Skoleinspektøren kvittede jobbet som 55-årig for at blive kostvejleder

Transkript

1 Indholdsfortegnelse: Side Skoleinspektøren kvittede jobbet som 55-årig for at blive kostvejleder 2 Svinebonden åbnede økologisk gårdbutik 4 Kostpilot med egne opskrifter 6 Træt af at høre om vægtproblemer 7 Fandt det hun brænder for 9 Droppede alkoholen og begyndte på Hover 11 Sund mad i generationer 13 Nybagt mor med fuldtidsjob bliver kostvejleder 14 Kokken der blev kostpilot 16 Den holistiske kostvejleder 17

2 Skoleinspektøren kvittede jobbet som 55-årig for at blive kostvejleder Det er ikke just en ung mand, jeg møder i hvidstensvillaen i den lille by Ramløse øst for Frederiksværk i Nordsjælland. Claus Tonsgaard er med sine 57 år en af de ældste på kostvejlederuddannelsen og har en lang karriere indenfor skolevæsenet bag sig. Noget der har vist sig at være en god ballast i arbejdet med klienter. Jeg bliver budt indenfor i sofaen og får tilbudt kaffe og hjemmelavede grovboller, som, han fortæller, han bager hver morgen. Selv tænder han sin pibe. Hele dagen gik med administration af skemaer med ø-tid osv. Det, synes jeg simpelthen, mit liv var for kort til Claus Tonsgaard blev færdig som lærer i 1970 med hovedfag i dansk og tysk. Blev senere viceskoleinspektør på Ramløse Skole et job med en god kombination af administration og undervisning, men efter 14 år på posten begyndte det hele at drukne i papir: Hele dagen gik med administration af skemaer med ø-tid osv. Det, synes jeg simpelthen, mit liv var for kort til, siger han med et opgivende udtryk i ansigtet. Han sagde op for at tage en kandidateksamen i tysk. Den blev han færdig med i 2000, men måtte sande, at der ikke var nogen jobs at få som underviser. Et års tid lavede han forskellige oversættelser, men så kom, hvad der så ud til at være drømmejobbet. Claus Tonsgaard blev skoleinspektør på Den Danske Skole på Föhr i Vadehavet. Arbejdet indeholdt imidlertid nogle grundlæggende misforhold, som Claus Tonsgaard ikke ønsker at komme nærmere ind på her. Efter en periode begyndte min kone at tale om, at det ville være rart at have kostdelen med i arbejdet på klinikken. Jeg havde altid været glad for at lave mad, så jeg tænkte: hvorfor ikke. Så jeg sagde op og startede på kostvejlederuddannelsen i april Claus Tonsgaard er gift med Inge Birk, der er uddannet zoneterapeut, akupunktør og massør. I underetagen af parrets hus er der indrettet klinik med flere behandlerrum, og her er der også plads til at have klienter til kostvejledning. Allerede efter et år på skolen, i august 2004, begyndte Claus Tonsgaard at bruge uddannelsen. Han fik de første klienter og åbnede en lille butik ved siden af klinikken, hvor der bliver solgt vitaminer, kosttilskud og forskellige økologiske basisvarer. Indtil nu har han haft knap 60 klienter. Det er klienter - 2 -

3 med tunge og sammensatte problemstillinger, men han er ikke meget for at give eksempler, dog nævner han en klient med Parkinson, en med anoreksi og en med depression. Målet har mest været at få en mere rolig hverdag: Jeg vil aldrig blive fed af det, men det er heller ikke det primære formål Inge og jeg har fået en ekstra dimension i vores fællesskab og arbejder sammen om noget, vi kan lide: Før kunne vi for eksempel ikke tale i detaljer om, hvad Inge havde lavet på arbejde, når vi mødtes om aftenen på grund af tavshedspligten nu har jeg også tavshedspligt, så nu kan vi sammen drøfte de enkelte klienter. Det er en ny dimension en berigelse. Her er ingen røgelse, bedetæpper og østens mystik det er kemi og håndværk Ofte kan de også supplere hinanden i arbejdet med klienter: Inge beskriver for eksempel en klient og spørger, hvad hun skal være opmærksom på. Der er også nogle klienter, jeg henviser til Inge for at lave afspændingstræning for det kan jeg altså ikke finde ud af. Claus Tonsgaard savner ikke at have fast arbejde, tværtimod. Springet til at være selvstændig har betydet mere, end jeg egentlig troede, det ville jeg prioriterer min frihed meget. Nu kan vi gøre de ting, vi har lyst til, når bare vi planlægger lidt omvendt kan vi da sagtens have en fuld arbejdsdag både lørdag og søndag det vigtigste er, at det ikke er styret udefra. Den lange tid som lærer har også givet nogle kvaliteter han kan bruge som kostvejleder: Det er en stor fordel med en pædagogisk baggrund. Jeg kan lytte kvalificeret og samtidig vise tilstrækkelig empati, samtidig med at jeg holder en professionel distance. Som kostvejleder arbejder man jo også med mennesker hver person er unik, og det gør også, at to dage aldrig er ens. To mennesker med de samme symptomer er vidt forskellige, så man skal virkelig lære de folk at kende, man har med at gøre. Kaffekanden er ved at være tom, og jeg kan ikke lade være med at bemærke, at kaffe ellers står på listen over de knap så helbredende fødevarer, men svaret kommer prompte: Nogle gange siger jeg til en klient, at han skal skære ned på kaffen. Hvis han så siger, at jeg jo selv drikker kaffe, må jeg forklare, at mit system altså kan tåle det. Det er det samme, hvis en ryger med astma skæver til min pibe i askebægeret så forklarer jeg, at jeg altså ikke har astma. Jeg skal ikke være barfodsindianer og forbillede det orker jeg ikke. Her er ingen røgelse, bedetæpper og østens mystik det er kemi og håndværk, slutter han og tænder piben

