Den moderne comedys implikationer i politik og offentlighed og

Transkript

1 Den moderne comedys implikationer i politik og offentlighed og kunsten at male et speciale Forfattere: Stefan Lildal-Jensen og Henrik Højstrøm Vejleders navn: Jens Hoff Afleveret: Marts 2008 Ved Institut for Statskundskab - Københavns Universitet Opgaven er sat i skrifttypen Courier New 10 pkt, af hensyn til den almindelige læsevenlighed, historiens vingesus, et strejf af undergrund samt et diskret oprør med den moderne konformitets foretrukne skrifttyper Times New Roman, Verdana og Arial.

2 TAK OG DEDIKATION...4 KAPITEL 1: MOTIVATION OG INDLEDNING...5 PROBLEMFELT OG PROBLEMFORMULERING...7 AFGRÆSNING OG BEGREBSAFKLARINGER...12 POLITIK 12 OFFENTLIGHED OG FELT 13 VIDT OG BREDT OM BEGREBET COMEDY 14 UNDERSØGELSENS FORSTÅELSESSIGTE 16 KAPITEL 2: TEORETISK RAMME...17 VALG AF TEORI...18 DEN SAMFUNDSSKABTE VIRKELIGHED...20 POLITISK KOMMUNIKATION...22 MEDIERNES PÅVIRKNINGSKRAFT 25 POPULÆR-POLITISK KOMMUNIKATION 28 KOMMUNIKATIONENS PARADOKSER 29 BORGERLIG OFFENTLIGHED OG MAGTENS NYE ANSIGT...31 DET DELIBERATIVE DEMOKRATI 31 EKSPERTBORGERE ELLER KLASSISK DEMOKRATIS AFMÆGTIGGØRELSE 33 KAPITEL 3: METODE...36 VIDENSKABSTEORETISK UDGANGSPUNKT...37 METODEVALG...38 VALG AF EMPIRI...39 KVALITATIVE INTERVIEW 40 SHOWSTUDIER 47 OBSERVATION OG DELTAGELSE 48 KVANTITATIV UNDERSØGELSE 50 EMPIRIINDSAMLING...53 KVALITATIVE INTERVIEW 53 SHOWSTUDIER 53 OBSERVATION OG DELTAGELSE 54 KVANTITATIV UNDERSØGELSE 54 BEARBEJDNING AF EMPIRI...55 KVALITATIVE INTERVIEW 55 SHOWSTUDIER 56 1

3 KVANTITATIV UNDERSØGELSE 57 OBSERVATION OG DELTAGELSE 57 OPPONERING...58 KRITERIER FOR VIDENSKABELIG PRAKSIS...58 TROVÆRDIGHED 59 GYLDIGHED 60 KRITIK OG ALTERNATIVER...65 UDENLANDSK COMEDY 65 AFGRÆSNING 65 ÅRSAG OG VIRKNING 66 KAPITEL 4: SOCIO-HISTORISK ANALYSE...67 COMEDY-BEGREBET...68 ORDBØGERNES KARAKTERISTIK 70 VIRKEMIDLER...72 SLAPSTICK 72 PARODIEN 73 SATIREN 74 BAGGRUND OG UDVIKLING...75 GRÆSK PÅ KOMEDIE 76 SAMFUNDET SOM GRUNDSTEN FOR COMEDY 79 SAMFUNDSBETINGELSER OG POLITISK COMEDY 80 COMEDYENS TO POLITISKE ANSIGTER 81 DET MODERNE SAMFUND OG STAND-UPPENS FØDSEL...84 DET SOCIOLOGISKE BIDRAG 87 GRINET...93 KAPITEL 5: DISKUSSION...96 NIVEAU 1: MODERNE COMEDY I SAMFUNDET...98 MAINSTREAM ELLER SUBKULTUR 98 MODMAGT 102 NIVEAU 2: PÅVIRKNINGSFORHOLDET MELLEM KOMIKER OG OFFENTLIGHED MEDIER OG COMEDY 112 POLITIKERNE OG COMEDY 115 (DEL)OFFENTLIGHEDENS KARAKTERISTIKA 116 UNGDOMSGENERATIONEN 120 NIVEAU 3: DELTAGERDEMOKRATI OG INDIVIDET COMEDY DER (PÅ)VIRKER 122 COMEDYENS DEMOKRATISKE PSEUDOVIRKNING 126 COMEDY SOM ENGAGERER OG MOTIVERER 128 EN KOMMUNIKATIV EKSPERTBORGER MELLEM PLURALISME OG ELITISME? 129 AFINSTALLERING AF INTERNALISEREDE NORMER 132 2

4 KAPITEL 6: KONKLUSIONER OG PERSPEKTIVERING PERSPEKTIVERING EPILOG LITTERATURLISTE ARTIKLER HJEMMESIDER BILAG BILAGSNAVN

