Den Nye Biologiske Fortælling om Kønnet

Transkript

1 Den Nye Biologiske Fortælling om Kønnet Prøv at læg mærke til boghylderne på tankstationer, i Føtex eller i DSB-kiosken. Hvis I kigger nærmere efter, er det ikke kun de mest populære krimier eller selvbiografier, men også bøger om kønsforskning, der dukker op. Af Thomas Wiben Jensen Ikke tykke teoretiske bøger eller sociologiske afhandlinger ganske vist, men små selvhjælpsbøger med pudsige forklaringer (man ikke var klar over, at man havde brug for) i titlen: Hvorfor mænd ingenting fatter og kvinder altid mangler sko, Hvorfor mænd ikke hører efter og kvinder ikke kan læse kort forstå forskellen på mænd og kvinder, Hvorfor mænd vil have sex og kvinder har brug for kærlighed her får du den skinbarlige sandhed osv. osv. Men hvor kommer alle disse titler mærkelige titler fra, og hvorfor er de så populære? Det korte svar er, at de udspringer af den nye biologiske fortælling om kønnet. I løbet de sidste år har især neurovidenskaben og evolutionspsykologien med stor gennemslagskraft budt ind på det kønsforskningsområde, der ellers i lang tid var reserveret sociologer og kulturforskere. Efterfølgende er offentligheden blevet overstrømmet af populærvidenskabelige værker og selvhjælpsbøger, der alle forsøger at kortlægge og naturalisere forskelle på mænd og kvinder og alle de udfordringer de medfører ud fra den nyeste hjerneforskning og evolutionære forklaringsmodeller. Alle disse bøger samt talrige avisartikler, brevkasser, hjemmesider og tv-programmer trækker på en populær viden om hjernens indretning og evolutionshistorien som forklaringsramme, der kan underbygge idéen om den lille forskel. Den evolutionære forklaringsramme har i dag indtaget scenen som en populær fortolkningsmodel, hvori mange mennesker søger efter mening og bekræftelse, når vi stilles over for udfordringer vedrørende kønnet. Men hvad ligger der egentlig i denne nye biologiske fortælling om kønnet?

2 Den systematisk sexlystne mand og den empatisk kræsne kvinde Den kvindelige hjerne er overvejende programmeret til empati. Den mandlige hjerne er overvejende programmeret til forståelse og systemkonstruktion (Baron-Cohen 2003: 11). Sådan lyder tesen, som den britiske udviklingspsykolog Simon Baron-Cohen lancerede i bogen Den afgørende forskel: kvinde, mand hjerne og køn for ni år siden. Dengang vakte den stor opsigt, fordi den som en af de første populærvidenskabelige bøger direkte adresserede og underbyggede biologisk betingede kønsforskelle; men i dag fremstår dens grundlæggende teser som en efterhånden vidt udbredt og populær sandhed i kulturen. Bogens og i videre forstand evolutionspsykologiens argumentation er blevet en ny fortælling, der i forkortet og populariseret form lyder nogenlunde sådan: mænd og kvinders hjerner har udviklet sig meget forskelligt gennem evolutionshistorien, fordi vi i forhistorisk tid havde forskellige opgaver at varetage. Hunnerne stod for yngleplejen og det vigtigt samarbejde om at indsamlede forråd og vedligeholde bostedet, mens hannerne ledte flokken ved at finde vej, gik på jagt og udviklede redskaber. Derfor er kvinders hjerner generelt disponeret for omsorg og empati vigtige egenskab i forhold til samarbejde og aflæse og varetage nyfødtes ønsker og behov. Mandehjernen derimod er specialudviklet til rumlig orientering, koncentration og til at tænke i systemer. Det var vigtigt at kunne genkende og systematisere tegn og spor i naturen for at være en god jæger og stifinder, ligesom selve det at orientere sig og finde vej i omgivelserne fordrer evner til abstraktion og systematisk tænkning. Ud fra Darwins teori om den seksuelle selektion er det evolutionære argumentet, at sådanne kognitive kapaciteter er blevet nedarvet og stadig er en implementeret del af vores moderne hjerner. Hanner, der besad disse egenskaber, havde bedre adgang til hunner (ibid. 158) og har derfor spredt deres gener videre igennem generationerne. Dette argument har også implikationer for forskellene i seksualadfærd hos de to køn. Hunnerne er kræsne, idet den seksuelle akt kan have store konsekvenser for dem i form af ni måneders graviditet og flere års omsorg for ungen. Derfor er det vigtigt for dem at vælge rigtigt første gang. Det vil sige vælge

