Britisk ekspert: Danmark har intet at bidrage med til EU-forsvar

Transkript

1 EUROPA Britisk ekspert: Danmark har intet at bidrage med til EU-forsvar De meget omtalte fremskridt i retning af et fælles EU-forsvar består indtil videre af lutter erklæringer - Reelt er der kun sket tilbageskridt - Problemet er i første række kulturelt, og Danmark er et mønstereksempel på et land uden militær kultur - Hertil kommer amerikanernes knusende overlegenhed, der vil give dem et veto over europæisk politik, så langt øjet rækker - Mandag Morgen har interviewet en af Storbritanniens førende eksperter Danmark har intet nævneværdigt at komme med til den forsvarsdimension i EU, som Helsinki-topmødet i sidste uge gjorde endnu en smule mere konkret. Forsvarsforbeholdet er ikke problemet, men kun et symptom på det. En militær organisation i EU-regi, der kan andet og mere end at varetage rent fredsbevarende opgaver, passer til Danmark som ild passer til vand. Det mener Christopher Coker, doktor i forsvars- og sikkerhedspolitik og professor ved London School of Economics. Coker hører - også i udlandet - til Storbritanniens mest respekterede specialister på feltet, og han er kendt for at synge rent ud. Holdningsmæssigt præsenterer han sig som moderat euro-skeptisk - og klart pro-atlantisk. Problemet med danskerne ses i, at de mangler en ligpose-kultur, mener Coker. De har ingen sans for værdien af militære midler i udenrigspolitikken, medmindre de har indlysende humanitære begrundelser. Arbejde i forsvaret giver ingen særlig prestige i det danske samfund, der heller ikke vil bruge flere penge på militær end højst nødvendigt. Det er altsammen tegn på en kultur og en udenrigspolitisk tradition, der er helt igennem civilistisk. Men Danmark er slet ikke enestående. Flertallet af EU-landene er decideret civile magter, og det samme gælder EU selv. Det er kun Storbritannien og Frankrig, der bryder sig om at sende tropper ud og vise magt rundt om i verden. Og blandt ansøgerne fra Central- og Østeuropa er det vel kun Polen - der jo i nogle henseender er et vidunderligt gammeldags land - der har de kulturelle og politiske forudsætninger for at bidrage for alvor, mener professor Coker. Hans forventninger til udviklingen af et selvstændigt europæisk forsvar er da også langt mere beherskede end dem, der er blevet trompeteret ud over verden fra EUs politiske ledere og det Bruxelles-baserede pressekorps i de senere dage og måneder. Det er ikke svært at sætte noget op som det tysk-franske eurokorps. Det kan bare ikke bruges til noget. Alle kan lave et papirforsvar. At opbygge et multinationalt europæisk forsvar, der kan kæmpe, er derimod en umådelig opgave, siger professor Coker. Han betragter på mange måder EUs ambitioner på forsvarsområdet som positive og velbegrundede. De er bare ikke voldsomt realistiske, mener han. Derfor vil EU-landenes udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsat være domineret af USA i al overskuelig fremtid, også når det generer EU-staternes egne interesser: I det følgende interview med Ugebrevet Mandag Morgen forklarer han hvorfor. Mere besværligt med USA - og mere utænkeligt uden Udviklingen af en forsvarspolitisk identitet blev mulig med EUs Maastricht-traktat, og betonet endnu tydeligere med Amsterdam-traktaten. Politisk set kom der skred i udviklingen, da Storbritannien og Frankrig besluttede sig for at sætte processen i gang. Det kom til udtryk i en berømt erklæring fra et topmøde i St. Malo i december sidste år mellem Frankrigs præsident, Jacques Chirac, og Storbritanniens premierminister, Tony Blair. Erklæringen siger bl.a., at EU må bringe sig i position til at spille sin fulde rolle på den internationale scene. Mere specifikt gik briterne her for første gang med til formuleringer som, at unionen må have kapacitet til selvstændig handling, bakket op af troværdige militære styrker, midlerne til at beslutte sig for at bruge dem og viljen til at gøre det for at kunne besvare internationale kriser.? Hvis vi skal forstå rækkevidden af processen i EU, må det være centralt at kende baggrunden for omslaget i britisk politik. Hvad er Deres bud? Nr december

