Hvorfor må man ikke sige indre svinehund, laveste. fællesnævner, stueren og den arabiske gade? Del 1. Torben Rugberg Rasmussen

Transkript

1 ANALYSIS May 2013 Hvorfor må man ikke sige indre svinehund, laveste fællesnævner, Torben Rugberg Rasmussen Metaforerne indre svinehund og laveste fællesnævner er begge entydigt negative eller entydigt pejoriserende, De refererer til en mental eller erkendelsesmæssig orden af en kvalitativ lavere status og gyldighed. Det samme gælder termen den arabiske gade eller the arab street. Ambitionen med nedstående artikel er at indkredse det specifikke betydningsindhold i disse termer samt at diskutere brugen heraf. Artiklen er opdelt i to. Nedenfor bringes 1. del med fokus på indre svinehunde, laveste fællesnævner og den sammenlignelige metafor stueren. I del 2, der bringes i juni, er fokus rettet mod the arab street.

2 2 D et gav anledning til betydelig opmærksomhed og efterfølgende kritik, da professor Marlene Wind i en ekspertkommentar i TV2 d. 12, juni 2011 beskrev eller forklarede rationalet bag den netop indgåede aftale mellem den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti vedrørende en styrket dansk grænsekontrol med henvisning til den indre svinehund og den laveste fællesnævner. Eller rettere: Marlenes Winds udtalelse gav anledning til en heftig politisk reaktion ikke mindst fra Dansk Folkepartis side med den begrundelse, at hun i stedet for at levere en faglig og objektiv funderet kommentar misbrugte sin ekspertstatus til en privat politisk vendetta. Dels forbrød hun sig mod ekspertrollens indbyggede forpligtelse på at være neutral og upartisk. Dels gjorde hun sig i kraft af sin sprogbrug skyldig i en for den intellektuelle eller akademiske elite karakteristisk ringeagt over for eller dæmonisering af Dansk Folkeparti og dets vælgere. I stedet for at anerkende den demokratiske proces og respektere den brede befolknings, det tavse flertals eller den menige danskers legitime interesser - sådan lød kritikken - tegnede hun billedet af et kollektiv gennemsyret af primitive territorialinstinkter, arkaiske behov for syndebukke eller andre dyrisk irrationelle dispositioner. En orden af en kvalitativ lavere gyldighed Debatten om Marlene Wind kom i altovervejende grad til at handle om mediernes brug af eksperter, eksperternes brug af medierne og spørgsmålet om, hvordan man som ekspert eller akademiker agerer så nogenlunde neutral, objektiv eller upartisk i medierne. Set i et diskursanalytisk perspektiv er det interessante imidlertid det betydningsindhold, der er indeholdt i henvisningen til den indre svinehund og den laveste fællesnævner. Brugen heraf repræsenterer således ikke blot et skred fra en videnskabelig funderet diskurs til en folkelig lingo eller jargon, men indeholder et semantisk generalangreb på de aktører eller den kollektive identitet, der bærer eller lægger krop til den primitive, dyriske eller irrationelle logik, som de to metaforer hævder eller indskriver som bærende rationale, drivkraft eller motiv. Denne forestilling om sådanne af lave, primitive, irrationelle eller instinktbaserede behov og drifter gennemtrængt kollektiv gælder i første omgang og med eksemplarisk gyldighed den fra tysk importerede metafor svinehund