3 en han med gode gener, som også vil blive efter parringen er overstået. Dette evolutionære vilkår har formet hunnernes seksualadfærd i retning af det selektive. Hannerne derimod er seksuelt generøse, idet det for dem er gratis at reproducere sig selv mange gange. Den evolutionære logik tilsiger således, at den grundlæggende strategi med at videreføre sine gener og dermed den seksuelle adfærd er fundamentalt forskellig for hunner og hanner. Eller for kvinder og mænd som den evolutionspsykologiske forklaring jo er rettet mod. Den biologiske fortælling som kulturel pessimisme De fleste traditionelle kønsroller er i dag under stærk forandring. Specifikke mandlige eller kvindelige egenskaber er ikke længere så lette at finde og definere i en kultur, hvor den hårde mand og den bløde kvinde ikke længere er så efterspurgte. Og det modsiger jo faktisk essensen i den biologiske fortælling om faste medfødte kønsforskelle. At den evolutionære vinkel på kønnet på paradoksal vis alligevel er blevet så populær, skyldes sandsynligvis, at den nu kan bruges som en kritisk analyse af samtiden. Den kan nemlig byde ind med en forklaring på, hvorfor moderne kvinder og mænd tilsyneladende føler sig så pressede og frustrerede i dag. Groft sagt kan man ud fra et evolutionært perspektiv sige, at de gør vold mod deres natur. I ultrakort form noget i retning af: Kvinder forsøger både at være empatiske mødre for deres børn og sexede, aggressive og målrettede karrierekvinder, men føler sig udspændt mellem de to modpoler og derved ufuldkomne i begge roller. Mændene prøver at leve op til idealet om at være en nærværende, blød og omsorgsfuld mand og far, men mister derved deres maskuline energi og identitet. Denne fortælling om kønnet og forklaring på problemerne med de moderne kønsroller ser således ud til at have en så kraftig appel i samtiden, fordi den midt i en tid præget af sociale opbrud og forandringer tilbyder et anker, der kan holde os fast i forvisningen om, at vi stadig er biologiske væsener formet af evolutionen. At der er en grænse for, hvor meget vi kan lave os om. Og det er noget større end os selv, der sætter den grænse nemlig biologien. Men hvis man forholder sig kritisk til ideen om kønnets naturlighed, kan den biologiske fortælling også ses som en form for kulturel pessimisme, der modarbejder forandring. Der er nemlig ikke altid så langt fra at redegøre for, hvordan noget er fra

