SAMMENBRUD I ANBRINGELSE

Transkript

1 SAMMENBRUD I ANBRINGELSE (BREAKDOWNS IN PLACEMENT) Jensen, Dyg Julie Samuelsen, Charlotte Professions bachelor UC Lillebælt 7. semester, hold 2210, gr. 13 Vejleder: Irene Surland Søndergaard Rapporten er udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved Socialrådgiveruddannelsen i Odense, som et led i uddannelsesforløbet. Den foreligger urettet og ukommenteret fra skolens side og er således et udtryk for den (de) studerendes egne synspunkter. Denne opgave eller dele heraf må kun offentliggøres med forfatterens (forfatternes) tilladelse.

2 1 INDHOLDSFORTEGNELSE INDHOLDSFORTEGNELSE... 1 INDLEDNING (FÆLLES)... 3 AFGRÆNSNING... 3 PROBLEMFORMULERING... 4 BEGREBSAFKLARING AF SAMMENBRUD... 4 MÅLGRUPPE... 5 METODEVALG (FÆLLES)... 5 VIDENSKABSTEORETISK AFSÆT... 5 Positivisme... 6 Hermeneutikken... 6 MENNESKESYN... 8 FORFORSTÅELSE OG MOTIVATION... 9 UNDERSØGELSESMETODE PRÆSENTATION AF INFORMANTER Unge informanter Pædagog-informanter Socialrådgiver-informanter DATABEARBEJDNING METODEKRITIK OG ETISKE OVERVEJELSER TEORI OG REDEGØRELSER TILKNYTNINGSTEORI (JULIE) En sikker base Spædbarnets interpersonelle verden Repræsentationer af Interaktioner, som er blevet Generaliseret (RIG) De betydningsfulde tidlige relationer OMSORGSSVIGT (JULIE) Det offentlige omsorgssvigt DET ØKOLOGISKE SYSTEM (CHARLOTTE) INTEGRATED CHILDREN S SYSTEM (CHARLOTTE) Grundprincipperne bag ICS modellen... 26

3 2 DE JURIDISKE RAMMER FOR ANBRINGELSE (CHARLOTTE) SERVICELOVENS KAPITEL 11: SÆRLIG STØTTE TIL BØRN OG UNGE DEN BØRNEFAGLIGE UNDERSØGELSE HANDLEPLAN FORANSTALTNING Støtte/kontaktperson og efterværn Tilsyn og opfølgning SAMMENBRUD I ANBRINGELSE (JULIE) ANALYSE AF ÅRSAGERNE TIL SAMMENBRUD (CHARLOTTE) Systemprocesser og sammenbrud Institutionsprocesser og sammenbrud Relationsprocesser og sammenbrud SOCIALE INDSATSER EFTER SAMMENBRUD (JULIE) Efterværn Kontaktperson TEORETISKE ANTAGELSER BAG DET FAGLIGE ARBEJDE (FÆLLES) SAMMENFATNING (FÆLLES) LITTERATURLISTE LOVE OG BEKENDTGØRELSER BILAG BILAG NR. 1: INTERVIEWGUIDE DE UNGE BILAG NR. 2: INTERVIEWGUIDE PÆDAGOGER BILAG NR. 3: INTERVIEWGUIDE SOCIALRÅDGIVERE BILAG NR. 4: INTERVIEW MED UNG BILAG NR. 5: INTERVIEW MED UNG BILAG NR. 6: INTERVIEW MED PÆDAGOG BILAG NR. 7: INTERVIEW MED PÆDAGOG BILAG NR. 8: INTERVIEW MED SOCIALRÅDGIVER BILAG NR. 9: INTERVIEW MED SOCIALRÅDGIVER BILAG NR. 10: FAKTORER, DER ØGER SANDSYNLIGHEDEN FOR SAMMENBRUD

4 3 INDLEDNING I den danske lovgivning er der lagt vægt på, at der skal ydes støtte til børn og unge, der har særlige behov herfor (Lov om social service, herefter kaldet: Serviceloven, 46, stk. 1). Formålet med støtten er at sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø. Det vil sige, at børn og unge med særlige behov kan få og har mulighed for at opnå de samme vilkår i opvækst og udvikling som jævnaldrende. I Danmark var der i 2011 anbragt børn og unge i alderen 0-17 år. I hele landet blev der truffet 2634 afgørelser om anbringelser (Anbragte børn og unge, 2011). Hvert år sker der sammenbrud i anbringelserne af unge. Sammenbruddene kan være forårsaget af den unge selv, der ikke ønsker at blive på anbringelsesstedet og afbryder opholdet. Det kan også være kommunen, der ønsker at afbryde opholdet, og endelig kan opholdsstedet være af den opfattelse, at det ikke kan hjælpe den unge, eller det kan ophøre med at eksistere, og dermed er den unge tvunget ud i nye tiltag. I vores projekt har vi taget udgangspunkt i SFI forskningsprojekts Sammenbrud i anbringelser af unge: erfaringer, forklaringer og årsagerne bag (Egelund m.fl., 2010). Forskningsprojektet bygger på kvalitative og kvantitative interviews af 227 unge mellem 13 og 18 år, der ved en anbringelsesbeslutning i 2004 har været anbragt uden for hjemmet (Egelund, m.fl., 2010, s. 11). Ifølge statistikbanken var der 1341 sammenbrud, af forskellige årsager i 2010 (Sammenbrud i anbringelsen efter område, årsag til sammenbrud, alder og køn, 2010). AFGRÆNSNING Vi har valgt at undersøge, hvad sammenbrud dækker over, og hvad årsagerne til sammenbrud er. For at sammenligne med SFI s rapport har vi lavet seks interviews, hvor vi afdækker synspunkter fra to anbragte unge, to pædagoger og to socialrådgivere. Ved at sammenholde svarene fra vores informanter vil vi vise, hvordan de forskellige informanter oplever og definerer sammenbrud. Ud over serviceloven, som kommunerne naturligvis skal følge, lægger FN-konventionen om Barnets Rettigheder (herefter kaldet: Børnekonventionen) også op til, hvorledes der bør ageres i sager med anbragte børn og unge. Vi vil yderligere vise, at de overvejelser og vurderin-

