Bedre sundhedstilbud til de medicinske patienter

Transkript

1 Bedre sundhedstilbud til de medicinske patienter

2 Bedre sundhedstilbud til de medicinske patienter Redaktion: Dansk Sygeplejeråd Foto: Lizette Kabré, Karsten Weirup Layout: Dansk Sygeplejeråd ISBN Grafisk Enhed Copyright Dansk Sygeplejeråd Alle rettigheder forbeholdes. Fotografisk, mekanisk eller anden form for gengivelse eller mangfoldiggørelse er kun tilladt med angivelse af kilde.

3 i n d h o l d forord 5 sammenfatning: en national indsats på det 7 medicinske område sundhedstilbud til de medicinske patienter: problemer 11 Problem 1: For mange senge er lukket for hurtigt 12 Problem 2: Stor overbelægning på de medicinske afdelinger 13 Problem 3: Øget arbejdspres på de medicinske sengeafsnit 14 Problem 4: Flere færdig-behandlede patienter på afdelingerne 16 Problem 5: Mangelfulde sundhedstilbud i kommunerne 17 Problem 6: For få og for uerfarne sygeplejersker på de medicinske afdelinger 20 Problem 7: For få sygeplejersker i kommunerne 22 Problem 8: Sygeplejerskerne laver andet end sygepleje 23 Problem 9: Den demografiske udvikling øger presset på det medicinske område 24 bedre sundhedstilbud til de medicinske patienter: løsninger 26 På kort sigt: Flere medicinske senge og flere sygeplejersker på de medicinske afdelinger 26 På længere sigt: måske behov for færre senge? 28 Bedre sundhedstilbud og flere sygeplejersker i kommunerne 29 Bedre sammenhæng mellem sygehus og kommune 31 Styrket faglig udvikling og mere efter-, videre- og specialuddannelse 32 Et sundt og sikkert arbejdsmiljø 34 Skærpet sygeplejerskeprofil 35 Mere tid til supervision især til nyuddannede 35 Fastholdelse af ledere specielt mellemledere 36 3

4 4

5 Bedre sundhedstilbud til de medicinske patienter Mange medicinske patienter får ikke de sundhedstilbud, de har behov for. Selv om regeringens ambition om et sundhedsvæsen i verdensklasse også gælder de medicinske patienter, fortoner ambitionen sig langt ude i horisonten i hvert fald på store dele af det medicinske område. En af de væsentligste årsager er, at ressourcerne ikke står mål med de medicinske patienters sundhedsfaglige behov. En konsekvens er, at der på en række medicinske afdelinger er overbelægning og underbemanding. Det svækker kvaliteten og patientsikkerheden, og det går hårdt ud over arbejdsmiljø, faglige udviklingsmuligheder og efter- og videreuddannelsen hos sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle. En anden konsekvens er, at en række kommuner hverken har de nødvendige sundhedstilbud til at tage imod færdigbehandlede medicinske patienter eller tilstrækkelige tilbud om sundhedsfremme og forebyggelse, så antallet af unødvendige indlæggelser kan mindskes. Derfor skal sundhedsvæsenet opruste kraftigt på sundhedstilbuddene til de medicinske patienter. Efter Dansk Sygeplejeråds opfattelse er der brug for en national redningsplan for det medicinske område dvs. en national indsats, hvor Folketinget bevilger de nødvendige ressourcer, som regionerne og kommunerne skal anvende til at opruste på de sundhedsfaglige tilbud. Det handler bl.a. om at sikre flere senge på de medicinske afdelinger og at tiltrække flere sygeplejersker, læger, lægesekretærer, øvrigt plejepersonale m.fl. Og det handler om at styrke det kommunale sundhedsvæsen, så færdigbehandlede patienter kan komme hjem, og unødige (gen)-indlæggelser forebygges.» 5

6 Dansk Sygeplejeråd anslår, at der er brug for et økonomisk løft på omkring 1 mia. kr. ekstra om året, hvis vi skal sikre, at medicinske patienter får de sundhedstilbud, de har behov for. Det er en nødvendig investering på vejen mod verdens bedste sundhedsvæsen også for de medicinske patienter. Grete Christensen Formand for Dansk Sygeplejeråd 6

7 Sammenfatning: En national indsats på det medicinske område Mange medicinske patienter får ikke de sundhedstilbud, de har behov for. Dagligdagen på en lang række medicinske afdelinger er præget af overbelægninger, underbemanding, manglende udskrivning af færdigbehandlede patienter og et stort arbejdspres. Konsekvensen for patienterne er, at de ikke får de sundhedstilbud, de har behov for bl.a. fordi sygeplejerskerne ikke altid har den fornødne tid til at yde sygepleje med høj kvalitet og patientsikkerhed, f.eks. at observere patienten, sikre korrekt medicinering, forebygge tryksår mv. For sygeplejerskerne er der i mange tilfælde tale om utilfredsstillende arbejdsforhold med for højt arbejdspres, ringe muligheder for faglige udvikling mv. Arbejdsforholdene på de medicinske afdelinger betyder, at det i stigende grad er vanskeligt at tiltrække og fastholde sygeplejersker. Konsekvensen er en alarmerende sygeplejerskemangel: 15 % af sygeplejerskestillingerne på de medicinske afdelinger er ubesatte i Det tilsvarende tal for resten af sundhedsvæsenet er 6 %. Heller ikke det kommunale sundhedsvæsen er rustet tilstrækkeligt til opgaven F.eks. tager mange kommuner ikke fær- fa k ta hvem er de medicinske patienter? De medicinske patienter udgør 42 procent af alle indlagte patienter på somatiske sygehuse eller godt 51 procent af alle sengedage på somatiske sygehuse. Det medicinske område er ikke et ensartet felt. Der er store forskelle mellem de ni subspecialer (geriatri, hæmatologi, infektionsmedicin, kardiologi, endokrinologi, gastroenterologi, lungemedicin, nefrologi og reumatologi), mellem regionerne, mellem de enkelte sygehuse og på tværs af sektorer. digbehandlede patienter hjem hurtigt nok. For patienterne betyder det, at de ligger alt for længe på sygehuset. Samtidig halter sundhedsfremme- og forebyggelsesindsatsen i en række kommuner, hvilket betyder, at patienterne udsættes for indlæggelser og genindlæggelser, der kunne være undgået. 7

