begrænset overbevisningskraft. Her har den anden skole en lang tradition for succesfuld dokumentation. Men hvis vores tænkning kan forklare, hvorfor det, der ikke kunne ske, alligevel skete, så har vi alligevel en god sag. There is something excellent in the state of Denmark For tre år siden gik sociologerne John A. Hall fra McGill University i Canada og John L. Campbell fra Dartmouth College i USA sammen med Ove K. Pedersen, dengang Københavns Universitet, om et seminar med Danmark som centrum. De delte en undren over, at et lille land med en stor velfærdsstat og et højt skattetryk lå klart i toppen på en lang række makroøkonomiske variable. Det passede slet ikke med den gængse opfattelse af, hvordan man skaber vækst. Hvordan kunne dette paradoks forklares? De tre forskere var optagede af at finde ud af, hvorfor de neoliberalt orienterede angelsaksiske lande og de socialdemokratisk orienterede velfærdsøkonomier på samme tid kunne have stor succes. Oprindelig var målet at gennemføre et større komparativt projekt, men da der ikke kunne skabes et økonomisk fundament for en sådan satsning, besluttede de sig for i stedet at gå i dybden med, hvorfor Danmark klarede sig godt. Samtidig opdagede de, at der var stigende international interesse for netop dette fokus. Omdrejningspunktet blev hurtigt en tese om institutionel konkurrenceevne : I den stadigt mere intense konkurrence mellem nationer i en globaliseret økonomi, får de enkeltes landes institutionelle setups større og større betydning. I 80 erne og 90 erne var det opfattelsen blandt mange samfundsforskere, at globaliseringen ville få de forskellige samfundsmodeller til at konvergere mere mod hinanden. Men i stedet har resultatet været forskellige varianter af kapitalisme, hvor f.eks. den skandinaviske model blot er en af mange. I bogen National Identity and Varieties of Capitalism: The Danish Experience, der udkommer næste år, når Hall, Campbell og Pedersen frem til, at Danmarks succes i vidt omfang skyldes den institutionelle konkurrenceevne, dvs. evnen til at skabe samfundsøkonomisk fremgang som følge af de konkurrencemæssige fordele, virksomheder opnår ved at operere inden for rammerne af bestemte politiske, økonomiske og kulturelle institutioner. De argumenterer for, at den måde, arbejdsmarkedspolitikken, erhvervsuddannelserne, kompetenceudviklingen og strukturpolitikken er skruet sammen på, er vigtige forklaringer på, hvorfor Danmark er blevet institutionelt konkurrencedygtig og har opnået en bemærkelsesværdig fremgang de sidste år. Begrebet institutionel konkurrenceevne er dog ikke deres alene. Allerede i 1995 udgav professor Steen Thomsen, CBS, en artikel med titlen Erhvervspolitik og institutionel konkurrenceevne. Her kom han ind på, hvordan institutionelle faktorer som arbejdsstyrkens kvalifikationer, den offentlige infrastruktur og regulering samt et effektivt hospitalssystem spiller ind på konkurrenceevnen. Synspunktet blev også lanceret i en anden artikel med titlen Comparative Institutional Advantage: Adressing the Impact of International Differences in Corporate Governance. Siden har Ove K. Pedersen og hans kolleger dog drevet tankegangen meget længere og udviklet en række teoretiske spørgsmål, der f.eks. kan bidrage med ny viden om, hvorfor visse små lande med mange odds imod sig alligevel kan klare sig i den internationale konkurrence. Omdrejningspunktet for projektet blev et helt nyt samfundsvidenskabeligt flagskib på CBS, International Center for Business and Politics, der åbnede for et år siden på basis af en megabevilling på 30 millioner kr. fra CBS. Se Mandag Morgen nr. 25, Nr august

3 Paradokset Offentligt forbrug og skatter i Danmark og USA Forbrug regerings) samlede udgifter. regerings) sociale udgifter. Beskatning regerings) samlede provenu. Effektiv kapitalbeskatning, Pct. Danmark USA Figur 1: I en sammenligning mellem Danmark og USA viser det sig, at statens udgifter i forhold til BNP var markant højere i Danmark i 1990'erne. Det samme gælder de sociale udgifter, beskatningsniveauet og kapitalbeskatningen. Alligevel klarede begge lande sig bemærkelsesværdigt flot i 1990'erne. Note 1 : Den effektive kapitalbeskatning angiver den samlede skattebyrde for kapitalindkomst. Den består af skatter på formueindkomst og fast ejendom plus skatter på overskud af virksomheder med og uden begrænset