5 4 ger, der ligger bag kommunernes foranstaltninger ikke kun beror på lovgivningen og Børnekonventionen, men også på veldokumenteret teorier og forskellige metoder, der tilsammen skal fremme, at barnet eller den unge sættes i centrum. PROBLEMFORMULERING I vores overvejelser om emne til bachelorprojektet, var vi enige om, at vores hovedfokus er unge i anbringelse. Vi stiller os undrende overfor, hvilke årsagssammenhænge der kan forklare sammenbrud, og hvad der ligger i begrebet. Hvad er sammenbrud, og hvad er medvirkende til, at der sker sammenbrud? Hvordan oplever unge anbragte sammenbruddet i deres anbringelse? Hvilke dilemmaer kan der være i forbindelse med sammenbrud/hjemhentning, set fra socialrådgiverens/kommunens perspektiv og fra den unges perspektiv? BEGREBSAFKLARING AF SAMMENBRUD Ved sammenbrud af en anbringelse forstås, at placeringen i døgnanbringelsen af et barn eller en ung afsluttes uplanlagt, på enten barnets/den unges, forældrenes, anbringelsesstedets eller forvaltningens foranledning (Egelund, m.fl., 2010, s. 21). Vi har valgt at bruge Tine Egelunds m.fl. definition af sammenbrud, som er fremlagt i SFI s rapport om sammenbrud i anbringelser af unge. Rapporten er blevet til på baggrund af et flerårigt forskningsprojekt, der har haft til formål at få en forståelse for og en årsagsforklaring på de sammenbrud, der sker i forbindelse med anbringelser (Egelund, m.fl., 2010, s. 9). Rapporten er den første i Danmark, der specifikt har fokus på sammenbrud i anbringelser (Egelund, m.fl., 2010, s. 9). Undersøgelsen er baseret på 227 teenagere, der har været anbragt uden for hjemmet i over 30 dage. Anbringelsesforløb har været belyst via spørgeskemaer, der både er blevet besvaret af de unge og deres sagsbehandlere, og derudover er der lavet en kvalitativ undersøgelse, hvor 10 af de unge samt 35 andre personer tæt på dem, har deltaget (Egelund, m.fl.,.2010, s ).

6 5 MÅLGRUPPE Vores analyse sigter på tre grupper: Unge, der tidligere har været anbragt i års alderen. De har været anbragt flere gange. Deres antal af anbringelser har været af betydning, da deres udtalelser, skal sammenholdes med SFI undersøgelse, som vi har valgt at sammenligne med gennem opgaven. Pædagoger, der arbejder eller har arbejdet med anbragte unge. Socialrådgivere, der er ansat i en børne- og ungeforvaltning og beskæftiger sig med bl.a. anbringelser. Vores tre målgrupper er med til at belyse sammenbrud i anbringelser og efterværn for tidligere anbragte unge. Derudover sammenligner vi med to SFI-undersøgelser, nemlig Sammenbrud i anbringelser af unge fra (Egelund m.fl., 2010) og Efterværn for tidligere anbragte unge (Mølholt, m.fl. 2012). Vi vil bruge den indsamlede empiri fra de tre målgrupper i vores analyse af årsager til sammenbrud i anbringelser og i vores beskrivelse af den sociale indsats. Vi finder alle tre målgrupper lige relevante i forhold til, at årsager til, personlig erfaringer med og meninger om sammenbrud bliver belyst fra de aktører, der er repræsenteret ved en anbringelse og efterfølgende sammenbrud. Ved at inddrage alle tre målgrupper får man et helhedsperspektiv og et indblik i, hvad der er styrende og motiverende for den enkelte. METODEVALG VIDENSKABSTEORETISK AFSÆT I videnskabsteoretiske termer er god viden lig med sand viden: skal viden kunne regnes for videnskabelig, må den være sand. Da der ikke er enighed om, hvad der kan betragtes som sand viden, er dette et problem, for hvordan afgør vi om viden er sand, og hvordan bærer vi os ad, når vi skal frembringe sand viden? Vi vil forsøge at frembringe sand viden ved at holde to videnskabsteorier positivismen og hermeneutikken op mod hinanden og ud fra det komme frem til vores valg af videnskabeligt afsæt.

7 6 POSITIVISME Positivisme kan betragtes som den første egentlige videnskabsfilosofi. Positivismen blev formuleret under institutionaliseringen af videnskaberne i begyndelsen af 1800-tallet. Positivismen har været den videnskabsfilosofi, man senere har måttet formulere sig i forhold til, og ofte i opposition til. Som begreb dækker positivismen over ordets gængse anvendelse, altså at der findes en særlig metode, der muliggør fremskridt i forhold til vores viden om verden og vores brug af denne viden. Begrebet dækker dog også over en teknisk betydning, nemlig at videnskab handler om det, der faktisk er tilgængeligt for vores erkendelse. Positivisterne mener, at de empiriske data skal kunne indfanges i et neutralt observationssprog, hvorfor positivisterne kaldes for empirister (Lægaard, 2011, s ). Positivismen bygger på induktion, dvs. at man ud fra sine observationer af et givent fænomen danner generelle hypoteser eller teorier om fænomenet (Lægaard, 2011, s. 22). Blandt positivisterne er der enighed om, at der kun er én slags videnskab, dvs. at ( )den videnskabelige metode og formålet med at bedrive videnskab er ens for alle de forskellige videnskabelige discipliner (Lægaard, 2011, s. 23). Positivisterne kalder også denne idé for enhedsvidenskab (Lægaard, 2011, s. 23). Dette kræver, fra et positivistisk synspunkt, at videnskaben er nomotetisk (dvs. lovsøgende), og at det ligeledes er muligt at observere flere tilfælde af det givne fænomen, og at de observerede fænomener kan sammenlignes (Lægaard, 2011, s. 24). Man skal altså kunne gøre det givne fænomen til genstand for observation, og denne skal være objektiv (Lægaard, 2011, s. 25). Sammenfattende kan man sige, at positivismen beskæftiger sig med den kvantitative undersøgelsesmetode, empirisk data, objektive observationer og sanseindtryk. HERMENEUTIKKEN Hermeneutikken er oprindeligt ikke en videnskabsteori, men en række overvejelser over, hvad man skal tage højde for, når man vil fortolke gamle eller fremmedartede tekster. Hermeneutikken kan generaliseres til den opfattelse, at alle fænomener er meningsfulde og derfor stiller krav om fortolkning. Hermeneutikken søger altså efter forståelsen af meningen i et fænomen (Lægaard, 2011, s. 31). Ifølge hermeneutikken består et givent fænomen af mindre dele, men samtidig også af en helhed. Metoden til at opnå en forståelse af meningen i fænomenet er cirkulær: Man går fra helhed til del og fra del til helhed. Det kalder man den hermeneutiske cirkel, som er en generel

