To politiske bud på kommunestyrets fremtid

Transkript

1 To politiske bud på kommunestyrets fremtid Interview med indenrigsminister Karen Jespersen Interviewet er gennemført af Charlotte Fuglsang (Det bemærkes, at indenrigsministeren har besvaret spørgsmålene skriftligt. Spørgsmålene er formuleret af Charlotte Fuglsang, CHA) Hvordan ser du som kommunernes minister fremtiden for det kommunale selvstyre i lyset af tendensen til stigende retliggørelse/harmonisering af den kommunale service senest eksemplificeret ved socialministerens forslag om større ensartethed i den kommunale hjemmepleje? Der tales meget om en stigende retliggørelse af kommunernes virksomhed. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at den øgede regulering af kommunernes virksomhed skal ses i sammenhæng med, at der gennem de seneste 30 år er sket en betydelig decentralisering af offentlige opgaver. Kommunerne har fået tillagt en lang række opgaver opgaver, som kommunerne har overtaget fra staten, men også helt nye opgaver samtidig med at karakteren og omfanget af de kommunale opgaver er væsentligt ændret. Jeg ser derfor ikke den øgede regulering af kommunernes virksomhed som et entydigt tegn på, at rammerne for det kommunale selvstyre er blevet snævrere. Et kommunalt selvstyre forudsætter naturligvis en ret for kommunerne til at være forskellige, og det er væsentligt at sikre kommunerne en stor grad af frihed til at løse deres opgaver. Med hensyn til grundlæggende ydelser og rettigheder for borgerne er der imidlertid grænser for, hvor store forskelle der kan accepteres mellem de enkelte kommuner. Store og uforklarlige forskelle på centrale serviceområder opleves som urimelige af borgerne. På enkelte områder kan regulering derfor efter min mening være nødvendig for at sikre en vis ligestilling mellem borgerne, uanset hvor i landet de bor. Men også på disse områder bør det i videst muligt omfang være op til den enkelte kommunalbestyrelse selv at beslutte, hvordan man vil nå de mål, der sættes i lovgivningen. Der er imidlertid ingen tvivl om, at der er behov for at tilpasse den offentlige service til lokale ønsker og behov, og den tilpasning sker bedst i den enkelte kommune. Det kommunale selvstyre vil derfor også fremover spille en afgørende rolle for en tilfredsstillende løsning af en række offentlige opgaver og dermed for bevarelsen og udviklingen af den moderne velfærdsstat. Kan budgetsamarbejdet mellem stat og kommuner opretholdes? Budgetsamarbejdet kan efter min opfattelse ikke undværes. Men budgetsamarbejdet skal løbende udvikles og forbedres for at kunne tjene sit formål. Vi har i Danmark et omfattende lokalt selvstyre, hvor godt halvdelen af de samlede offentlige budgetter forvaltes lokalt. Budgetsamarbejdet og det aftalesystem, der er bygget op over årene, er efter min opfattelse helt nødvendigt for at sikre samordning af statens og kommunernes økonomi. Ganske vist er aftalerne ikke juridiske dokumenter med veldefinerede rettigheder og pligter. De kommunale organisationer indgår aftalen på egne vegne og kan ikke forpligte de enkelte kommunalbestyrelser eller amtsråd til efterfølgende at træffe bestemte beslutninger. Regeringen indgår også aftalen på egne vegne, og kan naturligvis ikke forpligte Folketinget til at vedtage bestemte love, der måtte indgå i aftalen, eller til at godkende bloktilskuddets størrelse. 33

2 Men jeg er ikke tvivl om, at aftalerne opfattes af alle parter som et vigtigt politisk dokument, der på en fleksibel og hensigtsmæssig måde giver den enkelte kommune og amtskommune mulighed for en tilpasning af udgifter og indtægter inden for den samlede overordnede ramme. Det er også vigtigt, at samarbejdet løbende udvikles. De kvartalsvise møder mellem regeringen og de kommunal parter er efter min mening et godt supplement til de årlige aftaler. Møderne giver mulighed for at afstemme forventninger og målsætninger i god tid inden, der indgås aftale. Det finder jeg har været et vigtigt bidrag til at udvikle aftalesystemet. Men det er også vigtigt, at aftalerne respekteres at de mål, parterne bliver enige om, nås. Hvis man ser strengt på det, må man konstatere, at