2 Ændringen bunder delvis i regeringens skjulte dagsorden for Europapolitikken. Labourregeringen ville gerne ud af den isolation i EU, som UK har befundet sig i i mange år. Men i forhold til tidens vigtigste Europapolitiske spørgsmål, euroen, var den låst helt fast. Derfor spillede den det stærkeste britiske kort, nemlig forsvaret. Hvor den fælles valuta udmærket kan fungere uden britisk medvirken, så er enhver tale om EU-forsvar meningsløs, medmindre Storbritannien er med. Men der lå også en erkendelse af, at man var blevet for afhængig af USA. Amerikanerne er ikke længere så troværdige partnere, som man var f.eks. under præsident Bush. Det hænger i høj grad sammen med den opsplittede beslutningsproces i USA, hvor kongressen og præsidenten undertiden modarbejder hinanden, men et vigtigt element er kommet til: Den kolde krigs skillelinie mellem konservative republikanere og liberale demokrater er mere eller mindre væk. I stedet går skellet mellem minimalister, der nødig vil blande sig militært i andre lande, og maksimalister, der lægger vægt på at bruge det militære instru- EUs forsvarssamarbejde - skridt for skridt! Juni Amsterdamtraktaten forhandles på plads: Bl.a. styrkes Ministerrådet med en udenrigspolitisk analyseenhed, beslutningsproceduren effektiviseres, og de såkaldte Petersberg-principper, der åbner for EU-aktioner m.h.t. krisestyring, fredsbevaring og fredsskabelse indarbejdes. Forholdet imellem EU og WEU skal afklares inden for et år efter traktatens ikrafttræden.! December Fransk-engelsk topmøde i Saint Malo: Chirac og Blair erklærer deres vilje til at udvikle EUs fælles forsvarspolitik. Blair bryder dermed Storbritanniens traditionelle modstand mod tættere militært samarbejde inden for EU.! December Det Europæiske Råds møde i Wien: EUs regeringschefer bakker det fransk-engelske initiativ op og sætter spørgsmålet på dagsordenen til topmødet i Køln. Hermed igangsættes den styrkelse af forsvarssamarbejdet, der er indeholdt i Amsterdamtraktaten.! Marts-juni Krig i Kosovo: Optakten til krigen og NATOs bombekampagne demonstrerer europæisk afmagt over for Milosevic - og USA. Diskussionen om forstærket samarbejde, bl.a. om investeringer, får øget fremdrift.! April Topmøde i NATO: Opbakning bag udviklingen af selvstændigt forsvarssamarbejde i EU without unnecessary duplication. USA åbner mulighed for, at EU kan trække på NATOs ressourcer til EU-styrede operationer.! Maj Topmøde i WEU: Vestunionens medlemslande enes om at støtte arbejdet for udviklingen af en fælles europæisk forsvarspolitik, idet ikke-eu-lande udtrykker bekymring for, hvad der skal blive af dem.! Maj Amsterdamtraktaten træder i kraft. Javier Solana ansættes som chef for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU. Hermed tages det første skridt mod opbyggelsen af en sikkerhedspolitisk institution inden for EU-samarbejdet.! Juni EU-Topmøde i Køln: Det Europæiske Råd vedtager vidtgående målsætninger for fælles forsvarspolitik. Inden udgangen af år 2000 skal EU have de nødvendige ressourcer til at udføre selvstændige militære operationer. De nødvendige funktioner i WEU skal integreres i EU, institutioner med ansvar for militær krisestyring besluttes sammen med øget fokus på omstruktureringer i den europæiske forsvarsindustri.! November WEU-topmøde offentliggør hovedpunkter i analyse af huller i medlemslandenes evne til at varetage Petersberg-opgaver i fællesskab. Konklusionernes overordnede karakter efterlader ingen tvivl om, at de er mange og betragtelige. Blandt de særligt påtrængende er således indsatsområderne strategisk efterretning og planlægningsvirksomhed, tilgængelighed, deployeringsevne, strategisk mobilitet, holdbarhed, overlevelsesevne, samarbejdsevne og operationel effektivitet for styrkerne.! December EU-Topmøde i Helsingfors: Konfirmerer en styrket, men stadig midlertidig struktur for det kommende arbejde sammen med bl.a. styrkemål for hurtig udrykningsstyrke. Se også særlig tekstboks herom. 2 Nr december 1999

