RADIKALISEREDE UNGE MUSLIMER I ÅRHUS

Transkript

1 ØSTJYLLANDS POLITI UDARBEJDET AF: TINE WIUFF HANSEN STUDIENUMMER: HOLD: RA12S2C GRUPPE: 40 VEJLEDER: AASE MYGIND MADSEN AFLEVERINGSDATO: 5. JANUAR 2015 DENNE PROJEKTRAPPORT ER UDARBEJDET AF STUDERENDE PÅ SOCIALRÅDGIVERUDDANNELSEN VED VIA UNIVERSITY COLLEGE SOM ET LED I ET UDDANNELSESFORLØB. DEN FORELIGGER URETTET OG UKOMMENTERET FRA VIA UNIVERSITY COLLEGE SIDE, OG FORFATTERENS SYNSPUNKTER ER IKKE NØDVENDIGVIS SAMMENFALDENDE MED VIA UNIVERSITY COLLEGE I ØVRIGT. PROJEKTRAPPORTEN ELLER UDDRAG HERAF MÅ KUN OFFENTLIGGØRES MED FORFATTERENS TILLADELSE. RADIKALISEREDE UNGE MUSLIMER I ÅRHUS

2 Indholdsfortegnelse: Resume s. 2 Kapitel 1: Indledning s. 2-3 Kapitel 2: Problemformulering s : Hovedproblemformulering s : Underspørgsmål s. 4 Kapitel 3: Præsentation af informanter s. 5 Kapitel 4: Kontekst s : Definitioner af radikalisering? s : Hvilke indsatser bruger Aarhus Kommune for at forebygge radikalisering? s : Hvad går Aarhus modellen ud på? s. 8-9 Kapitel 5: Videnskabsteoretisk tilgang og anvendte teorier s : Videnskabsteoretisk tilgang s : Anvendte teorier s Kapitel 6: Metode s : Metodologi s : Sekundær empiri s : Primær empiri s : Den induktive metode s : Overvejelser om informanter s : Kvalitetsvurdering s : Validitet af de kvalitative interviews s : Kvalitetsbedømmelse af projektet s Kapitel 7: Analyse 7.1: Svar på UP1 s : Svar på UP2 s Kapitel 8: Konklusion s Kapitel 9: Perspektivering s Kapitel 10: Litteraturliste og bilagsliste s Bilag: s

3 Resume: Dette projekt handler om radikalisering af unge muslimer i Aarhus. Det bygger på to interviews med tre forskellige fagpersoner. Ud fra deres svar har jeg undersøgt hvilke årsager der kan være til at unge muslimer bliver radikaliseret. For at kunne belyse dette har jeg brugt teorier om stigmatisering, anerkendelse, kriminalitet og sociale kapitaler. Derudover har jeg anvendt begreberne stereotyper, fordomme, identitet, gruppepåvirkninger og negativ social læring. Ud fra den viden jeg fik i første del af analysen, har jeg prøvet at give et svar på hvordan det socialfaglige arbejde kan opkvalificeres inden for arbejdet med radikalisering. Til dette har jeg bl.a. brugt helhedssynet og det tværfaglige samarbejde. Derudover har jeg redegjort for begrebet radikalisering, Aarhus Modellen samt de indsatser der bliver brugt i forbindelse med Aarhus Modellen. Min konklusion på opgaven er, at årsagerne til radikalisering er meget komplekse, og at det socialfaglige arbejde og Aarhus Modellen kan udvikles ved at forbedre det tværfaglige samarbejde, samt ved at undervise, eksempelvis mentorer, i de bagvedliggende årsager. 1. Indledning Gennem de senere år har der været et stigende fokus i medierne på radikalisering af unge muslimer og på terrorisme. Denne større fokus kommer i kølvandet på terrorangrebet på World Trade Center, samt bombeangrebene i Madrid og London. Den nylige terror i Paris har sat endnu mere skub i det store fokus på radikalisering, både i medierne og rent politisk. Min interesse har ikke været at have et politisk fokus på området, men derimod et fokus på hvilke årsager der kan være til, at de unge muslimer vælger at blive ekstremister og dermed blive radikaliseret. Undringen over at der virkelig er et stort miljø i Danmark som har lyst til et begå terror mod det land de er født og opvokset i, vakte min nysgerrighed. Jeg havde på forhånd ikke meget kendskab til det radikaliserede miljø, hverken i Aarhus eller generelt i Danmark. Dog har jeg selvfølgelig læst aviser og set nyhederne, og har derigennem hørt om Aarhus Modellen, men jeg vidste ingenting om den, og jeg blev derfor nysgerrig på, hvad det var der gjorde at den model er så populær i hele verden. Der findes mange typer af radikalisering. Mit fokus vil ligge på den militante islamistiske radikalisering af unge, og hvilke årsager der kan være til at disse unge bliver radikaliseret. (TV2, 2015) Min empiriske viden om emnet har jeg fået gennem mine interviews med henholdsvis en 3

4 politiassistent og to socialrådgivere. Udover disse interviews har jeg brugt en rapport om radikalisering i Danmark og Aarhus. Denne rapport vil jeg bruge til at støtte op om den viden mine interviews har genereret. På baggrund af mine interviews har jeg foretaget en afgrænsning der hedder unge muslimer mellem 18 og 25 år. Dvs. at når jeg i opgaven skriver Unge muslimer, mener jeg unge muslimer mellem 18 og 25 år, der er i fare for at blive radikaliseret. 2. Problemformulering 2.1. Hovedproblemformulering Hvordan kan det forklares at unge muslimer i Aarhus bliver radikaliseret, og hvordan kan det socialfaglige arbejde i Aarhus Kommune opkvalificeres indenfor arbejdet med radikalisering? Problemstillinger UP1: Hvordan kan det forklares at unge muslimer i Aarhus bliver radikaliseret? UP2: Hvordan kan det socialfaglige arbejde i Aarhus Kommune opkvalificeres indenfor arbejdet mod radikalisering? 1 Problemformuleringen er siden godkendelsen blevet ændret, pga. adskillelse i den tidligere gruppe, og dermed ændret arbejdsgang. 4