5 TAK OG DEDIKATION En stor tak til: Uffe Ellemann-Jensen, Jan Gintberg, Anders Anden Matthesen, Peter Larsen, Omar Marzouk, Michael Schøt, Thomas Wivel, Thomas Hartmann, Mette Lisby, Anne Marie Helger, Mikael Bertelsen, Klaus Bondam, Jens Rohde og Michael Meyerheim, for at have stillet sig til rådighed for spændende, underfundige og lattervækkende samtaler og for at have givet os et indblik i verdener så langt fra vores egen. En særlig tak til: Michael Meyerheim for i den grad at have hjulpet os med idéer, perspektiver og ikke mindst nogle gode kontakter, Anders Anden Matthesen og Laura Faurschou for godt samarbejde i forbindelse med survey-undersøgelse og for at bibringe specialeprocessen et snært af det virkelige liv. En faglig og strukturel tak til: Specialevejleder Prof. Jens Hoff for vejledning og wienerbrød, til procesvejleder Prof. Peter Kurrild-Klitgaard for at give os 12 for originalitet, Barbara Jespersen for lån af kælderlokalet, Peter Schmeltzer og Lars Kjær for venligst at gøre specialets internetsurvey mulig og Lisbeth Andreasen for at assistere i brugen af Catglobe, Jes Lind og Rikke Wagner for kærlige, konstruktive og især kritiske kommentarer. High-fives til: Morten Ditlevsen for inspirerende sociologiundervisning på 1. og 2. semester, DJØF for en billig forsikring. En gratis omgang og fribillet til: Alle vores venner, når vi finder en dato. En anerkendende tak: Til vores forældre, som har givet os bagagen med på livets vej og lån af sommerhus. En hjertelig tak og dedikation: Til Nina og Nanna for forståelsen, hjertevarmen, de opmuntrende klap bagi, samt den brændende kærlighed. Carla, Den Lille Ny 4

6 KAPITEL 1: MOTIVATION OG INDLEDNING Næst efter kærligheden er humoren den stærkeste relation mellem mennesker Samfundets enkeltdele er i demokratiets navn bundet sammen af fælles rettigheder, friheder, forpligtelser samt understøttende organisationer og institutioner. Individernes interaktion indenfor disse, statens og samfundets rammer, skaber de fænomener, vi som politologer, har kæmpet med at forstå, siden vores fag kunne stå på egne paradigmatiske ben. Imellem det politologer sædvanligvis stiller skarpt på, lever helt almindelige mennesker, helt almindelige liv, med helt almindelige problemstillinger og helt almindelige fornøjelser. Vores teorier sætter fokus på individer og grupper i bestræbelsen på at forstå og forklare, hvorfor de i rammen af samfundet, gør som de gør. Lige siden tidernes morgen og før Institut for Statskundskab så dagens lys, har vi akkumuleret viden om menneskets adfærd og handlinger. Denne viden er senere blevet brugt til at kortlægge, hvorfor mennesker stemmer som de gør, har de holdninger de har, og lever det liv de lever. Derudover har det været almindelig og god tradition efterfølgende at diskutere og analysere, hvorvidt hele balladen er godt eller skidt for samfundet, for demokratiet, ja endog for verden. Få gange kan vores konklusion bære et enten eller, de fleste gange må vi nøjes med et både og eller det afhænger af. Og så står vi tilbage med et nyt fænomen og en ny problemstilling, som vi som studerende og forskere kan kaste vores intellekt ind i. Det er det, der driver os. Jagten på svarene, det himmelske lys også selvom vi kun får en kim heraf og må tage det med et gran salt. Og bedst som livet lige gik så godt og bilen næsten var betalt kom statskundskaben og krævede vores hjerteblod og intet mindre. Og bedst som man troede at alle samfundsverdenens fænomener havde manifesteret sig og var blevet berørt og læresætninger om verdenshistoriens ende, nu omsider var blevet indfriet, så sker det, som det sker så tit: Lynet slår ned, inspirationen rammer og man kigger lidt underfundigt rundt. Født i et øjeblik og på ny og spørger: Hvad sker der her? Sådan skete det også for os en tidlig forårsmorgen, hvor dagen kaldte på os og bad os om ikke at forsømme den. Beruset af procenter samt opløftet af det 5

