nr. 194 september 2012 tema: Begrebshistorie

Transkript

1 nr. 194 september 2012 tema: Begrebshistorie

2 Indhold Nyt fra bestyrelsen... 3 Nyt fra fagkonsulenten... 4 Præsentation af artiklerne... 7 Jan Ifversen: Hvad er begrebshistorie? Jeppe Nevers: Demokratibegrebets historie Harald Gustafsson: Om stater nu och förr särskilt Danmark under tidigmodern tid Gert Sørensen: Findes Europa? Eller er Europa en latter værd? Anders Hassing: Hvad er demokrati? Kildekvissen Steen Larsen & Andreas Bjørn: Studieretningsturen går til Sarajevo Erik Lund: To verdener and never they shall meet? Inger Lebech Kaagaard, Søren Stiller Kjærgaard & Lotte Schou: Proces- og produktskrivning i historie. 56 Stine Jakobsen og Jakob Bang: Kinakursus Sara Ringaard: Konservatorer sikrer fortiden for fremtiden Annette Østergaard Schultz: Årgang Nyt fra EMU Lars Due Arnov, Gribskov og Steen Schøjdt Christensen: Historie 2.0 nye veje for kvalificering af historiebevidstheden? Anmeldelser Kommende kurser Adresser Forside illustration: Europa 2

3 Nyt fra bestyrelsen Så gik sommeren og et nyt skoleår med alt, hvad det indebærer, er begyndt. Men jeg håber også, at alle har fået nydt sommeren og måske fået nye input til historieundervisningen. Fra foreningens side vil vi gerne forsøge at bidrage med nye input til undervisningen igennem blandt andet efteruddannelseskurser, historiekonkurrence og udviklingsprojekter, som vi håber mange vil benytte sig af og få glæde af. Efteruddannelse På de gule sider kan man få et overblik over efteruddannelsestilbud, som kan være til inspiration for undervisningen i det kommende skoleår. Ligeledes vil jeg gerne gøre opmærksom på kursusoversigten på EMU en, som indeholder den helt aktuelle oversigt, da bladet her har nogen trykketid. I foråret igangsatte Ministeriet for Børn og Undervisning et projekt omkring Rammeforsøg og udviklingsprojekter i de gymnasiale uddannelser. I den forbindelse ansøgte Historielærerforeningen om og fik godkendt støtte til et udviklingsprojekt med arbejdstitlen toning af historie i forhold til studieretningerne. Udviklingsarbejdet vil være delt i to faser. Første fase er udvikling af konkrete produkter, som især tænkes skal ske over et to-dages internatophold. Medens anden fase vil have karakter af videndeling igennem flere et-dags kurser i foråret I forbindelse med udviklingen af konkrete produkter til toning af historie i forhold til studieretningerne kan interesserede deltagere allerede nu rette henvendelse til undertegnede på ggpkr@greve-gym.dk. Nærmere information herunder tidspunkt for kursusdagene vil fremgå af EMU en senest i begyndelsen af september. Historiekonkurrencen I lighed med de foregående år afholder vi også i år historiekonkurrencen. Konkurrencen er et bidrag til synliggørelse af historiefaget overfor vores elever / kursister, således at de får mulighed for at arbejde med faget på en lidt anderledes måde end den almindelige undervisning. Vinderne af konkurrencen får samtidig mulighed for at deltage i et seminar sammen med andre vindere af tilsvarende historiekonkurrencer i Europa. Det er derfor vores håb at rigtigt mange vil deltage i konkurrencen. Information om konkurrencen kan findes på Det overordende tema for konkurrencen er demokrati og opgaven skal afleveres senest den 9. november Internationalt Foreningen deltager i flere internationale aktiviteter, således var flere historielærere i starten af august samlet til Nordisk Historielærermøde i Sigtuna i Sverige. Emnet på mødet var i år historiekanon, hvor netop de danske erfaringer spillede en vigtig rolle, da det er Danmark, som er længst med indfasning af en historiekanon og dermed også udvælgelse af vigtige og mindre vigtige elementer i historie. Endelig ønskes alle et godt skoleår. På bestyrelsen vegne Peder Jacob Ellehave Kragh Formand for Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF nr. 194 / september

4 Nyt fra fagkonsulenten Gymnasiereformen: Evalueringsrapporten Betydningen af studenternes sociale baggrund før og efter reformen. Effekter af gymnasiereformen, 2012 er blevet offentliggjort. EVA satte i 2009 en undersøgelse i gang, der løber til 2014 med det formål at belyse betydningen af gymnasiereformen på en række dimensioner: betydning af elevernes sociale baggrund for gymnasiekarakterer, valg af videregående uddannelse samt frafald fra videregående uddannelser. (Evalueringsrapporten s. 1) Rapporten har til formål at belyse sammenhængen mellem studenternes sociale baggrund og deres gymnasiekarakterer og undersøger i hvor høj grad denne forbindelse får betydning for karaktererne og det senere uddannelsesvalg. Evalueringsrapporten fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at gymnasiereformen generelt løfter eleverne. Der er dog stadig slagside som følge af den sociale arv og som et resultat af hvorvidt eleverne/kursisterne er gymnasiefremmede eller ej. I evalueringsrapporten bliver Historie på stx omtalt som følger: Historie er et centralt fag. Det er populært i flerfaglige forløb, bl.a. fordi det kan defineres som både et humanistisk og et samfundsvidenskabeligt fag. (Evalueringsrapporten s. 47) debat om dette, og det er opmuntrende, at der ikke kan påpeges nogen negativ social effekt af 24-timers forberedelse. Det kan ikke påvises, at karakterforskellen mellem socialgrupperne er øget i den mundtlige prøve efter reformen. Her har alle socialgrupper oplevet en stigning i karakterniveauet. Dette er et interessant resultat, fordi der netop i forbindelse med den mundtlige prøve blev indført væsentlige ændringer, der resulterede i ophedede debatter om social skævvridning. Den væsentligste ændring var en forlængelse af forberedelsestiden fra 0,5 time til 3 eller 24 timer. Derimod kan analysen konstatere:... at den sociale baggrunds betydning i historie på stx er øget efter reformen, hvad angår den mundtlige årskarakter (Evalueringsrapporten s ) Tabel 14 (fra rapporten) Ændringer i historiekarakterer på A-niveau på stx i forhold til 2006, fordelt på socialgrupper og vurderingsformer: Det er yderst tilfredsstillende at rapporten fremhæver historiefagets betydning og dets popularitet hos eleverne ikke mindst fordi rapporten fremhæver, at dette bl.a. skyldes fagets identitet som både humanistisk og samfundsvidenskabeligt. Evalueringen viser endvidere, at mundtlige prøver med 24-timers forberedelse ikke ses at resultere i øgede sociale forskelle. Der har været megen 4

