Plænegræs og vækstforhold

Transkript

1 Plænegræs og vækstforhold Mejeri- og Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg

2 Copyright juni 2012 Undervisningsministeriet Undervisningsmaterialet er udviklet af Mejeri- og Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg i et samarbejde med Karin Juul Hesselsøe, AMU Nordjylland, Sandmoseskolen. Materialet kan frit kopieres. Materialet er udviklet til deltagere i AMU-uddannelsen: Plænegræs, vækstforhold og gødning og Græs på idrætsanlæg, vækstforhold og gødning. Materialet kan frit viderebearbejdes med angivelse af denne tekst: Dette materiale indeholder en bearbejdning af undervisningsmaterialet til AMUuddannelsen: Plænegræs, vækstforhold og gødning og Græs på idrætsanlæg, vækstforhold og gødning udviklet for Undervisningsministeriet af Mejeri- og Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg i et samarbejde med Karin Juul Hesselsøe, AMU Nordjylland, Sandmoseskolen.

3 Indholdsfortegnelse PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD... 3 Hvordan vokser græsset...5 Klippehøjde og klippekvalitet...5 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER Morfologi...10 Svingel (Festuca)...13 Rajgræs (Lolium)...17 Rapgræs (Poa)...21 Hvene (Agrostis)...25 Bunke (Deschampsia)...29 FRØBLANDINGER Plæneblandinger til forskellige formål...30 Pryd/brugsplæner...31 Ekstensive græsarealer...31 Boldbaner...32 Green...32 Teested/fairway...32 FORÆDLING OG SORTS-AFPRØVNING PLÆNEGRÆS JORD Tekstur...34 Jordens struktur og komprimering...36 Metoder til at vurdere jordens komprimering...37 Jordløsning og luftning...39 Vertikalskæring og topdressing...43 Filt og tørkepletter...46 PLÆNEGRÆS - GØDNING Traditioner og principper...51 Næringsstoffer til græs...54 Kvælstof (N) og gødningstyper...56 Fosfor (P)...59 ph i jorden...61 Kalium, calcium, magnesium og svovl...62 Mikronæringsstoffer...62 Jordbundsanalyser...63 GØDNINGSBEREGNING Grundgødning...64 Vedligeholdelsesgødning...66 Gødningsplan - fodboldbane...67 INDHOLDSFORTEGNELSE 1

4 Gødningsplan - stadionbane Gødningsplan greens Gødning til tee-sted og fairway KILDELISTE INDHOLDSFORTEGNELSE

5 Plænegræs vækstforhold Græs som klippes jævnligt består af bladskud, rødder og udløbere. På en græsplæne, hvor der ofte er en blanding af forskellige græsser, kan det være vanskeligt at kende de enkelte arter fra hinanden. For de fleste brugere af plænerne fodboldspillere eller parkgæster, kan det egentlig også være ligegyldigt, bare den ønskede kvalitet er i orden. Men for den professionelle keeper af græsplænen har kvaliteten nøje sammenhæng med, hvilke græsarter den består af. Derfor er kendskab til i hvert fald en god håndfuld af de mest anvendte græsarter meget vigtigt for at kunne tage kvalificerede beslutninger om plænens vækstforhold og pleje. Dette kapitel indledes med en generel omtale af plænegræssets vækstforhold. Dernæst er der en kort gennemgang af morfologien dvs. planternes ydre kendetegn, så læseren får værktøjer til at lære at skelne de forskellige græsarter fra hinanden. Sidste del af kapitlet er en gennemgang af de hyppigst anvendte arter af græs til plæneformål og deres vigtigste egenskaber. Kapitlet afsluttes med en kort beskrivelse af det forædlingsarbejde, der foregår for at finde det bedst egnede genetiske materiale og den efterfølgende sortsafprøvning, så kun de bedste sorter af plænegræs når frem til brugerne. Græsfamilien (Poaceae, Gramineae) er med ca. 650 slægter og omkring arter over hele jorden en af de største plantefamilier. I Danmark findes der over 150 vildtvoksende arter af græs. Ud af de mange vildtvoksende arter anvendes ca af disse, fordelt på 4-6 slægter, i forskellige plænegræsblandinger. Disse arter er hver især opdelt i mange sorter, som er fremkommet ved hjælp af planteforædling. Sorter med egenskaber som f.eks. høj skudtæthed eller resistens mod sygdomme udvælges og opformeres, så der hele tiden kommer nye sorter med bedre egenskaber på markedet. Med tålmodig træning kan man lære at skelne de forskellige arter, der anvendes til plænegræs, mens det kun er specialister, der kan skelne sorterne fra hinanden. PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD 3

6 Figur 1: Flerårigt græs med underjordiske udløbere (rhizomer). Eng-rapgræs (Poa pratensis). Fra Grøntved og Sørensen, Græs kan skelnes fra andre plantegrupper ved dets karakteristiske skudbygning og lange smalle blade. Man kan forveksle græs med de to lignende plantefamilier: Halvgræs- (Cyperaceae) og Sivfamilien (Juncaceae). I den vegetative vækst (uden blomster) vil man kunne skelne halvgræs fra græs ved, at halvgræs oftest har trekantede stængler. Siv har runde og oftest massive stængler, og en bladskede, der omslutter hele stænglen, mens græs har runde og oftest hule stængler med en bladskede, der er delt. Græsplanten består af skud og rødder. Skuddene er enten lysskud, der bliver til blade eller det er udløbere, som enten kan være underjordiske (rhizomer) eller overjordiske (stoloner). Se Figur 1 og Figur 2. Figur 2: Flerårigt græs med overjordiske udløbere (stoloner). Krybehvene (Agrostis stolonifera). Fra Grøntved og Sørensen, PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD

7 Hvordan vokser græsset Når græsplanten klippes jævnligt forbliver den i den vegetative vækstfase, hvor der dannes nye blade, rødder og sideskud fra vækstpunktet, som sidder tæt ved jordoverfladen. Hvert vækstpunkt indeholder ca nye bladanlæg og afhængigt af temperatur og vækstforhold, dannes der nye bladanlæg hver 3-20 dage. Væksten foregår ved celledelinger og cellestrækning i vækstpunktet. Når selve græsbladet kommer op i lyset standser væksten her, men det skubbes videre op ved vækst nedefra vækstpunktet. Jo længere ind mod midten af skuddet jo yngre er bladene og de yngste blade strækker sig mest efter klipning (se Figur 3). Figur 3: Græs skud (a) umiddelbart efter klipning og (b) nogle dage efter klipning. Fra Turgeon, Et græsblad når sin maksimale produktion kort tid efter det er fuldt udviklet og derefter starter aldringsprocessen, hvorefter græsbladet dør. Et græsblad kan bliver 4-10 uger gammelt, men på en plæne vil det ofte være klippet af, inden det når så langt. Klippehøjde og klippekvalitet Af alle operationer i forbindelse med pleje af græs, er klipning den faktor, der har størst indflydelse på planternes vækst, udvikling og stress-tolerance Martin Petersen, 2003 PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD 5