5 3: Præsentation af informanter Mine tre informanter er hhv. fra Østjyllands Politi og fra Aarhus Kommune. Jeg har fået kontakt til de tre informanter gennem min afdelingsleder i Unge & Uddannelse, hvor jeg tidligere har været i praktik og nu er studentermedhjælper. 1. David Nørgaard-Zachariassen er socialrådgiver i Aarhus kommune og arbejder i udviklingsprojektet med særligt fokus på bekymringer om radikalisering. 2. Marianne Wejse er socialrådgiver i Aarhus Kommune og arbejder ligeledes i udviklingsprojektet med særligt fokus på bekymringer om radikalisering. Både Marianne og David har et beskæftigelsesrettet fokus, da deres afdeling hører til under Jobcenter Aarhus. 3. Thorleif Link er kriminalassistent ved den kriminalpræventive afdeling og arbejder i antiradikalisering/exit bandekriminalitet gruppen. 4. Kontekst I følgende afsnit vil jeg definere begrebet radikalisering ud fra den beskrivelse, jeg har fået fra mine to informanter og ud fra min sekundære empiri. Derudover vil jeg beskrive hvilke indsatser Aarhus Kommune anvender for at forebygge radikalisering, herunder redegøre for Aarhus Modellen. Dette vil jeg gøre for at give konteksten til at kunne læse resten af opgaven Definitioner af radikalisering? I 2007 blev der dannet en anti-radikaliseringsgruppe i Aarhus Kommune, som går på tværs af Østjyllands Politi og Aarhus Kommune. Gruppen har defineret radikalisering således: En proces, der fører til, at en person i stigende grad accepterer anvendelsen af voldelige eller andre ulovlige midler for at opnå bestemte politiske eller religiøse mål. (Aarhus Kommune, 2014) 5

6 Af rapporten Radikalisering blandt unge muslimer i Aarhus fremstår radikalisering som en proces, hvor almindelige fredelige muslimer udvikler sig til ekstremister der er parate til at slå ihjel i Islams navn. De skriver at begrebet radikalisering ikke blot bruges om de personer der selv deltager i terrorisme, men også om de personer, der støtter det. (Kühle & Lindekilde, 2010) De to forståelser af radikalisering beskriver i hovedtræk det samme. Nemlig at radikalisering er en proces hvor almindelige muslimer udvikler sig til ekstremister, og personer der udfører voldelige handlinger. Det er ud fra den forståelse, at jeg vil analysere senere i opgaven Hvilke indsatser bruger Aarhus Kommune for at forebygge radikalisering? I mine interviews havde de tre informanter svært ved at tale om nogle generelle enslydende indsatser, fordi alle indsatser for de unge er individuelle. Dette fordi ingen af de unge er ens. Informanterne arbejder meget helhedsorienteret og har meget samarbejde med forskellige instanser. Det helhedsorienterede arbejde ses i det der hedder Infohuset. Infohuset fungerer ifølge mit ene interview således: I infohuset tager vi imod alle henvendelser og laver risikovurderinger, screeninger, visitationer og afdækninger af den konkrete sag. Vurderingen laves i et samarbejde mellem infohusets medarbejdere socialrådgivere, politiet, psykologer osv. Vi hjælper folk rundt omkring, både private og offentlige, som ikke ved hvordan de skal håndtere de her ting. (Thorleif Link) Infohuset er en arbejdsgruppe, som mødes hver anden mandag. Her er der også mulighed for at give rådgivning eller at sende sagen videre til eksempelvis psykiatrisk behandling eller psykologsamtaler. Hvis det er unge over 18 år, så starter de ofte med en samtale i infohuset, hvorefter de finder ud af, hvad der videre skal ske i sagen. Det er vigtigt for mine informanter, at de arbejder meget ud fra en dialog, og kommunikationen med de unge, men også de pårørende, er meget vigtig. 6

7 Alt afhængig af hvor man arbejder henne, er der forskellige fokuspunkter. Et eksempel er mine to informanter fra Jobcentret, som har med de unge uden job at gøre. De har jobcenterfunktionen og har myndigheden, men fortæller også at de samtidig støtter op om den fælles indsats der foretages i Infohuset og at hver område bidrager med hvert deres fokus. Derfor er indsatsen meget afhængig af, at den tværfaglige indsats fungerer. Der var dog nogle enkelte enslydende indsatser informanterne kunne beskrive for mig, som var nogle af de tiltag Østjyllands Politi og Aarhus Kommune havde udført sammen. Disse tiltag var bl.a. et mentorkorps, som både kan håndtere politisk og religiøs radikalisering. Siden 2011 har der i Aarhus Kommune været mulighed for at tilbyde en mentor som en indsats i forhold til en ung, hvor der har været en bekymring for radikalisering. Disse mentorer bliver forberedt til at påtage sig denne opgave og får bl.a. undervisning ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet. Mentorernes opgaver er at give de unge nogle redskaber til at håndtere deres tilværelse, da det kan være manglende tilværelseskompetencer, der kan være med til at fastholde de unge i de ekstremistiske miljøer. Desuden er disse mentorer ofte yngre muslimer, der kan være rollemodeller for de unge. Udover mentor-ordningen er der lavet en digitaliseret indsats for at forebygge radikalisering, samt en workshop der er baseret på dialog med de tosprogede unge i de udsatte miljøer, så de kan føle sig inddraget, og opnå en generel viden om emnet. I forhold til at forebygge radikalisering har Aarhus Kommune og Østjyllands Politi, udover inddragelse af de unge i en tidlig alder for at forebygge radikalisering, også workshops for forældregrupper. Her kan forældre og pårørende til de radikaliserede unge mødes for at snakke åbent om bekymringer for deres børn eller pårørende som er på kanten til at blive radikaliseret, eller som allerede er draget i hellig krig. Desuden er der hele tiden en tæt dialog med det somaliske miljø i Aarhus, samt Grimhøjmoskeen og Muslimsk UngdomsCenter (MUC), som har base i moskeen. Hvis de unge har været i fx Syrien i hellig krig, er der et efterværn, der bl.a. kan indeholde psykologsamtaler, lægehjælp, mentorordning og deltagelse i et exit-program. Dette bliver igen tilrettelagt individuelt, afhængig af hvilken ung der kommer hjem. Desuden er der vejledning og rådgivning til de pårørende. (Aarhus Kommune, 2014) 7

8 4.3. Hvad går Aarhus Modellen ud på? I januar 2007 blev der iværksat en tværfaglig arbejdsgruppe bestående af SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi), Social- og Beskæftigelsesforvaltning, Østjyllands Politi samt Børn og Ungeforvaltningen. Denne gruppe skulle forebygge indsatsen mod voldelig radikalisering. Denne indsats var inspireret af PET s indsats mod terror. Det startede som et pilotprojekt, men 1. januar, 2011, overtog SSP den daglige ledelse af projektet. Aarhus Modellens oprindelse var et svar på de terrorhandlinger, der bl.a. var i Madrid og London. Mine informanter fortæller at arbejdsgruppen på baggrund af disse bombninger stødte på begrebet, der hedder Home Grooming Terrorist : altså folk med anden etnisk baggrund, som angriber det land de er født og opvokset i på baggrund af religion. På baggrund af dette skulle der udarbejdes nogle nye og gode tiltag, og i Aarhus Kommune brugte man derfor de gode erfaringer, man havde med kriminalitetsforebyggende arbejde og erfaringerne fra det gode SSPsamarbejde. Indsatsen har det formål at forebygge radikalisering af unge, både politisk og religiøst, og dermed fremme tryghed og trivsel. (Aarhus, 2014) Aarhus Modellen er opbygget med afsæt i Balvigs forebyggelsestrekant, der indeholder de samme risikofaktorer som i det kriminalpræventive arbejde; fx fravær i skolen, misbrug, udadreagerende adfærd, osv. I forebyggelsestrekanten (Aarhus, 2008) ses det grønne felt. Her placeres de unge, der klarer sig selv, og hvor Aarhus Kommunes indsatser er de forebyggende oplæg og dialoger med skoler, institutioner, osv.. I det gule felt ser man de der har brug for hjælp. Her sættes de øvrige indsatser i værk, som er beskrevet ovenfor. Her gøres der alt for at forebygge, at den unge kommer ud i det røde felt. Indsatserne er, som beskrevet bl.a. de tværfaglige indsatser i Infohuset, forældremøder, motiverende samtaler, 8