7 faktum, at vi havde været til vores sidste mundtlige eksamen, hvor vi i bogstaveligste forstand havde danset vores allersidste pointer ud af lokalet, kunne vi nu skimte lyset for enden af tunnellen. Bare én hæk mellem os og verden udenfor og hvorfor ikke bare hoppe så langt og så højt, som vi overhovedet kunne? Mens vi sad der, med den skramlende lyd af mennesker, grin, glas og musik fra den nærmeste beværtning, talte narrativet til os. Vi blev præsenteret overfor et valg. Enten kunne vi gøre, som statskundskabere altid gør eller vi kunne prøve at skubbe lidt til faget og konformitetens grænser. Vi valgte det sidste. For når livet og narrativet kalder på én og samme tid, så er der tale om retoriske spørgsmål. Denne forårsmorgen på Skt. Hans Torv blev vi således enige om, at politologi er andet og mere end vælgervandringer, valgsystemer, organisationsdiagrammer og dansk udenrigspolitik. Det er også vaskeægte vovemod, slet og ret sjov og spas gak og løjer. Hvorfor ikke analysere humoren og det der er sjovt i samfundet? Kunne vi da undgå andet end at vores sidste akademiske kraftanstrengelse og flugt blev fuldkommen vidunderlig og sjov? Derfor valgte vi at se politologisk nærmere på den moderne comedy. Kraftigt inspireret af de inciterende stand-up komikere, der velsagtens kan siges at være vores generations stærkeste populærkulturelle referenceramme. Og nu! Efter et langt efterår, at have snuset rundt, som en anden sporhund, mellem koryfæerne indenfor dansk comedy, politik og populærkultur, sidder vi nu og høster den mentale vindfrikadelle og akademiske frugt af vores iver og vedholdenhed. For det er vi taknemmelige og beærede. Det er vores håb, at den gejst, energi og til tider hæmningsløse virkelyst, som vi har følt og gennemlevet via vores specialeemne, på sin egen måde vil påvirke vores læsere til at føle efter i forsker- og menneskehjertet, hvor sandheden, kærligheden og humoren ligger og nikke genkendende til vores indledende citat. Tag med på denne lille rejse udi alt og ingenting, ud i sjov og spas, men også dybeste alvor. Vi har set samfundskunstneren i øjnene, kigget ham over skulderen, oplevet dét, han oplever og fået en flig af det sande at kende: Af ideen med livets kalejdoskopiske mønster. Det er vores håb at også de politologiske ben, vi har valgt at stå på, kan holde os oprejste, når vi her på skrift gennemgår vores erkendelsesrejse og suset den har givet os! Tilgiv os, når vores udskejelser i prosa, sprog og billedlig tale til tider vil understrege en, i sanselig forstand, floromvunden pointe. Tilgiv os hvis sproget undertiden overskygger indholdet. Men tilgiv os ikke vores drive og dirrende 6

8 nerve, thi det er vores stolthed. Det har været et mål for os netop at arbejde med sproget gøre det levende, forståeligt og inspirerende, ikke mindst for fremtidige generationer på statskundskab. Dette er nemlig vores kunst. Dette er den arv vi giver videre. Problemfelt og problemformulering Trinity: I was looking for an answer. It's the question that drives us, Neo. It's the question that brought you here. You know the question, just as I did. Neo: What is the Matrix? Trinity: The answer is out there, Neo, and it's looking for you, and it will find you if you want it to. Fra filmen Matrix 1999 For nogle er politik og politisk kommunikation blot et komma i hverdagen - et nødvendigt onde, der lejlighedsvist ikke kan undgås i den rivende strøm af informationer, som af alle tænkelige kanaler, dagligt rettes mod os som borgere i samfundet. For andre er samme emner yderst interessante, aktuelle, væsentlige, lukrative og ikke mindst slet og ret et arbejde. Op til valg og andre store politiske begivenheder står forskere og andre nørder, os selv iberegnet, på hovederne af hinanden for at spå om udfaldet, kommentere på, eller blot i eksamensopgaver analysere proces og prekære detaljer, i alt fra spin til jok i spinaten. Skulle man imidlertid være inklineret til at betegne den politiske sfære og den almindelige formidling herom som decideret underholdende, ja ligefrem sjov at dvæle ved til hverdag, vil det nok være et syn, som for bare få år siden harmonerede dårligt med borgernes og måske især forskernes almindelige opfattelse af den politiske sfære. For er der én ting, som man i mange år ikke har haft for politologisk vane, så er det at blande analysen af den saglige politiske verden med underholdningens skæve og karikerede udtryk. Et forhold der er bemærkelsesværdigt, da det omvendte har været tilfældet siden oldtiden. Grundene til en politologisk mangelfuld indtræden på populærkulturens sociale felter er mange, og en af de overvejende har givetvis været forskernes barnelærdom, om at man da ikke kan blande pærer og bananer. Men det er måske netop i grænselandet mellem underholdning og politik, og i et opgør med berøringsangsten for denne sammenblanding af de to sfærers på den ene side uforenelige og på den anden side tæt forbundne fællesmængder, at vi kan finde svar på, i hvilken retning både politikken, underholdningen og ikke mindst samfundet bevæger sig. 7