8 7 model for, hvad man gør, når man fortolker. Tilsvarende er man nødt til at se på den sammenhæng, som enkeltdelene indgår i. Dermed er den hermeneutiske cirkel et udtryk for, at fortolkningen er en dynamisk proces, der aldrig slutter. Derved kommer man aldrig frem til et endegyldigt resultat i sin fortolkning, men derimod kan man konstant udvide sin forståelse af helheden (Lægaard, 2011, s ). Ydermere taler Heidegger og Gadamer om forforståelse. Idéen bag dette begreb er, at det er umuligt at opnå en forståelse på et forudsætningsløst grundlag. Det vil sige, at man ikke kan opnå forståelse uden en grobund (Lægaard, 2011, s. 41). Hermeneutikken knytter sig til den kvalitative metode og bliver derfor også anvendt inden for de humanistiske fag. Ofte bunder anvendelsen af den kvalitative metode i, at man ønsker en dybere forståelse af et givent fænomen, end den man kan opnå ved hjælp af generelle og statistiske forklaringer. Metoden er derudover også et udtryk for et ønske om at få indsigt i enkelttilfældet (Lægaard, 2011, s. 47). Da hermeneutik betyder fortolkningsteknik, og ønsker at forstå mennesket indefra ved at betragte dets indre hensigter, følelser og oplevelser, adskiller denne videnskabsteori sig fra den positivistiske ved at interessere sig for hensigten med menneskets handlinger i stedet for årsags/virknings-sammenhænge. Imens den positivistiske forsker er optaget af at klarlægge lovmæssigheder, forsøger hermeneutikeren at forstå betydningssammenhænge og meningssammenhænge. At mennesket ikke er styret af lovmæssigheder, er en grundantagelse, idet det i høj grad forvalter sig selv i relation til omverdenen. Hermeneutiske metoder er kvalitative, dvs. interviews, deltagerobservationer, indsamling af livshistorier, terapeutiske samtaler osv. I den kvalitative forskning undersøges menneskelige adfærd ikke isoleret fra de sammenhænge, hvori den naturligt forekommer. Det kvalitative interview giver forskeren mulighed for at få en ny viden, som forskeren ikke kunne få via fx observation. Forskellige metoder og teorier styrer altså i høj grad, hvad man ser efter. Så når vi skal vælge en metode, der kan bringe os frem til det mål, vi ønsker, er det vigtig at vælge en metode, der tillader os at gå i den retning, vi nu engang ønsker. Vi har fundet det hensigtsmæssigt at anvende den hermeneutiske metode i vores opgave, fordi den indeholder flere empiriske ele-

9 8 menter, som kræver analyse og fortolkning, og forståelsen af disse skal give os svar på vores problemformulering. Vi bruger kvalitative interviews, hvor vores informanter individuelt kan give os et indblik i den givne problemstilling. Med den hermeneutiske metode kan vi efterfølgende udlægge hvert enkelt element og samle disse til en helhedsbesvarelse af vores problemstilling. Vi er opmærksomme på, at vores forforståelse og fordomme vil have indflydelse på, hvordan vi forstår og fortolker det, vi læser, og at det kommer til udtryk i vores analyse. Derfor er vi ligeledes opmærksomme på at være så objektive som muligt. Hermeneutikken er en cirkulær proces, hvilket betyder, at vi med denne opgave vil få en anden forståelse af problemstillingen eller en bredere forståelse, som vil have indflydelse på måden, vi ser på projektet næste gang og forhåbentlig give os en større viden og indsigt. MENNESKESYN Børn og unge i det moderne samfund deltager i mange sociale sammenhænge og i mange forskellige arenaer. Når unge anbringes uden for hjemmet, om det er frivilligt eller tvungen, gøres det for at give dem bedre livsbetingelser og samme vilkår som andre. Nogle anbringes langt fra deres lokalmiljø, hvilket betyder en reduceret kontakt til familien og muligvis brud med betydningsfulde andre, der indgår i deres netværk. Det er vigtigt for de unge, at de formår at indgå i nye sociale fællesskaber og skabe nye relationer. Vi tilslutter os Bronfenbrenners livssyn, som det er udtrykt i hans økologiske model af sammenhængene mellem individ og omverden, herunder de forskellige systemer, individet påvirkes af i sin udvikling. Børn skaber og skabes gennem deltagelse i sociale fællesskaber, og det er disse gensidige påvirkninger, der skaber børns udvikling. Bronfenbrenner opfatter miljøerne som en serie af sammenhængende strukturer, hvor den ene udgør kernen i den anden (Bø, 2000, s. 158). Bronfenbrenner redegør for den økologiske models basale begreber ud fra: Mikro-, meso-, exo- og makrosystemerne. Disse opstiller han i følgende model:

10 9 FORFORSTÅELSE OG MOTIVATION Ingen af os har i vores praktik arbejdet med anbringelser af børn og unge. Men vi har gennem medier og presse fået vakt vores nysgerrighed om, hvordan pressen formidler og fremstiller aktuelle sager om mangler og problemer på døgninstitutioner. Det har efterfølgende fået stor opmærksomhed i offentligheden. Gennem de senere år er der sket en stigning i interessen for reality-tv og dokumentarprogrammer, der undersøger forskellige sociale problemer (Bundesen, 2009, s.12-13). Vi har en forståelse for, at de sociale problemer i medierne ofte konstrueres, så der kun kommer en vinkel på historien, og det ender tit med, at de anbragte står tilbage og har mistet deres holdepunkt og nære/tætte relationer. Når nyhedens interesse har lagt sig, er det sjældent, at vi hører om hvilke konsekvenser sammenbruddet har haft for den enkelte, og hvordan den enkelte har tacklet sin situation. Sjældent hører vi også socialrådgivernes version af sagen, da de har tavshedspligt og ikke må udtale sig om enkeltsager. Hvis den unge oplever gentagne sammenbrud og derved mister de relationer og tilhørsforhold, han eller hun har opnået i sin anbringelser, har vi den hypotese, at der er grænser for, hvor mange sammenbrud unge magter, inden de mister modet og interessen for at indgå nye relationer. Vores forforståelse er, at det er vigtigt, at børn og unge har en tryg tilknytning, at tilknytningerne er med til at danne nye tilknytninger senere i livet, samt at det er af stor betydning, at den unge og forældrene så vidt muligt bliver hørt og inddraget i egen sag og er med til at træffe beslutninger, der vedrører den unge.

11 10 UNDERSØGELSESMETODE Vi har anvendt kvalitative data, da det er en eksplorativ metode, som er undersøgende og udforskende (Harboe, 2006, s.32). Dette har vi gjort via individuelle interviews med to tidligere anbragte, to pædagoger og to socialrådgivere. Vi har en forestilling om, hvilke udsagn vi vil møde i projektet, men vi ved ikke hvilke iagttagelser vi kommer til at registrere eller, hvordan vores undersøgelse vil forløbe. Den kvalitative metode anvendes især, når der skal indsamles informationer om personers oplevelser, synspunkter og selvforståelse. Den kan således give grundlag for forståelse af sociale fænomener på baggrund af fyldige data om personer og situationer (Thagaard, 2004, s ). Thomas Harboe præciserer: Kvalitative undersøgelser går i dybden indenfor et afgrænset empirisk felt, og typisk inkluderes kun få respondenter i undersøgelsen. Målet er (i første omgang) ikke repræsentative resultater der uden videre kan generaliseres til store befolkningsgrupper. Det primære formål er at indsamle livsnære og nuancerede informationer og at tolke disse i forhold til deres kontekst (Harboe, 2006, s. 33). Der kan argumenteres for at en spørgeskemaundersøgelse, hvor vi ville have fået svar fra mange unge, som tidligere havde været anbragt, kunne være en god modvægt til de svar, der vil fremkomme ved et kvalitativt interview. Men det kan være vanskeligt at få nuancerne frem, modsat det kvalitative interview. Vi har forsøgt at lade informanterne komme mest til orde og undladt at lægge ord i munden på dem. Vi har stillet åbne spørgsmål på en sådan måde, at det har krævet, at informanterne skulle tænke over svarene. Udgangspunktet har været ikke at afbryde informanternes fortælling undervejs, da det har givet mulighed for en dybere forståelse samt, at der kan blive talt om emner, som har betydning for informanterne, men som vi ikke på forhånd har tillagt nogen betydning. Vi har været opmærksomme på, at interviewsituationen er opstillet, og at informanternes svar kan påvirkes af måden, vi spørger på. Alle interviewene er blevet afrundet med afklarende spørgsmål for at kunne få et sammenligningsgrundlag.