8 Gennem årene er der i sundhedsvæsenet taget en række gode initiativer til at forbedre forholdene for de medicinske patienter, f.eks. Den Gode Medicinske Afdeling. Initiativerne har desværre ikke været tilstrækkelige. Den væsentligste årsag er, at der ikke er afsat nok ressourcer til at drive og udvikle sundhedstilbuddene til de medicinske patienter, hverken i regionerne eller kommunerne. Derfor har ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet ikke mulighed for at gøre nok ved f.eks. overbelægningen. Meget tyder på, at udfordringerne bliver større i de kommende år: Den demografiske udvikling lægger et betydeligt pres på sundhedsvæsenet generelt og på det medicinske område i særdeleshed. Samtidig stiger kompleksiteten i de sundhedstilbud, de medicinske patienter skal have, både i regionerne og kommunerne. Det er ikke muligt at løse udfordringerne alene med bedre organisering eller ledelse. Der er behov for betydelige investeringer i at sikre de medicinske patienter bedre sundhedstilbud. Regeringens aftale med Danske Regioner hhv. KL (juni 2008) om en forstærket indsats over for de kronisk syge og medicinske patienter er et skridt i den rigtige retning. Men det er et midlertidigt skridt,der ikke løser ikke de permanente udfordringer. I aftalen er der afsat 565 mio. kr. over 4 år, svarende til godt 140 mio. kr. årligt i 4 år. Det er ikke tilstrækkeligt, hvis de medicinske patienter skal have sundhedstilbud i verdensklasse. Derfor er det nødvendigt, at der gennemføres en national indsats for at sikre, at alle medicinske patienter får de sundhedstilbud, de har behov for, både i regionerne og kommunerne. Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at der igangsættes en samlet national indsats for de medicinske patienter i stil med de hjerte- og kræftplaner, som regeringen og regionerne har gennemført. Den samlede investering i bedre sundhedstilbud til de medicinske patienter anslås at udgøre ca. 1 mia. kr. årligt. Over tid vil en stor del af investeringerne alt andet lige komme igen i form af færre (gen)indlæggelser, mindre sygefravær blandt de sundhedsprofessionelle mv. Men det vigtigste mål er at sikre bedre sundhedstilbud til de medicinske patienter.» Konkret anbefaler dansk sygeplejeråd, at folketinget vedtager en samlet national indsats for de medicinske patienter, der har følgende tre hovedpunkter: Folketinget skal afsætte markant flere økonomiske ressourcer til de medicinske patienter i regionerne. På kort sigt er der brug for at genetablere flere senge og ansætte flere sundhedsprofessionelle, ikke mindst sygeplejersker. Konkret er der på kort sigt behov for at 8

9 oprette ca. 365 senge, hvilket koster ca. 450 mio. kr. På længere sigt medfører bl.a. den sundhedsfaglige og teknologiske udvikling, at en del af disse ressourcer flyttes til det kommunale sundhedsvæsen. Folketinget skal afsætte markant flere økonomiske ressourcer til sundhedsvæsenet i kommunerne, så færdigbehandlede patienter sendes hjem til kvalificerede sundhedstilbud. Konkret handler det bl.a. om at styrke hjemmesygeplejen, opruste på sundhedsfremme og forebyggelse mv. Prisen for denne indsats er ca. 500 mio. kr. årligt. Regioner og kommuner skal styrke den faglige udvikling og de sundhedsprofessionelles muligheder for efter- og videreuddannelse. F.eks. i form af faglig støtte fra kliniske udviklingssygeplejersker, ekspertsygeplejersker, specialiseret efter- og videreuddannelse inden for KOL, hjertesygdomme, diabetes, dialyse mv. Pris: Ca. 50 mio. kr. årligt.» Den nationale indsats skal også indeholde en række øvrige elementer, bl.a.: Folketinget skal sikre, at incitamentsstrukturerne mellem sektorerne i bedre grad understøtter, at de færdigbehandlede patienter udskrives hurtigere. Dette kan på længere sigt medvirke til at reducere behovet for ekstra sengepladser på de medicinske sengeafsnit. Regioner og kommuner skal forbedre arbejdsmiljøet (bl.a. ved at sætte ind over for arbejdspres, normeringer og fysiske rammer). Det medicinske område skal være et væsentligt indsatsområde i de kommende års renovering og nybyggeri. Regioner og kommuner skal styrke den faglige ledelse (f.eks. via lederuddannelse og fokus på lederaspiranter) bl.a. gennem hurtig udmøntning af trepartsaftalen. Regioner og kommuner skal sætte øget fokus på, hvordan de samlede medarbejderressourcer (sygeplejersker, læger, lægesekretærer, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, serviceassistenter m.fl.) kan anvendes bedre, så de sundhedsprofessionelle kan koncentrere sig om deres kerneopgaver. Folketinget skal sikre, at der bliver uddannet nok sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle, bl.a. ved at styrke kvaliteten i uddannelserne og mindske frafaldet, gennemføre rekrutteringskampagner mv. 9

10 10 Karsten Weirup/Chiliarkiv.dk

11 Sundhedstilbud til de medicinske patienter: Problemer Mange medicinske afdelinger oplever i disse år store udfordringer, der skyldes en kombination af stram økonomi, uhensigtsmæssige incitamentsstrukturer og utilstrækkeligt samarbejde mellem sektorerne. En væsentlig faktor bag den dårlige økonomi på de medicinske afdelinger er, at sygehusene, herunder de medicinske afdelinger, mange steder årligt er underlagt krav om at finde plads til en produktivitetsvækst på 2 % enten som stigende aktivitet eller som nedskæringer. Samtidig lyder tilbagemeldinger fra lederne på de medicinske afdelinger, at: Plejetyngden er gennem de seneste mange år steget i takt med, at de mere selvhjulpne patienter i højere grad behandles ambulant. Der er skåret alt for kraftigt i antallet af senge, hvilket naturligt medfører øget travlhed på afdelingerne. Omlægninger til ambulante og daghospitalforløb bevirker, at afdelingernes interne organisering er under konstant forandring. De mange sengereduktioner øger samtidig problemernre med overbelægning, der igen forstærkes yderligere af, at de færdigbehandlede patienter ikke bliver udskrevet hurtigt nok, fordi kommunerne mangler de nødvendige tilbud. Dermed er forholdene på de medicinske afdelinger ofte præget af travlhed og dårlige arbejdsvilkår, hvilket går ud over kvaliteten og patientsikkerheden. Virker som en negativ spiral, der forøger problemerne med at rekruttere og fastholde sygeplejersker på de medicinske afdelinger. Også det kommunale sundhedsvæsen har store udfordringer. Økonomien er stram, kommunerne skal løse stadig flere komplekse og specialiserede sundhedsopgaver, og der er ikke nok sygeplejersker. Det betyder, at mange kommuner har svært ved at løse de vigtige opgaver med at forebygge (gen)indlæggelser af medicinske patienter og hjemtage færdigbehandlede patienter. Uanset hvordan regioner og kommuner vælger at håndtere fremtidens sundhedsudfordringer, viser udviklingstendensen, at der bliver behov for betydelige investeringer i de medicinske patienter i fremtiden. 11

