Indhold 1 Indledning Erfaringerne fra akkreditering Uddannelsernes egne bud på styrker ved små uddannelser Analyse

Transkript

1 Små humanistiske uddannelser Opsamlende analyse fra Danmarks Akkrediteringsinstitution april 2014

2 Indhold 1 Indledning Erfaringerne fra akkreditering Uddannelsernes egne bud på styrker ved små uddannelser Analyse Kritisk masse i uddannelsesmiljøet Forskningsbasering Samarbejde med andre (små) uddannelser Frafald Dimittenders arbejdsmarkedssituation Kvalitetssikring på små uddannelser Uddannelsernes egne løsningsforslag Kritisk masse i uddannelsesmiljø Forskningsbasering Frafald Dimittenders arbejdssituation Perspektiver Udviklingspotentiale indenfor kvalitetssikring og akkreditering Metode Kvalitative interview med udvalgte aktører Registeranalyse Appendiks 1

3 Forord I løbet af årene har akkrediteringer vist, at der findes en række særlige kvalitetsforhold, der går igen på små humanistiske uddannelser. Når det gælder kvaliteten og kvalitetssikringen, har uddannelser med ganske få studerende i kraft af deres størrelse både nogle særlige styrker og nogle særlige udfordringer. I denne opsamlende analyse afdækker Danmarks Akkrediteringsinstitution (AI) dette nærmere Analysen er i langt overvejende grad baseret på viden fra de akkrediteringsrapporter for de enkelte uddannelser, som AI har udarbejdet. Vi ser på tværs af rapporterne, trækker data ud og supplerer med kvalitative interview og registerdata. Akkrediteringsarbejdet er altid bundet op på en række faste kriterier for kvalitet og relevans. Denne analyse viser, at små humanistiske uddannelser har sværere end andre uddannelser ved at sikre opfyldelsen af nogle af disse kriterier på tilfredsstillende vis. Derfor har vi i analysen en udpræget løsningsorienteret tilgang, så analysen kan medvirke og inspirere til arbejdet med at udvikle uddannelserne. Vi præsenterer en række perspektiver, der kan styrke miljøerne omkring de små humanistiske uddannelser. Perspektiverne bygger både på vores analyser og på uddannelsernes egne forslag. Ét element går særligt igen i perspektiverne, nemlig øget samarbejde. Små uddannelser med begrænset og skrøbeligt forskningsmiljø kan få meget ud af samarbejde, som kan medvirke til at sikre og udvikle bedre og fagligt stærkere små humanistiske uddannelser til gavn for både de studerende, uddannelsesinstitutionerne og samfundet generelt. At kvalitetssikre små uddannelser er ofte en udfordring i kraft af det begrænsede antal studerende. Vi beskriver derfor også perspektiver på, hvordan disse udfordringer kan håndteres. God læselyst! Anette Dørge, direktør Danmarks Akkrediteringsinstitution Denne opsamlende analyse er resultatet af et af Danmarks Akkrediteringsinstitutions analyse- og formidlingsprojekter, hvor vi stiller den viden, vi opnår gennem det omfattende akkrediteringsarbejde, til rådighed for uddannelsesinstitutionerne og den uddannelsespolitiske samfundsdebat. 3

4 Redaktion Denne opsamlende analyse er udarbejdet i samarbejde mellem Danmarks Akkrediteringsinstitution og DAMVAD A/S Fra Danmarks Akkrediteringsinstitution bestod redaktionen af akkrediteringskonsulent Jacob Frost Szpilman, fuldmægtig Kristian Klausen og sekretariatschef Rune Heiberg Hansen 4