8 Dette citat stammer fra Martin Petersen, som gennem flere år har rådgivet om plænegræs. Græsplanter har gennem årtusinder tilpasset sig afgræsning (eller klipning), hvor mange andre planter vil dø, når en stor del af deres bladmasse eller et vækstpunkt, som sidder højt bides eller klippes af. Derfor er det logisk nok græs, vi anvender på plæner. Figur 4: Under normale forhold bør man klippe ca. en tredjedel af græsset/ klipning. Alligevel er der grænser for, hvad græsplanten kan tåle, når det gælder klipning. En meget god tommelfingerregel siger, at man maksimalt bør klippe en tredjedel af bladlængden af gangen ved hver klipning, så planten har to tredjedele af sin bladmasse intakt til at lave fotosyntese og gendanne nye skud. Dette betyder, at græsset har energi nok i den tilbageværende bladmasse, skud og rødder, så det gang på gang (dagligt eller ugentligt) kan tåle klipning. Figur 5: En lavere klippehøjde medfører en større skudtæthed, græsbladene får en finere tekstur og rodlængden nedsættes. Fra Turgeon, PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD

9 Klipning påvirker græsset, så det sætter flere skud og jo lavere klippehøjde, jo flere skud, hvilket gør plænen tættere. Dette skyldes, at der ved lave klippehøjder trænger mere lys ned til de enkelte blade, og derved bliver den interne konkurrence mellem bladene om lyset mindre. Desuden vil en lav klippehøjde påvirke græsset til at sætte flere skud for at gendanne tabet af bladene, så fotosyntesen og dermed energiproduktionen opretholdes. Der er altså en nedre grænse for hvor lavt og hvor ofte, der bør klippes, og denne grænse er forskellig for de forskellige græsarter, så nogle arter tåler det bedre end andre, men fælles for dem er, at en nedsættelse af klippehøjden bør ske gradvis. At skudtætheden øges ved en lavere klippehøjde er naturligvis en fordel, når man ønsker en tæt plæne, men den lave klippehøjde har også negative konsekvenser for græsplanterne. Disse negative konsekvenser bør man være meget opmærksom på, så man kan modvirke deres effekt. Den lave klippehøjde vil hæmme udviklingen af rødder og udløbere, da det er bladmassen over jorden, som ved fotosyntesen skaffer energi til væksten af rødder og udløbere. Rodnettet bliver kortere, og dermed vil udnyttelsen af vand og næringsstoffer forringes. Det kan medføre uheldige konsekvenser som f.eks. nedsat tørketolerance, mindre slidstyrke og større risiko for ukrudt og sygdomme. Græsplanters evne til at tåle lav klipning afhænger af vækstvilkårene, men den varierer som nævnt også fra art til art, og naturligvis er de arter vi anvender på plæner gode til at tåle en lav klippehøjde. Klippehøjden kan varieres gennem vækstsæsonen, så den afpasses græssets vækst. I vækstsæsonens yderpunkter eller i tørkeperioder kan man med fordel hæve klippehøjden. Klippehøjden sættes normalt efter hvilket formål der er med det pågældende areal, hvor de laveste klippehøjder findes på greens ned til 3-6 mm, mens klippehøjden på forskellige plænetyper varierer fra mm eller højere, hvis det er ekstensive naturgræsarealer. PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD 7

10 Tabel 1: Anbefalede klippehøjder til forskellige græsarter Alm. Rajgræs Fra mm Til sportsplæner, alm. plæner Arter/egenskaber Rød- Svingel Anbefalet Ned til 5 klippehøjde mm Anvendelse Til alle forme for plænetyper Eng- Rapgræs Fra mm Til sportsplæner, alm. plæner Klippehøjderne varierer efter hvilket formål græsarealet har og varierer desuden efter de lokale forhold og de valgte græsarter. På greens, hvor klippehøjden kan gå ned til 3 mm eller derunder, og hvor græsset klippes næsten hver dag for at opnå en hurtig og jævn overflade, er påvirkningen på græsset ekstrem. De følgende klippehøjder er vejledende: Alm. Hvene Ned til 4 mm Til greens, evt. i andre blandinger Krybehvene Ned til 3 mm Til greens, evt. i andre blandinger Tabel 2: Vejledende klippehøjder Areal Boldbaner Opvisningsbaner Alm. Boldbaner Golfbaner Greens Tee-steder og for-greens Fairway Semi-rough Klippet rough Uklippet rough Græsplæner Prydplæne Parkplæne Plæner i grønne områder Ekstensive græsarealer Blomstereng Klippehøjde mm (UEFA 28 mm) mm 3,0-6,0 mm 8-14 mm mm mm 75 mm En årlig afhøstning mm mm mm mm mm Klippekvalitet Også klippets kvalitet har stor betydning for, hvor godt planterne tåler klipning, Klipning stresser græsset ved at efterlade åbne sår som planten skal bruge energi på at hele. Et rent klip med en skarp og rigtigt indstillet cylinderklipper heler hurtigt, i forhold til et uskarpt klip. Rotor- eller slagleklippere river eller flår græsset over, og vil efterlade et større bladareal til efterfølgende heling. Se Figur 6. 8 PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD

11 Figur 6: Græsplanterne til venstre er klippet med skarpe klippeled, græsplanterne til højre er klippet med uskarpe klippeled. Hvis græsplanten får lov at gro uden regelmæssig klipning, vil den på et tidspunkt begynde at danne stængel med henblik på at sætte blomsterstand og danne frø. Herved kommer græsplanten ind i en generativ vækstfase, hvor dannelsen af nye blade reduceres kraftigt. Plantens tilvækst sker da primært i stængel, blomsterstand og frø. Denne udvikling ønskes normalt ikke på plæner, og kan undgås ved at klippe jævnligt, men nogle græsarter f.eks. Enårig Rapgræs er meget villig til at sætte stængel og frø ved lave klippehøjder, så denne art ses ofte med stængler og frø i almindelige plæner. PLÆNEGRÆS VÆKSTFORHOLD 9

12 Græskendskab morfologi og egenskaber Morfologi Denne beskrivelse af græsplantens ydre kendetegn henviser til Figur 7Fejl! Henvisningskilde ikke fundet.. Selve bladet på græsplanten består af en bladplade med mere eller mindre tydelige bladribber. Bladskeden omslutter den nederste del af bladet og den består af en skedehinde med mere eller mindre tydelige bladtænder. Bladskedens skedehinde og bladtænder har forskellig længde og udformning, og denne karakter er vigtig i forbindelse med bestemmelsen af, hvilke arter man har. Bladlejet kan være enten sammenrullet eller sammenlagt, hvilket man kan mærke ved at skære et skud af og rulle bladlejet mellem to fingre. Føles bladlejet rundt kan der være tale om Hvene eller Strand-Svingel føles det sammenlagt og let kantet kan der være tale om Rap-græs, Alm. Rajgræs, Rød- Svingel, Stivbladet Svingel eller Mose- Bunke. Det kan naturligvis også være andre arter, men de nævnte hører til de hyppigste plænegræs-arter. Nederst på Figur 7 er vist en typisk bladplade på rap-græs, som er fladtrykt med tydelige bladribber. Rap-græs har desuden en bådformet bladspids, som splitter sig op i to dele, når man flader den ud, og selve bladpladen har en tydelig midternerve (en køl), som deler bladet på langs. På hver side af denne midternerve ser man lysspor, der består af en række af celler, som er lidt større og mere luftfyldte end de øvrige Figur 7: Græsplantens ydre kendetegn 10 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