3 ment. Dette skel går ikke mellem partierne, men inde i dem, og det deler også den amerikanske regering. Mest udtalt med en maksimalist som Madeleine Albright og en indgroet minimalist som Bill Clinton. Derfor har amerikanerne fulgt en zig-zag-kurs. F.eks. i forhold til Bosnien i årene , hvor USA ikke ville intervenere og siden mest har været optaget af at komme ud igen. Det gav meget store spændinger i forhold til Europa. En tredie forklaring er, at det efterhånden er kommet til at stå klart for alle, at europæisk diplomati ikke har den helt store gennemslagskraft, hvis man ikke kan sætte militær trumf bag. Det har været tydeligt både på Balkan og i Mellemøsten. Europa har eksempelvis ikke kunnet udstede sikkerhedsgarantier på egne vegne. Deres eneste mulighed lå i NATO. De europæiske sikkerhedsgarantier er derfor i realiteten amerikanske. Derfor mangler diplomatiet troværdighed.? Hvilke fremskridt har EU nået i den hektiske proces siden St. Malo? Ingen. Der er kun politiske erklæringer. Ser man på virkeligheden, går den på de fleste punkter den stik modsatte vej.? Hvornår tror De, at EU vil være i stand til at udkæmpe en krig af samme omfang som i Kosovo uden amerikanerne? Helt uden bistand fra USA? Imod amerikanske ønsker? Sandsynligvis aldrig! USA får fortsat veto over EUs udenrigspolitik? Man kunne også forestille sig situationer, hvor EU-tropper sættes ind med amerikansk billigelse, men uden amerikansk deltagelse? Det er jo dét scenario, der hele tiden trækkes frem fra officiel side. Og det er selvfølgelig ét af flere tænkelige. Her kan man ikke udelukke, at EU-landene med tiden vil kunne udkæmpe en krig under egen kommando, om end med en helt anderledes lav intensitet end i Kosovo. Det er vigtigt at erindre sig, at USAs militære overlegenhed er fuldkommen generel. Det gælder for eksempel i forhold de britiske og franske atomvåben, der siges at være uafhængige, men som er absolut ubrugelige uden målstyringsdata m.v. fra amerikanske satellitter. Det gælder også på det konventionelle område, sådan som det også er blevet officielt erkendt efter Kosovo. Europæerne har brug for USA for at komme ind i et konfliktområde, for at komme ud igen og som rygstød for at klare problemer undervejs. Fænomenet er ikke nyt. Da franskmænd og belgiere midt i 80 erne gik ind i Zaire, viste de imponerende billeder af faldskærmstropper, der blev kastet ud over Afrika. Men de fortalte ikke, at de havde bedt amerikanerne om at holde sig i beredskab 24 timer i døgnet, hvis de skulle komme ud i problemer, de ikke kunne klare. Det nye er, at den amerikanske overlegenhed er blevet endnu langt mere udtalt. Vi hører flere og flere advarsler fra amerikansk side om, at Europa er ved at falde så langt bagud, at de i fremtiden ikke vil kunne deltage meningsfuldt i multinationale militære operationer sammen med USA. Militært set kan USA klare sig alene, og europæerne kommer alene med af politiske grunde.? Men de europæiske planer drejer sig jo præcis om at øge transportkapacitet, efterretningskapacitet og andre områder, hvor afhængigheden af USA i dag er total? Ja, men det står også i alle EU-erklæringer indtil videre, at det skal ske uden at dublere den kapacitet, der allerede findes i NATO. Den sætning er meget central for amerikanerne, for dermed bevarer de kontrollen. Til gengæld forsikrer Clinton så, at de amerikanske NATO-faciliteter vil stå til rådighed for EU, også når USA ikke selv deltager. Spørgsmålet er så, om kongressen siger det samme. Og om den næste kongres også gør det. Og om den bliver ved med det, også når USA er uenig i målet. Det var den situation, vi var i omkring Bosnien , hvor amerikanerne ikke brød sig om den europæiske politik. Realiteten vil være, at USA fortsat vil have et veto over EU-landenes udenrigspolitik bag Nr december