12 problem 1: for mange senge er lukket for hurtigt Gennem de seneste 10 år er næsten hver 4. medicinske seng blevet nedlagt. Årsagen til de mange sengelukninger skal findes i den medicinske udvikling, der bl.a. har medført øget ambulant behandling og accelererede patientforløb. Samlet har udviklingen bidraget til, at behovet for medicinske senge har været faldende. Men sengelukningerne har samtidig oversteget det egentlige behov. Resultatet er fortsat overbelægning mange steder, hvilket medfører dårlige arbejdsforhold for bl.a. sygeplejerskerne. Dermed stiger risikoen for dårligere sygepleje og behandlingstilbud til patienterne. Set på den baggrund er der et akut behov for at udvide kapaciteten på de medicinske afdelinger i form af flere senge og flere sundhedsprofessionelle. Figur 1. Udviklingen i nomerede medicinske senge antal senge note: Medicin er inkl. blandede afdelinger og afdelinger uden specialeangivelse. For perioden er tallene korrigeret for private sygehuse, så at alle tal kun afspejler offentlige sygehuse. kilde: Sundhedsstyrelsen: Antal sengepladser ved sygehuse ved udgangen af 1997 (fra 1997 til 2002), Antal sengepladser ved offentlige sygehuse 2007 ( ). 12

13 fa k ta hvad er overbelægning? Belægningsprocenten udtrykker forholdet mellem sygehusafdelingernes aktivitet i forhold til de fysiske rammer og normeringen. Belægningsprocenterne udtrykker dermed, hvor godt sygehusene forstår at udnytte sengekapaciteten. Samtidig giver belægningsprocenten et indtryk af arbejdspresset på afdelingerne. På en sygehusafdeling fastsættes personalenormering oftest ud fra en forventning om en belægning på mellem %. En belægningsprocent på over 100 er ensbetydende med overbelægning. Men en belægningsprocent på over 90 vil ofte presse afdelingerne, i og med at normeringen ofte er beregnet på baggrund af en belægning på max. 90 %, kombineret med at patienterne ligger kortere og kortere tid, hvilket øger omfanget af daglige udskrivninger markant. problem 2: stor overbelægning på de medicinske afdelinger De senest offentliggjorte tal fra Landspatientregisteret (2006) viser, at 21 % af de medicinske sygehusafdelinger havde en gennemsnitlig belægningsprocent på over % af de medicinske afdelinger havde belægningsprocenter på over % af de medicinske afdelinger havde belægningsprocenter på over 90. Samtidig er der store regionale variationer i belægningsprocenten, hvor særligt Region Sjælland og Region Nordjylland 1 er topscorerne med belægningsprocenter over 98 i gennemsnit. På baggrund af det sparsomme datamateriale for 2007 er det vanskeligt at beregne om det konkrete omfang af overbelægningen på de medicinske afdelinger i Men der er intet, der tyder på, at forholde- 1. Disponible sengepladser for Region Nordjylland indgår ikke i Sundhedsstyrelsens foreløbige opgørelse af sengepladser, hvorfor der er taget udgangspunkt i de normerede sengepladser for 2006 og den relative andel af disponible senge for

14 ne på de medicinske afdelinger er forbedret. Tværtimod. Det skyldes især, at antallet af færdigbehandlede patienter på de medicinske afdelinger er steget, hvilket medfører øget risiko for overbelægning. Det understreges også af en undersøgelse fra Ældresagen fra 2007, der viser, at der er overbelægning på de medicinske afdelinger. problem 3: øget arbejdspres på de medicinske sengeafsnit Høje belægningsprocenter er ikke et nyt fænomen på de medicinske sengeafsnit. Det har været kendt i mange år. Problemet forstærkes imidlertid af, at antallet af patienter og dermed arbejdsbyrden stiger, samtidig med at der bliver færre sengepladser og dermed færre sundhedsprofessionelle. tabel 1. Belægningsprocenten for medicinske sygehusafdelinger i 2006 Belægningsprocent Antal medicinske sygehusafdelinger Andel af normerede medicinske sengepladser Over % % % % % 80 og derunder % I alt %... heraf over %... heraf over %...heraf 90 og derunder % note: Antallet af sygehusafdelinger er opgjort på baggrund af SKS-klassifikationen (6-cifret kode). For enkelte sygehuse har det ikke været muligt at opdele belægningsprocenten på afdelingsniveau, fordi der er sket organisatoriske ændringer af SKS-koder midt i året, og det har ikke været muligt at identificere, hvor eventuelle sengedage i et nedlagt sengeafsnit skal placeres. kilde: Landspatientregistret og egne beregninger. 14

15 Figur 2. Antal medicinsk behandlede borgere på sygehuse Antal behandlede, kilde: Finansministeriet, I form til fremtiden Finanslovforslaget for 2009 og Dansk Sygeplejeråd Karsten Weirup/Chiliarkiv.dk 15

16 Godt nok er patienterne indlagt i kortere tid, men det ændrer ikke ved det faktum, at der er en lang række faste opgaver, som skal håndteres, uanset hvor lang tid en patabel 2. Udvikling i antal patienter på de medicinske sengeafsnit, (2003=100) Indeks Patienter Disponible senge Patienter pr. seng kilde: Landspatientregistret og egne beregninger. Tal for er foreløbige. Antallet af indlagte medicinske patienter er steget med 7 % fra 2003 til Det svarer i store træk til det produktivitetskrav, som sygehusene har været underlagt i samme periode. Men i samme periode er der blevet 9 % færre disponible medicinske senge. Eftersom antallet af sygeplejersker og øvrige plejegrupper på sengeafsnittene som udgangspunkt følger antallet af senge, vil antallet af medarbejdere tilsvarende være reduceret. Det medfører, at der i 2006 er 18 % flere nye patienter pr. seng end i For det enkelte sengeafsnit betyder det i dagligdagen, at der er 18 % flere indlæggelser, 18 % flere plejeforløb, 18 % flere udskrivningssamtaler, 18 % flere kontakter til kommunerne om koordinering osv. tient er indlagt. For sygeplejerskerne er der derfor tale om en voldsom aktivitetsudvidelse, som vel at mærke skal håndteres samtidig med at patienttyngden er stigende, forstået på den måde, at andelen af selvhjulpne patienter er faldende, mens andelen af fuldt plejekrævende patienter er stigende. Udviklingen har negative konsekvenser ikke kun for kvalitet og patientsikkerhed, men også for f.eks. sygeplejerskernes arbejdsmiljø. problem 4: flere færdigbehandlede patienter på afdelingerne Antallet af færdigbehandlede patienter på de medicinske afdelinger, der burde være udskrevet til eget hjem eller et sundhedstilbud i kommunerne, er steget fra 2006 til Konkret er antallet af sengedage, der bliver optaget af færdigbehandlede patienter, steget med 50 % fra 2006 til