12 11 PRÆSENTATION AF INFORMANTER UNGE INFORMANTER De to unge, vi har interviewet, har begge fra deres spæde barndom været anbragt forskellige steder gennem deres opvækst. De blev begge anbragt første gang, da de var ca. 1 år gamle. Deres anbringelser har været præget af mange skift mellem først familiepleje, så hjem igen, derefter institutionsanbringelse og plejefamilie igen. De har gennem deres opvækst haft vekslende kontakt med deres familie, som har været dysfunktionel og præget af misbrug og manglende overskud til de unge. De har selv haft en ungdom præget af misbrug og kriminalitet. Det er dog lykkedes de to unge at være anbragt i familiepleje, hos en plejefamilie i syv sammenhængende år, hvorefter at forløbet blev afbrudt. Til deres 18. år har de henholdsvis været anbragte 8 og 7 forskellige steder. Ved det sidste anbringelsesforløb blev institutionen uventet lukket ned, og de blev hjemgivet til deres hjemkommune. De kom derefter ud i egen bolig og havde kun et ønske om at få en kontaktperson tilkendt, som de kendte i forvejen, et ønske som blev afvist af kommunen, da kommunen ønskede at bruge egne kontaktpersoner. De unge valgte at takke nej til et efterværn med en kontaktperson de ikke kendte, idet, som de selv oplyser, de ikke magtede at skulle fortælle hele deres livshistorie endnu en gang og samtidigt skulle engagere sig i et andet menneske, hvilket jo ville være nødvendigt for at opnå et optimalt udbytte af kontaktpersonen. I dag er de 20 år gamle og i gang med en håndværksmæssig uddannelse. De bor i egen lejlighed og har begge kærester. De har begge kontakt til de kontaktpersoner, som de var tilknyttet på deres sidste opholdssted. PÆDAGOG-INFORMANTER Til vores bachelor, fandt vi det ligeledes relevant at interviewe to pædagoger, der har arbejdet med anbragte unge og stadig gør. Vi synes det var relevant at få vores emne belyst fra fagfolk, der arbejder i marken. Vores to pædagoger har henholdsvis 3 og 28 års erfaring. Den ene pædagog, har arbejdet på et opholdssted, hvor målgruppen har været årige. Da hendes arbejdsplads lukkede, forsatte hun med at arbejde som kontaktperson for psykisk syge indtil for ganske nylig. Den anden pædagog har arbejdet med anbragte børn og unge gennem de sidste 7 år.

13 12 SOCIALRÅDGIVER-INFORMANTER De to interviewede socialrådgiver er fra en kommune med ca indbyggere. På centret, hvor de arbejder, er der ansat syv ungdomsrådgivere samt en leder. Udover to, der blev ansat pga. opnormering for et år siden, har alle i gennemsnit været ansat i 5 ½ år. Sagsandelen ligger på ca sager pr. rådgiver, og de unge, der er tilknyttet centret, er som hovedregel i alderen år. Centeret er begyndt at få unge ned til 13 år tilknyttet. Kommunen har udviklet deres egen metode, som er identisk med ICS-metoden, for 50 undersøgelse, på baggrund af kravene i Servicelovens 50 (se afsnit om 50-undersøgelsen, s. 28). ICS-metoden bliver systemmæssigt koblet på i sommeren 2013, og planen er, at den skal være implementeret i januar Dog arbejder kommunen allerede efter ICS-metoden (se afsnit om ICS, s.24, samt afsnittet om Bronfenbrenners teori, s.20). Socialrådgiverne arbejder ud fra et helhedssyn, hvor den enkelte unge inddrages i egen sag. Møder omkring den unge bliver som regel afholdt med den unge selv, dennes forældre og andre netværkspersoner uanset om det er unge anbragte, unge på efterskole eller unge, der har støtteforanstaltning i form af en kontaktperson (se Bilag nr. 8). Kommunen laver meget efterværn og har bl.a. en ordning med voksenafdelingen, hvor man bruger sammenfletningsmøder, når den unge overgår til voksenteamet. Ønsker en ung at blive ved en bestemt rådgiver, åbnes der muligheder for at købe støtte i hinandens systemer. Dermed tages udgangspunkt i, hvad der ud fra en helhedsvurdering anses at være bedst for den enkelte unge. DATABEARBEJDNING I forhold til vores empiri har vi valgt at have en temacentreret tilgang, hvor vores interviewtekst inddeles i kategorier.: For de tidligere anbragte unge er temaerne: uddannelse/netværk, tilknytning, anbringelser, socialrådgiver/kommunen, forhold til pædagogerne, efterværn/kontaktperson samt den succesfulde anbringelse. For pædagogerne er temaerne: uddannelse, ansvarlig for sammenbruddet, efterværn, kontakt med de unge, den succesfulde anbringelse (Thagaard, 2004, s. 160). For socialrådgiverne, var temaerne; anbringelse, grundlag for vurdering og afgørelser omkring anbringelse, årsager til sammenbrud og efterværn/kontaktperson.

14 13 Vi har suppleret vores induktive metode, som anvendes på vores datamateriale, med de to undersøgelser fra SFI. Denne metode har været brugbar i forhold til at identificere mønstre og sammenhænge i de opstillede temaer (Thagaard, 2004, s. 181). METODEKRITIK OG ETISKE OVERVEJELSER Vores etiske overvejelser i forbindelse med de kvalitative interview, har været at sørge for at respektere vores informanters grænser og acceptere, hvis der har været spørgsmål, de af den ene eller anden årsag ikke har ønsket at besvare. Vi har forud for interviewene med vores unge informanter gennemgået interviewguiden sammen med dem, og vi har forklaret dem, at de til enhver tid er anonyme. Vi har også været særligt opmærksomme på at forklare vores unge informanter, hvad formålet med vores projekt er, ligesom vi har gjort det klar, at de til hver en tid kan meddele, at de ikke længere ønsker at deltage. Dette har dog ikke på noget tidspunkt været aktuelt. Pædagogerne og socialrådgiverne har på forhånd modtaget interviewguiden sammen med vores projektbeskrivelse og har dermed kunnet få en fornemmelse af vores projekt inden de indvilgede i at deltage. TEORI OG REDEGØRELSER Vi vil herunder beskrive vores valg af bachelorprojekts teoretiske udgangspunkt, problemformulering, dataindsamling, analyse og tolkning. TILKNYTNINGSTEORI John Bowlby var børnepsykiater og psykoanalytiker. Han levede fra Hans teori bygger på en antagelse om, at intime emotionelle bånd mellem mennesker er en grundlæggende komponent af menneskets natur. Bowlby mener, at evnen til at danne emotionelle bånd til andre mennesker er vigtigt for menneskets trivsel. Mennesker har behov for tilknytning i en sådan grad, at hvis den ikke er til stede i form af stabile omsorgspersoner, som tilbyder beskyttelse, omsorg og trøst efter fødslen, ville vi ikke overleve. Det handler om at modtage omsorg, både fysisk og psykisk. Hjernen kan tage skade af mangel på kontakt, og tilknytning kan dermed have afgørende betydning for barnets videre udvikling (Hart & Schwartz, 2008, s ).