4 Svinebonden åbnede økologisk gårdbutik Johannes Jensen, der er næstformand i bestyrelsen for Hover Sundhedshøjskole, er gået fra at være konventionel landmand til at dyrke, forædle og sælge økologiske nicheprodukter i sin egen gårdbutik. Vi mødes på Nyborggaard, lidt nordvest for Herning, en solskinsformiddag sidst i maj. Johannes Jensens ægtefælle Korna, som han driver gården sammen med, luger i urtebedet. Selv er han klar til at vise de små produktionslokaler frem. Det er forfærdeligt, hvordan industrien piner hveden. Kimen bliver sorteret fra og solgt til kosmetikindustrien. Så kan vi købe den senere i hudcreme - det er jo håbløst På Nyborggaard presser de selv hør og rapsolie, og maler hvede og rug. Vi begynder i presserummet. Johannes Jensen beskriver først lidt forarget hvordan industrien piner råvarerne i storproduktionen, med opvarmning og tilsætning af kemikalier, der sammen ødelægger de sunde stoffer og dræner smagen fra det endelige produkt. Så viser han sin egen presse frem det er egentlig en simpel proces. Øverst en stor tragt hvor frøene hældes i. Under den bliver frøene presset i en snegl, hvor olien løber fra, og resten kommer ud i stænger, næsten som en gammeldags kødhakker. Restproduktet, der stadig indeholder 17 procent olie, bliver solgt som hestefoder. Der er køligt i rummet, og lysstofrørene i loftet afgiver kun få UV stråler, alt sammen for at beskytte den fine olie, der ikke tåler lys og ilt. Olien hældes på farvede flasker og opbevares herefter på køl. Herefter går vi ind i rummet med stenkværnen og sigten. Det er forfærdeligt, hvordan industrien piner hveden. Kimen bliver sorteret fra og solgt til kosmetikindustrien. Så kan vi købe den senere i hudcreme får vi det ikke indeni, må vi jo smøre det på udenpå - det er jo håbløst, siger han overbevisende. Selv laver de mel på den gammeldags metode, med langsomtgående stenkværn og sigte. Det færdige produkt indeholder både skaldele og kim og indeholder derfor flere vitaminer og mineraler end det mel, man kan købe i butikkerne. Melet hældes herefter i små poser med håndkraft og vejes manuelt. De færdige produkter kan købes i den lille gårdbutik, men der ikke meget salg ved - 4 -

5 stalddøren. Det meste bliver solgt i økobutikker i oplandet, dog sælger de en hel del hørfrøolie på hjemmesiden Hvis man virkelig skal tjene penge, skal der købes maskiner og ansættes folk, men det er ikke det, vi har villet. Vi vil have en lille nicheproduktion, som vi kan leve af, siger han. Vi har ikke faste arbejdstider når vi er her, arbejder vi, men der er da tid til en god middagssøvn Parret begyndte at producere linolie og rapsolie i Året efter omlagde de til økologi, men deres egen forædling og salg af varer har kun stået på i to år. Indtil da var produktionen konventionel svine og markbrug. Svinene er ikke blevet økologiske endnu, og det bliver de nok heller ikke, for det kræver store ombygninger af staldene. Johannes Jensen kigger ud over de flade marker og misser med øjnene. Lige nu har vi problemer med stankelben i en mark vi har allerede sået om en gang, så jeg håber, de er væk, fortæller han. Det er da irriterende, men min livsholdning er, at det, man kan gøre noget ved, skal man gøre noget ved det andet kan det ikke betale sig at ærgre sig over, siger han og fortsætter: Det er jo på det her tidspunkt af året, jeg plejer at drille de konventionelle landmænd med, at nu skal de til at køre rundt og sprøjte i dagevis. Vi har været over ukrudtet nogle gange mekanisk, og nu kan vi bare vente. Så kan vi glæde os over de gode marker, og dem, der er fulde af ukrudt, er der ikke så meget at gøre ved, smiler han. Parret har boet på Nyborggaard i 30 år. Indtil for syv år siden arbejdede Johannes Jensen som økonomikonsulent i Landboforeningen, mens Korna passede bedriften og de fire børn. Ja, jeg hjalp da også en gang imellem, griner han skævt, - og børnene også, da de blev store nok. Det kunne vi mærke, da de flyttede hjemmefra, for så skulle vi jo lave det hele selv. Vi har været over ukrudtet nogle gange mekanisk, og nu kan vi bare vente. Så kan vi glæde os over de gode marker, og dem, der er fulde af ukrudt, er der ikke så meget at gøre ved Planen var, at jeg skulle stoppe med at arbejde som 50-årig, og at vi herefter skulle gå og hygge os. Det gjorde vi så i 2-3 år. Så startede vi det her, og nu har vi ligeså travlt igen, griner han. Vi har ikke faste arbejdstider når vi er her, arbejder vi, men der er da tid til en god middagssøvn, siger han. Kan det så løbe rundt?, spørger jeg: Jah, siger han, og holder en lille pause. Jeg kan se, han ikke er meget for at svare: vi får da en fornuftig timeløn. Vi er vel i Vestjylland

6 Kostpilot med egne opskrifter Anja Rye Andersen er 26 år og blev færdig som kostpilot i januar i år. Nu har hun fået smag for kostvejlederuddannelsen og starter på Hover til næste forår. Jeg vil gerne lære danskerne at spise ordentligt der er alt for meget overvægt og sukkersyge. Jeg er efterhånden træt af grillmad, siger hun. Og hun har da også fået lugtet til frituren. Hun har arbejdet i flere cafeterier, har arbejdet i bistroen i Bilka i Horsens, hvor hun stod for den varme mad, og siden i sommer har hun været ansat i DSB minibar på Århus Hovedbanegård, hvor hun blandt andet også serverer grillmad. Jeg eksperimenterer meget i køkkenet, fordi jeg synes, det er sjovt. Og så kan jeg kombinere det med den interesse, jeg fik for vitaminer, da jeg blev kostpilot Jeg har altid interesseret mig for mad og startede da også på kokkeuddannelsen. Men efter et halvt år på skole og tre måneder i praktik havde jeg fået nok. Jeg savnede nogle flere mennesker omkring mig der gik vi bare nogle få stykker i et køkken hele dagen. Jeg vil også gerne have kundekontakten med, i stedet for kun at tilberede maden, siger hun. Anja Rye Andersen har selv haft problemer med vægten. Men sidste sommer lagde hun kosten om ved at følge De danske Vægtkonsulenters vejledninger, og hun har indtil nu tabt 15 kilo. Det er noget, der har virket. Nu spiser jeg mest frugt og grønt og fedtfattigt. Og næsten ingen kulhydrater, siger hun. Og her har det givet en ekstra dimension at blive kostpilot: Modulet med vitaminer var nok det mest spændende. Jeg er også blevet overrasket over, hvor meget man kan opbygge immunforsvaret. Jeg har fået en langt større forståelse for, hvorfor grønsager er så sunde. Og ikke mindst hvorfor hvide kulhydrater ikke er så sunde, siger hun. Derhjemme i den lille lejlighed i Viby i Århus har den større viden også spillet ind. Før stod den mest på ris og pasta som i så mange andre unge familier, men nu er det mest Martin min forlovede - der spiser den slags, selvom han ikke er kræsen, smiler hun. Anja Rye Andersen er ivrig opfinder af nye opskrifter og finder hurtigt mappen frem, da jeg spørger, om hun har nogle eksempler. Det her er Rockefeller kylling. Det er en fedtfattig hovedret med champignon og - 6 -