17 For hele 2007 er der anvendt næsten sengedage på færdigbehandlede patienter på somatiske sygehuse, heraf anslås sengedage at være på medicinske afdelinger. Det svarer til, at færdig behandlede patienter i 2007 optager 190 sengepladser på landets sygehuse hele året rundt. Heraf anslås 143 sengepladser at være på medicinske afdelinger 2. Hvis alle patienter kunne sendes hjem, så snart de var færdigbehandlede, ville belægningsprocenten på de medicinske afdelinger reduceres med 1,9 procentpoint. Jf. Tabel 3. Problemet med færdigbehandlede patienter er relativt størst i Region Hovedstaden og Region Sjælland. I disse to regioner anslås det, at en umiddelbar udskrivning af færdigbehandlede patienter ville reducere belægningsprocenten på de medicinske afdelinger med henholdsvis 3,3 og 2,0 procentpoint. problem 5: mangelfulde sundhedstilbud i kommunerne Kommunerne spiller en væsentlig rolle, når det handler om at sikre de nødvendige sundhedstilbud, så færdigbehandlede patienter kan udskrives fra de medicinske afdelinger. Kommunerne spiller også en hovedrolle, når det handler om at forebygge indlæggelse af medicinske patienter og undgå uhensigtsmæssige indlæggelser og genindlæggelser. I dag er et af de store problemer det store antal uplanlagte akutte genindlæggelser af særligt ældre patienter. Op mod 5-10 % af indlæggelserne på afdelingerne vedrører uplanlagte akutte genindlæggelser. Årsagen til det relativt store antal genindlæggelser er bl.a., at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad forebygger, at kronisk syge (og ældre) patienter gentagne gange i sygdomsforløbet bliver indlagt. Samtidig peger DSI (i rapporten Uhensigtsmæssige indlæggelser - muligheder og perspektiver for kommunerne ) på, at der mangler kommunale alternativer til indlæggelser, herunder specielt akutberedskab, akutforpligtigelse og aflastningspladser i primærsektoren. Rapporten peger derudover bl. a. på, at der er behov for mere opfølgende og opsøgende arbejde for at forebygge indlæggelser. En vigtig årsag til, at det kommunale sundhedsvæsen endnu ikke er udbygget nok, er, at kommunerne i forbindelse med kommunalreformen ikke fik nok penge til at drive og udvikle sundhedsvæsenet. Det hænger også sammen med, at incitamentsstrukturen mellem kommuner og regioner ikke fungerer hensigtsmæssigt. Kommunerne er ifølge Sundhedsloven forpligtet til at betale op til kr. for hver dag, en af deres færdigbehandlede borgere må forblive indlagt på sygehusene. Men 2. Tallene afviger fra beregninger i rapporten fra Ministeriet for Forebyggelse og Sundhed m.fl.: Rapport vedrørende bedre grundlag for forebyggelsesindsatsen i kommunerne, maj Det skyldes, at ministeriet m.fl. har benyttet stikprøvedata fra én given dag, hvorimod nærværende opgørelse er baseret på de faktiske afregningsdata. 17

18 tabel 3. Færdigbehandlede patienters andel af belægning på med. afd., 2007 Anslået sengedage for færdigbehandlede medicinske patienter 2007 Antal optagne medicinske senge med færdigbehandlede i 2007 Bidrag til belægningspct. på med. afd. i 2007, i procentpoint Region Nordjylland ,6 Region Midtjylland ,5 Region Syddanmark ,4 Region Hovedstaden ,3 Region Sjælland ,0 Hele landet ,9 note: Opgørelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at færdigbehandlede patienter har benyttet sengedage på somatiske sygehuse i hele Det er forudsat, at ¾ dele af de færdigbehandlede patienter ligger på medicinske afdelinger. kilde: Sundhedsstyrelsen og egne beregninger. 18

19 i og med at antallet af færdigbehandlede patienter er stigende, tyder det på, at kommunernes udgift ved at have færdigbehandlede patienter liggende på sygehusene er mindre end kommunernes udgifter ved at passe borgerne i kommunen. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at regionerne til trods for kommunernes medfinansiering oplever store økonomisk tab ved ikke at kunne udskrive de færdigbehandlede patienter. Det forventes, at regionernes økonomiske tab i 2007 som følge af sengedage (medicinske og kirurgiske) med færdigbehandlede patienter på landsplan, vil beløbe sig til op mod 114 mio. kr. tabel 4. Regionernes forventede merudgifter ved færdigbehandlede patienter på somatiske sygehuse (både kirurgi og medicin) i 2007 Region Nordjylland Region Midtjylland Region Syddanmark Region Hovedstaden Region Sjælland Hele landet Regionernes indtægt (=kommuners udgift) Regionernes udgift Merudgift i regionerne mio.kr. (2007 prisniveau) note: Det er i beregningen forudsat, at alle færdigbehandlede patienter afregnes til kr. pr. sengedag, samt at sygehusenes udgift er op til 1,2 mio. kr årligt pr. seng (2007 prisniveau). kilde: Sundhedsstyrelsen og egne beregninger. 19

20 problem 6: for få og for uerfarne sygeplejersker på de medicinske afdelinger De medicinske sengeafsnit oplever en lang række problemer med at rekruttere og fastholde sygeplejersker og øvrige sundhedsprofessionelle. Konsekvensen er, at der er mange ubesatte stillinger. I 2007 var 10 % af stillingerne i de medicinske sengeafsnit ubesatte. På landsplan var andelen af ubesatte stillinger til sammenligning på 4 %. I 2008 er manglen på sygeplejersker steget til 6 % på landsplan, hvilket svarer til en vækst på 50 %. Det anslås, at omfanget af ubesatte stillinger på medicinske afdelinger er steget til 15 % i Derudover kommer, at der ofte er meget få ansøgere til sygeplejerskestillingerne i de medicinske sengeafsnit. Samtidig oplever de medicinske afdelinger, at der er en stor andel af nyuddannede sygeplejersker på de medicinske sengeafsnit 13 % af sygeplejerskerne på de medicinske sengeafsnit er nyuddannede og hele 25% af sygeplejerskerne er under 30 år. Til sammenligning er der kun 5 % nyuddannede sygeplejersker på sygehusene under ét. Det forringer muligheden for at skabe kontinuitet, det mindsker erfaringsbasen, og det gør det vanskeligt at introducere og dermed fastholde nye kolleger. tabel 5. Antal ubesatte sygeplejerskestillinger I procent af antal sygeplejersker Medicinske sengeafsnit 10 %* anslået 15 % Alle landets sygehuse ** 4 % 6 % kilder: *Mette Berntsen, 2007, Afhandling på Master of Public Management, Syddansk Universitet. Dette tal bekræftes af DSRs spørgeskemaanalyse af trængte medicinske afdelinger, 2007, som kommer frem til 11 % i **Dansk Sygeplejeråds analyse af ubesatte stillinger, januar 2007 og januar 2008 og det fælleskommunale løndatakontor, KL. 20

21 fa k ta sygeplejerskers fire funktionsområder: Udføre sygepleje. For eksempel forebyggelse af tryksår hos den kredsløbstruede patient eller smertelindring til døende. Planlægge og koordinere sygepleje. For eksempel sørge for, at medicinske patienter får et godt og sammenhængende forløb, både mens de er indlagt, og efter, de er udskrevet. Formidle sygepleje. For eksempel rådgive medicinske patienter om, hvordan de skal lægge deres livsstil om for at undgå genindlæggelser. Udvikle sygepleje. For eksempel sikre, at den udførte sygepleje hviler på forskningsbaseret viden. 21