5 Mundtlig prøve (N = ) Mundtlig prøve Mundtlig årskarakter Mundtlig årskarakter (N = ) nr. 194 / september 2012 Mindst en forælder har en lang videregående uddannelse 1,00 1,21 0,57 0,51 Mindst en forælder har en kort eller mellemlang videregående uddannelse 0,94 1,12 0,26** 0,32* Ingen forældre har en videregående uddannelse 0,94 1,01 0,26** 0,23** Risikogruppe 0,79 1,01-0,18** -0,12** Forskel på øverste 0,21 0,20 0,75** 0,63** og nederste socialgruppe Kilde: Registerdata fra Danmarks Statistik. Note: Resultaterne i tabellen baserer sig på to lineære regressionsmodeller, en model for hver vurderingsform. I regressionsanalysen har vi undersøgt om karakterforskellene mellem socialgrupperne varierer med studenterårgangen. Denne sammenhæng er korrigeret for følgende kontrolvariable: køn, herkomst, familiens bruttoindkomst, folkeskolekarakterer, familietype, antal flytninger i løbet af opvæksten, størrelsen på bopælsby. Referencegruppen er studenter fra Studenter fra 2007 er også medtaget i analysen, men da der ikke er signifikante forskelle på socialgruppernes karakterforskelle i 2006 og 2007, er resultater for 2007 ikke fremstillet i tabellen. Stjernerne i tabellen indikerer, om de tre nederste socialgrupper har øget karakterafstanden til øverste socialgruppe i forhold til studenter fra ** = signifikant ved 0,01, * = signifikant ved 0,05. Af tabellen ses, at der både i 2008 og i 2009 er sket en signifikant forøgelse af karakterforskellen mellem øverste socialgruppe og de andre tre socialgrupper. Det skyldes især, at den øverste socialgruppe har oplevet en væsentlig stigning i karakterniveauet efter reformen. De to mellemste socialgrupper har ligeledes oplevet en 5

6 stigning, men ikke så markant som den øverste socialgruppe. Nederste socialgruppe har oplevet den største forøgelse af karakterafstanden til øverste socialgruppe på henholdsvis 0,75 og 0,63 karakterpoint. For denne socialgruppe gælder, at der er sket et fald i årskaraktererne efter reformen (Evalueringsrapporten s ) Det er glædeligt, at rapporten kan konstatere at gymnasiereformen generelt løfter eleverne. Men der må fortsat ske en drøftelse af, hvordan vi i historie kan være med til at løfte elever med svag social baggrund. Ikke mindst når det gælder årskaraktererne må der tænkes i didaktiske og andre tiltag, som kan tages i anvendelse til at mindske denne kløft. For det må da undre, hvorfor denne gruppe kan løfte prøvekarakteren og ikke årskarakteren. Dette spørgsmål vil jeg meget snart tage op i Fagligt Forum, men jeg håber selvfølgelig også at det vil blive drøftet i foreningen og i faggrupperne. I den forbindelsen kan jeg henvise til forskellige tiltag, forsøg og tanker herom på emuen. Evalueringsrapporten Betydningen af studenternes sociale baggrund før og efter reformen. Effekter af gymnasiereformen, 2012 kan læses i sin helhed på min emu side eller på MBU. Eksamen: I klummen for september og i næste Nyt fra fagkonsulenten vil eksamen 2012 blive beskrevet detaljeret. Der er stadig mulighed for at skrive til mig eller udfylde spørgeskemaer på vedr. eksamen. De bedste ønsker om et godt skoleår! Fagkonsulent Lene Jeppesen 6

7 Præsentation af artiklerne Denne sommers agurketid har bl.a. været præget af en debat om revolutionsbegrebet med Enhedslisten i en ufrivillig hovedrolle. Det beslægtede begreb reformer har gennem en længere periode ændret betydning. Hvor det tidligere blev forbundet med udbygning af velfærdsstaten, er dets konnotationer i dag stort set det modsatte. Sådanne ændringer af begrebernes betydning og kampene herom, siger noget væsentligt om vores samfunds udvikling - Historien om man vil. De fleste er enige om, at formålet sådan som den er defineret af først og fremmest Reinhart Koselleck. For Koselleck afspejler begreberne ikke blot historiske forandringer de er også med til at skabe dem. Man må således studere begreberne i sammenhæng med den sociale kontekst de er blevet brugt (og forandret) i uden at opfatte begreberne som entydigt determineret af konteksten eller omvendt. Ifversen sætter også Kosellecks begrebshistorie i relation til lignende tilgange som Michel Foucaults diskurshistorie og Quentin Skinners intellektuelle historie. med historiefaget i gymnasieskolen er at kvalificere elevernes historiebevidsthed. De efterfølgende artikler tager enkelte begrebers Hvad det så vil sige kan vi altid strides om. historie op til behandling. Det er selvfølgelig langt fra alle relevante begreber vi får dækket. Jeppe Når vi (og vores elever) skal forstå den samtid vi lever i og gøre os forestillinger om fremtiden er vi henvist til at gøre det gennem sproget. Men det sprog vi bruger bærer præg af fortiden, og bl.a. af diskursive kampe om begrebernes betydning. Begrebshistorien bygger på en forestilling om, at der eksisterer en række grundbegreber (f.eks. demokrati, folk, nation, frihed, arbejde, familie ), som vi bygger vores forståelse af verden på. Nogle har måske en sofistikeret indsigt i begreberne, mens andre anvender dem mere naivt, men de er mere eller mindre uomgængelige i forståelsen af den moderne verden. Nevers lægger ud med en artikel om demokratibegrebet. Begrebet stammer som bekendt fra antikken, hvor det dækkede det, vi i dag kalder direkte demokrati. Som regel blev det ikke forbundet med noget positivt. I oplysningstiden specielt under den franske revolution - blev demokratibegrebet genoplivet, men nu i forbindelse med det repræsentative demokrati. Efter revolutionen blev demokrati opfattet som noget ekstremt og som regel negativt. I Danmark blev opgøret med enevælden ikke set som et krav om demokrati, men som et krav om en fri forfatning. I slutningen af 1800-tallet blev demokratiet mere brugt som en betegnelse for de grupper, der bekæmpede de I dette nr. af Noter sætter vi fokus på begrebshistorien ud fra en betragtning om, at den ikke blot er en langhåret, akademisk modestrømning, men at beskæftigelse med begrebernes historie kan bidrage væsentligt til at privilegerede og magtfulde, end som betegnelse for en styreform. Nevers daterer det afgørende gennembrud for demokratibegrebet som hurraord til tiden omkring 1. verdenskrig. Der var megen kritik af det parlamentariske demokrati i kvalificere vores elevers historiebevidsthed. mellemkrigstiden, men kritikerne, både til højre og venstre, så ofte sig selv som repræsentanter Temaet lægger ud med Jan Ifversens overordnede, teoretiske indføring i begrebshistorien, for det sande demokrati. Harald Gustafsson tager i sin artikel om statsbe- nr. 194 / september