aftalerne oftere er blevet brudt, end de har været overholdt. Afvigelserne har dog ofte været små. Således har amtskommunerne for 2001 budgetteret med en stigning på 0,3 pct. og kommunerne med en stigning på 0,14 pct. i udskrivningsprocenten mod aftalt uændret udskrivningsprocent. Selv om man måske kan sige, at der er tale om små afvigelser i forhold til det aftalte i det enkelte år, er det afvigelser, der fjerner os fra de langsigtede mål, der er sat. Det er klart, at det giver regeringen overvejelser om en mere restriktiv overordnet styring, men efter min opfattelse er det vigtigt fortsat at opretholde og styrke budgetsamarbejdet og aftalesystemet. Er der behov for en kommunalreform dvs. et færre antal kommuner, hvis kommunerne skal imødekomme borgernes krav om øget valgfrihed og»service til tiden«? Der er ikke efter min opfattelse et behov for at igangsætte en kommunalreform her og nu. Spørgsmål om kommunernes størrelse skal afgøres lokalt, og eventuelle kommunesammenlægninger skal ske ad frivillighedens vej. Sådan som vi for øjeblikket ser det ske på Bornholm. Debatten om en kommunalreform og om de små kommuner på længere sigt er bæredygtige fagligt og økonomisk er først startet for nylig. Indenrigsministeriet har som led i debatten i 2000 foretaget en statistisk analyse af sammenhængen mellem udgifter og kommunestørrelse. Analysen tyder på når der ses på de samlede udgifter at der op til en kommunestørrelse på omkring indbyggere kan opnås stordriftsfordele ved kommunesammenlægninger. Men diskussionen om de eventuelle besparelser, der kan opnås ved kommunesammenlægninger, er kun et blandt mange elementer i debatten. Et andet element er, om de små kommuner er fagligt bæredygtige dvs. om de kan tiltrække tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft på langt sigt? Et tredje element er, om nærdemokratiet vil lide skade af større kommuner? eller om der tværtimod bliver tale om, at det bliver mere tiltrækkende at stemme i en større kommune, som måske har en større økonomisk valgfrihed end en lille? Et fjerde element er, at mulighederne for forskelle i serviceniveau, i det omfang vælgerne ønsker dette, selvfølgelig reduceres med færre kommuner. Men som nævnt går ønskerne på de centrale serviceområder i retning af et mere ensartet serviceniveau. Stordriftsfordele kan også nås ved kommunale samarbejder. Små kommuner kan ved samarbejder søge at opnå en bedre og mere effektiv brug af medarbejderne og dermed forbedre den faglige kompetence. Vi oplever derfor i disse år en vækst i samarbejder mellem kommunerne, som har som mål at øge den faglige bæredygtighed. Men man skal samtidig være opmærksom på de svagheder, der kan være ved samarbejdsmodellen i form af blandt andet vanskeligheder ved at fastholde et entydigt ansvar samt risiko for en svagere demokratisk kontrol. De udviklingstendenser, der tegner sig for de kommende år, synes jeg heller ikke peger entydigt på en kommunalreform. På det økonomiske område vil forsørgerbyrden vokse. Men på det teknologiske område vil udviklingen samtidig ændre nærhedsbegrebet og kunne lette opgaveudførelsen for de mindre kommuner. Vi har altså tid til at se nærmere på analysere og vurdere behovet for ændringer i kommunestrukturen. Og den tid skal vi bruge ordentligt. Samtidig skal vi støtte den udvikling, der allerede er i gang mellem kommunerne og benytte udviklingen til at indsamle erfaringer. Det sker blandt andet ved at fjerne barrierer for samarbejder og sammenlægninger. Det er allerede sket ved, at sammenlagte kommuner kan beholde det såkaldte»grundtillæg«i udligningen i 8 år efter en sammenlægning. Det sker gennem den løbende rådgivning omkring kommunale samarbejder, som Indenrigsministeriet varetager, og det sker ved at hjælpe til ved konkrete sammenlægninger, som det eksempelvis er sket i forbindelse med sammenlægningen på Bornholm. 34