5 1 Indledning Små humanistiske uddannelser rummer i kraft af deres størrelse kvalitetsmæssige styrker og potentialer, men også udfordringer. Det er disse styrker, potentialer og udfordringer, vi ser nærmere på i denne opsamlende analyse. I perioden er der blevet akkrediteret 23 eksisterende humanistiske uddannelser med et optag på under 30 studerende gennem den koordinerede tilmelding i Udgangspunktet for analysen er akkrediteringsrapporter, som vi har suppleret og perspektiveret med kvalitative interview og registerdata. På baggrund af akkrediteringerne af de små uddannelser har vi identificeret fem temaer, der hver især analyseres nærmere: Kritisk masse i uddannelsesmiljøet Forskningsbasering Samarbejde med andre (små) uddannelser Frafald Dimittenders arbejdssituation I forlængelse af analysen af disse temaer opstiller vi en række perspektiver på, hvordan små humanistiske uddannelser kan blive styrket, ligesom vi beskriver de forslag, uddannelserne selv har stillet. Vi forholder os ikke nærmere til uddannelsernes økonomiske rammer. For såvel store som små uddannelser gælder det fælles princip, at det er universitetets ansvar, at der udbydes uddannelser med god kvalitet og relevans. Det ansvar gælder også de økonomiske rammer. Rapportens opbygning Kapitel 2 giver det overordnede billede af uddannelserne ud fra vurdering af akkrediteringskriterierne i gennemførte uddannelsesakkrediteringer. I de kvalitative interview vi har gennemført på uddannelserne, har uddannel- 1 Analysen kigger udelukkende på eksisterende uddannelser serne selv angivet deres centrale bud på små humanistiske uddannelsers særlige styrker. Disse er præsenteret i kapitel 3. Den primære analyse af uddannelserne findes i kapitel 4, hvor de ovennævnte 5 temaer analyseres ud fra akkrediteringsrapporter, kvalitative interview og registerdata, ligesom udfordringer med at kvalitetssikre små uddannelser analyseres. I forlængelse af den tematiserede analyse af uddannelsernes udfordringer i kapitel 4 gengiver vi i kapitel 5 uddannelsernes egne bud på løsninger. På baggrund af analyser og uddannelsernes egne løsningsforslag perspektiverer vi i kapitel 6 mulige måder at håndtere de centrale udfordringer, der er identificeret i analysen. Endelig beskriver i kapitel 7 den anvendte metode nærmere. I appendiks 1 findes udfoldede beskæftigelsesdata for dimittender, tal for hvilke bacheloruddannelser frafaldne bachelorstuderende skifter til, samt tal for hvilke kandidatuddannelser bachelorkandidater vælger. Styrker, potentialer og udfordringer Små humanistiske uddannelser tjener flere formål. De forsyner kandidater til fx gymnasier, museer, eksporterhverv og det bredere samfund, og de leverer vigtige bidrag til andre uddannelser og forskningsområder. Herudover har små humanistiske uddannelser en række styrkepunkter. Et gennemgående træk i akkrediteringsrapporter og fra interview med studieledere, studienævnsrepræsentanter, undervisere og studerende samt frafaldne og dimittender er muligheden for intensive uddannelsesforløb, takket være stor nærhed mellem undervisere og studerende. Denne nærhed giver mulighed for stærke faglige og sociale fællesskaber. Netop det, at uddannelsesmiljøerne og de bagvedliggende forskningsmiljøer er små, er samtidig kilde til tværgående kvalitetsudfordringer. En central kvalitetsudfordring er skrøbelighed, hvilket bl.a. betyder, at de bagvedliggende forskningsmiljøer kan være udfordret, når det gælder til stadighed at sikre en tilstrækkelig forskningsbasering ikke mindst