9 Store dele af den fremtrædende forskning i politisk kommunikation har hidtil opereret med en forfaldsdiskurs, når det kom til sammenblandingen mellem politik og underholdning. Den generelle aversion har især været rettet mod TV-mediet og infotainment-industrien, som med deres sensationelle programprodukter, og nyhedsformidling, med større fokus på spænding, drama og konflikt end seriøs politisk debat, har udvandet de almindelige borgeres interesser for, og engagement i den politiske verden (Norris 2000 og van Zoonen 2005). I den senere tid er fagkundskaben dog ved at acceptere og indkredse populærkulturens og underholdningsgenrernes betydning for sen-modernitetens komplet komplekse, refleksive individ og samfundsborger. Det må godt være fornøjeligt at være borger, også selvom man hellere ser soft soap frem for Hard Talk, mens man danner sig sine politiske holdninger (van Zoonen 2005). Eller må man? En af de helt store trends i de efterhånden udvaskede snitflader mellem underholdning og politik, er det billede, der tydeligt tegner sig i USA og til dels England, hvor udbredelsen af komikere med deres egne talkshows og enorme seertal, hver aften tager det politiske etablissement under hårdtslående satirisk behandling. Således kunne man i januar i år, på forsiden af Berlingske Tidende læse, at Komikerne er USA s femte statsmagt, næst efter journalistikken, som længe har været hæderkronet som den fjerde statsmagt i den vestlige del af vores moderne verden. John Orman, professor i statskundskab uddyber tendensen: Før var politik noget for sig, noget højt og ædelt og alvorligt, mens underholdning var film, TV-serier og den slags. I dag er politik en del af det popkulturelle system i Amerika. Popkulturen har spist politik : Og komikerne fører kniven! (Høi 2008, 7. januar) Da de amerikanske satireprogrammers tekstforfattere strejkede i sidste del af 2007 og under begyndelsen på primærvalgkampen, led ikke mindst de borgere, som får størstedelen af deres nyhedsdækning fra late night comedy shows, men også de politikere, som er programmernes glade gæster, et stort afsavn. Amerikanske politikere såvel vælgerne er blevet afhængige af komikerne! (Hinds 2007, 19. december) Der er med andre ord tale om et spændende forhold her. På den ene side kan man tage forfaldsdiskursens argument for gode vare og klandre udviklingen for at være højst problematisk, fordi folk kommer for let til deres holdninger, ved at høre på og tilegne sig komikernes endimensionelle udlægninger af politikernes verden og genvordigheder. Udlægninger som alligevel bunder i komikernes ønske om 8

10 at spille på det sikre, det som publikum forventer, i deres jagt på at skabe den effekt, der er deres fags modus operandi, nemlig grinet. På den anden side kan vi i borgerinvolveringens lys takke samme komikere for at en hel generation, af især unge (mænd?) overhovedet er begyndt at interessere sig for politiske emner, eller i hvert fald programmer, som behandler den slags emner og måske sågar have givet samme seere en holdning hertil. Noget som hverken aviserne eller TV s mere saglige politiske dækning har haft synderlig succes med i de senere år. Oveni i dette deltagerdemokratiske dilemma, ligger spørgsmålet om, hvordan den politiske kommunikation udadtil ændrer sig i lyset af sammenblandingen mellem komik og politik. For udviklingen er ikke kun oversøisk. Også herhjemme møder vi tiere og tiere et mere underholdende politisk landskab. Tendensen afspejles i flere politikeres medvirken i forskellige talkshows og optrædener, i både danse- synge- og gameshows. I politikernes egen boldgade er show og underholdningselementet også så småt kommet ind i måden der kommunikeres på. De generelle nyhedskriterier kender politikerne ligeså vel som journalisterne, og de bruger dem med journalistens velsignelse. Aviserne har båret overskrifter såsom Den politiske tale er blevet et show ligesom folketingskandidater citeres for at udtale, at der er gået stand-up i valgkampen. Meningsdannerne på TV er blevet beskrevet som Stand-up kommentatorer. Journalistisk set i både radio, TV og skrevne medier, er der et redaktionelt ønske om at lade de sjove mennesker, komikerne, udtale sig om alverdens, hverdags og politiske problemstillinger. Dog langt fra i en grad som i USA. Endnu. Der er således noget på færde med denne humoristiske, selv-ironiserende og karikerede vinkling og drejning af den politiske kommunikation. Disse stand-up komikere og den comedy, de lever af og ånder i, udvikler og bruger til at sprede grin og (tvivlsom) eftertænksomhed hos de, der vil lytte. Hvem er de? Hvad driver dem? Hvad indeholder comedy-genren, hvad kan den, hvad betyder den for offentligheden og findes der midt i alt det humoristiske også en alvor, som tidligere var selvskrevet den politiske og journalistiske sfære? En alvor i alt det sjove, som har implikationer for samfundet som helhed eller dets enkeltdele? Af fare for at konkludere for tidligt, ser vi ikke som udgangspunkt et problem i at en underholdende og grinagtig kommunikationsform i stigende grad afløser en mere seriøs og alvorlig tilgang udi den politiske kommunikation. Vi forsøger at aflive berøringsangsten ved netop at være åbne for muligheden af positive aspekter ved at politiske budskaber og kommentarer besidder nogle letspiselige 9

