Den moderne comedys implikationer i politik og offentlighed og

Transkript

1 Den moderne comedys implikationer i politik og offentlighed og kunsten at male et speciale Forfattere: Stefan Lildal-Jensen og Henrik Højstrøm Vejleders navn: Jens Hoff Afleveret: Marts 2008 Ved Institut for Statskundskab - Københavns Universitet Opgaven er sat i skrifttypen Courier New 10 pkt, af hensyn til den almindelige læsevenlighed, historiens vingesus, et strejf af undergrund samt et diskret oprør med den moderne konformitets foretrukne skrifttyper Times New Roman, Verdana og Arial.

2 TAK OG DEDIKATION...4 KAPITEL 1: MOTIVATION OG INDLEDNING...5 PROBLEMFELT OG PROBLEMFORMULERING...7 AFGRÆSNING OG BEGREBSAFKLARINGER...12 POLITIK 12 OFFENTLIGHED OG FELT 13 VIDT OG BREDT OM BEGREBET COMEDY 14 UNDERSØGELSENS FORSTÅELSESSIGTE 16 KAPITEL 2: TEORETISK RAMME...17 VALG AF TEORI...18 DEN SAMFUNDSSKABTE VIRKELIGHED...20 POLITISK KOMMUNIKATION...22 MEDIERNES PÅVIRKNINGSKRAFT 25 POPULÆR-POLITISK KOMMUNIKATION 28 KOMMUNIKATIONENS PARADOKSER 29 BORGERLIG OFFENTLIGHED OG MAGTENS NYE ANSIGT...31 DET DELIBERATIVE DEMOKRATI 31 EKSPERTBORGERE ELLER KLASSISK DEMOKRATIS AFMÆGTIGGØRELSE 33 KAPITEL 3: METODE...36 VIDENSKABSTEORETISK UDGANGSPUNKT...37 METODEVALG...38 VALG AF EMPIRI...39 KVALITATIVE INTERVIEW 40 SHOWSTUDIER 47 OBSERVATION OG DELTAGELSE 48 KVANTITATIV UNDERSØGELSE 50 EMPIRIINDSAMLING...53 KVALITATIVE INTERVIEW 53 SHOWSTUDIER 53 OBSERVATION OG DELTAGELSE 54 KVANTITATIV UNDERSØGELSE 54 BEARBEJDNING AF EMPIRI...55 KVALITATIVE INTERVIEW 55 SHOWSTUDIER 56 1

3 KVANTITATIV UNDERSØGELSE 57 OBSERVATION OG DELTAGELSE 57 OPPONERING...58 KRITERIER FOR VIDENSKABELIG PRAKSIS...58 TROVÆRDIGHED 59 GYLDIGHED 60 KRITIK OG ALTERNATIVER...65 UDENLANDSK COMEDY 65 AFGRÆSNING 65 ÅRSAG OG VIRKNING 66 KAPITEL 4: SOCIO-HISTORISK ANALYSE...67 COMEDY-BEGREBET...68 ORDBØGERNES KARAKTERISTIK 70 VIRKEMIDLER...72 SLAPSTICK 72 PARODIEN 73 SATIREN 74 BAGGRUND OG UDVIKLING...75 GRÆSK PÅ KOMEDIE 76 SAMFUNDET SOM GRUNDSTEN FOR COMEDY 79 SAMFUNDSBETINGELSER OG POLITISK COMEDY 80 COMEDYENS TO POLITISKE ANSIGTER 81 DET MODERNE SAMFUND OG STAND-UPPENS FØDSEL...84 DET SOCIOLOGISKE BIDRAG 87 GRINET...93 KAPITEL 5: DISKUSSION...96 NIVEAU 1: MODERNE COMEDY I SAMFUNDET...98 MAINSTREAM ELLER SUBKULTUR 98 MODMAGT 102 NIVEAU 2: PÅVIRKNINGSFORHOLDET MELLEM KOMIKER OG OFFENTLIGHED MEDIER OG COMEDY 112 POLITIKERNE OG COMEDY 115 (DEL)OFFENTLIGHEDENS KARAKTERISTIKA 116 UNGDOMSGENERATIONEN 120 NIVEAU 3: DELTAGERDEMOKRATI OG INDIVIDET COMEDY DER (PÅ)VIRKER 122 COMEDYENS DEMOKRATISKE PSEUDOVIRKNING 126 COMEDY SOM ENGAGERER OG MOTIVERER 128 EN KOMMUNIKATIV EKSPERTBORGER MELLEM PLURALISME OG ELITISME? 129 AFINSTALLERING AF INTERNALISEREDE NORMER 132 2

4 KAPITEL 6: KONKLUSIONER OG PERSPEKTIVERING PERSPEKTIVERING EPILOG LITTERATURLISTE ARTIKLER HJEMMESIDER BILAG BILAGSNAVN

5 TAK OG DEDIKATION En stor tak til: Uffe Ellemann-Jensen, Jan Gintberg, Anders Anden Matthesen, Peter Larsen, Omar Marzouk, Michael Schøt, Thomas Wivel, Thomas Hartmann, Mette Lisby, Anne Marie Helger, Mikael Bertelsen, Klaus Bondam, Jens Rohde og Michael Meyerheim, for at have stillet sig til rådighed for spændende, underfundige og lattervækkende samtaler og for at have givet os et indblik i verdener så langt fra vores egen. En særlig tak til: Michael Meyerheim for i den grad at have hjulpet os med idéer, perspektiver og ikke mindst nogle gode kontakter, Anders Anden Matthesen og Laura Faurschou for godt samarbejde i forbindelse med survey-undersøgelse og for at bibringe specialeprocessen et snært af det virkelige liv. En faglig og strukturel tak til: Specialevejleder Prof. Jens Hoff for vejledning og wienerbrød, til procesvejleder Prof. Peter Kurrild-Klitgaard for at give os 12 for originalitet, Barbara Jespersen for lån af kælderlokalet, Peter Schmeltzer og Lars Kjær for venligst at gøre specialets internetsurvey mulig og Lisbeth Andreasen for at assistere i brugen af Catglobe, Jes Lind og Rikke Wagner for kærlige, konstruktive og især kritiske kommentarer. High-fives til: Morten Ditlevsen for inspirerende sociologiundervisning på 1. og 2. semester, DJØF for en billig forsikring. En gratis omgang og fribillet til: Alle vores venner, når vi finder en dato. En anerkendende tak: Til vores forældre, som har givet os bagagen med på livets vej og lån af sommerhus. En hjertelig tak og dedikation: Til Nina og Nanna for forståelsen, hjertevarmen, de opmuntrende klap bagi, samt den brændende kærlighed. Carla, Den Lille Ny 4

6 KAPITEL 1: MOTIVATION OG INDLEDNING Næst efter kærligheden er humoren den stærkeste relation mellem mennesker Samfundets enkeltdele er i demokratiets navn bundet sammen af fælles rettigheder, friheder, forpligtelser samt understøttende organisationer og institutioner. Individernes interaktion indenfor disse, statens og samfundets rammer, skaber de fænomener, vi som politologer, har kæmpet med at forstå, siden vores fag kunne stå på egne paradigmatiske ben. Imellem det politologer sædvanligvis stiller skarpt på, lever helt almindelige mennesker, helt almindelige liv, med helt almindelige problemstillinger og helt almindelige fornøjelser. Vores teorier sætter fokus på individer og grupper i bestræbelsen på at forstå og forklare, hvorfor de i rammen af samfundet, gør som de gør. Lige siden tidernes morgen og før Institut for Statskundskab så dagens lys, har vi akkumuleret viden om menneskets adfærd og handlinger. Denne viden er senere blevet brugt til at kortlægge, hvorfor mennesker stemmer som de gør, har de holdninger de har, og lever det liv de lever. Derudover har det været almindelig og god tradition efterfølgende at diskutere og analysere, hvorvidt hele balladen er godt eller skidt for samfundet, for demokratiet, ja endog for verden. Få gange kan vores konklusion bære et enten eller, de fleste gange må vi nøjes med et både og eller det afhænger af. Og så står vi tilbage med et nyt fænomen og en ny problemstilling, som vi som studerende og forskere kan kaste vores intellekt ind i. Det er det, der driver os. Jagten på svarene, det himmelske lys også selvom vi kun får en kim heraf og må tage det med et gran salt. Og bedst som livet lige gik så godt og bilen næsten var betalt kom statskundskaben og krævede vores hjerteblod og intet mindre. Og bedst som man troede at alle samfundsverdenens fænomener havde manifesteret sig og var blevet berørt og læresætninger om verdenshistoriens ende, nu omsider var blevet indfriet, så sker det, som det sker så tit: Lynet slår ned, inspirationen rammer og man kigger lidt underfundigt rundt. Født i et øjeblik og på ny og spørger: Hvad sker der her? Sådan skete det også for os en tidlig forårsmorgen, hvor dagen kaldte på os og bad os om ikke at forsømme den. Beruset af procenter samt opløftet af det 5

7 faktum, at vi havde været til vores sidste mundtlige eksamen, hvor vi i bogstaveligste forstand havde danset vores allersidste pointer ud af lokalet, kunne vi nu skimte lyset for enden af tunnellen. Bare én hæk mellem os og verden udenfor og hvorfor ikke bare hoppe så langt og så højt, som vi overhovedet kunne? Mens vi sad der, med den skramlende lyd af mennesker, grin, glas og musik fra den nærmeste beværtning, talte narrativet til os. Vi blev præsenteret overfor et valg. Enten kunne vi gøre, som statskundskabere altid gør eller vi kunne prøve at skubbe lidt til faget og konformitetens grænser. Vi valgte det sidste. For når livet og narrativet kalder på én og samme tid, så er der tale om retoriske spørgsmål. Denne forårsmorgen på Skt. Hans Torv blev vi således enige om, at politologi er andet og mere end vælgervandringer, valgsystemer, organisationsdiagrammer og dansk udenrigspolitik. Det er også vaskeægte vovemod, slet og ret sjov og spas gak og løjer. Hvorfor ikke analysere humoren og det der er sjovt i samfundet? Kunne vi da undgå andet end at vores sidste akademiske kraftanstrengelse og flugt blev fuldkommen vidunderlig og sjov? Derfor valgte vi at se politologisk nærmere på den moderne comedy. Kraftigt inspireret af de inciterende stand-up komikere, der velsagtens kan siges at være vores generations stærkeste populærkulturelle referenceramme. Og nu! Efter et langt efterår, at have snuset rundt, som en anden sporhund, mellem koryfæerne indenfor dansk comedy, politik og populærkultur, sidder vi nu og høster den mentale vindfrikadelle og akademiske frugt af vores iver og vedholdenhed. For det er vi taknemmelige og beærede. Det er vores håb, at den gejst, energi og til tider hæmningsløse virkelyst, som vi har følt og gennemlevet via vores specialeemne, på sin egen måde vil påvirke vores læsere til at føle efter i forsker- og menneskehjertet, hvor sandheden, kærligheden og humoren ligger og nikke genkendende til vores indledende citat. Tag med på denne lille rejse udi alt og ingenting, ud i sjov og spas, men også dybeste alvor. Vi har set samfundskunstneren i øjnene, kigget ham over skulderen, oplevet dét, han oplever og fået en flig af det sande at kende: Af ideen med livets kalejdoskopiske mønster. Det er vores håb at også de politologiske ben, vi har valgt at stå på, kan holde os oprejste, når vi her på skrift gennemgår vores erkendelsesrejse og suset den har givet os! Tilgiv os, når vores udskejelser i prosa, sprog og billedlig tale til tider vil understrege en, i sanselig forstand, floromvunden pointe. Tilgiv os hvis sproget undertiden overskygger indholdet. Men tilgiv os ikke vores drive og dirrende 6

8 nerve, thi det er vores stolthed. Det har været et mål for os netop at arbejde med sproget gøre det levende, forståeligt og inspirerende, ikke mindst for fremtidige generationer på statskundskab. Dette er nemlig vores kunst. Dette er den arv vi giver videre. Problemfelt og problemformulering Trinity: I was looking for an answer. It's the question that drives us, Neo. It's the question that brought you here. You know the question, just as I did. Neo: What is the Matrix? Trinity: The answer is out there, Neo, and it's looking for you, and it will find you if you want it to. Fra filmen Matrix 1999 For nogle er politik og politisk kommunikation blot et komma i hverdagen - et nødvendigt onde, der lejlighedsvist ikke kan undgås i den rivende strøm af informationer, som af alle tænkelige kanaler, dagligt rettes mod os som borgere i samfundet. For andre er samme emner yderst interessante, aktuelle, væsentlige, lukrative og ikke mindst slet og ret et arbejde. Op til valg og andre store politiske begivenheder står forskere og andre nørder, os selv iberegnet, på hovederne af hinanden for at spå om udfaldet, kommentere på, eller blot i eksamensopgaver analysere proces og prekære detaljer, i alt fra spin til jok i spinaten. Skulle man imidlertid være inklineret til at betegne den politiske sfære og den almindelige formidling herom som decideret underholdende, ja ligefrem sjov at dvæle ved til hverdag, vil det nok være et syn, som for bare få år siden harmonerede dårligt med borgernes og måske især forskernes almindelige opfattelse af den politiske sfære. For er der én ting, som man i mange år ikke har haft for politologisk vane, så er det at blande analysen af den saglige politiske verden med underholdningens skæve og karikerede udtryk. Et forhold der er bemærkelsesværdigt, da det omvendte har været tilfældet siden oldtiden. Grundene til en politologisk mangelfuld indtræden på populærkulturens sociale felter er mange, og en af de overvejende har givetvis været forskernes barnelærdom, om at man da ikke kan blande pærer og bananer. Men det er måske netop i grænselandet mellem underholdning og politik, og i et opgør med berøringsangsten for denne sammenblanding af de to sfærers på den ene side uforenelige og på den anden side tæt forbundne fællesmængder, at vi kan finde svar på, i hvilken retning både politikken, underholdningen og ikke mindst samfundet bevæger sig. 7

9 Store dele af den fremtrædende forskning i politisk kommunikation har hidtil opereret med en forfaldsdiskurs, når det kom til sammenblandingen mellem politik og underholdning. Den generelle aversion har især været rettet mod TV-mediet og infotainment-industrien, som med deres sensationelle programprodukter, og nyhedsformidling, med større fokus på spænding, drama og konflikt end seriøs politisk debat, har udvandet de almindelige borgeres interesser for, og engagement i den politiske verden (Norris 2000 og van Zoonen 2005). I den senere tid er fagkundskaben dog ved at acceptere og indkredse populærkulturens og underholdningsgenrernes betydning for sen-modernitetens komplet komplekse, refleksive individ og samfundsborger. Det må godt være fornøjeligt at være borger, også selvom man hellere ser soft soap frem for Hard Talk, mens man danner sig sine politiske holdninger (van Zoonen 2005). Eller må man? En af de helt store trends i de efterhånden udvaskede snitflader mellem underholdning og politik, er det billede, der tydeligt tegner sig i USA og til dels England, hvor udbredelsen af komikere med deres egne talkshows og enorme seertal, hver aften tager det politiske etablissement under hårdtslående satirisk behandling. Således kunne man i januar i år, på forsiden af Berlingske Tidende læse, at Komikerne er USA s femte statsmagt, næst efter journalistikken, som længe har været hæderkronet som den fjerde statsmagt i den vestlige del af vores moderne verden. John Orman, professor i statskundskab uddyber tendensen: Før var politik noget for sig, noget højt og ædelt og alvorligt, mens underholdning var film, TV-serier og den slags. I dag er politik en del af det popkulturelle system i Amerika. Popkulturen har spist politik : Og komikerne fører kniven! (Høi 2008, 7. januar) Da de amerikanske satireprogrammers tekstforfattere strejkede i sidste del af 2007 og under begyndelsen på primærvalgkampen, led ikke mindst de borgere, som får størstedelen af deres nyhedsdækning fra late night comedy shows, men også de politikere, som er programmernes glade gæster, et stort afsavn. Amerikanske politikere såvel vælgerne er blevet afhængige af komikerne! (Hinds 2007, 19. december) Der er med andre ord tale om et spændende forhold her. På den ene side kan man tage forfaldsdiskursens argument for gode vare og klandre udviklingen for at være højst problematisk, fordi folk kommer for let til deres holdninger, ved at høre på og tilegne sig komikernes endimensionelle udlægninger af politikernes verden og genvordigheder. Udlægninger som alligevel bunder i komikernes ønske om 8

10 at spille på det sikre, det som publikum forventer, i deres jagt på at skabe den effekt, der er deres fags modus operandi, nemlig grinet. På den anden side kan vi i borgerinvolveringens lys takke samme komikere for at en hel generation, af især unge (mænd?) overhovedet er begyndt at interessere sig for politiske emner, eller i hvert fald programmer, som behandler den slags emner og måske sågar have givet samme seere en holdning hertil. Noget som hverken aviserne eller TV s mere saglige politiske dækning har haft synderlig succes med i de senere år. Oveni i dette deltagerdemokratiske dilemma, ligger spørgsmålet om, hvordan den politiske kommunikation udadtil ændrer sig i lyset af sammenblandingen mellem komik og politik. For udviklingen er ikke kun oversøisk. Også herhjemme møder vi tiere og tiere et mere underholdende politisk landskab. Tendensen afspejles i flere politikeres medvirken i forskellige talkshows og optrædener, i både danse- synge- og gameshows. I politikernes egen boldgade er show og underholdningselementet også så småt kommet ind i måden der kommunikeres på. De generelle nyhedskriterier kender politikerne ligeså vel som journalisterne, og de bruger dem med journalistens velsignelse. Aviserne har båret overskrifter såsom Den politiske tale er blevet et show ligesom folketingskandidater citeres for at udtale, at der er gået stand-up i valgkampen. Meningsdannerne på TV er blevet beskrevet som Stand-up kommentatorer. Journalistisk set i både radio, TV og skrevne medier, er der et redaktionelt ønske om at lade de sjove mennesker, komikerne, udtale sig om alverdens, hverdags og politiske problemstillinger. Dog langt fra i en grad som i USA. Endnu. Der er således noget på færde med denne humoristiske, selv-ironiserende og karikerede vinkling og drejning af den politiske kommunikation. Disse stand-up komikere og den comedy, de lever af og ånder i, udvikler og bruger til at sprede grin og (tvivlsom) eftertænksomhed hos de, der vil lytte. Hvem er de? Hvad driver dem? Hvad indeholder comedy-genren, hvad kan den, hvad betyder den for offentligheden og findes der midt i alt det humoristiske også en alvor, som tidligere var selvskrevet den politiske og journalistiske sfære? En alvor i alt det sjove, som har implikationer for samfundet som helhed eller dets enkeltdele? Af fare for at konkludere for tidligt, ser vi ikke som udgangspunkt et problem i at en underholdende og grinagtig kommunikationsform i stigende grad afløser en mere seriøs og alvorlig tilgang udi den politiske kommunikation. Vi forsøger at aflive berøringsangsten ved netop at være åbne for muligheden af positive aspekter ved at politiske budskaber og kommentarer besidder nogle letspiselige 9

11 karaktertræk 1. Nogle vil måske gå så langt som at sige at nye former for indpakning måske er med til at engagere nye typer af modtagere. Der eksisterer dog på den anden side et stort problem, hvis vi, som modtagere af politiske formidlingsformer og genrer, ikke er i stand til at afkode de egentlige budskaber, vi vælger at forbruge, men bare synes de er sjove fordi der peges fingre eller på anden måde gøgles med sandheden. Et endnu større problem opstår, hvis udviklingen og symbiosen mellem politik og underholdning medfører, at den reelle politiske dialog bliver indkapslet i et selvopretholdende elitært vakuum, som afkobler den almindelige, indifferente, men dog sporadisk underholdte borger fra den politisk debat, selvstændige holdningsdannelse, deltagelse og i sidste ende den beslutningsproces, som kun de indviede ekspertborgere og eliter har adgang til. Alle disse problemer tager sit udspring i en offentlighed, som i stigende grad er sat på prøve i at finde hoved og hale i en overvældende strøm af informationer, øgede komplekse individuelle og grupperelationer under stigende glokaliserede 2 samfundsforhold. En kompleksitet som enten forvrænges eller understreges af populærkulturens udledninger. Altså ryk tilbage til start!. Hvad er den moderne comedy, hvad kan genren og er den bare med til at opbygge nye barrierer eller reelt nedbryde gamle? Og hvad bibringer den offentligheden som kommunikationsform? Udenfor selvstændig akademisk interesse, men af helt personlige begrundelser for politologisk at vove os ud på de favne ukendt vand, ønsker vi at være de første på statskundskab til at sætte feltet i spil, idet alene spørgsmålet, hvorfor skal politik og dens forskning ikke være sjovere? i sig selv er os en vigtig motivationsfaktor. Det er netop i arbejdet med den originale idé, der i de mørke timer, som en tændt petroleumslampe, spreder lys, inspiration og glæde i arbejdet med specialeprojektet. Som Kierkegaard skrev: At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik ikke at vove er at miste sig selv. Det er derfor i forhåbningen om at miste fodfæstet for en stund, når vi i det følgende sætter ud for at besvare vores problemformulering: Hvad er den moderne comedys politiske implikationer? Med vores bestræbelser på at besvare denne problemformulering har vi følgende praktiske fremgangsmåde: For det første vil vi skabe den teoretiske ramme 1 Også selvom det måtte udvande indhold og tungere stof i vor tids mediebillede. 2 Begrebet glokalisering stammer fra bogen Magtens nye ansigt (2005), vi vil komme nærmere ind på begrebets betydning i vores teoriafsnit. 10

12 indenfor hvilken, vi vælger at placere og anskue den moderne comedy, som et ikke tidligere undersøgt fartøj for politisk kommunikation i offentligheden. Et fartøj som er adskilt fra traditionelle journalistiske og politiske afsenderforhold og former. Dette syn baserer vi på fænomenets overfladekarakteristika. For det andet vil vi på baggrund af forskellige metodiske tilgange indsamle de empiriske data, der gør os i stand til at forstå den moderne comedy som samfundsfelt. Forståelsesgenereringen understøttes for det tredje gennem en socio-historisk analyse af den indsamlede viden om genstandsfeltet. Dette gør os samlet set os i stand til at afdække den moderne comedys politiske implikationer, hvilket det for det fjerde er vores mål at diskutere. Ikke så meget for at fremsætte anbefalinger for fremtidens politiske kommunikation mellem borgere og politikere, men mere for at nå en dybere erkendelse af, hvilke konsekvenser genrens udbredelse og brug medfører for samfundet og offentligheden. Og ikke mindst overfor den borgertype som måtte benytte sig af genren i det daglige. Til at anskueliggøre processen opstiller vi følgende grundmodel for specialet, figur 1., som vi fra kapitel til kapitel vil udbygge. Figur 1. METODE TEORI SOCIO-HISTORISK ANALYSE DISKUSSION Uden at gå nærmere på klingen af en positivistisk verdensanskuelse, vil vi, for nemheds skyld, kalde fænomenet den moderne comedy for specialets uafhængige variabel, der skal bruges til at forklare politik i bred forstand, som den afhængige variabel. Inden vi forlader de indledende strækøvelser helt, vil i næste afsnit kridte banen op med hensyn til begreber og afgrænsning, for derfor at have strammet snørebåndene til det endelige politologiske hækkeløb. 11

13 Afgræsning og begrebsafklaringer I vores ønske om at forstå og diskutere betydningen af den moderne comedy, ligger der en overvejende erkendelsesinteresse i at nå ind til comedy-genrens selvstændige politiske kommunikationsform. Denne er, som vi skal se nærmere på, ikke altid karakteriseret ved, at være direkte rettet mod politik, politikere eller det politiske system, men ligeså ofte mod de konsekvenser politik har for vores alle sammens hverdag. Ved politiske implikationer, mener vi derfor både comedyens direkte og indirekte politiske kommunikation, samt den indvirkning en sådan kommunikation i bred forstand har på sine modtagere, altså offentligheden. En implikation er den sandsynlige konsekvens af, at noget sker. Vi mener med andre ord, at der eksisterer et påvirkningsforhold mellem comedy, politik og offentlighed, selvom vi ikke har til hensigt at udlede deciderede effektmålinger af dette forhold. Derimod er vores hensigt at forstå og dernæst diskutere denne forståelse. Ved implikationer forstår vi både tænkelige positive og negative konsekvenser af comedy, anskuet gennem specialets teoretiske ramme. Har den moderne comedys danske udtryk en selvstændig slagkraft, som berettiger den amerikanske påstand om, at komikere udgør en reel magtbase i samfundet? Hvad består en sådan magt i og hvordan vurderer vi dens konsekvenser? Politik Politik definerer vi i brede termer, som den værdikamp, der gennem politisk kommunikation til daglig udkæmpes i offentligheden. Vi snævrer ikke nødvendigvis dette syn ind til blot den autoritative værdifordelingskamp, idet vi mener at flere samfundsaktører end de der normalt anses for at være autoritative er med til at sætte dagsordenen for og påvirke politiske beslutninger. Det er ikke kun de politiske eliter og klassiske demokratiske institutioner, der afgør politik i samfundet. Det enkelte menneske er med sine handlinger, valg og hverdagspolitiske gøren og laden lige såvel med til at forme den kollektive holdningsdannelse og interessegenerering, som demokratisk politik helst skal være en afspejling af. Hverdagspolitikkens adfærd og normkodekser udfordrer undertiden de demokratiske spilleregler i skabelsen af politik, som nogle gange får samme gyldighed for samfundet, som når den udmøntes af de traditionelle aktører i den parlamentariske styringskæde 3. De seneste måneders uroligheder på Nørrebro og især sagen om et nyt ungdomshus, viser tydeligt dette forhold. 3 Denne indledningsvise bredt formulerede definition af politik, vil blive uddybet i vores teoretiske brug af politisk kommunikation, skitseret i teorikapitlet. 12

14 Offentlighed og felt Offentlighed(en) ser vi i tilnærmet linje med bl.a. Habermas som et kommunikativt rum, der indbefatter alle borgere, medier og politiske autoriteter i samfundet. I næste kapitel vil vi fremlægge specialets teoretiske fundament i nærmere detalje og se hvordan vi finder, at begreberne politisk kommunikation og offentlighed er tæt knyttet op på ideen om en grundlæggende samfundsskabt virkelighed og ontologi. Vi bruger gennem specialet ofte ordet felt, hvilket i vores brug henviser til det afgrænsede område af et givent socialt fænomen, hvorudfra grupper og enkeltaktører indgår i netværkslignende relationer og udvekslingsforhold. I vores tilfælde taler vi oftest om feltet den moderne comedy eller bare comedy. Det var sociolog-antropologen Pierre Bourdieu som skabte felt-begrebet ved at analysere billedkunst og litteratur. Han fandt, at de moderne samfund består af mange delvist autonome mikrosamfund eller felter, hvor specielle regelsæt, normer og værdier gør sig gældende og hvor man som aktør skal gøre brug af særlige kapitalformer for at have succes/magt på forskellige felter. I comedyens felt ville det fx ikke være gangbar kapital, hvis du aften efter aften gik på scenen med et jonglørnummer, som ikke engang får publikum til at grine. Ligesom man som politiker hurtigt ville miste sin politiske kapital, hvis man aldrig tog noget alvorligt, når man blev spurgt (Andersen & Kaspersen 2002: 335). Vores brug af felt-begrebet er ligesom hos Bourdieu med til at stille skarpt på forskellig adfærd og måder at kommunikere på, indenfor forskellige felter. Aktørernes handlen og kommunikation (kunstnerens udtryk og produktion) kan ikke adskilles fra det felt de indgår i. Vi deler dermed Bourdieus vurdering af at kunst, comedy, politik ikke kan skabes i et subjektivt vakuum, uanset hvor guddommelig inspireret aktør der er tale om 4. At en komiker har succes i sit fag skyldes ikke komikerens selvstændige adfærd, men lige så meget den modtagelse alle andre agenter på feltet giver ham. Tiden skal så at sige være moden til en ny Mozart (Kaspersen & Andersen 2002: 356). Begrebet bliver ekstra interessant, når felterne politik og comedy blandes sammen. For det kræver en større palette af kapitalformer for de enkelte aktører, hvis de skal opnå magtpositioner indenfor overlappende felter. 4 Vi deler imidlertid ikke Bourdieus strukturalistiske konstruktivisme i begrebet om habitus, den kropsliggjorte forventning om given adfærd i givne situationer, som i vores optik er for hårdt et strukturaliseret prædikat at sætte på menneskelig adfærd og udvikling. Det er da også denne strukturelle determinisme som Bourdieu er blevet kritiseret hårdest for. (Kaspersen & Andersen 2002: 360) 13

15 Det er her offentligheden bliver relevant, fordi den i vores opfattelse dækker flere på hinanden overlappende felter af både, privat, kulturel og politisk karakter. I modsætning til Bourdieu, mener vi at der i borgernes varierende brug af forskellige netværk og personlige relationer til forskellige felter ikke dannes en uomgængelig habitus, men at der i stedet skabes en form for individualiseret offentlighed, hvor hver borger kan vælge fra eller til. Problemet opstår når en gruppe borgere grundet deres position eller baggrund i samfundet hægtes af fra indflydelse på de felter, hvor beslutninger om vores fælles livsvilkår træffes. Om comedyen er med til at mægtig-myndiggøre denne gruppe borgere er et af de centrale diskussionsspørgsmål for dette speciale. Vidt og bredt om begrebet comedy Begrebet den moderne comedy er vores eget og den definitoriske ramme og afgrænsning fra anden comedy, danner vi på baggrund af en større sociohistorisk, ja nærmest genealogisk, analyse af comedyens oprindelse fra græsk komedie til stand-up comedy i dag. Det gør vi i specialets kapitel 4. Baggrunden for den genealogiske fremgangsmåde er inspireret af sociologen Michel Foucault, som brugte metoden til at afdække skjulte magtforhold i samfundet. Genealogien er en slags historisk udforskningsmetode, der forsøger at undersøge og analysere fænomeners slægtskab, herkomst og forvandling med henblik på at skabe et fundament for kritik og analyse af nutidige fænomener. Kendetegnende for Foucaults genealogi er, at han aldrig spørger, hvorfor fænomenerne er, som de er og forsøger at komme med et endegyldigt svar om dem, men i stedet spørger, hvordan de er opstået. Foucault ønsker nemlig ikke at komme med løsninger på, hvordan samfundet kan blive bedre. Hans forskning og konklusioner har tværtimod ambitionen om at være værdifrie og uden normativ ladning. Vi er ikke helt enige i Foucaults høje tanker om den konfessionsløse forskning. Normative er vi alle, også som forskere i én eller udstrækning forskellen på god og dårlig forskning står og falder på hvor åben og opmærksom man er på sine normative udgangspunkter. Ideen om Foucaults eget bidrag til samfundsforskningen, som kan ses i form af en rummelig værktøjskasse, man kan tage redskaber fra og benytte til bedre at forstå det nutidige samfund, er vi imidlertid helt på bølgehøjde med. Analysen af comedyens fænomenologiske karakteristika og udvikling, skal bibringe os den indgående forståelse for feltet, som vi skal bruge til at afdække den moderne comedys nutidige politiske implikationer. Når vi i specialet bruger comedy og ikke det danske ord komedie skyldes det, at det engelske comedy-begreb, også i sin danske brug bærer nogle andre 14

16 konnotationer. Disse er også med til at kvalificere specialets positive afgrænsning. For det første er udtrykket komedie i den danske sprogtradition snævrere defineret i betydningen teaterstykke eller en art skuespil, der tilsigter at vække publikums latter, eller den dramatiske digtning eller skuespilkunsten i almindelighed. Ordbogen over det danske sprog i perioden definerer komedie med: "hvad der minder om det lattervækkende skuespil ell. om skuespil i det hele taget; især: dels om forstillelse ell. list, der anvendes over for en; dels om støjende optrin ell. forvirring (jf. Spektakel).(ordnet.dk) Disse elementer ligger naturligvis også i det engelske sprogs betydninger af comedy: 1. entertainment consisting of jokes and sketches intended to make an audience laugh. 2. a film, play, or programme intended to arouse laughter. 3. a humorous or satirical play in which the characters ultimately triumph over adversity. (askoxford.com) Men betydningerne er bredere og de to første har endnu ikke fundet vej ind i det danske komedie-begreb. I stedet har vores sprog, som i så mange andre tilfælde, indoptaget den engelske betydning og anvendelse af ordet. Det er blandt andet derfor, at man også herhjemme benævner stand-up genren som stand-up comedy. Selvom den begrebsliggjorte rolle som komiker fint dækkes af det danske sprog, har komedie ikke samme vidtrækkende definitionsbrug som ordet comedy. Det forhold afspejles også af vores kvalitative data, hvor de fleste komikere omtaler en vigtig fagbetinget afgrænsning af comedy som en selvstændig underholdningsgenre. Comedy som ordet bruges i det danske sprog bærer dermed en særskilt genrebetegnelse for noget nyt og andet, end den brug teatret og revyen tidligere har gjort af komediegenren. Satiren er stadig et fælles værktøj indenfor forskellige comedy-grene og vi vil vende tilbage til satirens væsen, når vi ser på udviklingen af comedy genren i kapitel 4. Vi vælger ved anvendelsen af comedy-begrebet med andre ord at fokusere på en samlebetegnelse, der inkorporerer mange aspekter af underholdning. Dog fokuserer vi ikke på hvilken som helst form for comedy. Til det er definitionen for bred og ville indeholde alle genrer for grinagtig underholdning, hvor end sjove at undersøge, ville være irrelevante for denne opgave. Når vi derfor ønsker at spore de historiske udviklingstræk for den moderne comedy er det ud fra koblingen til politik. Den skelnen er naturligvis svær i praksis, for hvad er ikke politik, kunne indvendingen lyde. Ikke ret meget, hvilket vores bredt formulerede ovennævnte forståelse for politik-begrebet da også antyder. 15

17 Undersøgelsens forståelsessigte Vores undersøgelse og specialets forståelsestilvejebringelse har ikke til hensigt at teste på forhånd fremsatte hypoteser eller afprøve en nærmere defineret kausalrelation mellem comedyen og dens effekt som meningsdannende eller hint redskab. Det ligger udenfor vores primære interesse, at undersøge politisk partikulære virkninger af comedyens budskaber på et publikum og efterfølgende fremsætte spekulationer, om hvorvidt komikere og genrens anvendelse er med til at rykke stemmer fra et parti til et andet. Ej heller er vi interesserede i en ideologisk kortlægning af den danske comedy-scene, idet vi mener, at det til vores forskningsinteresse ikke tjener noget formål at udstille enkeltpersoners politiske overbevisning, hvor stor andel social kapital den enkelte komiker end skulle råde over. Vi er tværtimod interesseret i udviklingen af genren og hvordan den er kommet til at se ud som den gør i dag og især hvordan den moderne comedys stand-up komikerne, som har overtaget meget af den slagkraftige politiske satire, som tidligere var revyens varetegn, ser sig selv. En indsigt i komikernes verden og selvforståelse, samt holdning til deres egen rolle på scenerne og i samfundet, er det der har drevet vores primære interesse og dermed været kilde til specialets empiriske materiale. Vi vil i vores ekstensive metodeafsnit i kapitel 3 komme nærmere ind på vores valg af forståelsesrettet metode og selve fremgangsmåden i vores indsamling og bearbejdning af specialets hovedsagelige kvalitative, men også observante og kvantitative data. Alt sammen empiri som vi i specialets diskussioner af comedyens implikationer, ser i relation til teorierne om magt, offentlighed og borgerskab i det moderne samfund i kapitel 5. Vores konklusioner samles i kapitel 6. Her fremsætter vi også vores afsluttende perspektiverende forslag til videre ekspeditioner ad uransaglighedens veje mod det himmelske lys. Noget forskningen i kommende generationer af forsømte forår givetvis vil få brug for, når der skal stilles endnu flere spørgsmål til symbiosen mellem politik og underholdning. 16

18 KAPITEL 2: TEORETISK RAMME Vi vender nu blikket mod vores undersøgelses teoretiske gods. Anvendelsen af teori i dette speciale er ikke ment som en trykprøvning af teoriernes holdbarhed overfor en kompleks virkelighed. Vi er snarere interesserede i at have en skitse og ramme, at diskutere og se vores indsamlede empiri i lyset af. I teorien er teorier nemlig gode til at kaste lys og større forståelse over de fænomener, vi som samfundsforskere ønsker at undersøge. Det er i denne forståelsesrettede anvendelse, vi ønsker at operere med de valgte teorier. Vi har samtidig brug for en ontologisk basis, hvorudfra vi kan anskue verden og vores genstandsfelt, comedyen. Til det formål har vi først og fremmest brug for teori om samfundets grundlæggende beskaffenhed. Da vores diskussioner af comedyens betydningen for offentligheden, har brug for nærmere definitioner og teori om politisk kommunikation, offentlighed, borgerskab samt magt, må vi også have sat en forståelsesramme omkring disse begreber. Det er derfor dette afsnits formål at skabe de overordnede teoretiske rammer for den diskussion, der følger senere i specialet. Idet der er tale om rammer, vil vi ikke eftersætte en tilbundsgående redegørelse for samtlige teoriers udviklingshistorie, deres mest intime detaljer eller udtømmende anvendelse, men blot skitsere grundtrækkene for senere at kunne fremtrække teoriernes dybere indsigter, skulle diskussionerne give os anledning hertil. 17

19 Valg af teori Hvordan vælger vi så de teoretiske rammer, uden at sætte os selv skyklapper for øjnene og udelukke os fra en verden af mulige forståelser? Det har naturligvis været kernen i vores valg af teori, men også været udfordringen. Derfor fandt vi det mest oplagt, at generere en teoretisk ramme på baggrund af vores genstandsfelts (den uafhængige variabels) umiddelbare og åbenlyse overfladekarakteristika. Disse karakteristika vil netop indikere, inden for hvilke teoretiske sfærer vi bevæger os. Den moderne comedy udøves af mennesker for mennesker. Man kan derfor uden fare for at være helt begrebsligt galt afmarcheret påstå, at vi har med en social sfære et samfundsskabt fænomen at gøre. Med andre ord en del af samfundet; eller et felt. Comedy udøves primært via det talte sprog, men også gennem en hel række lyd- og ordløse mimiker, gestikulationer og øvrig semantik, der kan ses som en ekspressiv og meningsfyldt videreformidling af tavshed. Det ene udelukker dog ikke det andet. Den moderne comedy virker, indvirker og fungerer netop via sproget. Sidst men ikke mindst er comedy en social relation, hvor der eksisterer en afsender (komiker) og en modtager af afsenderens formidling (publikum). Der med andre ord tale om, at comedy er et relationelt, kommunikativt samfundsskabt fænomen. Disse, for os, meget åbenlyse overfladekarakteristika, vil danne springbrættet for vores teoretiske ramme, der behandles med udgangspunkt i tre niveauer, som vi har valgt at visualisere i form af den nu delvist udvidede grundmodel, figur 2. De tre niveauer har ikke kun et strukturerende formål for specialet, men lader også skinne igennem at forskellige karakteristika fordrer forskellige teoretiske afsæt. 1. niveau: Den sociale sfære og vores ontologiske basis i stor skala - samfundet 2. niveau: Kommunikationen mellem afsender og modtager 3. niveau: Publikum/modtagergruppen På første niveau benyttes en af sociologiens grand old bidrag, nærmere betegnet Berger & Luckmanns teori om den samfundsskabte virkelighed. På andet niveau benyttes teoretisk indsigt vedrørende politisk kommunikation, idet de implikationer, der søges forståelse for er politisk definerede. På tredje niveau benyttes teori som angår borgerlig offentlighed og 18

20 magtforholdene heri. Figuren herunder viser vores teoretiske fundament. Vi begynder naturligt nok med figurens første lag. Figur 2. TEORI NIVEAU 1: Den samfundsskabte virkelighed NIVEAU 2: Politisk kommunikation NIVEAU 3: Offentligheden 19

21 Den samfundsskabte virkelighed Samfundet er et menneskeligt produkt. Samfundet er en objektiv virkelighed. Mennesket er et socialt produkt (Berger & Luckmann 2002: 79) Berger & Luckmanns samfundsteori fremlagt i deres hovedværk fra 1966: Den samfundsskabte virkelighed er et anseeligt bidrag til den socialkonstruktivistiske forskning og teoris udbredelse. Vi har i specialet valgt at tage afsæt, på et videnskabsteoretisk plan, i netop socialkonstruktivismen (mere herom senere), men den samfundsskabte virkelighed er også udgangspunktet for vores ontologisk, teoretiske afsæt. Fordi den moderne comedy er et socialt fænomen per se, ønsker vi et teoretisk udgangspunkt, der indbefatter netop den sociale sfære, og samtidig kan inkorporere hele samfundet. Det er vores ønske herved at kunne placere comedyen på det vi i figur 2 kalder 1. niveau, hvilket kan også kan ses som genstandsfeltets makroniveau. Da kommunikationen og sproget er den væsentligste kanal til interaktion i den sociale verden, finder vi det helt oplagt at moderne comedy kan analyseres i konstruktivistisk optik da fænomenet, på samme måde som den sociale verden, er defineret ved og i sproget. Titlen på Berger & Luckmanns bog siger egentlig det hele: Virkeligheden er samfundsskabt! Det er et pragmatisk syn, der tillader, at der for sin del findes en rigtig virkelighed, men også en socialt produceret virkelighed. Den sociale virkelighed er konstrueret og består af objektive samfundsskabte sproglige fortolkninger og fortolkningsmønstre. (Kaspersen & Andersen 2002: 204 og Berger & Luckmann: 2002: 79-80). Komikeren Thomas Hartmann eksemplificerer: Jeg er nogle gange bange for publikums dumhed! Vi står der som os selv og vi skal stå inde for de holdninger vi giver udtryk for og jeg vil til enhver tid stå inden for de holdninger jeg giver udtryk for. Men jeg kan ikke stå inde for den måde folk misforstår mig. Jeg vil nogle gange hellere redigere mig selv end at risikere at blive misforstået. (Interview med Thomas Hartmann) Vi er altså ikke på vej ud i hyperabstraktionen endnu. Der findes en komiker, en scene og et publikum i comedy. Men hvordan vi læser komiker, situation, sprog og budskab og publikums reaktioner herpå, kan divergere alt efter hvilke intersubjektive fortolkninger og fortolkningsmønstre, der måtte opstå undervejs. Derfor er det også fuldt ud muligt, at to mennesker 20

22 ser fuldstændig forskelligt på samme stand-up show, og kan derved også få vidt forskellig mening herudaf. Når denne meningsdannelse akkumuleres til et større plan, vil der alligevel ske en mønsterdannelse. Det er et udtryk for en sådan mønsterdannelse vi fokuserer på i vores speciale. Der findes hos Berger & Luckmann tre samfundsmæssige processer: For det første eksternalisering, for det andet objektivisering, og for det tredje internalisering. Det, der gør samfundet til en objektiv realitet skal ses i forlængelse af institutionsbegrebet som mennesket via videreformidling af gentagne handlingsmønstre opretholder. Dermed bevares de sociale konstruktioner (altså institutioner) gennem socialisering og internalisering, som igen eksternaliseres via den sproglige videreformidling og legitimering, indtil de fremstår som ontologiske objekter med gyldighed for et samfund eller bestemte samfundsgrupper (Berger & Luckmann 2002: 79-80). Herunder ses familien, det politiske system, demokratiet, arbejdspladsen og ikke mindst også den måde vi morer os på og hvad vi morer os over. Dermed bliver også denne morskabs udøvelse via den moderne comedy en social institution. Er det så det samme som at sige én gang objektiv altid objektiv? At verden og de sociale relationer og institutioner er på én måde og altid forbliver sådan? Nej slet ikke! De sociale institutioner bliver hele tiden genforhandlet (selvom nogle er sværere, at genforhandle end andre). Det åbner for det inspirerende syn, at alt kan tænkes og være anderledes. Intet er endeligt, på trods af tilstedeværelsen af en objektiv social virkelighed. Den gælder kun så længe vi tillægger den værdi og mening. Konsekvensen af dette samfundssyn er naturligvis at forskeren påvirker det felt, han forsker i. Politikerne påvirker det felt inden for hvilket de fører politik, men det gør vi individuelle borgere også. Komikeren, ikke mindst, påvirker også det felt inden for hvilket han udøver sit virke, ja og måske videre endnu. Vi er således alle med til at skabe og påvirke vores fælles politiske virkelighed. Dermed påvirker komikerne ikke kun deres eget comedyfelt og dem der indtræder herpå som enten udøvere eller publikum. De påvirker også en større virkelighed og modtagergruppe, som bringes i spil via medier, optrædener og ikke mindst den daglige interaktion med andre i deres almindelige hverdagsliv, med andre ord offentligheden som helhed eller en delmængde heraf. Hvad enten der er tale om normer, traditioner, vittigheder eller noget helt fjerde. 21