15 14 EN SIKKER BASE Den sikre base er en model, der oprindeligt er udviklet af John Bowlby, og videreudviklet af Mary Ainsworth. Den sikre base er et sted, hvorfra barnet kan udforske verden med fysisk og emotionel støtte fra en omsorgsgiver. For at barnet tør udforske verden og dermed udvikle sig, skal det opleve tryghed. Den sikre base er med til at give selvtillid, mindre hjælpeløshed og et grundlag for tilfredsstillende relationer med andre mennesker. Den sikre base er ligeledes en del af barnets indre arbejdsmodel (Hart & Schwartz, 2008, s. 78). Ifølge Bowlby er tilknytning en nødvendighed livet gennem. Han mener, at mennesker med en sikker base og en tiltro til, at der er nogen man kan regne med, vil udnytte deres evner bedst, uanset deres alder (Hart & Schwartz, 2008, s. 74). Bowlby udpeger to andre tilknytningsmønstre end den trygge: Ambivalent tilknytning, hvor der ligger en åbenlys konflikt, som fremmes, når omsorgsgiver er ustabilt til rådighed for barnet, og hvis trusler om at blive forladt blive brugt som styringsmiddel (Bowlby, 1994, s. 138); og undgående tilknytning, som er et resultat af, at barnets mor altid er afvisende, når barnet nærmere sig hende for at blive trøstet eller beskyttet. Derfor prøver barnet at blive emotionel selvtilstrækkelig (Bowlby, 1994, s. 139). Grundlaget for barnets udvikling af personlighed og relationer til andre sker i den tidlige dialog mellem mor og barn. Moderen og barnet kommunikerer via smil og gråd, som kalder på den voksne omsorgsperson og aktiverer moderens omsorgssystem. Derved begynder barnets tilknytningssystem at udvikle sig. Det skaber adfærdssystemer, som sætter barnet i stand til at komme tæt på og være i forbindelse med den person, der evner at give sikkerhed (Hart & Schwartz, 2008, s. 75). Bowlby taler også om tilknytningsadfærden, som er alle de former for adfærd, der hjælper barnet til at opretholde nærhed med omsorgsgiver. Tilknytningsadfærden er mest fremtrædende i situationer, hvor barnet enten er træt, sygt eller på anden måde belastet af indre pres. For at barnet kan få en balanceret afslutning på tilknytningsadfærden, er det væsentligt, at tilknytningsfiguren er tilgængelig og giver barnet en følelse af sikkerhed (Hart & Schwartz, 2008, s. 76). Det væsentlige ved tilknytningssystemet er bl.a. omsorgssystemet, som er den binding, der er mellem barnet og forældrene. Barnet skal have en omsorgsgiver, der er parat til at yde omsorg, nærhed og trøst, når barnet har brug for det. Systemet er velfungerende, i det omfang moderen formår at yde denne omsorg (Hart & Schwartz, 2008, s. 73). Barnet er ved fødslen udstyret med forskellige stier for udvikling. Ud fra samspillet med moderen eller andre omsorgsgivere afgøres det, hvilken sti barnet tager. Miljøet spiller derfor

16 15 en stor rolle for barnets udvikling (Hart & Schwartz, 2008, s. 74). Bowlbys svar på, hvad der gør en relation betydningsfuld, er rimelig ligetil: Tilknytning. Den tilknytning, vi har fået til vores omsorgspersoner, har betydning for os resten af vores liv. Senere relationer til venner, kærester osv. kan ikke blive betydningsfulde i samme grad som relationen til omsorgspersonen, da tilknytningsmønsteret stort set er færdigdannet. SPÆDBARNETS INTERPERSONELLE VERDEN Daniel N. Stern er født i 1934 i USA og uddannet i psykologi og psykiatri og som psykoanalytiker. Hans teoriarbejde bygger til dels på egen forskning og dels på samarbejde med andre teoretikere. Stern anerkendes i dag som en af dem, der har bygget bro mellem den psykoanalytiske forståelse af den tidlige barndomsudvikling og den moderne empiriske spædbarnsforskning. Stern har på baggrund af undersøgelser af spædbørn påvist, hvordan børn fra fødslen har flere evner og færdigheder, end man tidligere formodede (Hart & Schwartz, 2008, s. 109). En af Sterns centrale pointer er, at stimulering er nødvendig for at forsyne hjernen med råmateriale, så den kognitive og motoriske proces kan modnes. Dette råmateriale fås gennem interaktion med andre. Han peger desuden på, at et barn tidligt i livet tilegner sig en kultur. Denne kultur opstår gennem omsorgspersonens ansigtsudtryk eller mangel derpå, gennem stemme, måder at holde barnet på, blikket eller ved undgåelsen af øjenkontakt. Den væsentlige tanke er her, at indre præsentationer konstrueres ud fra disse gentagne samspilsmønstre. Alt dette er med til at forme barnets måde at se verden på (Hart & Schwartz, 2008, s. 110). I Sterns øjne, er tilknytning ikke synonym med relationen som helhed, selv om den har enorm betydning for forældre-barn-relationens kvalitet. Stern koncentrerer sig om non-verbale måder at være sammen på i spædbarnets to første leveår. Disse sociale færdigheder er med til at sikre et socialt samspil, der udvikles gennem fire former for selv-fornemmelser. Det gryende selv handler om kroppens indtryk, dens sammenhæng, handlinger og indre følelsestilstande. Det er bl.a. fornemmelsen af at blive holdt om og fornemmelsen af sult/mæthed og kulde/varme. (Hart & Schwartz, 2008, s. 126). Spædbørn kan ifølge Stern overføre fra et sanseindtryk til et andet, fx fra berøring til syn, og barnet erfarer herved, at der er en sammenhæng. Evnen er medfødt og kaldes for amodal perception. Synsindtrykkene er det domineren-