13 celler i bladet (Se Figur 8). Lyssporet kan bedst ses, hvis man kigger gennem bladet op mod lyset. Lysspor er et godt kendetegn til at afgøre om der er tale om rap-græs. Figur 8: Tværsnit af blad af Eng-rapgræs (Poa pratensis) med markering af lysspor. Fra Turgeon, Modsat rap-græsset har rød-svingel og nogle af de øvrige svingel-arter en bladplade som er meget smal nærmest tråd- eller nåleformet. I forstørrelse (se Figur 9) kan man se, hvordan bladet egentlig er sammenfoldet omkring midternerven. Under tørre forhold vil denne sammenfoldning være mere udpræget end under mere fugtige forhold, og sammenfoldningen af bladet er med til at holde på bladets vandreserver. Rød-svingel er en af de mest tolerante græsarter overfor tørre forhold. Uanset fugtighedsforholdene vil arter af rødsvingel, fåresvingel, stivbladet svingel og bakkesvingel altid forekomme mere smalbladede end de øvrige arter af plænegræs. Figur 9: Tværsnit af blade af Rødsvingel (Festuca rubra) til venstre og Fåresvingel (Festuca ovina) til højre. Fra Turgeon, Plænegræsserne kan desuden opdeles i tue eller tæppedannende arter. De tæppedannende arter vil ofte være dem der laver udløbere enten overjordiske eller underjordiske (se Figur 1 og Figur 2). GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 11

14 Græsarterne kan også skelnes fra hinanden på deres blomster og blomsterstand, og det er som regel små variationer i denne karakter, som anvendes i botanikken til at skelne de enkelte arter fra hinanden. Overordnet skelnes der mellem tre typer af blomsterstande aks- (f. eks. Rajgræs), dusk- (f.eks. Timothe) og top-græsser (f.eks. Hvene, Rapgræs og Svingel) (se Figur 10). Figur 10: Aksgræs (5), duskgræs (6) eller topgræs (7). At adskille de forskellige græsarter fra hinanden ved hjælp af morfologiske kendetegn, er en stor og vanskelig opgave at lære sig og især, når vi på græsplæner oftest kun har små mere eller mindre afklippede bladskud at kigge på. Det kræver en lup til at forstørre de små dele på planterne, og en græs nøgle med detaljerede beskrivelser af arternes små forskelle. På de helt kortklippede arealer som f.eks. greens er det næsten umuligt at skelne de enkelte arter ud fra de karakterer, der normalt anvendes i botaniske opslagsbøger, fordi de enkelte dele på planterne er for små og endnu ikke udviklede. Her må man lære sig små tips til at skelne arterne og udelukke de mange arter, som højst sandsynligt ikke findes på en kortklippet green. Efterhånden som man får mere erfaring med de forholdsvis få arter, der anvendes til plænegræs, bliver man dog bedre og hurtigere til at skelne dem fra hinanden. De følgende afsnit omfatter beskrivelser af de mest almindelige arter af plænegræs, der anvendes i Danmark. Ønsker man at lære flere græsarter at kende og skelne fra hinanden henvises til botaniske opslagsbøger som f.eks. Danmarks Græsser (Schou et al., 2009). 12 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

15 Frøfirmaet Prodana har desuden udgivet en lille håndbog med gode beskrivelser og illustrationer af de mest almindelige græsarter på plæner (Prodana, 2010). Svingel (Festuca) Slægten svingel (Festuca) omfatter flere arter til plæneformål, hvor rødsvingel er langt den mest anvendte til forskellige formål fra golfgreens, teesteder og fairways til almindelige have/parkplæner, sportsplæner og ekstensive græsarealer. Fælles for de anvendte svingel-arter er, at de er robuste og nøjsomme. Rødsvingel, fåresvingel, bakkesvingel og stivbladet svingel er smalbladede arter, mens strandsvingel har brede blade. Græsfrøene hos svingel-arterne er forholdsvis store med en tusindkornsvægt (TKV) på ca. 1 (dvs frø vejer 1 gram). Strandsvingel har store frø med en TKV på 1,9. Rødsvingel (Festuca rubra) Figur 11: Rødsvingel med karakteristiske trådtynde, sammenrullede blade og brune bladskeder ved basis. Foto: Agnar Kvalbein. Rødsvingel findes både med og uden udløbere. Disse udløbere kan være enten korte eller lange. De forskellige typer kaldes underarter, og de er ikke umiddelbart nemme at skelne fra hinanden. I en græsplæne kendes rødsvingel let på de fine trådformede blade. Bladbredden er sjældent større end 1,5 mm og bladene har ofte et skinnende udseende. Rødsvingel er en langsomt voksende og robust græsart, der tåler næringsfattige og tørre forhold. Den er GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 13

16 vinterfast og ret modstandsdygtig overfor svampesygdomme. Den angribes dog af svampesygdommen rød tråd (Laetisaria fuciforme). Rødsvingel uden udløbere (Festuca rubra commutata) Figur 12: Rødsvingel uden udløbere (til venstre) og Rødsvingel med frø (til højre). Foto: Barenbrug. Rødsvingel uden udløbere har en meget høj skudtæthed og den tåler tæt klipning. Af de tre underarter har rødsvingel uden udløbere den bedste vinterfasthed. Rødsvingel uden udløbere anvendes sammen med almindelig hvene til fine græsblandinger (greens) og i almindelige brugsplæne- og sportsblandinger. 14 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

17 Rødsvingel med korte udløbere (Festuca rubra trichophylla) Figur 13: Rødsvingel med korte udløbere. Foto: Barenbrug. Rødsvingel med korte udløbere har mange af de samme egenskaber som rødsvingel uden udløbere. Dens vinterfasthed er lidt dårligere, men den beholder sin grønne farve længere udover efteråret. Rødsvingel med korte udløbere anvendes sammen med rødsvingel uden udløbere og almindelig hvene til fine græsblandinger (greens) og i almindelige brugsplæne- og sportsblandinger. Figur 14: Rødsvingel på green. Foto: Agnar Kvalbein. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 15