23 Dette grundsyn kan ses som en form for kaotisk superrelativisme, where anything goes, alligevel er de sociale institutioner dannet historisk og videreudviklet historisk og bliver primært sat på prøve, når de skal overtages af nye generationer. De skal først lære at adlyde de gældende institutioner og normer og det er ikke nødvendigvis sikkert det forløber uden lydighedsproblemer eller ønske om at redefinere grænserne for accepteret adfærd (Berger & Luckmann: 2002: 81). Af samme årsag har vi inkorporeret et afsnit om netop den socio-historiske udvikling af den moderne comedy, som netop har rødder og en historie, det er vigtig at kende, for at kunne forstå genrens position, legitimitet og status i dag. Vores ontologiske ben er placeret grundigt i ovenstående. Herved forsøger vi at indikere, at de personer, som finder mulighed for at træde frem af massernes skygge og tale i kraft af sig selv, som fx komiker, politiker eller journalist, tillægges betydning og tildeles en større andel af den kapital, som afgør personers magt og status i et samfund. Ressourcepersoner som på en eller anden måde påtager sig rollen, som enten oprører mod eller fortolkere af status quo i samfundet. Til glæde eller gråd, til ris eller ros, til fordel eller ulempe for offentligheden. Komikerne står med andre ord, qua deres fag og offentlige eksponering, i en mere fremtræden position til at konstruere, skabe, realisere, ændre, men også rekonstruere og dermed opretholde deres modtagergruppes virkelighedsopfattelse. I den evige diskussion mellem på den ene side aktører og den anden side strukturerne, er vi således tilbøjelige til at tillægge aktører en relativ stor mulighedsskabende kraft. Som tidligere anført, dog kun qua deres placering i forhold til og positionering på samfundets forskellige felter. De underholdende samfundsaktører har de senere år tydeligvis tilmed fået nemmere ved at bryde lydmuren på flere overlappende felter. Politisk kommunikation Denne opfattelse af, at nogle samfundsaktører har bedre og nemmere adgang til at påvirke den offentlige opinion, finder genklang i vores anden store teoretiske byggeklods, politisk kommunikation. Forholdet ligger især i udviklingen af den politiske kommunikations præmisser frem til vore dage. Det vil vi se nærmere på om lidt. Først skal vi dog lige have begrundet vores valg af at inddrage indsigter fra politisk kommunikation. 22

24 Grunden finder vi på det af comedyens overfladekarakteristika som angår afsender-modtagerforholdet, mellem en kommunikator og et publikum. Dermed befinder vi os på 2. niveau af modellen i figur 2. I den teoretiske definition af politisk kommunikation, finder vi tilgangen til at belyse dette forhold i nærmere detalje og i den senere tids litteratur om den politiske kommunikations udvikling, får vi øget vores forståelse for sammensmeltningen mellem underholdning og politik. Ligeledes får vi åbnet op for comedyens indvirkning på offentligheden, som vi afslutter dette teorikapitel med. Vi er nu klar til en definition af politisk kommunikation. Brian McNair bliver normalt taget til indtægt for standarddefinitionen af politisk kommunikation, der på simpel facon beskrives som purposeful communication about politics 5. Hans definition er endvidere ret bred og tillader en stor mængde kommunikation at falde ind under sig. En anden definition som vi imidlertid mener giver et bedre udgangspunkt for vores brug, er dansk, og skriver sig op ad den seneste udvikling i informations- og kommunikationssamfundet, med henblik på at besvare spørgsmålet, om udviklingen af den politiske kommunikation, og nye indflydelseskanaler for borgerne, over fx internettet, har medvirket til at inddrage nye grupper i politik. Definitionen giver endvidere en kobling til den politiske offentlighed, som vi tager fat på nedenfor. Definitionen lyder: Vi vil således definere politisk kommunikation som kommunikation, som er en del af, eller som retter sig imod de processer, institutioner eller beslutninger, hvorigennem den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund finder sted. Politisk offentlighed er følgerigtigt den del af offentligheden, som er helt domineret af eller udelukkende beskæftiger sig med politisk kommunikation. (Hoff & Storgaard red. 2005: 17) I Jens Hoff og Kresten Storgaards definition skelnes der mellem den kommunikation som rettes mod autoriteter med gyldighed for et samfund, hvilket udgør den politiske kommunikation, og ikke-politisk kommunikation som (kun) bærer symbolsk værdi i sin udlægning og ikke adresserer en autoritet i samfundet, som kan træffe afgørelse i sagen (Hoff & Storgaard red. 2005: 19). Når vi påberåber at comedy falder ind under politisk kommunikation rettet mod autoriteter med gyldighed for et samfund, er der tale om et forhold af dualistisk karakter. På den ene side udgør publikum i comedy en gyldig autoritet 5 Endvidere indeholder definitionen: 1. All forms of communication undertaken by politicians and other political actors for the purpose of achieving specific objectives. 2. Communication adressed to the actors by non-politicians such as voters and newspaper columnists. 3. Communication about these actors and their activities, as contained in news reports, editorials, and other forms of media discussion of politics. (McNair 2003: 4) 23

25 i det at være en (repræsentativ) gruppe for samfundet eller i hvert et delsamfund. Officiel politisk kommunikation rettes mod borgerne gennem medierne, men reaktionerne på ført politik og kommunikation herom fortolkes og videreformidles af komikernes budskaber som præsenteres og dermed offentliggøres for et publikum. Selvom kommunikationen og budskaberne nok er af personlig observans, er det netop denne publikumsoffentlighed, der afgør, at der i comedy er tale om politisk kommunikation, og ikke bare privat kommunikation. Det gælder naturligvis ikke al comedy, men i udpræget grad den type comedy, som har politiske over- eller undertoner. Vi er dermed af overbevisningen af, at hvad enten en journalist fremsætter sin holdning gennem en artikel, eller en privatperson i et læserbrev, eller om komikeren lader den gå ud over sit publikum via et stand-up eller late night show, så er der tale om politisk kommunikation. Der er tale om kommunikation som qua definitionen ovenfor, retter sig mod de processer, institutioner, eller beslutninger, som udspringer af autoriteternes fordeling af værdier i samfundet. Vi vælger ikke at tolke definitionen så snævert, at der vitterligt skal træffes autoritativ afgørelse i alle sager, som fremsættes gennem den politiske kommunikation i samfundet denne tanke ville i øvrigt også være tæt på absurd. Således er der ikke noget til hinder for, at man som læserbrevskribent kan mene, at Christiania skal rives ned eller Kartago bør ødelægges, uden at politikerne behøver at fare ud og træffe bindende afgørelse i sagen på baggrund heraf. Ligeså kan Omar Marzouk fremsætte holdningen, at den danske terrorlovgivning er helt fejlbedømt, uden at samme politikere behøver at afgøre for eller imod, hver gang deres beslutninger kritiseres. Det der er afgørende for, om der er tale om politiske spørgsmål, er at der skal være tale om en proces, der retter sig imod eller lægger op til, at der skal tages en beslutning om fordeling af nogle værdier, hvor beslutningen typisk vil indebære gevinst for nogle og måske et tab eller afsavn for andre (Hoff & Storgaard red. 2005: 18). Afsenderen, i vores tilfælde komikeren, er dermed en kommunikatør, der spiller med i en sådan proces, hvor holdningen til den sande fordeling af værdier, skabes igennem den dialektiske, samfundsskabte og konstante menings- og normdannelse i samfundet. Ikke dermed sagt, at han/hun ligefrem afgør borgernes holdningsdannelse i forskellige sager. Men komikeren er på samme bane som journalisten, der retter fokus og stiller skarpt på forskellige politiske emner og processer frem for andre. Om selekteringen sker på baggrund af aldeles subjektive overbevisninger eller objektive nyhedskriterier, ændrer ikke på, at der for begges vedkommende er tale om udførelsen af politisk kommunikation. 24

26 I klassisk introduktion til faget politisk kommunikation opstilles der gerne en model, der viser samspillet mellem borgere, politiske organisationer/aktører og medierne. I sådan en basal figur placerer komikerne sig altså i vores syn i fællesmængden sammen med politiske aktører og medier. Komikere er politiske aktører fordi deres offentlige budskaber er udtryk for deres egne og/eller andres (politiske) overbevisninger, og deres formidlingsform udgør i sig selv et medie, fordi deres relation til et publikum, som en underholdningsgenre på mange måder (i hvert fald i overført betydning), svarer til det at læse avis eller på anden måde få medieret sin viden, hvor forvrænget den end måtte fremstilles. Dette tosidede afsenderforhold hos komikeren understreger blot yderligere graden politisk potentiale der ligger i denne kommunikatørposition. Mediernes påvirkningskraft Traditionelt set har faget politisk kommunikation fungeret som det sted, teorier om mediernes påvirkning af vælgere i de massemedierede samfund var samlet. Det er det på sin vis stadig, men man har efterhånden forladt fagets oprindelige kongstanke, om at medierne skulle være i stand til at påvirke vælgerne gennem en simpel injektionssprøjte-model, hvor budskaber absorberes af en passiv vælger/modtagerskare, der anses for at være en tørstende informationssvamp, som bare venter på at suge de rigtige holdninger til sig. Derimod har man, i god tråd med Berger & Luckmann samt andres dialektisk konstruktivistiske samfundssyn, nået til erkendelsen af, at offentligheden aktivt reagerer på mediernes kommunikation ved at fortolke det, de ser og læser samt (de)konstruere mening, og skabe deres egne forståelser og holdninger til ting. (Norris 2000: 36). I forlængelse heraf anskuer vi ikke påvirkning, i form af holdningsændringer, men snarere et ændret fokus på hvilke holdninger, der er gangbare, som værende en effekt af politisk kommunikation. Her er vi ovre i den agenda-sættende funktion af politisk kommunikation. Ikke dermed sagt, at politisk kommunikation i traditionel påvirkningsforstand, som instrument til at flytte vælgere fra et parti til et andet, er komplet uvirksomt der skal bare mere til end som så. Det viser den til stadighed stigende anvendelse af politisk strategiske kommunikationsfirmaer, kommentatorer og spindoktorer, som i deres forskellige bestræbelser, forsøger at gøre politik mere spændende (forståeligt) for en bredere del af befolkningen, end dem der tilfældigvis lige dyrker feltet til hverdag eller i forskning (van Zoonen 2005: 10). Politik sælger nemlig ikke billetter alene. I konkurrencen om vores sparsomme fritid, og noget tyder på, at den kun bliver mere sparsom, er politisk kommunikation, i den klassiske forstand, som bærer af et substantivt politisk budskab om vejen til en bedre verden, i konstant fare for at blive forfordelt fremfor en biftur med kæresten, 25

27 en koncert, et computerspil eller en helt syvende underholdende form for fornøjeligt tidsfordriv (van Zoonen 2005: 2). Derfor kan det ikke undre at graden af strategi og udvandingen af substans til fordel for proces og let servérbare lydbidder samt et øget fokus på personer, konflikt og konkurrence har overtaget meget af den politiske dækning i medierne de seneste årtier. I Danmark, såvel som resten af Vesteuropa, er der over de sidste år sket en lang række ændringer i det politiske landskab og den politiske kommunikation. Der er blandt andet sket en opløsning af tilhørsforholdet mellem klasse og parti. Vælgerne er begyndt at issue-vote, og opføre sig som politiske forbrugere frem for trofaste partisoldater. Den udvikling kommer især af udbredelsen af massemedierede nyhedsudsendelser fra et ikke længere monopoliseret TV-udbud. Nyhedsudsendelser som i deres egen interne konkurrence bruger den direkte, sensationsbaserede journalistik til adressering af samfundets magthavere og uhørligheder for åben skærm. Ikke nok med det, har nyhedsproduktionen oplevet eksploderende voldsom vækst med indførelsen af 24-timers nyhedskanaler og andre højfrekvensopdaterede nyhedsmedier på TV og internet (Hoff & Storgaard red. 2005: 30). Begge teknologiske formater når ud til et bredt publikum. Et publikum bestående af borgere, som i samme periode har oplevet et stigende vidensniveau, hvilket i stor udstrækning gør dem i stand til at frigøre sig for tidligere tiders ideologiske dogmer og indgå i kontinuerlig holdningsdannelse fra sag til sag (Blumler & Kavanagh 1999: ). Partierne har for at matche den udvikling stille og roligt ændret type, til nu at fremstå som catch-all partier, som løber i et Gallup erende kapløb om stemmerne. Stemmer som for de fleste partiers vedkommende også betyder økonomisk overlevelse, idet man ikke længere kan regne med kontingenternes faste indtægtsbase, men har gjort sig afhængig af partistøtten som tildeles pr. stemme ved valg. Konkurrencen om stemmerne har professionaliseret partimaskinen (Bille 1997: ). Dermed har de professionelle politiske partier også fået råd til at eftersætte stærkere initiativer i bestræbelsen på at få Hr. og Fru. Gennemsnitdansker til at stemme på sig. Strategisk kommunikation, spin, fokusgrupper, segmentanalyser, udvikling af IT-platforme, branding og rebranding er blandt de mange kommunikative nytiltag som de professionelle politiske aktører tager i brug, for at sikre deres mandater og magt (Madsbjerg: 2001, 15. november: 1-7). Derudover er det traditionelle højre-venstre kontinuum blevet suppleret af en værdipolitisk skala, som også er med til at fragmentere det politiske billede og de skillelinjer vælgerne placerer sig på fra sag til sag. Der er samlet set blevet mere at tale om og mindre tid at gøre det på (Loftager 2004: 10, Andersen & Borre red. 2003: 19, 207, 237 og Corner & Pels 2003: 2). 26

28 Der er således kommet flere medier, flere nyheder, mindre tid til journalisternes tilbundsgående saglige dækning og så har hele den politiskideelle, såvel som kommercielle virksomhedsverden intensiveret kommunikationssiden i deres offentlige virke (Kristensen 2003: ). Alle er under pres: Politikerne, medierne og vælgerne. Måske lever vi vitterligt i en overkommunikeret vanvidsverden, som komikeren Anders Matthesen kalder den: Jeg oplever folk, der kommer op til mig og siger, at det var en gave at komme ind (i klubben) og grine igennem. Det er jo sådan lidt i den vanvidsverden vi lever i - der er det jo noget man eftersøger, og det gør jeg også selv; ser sjove film! Hvis noget kan give mig en griner, så ringer jeg til alle jeg kender og siger: du skal se det her, det er simpelthen så skægt!. Så jeg elsker da selv, hvis nogen kan rive tæppet væk under mig. (Interview med Anders Matthesen Bilag 14) Der kan således være tale om et menneskeligt behov for at få trukket tæppet væk under sig i en verden med alt for mange tæpper og budskaber at forholde sig til. En pointe ikke ulig den Naomi Klein konstaterer i sin bog No Logo fra Individer i den vestlige verden bliver konstant udsat for uanede mængder af informationer, der i alskens udgaver og forklædninger ønsker at få os til at handle, agere, leve og ikke mindst forbruge på en bestemt måde. (Klein 2000: 9). Kleins skildring kan ses som et penicillinens paradoks, at jo mere borgerne bliver udsat for denne massive påvirkning, des mere resistente bliver de også overfor selv samme. Det har naturligvis haft indvirkning på den måde, vi som vælgere ser, oplever og forstår politik, men det har også haft indvirkning på mediernes, politikernes, organisationernes og virksomhedernes måde at se, bedrive, skildre og kommunikere politik på. For at nå igennem kommunikationseksplosionens vanvittige malmstrøm må politisk kommunikation træde helt nye veje. Communicators who wish to inform, persuade, or simply keep the attention of their auditors must therefore adapt more closely than in the past to what ordinary people find interesting, engaging, relevant and accessible. Politicians are impelled to speak more in a popular idiom and to court popular support more assiduously. Media organizations are driven to seek ways of making politics more palatable and acceptable to audience members. (Blumler & Kavanagh 1999: 221) 27

29 Populær-politisk kommunikation Udviklingen presser på for et nyt syn på politisk kommunikation. Et syn, hvor populærkulturens medialiserede politik får en fremtrædende betydning. Liesbet van Zoonen har i sin bog Entertaining the Citizen (2005) fremsat sysnspunktet, at populære måder at udføre politisk kommunikation på, fx igennem celebrity politics, ved politikeres deltagelse i game- og talkshows, eller ved populistisk retorik er værdifulde, fordi de både er uformelle og foregår på almindelige menneskers niveau. Med andre ord er politisk underholdning, den føromtalte sammenblanding mellem underholdning og politisk kommunikation, et vigtigt tegn på at politik er en del af vores hverdagskultur og ikke højt hævet herover (van Zoonen 2005: 4). Van Zoonen udlægger dermed i sin bog, et nyt og vigtigt perspektiv på politisk kommunikation og offentlighed. Det er ikke kun i politikernes og journalisternes saglige, traditionelle dækning og måde at tilgå politik, men også i populærkulturens genrer og udtryk, i alt fra popsange til sæbeoperaer, at vi som borgere bliver politisk informeret og engageret. Netop i underholdningsgenrenes politiske kommunikation, eller videreformidling og nogle gange fiktive konstruktion af en politisk kultur, findes en afgørende del af forklaringen på, hvordan vi indoptager vores rolle som borgere i samfundet og hvordan vi udlever vores delrolle for demokratiets velbefindende eller forfald (van Zoonen 2005: 150). John Corner og Dick Pels går tættere på begrebet politisk kultur i den sammenhæng: In using the term here, we mean to indicate, the realms of political experience, imagination, values and dispositions that provide the settings within which a political system operates, shaping the character of political processes and political behaviour. It is the elements of political culture that, among other things, interconnect the official world of professional politics with the world of everyday experience and with the modes of the popular variously to be found within work and leisure. (Corner & Pels 2003: 3) Hvad citatet viser, er at den politiske kultur i et samfund knytter privatsfærens populærkulturelle elementer fra arbejds- og fritidslivets daglige erfaringer til de mere saglige elementer af den politiske sfære. Kulturen binder sammen, ved at sende fortolkninger af hverdag og politik fra borgerne tilbage til magthavere og institutioner. Fortolkninger som borgerne har fra deres egne politiske erfaringer, forestillinger, værdier og dispostioner. Altsammen noget de i høj grad har fået gennem nyhedsmedierne, men ligeledes, og for en stor dels vedkommende, nærmest utvivlsomt gennem underholdningsgenerne på ikke mindst TV og film. Politisk kultur bliver således skabt i et dialektisk påvirkningsforhold mellem det borgerkonstruerede og det instituions- 28

30 rekonstruerede liv, nogle ville kalde det mellem system og livsverden. Det betyder, at politisk kommunikation for at virke som sådan, må være i overensstemmelse med den politiske kultur, der er gældende i samfundet. At borgerne får skabt store dele af deres politiske kultur gennem underholdning kan ikke anses for at være et nyt fænomen. Tag bare kejsertidens Rom, hvor brød og skuespil til folket, var et eksempel på en strategisk sammenblanding mellem politik og underholdning, som dengang havde til effekt at dulme generelle irritationer over samfundets skæve magtforhold og undertrykkelse. Idag er sammenblandingen mere et udtryk for overhovedet at være sikker på at få solgt de politiske budskaber, eller i hvert fald få solgt personen bag og skabe opmærksomhed om sit budskab. Derfor vælger de amerikanske politikere i deres hidsige præsidentvalgkamp da også at optræde i så mange bløde talk-shows, satire- og late-night shows som overhovedet muligt. Fra politologisk hold er det, som tidligere nævnt, ganske nyt at sætte fokus på den kulturelle betydning af især underholdningsgenerenes politiske uddannelse og kultivering af offentligheden. Og tilmed spørge til fordelagtigheden af en sådan påvirkning af offentligheden. I hvert fald uden at lande i forfaldsdiskursen om video-malaise og en hædersungen genkaldelse af tidligere tiders mere saglige og uspolerede politiske kommunikation og debat (van Zoonen 2005: 13). Kommunikationens paradokser Hele denne diskussion af den politiske kommunikations udvikling understreger også i høj grad vores pointe ovenfor, om comedyens berettigelse som politisk kommunikationsform. Comedyen er et medium, hvorigennem underholdningens politiske kommunikation er med til at konstruere og udvikle samfundets politiske kultur(forståelse). Ligeledes er det begrundelse for at se nærmere på fx comedy som medvirkende til formningen af den borgerlige offentlighed. For udviklingen er ikke helt uden paradokser. Hvor borgerne på den ene side er blevet mere kritiske og selektive i deres brug af politisk kommunikation, svære at opnå opmærksom fra i længere tid ad gangen samt holdningsfortolkende efter forgodtbefinde, er der samtidig kommet mindre og mindre fokus på de substantielle politiske samfundsemner. Problemløsning gennem demokratiet og dets modus operandi i form af den deliberative debat mellem borgere og magthavere, er blevet afløst af et fokus på forbrug, konflikt og konkurrence. Der er på nogle fronter tale om at vores individualiserede, diversificerede, globaliserede og fragmenterede livstil og dens varierende kommunikationsformer, samt den generelle forbrugermentalitet helt har opslugt borgerrollen og sat et klientgjort individ i stedet (Loftager 2004: ). Samtidig ligger der et pardoks i, at både politikere og medier har været pressede på den måde at 29

31 kommunikere politik på, som før kaldtes saglig og vedkommende. Det er ikke længere nok, at noget er sagligt for at sælge. Tværtimod. Det er alment kendt, at den politiske dækning har ændret karakter fra at være indholdsbaseret til at være procesorienteret mere motivforskning, person- og skandalefiksering, mindre mikrofonholderi og indholdsanalyse. (Bro red. 2005: 20). Men ved at løbe sensationens og konfliktens ærinde får politikere og journalister nu skudt i skoen, at deres fokus på proces og strategi er med til at køre vores vestlige demokratiidealer i sænk, fordi de skaber kynisme, politikerlede og generel fordummelse af den borgerlige offentlighed. Media-malaise lever i bedste velgående, selvom forskningen på området ikke viser klar sammenhæng mellem årsag og effekt (Norris 2000: 4). Comedy som politisk kommunikationsform træder med andre ord ind på paradoksernes politisk kulturelle scene, mellem en institutionelt medieret og en borgerligt konstrueret virkelighed, hvor politikere trods deres ihærdige forsøg på at popularisere deres budskaber, om ikke andet til gavn for deres genvalg, alligevel er i overhængende fare for at miste jordforbindelsen til deres vælgere. Det er dette speciales ærinde nærmere at beskue comedyens og komikerens rolle, set fra flere forskellige side af idealer for offentlighed, borgerdeltagelse og magt i de demokratiske beslutningsprocesser. En diskussion som vi vender frygteligt tilbage til i specialets diskussionskapitel. Selvom det også kunne være spændende at gå videre ind i den politiske kommunikations teorier om politikernes brug af forskellige kommunikationsgenrer, ligger det imidlertid uden for vores nuværende interessesfære. Her vender vi os istedet mod offentlighedsbegrebet og teorier om offentlighed og magt. 30

32 Borgerlig offentlighed og magtens nye ansigt What is too readily complained about political cynicism and civic withdrawel, might more often be a rejection of traditional political divisions and of the arrogance of distanced, self-absorbed political professionals. (Corner & Pels 2003: 2) Vores demokrati har ændret sig. Nogle anklager borgernes uengagerede tilgang til politik, grundet i mediernes forfladigelse af indhold og saglighed i nyhedsdækningen. Andre anklager politikerne for at være elitære kadre, som ikke lytter til borgerne og når de belejligvist gør, alligevel aldrig siger hvad de mener. Mens helt tredje stiller sig på offentlighedens bane og påpeger, at udviklingen mod et netværkssamfund betyder et opgør med tidligere tiders institutionelle magtforhold i parlamentarismens klassiske styringskæde mellem interesseorganisationer, politikere, forvaltning og borgere. Vi skal se nærmere på alle tre for at skabe en nuanceret forståelsesramme for vores egen diskussion af comedyens placering i virvaret. Det deliberative demokrati I vores brug af offentlighedsbegrebet anlægger vi et overordnet demokratiteoretisk syn på baggrund af den deliberative demokratiopfattelse. Idet demokrati vel nok er det mest essentially contested begreb indenfor politologien vil vi ikke dvæle længe ved dette standpunkt, men følge i fodsporene fra Jens Hoff og Kresten Storgaard (red.) ved at beskrive det deliberative demokratisyn som et, der tillægger den offentlige samtale eller overvejelse (deliberation) stor betydning i politikdannelsen (Hoff & Storgaard red. 2005: 20-21). Ikke dermed sagt at den offentlige opinion eller samtale skal styre de politiske beslutninger fra sag til sag. Det deliberative demokrati placerer sig samtidigt stærkt på en repræsentativ akse. Det deliberative element skal snarere opfattes som det ideal, der sigtes efter i opbyggelsen af de demokratiske institutioner, som skal være åbne for enhver at rette sin røst mod. De politiske anliggender drøftes og vedtages af borgernes politiske repræsentanter, og selvom beslutningsdialogen skal være åben og rumme plads for borgernes deltagelse og ytringer undervejs, stilles der imidlertid ikke krav til alle borgeres aktive deltagelse (Hoff & Storgaard red. 2005: 22). Præmissen for at et deliberativt demokrati kan fungere, er, at der overhovedet findes rum, hvor kommunikationen mellem borgerne kan foregå. Det er dette sted/rum, Jürgen Habermas, som er ophavsmanden til det deliberative 31

33 offentlighedsideal, betegner som den borgerlige offentlighed. Den borgerlige offentlighed beskriver Habermas selv således: I komplekse samfund består offentlighed af en formidlende struktur mellem på den ene side det politiske system og på den anden side den private sektor af livsverden og funktionelle systemer. Den repræsenterer et yderst komplekst netværk, som forgrener sig i en mangfoldighed af overlappende internationale, regionale, lokale og subkulturelle arenaer. Funktionelle specificeringer, tematiske fokuseringer, politikfelter og så videre er de referencepunkter for den indholdsmæssige differentiering af offentligheden, som imidlertid stadig er tilgængelig for lægpersoner (Nielsen red. 2001: 279) Det offentlige rum, som Habermas beskriver, befinder sig dermed et sted mellem livsverdenen og systemet. Offentligheden er det sted, hvor livsverdenen er koblet sammen med statens magtstrukturer. Den borgerlige offentlighed er således baseret i livsverdenen, men er i sin natur netop offentlig og udgør dermed en form for bindeled mellem de to verdener. Bindeleddet udgøres i traditionel forstand af medierne, hvilket forklarer deres fremtrædende position i det moderne repræsentative demokrati, som McNair også påpeger: The public sphere, as can be seen, comprises in essence the communicative institutions of a society, through wich facts and opinions circulate and by means op which a common stock of knowledge is bulit up as the basis for collective political action (McNair: 2004: 20-21). Som citatet viser kan den borgerlige offentlighed ikke udelukkende reduceres til medierne. I nyere fortolkning af borgerlig offentlighed er teorien udvidet med et begreb om del-offentligheder. På den baggrund er teorien forsøgt udvidet i forhold til sit historiske ophav med én borgerlig offentlighed til også at omfatte den moderne virkeligheds opsplittede natur (Eriksen & Weigård 1999: 260). På den måde kan den moderne kommunikation ses at foregå i flere uafhængige kredsløb. Formålet med disse er stadig det samme som tidligere: At ophæve herredømme og magt. Således skal det være sandheden og ikke autoriteten, der skaber loven (Loftager 2004: 16). Det er her mediernes medialiserede politik spiller en væsentlig rolle. Specielt i det nuværende samfund. Hvordan fungerer teorien om borgerlig offentlighed så i praksis? Den borgerlige offentligheds funktion er, som forklaret i ovenstående, ideelt set at fungere som et forum, indenfor hvilket der kan skabes konsensus og herredømmefri dialog. Dette forum dannes hovedsageligt i moderne samfund af massemedierne, men vil vi hævde også af komikerne, der samler borgerne om (vigtige) sager i samfundet. Det ideelle syn på pressen er således som referent fra den diskussion, der finder sted mellem uafhængige borgere. Journalistens rolle er en form for gatekeeper, der udvælger de oplysninger, der skal strømme mellem publikum og 32

34 autoriteten. Ideelt skal disse oplysninger flyde uhindret, men i den moderne verdens rasende kommunikationsstrøm og kompleksitet bliver det journalistens rolle at sortere. Det er idealet, selvom Habermas også opmærksom på, at virkeligheden ikke ser sådan ud. Den såkaldte offentlige samtale er ikke mellem alle samfundets borgere, der i den forbindelse er lige og uafhængige, men foregår snarere i snævre rammer, blandt samfundets eliter, det være sig de politiske partier, interesseorganisationer eller andre aktører, der har en aktiv, politik-skabende funktion og interesse. I den virkelige verden er det naturligvis heller ikke alle borgere, der er rustet til nuanceret at sætte sig ind i og danne sig sin selvstændige holdning til nyhedsstoffet. De, der deltager i den offentlige deliberation og kommer med demokratiske input er således dem, der i forvejen er politisk ressourcestærke. Det er folk med højere uddannelse og mere udviklet literacitet end gennemsnittet. I den gængse politiske debat, som man ser den i fx læserbreve og debatindlæg, bliver store befolkningsgrupper ikke inddraget direkte. Opsummerende kan det påpeges, at offentlighedsteorien derfor kun kan udgøre det utopiske ideal som samfundets politiske institutioner sigter efter for at sikre deltagerdemokratiet legitimitet. Ekspertborgere eller klassisk demokratis afmægtiggørelse Den deliberative demokratiteori er imidlertid god som bane at løbe videre på, fordi den sætter spørgsmålene i gang, om hvorvidt nye former for aktivering og inddragelse af offentligheden er fordelagtige og ønskelige. Nye former kunne fx være de store landvindinger som er sket indenfor informations- og kommunikationsteknologien (IKT). Nye kommunikationsformer på fx internettet giver nye måder at kommunikere mellem borgere og autoriteter på. Vi hævder, at comedy ligeledes tilbyder nye former for inddragelse, om end på et medieret plan gennem komikerne. Diskussionen er imidlertid den samme, er udviklingen til gavn for offentligheden og den enkelte borgeres følelse af medbestemmelse? Diskussionen om udviklingen i IKT følger et klassisk skel mellem dystopister og utopister (Hoff & Storgaard red. 2005: 36). På samme måde kan der anlægges to modstridende teoretiske syn på comedyens indvirkning på offentligheden. Begge tager udspring i hver deres opfattelse af borgeren i offentligheden. Det ene opfatter i stigende grad borgeren som et myndig-mægtiggjort individ, der snor sig gennem netværkssamfundet og udnytter de nye poly-centrerede deloffentligheder og de pluraliserede globaliserede livsvilkår til fulde, eller i hvert fald i tilstrækkelig grad til ikke at blive holdt udenfor den politiske 33

35 sfære. Den anden opfatter derimod samme netværkssamfund som et, der kun på overfladen mægtiggør sine borgere til et mere selvstændigt og engageret borgerskab, og kun lader de virkeligt ressourcestærke eliter opnå reel indflydelse og involvering i beslutningsprocesserne (Hoff og Storgaard red. 2005: 27). Disse to modsatrettede, optimistiske og pessimistiske syn på borgeren er i normativ forstand interessante. For er udviklingen god eller skidt? Tja, det kan diskuteres. Dog vil en diskussion fra de to positioner hurtigt ende i en skyttegravskrig af på den ene og den anden side, uden mulighed for afvejning på et mellemliggende syn. Et sådant finder vi i Magtens nye ansigt (2005). I deres kritik af magtudredningen og dens kritikeres sort hvide syn på magten i samfundet, som en henholdsvis pæn eller grim magtudfoldelse, vi som borgere enten frivilligt, legitimerende eller tvungent underkaster os, tager Henrik P. Bang, Torben Bech Dyrberg og Jens Hoff fat på begrebet om republikansk elitisme. Begrebet betegner en ny dominansform, som er under etablering fra lokalt til globalt plan. Dette magtens nye ansigt peger på en: ny strategisk situation, hvor magt anvendes til at udvikle offentlig læring og politisk mægtig- myndiggørelse i ekspertnetværk og partnerskaber, der opererer på tværs af stat, marked og civilsamfund, internationalt, regionalt og nationalt. Republikansk elitisme er blevet måden at modsvare et stadig mere globaliseret og lokaliseret (glokaliseret) informations- eller netværkssamfunds styringsbetingelser på (Bang, Dyrberg & Hoff red. 2005: 15). Pga. den øgede kompleksitet og pluraliserede samfundsorden, som ovenfor beskrevet, er de politiske udviklings- og beslutningsprocesser, ligesom den kommunikation der føres herom, blevet så svær at styre, at flere og flere aktører må opdrages til selv at tage del i netværk og partnerskaber på tværs af del-offentlighederne, for at give de almennyttige politikudformninger den effektivitet og sammenhængskraft, som er nødvendig for en tilfredsstillende styring af samfundet. Det gælder både lokalt og globalt. Spørgsmålet om borgerinddragelse kan i den republikanske elitisme ikke længere formuleres som ønskeligheden af, men snarere nødvendigheden af, at inddrage borgere og brugere, hvis man vil sikre effektivitet og legitimitet i offentlig politik (Bang, Dyrberg & Hoff red. 2005: 15 og Hoff & Storgaard red. 2005: 27-28). For der ligger et syn på borgeren i den republikanske elitisme, der sætter demokratiets normale politiske institutioner og beslutnings- og styringskæde på prøve. Det er tanken om ekspertborgeren. Ekspertmedborgerskabet tilfalder de borgere, som forstår frivilligt at lader sig blive mægtig-myndiggjort til at 34

36 være med i den strategiske kommunikation blandt de professionelle aktører på alle planer, både lokalt og globalt. I denne strategiske kommunikation frakobles de gamle republikanske [deliberative] idealer om dialog, deltagelse, refleksion, offentlighed, etc., således fra det demokratiske ideal om det almindelige folkestyre. I stedet relanceres idealerne om overordnede værdier for en kreativ politisk ledelse, der skaber rum for en udbredt deltagelse af politiske eksperter fra alle dele af samfundet i udpegningen og løsningen af fælles anliggender (Bang, Dyrberg & Hoff red. 2005: 16) Der er teoriens kerneantagelse at dansk politik, i og udenfor staten, i stadig højere grad karakteriseres ved at styring og deltagelse er baseret på en politisk kommunikation, som på én side er fuldstændig tvangfri, men som ingen, på den anden side kan siges at være fri af. Den nye magttype tvinger ikke, men søger at selvstændiggøre, udvikle og inddrage borgeren i styringen af samfundet, for at få dem frivilligt til at gøre, hvad de ellers ikke ville have gjort. Jo flere der gør sig erfaringer med og oplever dette nye tvangfrie magtansigt, og har følt hvilken individuel mægtiggørelse det fører med sig, des flere spørgsmål rejser der sig for den fortsatte grad af legitimering af den gamle repræsentative demokratiforestilling om en parlamentarisk styringskæde, som basis for løsninger i det ensartede, centraliserede og nationale fællesskab (Bang m.fl. 2005: 18). Der kan hurtigt blive tale om en afmægtiggørelse af demokratiets institutioner som vi kender dem. Vi vil ikke gå dybere ind i de ellers særdeles spændende teorier om magtens nye ansigt og måden der forskes i dette hos bl.a. Modinet (Center for Media and Democracy in the Network Society), men i stedet vente med yderligere elaborering til vores egen diskussion af comedyens betydning for offentlighed, (ekspert)borgerne og demokratiske værdier i både deliberativ og elitistisk optik. Tilsammen tjener teorikapitlets enkeltdele som fremlagt ovenfor, således som referenceramme for den senere diskussion, hvor yderligere dybde fra de skitserede teorier vil blive inddraget undervejs, herunder bl.a. indsigter fra Foucaults selvstændige magtrelationelle analyseramme. Her vil vi i stedet tage et stort skridt ind på den metodiske bane og i det følgende præsentere vores overvejelser i forbindelse med valg af og indsamling samt behandling af empirien for besvarelsen af vores hovedspørgsmål, som stadig udestår. 35

37 KAPITEL 3: METODE Wer mit Ungeheuern kämpft, mag zusehen, dass er nicht dabei zum Ungeheuer wird. Und wenn du lange in einen Abgrund blickst, blickt der Abgrund auch in dich hinein (Friedrich Nietzsche fra Jenseits von Gut und Böse, 1882) Det at gå på opdagelse har altid haft et nærmest magisk skær over sig. Det startede allerede da vi var små. En af de bedste lege fra dengang var, når man, med kammeraterne i børnehaven eller folkeskolen, gik på opdagelse. Det var altid i evig forhåbning om, at finde dyr, steder, ting og natur man aldrig havde set og betrådt før. Ofte ville man samle bær, jord og blade fra buske for at gemme, tørre og behandle det under lup. Et legeværelse blev herefter indrettet til et sandt laboratorium, hvor man kunne kigge endnu nærmere på de indsamlede objekter. Hvad vi ikke vidste dengang var, at disse ture ud i det blå, iført gummistøvler som knapt kunne holde vandpytternes kolde vand væk fra sokkerne, var de allerførste skridt til dette speciale. Da vi, mange år efter, en tidlig morgenstund på Sankt Hans Torv besluttede, at nogen burde kigge på den moderne comedy i politologisk sammenhæng, ramte et diskret lille jag af barnlig glæde de allerinderste kamre af hjertet. Vi havde fundet en lille flig af noget, der føltes helt rigtigt. Specialet var blevet søsat- emnet udtalt! Der var ingen vej tilbage, narrativet fortæller ikke sig selv og vi vidste, at vi ikke kunne se os selv i øjnene, hvis ikke vi gjorde det her og nu. Det var historien om eleverne, der i åndeløs spænding kigger på uret, som det skal til at ringe ud til den allersidste time. Dette er vores sidste, afsluttende dans som kandidatstuderende på Institut for Statskundskab. Vi vidste således intet om feltet, da vi begav os ud på denne politologiske opdagelsesrejse, derfor afspejler vores struktur og metode også dette forhold. Emnevalget og problemstillingen skal ses i netop dette lys. Der er tale om en faglig interesse snarere end et ønske om at understøtte og bekræfte forudindtagede meninger om comedyen og dens placering i den sociale verden. Selvom vi selvfølgelig er vokset op i en populærkultur med et bredt udvalg af komisk underholdning, har vi ikke haft nogen forudanelse om, hvad fænomenet den moderne comedy betyder for den politologiske sfære. Vi var med andre ord opdagelsens børn igen. I forsøget på at indramme bare en flig af den moderne comedy og dens politiske implikationer, vil vi i nærværende kapitel prøve at beskrive den metodiske 36

38 udformning og tilgang til vores genstandsfelt og problemformulering. Vi vil prøve at tage læseren ved hånden og vise hvilket videnskabsteoretisk værksted vores valgte metode opholder sig i. Vil vi derfor gennemgå de vigtigste redskaber, der ligger i vores valg af metodisk værktøjskasse, i ambitionen om at kalde en skrue for en skrue og et kvalitativt interview for et kvalitativt interview. Videnskabsteoretisk udgangspunkt If real is what you can feel, smell, taste and see, then 'real' is simply electrical signals interpreted by your brain Morpheus i filmen The Matrix fra 1999 Hvad er videnskab? Et spørgsmål, der ikke let lader sig besvare i en verden, hvor flere og flere elementer, eksperimenter, komponenter og ting synes at flyde i strømme så uhåndgribelige at selv sommerfugle kommer i tvivl om det at være sommerfugl. I dette stykke teoretiske jazz vil vi prøve at behandle dels, hvad der er viden, men også hvordan vi indsamler denne viden. Vi har allerede i ovenstående kapitel beskæftiget os indgående med vores konstruktivistiske, ontologiske ståsted og vil ikke gå videre ind i den del. Dog vil vi lige minde om, at vi ikke dermed har intention om, at bevæge os på hyperabstraktionens knivsæg idet vi accepterer tilstedeværelsen af en fysisk verden selv efter vi har slukket, lukket øjnene og forladt vores sanser. Derfor er det for det første vores udgangspunkt, at teorierne gør os i stand til at gribe om den verden, som vi har sat sejl for at undersøge. For det andet skal den indsamlede empiri ikke ses som en facitliste. Derfor bruges den del af empirien, som er af kvantitativ karaktér (mere herom senere), heller ikke i et positivistisk forsøg på at be- eller afkræfte, hvorvidt verden er på en bestemt måde. Derimod, men måske ligeså ambitiøst, prøver vi med både kvalitativ og kvantitativt tilgang til vores genstandsfelt, at forstå den verden, vi er en del af, i lyset af og samspillet med sproget, problemstillingen og teorien. Derfor skal specialets konklusioner også ses i lyset af vores engagement, iver, praksis og interaktion med mennesker, feltet og dets omverden. 37

39 Metodevalg Formålet med nærværende undersøgelse er at indkredse og forstå den moderne comedy som fænomen. Derudover bidrager metoden, sammenholdt med teorien samt det socio-historiske afsnit, til at udlede den moderne comedys politiske implikationer, for derefter at diskutere disses betydning for offentligheden. Hvis vi tilgår vores speciale med én klar forforståelse, som lægger forudsætningen for overhovedet at gå i gang, så er det, at der må forefindes nogle implikationer. Vi håber dog ikke, og mener heller ikke, at vi derved kommer til at opfylde en selvopfyldende profeti. For det er naturligvis fuldt ud gyldigt at konkludere, at der ingen implikationer findes, såfremt det på baggrund af vores analyse, måtte vise sig at være tilfældet. Når vi alligevel tillader os at indtræde på feltet med denne betydningsfulde forforståelse, skal den ses i relation til tidligere tiders, primært socio-historiske, beskæftigelse med comedyen, hvor genren fremstår med tydelige funktioner for samfundet som helhed 6. Funktioner som dog stadig mangler at blive ført ind i den moderne tidsalder. Vi ser således os selv mere som antropologen, der har skullet opdage og finde de politiske forståelser og overlap i en verden af comedy. Dette har vi gjort, ved at benytte fire praktisk-metodiske tilgange til feltet. Disse er indplaceret i den videre udbyggede grundmodel for specialet. Denne ses af Figur 3. Figur 3. TEORI METODE NIVEAU 1: Den samfundsskabte virkelighed Kvalitative interview Showstudier NIVEAU 2: Politisk kommunikation Observation og deltagelse NIVEAU 3: Offentligheden Kvantitativ survey 6 Se mere om dette i kapitel 4 38

40 Som modellen også indikerer bruger vi fire forskellige metoder til at afdække feltet. Disse udgør: Kvalitative interviews, showstudier, deltager-observation og kvantitativ survey. Ved netop at bruge flere forskellige metoder, mener vi i højere grad, at kunne leve op til ambitionen, om at indkredse og forstå comedyen som nyt fænomen i politologisk forstand. Dette skal ses i relation til begrebet om metodetriangulering, som netop karakteriserer forholdet i, at der benyttes mere end en metode til at afdække og forstå et givent socialt fænomen (Bryman 2001: 274, ). Således anskuer vi problemfeltet fra flere sider, hvormed vi genererer resultater, som i det videre analytiske arbejde vil være både mere interessante og valide end havde vi valgt blot en enkelt metodevej. Som vi forklarede i teorikapitlet ser vi, på basis af en række overfladekarakteristika, at man kan behandle den moderne comedy som et samlet fænomen på tre planer. Som modellen i figur 3 også viser, er de forskellige metoder blevet brugt til at forstå vores genstandsfelt på netop tre forskellige niveauer. I forlængelse heraf mener vi også at de enkelte praktisk-empiriske tilgange hver især bidrager til at forstå forskellige niveauer. Vi valgte at benytte det kvalitative interview som vores primære datakilde idet vi ved, at tale med forskelle interessenter, dog primært moderne komikere, kunne få en forståelse for feltet på samtlige tre niveauer. Vi har suppleret det kvalitative interview med showstudierne for at få nuancer på, ikke kun komikernes forståelse for deres egen kunst, men også, selve kunstens udøvelse. Dernæst valgte vi via observation og deltagelse på feltet at komme helt tæt på publikum ved at være publikum. Men også at komme ind under huden på komikeren, ved at agerer som komiker. Sidst men ikke mindst gennemførte vi en kvantitativ internet survey med henblik på at få en forståelse for den deloffentlighed og borgertype, som comedy-publikum primært udgøres af. På baggrund af denne overvejende eksplorative og forstående metode, mener vi naturligvis, at vi dækker emnefeltet i en sådan grad, at det bliver muligt, fyldestgørende, at besvare specialets problemformulering. Valg af empiri I forlængelse af vores videnskabsteoretiske udgangspunkt er det svært at sige, at der findes objektive data. Dette forhold skyldes, at disse skabes i fortløbende relationen og interaktion mellem undersøgere og det undersøgte (Christensen 1994: 4). Sociologen Anthony Giddens kalder dette forhold for dobbelthermeneutik og betegner det som én af den moderne samfundsforsknings grundlæggende forudsætninger, som stiller store krav til selvrefleksion hos samfundsforskeren. (Giddens 1994: 21) Derfor fortæller vi i det følgende, 39