4 naturens hånd, og så til at legitimere de sociale implikationer af disse tilsyneladende biologiske forskelle. Naturen eller biologien bliver i debatten ofte fremstillet som værdifri; som et blot og bart materiale, der dokumenterer kønsforskelle som objektivt eksisterende. Men naturen som begreb er ikke uskyldigt. Det bruges ofte som et redskab til at argumentere for, hvad man i forvejen anser for rigtigt. At dokumentere og argumentere for, at mænd og kvinder er essentielt forskellige, kan netop være med til at reproducere, konstituere og dermed også tilskynde til denne forskellighed og potentielle ulighed. Således bliver det ofte fremhævet, at mænd ifølge evolutionspsykologien ikke er programmeret til seksuel monogami på samme måde som kvinder, hvilket potentielt kan bruges til at legitimere utroskab og brug af prostituerede. På samme måde kan man være kritisk over for det uskyldige i at dokumentere, at den kvindelige hjerne skulle være programmeret til empati, idet det jo gør det mest oplagt, at hun passer børnene. Ligesom man ud fra denne forståelsesramme kan sige, at det er naturligt og i den forstand rigtigt at der er flere kvinder i (lavtlønnede) omsorgsfag som syge- og hjemmepleje og flere mandlige (højtlønnede) systemtænkere som ingeniører, it-programmører, erhvervschefer osv. I kulturen og debatten kan evolutionspsykologien så at sige bruges som en fortælling, der bekræfter os i, at mænd og kvinder i deres essens er forskellige, og at det dermed er nytteløst at forsøge at lave for meget om på det. Mens eksempelvis queer-teori, eller konstruktivistisk kønsteori, primært appellerer til idémæssige trendsætterkredse i akademiske, kunstneriske og politisk aktivistiske miljøer i de større byer, så er den biologiske fortælling er blevet folkeeje for familien Danmark. Populære mediepersoner som Joan Ørting, Carl Mar Møller, Mads Christensen optræder jævnligt i på tv i den bedste sendetid med historier om, hvordan vi har glemt de essentielle forskelle mellem mænd og kvinder. På den måde er spørgsmålet om kønsopfattelsen, ud over at være et videnskabeligt og ideologisk valg, også blevet til en form for smagsdom. Mange humanister og intellektuelle vil typisk opfatte idéen om biologisk forankrede kønsforskelle og den bagvedliggende evolutionære logik som reduktionistisk og decideret vulgær, mens den evolutionære forståelse af kønnet virker intuitiv rigtig og fornuftig for store dele af den bredere befolkning.

5 Men alt dette handler jo mest om holdninger og smag. Hvad med den videnskabelige side? Hvad er problemet med den biologiske fortælling videnskabeligt set? Det mest oplagte svaghed ved denne biologiske tilgang er, at den ikke rigtig kan forklare kønnenes udvikling i moderne tid, men sidder fast i en evolutionær urfortælling. Og det hænger paradoksalt nok sammen med, at den har et forældet syn på biologien. Hvis det er rigtigt, at kønsforskelle er hardwired i vores hjerner, hvordan kan det så være, at mænd og kvinders kønsmæssige adfærd kunne ændre sig så dramatisk, som tilfældet er de sidste 100 år? Husk på at det dengang var en udbredt sandhed at betragte kvinder som mere eller mindre uimodtagelige for lærdom og intellektuel viden. Ligesom man ville være blevet betragtet som en galning, hvis man havde påstået, at mænd sagtens kan tage sig af børnepasning. Det er ikke en overdrivelse at sige, at mænd og kvinder ikke bare opfører sig fundamentalt anderledes i dag, vi tænker også på en helt anden måde. I løbet af bare et par generationer er der sket en altomfattende omvæltning af kønsadfærden i primært den vestlige verden, som nærmest har karakter af en verdenshistorisk revolution, der påvirker alle sider af tilværelsen. Men hvordan er dette muligt, hvis vi gennem vores køn er kodet til en bestemt type adfærd? Her kommer den biologiske fortælling til kort, fordi den kun har øje for biologisk evolution og dermed glemmer den kulturelle evolution. Hvis vi alle var låst fast i vores stenalderhjerner med de fastlagte kønsforskelle, ville det nuværende samfund med de opbrudte kønsroller slet ikke kunne realiseres. Den biologiske fortælling er fanget i en stereotyp opfattelse af biologien, som noget der defineres ved, at det ikke står til at ændre. Heraf selve begrebet om det naturlige : det som er givet på forhånd, og som så at sige er inkorporeret i verdens beskaffenhed. Men faktisk kan et mere tidssvarende syn på biologien være med til at nuancere denne opfattelse. Det biologiske er i konstant udvikling i kraft af en grundlæggende dynamik med omgivelserne. Det, som vi kalder biologi og kultur, er indvævet i hinanden i langt højere grad, end vi normalt forestiller os. Mennesket er ikke biologi