hæftelse plus skatter på kapitaltransaktioner og finansielle transaktioner, alle som procent af driftsoverskuddet. Kilde: Verdensbanken, OECD, International Center for Business and Politics, CBS. - Vil du gå så vidt som at sige, at I har fundet en væsentlig del af forklaringen på det danske mirakel? Ja, men absolut ikke hele sandheden. Herhjemme er det ikke svært at overbevise nogen om, at disse faktorer er blandt de afgørende årsager til, at vi har klaret os så godt. Det er det til gengæld i angelsaksiske lande. Når jeg har draget så mange internationale forskere ind i dette her, skyldes det også frygten for medløb. At det er op ad bakke, kan netop vise, hvor langt vi har ret. Min foreløbige vurdering er, at vi har ret et langt stykke, hvilket svarer meget godt til den kollektive bevidsthed i Danmark. Men nu, hvor vi begynder at gå dybere ned i en række problematikker, forventer jeg en række overraskelser. F.eks. diskuterer vi lige nu, om flexicurity virkelig kan forklare så meget. For hvor mange er egentlig omfattet af de regler, der sikrer flexicurity? Den offentlige sektor er ikke, store dele af den private sektor er ikke, og en væsentlig del af arbejdsmængden er sort og ikke omfattet af noget som helst. Beregninger viser, at det i virkeligheden kun er en femtedel af arbejdsstyrken. Hvad kan det forklare? Måske er den sorte økonomi en bedre forklaringsfaktor... - Jeres analyse skelner mellem tre kapitalismeformer: en liberal markedsøkonomi, en koordineret markedsøkonomi og en forhandlingsøkonomi, som bl.a. tæller Danmark, Holland, Finland og Norge. I når frem til, at de tre typer er nogenlunde lige gode til at skabe vækst. På den måde virker I mere afdæmpede end tidligere? Der er ikke nogen bedste model, og derfor skal vi være meget forsigtige. Vi kan godt sidde og grine ad tyskerne nu, men om fem år må vi forvente, at de er kommet op i et helt andet gear. Sådan er det. Man skal altid være bange for hybris. Der er ikke nogen model, der er den bedste i alle sammenhænge. Det, der karakteriserer den danske model, er jo også, at det er en kombination af en socialdemokratisk og en liberal model, og det er denne kombination, der giver den aktuelle succes. Det, vi kan se i forhold til de sidste fem år, er, at de modeller, der er rendyrkede - den svenske, den tyske, den franske eller den italienske - har problemer, hvorimod den danske, der er en blanding, har succes. - Men vil det så være fair at sige, at modellerne - i modsætning til, hvad man skulle tro - er lige gode til at skabe vækst, men at vi samtidig i vores land får alle de andre goder oveni? Ja, det kan man godt sige. Gearet til tilpasning - Men hvordan beholder man så den styrkeposition i de kommende år, hvor globaliseringen alt andet lige vil presse vores model? Presset har altid været stort - i hvert fald siden 2. verdenskrig. At skulle konkurrere internationalt har været et grundvilkår for Danmark, men ikke for alle lande. Derfor er der allerede bygget en vis fleksibilitet ind i vores samfundsmodel. Vores økonomi er en af verdens tre mest åbne, mens den amerikanske er enormt lukket, og den engelske ligger et sted imellem. Hele den tilpasningsevne og fleksibilitet over for konkurrence udefra er noget, der er bygget ind - både i lederskabet, i strukturen og i forventningerne i det danske samfund. Det kommer derfor ikke som noget chok. De sidste år har vi været fremadorienterede i vores politik - problemorienterede, men på et kollektivistisk grundlag. Det hele er baseret på en bredt accepteret opfattelse af samfundet som en økonomisk størrelse: at Danmark er en økonomi, hvis vækst er altafgørende for vores velfærd, hvorfor vækstparametrene skal fremmes, og vi må have hele vores opmærksomhed rettet mod virksomhedernes konkurrenceevne. Ikke - og det er vigtigt - for at fremme den enkelte virksomheds konkurrenceevne for dens egen skyld, men for at sikre den samfundsmæssige vækst, der ligger til grund for velfærden, siger Ove K. Pedersen. Han påpeger, at det på individniveau betyder, at instituti- 24 Nr august 2005