41 hvorfor og hvordan vi anvendte de fire empiriske indsamlingsmetoder, netop for at kaste lys over denne interaktion mellem os selv og vores genstandsfelt. Kvalitative Interview En social meningsproduktion gennem sproglig interaktion. (Kvale 1997: 221). Formålet med det kvalitative interview er at indsamle en beskrivelse af de interviewedes livsverden, for derved at kunne fortolke meningen med det, der kommer til udtryk i interviewet (Kvale 1997: 40). Interviewet er, som også påpeget ovenfor, et udtryk for en social interaktion. Denne sociale interaktion kan være svær at holde værdineutral, netop fordi man som forsker har svært ved at undslippe ens egen iboende fordomme, forforståelse, mening og opfattelse af de forskellige fænomener i omverdenen. Vi må derfor erkende, at vores interaktion med genstandsfeltet aldrig vil kunne blive helt værdineutral. Når det er sagt, har vi så vidt muligt tilstræbt ikke at lede eller vildlede den interviewede, i overdreven grad, i retning af vores egne forudindtagede holdninger og konklusioner. Hvis dét var hensigten kunne vi jo ligeså godt have isoleret os fra omverden, begravet hovederne i bøgerne og skrevet et abstraktteoretisk speciale med alle konklusionerne givet på forhånd. Derfor må vi blot erkende, at vi naturligvis i en vis udstrækning ved sprogets flor og udfoldelse, i interaktionen semantisk, kropsligt og sprogligt vil give udtryk for en, i en vis udstrækning, prædefineret opfattelse af feltet og på denne baggrund påvirke de interviewede. Ligesom de i øvrigt påvirker os og farver vores opfattelse af verden, hvilket vi dog mener blot hjælper os til at forstå endnu mere. Der rykkes nemlig på den måde ved vores forudindtagede meninger og forståelser for feltet. Det var et forhold, vi især mærkede i kraft af vores store antal af interview. Differentieringsgraden, mellem de svar vi fik på samme spørgsmål, var stigende og har konstant været med til at sætte vores forforståelser på prøve, ligesom nogle interviewpersoner i særdeleshed påtog sig rollen som djævelens advokat overfor vores problemstilling (Gintberg bilag 9 og Peter Larsen bilag 16). De kvalitative interview er gennemført med kraftig inspiration af Kvales kriterier for, hvordan man gennemfører et godt interview (Kvale 1997, Bryman 2001, Bauer & Gaskell 2003). De enkelte interview har vi bestræbt os på at gennemføre på en sådan måde, at de interviewede følte sig bedst mulig tilpas. Dette gjorde vi som oftest ved at tage udgangspunkt i at vælge den fysiske setting, hvor den interviewede helst ville være. På den måde kunne vi få 40

42 personer til bedre at slappe af og dermed også åbne mere op. Rent praktisk blev interviewene optaget på digital diktafon. Vi overvejede brugen af videokamera som alternativ til diktafon, da levende billeder kan være med til at styrke evnen til at genkalde situationer, stemninger og fornemmelser. Dog har videokameraet den begrænsning, at de interviewede ikke vil kunne føle sig ligeså afslappede i situationen. Derfor endte vi alligevel med, at bruge diktafonen som redskab til at indsamle denne empiri. Spørgeguide På et overordnet plan, er det forhåbningen med vores kvalitative interview at frigøre os selv fra fordomme og dermed åbne sindet op for det hav af muligheder, forståelser og fortolkninger, der ligger indenfor vores genstandsfelt. Vi har forsøgt at imødegå det klassiske kritikpunkt om forforståelse, forudantagelse og fordomme, som fremført ovenfor, ved at vedlægge de respektive spørgeguider. Spørgeguiderne er semistrukturerede med plads til både at kunne spørge dybere ind til specifikke emner, men også til at give os som interviewere og vores respondenter en rimelig grad af frihed. På denne baggrund skulle det være gødning til, at interviewet i sig selv kunne vokse og få sit eget liv, hvilket har været et kardinalpunkt for os. Derfor er spørgsmålene i spørgeguiderne meget åbne og afspejler i virkeligheden den nøgenhed, hvormed vi er entreret feltet. Derudover oplevede vi, efter de første interviews, at det føltes meget mere oplagt og intuitivt, at frigøre os endog endnu mere fra spørgeguiderne. Dette lod sig gøre fordi vi efterhånden fik en rygmarvsintuitiv fornemmelse af vores spørgeguide og ærinde med interviewene. I virkeligheden, faldt det os meget nemmere, at betro sig til vores umiddelbare menneskelige og barnlige nysgerrighed, frem for at sidde med hovedet i papirerne. På den måde kunne vi spørge om dette og hint, vi ellers ville være formmæssigt forhindret i. Vi havde af samme årsag heller ikke lagt os fast på foruddefinerede begrebspar eller fastlåste formuleringer i vores spørgeguide. En beslutning som ligger klart i tråd med vores ønske om at forstå og ikke afprøve eller få vurderet allerede opstillede værdisæt eller hypoteser. I udarbejdelsen af de første spørgeguider, tog vi udgangspunkt i den enkelte person og dennes berøringsflader og baggrund med emnefeltet. Dermed stimulerede vi både vores egen nysgerrighed, men faktisk også de interviewedes lyst til at svare på vores spørgsmål. De enkelte spørgeguider og interviews har naturligvis varieret efter hvilke personer, vi har interviewet samt hvilken professionel identitet respondenterne har. Disse professionelle identiteter kan groft siges at være inddelt i politikeridentitet, komikeridentitet, mediemandsidentitet. Det 41

43 at opdele og vælge vores respondenter ud fra disse tre identiteter (og dermed synsvinkler på emnefeltet) har på sin vis fungeret som en art sub-triangulering alene indenfor det kvalitative interview som metode. Vi kunne have valgt at undersøge feltet udelukkende fra komikernes side, hvilket ville være det mest nærliggende idet de er udøverne på feltet. Men med udvælgelsen af personer for hosliggende sfærer sikrer vi en alsidig tilgang til feltet inden for rammen af det kvalitative interview. Spørgeguiderne såvel som den intuitive tilgang til interviewene har fokuseret på hvorfor- og hvad-spørgsmål, hvor fordelen er, at disse er både åbne og ikkeledende (Kvale 1997: ). Derudover briefede vi de interviewede om, hvad det overordnede formål var med undersøgelsen (Kvale 1997: 132). Spørgeguiderne fokuserede overordnet på følgende fire temaer, der gik igen på tværs af respondenternes professionelle identiteter: Respondentens erhverv Respondentens egne erfaringer og historie med feltet moderne comedy/satire Respondentens forståelse af moderne comedys betydning for samfundet Respondentens forståelse og fornemmelse af modtagere/publikum/vælgerne/lytter/seerne. Resultatet af møderne blev i mange tilfælde både personlige, følelsesmæssige og ikke mindst nærværende interviews, hvilket en gennemlytning af vedlagte CD-rom 7 også vil bevidne. Så selvom vi, langsomt i processen, bevægede os væk fra strukturen i det semi-strukturerede, og på den måde frigjorte os fra de traditionelle akademiske bånd fra lærebøgerne, har processen med udfærdigelse af spørgeguiderne alligevel været særdeles væsentlig. Arbejdsprocessen skabte netop et fokus for de enkelte interview og dermed også et nærvær i den enkelte interviewsituationer. Udfærdigelsen samt bearbejdelsen af spørgeguiderne har også haft en betydning for vores forskningsproces. Det bliver hermed muligt at følge med i den tankeproces, der har ledt frem til de enkelte interviews. Det bliver således muligt at kigge os over skuldrene, ikke mindst for at skabe åbenhed omkring processen. Udover udfærdigelsen af spørgeguider, har vi op til hvert interview 7 CD-rommen er kun vedlagt specialets censor- og vejledereksemplarer og findes ikke i biblioteksudgaven. Dette er af hensyn til beskyttelse af vores respondenter. Særligt interesserede vil ved kontakt til specialets forfattere, samt med tilladelse fra de enkelte respondenter, kunne rekvirere kildematerialet. 42

44 mødtes minimum en time før, for at stille hinanden spørgsmålet: Hvad vil vi gerne snakke med personen om og hvordan får vi dækket de fire overordnede temaer fra vores spørgeguide bedst i denne situation? Alle de ovenstående tiltag er naturligvis blevet taget ud fra en betragtning om hensigtsmæssighed til proces og indholdet af forskningen. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at det også har været meget sjovere at arbejde på denne måde. Valg af respondenter Vi har naturligvis stillet mange af de samme spørgsmål til forskellige personer, alt afhængigt af, om den enkelte respondent delte professionel identitet med andre i samme kategori. I researchfasen af projektet havde vi gjort os klart, hvilket også afspejler sig i vores forforståelse, at netop stand-up komikerne måtte siges at udgøre store dele af den sfære, vi har valgt at kalde moderne comedy. Vi har ved udvælgelsen af personer til vores interviews fokuseret på netop at kunne afdække så mange facetter og nuancer af den moderne comedy som overhovedet muligt. For at kunne blive klogere på den moderne comedy skulle vi naturligvis interviewe eksponenter for den moderne comedy, dette mente vi at kunne finde i netop stand-up genren. Derfor valgte vi at gennemføre interview med: Michael Schøt, Jan Gintberg, Omar Marzouk, Mette Lisby, Thomas Hartmann, Anders Matthesen samt Thomas Wivel, der alle er stand-up komikere. Flere af de førnævnte har ikke holdt sig til stand-up i klassisk forstand, men har netop haft adskillige snitflader i forhold til populærkulturen i form af TV, Radio, satire og gameshows. Det er dog især Schøt, Marzouk, Wivel, Gintberg og til dels også Lisby, der i kraft af deres optræden, shows og materiale, har vist sig, at være de mest eksplicit politiske komikere herhjemme. Dermed er disse interessante både i forståelse af moderne comedy, som fænomen, men altså også i relation til den kobling til politik og borgerlig offentlighed, vi ønsker at undersøge comedyen for. I det følgende vil vi kort redegøre for den individuelle motivation for udvalg af interviewpersonerne, da disse har nogle særegne karakteristika og ikke blot og bart er defineret ud fra en samlebetegnelse med rod i deres respektive professioner. Michael Schøt kontaktede vi, udover af overvejelser som ovenfor angivet, fordi han er eksponent for den nyeste generation af stand-up komikere. Omar Marzouk kontaktede vi dels på grund af hans meget politiske shows, men også fordi han 43

45 har brugt sin etniske baggrund og bevæggrunde til at formidle en politisk ladet comedy. Jan Gintberg blev valgt fordi han er en af de mest politiske komikere og i øvrigt mest eksponerede på dette felt. Derudover er han også er en del af dansk standups 1. generation og har i særligt omfang deltaget og virket i det offentlige rum i både TV, radio og på scenen med politiske udtryk og holdninger. Mette Lisby er måske ikke så kendt for sit politiske materiale, selvom hun har optrådt med en del politisk ladet comedy. Vi valgte også at interviewe Lisby, fordi hun en af de mest succesrige kvindelige komikere herhjemme. Hun har samtidig, som en af de få, haft succes med at lave mainstream comedy underholdning i det offentlige rum. Derudover har hun også erfaring med at optræde i udlandet. Thomas Wivel interviewede ligeledes fordi han var med i den første bølge af stand-up. Derudover var han blandt de første til, fra komikernes side, at engagerer sig dybt i forsvaret af Muhammedtegningerne. Wivel har ved bøger, shows og TV adskillige gange demonstreret et politisk udgangspunkt. Thomas Hartmann valgte vi at interviewe fordi han, udover at være komiker selv, også har skrevet en mængde af materiale med og for andre komikere og er kendt som en af de bedste comedy-forfattere herhjemme. Hartmann har i denne rolle medvirket til, at skrive på populære sitcoms og tv-shows. Sidst, men ikke mindst, valgte vi naturligvis at interviewe Anders Matthesen, idet det er alment kendt, at han er dén største og mest populære stand up-komiker vi for nuværende har i Danmark. Matthesen har været en foregangsmand, når det har drejet sig om at forny stand-up genren. Han har endvidere lavet tv, radio og nogle af de mest roste og købte comedy shows. Vi syntes faktisk det ville være decideret fjollet, at have et speciale, der opererer med moderne comedy uden af have Anders Anden Matthesen med. Også selvom han ikke er særskilt politisk, men snarere socialrealistisk rettet i sit materiale. For at kunne indplacere en politisk rettet udøvelse af kunst, satire og populærkultur og dermed skabe en grundlæggende forståelse for udviklingen af moderne comedy, valgte vi at interviewe både Anne Marie Helger og Peter Larsen. Både Helger og Larsen har lavet satire, der i form og indhold har flere ting til fælles med stand-up, uden dog at være decideret stand-up. Begge har de været eksponenter for en særdeles udtalt politisk orienteret kunstform, hvor oprøret mod det politiske (kapitalistisk/liberale) system, og det borgerlige Danmark, har været et mål i sig selv. Dette engagement og ildhu kombineret med kunst fandt vi særdeles interessant. Mikael Bertelsen 8 valgte vi at interviewe, dels fordi han har siddet som kulturredaktør på DR2 og dermed været en central figur i forbindelse med 8 Dette interview blev foretaget over mobiltelefon og blev derfor væsentligt korte og mindre interaktivt end de resterende interviews. 44

46 forskellige satireprojekter. Ydermere har han personligt har udøvet satire på TV i kraft af programmerne: De Uaktuelle Nyheder og talkshowet Den 11. time. Vi naturligvis haft en idé om, at Mikael Bertelsens produktioner og bidrag kunne indbefattes i begrebet moderne comedy. Derudover har vi valgt, at interviewe Michael Meyerheim for sin andel og medvirken i nyere tids TV-produktion. Efter bruddet med DR's TV-monopol har Meyerheim stået som en central figur på den nye kanal TV2 og her deltaget i populærkulturelle/aktualitetsbaserede underholdningsprogrammer herunder: Lykkehjulet, Ugen Der Gak, Eleva2eren, Go Morgen Danmark, Meyerheim og Spørg Charlie. I disse programmer har Meyerheim, ved adskillige lejligheder, interviewet kendte personer fra den danske populærkultur, men også politiske sfære. Han kan derfor bidrage med indsigter i, hvad den moderne comedy kan i rammerne af TV-mediet. Derudover kan Meyerheim ligeledes fortælle os noget om den retning journalistikken, og dermed også præmissen for den politiske kommunikations udvikling, har taget over de seneste år. Vi valgte også at interviewe tre politikere i dette tilfælde: Jens Rohde, Uffe Ellemann-Jensen og Klaus Bondam. Der var flere fordele i at interviewe Jens Rohde, idet han både havde været politiker og radiodirektør 9. Dermed besad Rohde i princippet to professionelle identiteter, som begge udgør interessante positioner, at anskue problemfeltet fra. Uffe Ellemann-Jensen valgte vi, fordi han er en politiker, der med sin baggrund i det journalistiske fag, både kunne sige noget om politikerens mediemæssige præmis, men også om humorens brug og betydning i det praktiske politiske felt. Ellemann-Jensen var selv særligt kendt for, at have gjort brug af humorfyldte bemærkninger og indslag i sin tid som aktiv politiker. Sidst valgte vi, at interviewe Klaus Bondam, fordi han dels har ageret som sjov mand i den danske populærkultur, men naturligvis også fordi han, som politiker og borgmester i København, bestrider en, i dansk politik, betydelig politisk platform. 9 På tidspunktet for interviewet var Jens Rohde stadig direktør for TV2 Radio. 45

47 Praktiske forhold Det gælder for alle interviews, som tidligere nævnt, at de har været semistrukturerede ved hjælp af en tematiseret spørgeguide. Interviewene har været planlagt ud fra tidsrammen af en times varighed, men de enkelte interviews har i yderpunkterne varieret fra omkring 25 minutter til næsten tre timer. Det har, den tidsmæssige variation på trods, været målet at komme omkring de væsentligste grundspørgsmål og snitflader til emnefeltet. Dette mener vi, her i retrospekt, er lykkedes for os. Skema 1 herunder visualiserer de interviewedes professionelle identiteter. Derudover kan det af skemaet ses hvorledes de respektive bilag fordeles på henholdsvis: Spørgeguides, lydfiler og til sidst interviewrapporter. Skema 1 Interview-personer Identiteter Bilag: Spørgeguide Michael Schøt Jan Gintberg Omar Marzouk Mette Lisby Thomas Wivel Pol. stand-up komiker Pol. stand-up komiker Pol. stand-up komiker Pol. stand-up komiker Pol. stand-up komiker Bilag: Lydfil Bilag: Interviewrapporter Bilag 1 Bilag A Bilag 8 Bilag 1 Bilag B Bilag 9 Bilag 1 Bilag C, D Bilag 10 Bilag 1 Bilag E Bilag 11 Bilag 1 Bilag F Bilag 12 Thomas Hartmann Stand-up komiker Bilag 1 Bilag G, H, I Bilag 13 Anders Matthesen Stand-up komiker Bilag 1 Bilag J, K Bilag 14 Anne Marie Helger Peter Larsen Pol. kunstner (satire) Pol. kunstner (satire) Bilag 2 Bilag L Bilag 15 Bilag 2 Bilag M Bilag 16 Mikael Bertelsen Mediemand (satire) Bilag 3 Bilag N Bilag 17 Michael Meyerheim Mediemand Bilag 4 Bilag O Bilag 18 Jens Rohde Uffe Ellemann- Jensen Klaus Bondam Mediemand og politiker Bilag 5 Bilag P Bilag 19 Politiker Bilag 6 Bilag Q Bilag 20 Politiker (Kunstner) Bilag 7 Bilag R Bilag 21 46

48 Dem der slap væk Udover de respondenter som figurerer af skema 1, har vi ydermere forsøgt at komme i kontakt med følgende personer, med henblik på interview: Henrik Qvortrup, Hans Engell, Lotte Hansen, Thomas Larsen, Sebastian Dorset, Jonathan Spang, Flemming Jensen, Casper Christensen, Frank Hvam og Lars Hjortshøj. De skal blot nævnes her fordi, der for dem alle gælder, at selvom de ikke nåede med i specialet, har de været en del af vores overvejelser om dataindsamling og det har konkret indgået i vores arbejdsproces at kontakte dem. Showstudier En lang række stand-up shows har fungeret som baggrundsviden og materiale for vores indledningsvise forståelse og indfaldsvinkel til feltet som helhed. I forhold til analysen af den moderne comedys politiske implikationer, har vi konkret valgt at supplere de kvalitative interviews med nogle af disse shows, igennem såkaldte show-studier. Hvad er så det? Det er sin såre simpelhed en transskribering af fem separate shows 10, som efterfølgende er blevet kodet efter inspiration af grounded theory. Vi valgte at analysere dele af shows gennemført af to af de stand-up komikere, som dels er blevet interviewet, men i øvrigt er kendt som være eksplicit politiske i deres materiale nemlig: Omar Marzouk og Michael Schøt. Efter en gennemgang af showene (på DVD og Youtube.com) 11 er disse blevet transkriberet og skrevet ind i en showrapport. Hér er der efterfølgende blevet foretaget en kodning af show-bidderne, for at se hvilke begreber og/eller elementer denne ville kunne sætte i spil for vores forståelse af feltet. Dette er blevet gjort for at sætte fokus på den praktiske udøvelse og det indholdsmæssige aspekt af realiseret comedy-materiale. Altså fremført, offentligt materiale i modsætning til det materiale, som blot omtales af os selv og komikerne i vores interviews. Show-studier af denne slags har vi valgt at gennemføre, ikke så meget fordi det var strengt nødvendigt, men fordi det i grunden ville en lille smule fjollegøj, at tale med maleren om dét at male billeder, uden også bagefter at tage et kig på hans billeder. Derfor følte vi os nødsaget til, af respekt for emnet, at kigge nærmere på den moderne comedy i sin realiserede form. Scenekunsten er jo netop ét udtryk for den moderne komikers kunstværker. 10 Længden af disse shows eller showbidder varierer fra 2 til 22 minutter. Det skal ikke ses som shows i klassisk forstand, idet det i omfang og ressourceforbrug ville være for omfattende at transskriberer og analyserer hele shows på mellem 1,5 til 2 timers varighed. 11 Der vil primært refereres til Showrapporterne i bilag Af disse vil det fremgå hvilke kilder og URL's de enkelte dele er taget fra. 47

49 Fordelen ved at supplere interviewene med en show-analyse er naturligvis at dette sætter realiteter på en abstrakt verden. Når vi i interviewene kommer ind på begreber som nærvær, jazz, rytme, tempo, materiale, setup/punchline samt sprogligt trylleri, kan det, for den uindviede, virke som abstrakte forhold og begreber. Det gjorde det også for os, indtil vi begyndte at holde samme begreber op imod den realiserede comedy på scenerne, TV og PC-skærmen. Databehandlingen af show-studierne er gennemført på samme måde som interviewene, derfor henvises der til specialets afsnit vedrørende behandling af empiri for den nærmere beskrivelse heraf. Naturligvis kan showene ikke ses som et neutralt og endegyldigt bevis på, hvad moderne comedy er eller består af, men studierne har i hvert fald øget vores generelle forståelse og indsigt i feltet. Brugen af denne type empiri er nu heller ikke ment som en objektiv og nøgtern beskrivelse af moderne comedys udtryk, men snarere affødt af vores forståelsesorienterede og eksplorative erkendelsesinteresse for at nå dybere i vores genstandsfelt. Observation og deltagelse På flere planer har arbejdet med dette speciale været inspireret af, samt fundet glæde og motivation ved, som metaforen lyder, at træde i nyfalden sne. Derfor prøvede vi at finde en metode, som kunne bidrage til at give et helt billede af vores emnefelt. Vi ville gerne vende enhver sten i forhold til skabelsen af et forståeligt billede af den moderne comedy. Vi ville gerne se verden med flere sæt øjne. Dels komikerens øjne, men også publikums øjne. Derfor valgte vi at inddrage et element af etnografisk deltagelse på feltet. Deltagerobservation giver ifølge metodebøgerne bl.a. forskeren mulighed for at udvikle en forståelse af forskellige gruppers kultur og den kontekstbaserede opførsel, de enkelte individer har i samme kultur. Ligeledes bliver forskeren gennem sin deltagelse i stand til at stille spørgsmål som ikke alene kan besvares ved ren observation (Bryman 2001: 291). Vi har ikke haft intention om, at være skjulte observatører og indgå som aktive udøvere af comedy, for på den måde at komme tæt på feltets sande udøvere. Denne metode bærer udover en del etiske problemer også en helt praktisk mangel i, at vi ikke kan optræde som komikere, selvom vi gerne ville. (Bryman 2001: 294). Vores adgang til feltet har således været begrænset til offentlige begivenheder og private settings i de interviewede komikeres hverdag, som vi fik adgang til på forskellig åben og ærlig vis. Men netop brugen af og adgang til specielle informanter har hjulpet os til at komme dybere ind i feltet end vi ellers ville have haft mulighed for. En stor del af komikerne har 48

50 således vist sig som nøgle-informanter, hvis viden vi har trukket på for at komme de rigtige steder hen og observere (Bryman 2001: 296). Vi har således flere gange i specialeprocessen stået på grænsen mellem, at være en del af og samtidig observatør af feltet moderne comedy. Vi har i forskellige relationer besøgt klubberne (Comedy Zoo, Duckpower Comedy Club, Kulkafeen og ikke mindst Comedy Store i London), vi har parallelt med specialet været på den kreative og administrative backstage hos Anders Matthesen idet vi har lavet en markeds- konceptanalyse for hans nye Duckpower Comedy Club. Vi har talt med udøverne og spurgt ind til modtagerne, men vi har også selv været modtagere og publikum. Derfor er det sidste element, vi mangler, for at kunne sætte os helt ind i komikernes verdensbillede, og dermed opnå den bedst mulige forståelse, naturligvis selv at prøve at være udøvere af moderne comedy. Rent praktisk har vi afprøvet dette ved, at tage udgangspunkt i den bog, vi af flere af komikerne har fået anbefalet, nemlig; Judy Carter's: Stand-up Comedy The Book. Carter's bog handler om, hvordan man som komiker starter fra scratch og sammensætter sit eget comedy-show. Dette foregår, ifølge Carter, ved at man gennemgår en række skriftlige og mundtlige workshops og øvelser. Disse workshops tager udgangspunkt i den enkelte ved brug af hverdags-observationer og rantings 12. På denne baggrund udvikles et unikt og personligt comedymateriale. Dette var den ultimative test, som i virkeligheden havde endestationen på et 5-7 minutters open-mike-night show i det københavnske natteliv. Hvilket vi dog endnu har til gode at optræde med. Vi lavede derfor et arbejdspapir, hvor vi kopierede/oversatte de væsentligste elementer fra Carter's workshops til et selvstændigt dokument (bilag 27). Dernæst gennemførte vi disse workshops og det er der således kommet et stand-up materiale ud af som kan ses af bilag (Carter 1989) Det har så, som indikeret ovenfor, været den sidste pind i denne metode, at vi afslutningsvist skulle stille op og fremføre dette materiale i en dansk comedy club, for derved at komme helt ind midt på feltet. På den baggrund ville det blive muligt som forsker at mærke feltet, angsten, nærværet, følelsen, publikum, overvindelsen ja overlevelsen. 12 Som er en højlydt skældud, med eller uden en direkte modtager. 13 Kvaliteten af stand-up showet kan naturligvis sagtens problematiseres, men det vigtige har været processen ikke indholdet. 49

51 Vi har desværre ikke nået, at afdække den ekspressive sidste del af arbejdet med comedy-materialet idet tid og nerver har været en knap ressource i specialeprocessens sidste fase. Men det er alligevel vores argument og ståsted, at det alene i det kognitive lys af arbejdet med materialet er muligt, om ikke andet, så på et psykologisk plan, at sætte sig ind i fornemmelsen og følelsen af, at være udøver af den moderne comedy. Forholdet omkring det kun delvist hypotetiske hvis nu, samt det personlige narrativ, tilsiger, at dette show vil blive afholdt blot ikke indenfor tidsrammen af specialeskrivningsprocessen. På baggrund af ovenstående kan man sige, vi har været mere end almindeligt indblandet i vores genstandsfelt, der må skønnes, at ligge et stykke væk fra traditionelle politologiske empiriske emnefelter. Derfor passer Nietzsches citat om, at den, der jager monsteret, skal passe på ikke selv at blive et monster, hér bedre end nogensinde. Kvantitativ undersøgelse Da vi i specialeprocessen fik mulighed for at supplere de kvalitative dataindsamlinger med en kvantitativ undersøgelse, kunne vi naturligvis ikke sige nej. Efter samarbejde med Anders Matthesen, hans manager Laura Faurschou samt analysevirksomheden Kjær & Schmeltzer, fik vi mulighed for at opstille og lave et kvantitativt survey-setup med udgangspunkt i et internet-spørgeskema og en anseelige database. Dermed fik vi muligheden for at stille en række af spørgsmål til, i hvert fald, én modtagergruppe af moderne comedy: Anders Matthesens fans. Respondentgruppen havde alle det tilfælles, at de er modtagere af stand-up komikeren Anders Matthesens nyhedsbrev. På den baggrund har vi valgt, at betragte dette survey-sample, som en slags kritisk case, hvor det kritiske består i, at alle respondenterne er defineret af netop at have set moderne comedy, som minimum Anders Matthesens comedy, men givetvis også andre eksponenter for genren. Der kan selvfølgelig være mange grunde til at man er nyhedsbrevsmodtager af Andens nyhedsmail. Man kunne være konkurrent, der ville holde sig orienteret om nye udspil, man kunne være interesseret udelukkende i Anders Matthesen, ja endog være hemmeligt teenage-forelsket i ham og hans idolstatus, eller man kunne slet og ret bare gerne ville vide mere om en spændende og succesfuld person. Alle plausible årsager til at være havnet i vores svarpopulation. 50

52 Kvalitativ metode er traditionelt set, i modsætning til kvantitativ, kendetegnet ved, at forstå hvordan social virkelighed konstrueres (Neuman 2000: 16). I vores tilgang til det kvantitative materiale bibeholder vi ånden fra det traditionelle kvalitative udgangspunkt, idet vi bruger det til at forstå publikum 14. Vi har således, i forståelsens optik, spurgt ind til forhold, der kan gøre os en smule klogere på publikum og ikke søgt at teste opstillede teser om dem eller comedy generelt. Der er udelukkende tale om et deskriptivt kvantitativt studie af vores genstandsfelt. Vi har i det kvantitative survey-design inkluderet følgende forhold: Vi har bedt publikum om at vurdere en række udsagn, der indikerer hvorvidt deres oplevelse, af mødet med stand-up har påvirket dem i forhold til deres hverdag, samfund og politiske sfære. Vi har bedt publikum om at vurderer en række forskellige comedy-emner i forhold til hvor interessante, de synes disse er. Vi har bedt publikum besvare en række demografiske baggrundsspørgsmål vedrørende: Alder, køn, uddannelse, beskæftigelse samt foreningsaktivitet, kommunetilhørsforhold etc. Vi har bedt publikum om at besvare en række spørgsmål om deres. underholdningsforbrug og medieforbrug generelt. Vi har bedt publikum om at angive i hvilket omfang de er interesseret i politik. Med udgangspunkt i ovenstående, er det vores holdning at vi kan øge forståelsen for modtagergruppen. De konkrete data vil blive inddraget i den senere analyse og diskussion. Spørgeskemaet blev udsendt til ca mennesker, besvarede skemaet fuldstændigt. Herudover indsendte yderligere ca. 900 personer ufuldstændige besvarelser, som vi sorterede fra. I det man indenfor samfundsvidenskaben normalt anser en population på 1000 personer som repræsentativ, vurderer vi vores sample på 2310 som mere end tilstrækkelig. Af bilag 29 fremgår spørgeskemaet som arbejdspapir og af bilag 30 viser spørgeskemaet, som det endte 14 Generaliserbarheden i dette sample kan måske siges at være begrænset idet det har så kraftig en berøringsflade med én specifik komiker. Derfor kan det naturligvis være svært og sige om den beskrivelse og de tendenser, der gør sig gældende her også vil gøre sig gældende i lyset af andre komikere eller på et højere plan den moderne comedy som helhed. Men da Anders Matthesen (som også argumenteret for i valget af respondenter) kan siges at være udøver af moderne comedy, må hans publikum og brugere, i en vis udstrækning også kunne sige at være modtagere og publikum til moderne comedy generelt. 15 Når vi kunne få så mange respondenter til at deltage i undersøgelsen skal det ses i lyset af, at folk der tilmelder sig et nyhedsbrev, i en vis udstrækning, er positivt stemt overfor afsenderen gerne hjælper når han spørger. Derudover blev der stillet 10 præmiepakker til rådighed af Anders Matthesen firma og bookingbureau: Anden og Duckpower Comedy Club. 51

53 med at blive sat op i Catglobe survey platform. Nedenfor ses dog i figur 4 et enkelt screen-dump fra undersøgelsen, som den tog sig ud på respondenternes computere de øvrige dele af denne internet-survey fremgår af bilag 30 Figur 4 52

54 Empiriindsamling Uden dog, på nuværende tidspunkt, at tilskrive os selv forlænget hårvækst og skarpe klør, vil vi på trods af til dels dårlig ånde af for meget kaffe og for lidt tandpasta, erklære os klar til at se lidt nærmere på selve indsamlingen af data samt den efterfølgende bearbejdning. Kvalitative interview Den empiriske indsamling har i omfang været særdeles ressourcekrævende. Specialet har krævet interview med en række personer, der i kraft af deres position i populærkulturen, showbizz og samfundet som helhed, er mere end bare en smule ombejlet af privatpersoner i almindelighed og medierne i særdeleshed. Derfor har det krævet en solid mængde research, indsamling af mailadresser og telefonnumre, dialog med folk, der kender folk, som kender folk og naturligvis en seriøs omgang korrespondance med de enkelte respondenter. Men efter månedsvis af vedholdende arbejde kan specialet præsentere en sand perlerække af kulturpersonligheder. Af bilagene kan vores introduktionsmails ses. Det vil af disse bilag tilmed fremgå, hvorledes vi har ændret indhold og format af introduktionsmailen, til hver enkelt person. Derudover har vi haft en personlig kontakt til Michael Meyerheim, der bidrog til at bringe os i kontakt med henholdsvis Thomas Wivel, Jan Gintberg og Uffe Ellemann-Jensen. I de efterfølgende kontakter kunne vi påberåbe os en væsentlig seriøsitet og pondus ikke mindst ved at kunne referere til, at førnævnte personer allerede havde givet tilsagn om deltagelse. Showstudier Indsamlingen af empiri i forbindelse med showstudierne har i virkeligheden været ret simpel. Vi har i al enkelthed søgt på de enkelte kunstnernavne, i nærværende tilfælde på Omar Marzouk og Michael Schøt, når man går ind på Youtube s hjemmeside. Herefter præsenteres det udvalg af showbidder, hvor disse komikere er repræsenteret....der findes 40 forskellige platforme at udkomme på og alle er i vild konkurrence. Det er vildt fragmenteret og det er dét samfund vi lever i. Og det er dét, der gør det svært at lave den rigtig store folkelige og samlende: Ja-det-er-også-rigtigt-per-hækkerup-erogså-totalt-idiot-han-var-jo-stiv-da-han-gav-fæørne-væk. Alle SÅ det samme den gang! Det var Pol Pot vi levede under dengang, vi havde EN kanal! (Interview med Jan Gintberg Bilag 9) 53

55 Showbidderne på Youtube afspejler i øvrigt, i en vis udstrækning, det mediebillede som, ifølge ikke mindst Gintberg, er blevet mere og mere fragmenteret. Denne del af metoden skal dog primært ses i sammenhæng og forlængelse af den øvrige metode, netop til at udvide forståelsen for feltet. Et kig ind i de nærmest uanede muligheder for kommunikation i cyberspace hører klart med til det, at have med et moderne felt at gøre. Observation og deltagelse Der er for deltagelsen og observationens vedkommende mærkværdigvis ikke udelukkende tale om en indsamling, men om en udøvelsesform. Alligevel kan procesarbejdet med frembringelsen af et stand-up materiale ses som en form for dataindsamling på den mere antropologiske banehalvdel. Det at opholde sig på og omkring feltet er i sig selv en vigtig indsamlingsproces, som har gjort os klogere på mange fronter. Kvantitativ undersøgelse Da vi forsøgte at skabe kontakt med Anders Matthesen havde vi en længere mailkorrespondance med hans manager Laura Faurschou. Vi fandt i løbet af denne ud af, at vi kunne hjælpe hinanden gensidigt. På den ene side kunne vi bistå Anders Matthesen og hans nystartede Duckpower comedy club med en markeds/konceptanalyse, på den anden side kunne han hjælpe os med respondenter til selv samme 16. På den baggrund fik vi adgang til en anseelig mængde mailadresser, til hvem vi udfærdigede et spørgeskema, som blev sat op i internet-surveyformat Da Anders Matthesen havde adresser på modtagere af hans nyhedsbrev over hjemmesiden anden.dk. 17 Gennem studiejob i analysebranchen hos virksomheden Kjær & Schmeltzer fik vi adgang til Catinets internet survey system. 54

56 Bearbejdning af empiri Udover den til forskningsarbejdet altid benyttede litteratur er vores primære selvindhentede empiri som tidligere indikeret, placeret i de kvalitative interviews. Således skal showstudierne, det kvantitative supplement samt deltagerobservationerne ses som triangulerende understøtning i den fortsatte bestræbelse på at forstå genstandsfeltet: Den moderne comedy og genrens politiske implikationer. Kvalitative interview I ønsket om, at bruge den indsamlede empiri som materiale til direkte analyse, har vi valgt, med udgangspunkt i de kvalitative interviews, at begrebsliggøre den del af den sociale virkelighed, som fandt et udtryk i vores interaktion med de interviewede. Interviewene har således dannet grundlag for konkretiseringen og defineringen af begrebet den moderne comedy. Derudover er det også herigennem at vi sammen med teorien og den sociohistoriske analyse, har udledt de væsentligste implikationer, der bliver omdrejningspunktet i den senere diskussion af feltets snitflader til politik og borgerlig offentlighed. I det praktiske, og ikke mindst pragmatiske, arbejde med de kvalitative interviews, har det været et spørgsmål, hvorvidt der skulle gennemføres en fuldstændig transskribering. Med udgangspunkt i Kvale kan man sige at dette er den almindelige og foretrukne tilgang til arbejdet med kvalitative interviews (Kvale 1997: ). Når vi alligevel har valgt ikke at gennemføre en fuldstændig transkription af de enkelte interviews, skal dette ses i lyset af to hensyn. Den ene har været ressourcemæssig, idet der foreligger mere end 21 timers samlet interviewmateriale. Det andet hensyn vedrører vores socialkonstruktivistiske tilbøjeligheder, hvor en gennemarbejdning af data og udfærdigelse af interviewrapporter er med til at kvalificere data til brug for analysen. Denne gennemarbejdning har vi søgt tilstræbt på forskellig vis. For det første er alle interviews blevet foretaget med deltagelse af os begge. For det andet har vi begge bearbejdet indtrykkene mundtligt før og især efter de enkelte interviews. For det tredje er interviewene er blevet lyttet igennem af hver af os minimum én gang. For det fjerde er indholdet er blevet diskuteret, vendt og drejet, og diskuteret igen for derefter i samarbejde af udfærdige de selekterede data samt koder i de endelige interviewrapporter som er på mellem 4-7 sider. Herudover har vi naturligvis sikret os at interviewpersonerne var opmærksomme og indstillet på, at vi kunne kontakte dem igen med opfølgende spørgsmål. Sidst men ikke mindst har vi haft løbende kontakt med Michael 55

57 Meyerheim for netop at kunne vende spørgsmål omkring medier og comedyen og dens udøvere med et sæt friske og erfarne øjne. Selve interviewrapporterne skal ses som behandlede uddrag af hvert enkelt interview. Hér er der blevet sat fokus på at udlede de væsentligste koder med referencer til vores specialemodels overordnede niveauer. De enkelte interviewrapporter er suppleret med information vedrørende informant, tid, sted og længde. Dette er blevet gennemført for at skabe gennemsigtighed i vores forskningsproces. Interviewuddragene, som det fremgår af rapporterne, er behandlet i kodeform, hvilket skal ses som en pragmatisk anvendelse af redskaberne fra grounded theory's værktøjskasse (Bryman 2001: 391). I arbejdet med rapporterne har der således været en selektionsproces, hvor dele og bider er blevet bibeholdt og andre udeladt. Dette kan være metodisk problematisk, eftersom det kan farve og, i værste fald, oversubjektivere materialet. Vi har dog løbende i denne proces søgt at stille os kritisk overfor vores egne processer og fortolkninger for derved at kunne retfærdiggøre brugen heraf (Kristiansen & Krogstrup 1999: 72). Vi kommer senere i metodeafsnittet ind på en nærmere beskrivelse af kritikpunkter og begrænsninger ved vores valg og fravalg. Efter udarbejdelsen af interviewrapporterne har vi samlet de mest dækkende citater samt vores kodede fortolkninger af det indsamlede materiale. Dette har så affødt en kategorisering og identifikation af mønstre, der således bliver objekt for den efterfølgende analyseramme og begrebsdannelse. Udførelsen af dette arbejde ses af kan ses af det til formålet udarbejdede arbejdspapir, dette fremgår af bilag 41. Showstudier Showstudierne er blevet gennemarbejdet på samme måde som de kvalitative interview. Her er der ligeledes blevet foretaget en selektering, således at vi kunne analysere på de dele af realiseret comedy, der havde direkte reference til politiske emner. Den største ulempe hermed er naturligvis, at der forefindes utallige timer af sådant materiale. Hvordan vælger man materiale fra og hvordan vælger man materiale til? Helt lavpraktisk har vi har valgt, at tage de omtalte fem showbidder, fremført af henholdsvis Michael Schøt og Omar Marzouk. Valget virkede naturligt, da vi havde gennemført interview med dem begge og at de samtidig udgør repræsentanter for politisk ladet moderne comedy. 56

58 Kvantitativ undersøgelse Bearbejdningen af de kvantitative data er foretaget ved en konvertering af de indsamlede internet-surveys til SPSS-format. Herefter er de deskriptive data blevet behandlet og derefter grafisk sat op i Microsoft Excel. SPSS-filen er vedlagt på CD-rom som bilag 42. Observation og deltagelse Både deltagelse såvel som observation er blevet gennemført løbende under store dele af den samlede proces. Det har været en kreativ og underholdende del af projektet, hvor vi har søgt en generel afmontering af de allerværste akademiske perversioner og mindet os om, at der findes en virkelighed udenfor bøgerne og et emnefelt, der lever og ånder. Udtrykket deltagelse kan måske virke som en falsk varebetegnelse for denne empiri. Deltagelsen er ikke nået at blive gennemført ekspressivt. Der har snarere været tale om en impressiv deltagelse. Man kan med henvisning til kunstlitteraturens store impressionister sige, at man er nødt til at have set Monets have, oplevet lyset spille i vandoverfladen og kaste stråler tilbage på vandkander og hængepil for overhovedet at forstå og fortolke det indtryk, som fremtræder af kunstnerens billeder. Arbejdet med comedy-materialet har dermed været med til, i et vist omfang som reel og aktiv deltagerobservation, at udvide vores forståelse for feltet. Behandlingen af materialet kan ses af bilag 27 hvor vi har arbejdet med Judy Carters workshops og bilag 28 hvor de endelige materialedele fremgår, som i, uprøvet men, givet fald ville kunne stå distancen som set-liste for et 5-7 minutters stand-up show. 57

59 Opponering I det følgende beskrives hvorledes det praktiske arbejde med specialet, på et overordnet plan, er blevet gennemført. Formålet med denne beskrivelse er at skabe åbenhed og gennemsigtighed over processen, for derved, at imødegå og styrke de betragtninger, der kan gøres i henhold til troværdighed og gyldighed af vores forskningsresultater. I hele specialeforløbet er der blevet opponeret i samarbejde med andre studerende ved Institut for Statskundskab, som vi var i opponeringsgruppe med. Denne opponering har været både kærlig og kritisk i de perioder, vi har haft brug for det. Vores eget arbejde med specialet har til tider været både kaotisk og uhåndgribeligt og især i de stunder, har vi nydt godt af at samle tankerne sammen med vores opponenter. Til opponeringsmøder skrev vi kommentarer ned, som undervejs blev givet, disse fremgår af bilag 43 og bilag 44. Disse kommentarer vedlægges ydermere for netop at skabe klarhed og åbenhed over vores arbejdsproces også selvom kommentarerne indeholder kritik af projektet. Derudover har vi i forløbet haft vejledning af Professor Jens Hoff, som ligeledes har været en støtte i forhold til, at holde os (politologisk) fast teoretisk og empirisk på projektet. Vi har ligeledes vedlagt vores egne referater af disse møder i form af bilagene 45, 46 og 47. Kriterier for videnskabelig praksis God statskundskab defineres af metoden ikke genstandsfeltet. (Nørgaard 2007: 234) I bestræbelsen på at udføre forskning i forbindelse med genstandsfeltet den moderne comedy, samt at kunne anvende den indsamlede empiri som grundlag for en efterfølgende politologisk analyse, vil vi i nærværende afsnit vurdere, hvorvidt empirien og dens indsamling lever op til en række kriterier for videnskabelig praksis. Netop fordi, som det indledende citat også sætter fokus på, at muligheden for både god og dårlig statskundskab eksisterer, er det dette afsnits intention at sige, hvorfor nærværende forskning kan siges at være god nok. Da specialets kvantitative supplement, skal ses som en del af forståelsesorienterede epistemologi og netop ikke et udtryk for traditionel positivisme, vurderes det, at de samme kriterier, gør sig gældende her, som ved den resterende kvalitativt indsamlede empiri For nærmere beskrivelse af traditionelle evalueringskriterier herunder validitet og reliabilitet for kvantitative undersøgelser se Bryman, A 2001:

60 For at evaluere specialets kvalitative metodiske praksis tages der udgangspunkt i begreberne: Troværdighed (Reliabilitet) Gyldighed (Validitet) Troværdighed Kriteriet om troværdighed finder vi hos en række teoretikere. I nærværende speciale bruger vi begrebet til at se kritisk på vores egen forskningsmæssige indsats. I kvantitative undersøgelser refererer troværdighed til forholdet om at gentage en undersøgelse med samme resultat til følge. Dette lader sig sjældent gøre i kvalitativ forskning, da det er meget svært, identisk at genskabe forholdene omkring fx et interview. Der er så mange variable i alt fra stemmeføring til lyssætning og respondentens humør, at det vil være umuligt at isolere de enkelte faktorers betydning for det samlede resultat. Man kan ikke fastfryse en social setting. Derfor afhænger den kvalitative forsknings troværdighedskriterier i højere grad på at sikre åbenhed og gennemsigtighed i de metodiske valg samt i behandlingen og fortolkningen af empirien (Bryman 2001: 273). Dette er for vores vedkommende sket ved nøje at fremlægge hele forskningsprocessen fra spæd idé, tidlige vejledningsmøder og kritisk opponering til konkret empiriindsamling og afsluttende kodning af de kvalitative interviews. Alle interviews er derfor optaget på digital lydfil og vedlagt specialet. Ved at optage interviewene som lydfil har vi herigennem, gjort det muligt for os selv at lytte og genlytte, men også at skabe åbenhed i forhold til forskningsresultaternes tilblivelse. Vi har, som tidligere nævnt, valgt ikke at gennemføre en fuld transskription af lydfilerne ud fra en overvejende ressourcemæssig betragtning. Alligevel er der dog gennemført transskription af de dele af interviewet, der i dets umiddelbarhed har haft direkte betydning for hovedtemaet. Disse er mundet ud i de såkaldte interviewrapporter, som samtidig indeholder kodning af det udvalgte materiale. Selvfølgelig er det umuligt at dykke ned i hjernebarkens receptorer og dermed finde frem til samtlige overvejelser på et bevidst såvel som ubevidst plan, der er gjort i forbindelse med specialets metode. Det er derfor heller ikke muligt at gengive samtlige overvejelser og valg der, bevidst såvel som ubevidst, er foretaget undervejs i den metodiske (og for så vidt analytiske) del af forskningsprocessen. Den empiriske indsamling, der ligger til grund for specialet er ikke en endegyldig liste af muligheder tværtimod. Det kan derfor 59

61 heller ikke udelukkes, at man med alternative metoder og analytisk fokus, ville kunne nå helt andre konklusioner og resultater, end dem, vi har opnået. Alligevel har vi søgt, i konstruktiv ånd, som afslutning på dette kapitel, groft at skitsere alternative og mere eksperimentelle empiriske designs til brug for vores unge efterfølgere på statskundskab. Med udgangspunkt i specialets forståelsesorienterede metode, har vi løbende i udarbejdelsen af undersøgelser og analyser, forsøgt at forholde os kritisk til vores egen forforståelse og påvirkning af genstandsfeltet. Vi har derfor forsøgt at redegøre for, hvorledes vi har prøvet at imødegå de største faldgrupper i kraft af vores brug af indsamlingsmetoder. Derudover har vi i et hermeneutisk optik søgt, ved brug af 4 separate empiriindsamlinger, at angribe feltet fra flere sider og derved mindske betydningen af vores egen forforståelse i tolkningen af feltet. Det giver dog ikke mening i denne forbindelse at tale om tilstedeværelsen af en objektiv sandhed med rod i genstandsfeltet, men det har, vores socialkonstruktivistiske udgangspunkt taget i betragtning, heller ikke været vores hensigt at finde. Et sidste element der støtter vores egen opfattelse af undersøgelsens troværdighed er brugen af det Bauer og Gaskell kalder tykke beskrivelser, hvilket dækker over det forhold, at man med sin tekst sætter læseren i stand til at fornemme undersøgelsens repræsentative sociale aktører, deres udstråling, sprogbrug, miljø. And effective report just like good theatre, brings the reader into the milieu of the social actors. They begin to make sense to him or her, and as that sense emerges, so are the claims and generalizations given credence. (Bauer & Gaskell 2003: 347) Sådanne tykke beskrivelse mener vi ikke mindst igennem dette detaljerede metodekapitel at kunne retfærdiggøre brugen af. Gyldighed Gyldigheden i specialet er bundet op på to dele. For det første hvorvidt den valgte metode kan siges at have intern gyldighed, dvs. undersøger vi det, vi har til formål at undersøge. I vores tilfælde altså, hvorvidt de anvendte metoder til empirisk indsamling kan siges at understøtte formålet, om at finde frem til den moderne comedys politiske implikationer. Populært sagt, taler vi med de rigtige mennesker? For det andet hvorvidt den valgte metode kan siges at have en ekstern gyldighed, hvilket karakteriserer forholdet om undersøgelsesresultaternes generalisérbarhed).(bryman 2001: 272 Dette ligger 60

62 heller ikke fjernt fra Charmaz og Gaskell & Bauers anvendelighedsbegreb, som ser på hvorvidt en undersøgelse meningsfuldt kan bruges i andre sociale sammenhænge eller settings, uden ligefrem at skulle være generaliserbar i den statistiske betydning af ordet. (Charmaz: 2000 og Gaskell & Bauer: 2003) Intern gyldighed For at afgøre hvorvidt specialet kan siges at leve op til kriteriet om intern gyldighed, vil vi se nærmere på vores primære kilder, de kvalitative interviews. Vi har tidligere argumenteret for, hvorfor vi har valgt den specifikke sammensætning af personer, som er blevet interviewet og mener dermed, at vi har valgt førstehåndskilder, der er så tæt på vores problemstilling som muligt idet alle respondentidentiteter står i berøring med den moderne comedy eller politik, eller begge. Vi kunne i stedet for førstehåndskilderne have valgt at interviewe personer med ekspertidentiteter indenfor revyhistorie, teaterkunst, retorik etc., dog ville en sådan tilgang blot have resulteret i masse ekspertfortolkninger af feltet, som ville have obstrueret vores egen forståelsesorienterede erkendelsesinteresse. Det der er vigtigt for os, er at komme bagom udøvernes egen selvforståelse, det kan vi ikke bruge andenhåndskilderne til. Når det er sagt har andenhånds- og ekspertlitteraturen (på trods af sit sparsomme omfang indenfor vores specifikke interesseområde) støttet os, når vi efterfølgende skulle skabe analytisk mening af vores primære kilders udsagn. Et andet forhold som understøtter vores interne gyldighed, er respondenternes villighed til at indgå i vores empiri. Vi har vist, hvordan vi har brugt mange kræfter på at få de meget ekstroverte og kendte samt dermed ombejlede respondenter i dialog, men fra dem vi af ihærdighedens veje fik fat på, har det samtidig vist sig at alle vi skabte dialog med i den indledende fase overraskende nok var interesserede i vores speciale og villige til at stille op til interview om emnet. Respondenternes kendisfaktor alene, hjælper højst sandsynligt ikke i sig selv på undersøgelsens gyldighed. Dog mener vi, at det faktum, at kendte og travle mennesker stiller op til den slags interview indikerer at de synes emnet er spændende og vedkommende og dermed mener, at de også har noget at sige herom. I visse sammenhænge krævede det lidt mere overtalelse og som studerende på statskundskab er det begrænset hvilke incitamentsstrukturer, man råder over, for at få folk til at opstille til interview. Dermed kan vi pege på, at der har eksisteret en klar interesse om deltagelse fra de interviewedes side. Ikke mindst på komikersiden, har der været 61

63 en udtalt interesse i, hvorledes deres egen personlige såvel som comedy-fagets relevans har kunnet gøre sig gældende i en overordnet samfundsoptik. Derudover har vi i forarbejdet til de enkelte interviews søgt at skabe tillid mellem os og respondenterne. For komikernes vedkommende var det fx i den henseende vigtigt at pointere, at specialet ikke havde til formål at putte folk i røde eller blå, højre, eller venstreorienterede kasser. Derudover lagde vi op til, at respondenterne kunne vælge tid og sted, således at de følte sig bedst afslappet, hvilket har bidraget til, at respondenter har kunnet føle sig trygge. Det var blandt andet denne overvejelse, der var styrende for fravalget af at bruge videokamera i interviewsituationen. Disse lidt blødere forhold skaber en setting, hvor vi rent faktisk kan få respondenterne til at tale åbent og frit om sig selv og emnefeltet uden at føle, at de skal holde tand for tunge og passe på ikke tale over sig. Hvad angår showstudiernes validitetsniveau menes de naturligvis at være ét ud af mange udtryk for moderne comedy. Vi er således i showstudierne gået lidt mere tekstnært til værks, i forhold til den lange række af shows, optrædener og tvshows, der har fungeret som baggrundsmateriale for undersøgelsen. Det er vores holdning, at disse shows kan ses som en art kondenseret moderne comedy, hvor der er virkemidler og settings, som i vid udstrækning kan bruges til at øge forståelsen for feltet. Udarbejdelsen af vores selvstændige comedy-materiale er sværere at fastslå validiteten af, idet vi ikke er på et stadie, hvor vi kan afgøre, om vores arbejde rent faktisk reflekterer og benytter de elementer vi igennem den resterende empiri giver udtryk for. Det er svært i denne situation både at være udøver og dommer på en og samme tid. For at øge den del af det empiriske materiales udsagnskraft er det påkrævet at det bliver fremført og evalueret af autoriteter udi den moderne comedy. Alligevel mener vi, at vi via Carter's workshops har sandsynliggjort, at vi har kunnet sætte os ind i tankegange og nogle af de personlige faktorer forbundet med det at være udøver af moderne comedy. Sidst men ikke mindst mener vi at validiteten af det kvantitative materiale er sikret igennem, den nævnte, kritiske case-vinkel, hvor respondentgruppen netop alle er forenet af at have set stand-up comedy. Ligeledes fordi data indsamlet via denne metode ikke bruges til at afdække deciderede implikationer ved 62

64 comedyen, men snarere hjælpe til en understøttende nuancering af comedyens modtagere/publikum og dermed skabe en større forståelse for hele feltet. Ekstern gyldighed Begrebet ekstern gyldighed kan siges at beskæftige sig med spørgsmålet, hvorvidt en undersøgelses resultater kan generaliseres til andre sociale sammenhænge. (Bryman 2001: 272). generalisérbarhed er et meget stærkt begreb, når man følger en socialkonstruktivistisk sti og inspiration og i udpræget grad benytter sig af kvalitative metoder. Alligevel skønner vi, at specialet, i et vist omfang, kan danne fundament for anvendelige perspektiver på tilstødende felter af social eller forskningsmæssig art. For det første kan man sige at undersøgelsens fokus på moderne comedy netop er en del af moderne underholdningskultur og derfor mener vi, at specialets resultater og perspektiver i hvert fald indirekte kan danne fundament for politologisk beskæftigelse indenfor andre underholdningsgenrer såsom talkshow, sæbeopera, kriminalromaner, biograffilm og ikke mindst dansk-top sange. Hvorvidt vores fund er generalisérbare i en sådan henseende, vil kræve yderligere undersøgelser, der ligger uden for specialets omfang og interessefelt. For de andet kan man sige, at der forefindes en anden ekstern gyldighedsfaktor nemlig den, at man kan kigge på undersøgelsens relevans i forhold til andre lande, som vi normalt sammenligner os med og hvor kulturområderne ligner vores egen. Én af de største anker ved generaliserbarheden, når man anvender kvalitative metoder, er størrelsen af testpopulation. Det er svært at generalisere noget med særlig stor sandsynlighed ud fra 5-10 eller 20 interviews. Dog vil vi hævde, at vores relativt store antal respondenter i sig selv udligner nogle af de usikkerhedsmomenter, som casestudier og små interviewsamples stiller forskeren overfor.når det er sagt, vil det alligevel ligge fjernt fra vores opfattelse af egen forskning at kalde vores konklusioner generaliserbare. Det giver i vores optik mere mening at tale om anvendelighed. Anvendeligheds- eller relevansbegrebet går på hvorvidt specialet kan siges at være nyttigt, brugbart samt indeholde et element af overraskelse. Forudsætningerne herfor er delvist dem, som gennemgået ovenfor, netop at specialet i en vis udstrækning kan føre til perspektiver, der lader sig gælde i andre sociale settings. Men anvendeligheden stiller altså også krav til, 63

65 hvorvidt man kan sige at vi behandler problemstillingen 19 kommer frem til interessante konklusioner. på en måde, at man Specialet har i sin behandling af emnefeltet en række armflagrende ambitioner. Primært har det været vores sigte at medvirke til at åbne konventionel statskundskab op for muligheden i at se på alternative eller utraditionelle analyseobjekter. Sekundært at medvirke til, at skitsere en teoretisk, empirisk samt analytisk ramme inden for hvilken, man ligeså vel som comedy, kan undersøge andre populær-kulturelle fænomener i en politologisk optik. Slutteligt synes vi afgjort, at specialet i emnevalget indeholder en overraskelse alene i beskæftigelsen moderne comedy. Tidligere beskæftigelse kan siges mildest talt pauver og i værste fald ikke eksisterende 20. Internt har selve arbejdet med både empiriindsamling og bearbejdningen af samme resulteret i flere overraskelser for os som forskere på feltet. På den måde har vores forudindtagede meninger om vores genstandsfelt og specialets mulige konklusioner om samme, konstant været under forandring igennem processen. Vi har udviklet os i takt med den analytiske diffusion af vores empiri, og mener dermed at have levet op til den åbenhed overfor modsatrettede beviser og har fundet tilstrækkeligt divergerende udsagn i vores interviewmateriale til undgå selektivismens fælde. (Bauer & Gaskell 2003: ). 19 Relevansen af vores problemstilling, mener vi at have redegjort for i vores indledning. 20 Igennem vores research er ganske få politologiske titler dukket op, og disse har især fokuseret på en bred populærkultur som genstandsfelt. Vi ved at forskning i amerikansk comedy har affødt en begyndende politologisk interesse for feltet, men deciderede titler på bøger eller artikler har vi ikke været i stand til at opsnuse. 64

66 Kritik og alternativer I ovenstående afsnit har vi redegjort for vores metodiske overvejelser og perspektiver, som har presset sig på i forbindelse med vores valg af fremgangsmåde. Vi har også skitseret nogle af de sædvanlige kritikpunkter som kvalitativ forskning ofte får skudt i sine opdagelsessko. Kritikken på kvalitative metoder går ofte på den udprægede subjektive fortolkningstyngde der præger dens resultater. Disse kritikpunkter har vi allerede søgt imødekommet ovenfor ligesom vi har klarlagt vores bevæggrunde for alligevel at vælge en kvalitativ tilgang: Vi har slet og ret ønsket den tætte og personlige relation med vores genstandsfelt. I de aktive valg og fravalg som har bestemt vores metode tilbagestår en række metodealternativer, som vi her for god ordens skyld kort vil skitsere. Udenlandsk comedy Idet vores teoretiske erkendelsesinteresse ligger på samfundet og offentlighedens reception af comedyens politiske implikationer kunne et casestudie i fx engelsk eller amerikansk politisk comedy have været en farbar alternativ rute til en del af vores konklusioner. På den anden side, mener vi dog ikke at have afskåret os fra denne mulighed ved at tale udelukkende med danske respondenter, fordi flere af dem er bekendte med de udenlandske tendenser i deres fag. Fx har Mette Lisby levende erfaringer fra bl.a. England hvor hun er bosiddende og optræder. Afgræsning Der ligger i sig selv en metodisk begrænsning i vores brede genstandsfelt, den moderne comedy. Begrebet er næsten for bredt og vi kunne have nøjedes med blot og bart at kalde den moderne comedy for stand-up comedy. Vi har været interesserede i så tilbundsgående helhedsforståelse af feltet som muligt, for at kunne fremsætte vores tolkninger og diskussioner af comedyens politiske indvirkninger. Også i et udviklingshistorisk lys, fra tidlig til moderne tid, hvorfor den begrebslige bredde menes retfærdiggjort. For en mindre ambitiøs tilgang, ville et snævert afgrænset casestudie af fx et enkelt late-night comedy show på TV, også have sin berettigelse og måske bibragt en del af de samme tolkninger og overordnede konklusioner. I stedet har vi valgt den lange vej rundt om genstandsfeltet i håb om at få mere at vide, men også med faren for, at få så meget at vide, at vi til sidst ikke ville vide, hvad vi skal stille op med al den viden. 65

67 Årsag og virkning En klar begrænsning som ikke indenfor vores metode kender et decideret alternativ er sagen om kausalforholdet mellem det undersøgte og det undersøgtes konsekvenser mellem undersøgelsens uafhængige og afhængige variable. Vi kan ikke på baggrund af den valgte fremgangsmåde udtale os skråsikkert om den moderne comedys indflydelse eller påvirkning af samfundet, offentligheden og borgeren. Til dette har vi brug for effektmålingsværktøjer, som ligger udenfor både vores og det meste af den politologiske forsknings rækkevidde. Man kunne overveje fordelagtigheden i at afprøve et eksperimentelt design, hvor to fokusgrupper, en testpopulation og en 0-population, blev bedt om at svare på spørgsmål før og efter at have set to forskellige stand-up shows. Ét med politisk ladet indhold og ét uden. Herefter kunne udsagnene fra de to grupper sammenlignes og fortolkes. Fremgangsmåden er besnærende og den lå da også i vores indledende metodiske ambitioner for specialet. Vi skønnede imidlertid, at konklusioner draget på baggrund af et omkostningsfuldt eksperimentelt setup ville antage, om end ikke en tautologisk, men så usignifikant karakter. For os er det nemlig relativt uinteressant at vide om comedyen virker eller ej. Fra tanken om en grundlæggende samfundsskabt virkelighed, tror vi at comedy-genren, blandt mange andre af de populærgenrer vi omgives af, har sin andel af indvirkning på, hvordan folk i almindelighed, og nogle befolkningsgrupper i særdeleshed, vælger at leve deres liv og gebærde sig. Både i politisk og apolitisk samt fornøjelig adfærd. Vi indtager altså i det overordnede billede den modige påstand, at comedy virker og har en effekt lidt ud fra den bagvendte slutning om, at så mange fluer ikke kan tage fejl. Der er beviseligt et marked for fx stand-up og (om end aftagende også for) Linie 3. For os er det altså snarere et spørgsmål, om at forstå hvorfor, hvordan og med hvilket formål comedyen virker. Ved netop at anlægge hovedsynsvinklen fra komikernes selvforståelse og begrebsverden, og ved at undersøge deres fornemmelse for eget virke som ekspressive, kommunikative, frie og uafhængige deltagere i den offentlige debat, får vi større chance for at sige noget interessant ud fra comedyens koblinger til politik. Igen set fra de tre teoretiske niveauer fra vores specialemodel samfundet, politiske kommunikation og offentligheden. Vi forlader nu metodeovervejelsernes laboratorium og vil tage et par raske gadedrengehop ind på specialets socio-historiske analysedel, som for alvor vil tage fat om roden på comedyens spirende busk fra tidlig tilblivelse, over latterlige virkemidler, til dens moderne udtryk og fysiologiske effekt. Vi har med andre ord vist, hvordan vi har kigget ned i afgrunden, for at lede efter monsteret, nu er det på tide vi kravler derned for at hive det i halen. 66

68 KAPITEL 4: SOCIO-HISTORISK ANALYSE De langmodige bølger, der slår ind mod strandene ændrer over lang tid kystliniens udseende. Ganske langsomt, ligesom vind og vejr præger hver bjerg, bakke og tue. Langsomt nok til, at vi kan tegne kort over landskabet foran os, som giver mening og bliver en ledetråd til indsigt i et ellers uoverskueligt område. På samme måde med de sociale fænomener og deres kortlægning. En kortlægning, der aldrig kan gøre sig forhåbning om at være fuldkommen, og dog er fuld af forventning, om at kunne sige noget præcist, lige akkurat længe nok til at skabe større forståelse for, hvorfor vi skal bygge diget nu og ikke i morgen. Formålet med dette kapitel er vidtrækkende. Det er en tour de force udi den socio-historiske udvikling af et fænomen. Kan det nogensinde gøres tilstrækkeligt og fyldestgørende nok? Vi vil i hvert fald prøve at ramme de strenge, der skal til, for at afdække den hitoriske og sociologiske baggrund for komediens udvikling op til comedyen i det moderne samfund. Denne bevægelse er som tidligere nævnt ikke helt uinspireret af det genealogiske projekt. Ved at undersøge fænomenet struktureret på denne måde, i både genre og form, får vi til sidst indkredset den moderne udfoldelse af comedyen. Dette billede er vi nødt til at tegne for at forstå hvilke implikationer, den moderne comedy bærer med sig i sin(e) politiske forklædninger. Kapitlet falder i fem dele. Første del stiller spørgsmålet, hvad er comedy? Her trækker vi på genrebegrebet og forskellige definitioner, for at belyse comedyens underholdende natur og funktion i samfundet. Andel del berører kort comedyen substantielle virkemidler, mens tredje del stiller skarpt på genrens historiske oprindelse i den græske komedie og giver et overblik over genrens sociologiske udviklingshistorie. Fjerde del er primært viet til en fremstilling af det moderne samfund, samt comedyens udtryk heri. Hvor vi på baggrund af vores store interviewmateriale med stand-up komikere graver lidt dybere i begrebet den moderne comedy, for til sidst at komme helt tæt på fænomenets implikationer med politik. 67

69 Femte del vil behandle den helt åbenlyse fysiologiske effekt af comedy, som i bund og grund handler om noget så livsbekræftende, underfundigt og vidunderligt som latteren. Fremgangsmåden er indført i den nu nok engang udvidede specialemodel i figur 5. Figur 5 TEORI METODE SOCIO-HISTORISK ANALYSE NIVEAU 1: Den samfundsskabte virkelighed Kvalitative interview Showstudier Comedy begrebet Virkemidler NIVEAU 2: Politisk kommunikation NIVEAU 3: Offentligheden Observation og deltagelse Kvantitativ survey Baggrund og udvikling Det moderne samfund Grinet Comedy-begrebet Hvad dækker comedy-begrebet over? Ja, det er på nuværende tidspunkt et fremragende spørgsmål at få besvaret. Ikke nødvendigt vis endeligt eller engang for alle, men i hvert fald én gang for tilstrækkelighedens skyld og for vores fortsatte brug af begrebet. Comedy er på ingen måde et lille tæt defineret og formfuldendt begreb, man bare kan tage i munden, udtale og fordøje uden videre. Det kræver man tygger lidt på det, gerne hjulpet på vej af samfundsudviklingens store linjer. For comedy er sammensurium af former som historisk har varieret fra fortællende digte, teaterstykker, romaner og noveller, comedia erudita 21, commedia dell arte 22, 21 Comedia Erudita: (Italian: learned comedy ), 16th-century Italian dramatic form that, unlike its theatrical contemporary, the vernacular and improvisational commedia dell'arte, followed scripts written in Latin or Italian that were based on the scholarly works of earlier Italian and ancient Roman authors. Because the language used in the commedia erudita was not easily comprehensible to the general public, these plays were performed for the nobility, usually by nonprofessional actors (dilettanti). 22 Comedia dell arte: (Italian: comedy of art ), Italian theatrical form that flourished throughout Europe from the 16th through the 18th century. Outside Italy, the form had its greatest success in 68

70 fald-på-halen-komedie, farcen, kort- og spillefilm, revy, århus-historier, stand-up sæt, radiosketches, satiriske tegnefilm og listen fortsætter som et lille barns brev til julemanden (Neale & Krutnik 1990: 10). Vi vil overordnet karakterisere comedy som en genre. Slet og ret en underholdningsgenre. De nævnte comedy-typer bliver derfor alle forgreninger af den overordnede comedy-genre, som eksisterer på det samlede comedy-felt. Genrebegrebet er i sig selv det man på engelsk kalder essentially contested, fordi der til stadighed er uenig om, hvordan det bør anskues. To traditioner udskiller sig. Én akron, statisk opfattelse af genrer som evigtgyldige samlebetegnelser for de, til en hver tid, eksisterende kunstformer. Og én mere pragmatisk, diakron og dynamisk opfattelse, hvor genreopdelingerne blot bruges til kategorisering og forståelse af enkelte værker og deres indbyrdes forskelle over tid (Hvidberg 2001: 14). Men begrebet (stand-up comedyen) er jo atomiseret inden for de sidste 5 år især. Så nu er det lige pludselig, qua at medierne kalder alt for satire, det gør jo også at så er politisk stand-up satire! Eller når vi lavede Vindhætterne eller Gintbergs Store Aften på Zulu så var det satire. Men et sketch show er satire, Mandril, Smack The Pony, etc. er satire. Malou Åmund siger også, at der er gået stand-up i politik, er det så det samme som, at der er gået revy i politik? altså begreberne er sindssyg svære at skille ad! (Interview med Jan Gintberg Bilag 9) Forvirringen bliver imidlertid total, når genreopdelingerne uanset deres anskuelsesmåde, i praksis sammenblandes og gennavngives i et væk og efter anmeldernes og den daglige tales forgodtbefindende, ligesom instruktører og kunstnere heller ikke holder sig tilbage med at blande genrernes udtryk. Således kan man den ene dag læse en melodramatisk kærlighedsgyserbog og den anden dag se en dokumentarisk westerngangsterfilm. For vores brug af genrebegrebet rækker det at sige, at comedy-genren er en urenset samlebetegnelse, en mega-genre om man vil, som bærer adskillige fremtrædelsesformer og subgenrer under sine brede vinger. Vores anskuelse af comedy-genren er klart på den pragmatiske og dynamiske bane, fordi vi umiddelbart er mest interesserede i at se på udviklingen henimod den moderne comedy og de kendetegnende træk for dens mere politiske udtryk. Den anskuelse af genrer ligger også forankret i vores teoretiske indgang til forståelse af de France, where it became the Comédie-Italienne (q.v.). In England, elements from it were naturalized in the harlequinade in pantomime. The commedia dell'arte was a form of popular theatre that emphasized ensemble acting; its improvisations were set in a firm framework of masks and stock situations, and its plots were frequently borrowed from the classical literary tradition of the commedia erudita, or literary drama. Professional players who specialized in one role developed an unmatched comic acting technique, which contributed to the popularity of the itinerant commedia troupes that travelled throughout Europe. (Kilde: /commedia-dellarte). 69

71 sociale fænomener omkring os som værende samfundsskabte. Sproget og de derigennem tillagte meningskonventioner rykker til stadighed grænserne for, hvad en enkelt genre kan være og indeholde. Herigennem formes og skabes der nye forståelser, som over perioder kan virke ganske faste og strukturerende, men over tid bliver dynamiske og bøjelige og kommer til at indeholde mere eller mindre end først antaget. Lad os derfor hastigt forlade genrebegrebet per se og derimod trække linierne op til en generel definition af selve comedy-genren. Ordbøgernes karakteristik I den gamle udgave af Oxfords Advanced Learners Dictionary (1963) opdeles comedy i to definitioner: 1) a branch of drama, that deals with everyday life and humourous events og 2) amusing activity or incident in real life. Her er der altså enten tale om en skuespilform, der drejer sig om hverdagslivet og dets humoristiske begivenheder eller underholdende (lattervækkende) adfærd eller hændelser i det virkelige liv. En sådan definition er ganske bred, og er af samme grund ikke i stand til at indikere tydelige definerende træk ved genren. Yderligere ligger definitionen udtalt tæt op af det, vi i dag blot og bart kalder humoristisk. Nye definitioner ser heldigvis en smule snævrere på begrebet, således definerer Cambridge Advanced Learners Dictionary Online (2008) comedy som: a (type of) film, play or book which is intentionally amusing either in its characters or its action (dictionary.cambridge.org) Her er der åbnet op for de medier comedyen kan finde sit udtryk gennem, det være sig film, skuespil eller bøger. Det definerende træk er derimod ikke så meget det medie, genren bliver fremført af, men snarere intentionaliteten i at få smilebåndene aktiveret hos modtageren, enten fordi handlingen eller personerne er sjove. I skellet mellem person og handling ligger der en vigtig pointe. Comedy kan nemlig både være af narrativ og non-narrativ form. Eksempler på narrativ comedy kunne fx være ernes slapstick-film a la Marx Brothers eller diverse parodier på mere seriøse filmgenrer som vi finder helt op til i dag. Det kunne også være tegnefilmsserien South Park, som i hvert afsnit har en decideret handling at knytte sine parodier og satiriske narrestreger op på. Skuespilskomedier går også ind under betegnelsen narrativ comedy. Den non- 70

72 narrative form er adskilt fra decideret handling/fortælling, men udviser comedyens værktøjer, virkemidler, gags og gimmicks gennem ikke relaterede hændelsesforløb og monologer. (Neale og Krutnik 1990: 26) Skelnen er vigtig ikke kun fordi, og som vi vil komme ind på senere i kapitlet, at den moderne comedy som hovedregel er non-narrativ, men netop fordi den non-narrative form udskiller comedy fra sin oprindelige skuespils, drama- og teatermæssige ophav. Comedyen deler sig fra denne skelnen i to definitoriske spor, hvilket også det næste ordbogsopslag viser. Oxfords Concise Dictionary Online (2008) udskiller således hele tre betydninger af comedy: 1) entertainment consisting of jokes and sketches intended to make an audience laugh, 2) a film, play, or programme intended to arouse laughter og 3) a humorous or satirical play in which the characters ultimately triumph over adversity. (askoxford.com) Her får vi for første gang præsenteret en mere skærpet definition, som med sin karakteristik også tager højde for den nutidige betydning som comedy-begrebet forbindes med i vores hverdag. De to første definitioner fører henholdsvis tankerne hen på stand-up comedy og anden beslægtet satirisk underholdning, som fx skecthelementerne fra en revyforestilling, eller et late-night satireprogram, enten vist live på en scene eller på Radio/TV-medierne. Den tredje definition lægger sig op af den klassiske græske oprindelse for begrebet, hvilken vi stadig i det danske sprog bruger ordet komedie om. Vi vil først i næste afsnit komme lidt tættere på komedien som oprindelse for den moderne comedy. Udskillelsen af de to betydninger af ordet comedy understreges også af et opslag i ASK-Oxfords jargon buster (2008): In literary terms a comedy was originally a play characterized by its humorous or satirical tone and its depiction of amusing people or incidents, in which the characters ultimately triumph over adversity. Compare with tragedy. (askoxford.com) Begrebet er altså gået fra at dække over mere end blot komedie, hvilket også vores brug af den engelske stave- og udtalemåde af ordet comedy indikerer. Det danske ord komedie har ikke i vores sprog undergået tilsvarende betydningsændring. Komedie hidrører på dansk stadig sit skuespilsophav. Der har gennem den moderne historie altså været brug for at udskille flere betydninger af comedybegrebet, for at kunne afgrænse genren i forskellige perioder, med hver deres udtryk og tillagte genrebetydning. Det er udtryk for en udvikling, som vi vil se nærmere på. Et andet og helt afgørende træk, der springer i øjnene ved den nutidige 71

73 ordbogsdefinition er intentionaliteten i at få publikum til at grine. Comedyens formål er slet og ret at vække latter hos sine tilhørere. Selvom denne tydelige effekt af comedyens virkemåde er så gennemgående et træk, vil vi alligevel ikke sætte endeligt lighedstegn mellem latter og comedy. Vores videre jagt på indkredsningen af den moderne comedy udskiller sig som nævnt ved et politisk sigte, og til det formål er latteren kun en gavnlig indpakning for en større og bagvedliggende intention. Vi vil dog i alle henseender være usandsynligt indbildske at tro, at vi kan undslippe en nærmere analyse af den latterudløsende og humoristiske natur som comedy-genren, under samlet hele, identificeres med. Blandt andet fordi, der i latteren som menneskelig reaktion, ligger indsigter i comedyens rolle i samfundet, hvilken vi er udpræget grad er interesserede i. Vi venter imidlertid med latteren til afslutningen på denne analyse, ligesom i punch-linen på en joke. Virkemidler Comedyens stærkeste værktøjer, udover sproglige virkemidler i selve opbygning af en joke 23, kan opdeles i slapstick, parodien og satiren, hvoraf satiren udgør vores primære interessefelt. De værktøjer er derfor nogle vi må stifte bekendtskab med. Slapstick Slapstick, er for vores vedkommende ikke det væsentligste udtryk for comedy, men ikke desto mindre en vigtig del. Kort fortalt er slapstick, en form for korporlig fald-på-halen komik, som man kender den fra fx stumfilmsæraen, hvor Gøg får Gokke til at falde i en bananskræl eller det der er værre. Selve udtrykket slapstick kommer af det aggregat, som benyttedes i tidlige komediegenrer i fx den italienske comedia dell arte eller det engelske pantomimeteater. Fremstillet af to stykker stift læder eller træ og sat sammen i den ene ende udgjorde battet et komisk våben, som komikerne kunne slå hinanden med uden den store legemsskade, men med et ordentligt rabaldersmæld til følge. Herefter har begrebet fundet sin brug i lavkomikkens fysiske fremtrædener indtil 23 De fleste respondenter har indgående beskrevet overfor os, hvordan en joke i opbygges i setup og punch-line, samt myten om de 7 forskellige standard-jokes. For specielt interesserede henviser vi til, interview med Michael Schøt i bilag A, Thomas Hartmann i bilag G og H samt sidste del af interviewet med Anders Matthesen i bilag K 72

74 vore dage, hvor den nutidige slapstick også kan siges at indeholde den form for platte jokes, som normalt bør efterfølges af en billig trommehvirvel, for at udløse den ønskede lattereffekt (Neale & Krutnik 1990: 21). Dette virkemiddel er dermed ikke uden konnotationer til nutidens sit-coms anvendelse af dåselatter. Parodien Parodien er en overdrevet, underspillet eller på anden vis karikeret imitation af personers optræden, begivenheder eller genrer. På film arbejder man fx ofte med forskellige hybrider indenfor genresammenblandinger, der parodierende udstiller andre og mere seriøst opfattede genrer. Parodien bliver dermed sjov, ikke fordi den bruger gags og sjove sætninger, som hidrører al komik, men fordi disse sjovheder specifikt er bygget op omkring konventionerne fra det kendte og seriøse stilarter eller repræsentanter for en given samfundsstand. Det kunne fx være Leslie Nielsen-filmene Høj Pistolføring, som parodierer de kendte amerikanske strømerserier fra halvfjerdserne. Neale og Krutnik betegner parodien som en fremtrædelsesform på den varierede palet af fremtrædelsesformer, som comedyen har til sin rådighed, og ikke en særlig comedy-form i sin egen ret. Parodien har godt nok sine egne metoder og teknikker, men ingen bestemt form eller struktur. (Neale & Krutnik 1990: 19) Man kan karakterisere parodien som den referenceramme comedyen sætter sine sjovheder og lattervækkende punchlines og slapsticks indenfor: En karikatur af vores fælles forståelse af virkelighedens settings, stilarter og persontyper, som hurtigt kan aktiveres til at sætte rammen for en sjov betragtning eller uhørt vittighed. En vittighed som er sat op om præmissen af at alle politikere er korrupte (en karikatur på politikerstanden), vil kun fungere, hvis denne præmis allerede accepteres som gyldig af modtageren. Der er et eller andet i, at hvis man griner af noget, så har man også forstået præmissen. Du kan ikke grine af noget du ikke forstår. Efter at jeg er blevet bevidst om det, søger jeg det vildt meget! [...] 53 % af unge danske mænd er imod homoseksualitet. Den læste jeg i avisen og tænkte det er fandeme vildt! Så valgte jeg dén præmis, for hvis jeg kan få folk til at grine af det, så forstår de præmissen (Interview med Michael Schøt Bilag 8) På den måde kan man sige at den norm, der skal aktiveres hos tilhørerne er af æstetisk karakter, fordi den handler om vores fælles konventioner og holdninger til forskellige stereotype grupperinger i vores fælles bevidsthed eller virkelighed. Sådanne stereotype fordomme kan naturligvis sagtens variere fra person til person, generation til generation. De er dog gerne så stabilt, socialt forankrede og overførbare på tværs af, i hvert fald, det meste af den vestlige kultur, at de udgør arketyper som parodien kan aktivere og gøre sjove 73

75 ved at fx at underdrive eller overdrive dem i forhold til det, som de fleste af os opfatter som realistisk. Satiren På samme måde tager satiren også fat i allerede etablerede normer, men satiren adskiller sig fra parodien ved ikke at bruge de æstetiske, men derimod sociale normer som referenceramme. Satiren tager sit afsæt i de socialt accepterede adfærdsregler, og måler derudfra afvigelser fra normen, på samme måde som parodien karikerer særlige kendetræk ved sit æstetiske referenceområde. Satiren har dog et tydeligere formål. I stedet for blot at overdrive og underdrive for fornøjelsens skyld, bærer satiren i modsætning til parodien en klar intention om, at nedgøre og angribe det den anskuer som misforhold. Nogle gange angribes afvigelserne i sig selv, især hvis afvigeren er af den hykleriske type, som selv løfter pegefingeren af andre normbrydere. Det er min torch det er min flamme! Det er, til stadighed, at kunne udstille noget af hykleriet. Men den bliver nogle gange også sovset til i magelighed, altså i en hold kæft det kunne også være rat at tage fri et år, så jeg kan gå derhjemme og bygge om! (Interview med Jan Gintberg Bilag 9) Et eksempel kunne være en stat, som på den ene side underskriver og taler for internationale menneskehedsrettighedskonventioner og samtidig torturer krigsfanger eller behandler flygtninge dårligt. Andre gange er det selve normen, satiren rettes mod. Således fx i Charlie Chaplins Moderne Tider, hvor det moderne samfunds fremherskende umenneskelige og industrialiserede værdier angribes til fordel for en idolisering af de forsvindende pre-industrialiserede og landligt idylliske samfundsværdier. Grunden til man ofte kan have svært ved at skelne mellem parodi og satire, er at parodien ofte bruges til satiriske formål; at latterliggøre menneskets laster og tåbeligheder, ikke for latterlighedens skyld, men for at pege på alternativer for et mere ideelt liv. (Neale & Krutnik 1990: 19 og Nayman 1996: 109) Vi følger Neale og Krutniks karakteristik af slapstick, parodien og satiren og ser disse udtryk som fremtrædelsesformer for den overordnede comedy-genre og ikke selvstændige og løsrevede genrer. Fælles for alle elementer er som sagt, det lattervækkende, det fornøjelige og formålet om at underholde. Men det er ikke det eneste. For i satiren som fremtrædelsesform, finder vi det spor som vi i vores forsatte jagt på den moderne comedy vil snævre fokus mest ind på: Nemlig comedyens politiske og subversive element. Comedy er nemlig ej blot til lyst. 74

76 Baggrund og udvikling Den sene eftermiddagssols stråler, rammer bjergets top i horisonten og sender dagens sidste varme mod de store granit og marmorblokke som udgør amfiteatrets halvcirkel. Støvet er ved at lægge sig og på tilskuerpladserne sidder de aftenklædte, forventningsfulde tilskuere. De drikker fortyndet vin, tygger på nybagte syrlige fladbrød og summer om aftenens forestilling. Med ét lyder scenemesterens horn og alt bliver stille, timen er kommet. En skuespiller, en mand, iført kvindekostume og med en karaktermaske for ansigtet, træder frem på scenen. Herefter følger et hylende morsomt stykke om, storpolitik og krig og den, i sin samtids helt usandsynlige og grotesk komiske tanke, at kvinderne tager magten over nationens udenrigspolitik ved at nægte deres mænd sex! 24 Der er naturligvis tale om Aristophanes græske komedie Lysistrate fra ca. 411 f.kr. Med hende står vi midt i den græske komedies stærkeste tidsalder samt den spæde fødsel af det, der meget senere bliver den moderne comedy. I vores socio-historiske jagt på udviklingshistorien for den moderne comedy er vores flashback til oldtidens græske bystater ingen tilfældighed. Det er på den anden side heller ikke et halsbrækkende indledende forsøg på at indkredse vores genstandsfelt ved at begynde i helt tilbage i Ruder konges tid og arbejde os slavisk frem herfra. Selvom det dog havde været i god tråd med genealogiens væsen. Snarere vil vi slå ned med eksempler fra sigende perioder for at vie den meste kraft på det moderne samfund. Det er ikke fordi vi mener, at Ruder Konge eller hans forfædre ikke havde begreb om comedy-genrens samfundsmæssige fortræffeligheder, men fordi afkastet af vores investering i en så lang og uoverskuelig en tidslinje kun ville give lidet analytisk afkast. Vi ville bruge en masse kræfter, men kun tilvejebringe få indsigter, relevante for den moderne comedy. Når vi alligevel lader scenelyset for vores videre undersøgelse falde helt tilbage på oldtidens Grækenland er det fordi denne setting tilbyder en kerneindsigt i comedy-genrens væsen; dens opbundethed på samfundet som helhed og dens iboende samfundsomvæltende ambition. Denne subversive natur og komediens 24 Det komiske blev faktisk alvor da man i 2006 i The Gaurdian kunne læse at Columbianske bandemedlemmers kærester nægtede at have sex med deres mænd, hvis ikke bandevolden ophørte. Hjemmeside besøgt 16. Januar 75

77 særlige tilknytning til samfundet som helhed vil vi komme mere ind på senere i afsnittet, men først lidt oldtidshistorie. Græsk på komedie Komedie kommer af det græske ord Komos, som betyder festoptog og som specielt forbindes med optog i forbindelse med Dionysoskulten. Dionysos var den græske gud for vin, lyst, frugtbarhed og sang og i hans nærvær kunne man snildt regne med, at de normale konventioner for etikette og god opførsel blev ophævet til fordel for grinagtige obskøniteter af burlesk og seksuel kaliber. Dionysos sammen med sine fabeldyr satyrerne (mandsperson med gedeben eller hestelignende træk) er den arketypiske repræsentant for comedyens, satiriske og samfundsrevsende fløj. Satyrerne, var i deres roller i skuespillene satiriske sangere, og selve udtrykket satire har da også en stærk konnotation til satyr. Det er dermed i dyrkelsen af det dyriske i mennesket at samfundskomedien opstår. Det skal ses i lyset af, at de gældende sociale normer, seksuelle tabuer m.v. blev udfordret af Dionysosoptogenes udskejelser under de særlige festparader til ære for guden. Senere blev de såkaldte Dionysier sat i system og komedien fandt sin nye litterære form samt en udvidelse af sin samfundssatiriske funktion som en del af statslige årlige gudefestspil, som havde sin storhedstid omkring slutningen af 400 tallet f.kr. Her konkurrerede skuespilforfatterne om at skrive de bedste og sjoveste komedier, som under deres årlige opførsler blev bedømt af et dommerpanel på samme måde som deres mere alvorlige modstykker i tragedierne. (Johansen 1984: ). En komedies primære formål er at more publikum. Hertil tjener i den gamle attiske komedie et langt register af midler, fra subtile pointer til grov lavkomik af både real og verbal art: Tilskuerne ser folk på scenen slås, hugge ting fra hinanden, gnubbe sig for utøj og udfolde sig ekskrementalt og seksuelt, og de hører litterære parodier, navnlig på kendte tragedier, quasifilosofiske ræsonnementer, mere eller mindre barokt formuleret politisk kritik, ordspil og morsomheder om kendte folks udseende, seksualliv m.v., som spænder fra det aldeles harmløse til det perfide. Et væsentligt element og ikke det mindst subtile, i den samlede komiske effekt er endelig komediens.. ejendommelige forhold til livets realiteter: Enkeltpersonerne er oftest ganske almindelige mennesker, bønder eller småborgere, hvis adfærd stort set er som i virkeligheden; men naturens og menneskelivets almindeligt gældende love kan suspenderes uden varsel, og uden nogen på scenen er særligt forbavsede over det: man kan købe en krukke fred i Sparta til privat brug; man kan opfodre en skarnbasse til overstørrelse og flyve op til himlen på den, begive sig op til fuglene og stifte en stat i luften. (Johansen 1984: ) Citatet er taget med for at de gamle attiske komedier allerede brugte alle ovennævnte fremtrædelsesformer i form af slapstick, parodier og satiren. Former som er forfinet, tilpasset og har overlevet i mange af comedyens mere moderne udtryk, ikke mindst nutidens stand-up comedy og late night satire shows. Naturligvis er den deciderede udlevelse af de mindre stuerene elementer sorteret fra i vor tids TV-scenekultur, men for oldtidens grækere var det en måde at 76