9 mentorer, osv. Alt efter hvilken ung det er. Hvis den unge er i det røde felt, er der brug for en helt særlig indsats, og det er ofte her den unge er taget til fx Syrien for at kæmpe. Her sættes der et beredskab i gang når/hvis den unge vender tilbage. Samtidig gives der støtte til de pårørende. Der kan på baggrund af dette afsnit og det tidligere indsats-afsnit bruge Aarhus Kommunes fire forskellige mål/indsatser som en samlende betegnelse for hvad Aarhus Modellen går ud på: Planlægning og udførelse af en koordineret forebyggelse af radikalisering. Vejledning og rådgivning om radikalisering. Afdækning af radikalisering i grupper eller hos enkeltpersoner. Håndtering af enkeltsager vedrørende radikaliseringstruede unge. (Aarhus, 2014) 5. Videnskabsteoretisk tilgang og anvendte teorier 5.1. Videnskabsteoretisk tilgang Overordnet set har jeg valgt at arbejde ud fra den kritisk realistiske tilgang. Dette har jeg valgt at gøre, da projektet tager udgangspunkt i at forklare et fænomen, nemlig hvorfor unge muslimer i Århus bliver radikaliseret. Kritisk realisme søger årsagsforklaringer, og mener at viden altid er fejlbarlig, og det giver derfor god mening at undersøge om Århus Kommunes indsatser hænger sammen med de årsager til radikalisering jeg analyserer mig frem til. Kritisk realisme udgør et modsvar til positivisme, altså den naturvidenskabelige tankegang om at alle fænomener kan måles og vejes. Kritisk realisme påpeger at den sociale virkelighed er et åbent system, hvilket betyder at man aldrig kan forudse begivenheder og at forskeren aldrig kan være værdineutral. Kritiske realister mener, at forskeren aldrig kan se på en begivenhed alene, da den altid er afhængig af andre sammenhænge og underliggende mekanismer. Netop disse underliggende mekanismer, er her hvor de kritiske realister søger årsagsforklaringerne. Dvs. at underliggende mekanismer kan medføre bestemte ting, eller få begivenheder til at opstå. Dette kaldes for generative mekanismer. Virkeligheden er som sagt gemt bag flere betydningsfulde lag 9

10 og historiske forhold, hvilket gør at viden altid vil være fejlbarlig, og aldrig kan stå stille, men vil udvikle sig konstant. Kritiske realister mener, at man som forsker skal have en problemorienteret tilgang til sit projekt, og at man altid skal kaste et kritisk syn på det. Desuden mener de, at forskeren til sidst skal reflektere over hvordan projektet havde været, hvis man havde valgt en anden videnskabsteoretisk retning. (Buch-Hansen, 2012, ) Buch-Hansen skriver derudover følgende: I en mere praktisk forstand indebærer det, at man i sin videnskabelige praksis bør knytte an til eksisterende viden og på grundlag heraf udvikle sit eget perspektiv. (2012, s. 301) Denne sætning beskriver, hvordan jeg har håndteret projektet ud fra en kritisk realistisk tilgang. Jeg er startet med at indhente empiri og derved lære en masse om den eksisterende viden/indsatser, der er anvendt i arbejdet med radikalisering i Aarhus. På baggrund af denne viden og den analyse jeg har foretaget, har jeg udviklet et nyt perspektiv på de indsatser der bliver brugt i Aarhus Kommune. Som jeg skrev øverst i afsnittet, har jeg valgt overordnet set at arbejde ud fra en kritisk realistisk tilgang. Dette har jeg skrevet, fordi jeg også har brugt andre tilgange for at kunne indsamle den nødvendige viden. Min opgave er derfor eklektisk, da jeg har brugt flere forskellige videnskabsteorier, dog med den kritisk realistiske tilgang som grundforståelse. Senere i opgaven bruger jeg bl.a. Goffmans stigmatiseringsbegreb, hvilket er en meget interaktionistisk tilgang. Derudover har jeg brugt kvalitative interviews til at forstå og forklare radikalisering. Dette er en hermeneutisk tilgang, da jeg kun har interviewet tre forskellige personer. Deres fortællinger indebærer deres egne personlige forståelser, hvilket er hovedessensen i den hermeneutiske tilgang. Derudover bruger jeg Axel Honneths anerkendelsesteori, som også kan ses som en hermeneutisk teori, da den handler om én persons forståelse af, hvornår vedkommende føler sig anerkendt. Jeg har valgt at indhente min viden på denne måde, da jeg mener det var nødvendigt for at få et helhedsbillede af hvilke årsager, der kan være til radikalisering. Dette er de generative mekanismer, som jeg nævnte tidligere under kritisk realisme. Jeg mener derfor stadig at opgaven 10

11 overordnet set er kritisk realisme, da jeg har brugt andre tilgange til at komme frem til de generative mekanismer i samfundet, der gør at de unge ender med at blive radikaliseret Anvendte teorier Til at besvare mit underspørgsmål 1, har jeg valgt at starte med at analysere ud fra Goffmans stigmatiseringsbegreb. Her har jeg fundet ud af, at stigmatisering kan betyde, at der rettes negative forventninger mod de unge, hvilket kan betyde at de unge tager de negative opfattelser til sig og dernæst identificerer sig med dem. Dette kan så derefter føre til en yderligere afvigelse fra samfundet, som fx radikalisering. (Skytte, M. 2014, s ) Efter stigmatisering fandt jeg det hensigtsmæssigt at skrive om stereotyper og fordomme. Stereotyper og fordomme er nemlig oftest det der kan føre til stigmatisering, hvorfor det antages at være passende at de to teorier kom i forlængelse af hinanden. (Kuschel, R. & Zand, F., 2007, s. 43) Herefter har jeg valgt at analysere ud fra Axel Honneths anerkendelsesbegreb. Dette har jeg valgt, da jeg mener, at det modsatte af stigmatisering, fordomme og stereotyper er anerkendelse. Jeg har beskrevet hvad det modsatte af anerkendelse, altså kropslige krænkelser, nægtelse af rettigheder og nedværdigelse af livsformer har af konsekvenser for identitetsdannelsen. Manglende anerkendelse hænger desuden sammen med de begreber og teorier jeg brugt tidligere, nemlig stigmatisering, fordomme og stereotyper. (Højlund, P. & Juul, S., 2005, kap.1) Efter anerkendelsesbegrebet har jeg anvendt Pierre Bourdieus sociale kapitaler. Pointen i denne teori er at koble samfundet med individet, og det er derfor en meget kritisk realistisk tilgang. Her har jeg brugt Bourdieus beskrivelse af de sociale kapitaler, for på den måde at kunne definere hvilke unge der er i fare for at blive radikaliseret. Desuden har jeg holdt denne teori op mod en undersøgelse foretaget af Aarhus Kommune Håndtering af udfordringer af udsatte boligområder i Aarhus. (Aarhus 2014) Bourdieu taler også om en splittet habitus, hvilket kan oversættes til en splittet identitet. (Mik- Meyer & Villadsen, 2007, s ) Derfor var det oplagt herefter at anvende begreberne identitet, gruppepåvirkninger og negativ social læring. En af de vigtigste ting i identitetsdannelsen er at man føler sig anerkendt og ikke bliver mødt med fordomme og 11