3 3 eller indre svinehund. Man kan næsten fornemme den uartikulerede protest og hidsige snerren. Den laveste fællesnævner rummer imidlertid det samme betydningsindhold. Det bærende element er således ikke fællesnævner med sin simulerede reference til elementær brøkregning, men derimod laveste. Den laveste fællesnævner refererer med andre ord ikke til en objektiv talværdi inden for en matematisk fastlagt talrække, men derimod til en position, der er defineret ved sin afstand til, uforenelighed med og potentielle farlighed over for det højeste. Udgangspunktet er således en dikotomi mellem en lav, moralsk og intellektuel underlødig og af kropslige behov eller instinkter styret adgang til eller interaktion med verden og en høj, ophøjet, civiliseret og af fornuft, moral eller rene ideer styret eller reguleret selv- og verdensbeherskelse. Den har i egen selvforståelse frigjort sig fra de egenskaber, der karakteriserer det eller de laveste, men står permanent i fare for at blive underløbet eller undermineret af den dybe, vulkanske og i sidste instans civilisationsnedbrydende kraft, der er ophobet her. Vi har således at gøre med en permanent kamp- eller krigsrelation, men vel at mærke en kamp, der i moralsk henseende altid allerede er vundet, for så vidt den er rettet imod en fjende, der i selve sit væsen repræsenterer en trussel eller kaoskraft i forhold til den kulturelle ordens fernistynde og derfor sårbare overflade af fornuft, moral og civilisation. Forstået på denne måde bærer den indre svinehund og den laveste fællesnævner på et betydningsindhold, der stort set er identisk eller skabt inden for rammerne af det samme ideologiske skema. Begge begreber hævder eller forholder sig således til en mental eller psykologisk orden, der er karakteriseret ved en kvalitativ lavere status eller gyldighed i moralsk, erkendelsesmæssig eller dannelsesmæssig henseende. I bliver aldrig stuerene Den samme påstand eller forestilling om en mental orden af en kvalitativ lavere gyldighed finder vi i tilknytning til begrebet stueren eller påstanden om en kronisk mangel eller underskud på de egenskaber og kvalifikationer, der karakteriseret den stuerene og det kulturelle fællesskab af stuerene, som beherskelsen af disse egenskaber eller kulturteknikker giver anledning til. Det eksemplariske udtryk herfor er selvsagt den daværende statsminister Poul Nyrups Rasmussens ofte citerede udfald fra folketingets talerstol mod Dansk Fol-

4 4 keparti i oktober 1999: Uanset hvor mange anstrengelser I gør her; Stuerene bliver I aldrig set med mine øjne. Distinktionen mellem at være og ikke være stueren refererer sædvanligvis til f.eks. hunde og den afretning eller dressur, de gennemløber for at få adgang til stuens eller den givne kulturelle ordens fællesskab. At være stueren er med andre ord noget, man kan lære eller dresseres til. Det refererer til proces, der på et og samme tidspunkt er en aflæring af primitive instinkter i forbindelse med f.eks. afføring og andre elementære kropsfunktioner og en tillæring af elementære kulturteknikker. I udfaldet mod Dansk Folkeparti er denne enhed af aflæring og tillæring ophævet. Skellet er absolut. Kritikken indebærer således både en påstand om, at Dansk Folkeparti bærer eller lægger krop til en dyrisk, primitiv, instinktbaseret og lav natur, og at synspunkter, meningstilkendegivelser eller politik, der udgår herfra enten er manifestationsformer af denne dybe irrationalitet eller udtryk for en politik, der handler om at tilfredsstille de ikke-stuerenes dyriske eller irrationelle behov. Politik på vegne af eller som talsmand for det kollektiv handler således aldrig om rationel interessevaretagelse eller legitim magtkritik, men alene om via letfattelige budskaber, karismatisk ledelse og effektiv symbolpolitik at tilfredsstille kollektivets dyriske, irrationelle eller arkaiske behov. Kritikken indebærer samtidig, at denne tilstand eller dyriske orden er givet en gang for alle. Skellet mellem høj og lav, stueren og ikke-stueren, dyriskhed og fornuft, dæmoni og civilisation er netop absolut, hvilket både betyder, at der ikke findes nogen mellempositioner, at alle former for lære-eller civiliseringsprocesser er udelukket, og at den i moralsk henseende altid allerede vundne kamp imod det og de laveste er en permanent politisk forpligtelse. Her er ingen mægling eller pragmatisk konfliktløsning mulig. Tværtimod er forpligtelsen på at forebygge de primitive og destruktive instinkters anslag mod den kulturelle ordens fernistynde overflade og forhindre, at de indre svinehundes slumrende dæmoni eller aggressivitet vækkes til live, mobiliseres politisk eller bryder ud i udadvendt aggression, en integreret del af selvforståelsens kampberedskab. Høj versus lav Der er ikke nogen grund til at insistere på vandtætte skodder mellem viden og forståelsesformer, der refererer til et akademisk defineret korpus, og viden og forståelsesformer, der ligger udenfor. Ikke desto mindre afspejler Marlene Winds henvisning til indre svinehunde og den laveste fællesnævner som