11 karaktertræk 1. Nogle vil måske gå så langt som at sige at nye former for indpakning måske er med til at engagere nye typer af modtagere. Der eksisterer dog på den anden side et stort problem, hvis vi, som modtagere af politiske formidlingsformer og genrer, ikke er i stand til at afkode de egentlige budskaber, vi vælger at forbruge, men bare synes de er sjove fordi der peges fingre eller på anden måde gøgles med sandheden. Et endnu større problem opstår, hvis udviklingen og symbiosen mellem politik og underholdning medfører, at den reelle politiske dialog bliver indkapslet i et selvopretholdende elitært vakuum, som afkobler den almindelige, indifferente, men dog sporadisk underholdte borger fra den politisk debat, selvstændige holdningsdannelse, deltagelse og i sidste ende den beslutningsproces, som kun de indviede ekspertborgere og eliter har adgang til. Alle disse problemer tager sit udspring i en offentlighed, som i stigende grad er sat på prøve i at finde hoved og hale i en overvældende strøm af informationer, øgede komplekse individuelle og grupperelationer under stigende glokaliserede 2 samfundsforhold. En kompleksitet som enten forvrænges eller understreges af populærkulturens udledninger. Altså ryk tilbage til start!. Hvad er den moderne comedy, hvad kan genren og er den bare med til at opbygge nye barrierer eller reelt nedbryde gamle? Og hvad bibringer den offentligheden som kommunikationsform? Udenfor selvstændig akademisk interesse, men af helt personlige begrundelser for politologisk at vove os ud på de favne ukendt vand, ønsker vi at være de første på statskundskab til at sætte feltet i spil, idet alene spørgsmålet, hvorfor skal politik og dens forskning ikke være sjovere? i sig selv er os en vigtig motivationsfaktor. Det er netop i arbejdet med den originale idé, der i de mørke timer, som en tændt petroleumslampe, spreder lys, inspiration og glæde i arbejdet med specialeprojektet. Som Kierkegaard skrev: At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik ikke at vove er at miste sig selv. Det er derfor i forhåbningen om at miste fodfæstet for en stund, når vi i det følgende sætter ud for at besvare vores problemformulering: Hvad er den moderne comedys politiske implikationer? Med vores bestræbelser på at besvare denne problemformulering har vi følgende praktiske fremgangsmåde: For det første vil vi skabe den teoretiske ramme 1 Også selvom det måtte udvande indhold og tungere stof i vor tids mediebillede. 2 Begrebet glokalisering stammer fra bogen Magtens nye ansigt (2005), vi vil komme nærmere ind på begrebets betydning i vores teoriafsnit. 10

12 indenfor hvilken, vi vælger at placere og anskue den moderne comedy, som et ikke tidligere undersøgt fartøj for politisk kommunikation i offentligheden. Et fartøj som er adskilt fra traditionelle journalistiske og politiske afsenderforhold og former. Dette syn baserer vi på fænomenets overfladekarakteristika. For det andet vil vi på baggrund af forskellige metodiske tilgange indsamle de empiriske data, der gør os i stand til at forstå den moderne comedy som samfundsfelt. Forståelsesgenereringen understøttes for det tredje gennem en socio-historisk analyse af den indsamlede viden om genstandsfeltet. Dette gør os samlet set os i stand til at afdække den moderne comedys politiske implikationer, hvilket det for det fjerde er vores mål at diskutere. Ikke så meget for at fremsætte anbefalinger for fremtidens politiske kommunikation mellem borgere og politikere, men mere for at nå en dybere erkendelse af, hvilke konsekvenser genrens udbredelse og brug medfører for samfundet og offentligheden. Og ikke mindst overfor den borgertype som måtte benytte sig af genren i det daglige. Til at anskueliggøre processen opstiller vi følgende grundmodel for specialet, figur 1., som vi fra kapitel til kapitel vil udbygge. Figur 1. METODE TEORI SOCIO-HISTORISK ANALYSE DISKUSSION Uden at gå nærmere på klingen af en positivistisk verdensanskuelse, vil vi, for nemheds skyld, kalde fænomenet den moderne comedy for specialets uafhængige variabel, der skal bruges til at forklare politik i bred forstand, som den afhængige variabel. Inden vi forlader de indledende strækøvelser helt, vil i næste afsnit kridte banen op med hensyn til begreber og afgrænsning, for derfor at have strammet snørebåndene til det endelige politologiske hækkeløb. 11

13 Afgræsning og begrebsafklaringer I vores ønske om at forstå og diskutere betydningen af den moderne comedy, ligger der en overvejende erkendelsesinteresse i at nå ind til comedy-genrens selvstændige politiske kommunikationsform. Denne er, som vi skal se nærmere på, ikke altid karakteriseret ved, at være direkte rettet mod politik, politikere eller det politiske system, men ligeså ofte mod de konsekvenser politik har for vores alle sammens hverdag. Ved politiske implikationer, mener vi derfor både comedyens direkte og indirekte politiske kommunikation, samt den indvirkning en sådan kommunikation i bred forstand har på sine modtagere, altså offentligheden. En implikation er den sandsynlige konsekvens af, at noget sker. Vi mener med andre ord, at der eksisterer et påvirkningsforhold mellem comedy, politik og offentlighed, selvom vi ikke har til hensigt at udlede deciderede effektmålinger af dette forhold. Derimod er vores hensigt at forstå og dernæst diskutere denne forståelse. Ved implikationer forstår vi både tænkelige positive og negative konsekvenser af comedy, anskuet gennem specialets teoretiske ramme. Har den moderne comedys danske udtryk en selvstændig slagkraft, som berettiger den amerikanske påstand om, at komikere udgør en reel magtbase i samfundet? Hvad består en sådan magt i og hvordan vurderer vi dens konsekvenser? Politik Politik definerer vi i brede termer, som den værdikamp, der gennem politisk kommunikation til daglig udkæmpes i offentligheden. Vi snævrer ikke nødvendigvis dette syn ind til blot den autoritative værdifordelingskamp, idet vi mener at flere samfundsaktører end de der normalt anses for at være autoritative er med til at sætte dagsordenen for og påvirke politiske beslutninger. Det er ikke kun de politiske eliter og klassiske demokratiske institutioner, der afgør politik i samfundet. Det enkelte menneske er med sine handlinger, valg og hverdagspolitiske gøren og laden lige såvel med til at forme den kollektive holdningsdannelse og interessegenerering, som demokratisk politik helst skal være en afspejling af. Hverdagspolitikkens adfærd og normkodekser udfordrer undertiden de demokratiske spilleregler i skabelsen af politik, som nogle gange får samme gyldighed for samfundet, som når den udmøntes af de traditionelle aktører i den parlamentariske styringskæde 3. De seneste måneders uroligheder på Nørrebro og især sagen om et nyt ungdomshus, viser tydeligt dette forhold. 3 Denne indledningsvise bredt formulerede definition af politik, vil blive uddybet i vores teoretiske brug af politisk kommunikation, skitseret i teorikapitlet. 12