6 på kandidatniveau. Det betyder også, at uddannelserne er sårbare over for fx sygdom blandt underviserne. Samtidig betyder størrelsen, at krav til undervisning og administration for de få ansatte VIP er (fuldtidsansat videnskabeligt personale) på de små uddannelser begrænser deres mulighed for også at finde tid til at forske. En anden problemstilling går på frafald. Uddannelserne har et klart højere frafald på bachelorniveauet end for humaniora generelt. Dette gælder ikke mindst for sprogfagene, hvor propædeutikken fremstår en særlig årsag til højt frafald. Ligeledes har uddannelsernes dimittender generelt en højere ledighedsgrad end på humaniora som helhed men ikke markant. Udfordringen kan være de snævre kompetenceprofiler, der karakteriserer disse små uddannelser. Grundlæggende har flere af uddannelserne forholdsvist klart definerede arbejdsmarkeder, fx gymnasier eller indenfor arkæologiske udgravninger og museer, men når der ikke er tilstrækkelige jobmuligheder dér - fx pga. museumslukninger eller nedgang i byggeriet, er det svært for dimittenderne at finde akademiske job i andre brancher. Ikke mindst, fordi det er uklart for mulige arbejdsgiver, hvordan faglighederne kan anvendes, men også fordi kompetenceprofilen på uddannelserne i høj grad er udviklet med specifikke arbejdsområder for øje. I vores analyse af akkrediteringsrapporter og interview med studieledere, studienævnsrepræsentanter og VIP er har vi identificeret en række gennemgående perspektiver, der kan styrke små humanistiske uddannelser. Gennem samarbejde mellem uddannelser inden for beslægtede fagområder eller deciderede sammenlægninger af uddannelser og områder, kan der skabes synergi og en større kritisk masse, bl.a. i forbindelse med at løfte de administrative opgaver, der ses som en udfordring på de små uddannelser. Både i akkrediteringer og interview kan vi se, at sådanne formaliserede samarbejdsrelationer eller sammenlægninger kan styrke kvaliteten på uddannelserne. Samarbejdet er hidtil primært foregået blandt beslægtede områder på samme institution. Der kan derfor ligge et potentiale i mere formaliserede samarbejder mellem små ensartede uddannelser på tværs af de danske universiteter. Da der i en række tilfælde er tale om meget små fagområder, hvor det primære forskningsfællesskab findes internationalt, kan en mulig arena for yderligere udvikling ligeledes være mere formaliserede uddannelsessamarbejder på tværs af universiteter i fx Norden. Frafaldsproblematikken har hidtil generelt været svær at vurdere, da de små populationer af studerende delvist skjuler problemstillingen. Men vores analyse viser, at en målrettet problemidentifikation og efterfølgende indsats markant kan reducere frafaldet. Som løsning på udfordringen med snævre kompetenceprofiler peger analysen både ind i uddannelserne og udad mod arbejdsmarkedet. Én type løsninger handler om bedre markedsføring af uddannelsernes kompetencer til en større del af arbejdsmarkedet. Et andet perspektiv er uddannelserne selv, hvor bedre karrierevejledning kombineret med tættere relationer til et bredere aftagerfelt undervejs, og et arbejde med at lægge flere generelle kompetencer ind i uddannelsens kompetenceprofil, kan gøre, at dimittenderne kan søge bredere. 6

7 2 Erfaringerne fra akkreditering I dette kapitel beskriver vi de små humanistiske uddannelser i forhold til de kriterier, der indgik i akkrediteringen af universitetsuddannelser fra 2010 til Tabel 1. Akkrediteringskriterier Kriterier anvendt i akkrediteringer siden 2010 K1: Behov for uddannelsen K2: Uddannelsen er baseret på forskning og er knyttet til et aktivt forskningsmiljø af høj kvalitet K3: Uddannelsens faglige profil og niveau K4: Uddannelsens struktur og tilrettelæggelse K5: Løbende intern kvalitetssikring af uddannelsen Figur 1 viser vurderingerne af akkrediteringskriterierne for små humanistiske uddannelser set i forhold til henholdsvis humaniora generelt og alle universitetsuddannelser under et. Den endelige afgørelse om akkreditering bygger på en helhedsvurdering af den samlede uddannelses styrker og svagheder. Figur 1. Kriterievurderinger 100% 80% 60% 40% 20% Alle HUM Små HUM tendernes situation på arbejdsmarkedet ofte pga. det lille antal dimittender. I figur 1 udmærker de små humanistiske uddannelser sig ved alle på tilfredsstillende vis at opfylde kriteriet om uddannelsens faglige profil og mål for læringsudbytte (K3), hvilket er 10 procentpoint højere end både universitetsuddannelserne samlet og humaniora generelt. Kriteriet om uddannelsens struktur og tilrettelæggelse (K4) opfylder de små humanistiske uddannelser også væsentligt bedre. Som det fremgår af figur 1, har små humanistiske uddannelser generelt flere kritiske kriterievurderinger vedrørende relevans og kvalitetssikring. Den lave andel af tilfredsstillende vurderinger på kriterium 5 om kvalitetssikring dækker i et vist omfang over et specifikt problem på et enkelt fakultet. Som det ses af figur 1, ligger andelen af tilfredsstillende vurderinger af kriteriet om at uddannelsen er baseret på forskning og er knyttet til et aktivt forskningsmiljø af høj kvalitet (K2) på niveau med hovedområdet og lidt under gennemsnittet for universitetsuddannelserne samlet. Figur 2: Spredning af vurderinger på kriterium 2, forskningsbasering 100% 0% K1 K2 K3 K4 K5 Figuren angiver andelen af kriterierne, der er blevet vurderet som værende tilfredsstillende. Når det gælder kriteriet om behov for uddannelsen (K1), ligger de små humanistiske uddannelser lidt, men ikke væsentligt, under humaniora som helhed men stort set på niveau med universitetsuddannelserne samlet. Et gennemgående problem i kriterievurderingen er manglende struktur i dialogen med aftagere og dimittender samt mangelfuld viden om dimit- 80% 60% 40% 20% 0% Alle HUM Små HUM Ikke tilfredsstillende Delvist tilfredsstillende Tilfredsstillende 7