78 pakke den samfundsrettede kritik ind på, så den blev spiselig i større mængder. Også for magthaverne, mod hvem kritikken og latterliggørelsen som oftest og dødalvorligt var rettet imod. Robert C. Elliott finder i sin bog The Power of Satire (1966) den satiriske ånds rødder i fortidens primitive folks magiske ritualer. Han mener endvidere, at der stadig kan findes en rest af denne magi i satiren som kunstnerisk fremtrædelsesform. Ligesom den græske komedie har sit udspring i dionysosriterne, har også satiren sit udspring i de ældgamle frugtbarhedsritualer ved dionysos- og demeterfesterne. Ritualerne havde formentlig to hovedformål: At prise og at skænde. Dels priste man Dionysos og påkaldte sig gudens frugtbarhed i forbindelse med dyrkningen af jorden. Men samtidig skændede man al dårligdom ud af samfundet. Denne udskænding tog form af, det der kaldes jambiske sange, hvor fremsigeren med navns nævnelse latterliggjorde de individer, som af forskellige årsager havde gjort sig uheldigt bemærket. Ved at nævne personerne og deres gerninger latterliggjorde man dem over for alle og mente dermed at have udrenset dårligdommen. Satiren opfattes som magisk, i betydningen af, at ordenes skade blev opfattet som ægte. Man blev ikke bare latterliggjort ved et satirisk angreb, man blev direkte fysisk såret eller sågar dræbt af smædeversene. Det er ikke som vi i metaforisk forstand mener, når vi i dag taler om at pennen er stærkere end sværdet eller satiren er skarp eller giftig, men helt konkret. Man troede simpelthen på, at ordet havde skadelig virkning, og at forbandelsen var virkelig. Satiren var et våben. Elliott argumenterer for, at satirens magi, ligesom andre former for magi, har fungeret som en integreret del af virkeligheden. Han henviser til den kanoniske historie, om en infam digter ved navn Archilochus, der efter sigende skulle være den første navngivne satiriker, og som, ifølge overleveringen, var skyld i sin forlovedes og hendes families selvmord, fordi han havde fremsagt smædevers over familien ved et offentligt skue. Myten om Archilochus og hans dræbende satire fik enorm betydning for eftertiden og dens forståelse af satiren. Faktisk ser vi fortsat spor af disse elementer, når moderne komikere taler om at I killed tonight med henvisning til at de lavede en killer-joke, som fik folk til at dø af grin. I virkeligheden er det kombinationen af det rent fysiologiske, at man måske ikke kan trække vejret af bare grin og derfor i yderste konsekvens dør, men naturligvis også fordi den ultimative joke sender folk i døden fordi man har ramt dem med ord og måske sandhed. I Elliotts undersøgelse afspejles den meget somatiske opfattelse af satirens virkninger også i andre kulturer. I så forskellige sfærer som den irsk-keltiske 77

79 og den arabiske kultur findes der samme frygt for at blive genstand for verbal revsning. Satirikerne var frygtede fjender og værdifulde venner (Elliot 1966: 7-10). Romerne var følgeligt de første arvtagere af den græske satiriske indflydelse og de romerske samfundsforhold stod ofte for skud i spottende skrifter af blandt andet Horat og Juvenal. Den politiske og mundtligt overleverede smædekultur blev herefter spredt vidt og bredt, gennem alt fra middelalderens storpruttende hofnarre, over markedspladsernes meget direkte kritik af magthaverne, som det kom til udtryk i fx dukketeatret. Litterært finder vi igen den underholdende samfundskritiker i renæssancen med fx Thomas Moores Utopia (1516) og senere Jonathan Swift med Gullivers Rejse (1726). Samfundskritikken og satiren fandt her sit udtryk som allegoriske fortællinger, med tydelig adresse til deres samtid. Under reformationen blev satiren og dens grafiske tvillingebror, karikaturen, et vigtigt led i kirkekampen, med et væld af smædeskrifter fra både protestanter og katolikker. Op til romantikkens gennembrud spillede satiren en fremtrædende rolle i litteraturen og dramaturgien med Pope, Dryden, Molière, Cervantes, Rabelais som eksponenter. Satiren knyttedes her til oplysningstiden og sås som et rationalitetens revsende korrektiv til overtro og idioti ikke mindst benyttedes den som en sådan af Ludvig Holberg, der udstillede bondestandens naivitet i Jeppe på bjerget (1723) og de halvstuderede røveres hovmod i Erasmus Montanus (1731). Ofte blev der set ned på satiren (og med den, comedyen som helhed) fra det kunstneriske og filosofiske etablissement, fordi den ansås for uærlig og grusom. I romantikkens oppustede æra af ærlighed fik den satiriske ånd et knæk, som den fik svært ved at komme sig over, og den måtte se sig henvist til skillingsblade, pamfletter og smudslitteratur, som fx de utallige små tidsskrifter, der florerede i København på Kierkegaards tid, som Politivennen, Raketten og det berygtede magasin, Corsaren. Først i det 20. århundredes mere desillusionerede politiske miljø fik satiren igen fået gode vilkår. Med romaner som Orwells 1984 (1948) og Animal Farm (1945), Hellers Catch-22 (1961) og fx Brechts skuespil har satirens særlige virkelighedskarikatur fundet et nyt og stærkt udtryk (Hvidbjerg 2001: 20). Denne samfundssatiriske del af comedyen kan siges at indeholde en involverende forvrængning, der ikke kun indeholder kritik, men også udgør en selvstændig enhed, der kan vække bevågenhed og latter om emner, selvom man ikke nødvendigvis forstår kritikken af dem. Litteraturhistoriske Matthew Hodgart karakteriserer 78

80 forholdet således: true satire demands a high degree both of commitment to and involvement with the painful problems of the world, and simultaneously a high degree of abstraction from the world. (Hodgart 1969: 7). Det kræver med andre ord en stærk virkelighedssans og evnen til at forholde sig overordnet til samfundets problemer, men samtidig have en fantasifuld distance, for at kunne få øje på det realistiske i det forvrængede kritiske billede som opstilles. Vrangbilledet af samfundets reelle problemer fremhæver det hykleri og selvmodsigelse som omgiver normerne og tabuerne, der i deres beståen er med til opretholde den uønskede situation. Den politiske comedy, som vi vælger at betegne denne gren, med sin afstamning fra den græske komedie og med satiren som stærkeste fremtrædelsesform, har dermed mulighed for at stille skarpt på og rette sit publikums opmærksomhed mod de ugunstige samfundsforhold, som vi ofte selv fornægter eller tager for givet. Vores fordomme og tabuer. Denne rolle som samfundets tabuventil må den politiske comedy ret beset altid have spillet: Wherever wit is employed to expose something foolish or vicious to criticism, there satire exists, whether it be in song or sermon, in painting or political debate, on television or in the movies. (Hodgart 1969: 14) Dog vil en væsentlig undtagelse til denne påstand være mangel på selve den art samfundsopbygning, som er betingelsen for comedyens opblomstring. Samfundet som grundsten for comedy The forms of comedy are bound up with the forms of society: the structures of family and marriage, the business of material exchange and social display. The persistent double-edged nature of comedy s effects shows its double attitude to those structures... At the same time, while reacting against the structures of society, comedy keeps close to them, needing the reassurances of order, security and identity they provide. (Leggatt 1998: 158) Samfundets periodevise forudsigelighed, gennem de gældende normer og institutioner, er den eneste sande kilde til comedy-genrens opkomst, udvikling og funktion. Citatet understreger vores socialkonstruktivistiske holdning om, at de samfundsskabte relationer, normer og adfærdsmønstre (institutioner) er helt essentielle for comedyens eksistens. Alle intellektuelle felter, de være sig konservative eller radikale, samfundsbevarende eller subversive, er formet af deres sociale settings. De opstår og udvikles dermed kun på nåde fra sine omgivelser. Intellektuelle faktorer kan derfor ikke adskilles fra de sociale kræfter som omgiver dem (Ritzer 2000: 6, 10). Uden en, over tid, stabil social organisering, som fx i en stat, hvor en vis fælles accept af institutionaliserede spilleregler eksisterer og kan reguleres, vil genren ikke 79

81 have en passende mur at spille sin aktualitetsbold op imod. Groft sagt uden politik ingen comedy. I ovenstående citat omtaler Legatt dette forhold som comedyens effekters vedholdende dobbeltsidede natur. På den ene side reagerer comedyen mod samfundets strukturer og på den anden side behøver comedyen samme strukturer for at fungere. Den føromtalte tabuventilerende funktion for samfundet bunder også i de samfundsskabte normer for ret og rimeligt. Og ved at udfordre disse, udviser comedyen et klassisk element af modmagt. I vores vestlige epoke af sociale opløsningstendenser, hvor vi har set alt og hvor vores børn allerede har set det samme på bare deres første 12 leveår, kan man spørge sig selv om der er flere tabuer tilbage? Vi spurgte stand-up komikeren Thomas Wivel som understregede, at så længe samfundet lever og udvikler sig, vil der efter hans mening være tabuer at tage fat på. Samfundsbetingelser og politisk comedy Hodgart opstiller fire betingelser som samfundet skal opfylde, for at en politisk satire kan blomstre: 1) En vis grad af ytringsfrihed, enten konstitutionelt (antikkens Athen, England ca , og i vores vestlige demokratier) eller pga. ineffektivitet i magtapparatet (Frankrig i og efter Napoleonstiden, Czartidens Rusland, Sovjet op til og under Glasnost). 2) En tilbøjelighed i de læsende dele af befolkningen til at tage del i politik, og at der desuden er visse demokratiske idéer i omløb. 3) Forfatterne skal have en overbevisning om, at de kan gøre en forskel med deres sofistikerede drilleri. 4) Der skal eksistere et bredt publikum, som holder af fantasifuldt vid, og er sofistikerede nok til at ønske en blanding af humor og alvorlige emner. Kravet om det sofistikerede gælder således både det politiske, at man er i stand til at håndtere flere modsatrettede politiske synspunkter, og det æstetiske, således at man kan behandle sit stof med humor og ironi (Hodgart 1969: 77). Det stiller ikke mindst krav til samfundets formelle strukturer og kunstnerens egen formåen, men også til befolkningen. En belæst og, til dels, politisk interesseret befolkning er et vigtigt element for comedyens udvikling. Det er her kravene og efterspørgslen til de kulturelle output stammer. I samfund, hvor befolkningen er præget af snævertsynethed og urokkelige fordomme, vil comedyen således have trange kår. Ligesom det under diktaturet vil være svært at finde rum til kritik, af frygt for magthavernes repressalier. For selvom politisk comedy godt nok også kan støtte det bestående samfund, vil satire og parodi altid fungere ved kritisk latterliggørelse, hvilket i bund og grund er magtundergravende. Griner vi af fyrsten, tager vi ikke fyrsten alvorligt, indtil fyrsten slår os ihjel, så tager 80

82 vi igen fyrsten alvorligt. Det er her vi ser ind i comedyens politiske indre. Bag facaden af harmløs latterliggørelse og grinagtige spektakler finder vi i denne formidlingsform, der via sine virkelighedskarikerede og klovnede virkemidler, har en relativ sikker base at angribe det eksisterende samfunds norm- og magtparadigme på. Det, der gør comedyen morsom, er samtidig det, der også gør den farlig for statens magthavere og folkets fordomme. Det vi helst ikke vil vide om os selv, eller se i øjnene om andre, er det comedyen trækker frem, forløser og lader os grine af sammen. Comedyens to politiske ansigter Comedyens politiske ånd har to ansigter. Det ene retter sig mod de forhold i livet og samfundet, vi tager for givet eller dem som vi ikke taler om og udstiller. Det er det, der får os til at tænke over alternativerne og måske ændre vores livssyn herefter. Det andet ansigt peger, i sit fravær af alternative livsanskuelser, kun på de sjove hændelser og betragtninger, som vores liv, uanset anskuelse, altid vil bære med sig. Vi har her fat i det, man kan betegne som comedyens henholdsvis subversive og opretholdende funktion. Den rent underholdende comedy, som karakteriseres i sin primære egenskab af at skabe latter, kan på sin vis ikke afskrives som apolitisk. For netop i sit fravalg af at være eksplicit politisk omvæltende, bliver den i sit tilvalg af kun at være ufarligt underholdende, implicit samfundsbevarende. Dette er en tanke der ikke er ulig skuespilleren og satirikeren Peter Larsen, når han fortæller at al teater i sit valg og især fravalg af at mene noget er politisk. Den anden side af det (politiske teater), som er mindst lige så vigtig! Det er: Hvis du synes det her samfund er vanvittig godt, hvis du synes det er klædeligt at statsministeren går og lyver alle op i fjæset [...] Jamen så skal man da bare gå ud, hvis man er en der offentligt gør sig - altså enten som skuespiller, humørfrikadelle eller standupper så skal man da bare fortsætte i lårtykke stråler med det der over en rigtig bred kam bliver produceret inde for dem der laver standup. (Interview med Peter Larsen Bilag 16) Denne fortolkning af at comedy er naturligvis politisk ladet, og leder tankerne i retning af marxistisk magtteori, hvor et fravær af forsøget på omvæltning skaber status quo og forbedrede betingelser for bourgeoisiet udbytning af arbejderklassen. Groft sagt vil kulturelle udledninger i denne optik altid være et udtryk for den herskende klasses ideologi. Uden at tilskrive dette tankesæt attråværdige idealer, ser vi dog en forståelse af, at comedy-genrens politiske implikationer kan frembringes af andet end en eksplicit politisk underholdning. 81

83 For hvis borgerne aktivt tilvælger underholdning uden politisk holdning, så har de samtidig indikeret, at de er tilfredse med tingenes tilstand. Politisk underholdning/comedy ligger nemlig ligesom, det at holde sig opdateret i den politiske sfære, læse bøger se fjernsyn og andre former for både underholdning og mere passive valg af tidsfordriv, i konkurrence om vores fritid (van Zoonen 2005: 2). Ved at vælge at bruge tid på den apolitiske underholdning, har vi allerede ansporet til en apolitisk underholdningsproduktion. Dette er ikke ment som en fatalistisk tautologi ved underholdning, blot en konstatering af, at comedyen ikke er entydig, når det kommer til sine politiske implikationer på samfundet. Comedyens funktion, som enten samfundsbevarende eller omvæltende, stiller sig imidlertid ikke kun på forbrugernes side, men også på producentens. Vi som forbrugere vælger godt nok mellem et hav af varierende comedy-udbud, hvilket i det store økonomiske billede nok har en vis udbuds- og efterspørgselseffekt. Dog er det op til tekstforfatterens, komikerens og måske redaktørens selvstændige holdninger at lægge sig på enten den subversive eller bevarende akse. Det forhold deler comedyen med resten af de kunstneriske udledningskanaler, man kan få et budskab igennem på og sætter kunstneren i en særlig magtfuld position. Han bliver (hvis han er god nok til at komme igennem nåleøjet) i stand til at sætte fokus, ikke mindst, på aktuelle ting i samfundet, men også på fejl og mangler herved. Han behøver ikke engang have ret, men kan lyve sig frem til sin holdningers budskab. Så på den måde har det sådan lidt terapeutisk effekt (at se stand-up comedy), at man kan mødes og lukke noget harme ud - noget damp og rase mod politikere, autoriteter eller åndssvage ting i samfundet. Der tror jeg, det har sådan en meget god effekt på folk, at de føler sig forstået og det skaber en eller anden sammenholdsfølelse at mødes. [...] Det er den samme evne. At kunne fortælle en historie på en sjov måde, måske overdrive lidt, måske endda lyve. Men folk synes det er lækkert at få lov til at grine igennem. (Interview med Anders Matthesen Bilag 14) I vores interview med de danske komikere ses endvidere en bemærkelsesværdig tendens til, at man enten drages til comedy for at opnå identitet og blive kendt, men at der herudaf også udspringer en lyst til at gøre en forskel eller sætte fokus på problemer i vores samfund. En tredje vej, er at man fra starten af har defineret sine holdninger, som man så bruger stand-up comedy som fartøj for at få spredt ud. Af det interviewede komikere, er det især Thomas Wivel, Omar Marzouk og Michael Schøt, der har givet indsigter på dette område. Den politisk ladede comedy, som vi er interesserede i, defineres ydermere ved sin intentionelle brug af genrens fremtrædelsesformer, herunder især satiren og parodien, til at rette angreb på samfundsforhold og præsentere et alternativt 82

84 ideal. Comedy er sin egenskab at være subversiv eller samfundsopretholdende, både afhængig af og indvirkende på samfundet som helhed, dets normer og fordomme. Resultatet af realiseret comedy er nået i et udvekslingsforhold mellem det, komikerne tilbyder og det, modtagerne (publikum, medier og redaktører) efterspørger. Comedy er i sandhed et produkt af vores samfundsskabte virkelighed. Vi vil i det næste afsnit argumentere for hvorfor Stand-up comedy må betegnes som den moderne comedys uoverskyggede spydspids og hvorfor netop denne afart comedy, som produkt af det moderne samfund, har vundet så stort indpas i vores kultur. Vi står nu med et ret godt grundlag for at svare på vores indledende spørgsmål hvad er comedy? Comedy er en samlet genrebetegnelse for den type underholdning, der igennem sine forskellige fremtrædelsesformer og som i sine egenskaber af at være sjove, har til formål at få folk til at le. 83

85 Det moderne samfund og stand-uppens fødsel I Danmark har vi en stærk tradition for satirisk morskabsteater og en revykultur som kan spores mere end hundrede år tilbage i tiden. I 1999 fejrede den danske revy således sit 150 års jubilæum. På Frederiksbergs Revymuseum kan man i lyd og billeder følge historien fra den spæde begyndelse på Casinoteatret i København til vor tids stand-up komikere. Den moderne comedy som vi synes at kende den i dag er karakteriseret ved en større grad af differentiering i sit udtryk end tidligere. Der er således, i alle vores komikerrespondenters syn på feltet, langt mellem den danske revytradition og deres stand-up rutiner. Det (stand-up) er aktuelt! Altså revy er jo ligesom revy satire over et år, der er gået. Hvad er der sket: Kødskandale! Politikerne![...] Det er i princippet meget det stand-up gør. Der er det bare meget mere... Stand-up gør det hurtigere! Grunden til at stand-up er så populært, det er, at hvis der sker noget i avisen og jeg får to gode idéer på det, så går jeg op og siger de to gode idéer samme aften. Og så er det nu det sker! Revyen de skal altså vente et år. Et teaterstykke tager to år. Et tv-program skal også først redigeres. Stand-up er helt råt, det er også derfor, det ikke altid er lige kønt at se på. Fordi det er så råt! Det er direkte fra tanke til handling. (Interview med Michael Schøt Bilag 8) Selvom de i samme åndedrag medgiver, at der i begges tilfælde er tale om comedy. Grænserne udadtil er på ingen måder faste. Det viser især Anders Matthesens fremmelige ideer om stand-up comedy, som ikke følger nogle dogmer. Tværtimod har Anden sat en dyd i at forsøge at sprænge grænserne for hvad andre, og i hans øjne tit snæversynede komikere, definerer som stand-up. Jamen det (stand-up) er meget det der med, at du skal have en sort T-shirt på og du skal stå og snakke om dit eget liv. Det er en mand og en mikrofon. Det var så bitet fra USA. Folk havde hvide sko på scenen og seler og sådan noget og min revisor siger. Det var bare: Sådan der har vi været. Vi må kunne noget mere i Danmark end bare at læne os op af, hvordan vi har fået af hvide det skulle være! (Interview med Anders Matthesen Bilag 14) Selvforståelsen af at tilhøre en afgrænset genre er tit vigtigere for komikeren selv end for publikum. Det handler om i høj grad om en intern identitet i komikerbranchen, som skal danne bolværk mod at blive slået i hartkorn med de forkerte og de afdankede typer. Denne psykologiske faktor ser vi ikke mindst hos Mette Lisby: Da det startede i Danmark virkede det provokerende og det skulle være provokerende imod Linie 3, Flemming Jensen og Jesper Klein, som synes, vi var meget provokerende. Der var også et behov for os, at vise vi var noget særligt, hvor vi etablerede os og definerede os selv overfor de andre (Interview med Mette Lisby Bilag 11) Jan Gintberg supplerer: Den der rigide opdeling mellem stand-up og anden underholdning var jo i virkeligheden 84

86 kun for ens egen psyke og behov for at placerer sig selv i en kasse, hvor man ikke var. Eksempelvis skuespiller. Som ung og som subkultur har man sindssyg brug for, at distancerer sig fra alle andre, men det er på et personligt plan. (Interview med Jan Gintberg Bilag - 9) Men hvad udgør denne afdankethed og hvordan har comedyen udviklet sig til det moderne sammensurium, som det er i dag, og kan man alligevel se en svag aftegning af noget unikt og nyt i denne stand-up? Bag alle disse spørgsmål ligger den spændende fortsatte historie som viser, hvordan den moderne comedys udvikling har været præget af det dialektiske forhold til sin samtid. Her vil vi kigge først på udviklingen af den moderne comedy fra music halls til stand-up og dernæst få et sociologisk indblik i modernitetens væsen, for til sidst at kæde de to ting sammen til en større forståelse for den moderne comedys rolle og udseende i vor samtid. Den moderne comedys udviklingshistorie tager sit udspring i 1800-tallets victorianske England. Her udviklede der sig en underholdningsindustri i form af de såkaldte Music Halls, som i bund og grund var forstørrede baglokaler til værtshusene. Her ville arbejderklassens mænd nyde deres fyraftens indtag af øl og tærter, mens de lyttede til et massivt opbud af sjofle sange og vittigheder, som fortaltes imellem numrene. Hedonismen flød og der kunne købes sprut i baren og sex af de prostituerede, som hang ud i hallerne for at øge deres omsætning. Snart blev der gjort en indsats for at udvide markedet og man byggede større haller og deciderede teatre. Her udbredte man konceptet med plys og champagne. Kvinder fik adgang og efterhånden som det 1900 århundredes moralske fortalere fik momentum, blev the music halls borgerskabets fornemme præsentable steder at gå i byen og blive set. Alkohol, mad og prostituerede forsvandt og i 1912 blev det første Royal Variety Show et godkendelsesstempel, som gav hallerne deres nye identitet som varietéteatre. Middelklassen strømmede til og sangene ændrede stil. I en mere konverserende tone udviklede sangnumrene sig til de rene monologer eller patters og komikerne blev til de store trækplastre. Varietégenren kom hurtigt i konkurrence med andre underholdningskanaler i form af biografer, radio og til sidst fjernsynet, som i 50 erne samlede de sidste rester af den gamle æra op (Double 1997: 26-28). Men de sjove monologer, som havde afløst de syngende optrædener blev ved med at udvikle sig, også gennem de nye medier. Stand-up comedy som ikke engang havde fået sit eget navn, var så ny og kun begyndt at smide sine musikalske slægtsbånd, at de fleste komikere var multikunstnere, som altid lige kunne tage en triangel, fagot eller en lille stepsko frem, hvis ikke publikum åd deres verbale gags. Kostumering var en 85

87 vigtig del af showet og komikeren var altid i karakter, som en bestemt type person; den sørgelige uvidende taber, aristokraten eller arbejderen. På denne måde signalerede han et tilhørsforhold, som i parodien, satte rammen om vittighederne. Vittigheder som i øvrigt blev stjålet med hud og hår fra andre komikere, hvilket var så velkendt en foreteelse af man bare jokede med det. Samtidig i New York i USA havde jødiske talere for vane at stille sig frem i større forsamlinger og fortælle historier med sjove pointer og skæve betragtninger. Da radioen blev almindelig i hvert et hjem fik også andre befolkningsgrupper øje på muligheden af at viderebringe sine budskaber gennem denne nye form. De bedste blev gennem fjernsynets optagelser af varietéshows og egne underholdningsprogrammer utroligt populære og inspirerede yngre arvtagere til at følge i deres fodspor. Karakteristikken af stand-up komikeren begynder at indfinde sig: En stand-up komiker er ifølge Oliver Double, som selv er stand-up komikere foruden journalist og historiker: A single performer standing in front of an audience, talking to them with the specifik intention of making them laugh. (Double 1997: 4) Altså én person, der står foran et publikum, taler til dem, for at få dem til at grine. Vores respondenter har nuanceret denne definition ved at understrege at stand-up komikeren står på scenen eller på skærmen i kraft af sig selv og ikke rollen, som narrative teaterforestillinger sætter sine skuespillere i. Det var noget med en mand og en mikrofon. Han måtte ikke være i rolle. Han måtte ikke være udklædt og det var næsten så rigidt, at mikrofonen skulle være på stativ. Man havde et stort behov for at være rigid omkring de her ting. En mand og mikrofon, der skulle fortælle om sit eget liv uden for rolle. (Interview med Jan Gintberg) Så da den sideløbende udvikling i Danmark betød at revykulturen igennem 1960 erne stadig var bundet op på deciderede komiske rollesketches, a la tre mand på en tømmerflåde, så var der ikke tale om stand-up. Skellet bliver mere udvasket, når vi taler om Eddie Skoller, som jo endog var alene mand, og Linie 3 i 70 erne og 80 erne, der tog danskerne ved næsen med deres dygtigt indstuderede ordspil og parodier, som mangen en stand-up komiker også gør i dag. Men der var stadig ikke tale om stand-up. For den danske comedy var dengang stadig bundet op på påtagede roller og musikalske hjælpemidler. Alt dette skulle i 90'erne komme til at ændre sig. 86

88 Det sociologiske bidrag Vi har i det ovenstående, med genealogisk inspiration, prøvet at gennemgå de historiske aner, som den moderne comedy stammer fra. Samt set, hvilke elementer og virkemidler genren har besiddet og publikum, den har rettet sig mod. Comedyen har gennemgået en udvikling og det har samfundet også. Comedyen kan i en vis udstrækning, siges at være symptomatisk for denne udvikling. Sociologer har i gennem de sidste mange år prøvet at stille en samfundsdiagnose og forklaring på, hvorfor mennesker i flertal gør som de gør. Samfundsdiagnosticeringen retter sig mod de elementer som kommer til udtryk i gennem denne modernitet, altså samfundets seneste udviklingstendenser. Det moderne udgør dermed en modpol til mere traditionelle, eller præmoderne samfundstræk. Hvad enten det har været med henblik på at skabe forståelse for samfundets systemiske orden eller forudsige nye strømninger, for at kunne kontrollere disse til gavn for samfundets individer, har ideen om det moderne drevet sociologien fra Marx til i dag (Giddens 1994: 19-21). Uden at udøve alt for grov vold på de enkelte sociologers bidrag, vil vi i det følgende fremstille en samfundsdiagnose, opsummeret med inspiration i nyere sociologi. Hovedsageligt ansporet af Anthony Giddens og Jürgen Habermas med dog med en enkelt afstikker til Max Webers noget ældre sociologi. Vi har valgt at stille skarpt på disse sociologer fordi de eksplicit taler om det moderne, moderniteten, dens konsekvenser og ikke mindst patologier. Sociologiens bidrag her, har til formål at skabe forståelse for det moderne samfund og comedyens placering heri. Derudover giver sociologien os samtidig indsigter, som kan applikeres på mere end blot det overordnede samfundsmæssige plan. Det skal ses i lyset af, at modernitetens konsekvenser, ligesom comedy, naturligvis har indvirkninger på flere niveauer. Herunder et mellemmenneskeligt nivaeu i form af (del)offentlighed og felt. Men også helt ned på mikroniveau, i det enkelte individ. Det var disse toner vi allerede slog an i det teoretiske kapitel, hvor vi har inddelt specialets teoretiske ramme i tre separate, men dialektisk forbundne niveauer. Refleksiviteten i det moderne Giddens har med sin sociologi gjort op med megen tidligere forskning i det moderne samfund. Han mener ikke, at modernitet blot kan beskrives som et udtryk for det nye og hotte i samfundet, som en overfladekarakteristik af begrebet: Den moderne comedy jo ellers godt kunne give anledning til. I hans bog Modernitetens Konsekvenser (1994) bruger han i stedet mange kræfter på at forklare 87

89 moderniteten ud fra en bestemt form for refleksiv virksomhed i både fagkundskaberne og hos de enkelte individer. Han skriver: Det karakteristiske ved moderniteten er ikke en dyrkelse af det nye for det nyes egen skyld, men derimod antagelsen om den altomfattende refleksivitet som naturligvis omfatter refleksion over selve refleksionens natur. (Giddens 1994: 40) Det er denne altoverskyggende refleksion over os selv, vores strukturelt og adfærdsbetingede samfundspositioner og vores egne muligheder som individer, for at skabe viden (om viden), som skaber dynamikken i det moderne samfund. Det sociale liv i præmoderne samfund før oplysningstiden, var styret af religiøse kosmologier og traditioner. Med udbredelsen af boglig dannelse, og især i det seneste 50 års udbredelse og forfinelse af massemediernes videnstransport, er ekspertemner ikke længere forbeholdt eksperter. Vi er alle i stand til, gennem vores oplysning og rationelle verdenssyn, at indoptage viden, som før var forbeholdt de lærde. Det skaber igen viden, som, gennem refleksionen, er med til at ændre vores sociale omgivelser og relationer. Det gælder for eksempel relationen mellem tid og rum, tillid og risiko. Denne kontinuerlige refleksivitet og vidensdannelse giver ifølge Giddens vores sociale verden sin ustabile og foranderlige natur (Giddens 1994: 45). Refleksiviteten har altså skabt det (vestlige) samfund vi kender i dag, hvor pluralisme og global integration går hånd i hånd. Det er et samfund, som er åbent og som er præget af stadigt flere forskellige opfattelser og holdninger. Individet er frigjort fra gamle traditioner, og kan selv vælge sin retning i livet og i sine sociale relationer, hvor begreber som venskab, ægteskab, intimitet, privat- og arbejdsliv konstant står til genfortolkning afhængig af den enkeltes valg og fravalg. Herigennem definerer vi vores egen tilværelse. Individualisering, fragmentering og differentiering er blot nogle af de termer, der har været brugt til at indfange de moderne individer og deres organisering i samfundet. Den moderne comedy indkapsler og indbefatter netop disse elementer. Den moderne comedy bliver således i form af indhold, virkemidler og personlig optræden således et symptom på det enkelte samfund, nøjagtig som samfundets øvrige beboere er det. Alligevel er comedyen en aggregeret form, dels fordi den som genre, medie og populærkulturelt fænomen repræsenterer en tidsånd og kommunikerer overfor et større publikum 25. Samtidig med, at vi er blevet redaktører af vores eget livsnarrativ, bliver vi bombarderet med informationer, som vi skal forholde os til. Det er livsnarrativets forbandelse og kompleksitet, der også har ført os ud i dette grænseland af comedy, samfund og viden. Videnssamfundets teknologiske landvindinger, i form af en 24-timers strøm af 25 Størrelsen og sammensætningen af dette publikum kommer vi nærmere ind på nedenfor. 88

90 nyheds- og underholdnings-tv, mobiltelefoner og internet, afkræver konstant individet ny stillingtagen, men også en lettilgængelig mulighed for at udtrykke sin individuelle holdning fx via blog, hjemmesider og ja, og stand-up comedyens open mikes. Modernitetens udviklingsdynamik stiller på den ene side en række muligheder for et trygt og udfoldelsesrigt liv. På den anden side har udviklingen skabt en grundlæggende tvivl og splittelse i individet. Fornuftens fremhersken har nemlig ikke skabt den forudsigelige verden, vi havde håbet på (Giddens 1994: 131). Mange sociologer har prøvet at karakterisere denne modernitetens dobbelthed. Affortryllelse og afkobling Weber fandt gennem sine religionssociologiske undersøgelser frem til, at den moderne verden var blevet mindre magisk, idet man i stigende grad valgte at tillægge formålsrationelle handlinger størst værdi. Verden er blevet affortryllet, fordi vi ikke længere regner andre og mere værdibaserede rationaler som tro og håb for noget. Samtidig med at den moderne verden er blevet affortryllet og udforsket i alle ender og kanter, har formålsrationaliteten endnu en konsekvens. Den låser os inde i sin beregnende og kategoriske verden. Weber kaldte det rationalitetens jernbur og mente hermed, at vi var fanget af formålsrationalitetens tænkemåde og mistede mere og mere af den umiddelbare eksistentielle mening med tilværelsen. Fordi vi har lært at beherske naturen til egen fordel og til stadighed jagter de mest effektive midler til at nå vores mål i livet, har vi mistet mange af de idealer og værdier, som ligger til grund for et godt menneskeliv. Tragedien forstærkes af at vi ifølge Weber ikke kan bryde ud af jernburet ved fx at nedbryde de især bureaukratiske strukturer, som er med til at opretholde den rationelle tænkemåde. Helt fatalt må vi bare acceptere denne konsekvens af vores egen materielle higen efter varer og forordninger (Andersen og Kaspersen 2002: 106). Habermas teori om kommunikativ rationalitet bærer en lignende samfundsdiagnose. Ifølge Habermas har samfundet kommunikativt udviklet sig i to differentierede sfærer; system og livsverden. Førstnævnte er de sociale handlingssystemer som er baseret på formålsrationel handlen i Webersk forståelse og koordineret gennem institutionaliserede styringsmedier i form af penge og magt. Livsverdenen derimod er det fælles forråd af sproglige betydningsmønstre, hvorudfra individerne indgår i kommunikativ handlen med hinanden. Livsverdenen omfatter kultur, social verden og personlighed og er dermed stedet hvor vi kommunikativt frembringer vores livsindhold (Andersen & Kaspersen 2002: 381). 89

91 I det moderne samfund lever vi, som Habermas kalder det, i et ufuldendt projekt, hvor systemets defekter til stadighed koloniserer vores livsverden med diverse samfundspatologier til følge. Systemets kolonisering af livsverdenen foregår ved, at systemet, på grund af utilsigtede og uundgåelige funktionssvigt og krisetendenser, hele tiden bliver nødsaget til at udvide sin formålsrationelle styringskapacitet, på bekostning af livsverdenens kommunikative rationalitet. Fx tvinger konkurrencen virksomhederne til gennem intensiveret markedsføring og reklame at søge at forbrugernes behov og identitetsopfattelse, således at en stigende mængde af behov dækkes gennem forbrug af varer og kommercielle tjenesteydelser. Ligeledes tvinges staten til at kompensere for markedssvigt (økonomiske kriser, arbejdsløshed, økologiske problemer) gennem udbygning af statslige styringsinstrumenter og gennem kompensatoriske ydelser, der kan true selvværd og personlig myndighed, over for befolkningsgrupper, der lades i stikken af markedets logik (Andersen & Kaspersen 2002: 377) Det kan resultere i symptomer i livsverdenen som kommer til udtryk i fx svækket tiltro, og mindsket legitimitet til politiske institutioner, faldende solidaritetsfølelse samt personlige identitetskriser og uafklarede tilhørsforhold. Også Giddens har sin allegori for moderniteten i form af sit begreb om Jagganath-vognen. Billedet er sigende for det paradoks moderniteten indeholder. Vi ses alle som passagerer i en førerløs vogn, som kun svært lader sig styre, og som uforudsigeligt farer frem og tilbage i højere og højere fart og nedtrumler alle, som stiller sig i vejen for den. Paradoksalt bliver vores rationelle forsøg på at indfange viden om de sociale fænomener og kontrollere samfundet på baggrund heraf, mere og mere frugtesløse, fordi samfundets hyper-refleksivitet konstant skaber nye forståelser. Både på borger og ekspertplan. Det er denne dobbelt-hermenutik Giddens anser for særlig vigtig for det moderne samfunds udviklingsstadie, på godt og ondt. De forskellige sociologiske samtidsdiagnoser tager naturligvis deres afsæt i forskellige teoretiske og ideologiske strømninger, men enigheden, om at livet i det moderne samfund på en side frigør os og på den anden side fastlåser, affortryller og afkobler os, er gennemgående. Frigørelsen af viden, og måden vi opnår den på, har låst vores tankesæt og livssyn i materielle og produktivitetsoptimerende baner. Samtidig stilles der større og større krav til vores menneskelige performance, både i traditionelle institutioner, som arbejdsog privatlivet, men også i de mere moderne globaliserede livsvilkår, som informationssamfundet stiller os overfor. Her svarer dét at gå glip af et døgns 90

92 nyheder eller den seneste uges dille på Web 2.0 jo til kronisk teknologisk analfabetisme. Midt i dette morads skal vi afkode, fordøje og tage stilling til vores politiske repræsentanters gøren og laden og sikre folkestyrets fortsatte eksistensberettigelse, ved at deltage i den offentlig debat og give vores mening til kende ved valgene. Faren for at McNews-samfundets påvirkning gør os fede, lade og skræmte er reel (Løvenbalk Hansen 2008, feb.) Stand-up comedyen og genfortryllelsen af den moderne verden Det er i lyset af dette, en smule fatale, men ikke deterministiske samfundsbillede, at vi skal se underholdningen og, for den unge generations vedkommende, i særdeleshed den moderne comedy. For hvis det som vi har set, historisk har været comedyens prærogativ at stikke fingeren ind i samfundsforholdene, hvor det gør ondt, og samtidig gøre det på en sofistikeret måde, så giver det god mening, at det netop er comedyen, som har fået en fremtrædende position blandt de unges valg af medier, både på TV og som live underholdning. Den moderne comedy tilbyder både den eskapisme som det fra alle sider identitetspressede og stressede individ behøver, men gør det samtidigt på en aktuel og sofistikeret måde, der tilbyder en unik form for indsigt i eget og andres liv. Stand-up comedy er gennem denne blanding af sjov og alvorlig blevet comedyens mest moderne og, for tiden, ypperligste udtryk. Det bunder tilmed i den helt særlige sammenblanding af de uforvanskede og rene karakteristika som stand-up indeholder. Stand-up komikeren indbefatter tidens individualisme og nærmest narcissistiske personfiksering. Én mand. Alene på scenen. Alene med sine holdninger. Eksistentielt alene, men alligevel altid sammen med et publikum. Samlet set understreger det tendensen, om at ville bestemme egenrådigt over eget liv, egne normer og gerning. Komikeren såvel som det enkelte individ vil anerkendes for det de gør. Hvorfor ønsket om at være unik og sofistikeret bliver det moderne individs raison d etre. Komikeren forsøger via sine sproglige finurligheder og humoristiske overraskelser at sikre sig en unik identitet og eksistensberettigelse. Herved bringer han overfor os, der ikke mestrer kunsten, noget af det magiske tilbage i vores hverdag. Det som vores kolde og beregnende samfund ifølge sociologien har mistet. Stand-up comedy er moderne comedy par excellence! Jamen har i overvejet at kigge på revy! For stand-up har jo i virkeligheden overtaget det, som revy gør. Det som revyen har gjort for en ældre generation, det gør standuppen for en yngre generation. (Interview med Michael Schøt Bilag 8) 91

93 Stand-up er vor tids comedy comedy til tiden. Den yngre generation stiller dog alligevel højere krav end man gjorde til revyen. Opdateringsfrekvens, aktualitetsfundering, det personlige og ikke mindst det nøgne, uforstilte og demaskerede udtryk er bare nogle af de elementer stand-up comedyen kan levere. Revyen kører i et lavere gear. Stand-up comedy deler sig som comedyen altid har haft tradition for, i en politisk og apolitisk gren, en holdningsbaseret og en ren betragtningsbaseret. Qua vores tidligere argument om politik, vil vi dog hævde at selv den apolitiske og substantielt holdningsfrie stand-up tjener et selvstændigt formål. Ikke som efterspørgsel på ligegyldigheder eller accept af den politiske status quo, men alene fordi den i sin form, lader sit unge publikum føle beundring, opbyggende misundelse, og måske en personlig iver og virkelyst, over selv at kunne få lov at skabe en så umiddelbar og sammenholdsbaseret reaktion. En i sandhed magisk og ægte følelse: Grinet, som styrker os i troen på os selv og vores egen fejlbarlighed og befrier os til at gå hjem med opløftet pande og føle, at selv den moderne absurditet er til at leve med. Det bliver hurtigt floromvundet, fordi vi mener ikke kun at have fat i den sunde eskapisme, som comedyen har været garant for siden den oldgræske dionysostilbedelse og før endnu. Men også fordi den moderne comedys ultimative form, stand-up og med TV-pendanten i den amerikanske late night satire, lader den tage emner op, som tidligere var forbeholdt et ældre publikum og en lavere frekvens, som i fx årsrevyerne. Med stand-up formen har vi fået muligheden for at få tematik og løbende afkodning ind i vores opfattelser af den rasende videnog informationsstrøm, som omgiver os, ikke kun på et månedligt plan, men et dagligt plan. Ikke mindst samtidig med at vi bliver underholdt. Denne analyse viser altså at den moderne comedy, gennem sin lange udviklingshistorie, er et produkt af sin tid. På den ene side samfundsskabt og betinget af de normer og tabuer som gælder i samfundet, både i sin blottede, underholdende samt subversive form, og på den anden side som samfundets vagthund, når samme normer skal udfordres, for at skabe dynamik og udvikling. 92

94 Grinet Vi lovede ovenfor at afslutte dette kapitel på ægte setup og punchline manér med grinet. Denne helt slående effekt af comedy, er noget vi må behandle for at kunne gøre vores erkendelsesrejse komplet. Igennem vores interview har en stor del af vores respondenter givet os indsigt i grinets beskaffenhed. Grinet og latteren i sig selv er en spændende faktor for den samlede forståelse af vores genstandsfelt, og som vi har set, også et definerende træk ved comedy-genren. Grinet er en udløsning af noget spænding som er bygget op inden grinet (Interview med Thomas Hartmann Bilag 13) Det er denne meget simple teoretiske opstilling der munder ud i komikernes brug af setup og punchline. Kort fortalt er grinet (i hvert fald i comedy) en naturlig, fysisk reaktion på en humoristisk stimuli. Det være sig enten i form af en visuel komisk hændelse eller som følge af en sproglig kombination med uventet udfald. Vores respondenter identificerer flere forskellige typer grin. Man kan tale om to hovedgrupper: Det samlende og det distancerende grin. Derudover findes der det overraskende grin og forløsende grin. Der er to ting comedy kan det er at fjerne folk fra hinanden eller det kan bringe folk sammen! (Interview med Anders Matthesen Bilag Bilag 14) Overraskelsesmomentet er til stede i næsten alle komiske situationer, hvad enten vi forventer manden på scenen er ved at falde i bananskrællen eller på vej til at sige noget, så er det overraskelsen i, og timingen ved selve udløsningen af det komiske i en given situation der får os til at grine. Det kræver yderligere at vi accepterer præmissen for det komiske. Det er det, som stand-up komikerne forstår at spille på når de fx laver en bait-and-switch på os, hvor komikeren får folk til at acceptere en helt almindelig kendt situation for de fleste mennesker men har en punchline, hvor folk så finder ud af, at der er tale om noget helt andet. Jeg hyggede mig rigtigt i søndags, gik rundt i bar røv og viklers og spiste et studenterbrød og læste avis, drak mælk direkte fra kartonen og slog en ordentlig bøvs. Jeg kløede mig også i røven og lugtede, bare en lille smule, til fingrene.. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det var uhøfligt af de andre i bageren at kigge sådan på mig. (Eget standup-materiale jf. bilag 28) 93