7 spinat. Jeg spiser den, som den er, og Martin spiser så ris til. Så passer den til os begge to, fortæller hun. Jeg eksperimenterer meget i køkkenet, fordi jeg synes, det er sjovt. Og så kan jeg kombinere det med den interesse, jeg fik for vitaminer, da jeg blev kostpilot. Lige nu er jeg faktisk ved at skrive en bog om vitaminer og opskrifter, siger hun. Anja Rye Andersen glæder sig til at begynde på kostvejlederuddannelsen. Jeg glæder mig mest til at få mere viden. Jeg har allerede lånt en masse bøger på biblioteket og også læst dem. Og på internettet kan man også finde mange artikler, siger hun. Jeg har altid gerne villet være selvstændig måske noget cafeagtigt, og jeg har da også tænkt på at blive diætist. Nu håber jeg at kunne kombinere kostvejlederuddannelsen med noget mad ud af huset eventuelt til skoler eller andre institutioner, fortæller hun. Ellers er det mest de unge, som Anja Rye Andersen tænker på at arbejde med, når hun er færdig på Hover. Jeg tror, unge mennesker ikke er så vant til at lave mad det bliver en sur pligt, og så ender det med pizza eller mad fra den kinesiske. Det kunne jeg godt tænke mig at ændre på. Jeg vil gerne holde foredrag for de unge på skoler og lignende - og også for forældrene om sunde madpakker, siger hun. Indtil nu nøjes hun med at påvirke i det små på sin arbejdsplads. Når unge mennesker kommer klokken halv ni om morgenen og beder om en kæmpe burger menu med det hele, bliver det ikke uden en bemærkning om, at der altså også kan købes sandwich her, siger hun og fortsætter: Jeg har jo selv levet af den slags før, så jeg ved godt hvordan det er. Træt af at høre om vægtproblemer Karina Olesen, 29 år, blev færdig som kostvejleder i Men efter to år har hun nu lagt kostvejledningen på hylden indtil videre. Jeg følte ikke jeg slog til. Jeg kunne godt sige hvad de skulle gøre, men ofte var de ikke klar til det. Og det gik op for mig, hvor meget der egentlig skal arbejdes med den psykiske del, fortæller hun. Karina Olesen begyndte en uddannelse som salgsassistent i en tøjforretning i 1993, men kom ud for en ulykke, og derefter kunne hun ikke stå op i længere tid af gangen. Hun prøvede kræfter med ergoterapeutuddannelsen, men stoppede efter første semester. Først under er ophold på daghøjskole, hvor hun blev undervist af en ernæringsterapeut, hørte hun om uddannelsen på Hover, hvor hun begyndte i Hun bor i et parcelhus i udkanten af Grindsted sammen med sin mand

8 Under kurset på sundhedshøjskolen, arbejdede Karina Olesen på virksomheden Modulex i Billund, med at lave tekster til skilte til det tyske marked. Det har ikke spor at gøre med kostvejledning, men det er et levebrød og det er jeg godt tilfreds med lige nu, siger hun. Efter afslutningen på Hover i april 2004, gik Karina Olesen ned på kun at arbejde 30 timer om ugen, for at prøve kræfter med kostvejledningen. Hun blev tilknyttet firmaet Be-you Healthcare i Grindsted, hvor der i forvejen arbejdede en kropskonsulent og en psykoanalytiker. Tanken var, at Karina Olesen skulle stå for kostdelen i en helhedsbehandling hvor de fleste klienter kom for at tabe sig, men det blev aldrig rigtigt som hun havde håbet på: For det første var der ikke nok at lave. Jeg havde i gennemsnit kun en kostvejledning hver 14. dag, og da jeg var gået ned på en 30 timers uge kunne det slet ikke betale sig. For det andet følte jeg ikke jeg var godt nok klædt på til at give folk en ordentlig behandling,, siger hun opgivende. Det er ikke nok at fortælle om gode og dårlige fedtstoffer, hvis de har det dårligt fedme er jo ofte et symptom på noget andet Karina Olesen sagde op som kostvejleder for tre måneder siden. Hvis man skal arbejde med overvægt skal der nogle flere kompetencer på kurset. Værktøjer der gør, at du kan sætte dig ind i den psykiske del deres tanker - kan man ikke det er alt spildt, for så er det svært at få klienterne til at forstå, hvorfor de skal lægge nogle vaner om. Det er ikke nok at fortælle om gode og dårlige fedtstoffer, hvis de har det dårligt fedme er jo ofte et symptom på noget andet, siger hun. I det hele taget er Karina Olesen ved at være træt af overvægtproblematikken: Når man siger til nogen at man er kostvejleder, siger de ofte: Nå, du er sådan en der har med overvægtige at gøre, og det er jeg lidt træt af, smiler hun. Selv om dele af arbejdet som kostvejleder har været desillusionerende, er Karina Olesen ikke skuffet over det, hun fik ud af at være på Hover: Det har været rigtig godt jeg har fået en masse viden men det er nok ligesom med et kørekort til bil man skal først rigtigt lære det bagefter. Det er meget op til en selv at få noget ud af det læse mere og hele tiden opdatere sig, og det gør jeg da også stadigvæk, siger hun. Arbejdet som kostvejleder er lagt på hylden, men kun indtil videre. Fremtidsdrømmen lurer stadig i baghovedet: Jeg vil gerne kunne kombinere min uddannelse i butik med kostvejledning. Jeg vil nok starte op med at lave undervisningsmateriale og holde nogle foredrag. Men senere vil jeg gerne åbne en helsekostforretning, og måske også have nogle enkelte individuelle kostvejledninger. Men det skal være med alle typer folk, for at det bliver varieret. Individuel kostvejledning for folk der skal tabe sig er simpelthen for kedeligt griner hun. Men det bliver først om nogle år det interesserer mig ikke nu der er andre ting der er vigtigere. Jeg er gravid og venter barn til februar, så det er der energien lægges. Jeg havde svært ved at blive gravid og det har været en svær periode, så nu satser jeg på familien, siger hun. I mellemtiden sørger Karina Olesen for at følge med i hvad der rører sig indenfor kostvejledning: Jeg følger de kurser som FADK afholder og jeg går også til foredrag, så jeg holder min viden ved lige man kan hurtigt komme bagud i den her branche, slutter hun