8 Som figur 2 viser, har en væsentlig større andel af de små humanistiske uddannelser dog fået en ikke tilfredsstillende vurdering af kriteriet om forskningsbasering end humaniora og alle universitetsfag generelt (18,2 procent ikke tilfredsstillende vurderinger, mod henholdsvis 5 og 7,9 procent for de to andre grupper). Blandt de små humanistiske uddannelser, findes der dermed også en gruppe med kvalitetsudfordringer på forskningsbaseringen af mere alvorlig karakter. Analyseområde Vi ser i analysen på humanistiske uddannelser med bacheloroptag på mindre end 30 studerende i Vi har også inkluderet enkelte uddannelser med et optag på studerende, hvis disse uddannelser enten har haft væsentligt lavere optag i tidligere år, eller hvis der er særlige forhold der taler for, at uddannelsen inkluderes (fx at opnå bred institutionsdækning). Analysen dækker bl.a. alle de uddannelser, der er på finanslovens småfagsordning, jf. finansloven for med undtagelse af uddannelserne koreastudier og finsk ved Københavns Universitet, der begge gennemgår akkrediteringsforløb samtidig med at denne rapport bliver færdiggjort. Herudover har vi udvalgt forhistorisk arkæologi og klassisk arkæologi på både Københavns Universitet og Aarhus Universitet, der var en del af småfagsordningen inden den seneste revision i Til sidst har vi udvalgt tysk på både Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Roskilde Universitet. Uddannelsen er dels udvalgt for at opnå bred institutionsdækning inden for én uddannelse, dels for at se i hvilket omfang, en lille uddannelse med et mere klart afgrænset arbejdsmarked (gymnasieskolen) deler de udfordringer, vi beskrev indledningsvis. Andre uddannelser, der passer på analysens udvælgelseskriterier, er for eksempel italiensk, latin, græsk (klassisk), indianske sprog og kulturer, og indoeuropæisk. Tabel 2. Uddannelser, der indgår i analysen af små humanistiske uddannelser og deres bacheloroptag Institution KU AU SDU Fag Optag i 2013 Eskimologi 14 Mellemøstens sprog og samfund (hebraisk) 12 Mellemøstens sprog og samfund (assyriologi, nærorientalsk arkæologi, ægyptologi) Asienstudier (indologi) 8 Mellemøstens sprog og samfund (persisk) 14 Asienstudier (thai/sydøstasienstudier) 7 Asienstudier (indonesisk/sydøstasienstudier) 5 Asienstudier (tibetologi) 11 Øst- og sydøsteuropastudier (balkanstudier) 9 Klassisk arkæologi 19 Forhistorisk arkæologi 31 Portugisiske og Brasilianske Studier 31* Brasilianske studier 16 Klassiske sprog 20 Sydasienstudier 20 Østeuropastudier 28 Klassisk arkæologi 19 Forhistorisk arkæologi 22 Tysk 29 Oldtidskundskab 37 Tysk 18 AAU Tysk 10 Anm.: Optag pr. 1/10, Optaget for tysk på RUC er ikke opgjort da der er tale om en kombinationsuddannelse *ikke optag i 2012 Som grundlag for de følgende analyseafsnit har vi gennemgået 14 akkrediteringsrapporter, der dækker de uddannelser i tabel 2, der er blevet akkrediteret. Akkrediteringsrapporterne har dannet grundlag for Akkrediteringsrådets afgørelser om uddannelserne, og er tilgængelige på akkrediteringsrådets hjemmeside, Akkrediteringsrapporterne er fra perioden , hvilket betyder, at der både indgår uddannelser som er vurderet efter de 10 kriterier, der var gældende frem til midten af 2010, og uddannelser som er vurderet efter de 5 kriterier, der var gældende 39 8

9 fra 2010 til I analyseafsnittet har vi fokuseret på sammenlignelige forhold på uddannelserne, og vi kommer derfor ikke med baggrund i akkrediteringsrapporten nærmere ind på kriterievurderingerne for den enkelte uddannelse eller forskellene mellem de 5 og 10 kriterier. For 17 af uddannelserne har vi samlet gennemført kvalitative interview med studieledere, studienævnsrepræsentanter og videnskabeligt personale, nuværende studerende, frafaldne studerende og dimittender. Interview og analyse heraf er gennemført af DAMVAD A/S, der også har biddraget til den samlede analyse. Hovedparten af de uddannelser, hvis akkrediteringsrapporter er gennemgået, udbydes af Københavns Universitet, hvor de er forankret på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) og Saxo-Instituttet. Fire uddannelser (to sammenhængende bachelor- og kandidatuddannelser) er forankret på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. 9