8 grebet udgangspunkt i sin egen datters (det kunne også have været vores egne elevers) opfattelse af verden som bestående af forskellige, klart afgrænsede (national)stater. Hans pointe er, at sådan har det ikke altid været. I tidligt moderne tid var den typiske statsform i Europa det, man med en moderne betegnelse kan kalde konglomeratstaten. Konglomeratstaten bestod af en herskers samling af riger og lande, hvor de forskellige deles relation til herskeren var vidt forskellige, og på ingen måde kunne regeres som én samlet helhed. Gustafsson bruger ikke mindst den danske krones besiddelser i 1500-, og 1700-tallet til at illustrere dette. Først med den franske revolution skabtes de moderne enhedsstater med nationalstaten som ideal. Staternes rivalisering bidrog til at sprede denne ny, mere effektive statsform. Det sidste begreb der tages op til behandling i dette nr. af Noter er Europabegrebet. Findes Europa? spørger Gert Sørensen og tager udgangspunkt i, at selvom Europabegrebet kan spores helt tilbage til antikken, så er dets betydning og afgrænsning uklar. Det moderne Europa tog afgørende form ved overgangen til 1500-tallet, hvor europæerne blev konfronteret med og underlagde sig store dele af resten af verden. Det er dog først i oplysningstiden, hvor Europa gør sig selv til genstand for refleksion, at mange af de særlige europæiske karakteristika opstår. De modsætninger Europa rummer, gav i første halvdel af 1900-tallet anledning til en række katastrofer, men oplysningens Europa eksisterer stadig som projekt. Om det lader sig realisere lader Gert Sørensen stå åbent. På de blå sider præsenterer Anders Hassing et spændende forløb om demokratibegrebet. (Anders har også en glimrende artikel om anvendelse af begrebshistorie i gymnasieskolen i Historiedidaktikken. Den kan man evt. genlæse, hvis man har mod på at kaste sig ud i begrebshistorien). Udenfor tema sætter Erik Lund to historiedidaktiske traditioner overfor hinanden: den nordiske (tysk inspirerede) tradition repræsenteret af Bernard Eric Jensen og den angelsaksiske repræsenteret af Denis Shemilt. Selvom begge traditioner anvender historiebevidsthedsbegrebet, så opfatter de det meget forskelligt. Det øvrige indhold omfatter bl.a. en artikel som præsenterer resultaterne af et nordjysk udviklingsarbejde om proces- og produktskrivning i historie, og en anmeldelse af Foreningens rejsekursus til Kina i foråret. En lille artikel opfordrer til at få besøg af en konservator og et nyt interaktivt site fra Statens Arkiver fortæller om muligheden for at eleverne kan producere deres eget historiemateriale. Afslutningsvis er der en artikel om web 2.0 og historiebevidsthed og endelig er der jo de faste punkter som Kildekvissen, Nyt fra EMUen og anmeldelserne, der denne gang er begrænset pga. de mange indsendte artikler. Langt hovedparten af anmeldelserne må derfor læses på Noters hjemmeside. God fornøjelse Rasmus Thestrup Østergaard og David Kyng 8

9 Af Jan Ifversen Hvad er begrebshistorie? Af Jan Ifversen, Vice Dean for knowledge exchange, internationalisation and strategy, Dean s Office, Faculty of Arts, Aarhus University Begrebshistorie som disciplin Begrebshistorie hører ikke til blandt de mest kendte underdiscipliner inden for historiefaget. Den har ikke samme autoriserede status som f.eks. socialhistorie, idehistorie eller kulturhistorie. I Danmark er der næppe mere end en god håndfuld historikere, der betragter sig som ste to binds vedkommende eneredaktør. Næsten begrebshistorikere. Betegnelsen begrebshistorie hundrede historikere bidrog til værket, der hidrører fra Tyskland og har sin rod i filosofien, behandler 122 begreber i lange opslagsartikler. hvor den blev brugt til at følge væsentlige filosofiske begrebers historie. 1 Det var imidlertid først Reinhart Koselleck og begrebshistorie da historikeren Reinhart Koselleck ( ) Kosellecks begrebshistorie adskilte sig markant fra i 1967 fik idéen til at lave et leksikon over de de filosofiske forgængere. Modsat filosofferne var vigtigste begreber i den historiske proces, som han ikke interesseret i at redegøre for en disciplins førte til dannelsen af det moderne, tyske samfund, at begrebshistorie blev et anliggende for af at undersøge, hvilke begreber der havde været konceptuelle arkitektur. Han var derimod optaget historikere. Koselleck allierede sig med to ældre centrale for skabelsen af det moderne samfund. kolleger, Otto Brunner ( ) og Werner For at forstå opkomsten af det moderne samfund Conze ( ) for at søsætte, hvad der måtte man ifølge ham have øje for de begreber, skulle blive et monument i tysk historieskrivning, der ledsagede denne forandringsproces. Han syv-bindsværket Geschichtliche Grundbegriffe: foreslog derfor, at man skulle læse forandringsprocessen begrebshistorisk. Forud for lanceringen Historisches Lexikon zur politisch-sozialen Sprache in Deutschland. 2 De syv bind udkom i årene af det begrebshistoriske leksikon havde Koselleck udviklet en egentlig metode, der skulle mellem 1971 og Koselleck var gennem alle årene hovedmanden bag projektet og for de sid- understøtte arbejdet. 3 Den tog udgangspunkt i 1 En af de tidligste var Rudolf Eisler: Wörterbuch der philosophischen Begriffe fra I 1955 grundlagde filosoffen Erich Rothhacker ( ) tidsskriftet Archiv für Begriffsgeschichte med henblik på at forberede arbejdet med en ny filosofisk begrebshistorie, hvis første bind blev lanceret i 1971 under titlen Historische Wörterbuch der Philosophie. 2 Den uden sammenligning bedste fremstilling af Kosellecks vej til begrebshistorien er Niklas Olsen, History in the Plural: An Introduction to the Work of Reinhart Koselleck (New York: Berghahn Books). 3 Koselleck præsenterede sin metode første gang i en artikel i 1967 og har siden udviklet den i flere andre artikler, mest detaljeret i en artikel fra 1972, Begriffsgeschichte und Sozialgeschichte, der er blevet genudgivet i bogen Vergangene Zukunft: Zur Semantik Geschichtlicher Zeiten (Frankfurt a/m: Suhrkamp 1979). Bogen (med den nævnte artikel) er oversat til engelsk under titlen Futures Past: On the Semantics of Historical Time (Cambridge MA: The MIT Press 1985; genudgivet på Columbia University Press 2004) og til dansk i Jeppe Nevers og Niklas Olsen (red.), Koselleck: Begreber, tid og erfaring (København: Hans Reitzel 2007). Jeg har i flere artikler behandlet Kosellecks begrebshistoriske metode, bl.a. i Jan Ifversen, Begrebshistorien efter Reinhart Koselleck, i Slagmark, nr. 48, forår 2007, pp og i Jan Ifversen, About Key Concepts and how to Study Them, i Contributions to the history of concepts, vol. 6, no. 1, 2011, pp