4 Helsinki-topmødet om EUs fælles forsvar EU-topmødet i Helsinki nikkede under frokosten fredag til et oplæg til handlingsplan fra formandskabet, der er blevet forhandlet i de senere måneder mellem EU-landene, med europæiske lande uden for EU og ikke mindst med amerikanerne. Planen bygger videre på tidligere beslutninger om at udstyre unionen med en uafhængig og effektiv militær kapacitet til at håndtere opgaver inden for krisestyring, fredsbevaring og fredsskabelse. Opgavedefinitionen (der ofte kaldes Petersberg-opgaverne) dækker antagelig alle de behov for brug af militærvæsen, som EU-staterne kan få øje på i overskuelig fremtid. Hertil hører ikke behovet for at kunne forsvare deres egne territorier - som udtrykket forsvar ellers lægger op til. Beslutningen indebærer, at der skal oprettes en stående politisk og sikkerhedspolitisk komite. Der skal endvidere etableres en militærkomite og en militær stab under EUs Ministerråd. Dette skal ske inden marts næste år. Derved får udviklingen af den konkrete tilnærmelse mellem landenes forsvarssystemer o.s.v. - der, som Christopher Coker påpeger, er meget underudviklet - ny bureaukratisk kraft bag sig. Den danske regering har tidligere tilkendegivet, at den vil deltage i dette arbejde, men ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet - jvf. forbeholdets ordlyd i Amsterdamtraktaten. Topmødet sætter desuden som mål, at EU-landene skal designere styrker og andre faciliteter, der gør det muligt at deployere og opretholde en hurtig udrykningsstyrke, der kan påtage sig alle tre Petersberg-opgaver, altså også at skabe fred med militære midler. Styrken skal rumme mindst mand og skal kunne opretholdes mindst et år, hvilket indebærer, at den rådige styrke skal være betydeligt større. Dette mål skal være nået i år Regeringen har i sidste uge understreget, at Danmark ikke - modsat f.eks. lande uden for EU - vil kunne deltage i militære aktioner under EUs ledelse på grund af forsvarsforbeholdet. Hvis EU-landene når den ønskede kapacitet i løbet af de næste tre år, hvis der kommer en konflikt, som EU er ene om at skulle håndtere militært, og hvis det danske forbehold eksisterer til den tid, kan Danmark altså komme til at stå udenfor. kulisserne. Ligesom de i det store hele har haft hidtil. Et af de mest markante udenrigspolitiske initiativer fra Europa i mange år, nemlig EF-anerkendelsen af PLO, var f.eks. udtrykke ligt godkendt af USA. Europæerne fik nej de to første gange, de spurgte, men den tredie gang havde Carter fået forhandlet Camp David på plads mellem Israel og Egypten. Herefter var det irrelevant, hvad EF-landene foretog sig - og så fik de lov. EU-landene taber terræn? Men EUs forsvarsplaner må vel bidrage til at mindske amerikanernes militære forspring. Der tales f.eks. om, at EU-landene skal bruge flere penge på deres forsvar og fusionere deres militærindustrier? Ja, men er det realististisk? spørger Christopher Coker, der henviser til, at USA bruger langt mere på forsvar end EU-landene tilsammen. Ifølge det svenske SIPRI faldt de samlede forsvarsudgifter i EU fra 181 milliarder faste US Dollar i 1985 til 173 milliarder dollar i De amerikanske udgifter faldt endnu mere - fra 313 til 252 milliarder dollar om året. Men USA anvender altså stadig flere penge på militæret end EU. Samtidig får USA mere for pengene, bl.a. fordi organiseringen af både forsvar, forskning og industri er mere effektiv. Selvom EU-landene strammer sig an, vil forspringet fortsat øges. Det er selvfølgelig ikke et argument for ikke at forsøge at gå fremad. Men nøgternt set er det meget svært. Der er næppe stemning i Europa for at bruge flere penge på forsvar, tværtimod, konstaterer Christopher Coker. Det betyder, at man skal nå resultaterne via rationalisering af forsvarssystemerne og de dertil hørende industrier, og det er som bekendt den svære vej. Samtidig må man til at erkende, at de hurtige udrykningstropper, der tales om i dag, formentlig kræver professionelle hære. Men det ønsker eksempelvis Tyskland ikke - af mange gode grunde. Det samme gælder f.eks. et land som Norge, der på mange andre punkter ellers hører til de lande, der er nået langt i retning af at tage konsekvensen af det nye sikkerhedspolitiske billede efter den kolde krig. Det er simpelthen dybt rodfæstet i en national 4 Nr december 1999