10 3 Uddannelsernes egne bud på styrker ved små uddannelser I dette kapitel beskriver vi de styrker underviserne og de studerende på de undersøgte uddannelser selv har beskrevet som særlige for små humanistiske uddannelser. De studerende, underviserne og studielederne fremhæver overordnet set to hovedstyrker ved de små uddannelser. Den første hovedstyrke omhandler undervisningsforløbet og det faglige niveau, mens en anden styrke er den tætte relation mellem underviser og de studerende. Der er en naturlig sammenhæng mellem de to styrker, da en tæt relation mellem underviser og studerende ofte giver intensive undervisningsforløb. Intensivt undervisningsforløb og højt fagligt niveau Det faglige niveau særligt på bacheloruddannelsen - beskrives af de studerende, underviserne og studielederne som højt. De oplever også, at der stilles høje krav til de studerende blandt andet, fordi de i løbet af korte, intensive forløb skal tilegne sig nye fremmedsprog. De høje krav betyder blandt at en del studerende falder fra i løbet af uddannelsen, hvilket beskrives mere udførligt senere i rapporten. Det faglige niveau kan holdes højt, fordi der er mere tid til den enkelte studerende både i og uden for undervisningen, end tilfældet ofte er på de større uddannelser. Undervisningen foregår oftest som seminarer frem for forelæsninger og er meget dialogbaseret. De studerende oplever derfor at have mulighed for at blive hørt samt at have mulighed for at påvirke undervisningen og komme med input og ønsker til tilrettelæggelsen af timerne. Det begrænsede antal studerende betyder, at underviserne i høj grad udformer undervisningen og progressionen til den enkelte studerendes behov og niveau. Dette er særligt udbredt i sprogfagene og på uddannelser, der har propædeutiske forløb, da de studerende her ofte har forskellige sproglige forudsætninger, når de påbegynder uddannelsen. Det betyder, at mange studerende oplever en meget hurtig sproglig udvikling. Tæt fagligt og socialt miljø: Mesterlæremodellen De små uddannelser er i høj grad kendetegnet ved, at det videnskabelige personale og de studerende har et tæt forhold til hinanden. De mødes ofte i forbindelse med faglige og sociale arrangementer uden for undervisningen, hvilket giver et uformelt miljø, som betragtes som særdeles positivt af både studerende og undervisere. Både studerende og undervisere beskriver, at uddannelserne fungerer efter det, man kan kalde en mesterlæremodel. De studerende knytter sig i løbet af uddannelsen til en eller flere undervisere, som vejleder dem på forskellige projekter, sparrer med dem om eksamensopgaver og i det hele taget fungerer som mentorer og lærermestre set i en faglig kontekst. Dette er særligt udbredt på kandidatuddannelsen, hvor de studerende i højere grad får vejledning end egentlig undervisning. Undervisere og studerende beskriver at der er mange arrangementer i krydsfeltet mellem det sociale og det faglige. Disse arrangementer medvirker til, at de studerende kender hinanden på tværs af årgangene, hvilket giver mulighed for faglig sparring og støtte gennem uddannelsen. Dette er særligt afgørende for de små uddannelser, da hver enkelt årgang er relativt lille og en del falder fra i løbet af det første år. Ældre studerende fungerer derfor også som vejledere for yngre studerende, hvilket skaber dygtigere studerende og et tæt fagligt miljø. 10