9 springet til kostvejlederuddannelsen var temmelig stort. Fandt det hun brænder for Joan Grønfeldt er netop blevet færdig med kostvejlederuddannelsen på Hover Sundhedshøjskole. Hun er allerede godt i gang med at bruge uddannelsen, og hun er faktisk blevet ansat af Hover til at afholde Projekt 25, et af skolens jubilæumstiltag efter de første 10 år. Målet er at give inspiration, videregive den sidste nye viden samt opdatere folk, fortæller hun. Kort fortalt er samtlige institutioner i en radius af 25 kilometer fra skolen blevet inviteret til gratis at deltage i et dagseminar i efteråret. I alt har 300 institutioner modtaget en indbydelse lige fra vuggestuer, børnehaver og fritidshjem til skoler og institutioner indenfor ældreområdet. Kurset er rettet mod lederen eller den kostansvarlige, og hver institution kan sende to deltagere. Jeg tænkte på et tidspunkt, at jeg måtte kunne finde noget, der er så interessant, at jeg kan stå op om morgenen og glæde mig til at gå i gang Joan Grønfeldt er uddannet kommunikationsdesigner ved Alfa Laval og har blandt andet arbejdet i deres marketingsafdeling i USA, hvor hun lavede formidlingsstrategi og markedsføring, så Jeg tænkte på et tidspunkt, at jeg måtte kunne finde noget, der er så interessant, at jeg kan stå op om morgenen og glæde mig til at gå i gang. Noget jeg virkelig brænder for. Og nu er jeg blevet så grebet af det, at jeg ikke er i tvivl. Det er den vej, jeg skal, siger hun. Målet har hele tiden været at kombinere formidling med kost, for det er ikke nok at være en god formidler. Som formidler eller underviser skal man fordybe sig i noget have noget man er god til det er ikke nok at være bred. Og jeg har altid håbet at kunne finde et selvstændigt erhverv, siger hun. Joan Grønfeldt har sit eget firma Kost og kommunikation i Kolding, hvor hun afholder kurser i opstart og markedsføring af egen virksomhed. Herudover har hun individuelle kostvejledninger, holder foredrag samt underviser på Hover Sundhedshøjskole. Til efteråret begynder hun også at undervise på - 9 -

10 Odense Zoneterapeutskole i deres kost- og ernæringsdel. Jeg synes, det er spændende, fordi der jo er en logisk grund til, at vi har så mange sygdomme. Kosten har så stor betydning for vores velbefindende, og det er faktisk chokerende at opdage, hvor meget modstand man støder på, når man forsøger at komme igennem med det både i befolkningen, hos politikere og ikke mindst i medicinalindustrien, siger hun og fortsætter: At der kan være modstand i befolkningen, kan jeg godt forstå. Der kommer jo hele tiden modstridende budskaber i medierne om, hvad der nu er sundt, og folk gider ikke høre mere. Det kunne være interessant at komme ud og sætte noget af det på plads, siger hun. Der er en fastfood tendens i dag det hele skal gå hurtigt men det gør det bare mere interessant, for der er jo så meget, vi selv kan gøre, og det vil jeg gerne være med til at formidle. Jeg tænker da på, at jeg nogle gange vil blive opfattet som prædikende. Ofte er man jo i modvind, når man har en mening. Jeg er ikke fanatisk, men jeg går ind for at have en bevidsthed, siger hun. For Joan Grønfeldt er det langt hen af vejen ikke nødvendigt med forkromede kure og planer. Ofte er det de små ting, der kan gøre en forskel. Det er jo ikke den ene gang junkfood, der rykker det hele, det er når det bliver for meget i hverdagen. Det er det samme med folk, der ikke kan stå op uden deres kaffe om morgenen. Måske skulle man prøve at skubbe kaffen til tre timer senere - måske opdager man, at den smager meget bedre. Man skal frem til at nyde det, man indtager, det er det, jeg mener med bevidsthed, siger hun. Joan Grønfeldt er også engageret i flere analysegrupper under foreningen af danske kostvejledere. En analysegruppe er 5-6 kostvejledere, der er gået sammen for at afdække et bestemt område. Det er meget spændende. I den ene gruppe afdækker vi, hvordan man tolker urin- og afføringsprøver, og i den anden gruppe ser vi på sammenhængen mellem autisme og kost. For eksempel kan autister ikke tåle mælkeprotein og gluten. I den gruppe er der også andre end kostvejledere, så man kan udveksle erfaringer. Jeg håber faktisk på at skulle til konference i USA næste forår, siger hun. Man skal frem til at nyde det, man indtager, det er det, jeg mener med bevidsthed Jeg er også ved at skrive en bog om lever og udrensning, det emne var min afgangsopgave fra Hover. Min mand og jeg har lige gennemført en otte ugers udrensningskur det er faktisk noget, alle har godt af en gang om året, selvom den kur, jeg skriver om, kun tager fire uger det er mere end nok for de fleste mennesker, siger hun. Joan Grønfeldt bor sammen med sin mand og parrets tre børn, der er henholdsvis 10 måneder, to år og tre år, så der er også nok at se til i hjemmet i den lille by Strib ved Middelfart. Jeg lever af det nu, og det er det, jeg vil. Men det er ingen guldgrubbe jeg knokler og knokler og hvis jeg regnede min timeløn ud, ville de fleste nok sige, at det kan man ikke leve af, slutter hun med et smil