6 eller kultur. Vi er et bio-socialt væsen formet af de skiftende omgivelser, vi befinder os i. Et vigtigt aspekt i biologiske mekanismer er nemlig evnen til at tilpasse sig (adaption) til forandrede omstændigheder. Ikke kun til den gradvise langsomme forandring af økosystemer og habitater, men også til den langt hurtigere sociale evolution forandringer af sociale forhold eller sociale økosystemer om man vil. Biologien eller naturen er således slet ikke så statisk og uforanderlig, som det ofte bliver udlagt. Det biologiske er selvfølgelig forudsætningen for det sociale, men kultur og socialitet virker også tilbage på biologien. De nyeste resultater inden for neurobiologien peger på, at der er tale om en fundamental vekselvirkning. Den plastiske hjerne et biosocialt produkt under udvikling Hjernen er en skulptur formet af erfaringen (Gerlach 2007: 78), som den danske neuropsykolog Christian Gerlach rammende har formuleret det. Teorien om neuroplasticitet indebærer en helt ny forståelse af hjernen. Undersøgelser viser, at hjernen i langt højere grad end tidligere antaget er et plastisk organ, der så at sige tager form af indtryk og påvirkninger fra omverdenen livet igennem. Denne tilgang er et markant opgør med tidligere teorier om, at hjernen groft sagt er organiseret i medfødte moduler, som er styrende for vores adfærd og tænkning, hvilket naturligt gav arvemæssige faktorer som fx medfødte kønsforskelle en central position. Idéen om menneskehjernens fundamentale plasticitet betyder imidlertid, at det ikke længere giver mening at skelne skarpt mellem, hvad der skyldes arvemæssige faktorer, og hvad der kommer af miljøpåvirkninger. Selvom vi alle fødes med specifikke (arvemæssige) genetiske dispositioner, så forandrer hjernen sig løbende hele livet ud fra måden, hvorpå den bliver brugt. Ligeså forholder det sig med forholdet mellem, hvad der udspringer af biologien, og hvad der menes at være kulturelt forårsaget. Kulturelle og sociale påvirkninger former hjernens biologi, ligesom vores biologisk funderede hjerner konstant er med til at udvikle nye former for kultur og socialitet. Populært sagt, er hjernen gået fra at være en biologisk skæbne til at være en biosocial mulighed. Men forstå mig ret. Det betyder ikke, at biologien ingenting betyder, eller at det slet ikke er nogen forskelle af betydning mellem kønnene. Kvinder og mænd producerer forskellige kønshormoner og har forskellige kønsorganer. Kvindekroppen kan føde og

7 amme børn. Mandekroppen kan befrugte kvindekroppen osv. Alt dette gør selvfølgelig en forskel. Spørgsmålet er bare hvilken? Her har evolutionspsykologien kommet med meget håndfaste og dybest set ret spekulative udlægninger, som ikke længere stemmer overens med vores viden om biologien. Vores biologiske forudsætninger er langt mere fleksible og samspillet mellem biologi og kultur langt mere komplekst, end man før antog. Opgaven fremover er derfor at undersøge og forsøge at forstå dette samspil uden at forfalde til stereotype evolutionære urfortællinger eller til en benægtelse af biologiens betydning. Baron-Cohen, S. (2003): Den afgørende forskel. Kvinde, mand hjerne og køn. København: Akademisk Forlag. Gerlach, C. (2007): Den menneskelige ontogeneses betydning for læring: hjernens udvikling. I T. S. S. Schilhab og B. Steffensen (red.): Nervepirrende pædagogik en introduktion til pædagogisk neurovidenskab. København: Akademisk Forlag.