11 4 Analyse I dette kapitel analyserer vi de små uddannelser i forhold til følgende fem temaer: Kritisk masse i uddannelsesmiljøet Forskningsbasering Samarbejde med andre (små) uddannelser Frafald Dimittenders arbejdssituation Hvert tema er analyseret ud fra flere komplementære metodiske tilgange og alle analyser bygger på mindst to uafhængige datakilder. Først analyserer vi temaet gennem akkrediteringsrapporterne. Her er der tale om systematiske og sammenlignelige analyser, der alle er gennemført med inddragelse af eksterne eksperter gennem de ekspertpaneler, der indgår i hver akkrediteringsproces. Dernæst analyserer vi uddannelsernes egne vurderinger gennem interview med studieledere, studienævnsrepræsentanter og undervisere, nuværende studerende, frafaldne og dimittender. Det giver os mulighed for at få miljøernes egne opfattelser af styrker og udfordringer i spil. Endelig har vi for en række af temaerne fået adgang til registerdata vedrørende bl.a. optag, frafald, studieskift og beskæftigelsesmønstre for de analyserede uddannelser. Hermed får vi mulighed for at supplere den kvalitative analyse med kvantitative analyser. 4.1 Kritisk masse i uddannelsesmiljøet Små bacheloruddannelser endnu mindre kandidatuddannelser De opgørelser over uddannelsernes optag og antallet af indskrevne studerende, der indgår i akkrediteringsrapporterne, tegner et billede af et begrænset antal studerende på bacheloruddannelserne og et meget lille optag på kandidatuddannelserne. Optaget på bacheloruddannelsen ligger således typisk under 15 om året, og nogle uddannelserne har kun haft optag hvert andet år. Da kandidatuddannelserne forudsætter de specifikke færdigheder, der er opnået på bacheloruddannelsen, er optaget på kandidatuddannelserne endnu mindre og ligger typisk på under fem studerende om året. For nogle af de gennemgåede uddannelser kan der være flere år mellem, at der optages studerende på kandidatuddannelsen. Tabel 3 viser studenterbestanden på de små humanistiske uddannelser, der indgår i analysen. Til tider meget få studerende udfordrer de normale metoder til kvalitetssikring af uddannelserne. Dermed bliver kvalitetssikringen ofte meget personafhængig, hvilket indebærer risiko for, at kvalitetssikringen ikke er tilstrækkelig systematisk eller at den overser centrale problemstillinger. Vi har derfor samlet en analyse af udfordringer med kvalitetssikring af små uddannelser. Denne samlede analyse af kvalitetssikring giver endvidere mulighed for at perspektivere målrettet på bedre kvalitetssikring. 11

12 Tabel 3. Studenterbestand på de små humanistiske uddannelser; bachelor (kandidat) KU AU SDU Fag Eskimologi 32 (6) 34 (4) 37 (2) Mellemøstens sprog og samfund (assyriologi, nærorientalsk arkæologi, 107(52) 108(53) 118(42) ægyptologi) Asienstudier (indologi) 17 (3) 21 (3) 24 (4) Mellemøstens sprog og samfund (persisk) 37 (6) 28 (6) 31 (6) Asienstudier (thai/sydøstasienstudier) 16 (2 ) 16 (2 ) 21 (2 ) Asienstudier (indonesisk/sydøstasienstudier) 13 (1 ) 11 (2 ) 15 (1 ) Asienstudier (tibetologi) 12 (2 ) 21 (2 ) 24 (2 ) Øst- og sydøsteuropastudier (balkanstudier) 52 (1 ) 40 (1 ) 40 (1 ) Klassisk arkæologi 41 (14) 45 (13) 44 (14) Forhistorisk arkæologi 89 (96 ) 98 (83 ) 110(73 ) Portugisiske og brasilianske studier 16 (9) 10 (7) 5 (2) Brasilianske studier 41 (3) 51 (3) 57 (4) Klassiske sprog 34 (12) 31 (12) 38 (10) Sydasienstudier 38 (0) 44 (0) 49 (0) Østeuropastudier 67(7 ) 69(10 ) 82 (9 ) Klassisk arkæologi 54 (17) 60 (18) 70 (14) Forhistorisk arkæologi 68 (48) 77 (45) 85 (34) Tysk 107(25) 111(26) 108(28) Oldtidskundskab 44 (11) 72 (10) 82 (12) Tysk 51 (19) 56 (18) 51 (18) AAU Tysk 25 (10) 29 (7) 28 (10) Anm.: Bestand pr. 1/10 Tal i parentes er optag på kandidatuddannelsen, hvor disse er tilgængelige. Mellemøstens sprog og samfund (hebraisk) udgår, da data er indrapporteret sammen med den større uddannelse i arabisk. Tysk (i kombination med andet fag) ved RUC udgår, da der er tale om en kombinationsuddannelse. Statistisk kode for kandidatdelen er ikke fundet, så institutionens egne tal anvendes. Det bemærkes, at der ikke er fuld overensstemmelse mellem resultater. Få undervisere betyder mindre og mere sårbart fagudbud De bagvedliggende forskningsmiljøers størrelse herunder antallet af fastansatte videnskabelige medarbejdere giver i sig selv en begrænsning på, hvor mange kurser, der kan udbydes på de enkelte uddannelser. Der er færre undervisere til at deles om undervisningsopgaverne, hvorfor flere af de interviewede undervisere således beskriver, at man ikke kan tilbyde den samme variation og volumen i antallet af fag og kurser, som man kan på større uddannelser. Derudover understreger flere af de interviewede studieledere, studienævnsrepræsentanter og undervisere, at tilrettelæggelsen af undervisningen på de små uddannelser generelt er mere sårbar over for sygdom, barsel, pensionering og lignende blandt personalet, end det er tilfældet for store uddannelser. De oplever i den sammenhæng, at der ofte er begrænsede ressourcer til at ansætte eksterne lektorer og vikarer, og at der er udfordringer forbundet med frikøb af ansatte til forskning, fordi der i så fald ikke er mulighed for at få dækket undervisningsbehovet med de nødvendige ressourcer. Begrænsninger i forhold til oprettelse af fag og kurser Udover et kursusudbud, der er begrænset af antallet af undervisere, har alle uddannelsesinstitutioner også minimumsgrænser for, hvor mange studerende der skal være tilmeldt et fag/kursus, for at det bliver oprettet. De små uddannelser med få studerende er særligt udsatte i den sammenhæng, ikke mindst på kandidatuddannelserne, da det kan være vanskeligt at få nok tilmeldte studerende. Konsekvensen for de studerende er enten at måtte følge de kurser, der udbydes, men som muligvis er mindre relevante, eller at gennemføre uden undervisning ved hjælp af vejledning og selvstudium. Jeg fik god vejledning til opgaver og speciale, men undervisningsmæssigt var overbygningen nærmere et selvstudium. Det er ikke rimeligt - når man udbyder en uddannelse, skal man også kunne tilbyde de studerende undervisning. (Dimittend, klassiske studier) 12