14 Offentlighed og felt Offentlighed(en) ser vi i tilnærmet linje med bl.a. Habermas som et kommunikativt rum, der indbefatter alle borgere, medier og politiske autoriteter i samfundet. I næste kapitel vil vi fremlægge specialets teoretiske fundament i nærmere detalje og se hvordan vi finder, at begreberne politisk kommunikation og offentlighed er tæt knyttet op på ideen om en grundlæggende samfundsskabt virkelighed og ontologi. Vi bruger gennem specialet ofte ordet felt, hvilket i vores brug henviser til det afgrænsede område af et givent socialt fænomen, hvorudfra grupper og enkeltaktører indgår i netværkslignende relationer og udvekslingsforhold. I vores tilfælde taler vi oftest om feltet den moderne comedy eller bare comedy. Det var sociolog-antropologen Pierre Bourdieu som skabte felt-begrebet ved at analysere billedkunst og litteratur. Han fandt, at de moderne samfund består af mange delvist autonome mikrosamfund eller felter, hvor specielle regelsæt, normer og værdier gør sig gældende og hvor man som aktør skal gøre brug af særlige kapitalformer for at have succes/magt på forskellige felter. I comedyens felt ville det fx ikke være gangbar kapital, hvis du aften efter aften gik på scenen med et jonglørnummer, som ikke engang får publikum til at grine. Ligesom man som politiker hurtigt ville miste sin politiske kapital, hvis man aldrig tog noget alvorligt, når man blev spurgt (Andersen & Kaspersen 2002: 335). Vores brug af felt-begrebet er ligesom hos Bourdieu med til at stille skarpt på forskellig adfærd og måder at kommunikere på, indenfor forskellige felter. Aktørernes handlen og kommunikation (kunstnerens udtryk og produktion) kan ikke adskilles fra det felt de indgår i. Vi deler dermed Bourdieus vurdering af at kunst, comedy, politik ikke kan skabes i et subjektivt vakuum, uanset hvor guddommelig inspireret aktør der er tale om 4. At en komiker har succes i sit fag skyldes ikke komikerens selvstændige adfærd, men lige så meget den modtagelse alle andre agenter på feltet giver ham. Tiden skal så at sige være moden til en ny Mozart (Kaspersen & Andersen 2002: 356). Begrebet bliver ekstra interessant, når felterne politik og comedy blandes sammen. For det kræver en større palette af kapitalformer for de enkelte aktører, hvis de skal opnå magtpositioner indenfor overlappende felter. 4 Vi deler imidlertid ikke Bourdieus strukturalistiske konstruktivisme i begrebet om habitus, den kropsliggjorte forventning om given adfærd i givne situationer, som i vores optik er for hårdt et strukturaliseret prædikat at sætte på menneskelig adfærd og udvikling. Det er da også denne strukturelle determinisme som Bourdieu er blevet kritiseret hårdest for. (Kaspersen & Andersen 2002: 360) 13

15 Det er her offentligheden bliver relevant, fordi den i vores opfattelse dækker flere på hinanden overlappende felter af både, privat, kulturel og politisk karakter. I modsætning til Bourdieu, mener vi at der i borgernes varierende brug af forskellige netværk og personlige relationer til forskellige felter ikke dannes en uomgængelig habitus, men at der i stedet skabes en form for individualiseret offentlighed, hvor hver borger kan vælge fra eller til. Problemet opstår når en gruppe borgere grundet deres position eller baggrund i samfundet hægtes af fra indflydelse på de felter, hvor beslutninger om vores fælles livsvilkår træffes. Om comedyen er med til at mægtig-myndiggøre denne gruppe borgere er et af de centrale diskussionsspørgsmål for dette speciale. Vidt og bredt om begrebet comedy Begrebet den moderne comedy er vores eget og den definitoriske ramme og afgrænsning fra anden comedy, danner vi på baggrund af en større sociohistorisk, ja nærmest genealogisk, analyse af comedyens oprindelse fra græsk komedie til stand-up comedy i dag. Det gør vi i specialets kapitel 4. Baggrunden for den genealogiske fremgangsmåde er inspireret af sociologen Michel Foucault, som brugte metoden til at afdække skjulte magtforhold i samfundet. Genealogien er en slags historisk udforskningsmetode, der forsøger at undersøge og analysere fænomeners slægtskab, herkomst og forvandling med henblik på at skabe et fundament for kritik og analyse af nutidige fænomener. Kendetegnende for Foucaults genealogi er, at han aldrig spørger, hvorfor fænomenerne er, som de er og forsøger at komme med et endegyldigt svar om dem, men i stedet spørger, hvordan de er opstået. Foucault ønsker nemlig ikke at komme med løsninger på, hvordan samfundet kan blive bedre. Hans forskning og konklusioner har tværtimod ambitionen om at være værdifrie og uden normativ ladning. Vi er ikke helt enige i Foucaults høje tanker om den konfessionsløse forskning. Normative er vi alle, også som forskere i én eller udstrækning forskellen på god og dårlig forskning står og falder på hvor åben og opmærksom man er på sine normative udgangspunkter. Ideen om Foucaults eget bidrag til samfundsforskningen, som kan ses i form af en rummelig værktøjskasse, man kan tage redskaber fra og benytte til bedre at forstå det nutidige samfund, er vi imidlertid helt på bølgehøjde med. Analysen af comedyens fænomenologiske karakteristika og udvikling, skal bibringe os den indgående forståelse for feltet, som vi skal bruge til at afdække den moderne comedys nutidige politiske implikationer. Når vi i specialet bruger comedy og ikke det danske ord komedie skyldes det, at det engelske comedy-begreb, også i sin danske brug bærer nogle andre 14