12 stereotyper og dermed føler sig stigmatiseret. Derfor ansås identitet som relevant i forhold til de foregående begreber. Identitet kan ændres gennem gruppepåvirkninger, hvilken kan føre til en depersonalisering. Disse gruppepåvirkninger beskriver Edwin Sutherland i sin kriminalitetsteori. Dette har jeg analyseret ud fra for at forstå de unges afvigende adfærd. Til at besvare mit underspørgsmål 2 har jeg brugt den viden om indsatser jeg har fået gennem mine interviews. Herefter anvendtes den viden, jeg har fået fra besvarelsen i kapitel 7.1, for at prøve at optimere de indsatser der bliver brugt i Aarhus Kommune. I mine interviews fremgår det, at helhedssynet er et vigtigt redskab at bruge for at finde den rigtige indsats for de unge. Helhedssynet er vigtigt, fordi det socialfaglige personale, der arbejder med forebyggelse af- og håndteringen af de radikaliserede unge, står i nogle meget komplekse problemstillinger. I forbindelse med helhedssynet har jeg et afsnit, der hedder etik og borgerinddragelse, da dette ses som nødvendigt for at arbejde med et helhedssyn. Derudover er det vigtigt at bruge motivationsarbejde i samtalen for at fastholde de unge i en positiv udvikling, eller for at få dem til at overveje at ændre nogle ting i deres liv. For at det socialfaglige arbejde skal kunne udvikles er det afgørende, at de unge føler sig motiveret for at samarbejde. Ved motiverende samtaler er det vigtigt, at de unge selv formulerer argumenterne for en forandring. Derfor skal det de professionelle være opmærksomme på, hvilke ting der er vigtige for at motivere når man har samtaler og samarbejde med den unge. Dette er, som tidligere nævnt, også en individuel vurdering. (Miller, W. R. &. Rollnick, S., 2004) I forbindelse med motivationsarbejdet, har jeg brugt den narrative metode, som er vigtig, da den hænger sammen med identitetsfølelsen. Identitet bliver bl.a. skabt blandt de fortællinger personen selv, og andre, fortæller om vedkommende. Narrativ terapi fokuserer på at arbejde med folks håb, drømme, lidenskaber, principper, værdier, færdigheder, osv. hvilket hænger godt sammen med det motiverende arbejde. (Henriksen, 2015, kap. 13) Den narrative metode, sammen med motiverende samtaler, ansås derfor som en relevant metode i samtalen med den unge. 12

13 Ifølge mine informanter, er det tværfaglige samarbejde et af vigtigste arbejdsmetoder i arbejdet med de radikaliserede unge. Det tværfaglige samarbejde er hovedessensen i Aarhus-modellen, og de tre informanter var alle overbeviste om at dette er grunden til at Aarhus er førende indenfor forebyggelse af radikalisering. Dog fortalte de også at det tværfaglige samarbejde til tider kan være udfordrende og svært. Derfor har det været oplagt at undersøge, hvordan det tværfaglige samarbejde og dermed hele arbejdet med de radikaliserede unge kan optimeres. 6. Metode 6.1. Metodologi 6.1.1: Sekundær empiri Som min sekundære empiri har jeg anvendt undersøgelsen Radicalization among Young Muslims in Aarhus, som er udgivet af CIR i 2010, og udarbejdet af lektor Lene Kühle og lektor Lasse Lindekilde. Rapporten definerer begrebet radikalisering, og hvilke personer der hyppigst bliver radikaliseret. Denne undersøgelse har jeg brugt til at understøtte resultaterne af de kvalitative interviews : Primær empiri For at støtte op om den sekundære empiri, valgte jeg, at min primære empiri skulle bestå af kvalitative interviews med professionelle. Mine primære interviews har bestået af kvalitative interviews, da jeg fandt ud af at dette var den bedste metode hvorpå jeg kunne få svar på min problemformulering, og fordi det hænger sammen med mit videnskabsteoretiske ståsted. Mine kvalitative interviews er kendetegnet ved at være semistrukturerede. Ved de semistrukturerede interviews, har intervieweren, forud for interviewet, forberedt temaer. Informanten har dog også indflydelse på emnerne og kan være med til at bestemme hvilken rækkefølge spørgsmålene skal besvares i. På den måde kan intervieweren blive inspireret af informanten og få nye vinkler på de temaer der er forberedt.. Derfor er det også vigtigt at intervieweren er meget åben over for informanten. 13

14 Udover det semistrukturerede interview, kan man også interviewe ud fra den strukturerede og ustrukturerede tilgang. Ved de strukturerede interviews er fordelen at det er lettere at sammenligne flere interviews, da spørgsmålene og rækkefølgen, har været fastlagt på forhånd. Ulempen ved denne tilgang er at intervieweren ikke får informantens fortællinger, som kan give en anden synsvinkel på temaet. Dette er netop fordelen ved de ustrukturerede interviews, hvor der er en begrænset struktur. Her er det nærmere en samtale mellem forsker og informant, hvor hovedtemaet er givet på forhånd. (Kvale, 2010, kap. 8) De semistrukturerede interviews er en blanding af den strukturerede og den ustrukturerede tilgang, og jeg mener, at denne form tager det bedste fra de to andre, samt passer godt med mit videnskabsteoretiske ståsted. De informanter jeg har interviewet, er professionelle inden for deres fag, og derfor kan mine interviews kaldes for eliteinterviews. (Kvale, 2010, s. 167) Jeg var derfor forberedt og åben over for at informanten kunne være med til at bestemme drejningen og på den måde komme med nye perspektiver på emnet : Den induktive metode Jeg har anvendt den induktive arbejdsmetode, som er en forskningsmæssig tilgang, hvor forskeren starter med at indsamle empiri. Når forskeren har indsamlet empirien, kvalificeres det allerede eksisterende teoretiske grundlag, som passer til projektet og ud fra disse kan man færdiggøre sin problemformulering og udarbejde analysen. Det modsatte af den induktive metode er den deduktive metode. I den deduktive metode tager man udgangspunkt i en hypotese/problemformulering, som er fastlagt på forhånd, og hvor det teoretiske grundlag skal be- eller afkræfte disse. (Thagaard, 2014, s ) Konsekvensen af dette metodevalg er, at min interviewguide ikke har været præget af en teoretisk synsvinkel, men derimod en praktisk. Dette medfører at opgaven kommer til at tage udgangspunkt i en praktisk orientering, frem for en teoretisk orientering. 14