5 5 forklaring på det indgåede forlig om en styrket grænsekontrol snarere et folkeligt eller folkloristisk forståelsesunivers end et akademisk. Ekspertrollen modsiges med andre ord af den folkloristiske lingo. Det betyder imidlertid ikke, at begreberne er loyale eller solidariske overfor folkelig fantasi og erfaringsdannelse. Selvom formen eller den politiske jargon er folkelig eller baseret på forståelsesformer, der ligger uden for et akademisk defineret korpus, er det bærende betydningsindhold derimod vendt imod folket. Eller rettere: Det er vendt imod en kollektiv identitet eller orden, der netop ikke er folket forstået som rational og moralsk kapabel politisk aktør, men derimod mod en kollektiv orden, der på et og samme tidspunkt både fremtræder som en utæmmet, dyrisk primitiv forform hertil og som en fortsat potent eller aktiverbar realitet. Modsætningsparrene høj/lav, primitiv/fornuftig, dyrisk/stueren og den kamprelation, der er indbygget heri, genfinder vi i den folkelige under- eller almuekulturs latterliggørelse, nedgøring og tilsøling af den bestående samfundsorden og dens officielle og ophøjede værdier. Blot er kampperspektivet eller valoriseringen af forholdet mellem høj og lav vendt på hovedet: Hvor herremænd, præster, degne og andre repræsentanter for den bestående kulturelle orden i denne før-moderne folkelige latterkultur i meget konkret forstand blev trukket ned i den fysiske verdens søle eller gjort til grin, spottet eller udmanøvreret af de kropsligt og seksuelt potente underklassehelte, er kritikken vendt på hovedet. Den er vendt imod politiske artikulationer af lave, dyriske eller kropslige behov eller dispositioner. På samme måde er den folkelige magtkritiks vellystige, men udvejsløse nedgøring eller tilsvining af den politiske og religiøse magts ophøjede værdier eller symboler erstattet af en tonstung alvor eller bekymring: Indre svinehunde spøger man ikke med. Derimod kalder de og den midlertidigt slumrende dæmoni eller kaoskraft, de refererer til, på væmmelse, foragt, hoveren og rituelle afgrænsninger. Massen og angsten for-de-alt-for mange På samme måde som vi genfinder elementer, der peger tilbage til den folkelige almuekulturs kamp mellem høj og lav, markerer indre svinehunde, laveste fællesnævner og stueren en semantisk arv fra den i udgangspunktet konservative kritik af og angst for massen forstået som en potentiel samfundsnedbrydende fælleskabstype og mental orden.

6 6 Det gælder f.eks. Gustave Le Bons La psychologie de la foule fra 1895 (eng. The Crowd) og den massesociologi og -psykologi, den gav anledning til. Her finder vi et i egen selvforståelse videnskabelig funderet katalog over massens primitivitet, følagtighed, instinktstyring, impulsivitet, flokmoral, jeg- og viljesvaghed, forførbarhed, fanatisme og disponering for autoritære eller karismatiske førere dvs. førere, der formår at få massens primitive, dyriske og potentielt brutale eller aggressive instinkter i tale i kraft af deres karisma og effektiv symbolpolitik og tydeligt er der en lige linje fra denne forståelse af massen som en specifik fællesskabstype og mental orden knyttet til byens rodløse, marginaliserede, kulturløse og udannede underklasse eller med Nietzsches aristokratiske mængdemetafor: de-alt-for-mange til Marlene Winds lokalisering af indre svinehunde og Nyrup Rasmussen påstand om en primitivitet og dyriskhed, der ikke kan aflæres, men blot venter på at blive affodret. Hvor massediagnosen og -kritikken i sit udgangspunkt f.eks. hos Le Bon indgik i en konservativ tradition og ofte var iblandet en god portion kommunistforskrækkelse, refererer genbruget heraf til en venstreorienteret politisk tradition. Det er herfra og nu snarere med reference til 1930 ernes fascistiske og nazistiske massebevægelser end til den rå og ustrukturerede masse af norm-, rodløse og marginaliserede proletarer i samfundets periferi at de indre svinehunde diagnosticeres, og den moralsk allerede vundne, men i praksis endeløse kamp for at inddæmme massens slumrende dæmoni og befri den fra sine kyniske forførere, bestrides. Forestillingen om at stå ansigt til ansigt med en kollektiv orden af en kvalitativ lavere gyldighed i moralsk, psykologisk og erkendelsesmæssig henseende er imidlertid den samme. Det samme gælder selvforståelsen som moralsk autoritet eller bolværk i forhold til massen og de dybe i deres væsen fatale kræfter, der blot venter på at blive udløst eller mobiliseret politisk, og forpligtelsen på at skulle beskytte potentielle ofre for disse midlertidigt slumrende, men permanent aktiverbare fatale instinkter eller drifter. Diskursanalyse og akademisk blikretning Selvom Marlene Winds ekspertkommentar falder uden for et akademisk funderet korpus, er der ingen grund til at forstå hendes udtalelser i skandalens perspektiv eller som en bevidst ondartet politisk kritik camoufleret bag ekspertrollens objektivitet. Lige så lidt er der nogen grund til at hævde, at hendes sprog-