18 Rødsvingel med lange udløbere (Festuca rubra rubra) Figur 15: Rødsvingel med lange udløbere. Foto: Barenburg. Denne underart er ikke så skudtæt som de to andre og den tåler ikke samme tætte klipning. Den anvendes i plæneblandinger, hvor klippehøjden ikke bliver for lav. Fåresvingel (Festuca ovina) Figur 16: Fåresvingel. Foto: Barenburg. Fåresvingel (Festuca ovina), bakkesvingel (Festuca trachyphylla) og stivbladet svingel (Festuca duriuscula) er tre arter, der ligner hinanden meget, og de anvendes i forskellige blandinger til omtrent de samme formål. Alle tre arter danner små, tætte tuer af ret kraftige, stive grågrønneblågrønne blade. Alle tre arter er uden udløbere. Fåresvingel har lidt smallere blade end de to andre arter. De tåler tørre, saltholdige og næringsfattige forhold, men de er 16 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

19 følsomme overfor slitage, så deres anvendelse er på ekstensive arealer som f.eks. vejrabatter, til erosionskontrol langs motorveje og til sommerhusområder. Fåresvingel er mest tørketolerant, mens de to andre arter kan klare sig under mere varierende fugtighedsforhold. De tre arter anvendes med en andel på ca % i græsblandinger til ekstensive formål ofte sammen med rødsvingel, hvene og rajgræs som ammegræs. Strandsvingel (Festuca arundinacea) Figur 17: Strandsvingel. Foto: Barenbrug. Strandsvingel ligner ikke de førnævnte arter af svingel. Den har grove, brede blade, danner kraftige tuer og et dybtgående rodnet. De dyrkede arter af strandsvingel er oftest uden udløbere, men de findes også med udløbere. Artens naturlige voksesteder er strandenge dvs. våde eller tørre områder med en vis påvirkning af saltvand. Den er altså salt- og tørketolerant og samtidig slidstærk og vinterfast. Strandsvingel anvendes med en andel på ca. 20 % i blandinger til rabatter, diger, skråninger og strandgrunde. I Sydeuropa anvendes strandsvingel en del til rekreative græsarealer pga. dens tørketolerance. Rajgræs (Lolium) Rajgræs-slægten omfatter primært almindelig rajgræs, mens italiensk/westerwoldisk rajgræs anvendes i meget begrænset omfang på rekreative græsarealer. Rajgræsfrøene er forholdsvis store med en tusindkornsvægt (TKV) på ca. 1,7. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 17

20 Almindelig Rajgræs (Lolium perenne) Figur 18: Alm. Rajgræs (til venstre). Foto: Barenbrug og Alm. Rajgræs med frø (til højre). Almindelig rajgræs har været dyrket i flere hundrede år, dog oprindeligt indenfor landbruget. I 1970`erne kom nye mere velegnede sorter til plænegræs på markedet, og i dag er almindelig rajgræs den mest benyttede græsart til plæneformål i den tempererede del af verden. De mange sorter, der er på markedet i dag, er tætte, finbladede og meget slidstærke. Karakteristisk for almindelig rajgræs er en kraftig ribbet bladoverflade (se Figur 19), blank bladunderside og rødviolette nedre bladskeder. Almindelig rajgræs er tuedannende og danner ingen udløbere. Derfor spreder den sig ikke så hurtigt som krybende græsser, og den har ikke så god en evne til genvækst efter skader. Etableringshastigheden for almindelig rajgræs er dog hurtigere end nogen anden græs i Europa anvendt til rekreative formål. Under gunstige spiringsforhold vil denne græsart spire efter 3 4 dage og have brug for den første klipning indenfor 2-3 uger. 18 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

21 Figur 19: Tværsnit af blad af Alm. Rajgræs. Her ses tydeligt den kraftigt ribbede bladoverflade. Fra Turgeon, Et græstæppe af rajgræs er relativt åbent. Derfor sås der ofte andre græsser i for at gøre græstæppet mere tæt. I frøblandinger kan rajgræssets hurtige spiring og fremvækst dog komme til at overskygge de andre græsarter. Almindelig rajgræs anvendes i blanding med rødsvingel og engrapgræs på både park- og sportsplæner. På stadions anvendes almindelig rajgræs ofte i renbestand. Til eftersåning af plæner anvendes blandinger med en stor andel af almindelig rajgræs på grund af dens hurtige etablering. I etablerede græsplæner kan almindelig rajgræs, især i eftersommeren, hvor væksten er på sit højeste, danne tuer med et flosset skær, som stikker op over de andre græsplanter i plænen. Dette skyldes, at rajgræsset vokser lidt hurtigere end de andre arter. Desuden er ledningsstrengene i rajgræssets blade ekstra seje, hvilket giver det flossede og grå skær efter klipning (se Figur 20). Derudover danner almindelig rajgræs nemt stængler ved normal plænehøjde, som kan være vanskelige at fjerne effektivt med en cylinderklipper. Her kræves en klipning med rotorklipper for at fjerne de seje stængler GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 19

22 Figur 20: De seje ledningsstrenge i rajgræssets blade kan danne et flosset skær efter klip. Foto: Agnar Kvalbein. Sammenlignet med de øvrige græsarter til plæneformål klarer almindelig rajgræs sig dårligt i lange og kolde vintre, og især hvor der er stor slitage på f.eks. sportsplæner, kan dette medføre store vinterskader. Nye sorter af tetraploid rajgræs, som traditionelt kun anvendes til fodergræs, har dog vist gode resultater mht. vinterfasthed. De såkaldte 4Turf plænetyper, som er markedsført i 2012, spirer ved lave temperaturer og har en god modstandskraft overfor vinterstress i form af kulde og sygdomme. Plæner med en stor andel af almindelig rajgræs bør eftersås regelmæssigt. De største sygdomstrusler mod almindelig rajgræs er rød tråd (Laetisaria fuciforme) og sneskimmel (Microdochium nivale). Italiensk Rajgræs/ westerwoldisk rajgræs (Lolium multiflorum) Italiensk rajgræs er en hurtigt voksende græsart, som normalt ikke anvendes i plæner, da den ikke er vinterfast og varig. Den har dog vis anvendelse, som ammegræs i blandinger på ekstensive arealer, hvor den spirer frem og hurtigt etablerer sig før de varige græsser som f.eks. rødsvingel, hvorefter den dør væk efter et par vintre. Formålet med ammegræsset er at få en hurtig fastholdelse af de øverste jordlag for at forhindre jorderosion på skråninger eller ved kraftige regnbyger. Desuden vil de små planter af italiensk rajgræs give et bedre mikroklima med læ og fugtighed for de andre græsarter, som etablerer sig langsommere. Ulempen kan dog være, at de også 20 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