17 16 de i det gryende selv. Barnet betragter ansigter fra det er seks uger gammel, og hvis et barn hører lyde, der er i konflikt med de sete mundbevægelser, vinder det visuelle, dvs., at barnet oplever, hvad det ser og ikke, hvad der siges (Hart & Schwartz, 2008, s ). Fra barnet er 2-3 op til 7-9 måneder, begynder det at tage direkte øjenkontakt. Ifølge Stern, er det den mest gennemgribende sociale periode i livet. Kerneselvet består, ifølge Stern, af fire fornemmelser, det er selvhandling, selvsammenhæng, selvaffektivitet og selvhistorie. Ved at de fire selvfornemmelser integreres i socialt samvær, opnås resultatet af et kerneselv (Hart & Schwartz, 2008, s ). Når barnet er 7-9 op til 15 måneder er barnet i kraft af dets intersubjektive selv i stand til at tillægge omsorgspersonen følelser og barnet kan ligeledes fornemme, om disse følelser er i overensstemmelse med dets egne følelser. Det er i denne periode, at barnet vil forsøge at bevæge sig væk fra omsorgspersonen og søge at komme med i et større fællesskab. Det bevæger sig i retning af at blive uafhængigt. Omsorgspersonen har indflydelse på, hvilke følelser og oplevelser, barnet kan få respons på, og hvilke der kan deles med andre. Det er i denne proces, der skabes bro mellem de to sind. Personlighedsudviklingen foregår således i en intersubjektiv matrix, hvor barnet og omsorgspersonen indgår i strukturerede samspilssekvenser og i sociale samspil (Hart & Schwartz, 2008, s ). Fra det er måneder og frem begynder barnet at forstå, at barnet og omsorgspersonen har hver deres viden om verden. Dette sker når barnet begynder at udvikle sprog. Sproget gør det muligt for barnet at udvikle historier om dets eget liv. Perioden kaldes derfor for det narrative selv (Hart & Schwartz, 2008, ). REPRÆSENTATIONER AF INTERAKTIONER, SOM ER BLEVET GENERALISERET (RIG) Repræsentationer og erindringer findes ikke i en fastlagt form. De bringes derimod ind i hukommelsen og konstrueres på ny, hver gang en situation byder sig. Uanset hvad, der sker i nuet, vil barnet frembringe et skema, der er med til at forme dets adfærd. Repræsentationer er med Sterns ord levede erfaringer (Hart & Schwartz, 2008, s. 149). Hukommelsen lagrer forskellige episoder, og disse episoder ses som en helhed, hvilket kaldes for episodisk hukommelse. Oplever et barn forskellige episoder, der minder om hinanden, danner barnet en såkaldt generaliseret repræsentation. Den generaliserede hukommelse er en personlig forvent-

18 17 ning om, hvordan tingene kan ændre sig. Stern kalder dette for Repræsentationer af Interaktioner, som er blevet Generaliseret, eller RIG (Hart & Schwartz, 2008, s ). En RIG er altså ikke en specifik erindring, men en sammenkogt ret af erindringer, der er blevet generaliserede. I barnets hukommelse er der færre specifikke erindringer, og flere generelle repræsentationer. De prototypiske erindringer, har en styrende funktion, idet de ikke lader sig begrænse til en tidligere begivenhed, men repræsenterer samlet historien om en bestemt type samspil. Disse erindringer kan fremkalde, og fortiden omskrives hele tiden, da nyoplevede episoder lagres i hukommelsen og dermed også fungerer som en del af RIG. Når fortiden hele tiden omskrives, er nutiden med til at forandre fortiden langsomt (Hart & Schwartz, 2008, s. 150). DE BETYDNINGSFULDE TIDLIGE RELATIONER Til forskel fra Bowlby sætter Stern i stedet for tilknytning den subjektive fornemmelse af et selv som det organiserende princip for udviklingen. Stern og Bowlby deler dog opmærksomheden på den interpersonelle verden som primær for barnets udvikling. I Sterns teori ses det interpersonelle måske i endnu højere grad som det menneskelige grundlag. Mennesker udvikler sit indre liv i relation til andre og sit liv i det hele taget. Ligesom hos Bowlby bliver de tidlige relationer prototype for senere relationer, og senere i livet kan kun modifikationer af selvfornemmelserne foregå. Hos Bowlby og Stern fremstår et billede af, hvilke relationer der er særligt betydningsfulde, og hvad der gør disse relationer betydningsfulde. De er begge enige om, at de tidlige relationer til omsorgspersoner er de mest betydningsfulde. De tidlige relationer har klart større betydning for individets udvikling og velbefindende end senere relationer, selv om ingen af teoretikerne ønsker at implicere en barndomsdeterminisme som i psykoanalysen. Ifølge Bowlby er den gode relation kendetegnet ved en tryg tilknytning og et tæt emotionelt bånd. For Stern drejer det sig også om andre aspekter, såsom en god fysiologisk regulering, en balanceret affektiv afstemning og psykisk intimitet, samt i det hele taget en integreret oplevelse af selvet og den anden. Sammen tegner de et komplekst billede af mange forskellige aspekter ved relationer, som har betydning for, hvordan en relation bliver betydningsfuld for barnets udvikling. Særligt Stern

19 18 fremhæver, at vi må forstå interpersonelle relationer ud fra både sproglige og ikke-sproglige aspekter, og ud fra både emotionelle og kognitive aspekter. OMSORGSSVIGT Omsorgssvigt er i denne opgave et centralt begreb, og for at forstå begrebet omsorgssvigt, må man definere omsorg. Til det har vi valgt at benytte os af Kari Killén, da hun bruger en bred forståelse. Kari Killén tager udgangspunkt i Kempe: Med omsorgssvigt forstår vi, at forældre eller de personer, der har omsorgen for barnet, påfører det fysisk eller psykisk skade eller forsømmer det så alvorligt, at barnets fysiske og/eller psykiske sundhed og udvikling er i fare (Killén, 2005, s. 41). Kari Killén skelner mellem fire former for omsorgsvigt: Vanrøgt Fysiske overgreb Psykiske overgreb Seksuelle overgreb Den ene form udelukker ikke den anden. Oftest vil der være tale om, at børnene udsættes for mere end en af disse former. Et barn, der er udsat for fysiske overgreb, vil allerede have været udsat for psykiske overgreb. Fysiske, psykiske og seksuelle overgreb kan forekomme uafhængigt af hinanden også selvom de oftest vil være sammenvævet med hinanden (Killén, 2008, s. 41). Hvad den enkelte ser som omsorgssvigt, er et godt spørgsmål, da vi som socialrådgivere ser tingene forskelligt. Det er derfor vigtigt, at man er klar over, at der er forskellige grader af omsorgssvigt. Der er stor forskel på, om der bliver givet et rap over fingrene, barnet har snavset tøj på eller er usoigneret, eller om barnet har lidt fysisk/psykisk eller seksuel overlast. Vi har i vores opgave valgt at redegøre kort for vanrøgt, som er den form for omsorgsvigt, de unge anbragte interviewpersoner har været udsat for. Vanrøgt er den mest almindelige form for omsorgssvigt og påvirker barnets udvikling på mange områder. Vanrøgt er, at forældre eller omsorgspersoner ikke er følelsesmæssigt tilgængelige for barnet eller positivt engagerede i barnet (Killén, 2008, s. 42). Man kan skelne