7 7 brug er opfundet til lejligheden eller udtryk for tilfældige eller ubevidste fortalelser, der giver adgang til hendes inderste eller dybeste ideer eller fantasier. Derimod er Marlenes Winds og Nyrup Rasmussens sprogbrug og den kritik, mistænkeliggørelse eller dæmonisering af den anden, der er indeholdt heri, udtryk for et genbrug eller en revitalisering af et semantisk og ideologisk betydningsrepertoire, der afspejler den dannede, oplyste eller civiliserede centerkulturelle elites relation til almuen og massen. Det er forståelsesformer, der refererer hertil, Wind og Nyrup Rasmussen reproducerer, uden at de formodentlig er sig den semantiske eller ideologiske arverelation bevidst. Det gælder både i forhold til de præster og skolelærere, der i slutningen af 1800-tallet så det som et religiøst eller politisk kald at afluse og civilisere den gamle almue- og underklassekultur, og i forhold til ideologisk konservative masseteoretikere som Le Bon. Den semantiske arverelation foregår med andre ord som en mere eller mindre automatiseret eller bevidstløs proces eller som et selektivt genbrug af det til rådighed stående repertoire af viden og forståelsesformer i dette tilfælde forståelsesformer, der på næsten anmassende vis bærer på et før- eller ikkedemokratisk betydningsindhold. Når man og Marlene Wind ikke må sige indre svinehund, laveste fællesnævner og stueren refererer det hertil. Vi har således at gøre med en sproghandling, der ikke blot er ringeagtende og stigmatiserende i forhold til det kollektiv, det er rettet imod, men baseret på en påstand om, at der er så dyriske, irrationelle og potentielt fatale kræfter, der er på spil, at en inklusion i det demokratiske fællesskab ikke er mulig. Her er hverken fornuft, moral, dannelse, individualitet, fremadrettethed, forhandlingsevne, villighed til kompromisser eller sans for demokrati. Tværtimod er kollektivet af uartikulerede, ensrettede og hidsigt snerrende svinehunde vaccineret imod disse standarder eller værdier. Intolerancen, aggressionen og den tilbageskuende orientering mod organisktotalitære ideologier ligger altid lige under overfladen. Som sagt: Der er ingen grund til at forstå Marlene Winds udtalelser i skandalens perspektiv. Tværtimod reproducerer, genbruger eller spidsformulerer hun en kritik, anklage eller mistænkeliggørelse, som vi genfinder i en række forskellige variationer. Hendes udfald mod Dansk Folkeparti og det segment, det henvender sig til, er med andre ord ikke unik, men snarere en spidsformulering af betydningselementer, forståelsesformer eller fjendebilleder, der er en integreret og selvfølgelig del af det politiske venstres ideologiske eller semantiske repertoire.

8 8 At det forholder sig sådan er ikke nogen anormalitet eller mærkværdighed. Set i et diskursanalytisk perspektiv er det derimod et bærende aksiom, at vi tænker, taler, handler og forstår verden, os selv og de andre inden for rammerne af et givet betydningsrepertoire. Set i dette perspektiv er det interessante ved Marlene Winds udtalelse og de reaktioner, den gav anledning til, ikke blot det specifikke betydningsindhold, dikotomien mellem et dannet, civiliseret og centerkulturelt forankret vi og en dyrisk, primitiv og irrationel andethed hertil eller bruddet med et akademisk funderet korpus. Det interessante er derimod, at diskursteorien byder sig til som et analytisk værktøj, der med lige så stor ret kan udfoldes over for det politiske højre som det politiske venstre. Den har ikke nogen speciel affinitet til studiet af det politiske højre og det ideologiske konglomerat populisme, nationalisme, racisme, indvandrerfjendtlighed og xenofobi, der her sætter dagsorden, men kan med lige så stor ret bruges til at dementere forestillingen om, at udgangspunktet for det venstrepolitiske alternativ eller modspil hertil er en ren og forudsætningsløs godhed eller humanitet eller en erkendelsesmæssig privilegeret indsigt.

9 9 Litteratur: Torben Bech Dyrberg, Allan Dreyer Hansen og Jacob Torfing (red.): Diskursteorien på arbejde, Roskilde Universitetsforlag 2000 Henrik Jensen: Ofrets århundrede, København 1998 Martin Lindner: Leben in der Krise, Stuttgart 1994 Martin Zerlang: Skolelærerlitteraturen , Kultur og Klasse nr. 33, 1978 Da.wikipedia,org,wik/Marlene Wind Da.wikiquote.org./Poul Nyrup Rasmussen