16 konnotationer. Disse er også med til at kvalificere specialets positive afgrænsning. For det første er udtrykket komedie i den danske sprogtradition snævrere defineret i betydningen teaterstykke eller en art skuespil, der tilsigter at vække publikums latter, eller den dramatiske digtning eller skuespilkunsten i almindelighed. Ordbogen over det danske sprog i perioden definerer komedie med: "hvad der minder om det lattervækkende skuespil ell. om skuespil i det hele taget; især: dels om forstillelse ell. list, der anvendes over for en; dels om støjende optrin ell. forvirring (jf. Spektakel).(ordnet.dk) Disse elementer ligger naturligvis også i det engelske sprogs betydninger af comedy: 1. entertainment consisting of jokes and sketches intended to make an audience laugh. 2. a film, play, or programme intended to arouse laughter. 3. a humorous or satirical play in which the characters ultimately triumph over adversity. (askoxford.com) Men betydningerne er bredere og de to første har endnu ikke fundet vej ind i det danske komedie-begreb. I stedet har vores sprog, som i så mange andre tilfælde, indoptaget den engelske betydning og anvendelse af ordet. Det er blandt andet derfor, at man også herhjemme benævner stand-up genren som stand-up comedy. Selvom den begrebsliggjorte rolle som komiker fint dækkes af det danske sprog, har komedie ikke samme vidtrækkende definitionsbrug som ordet comedy. Det forhold afspejles også af vores kvalitative data, hvor de fleste komikere omtaler en vigtig fagbetinget afgrænsning af comedy som en selvstændig underholdningsgenre. Comedy som ordet bruges i det danske sprog bærer dermed en særskilt genrebetegnelse for noget nyt og andet, end den brug teatret og revyen tidligere har gjort af komediegenren. Satiren er stadig et fælles værktøj indenfor forskellige comedy-grene og vi vil vende tilbage til satirens væsen, når vi ser på udviklingen af comedy genren i kapitel 4. Vi vælger ved anvendelsen af comedy-begrebet med andre ord at fokusere på en samlebetegnelse, der inkorporerer mange aspekter af underholdning. Dog fokuserer vi ikke på hvilken som helst form for comedy. Til det er definitionen for bred og ville indeholde alle genrer for grinagtig underholdning, hvor end sjove at undersøge, ville være irrelevante for denne opgave. Når vi derfor ønsker at spore de historiske udviklingstræk for den moderne comedy er det ud fra koblingen til politik. Den skelnen er naturligvis svær i praksis, for hvad er ikke politik, kunne indvendingen lyde. Ikke ret meget, hvilket vores bredt formulerede ovennævnte forståelse for politik-begrebet da også antyder. 15

17 Undersøgelsens forståelsessigte Vores undersøgelse og specialets forståelsestilvejebringelse har ikke til hensigt at teste på forhånd fremsatte hypoteser eller afprøve en nærmere defineret kausalrelation mellem comedyen og dens effekt som meningsdannende eller hint redskab. Det ligger udenfor vores primære interesse, at undersøge politisk partikulære virkninger af comedyens budskaber på et publikum og efterfølgende fremsætte spekulationer, om hvorvidt komikere og genrens anvendelse er med til at rykke stemmer fra et parti til et andet. Ej heller er vi interesserede i en ideologisk kortlægning af den danske comedy-scene, idet vi mener, at det til vores forskningsinteresse ikke tjener noget formål at udstille enkeltpersoners politiske overbevisning, hvor stor andel social kapital den enkelte komiker end skulle råde over. Vi er tværtimod interesseret i udviklingen af genren og hvordan den er kommet til at se ud som den gør i dag og især hvordan den moderne comedys stand-up komikerne, som har overtaget meget af den slagkraftige politiske satire, som tidligere var revyens varetegn, ser sig selv. En indsigt i komikernes verden og selvforståelse, samt holdning til deres egen rolle på scenerne og i samfundet, er det der har drevet vores primære interesse og dermed været kilde til specialets empiriske materiale. Vi vil i vores ekstensive metodeafsnit i kapitel 3 komme nærmere ind på vores valg af forståelsesrettet metode og selve fremgangsmåden i vores indsamling og bearbejdning af specialets hovedsagelige kvalitative, men også observante og kvantitative data. Alt sammen empiri som vi i specialets diskussioner af comedyens implikationer, ser i relation til teorierne om magt, offentlighed og borgerskab i det moderne samfund i kapitel 5. Vores konklusioner samles i kapitel 6. Her fremsætter vi også vores afsluttende perspektiverende forslag til videre ekspeditioner ad uransaglighedens veje mod det himmelske lys. Noget forskningen i kommende generationer af forsømte forår givetvis vil få brug for, når der skal stilles endnu flere spørgsmål til symbiosen mellem politik og underholdning. 16