10 historiefagets traditionelle lære om, at forståelsen af fortidens tildragelser gik gennem studiet af fortidens sprog nedfældet i skrevne kilder. Koselleck lagde imidlertid vægt på, at historikeren måtte tage selve sproget alvorligt og ikke kun betragte det som et simpelt medium. Han argumenterede derfor for, at sproget i kilderne skulle gøres til genstand for et særligt studium. Begrebshistorien skulle tjene hertil. Koselleck udviklede sin begrebshistorie i en tysk sammenhæng under inspiration af en hermeneutisk tradition, som fra 1960 erne havde fået en dominerende plads inden for filosofi og æstetik. Men begrebshistorie kan også anskues som en del af en international vending inden for human- og samfundsvidenskaberne mod sprogets centrale rolle i formningen af menneskelige handlinger og institutioner. Denne vending mod sproget blev ofte understøttet af en strukturalistisk tilgang, der blev importeret fra sprogvidenskaben. Strukturalisme og sprogvidenskab satte sit præg på adskillige discipliner i 1960 erne og 1970 erne, således også på idéhistorie eller, hvad man i den engelsktalende verden kalder intellectual history. Idéhistorikere i den vestlige verden var optaget af at forankre deres genstandsfelt idéerne i sproget. Idéer blev betragtet som en for luftig størrelse, hvis man ikke kunne relatere dem til særlige sproglige og retoriske strukturer i kilderne. I Frankrig udviklede Michel Foucault en vidensarkæologi præsenteret i bogen L archéologie du savoir fra 1969 der byggede på studiet af diskursive formationer. I Storbritannien skrev den purunge idéhistoriker Quentin Skinner samme år en banebrydende artikel med titlen Meaning and Understanding in the History of Ideas, hvor han plæderede for at studere idéer som sproglige betydninger, der får effekt i form af talehandlinger. 4 Kosellecks begrebshistorie havde klar affinitet til udviklingen inden for idéhistorien. For ham var det begrebet og dets forankring i ord, som markerede sammenhængen mellem idéer og sprog. For at få fat i begreber måtte man undersøge deres udtryksflade i sproget. Inden for sprogvidenskab kaldes studiet af sprogets betydningsskabende funktion for semantik. Fra begyndelsen af det 20. århundrede ikke mindst under inspiration af den berømte, schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure blev semantik et spørgsmål om at afdække sprogsystemets grundlæggende strukturer. Koselleck lånte herfra den nu klassiske skelnen mellem sprogets udtryks- og indholdsside. Men han var som historiker primært interesseret i historisk semantik, dvs. i at undersøge og forklare de historiske skift i de to sider af sproget. Faktisk var hans begrebshistorie som Foucaults diskursanalyse og Skinners sproghandlingsanalyse kritisk over for den universelle strukturalisme, som dominerede sprogvidenskaben. Studiet af betydninger måtte ifølge Koselleck være historisk. Betydninger forandrer sig, og historikeren må afdække de sammenhænge, hvori det sker. Reinhart Koselleck Begrebshistorien skulle tjene til at forstå forandringer. Det er et centralt diktum i Kosellecks begrebshistorie, at begreber ikke kun afspejler forandringer, men også skaber dem. Det formulerede han på følgende vis: Et begreb er nr. 194 / september Skinners artikel blev publiceret i History and Theory, vol. 8, nr.1, 1969, pp Den er oversat til dansk i Frank Beck Lassen & Mikkel Thorup (red.), Quentin Skinner: Politik og historie, København: Hans Reitzels forlag. Foucaults vidensarkæologi er udgivet på dansk under titlen Vidensarkæologien (Aarhus: Philosophia 2005). 11

11 ikke kun indikator for de sammenhænge, det sammenfatter, det er også en faktor for dem. 5 Begreber er således med til at forme historiske forandringsprocesser, og vi vil ikke kunne forklare forandringerne uden se på, hvad begreberne gør. Dette lyder måske knap så radikalt i dag, hvor de færreste advokerer for en robust materialistisk strukturhistorie. Men i 1960 erne og 1970 erne havde historikere mest kig på økonomisk-sociale strukturer eller på store mænd til at forklare forandringer. Sproget blev netop kun betragtet som en indikator. At begreber er faktorer burde dog ikke være så vanskeligt at vise. Koselleck var selv meget interesseret i at demonstrere, hvorledes nye begreber om forfatning, statsforvaltning og statsborgerskab revolutionerede Tyskland. 6 Man kan også tænke på, hvordan begreber som republik og revolution bidrog til at forme hele den politiske og sociale scene under 1789-revolutionen i Frankrig. Den begrebshistoriske metode foreskriver, at man undersøger, hvordan begreber udtrykkes i ord. Det kan ske på to måder. Man kan undersøge, hvilke ord der potentielt kan udtrykke et begreb. Inden for studiet af semantik kalder man denne undersøgelse for onomasiologi. Men man kan også spørge til de forskellige betydninger af et bestemt ord. Det kaldes semasiologi. Det sidste optager især de lingvister, som arbejder med at lave ordbøger. Begrebshistorien fokuserer primært på, hvorledes begreber kommer til udtryk i en flerhed af ord. For at kunne lave et leksikon, som Koselleck og hans kolleger gjorde, må man dog vælge et opslagsord for begrebet. Ordet demokrati betegner således også begrebet om demokrati. Det er dog ikke det samme som, at begrebet kun kan udtrykkes ved dette ord. Faktisk er en lang række ord relateret til begrebet demokrati som f.eks. folkestyre, folk, folkevalgt, medborger og rettigheder. I begrebshistorien gælder det om at vise, hvorledes dette demokratiske ordforråd eller hvad, lingvister kalder et semantisk felt for at betegne bestemte betydningsområder i sproget hænger sammen. Man spørger til, hvordan de er sprogligt forbundne, og om hvilke ord der er de mest fremherskende. Det sidste kan man få et fingerpeg om ved at undersøge hyppigheden af dem i et givet tekstkorpus. Ordforbindelser kan belyses på adskillige måder. Man kan se på, om de bruges på samme måde, dvs. som synonymer, og samtidig have blik for deres antonymer (hvad Koselleck kaldte modbegreber ), altså betegnelser for den modsatte betydning. Denne type af sproglige forbindelser kalder sprogforskerne for paradigmatiske relationer. De modsvares af de såkaldte syntagmatiske relationer, hvor man ser på direkte ordsammenhænge, f.eks. i form af sætninger eller syntagmer (ordgrupper). Idéen er her, at man får information om et begreb ved f.eks. at kigge på adjektiver eller verber, som typisk optræder sammen med det substantiv, man har valgt som indgang til undersøgelsen af et begreb. Koselleck selv var ikke specielt systematisk omkring studiet af ordforbindelser, men andre begrebshistorikere ikke mindst tyskeren Rolf Reichardt har lagt mange kræfter i at raffinere den begrebshistoriske metode i retning af en mere præcis beskrivelse af forholdet mellem begreber og ordforbindelser. 7 Begrebshistorie er ikke identisk med ordhistorie. I modsætning til leksikologien, der har til opgave at fremstille og holde styr på nationalsprogenes samlede ordforråd, er begrebshistorien alene optaget af de begreber, der udgør de bærende piller i det moderne samfunds politiske og sociale forestillingsverden. For at understrege dette valgte Koselleck at tale om grundbegreber, hvormed han forstod de begreber, som var uomgængelige for politisk og social handlen i det moderne samfund. Men ikke nok med, at grundbegreber er 5 Reinhart Koselleck, Begriffsgeschichte und Sozialgeschichte, p.120 (her i min oversættelse). 6 Ikke mindst i den store disputats fra 1967 Preussen zwischen Reform und Revolution (Stuttgart: Ernst Klett Verlag). 7 Jeg har redegjort for Reichardts bidrag til udviklingen af den begrebshistoriske metode i de to artikler omtalt i note 2. 12