23 konkurrerer med de varige græsarter om lys, vand og næring. Westerwoldisk rajgræs er en enårig varietet af italiensk rajgræs, som har nogenlunde samme egenskaber og anvendelsesområder på plæner som italiensk rajgræs. Den anvendes desuden i turbo -blandinger på fodboldbaner til at give et hurtigt græsdække i ydersæsonerne, da den spirer hurtigere end almindelig rajgræs ved lave jordtemperaturer. Rapgræs (Poa) Rapgræs-slægten omfatter til plæneformål engrapgræs og almindelig rapgræs, hvor sidstnævnte kun anvendes i meget begrænset omfang i skygge -blandinger. Enårig rapgræs udsås ikke som et kulturgræs i nogen plæneblandinger, men arten optræder som et af de mest almindelige ukrudtsgræsser i plæner. Frøene af rapgræs er små med en TKV (tusindkornsvægt) på ca. 0,3. Eng-rapgræs (Poa pratensis) Figur 21: Eng-rapgræs (til venstre). Foto: Barenbrug. Eng-Rapgræs med frø (til højre). Eng-rapgræs er en græsart, der danner underjordiske udløbere, også kaldet rhizomer. Eng-rapgræs har mellemfine til grove blade (bladbredde ca. 2 5 mm), som er mørkegrønne til blågrønne og lige brede i hele bladlængden. Bladspidsen er bådformet (se Fejl! envisningskilde ikke fundet. nederst) og den har to GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 21

24 lysspor, som ses langs med midterribben (kølen) på oversiden af bladet (se Figur 22). Figur 22: Eng-rapgræs. Her ses tydeligt lysspor. Foto: Agnar Kvalbein. Eng-rapgræssets underjordiske udløbere gør, at den er i stand til at reparere slidskader f.eks. på fodboldbaner, og den anvendes i brugs- og sportsplæner ofte sammen med rødsvingel og almindelig rajgræs. I blandinger til golfbanernes fairways anvendes ofte en blanding af engrapgræs og rødsvingel. Eng-rapgræs spirer langsomt, hvilket gør, at den ofte bliver trykket i etableringsfasen af de øvrige græsplanter i blandinger. Under dårlige spiringsforhold er den vanskelig at etablere. Den bedste etablering af eng-rapgræs opnås, når jordtemperaturen er høj i eftersommeren. I blandinger til eftersåning anvendes den ikke pga. den langsomme fremspiring og etablering. Eng-rapgræs er velegnet til mange forskellige jordtyper, og den er meget varig. Rullegræs indeholder oftest en stor andel af engrapgræs, da det gør tørven sammenhængende og slidstærk. 22 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

25 Almindelig Rapgræs (Poa trivialis) Figur 23: Alm. Rapgræs med lang tilspidset skedehinde. Foto: Google. Almindelig rapgræs danner løse tuer og den kan sprede sig ved overjordiske rodslående skud. Den kan kendes fra engrapgræs på dens lange tilspidsede skedehinde. Almindelig rapgræs trives bedst på lave og fugtige arealer, og den klarer sig også relativt godt i skygge. Den anvendes i meget begrænset omfang i blandinger til græsplæner i skygge med en frøandel på ca %. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 23

26 Enårig Rapgræs (Poa annua) Figur 24: Enårig Rapgræs (til venstre). Foto: Barenbrug. Enårig Rapgræs med frø (til højre). Enårig rapgræs er en lille tuedannende græsart med lysegrønne blade, som sætter blomst og frø ved meget lave klippehøjder. Et godt kendetegn er desuden nogle små tværrynker, der sidder på tværs af bladene. Enårig rapgræs er modtagelig overfor flere forskellige svampesygdomme, og den trives dårligt i en tør og næringsfattig jord. Alligevel findes den stort set overalt, hvilket skyldes dens evne til hurtigt at sætte frø, hvorefter den dør. Enårig rapgræs kan tåle en meget lav klippehøjde (3 mm og derunder), så den er et alvorligt ukrudtsproblem på golfbanernes greens, hvor den konkurrerer med kulturgræsserne. På brugsplæner, som udsættes for stort slid f.eks. fodboldbaner, vil enårig rapgræs også have god mulighed for at spire frem og etablere sig i de mange bare pletter på banen. Frøene af enårig rapgræs findes stort set overalt i jorden. Figur 25: Enårig Rapgræs i græsplæne. Foto: Agnar Kvalbein. 24 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

27 Hvene (Agrostis) De tre arter i hvene-slægten: Almindelig hvene, krybehvene og hundehvene anvendes primært til golfgreens, hvor deres store skudtæthed danner et fint tæppe, når der klippes lavt. Hvenerne har meget små frø med en tusindkornsvægt (TKV) på kun ca. 0,1, hvilket vil sige en tiendedel af rødsvingels frø. Almindelig Hvene (Agrostis capillaris ) Figur 26: Alm. Hvene (til venstre). Foto: Barenbrug. Alm. Hvene med frø (til Højre). Almindelig hvene danner løse, tæppelignende bevoksninger med udløbere, som kryber lige under eller over jorden. Bladene er mat-grønne og har tydelige bladribber, men uden en markeret midterribbe (køl). Det er vanskeligt at skelne almindelig hvene fra krybehvene, men skedehinden på almindelig hvene er kortere og mere afskåret end på krybehvene. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 25

28 Figur 27: Alm. Hvene under lup. Foto: Agnar Kvalbein. Almindelig hvene er ikke særlig slidstærk, men den tåler meget tæt klipning helt ned til 4-5 mm. Den anvendes sammen med rødsvingel (uden udløbere) og rødsvingel (med korte udløbere) til fine græsblandinger på greens. Desuden anvendes den i blandinger til diger og skråninger. Krybehvene (Agrostis stolonifera) Figur 28: Krybehvene (til venstre). Foto: Barenbrug. Krybehvene med frø (til højre). Krybehvene er en tæppedannende græsart med overjordiske udløbere (stoloner). Bladene er blågrønne med tydelige bladribber, men uden en markeret 26 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

29 midterribbe (køl). Til at skelne krybehvene fra almindelig hvene kan man anvende farven, som for krybhvene er blågrøn, mens den for almindelig hvene er mere mat-grøn. Farven varierer dog med gødningsniveau og sort. Figur 29: Farveforskelle mellem Alm Hvene (øverst) og Krybehvene (nederst). Foto: Agnar Kvalbein. De to arter kan også skelnes på længden af bladets skedehinde, som for krybehvene er længere og mere flosset end hos almindelig hvene. Krybehvene er som almindelig hvene ikke slidstærk, så dens anvendelse på plæner begrænser sig normalt til greens, hvor den kan tåle meget lave klippehøjder (3-5 mm). Den er en af de mest anvendte græsarter på greens i verden. Krybehvene findes vildtvoksende i kystnære områder, hvor dens tolerance overfor salt gør den anvendelig i blandinger til ekstensive formål langs veje og diger. Figur 30: Krybehvene under lup. Foto: Agnar Kvalbein. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 27

30 Hundehvene (Agrostis canina) Figur 31: Hundehvene. Foto: Agnar Kvalbein. Hundehvene minder meget om de to foregående hvenearter. Dens blade er lidt smallere ofte indrullede, og den danner overjordiske udløbere. Den anvendes i meget begrænset omfang kun på golfbanernes greens, hvor den etableres i renbestand eller i blanding med rødsvingel. Hundehvene har en meget høj skudtæthed og den danner meget filt. For nærmere omtale af hundehvene henvises til faktahæftet: Muligheter for hundekvein på golfgreener i Norden (STERF,2011,a). Figur 32: Hundehvene. 28 GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER

31 Bunke (Deschampsia) Kun en enkelt art i slægten bunke anvendes på plæner. Som dyrket kulturgræs er den forholdsvis ny i Danmark, og den er markedsført på grund af sin evne til at vokse i skygge. Mosebunke (Deschampsia caespitosa) Figur 33: Mosebunke. Foto: Barenbrug. Mosebunke kan kendes på de stive blade med ru, fremtrædende bladribber. Bladundersiden er glinsende blank. Mosebunke danner ikke udløbere. En stor skudtæthed kombineret med en meget god skyggetolerance og vinterfasthed, er årsagen til, at denne græsart anvendes i blandinger til arealer, hvor der kan forekomme skygge. Mosebunkes seje og stive blade kan være vanskelige at klippe pænt, og da den samtidig har tendens til at danne tuer, kan den give plænen et ujævnt udseende. Den er dog sygdomsresistent, og den tåler lave klippehøjder bedre end eng-rapgræs. Da den ikke danner udløbere er dens reparationsevne dog begrænset. En sammenligning af de forskellige græsarters egenskaber og anvendelse kan findes i diverse skemaer i frøfirmaernes kataloger. Her henvises til de to faktablade om græs til parker, fodbold- og golfbaner (STERF, 2011, b og c) på svensk. GRÆSKENDSKAB MORFOLOGI OG EGENSKABER 29

32 Frøblandinger Plæneblandinger til forskellige formål Et græsareal, som primært skal anvendes som prydplæne har stor æstetisk værdi. Græsset skal være tæt og det skal kunne tåle lav klippehøjde. Ofte skal det også kunne tåle skygge fra høje træer. Til gengæld er slidstyrken ikke så vigtig som på f.eks. en brugsplæne, som anvendes til sport og leg. På sportsplæner, som anvendes til fodbold eller golf, er slidstyrke og genvækstevne af stor betydning. På mere ekstensivt drevne græsarealer som f.eks. vejrabatter eller naturgræsarealer, er der store krav til græssets tørketolerance, konkurrence mod ukrudt eller evnen til at vokse langsomt. En frøblanding og dens indhold af de enkelte arter er opgjort i vægtprocent. Dette betyder, at den antalsmæssige fordeling mellem små frø (f.eks. eng-rapgræs) og store frø (f.eks. rødsvingel eller rajgræs) kan være meget forskellig. Tabellen herunder illustrerer dette: Tabel 3: Forholdet mellem vægtprocent og antalsprocent. En blanding til en sportsbane indeholder typisk almindelig rajgræs (75 vægt-%) og eng-rapgræs (25 vægt-%). Da rajgræsfrøene er ca. tre gange større end frøene af eng- 30 FRØBLANDINGER

33 rapgræs vil man med denne blanding udså antalsmæssigt 60% engrapgræsfrø og 40% rajgræsfrø. Til greens anvendes typisk en klassisk blanding af rødsvingel/almindelig hvene (85/15 vægt-%). Da rødsvingelfrøene er ca. ti gange større end hvenefrøene bliver den antalsmæssige fordeling af frø i denne blanding nærmest det modsatte (27/73). Plæneblandinger udvikles og ændres fra sæson til sæson af de forskellig frøfirmaer. Nogle blandinger er klassikere med en bestemt fordeling af arter, som kun opdateres, når nye forbedrede sorter kommer på markedet. Andre blandinger udvikles for at tilfredsstille bestemte behov f.eks. skygge blandinger til udsåning i haver med høje træer eller kant -blandinger til udsåning langs stier og flisegange, hvor man ikke ønsker, at græsset skal brede sig ind over stien/fliserne. I det følgende er vist nogle få eksempler på typiske plæneblandinger. Derudover henvises til frøfirmaernes brochurer og hjemmesider (f.eks. Hunsballe, Prodana, Semenco). Pryd/brugsplæner Mosebunke Alm. Rapgræs Vægt % Rød- Alm. Eng- Svingel Rajgræs Rapgræs Alm. Plænebl Hvid- Kløver Fåresvingel Kantblanding 65* Skyggebl Med kløver Eftersåning *= kun Rødsvingel uden udløbere Ekstensive græsarealer Vægt % Rød- Svingel Strandsvingel Westerwoldisk Rajgræs Hvene Digeblanding Bakke eller Fåresvingel Vejrabatblanding Salttolerant FRØBLANDINGER 31

34 Boldbaner Vægt % Rød-Svingel Alm. Rajgræs Eng-Rapgræs Hvid-Kløver Moderat slid Eftersåning Stadion 100 (superliga) Med kløver Green Vægt% Rød-Svingel Almindelig Hvene Højt vand/ gødningsniveau Lavere 15** 85 vand/gødningsniveau Lavt 100** vand/gødningsniveau **= Rødsvingel uden og med korte udløbere Krybhvene 100 Teested/fairway Vægt % Rød-Svingel Alm. Rajgræs Eng-Rapgræs Teested Fairway Eftersåning(teested) Eftersåning(fairway) 100 Forædling og sorts-afprøvning Der foregår til stadighed et forædlingsarbejde mod nye sorter med bedre egenskaber til plænegræsformål. De egenskaber, som man forsøger at forædle på er f.eks. skudtæthed, slidstyrke, farve og ensartethed. Det kan også 32 FORÆDLING OG SORTS-AFPRØVNING

35 være tolerance overfor lav klippehøjde, sygdomme, skygge eller tørke. Forædlingen foregår i Danmark eller i andre dele af verden, hvor klimaet passer til de forhold man ønsker at undersøge. Når forædlerne finder en ny lovende sort, kan de tilmelde den til sortsafprøvning, hvor den bliver testet af uvildige forskere og sammenlignet med andre tilmeldte sorter. Afprøvningen af nye sorter af plænegræsser har siden 2005 foregået i fællesnordisk regi med forsøgsarealer i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Resultater fra disse forsøg kan findes på Scandinavian Turfgrass Testings hjemmeside ( Figur 34: Sortsafprøvning på Bioforsk i Landvik. En samlet oversigt over afprøvningerne findes i den nordiske sortsguide (Bioforsk, 2007)), der omfatter græsarter og sorter testet under forskellige plæneforhold (green, fairway, fodboldbane, plæne, mm.). En dansk sortsliste for plænegræsser (Plantedirektoratet, 2011) udgives en gang årligt. De sorter, der udmærker sig ved egenskaber, der er bedre end eksisterende sorter, bliver tildelt S-mærket (f.eks. Conni S). Det engelske STRI (Sports Turf Research Institute) udgiver også hvert år en guide over sortsafprøvninger i England (STRI, 2011). FORÆDLING OG SORTS-AFPRØVNING 33

