1. søndag i advent 2015, den 29. november 2015 Vor Frue kirke kl. 14. Musikgudstjeneste.

Transkript

1 1 1. søndag i advent 2015, den 29. november 2015 Vor Frue kirke kl. 14. Musikgudstjeneste. Jesper Stange Tekster: Es 65,17-25, 2. Petr. 3,3-13, Joh. Åbenbaring 21,1-7 Salmer: 76, 83, 80. Inden første læsning Advent er ventetid. Vi venter på julen med dens glæde og fest. Ventetiden er ikke kun en ventetid. Ventetiden er en forventningstid. Forventningerne til det, der skal komme, sætter deres præg på tiden. Festen er på sin vis allerede i gang. Festens anledning smitter af på de forberedelser, vi gør. Vi forestiller os forberedelserne som en bølge, der langsomt ruller mod land, vokser, for så til sidst at kamme over for at slippe sine kræfter løs i brænding og brus. Den kirkelige advent rider på sådan en bølge af forventninger. I den gamle kirkelige kalender rider Jesus ind i Jerusalem den første søndag i advent. Den hellige stad bliver endeligt indtaget af sin rette konge. Og mennesker har igen adgang til deres Gud på det klippeplateau, Zion, hvor templet tidligere stod.

2 Det er denne drøm om det hellige bjerg Zion, tempelbjerget i Jerusalem, vi highlighter med vores sange og musik i dag. Det er måske en drøm, vi ikke kan drømme længere. Det er måske heller ikke meningen, vi skal. I en vis forstand har kristentroen ikke hjemme på Zion. Den har ikke hjemme noget sted. Den kristne skal ikke noget sted hen, fordi den kristne skal alle steder hen. Ligesom vor Herre ikke er noget sted men alle steder. Vi kan sikkert ikke drømme denne stærke drøm om Zion, men vi kan fortælle, hvad denne drøm betød for mennesker, der kunne. Vi skal høre tre små bibelske tekster, der har det til fælles, at de er forfattet i den største menneskelige nød. Den første er skrevet af krigsfanger, deporteret fra deres land, vanæret. I det sjette århundrede før Kristus indtog babylonierne Jerusalem, ødelagde templet på Zion, og deporterede befolkningen til landet mellem Eufrat og Tigris, hvor folkets stolte traditioner lokaliserede Edens Have. Men det var ikke paradis, de blev deporteret til. Det var til en slavetilværelse. Her opstod drømmen, som Esajas sætter ord på, - om det ny Jerusalem, om Guds genskabelse af et Eden. Hvor drømme kommer fra Fra Gud. Og drømmen gjorde virkeligheden til et sted at leve for mennesker. 2

3 3 Es 65,17-25 Inden anden læsning Kan vi drømme hinandens drømme? Ja, det kan vi godt. Ligesom historien gentager sig, sådan gør drømmene det også. Den første kristne menighed drømte om Kristi genkomst i billederne af det nye Jerusalem. Jesus er den Kristus, den Messias, som indtager den hellige by. Hans trone blev et kors, hans grav var tom. Han tog ikke varigt ophold på tempelbjerget, men åbnede den vej til Gud, mennesker herefter kunne lokalisere hvor som helst, man viste hinanden nåde og barmhjertighed. Gud havde oprettet sit rige i verden, men det var et rige, som ikke var af verden. I den forfulgte menigheds kodesprog hed Rom Babylon. Romerne havde som babylonierne ødelagt templet på Zion, Jerusalem var endnu engang jævnet med jorden, og menigheden drevet i eksil. Man forstod vel ikke sig selv som hjemløs. For hjem var et sted, hvor endnu ingen havde været. Men fredløs var menigheden, og modløs. Andet Petersbrev, som vi nu skal høre et uddrag fra, er skrevet under de forfølgelser, den romerske kejser Domitian iværksatte i slutningen af det første århundrede (apostlen Peter lægger navn til brevet, som er skrevet af en ukendt forfatter tredive år efter Peters død i Rom under kejser Neros voldsregime).

4 Man overlever kun terror og forfølgelser ved at drømme stærke drømme. Det er Petersbrevets ærinde. Drømmene er ikke en virkelighedsflugt men udtrykker et nødvendigt håb. Hvor der er håb, er der liv På vor tids dystre baggrund, ville psykologer og sociologer sige, at der er resiliens. Man har undret sig over, at (nogle) mennesker overlever katastrofer med modet i behold. Man siger, at de er resiliente. De er i besiddelse af en sjælelig og samfundsmæssig modstandskraft, der gør at de klarer sig på trods af hårde livsbetingelser. Ifølge Andet Petersbrev er den kristen menigheds hårdeste udfordring de falmende drømme. Indefra visner håbet til Kristis genkomst. Den første kristne generation dør uden at have mødt den genkomne Kristus. Det er i denne dobbelte modløshed, Petersbrevets forfatter minder om den nye himmel og den nye jord, hvor retfærdighed bor 2. Petersbrev 3,3-13 Inden tredje læsning Kan vi drømme hinanden drømme? Enhver, der kunne blive i tvivl, kan blot tænke på den pragtfulde vision om det nye Jerusalem, som vi hører om i Johannes Åbenbaring jeg så en ny himmel og en ny jord og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud 4

5 Den, der siger, at det giver jo ikke mening i vore dage, skal spørge sig selv, hvilken mening det giver med det nuværende Jerusalem, delt som en slagmark mellem troende. Det er virkelig til at blive dybt desillusioneret af. Her fødes ingen stærke drømme, her hersker forvirring og modløshed. Mennesker er fanget i den overbevisning, at krige skal vindes med våben. Men freden vindes ikke med våben, freden vindes af ideer, forestillinger, visioner, drømme. Gandhi sagde, at der ingen vej er til fred, - freden er vejen. En engelsk rabbiner har sagt det på den måde, at når religionen er en del af problemet, så må religion også vær en del af løsningen. Og den kristne menighed har altid holdt sig oppe med drømmen om det ny Jerusalem, hvor der ikke skal være, sorg, skrig og pine Drømme, ideer, visioner skal måles på vores resiliens. Vores psykiske og sociale modstandskraft under pres. Advent er en ventetid, der er fyldt af den glæde, den venter på. Guds komme. Vi har hørt os selv sige til børn, at forventningens glæde er den største. Vi er bange for, at julefesten skal indfinde sig som en skuffelse. Forventningens glæde er ikke den største, forventningens glæde er af samme art og beskaffenhed, som dens anledning. Ligesom vi synger det naivt og ligefremt til jul om det barn, der glæder sig fromt og kønt, at det aldrig skal miste glæden. 5

6 6 Digteren Ingemann ser som deporterede jøder i Babylon som forfulgt kristne i Rom, paradisdrømmen og virkeligheden på en og samme tid. På samme gren, bogstaveligt talt på juletræet: Grenen fra livets træ står skønt med lys som fugle på kviste; det barn, som sig glæder fromt og kønt, skal aldrig den glæde miste Det er det program, advent har lagt for os for at styrke vores resiliens: at opfriske drømmen. For så længe, vi har den, har vi også den glæde ved livet, vor Herre har bestemt for os Johannes Åbenbaring, 21,1-7