3 Hvordan bør det optimale udligningssystem indrettes set med dine øjne? En udfordring på det kommunale område består i fortsat at sikre en økonomisk lighed kommunerne imellem. Det er en meget væsentlig del af det fundament, som det kommunale selvstyre hviler på. Decentraliseringen af opgaver til kommunerne og den regionale udvikling stiller løbende krav til den enkelte kommunalbestyrelse og det enkelte amtsråd, men også krav til de vilkår, der bydes de kommunale råd. Det skal således sikres, at alle kommuner uanset forskelle er i stand til at løse de lokale opgaver på rimelige og forsvarlige økonomiske vilkår også i kommuner i områder af landet, der haft en mindre gunstig udvikling. Både ændringer i kommunernes og amternes opgaver, den regionale udvikling og ændringer i befolkningens bosætning og efterspørgsel efter offentlige ydelser har udfordret det kommunale tilskudsog udligningssystem, vi kender i dag, og som i øvrigt har fungeret godt i en årrække. I den debat, der foregår for tiden, er der blandt andet stillet spørgsmålstegn ved rimeligheden eller»retfærdigheden«i udligningen. Samtidig er der også rejst ønsker om mere overskuelighed og forenkling. Ønsket om forenkling og ønsket om en»retfærdig«udligning er i sagens natur ofte målsætninger, som kan være vanskelige at forene. En»retfærdig«udligning peger i retning af et meget detaljeret system, hvor der tages hensyn til de mange forhold, der bestemmer forskellene mellem kommunerne. Omvendt kan en forenkling indebære, at udligningen i mindre grad vil være i stand til at dække disse forskelle. Jeg har ikke en færdig formel på det optimale udligningssystem. Jeg vil naturligvis afvente resultatet af det arbejde, som er sat i gang i Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg om vurdering af det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Men det er efter min opfattelse vigtigt, at hovedprincipperne kendes og anerkendes af kommunerne, og at udligningen opleves som et rimeligt system i forhold til såvel det, der kan kaldes udsatte kommuner, som i forhold til andre kommunetyper. Så vil det efter min vurdering være mindre vigtigt, om systemet kendes og forstås i mindste detalje. Hvordan ser du udviklingen af det lokale demokrati i lyset af enkeltsagspolitikken er der behov for nye dialogformer i relationen mellem borger og kommunalpolitiker? Mediernes øgede fokus på enkeltsager er blot en af de ting, der har ændret vilkårene for det lokale demokrati igennem de senere år, og som uden tvivl også vil påvirke udviklingen fremover. Den øgede mediebevågenhed er i mange tilfælde med til at skabe en sund opmærksomhed om kommunale forhold, men er derimod efter min mening ikke særlig velegnet til at skabe en nuanceret dialog mellem borgere og kommunalpolitikere. En sådan dialog sker bedst, hvor der er en direkte kontakt mellem borgere og politikere. Udbredelsen af informationsteknologien er også med til at sætte nye rammer om det lokale demokrati. Det har navnlig givet kommunerne bedre muligheder for at informere om de serviceydelser, kommunen kan tilbyde, og om de politiske målsætninger, man har sat sig i den enkelte kommune. Men internettet har også skabt et nyt forum, hvor borgere og kommunalpolitikere kan mødes. Det er et potentiale, som jeg mener, man kan arbejde meget mere med fremover. Ikke mindst fordi det kan være en effektiv måde at få skabt en dialog med navnlig de helt unge borgere. Denne nye kommunikationsform må dog ikke erstatte den mere traditionelle, direkte kontakt mellem borgere og kommunalpolitikere. Det er vigtigt, at kommunalpolitikerne også fremover og måske i endnu større omfang end nu benytter de muligheder, der allerede er, for at møde borgerne i forbindelse med træffetid og spørgetid og ikke mindst for at afholde borgermøder og folkehøringer, hvor større politiske beslutninger kan drøftes. For selv om alt tyder på, at det lokale demokrati generelt set trives stemmeprocenten til kommunalvalg har i en lang årrække ligget stabilt omkring 70 % og har ved de seneste to kommunalvalg endda været lidt stigende så er det meget vigtigt, at vi alle i regeringen, Folketinget og kommunerne arbejder for at inddrage de grupper, som i stort omfang undlader at stemme, i det lokale demokrati. Og det er navnlig de helt unge, de socialt dårligst stillede og visse grupper af etniske minoriteter. 35