36 Plænegræs jord Forskellige arter og økotyper af græs kan gro stort set overalt på kloden. De tilpasser sig kulde, varme, fugt og tørke, så de arter som trives vil overleve et givet sted. Til plænegræs stiller vi bestemte krav om tæthed og genvækstevne, så derfor kan vi ikke forvente, at alle jordtyper er lige velegnede som vækstmedie. En græsplæne kan dog etableres på de fleste jordtyper det er bare ikke sikkert, at plænen bliver så slidstærk eller skudtæt, som man kunne ønske. Tekstur Til en nærmere beskrivelse af en given jordtype har man defineret to begreber tekstur og struktur. Jordens tekstur er den vægtmæssige fordeling af de forskellige partikler (grus, grovsand, finsand, silt, ler og humus) som jorden indeholder. Ved en teksturanalyse kan man bestemme jordens tekstur, og herudfra nærmere beskrive jordens egenskaber. Figur 35: Teksturanalyse af en jordprøve. I Normer og vejledning for anlægsgartnerarbejde beskrives den optimale tekstur for muld til græsvækst som: Partikkelstørrelse Indhold i % Grovsand (2-0,2 mm) 35-45% Finsand (0,2-0,02 mm) 35-45% Silt og ler (0,02-0 mm) 12-18% Humus 3-5% 34 PLÆNEGRÆS JORD

37 Disse anbefalinger gælder for hele vækstlaget og i en dybde på mindst 30 cm for sports- og prydplæner og for hele vækstlaget for øvrige brugsplæner. En optimal jordtype til plænegræs er altså en let jord med et godt luftskifte og god afdræning, så regnvandet hurtigt siver ned. For sportsplæner er kravet, at de skal kunne aflede 20 mm vand pr. time. Samtidig skal der være tilstrækkeligt med små partikler i jorden, så den kan tilbageholde en vis mængde vand og næringsstoffer. For en nærmere beskrivelse af en god vækstjord til plænegræs findes nedenstående kornkurve-diagram, der beskriver hvilke teksturgrænser, som en jord til græs bør ligge indenfor. Er man i tvivl om, hvorvidt jordens tekstur egner sig til sportsgræs og den belastning det medfører, kan man få lavet en sigteanalyse og kornkurve og sammenligne den med nedenstående diagram. Figur 36: En god jord til græsvækst skal ligge indenfor kurvebåndene. Selv om man i udgangspunktet har en jordtype, hvor teksturen ligger indenfor ovenstående kornkurver, er det dog ingen garanti for, at jorden ikke kan skades, så strukturen ødelægges. En stor andel af grove partikler giver plads til mange grove porer, som sikrer luftskifte og vandinfiltration. Ved belastning med tunge maskiner under våde forhold kan der dog opstå strukturskader i form af komprimering. PLÆNEGRÆS JORD 35

38 USGA Til opbygning af greens og tee-steder findes specifikationer fra USGA (United States Golf Association). Oplysninger om disse kan findes i kompendiet: Opbygning og pleje af greens (Undervisningsministeriet, 2007). Jordens struktur og komprimering Figur 37: Her er jorden for fin til græsvækst. Foto: Jane J. Toft. På rekreative græsarealer med hyppig trafik af mennesker og maskiner, er det vanskeligt at opretholde en god jordstruktur. Især i perioder, hvor jorden er våd, kan der opstå trykskader, som kan komprimere jorden, så luftskiftet og dermed græsvæksten hæmmes. Den tætte græsvækst, som fremmes af hyppige og lave klipninger er i sig selv med til at gøre overfladen kompakt. Lige omkring jordoverfladen dannes et filtlag af mere eller mindre omsat materiale af blade, udløbere og rødder, som kan være næsten uigennemtrængeligt for luft og vand. Komprimering er et udtryk for, hvor hårdt jorden er presset sammen. Komprimering kan opstå af tre faktorer: Jordtrykket (fra maskiner eller mennesker), vandindholdet i jorden og jordens tekstur. 36 PLÆNEGRÆS JORD

39 Jordtrykket Trykket på jorden fra færdsel er den faktor, der skaber komprimering, men omfanget af komprimeringen er afhængig af jordens vandindhold og tekstur. Højere vandindhold og højere indhold af fine partikler især silt og ler vil øge komprimeringen af jorden. En helt sammenpresset jord har en rumvægt på 2,65 g/cm3. Optimal rodvækst i jord sker ved en rumvægt mellem 1,45 og 1,50 g/cm3. Kommer rumvægten under 1,40 g/cm3 bliver jordoverfladen for blød og ustabil til belastning. Kommer den over 1,80 g/cm3 hindres rodvækst praktisk taget helt, men grænserne er afhængige af vandindhold og planteart, samt om rødderne kan komme frem gennem sprækker og ormegange. Til at beskrive komprimeringen i de øverste jordlag har man defineret begrebet marktryk. Marktrykket er vægten pr. areal oftest udtrykt i kilo pr. cm2. F.eks. vil en mand på 100 kg, som belaster en sko med 210 cm2 (str. 44) have et marktryk på 0,48 kg/cm2. Omregnet til trykbetegnelsen kpa (kilopascal) er hans marktryk (under én fod) 46,7 kpa. Marktrykket under en maskine er i praksis det samme som trykket i dækkene. De maskiner som anvendes til f.eks. klipning, har normalt et marktryk som kun er lidt større end en menneskefod (dæktrykket svarer til omkring 55 kpa). Alligevel udgør det areal, som køretøjet belaster en større flade. Så samlet set er køretøjets belastning meget større end belastningen fra en person, der går henover arealet. En beregning fra den norske lærebog (Kvalbein, 2006). konkluderer, at komprimeringen fra en golfbil, som kører henover et græsareal er mere end 20 gange større end komprimeringen fra en person, der går henover arealet. Metoder til at vurdere jordens komprimering Der findes forskellige visuelle metoder til at vurdere om et etableret græsareal som f.eks. en fodboldbane eller en green, opfylder de ønskede krav til vandinfiltration og luftskifte. Først og fremmest kan man vurdere græssets PLÆNEGRÆS JORD 37

40 vækst ved at tage en prøve med et jordbor for at vurdere jordtypen, filtlagets tykkelse og røddernes vækst. Figur 38: Penetrometer (til venstre) og infiltrometer (til højre). En metode til at måle jordens komprimering, er at bruge et penetrometer, der trykkes lodret ned i jorden og måler modstanden i forskellige dybder. Den modstand, som penetrometeret møder (målt i bar eller psi), kan relateres til planterøddernes vækstevne. Ifølge (Skov og Landskab, 1996) vil der ske en begyndende mærkbar effekt på rodvæksten, når modstanden i jorden kommer over 15 bar (ca.=225 psi). I meget komprimerede jorde kan der måles modstande helt op imod bar (ca.= psi). 38 PLÆNEGRÆS JORD