4 Både vækst og lighed Danmarks og USAs sociale, økonomiske og finanspolitiske resultater Sociale indikatorer Danmark BNP pr. capita, 1998 (1990 USD) $ FNs Human Development Index, 2002 (1) 0,932 Indkomstulighed, midt-1990'erne (Gini) (2) 0,247 Kønsulighed, 2002 (kvinders indkomst 72% i forhold til mænds) Fattigdomsrate, 2002 (pct. af befolkningen 9,2% med mindre end 50 pct. af medianindkomsten) Analfabetisme, (pct. af befolkningen mellem 16 og 65 år, der er funktionelle 9,6% analfabeter) Økonomiske indikatorer Gennemsnitlig vækst i BNP, Gennemsnitlig vækst i produktiviteten, Gennemsnitlig arbejdsløshed, Gennemsnitlig inflation, Finanspolitiske indikatorer Overskud/underskud på statens finanser, 198 (pct. af BNP) Statsgæld, 1998 (pct. af BNP) 2,7% 2,3% 5,1% 2,3% +1,7% 64,0% USA $ ,939 0,401 62% 17,0% 20,7% 4,0% 2,2% 4,6% 2,5% +0.8% 42,8% Figur 2: Danmark ligger som USA højt på det globale rigdomsbarometer. Men i Danmark er der samtidig lav indkomstulighed, lav kønsbaseret lønulighed, mindre fattigdom og mindre analfabetisme end i USA. Danmark blev for nylig vurderet til at være bedst i verden til at reducere indkomstulighed. Note 1 : Human Development Index er et samlet udtryk for forventet levealder ved fødslen, analfabetisme hos voksne, bruttoskoleindskrivelse samt BNP pr. capita. Note 2 : Gini-koefficienten skal forstås på den måde, at jo lavere koefficienten er, jo mindre er uligheden. Kilde: Verdensbanken, OECD, FN, International Center for Business and Politics, CBS. onerne skal sikre økonomisk vækst ved at gøre den enkelte borger til et arbejdsmæssigt kompetent individ, der yder det mest produktive og nyttige tilskud til samfundets samlede konkurrenceevne. Det er den logik, der ligger bag aktiveringsordninger, dagpengesystemets omlægning, omformuleringer af socialpolitikken, omformningen af arbejdsmarkedspolitikken, diskussionen om efterløn etc. - Hvilke faktorer skal vi være opmærksomme på, når vi skal forsøge at bibeholde den konkurrenceevne, I hævder, vi har? Tre aspekter: læring, lederskab og samordning. Som vi kalder det i bogen: learning, leading og linking. Når det gælder læring, er det afgørende, at vi systematiserer vores overvågning af andre landes konkurrenceevne på en helt anden måde. Den type viden, vi har opbygget hidtil - med markroøkonomiske modeller etc. - er ikke tilstrækkelig. Vi skal opbygge et helt nyt vidensgrundlag baseret på institutionel konkurrenceevne. Og så er det måske ikke rigtigt at bruge PISA som evalueringsgrundlag. Deres tal viser, hvor meget vi er bagud i forhold til et gennemsnit. Men det væsentlige er, hvordan vi er forskellige i forhold til de ting, vi skal konkurrere på. - Man undersøger f.eks. ikke danske skolebørns evner til at arbejde i grupper? Nej - og hvorfor ikke? Det kunne jo være dér, vi havde en fordel. I forhold til lederskab handler det om mod. Vi har et samfund, hvor større beslutninger altid er op ad bakke. Det er uhyre svært at skabe markante forandringer. Derfor er et stærkt politisk lederskab et andet uomgængeligt krav, hvis vi skal bibeholde vores specielle styrker. Samordning er det tredje krav - og det ultimative formål med de to andre. Samordning opstår, når et stigende antal politikker koordineres, og når flere politikker er samordnet i samfundsmæssige aftaler eller via forhandlingsspil, så de bliver til strategier for national handling. Ove K. Pedersen peger også på, at det er et stigende problem, at store grupper i samfundet - mange af dem på indkomstoverførsler - er fuldstændig ekskluderet af samfundet: Vi har lukket alt for mange ude ved ikke at give dem de kompetencer og de uddannelser, der er nødvendige for at leve op til moderne krav. Og hvis man bliver ved med at ekskludere medborgere i det omfang, vi hidtil har set, kan det være med til at lægge gift under vores samfund, siger han og bekræfter, at det ikke kun er medborgere af anden etnisk herkomst, der skal integreres i samfundet - det er også folk af dansk herkomst: Den interne eksklusion er større end den eksterne. - Vil de kommende år gøre det lettere eller vanskeligere at beholde styrkepositionen? Det vil blive sværere, for i øjeblikket lærer omverdenen meget af os. Hvis franskmændene indfører flexicurity og begynder at køre hårdt på det, hvad skal vi så konkurrere på? Vi skal også huske på, at hele evaluerings- og benchmarkkulturen går ud på at lære af hinanden. Det vil også sige, at de, der har en konkurrencefordel nu, mister den i løbet af kort tid. Så skal der opfindes en ny. Derfor skal vi også hele tiden overvåge udviklingen i den nye konkurrenceevne. Frans Rønnov roennov@mm.dk Nr august

5 26 Nr august 2005