15 6.2: Overvejelser om mine informanter: I mine kvalitative interviews har jeg interviewet to socialrådgivere fra den beskæftigelsesrettede indsats. Her havde jeg primært fokus på, hvilke indsatser de bruger, og hvilke metodiske og teoretiske tilgange der bliver arbejdet efter. Udover dette har jeg interviewet en kriminalassistent. Dette interview er primært blevet brugt til at få en forståelse af radikalisering og til at få afklaret, hvilken målgruppe projektet skulle tage udgangspunkt i. Målgruppen var netop en af de afgrænsninger, jeg var meget i tvivl om. Fx om det var de helt unge muslimer, de ældre, om det var et bestemt geografisk område i Aarhus eller om det var bestemte nationaliteter. Derfor lavede jeg først denne afgrænsning da jeg havde lavet interviewet med begge informanter. Udover de to primære interviews havde jeg overvejet at interviewe en imam, og en ung der tidligere har været i risiko for at blive radikaliseret. Dette gjorde jeg fordi det ville give en større forståelse for personerne indenfor miljøet. Dette kunne ikke lade sig gøre, da det ikke var muligt at etablere kontakt til hverken en imam eller en ung. De gange jeg forsøgte at oprette kontakt, blev jeg afvist Kvalitetsvurdering Validitet af de kvalitative interviews: Ifølge Kvale er der seks kvalitetskriterier for et interview, bl.a. graden af spontane, righoldige, specifikke og relevante svar fra den interviewede og graden af korte interviewspørgsmål og længere svar fra interviewpersonen. (Kvale, 2010, s. 186) Jeg har inden mine interviews læst op på disse kriterier for at få det bedste interview som muligt, og jeg vurderer at kriterierne er blevet opfyldt. Kvale har også sat 10 kriterier op for interviewerens kvalifikationer, bl.a. at intervieweren skal være velinformeret, strukturerede, åben, kritisk og fortolkende. (Kvale, 2010, s ) Mine kvalitative interviews er som tidligere beskrevet eliteinterviews, hvilket betyder, at det er interviews med ledere eller eksperter inden for området. Dette betyder, at der ikke har været et 15

16 stort asymmetrisk forhold mellem mig som interviewer og mine informanter. Jeg var forberedt på at informanterne var eksperter inden for området og derfor havde en meget overbevisende holdning til emnet, som der var mulighed for at udfordre. (Kvale, 2010, s. 167) Kvale skriver: Eksperter er ofte vant til at blive interviewet og kan mere eller mindre have forberedt indlæg, der kan fremme de synspunkter, de ønsker at kommunikere ved hjælp af interviewet, og det kræver betydelige evner fra interviewerens side at komme ud over dem. (Kvale, 2010, s. 167) Jeg oplevede at dette blev en udfordring, især under det første interview med Thorleif, hvor han på forhånd havde forberedt et oplæg og havde forberedt hvilke emner han ville snakke om. Dette gjorde at interviewet med ham blev mere ustruktureret end forberedt, og at jeg var endnu mere opmærksom på at gøre interviewet med David og Marianne så struktureret som jeg mente der skulle til for få de oplysninger jeg skulle bruge Kvalitetsbedømmelse af projektet En vurdering af projektets kvalitet, kan tage udgangspunkt i begreberne: Troværdighed, bekræftbarhed og overførbarhed (Thagaard, 2004, s ) Troværdighed: Handler om min redegørelse for hvordan dataene er fremkommet og at redegøre for mine relationer til informanten samt hvilke betydninger dette har. (Thagaard, 2004 s ) Jeg vurderer, at min redegørelse for at jeg har interviewet tre personer og brugt en rapport, er fyldestgørende udført. Jeg har transskriberet det ene interview og skrevet vigtige pointer ned fra det andet interview, begge bilag er vedhæftet opgaven. Én af de ting jeg kunne have gjort for at gøre redegørelsen for datenes fremkomst mere troværdig var at have transskriberet begge interviews. Dette vurderede jeg dog ikke som relevant på det tidspunkt, da de vigtige pointer kunne give mig mere refleksion over interviewet. Mine informanter fremhæver meget tydeligt dialogprincippet, som er en vigtig del af Aarhus Modellen. Denne fremhævelse kan gøre at de måske overser andre aspekter af arbejdet med radikalisering. Dog har mine informanter ikke intentioner om at fordreje sandheden, og mine interviews fremstår derfor som troværdige. Bekræftbarhed: Handler om at forskeren bør gennemgå sine egne tolkninger kritisk, at projektets resultater kan bekræftes af anden forskning, samt at forholde sig kritisk til de 16

17 interviewede og interviewerens position til det studerede miljø. Spørgsmålet om bekræftbarhed er en mulighed for at den kritiske læser kan vurdere om forskerens ståsted kan have påvirket resultatet. (Thagaard 2004 s ) I forhold til det studerede miljø er jeg ved at uddanne mig til socialrådgiver, og jeg betragter derfor radikalisering ud fra et meget socialfagligt perspektiv. Aarhus Modellen knytter sig meget an til et socialrådgiverperspektiv, da den indeholder mange bløde elementer, såsom anerkendelse, helhedssyn, osv. Dette gør, at jeg, med den viden jeg har opnået på studiet, har nogle gode forudsætninger for at analysere modellen. For at være opmærksom på bekræftbarheden har jeg været kritisk i forhold til de teorier, jeg har brugt i min analyse. Derudover handler bekræftbarhed om at foretage mine interviews således at mine informanter ikke er i tvivl om hvad jeg spørger om. Da jeg har foretaget elite-interviews, og de dermed er professionelle, må det formodes at de har forstået de spørgsmål jeg har stillet dem. Overførbarhed: Handler om at den forståelse der udvikles i et enkelt projekt også kan være relevant i andre situationer. På den måde kan en undersøgelse bidrage til en mere generel teoretisk forståelse. Derfor skal projektet have relevans udover det enkelte projekt. (Thagaard 2004 s ) Jeg mener, at min opgave er overførbar, da det formodes at min analyse og empiri kan bruges i andre sammenhænge end blot radikalisering af unge muslimer i Aarhus. Ud fra min analyse har jeg fundet ud af at radikalisering ofte opstår ved stigmatisering og derefter en tiltrækning til grupper, hvor de tillærer dårlig adfærd. Denne analyse kan formentlig også bruges i forhold til hvorfor nogle unge, ikke blot muslimer, bliver kriminelle, misbrugere, osv. Jeg vil derfor mene, at projektets resultater er overførbare, da jeg anser at mine tolkninger kan bruges i mange andre sammenhænge. Ydermere handler overførbarhed om hvorvidt den viden jeg har tillært mig, kan overføres til fx unge muslimer i København, London, osv. Dette mener jeg godt, at den kan, da de problemstillinger, jeg har analyseret mig frem til forårsager radikalisering, er problemstillinger som alle stigmatiserede personer kan relatere sig til, uanset hvor man bor. 17