12 uomgængelige, deres betydning er ganske omfattende, og så er de omstridte. Det sidste skyldes ikke kun deres omfattende betydning. Demokrati kan forstås på adskillige måder, og det kan være anledning til mange lærde afhandlinger. Men når begrebet er omstridt, skyldes det især, at det indgår som et helt centralt orienteringspunkt for den moderne politik. I det 18. og 19. århundrede, hvor demokrati blev et grundbegreb i Europa, kæmpede man om udformningen af det politiske rum med begrebet demokrati. Begrebet blev således formet i kampen om det. Koselleck taler således også om grundbegreber som kampbegreber. Begrebshistorien handler om at påvise begrebers foranderlighed. Begrebshistorikerens blik er rettet mod de perioder eller situationer, hvor begreberne er involveret i store forandringer. Nye begreber dukker op, andre ændrer sig, og nogle mister deres status som grundbegreber. Menneskerettigheder blev således et grundbegreb med den franske revolution. Demokrati fik en anden betydning efter revolutionen. Et begreb som kommunisme dukker op i første halvdel af det 19. århundrede og giver anledning til et nyt ord. Begrebet om stænder bliver i det 19. århundrede afløst af et klassebegreb. Koselleck kunne i sine begrebshistoriske studier vise, at begreber har forskellige tidsrytmer eller varigheder. Han brugte gerne betegnelsen tidslag. En af begrebshistoriens formål er at afdække disse tidslag i forskellige givne kontekster. Flytter man eksempelvis perspektivet til vores egen tid, vil man kunne iagttage mange lag af sameksisterende begreber. Vores begreb om demokrati stammer fra slutningen af det 18. århundrede. Nationen er fra det 19. århundrede. Men de skal agere sammen med meget nyere begreber som globalisering og velfærdsstat. Begreber bruges naturligvis til at give noget betydning. Dette noget kaldes i sprogvidenskaben for reference. Begreber refererer til et sagsforhold. Begrebet demokrati bruges til at sige noget om politisk styreform. Medborgerskab siger noget om rettigheder, pligter og tilhørsforhold. Begrebshistorien er i særdeleshed interesseret i at undersøge, hvordan begreber bruges til at sige noget om politiske og sociale forhold. Samtidig lægger Koselleck dog op til, at disse forhold også må studeres som en sammenhæng, der medvirker til at forme begreberne. Begreberne er således på den ene side formende ( faktor ) og på den anden side et produkt af særlige omstændigheder. For at fastholde denne balancegang må Koselleck argumentere for, at de politiske og sociale forhold også kan undersøges ved hjælp af en socialhistorisk tilgang, der hviler på andre teorier og metoder. De to tilgange komplementerer ifølge Koselleck hinanden, fordi, som han formulerer det, begreber udspringer af politisk-sociale systemer, der er mere komplekse end, at de blot lader sig forstå som sprogfællesskaber organiseret omkring specifikke nøglebegreber. 8 Til studiet af disse systemer anvendte han den terminologi og de metoder, der under inspiration af sociologien blev udviklet i den nye, tyske socialhistorie af historikere som Hans Doktorvater, Wener Conze og Bielefeldhistorikerne Jürgen Kocka og Hans- Ulrich Wehler. Vægten var her på sociale strukturer, klasser og institutioner. Selv om Koselleck bestræbte sig på at fastholde det parløb mellem begrebshistorie og socialhistorie, han programmatisk annoncerede i artikler i 1970 erne, viste det sig ikke så lige til. De to underdiscipliner hviler nemlig på ganske forskellige teoretiske og metodiske præmisser. Begrebshistorien lægger vægt på sprogets betydning. Socialhistorien opererer med sociale systemer og strukturer. 9 Alligevel fik Koselleck med sin fastholdelse af parløbet fremhævet en vigtig forudsætning for begrebshistorien, nemlig at begreber må forstås i deres kontekst. Denne kontekstualis- nr. 194 / september Reinhart Koselleck, Begriffsgeschichte und Sozialgeschichte, p.108 (her i min oversættelse). 9 Det skal dog siges, at der også inden for sociologi findes tilgange, som fremhæver sprogets konstitutive betydning, ikke mindst inden for den såkaldte socialkonstruktivisme, hvis grundlæggende værk er Peter Berger og Thomas Luckmann, Den samfundsskabte virkelighed (København: Lindhardt og Ringhof 1987, opr. 1966). 13

13 me som vi kan kalde betoningen af kontekstens betydning adskiller begrebshistorien fra det snævrere fokus, man finder i filosofihistorie eller ordhistorie. Kontekstualismen er i det hele taget blevet et varemærke for det paradigmeskifte, der blev introduceret med den nye idéhistorie. Men fremhævelsen af kontekstens betydning siger ikke noget om, hvilken kontekst der skal fremdrages, endsige hvordan den rekonstrueres. Rekonstruktionen af en kontekst afhænger naturligvis af de spørgsmål, der søges besvaret. Er man interesseret i at zoome ind på en særlig situation, hvor begreber bruges, må det handle om at rekonstruere de betingelser aktører, scener, dagsordner hvori de bruges. Samtidig er det for begrebshistorien vigtigt at undgå enhver form for reduktionisme, hvor alt er sat af konteksten. Situationer kan være skabende. Handlinger kan forandre. Begreber kan være centrale i ændringen af situationer og måske ligefrem bidrage til grundlæggende forandringer af samfundsforhold. De franske revolutionære, som intenst diskuterede en menneskerettighedserklæring i sommeren 1789, satte ikke blot ord på den politiske og sociale tumult i situationen, de formede et grundbegreb i det moderne Europas politiske forestillingsverden. Der er mange kontekster. I Kosellecks monumentale leksikon er konteksten primært de intellektuelle debatter og ideologiske strømninger, hvori grundbegreberne blev formet. Det er de lange linjer, som tegnes. Idéhistorien i Skinners og Foucaults udgaver er også beskæftiget med at rekonstruere de intellektuelle kontekster, hos Foucault i form af omfattende diskursive formationer og hos Skinner i form af gennemgående intellektuelle debatter. Den sproglige kontekst er vigtig for begrebshistorien. For at afdække tidslagene må man følge ord og begrebers bevægelser i deres sproglige sammenhæng. Civilisation, som bliver et grundbegreb i slutningen af det 18. århundrede, har f.eks. rod i ældre begreber om byliv (civis) og sociale normer (civilitas). Begreber forandrer sig ikke i forudsigelige bevægelser. Historiens gang er præget af perioder med voldsomme forandringer, vi betegner som begivenheder, kriser, revolutioner m.m. Som andre er historikere optaget af begivenheder. Det gælder også begrebshistorikere. Derfor zoomer de ind på særlige situationer for at studere den konkrete begrebsbrug. Mikroperspektivet gør det muligt at undersøge, hvorledes begreber i brug former en turbulent situation. Men historikere har også ofte ambitioner om at se begivenheder som led i omfattende samfundsmæssige processer. Derfor må de zoome ud og f.eks. ved hjælp af socialhistorien rekonstruere samfundsformationer og dybtliggende sociale strukturer, som forandres i kraft af begreberne. Koselleck var gennem hele sit professionelle liv optaget af at undersøge de begreber, som bidrog til at forme det moderne samfund. I hans øjne blev de moderne grundbegreber formet i perioden fra 1750 til 1850, som han med en af sine elskede geologiske metaforer betegnede, en saddeltid. Inden for geologi betegner en saddel en fold mellem to bjergformationer. Begrebshistorie generelt Begrebshistorie er forbundet med Kosellecks værk og en særlig tysk tradition. Men lignende tilgange så dagens lys i andre europæiske lande. Michelt Foucaults og Quentin Skinners arbejde med at forandre idéhistorien er nævnt. I Frankrig arbejdede historikere tæt sammen med lingvister om at udvikle computerbaserede redskaber til anvendelse på digitaliserede tekster. 10 I Storbritannien blev Skinners tilgang grundlaget for den såkaldte Cambridgeskole. I Finland, Holland og Spanien igangsatte historikere store begrebshistoriske 10 For en nærmere præsentation af fransk begrebshistorie tillader jeg mig at henvise til min artikel: Jan Ifversen,Jacques Guilhaumou and the French School' i Redescriptions: Yearbook of Political Thought, Conceptual History and Feminist Theory, vol.12, 2009, I Historisk Tidskrift för Finland, nr.1, 2007, findes introduktioner til begrebshistorie i Danmark, Sverige og Finland. En introduktion til hollandsk begrebshistorie kan læses i Wyger Velema: Dutch Conceptual History in Theory and Practice: The Example of Liberty. History of Concepts Newsletter, no. 4, Summer 2001, and