95 Serveret på de rigtige måder bliver punch-lines udløsere af den reaktion, som setup har bygget forventning op til. Reaktionen går ofte på det overraskende element, som i eksemplet ovenfor, men kan også gå på groteske eksempler udi overdrivelse og underdrivelse. Vi starter med at finde et emne, der er måske line dance på torvet i Barcelona ik! Så siger jeg til Hartmann: Hva med line dance - det er fandeme nederen!. Vi sad bare og kiggede på det. Der er ikke meget entusiasme i det der. Og så siger den anden så: Jeg har faktisk set folk i koncentrationslejre der var mere begejstret end det der! (Interview Anders Matthesen - Bilag 14) Grinet er også tit en overgivelse af egen overbevisning og personlige standpunkter. Når man får præsenteret virkeligheden på en ny måde, må man for en stund overgive sig til en ny og alternativ opfattelse af verden. Det er sjovt i sig selv. Det er overgivelsen der er grinet. Jeg kan ikke holde styr på brikkerne længere! Og det er jo en fantastisk ting, at slippe kontrollen. For i verden er vi jo så fucking låste på vores egoer, på fremtiden, på fortiden, på nutiden og på hele tiden at holde styr på.. og det kan man ikke når man griner. [...] Man bliver ligesom tilbudt et nyt syn på ens fastlåste måde at se tingene på og det er det comedy kan. (Interview med Anders Matthesen - Bilag 14) Skulle man endelig tale om en form for effektmåling på comedy, kunne man måle på styrken af grinene i salen, foran TV et, avisen og radioen, ligesom man allerede gør, når der skal findes den årlige Danmarksmester udi stand-up comedy. Men fordi grinet ikke udgør en entydig størrelse kan det blive svært at pege på, det man egentlig måler. Er det overraskelsen, udløsningen af alvor, parodien eller andet. I flere tilfælde har vi som sagt fået fremstillet grinet som en toleddet størrelse: På den ene side samler grinet på den anden side skiller det ad. Det er forskellen på om du mopper og peger fingre eller, om du selv er ombord på skibet når det synker. Der er to ting comedy kan det er at fjerne folk fra hinanden eller det kan bringe folk sammen! (Interview med Anders Matthesen - Bilag 14.) Det er imidlertid vores holdning, at forskellen på det samlende og adskillende grin er den samme! Det afhænger i høj grad af størrelsen på de grupperinger, du samler eller adskiller: Københavnere og jyder, danskere og svenskere, lovlydige og forbrydere, syge og raske, normale og unormale. Folk kan få lov til at grine af sig selv og andre, naboen og dem vi ser i fjernsynet. (Interview med Michael Schøt Bilag 8) 94

96 Det korte citat af Michael Schøt understøtter indirekte, at grinets karakter er afhængig af størrelsen på de koncentriske cirkler, det virker indenfor. Dette kapitel har således fået afdækket de fleste afkroge af det fænomen, vi i specialet har sat ud for at forklare. Comedyen kan vække latter, plus noget, den moderne comedy er et produkt af sin tid, plus noget. Dette noget, er det nye, det moderne, og det, som har implikationer for samfundet og politik i bred forstand. Næste kapitel vil derfor tilbyde en analyserende og diskuterende fremstilling af comedyens implikationer i politik og offentlighed. 95

97 KAPITEL 5: DISKUSSION Frank Hvam skider for åben TV-skærm. Og som han sidder der på tønden, minder han ikke just om en samfundsrevser. En der går op imod strømmen eller en der rammer vores hjerter med en opbyggende følelse af vedkommenhed. Tvætimod. Han sidder der i al sin menneskelighed, med blegfede lår og bukserne nede om anklerne. Han er klovn. Men han er også Frank. Og han trækker i den grad tæppet væk under seerne. Det er netop, når Frank er allermest menneskelig, at han er sjovest. Han rammer privatsfærens allerinderste kamre og udstiller det, som alle vi andre, allerhelst vil skjule. I sagens natur har selv en lort flere sider. Dette diskussionskapitel er sat op på tre overordnede niveauer. Disse niveauer, som præsenteret i figur 6 nedenfor, viser tilbage til de tre overordnede teoretiske aspekter, som vi, allerede i indledningen, baserede på comedyens overfladekarakteristik. Figur 6 TEORI METODE SOCIO-HISTORISK ANALYSE DISKUSSION NIVEAU 1: Den samfundsskabte virkelighed Kvalitative interview Showstudier Comedy begrebet Virkemidler NIVEAU 1 Implikation: Moderne comedy i samfundet NIVEAU 2: Politisk kommunikation NIVEAU 3: Offentligheden Observation og deltagelse Kvantitativ survey Baggrund og udvikling Det moderne samfund Grinet NIVEAU 2 Implikation: Påvirkningsforholdet mellem komiker og offentligheden NIVEAU 3 Implikation: Deltagerdemokrati og individet På den måde danner hele modellen fra teori over metode til den socio-historiske analyse et naturligt forløb, som her i specialets næstsidste kapitel sætter os i stand til at se på comedyens implikationer på henholdsvis niveau 1 til 3. Niveau 1 omhandler comedyens samfundsmæssige placering, hvor den moderne comedys eksponeringsgrad bliver vurderet. Ved at etablere en sådan vurdering for basen 96

98 af udøvelsen af den moderne comedy, kan vi derefter på niveau 2 diskutere komikernes selvforståelse af den påvirkning, de udøver på samfundet, i det klassiske afsender og modtagerforhold, som findes i politisk kommunikation. Niveau 2 vil også indeholde en karakteristik af modtagergruppen, ligesom temaet om, comedyens relation til (del)offentligheden bliver diskuteret. På niveau 3, diskuterer vi comedyens demokratiske implikationer for den enkelte borger/individ. Sidst vil vi også på dette niveau diskutere de dybere magtimplikationer, som comedyen bærer med sig på individuelt plan. Som det vil vise sig har disse tre implikationsniveauer en række overlap i teoretisk såvel som analytisk forstand. Vi har dog alligevel søgt at strukturere diskussionen omkring denne tredeling. Vi har, håber vi, uden at øve vold på deres profession, forlænget komikernes egne tanker omkring feltet og derefter kastet dem ned i vores bolledej, bestående af lige dele teori, gær og vanvid. Begreber som fx modmagt, det antiautoritære, tabu, publikum, grinet er alle erkendelsesnære begreber fra komikernes verden, som vi ser igennem vores forskellige sæt politologiske briller. Undertemaerne er således genereret ud fra komikernes egen forståelsesverden, overtemaerne er vores fortolkning og kategorisering af disse. 97

99 Niveau 1: Moderne comedy i samfundet Kaskelot-hvalerne kan synge de smukkeste sange i verden. Ærgerligt for den, der aldrig får det at høre. Ørnens flugt over bjergtindens top en iskold decembernat kan være det smukkeste syn i verden. Ærgerligt for den, der aldrig får det at se. Selvom den moderne comedy er hverken fugl eller fisk, er det dog væsentligt at afdække i hvilket omfang feltet bliver eksponeret 26. Hvilken position har den moderne comedy på et makroniveau? Vi vil, med udgangspunkt i empirien, prøve at supplere diskussionen med en forståelse for feltets størrelse. Derved nuanceres det, hvilken påvirkning feltet potentielt set kan tænkes at have i forhold til sin omverden. Med andre ord: Hvor er comedyen placeret i samfundet og hvem kigger med? Mainstream eller subkultur Der findes, groft skitseret, to poler udi eksponering af kulturelle fænomener: Mainstream og subkultur. Disse to begreber opstilles naturligvis som idealtyper. Mainstream indikerer, at det kulturelle fænomen når ud til et bredt publikum hvor subkulturen henvender sig til et meget mere snævert felt. Derfor er det heller ikke hensigten i dette afsnit at angive et præcist antal seere, der netop bestemmer hvorvidt den moderne comedy er mainstream eller ej. Derimod bruges begreberne til, på et forståelsesniveau, at diskutere omfanget af denne underholdningskultur. Som vi vil se, kan det diskuteres om ikke den moderne comedy placerer sig i et vadested mellem netop mainstream og subkultur. Da vi i tidernes morgen entrerede feltet, var det vores forforståelse, dels at den moderne comedy ville have en betydning for samfundet, men også, at den havde opnået karakter af at være mainstream. Vi havde zappet rundt på TV-kanalerne, set Klovn og comedy på Zulu, set Bertelsen på DR2, siddet på rækkerne i klubberne, læst klummerne og bagsiderne i aviserne, set de største navne fra dansk stand-up guide os igennem quiz- danse- musik- og talkshows. Vi troede stand-up var blevet mainstream, men vi skulle blive klogere skulle vi. Faktisk synes jeg ikke at stand-up er blevet mainstream endnu, der er fx ikke noget stand-up på nogle af de to store kanaler. Der mener jeg faktisk, der er en modsat tendens, hvor det virker som om at stand-up er for edgy til at komme på en fredag eller lørdag aften. (Interview med Omar Marzouk Bilag 10) 26 Eksponering forstået som sendetid og spaltemilimeter i bred forstand. I virkeligheden indikerer eksponering et givent publikums potentielle størrelse. 98

100 Måske var det fordi vi i al vores iver havde overset det faktum, at det især var på nichekanalerne Zulu og DR2 at vi havde fået vores allerførste og største grin. Comedy i Danmark ligger jo helt håbløst på nichekanaler som DR2 og TV2 Zulu, hvilket er fuldstændigt latterligt, at man ikke tør lave noget mainstream comedy underholdning (Interview med Mette Lisby Bilag 11) Kunne det tænkes, at vi havde overset det forhold, at vi selv tilhørte et særligt nichesegment? Men vi måtte bare erkende at Zulu er en kanal, der bare er man skal være nyhedsorienteret. Det er et specielt segment, som ved, og har lyst til at vide, hvad der sker, ser deadline og følger med og ved hvem ministrene er. Det er sådan nogle som os!. Frem for eksempelvis at se Paradise Hotel. (Interview med Jan Gintberg Bilag 9) At vi selv var the peak of civilization og dermed oplyste nok til at indtræde i den kreative elite - et minisamfund og deloffentlighed for særligt inviterede, havde vi måske overset. For ikke alle slår deres folder forbi den moderne comedy. Vi kunne ikke se skoven for bare træer. Måske var vi selv blandt de heldige, der fik lov at høre kaskelothvalernes sang. Men hvorfor skulle comedyen i dens nye form ikke slå sine vinger ud på de store kanaler og over masserne, som det er tilfældet, når vi vender blikket over Atlanten eller bare tager et smut til England? Hvordan kunne vi tage så meget fejl? Vi havde jo set Casper Christensen i Deal No Deal, Gintberg i Spørg en 10-årig og Mette Lisby i fredagspanelet på Go Aften Danmark! Havde det da intet med comedy eller dens udøvere at gøre? Jeg ved godt, at der er den der holdning i Danmark med at stand-up komikerne er alle vegne. Men hvad er det de for lov til at lave? Jeg har selv været med i fredagspanelet i Go Aften Danmark, men det er jo ikke det! Det er jo ikke materiale du kommer af med dér. Det er jo heller ikke emner, hvor du totalt forholder dig til nogle rigtig skarpe ting. Og hvis det er det, der er, så er det ikke nok! Og fordi der sidder én og skriver på en bagside af en gratisavis.. Jeg savner at stand-uppen får sit eget udtryk, som ikke henvises på en nichekanal som Zulu. Der er også en grund til, at det bliver sendt på Zulu og det er simpelthen fordi det ikke er godt nok! Det er ikke mainstream (Interview med Mette Lisby Bilag - 11) Omar Marzouk supplerer: Ja men det er ikke som stand-uppere og de er ikke særligt sjove (i programmerne så som: Deal No Deal, 6. Sans, Spørg En 10-Årig) men blot gode værter. Så vi er langt fra mainstream! Man kan dele stand-up op i to kategorier, der er den holdningsbaserede stand-up (som er for edgy til TV) og der er den anden, som bare er plat og ikke hører til i primetime. Man kan jo sagtens sende et linie 3 show primetime om lørdagen, også selvom det har været vist ti gange før det genererer ikke nogen. (Interview med Omar Marzouk Bilag 10). 99

101 Der lægges altså op til en forståelse, der peger i retning af at du ikke kan være alt for edgy overfor et mainstream publikum. Det mainstreame publikum skal med andre ord stryges med hårene. For TV har brug for seere og radioen har brug for lyttere og aviserne har brug for læsere. Det er mediernes raison d'etre, fjerner du det er der ingen medier. Frygten for at comedyen er for stærk for farlig er altså i en eller anden udstrækning et medievilkår, som også den daværende direktør for TV2 radio Jens Rohde påpegede: Vi står ikke og morer os på vores lytteres bekostning. Og det var der altså en del af i eksempelvis Kongen af Danmark 27. Der var i den grad folk, der tog anstød af den måde humoren blev serveret på og det udgangspunkt den var. Det kan være fint nok ikke en kritik af den måde at lave humor på, det rammer bare ikke vores målgruppe. (Interview med Jens Rohde Bilag 19). Men hvis stand-uppen slet ikke er blevet mainstream hvem udgøres subkulturen eller nichen da af? Det er de mennesker du skal have fat i (mainstream-publikummet). Det er ikke nok kun at optræde for dine venner og de, der synes det samme som mig. Og det sker altså meget på de små kanaler, hvor man kommunikerer meget med dem, der synes det samme som en selv. (Interview med Mette Lisby Bilag 11) Mette Lisby peger på en vis indspisthed hos det danske comedy publikum. Publikum og nichen udgøres af en særlig skare, der har de samme meninger og står udenfor feltet af det mainstreame. Mikael Bertelsen nuancerer: Først og fremmest er det folk, der kan holde sig vågne. De fleste sover jo på det tidspunkt, når ens børn vågner kl. 6 om morgenen. Vi kræver jo også en del af vores seere, fordi vi har gæster, som ikke alle ved hvem er. De kan have udgivet en DVD, der kun er solgt i 40 eksemplarer. Så de seere vi har, har jeg stor respekt for, idet det kræver en masse overskud, at interesserer sig for noget, de trængte til at høre. Andre steder i TV arbejder man med nogle helt andre kriterier, de skal have nogle med, som folk kender og som man er helt sikker på har solgt nogle CD'er osv. Det er sådan det er. Vi kunne jo lige så godt stille os op i køen bag Go Morgen Danmark, Go Aften Danmark, Aftenshowet, P3 osv. så derfor er det ikke det mainstreame talkshow vi ville have. (Interviw med Mikael Bertelsen Bilag 17 ) Noget tyder på, at den moderne comedy ikke helt har opnået et niveau, hvor den er blevet mainstream 28. Hverken hos publikum eller de, der bestemmer, hvad publikum skal se, høre og læse. Med baggrund i empirien, kan man sågar udlede en forståelse af den moderne comedys publikum som værende en form for elitær deloffentlighed, hvor dem med overskud kan få valuta for pengene og underholdning til tiden. Komikeren Omar Marzouk fortalte i sin samtale med os, at der for hans vedkommende er tale om en aldersmæssig nedre aldersgrænse på hans publikum ved ca år. I forlængelse heraf påpegede han dog, at netop denne målgruppe, 27 Et radio comedy program med standupperen Casper Christensen som vært. 28 Baseret på samtalerne med de interviewede. Hvorvidt det i sandhed forholder sig sådan vil kræve en større og eksplicit måling af forholdene. 100

102 synes hans stand-up materiale er godt fordi det har indhold. Indholdet er her ret beset forstået som holdningsbaseret eller direkte politisk. Et indhold, der kræver et fundament eller en vis literacitet 29. I den optik bliver underholdningen og comedyens væsen et vakuum, hvor du kun lukkes ind, når du er fed nok. Flere populærkulturelle fænomener er startet som undergrund, ikke nødvendigvis kun hos de rige og smarte, men også i ghettoen 30. Der er ingen tvivl om, at stand-up og de moderne udtryksformer i comedyen er startet som undergrund i Danmark, men er det virkelig også så indspist at det kun er de rige, smarte og litterære medlemmer af den kreative klasse en deloffentlighed et eksklusivt selskab, du først bliver medlem af, når du har den store kabelpakke? Anders Matthesen tilføjer en række nuancer til denne diskussion: I starten var det mere ældre og vennegrupper, der drak kold hvidvin (der så stand-up). Det var meget mere intellektuelt. Den gang var det det hemmelige, som de fede københavnere vidste hvor var. Det var en lidt mere elitær subkultur lidt ligesom poetryslam har været det for et par år siden. (Interview med Anders Matthesen Bilag 14) Med Anders Matthesens udtalelse er det klart, at denne indspisthed og elitisme var et karakteristika ved stand-uppens og den moderne comedys start i Danmark og at det efterfølgende faktisk har ændret sig. Elitismen bliver anskueliggjort i datid. Matthesen peger på, at genren netop appellerer langt bredere i dag og at det følgelig heller ikke er unormalt, at se både unge og gamle, høje og lave til de mere budskabstunge stand-up shows. Anders Matthesen siger, at bevægelsen fra undergrund til mainstream har fundet sted. Det er ikke kun de intellektuelle poetry-slammere, der ser hans shows tværtimod. Der er kommet godt salg i moderne comedy. Både Anders Matthesen såvel som Mick Øgendahl sælger store oplag af deres DVD'er. Sammenholder man den store individuelle variation af comedy tilbud 31 med variationen af komikere, lægger det op til muligheden for en vis variation og diversitet i publikum. Samlet set vil publikum udgøre en anseelig fællesmængde 32, som er sammensat af dels en fællesmængde og en lang række af unikke delmængder. 29 Baseret på det engelske ord Literacy: Omtrentligt angivelsen for andelen af belæste/højtuddannede i befolkningen. 30 Rap-musikken er et godt eksempel. Denne genre voksede ud af den amerikanske ghetto og er i dag en bastion inden for moderne populærmusik. 31 Eksempelvis Den 11. time, stand-up shows, late night, Comedy Fight Night, osv. 32 Selvom en måling heraf ligger udenfor specialet formåen. 101

103 Selvom at den moderne comedys store gennembrud fortsat mangler på en hovedkanalerne (DR eller TV2), så er der noget der tyder på, at der alligevel er et anseeligt publikum til genren. Derudover er der noget der tyder på, at medierne er godt i gang med at tilpasse sig en tid til moderne comedy. Michael Meyerheim eksemplificerer: Det kan det også kun være et stykke tid endnu (før Moderne Comedy slår igennem som mainstream underholdning)! Det holder op (brugen af ældre komedieformer). I Linie 3's tilfælde skyldes det, at de var ekstrem populære. De brød igennem på TV i monopolets dage og blev ekstrem populære. De trækker et ekstremt stort publikum. Det tror jeg så er ved at ændre sig, for opfattelsen af humor ændrer sig hele tiden og comedy ændrer sig hele tiden. Eddie Skoller trak helt vildt i 70'erne, Linie 3 vildt i 80'erne og ind i 90'erne og så nu er det ved at slutte. Men man kan sige, at de der store folkelige komikere - de trækker! Dirch passer trak også, men det er kun til en vis grad. Der kommer en generation, jeres generation kommer og I vil ikke sætte jer en lørdag aften, fordi der kommer en Dirch Passer film i TV. På den måde tror jeg alle har sin tid! Og efter, at jeg er kommet til at tænke noget mere over det comedy har åbenbart en tid! Det har en tid, hvor det lever i og det lever ikke for evigt. Det de grinede af i tallet, det ville de nok ikke grine af i dag. Det vi grinte af i 1950 vil vi måske stadig grine lidt af, men jeg tror ikke det bliver ved. (Interview med Michael Meyerheim Bilag 18) Opsummerende kan vi sige, at der eksisterer to forståelser for hvorledes man kan anskue størrelsen på den moderne comedys genreplatform. På den ene side, ser den moderne comedys udøvere fortsat sig selv, både negativt og positivt, som en del af en subkultur, både i kraft af dem selv, men også deres publikum. Samtidig åbnes der også op for en forståelse af, at feltet har rykket sig siden begyndelsen på DIN's i Lillekannikestræde til i dag, hvor den moderne comedy i indirekte eller direkte form så småt sniger sig ind i de mest populære sendeflader og tidspunkter og dermed rammer et mere mainstream publikum. Modmagt Til comedyens implikationer på et overordnet samfundsplan (niveau 1), har vi også valgt at placere en magtdiskussion, baseret på begrebet om modmagt, som hører til komikernes erkendelsesnære begreber og ligger solidt fæstnet i deres selvforståelse af eget virke i samfundet generelt. Inden vi kaster os over modmagt, vil det være på sin plads med et par korte kommentarer for hvad angår magt i det hele taget. Studiet af magt har jo på statskundskabsstudiet haft en særdeles stor plads, ikke mindst på tværs af faggrænserne. Magt kan siges at være simpel relation mellem to mennesker. Normalt vil der være tale om en magtrelation, hvis A får B til at gøre noget B ellers ikke ville have gjort. Hvis vi nu udvider synet og sammenholder det med specialets hovedspørgsmål, ville en tænkt påvirkningsrelation kunne se således ud: Moderne comedy får B til at gøre noget B ellers ikke ville have gjort. 102

104 I det efterfølgende vil vi prøve at diskutere, hvordan denne relation og påvirkning i forhold til B tager sig ud. Modmagten i dette speciale er ikke en idealtypisk entitet i form af en given teoretikers fremlægning 33. Derimod finder vi, at modmagt kommer til udtryk i flere forskellige former nemlig: antiautoritatisme og aftabuisering. Modmagt placerer sig derved som en bred fællesmængde over specialemodellens tre niveauer. Man kan nemlig vælge at se modmagten som noget, der både ligger på aggregeret samfundsplan, i påvirkningsrelationen mellem komiker og deloffentlighed/publikum på comedyfeltet, samt i den enkelte modtager/borger på individuelt plan. Afslutningsvist ville denne del af diskussionen behandle aspekterne vedrørende afsenderforhold i en magt-modmagt relation. Anti-autoritær modmagt I det følgende vil vi fremlægge to væsentlige begreber. For det første det antiautoritære, som et samlende udtryk for en eller flere samfundsgruppers virke mod autoriteterne. For det andet begrebet om autoriteten i sig selv. Ligesom magt- og modmagtsrelationen, er heller ikke det autoritære en ensidig størrelse. I vores samtaler med udøvere af moderne comedy, samt de mennesker, der befinder sig inden for det politiske felt og sfære, har vi fundet, at den moderne comedy bærer et kraftigt anti-autoritært udtryk. Autoriteter skal her læses og ses som institutioner i bred forstand, som også kan opfattes som autoritet på et makroplan. Dernæst kommer selvfølgelig den humor, der er antiautoritær - hvor du tør. Det er nemt nok at tage nogle tænder ind i munden og en paryk på og så lave en sketch om nogle dumme jyder eller sådan noget.. Men det her med, hvis man går mod autoriteter, der synes jeg der er noget interessant! Det var det vi gjorde med De Uaktuelle Nyheder. Da jeg var i USA to år med min kone, så jeg utroligt meget TV og nyheder og i den periode fik jeg et nærmest had til alle de nyhedsværter, der skulle fortælle mig hvordan verden hang sammen. Der blev ligesom kørt en stemning op, om at det var farligt, i sådan en grad at jeg nærmest ikke turde gå ud på gaden i New York. Jeg blev pisse irriteret og jeg fik den der lyst til bare at trække bukserne ned på den der iscenesatte virkelighed og patentet, nyhederne havde på hvordan verden hang sammen. (Interview med Mikael Bertelsen Bilag 17) Mikael Bertelsen benytter i sin udlægning et bredt autoritetsbegreb. Autoriteten hos Bertelsen udgøres af en iscenesat virkelighed, skabt af den amerikanske journaliststand. Den enkelte journalist er i denne optik ligegyldig. Det er den samlede iscenesatte virkelighed, der fortæller om samfundet, der er skurken. 33 Brugen af begrebet modmagt er klart inspireret af Foucault. 103

105 Det er da min rolle at gå til magthaverne! De skal nakkes! Og det er ikke fordi jeg stemmer på den ene, men det er fordi det er dem, der har magten (Interview med Omar Marzouk Bilag 10) Autoriteten er altså både, som hos Bertelsen, uhåndgribelig, men autoriteten er også manifest og personlig. Omar Marzouk taler decideret om magthaverne, som traditionelt set udgøres af folkevalgte politikere og/eller erhvervs/organisationslivets top. Det vil sige, som oftest, helt konkrete objekter. Når komikeren går ud i verden, så finder han gerne repræsentationer og features ved denne, som afføder en emotionel respons i ham selv. Det har vi blandt andet hørt Thomas Hartmann tale om. Denne vækkelse, får ham op af stolen og til at tænke: Lige det hér må kunne tænkes anderledes. Denne repræsentation af verden kan sagtens være på en anden måde eller ses i et andet lys. Den emotionelle påvirkning kan således være et eksplicit eller implicit udtryk for en given politisk værdi og dermed autoritet. Enten handler det om politik og de politiske autoriteter eller også handler det, som tidligere nævnt, om konsekvenserne af den autoritative fordeling af politiske værdier med gyldighed for et samfund. På comedyens felt og i behandlingen af de politiske konsekvenser tegner sig et billede af en klassisk kamp mod, på den ene side autoriteterne, hvad enten de måtte være immaterielle eller materielle, og på den anden side komikerne. Komikerne kommer i dette format til at fremstå som repræsentanter for folkedybet, vokset ud af folkedybet, når den retter sit skyts og stemme mod eliten og magthaverne. Som individer i det moderne samfund, har vi jævnfør Giddens, sat vores lid til ekspertsystemerne. Vi tør uden videre sætte os op i adskillige tons tungt metal, for derefter at lade det fragte os tusindvis af kilometer over Atlanten. Derved sætter vi vores lid til den ekspertise, der har muliggjort dette. Den samme tendens kan ses på den politiske scene, hvor tingene som bekendt heller ikke er blevet mindre komplekse med fremvæksten af kommunikations- og netværkssamfundet. Den demografiske, såvel som teknologiske, udvikling medfører også en høj grad af kompleksitet i de politiske issues og policies. Her sætter vi ligeledes vores lid til ekspertsystemerne, bureaukratiet og dets repræsentanter: Politikerne og embedsmændene. Her er altså tale om en anden slags finmekanik en finmekanik i politologisk forstand. Derfor kan man sagtens se den demokratiske styreform som en afledt konsekvens af at vi ikke selv, som 104

106 moderne individer, kan overskue samtlige samfundsperspektiver, politiske sager og emners, for og imod. Derfor har vi valgt nogle repræsentanter, som kan forenkle og italesætte samfundets kompleksitet til et niveau og nogle forhold, vi som individer forstår. Til kommunal- og folketingsvalg kan vi så vælge at reagere ud fra denne forståelse. På flere måder er der snitflader imellem comedyens antiautoritære elementer og det moderne samfunds karakteristika. For samtidig med, at vi har valgt at uddelegere dele af forståelsen for samfundets kompleksitet til vores repræsentanter har vi stadig et behov for at påvirke og rase mod dets konsekvenser. Også selvom vi ikke helt forstår finmekanikken og ekspertlogikken i dem. Vi har naturligvis ikke stemt på komikerne i traditionel forstand, men så har vi stemt med fødderne og pengepungen i økonomisk forstand. Vi har valgt at forbruge deres shows, deres DVD er og merchandise. Komikerne tillader her at udgøre en form for folkelig og forståelig checks and balances for de politiske elementer, vi ikke altid forstår baggrunden for, men alligevel har brug for at forholde os til og have en mening om. Komikerne selv behøver heller ikke at forstå samfundskompleksiteten i sin helhed, for følelsernes sprog er i princippet lige så gyldige som videnskabens og fornuftens sprog. Det synspunkt finder resonans i den deliberative dialogs herredømmefri ideal. Den moderne comedy taler med følelserne til følelserne. Grinet er i sandhed en både afvæbnende og oplysende størrelse, fordi den befinder sig i grænselandet mellem på den ene side et følelsesrige af glæde, smil og nærvær og på den anden side appellerer den sproglige ekvilibrisme fortsat til det menneskelige intellekt. Dermed bærer det nogle umiddelbart positive konnotationer, at der forefindes antiautoritære elementer i den moderne comedy. Den bliver følgelig et symptom på og en karakteristik af samme samfund. Det er naturligvis set i et positivt lys, at vi behandler komikerens rolle som en kondenseret følelsesmæssig repræsentant, vokset ud af folkedybet til at italesætte vores ubegribelige længsler for forståelse og indsigt på de politiske ekspertfelter. Hvis vi tillader os at indikere at den moderne comedy udgør en positiv kraft i henhold til at modvirke de autoritære og fastlåste billeder af, hvordan verden hænger sammen. Så bliver vi nødt til, for retfærdighedens skyld ikke mindst, at vende argumentationen på hovedet. For hvad nu hvis, 105

107 den moderne comedy slet ikke gør det, vi siger den gør. Vores meget induktive metode tillader os jo ikke at hævde, at sådan er verden. Den tilbyder os derimod at anvende data, til at forstå feltet i dybden samt diskutere den forståelse vi finder. Modargumentet til at komikernes antiautoritære position, må være at de i stedet skulle udgøre en kadre for magten. Det er den besnærende og ultimativt konspiratoriske tanke, om at komikerne blot er magthavernes, politikernes og institutionernes forlængede arm, hvor komikerne utilsigtet bliver bærere af eliternes interesser. Det er tanken, som vi fandt hos skuespilleren og satirikeren Peter Larsen, da han påpegede at: Al kunst er politisk i dets valg eller fravalg af at handle om noget politisk. For hvad nu hvis den moderne comedy blot er en maskering af magthavernes bagvedliggende interesse? Komikerne lader os måske i virkeligheden tro, at de er på vores side. Kender I det? udtaler manden på scenen. Og ja, det gør vi sjovt nok! Hvad nu hvis virkemidlerne blot holder os limet til stolen i ét stort grin. Her er ingen grund til oprør vi griner jo og har det godt! Den anke kan være ganske berettiget overfor comedy i den historiske og brede forstand. Sikkert også overfor den moderne comedy, dog ikke helt indenfor det billede, der har tegnet sig gennem vores politologiske undersøgelse af feltet. Den moderne comedy har noget ekstra at bidrage med på det overordnede samfundsplan. Og noget som ligger udover det, der handler om, at rette skytset mod konkrete aktører og autoriteter i samfundet. Vi har valgt at kalde dette særlige træk for aftabuiseringen. Aftabuiseringen Jeg har sat en ære i at snakke om de der ting, som er svære at snakke om (Interview med Michael Schøt Bilag 8) Tabu er i folkemunde og gængs forståelse defineret ved at omhandle de emner og elementer, vi ikke taler om i det offentlige rum. Det kan være svært at drage en klokkeklar demarkationslinie mellem på den ene side autoritetsbegrebet og på den anden side tabubegrebet. Dette skal ikke mindst ses i relation til, at tabuer i deres væsen jo netop udgør en normativ sproglig/følelsesmæssig autoritet. Vi har gennem tabuer sat dele af sproget op på et piedestal, fordi nogle ting er for nære, uforståelige eller på anden vis grænseoverskridende for individets krop og sjæl. 106

108 Tabu er jo netop delvist fastfrosne forestillinger, om hvordan verden hænger sammen. Selvfølgelig er der tale om over tid relativt stabile socialt konstruerede forestillinger om, hvad vi ikke må tale om. Grunden til at aftabuiseringen fungerer særdeles godt på comedy-feltet, skyldes ikke mindst at comedyen i dens udtryk og virkemidler allerede har en indbygget fordel. Samfundet har på forhånd opbygget spænding på tabuets emneområde. Komikerne behøver i deres berøring med fx homoseksuelle, pædofile, religion, pornografi, transvestitter, psykisk syge og handicappede dårligt nok selv opbygge spændingen i en joke. Det har samfundet allerede gjort for dem. Den moderne comedys udøvere behøver blot bagefter at oversætte denne til et setup-punchline format og tilføre noget mimik og gakkede gangarter, for at udløse spændingen. Michael Schøt påpeger: Hvis jeg laver min vinkel sådan at: hvor er det lamt, at så mange mennesker i Danmark er imod homoseksualitet i Hvis jeg kan få folk til at grine af dét, så har de forstået, at det er faktisk ikke i orden! (Interview med Michael Schøt Bilag 8) Tabuet kan netop ses som en samfundsskabt objektiv virkelighed, der er med til at ensrette os som mennesker. Det kan godt være, at du kan gøre lige hvad du vil, men dybt nede i din psyke, der ved du godt, at der er noget, vi bare ikke taler om. Noget man bare ikke gør. Det er den spændetrøje, mennesket gennem vane og kontinuerlig psykisk og fysisk disciplinering af kroppen har spændt ned over sig selv. Det poetisk finurlige i denne sammenhæng er selvfølgelig, at har du først spændetrøjen på, så er du i samme båd, som alle os andre, for så er du normal. Normal i modsætning til alle dem, der ikke er det. Dem der sover med hænderne under dynen eller taler til fremmede i S-toget. Der er såmænd ikke noget nyt i, at komikere kan desarmere de våben, der tvinger os til at være almindelige og normale mennesker. Vi har set lignende effekter på det populærkulturelle område i årevis, om der så har været tale om musik, litteratur, fiktion, filmen, revy og slapstick-komedien. Det nye i denne forstand er måden det bliver gjort på. Hvor vi tidligere har oplevet samfundsrevseren iført hat og kulørte strømper eller pakket ind i et tykt lag fiktion, så står komikeren i den moderne comedy lige pludselig som sig selv. Komikeren er blevet gjort personlig, nærværende og udenfor karakter. Det er selvfølgelig en iboende pointe, at den moderne comedy afspejler elementer af det moderne samfund. Af fare for at køre i argumentatorisk selvsving betyder dette selvfølgelig, at hvis vi lever i en tid med fokus på individet, egoet, selvudviklingen Gitte Gennemsnitsdansker på 33 - så vil comedyen også afspejle 107

109 denne verden. Alligevel er der noget, der tyder på, at der findes en grænse for comedyens farlighed i en mainstream optik. Derfor blev man også nødt til, på TV2 Radio at sadle om i formatet: Kongen af Danmark, fordi Caspersen Christensens personlige udtalelser var for intimiderende og krasbørstige for den gængse lytter. Vi ved nøjagtig hvad vores kernelytter laver om morgenen, hvad hun tænker og hvad hun synes og hvad hun har af holdninger til det ene og det andet og så laver vi radio ud fra de! Og det er klart, at når du har den form, så er du også nødt til at gå ind og lærer dine værter: At du kan ikke, hvis du gerne vil sende til 33-årige Gitte fra Kolding, som bor med Jesper på 42 og hun sidder på Novo Nordisk som projektleder osv. Hun har de og de holdninger, hun har det og det tøj, hun handler der og der. Så kan du ikke sidde i radioen og svine Vero Moda tøj til og fortælle om, hvor fantastisk det er at købe Pradatasker på Ebay for så eksploderer du! (Interview med Jens Rohde Bilag 19) Dermed er comedyen i en vis grad henvist til nichekanaler såsom TV2 Zulu og DR2 fordi man ikke, fra mediernes side, ønsker at skræmme den almene lytter væk. Faren er naturligvis at hvis de seriøse aftabuiserende effekter og samfundsrevsende virkemidler bliver henvist til nichen og subkulturen, så reproducerer man måske i virkeligheden blot de fri individers idealer, for dem der allerede er frie. Man kender comedyens betydning i USA og England, men det er bare ikke rigtig gået op for folk i DK. Så dér er holdningen stadigvæk: At det er sådan noget amerikansk pjat. Hvilket er helt mærkeligt! Comedy i Danmark ligger jo helt håbløst på nichekanaler som DR2 og TV2 Zulu, hvilket er fuldstændigt latterligt! At man ikke tør lave noget mainstream comedy underholdning (Interview med Mette Lisby Bilag 11) Men for ikke at sygne hen i kynismen, kan det dog påpeges at flere elementer af moderne comedy er begyndt at finde vej til hovedkanalerne. Det er sikkert blot et spørgsmål om tid, før dette billede er fuldt ud realiseret. På mange områder er vi efter USA, men som Lisbys bemærkning også tyder på, vil vi rent faktisk nå dertil på et tidspunkt. Så komedien og comedyen afspejler fortsat tiden i deres henvendelse til det almindelige publikum. Men det afspejler også, at vi befinder os i en brydningstid, hvor én type af underholdning er i gang med at afløse en anden. Hvis vi så antager, at der inden længe befinder en situation, hvor den moderne comedy i højere grad vil komme ud af skabet og ind i folks hjerter. Hvilken rolle vil aftabuiseringen da spille? Vil det betyde historiens endeligt og fuldstændigt detabuiserede samfund? Næppe. Følgerigtigt har comedyen både en positiv og negativ slagside. Lad os starte med den positive. Vi har allerede været lidt inde på forholdet om, at den moderne comedy kan frigøre os fra lænkerne af det moderne tabuiserede samfund, ved at aflive berøringsangsten, for de emner vi indtil da ikke har turdet snakke om. Det er 108

110 svært at sige, at krig som emne skulle være et tabu. Krig, hungersnød er dog emner som kan siges at være del-tabuiserede. Det skylder en forklaring. Hidtil har emner som krig, hungersnød, global opvarmning været omgærdet af en politisk seriøsitet, der har gjort, at når man talte om disse emner, var det på en bestemt måde. Alvorligheden, stemmeføringen, blikket i øjnene, seriøsiteten i emnet og interessenter har tilskrevet brugen af ét bestemt sprogligt paradigme - en bestemt diskurs. Men nu er der kommet en række andre aktører på banen, som ikke taler med gravballestemme eller holder sig for god til at lave jokes om krig, terror og tsunamikatastrofer. Den danske komiker Omar Marzouk er et af de bedste eksempler på dette, da han for nogle år tilbage udkom med sit one-man show: Krig, Terror og Andre Sjove Ting (2005). Den positive sideeffekt af dette er naturligvis at komikerne får gjort opmærksom på en række ting, der er væsentlige for et samfund. Det gør de på en måde som samler flere end hvis man bibeholdte den oprindelige, alvorlige form. Derudover finder comedyens udøvere nye indfaldsvinkler og kan med deres skævhed få os til at se flere vinkler og nye horisonter på emner, som normalt omgærdes af politisk konformitet. Konformiteten er her et udtryk for den måde, hvorpå vi taler om et bestemt emne. Dermed får den moderne komiker en særlig rolle. Han er ikke nødvendigvis bevidst om denne rolle, alligevel har tiden givet ham den. En rolle som en kommunikatør, der kan sætte politiske issues i spil og berøre dem på en mere folkelig, engagerende og sjov måde. Jeg tror den kan afmystificere. Jeg tror ikke man fjerner folks bevidsthed om noget højtraumatisk som krig og terror, men man fjerner folks dårlige humør omkring det. Og på den måde tror jeg, det er en dobbelt god effekt! Fordi du får taget hul på nogle emner, men du får også fjernet folks berøringsangst og den dystre stemning, der kan være nogle gange. Der er dog en regel i jokes jeg synes ikke man må lave jokes på ofrenes bekostning. (Interview med Thomas Hartmann Bilag 13). Hvis det positive eksisterer i kraft af, at folk kan blive bevidste om politiske emner, de ellers ikke ville have berørt, kan der samtidig eksistere fare for, at de bliver afkoblet fra seriøsiteten og alvoren i et politisk betændt emne. Man kan på denne baggrund forestille sig et kontinuum med tre positioner. I kontinuummets yderpunkter findes henholdsvis den politiske og den komiske position, og i midten et ekvilibrium herimellem. Disse positioner viser hvorledes et emne tager sig ud i det offentlige rum, for hvad angår dets alvorlighed. 109

111 Den politiske position er idealtypiske størrelse i Webersk forstand og er defineret ved at politikere, meningsdannere eller autoriteter italesætter politiske emner på en sådan måde, at det retfærdiggør og legitimerer brug af ekstraordinære midler 34. På den måde bruges et emnes alvorlighed til at iværksætte magtmidler som befolkningen kun kan nikkedukke til, fordi den politiske elite har sagt A og derfor B. En tankegang, der kan findes i konkret politik, ikke mindst når den handler om at sende tropper til Irak, lave visitationszoner på Nørrebro, bygge ungdomshus i Nordvest, tvangsflytte flygtninge eller udvise indvandrere uden rettergang. Politikerne har en interesse i at gøre politiske sager alvorlige, fordi det gør dem i stand til at bruge de nødvendige magtmidler. Man kan sige at en succesfuld sikkerhedsliggørelse af fx terrortruslen har medført en større grad af overvågning og dermed indskrænkning af den personlige frihed. På den modsatte ende af kontinuummet ses den komiske position, som er et udtryk for, at nu har vi noget politisk højspændt materiale og tager tykt pis på det. For nogle er populærkulturen ikke stærkere end graden af pacificering af befolkningen. Blot og bart valium. De allermest højtraumatiske tilfælde som fx krig, terror, mord og vold behandles humoristisk og publikum slår sig på lårene af grin. Der er ikke nogen tvivl om, at publikum nok skal grine. Kan de overhovedet andet, når comedyens udøvere udløser samfundsspændingen og som hofnarren slår en velvoksen prut i kongens nærvær? I yderste konsekvens aflives alvoren i det politiske emne til fordel for ligegyldighed. Det er selvfølgelig den negative, men dog utilsigtede konsekvens af et comedy-realiseret politisk issue. Hvilket ærinde løber komikeren i denne forståelse? Er det som selvbestaltet ubevidst kadre for den politiske elite? Er den comedygjorte politik ikke mere spiselig? Afliver den ikke vores oprør og engagement? Tryllebinder den ikke bare masserne til sofaen og tilskuerrækkerne, mens der holdes fest til pandelappernes buldren? Komikerposition er selvfølgelig et udtryk for et dystopisk sortsyn, men dog en vigtig størrelse at holde i baghånden, når man skal se kritisk på feltet. Den politiske kommunikation siger samtidig at hvis folk er underholdte, så kan de pacificeres. En tankegang der ligger i trit med Media-malaisen. Den sidste position ekvilibriet er den idealtypisk mest opbyggelige i et borgerog samfundsperspektiv. Ekvilibriet eksisterer i den positive lejr af comedyens aftabuisering. I denne position opnås en opmærksomhed omkring et issue, en 34 Ikke ulig den tanke, der ligger til grund for sikkerhedsliggørelsesbegrebet inden for faget International Politik. 110

112 opfordring til handling, en skæv vits, dog uden at overse alvoren, som bibeholdes og aktiveres. Dette er handlingsprærogativet, der tager individet under armen og siger: Se, der er en verden udenfor! Du kan sidde og grine og være ligeglad, men du kan også tage handlingshatten på og gå ud og gøre noget ved det hele. Dermed indtager ekvilibriet en position, som tillader aftabuiseringen af normer, ja ligefrem et oprør mod normerne og sociale institutioner af objektiv karakter. Dette sker ved at påvirke lytteren, læseren og seeren til at grine. For selv om ligegyldigheden er grinets ulempe og slette rejsekammerat, er oplysningen og bevidstliggørelsen det stik modsatte. Dermed får den moderne comedy i ligevægtspositionen en terapeutisk effekt, af at vi som individer, kan samles omkring de dumme ting i samfundet og dermed skabe en sammenholdsfølelse, hvor vi kan samles og grine om det vi i bund og grund er enige om, hvilket Anders Matthesen også påpeger: Så på den måde har det sådan lidt en terapeutisk effekt (at se stand-up comedy), at man kan mødes og lukke noget harme ud, noget damp og rase mod politikere, autoriteter eller åndssvage ting i samfundet. Der tror jeg det har sådan en meget god effekt på folk, at de føler sig forstået og det skaber en eller anden sammenholdsfølelse at mødes. (Interview med Anders Matthesen Bilag 14) 111

113 Niveau 2: Påvirkningsforholdet mellem komiker og offentlighed På samme måde som journalistikken i klassisk teori om politisk kommunikation, befinder sig som det medierende led mellem borgere og politik, placerer også comedyen sig her. Vi vil i det følgende diskutere den moderne comedys forhold til netop medier, politikere og (del)offentlighed. Medier og comedy Hvor der er et klart politisk kommunikativt afsenderforhold af magt fra eliten/autoriteternes side, kan den moderne comedy ses som en form for checks and balances. Hvor medierne tidligere udfyldte rollen som vagthund, har den moderne comedy i form og indhold overtaget lidt af især mediernes kritiske rolle overfor elite, autoriteter og magthavere. I og med at politikere og journalister i stigende grad lever i et symbiotisk forhold og den kritiske journalistik oftest består i at holde mikrofonen for to konfliktende parter 35, har medierne selv åbnet døren for deres arvtagere; nemlig komikerne Det er jo også et fedt job at være journalist, der skal brød på bordet og man skal ikke være for kritisk overfor dem, der gang på gang leverer en god historie, så den kan afleveres inden deadline. Ellers er der helt sikkert en anden journalist, der tager den. Frygten for at misse en must-have er stor og ønsket, om fortsat at kunne bestride den journalistiske taburet er næsten ligeså udtalt som politikernes ønske, om at gøre det samme på Christiansborg. Derfor kan den moderne comedys udøvere pludselig frit indtræde i en rolle, som tidligere var forbeholdt den journalistiske profession, men nu er åben, fordi den journalistiske stand har været med til at undergrave deres egen betydning. Det kan være, at comedyen reelt er på vej til at blive den femte statsmagt. Fordi den under dække af, at kom nu skal vi bare grine, så får den alligevel sat fokus på samfundets problemer. Dermed bliver komikeren, som journalisterne til dels var tidligere, en form for indirekte folkevalgte, til at holde samfundets eliter i skak. Dermed kommer der også et magtafsenderforhold nu fra komikernes side. 35 Og det største issue i DR public service er, hvorvidt Thomas Blachmann må tale pænt eller grimt til deltagerne i X-factor. 112