11 Droppede alkoholen og begyndte på Hover Anette Nielsen, 49 år, bor alene i en lejlighed på Frederiksberg i København. Hun begyndte på kostvejlederuddannelsen for to år siden. Hun har haft et barskt liv med mange nedture. Nu ser hun lysere på tilværelsen og håber på at kunne bringe sin viden fra Hover videre til de netværk, hun har opbygget i sin kamp mod alkohol, fedme og diabetes. Jeg er blevet nødt til at tilgive mig selv for det, jeg har lavet ellers var jeg gået helt i stå, siger hun og begynder at fortælle: Det startede med en rodløs barndom. Min mor blev skilt, da jeg var to et halvt år gammel. Jeg gik i folkeskole i otte år, men vi flyttede så mange gange, at jeg nåede at gå på 13 forskellige skoler, fortæller hun. Moderen døde af leukæmi, da Anette var 12 år gammel, og hun flyttede ind hos bedsteforældrene. Efter to år kom hun på efterskole. Som 15-årig flyttede hun på kollegieværelse og kom i lære som smørrebrødsjomfru og har klaret sig selv siden da. Jeg er blevet nødt til at tilgive mig selv for det, jeg har lavet ellers var jeg gået helt i stå Arbejdede som smørrebrødsjomfru og blev mor til en dreng som 21-årig. Kom i tjenerlære sidst i 70'erne, og efter nogle år blev hun inspektør med ansvar for driften af en række selskabslokaler i København det job beholdt hun i 14 år. Øl på arbejdet var en almindelig del af restaurationsmiljøet, men til sidst tog alkoholen magten fra hende: Det startede i det små med et par daglige bajere hos nogle venner, og lige så langsomt blev det mere. Det begyndte for alvor at tage fart, da jeg var 30 år. Til sidst var jeg oppe på 5-6 øl, før jeg overhovedet gik på arbejde. Her blev der også drukket, og efter fyraften var det hen på den lokale bodega, indtil jeg skulle i seng, siger hun og ryster på hovedet. Noget, der for alvor satte skub i misbruget, var en abort i syvende måned. Moderkagen havde pludselig løsnet sig, og barnet var dødt ved fødselen... Det var en dreng, siger hun og holder en lille pause. Jeg havde da også drukket noget alkohol under graviditeten, noget var jo nok skyldfølelse jeg fik i hvert fald en nedtur, og efter det tog drikkeriet rigtigt til, siger hun. Det hele kulminerede to dage før min søns 18 års fødselsdag, hvor vi ellers havde bestilt musik, lokaler, mad og inviteret vennerne. Jeg faldt i et stort hul og kom til at drikke alle pengene op... Dagen før sin fødselsdag fandt min søn mig bevidstløs på sofaen med, hvad der senere skulle vise sig at være en promille på 3,4. Han fik mig indlagt på Frederiksberg Hospitals psykiatriske afdeling, og han måtte senere

12 ringe rundt for at aflyse sin egen fødselsdag, siger hun og tænder en cigaret, inden hun fortsætter: Samtidig havde jeg svigtet mit arbejde, og chefen satte mig stolen for døren: Enten kom jeg i behandling, eller jeg var fyret... Anette Nielsen tog jeg imod behandling, og da hun blev udskrevet, begyndte hun på Minnesota kuren og fik sit gamle job igen. chefen satte mig stolen for døren: Enten kom jeg i behandling, eller jeg var fyret... Dengang havde jeg aldrig hørt om anonyme alkoholikere men det har været en uundværlig hjælp for mig og er det stadig det er en livslang proces, der hele tiden skal næres, siger hun. Det endte godt i dag har Anette Nielsen været ædru alkoholiker i 9 år. Dog begyndte hun at erstatte alkohol med chokolade og andre søde sager og tog i alt 33 kilo på. Det endte med, at hun fik konstateret diabetes 2. For tre år siden sagde hun sit arbejde op det var blevet for hårdt for helbredet. Hun ville gerne uddanne sig til alkolog og rådgive andre med alkoholproblemer, men selv om hun søgte i to omgange, kom hun ikke ind. I stedet begyndte hun at uddanne sig til kostvejleder. Det var virkeligt hårdt at komme på skolebænken efter 30 år på arbejdsmarkedet. Det var svært at skulle læse og lære mange nye ord, og jeg mistede i starten selvtilliden og troen på, at jeg kunne klare det. Men efter første år fik jeg blod på tanden jeg fik støtte af de andre på holdet, og samtidig bestod jeg en vigtig eksamen, så troen vendte langsomt tilbage, fortæller hun. Hover har styrket min selvtillid jeg kan se et lyspunkt, og jeg har fået viljen og troen på fremtiden. Jeg har fundet ud af, at jeg kan godt, siger hun og fortsætter: Der er røget utroligt mange appelsiner ned i min turban, siden starten på Hover. Jeg er holdt op med at tage både Cipramil, hormonbehandling og allergimedicin. Jeg trapper ned på min astmamedicin og har indtil nu tabt 21 kilo. Når jeg har tabt de fem til otte kilo jeg håber på, er målet at kvitte dem her, siger hun og ryster cigaretpakken og griner lidt. Anette Nielsen kommer stadig i Anonyme Alkoholikere 3-5 gange om ugen. Jeg kan ikke undvære det det giver støtte og man føler ikke, man er Palle alene i verden, siger hun. Hun kommer også en gang om ugen i foreningen Overeaters Anonymous en forening for overvægtige. Og hun er medlem af diabetesforeningen. Hvis jeg ikke stort set hver dag har kontakt med andre mennesker, bliver jeg knald i låget, siger hun overbevisende. Der er røget utroligt mange appelsiner ned i min turban, siden starten på Hover. Jeg er holdt op med at tage både Cipramil, hormonbehandling og allergimedicin Målet med kostvejlederuddannelsen er for Anette Nielsen at holde foredrag. Hun har i dag et stort netværk gennem Anonyme Alkoholikere, Overeaters Anonymous og en række væresteder. Egentlig vil jeg ikke tjene mange penge bare til det mest nødvendige jeg kan jo altid tilmelde mig et vikarbureau som tjener de mangler altid arbejdskraft, slutter hun med et grin