14 undersøgelser af deres nationale grundbegreber. 11 Uden for Europa har begrebshistorien fået tilhængere i Sydamerika, hvor der er iværksat en omfattende undersøgelse af ibero-amerikanske begreber, i Rusland, i Sydkorea og i Indien. I 1998 blev en international forening for begrebshistorie med navnet History of Political and Social Concept Group stiftet. Foreningen afholder årlige konferencer, forestår forskeruddannelse og udgiver tidsskriftet Contributions to the History of Concepts. Temaerne på de årlige konferencer afspejler de udviklingsspor, som begrebshistorien følger. I de senere år har især to temaer domi- neret: transnational begrebshistorie og digital begrebshistorie. Det transnationale handler om at følge påvirkninger mellem begreber i forskellige nationalsprog, f.eks. mellem centre og i periferier i Europa eller mellem europæiske og asiatiske sprog. Den digitale begrebshistorie, som udvikles inden for rammerne af digital humanities, fokuserer på at udvikle begrebshistoriske metoder og redskaber, som kan anvendes i behandlingen af den hastigt voksende mængde af digitaliserede kilder. Den nye begrebshistorie er således blevet transnational og digital. nr. 194 / september Mere information om foreningen og dens aktiviteter kan findes på og på 15

15 Af Jeppe Nevers, lektor, Ph.d., Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse, SDU Demokratibegrebets historie. Nogle hovedlinjer fra oldtiden til nutiden Demokrati er et af de mest fundamentale begreber i nutidens politiske debat. Det er vel det eneste, man som politiker ikke må være imod. Demokrati er nærmest blevet et synonym for den politiske virkelighed, som vi kender den det er en ramme, vi står sammen om på tværs af politiske uenigheder. Men hvad er demokrati nærmere bestemt? Mon ikke de fleste forbinder det med, at det er hele folket, der vælger den lovgivende forsamling og dermed indirekte vælger landets regering? Derudover forbinder de fleste af os vel også demokrati med de grundlovssikrede individuelle rettigheder, for eksempel har ytringsfriheden i nyere tid været fremhævet og diskuteret som noget helt fundamentalt for demokratiet. Så vidt er den almindelige sprogbrug på linje med den politologiske litteratur: det moderne demokrati er foreningen af repræsentativt folkestyre og frihedsrettigheder. Men handler demokrati om mere end det? Hal Koch mente som bekendt, at demokratiets essens er samtale, at demokrati er en højt civiliseret livsform, hvor vi lytter til hinanden og fra tid til anden bøjer af for at vise hensyn. For nogle er demokrati og ligestilling uløseligt forbundne begreber, for andre er der ikke nødvendigvis en sammenhæng. For nogle er demokrati noget, som skal spredes til alle dele af samfundet, for andre skal det holdes til det politiske system. Selv de mest fundamentale kendetegn kan diskuteres: er ytringsfriheden for eksempel enhvers ret til at håne og spotte, eller skal der sættes grænser for, hvad vi i tolerancens navn må sige til hinanden? Man kunne selvfølgelig blive ved. Her er hensigten kun at illustrere, hvordan ordet demokrati i vores hverdagssprog sammenfatter mange forskellige emner og sagsforhold. Det er ikke som med ordet blyant, der viser hen til en ret entydig ting. Blyanter kan selvfølgelig være forskellige, men vi ved alle nogenlunde, hvad det handler om. Det gør vi måske også til et vist punkt med et ord som demokrati, men det er alligevel vanskeligt at sætte det i entydig forbindelse med et bestemt sagsforhold eller kendetegn, så alle kan sige, ja, det er lige dét dét er demokratiets kerne. Vi vil alle fremhæve og vægte forskellige faktorer. Ifølge den tyske historiker Reinhart Koselleck ( ), som især er berømt for sine bidrag til den begrebshistoriske disciplin inden for historiefaget, er der grund til at være på vagt, når man støder på ord, der som demokrati ikke er entydige. Han har kaldt denne klasse af ord for begreber og gjort os opmærksomme på, at der er overraskende mange af disse begreber i vores politiske sprog, tænk blot på ord som velfærdsstat, ligestilling, danske værdier osv. osv. Fra det yderste venstre til det yderste højre tales der for eksempel positivt om velfærdsstaten, men der lægges samtidig og det er selvfølgelig hele pointen forskellige ting i begrebet. Der står derfor somme tider bevidst, somme tider ubevidst en løbende kamp om retten til at definere de centrale begreber i vores politiske sprog. Denne erkendelse er et af de centrale udgangspunkter for begrebshistorien, der i bredeste forstand er det historiske studium af de politiske begrebers betydning og brug. Det er selvfølgelig en erkendelse, der kan føre til mange forskellige slags begrebshistoriske studier. Man kan for eksempel lave mikrostudier, hvor man studerer brugen af bestemte begreber i en afgrænset sammenhæng, eller man kan lave makrostudier af de lange linjer i de politiske begrebers historie. Begrebshistorien, der er rundet af en leksikalsk tradition, fokuserede oprindeligt på det sidste, men den har i stigende grad bevæget sig mod 18

16 mikrostudierne. De to typer af studier kan selvfølgelig bidrage med forskellige erkendelser og har derfor hver deres berettigelse. Hvor mikrostudiet er nemmere at legitimere som rigtig videnskab, fordi man kan afgrænse sit materiale og komme helt ud i hjørnerne af en afgrænset case, har makrostudiet omvendt den fordel, at det kan give et større historisk overblik. I det følgende har jeg forsøgt at skrive demokratibegrebets historie med fokus på de lange linjer. Vi begynder med de antikke rødder for på den baggrund at fokusere på begrebets indtog i det politiske sprog i det moderne Danmark. Fremstillingen bygger på min ph.d.- afhandling om samme emne, der i 2011 udkom som bog (se afsluttende henvisning). Arven fra antikken Ordet demokrati kommer af det oldgræske demokratia, der er sammensat af demos og kratos. Demos var de gamle grækeres beteg- nelse for borgerskabet i en by, og kratos betød magt eller vælde, altså går det tilbage til de ældste skriftlige vidnesbyrd, at demokrati er folkemagt eller folkevælde. Ordet er nærmest født med et bundt af spørgsmål, vi kunne måske sige, at det er født som et begreb, for hvem er folket, hvilken magt skal det have, og hvordan skal det udøve denne magt? Det ligger ikke i ordet selv, hvordan disse spørgsmål skal besvares det kan kun ligge i skiftende tiders og aktørers fortolkninger. Vi ved ikke præcist, hvor gammelt ordet egentlig er. Vi ved blot, at det er lige så gammelt som de ældste skriftlige kilder fra den græske civilisation, og vi ved, at det var grækernes betegnelse for det direkte demokrati i oldtidens bystater. Det var jo ikke kun Athen, der i en lang periode havde en demokratisk styreform. Det direkte demokrati fandtes også andre steder, men det er den atheniensiske, vi ved mest om. Vi ved blandt andet, at demokrati i den politiske debat i Athen var et nr. 194 / september 2012 Pnyx højen hvor de athenske borgere forsamledes. I midten af billedet ses en talerstol, der er hugget direkte ind i klippen. 19