20 19 mellem materiel, medicinsk, ernæringsmæssigt og social vanrøgt. Følelsesmæssig vanrøgt er med til at påvirke barnets udvikling og er derfor en alvorlig trussel for barnets kognitive, følelsesmæssige, sociale og adfærdsmæssige udvikling (Killén, 2008, s. 42). Ofte er vanrøgt ledsaget af andre former for omsorgssvigt: Aktivt, følelsesmæssigt svigt, hvor barnet for eksempel skældes ud eller udsættes for voldsomme skænderier mellem forældrene; passivt, fysisk svigt, hvor barnet for eksempel mangler mad; og aktivt, fysisk omsorgssvigt, hvor barnet mishandles, voldeligt eller seksuelt. Svigtene kan være med til at forstærke den antisociale udvikling, som allerede er sat i gang af det passive, følelsesmæssige svigt (Rasborg, 2006, s. 1). Selv om forældrene gør deres bedste, er det ikke altid tilstrækkeligt til at sikre en normal udvikling. Ofte er forældrene selv blevet udsat for omsorgssvigt som børn og har som følge deraf udviklet en antisocial adfærd (Rasborg, 2006, s. 1). DET OFFENTLIGE OMSORGSSVIGT Det er ikke kun forældre, der udøver omsorgssvigt. Samfundet har også et ansvar. I dette afsnit beskriver vi de faktorer, der ligger bag det offentlige omsorgssvigt, nemlig bureaukrati, emotionelle reaktioner samt økonomi. Balancen mellem det administrative og de faglige værdier halter svært i de offentlige systemer. Det handler for eksempel mere om at undgå fejl i sagsbehandlingen i de fleste tiltag i anbringelsessager, og ikke så meget om at sikre den faglige kvalitet. Dette er til stor skade for både børn og samfundsøkonomi (Killén, 2004, s. 76). For at sætte det enkelte barn i fokus, bruges ICS trekanten til at belyse forholdet mellem barn, forældre og omverden. For uddybning af ICS trekanten, henvises der til afsnittet om ICS trekanten på side24. Det er ikke svært at blive enige om, at børn ikke skal udsættes for omsorgssvigt, men modstanden mod at se visse smertefulde realiteter i øjnene dukker af og til op. Arbejdet med familier med omsorgssvigt kan påvirke en og er ofte forbundet med følelser, der forbinder det med vores egne forældre, forældrerolle og vores egne børn. Ofte kan det være smerteligt at se i øjnene, hvad der forgår, og der kan forekomme en fornægtelse fra behandlerens side. Det er først og fremmest svært at forholde sig til den angst, tomhed, sorg og aggression, som børn og forældre giver udtryk for, ligesom det kan være svært at erkende, at nogle børn ikke har oplevet tryghed og glæde. Det er vigtigt at kende ens egne begrænsninger således, at man kan for-

21 20 stå andres begrænsninger (Killén, 2004, s ). Kari Killén understreger ligeledes, at det er vigtigt, at man også undersøger forældres erfaringer med tilknytning, da børn udvikler indre arbejdsmodeller af sig selv, ud fra deres erfaringer med tilknytningspersonerne (Paulsen, 2011, s ). I forhold til de økonomiske faktorer viser undersøgelsen Økonomi og faglighed i børnesager 2012 (se Paulsen, 2010), at hver anden socialrådgiver ud af 365 adspurgte oplever, at økonomien forringer muligheden for at varetage barnets tarv. Undersøgelsen viser, at fokus på økonomien har forringet socialrådgiverens mulighed for at varetage barnets tarv. I undersøgelse bliver der konkret spurgt ind til anbringelser, hvor tendensen er den samme. Socialrådgiverne svarer, at der tages hensyn til barnets tarv, hvis der er råd til det. Næsten hver fjerde socialrådgiver har oplevet, at der ikke er råd til foranstaltninger. Ligeledes kommer socialrådgiverne med flere eksempler på, at det er blevet sværere at bevilge en kontaktperson til unge og at iværksætte efterværn. I nogle kommuner er det blevet besluttet, at unge årige ikke må anbringes og derfor bliver hjemtaget fra socialpædagogiske opholdssteder, for så at blive genanbragt på eget værelse med en tilknyttet kontaktperson. Aflastningsfamilier er også stærk nedprioriteret (Paulsen, 2010, s. 8-9). Hvis det forebyggende arbejde skal lykkes, er det nødvendigt at have fokus på barnet og den unge. Killén understreger, at jo tidligere der gribes ind over for omsorgssvigt, jo større er sandsynligheden for, at omsorgssvigtet ikke når at udvikle sig til fysiske overgreb. Det er ligeledes vigtigt, at man er mere realistisk i arbejdet med børn og unge (Paulsen, 2011, s ). DET ØKOLOGISKE SYSTEM Uri Bronfenbrenner var en russisk-amerikansk udviklingspsykolog, som blev født i 1917 og døde i Bronfenbrenner præsenterede i 1979 sin udviklingsøkologiske model, og modellen blev løbende revideret frem til hans død. Modellen har udviklet sig fra i 1979 at være en udviklingsmodel, hvor man søgte forklaring på, hvordan barnet udviklede sig, uden at se barnet som en social deltager og uden fokus på barnets egen oplevelse, til i 1998 at være en bioøkologisk model af udvikling i kontekst, hvor personen ses som en biologisk organisme, der er aktivt deltagende i egen udviklingsproces (Gulbrandsen, 2009, s ). Den udviklings-