13 Sund mad i generationer Kisten Trankjær er formand for bestyrelsen for Hover Sundhedshøjskole. Hun bor i et nyere parcelhuskvarter i udkanten af Ringkøbing sammen med ægtefællen Eigil, samt parrets to yngste piger på 19 og 12 år. Den ældste datter på 23 år er flyttet hjemmefra. Hun er ledende lægesekretær på Holstebro Sygehus med 25 sekretærer under sig. Et job der ofte er både travlt og stressende. For Kirsten Trankjær har omdrejningspunktet altid været sundhed. Jeg tror, jeg har haft det med hjemmefra. Min mor kom fra små kår de var ni børn og ikke så mange penge. Så det var masser af grønsager, ikke noget kød, men godt med brød, grød og gryn. Og de vaner har jeg nok taget med mig, og kan lade dem gå i arv til mine børn, fortæller Kirsten Trankjær. Sundhed har altid interesseret mig og motion. så vidt jeg husker, har ingen af mine tre børn haft en sygedag gennem hele deres skoletid Hun har dyrket ridning, spillet badminton og tennis, deltaget i motionsløb og cykelløb og går mange ture. Minimum en halv times motion om dagen. Sund mad har også altid stået på programmet i familiens hjem. Børnene er vokset op med havregrød til morgenmad, og jeg køber så meget økologisk, som jeg kan komme af sted med. Al den tid, økologi har været fremme, har jeg studeret det, og når der er noget, som man ved meget om, har man også pligt til at give det videre, siger hun. Jeg har altid været rask, og det har mine børn også. Det er min teori, at tingene hænger sammen så vidt jeg husker, har ingen af mine tre børn haft en sygedag gennem hele deres skoletid, fortæller hun. Der er efter min mening en stor sammenhæng mellem, hvad vi putter i munden og alle vores livsstilssygdomme. Og alle de moderne slankekure gør ikke sundheden bedre. For eksempel er det en god ide at starte dagen med 1-2 spiseskefulde hørfrø eller tidsel olie. Så er cellerne godt rustede, og så er det nemmere at tabe sig. Det er også sundere at vælge rugbrød med kerner, frem for kun at se på fedtprocenten, men det er sjældent, at vi hører det, fortæller hun. Et af de store problemer er, ifølge Kirsten Trankjær, at folk ved for lidt om kostens betydning for vores sundhed. Man skal være motiveret for at lære, men motivationen kommer desværre først, når sygdommene kommer, og så er det jo lidt sent. Fede mennesker ved godt, hvad der skal til, men ikke hvorfor det er problemet. Selv min universitetsstuderende svigersøn vidste for eksempel ikke, at alt der er hvidt som sukker og mel er udpint for vitaminer og mineraler, siger hun og fortsætter: Hvis vi bare stille og roligt kan oplyse en masse mennesker, kan vi nå langt. Men vi

14 skal passe på ikke at prædike og virke hellige. Det bedste er selvfølgelig at starte oplysningen i folkeskolen, så børnene får en basisviden, inden de skal stå på egne ben. Kirsten Trankjær har sammen med familien været en vigtig del af Hover Sundhedshøjskole. Indtil for to et halvt år siden boede de i Hover, og da kom hun oftere forbi skolen. Hendes mand Eigil står for skolens regnskaber, og pigerne har gjort rent på skolen. I det hele taget har Kirsten Trankjær altid været engageret i lokalmiljøet. Hun begyndte i bestyrelsen for Hover Børnehus Danmarks første puljeinstitution med børn fra børnehavealderen til og med fjerde klasse. Her sad den tidligere bestyrelsesformand for sundhedshøjskolen. Ude på landet bliver man nød til at engagere sig og deltage aktivt, hvis der skal ske noget. Man må selv arbejde for at skabe de rammer, som bymenneskerne tager for givet, siger hun. Herefter begyndte hun i højskolens støtteforenings bestyrelse i 1996 og blev formand året efter. Hun kom i højskolens bestyrelse som repræsentant for støtteforeningen, og efter et år blev hun også formand der. Det har hun nu været i 4-5 år. Som formand er jeg sparringspartner for forstander Søren Vestergaard. Vi taler i perioder dagligt sammen i telefonen Søren fortæller for eksempel, om det har været en god eller en dårlig dag, og om der er nye tiltag, der lige skal vendes. Selve bestyrelsen mødes 6-7 gange om året for at tage de overordnede beslutninger. I køkkenet skramler Eigil med aftensmaden. Normalt er det ellers Kirsten selv, der står for maden, men Eigil er gået med til at lave mad en gang om ugen de næste fire uger. På en betingelse: At der bliver serveret medisterpølse HVER gang Så selv om familien til daglig er enige om sund og økologisk mad, er der måske en lille modreaktion at spore Nybagt mor med fuldtidsjob bliver kostvejleder Jeg møder Christina Mikkelsen i et moderne hus i udkanten af den lille by Hornbæk på Nordsjælland. Der er roligt i huset datteren Freja på fire måneder sover i barnevognen på terrassen babyalarmen er indenfor hørevidde. Hun bor sammen med Tonny, der arbejder i et vagtfirma, og sammen er de altså nybagte forældre. Lige nu er Christina Mikkelsen på barselsorlov indtil 1. august, ellers er hun fuldtidsansat på Cisco Systems Danmark et internationalt firma, der leverer netværk til virksomheder. Her har hun arbejdet i 6-7 år med salg og marketing. Hun er født i Midtjylland og har læst afsætningsøkonomi, marketing og kommunikation på Odense Universitet. Og så er hun ved at uddanne sig til kostvejleder i Hover. Det er jo lidt af et sceneskift, smiler hun. - I første omgang synes jeg, det er spændende jeg gør det for min egen og for familiens skyld. Man hører så meget om, hvad der er sundt og usundt. Jeg vil gerne finde ud af,