18 KAPITEL 2: TEORETISK RAMME Vi vender nu blikket mod vores undersøgelses teoretiske gods. Anvendelsen af teori i dette speciale er ikke ment som en trykprøvning af teoriernes holdbarhed overfor en kompleks virkelighed. Vi er snarere interesserede i at have en skitse og ramme, at diskutere og se vores indsamlede empiri i lyset af. I teorien er teorier nemlig gode til at kaste lys og større forståelse over de fænomener, vi som samfundsforskere ønsker at undersøge. Det er i denne forståelsesrettede anvendelse, vi ønsker at operere med de valgte teorier. Vi har samtidig brug for en ontologisk basis, hvorudfra vi kan anskue verden og vores genstandsfelt, comedyen. Til det formål har vi først og fremmest brug for teori om samfundets grundlæggende beskaffenhed. Da vores diskussioner af comedyens betydningen for offentligheden, har brug for nærmere definitioner og teori om politisk kommunikation, offentlighed, borgerskab samt magt, må vi også have sat en forståelsesramme omkring disse begreber. Det er derfor dette afsnits formål at skabe de overordnede teoretiske rammer for den diskussion, der følger senere i specialet. Idet der er tale om rammer, vil vi ikke eftersætte en tilbundsgående redegørelse for samtlige teoriers udviklingshistorie, deres mest intime detaljer eller udtømmende anvendelse, men blot skitsere grundtrækkene for senere at kunne fremtrække teoriernes dybere indsigter, skulle diskussionerne give os anledning hertil. 17

19 Valg af teori Hvordan vælger vi så de teoretiske rammer, uden at sætte os selv skyklapper for øjnene og udelukke os fra en verden af mulige forståelser? Det har naturligvis været kernen i vores valg af teori, men også været udfordringen. Derfor fandt vi det mest oplagt, at generere en teoretisk ramme på baggrund af vores genstandsfelts (den uafhængige variabels) umiddelbare og åbenlyse overfladekarakteristika. Disse karakteristika vil netop indikere, inden for hvilke teoretiske sfærer vi bevæger os. Den moderne comedy udøves af mennesker for mennesker. Man kan derfor uden fare for at være helt begrebsligt galt afmarcheret påstå, at vi har med en social sfære et samfundsskabt fænomen at gøre. Med andre ord en del af samfundet; eller et felt. Comedy udøves primært via det talte sprog, men også gennem en hel række lyd- og ordløse mimiker, gestikulationer og øvrig semantik, der kan ses som en ekspressiv og meningsfyldt videreformidling af tavshed. Det ene udelukker dog ikke det andet. Den moderne comedy virker, indvirker og fungerer netop via sproget. Sidst men ikke mindst er comedy en social relation, hvor der eksisterer en afsender (komiker) og en modtager af afsenderens formidling (publikum). Der med andre ord tale om, at comedy er et relationelt, kommunikativt samfundsskabt fænomen. Disse, for os, meget åbenlyse overfladekarakteristika, vil danne springbrættet for vores teoretiske ramme, der behandles med udgangspunkt i tre niveauer, som vi har valgt at visualisere i form af den nu delvist udvidede grundmodel, figur 2. De tre niveauer har ikke kun et strukturerende formål for specialet, men lader også skinne igennem at forskellige karakteristika fordrer forskellige teoretiske afsæt. 1. niveau: Den sociale sfære og vores ontologiske basis i stor skala - samfundet 2. niveau: Kommunikationen mellem afsender og modtager 3. niveau: Publikum/modtagergruppen På første niveau benyttes en af sociologiens grand old bidrag, nærmere betegnet Berger & Luckmanns teori om den samfundsskabte virkelighed. På andet niveau benyttes teoretisk indsigt vedrørende politisk kommunikation, idet de implikationer, der søges forståelse for er politisk definerede. På tredje niveau benyttes teori som angår borgerlig offentlighed og 18

20 magtforholdene heri. Figuren herunder viser vores teoretiske fundament. Vi begynder naturligt nok med figurens første lag. Figur 2. TEORI NIVEAU 1: Den samfundsskabte virkelighed NIVEAU 2: Politisk kommunikation NIVEAU 3: Offentligheden 19