17 positivt begreb. Athenienserne var stolte af deres forfatning. Denne positive opfattelse finder man for eksempel i Perikles gravtale, som er gengivet hos Thukydid. Vi ved imidlertid også, at de mest berømte af de græske filosoffer var knap så begejstrede for demokratiet. Særligt Platon der jo kom fra en af de fine gamle familier, der under demokratiet var sat uden for indflydelse var fjendtligt indstillet. I Staten lader han for eksempel Sokrates berette, at demokrati opstår, når den besiddelsesløse klasse sejrer over modpartiet, og dræber alle dem der ikke redder sig i landflygtighed. 1 Opfattelsen af demokrati som pøbelvælde har altså meget gamle rødder. Platon anså demokrati for at være en kaotisk styreform, der ødelægger ikke blot den politiske orden, men også det enkelte menneske. Det demokratiske menneske er lige så splittet som demokratiet selv, det taler om frihed og lighed, men det mangler grundlæggende principper og styres derfor udelukkende af sine drifter og begær. På det politiske plan var det Platons opfattelse, at demokrati med nærmest naturnødvendighed udvikler sig til et kaos, som tillader en stærk person at tage magten og etablere et tyranni, den værste af alle styreformer. Når Platon fremhæves her, skyldes det to ting. For det første var det meget afgørende for begrebets videre historie, at de største af de antikke filosoffer havde et negativt syn på demokratibegrebet. Det er kort fortalt et tolkningsmønster, som kan følges og som var dominerede helt frem til 1800-tallet. For det andet er det afgørende for en forståelse af begrebets historie i den vestlige tradition, at de græske tænkere udviklede en egentlig forfatningslære, og at demokratibegrebet allerede dengang var nært knyttet til den. Mest berømt er formentlig Aristoteles forfatningstypologi i hans Statslære. Aristoteles sondrede grundlæggende mellem legitime og illegitime forfatninger, hvor førstnævnte var kendetegnet ved, at magthaveren leder med henblik på det fælles bedste, og hvor sidstnævnte er kendetegnet ved, at magthaveren leder med henblik på eget bedste. I hver afdeling kunne magten så udøves af enten én, få eller mange. De legitime styreformer kaldte Aristoteles monarki, aristokrati og politeia (et nærmest uoversætteligt ord for det politiske fællesskab, det blev senere i for eksempel Ciceros oversættelse af Platons Staten (igen en moderne oversættelse af politeia ) til res publica, bogstaveligt de offentlige anliggender, roden til begrebet republik ), og de illegitime var tyranniet, oligarkiet og så altså demokratiet. Senere i samme værk udviklede Aristoteles typologien yderligere, og der var som nævnt for eksempel hos Platon et antal andre varianter, men det går på tværs af kilderne, at demokratibegrebet blev knyttet til sådanne typologier, og at det i den sammenhæng oftest tolkedes negativt. For eksempel overtog Cicero, der i århundreder var en fundamental teoretiker i den latinske traditions overvejelser om den gode republik, idéen om, at demokratiet er i familie med tyranniet; det er blot de manges, pøbelens, tyranni. Her er de antikke rødder selvfølgelig voldsomt forsimplet. Der fandtes i antikken en bred variation af tolkningsmønstre, men koblingen til forfatningstypologierne og stigmatiseringen som en uønskelig styreform kan som nævnt findes helt frem til moderne tid. Når der vel at mærke overhovedet blev talt om demokrati. I den kristne middelalder har ordet kun været kendt af lærde, og selv ikke for dem har det fremstået som et aktuelt alternativ. Her må vi huske, at kongedømmet af guds nåde frem gennem middelalderen og renæssancen var det altdominerende ideal i den politiske teori, ofte opfattet lige så selvindlysende retfærdigt, som vi i dag opfatter demokratiet. Der var selvfølgelig alternativer i den lange periode, hvor latin var det fælles sprog for lærde overalt i Europa, altså fra romernes sejrsgang i middelhavsregionen til nationalsprogenes langsomme fremmarch i det tidligt moderne Europa. For eksempel har historikere påvist eksistensen af en sideløbende republikansk tradition. Disse 20

18 republikanere kritiserede monarkiet, men de talte netop om republikker og ikke om demokrati. I renæssancen var der mange radikale republikanere, ikke mindst på de britiske øer, men man skal lede meget grundigt for at finde positive bestemmelser af demokratibegrebet i denne tradition. Aristoteles var også inde på en anden vigtig tanke, der i forhold til demokratiets historie er en vigtig arv fra antikken, nemlig at en god forfatning kan skabes ved at blande aristokratiske og demokratiske elementer. I teorihistorien er især Polybs bidrag til denne teori berømt. Polyb blev født på Peloponnes i år 200, men efter romernes sejr over makedonerne blev han deporteret til Rom, hvor han skrev sit berømte værk om romernes historie. På græsk forklarede han heri sine landsmænd, hvorfor romerne havde sejret og var blevet den nye stormagt, og forklaringen var kort fortalt, at den romerske republik grundede i en blandet forfatning. Påvirket af den stoiske idé om altings undergang udkastede Polyb en teori om, at alle styreformer i deres rene form rummer kimen til deres undergang, hvormed der mellem forfatningstyperne eksisterer en cirkulær og nærmest naturmæssig udskiftning. Romerne havde brudt denne lovmæssighed ved at skabe en forfatning med såvel monarkiske (konsulerne) som aristokratiske (senatet) og demokratiske (folkeforsamlingen) elementer. Betydningen af denne idé om en blandet forfatning kan næppe overvurderes. Så sent som i det 18. og 19. århundrede, hvor det forfatningsmæssige grundlag for de moderne, repræsentative demokratier faldt på plads først i USA og siden Vesteuropa var ideen om en blanding af styreformerne stadig af afgørende betydning. Det bedste eksempel er formentlig institutionerne i den amerikanske forfatning, der netop ikke var tænkt som en demokratisk forfatning, men en blandet forfatning. Revolutionernes epoke Elementer fra den klassiske forfatningslære kan spores langt i det 19. århundrede, men det var mere end noget andet den franske revolution, som førte demokratibegrebet fra det teoretiske til det politiske sprog. Her skal historien om den franske revolution ikke repeteres. Det skal blot påpeges, at der i 1790 erne udvikledes en ny sprogfigur, idet mange nu talte om, at aristokraterne stod over for demokraterne. Det begyndte som en negativ kategori, anvendt af revolutionsmodstandere som samlebetegnelse for de revolutionære. Den sprogbrug havde som nævnt gamle rødder. Allerede under den britiske borgerkrig taltes der negativt om demokrater. Men det var noget nyt, og for demokratibegrebets moderne tolkningshistorie selvfølgelig afgørende, at centrale aktører nu også selvidentificerede som demokrater. Dog må vi i den forbindelse huske, at begrebet ikke var en ledestjerne, som vi kender det fra nutiden, og der var langt fra enighed om, hvad det betød at være demokrat, andet end at det var det modsatte af en aristokrat. Det var også en vigtig udvikling, at demokratibegrebet i dele af den revolutionære retorik smeltede sammen med republikbegrebet. Forbindelsen mellem de to begreber kan spores betydeligt længere tilbage, for eksempel identificerede allerede Montesquieu (der på klassisk vis interesserede sig forskellige forfatningstyper og deres karakteristika) demokratiet som en variant af den republikanske styreform, men hos for eksempel Robespierre voksede begreberne nu helt sammen. Det havde blandt andet den konsekvens, at demokrati kunne forbindes med politisk repræsentation, et fænomen der traditionelt var blevet knyttet sammen med aristokratiet. Hvis man leder efter rødderne til den tanke, at et demokrati ikke nødvendigvis behøver at være et direkte demokrati, typisk fungerende i en lille politisk enhed med antikkens bystater som primært eksempel, så skal man altså tilbage til slutningen af 1700-tallet. Den historie kender vi jo: oplysningstiden og den franske revolution som demokratiets fødsel. Men begrebets historie er betydeligt mere kompliceret, for revolutionen gjorde ingenlunde demokratibe- nr. 194 / september