15 hvad der er rigtigt få skiftet troen ud med viden, siger hun. Det er godt at få sat ord på. Og det har helt sikkert påvirket madvanerne herhjemme man bliver lidt nørdet af at læse sådan et sted, hvor økologi er in man er nok ikke helt den samme person bagefter. Man kan jo blive mere og mere klog, når man graver i noget det er en proces, der kører hele tiden. Det kræver virkelig, at jeg vil det. Og der er jo nogle ting, jeg må vælge fra Med fuldtidsarbejde, mand og nu også barn er det nogle gange et kunststykke at finde tiden til at læse: Det kræver virkelig, at jeg vil det. Og der er jo nogle ting, jeg må vælge fra der er for eksempel mindre tid til venner og familie, og det samme med fritids- og sportsinteresser. Det kræver også et bagland, der bakker op, ellers kan det slet ikke hænge sammen nogen skal jo sørge for at købe ind og lave varm mad, siger hun. Nu er jeg blevet mor, og det tager det meste af tiden. Freja sover heldigvis meget. De første måneder fik jeg ikke læst ret meget, men nu går det bedre når hun sover, så læser jeg. Jeg bliver selvfølgelig afbrudt ind imellem, men det kan jeg godt leve med, fortsætter hun. Christina Mikkelsen oplevede da også det første år på Hover som hårdt og også forvirrende ind imellem: Man kommer hjem efter en weekend fyldt med nye input og har styr på det hele. Men så glider det mere i baggrunden, og næste gang, man skal ad sted og forbereder sig, kan det hele virke uoverskueligt igen. Der er utroligt mange informationer og detaljer at holde styr på. Når jeg tænker tilbage på, hvad vi lavede for tre weekender siden, kan jeg næsten ikke huske noget, så det skal læses op igen, sukker hun. Barselsorloven slutter snart, og så går det for alvor løs: Det bliver en udfordring arbejde, barn og Hover det bliver nogle sene aftener ind i mellem, smiler hun. Målet for Christina Mikkelsen er at kunne kombinere afsætning og kommunikation med kostvejledning. Drømmen er at blive selvstændig, at lave noget, jeg brænder for, men at være selvstændig kræver også mange timers arbejde. Jeg ved ikke præcis hvor det bærer hen. Jeg vil gerne skrive bøger eller holde foredrag måske også have klienter som kostvejleder, fortæller hun. Afsætning er mere en tankegang end et produkt, jeg skal ikke have min egen helsekostbutik, jeg skal nærmere afsætte min viden. Afsætning har også noget at gøre med, hvordan man agerer overfor mennesker. Indtil videre bliver Christina Mikkelsen på Cisco. Drømmen er at blive selvstændig, at lave noget, jeg brænder for Jeg har ikke en bestemt tidshorisont, men på sigt vil jeg gerne kunne leve af det. Lige nu læser jeg for min fornøjelses skyld, så kommer resten nok på længere sigt. Så lyder der et par klynk fra babyalarmen. Jeg skal lige kigge, siger hun og går ud for at putte dynen ned. Så sover hun vist igen, smiler hun. Men nej, nu er der for alvor gråd i alarmen. Du får lige lov til at hilse på min datter, smiler Christina Mikkelsen, og går ud for at tage Freja op. Interviewet er slut nu er det tid til at være mor

16 Kokken der blev kostpilot Herefter går hun i gang med at lave dagens frokost buffet. Der er altid mange grønsager, salatbar, groft brød og både fisk og kød hver dag. Der er også altid mange typer frugt. Medarbejderne kan bestille aftensmad med hjem, så får de en kombination af de mange retter pakket sammen. Marianne Simonsen, 39 år og mor til tre, arbejder som kok på SAS Institute en virksomhed med 35 ansatte, der leaser software og afholder kurser for virksomheder. Hun er eneste ansatte i medarbejderkantinen, og står for planlægning, udarbejdelse af menuer, samt det praktiske arbejde med at lave mad og rydde op. Det er sjovt at arbejde her. Alt er økologisk og grønt, og jeg laver selv alle menuer der er stor frihed og ingen stress. Hun har i 12 år arbejdet som kok på restaurant Sønder Ege i Ry, men de sene arbejdstider i restaurationsbranchen ofte med et højt stressniveau er svært at forene med et familieliv med tre børn. Her kan jeg selv styre tempoet og hygger mig fra dag til dag. Det er næsten som at være pensioneret Jeg har kørt på med 240 timers arbejde om måneden og så bliver man da slidt. Her kan jeg selv styre tempoet og hygger mig fra dag til dag. Det er næsten som at være pensioneret, griner hun. Hun møder ind om morgenen ved syvtiden og forbereder morgenmad ofte med hjemmebagt brød. Der er ikke så mange, der benytter sig af det, men det er en mulighed, kollegerne sætter pris på, når de en gang i mellem får en presset dag, fortæller hun. SAS Institute er en amerikansk ejet virksomhed, og ifølge Marianne Simonsen er amerikanerne langt foran danskerne, når det kommer til pleje af medarbejdere: Maden er jo gratis et personalegode, men man skal godt nok betale 35 kroner, hvis man vil have aftensmad med hjem. De gør også meget for børnefamilierne. Hvert år er der en udflugt til for eksempel Legoland eller et lignende sted, og der er den årlige juletræsfest. Herudover har vi flekstid, så hjemmelivet også kan fungere, fortæller hun. Marianne Simonsen begyndte i december sidste år på kostpilotuddannelsen og var færdig i februar i år. Det var hårdt at vænne sig til at læse på skærmen jeg savnede en bog, men efter første kapitel var det lettere. Det var meget lærerigt, selv om jeg selvfølgelig vidste meget på forhånd fra min uddannelse. Jeg har fået en større forståelse for sammenhængen mellem råvarerne i maden, siger hun