41 Figur 39: Måling med penetrometer. Skalaen viser grønt (0-200 psi), gult ( psi) og rødt (over 300 psi). Med et infiltrometer (se Figur 38 til højre) måles græsoverfladens og jordens evne til at optage vand, og især på greens kan det bruges til at vurdere græssets udnyttelse af vand. Pakning af jorden hæmmer rodvæksten, så græsset får problemer med at optage vand og næringsstoffer. Det gør græsset svagere overfor slid, og det nedsætter konkurrenceevnen overfor ukrudt og sygdomme. Så vidt muligt bør man undgå forhold, som kan føre til komprimeringsskader, men det kan være svært at undgå, og derfor må man anvende forskellige mekaniske metoder til at løsne op og lufte vækstjorden. Jordløsning og luftning Jordløsning/luftning på plænegræsarealer kan i princippet opdeles i to typer overfladeluftning (hurtigprikning eller slicing) og dybdeluftning ( verti-drain eller verti-dræn ). Begge tiltag har til formål at få luft ned til græssets rødder og til mikroorganismerne i jorden. Luftens ilt er nødvendigt for rødder og mikroorganismers ånding, og er der for lidt ilt i jorden, vil både rodvækst og nedbrydning af organisk stof i jorden hæmmes. PLÆNEGRÆS JORD 39

42 Overfladeluftning (hurtigprikning eller slicing) Overfladeluftning kan foretages med hurtigprikkere, der prikker med massive spyd, som findes i forskellige tykkelser og udformninger. Prikkedybden er normalt omkring cm. Overfladeluftning kan også foretages med knivluftere (se Figur 41), der skærer (slicer) riller gennem jorden. Her er arbejdsdybden normalt omkring cm eller ned til 25 cm. Figur 40: Cross-tines til overfladeluftning med hurtigprikker. Figur 41: Knivlufter, der skærer riller i jorden. Hulpipeluftning med hugpiper En anden form for overfladeluftning er hulpipeluftning med hugpiper, hvor materialet trækkes med op. Herved lufter man overfladen og samtidig fjernes filt og vækstmateriale. Luftning med hugpiper anvendes ofte i forbindelse med eftersåning og topdressing. Desuden kan luftning med hugpiber gradvis medvirke til at udskifte vækstlaget. 40 PLÆNEGRÆS JORD

43 Figur 42: Luftning med hugpiper. Dybdeluftning ( verti-drain ) Dybdeluftning eller verti-drain løsner og lufter jorden i dybden helt ned til cm uden at græsoverfladen ødelægges. Her kombineres luftning og jordløsning ved, at maskinen vinkler spyddene grader, før de hæves op. Derved dannes der revner og sprækker i jorden omkring spydhullerne, og jordoverfladen vil efterfølgende være hævet en smule (se Figur 43). Dybdeluftning kan foretages enten med eller uden vinkling af spyddene (bræk). Figur 43: Princip-tegning af verti-drain med bræk. Såkaldte Verti-Quake eller Earth-Quake løsner den komprimerede jord vha. roterende knive, som laver små jordskælvs-lignende rystelser i jorden, hvorved der løsnes op og dannes sprækker. Maskinerne arbejder i dybder på 25 eller 38 cm. Verti-Quake skal helst anvendes i perioder, PLÆNEGRÆS JORD 41

44 hvor jorden ikke er alt for tør, da de sprækker, som dannes i overfladen efter de roterende knive ellers kan have svært ved at lukke til og vokse sammen igen. Uanset om det er overfladeprikning, knivluftning, hugpipeluftning eller dybdeluftning, og uanset om der anvendes knive eller spyd, skal man være opmærksom på at variere arbejdsdybden. Ellers kan der dannes en hård sål lige under prikkedybden, der ligesom en pløjesål kan forhindre vand og rødder i at trænge igennem. Figur 44: Forskellige typer af spyd til luftning. Luftning af græsarealer er en af de vigtigste foranstaltninger i forbindelse med pleje af plænegræs til sportsbrug. Jo større belastning der er på græsset i form af spillere eller maskiner, jo større er behovet for luftning. 42 PLÆNEGRÆS JORD

45 Vertikalskæring og topdressing Figur 45: Topdressing af green. Foto: Agnar Kvalbein. Sammen med luftning er vertikalskæring og topdressing to af de vigtigste plejeforanstaltninger til at skabe en velfungerende spilleoverflade af høj kvalitet, hvor græsset samtidig trives. Vertikalskæring Vertikalskæring af græsarealer har mange forskellige formål. Det udjævner græsoverfladen og skærer udløbere over, hvorved græsset danner nye bladskud, så plænen bliver tættere. Samtidig fjernes en del filt og gamle bladrester i bunden af plænen, så der kan komme lys og luft til. Vertikalskæring har også en bekæmpende effekt overfor bredbladet ukrudt som f.eks. mælkebøtter. Vertikalskæring bør foretages på en tør plæne, hvor materialet forholdsvis nemt kan opsamles, hvorefter der topdresses. Vertikalskæring foretages med forskelligt udstyr alt efter om det er på større græsarealer som fodboldbaner og fairways eller om det er på greens (se Figur 46). PLÆNEGRÆS JORD 43

46 Figur 46: Vertikalskæring på boldbane (til venstre) og vertikalskærerled til greens (til højre). Topdressing Formålet med topdressing er at skabe en jævn græsoverflade efter skader fra spillere eller svampesygdomme. Når topdressing nedmåttes i græsoverfladen vil det lufte og udtynde filtlaget. Topdressing beskytter desuden græssets vækstpunkter efter vertikalskæring, og det sikrer en bedre fremspiring af græsfrø i forbindelse med eftersåning. Topdressing kan bestå af ren sand eller sand blandet med organisk materiale. I en vækstjord, hvor indholdet af organisk stof er 4-6 %, og hvor væksten er god, kan man anvende topdressing med ren sand. På greens opbygget af sandede vækstlag, kan man tilføre topdressing tilsat organisk materiale. De partikler, som topdressing består af, skal være forholdsvis ensartede, og de skal tilsvare partikkelstørrelserne i det vækstjord, som græsset vokser i, så der ikke dannes adskilte lag, hvor topdressing, vækstjord og filtlag ikke blandes ordentligt. 44 PLÆNEGRÆS JORD

47 Figur 47: Lagdeling af topdressing og filt. Foto: Agnar Kvalbein. Lagdeling som det er illustreret på Figur 47 kan også skyldes, at der ikke er foretaget overfladeprikning eller vertikalskæring før udspredning af topdressing. Det kan også skyldes, at topdressingen ikke er udspredt regelmæssigt eller det er spredt i for tykt et lag af gangen. Filtlaget som er dannet ovenpå laget med topdressing, vil holde på vand og næringsstoffer og dermed hæmme rodvæksten under laget. Topdressing skal naturligvis ikke indeholde partikler som kan genere maskiner og spillere og kravet til kvaliteten af topdressing til greens er meget høje. Når det gælder topdressing kan man konkludere, at det bør bruges regelmæssigt og rigeligt, men helst udspredt i små mængder så ofte som muligt. PLÆNEGRÆS JORD 45