4 Interview med Lars Løkke Rasmussen (LLR), næstformand for Venstre, folketingsmedlem og amtsborgmester i Frederiksborg amt Interviewet er gennemført af Charlotte Fuglsang Hvordan ser du udviklingen for kommunestyret i lyset af Venstres forslag om stigende konkurrenceudsættelse og markedsstyring af den kommunale service? Idéen er egentlig at få kommunestyret»back to basis«. Der en tendens til, at når kommunerne har fået driftsansvaret for en opgave, så har de meget svært ved at slippe den. Historisk har kommunerne været pionerer på de centrale kommunale kerneydelser dvs. børnepasnnig, skole, ældrepleje m.m. Man har dækket lokale behov, men over tid er det blevet mere og mere reguleret med normeringer, takster, kvadratmeter m.m. I dag fremstår det som en serviceydelse, der er fuld konsensus om og som hele samfundet lægger vægt på. Min pointe er, at kommunerne stadig bruger meget energi på driften og det skubber politikformuleringen, politikskabelsen i baggrunden. Med indførelsen af friere valg bliver kommunens primære opgave den politiske, mens driften overlades til nogle andre. Kommunalbestyrelsen skal koncentrere sig om at formulere nogle retningslinier, fastsætte kvalitet, hvilke muligheder der ligger etc. og borgeren må så selv definere, hvem der skal levere den. Kan man med jeres tanker om friere valg risikere at betale for de riges serviceydelser i nabokommunen? Nej den enkelte kommune er fællesskabet, her har man valgt at bo. Den folkevalgte styring er vigtig og derfor skal den enkelte kommunalbestyrelse definere et serviceniveau. Det skal man stå vagt om. Ønsker en borger at overskride kommunegrænsen, fordi man gerne vil have en daginstitutionsplads tættere på sin arbejdsplads skal man have mulighed for dette. Jeg mener faktisk, man skal have krav på det. Men selve ressourcen skal være et spejlbillede af det politisk fastsatte niveau i selve bopælskommunen, dvs. borgeren får det beløb med, der svarer til omkostningen i bopælskommunen. Forældrenes andel af betalingen kan derfor godt blive dyrere med denne løsning, men borgeren skal have valget. Kommunestyret skal være mere politisk orienteret. En grundlæggende forudsætning for frit valg er netop, at man politisk har defineret et serviceniveau og bestemt til hvilke ydelser der knytter sig frit valg. Man skal fokusere mere på politik og mindre på driftssiden og give borgene flere valgmuligheder. Konkurrenceudsættelse tvinger en til at forholde sig politisk til ting, som der er en tendens til, at man springer over, når man sidder med alle kasketterne på og man får samtidig et bedre indtryk af, hvad borgerne ønsker. Hvordan skal man sikre sig, at der er et privat marked, f.eks. i udkantsområderne? Der kan altid tilvejebringes et marked, hvis der er politisk vilje og mod til at slippe købekraften løs. I selv den mindste flække af Danmark er der i dag etableret hjemmeservicefirmaer!! Jeg ser ikke virksomheder på ISS størrelse alle steder. Min ambition er at sikre en flerhed af leverandører, fordi det fremmer omkostnings- og kvalitetsbevidstheden. I Jyllandsposten den i år udtaler du bl.a.,»når kunderne svigter må man enten lukke eller forandre sig«er du dermed fortaler for en kommunalreform? Selvom man skaber valgfrihed på de brede serviceområder og muligheden for at gå over kommunegrænsen, er der jo stadig myndighedsopgaverne tilbage. Folkeskolen har jo i mange år levet med konkurrence fra privatskolerne uden større problemer. Privatskolernes eksistens lægger et pres på folkeskolen ligesom forældrene også gør det i deres krav om bl.a. gode færdigheder i dansk og matematik etc. Derfor ved skolerne også, at forældrene har en tolerancetærskel for, hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt. Skolerne er bevidste om, at de skal 36