114 Der er jo et spillerum, hvor at stand-upperne og sjove mennesker kan stille de spørgsmål som almindelige journalister ikke kan stille. Måske bliver stand-uppere de nye politiske kommentatorer (Interview med Omar Marzouk Bilag 10) En pointe som er inspireret af politisk kommunikation er, at journalisterne selv lægger det forkerte fokus, ved at kigge på proces og spin frem for indhold og uforudsigelige vinkler. Derfor kan det også retfærdiggøres at kalde komikerne den femte statsmagt, fordi de faktisk er de eneste der tør stille de spørgsmål som journalisterne ikke stiller. Journalisterne må godt diskutere, hvorfor politikerne gør som de gør, men de vil ikke diskutere det normative og slet ikke det subjektive. Det skal hele tiden dækkes ind og bliver også hele tiden dækket ind. Men i virkeligheden er det bare et udtryk for en utrolig gammeldags måde at tænke journalistik og ikke mindst politik på og dermed har journalistikken selv været med til at føde dens egen arvtager. Kunne det ikke tænkes, at det netop var i den subjektive bearbejdning af virkeligheden, at der opstår en magtposition mellem borgere og politikerne, med comedyen som mellemled? Det mener vi. I trit hermed tillægger journalister også selv vægt til komikernes holdninger, og det ses, at komikeres udtalelser nogle gange bliver taget til indtægt for en dybere mening. Således fik vi under vores interview med Jan Gintberg, at vide, at det faktisk havde været en komiker, der, om end ganske utilsigtet, men dog med stærk afstandtagen til den senere effekt, affyrede startskuddet til Muhammedkrisen. Det var Frank Hvam, der i et interview havde vedkendt sig at ligge under for (hypotetisk) selvcensur i sin comedy ved at udtale, at selvom det kunne være fristende, så ville han nok ikke turde pisse på Koranen for åben skærm. Det affødte en debat om selvcensuren i det offentlige rum, og mere konfrontationssøgende politikere og individer begyndte himmelråbende at stille spørgsmålstegn ved tilstanden af den danske ytringsfrihed. Jyllands-Posten valgte herpå at statuere et eksempel og lade det bekendtgøre, at ytringsfriheden på avisens redaktion, da bestemt ikke lå under for selvcensur. Det gjorde man ved at lade karikerede tegninger af profeten Muhammed trykke sammen med en artikel om emnet. Siden rullede miseren og flag og ambassader brændte. Fejlslået journalistik? I den deliberative optik er det vel et stort problem ikke? Altså at de usaglige og stærkt subjektive, ja endog latterlige, fremstillinger af virkeligheden, som komikerne repræsenterer, skal have forrang over den saglige politiske dækning. Og dog. For ser vi nærmere på den journalistik, der præger meget af det moderne mediebillede, er dommen her ikke meget bedre. 113

115 Vi anførte tidligere det ikke helt uunderstøttede argument, at de moderne komikere er blevet demokratiets femte statsmagt og dermed står for den dannelse af offentlige opinion, som journalisterne tidligere varetog. Argumentationen går til dels på det tidligere omtalte forhold, at amerikanske komikere i deres late night comedy, satire- samt talk show-programmer, står for en anselig andel af seertallene på en normal nyhedsuge. Ikke mindst for mandlige seere under 30 år. Komikernes nyhedsformidlende rolle gennem denne slags programmer overstiger dermed langt andre medier. En anden del af argumentationen finder vi i det ligeledes tidligere berørte forhold af journalistikkens forandring. 1. marts bar Politikens forside, på 4. Sektion, overskriften Når journalistikken kværner (Jensen 2008, 1. marts). Artiklen anmeldte Gaurdianjournalisten Nick Davies bog, Flat Earth News, som kritiserer vor tids journalistik (med afsæt i England) for at være uhjælpeligt ubegrundet og ureflekteret. At jorden var flad, indtil Columbus tjekkede efter for os, var en sandhed som alle mennesker tog for givet. På samme måde er meget af tidens journalistik den flade jords nyheder, mener Davies. Journalisterne er i stigende grad pressede på tid og stof, de skal producere mere og mere på hurtigere intervaller, til flere forskellige nyhedsplatforme. Der bliver dermed ikke tid til at efterforske sager, kilder eller blot at give nyhederne en sund omgang refleksion. Yderligere anklages journalisterne for ikke at turde, at tage stilling i sagerne de dækker, men blot bruger den nemme metode i at finde en kilde med modsat synspunkt og selv lade læseren, seeren tage stilling fra sag til sag. Han underbygger sine argumenter med, at den moderne medieindustri tilskriver det kommercielle større værdi end det publicistiske. Journalistisk produktion er blevet et samlebåndsarbejde, hvor journalister begår churnalism (kværneri-listik i vores oversættelse). Væsentligshedskriteriet er blevet afløst af et markedskriterium eller det underholdningskriterium, vi især kender fra TV Måske har den fjerde statsmagt slået fejl, eller bare blevet håbløst trådt bagud af dansen og dermed har den været med til at føde den nye statsmagt i form af moderne comedy. Men indtil videre har vi kun behandlet det forhold, at det udelukkende er den moderne comedys udøvere, som benytter sig af genrens virkemidler! Sådan behøver det ikke at være. Hvis vi forestillede os, at politikerne begyndte at benytte den moderne comedys redskaber, hvilket i øvrigt kan sandsynliggøres ved at rette næsen mod krydsatlantiske politiske forhold, Hva så? 114

116 Politikerne og comedy Når politikere bruger comedy i deres forsøg på at sælge de politiske sager og budskaber, vil vi tillade os at kalde fænomenet sugar-coating. Vi har tidligere diskuteret, at politikerne har en interesse i at holde politiske issues mere alvorlige end de er, fordi det dermed giver dem beføjelser til at foranstalte politiske magtmidler og handlingsplaner af en anseelig størrelse. Sugar-coating må derimod udgøre den tænkte situation, hvor politikerne i højere grad end det er tilfældet idag, vil begynde at benytte sig af den moderne comedys virkemidler til at sælge selv de mest ubehagelige sandheder. Humoren er dog fortsat et virkemiddel, som ikke er særlig anvendt af politikerstanden herhjemme. I USA og UK ses en anden tendens, som kan give tegn om dagen af i morgen i dansk politik. Sugar-coating (eller comedy speech writing) kan både ændre overfladekarakteristika, men også essensen af et politiske issue (smag og udseende). Omskrivning af det sande til det spiselige. Ved at lægge nogle lag over de ting, vi ikke synes er særlig rare. Dette tænkte eksempel er i virkeligheden en form for gentabuisering. Vi rykker folk fra alvoren for at gøre sandheden og virkeligheden mere spiselig. Samtidig distanceres borgerne fra det egentlige problem, det være sig på fx plejeområdet eller undervisningsområdet. Sugarcoatingen er den negative brug af comedy fra den politisk etablerede afsenders side. Det ville naturligvis bære nogle ubehagelige konnotationer, hvis politikerne brugte stand-up comedy til at pakke ubehagelige ting ind i. Vores undersøgelse har ikke givet os ballast til at gå i dybden med dette forhold, hvorfor vi let og elegant vil gå videre. 115

117 (Del)offentlighedens karakteristika For at afsende dit budskab med størst mulig effekt, må du imidlertid kende dit publikum eller i hvert fald den deloffentlighed, du henvender dig til. Denne del af diskussionen har derfor ligeledes placeret på niveau 2 af vores model i figur 6, fordi den overordnet set behandler den samfundsgruppe, som står i tættest berøring med komikernes afsenderrolle. Og som derfor antageligt står som den mest påvirkede del af offentligheden. I diskussionsniveau 1 gav vi et billede af, at comedyen har en voksende publikumsbase og at komikerstanden overordnet har tiltro til, at det har effekt at stille sig frem og have en mening. Uanset om den er pakket sjovt og uterligt ind. Ja, måske endda netop derfor. Den enkelte komiker bestemmer herefter selv, hvor han lægger balancen mellem grin og eftertanke, som regel er det en god blanding. For at have lidt mere at diskutere op imod, vil vi begynde med et par deskriptive karaktertræk ved den borgertype som vedkender sig at have berøring med den moderne comedy. Til det har vi som sagt benyttet os af muligheden for at udspørge ca registrerede brugere af Anders Matthesens nyhedsmail, fra hjemmesiden Anden.dk. Ved at bruge denne gruppe, mener vi, dog med forbehold for pålidelighed på et samfundsmæssigt plan, at kunne anskueliggøre flere ting: Antallet af respondenter, som behandlet i metodekapitlet, må for det første siges at udgøre et ganske repræsentativt udsnit at gå videre med. Ved at vælge Anders Matthesens publikum får vi, for det andet, fat i en gruppe som meget utvivlsomt har set, eller været i berøring med andre udøvere af den moderne comedy. Herunder fx Mick Øgendahl, Angora-drengene, Klovn, Omar Marzouk og måske endda Mikael Bertelsen, hertil kommer de større samlede comedy-produktioner, som vises på TV, fx Talegaver for Børn, hvor mange komikere introduceres på en gang. Denne vurdering beror naturligvis på en formodning, idet vi ikke har spurgt hertil. Ens for den nævnte håndfuld comedy-udøvere er, at de med Anders Matthesen i spidsen, indenfor den danske comedy-verden, må betegnes som top of the pop, målt i almindelig popularitet og visninger på TV, solgte billetter, DVD er etc. Jan Gintberg vil også kunne regnes blandt de tunge drenge, men når vi ikke inddrager ham i denne gruppe, er det fordi han selv påpeger, at hans publikum, i takt med ham selv, er blevet ældre og måske udgør en smule mere moden skare, end den der primært retter deres opmærksomhed på Anders Matthesen. For det tredje synes denne formodede spill-over effekt mellem både at være Anders Matthesen-fan, og i berøring med comedy-genren generelt, at give vores store svarpopulation en bare tilnærmelsesvis repræsentativ status overfor en 116

118 deloffentlighed, som er mest i berøring med moderne comedy. De fleste af populationens individer må derfor betegnes som almindeligt interesserede i comedy generelt. Det afspejler sig da også vores tal om fanskarens forbrug af comedy/satireprogrammer, nyheder og anden medieforbrug i almindelighed. Tabel 1. (n = 2310) 100% 90% 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% 9% 18% 33% 23% 16% 4% 18% 23% 31% 16% 9% 5% 8% 23% 23% 37% 18% 23% 26% 28% 14% 13% 17% 15% 14% 8% 10% 11% 30% 31% 14% 12% 6% 8% 12% 18% 13% 21% 17% 20% Aldrig Mindre 1 dag om ugen 2-3 dagen om ugen 4-5 dage om ugen Hver dag Comedy/satireprogrammer på TV Anden underholdning Nyheder på TV Landsdækkende morgenaviser Gratisaviser Formiddagsaviser Radionyheder Kumuleret siger 56 % af respondenterne, at de ser comedy/satireprogrammer 4-7 dage om ugen! 25 % ser anden underholdning lige så tit, mens 60 % tilmed får set TV-nyheder i samme omfang. Der er altså tale om en relativt velorienteret respondentgruppe, idet også 37 % vedkender sig 4-7 ugentlige dage, hvor de hører radionyheder. Med avislæsningen ser det imidlertid anderledes ud, 28 % læser i landsdækkende aviser, mindre end én gang om ugen og 23 % siger, at de aldrig læser landsdækkende aviser. Tallene for gratis- og formiddagsaviserne er omtrent de samme. Denne deloffentlighed er altså karakteriseret ved et generelt stort underholdnings- og nyhedsforbrug gennem TV og givetvis også internet, hvilket vores data ikke siger noget om, men vores undersøgelses forudsætning lægger til grund. Ser vi på fordelingen mellem kønnene er der en bemærkelsesværdig ligelig fordeling mellem mænd og kvinder som vist tabel

119 Tabel 2. (n = 2310) 51,5% 51% 51,0% 50,5% 50,0% 49,5% 49,0% 49% 48,5% 48,0% 47,5% Mænd Kvinder En af de gennemgående fordomme, som allerede er præsenteret i forbindelse med de amerikanske comedy-programmer, er at det hovedsageligt er unge mænd som udgør interessenterne. Den påstand kan med Anders Matthesen-segmentet helt afvises. Dykker vi ned i et kryds mellem køn og alder, finder vi yderligere en sjov tendens. Andelen af mænd er størst i gruppen under 16 år, mens den for gruppen af 19 til 29-årige har en overvægt af kvinder. Hvad denne fordeling skyldes kan der kun gisnes om. En modningstese ville vurdere pigernes modenhed som større i de yngre aldersgrupper, hvorfor interessen for comedy måske først indtræder senere i forhold til drengene. I denne fortolkning ligger der en forudsætning af, at comedy opfattes som juvenile udskejelser rettet mod drengerøve. Interessant er det i hvert fald, at pigerne kommer efter det og tilmed overhaler drengene i andel af interesserede i Anders Matthesens comedy eller i manden som person. På alderen generelt ses der blandt de 30-årige og fremefter en faldende andel af respondenter. Det falder godt i tråd med en antagelse om, at der med stand-up er tale om et ungdomsfænomen, hvilket igen taler for en generationseffekt. Anders Matthesens publikum placerer sig hovedsageligt i alderen under 16 og indtil 29 år. Det kan ydermere godtgøre, det forhold, at de ældre danske komikere, fra det man kalder den første bølge, Jan Gintberg, Thomas Wivel m.fl. har deres eget 118

120 mere modne publikum, men på den anden side kan det ikke udelukkes, at der også er spill-over her. Tabel 3. (n = 2310) 5% 3% 6% 5% 32% Nej, jeg er ikke igang med en uddannelse Folkeskole Gymnasie/HTX/Handelskole Anden faglig uddannelse (eks. laborant, tegner, sygehjælper) 20% Kort Videregående uddannelse (eks. socialpædagog, maskintekniker) 29% Mellemlang videregående uddannelse (eks. folkeskolelærer, sygeplejerske) Lang videregående uddannelse (eks. cand. jur., cand. mag.) Ser vi på uddannelsesniveauet er det i god tråd med aldersfordelingen generelt. Vi har kigget på lidt krydstabuleringer mellem alder og uddannelse og ikke fundet stærke afvigelser fra den generelle fordeling i befolkningen. Den store andel af unge i 16 til 18-års alderen og yngre, afskriver muligheden for et længere uddannelsesforløb. Blandt de 22 til 29-årige ser vi dog en ret lille andel som er i gang med en videregående uddannelse. Det fortæller givetvis mere om Anders Matthesens nyhedsbrevsmodtagere end den generelle deloffentlighed af comedymodtagere. 119

121 Tabel 4. (n = 2310) 100% 90% 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% 1% 22% 30% 44% 2% Min oplevelse af stand-up har givet mig nye perspektiver på hverdagslivet 4% 3% 3% 6% 3% 3% 10% 12% 9% 9% 23% 19% 40% 21% 15% 9% Min oplevelse af stand-up har givet mig nye perspektiver i forhold til politiske emner 33% 39% 2% Stand-up inspirerer mig til at tænke mere over tingene 37% 25% 17% 38% 19% 12% 27% 29% 30% 27% 28% 27% 7% 7% 4% 5% Stand-up inspirerer mig til at engagere mig i samfundet Stand-up inspirerer mig til at følge med i nyheder Stand-up inspirerer mig til at sige min mening om samfundsforhold Stand-up inspirerer mig til at gøre en forskel Særdeles uenig Meget uenig I nogen grad enig Meget enig Særdeles enig Ved ikke Vi målte også respondenternes grad af enighed på en række udsagn om deres oplevelse af stand-up comedy. 40 % erklærede sig i nogen grad enig i udsagnet om, at Min oplevelse af stand-up har givet mig nye perspektiver i forhold til politiske emner. Derimod svarede tilsammen 72 %, at de var særdeles eller meget enige i udsagnet om, at Stand-up inspirerer mig til at tænke mere over tingene. Henholdsvis 37 og 38 % vedkendte sig at stand-up i nogen grad inspirerer til at engagere mig i samfundet og følge med i nyheder. 58 % af respondenterne var meget eller særdeles enige i udsagnet, stand-up inspirerer mig til at sige min mening om samfundet, mens 54 % var meget eller særdeles enige i, at stand-up inspirerer mig til at gøre en forskel. Vi føler os på baggrund af det kvantitative setup ikke i stand til at sige noget pålideligt for den generelle indvirkning af comedy på den samlede offentlighed. Men overfor vores testpopulation af Anders Matthesen fans, finder vi alligevel klare indicier på, at komikernes selvforståelse, af at være i stand til at påvirke deres publikum holder vand. Ungdomsgenerationen Samlet set er vores gruppe af Matthesen-fans almindelige, i overvejende grad unge mennesker, piger og drenge, som vedkender sig at stand-up for de flestes vedkommende gør en forskel i deres hverdag. I den norske magtudredning sætter Frederik Engelstad og Guro Ødegårds (red.) bidrag Ungdom, makt og demokrati (2003) fokus på netop ungdommens magt og indflydelse på forskellige felter i 120

122 samfundet. Bogens konklusion er, at ungdommen i det moderne videnssamfund lever på udkanten af det etablerede samfund. De er endnu ikke tilstrækkeligt uddannede til at indgå i de voksnes problemstillinger, men oplever i stigende grad en øget frihed til at vælge fra og til i form uddannelse og selvstændig identitetsskabelse. Denne frihed kendte ungdomsoprørets 60 er og 70 er generationer ikke til, fordi de strukturelle vilkår med hensyn til uddannelsesmuligheder og job m.v. var noget mere begrænsede dengang. Der er tendens, til at de moderne ungdomsgenerationer bliver ældre end tidligere, før de socialiseres ind i den traditionelle demokratiske deltagelsesproces. Det hænger muligvis sammen med, at ungdomslivet strækker sig over en længere tidsperiode, forstået på den måde, at der går længere tid før de unge kommer på arbejdsmarkedet og stifter familie (Engelstad & Ødegård red. 2003: 383). I modsætning til deres revolutionære forældregeneration er der ikke tegn på at vor tids ungdom ytrer ønske, om at gøre oprør mod samfundets konformiteter. Man kan derimod sige, at ungdommen gør oprør mod oprøret ved at finde andre veje for deres identitetsskabelse. Dertil kommer at nutidens unge er som de sure rønnebær, eller det siger i hvert fald ræven, der ikke kunne nå dem, og undrer sig over, hvor det nye ungdomsoprør mon bliver af. Alt imens ungdommen i stor grad er blevet socialiseret til at tænke i aktiv deltagelse frem for subversiv, institutionel modmagt. De har tillært sig en stor omstillingsevne, som sætter tidligere generationer skakmat. Det i en tid, hvor teknologi, nyheder og kulturelle udtryk får stadig større omløbshastighed (Engelstad & Ødegård red. 2003: 389). Disse egenskaber gør ungdommen til en interessant case i en diskussion af comedyens implikationer overfor offentlig deltagelse i politik og debat. I det følgende er det altså comedyens deltagerdemokratiske betydning for hovedsageligt denne unge gruppe af offentligheden som diskussionen referer til. Udgangspunktet vil dog ikke afholde os fra at bruge de mere generelle offentlighedstermer, fordi alene bevidstheden om, at ungdomsgenerationernes bidrag til kulturel forandring, på længere sigt, fører til ændringer i hele samfundets værdi- og adfærdsmønstre. 121

123 Niveau 3: Deltagerdemokrati og individet I dette afsnit ser vi som sagt nærmere på comedyens rolle i og overfor deltagerdemokratiet og også på den type borgerindivid som bruger genren. Diskussionen af denne offentlighedsimplikation har til formål at vurdere hvorvidt den moderne comedys kommunikationsform har positive, opbyggende eller mindre hensigtsmæssige værdier. Vi vil derfor se den moderne comedy i lyset af de tidligere præsenterede teoretiske udspil om borgerlig offentlighed i det deliberative eller ny-elitistiske moderne demokrati samt tanken om fremvæksten af en ny ekspertborgertype, som udspringer af det moderne og refleksive netværkssamfund. Comedy der (på)virker På internetadressen nytdanskparti.dk har komikeren Omar Marzouk ført reklamen for sit nye stand-up show i slående lighed til oprettelsen af Naser Khaders folketingsparti Ny Alliance fra maj sidste år. Omars parti hedder Ny Filionggonggong og partianalogien udgør rammen om hans nye one man show Præster, politikere og andre profeter. Omar Marzouk er vores vel nok den mest direkte politiske stand-up komiker herhjemme, og har ikke problemer med at male med brede penselstrøg, både religiøse og verdslige, i sine udtalelser om verden og Danmark. Han ser det som nævnt, som sit kald at nakke autoriteterne, og fortæller os, at han altid skriver sit materiale ud fra sin egen stillingtagen til aktuelle emner. Hans evne til at skabe et show med tankevækkende slagkraft, gør ham til en arketype på den komikerstand, som ønsker at påvirke publikum med sin comedy. Komikere, der ønsker at sætte en ny, eller være med til at præge den eksisterende dagsorden i samfundet. Omar Marzouks partihjemmeside er næsten for åbenlyst et eksempel på, at comedy har et større formål, end bare at få folk til at grine. Det skinner tydeligt, selvfølgelig ironisk, men dog med en snært af men hvorfor egentlig ikke igennem, hvad Omar Marzouk, mener om hele showet omkring nye midterpartier, islamiske mullaher og andre kendte personers rutsjebaneture gennem dansk politik og medieverden. Besøgene på hjemmesiden kan selv drage sine konklusioner og lade smilebåndet klare resten. Omars ven og kollega i faget Thomas Hartmann giver ham følgende ros med vejen: Omar er jo en af dem, der har lavet mest holdningsbaseret stand-up og har også haft en vigtig betydning, for hvordan folk ser indvandrere i dag. (Interview med Thomas Hartmann Bilag 13) Blandt alle de komikere vi har talt med, er der en mere eller mindre udtalt holdning om, at comedy har en selvstændig indflydelse i samfundet. Der er mere 122

124 uenighed om comedyens direkte indvirkning på, hvad folk egentlig går og tænker og mener om ting. Men i overført betydning tillægger komikerne i hvert fald deres budskaber værdien af at indvirke på, hvilke ting folk kunne risikere at rette nærmere eftertænke mod, efter de har set et show eller besøgt en hjemmeside. Adspurgt direkte, hvorvidt komikerne tror, at de som person eller gennem deres valg af comedy-materiale, har en indflydelse på folks holdninger, er der stor varians. I den ene ende af gruppen finder vi Anders Matthesen, som hurtigt affærdigede os med et ja, det tror jeg, over en Thomas Hartmann, der påpegede, at han selv måtte lægge bånd på sine holdninger, for ikke at påvirke sit publikum for meget. Jan Gintberg vil ikke, i sin selvbestaltede rolle som samfundets sure gammelpot, tilskrive sin indvirkning på den offentlige meningsdannelse stor pondus. Han vil hellere henlede vores akademiske perversioner i retning af, at publikum frivilligt vælger at blive rystet lidt og taget med på en rejse, uden forventning til, at de skal være genfødt som nye mennesker, med et nyt sæt holdninger, når de kommer hjem to timer senere. Jamen i starten var det meget sådan, at jeg tænkte, at nu er der tusind mennesker, der tænker, ja det er også rigtigt og nu går de hjem og tænker over det! - men med tiden er jeg nok gået fra en form for idealisme til realisme. Jeg er blevet mere realist! Folk lever jo også deres liv så at flytte de her processer er jo uoverskuelig langsommeligt det er jo også derfor politikerne siger det same i 13 år og pludselig går det op for en, at det de siger er deres budskab og de har bare erkendt, at det er den tid det tager at gøre folk opmærksom på nogle ting. Al Gore har jo rejst rundt med sit lille show i snart 15 år og først nu er folk begyndt at sige nå ja det ku da også være. Men tingene er uendelig langsomme i den store brede befolkning til at skubbe til folk holdninger det vi gør er jo at gå ind lave nogle jokes skide i et bæger hallo bang! Folk griner, ja ok og tænker over det på vej ud af teatret og det var fandme også godt og så hvad fanden Torben og hej mand skal vi ik!? Og så er alt glemt! (Interview Jan Gintberg Bilag 9). Vores mere græsrodsrevolutionære respondent, Anne Marie Helger, udstiller i sine udtalelser en tro på, at hendes kunst og politiske komik har potentiale for at ændre på tingenes tilstand. Dog har de gode ikke været stærke nok til at forme det politiske landskab endnu, mener Helger. Ja det må man da sige de onde har vundet de onde ler og de gode græder. Sådan må det siges at være lige nu. Men tryk avler modtryk. Og en bevægelse afføder en ny bevægelse. (Interview med Anne Marie Helger Bilag 15) 123

125 Peter Larsen har også tiltro til effekten af hans satire og fortalte os i den forbindelse, om dengang Tamilsagen rullede, og han gik sammen med en lille gruppe kreative personer, om at lave det politiske stykke Mens vi venter på retfærdigheden. Jeg er ikke så indbildsk, at jeg tror, at det er min skyld, at regeringen er nødt til at gå af, men jeg er så indbildsk, at jeg tror, at den teaterforestilling jeg har været med til at lave, at den får folk til, der ikke har afsat hele deres liv til at følge med i den her sag de har fået en bedre adgang til at gennemskue, hvor svinsk denne her sag var ved hjælp af denne teaterforestilling. (Interview med Peter Larsen Bilag 16) Vores interviewdata viser stort set det samme billede hele vejen rundt. Følger vi derfor komikernes selvforståelse af, til en hvis grad, at kunne influere på deres modtageres holdningsdannelsesproces, enten direkte eller indirekte, må moderne comedy være mindst ligeså indflydelsesrig på den populære skabelse af en politisk kultur, som andre og mere medieinstitutionaliserede genrer, som avis og TV-nyheder. Ikke mindst overfor den deloffentlighed som påviseligt bruger mere tid på comedy og underholdning end nyhedsudsendelse og avislæsning generelt. Komikernes vej ind i ungdomsgenerationens liv, gennem shows og optrædener og forskellige andre kanaler, er som sagt i hastig vækst. Michael Meyerheim giver os den forklaring, at det ligger i tiden og at det er den unge generations krav om god underholdning. Hvor deres forældre fandt stor fornøjelse i revyen, Hov hov, Linie 3 samt andre mere forstillede comedy-genrer, vil de unge have deres unikke underholdning at ty til. Tiden ville vide, at det blev stand-up comedy. Det er vi ikke uenige i, vi tror så absolut, at stand-up comedy er udtryk for den tidsalder vi lever i. Comedyen er på mange måder kongruent med det moderne individ, og dets ønske om refleksion og alternative veje til og syn på det vi allerede kender. Men berettiger det komikerne en særlig status, når deres formål er at få folk til at grine? Svaret vil i deliberativ optik være ja! Netop fordi comedy som tidligere anskueliggjort bærer et tyndt slør mellem det sjove og det alvorlige og med sin evne til at sætte selv sprængfarlige emner og tabuer i spil, er der tale om en kommunikationsform som aktiverer offentlighedens eftertænksomhed og kritiske sans i en verden, hvor medierne i mindre grad er i stand til det. Det kan også være én af grundene til at ungdommen frem for at læse avis, for at kunne deltage i den offentlige debat, (hvilket jo ellers er den deliberative deltageropfattelses alfa omega) er blevet afløst af den mere kontante afregning som comedy-genren giver sit publikum. På den anden side, stiller comedyen, som vi har set, også et aktualitetskrav til sit publikum, hvilket sandsynligvis vil få flere til at orientere sig mod medierne og efterspørge den dybde og saglighed 124

126 som en del af journalistikken trods alt stadig indeholder. Selv når underholdningen ikke bærer aktualitetskrav kan den stadig have en sådan positiv effekt. Fx har DRs TV-Avis øget sit seerantal markant i den udsendelse, der ligger imellem reality programmet X-factors to dele. Ovenfor så vi at også vores respondenter fra den kvantitative undersøgelse følte sig inspirerede af standup, til at følge med og engagerer sig i samfundet. Måske ser vi sammenlagt en tendens til at den nye sammenblanding, som er sket mellem politik og underholdning, i dannelsen af borgernes politiske kultur, stiller den moderne comedy i et helt specielt og positivt lys. Man kan sågar tale om, at den moderne comedy har sat sig refleksivt og alvorligt (dog stadig underholdende) på sin modtagergruppes dagsorden og efterspørgsel på at vide mere og komme rundt om sandheden på en hel og vedkommende måde. Ingen tvivl om, at den moderne comedy som udtrykt af Anders Matthesen og tilsvarende populære og dygtige komikere, taler ungdommens sprog. Forstår sig på individets refleksive behov, ønske om at kunne indgå i forskellige sociale felter og have sin egen unikke dog omskiftelige identitet. At tage chancen, når den byder sig. God comedy er i følge Thomas Wivel det materiale, der tager udgangspunkt i komikerens personlighed og egne problemer med at tilpasse sig normer og adfærden i samfundet som helhed. Det er netop dette stille oprør mod konformiteten som afløser vor tids aktive ungdomsoprør. Når det er sagt vil vi nu ikke påstå at den danske ungdom stiltiende sidder på første række til comedy-shows, når der varsles nedskæringer på gymnasieområdet, eller der bliver ryddet et ungdomshus på Nørrebro. Men af den del af ungdommen, som enten er for ung endnu, eller som ikke har interesse i at kommunikere gennem gadens og aktivismens talerør, tilbyder comedy et offentligt refleksions- og underholdningsrum, hvor man stadig anonymt kan falde ind i mængden og tage det med hjem man ønsker. Man bliver ikke som i skolesystemet, eller senere i de politiske beslutninger som vælger, afkrævet en bestemt stillingtagen, ud fra ideologi eller tanken om en bestemt måde at forme sit liv og uddannelse på. Ej heller ønsket handlemåde, men kan derimod få perspektiveret disse samfundets krav og måske vælge at se tingene anderledes end de foregående generationer. Comedyens evne til at sætte fokus på individets reaktion på det omkringliggende samfund, mener vi er med til at skabe en mere komplet borger. Det er med så mange ord super-positivt, at der med den moderne comedy er tale om et ungdomsfænomen, som er med til at engagere og påvirke de unges holdningsdannelse allerede fra en tidlig alder. Stand-up gør de unge i stand til, ikke at tage verden for givet, men stille sig individuelt kritisk og spørgende til virkeligheden og sandheden. Og hvis vi følger argumentet, at medierne i mindre grad varetager denne del af offentlighedens 125

127 uddannelse på et ordentlig grundlag, kan den moderne comedy kun ses som et positivt supplement til delagtiggørelsen i samfundets kompleksiteter. Og dermed ruste de unge til, med tiden, at blive bedre og mere nuancerede deltagerdemokrater. Det ligger i comedyens umaskerede og non-fiktive beskaffenhed, at den samfundsskabte virkeligheds konstruktioner og rekonstruktioner, konstant sættes på prøve, og komikerne dermed hjælper offentligheden til at forandre fastfrosne værdi- og handlingsmønstre i samfundet. Når det er sagt rejser der sig en del kommentarer fra djævelens advokatkontor. Comedyens demokratiske pseudovirkning Hvordan kan comedy afhjælpe den offentlige deltagelse i den politiske debat, når der er tale om iscenesat envejskommunikation? Argumentet i denne lejr er i trit med de kritiske røster som udpeger comedyen og dens modtagere til at indgå i en incestuøs holdningsudveksling, som opnår pseudokarakter, ved ikke reelt at kunne mægtiggøre borgerne, som deltagere i den offentlige debat. Det er i denne side af bokseringen for nemt bare at hylde komikere for at udgøre borgernes kilde til nyheder og eftertænksomhed overfor samfundets væsen. Det mener den tidligere amerikanske TV-komiker Bill Maher: Folk vil have en mening, men de vil ikke gøre arbejdet for at få en. I stedet annammer de bare Jay Lenos meninger eller Jon Stewarts meninger eller hvad de anser for at være deres meninger, og det er et incestuøst forhold, for komikerne får i forvejen deres meninger fra, hvad de anser for at være folkets meninger. (Høi 2008, 7. Januar) I nogle tilfælde vil vi medgive, at dette kan udgøre den korrekte beskrivelse af tingenes tilstand mellem borgernes og komikernes indflydelse herpå. Thomas Hartmann gav os fx det indtryk, at mange komikere er nødt til at censurere deres egne holdninger overfor sit publikum, for ikke at komme til at give for hård valuta for billetpengene. Det er ikke nødvendigvis det samme som ikke at have holdninger og præsentere dem for sit publikum, men det gør i værste fald comedyen indholdsløs i en deliberativ tilgang, hvis ikke komikeren tør at sætte tingene på spidsen og tage sin del i, at borgerne får fokus på nye tænkemåder og rystet op i de gamle holdninger og normer. Thomas Hartmann siger: Det værst tænkelige er ikke at stand-upperne styrer uden om emnerne. Men at de styrer uden om deres egne personlige holdninger til dem. For politisk ladet comedy er per definition altid venstreorienteret. Hvis vi skal se komikerne som et repræsentativt udsnit af befolkningen, så kan det umuligt være sådan. (Interview med Thomas Hartmann Bilag 13) 126

128 Her lægger Hartmann op til, at komikerne nedtoner deres egne (ofte mere borgerlige) værdisæt til fordel for en, i samfundet, alment accepteret forestilling om, at politisk ladet comedy er venstreorienteret. Han savner med andre ord lidt mere saft på den blå side af værdispektrummet. Peter Larsen, som vi også talte med om holdninger i comedy, er et godt eksempel på det Hartmann siger om politisk comedys venstreorienterede beskaffenhed. Peter Larsen mener dertil, at det netop i fraværet af personlige, politiske holdninger eller i Hartmanns ord, bortcensureringen af alt andet end det forventede, ligger et stærkt politisk udtryk i sig selv. Hvis comedyen ikke tager aktiv stilling til, om den nuværende regering eller samfundets autoriteter gør det godt eller ej, er der tale om en accept af det bestående system. Og det er en politisk tilkendegivelse så det batter. Vi køber dog ikke dette lettere revolutionære argument, når vi ser på den moderne comedys generelle politiske udtryk. Vi fandt nemlig ikke hos andre respondenter tydelig genklang af Hartmanns teori om komikernes holdningscensurering. Modsat fandt vi dog heller ikke konsistente genmæler på, at komikerne bare giver publikum, det de forventer. Det er komikerne nødt til at gøre, for publikum forventer først og fremmest at komme til at grine. Jan Gintberg fortalte os i den sammenhæng, at han da gerne ville lave et 2 timers langt one man show udelukkende baseret på hans egne politiske indignationer og samfundsbetragtninger. Men han afholder sig fra at gøre det, da det vil bryde for meget med hans publikums forventninger til et stand-up show. Især et af Gintberg-slagsen, som jo også skal være højtråbende, handle om pik og patter samt forhudsforsnævring og ikke kun om integrationspolitik og seriøse overvejelser om handicappedes vilkår i samfundet. Når disse anker er indfriet vil vi alligevel fremsætte argumentet om, at der er forskel på, om indfrielserne af publikums forventning til deres favorit stand-up komiker leder over i det negativt ladede incestuøse forhold som ovenfor beskrevet. Eller om netop indfrielserne af forventningerne hertil, at en bestemt komiker brillerer i at sætte skub i den måde, man går og ser verden på. Forventning om at få hevet tæppet væk under os, er som Anders Matthesen siger, netop en af grundene til, at han tror, vi ser sjove film og stand-up comedy. Vi har brug for at få sat nye perspektiver på tilværelsen. Perspektiver som vi ikke selv er i stand til at frembringe, men som vi forventer komikerne kan give os. Lige såvel som et godt og forløsende grin. 127

129 Overfor en del komikeres holdning til, at man skal give folk det de forventer, står Anders Matthesen selv. Han sætter en selvstændig ære i at bryde med folks og branchens forventninger til hans næste stand-up show, Vender Tilbage. Hvis man prøver at leve op til folks forventninger, vil man altid skuffe dem, som forventede sig noget andet, og det kan man ikke leve af som kunstner mener Matthesen. Derfor går han sine egne veje og skider højt og flot på genren, branchens og helst også sine egne konventioner for hvad god comedy er. I vores optik om deliberation gennem comedy, kan der dermed ikke sættes lighedstegn mellem i graden af comedyens forventningsindfrielse og graden af dens uvirksomhed i uddannelsen og mægtiggørelsen af sit publikum/borgerne. Derimod vil vi stadig hævde, at dårlig comedy, defineret i Thomas Wivels syn, som comedy der er blottet personlig involvering og stillingtagen, har en ringere grad af deliberativ effekt, end comedy som tør tage stilling. Det er tilmed den socialiserende effekt af at lytte på repræsentanter for offentligheden, som (tør) ytre deres meninger, selvom vi griner af dem, der er med til at skabe et link mellem det populære og politik. Skabe grundlag for en populært velfunderet politisk kultur i samfundet. Det vi ser, er altså ikke comedyens envejskommunikative begrænsninger, men snarere de muligheder genren giver den enkelte borgers senere nuancerede genmæle på alverdens kommunikationsplatforme, der er vigtigt at forstå her. Comedy som engagerer og motiverer Vi finder på det mere individuelt rettede borgerplan også tegn på, at den moderne comedy, som genre og kommunikationsform, har en engagerende effekt i sig selv. Flere komikere omtaler overfor os, at der er sket et boom i antallet af håbefulde grønne komikerspirer, som prøver sig selv af, rundt om til open mike aftener, på fx Kulkafeen i Københavns latinerkvarter. Genren og den personlige, individuelle stil og sproglige ekvilibrisme tiltaler alt fra unge idealister til jagerne af de 15 minutters berømmelse. Nogle med mere talent end andre. Ser vi bort fra den danske Jante-mentalitet, er denne udvikling interessant i en deltagerdemokratisk tilgang. For det tyder på, at de dygtige komikere inspirerer folk til selv at gribe mikrofonen og prøve sig selv af i den personlige holdningsudstilling. Thomas Hartmann udtaler i et interview til gratisavisen 24 Timer, at der godt nok er tale om galninge uden selvkritisk sans, men hans syn går naturligvis også på kvaliteten af det produkt de knopskydende komikere leverer og han krummer tæer (Larsen 2007, 18. oktober. Men i vores offentlighedsoptik er billedet derimod, at almindelige talentløse, bliver motiverede til selv at give sig i kast med en form for kommunikation, som 128

130 stiller krav både til ikke kun at bemestre aktuelle emner og problemstillinger. Men også at tvinger en til at reflektere over deres konsekvenser for det brede samfund, med udgangspunkt i sig selv og egen person. I hvert fald for at blive ligeså god, som de allerede etablerede og elskede komikere. Vi har endvidere stor tiltro til at publikums forbrugermentalitet, og sans for kanel og skidt, nok skal få luet ud i rækkerne, hvorfor vi mere ser på tendensen med borgerudviklingens øjne og finder positive elementer heri. En kommunikativ ekspertborger mellem pluralisme og elitisme? I vores diskussion har vi indtil videre set borgerens forbrug af og inspiration fra comedy som en tydelig positiv ting. Men hvad sker der når vi anlægger synet om udviklingen af den elitistiske ekspertborgertype og ser comedyens før så hæderkronede egenskaber, i lyset af den svære kobling mellem eliter og lægfolk i netværkssamfundet. Som klargjort i vores teorikapitel er problemet i den moderne netværkssamfund at finde den rigtige kobling mellem på den ene side de politiske eliter og klassiske demokratiske institutioner og på den anden side ganske almindelige mennesker, deres hverdagsproblemer og ønsker for tilværelsen. Det danske samfund, som andre moderne videnssamfund, er så komplekst og mængden af de valg, vi dagligt bliver stillet overfor kræver meget mere af vores sunde fornuft og politiske flair end tidligere tiders mere korporative styringssystemer. Hvor vores repræsentanter i partierne og interesseorganisationer sammen med forvaltningen klarede skærene. Problemet opstår når flere og flere af de aktører, frivillige foreninger, ressourcefyldte medborgere og medierne, som tidligere, i den klassiske deliberative demokratiopfattelse, havde deres plads som borgernes garant for en opbyggelig formidling af offentlighedens overvejelser og holdninger. Og stod som vagthund mellem eliter og lægfolk, nu pludselig er begyndt at indtræde som selvstændige aktører om den direkte politiske indflydelse og magt. Politikerne har som beskrevet i den moderne udvikling af den politiske kommunikation stadig sværere ved at nå ud til folket og bliver i stigende grad nødt til at dække ryggen i strategiske udmeldinger, der skal sikre partiets magtbase, så samfundet kan føres i den ønskede ideologiske retning. Det giver folk indtrykket af, at politikere er upersonlige magteliter, som ikke taler den almindelig borgers sprog. Denne udvikling må anses for at være beklagelig. For det skaber et markant legitimitetsproblem i den demokratiske styringskæde, hvis politikere og borgere i den grad taler forbi hinanden. Politikerne opererer på 129

131 det elitebaserede systems præmisser om samfundets magtfordeling mellem ekspertnetværk og professionaliserede samfundsaktører og forsøger med deres strategiske manøvrer gennem mediernes (unuancerede) sensationsforstørrelsesglas at involvere en offentlighed, som er i hastig bevægelse mod andre og mere glokaliserede magt- og deltagerformer. Deltagerformer som er baseret på lokale, nationale og internationale bindinger og interesseflader og flere mulighedsskabende åbninger i form af nye medier (herunder internettet), offentligheder og nye forestillinger om, hvordan man kan leve sammen i demokratiske politiske fællesskaber (Bang, Dyrberg & Hoff red. 2005: 23). Noget som demokratiet, for overhovedet at kunne betragtes som vitalt og tidssvarende er helt nødvendigt. Et levende demokrati har som grundvilkår, at borgerne er frie til at kunne praktisere og afprøve demokratiske processer og politik udenfor de formelle politiske institutioner og beslutningsprocesser, og på måder der måske virker stødende eller udfordrende på den gældende forestilling om politik og demokrati (Bang, Dyrberg & Hoff red. 2005: 22). Samtidig er offentligheden for at kunne gøre dette, nødt til at få tilført information og ekspertviden fra mange niveauer. Men denne top-down praksis er ikke nok, eliterne er på samme måde nødt til at vide, hvordan politik tænkes praktiseret nedefra og dermed udfordres blandt lægfolk i deres dagligdag. Ellers afkobles de fra almindelige menneskers liv og styrer dermed samfundet i blinde. Under magtens nye ansigt som ovenfor beskrevet udvikles den nye ekspertmedborgertype i det paradoksale forhold af, at i takt med at de politiske eliter bliver mere og mere kommunikative og prøver at forklare deres bevæggrunde i større dybde, så bliver borgernes og de frivillige aktørers kommunikative handlen mere og mere strategisk orienterede. Den indflydelsesorienterede ekspertmedborger søger at definere, og kæmper for at iscenesætte offentligheden, for at blive i stand til at selv at sætte dagsordenen. Udviklingen stiller krav til en ny type politiske ledere, der udover at skabe hurtige resultater, forstår at kommunikere de rigtige værdier til omgivelserne, så de fremstår både lydhøre overfor borgernes krav og tilmed tillidsvækkende og kompetente (Bang, Dyrberg & Hoff red. 2005: 276). Et billede, som i den foretrukne konflikt- og skandaleudlægning af politikerne i medierne, samt i komikernes fremhævelse af de politiske fodfejl, lader meget tilbage at ønske. Ekspertborgeren er karakteriseret ved, at have fod på at gribe de muligheder, der byder sig og prioriterer det exceptionelle over det traditionelle. Han giver ikke meget for de vælgerleflende politikeres forsøg på at overbevise den deliberativt oplærte klassiske borgertype. Han har heller ikke tid til at vente 130