18 7. Analyse 7.1. Hvordan kan det forklares at unge muslimer i Aarhus bliver radikaliseret? I mit interview med David og Marianne fortæller de, at de fleste af de unge, de arbejder med, er unge der har rødder i de belastede områder i Århus, fx Gellerup, Herredsvang, Bispehaven. Desuden er det unge som mangler noget at tro på, og som har svært ved at finde deres identitet. Det er unge, der har oplevet at blive stigmatiseret og diskrimineret i det danske samfund, og derfor vender de deres vrede mod alle danskere. Derudover er de ofte ensomme. De fortæller at når disse unge fortæller deres historie nok gange til forskellige folk, bliver det pludselig mere og mere rigtigt og sandt, og bliver nærmest en selvopfyldende profeti. Samt at når de først er kommet ind i denne tankegang, kan de opfatte alt som diskrimination, selvom det blot nogle gange er fordi de selv har opført sig dårligt. Stigmatisering: Stigmatisering er den proces, hvorigennem en person tilskrives nogle bestemte egenskaber på grund af enkelte ydre træk eller handlinger (Skytte, M. 2014, s. 16) Når de unge føler sig stigmatiseret, kan det forklares ud fra Goffmans stigmatiseringsbegreb. Goffman beskriver et stigma som noget der er dybt miskrediterende. Han taler om tre former for stigma: Den kropslige: forskellige fysiske misdannelser Den karaktermæssige: psykisk sygdom, misbrug, fængselsophold, homoseksualitet, arbejdsløshed, osv. Den tribale (slægtsbetingede): race, nation og religion kendetegnes ved at de føres fra slægt til slægt. (Goffman, E., 2009, s ) De former for stigma som de unge, ifølge mine interviews oplever, er især den tribale form, men også den karaktermæssige. Den tribale form i forhold til at de unge ofte tilhører minoriteterne i samfundet. Der er også enkelte etniske danskere, som altså er en del af majoriteten i Danmark, 18

19 der vælger at konvertere til islam og herefter bliver radikaliseret, men da de ikke er den primære del, vil jeg ikke have fokus på dem. De unge som David og Marianne taler om er derudover arbejdsløse, og i begge interviews bliver det fortalt at hovedparten af de unge de arbejder med har psykiske problemer. Thorleif giver mig denne case til interviewet: Jeg vil gerne fortælle jer en historie om en dreng, som vi kalder Mohammed. Mohammed er en dreng som er opvokset her i Århus, omkring Møllevangs kvarteret. Han havde en rigtig skidt barndom, han havde diagnosen ADD, og derfor kunne han ikke tilpasse sig i skolen. Han blev mobbet af skolekammeraterne, og havde ingen venner. Han havde det helt forfærdeligt skidt, han var ulykkelig og ensom. På et tidspunkt, var han ikke i skole i 2 år, lidt uafhængig af hinanden. Han var bare derhjemme. Så Mohammed var en frygtelig stakkel som søgte identitet da kan ikke kunne placere sig selv nogen steder. Men ellers en god fyr. Han var evigt søgende efter noget, som han ikke vidste hvad var. Indtil han så kom i 10. klasse på Alléskolen. Her møder Mohammed to meget muslimske drenge, som præsenterer ham for islam. Det rammer ham, som noget der ligner en åbenbaring. Han har fundet den ro og tryghed, som han har ledet efter hele sit liv. Denne case viser hvordan en ung kan have problemer ud over sin anderledes nationalitet og race. Her har en ung dreng psykiske problemer pga. mobning og ADD. Dette kan også føre til stigmatisering af den karaktermæssige art. Når Goffman taler om stigmatisering, taler han også om identitet. Der kan være en uoverensstemmelse mellem et individs tilsyneladende identitet, og vedkommendes faktiske identitet. Når vedkommende bliver bekendt med denne uoverensstemmelse, kan det undergrave den sociale identitet og resultatet kan være at vedkommende afskæres både fra samfundet og sig selv. Den tilsyneladende identitet er de forhåndsforestillinger omverdenen har om hvordan en hvis type person skal være. Den faktiske identitet er den kategori vedkommende rent faktisk er, og her ser man de egenskaber han faktisk besidder fremfor en forhåndsforestilling. 19

20 Når de unge føler sig stigmatiserede i det danske samfund, vil det, iflg. Goffman, være fordi de føler, der er en forskel på de egenskaber de besidder og den person de i virkeligheden er, og så den måde hvorpå samfundet og medierne fremstiller dem på. (Goffman, E., 2009, kap. 3) Iflg. Lene Kühle og Lasse Lindekilde, som har udarbejdet rapporten Radicalization among Young Muslims in Aarhus, peger deres interviews bl.a. på at det ville hjælpe hvis politikerne og medierne var mindre kritiske over for islam og muslimer. Derudover peger rapporten på at de unge ville ønske, at der i samfundet, kunne tages afstand fra racisme og generalisering af muslimer. På den måde ville de unge nemmere kunne identificere sig med, og blive en del af, et fællesskab, hvor kernen ikke er ekstrem islamisme. Dette viser også tydeligt hvordan de unge kan føle sig stigmatiseret ud fra den tribale opfattelse. De unge der bliver stigmatiserede, på enten den ene eller den anden måde, kan blive identificeret ud fra dette bestemte stigma. På den måde kan de unge risikere at forvandle en lille del af sin identitet til en total identitet. I dette tilfælde kan det være, at den unge forvandler identiteten som minoritet i Danmark, som blot er en lille del af personen, til at være en total identitet. På den måde kan det skabe dem mod os tanker hos den unge, og det kan være nemmere at blive opslugt af det radikaliserede miljø. Stigmatisering kan betyde, at der rettes negative forventninger mod de unge hvilket kan betyde at de unge tager andres negative opfattelser til sig, og som sagt ovenfor, identificerer sig med dem. På baggrund af dette kan de unge begynde at handle ud fra den nye selvopfattelse de har fået igennem stigmatisering, som fx de kan umuligt tilpasse sig uddannelsessystemet, de er ekstremistiske, de er illoyale over for det danske samfund, osv. (Skytte, M. 2014, s ) Dette kan så dernæst føre til yderligere afvigelse fra normer i Danmark. Det kan fx være tilbagetrækning fra det almindelige samfundsliv i Danmark, kriminalitet, misbrug og radikalisering. (Skytte, M. 2014, s ) På den måde kan stigmatiseringen blive en selvopfyldende profeti. For at give et billede på hvordan etniske danskere ser på minoriteterne i Danmark, er der i 2012 lavet en undersøgelse af YouGov om danskeres holdninger til indvandrere fra forskellige 20