5 selvforståelse.? Det er vel ikke umuligt at kombinere værnepligt med professionelle elementer? Det mener man jo ikke i Danmark, hvor man har bygget sin internationale brigade på tidligere værnepligtige. Jeg er ikke overbevist. Det viste sig jo også, at en hel del af dem faktisk ikke ville afsted til Kosovo, da det kom til stykket. Problemet med de semiprofessionelle er, at soldaterne skal tale kommandosproget godt. De skal være uhyre øvede i de samme rutiner og befinde sig på nogenlunde samme niveau, hvis de skal kunne fungere sammen i felten effektivt og uden unødvendige ofre. Samme problem gælder de dybt komplicerede støttesystemer, som moderne krigsførelse er afhængig af. Europæerne skal desuden have våbensystemer, der fungerer sammen, fastslår Coker, der henviser til, at europæisk rustningsindustri i dag er en noget blandet landhandel, hvor staterne stort set kun handler hos den lokale købmand (hvis de ikke køber amerikansk). En opgørelse fra 1993 viser, at der på det tidspunkt blev produceret 125 forskellige våbensystemer i EU og EFTA-landene mod 53 i USA. Europæerne producerede f.eks. 16 forskellige typer pansrede mandskabsvogne mod 3 i USA. Hvilket europæisk fællesskab?? Men det er jo en klar intention hos staterne, at forsvarsindustrierne skal samordnes, helst fusioneres, og at der skal bruges flere penge på forsvar. Det indgår også i den proces, der nu sættes igang, at der skal opstilles krav til de enkelte landes forvar. Nogle har sammenlignet den med de såkaldte konvergenskrav, der skulle opfyldes af de stater, der skal med i euroen. Er det ikke fremskridt set fra Deres synspunkt? Bestemt, men vi har ikke set dem endnu. Den seneste britiske forsvarsplan er to år gammel - og omtaler ikke den europæiske dimension med ét ord. De eneste reelle fremskridt, jeg kan få øje på, er dem, der er opstået i samarbejdet på Balkan. Faktisk har samarbejdet her fungeret overraskende godt. Der er også en skærpet forståelse i alle lande for, at fremtidige krige nødvendigvis vil blive udkæmpet på koalitionsbasis. De europæiske lande har også efterhånden udviklet doktriner for de fredsbevarende indsatser, der er stort set identiske. For ti år siden var der mange, der slet ikke havde nogen. Den britiske er f.eks. fra Men de næste fremskridt bliver uendeligt smertefulde. Det er sandt, at staterne har givet udtryk for en række hensigter. Men de vil jo meget andet end det, og mange i staterne vil noget helt andet. Man undervurderer ofte den kulturelle dimension. Værdsætter de enkelte lande deres forsvar? Det er f.eks. noget, som de unge mulige rekrutter straks mærker. I de fleste lande er det ikke tilfældet. Efter min mening bliver det største problem af alle den manpowerkrise, som de nationale forsvarssystemer står i. Et vigtigt udslag er bodybag-kulturen. Hvor rede er de enkelte lande til at acceptere ofre? UK og Frankrig er rede til at tage mange ofre. Under krigen i Kosovo var Tyskland en positiv overraskelse. De turde noget. De leverede. Blandt de kommende medlemslande er det vel kun Polen - der jo i nogle sammenhænge er et vidunderligt gammeldags land - der var parate til at sende soldater ind, før de egentlige krigshandlinger var slut. Tjekkerne ville f.eks. ikke. Og hvad med Belgien? De har selvfølgelig tropper som alle andre, men giver det overhovedet nogen mening at regne dem med til en europæisk styrke? Eller Danmark? Under krigen i Kosovo havde Danmark den højeste folkelige opbakning i noget krigsførende land. Så vidt jeg husker, nåede den aldrig under 74 pct. Det var jo en humanitært begrundet krig. Men turde danskerne risikere deres folk eller fly? Den danske regering turde ikke engang stille spørgsmålet. Derfor fløj de danske jagere rundt ude over Adriaterhavet det meste af tiden. Det skyldes, at Danmark er en gennemført civil magt. Og den civile magt begynder som charity tæt på hjemmet. Du bekymrer dig mere om dine egne soldater end om civile ofre langt borte. Sådan var den civile reaktion på Kosovo. Undtagelsen var først og fremmest Frankrig og Storbritannien, der ikke er ægte civile magter. Der er en afgrund imellem holdningerne i Frankrig og Sverige, eller mellem Storbritannien og Irland. Hvis det skal ændres, så må der ske et meget kraftigt mentalitetsskred i Nr december

6 flertallet af EUs lande, som der slet ikke er udsigt til. Men kan man forestille sig et forsvarsfællesskab, hvor det reelt er en lille håndfuld lande, der bærer byrderne? Kan man virkelig forestille sig, at disse lande vil lade Kommissionen eller Europa-Parlamentet få reel indflydelse? Jamen, hvad er det så i det hele taget for et fællesskab? 6 Nr december 1999