22 tabel 6. Andelen af nyuddannede og unge sygeplejersker på medicinske sengeafsnit Medicinske sengeafsnit, 2007 Nyuddannede på sygehusene i hele landet 2006 (gennemsnit) 3) Sygeplejersker i hele landet uanset beskæftigelsessted, ) Andel af nyuddannede (uddannet inden for 12 måneder) Andel af beskæftigede sygeplejersker under 30 år 13 %1) 25 %2) 5 % 14 % 3 % 10 % 1) DSR s spørgeskemaanalyse af trængte medicinske afdelinger. 2) Analyse af medicinske afdelingers rekrutteringsmuligheder, Mette Berntsen. 3) Sundhedsstyrelsens bevægelsesregister, Danmarks Statistik, RAS statistikken pr og FTF mobilitetsanalyse, maj problem 7: for få sygeplejersker i kommunerne En væsentlig årsag til manglerne i det kommunale sundhedsvæsen er, at antallet af sygeplejersker ansat i kommunerne er faldet med 6 % i perioden fra Det betyder, at der ikke er nok sygeplejersker til at give borgerne de nødvendige sundhedstilbud hverken i hjemmesygeplejen eller på plejehjem og -centre. Udviklingen forekommer paradoksal ikke mindst fordi kommunerne i disse år skal løse en lang række nye, komplekse sundhedsopgaver, bl.a. i forhold til de medicinske patienter. Baggrunden for faldet i antallet den generelle ansatte sygeplejersker skyldes ikke kun mangel på sygeplejersker, men også politiske prioriteringer i kommunerne. Hvis kommunerne skal have mulighed for at løse de krævende sundhedsopgaver, er det derfor nødvendigt at ændre de politiske prioriteringer og satse massivt på at rekruttere og fastholde sygeplejersker i det kommunale sundhedsvæsen. 22

23 figur 3. Udvikling i antal ansatte sygeplejersker i kommunerne, kommunalt ansatte sygeplejersker note: Beregningerne dækker alle landets kommuner i hele perioden. Udviklingen fra 2006 til 2007 skal bl.a. ses i lyset af strukturreformen og kan derfor ikke umiddelbart tolkes som en realstigning i antallet af kommunale sygeplejersker, men evt. blot en teknisk omflytning af opgavevaretagelsen mellem regioner og kommuner i forbindelse med strukturreformen. kilde: KL, Fælleskommunale løndata samt egne beregninger. problem 8: sygeplejerskerne laver andet end sygepleje Udover manglen på sygeplejersker er der gennem de seneste mange år blevet reduceret i de øvrige personalegrupper. F.eks. er lægesekretærer og serviceassistenter mange steder blevet sparet væk. I perioden fra 2000 til 2005 er der skåret ca. 2 % eller godt servicestillinger væk på sygehusene. Selvom der i perioden er kommet flere sygeplejersker og læger, er aktiviteten på sygehusene også steget betydeligt i perioden. Det betyder, at sygeplejersker i dag er nødt til at udføre en lang række opgaver, der tager tid fra sygeplejen til patienterne. En undersøgelse fra Dansk Sundhedsinstitut ( Sygeplejerskers fagidentitet og arbejdsopgaver på medicinske afdelinger ) viser f.eks., at sygeplejersker tilbringer ca. 30 % af arbejdstiden sammen med patienterne, 23

24 mens administration og anden koordinering fylder knap 19 % af dagarbejdstiden. Samtidig varetager sygeplejersker på medicinske afdelinger en vifte af meget forskelligartede opgaver, der spænder over behandlings- og medicinopgaver, tovholderopgaver og værtinde- og rengøringsopgaver. Derudover bliver sundhedsvæsenet presset af en række projekter, som i disse år rulles ud over sundhedsvæsenet, såsom akkreditering, indførelse af EPJ mv. Disse projekter vil med tiden være en god investering i bedre kvalitet og sygepleje. Men da der oftest ikke følger tilstrækkelige økonomiske eller personalemæssige ressourcer med til de daglige dokumentationsopgaver, tages ressourcerne til disse projekter fra den direkte kliniske sygepleje, selvom flere af disse dokumentationsopgaver med fordel kunne udføres af lægesekretærer. Med andre ord skal mange sygeplejersker bruge tid på meget andet end at udføre de arbejdsopgaver, der ligger inden for de fire funktionsområder, som sygeplejerskerne er uddannet til. problem 9: den demografiske udvikling øger presset på det medicinske område Den demografiske udvikling resulterer i, at der bliver flere ældre danskere i de kommende år, samtidig med de ældre medborgere lever længere. Frem til 2020 forventes der at være flere over 70 år. Det er 45 % flere 70+-årige end i dag. Særligt befolkningsgruppen af de 90+-årige stiger kraftigt. I 2020 forventes der at være næsten 60 % flere 90+-årige end i dag (jf. figur 4). Oven i købet viser prognoser, at der kommer markant flere kronisk syge i de kommende år. Allerede i dag er der ifølge Sundhedsstyrelsen 1,7 mio. danskere, der lider af en eller flere kronisk sygdomme. Den demografiske udvikling de kommende år lægger et yderligere pres på sundhedstilbuddene. Særligt betyder udviklingen alt andet lige et øget behov for flere medicinske senge og flere sundhedstilbud i kommunerne. 24

25 Figur 4. Befolkningsfremskrivning for 70+-årige, årige og derover alle over 70 år indeks (2005=100) Kilde: Danmarks Statistiks befolkningsprognose, 2007 fak ta metode Analyserne i dette afsnit er baseret på de seneste offentligt tilgængelige tal fra 2006 fra Sundhedsstyrelsens Landspatientregister. Dansk Sygeplejeråd har også været i kontakt med de ledende sygeplejersker på en lang række trængte medicinske afdelinger for at høre deres opfattelse af situationen på de medicinske afdelinger. Derudover er der inddraget relevant litteratur om de medicinske afdelinger og de medicinske patienters forhold i kommunerne. 25