21 verdensdele. Undersøgelsen viste at danskere er mest skeptiske over for indvandrere fra mellemøsten: 59 % mente at betegnelsen religiøse fanatikere passer godt på dem. 75 % mente at udsagnet De øger omfanget af voldskriminalitet passer godt. 33 % mente at de er dovne Kun 19 % mente at de er lovlydige borgere. (Skytte, M. 2014, s. 17) Ud fra denne undersøgelse er der fare for, at hele grupper bliver stigmatiseret, i dette tilfælde indvandrere fra mellemøsten. Denne stigmatisering er, iflg. mine interviews, en af grundende til, at unge fra de belastede områder i Aarhus bliver ekstreme, og at de i sidste ende bliver tiltrukket af det radikaliserede miljø. Stereotyper og fordomme: Det der kan føre til stigmatisering er oftest stereotyper og fordomme. Først omkring 1970 erne begyndte man at adskille de to begreber fra hinanden, således at fordomme ses som holdninger, hvorimod stereotyper betragtes som sociale repræsentationer. (Kuschel, R. & Zand, F., 2007, s. 43) Stereotyper er vanemæssige og forsimplede forestillinger og er ikke det samme som kategorisering. Stereotyper er mindre fleksible end kategorier. Det er ofte majoriteten, der laver sociale stereotyper over for minoriteten i samfundet. De er meget problematiske, da de ofte er baseret på nogle grove generaliseringer, der ofte er forkerte. Stereotyper indlæres på samme måde som holdninger, værdier og normer, og de indlæres oftest gennem direkte påvirkning fra forældre, andre vigtige personer eller via medierne. De er dermed ikke naturgivne, men kan aflæres. Når personer får nye informationer, der er i overensstemmelse med de stereotyper vedkommende har, lagres de hurtigere i erindringen, end de informationer der ikke understøtter dem. Når en person tilhører en bestemt kategori, hvorom der findes mange negative stereotyper, er der visse sandsynligheder for, at vedkommende selv overtager dem, tror på dem og derved bekræfter majoritetens negative stereotyper om gruppen. (Kuschel, R. & Zand, F., 2007, s. 88) 21

22 Dette viser, hvordan stereotyper kan føre til stigmatisering blandt de unge muslimer. Dog er stereotyper ikke kun noget der findes blandt etniske danskere mod de unge muslimer. Thorleif fortæller at når de unge er på kanten til at blive radikaliseret, og sympatiserer med de der bruger vold mod de vantro, er det fordi de også har nogle stereotyper og stigmatiserer de etniske danske. De unges primære kilde til hvad den etniske danske befolkning mener, kommer eksempelvis fra Nationen på Ekstra bladet. Nationen er kendt for at være et sted hvor uvidende, og ofte meget racistiske personer kan ytre sig. Dette kendetegner ikke den danske befolkning generelt, men kan give et forvrænget billede af hvilke holdninger der findes. Dette kan være med til at forstærke en dem mod os følelse hos de unge muslimer. Dermed kan man sige at stereotyperne og stigmatiseringen bliver en selvforstærkende ring mellem de etniske danskere med deres stereotyper og de unge muslimer med deres stereotyper. Fordomme: Fordomme refererer til negative vurderinger eller bedømmelser af gruppemedlemmer, der først og fremmest er baseret på gruppemedlemskab og ikke nødvendigvis individets specifikke karakteristika (Kuschel, R. & Zand, 2007, s. 91) Det er ofte karakteristika som hudfarve, navn, sprog, påklædning, osv. der placerer en person i den ene frem for den anden gruppe. Man kan skelne mellem de faktiske fordomme og de oplevede fordomme. Nogle kan have en oplevelse af at være udsat for fordomme uden egentlig at være det, ligesom andre ikke altid oplever ting som en fordom, på trods af at det egentlig er det. (Kuschel, R. & Zand, F., 2007, s ) Dette har David og Marianne givet et eksempel på: En ung somalisk fyr kører over for rødt og er ved at køre en person ned. Der bliver råbt af ham af andre bilister. Han kan slet ikke se at grunden til at der bliver råbt af ham, er fordi han har kørt over for rødt, men ser derimod kun fordomme og racisme. Dette viser, hvordan en ung muslim, som nævnt tidligere, kan blive forstærket i sine stereotyper af danskere som racister og fordomsfulde. Dette kan skabe endnu mere had, endnu mere dem 22

23 mod os, og en følelse af at det er legitimt at modarbejde det danske samfund. I dette tilfælde med at blive radikaliseret som muslim, og gå ind for Islamisk Stat. Anerkendelse: Det modsatte af stigmatisering, fordomme og stereotyper, må være anerkendelse. (Høilund, P. & Juhl, S., 2011, Kap. 1) En af årsagerne til at de unge muslimer bliver radikaliseret kan derfor også være manglende anerkendelse, både fra deres nærmeste, men i særdeleshed fra det danske samfund. Axel Honneth beskriver de former for anerkendelse, et menneske har brug for, og hvad det modsatte af anerkendelse betyder og har af konsekvenser for identitetsdannelsen. Honneth beskriver at individets evne til at fungere som socialt vellykket er afhængig af anerkendelse der bekræfter. Samt at menneskets identitet først bliver virkelig gennem anerkendelse. Han skelner mellem tre forskellige former for anerkendelse, som er vigtige for en god identitetsdannelse: 1. Anerkendelse i den private sfære: Familie og nære venskaber, alle de primære relationer. Gennem kærlighed i den private sfære udvikler individet selvtillid, som gør at man er i stand til at være alene med sig selv. Dette er den mest elementære form for anerkendelse. 2. Retlig anerkendelse: Fokus på individets rettigheder, uanset status har alle de samme rettigheder. At være anerkendt i den retlige sfære giver selvrespekt. 3. Anerkendelse i den solidariske sfære. Social værdsættelse, at andre ser individets egenskaber som værdifulde og individet kan genkende sig selv. Anerkendelse i den solidariske sfære giver selvværdsættelse. Den øgede individualisme i samfundet har ført til et øget behov for at blive socialt værdsat for ens livsstil og måde at leve på (Høilund, P. & Juhl, S., 2011, Kap. 1)) Som modsvar til de tre former for anerkendelse, er der også tre former for disrespekt, som kan nedbryde den personlige identitet og selvforståelsen. 23