13 Akkrediteringsrapporterne viser, at begge muligheder er realiteter for de studerende på de små uddannelser og i særlig grad på kandidatuddannelserne. Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) på Københavns Universitet har mange små uddannelser. På instituttet har man fastsat grænsen for oprettelse af kurser til tre studerende. Det er en meget lav grænse i forhold til, hvad man ser andre steder, hvor typiske grænser er 8-12 studerende. Det betyder, at der for de små fag på ToRS er en bedre mulighed for at oprette kurser til de studerende. Selv med den lave grænse viser akkrediteringsrapporterne dog, at en række af instituttets kandidatuddannelser har et meget begrænset antal udbudte kurser, da det kan være vanskeligt at samle selv tre studerende. Mindre hold opleves som en fordel De interviewede studerende understreger omvendt, at det er en stor fordel, at der på mange små uddannelser ofte er relativt små holdstørrelser på de udbudte fag og kurser. Det muliggør ifølge de studerende bedre niveaudeling og en mere differentieret undervisning. Ligeledes oplever de studerende, at det giver bedre tilrettelæggelse af undervisningen efter den enkelte studerendes evner og niveau, samt en høj grad af deltagelse, interaktion og dialog mellem underviser og studerende. De interviewede studerende oplever, at det på små hold samtidig er meget let at komme i kontakt med underviserne både i og uden for undervisningen, og at underviserne er meget behjælpelige med at give den ønskede vejledning og sparring. En studerende beskriver det således: Vi er tit i dialog med underviserne. Er vi utilfredse, siger vi det eller sender en mail om det. Vi kender alle underviserne. De ved, hvem vi er. Normalt vil man nok være bange for at gå op på et kontor til en underviser, man aldrig har haft kontakt med før. Når vi har fået karakterer, så er jeg fx ikke bange for at spørge om, hvorfor jeg har fået den karakter, jeg har. (Studerende, områdestudie) Brug af fællesundervisning på de små uddannelser styrker og udfordringer Brug af fællesundervisning mellem flere uddannelser er en typisk måde at udvide kursusudbuddet, viser akkrediteringsrapporterne. Den ene form, som fællesundervisningen tager, er samlæsning mellem bacheloruddannelser og kandidatuddannelser, der ligger i naturlig forlængelse af bacheloruddannelserne, hvor de studerende følger den samme undervisning, men hvor niveauforskellen opnås i udprøvningen af den enkelte studerende. Den anden form for fællesundervisning er kurser, der udbydes på tværs af to eller flere uddannelser. På de fire områdestudier tyrkisk, arabisk, hebraisk og persisk på Københavns Universitet, der er samlet i fagklyngen Mellemøstens sprog og samfund, starter de bachelorstuderende på første semester med at have kurset Mellemøstens moderne historie på 15 ECTS-point, der udbydes på tværs af de fire områder sideløbende med, at de studerende har propædeutik med hver deres sprog. På andet semester har de studerende fra alle fire områder samlæsning i faget Videnskab og videnskabsteori på 15 ECTS-point. Fordelen ved samlæsning på tværs af uddannelserne, er at det giver de studerende flere undervisningstimer og det kan give dem indblik i emner, der dækker et bredere emneområde end det, der dækkes af uddannelsens nære forskningsmiljø. De interviewede undervisere, studieledere, studienævnsrepræsentanter og studerende fremhæver ligeledes en række styrker ved at gennemføre visse undervisningsforløb som samlæsning med eksempelvis nabofag og an- 13