19 grebet til den nye tids ideal. Netop på grund af den nære forbindelse til den franske revolution forstærkedes i brede kredse (men selvfølgelig ikke blandt revolutionens tilhængere) de negative associationer. I begyndelsen af 1800-tallet var en demokrat således en tilhænger af den franske revolution, og det kunne på denne tid være en ganske farlig mærkat. Sammenfattende kan man sige, at den franske revolution medførte mindst to vigtige ting i forhold til demokratibegrebet. For det første blev begrebet aktualiseret, idet demokrati ikke længere blev forbundet med antikken og den klassiske forfatningslære, men i stedet blev knyttet an til den franske revolution. For det andet blev begrebet politiseret i den forstand, at det vandrede fra den teoretiske sprogbrug til det politiske hverdagssprog. Men disse ting til trods var demokratibegrebet ved indgangen til det 19. århundrede stadig på sidelinjen af det politiske sprog. Tilhængere af den franske revolution i Danmark for eksempel Malthe Conrad Bruun ville gerne være demokrater, men det var mest almindeligt at bruge det som skældsord. Aristokrater og pæne borgere så ned på demokraterne, og de ældre negative betydninger blev i disse kredse nærmest forstærket. Det er i øvrigt slående, så sjældent ordet demokrati blev brugt i første halvdel af det 19. århundrede. Især er det bemærkelsesværdigt, at det borgerskab, som i alle europæiske lande for eksempel i Danmark i stigende grad krævede medindflydelse som hovedregel ikke talte om demokrati. Der var selvfølgelig undtagelser og variationer særligt i Frankrig var der en række liberale, som talte om, at revolutionen havde afskaffet det gamle privilegiesamfund og skabt en ny social orden, en etat social democratique. Tocqueville er nok det mest berømte eksempel på denne generation af liberale. Men i det følgende skal vi fokusere på den danske udvikling. Det indskrænkede monarki Tocqueville blev oversat til dansk i 1844 (af Hother Hage), og netop frem gennem 1840 erne begyndte flere og flere at tale om demokratiet som gruppebetegnelse. Det var på dette tidspunkt et navn for alliancen af borgerskab og bønder mod enevælden. Men enevældens banemænd, de velkendte liberale som Orla Lehmann Den franske aristokrat Alexis de Tocqueville besøgte USA i 1830 erne og gav en ambivalent beskrivelse af det amerikanske demokrati. 22

20 og D. G. Monrad, talte ikke om skabelsen af et demokrati. Dels var de gamle betydningsmønstre endnu stærke dels var det jo ikke et demokrati, de ville have. Liberale som Lehmann og Monrad ønskede sig en såkaldt fri forfatning for et konstitutionelt monarki. Men der skete altså noget frem gennem 1840 erne. Det var især bondevennerne, der begyndte at kalde sig for demokrater og den samlede opposition for demokratiet. Det egentlig brud kom dog først i 1848, hvor en ny revolution i Paris førte til skabelsen af den 2. franske republik. Henover foråret og sommeren 1848 var der nu en øget interesse for begrebet for eksempel i Danmark. Det var som bekendt i en periode, hvor Frederik 7. havde indsat Martsministeriet og bedt om indkaldelse af en grundlovgivende rigsforsamling. Der stod en livlig debat om, hvordan det politiske system skulle indrettes, og i den sammenhæng begyndte tilhængere af almindelig valgret mere markant end tidligere at kalde sig demokrater. Kort fortalt kan man sige om såvel Danmark som det øvrige Europa, at demokratibegrebet kom ind fra venstre. Hvor det før den franske revolution hørte hjemme i den lærde sprogbrug, så hørte begrebet i revolutionernes epoke hjemme hos de såkaldt radikale. De fleste frygtede datidens demokrater. Men efter 1848 og på baggrund af koblingen til den almindelige valgret begyndte også nogle liberale (men bestemt ikke alle) at tale om nødvendigheden af en demokratisk valglov. Det gjaldt for eksempel Hother Hage, der altså kendte begrebet fra oversættelsen af Tocqueville. Men bemærk: det var ikke forfatningen som sådan eller for den sags skyld Danmark, der skulle være demokratisk. Det var valgloven. På denne baggrund var der nu flere liberale, som talte om nødvendigheden af at skabe et konstitutionelt monarki på demokratisk grundlag. Det demokratiske grundlag var en udvidet valgret til parlamentet, men det var netop ikke et rent demokrati, idet den udøvende magt skulle ligge hos kongen, og så må vi heller ikke glemme, at det i datidens forfatningstænkning var hele idéen med at have to kamre (som jo realiseredes med Landstinget og Folketinget), at et mere aristokratisk eller i det mindste konservativt kammer skulle moderere den potentielt farlige udvikling i det demokratiske kammer. Det konstitutionelle monarki på demokratisk grundlag, der altså var samtidens begreb for den model, som skabtes med grundloven af 1849, var således tænkt inden for rammerne af en blandet forfatning, hvor modstridende elementer eller kræfter kunne balancere mod hinanden og tilsammen danne et stabilt politisk system. Man leder således forgæves efter samtidige beskrivelser af Danmark anno 1849 som et demokrati. Flere kaldte sig nu demokrater, det gjorde for eksempel Orla Lehmann, men langt fra alle liberale talte om demokrati, og for J. F. Schouw, præsidenten i den grundlovgivende rigsforsamling, var der ingen tvivl om, at demokratiet skulle begrænses. Det skulle have en plads, men det skulle ikke have uhæmmet magt. Det var en udbredt tankegang i midten af det 19. århundrede. Vi ser i dag og på mange måder selvfølgelig med rette grundloven som fundamentet for det danske demokrati, men da grundloven blev vedtaget i 1849 var idéen (med grundlovens egne ord) et indskrænket monarki, et konstitutionelt og måske demokratisk indskrænket monarki, men ikke et rent demokrati. Demokratiet og parlamentarismen Selv om demokratibegrebet fra og med slutningen af 1840 erne begyndte at dukke op en række steder i den politiske debat, så kan ikke beskrives som et gennembrud for demokratibegrebet. Hvis man skal blive i billedernes univers, så var det snarere en første bølge. For det første synes interessen for begrebet omkring 1848 at ebbe ud i 1850 erne; for det andet er det jo en vigtig del af dansk politisk historie, at meget stærke kræfter mente, at man var gået alt for langt med grundloven og ønskede at rulle udviklingen tilbage. Udgangen af dette komplicerede spil blev nr. 194 / september