26 Bedre sundhedstilbud til de medicinske patienter: Løsninger» Det er nødvendigt at gennemføre en uddannelse. F.eks. i form af faglig støtte national indsats, hvis problemerne på det medicinske område skal løses. dansk sygeplejeråd har tre hovedanbefalinger: fra kliniske udviklingssygeplejersker, ekspertsygeplejersker, specialiseret efter- og videreuddannelse inden for KOL, hjertesygdomme, diabetes, dialyse mv. Pris: Ca. 50 mio. kr. årligt. Folketinget skal afsætte markant flere økonomiske ressourcer til de medicinske patienter i regionerne. På kort sigt er der brug for at genetablere flere senge og ansætte flere sundhedsprofessionelle, ikke mindst sygeplejersker. Konkret er der på kort sigt behov for at oprette ca. 365 senge, hvilket koster ca. 450 mio. kr. På længere sigt medfører bl.a. den sundhedsfaglige og teknologiske udvikling, at en del af disse ressourcer flyttes til det kommunale sundhedsvæsen. Folketinget skal afsætte markant flere økonomiske ressourcer til sundhedsvæsenet i kommunerne, så færdigbehandlede patienter sendes hjem til kvalificerede sundhedstilbud. Konkret handler det bl.a. om at styrke hjemmesygeplejen, opruste på sundhedsfremme og forebyggelse mv. Prisen for denne indsats er ca. 500 mio. kr. årligt. Regioner og kommuner skal styrke den faglige udvikling og de sundhedsprofessionelles muligheder for efter- og videre- Alt i alt er det nødvendigt at sætte ind over en bred kam, hvis det skal lykkes at rekruttere og fastholde nok sundhedsprofessionelle på det medicinske område i både regioner og kommuner. på kort sigt: flere medicinske senge og flere sygeplejersker på de medicinske afdelinger På kort sigt er det nødvendigt, at regionerne etablerer flere medicinske senge. Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at regionerne fastlægger den målsætning, at belægningsprocenterne ikke overstiger 90 i gennemsnit. Det er en forudsætning for at sikre både høj kvalitet og patientsikkerhed og for at skabe sunde og sikre arbejdspladser til medarbejderne. De senest tilgængelige landsdækkende belægningsopgørelser fra 2006 viser, at for at komme overbelægningen til livs skulle regionerne alt i alt øge antallet af 26

27 27

28 medicinske sengepladser med 300 i Beregninger af det fremtidige sengebehov (med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens demografiske fremskrivning af sygehusforbrug) viser, at sengebehovet i 2008 alt andet lige er steget til 365 medicinske senge.» For at løse problemerne med overbelægning, underbemanding og arbejdspres her og nu på de medicinske sengeafsnit anbefaler Dansk Sygeplejeråd, at regionerne opnormerer med 365 nye sengepladser. Med en gennemsnitlig omkostning pr. seng på 1,25 mio. kr. (i 2008 prisniveau) svarer det til, at Folketinget på kort sigt skal investere yderligere ca. 450 mio. kr. 3 Indregnet i denne investering er bl.a. 350 flere sygeplejersker og flere læger, lægesekretærer, serviceassistenter mv. De ekstra medicinske sengepladser nu og her løser det samlede overbelægningsproblem i regionerne. Men der udestår herudover en indsats i hver enkelt region for at sikre, at patienter og sengeafdelinger i regionen løbende bliver afstemt, så den store forskel i belægningsprocenter mellem sygehusene udjævnes. på længere sigt: måske behov for færre senge? På længere sigt kan behovet for medicinske senge potentielt mindskes bl.a. på grund af den sundhedsfaglige og teknologiske udvikling, der dels accelererer patientforløbene og forkorter liggetiden og dels flytter flere sundhedstilbud hjem i borgerens eget hjem. Samtidig mindskes behovet for medicinske senge i takt med, at kommunerne opruster på sundhedsvæsenet og hjemtager færdigbehandlede borgere. Det betyder alt andet lige, at regionerne vil kunne nøjes med en mindre investering end 365 medicinske senge. Omvendt indebærer den demografiske udvikling, at behovet for medicinske senge stiger med frem til 2020 (jf. figur 5). Dette tal tager endda ikke højde for ændringen i befolkningens sygdomsmønster, som bl.a. indebærer en stor vækst i antallet af kronisk syge. Uanset hvordan regioner og kommuner vælger at håndtere udviklingen, viser fremskrivningen, at der er behov for betydelige investeringer i sundhedstilbud til de medicinske patienter. 3 Prisen pr. seng er beregnet ud fra en antagelse om, at den marginale udgift for en ekstra seng er 70% (Sundhedsministeriets afregningspris ved meraktivitet på sygehusene) af gennemsnitsprisen for en stationær seng på landets sygehuse. 28

29 bedre sundhedstilbud og flere sygeplejersker i kommunerne Det er nødvendigt, at kommunerne styrker deres sundhedstilbud til de medicinske patienter, herunder de færdigbehandlede. Konkret handler det bl.a. om, at kommunerne skal: Styrke hjemmesygeplejen. Opruste på sundhedsfremme og forebyggelse. Etablere akutteams og akut- og aflastningspladser. Etablere følge hjem-ordninger og opfølgende hjemmebesøg. Udbygge sundhedscentrene. KL peger bl.a. på, at hjemmesygepleje potentielt kan forebygge indlæggelser på sygehuse, herunder særligt medicinske indlæggelser blandt ældre (KL: Inspirationsnotat om specialisering i hjemmesygeplejen fremtidens udfordringer og muligheder, november 2007). Figur 5. Udviklingen i sengebehov på de medicinske afdelinger, Sengebehov (venstre akse) Merudgift (højre akse) Senge 0 0 Mio.kr note: Beregningerne er under forudsætning af, at de 5 regioner har en gennemsnitlig belægningsprocent på de respektive regioners medicinske afdelinger, der ikke overstiger 90 %. Beregningerne er under forudsætning af, at regionerne fastholder omfanget af medicinske senge som i Fremskrivningen er udelukkende baseret på effekten af den demografiske udvikling. kilde: Sundhedsstyrelsens demografiske fremskrivning af sengedage og egne beregninger. 29

30 fa k ta flere sygeplejersker: hvordan? I 2008 mangler der sygeplejersker. Det har alvorlige konsekvenser for patienternes sundhed og sikkerhed. Hvis sygeplejerskemanglen skal løses, skal der sættes ind over en bred kam: Staten har ansvaret for sygeplejerskeuddannelsen. Derfor skal staten sikre, at der bliver uddannet nok sygeplejersker bl.a. ved at forbedre kvaliteten på uddannelserne, mindske frafaldet, gennemføre nationale rekrutteringskampagner mv. Der skal være konkurrencedygtig løn og arbejdsvilkår i det offentlige sundhedsvæsen. Hvert år forlader mere end sygeplejersker det offentlige sundhedsvæsen og ældrepleje for at tage job i den private sundhedssektor, uden for sygeplejefaget eller for at påbegynde en ny uddannelse. Derfor er en ligelønsreform et væsentligt indsatsområde. Regioner og kommuner skal fokusere stærkere på at fastholde seniorerne. Arbejdsdelingen mellem faggrupperne skal nytænkes, så sygeplejerskerne bruger arbejdstiden på det, de er uddannet til. Arbejdsmiljøet skal forbedres, så nedslidning og sygefravær mindskes. 30