5 være lydhøre, fordi der rent faktisk er et alternativt marked. De små kommuners overlevelse afhænger først og fremmest af deres forandringsparathed. Det handler om, hvordan man driver kommunalpolitik, igen vil jeg her sætte politikformuleringen i centrum. Hvis man tror, at man kun kan drive kommune, hvis man har ansvaret for driften, og står krampagtigt fast på det, så vil de små kommuner komme i klemme på sigt. Alene på rekrutteringssiden giver det problemer i de kommende år. Man skal kunne tilbyde den ansatte ikke blot attraktive lønvilkår, men også gode faglige og personlige udviklingsmuligheder. Jeg mener, at de små kommuner har en chance, hvis de bliver bedre til at skelne mellem politik og drift. Min pointe er, at de små kommuner kan holde fast i det lokale beslutningsrum ved at turde give slip på driften. Altså en selverkendelse, hvor det vigtigste er at bevare det lokale beslutningsrum til fordel for at bruge kræfterne på at fastholde en lokal identitet og sætte mål for det. Skatteligning og byggesagsbehandling kan overlades til fælleskommunale samarbejder, som de er for små til at løfte selv og de kan sagtens fortsætte med at være kommune. Men jeg anerkender da også, at det for nogle kommuners vedkommende kan ende med sammenlægning. Hvordan ser du udvikingen af det lokale demokrati i lyset af bl.a. enkeltsagspolitikken er der behov for nye dialogformer i relationen mellem vælger og politiker? Mobiliteten stiger på alle måder virtuelt, fysisk m.m. Hvad knytter lokalsamfundet sammen? Jeg tror stadig nærheden har appel og måske især hvis politikskabelsen får en mere central plads hos kommunalpolitikeren. Det tiltaler stadig folk at være en del af det nære samfund. Men jeg finder det tankevækkende, at kommunalbestyrelsen har tabt terræn til f.eks. lokalråd, fordi det jo netop er kommunalbestyrelsen, der skal understøtte det nære samfund. En kommunalbestyrelse har en vis mængde energi og bør bruge den til at udvikle lokalsamfundets særkende i stedet for at bruge energi på at bestemme, hvilken daginstitution folk skal have deres barn i. Indebærer det så en skærpelse af dialogformerne mellem politiker og vælger? Det ved jeg ikke faktisk ikke. Ting tager tid, men at kaste energi i en motor, hvor andre alligevel står parat er at spilde energi på det forkerte. Lad os i stedet mødes om, hvad vi skal gøre ved det gamle gadekær, sikre en tryg skolevej m.m. Det vil borgeren gerne i dialog om. Hvordan ser du Venstres løfter om et skattestop i forhold til udviklingen i de kommunale skatteprocenter? Skal de kommunale skatteprocenter cementeres på et bestemt niveau? Skattestoppet gælder også for kommuner og amter. Princippet er, at man under ét holder ens kommuneog amtsskat. Helt efter de principper, der i dag ligger for kommuneaftalerne mellem regeringen og de kommunale parter. Opgaven for regeringen og kommunerne er naturligvis, at der er den rette kombination mellem forventningspres, bloktilskud og frihedsgrader, der muliggør, at kommuner og amter skal kunne leve op til skattestoppet. Hvad er for dig den optimale udligningsordning? Det har jeg ikke et klart svar på. På mit initiativ har vi i Venstre nedsat en samtalekreds, som fanger hele Venstre ind. Hele spændvidden i debatten er repræsenteret i vores parti. Men der er noget galt, når halvdelen af landets kommuner får hjælp fra de særlige puljer. Man skal sikre en tilstrækkelig omfordeling til, at der eksisterer nogenlunde ensartede rammevilkår i hele landet. Den»rige«skatteyder skal ikke acceptere et discountilbud, fordi han bor i en fattig kommune det betinger en høj grad af omfordeling. Det er også en forudsætning for en fortsat decentralisering. Jeg ønsker at medvirke til en fortsat decentralisering og derfor er det vigtigt for mig, at udligningsordningerne ikke virker hæmmende på mere decentralisering. Regionalpolitisk mener jeg også, at vi må sætte en grænse for hvor stor variationen kan være mel- 37

6 lem landsdelene. Der skal være et loft. Overfor det står så incitamenter for den enkelte kommune til at drive kommunen sundt og her ser jeg flere problemer. Det ene problem handler om de kommuner, der kommer i klemme, hvis de fremmer en god økono misk udvikling de skal så aflevere mere til udligningsordningerne. Det andet problem vedrører, de kommuner som et stykke ad vejen kan tillade sig at have en uhensigtsmæssigt drevet kommune, fordi der kommer nogle og fejer op. Et nyt system må derfor forholde sig til begge problemer. En mulighed er at se på performance bør måske være et kriterie i udligningsordningen dvs. hvad har man gjort for at løse problemerne. 38