22 21 økologiske model har forskellige niveauer, hvor der skelnes mellem de forskellige systemer, som har indflydelse på en persons udvikling. Personen under udvikling eller fokuspersonen betragtes ikke som passiv modtager fra et konstant miljø. Han eller hun betragtes også som en voksende og dynamisk person, der lidt efter lidt bevæger sig ind i og forandrer de miljøer, vedkommende tilhører. Da miljøerne også øver indflydelse, vil der derfor være tale om gensidighed i udvekslingerne mellem de udviklende personer og de miljøer, de lever i. De omgivelser, der betragtes som relevante for menneskelig udvikling, er ikke begrænset til fokuspersonens umiddelbare miljøer, men omfatter også forbindelser mellem disse miljøer samt indflydelse fra mere omfattende omgivelser (Gulbrandsen, 2009, s. 53). De fem systemer, der indgår i den økologiske model er: Mikrosystemet: Et mikrosystem er et mønster af aktivitet, sociale roller og interpersonelle relationer (Gulbrandsen, 2009, s. 53). Et mikrosystem er det nære miljø, hvori barnet befinder sig og har direkte kontakt med andre. Det kan være forældre, søskende, bedsteforældre eller andre betydningsfulde voksne. I takt med at barnet bliver ældre, udvides mikrosystemet i forhold til barnets udvikling. Barnet begynder i børnehave, SFO, skole, sportsaktiviteter, osv. Mikrosystemets aktiviteter er det, man foretager sig sammen. Bronfenbrenner fokuserer især på de aktiviteter, som han kalder morale aktiviteter. Morale aktiviteter står for en helhed, der omfatter alle elementer i selve aktiviteten, samt hensigten med aktiviteten, som skaber eget initiativ og motivation for deltagelse, fastholdelse og færdiggørelse af aktiviteten. Morale aktiviteter fører deltagerne gennem en række enkelte handlinger, der munder ud i en aktivitet. Det kan være det, der kommer forud for et besøg ved bedsteforældre, hvor barnet skal tage tøj på, sætte sig ud i bilen, køre hjem til bedsteforældrene, ringe på døren, spise boller og tale sammen. Tilsammen udgør disse enkelte handlinger morale-aktiviteten at tage på besøg (Gulbrandsen, 2009, s. 54). Det andet aspekt i mikrosystemet er relationer: En relation opnås, når en person i et miljø retter opmærksomheden mod eller deltager i en andens aktivitet (Gulbrandsen, 2009, s. 55). Relationer kan bestå af en dyade, fx en mor-barn-dyade. Mor-barn-dyaden er baseret på moderens omsorg og lydhørhed over for barnets behov. Nærhedsprocesserne er centrale i den

23 22 bioøkologiske udviklingsteori. Processerne kaldes proksimale processer, og her er det vigtigt, at fokuspersonen deltager aktivt. De proksimale processer er af særlig vigtig betydning for barnets intellektuelle, sociale og følelsesmæssige udvikling, og det er derfor vigtigt, at samspillet foregår over længere tid og regelmæssigt for at få en betydning for udviklingen. Tetrader opstår, når dyaden udvider sig med flere personer. Når man tager på besøg, som nævnt ovenfor, indgår dyaden i en relation, hvor der er flere deltagere (Gulbrandsen, 2009, s ). Det sidste aspekt i mikrosystemet er roller: En rolle er et sæt af aktiviteter og relationer, der forventes af en person, som indtager en bestemt position i samfundet, og som forventes af andre i forhold til denne person (Gulbrandsen, 2009, s. 57). Vi har alle nogle roller som kommer til udtryk, alt efter hvilken kontekst de udspilles i. Drejer det sig om børn, kan det være søn, datter, bror, søster eller barnebarn. Det er ikke kun begrænset til det nære miljø. I takt med barnet bliver større og mikrosystemet udvider sig, bliver rollerne tilsvarende flere. Til sammenligning har de voksne også deres roller i systemet, nemlig som forældre, svigerbørn, ægtefæller osv. Også disse roller ændrer sig afhængig af konteksten. Når børns mikrosystem undersøges, er det vigtigt, at man medtager barnets egen oplevelse af tingene og ikke udelukkende undersøger det objektivt, selvom det også skal være en del af undersøgelse (Gulbrandsen, 2009, s. 58). Mesosystemet: Et mesosystem omfatter forbindelserne mellem to eller flere miljøer, som den udviklende person er aktiv deltager i (Gulbrandsen, 2009, s. 59). Mesosystemet er de forhold, der er mellem to eller flere af de miljøer, man optræder i. Når børn starter i skole, bliver der dannet nye forbindelseslinjer i mesosystemet, og der opstår nye økologiske overgange, nemlig forholdet mellem hjem/skole, hjem/kammerater og hjem/fritidsklub/sfo. Barnet behøver ikke være fysisk til stede for at udgøre en forbindelseslinje, denne linje kan repræsenteres af forældre-lærer-relationen. Denne forbindelse kan foregå verbalt ansigt til ansigt, over telefonen eller via mail. Når børnene bliver ældre, vil forældre ofte overføre forbindelseslinjerne, til børnenes venner og deres forældre (Gulbrandsen, 2009, s ). Eksosystemet: Eksosystemet består af forbindelser og processer, der finder sted mellem to eller flere miljøer, hvoraf mindst et ikke har den udviklende person som deltager, men som alligevel indirekte påvirker processer i et miljø, der omfatter fokuspersonen (Gulbrandsen,

24 , s. 60). Eksosystemet er et sted, hvor børn aldrig eller sjælden færdes, og de er således ikke et mikrosystem for barnet. Det kan eksempelvis være forældrenes arbejdsplads. Selv om børnene ikke er en del af eksosystemet, kan det have stor betydning for de arenaer, som barnet bevæger sig i. Det, at forældre har et arbejde, kan være med til at styrke familiens sociale netværk. Mistrives forældre på arbejdspladsen, kan det have store konsekvenser for en familie, både i forhold til samværet med barnet (tidsmæssigt og overskudsmæssigt), og i forhold til relationen forældrene imellem (Gulbrandsen, 2009, s ). Makrosystemet: Makrosystemer refererer til de overensstemmelser, vi finder ( ) i form og indhold i systemer af lavere orden ( ) på kultur- eller subkulturniveau, sammen med ethvert system af opfattelser eller idelogi, der skaber grundlag for sådanne overensstemmelser (Gulbrandsen, 2009, s. 63). Makrosystemet er det mønster af værdier og traditioner, der gør sig gældende. Det er aktiviteter, der forventes af den enkelte person i sin rolle, hvad enten det er som søn, bror, barnebarn, ægtefælle, mor eller svigerdatter. Den kulturelle måde, vi fremstiller os selv på, er en fælles anerkendelse af, hvad der er rigtig og forkert, og hvad der er acceptabelt i de forskellige kontekster (Gulbrandsen, 2009, s. 63). Kronos: Det sidste system i Bronfenbrenners model er tidssystemet, kronos. Bronfenbrenner deler kronos op i 3 tidslinjer: Den personlige tidslinje, hvor udviklingen ses som en livslang proces, der ikke stopper, før livet slutter. Proces er kendetegnet ved bevægelse, at det foregår over tid. De forskellige systemer udstikker en retningslinje for den enkeltes livsforløb, men er ikke deterministiske. Der er mange valg og vendepunkter gennem livet, og de er med til at forme det efterfølgende. På den historiske tidslinje spiller samfundsmæssige forhold ind. Et eksempel er kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet. Kvinderne er ikke længere hjemme ved børnene, og det skaber nye udviklingsbetingelser for den samlede familie, ikke kun for kvinderne, men også for børnene og fædrene. På generationslinjen er der ikke kun tale om det enkelte individ, men også en generations kollektive livsforløb, der er formet gennem aktuelle samfundsmæssige forhold. Det kan for eksempel være 68-generationen, der formede generationens forståelse af verden og dem selv med studenter- og ungdomsoprøret sidst i 1960 erne. Eller cur-