31 Hvis patienterne skal undgå indlæggelser og genindlæggelser forudsætter det, at særligt hjemmesygeplejen er rustet til opgaven bl.a. at sygeplejerskerne i kommunen har de nødvendige specialistkompetencer inden for de store patientgrupper, som patienter med rygerlunger (KOL), hjertesygdom, diabetes, dialyse mv. Den væsentligste forudsætning for, at kommunerne kan løfte disse opgaver, er, at de har nok sygeplejersker og øvrige sundhedsprofessionelle. Imidlertid har kommunerne gennem de senere år systematisk skåret ned i antallet af sygeplejersker. Den udvikling skal vendes.» Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at kommunerne fastlægger den målsætning, at de i 2012 som minimum skal have samme antal sygeplejersker pr. 70+-årig som i dag. Det betyder, at kommunerne frem til 2012 skal ansætte 660 flere sygeplejersker, hvilket anslået koster ca. 260 mio. kr. Kommunernes Landsforening har i sit udspil til økonomiforhandlingerne i foråret 2008 meldt ud, at der er behov for 500 mio. kr. til at styrke hjemmesygeplejen. Investeringen er nødvendig, fordi der er øgede krav til den kommunale hjemmesygepleje. Kommunerne skal i stigende grad etablere et døgnberedskab, levere en specialiseret og intensiv sygepleje til stadig flere mennesker og styrke den forebyggende indsats for at undgå de indlæggelser, der kan forhindres. bedre sammenhæng mellem sygehus og kommune Det er nødvendigt at skabe bedre sammenhæng mellem sygehus og kommune, for at de medicinske patienter kan få kontinuitet i forløbet, herunder forebygge (gen)indlæggelser.» Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at regionerne og kommunerne systematisk etablerer tværsektorielle foranstaltninger til forebyggelse af indlæggelser og genindlæggelser, f.eks. i form af: Forløbskoordinator til udsatte medicinske patienter, der sikrer sammenhæng i sygepleje og behandling på tværs af sektorer. Tværsektorielle følge hjem-ordninger efter hospitalsindlæggelse. Udgående hospitalsfunktion med deltagelse af sygeplejersker fra akut medicinsk afdeling. Tværsektoriel uddannelse for sygeplejersker fra det kommunale sundhedsvæsen og de medicinske afdelinger på sygehuset. F.eks. er der i Århus gode erfaringer med projekt Fælles skolebænk. Fælles elektronisk kommunikation over sundhedsdatanettet. 31

32 Et andet godt eksempel er, at Sundhedsstyrelsens Enhed for Medicinsk Teknologivurdering i 2007 offentliggjorde en undersøgelse, som viser, at besøg i hjemmet af hjemmesygeplejerske og patientens praktiserende læge kan forebygge, at de ældre genindlægges. Modellen sikrer de ældre patienter et bedre og tryggere forløb, samtidig med at en økonomisk analyse viser, at modellen med tre hjemmebesøg ikke koster ekstra, men endda kan være en samfundsøkonomisk besparelse. Det er også vigtigt at sikre hurtig og sikker udskrivelse af patienterne. Et godt eksempel på hurtig udskrivelse og kommunikation mellem sygehus og kommune ses f.eks. i Aalborg, hvor sygehus og kommune elektronisk udveksler informationer mellem kommunens omsorgssystem og sygehusets patientregistreringssystem, hvilket både har medført hurtigere udskrivning fra sygehuset og bedre information til kommunerne, når de overtager patienterne (Rundrejse i det danske sundhedsvæsen statsministerens personlige repræsentant Erik Juhl, 2007). styrket faglig udvikling og mere efter-, videre- og specialuddannelse En væsentlig parameter for, at regioner og kommuner kan rekruttere og fastholde sygeplejersker, handler om faglige udviklingsmuligheder. For at være attraktive arbejdspladser i en tid med sygeplejerskemangel er det derfor afgørende, at regioner og kommuner etablerer de rette uddannelses- og udviklingsmuligheder for sygeplejerskerne. Helt grundlæggende handler det om, at der skal fokuseres positivt på de sygeplejefaglige udfordringer. På sygehusene indeholder medicinsk sygepleje mange spændende faglige udfordringer, f.eks. hos nyrepatienter, KOL-patienter, hjertepatienter. I det kommunale sundhedsvæsen er der tilsvarende sygeplejefaglige udfordringer, ikke mindst på grund af det stigende antal kronisk syge hjerte-, diabetes-, hjertepatienter mv. For at skabe grundlag for faglig udvikling er det afgørende, at regioner og kommuner opprioriterer sygeplejerskernes efter-, videre- og specialuddannelse. Der findes i dag en række gode erfaringer med, at medicinske sygeplejersker, der har fået efter- eller videreuddannelse inden for specialet, efterfølgende bliver i afdelingen, fordi de får et mere selvstændigt og fokuseret arbejdsområde. Derfor bør der i langt højere grad end i dag etableres uddannelse for alle medicinske sygeplejersker, både i form af introduktionsundervisning og efter- og videreuddannelse inden for subspecialerne. Ligeledes bør de gode udenlandske erfaringer f.eks. i form af ekspertsygeplejerskestillinger i det kliniske patientarbejde 32

33 udbredes til de medicinske afdelinger. Udover at sikre højere kvalitet vil det være med til at skabe nye karriereveje tæt på patienterne og dermed bidrage til at rekruttere og fastholde sygeplejersker på det medicinske område. Det tilsvarende gør sig gældende i kommunerne. F.eks. har KL påpeget, at sygeplejersker i fremtiden kan være forløbsspecialister, der skal sikre sammenhæng i patientforløbene, akutspecialister, der bl.a. kan iværksætte en hurtig forebyggende indsats for at undgå (gen)indlæggelser, eller kronikerhjemmesygeplejersker, der dækker behovet for hjemmesygepleje hos de borgere, der lider af en eller flere at de store folkesygdomme. Amtsrådsforeningen og Dansk Sygeplejeråd har i en tidligere undersøgelse fra 2005 af sygeplejerskers efter- og videreuddannelse vist, at 80 % af sygeplejerskerne på medicinske og onkologiske afdelinger ikke får den nødvendige efter- og videreuddannelse. Udover de økonomiske barrierer var nogle af årsagerne manglende tid og manglende vikardækning. Derfor er det nødvendigt, at regionerne og kommunerne sikrer, at der er afsat tilstrækkelige uddannelsesmidler til sygeplejerskerne, herunder at uddannelsesbudgetterne reguleres i takt med antallet af medarbejdere og pristalsudviklingen.» Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at der samlet afsættes 50 mio. kr. årligt til styrkelse af efter- og videreuddannelsesindsatsen i de medicinske afdelinger og i det kommunale sundhedsvæsen. Det svarer til i gennemsnit godt kr. pr. medarbejder til øget efter- og videreuddannelse inklusiv muligheden for frikøb af personale. Det er også vigtigt, at Sundhedsstyrelsen sætter sig i spidsen for at etablere tidssvarende uddannelsestilbud til sygeplejerskerne.» Konkret anbefaler Dansk Sygeplejeråd, at Sundhedsstyrelsen igangsætter en specialuddannelse i gerontologisk sygepleje og en uddannelse til kliniske ekspertsygeplejersker i stil med de udenlandske Advanced Nurse Practitioners. En opfølgende undersøgelse i 2007 viser, at der i uddannelsesbudgetterne er gennemsnitligt kr. pr. medarbejder til ekstern uddannelsesaktivitet. Der er imidlertid meget store forskelle mellem de enkelte sygehuse. Nogle sygehuse har afsat ca. 10 gange så mange midler pr. medarbejder til kurser end de sygehuse, der har de laveste uddannelsesbudgetter. 33