17 Uddannelsen blev betalt af SAS Institute, der har en pulje til videreuddannelse. Inden jeg blev kostpilot, lavede jeg også sund, grøn og varieret mad, så de kan nok ikke mærke forskel der. Til gengæld er jeg blevet mere bevidst om, hvor vigtigt det er med motion, og så kan jeg jo skubbe lidt i den retning. Marianne Simonsen har fået kvinderne i virksomheden til at stille op i årets kvindeløb i Århus, og da mændene hørte om det, ville de ikke stå tilbage, og mange har tilmeldt sig et halvmaratonløb senere på året. Selv har hun spillet håndbold i mange år og går nu til spinning tre gange om ugen. Det er måske egoistisk når man har små børn, men jeg skal jo være i live om nogle år, siger hun. Marianne Simonsen vil gerne udbygge sin viden og tage uddannelsen som kostvejleder. Firmaet er lidt skeptiske jeg tror, de er nervøse for, at jeg måske siger op. Men jeg er tændt på den sidste del, om jeg så skal betale selv. Hun har tidligere undervist i madlavning i ungdomsskolen, og en gang i fremtiden vil hun igen gerne arbejde med børn og unge og mad. Her kan kostvejlederuddannelsen give nogle nye redskaber. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at arbejde som kostvejleder med egne klienter måske engang. Men det er jo ikke til at vide, hvor længe jeg bliver ved med at lave mad, og så er det rart at have noget at falde tilbage på, slutter hun Den holistiske kostvejleder. Pia Vinther Ehlers underviser på Hover og har samtidig sin egen klinik med kostvejledning i Esbjerg, hvor hun med egne ord laver coaching for bedre livsstil. Hun er uddannet som en af de allerførste på Hover, og derudover er hun uddannet zoneterapeut, massør og idrætsskadeterapeut. Hun holder også foredrag og underviser blandt andet på zoneterapeutskolen, daghøjskoler og i de større klasser i folkeskolen. Hun lægger vægt på at have et holistisk livssyn. En klient kommer for eksempel med leverproblemer. Han har fået at vide af lægen, at han drikker for meget, men klienten drikker højst to glas vin om ugen, så det kan jo ikke være det. Så må man se på andre ting og spørge, om han for eksempel farver sit hår og så videre, siger hun. Hun har undervist på Hover gennem en række år og kan tydelig se en ændring, både i undervisningen og blandt de studerende. Tidligere var der mere fokus på det holistiske, nu er det mere biokemi, men det er der nok også behov for. De seneste hold stiller også andre krav nogle er enormt fokuserede

18 på den biokemiske del, og det er altså ikke nok, fortæller hun og fortsætter: Når man er nyuddannet, er man nok også mere ekstrem det hele SKAL være økologisk. Men man skal også huske at have det rart. Folk er trætte af at blive dunket i hovedet. Det er bedre at vise folk noget spændende nye opskrifter for eksempel. Da jeg selv gik på Hover, blev jeg indlagt på hospitalet med gulsot, og det kom simpelthen efter en for voldsom udrensning, så man kan altså overdrive det, siger hun. Pia Vinther Ehlers har lært af sine tidligere fejltagelser, og nu er det væsentligt for hende, at alt skal ske med måde. Det, man skal huske som kostvejleder, er at have et holistisk menneskesyn. Man kan ikke bare stille stramme krav til en kostplan, og så efterlade et menneske i stress så går der kuk i mineralbalancen. Det er selvfølgeligt vigtigt med biokemi, men det er ikke nok, selvom vi heller ikke skal havne i den anden grøft og være psykoterapeuter alle sammen, siger hun. Ifølge Pia Vinther Ehlers er det vigtigt at have en god fornemmelse for det menneske, man sidder overfor, så essensen er at finde den rigtige kombination af empati og kostplanlægning. Hvis hovedformålet er, at folk skal få det bedre, så skal man måske holde lidt igen med kostplanlægningen måske bare starte med at ændre på morgenmaden det kan for mennesker, der har det skidt, tage flere måneder. Men det er da for eksempel vigtigt at vide, hvordan det påvirker min psyke, at jeg ikke spiser fibre, siger hun. Pia Vinther Ehlers lægger derfor også vægt på, at det er vigtigt at supplere hinanden. Det er en fordel, hvis man kender nogen, der kan behandle på en anden måde. For eksempel er det godt at kende en god psykoterapeut, som man kan sende klienter videre til og selvfølgelig også omvendt. Jeg synes, det er hamrende interessant med kombinationen af kost og psyke, siger hun. Selv barsler hun med flere projekter, der er baserede på et tværfagligt samarbejde. Den 1. august flytter hun sin klinik Thera til større lokaler i Esbjerg, hvor der også er plads til flere psykoterapeuter. Samtidig er et andet projekt under opsejling. Det er helt nyt, så detaljerne bliver holdt tæt til kroppen. Dog afslører hun, at projektet bygger på et samarbejde med psykoterapeuter i Grindsted. Det går ud på at tilbyde større virksomheder at hjælpe deres medarbejdere med en mere sund livsstil, så de derigennem får større overskud. Hvad den enkelte medarbejder har brug for, bliver kortlagt ved en samtale i begyndelsen af forløbet, der kan strække sig i op til et halvt år. Hvad der så skal gøres, er op til den enkelte. Jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at forløbe, men her bliver der i hvert fald bygget på netop den kombination af kostvejledning og psykoterapi, som, jeg synes, er så spændende, siger hun. Pia Vinther Ehlers vender tilbage til udviklingen på Hover. Dengang hun selv blev uddannet var der kun én underviser, nu er der mange. Når der er mange undervisere, så møder eleverne også mange forskellige måder at være kostvejleder på det er en fordel. Derfor tror jeg også, at der kommer nogle meget forskellige kostvejledere ud fra skolen, netop fordi de hører forskellige meninger og holdninger til forskellige ting. Vi har jo alle læst de samme bøger, men vi tolker dem bare forskelligt, slutter hun