24 Som et modsvar til anerkendelse i den private sfære, er der kropslige krænkelser. Såsom fysiske overgreb, eksempelvis voldtægt og tortur. Disse overgreb kan nedbryde selvtilliden og være med til at få personen til at tvivle på kærlighedens kontinuitet. Som modsvar til den retslige sfære, er der nægtelse af rettigheder. Dette er kendetegnet ved at man får frakendt nogle bestemte rettigheder, ofte som følge af et bestemt gruppetilhørsforhold. Dette gør, at en person kan miste sin status som en værdig og ligeværdig borger samt sin sociale integration. Som et modsvar til den solidariske sfære ses nedværdigelse af livsformer. Dette er alle former for stigmatisering. Det handler om at der ses ned på visse livsformer og livsopfattelser, og at personen som følge heraf får en lavere social status. Denne krænkelse nedbryder i høj grad personens selvværd, og det skaber skam og vrede hos personen det går ud over. (Højlund, P. & Juul, S., 2005, kap.1) Hvis man ser på de tre former for anerkendelser, og det modsatte heraf, kan man se hvordan anerkendelse hænger sammen med stigmatisering, fordomme og stereotyper. Desuden hænger anerkendelse sammen med identitetsdannelsen, som jeg har beskrevet senere i opgaven. Det er især den solidariske anerkendelse, og det modsatte, nedværdigelse af livsformer, der er relevant i forhold til de unge muslimer. Som tidligere beskrevet, føler de unge sig stigmatiserede, hvilket gør at de ikke bliver anerkendt i den solidariske sfære og dermed får nedværdiget deres livsform. I interviewsene bliver det beskrevet at de unge ofte ikke føler sig anerkendt for den måde, de lever deres liv på. Og ofte er de i et krydspres mellem at være for danske, og på den anden side ikke at være danske nok. I det danske samfund, skolen, jobbet, kommunen, medierne, osv. føler de sig ikke anerkendt hvis de ikke tager de danske normer og værdier til sig. På den anden side føler de sig ikke anerkendt i deres familier, hvis de ikke bibeholder værdierne, normerne og traditionerne fra deres hjemland. Dette krydspres gør at de unge under alle omstændigheder vil mangle at få anerkendelse i den solidariske sfære, hvilket er den vigtigste sfære i den sociale identitetsdannelse. 24

25 Når de unge så finder et fællesskab, i dette tilfælde de andre radikale personer, vil de blive tiltrukket af dette og gøre alt for at passe ind. Den eneste måde de unge kan få anerkendelse i den solidariske sfære er ved at vælge side. De unge radikaliserede muslimer, vælger så, ifølge mine interviewpersoner, ofte den side hvor de får anerkendelse fra et kæmpe virtuelt netværk. Anerkendelsen sker gennem internettet, da det er her den primære rekruttering foregår, men også blandt de ligesindede ekstremt troende islamister i deres lokalsamfund. Desuden kan de til en vis grad opleve ekstrem anerkendelse fra familien, især i starten, da de ofte starter med blot at blive meget troende inden det bliver til ekstremisme. Bourdieus sociale kapitaler: Pointen i Pierre Bourdieus teorier er at koble samfundet med individet. Han mener, at der findes en virkelighed, der eksisterer udover individets bevidsthed. Jeg vil gerne se på radikalisering ud fra et samfundsmæssigt synspunkt, og hans teori om kapitaler, habitus og doxa ses derfor relevant. Ifølge Bourdieu skal man afklare alle individets kapitaler; økonomisk-, social og- kulturel kapital, for at afklare vedkommendes livssituation. Når kapitalformerne er klarlagt, kan det nemmere defineres, hvilke unge der er i fare for at blive radikaliseret. Den økonomiske kapital handler om de materielle ting man besidder, altså ejendom, penge, osv. Den sociale kapital handler bl.a. om en persons netværk og gruppetilhørsforhold. Den kulturelle kapital handler bl.a. om uddannelse, dannelse og sprog. Udover disse tre kapitalformer findes der en fjerde kapitalform. Her kan de tre foregående kapitaler forekomme nemlig den symbolske kapital. Når en af de tre første kapitalformer tillægges en symbolsk værdi, kaldes det symbolsk kapital. Det kan fx være en ny og flot bil, som egentlig er en økonomisk kapital, men som også er et statussymbol og dermed en symbolsk kapital. Kapitaler kan være meget forskellige fra samfund til samfund, da det er forskelligt hvad der ses som fx høj kulturel kapital. (Mik-Meyer & Villadsen, 2007, s ) (Wilken, 2011, kap. 2) 25

26 Ud fra mine interviews ses det at de fleste af de unge som både Thorleif, David og Marianne arbejder med bor i udsatte områder i Aarhus, som Gellerup, Bispehaven, Trillegården og i det hele taget området omkring Grimhøjmoskeen. Som det ses i kilden i undersøgelsen lavet af Aarhus Kommune, er indikatorerne for at et boligområde i Aarhus er udsat som følgende: (Aarhus Kommune, 2014) Arbejdsmarkedstilknytning (voksne udenfor arbejdsmarkedet) Ungdomsuddannelse (unge på 24 år uden ungdomsuddannelse) Ungdomskriminalitet (kriminalitetssigtede unge år) Udsatte børn og unge (dag- og døgnforanstaltninger) Lavindkomstfamilier (økonomisk friplads i SFO /daginstitution) Tryghed (hærværk og indbrud (anmeldelser på sigt) ) Børns trivsel (skolefravær) Voksensundhed (helbredsbetinget overførselsindkomst) Det kan bl.a. også ses at der fx i Gellerup er mange lavindkomstfamilier. 52 % er karakteriseret som lavindkomstfamilie. I Bispehaven er der også 44 % lavindkomstfamilier. Dette understøtter min empiridata og viser, at mange af de unge, der bliver radikaliseret i Aarhus, har en lav økonomisk kapital. I min empiri fortæller interviewpersonerne, at de fleste af de unge har rødder i et udsat boligområde i Aarhus. Dermed er de fleste vokset op i en familie med meget lav økonomisk kapital. Derudover ses det at andelen af personer der får en ungdomsuddannelse er meget lav, samt at arbejdsmarkedstilknytningen er meget lav. Dette bekræfter interviewpersonernes svar om at de fleste af de unge ofte ikke har en uddannelse og er arbejdsløse. Desuden er de ofte vokset op i en familie hvor forældrene typisk ikke har en uddannelse og et job. Dermed er de fleste af de unge der er i fare for at blive radikaliseret, ofte også lave i deres kulturelle kapital. Den sociale kapital, som handler om tilhørsforhold og netværk, er meget væsentlig i forhold til arbejdet med de radikaliserede unge. Som nævnt tidligere er disse unge ofte meget splittede mellem den islamiske verden og den danske verden. De har måske aldrig følt sig 100 % som en del af det danske fællesskab, men har prøvet at blive en del af det. Og i og med at de har prøvet 26