34 et sundt og sikkert arbejdsmiljø Gode normeringer og dermed gode arbejdsvilkår er en væsentlig parameter for, at regioner og kommuner kan rekruttere og fastholde sygeplejersker. Den internationale forskning dokumenterer, at det ikke kun går ud over patienternes sundhed og sikkerhed, når der er for få sygeplejersker. Det går også ud over sygeplejerskernes arbejdsmiljø. Alene derfor er det vigtigt, at stat, regioner og kommuner sørger for, at der er nok sygeplejersker. Et særligt indsatsområde i forhold til arbejdsmiljøet handler om de fysiske rammer: De fysiske rammer på mange sygehuse og kommunale sundhedstilbud er mange steder meget slidte og utidssvarende. Det går ud over arbejdsmiljøet og kan medføre unødig spildtid. Amerikanske undersøgelser peger på, at der er en sammenhæng mellem den fysiske indretning og den organisatoriske, patientoplevede og faglige kvalitet. Eksempelvis kan effektiviteten øges, når indretningen tager højde for de ansattes arbejdsmønstre. Erfaringer fra det nye medicinerhus i Aalborg viser, at nye rammer også kan være 34

35 med til at forbedre arbejdsmiljøet. Her er sygefraværet nedbragt med 50 %, og der er ikke problemer med at rekruttere sygeplejersker til afdelingerne.» Derfor anbefaler Dansk Sygeplejeråd, at arbejdsmiljø bliver et væsentligt indsatsområde, når Kvalitetsfonden skal udmøntes til nye bygninger og renoveringer i sundhedsvæsenet i de kommende år. skærpet sygeplejerskeprofil En række steder i sundhedsvæsenet også på det medicinske område er der behov for at styrke sygeplejerskernes profil. For mange sygeplejersker bruger tid på opgaver, som andre faggrupper med kortere uddannelse med fordel kunne løse f.eks. fordi der ikke er nok lægesekretærer, social- og sundhedsassistenter eller -hjælpere, serviceassistenter mv. Der er også for mange sygeplejersker, der bruger unødvendig arbejdstid på administrative procedurer, fordi der er uhensigtsmæssige barrierer i lovgivningen. F.eks. må en hjemmesygeplejerske der oplever at den ældre borger har hævede ben, ikke selvstændigt anvende vanddrivende medicin. Det betyder, at hun først skal kontakte en læge nogle gange en vagtlæge, som aldrig har set patienten som udskriver medicinen udelukkende på baggrunden af sygeplejerskens observationer.» Derfor anbefaler Dansk Sygeplejeråd, at regioner og kommuner systematisk skærper den sygeplejefaglige profil f.eks. ved at udarbejde sygeplejerskeprofiler. Det er en forudsætning for, at sygeplejersker kan koncentrere arbejdsindsatsen inden for sygeplejens fire funktionsområder: Udføre, koordinere/lede, formidle og udvikle sygepleje. Dermed er det en forudsætning for at nytænke arbejdsdelingen mellem faggrupperne. Ved at udarbejde sygeplejerskeprofiler skabes et solidt grundlag for at træffe bevidste valg om sygeplejen bl.a. ved at sygeplejersker, tillidsrepræsentanter og ledere svarer på spørgsmål som disse: Hvilke sundhedstilbud skal sygeplejersker prioritere i den daglige praksis? Hvornår i patientforløbet er der brug for sygeplejerskekompetencer? Og hvilke sygeplejerskeressourcer, -kompetencer og -kvalifikationer skal der være på afdelingen eller i kommunen? mere tid til supervision især til nyuddannede Det er vigtigt, at nyuddannede sygeplejersker får den fornødne vejledning og supervision i dagligdagen, så de er bedst muligt rustet til at kunne sikre den fornødne kvalitet i sygepleje og behandling. 35

36 Virkeligheden på de danske sygehuse og i mange kommuner er, at der kun alt for sjældent er tilstrækkeligt med tid til supervision og planlægning af plejeforløb i dagligdagen. Dansk Sygeplejeråd har foretaget en rundspørge blandt en række af de ledende sygeplejersker på de medicinske sengeafsnit, som viser, at langt hovedparten (80%) af de ledende sygeplejersker på de medicinske afdelinger oplever, at der anvendes mindre tid end påkrævet for at sikre den nødvendige supervision af personalet. Halvdelen af de ledende sygeplejersker vurderer, at der anvendes for lidt tid til planlægning af plejeforløb. Travlheden i hverdagen forstærker imidlertid afvandringen og omsætningshastigheden blandt sygeplejerskerne, fordi særligt nyuddannede sygeplejersker oplever, at arbejdsvilkårene er vanskelige. Derfor vælger de at søge hurtigt væk fra det medicinske område. Samtidig betyder afdelingernes dårlige image i offentligheden, at problemerne med rekruttering og fastholdelse af sygeplejersker til det medicinske område forstærkes. Konsekvensen er, at der kun kommer få ansøgere til de ledige stillinger på trods af rekrutteringsinitiativer i form af åbent-husarrangementer, rekrutteringskampagner, introduktionsforløb m.v.» Dansk sygeplejeråd anbefaler, at regioner og kommuner opruster på introduktionen af nyansatte sygeplejersker bl.a. ved at sikre tid til vejledning og supervision. Fastholdelse af ledere specielt mellemledere Lederne på de medicinske afdelinger, specielt afdelingssygeplejerskerne, udfører hver dag et professionelt og dygtigt arbejde for at få en vanskelig hverdag til at hænge sammen. Men de befinder sig også ofte i et krydspres mellem krav om budgetoverholdelse, personalemangel og dårlig normering. Det risikerer i længden at skabe et dårligt arbejdsmiljø for lederne. Tilbagemeldinger fra de medicinske afdelingssygeplejersker viser, at en række afdelingssygeplejersker overvejer at forlade jobbet. Også de ledende sygeplejersker i kommunerne befinder sig i et krydspres. Nye opgaver, stram økonomi og begrænsede sygeplejefaglige ressourcer er hverdagen mange steder. Derfor er det afgørende at sikre, at de sygeplejefaglige ledere får de nødvendige kompetencer og opbakning til at kunne udføre ledelsesopgaven så godt og professionelt som muligt. I forbindelse med kvalitetsreformen og trepartsaftalen er der sat fokus på ledelse. Udmøntningen sker i forbindelse med overenskomstaftalerne. 36