132 på at de traditionelle hierarkiske institutioner skal nå en beslutning med gyldighed for hans interesseområde, men vil hellere selv indgå i den strategiske kommunikation for at opnå direkte respons og pay-off. Han stiller sig med andre ord grundlæggende skeptisk overfor det repræsentative demokratis evner til at håndtere verdens stadigt mere glokaliserede problemer (Bang, Dyrberg & Hoff red. 2005: 16). Politik kommer i dette perspektiv ikke kun til at handle om, hvem der får regeringsmagten eller håndteringen af og afbalanceringen mellem kollektive og individuelle borgerinteresser. Politik handler derimod mere om, hvordan man kommunikerer sine værdier til andre, for at få dem til at gøre noget, de ellers ikke ville, eller kunne have gjort (Bang, Dyrberg & Hoff red. 2005: 278). En mægtig-myndiggørelse af offentlighedens individer til at deltage aktivt i værdiskabelsen for sig selv og dermed hele samfundet. De demokratiske problemer går i den forbindelse ikke på den pluralistiske og deliberative ideal om skabelsen af et åbent rum for meningstilkendegivelse og afbalancering mellem argumenterne i den herredømmefri offentlige dialog. Derimod går problemerne i retning af hvem og hvilke værdier der opnår inklusion i dannelsen af den politiske dagsorden og offentligheden. Som deloffentlighed med selvstændige kommunikatører og modtagere i denne udvikling, kan det diskuteres, hvorvidt den moderne comedy i kraft af sin raison d etre som samfundsrevser, overhovedet udgør en befordrende rolle. På den ene side evner comedyen som kilde til modmagt overfor samfundets institutioner og autoriteter at nedgøre de politiske aktører og samfundseliter, som har interesse i at mægtig-myndiggøre resten af offentligheden for at skabe effektive og legitime løsninger for de politiske problemstillinger. Comedyen vil i sin egenskab af at placere sig som modvægt til autoriteter og eliter bibeholde det klassiske syn på magt som tvang, underkastelse og interessekonflikt og måske overse den fordelagtige og mulighedsskabende del af samfundsudviklingen, hvor eliterne ihærdigt forsøger at opgradere borgere til mere end blot at have en offentlig mening for og imod en sag. På den anden side kan problemet måske siges at ligge mere i samme ihærdige eliters hænder. Fordi deres forsøg på at inddrage borgerne i en fælles varetagelse af samfundets og systemets problemer netop ikke tager højde for den udvikling i kommunikationen som comedyen overfor den unge offentlighed kan ses som udtryk for.der er med andre ord fare for at comedyens syn på magt i samfundet eller eliternes manglende forståelse for den iboende, hverdags- og 131

133 personlighedsbaserede politiske kommunikation som foregår og inspirerer offentligheden gennem comedy-genren er med til at afkoble eliter og offentlighed fra hinanden. Man kan med andre ord frygte at comedyens udbredelse den kommende tid vil være med til at udvikle to parallelle spor i den politiske kommunikation. På den ene side medier og politikeres indspisthed af henholdsvis at prøve at afdække spin og inddække sig bag samme. Og på den anden side en underholdningsgenre, som sætter offentligheden i stand til refleksivt at omgå begge ting som uvæsentlige, for den måde individet vælger at leve sit liv på. Hvis læseren ellers finder det i sit hjerte at give os tid til en sidste pointe på dette niveau, vil vi runde dette kapitel af, der hvor alt har sit udspring og endeligt. Vi vil eftersætte en sidste comedy-implikation i det aller inderste af individet. Afinstallering af internaliserede normer Det klassiske magtsyn er blevet videreudviklet, raffineret og forfinet siden det hed A påvirker B. Således er tilgangen til magt udvidet til, at kunne indeholde en lang række af institutioner og forhold, der på mikroniveau ikke var åbnet op for tidligere. Da vi tidligere lagde den teoretiske ramme til grund for dette speciale var det blandt andet med hensigt herunder at kunne indpasse den magtdefinition, som også Foucault gør brug af i sit forfatterskab. Foucaults magtbegreb gør os i stand til, i modsætning til den klassiske opbygning, at kigge på de mere komplekse fænomener og strukturer i menneskelig handlen i den sociale sfære. Comedy og Grin Foucaults magtbegreb er ikke entydigt i det samlede forfatterskabet, dog er det især Foucault tanker om magt fra den midterste del af sit forfatterskab, vi vil tage udgangspunkt i. I disse værker opfattes individet som et subjekt, der tilpasses normer. Dette sker ved en disciplinering af kroppen, der ses som redskab til en fortløbende objektivering såvel som subjektivering af individet 36, der som følge heraf internaliserer magtforholdene i sig selv. Denne 36 I Surveiller et Punir, er det især disciplineringen inden for militæret og skolen, der i sidste ende normaliserer individet. Individet gøres objektivt dets resultater og præstationer kan måles 132

134 internalisering af, i billedlig tale, blikket fra Benthams Panoptikon 37 bruger Foucault som et billede på statens måde at gennemføre normalisering af individet, gennem overvågning. Dét er nemlig kendetegnet ved den måde individet fører overvågning og kontrol med sig selv. Foucault er kritisk overfor Staten - staten kan ikke frigøre os, men vi skal frigøre os fra staten 38. Vi har tidligere berørt grinet som den fysiologiske effekt af en joke og comedy generelt. Denne reaktion på en konstrueret setup og punchline har nogle helt basale indvirkninger på kroppen. At se disse reaktioner som en disciplineringsproces eller måske som en afdisciplineringsproces er ikke uden væsentlighed for den nedenstående tilgang. Ikke ulig dette Foucault anske syn kan en tilsvarende og faktisk sågar fysisk disciplinering siges, at finde sted den moderne comedys felt. Hvad enten individet sidder og ser Zulu Comedy Night på TV, hører Tjenesten på P3 eller er blandt publikum en lørdag aften på Comedy Zoo, er grinet fælles for dem alle en fysisk reaktion som følge af stimuli. Stimulien er i dette rum ikke ulig sergentens imperativ, når han beordrer sine konstabler om at tage strækkere, eller læreren, når han beder eleven gå udenfor døren eller over skammekrogen. Den fysiske handling bliver symptom på dårligdommen og dermed forbundet med straf og/eller belønning. Her er læreren blot skiftet ud med den moderne comedys udøvere. Når en komiker laver en veludført joke har han også med ét publikum i sin hule hånd, han kan gøre med dem hvad han vil. Han kan praktisk talt få dem til at grine på kommando og i videre forstand: At dø af grin. Sergentens rolle i disciplineringen er at videreformidle og udvikle konstablernes evner til at agere på kommando og indtræde i et etableret hierarki og dermed udgøre normalen og være normale soldater og i virkeligheden samfundsborgere. For disciplineringen finder ikke kun sted i camouflage og kampuniform, det finder også sted, som tidligere indikeret, i skolen, på universitetet, på sygehuset, i fængslet. Ja faktisk alle steder i samfundet. Er comedyen bare et andet rum for denne disciplineringsproces eller hvordan? Hvori består forskellen? og det gøres subjektivt i det at det kan sammenlignes med andres resultater og præstationer. På denne baggrund for individet en unik plads i samfundet. 37 Disciplineringen tillader sammenligning, hierarkisering, homogenisering og ikke mindst udelukkelse. Den foretager en normalisering af individerne, samtidig med, at de subjektiveres og objektiveres. Indenfor samfundets institutioner (hospital, skole, og fængsel) får blikket en kontrollerende og undertrykkende funktion. Dette i særlig grad gældende ved Benthams Panoptikon, som fungerer som en idealtype for den fuldstændige og konstante overvågning. Blikket konstituerer den moderne tids magtforhold. 38 Staten er hos Foucault den vigtigste form for magtudøvelse, idet alle andre former for magtrelationer refererer til staten. Magterelationerne er så at sige under statslig kontrol. De er blevet governmentalized magtrelationerne kommer til udtryk gennem de statslige institutioner. En analyse af magtrelationer skal tage udgangspunkt i 5 punkter: Forskelligheder i samfundet. ( Forskellighederne er både grundlaget for magtrelationer og resultatet af de selv samme magtrelationer.), den handlendes mål, midler til at realisere magtrelationer. (eks. overvågning, militær, politi osv.), former for institutionalisering, graden af rationalisering. Det er blandt andet dette perspektiv, som nærværende analyse har fundet inspiration i. 133

135 Hvor disciplineringen af kroppen i militæret havde det formål at få soldaterne til at internalisere militærets normer og blive gode og ikke mindst lydige soldater, der indgår i et målbart hierarki, er disciplineringen i comedyens forstand nok noget andet. Hvis militæret og samfundet træner individet til at være lydige, så træner comedyen dig til at være ulydig og give udtryk for din mening, selv når den ikke er comme il faut og/eller politiske korrekt. Comedyen fortæller dig, hvordan virkeligheden er, med roterende fis i kasketten. Modmagt i det inderligste Foucaults pointe var ydermere, at hvor der er magt er der modmagt. Modmagten skal dog for dette speciale ses på to separate planer. For det første eksisterer der naturligvis en modmagt i det fysiske rum 39 på mikroniveau. Hvis du sidder som publikum, kan du råbe af komikeren, kaste øl efter ham 40, hvis du ser noget comedy i TV du ikke bryder dig om kan du simpelthen slukke eller skrive et harmdirrende læserbrev til ekstrabladet dagen efter. Hvor der er en magtrelation på mikroniveau er der altså også modmagt. Hvis der ikke er modmagt er der ikke tale om magt, men herredømme 41. Den moderne comedys udøvere har altså ikke totalt herredømme over sit publikum. Publikum kan påvirke og tilbage igen. For det andet eksisterer der en modmagt på makroplan. På makroniveauet vælger vi at se dens sociale sfære, der bliver skabt mellem komiker og publikum, som en helhed. Denne makrostørrelse virker da i forhold til samfundet, politikerne og samfundsinstitutionerne. Hvis vi ser de tidligere nævnte størrelser militæret, skolen og samfundet som objektiverende og subjektiverende magtpositioner, kan vi vende billedet om og sige, at den moderne comedy udgør en modmagtsposition! Comedyens væsen, som vi behandlede tidligere er jo defineret af, at tilbyde publikum et nyt syn på livet, hverdagen og ikke mindst politik, samt fastforankrede normer og adfærd i samfundet. Ved at behandle disse emner og ved at sige de ting, som publikum har brug for at høre sagt højt, bliver den moderne comedy i virkeligheden i stand til at afsinstallere de kropsobjektiverede internaliserede normer. I hvert fald i nogen grad. Samfundet har fortalt os 39 På scenen eller foran fjernsynet. 40 Som det tit sker på de engelske comedy klubber (Interview med Mette Lisby). 41 Som Kuriosum kan det nævnes, at Foucault ikke opfattede sig selv eller sit forfatterskab, som værende normativ. Alligevel vil det blive påstået fra dette speciales side, at de dele af forfatterskabet som indeholder modmagt-temaet jo netop forudsætter et normativt ideal omkring en vis frihedsgrad og/eller frihedsrettigheder. 134

136 gennem dets autoriteter 42 at vi skal sidde stille, stå ret, ligge ned, løbe hurtigere og være mere effektive. Den moderne comedy stiller ikke blot spørgsmålstegn ved den lærdom samfundet har indlejret i os, den ødelægger også samfundets kropsobjektiveringer ved at knytte vores hjerners oplevelse og genkaldelse af ubehagelige situationer fra skolen og militæret med smil, latter og løssluppen adfærd. Den gør til dels, at vi ikke tager samfundets autoriteter seriøst for vi har ramt dem, hvor de tidligere ramte os, i hjernens følelseskamre - den indre neurologi. Jamen er der så en vinder af denne kamp? Nej for så havde der været et herredømmeforhold, dominans og tvang over individet eller ultimativ konsensus, som også er et herredømmelignende forhold. Tværtimod er samfundets institutioner i vis udstrækning ikke bare i størrelse, ressourcer og sanktion, men i historisk forstand en dominerende faktor, der i sin magtrelation har haft en form for overtag. Dog ikke et fuldstændigt overtag. Den enkelte familie overvåger jo sig selv i forhold til de delelementer, der er blevet historisk institutionaliseret ind i familien og ud i de enkelte individer. Man vender nok heller ikke udviklingen for sig selv eller andre ved at se et enkelt show i TV eller ved at fremsige nogle sjove bemærkninger foran et publikum. Mageligheden kan presse selv den bedste, men det kan tiden også. Alligevel tillader vi os at se på den moderne comedy som et stærkere magtrelationsmiddel end dens ekvivalente forgængere i form af komedier, revy og cirkus. Den moderne comedy har tydeligvis haft rødder indenfor netop revy, hvor man tog en hat på og pegede af verden. I den moderne comedy tager man hatten af og begynder i stedet at pege af verden, men fra sit eget udgangspunkt. Alt dette er sket i tiden i fuld overensstemmelse med trenden og udviklingen, egoets vokseværk og efterspørgslen på det unikke liv. En tid hvor vi, ifølge Giddens, er karakteriseret ved at reflekterer over selve refleksionen. Legen med det indre væsen. Vi begynder at pille ved vores internaliserede virkelighed, normer og adfærdsmønstre. Frigørelsen Den seneste tendens vi har sporet inden for dansk comedy, er at komikerne fortsat tager udgangspunkt i sig selv, men i stedet for at pege af verden udenfor sig selv, peger de nu i stedet af sig selv og alle deres egne dårligdomme og ubehagelige sider som personer. Det at komikerne tager et personligt-realistisk udgangspunkt og retter blikket udad i stilen Hvordan har jeg det med ting omkring mig! kender vi allerede på nuværende tidspunkt. Det nye er, at komikerne er begyndt at tage et personligt-realistisk udgangspunkt 42 Forældre, lærere, politikere, etaten. 135

137 for derefter at rette blikket ind ad og stille det hårde spørgsmål: Hvordan har jeg det med mig selv? På den måde får publikum en forløsning, i stil med tidligere, men i stedet for at der rases mod samfundet, politikerne eller en anden form for syndebuk rettes skytset indad. Når det gøres, og det gøres rigtigt, står tilskueren jo nærmest forsvarsløs tilbage, fordi det i formatet setup-punchline fortsat er så sjovt, at han næsten ikke kan beholde bukserne på. Forløsningen af spændingen bliver i stedet for at være rettet mod samfundets autoriteter, nu rettet mod det inderste i selvet og dermed samfundets konstruktioner af samme. Men også det inderste hos publikum. På den baggrund river komikeren nogle af de fysiske såvel som psykiske elementer ned og piller derved ved nogle af de grundantagelser, vi lever vores liv efter. Det er derfor ikke uvæsentligt at spørge, hvor comedyen er på vej hen? Men også, hvad den kan gøre ved os, når den er allerstærkest! Den moderne comedy har nemlig fortsat mulighed for udvidelse, det kan blive endnu mere personligt, det skal helt ind i sjælen på komikeren og dermed på tilskuerne. Netop når comedyen og komikerne ikke længere peger ud på samfundets dårligdomme, institutioner, hverdagstrummerum etc., men derimod retter blikket indad og udstiller sine, dine, mine, vores alles fejl og mangler og skæve sider, så har man fat i den moderne comedys fremmeste væsen. Noget som revyen aldrig har kunnet gribe om, i sin forklædte og fiktive samfundsrealisme. Det er faktisk også her, at specifikt stand-up comedy bliver den moderne comedys spydspids og ypperligste udtryk. Fiktion har vi nok af, i alle mulige afskygninger og genrer. Når stand-up komikeren rammer rigtigt kan de stille spørgsmål og få os til at gennemskue absurditeten ved vores nedarvede normer, tanke- og handlemønstre. Det er den ultimative frigørelse, løsrivelse af tanke og handling. Emancipation. 136

138 KAPITEL 6: KONKLUSIONER OG PERSPEKTIVERING Cirkusprinsessen går i stå på sin line, de studerende kigger længselsfuldt på uret, dagen er ved at gå på held og skibet er ved at nå sin havn. For et lille års tid siden lettede vi anker for tankens himmelflugt, hvor skumringen i grænselandet mellem forår og sommer bar vidne om en erkendelsesmæssig rejse udi alt og ingenting. Under denne rejse har vi fundet ud af, at engle aldrig kæmper helt forgæves og vi har lært det fordi sommerfuglene og et sødmefuldt strejf af solstråle har fortalt os det. Specialet er portrættet af resultatet på denne rejse. En rejse, en tanke og en bestræbelse på at forstå, ikke mindst os selv, tingene, politologien og comedyen. En bestræbelse, der for alt i verden ikke måtte blive kedelig, gængs, helt normal eller blot et stykke standardiseret skrivearbejde en gennemsnitlig Gitte Gennemsnitsdansker-morgen med TV2-Radio summende i baggrunden. Kun lidet vidste vi hvilke oceaner, der skulle krydses, hvilke problemer, der skulle besvares og hvilke felter betrædes. Men nu ved vi, ligesom styrmanden, der har fået øje på sin havn og hjemstavn, hvad rejsen har givet os i gave. Vores fortælling. Vores unikke narrativ. Vores kunst på dette uanseelige sted i tilværelsen. Vi bliver aldrig de samme, verden ej heller. Vores mål med specialet, som nu går på held, som foråret banker forventningsfuldt på, var, med lasten fuld af iver, virkelyst og gåpåmod, samt indignationen over traditionen, at tage kampen op med akademia og vise, at der fortsat er dele af tankens verdenshave, som endnu ikke er blevet helt udforskede. Vi satte således ud for at svare på spørgsmålet, hvad er den moderne comedys politiske implikationer? Vores kraftanstrengelser for at besvare specialets problemformulering har været hjulpet på vej af den valgte, og synes vi selv, stringente fremgangsmåde som præsenteret i den grundlæggende specialemodels overordnede enkeltdele samt dens tre teoretiske niveauer. Som konklusion på specialets hovedspørgsmål og en smule mere, vil vi gerne male et sidste lille billede i billedet, som måske bærer på mere end blot en enkelt pointe. Som med Mozart, Beethoven og Bach. Som med Picasso, Dali og Monet. Som med Dante, Kierkegaard og Scherfig. Som med ugebladenes Find fem fejl - så kræver dette, vores konklusionsportræt, måske mere end bare et flygtigt kig. 137

139 Vi besvarer altså narrativets retoriske spørgsmål med skabelsen af endnu et narrativ. Dermed er det i forståelsen for og tolkningen af, ikke mindst vores prosa, at man finder både svar, men også anledning til at stille endnu flere spørgsmål! Kunstens kendetegnes ved ikke at stå tilbage med facit, kun indtryk: Det ville være svært at se, hvis ikke det var fordi man vidste det. Blikket flakkede måske et millisekund, stemmebåndet havde brug for et diskret host. Ude i baglokalet - backstage - sad slænget, den indforståede inderkreds. Publikum derimod sad på rækkerne, som de havde gjort det, så mange gange før: Fulde af forventning og i lettere opstemt stemning. Tag godt imod...! lød det over højtaleranlægget i det stemningsmættede, intense og akustisk kuriøse lokale. Ja! Tag godt imod! Og der var mange, der denne aften tog godt imod. De sad ikke bare på rækkerne foran scenen, de sad også derhjemme foran TV'et, radioen, på interrnettet, eller med morgendagens avis i hånden. De var slagtekvæg solgt til stanglakrids! Selvfølgelig var han nervøs, uden nervøsiteten ingen nerve. Uden nerve ingen nærvær og da slet ikke timing. Han havde for længst smidt sminken, fortænderne, den sjove hat og krøllede toupé på hylden. Revyen var long gone. Dette var ikke teater, pantomime, poesi, Hov-Hov, eller fald-på-halen. Det her var the new shit. Det var historiens endeligt og toppen på karrieren. Det lå i ham og i tiden og snart også i publikum. Han så dem og de hørte ham. Og selvfølgelig var han nervøs, det var ikke nemt at være den, der svinger pisken over den intetanende hob. Selvfølgelig var han nervøs, selvom han havde gjort det hundredevis af gange før i hjemmevandt stil til halbal, på diskotek og i TV. For kvæget accepterer ikke hvad som helst og de har jo også en mulighed for at stemme imod og sige: Tak, men nej tak!. Men nu sad de der. Publikum. Kvæget. Dernede på rækkerne. Uden anelse om, at de om lidt alle sammen skulle dø. De skulle knække sammen til deres indvolde skreg, kvæles indtil deres lunger ikke kunne holde sig inden for kroppens skrøbelige hylster. De skulle bøje sig bagover og forover igen og igen, i én lang og glidende bevægelse, fysisk og uden taktfaste holdepunkter. Pisken ville smælde over deres hoveder, mens de ville nøddes og disciplineres til at indtage en lille skefuld af den aller sødligste gift. En gift, der kunne virke på sit offer på to måder. På noget kvæg ville giften virke ved at give dem en energi, et overskud, en kraft og engagement til at virke i deres virkelighed, rører i deres andedam, stille sig på bagbenene og tale bondemanden og andelshavereliten midt 138

140 imod. Men giften, hvilket man aldrig helt vidste, kunne også virke stik modsat. Den kunne gøre kvægene sløve, dog stadig glade. De ville klaske deres dovne hove i morskab op og ned i høet og blot byde bondemanden velkommen til at malke dem endnu mere. Giften ville virke som stærk valium. Bedøvende på de traumatiske ting, der sker i verden. Den hyperkomplekse virkelighed bliver pludselig et underholdende komma i vanviddets kalejdoskopiske afkrog, som undertiden er blevet kaldt hverdagen. De ville kunne tage en dag mere og endnu en, for vægten af livets smerte ville være taget af deres skuldre. De kunne smile og more sig til den dag de døde, glade og uvidende. For de skulle alle sammen dø. De fleste benægter og fornægter de farlige, det usagte og de døde, til de en dag, selv er det. Men nu var deres tid kommet, deres nummer trukket ud, dødsuret slog comedy. Og i aften skulle de alle sammen dø; af grin! På scenen stod manden med mikrofonen, og han ville fortælle dem, hvordan han havde det. De skulle få den uforblommede sandhed i et sprogligt karikeret, sofistikeret twist, blæst op i overdimensioneret neon, der ville sende hobens jubel fra de fadølskølede ganer i retning af scenen. I mange år, havde han stået der, aften efter aften og peget fingre og raset af verden, politikerne og den måde alle andre har valgt at se på tingene på. Han havde pillet ved fundamentet på den iscenesatte virkelighed og skabt en ny verdensanskuelse for ham selv og for andre. Men i aften skulle der ikke peges fingre. I aften skulle verden høre om, hvordan han selv havde det. Hvis fingeren endelig skulle pege på nogen, var det på ham selv! Han skulle fortælle dem om, hvordan det var at være skilt, hvordan det var at være morgengrim indeni. Og de skulle høre om, hvordan det er at være menneske, dernede, længst nede hvor vold og smerte bor i os alle. Det vidste kvæget naturligvis allerede godt, men de snakkede ikke om det. I hvert fald ikke med de andre køer i salen og slet ikke offentligt. Og hvis det nogensinde skulle ske, ville de holde hænderne over dynen, tage klovnehatten på eller stille sig over i skammekrogen. Det var sådan kvæget var blevet opdraget til at være kvæg. For kvæg har også brug for deres pusterum, når de ikke malkes for tid, penge og engagement i samfundselitens forsøg på at gøre dem lidt bedre, til at tage vare på sig selv, til det fælles bedste. Dette var aftenen, hvor kvægene døde og blev født på ny. De valgte at tage deres liv og profession op til revision og fandt ud af, at de sortbrogede prikker også kun var masker og kostumer, som var nemme, trygge og varme at pakke sig ind i. Den aften, da de havde siddet på lægterne, var der noget inden i dem, der var 139

141 blevet aktiveret og bar vidne om en anden dag. Gården, malkningen, høet, maden, burene var blevet deres fængsel og skæbne. De havde frivilligt valgt at gå derind fordi det var hensigtsmæssigt og nogle ville ligefrem sige formålstjenligt og rationelt. Der fandtes dog en anden verden, en verden, de i mellemtiden havde glemt. En verden hvor malkepigerne i de ternede kjoler fandtes og hvor de åbne vidder og grønne enge var én stor og fornøjelig verden. Og sådan skete det! En dag kom en mand forbi, han stillede sig op på en scene, han havde en mikrofon i hånden og en sort T-shirt på. Han stod foran et velourtæppe og talte om verden, samfundet, politikerne, den iscenesatte virkelighed men mest af alt talte han om sig selv, gennem sig selv, i kraft af sig selv. Ikke dækket ind af det refleksive samfunds strategiske rationale, ej heller af samme rationalers vogtere og spin. Han talte et sprog som kvæget forstod og kunne grine af, sammen og med hinanden. Og som han stod der på scenen mindede han utroligt meget om en tryllekunstner. Han tryllede de smukkeste sproglige billeder frem og han tryllede med de inderligste afkroge og hemmeligheder i kroppen og sjælen. Med et trylleslag åbnede han burene, og bedst som kvæget stod dér i snorlige rækker, begyndte de at vade ud. Der var også dem, der blev. Men vigtigst af alt åbnede han burene i dem selv. For når hverdagen affortryller verden, så er der alligevel lagt en sproglig kim til at genfortrylle det hele igen. Der var ingen, der vidste, om denne mand med mikrofonen som sin tryllestav selv var helt klar over, at det han gjorde i sandhed var magisk. Og ikke mindst at, det der var tale om, var den moderne comedys politiske implikationer. Kvægene vidste det heller ikke. Men de har mulighed for at få det at vide nu. For det vi i vores speciale har gjort, er at finde den moderne comedys politiske implikationer på både godt og ondt. Men heldigvis mest på godt. De nedenfor fremstillede implikationer og konklusioner skal ses i relation til specialet forståelsesrettede metode og baggrund. Sandheden er måske, at der slet ikke findes konklusioner og facit kun forståelser. Alligevel vil vi, på baggrund af statskundskabens disciplinering for god ordens skyld, holde os til brugen af ordet konklusion. Således kan vi konkludere, at den moderne comedys implikationer på et overordnet samfundsniveau ikke endnu har den store udbredelse. Comedyen er stadig relativt snævert rettet mod et publikumssegment. En befolkningsgruppe, som i det store billede qua deres unge alder, ikke endnu har indtaget den rolle i samfundet, som den moderne comedy, på lige fod med meget anden populær underholdning, er ved at 140

142 ruste dem til. Men mere end det. Comedyen er med til at ruste dem til en verden i konstant forandring og med evigt rasende strømme af nyheder, film, musik, TVserier, katastrofe-reportager, kriminal-litteratur og dansk top slagere. Genrer som på hver deres deloffentlighed, er med til at skabe det samfund, vi samlet set lever under, som individer, borgere og forbrugere. Vi kan konkludere, uden dog, at sige noget skråsikkert om forholdets nøjagtige effekt, at den moderne comedy i form af især stand-up comedyen bærer en påvirkningsimplikation overfor sit unge publikum og deloffentlighed. En deloffentlighed og generation som ligesom comedyen selv er et produkt af sin tid, og grundlaget for den næste store byggesten i vores samfundsskabte produktion og re-produktion af normer og adfærd. Begge er noget som comedyen har som implikation og virkefelt at pille ved. Vi har set, hvordan den moderne comedy i sin modmagtsrelation til autoriteter og institutioner evner at gøre op med tidens tabuer. Og i sin egenskab af stadig at have alvoren med sig, i det meste, faktisk bliver sat ind på placeringen som samfundets femte statsmagt, måske endda fjerde, hvis vi tager kritikken af det moderne samfunds journaliststand med i betragtning. Vi konkluderer også her, at comedyen har nogle implikationer på planet af politisk kommunikation. I denne optik har medierne traditionelt set været den fjerde statsmagt og fungeret som vagthund. Noget tyder dog på, at den gamle vagthund er blevet lidt sløv i det. Og at der er kommet andre hunde i hundegården. Hunde, som selvom de fortsat er på hvalpestadiet, nok skal komme til at bide autoriteterne i haserne ved at få publikum til at grine dem midt imod. Om denne situation leder hen til et vagtskifte eller blot sætter endnu en hund på patrulje, kræver dog yderligere undersøgelser. Comedyen har dog ikke kun disse positive implikationer. Vi fremlagde synspunktet, at den komiske yderposition på et kontinuum mellem politisk alvor og komisk latterliggørelse, ikke bærer meget samfundsopbyggende gods med sig. Når comedyen bruges i egenskab af at gøre os ligeglade, og kun underholdte, så er grænsen for hvad, vi vil kalde god politisk comedy overskredet. Vi konkluderer på baggrund af vores deltagerdemokratiske diskussioner på henholdsvis deliberativt og elitistisk plan, at comedyen stiller sig med et ben i begge lejre. På den ene side kan comedyen være med til at mægtiggøre den enkelte borger, i sin rejse mod herredømmefrit at udfylde sin borgerlige deltagelsesforpligtelser og forstå bare en smule af verden der omgiver ham. På 141

143 den anden side har vi set, hvordan selve comedyens forudsætninger og udøvernes selvforståelse som modmagtsvæsener, kan være med til at rive noget af det elitistiske stillads ned, som den demokratiske styring har gjort sig afhængig af, i den stigende samfundskompleksitet. Herved er comedyens mægtiggørende standpunkt i en deliberativ optik faktisk utilsigtet med til at besværliggøre udfoldelsen af den demokratisk legitime styring, som er et vilkår under de moderne samfundsforhold. Vi konkluderer at den moderne comedy i genrens fremmeligste fremtrædelsesform: Stand-up comedyen bærer nogle implikationer og komiske virkemidler, der rammer individets inderste sfærer. Comedyen kan i en vis udstrækning siges, via en kropslig afdisciplinering, at afinstallere samfundets måde, vi overvåger os selv på. Endeligt konkluderer vi, at den i specialet skitserede metode har gjort os i stand til at udlede implikationer på et felt, der ellers kunne tænkes at være svært tilgængeligt for traditionel politologi. Anvendelsen af vores metode gør det, med opdagelse, forståelse og deltagelse, muligt at afsøge andre bløde emners implikationer, ikke mindst indenfor populærkulturen. Sammenholder man metoden med socio-historiske udviklingstræk og genealogi, åbnes muligheden for at kaste sig over emner og felter såsom: Dansk-top, Action-film, Jazz, Muhammed-tegninger, men også meditation, venskab og kærlighed. 142

144 Perspektivering Da vi i specialets gennemskrivningsfases 11. time får nyheden om, at regeringens demokratikanon er udkommet slår vi øjnene op fra hver vores tastatur og kigger på hinanden. Yes, sådan! tænker vi, et godt perspektiv at runde hele svineriet af med. Men ak, Politikens begejstrede chefredaktør, hvis anmeldelse af demokratikanonen vi læser, ikke blot skuffer, men sender os direkte i harmens blækhus i denne perspektivering. Tøger Seidenfaden hylder kanonens 35 bidrag til forståelse af demokratiets udvikling og påstår, at vi har fået en demokratikanon, vi kan bruge: Den hjælper os med at styrke medborgerskabet i et mere mangfoldigt samfund, og den insisterer på, vi også er europæere. (Seidenfaden 2008, 13. marts) Det med Europa er vi naturligvis glade for, men at styrkelsen af medborgerskabet ligger i udeladelsen af de mere substanstielle kampe for demokratiske samfundsværdier, har vi svært ved at se. Seidenfaden hylder udvalgets udeladelse af Muhammed-krisen, idet han påstår, at en kanonisering af hån, spot og latterliggørelse, som et grundelement i dansk demokrati ville have været tæt på en katastrofe! Men ikke nok med at Muhammed-krisen mangler som vigtigt symptom på en stadig vital diskussion om ytringsfrihedens substantielle eller censurerede tilværelse i det moderne demokrati: For hvor er kanonens omtale af Corsaren, Revyen, Hov- Hov, Satiren, Ny Filionggonggong og Tal for dig selv? Hvor nævnes fx comedyens iboende understøtning af, at demokratiets funktion skal være uafhængigt af borgernes ytringer, hvad enten de er spottende, hånende eller latterlige? Eller lad os omformulere. Er det ikke netop de vestlige demokratiers styrke, at de ved sine love og institutioner, beskytter sine borgere mod vilkårlige og religiøse repressalier, som i andre dele af verden kan falde på baggrund af ytringer? Vi vil i hvert fald hævde, at uden denne beskyttelse, var vores demokratiske samfund hurtigt blevet et overordentligt kedeligt og utrygt sted at opholde sig. Tænk at skulle frygte statens hammer, hvis du kom til at grine af samme? Ve den stand-up komiker som lever i Seidenfadens hyldest til demokratikanonens undtagelser. Perspektivet her er, hvordan vi kan sikre den fortsatte frihed som populærkulturen har nydt, i både penselstrøg og tanke, handling og ytring, i hele demokratiets historie. Ikke mindst igennem dette speciale, hvor vi ikke vil påstå at have været underlagt andet end den (næsten) frie tanke og den kunstneriske virkelyst. Faktisk er specialet vores Muhammed-tegning, vores forsøg på at hæve os over de værdiladede konstitutioner som omgiver os og til 143

145 stadighed sætter de begrænsende, men samtidigt mulighedsskabende rammer for vores menneskelige udfoldelse. I det vi, velsagtens, i mere end bogstavelig forstand, således har malet et speciale, foretrækker vi også meget mere, end bare at få benævnelsen Cand. Scient. Pol., den engelske titel af at blive kaldt Master of Arts. Den understreger i smukkeste vending ikke videnskabens, men kunstens værdi. Statskundskaben har været vores forgyldte og sirligt udskårne ramme motivet er helt vores eget. 144

146 EPILOG For maskineriet går videre. Og skolegangen fortsætter på Universitet og Studiegården. Møllen maler videre. Man skal påvirkes og formes og dannes meget mere endnu. Professorer og manuduktører arbejder videre med det materiale, som skolen har overgivet dem. Og man må huske, at den ene professor vil have spørgsmål besvaret på en anden måde end hans kolleger. Og Professorer er også mennesker, hvis vittigheder man helst skal le ad, og det er gavnligt at stille interesserede spørgsmål efter forelæsningen. Og man må kende professorens politiske anskuelse og tilpasse sig. Det ved manuduktørerne og giver gode råd og vink og anvisninger mod betaling. Men studenterlivet har mange sider. Der er studenterforeningen med dens rige traditioner, hvor den ægte akademiske tone og ånd og jargon udvikles. Og der er skyttekorpset og sangforeningen og roklubben. På tankens slot bor studenten glad, synger de i Studenterforeningen. Og man synger om hoben og vrimlen, som er noget ubestemt og ukendt, som ligger dybt dernede under den akademiske tankeverden, og som man holder sig fri af på sin flugt mod det himmelske lys. (Hans Scherfig, Det forsømte forår) 145

147 LITTERATURLISTE Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (2002): Klassisk og moderne samfundsteori, 2. Udgave, Hans Reitzels Forlag A/S. Andersen, Ib (1990): Valg af organisationssociologiske metoder et kombinationsperspektiv, Samfundslitteratur. Bang, Henrik P., Torben B. Dyrberg & Jens Hoff red. (2005): Magtens Nye Ansigt Netværkspolitik, kulturstyring og ny elitisme, 1. Udgave, 1. Forlag, Økonomernes og Juristernes Forlag. Bauer, Martin W. & George Gaskell (2003): Qualitative researching with text, image and sound, London, Sage. Berger, Peter L. & Thomas Luckmann (2002): Den Samfundsskabte virkelighed en videnssociologisk afhandling, 2. Udgave, 5. Oplag, København, Lindhardt & Ringhof. Bille, Lars (1997): Partier i forandring, Odense, Odense Universitetsforlag. Blumler, Jay G. & Dennis Kavanagh (1999): The Third Age of Political Communication Influences and Features, i Political Communication, vol. 16, s Borre, Ole & Jørgen Goul Andersen (2003): Politisk forandring værdipolitik og nye skillelinier ved folketingsvalget 2001, Århus, Systime. Bro, Peter red. (2005): Mediernes Valgkamp et forsknings- og formidlingsprojekt om folketingsvalget i 2005, København, MODINET/Huset MandagMorgen. Bryman, Alan (2001): Social Research Methods, New York, Oxford. Carter, Judy (1989): Stand-up Comedy The Book, New York, Dell Publishing. Charmaz, Kathy (2000): Objectivist and Constructivist Methods. In: N. K. 146

148 Denzin & Yvonna S. Lincoln eds.: Handbook of Qualitative Research, pp , Second Edition, London, Sage. Christensen, Bolette M. (1994): At interviewe for at lære, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Corner, John & Dick Pels eds. (2003): Media and the restyling of politics Consumerism, Celebrity and Cynicism, London, Sage Publications. Double, Oliver (1997): Stand-up! on being a Comedian, Methuen. Elliot, Robert C. (1966): The Power of Satire, Princeton University Press. Engelstad, Frederik & Guro Ødegård red. (2003): Ungdom, makt og mening, Maktog demokratiutredningen , Trondheim, Gyldendal Nordisk Forlag. Eriksen, Erik Oddvar & Jarle Weigård (1999): Kommunikativ handlen og demokrati, Bergen, Fagbokforlaget. Frith, Simon (2000): Entertainment, i James Curran & Michael Gurevitch eds. (2000): Mass Media and Society, third edition, Arnold, London. Giddens, Anthony (1994): Modernitetens Konsekvenser, København, Hans Reitzels Forlag. Heede, Dag (2002): Det tomme menneske. Introduktion til Michel Foucault. Museum Tuscalanums Forlag. Gylling. Hodgart, Matthew (1969): Satire, New York, McGraw-Hill. Hoff, Jens & Kresten Storgaard (2005): Informationsteknologi og demokratisk innovation borgerdeltagelse, politisk kommunikation og offentlig styring, 1. Udgave, Frederiksberg, Forlaget Samfundslitteratur. Holtz-Bacha, Christina (1990): Videomalaise Revisited: Media Exposure and Political Alienation in West Germany i European Journal of Communication, Vol. 5, No. 1,

149 Hornby A.S ed. (1963): The Advanced Learners Dictionary of current English, London, Oxford University Press. Hvidbjerg, Lars (2001): Satire som fortælling, Speciale, Filmvidenskab, Københavns Universitet. Järvinen, Margaretha (2005): Interview i en interaktionistisk begrebsramme. I: M. Järvinen & N. Mik-Meyer (red.) Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv, Hans Reitzels Forlag, København. Johansen, Holger Friis (1984): Fri mands tale Græsk litteratur indtil Alexander den Stores tid, 2. Udgave 1. Oplag, Centrum, København Jyllands- Postens forlag. Jørgensen, Marianne Winther & Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur, Frederiksberg Klein, Naomi (2000): No Logo, Harper Perennial. Kristensen, Nete Nørgaard (2003): Udfordringen af journalistikken i lyset af kildernes professionalisering slinger i valsen? PhD-afhandling, København, Københavns Universitet. Kristiansen, Søren og Hanne Katrine Krogstrup (1999): Deltagende observation introduktion til en forskningsmetodik, København, Hans Reitzels Forlag. Kvale, Steinar (1997): Interview en introduktion til det kvalitative forskningsinterview, Hans Reitzels Forlag, København. Legatt, Alexander (1998): English Stage Comedy : Five Centuries of a Genre, London, Routledge. Leggatt, Alexander (1998): English Stage Comedy Five Centuries of a genre, Routledge, London. Limon, John (2000): Stand-up Comedy in theory, or, Abjection in America, Duke University Press. 148

150 Loftager, Jørn (2004): Magtudredningen: Politisk offentlighed og demokrati i Danmark, Aarhus Universitets Forlag Loftager, Jørn (2004): Politisk offentlighed og demokrati i Danmark Magtudredningen, Gylling, Århus Universitetsforlag. McNair, Brian (2004): An Introdution to Political Communication, 4th. Edition, London and New York, Routledge. Nachman, Gerald (2003): Seriously funny: the Rebel Comedians of the 1950s and 1960s, Pantheon Books, New York. Nayman, Ira (1996): A Network To Die For i Creative Screenwriting, vol. 3, No. 3, Neale, Steve & Frank Krutnik (1990): Popular Film and Television Comedy, London, Routledge. Neuman, Lawrence W. (2000): Social Research Methods Qualitative and Quantitative Approaches, Allyn and Bacon. Nielsen, Mie Femø (2001): Profil of offentlighed public relations for viderekommende, Frederiksberg Samfundslitteratur. Nørgaard, Asbjørn Sonne (2007): Statskundskab: Heksekunst eller håndværk? standarder for god forskning i Politica Tidsskrift for politisk videnskab, Nr. 3, november, s Norris, Pippa (2000): A Virtuous Circle Political Communications in Postindustrial Societies, Cambridge University Press. Ritzer, George (2000): Sociological Theory, 5th edition, McGraw-Hill International Editions, Sociology Series, Singapore. Simpson, Paul (2003), On the discourse of satire : towards a stylistic model of satirical humor, John Benjamins Publishing Company, Thompson, John B. (1995): The media and modernity a social theory of media, Cambridge, Polity Press. 149

151 Van Zoonen, Liesbet (2005): Entertaining the Citizen When Politics and Popular Culture Converge, Oxford a.o. Rowman & Littlefield Publishers, Inc. Wetherell, Margaret (2001): Themes in Discourse Research: The Case of Diana. In M. Wetherell, S. Taylor & S. Yates eds. Discourse Theory and Practice: A Reader. SAGE Publications Ltd. London Wetherell, Margaret (2001): Themes in Discourse Research: The Case of Diana. In M. Wetherell, S. Taylor & S. Yates eds. Discourse Theory and Practice: A Reader. London, SAGE Publications Ltd. Artikler Hinds, Julie ( december): Politics suffers without comedy, Detroit Free Press, Michigan, Lifestyle, ingen sidetal. Høi, Poul ( januar): Det amerikanske grin flytter stemmer, Berlingske Tidende, Kultur, s. 4 og 5. Jensen, Lasse ( marts): Når journalistikken kværner, Politiken, Bøger, s. 1 og 4. Kjæp Larsen, Kenneth (2007): Hårdt at være sjov, 24 Timer, I Byen, s. 30. Løvenbalk Hansen, Jesper ( februar): Interview: Irak-krigen handler ikke om olien - men om prisen på den, Information Weekend, bøger s. 4. Madsbjerg, Christian ( november): Målgruppens fallit, Politiken. Seidenfaden, Tøger ( marts): God kanon mod alle odds, Politiken, Kultur, s. 1. Hjemmesider Ordnet.dk besøgt d. 17. November 2007 URL: Oxford Concise Dictionary Online, besøgt d. 17. November 2007, URL: Cambridge Online Dictionary, besøgt d. 17. November 2007, URL: AskOxford.com besøgt 17. November 2007 URL: AskOxford.com, Besøgt d. 17. November, URL: 150

152 BILAG Bilag opført på listen er vedlagt på CD-ROM. Tal i listen angiver skriftlige bilag. Bogstaver angiver tilhørende interview-lydfiler. Af hensyn til vores kilders karakter, får kun vejleder og censor udleveret CD-ROM en. Bilagsnummer Bilagsnavn Lydfil 1 Spørgeguide Stand-upperne 2 Spørgeguide Anne Marie Helger 3 Spørgeguide Mikael Bertelsen 4 Spørgeguide Michael Meyerheim 5 Spørgeguide Jens Rohde 6 Spørgeguide Uffe Ellemann-Jensen 7 Spørgeguide Klaus Bondam 8 Interviewrapport Michael Schøt A 9 Interviewrapport Jan Gintberg B 10 Interviewrapport Omar Marzouk C, D 11 Interviewrapport Mette Lisby E 12 Interviewrapport Thomas Wivel F 13 Interviewrapport Thomas Hartmann G, H, I 14 Interviewrapport Anders Matthesen J, K 15 Interviewrapport Anne Marie Helger L 16 Interviewrapport Peter Larsen M 17 Interviewrapport Mikael Bertelsen N 18 Interviewrapport Michael Meyerheim O 19 Interviewrapport Jens Rohde P 20 Interviewrapport Uffe Ellemann-Jensen Q 21 Interviewrapport Klaus Bondam R 22 Showrapport Michael Schøt Ny Alliance 23 Showrapport Michael Schøt Porno og Vold 24 Showrapport Michael Schøt Terror 151

153 25 Showrapport Omar Marzouk Fem På Flugt 26 Showrapport Omar Marzouk Talegaver til Børn Gennemført Comedy workshop 28 Selvudviklet stand-up materiale 29 Kvantitativt spørgeskema (til internet survey) 30 Screendump af internet survey 31 Intromail Anne Marie Helger 32 Intromail Jan Gintberg 33 Intromail Jens Rohde 34 Intromail Klaus Bondam 35 Intromail Mette Lisby 36 Intromail Michael Schøt 37 Intromail Mikael Bertelsen 38 Intromail Omar Marzouk 39 Intromail Thomas Hartmann 40 Intromail Intromail til Uffe Ellemann- Jensen 41 Arbejdspapir kode og kategoridannelse 42 Kvantitativt datasæt (SPSS) 43 Kritik fra opponenter 1 44 Kritik fra opponenter Møde med vejleder Prof. Jens Hoff Møde med vejleder Prof. Jens Hoff Møde med vejleder Prof. Jens Hoff 152