14 dre uddannelser inden for det samme fagområde. Studieledere, studienævnsrepræsentanter og undervisere forklarer, at samlæsning kan give økonomiske stordriftsfordele, fordi man ikke behøver at udbyde samme generelle fag på flere uddannelser. De studerende fortæller samtidig, at undervisning gennemført sammen med studerende fra andre uddannelser giver kendskab til andre studerendes fagligheder og styrker den sociale dimension på uddannelsen. Risici ved fællesundervisning Der er to primære risici forbundet med brugen af fællesundervisning. For det første, om de studerendes forskellige forudsætninger kan rummes inden for rammerne af kurset uden, at det går ud over niveauet i undervisningen. For det andet kan det have indflydelse på de studerendes profil og niveau, hvis de følger et betydeligt antal kurser, der udbydes som fællesundervisning, og som har et bredere sigte end den enkelte uddannelse. Det sidste kan erodere uddannelsens kernefaglighed. Desto højere, og mere specialiseret niveau den studerende befinder sig på, desto mere problematisk kan det være at have fællesundervisning. Fællesundervisning stiller derfor store krav til undervisernes pædagogiske kompetencer og til tilrettelæggelsen af uddannelsen, og set med akkrediteringsbriller kan fællesundervisning med fordel primært anvendes på generiske eller introducerende fag - og i begrænset omfang. De fleste interviewede studerende mener ikke, at der forskel på det faglige niveau i de samlæste og de ikke-samlæste fag, men anser det, som beskrevet ovenfor, som en fordel at læse enkelte fag med studerende fra andre uddannelser. En mindre gruppe af de interviewede studerende mener dog netop, at samlæsning kan være en udfordring, fordi undervisningen kan ende med hverken at være målrettet studerende på den ene eller anden uddannelse. Undervisningen kan blive for generel og derfor ikke tilstrækkeligt relevante for den enkelte uddannelse. Derudover mener nogle studerende, at det er en udfordring, at de i visse tilfælde skal afslutte faget med forskellige prøveformer. De studerende oplever, at det kan være svært for underviseren at tilpasse undervisningen tilstrækkeligt og mest hensigtsmæssigt til forskellige prøveformer. Det faglige og sociale miljø på de små uddannelser Flere undervisere og studerende giver i de gennemførte interview udtryk for, at det faglige og sociale miljø på de små uddannelser i høj grad understøttes af et godt udbud af forskellige arrangementer. Arrangementerne er meget forskelligartede; fra foredragsrækker med danske og udenlandske gæsteforelæsere, til kulturarrangementer og konferencer mv. De faglige arrangementer er med til at skabe og opretholde de tætte relationer mellem de studerende og underviserne, der findes på de små uddannelser understreges det af begge parter i interviewene. Samtidig fortæller mange af de interviewede studerende og dimittender, at mere uformelle sociale arrangementer er med til at skabe stærkere bånd mellem de studerende på de små uddannelser, også på tværs af årgangene. Både studerende og undervisere beskriver, at der er en stærk kontakt og faglig sparring mellem de studerende på tværs af årgangene. Det kræver dog, ifølge de studerende, også en stor indsats og engagement fra dem selv, hvis man skal opretholde et godt socialt miljø på uddannelsen. På små uddannelser er næsten alle studerende således forpligtede til at bidrage til planlægning og tilrettelæggelse af arrangementer, hvilket ikke er tilfældet på større uddannelser. Da der kan være stor forskel på de studerendes vilje hertil, er der, ifølge de studerende, ofte forskel på det sociale sammenhold på tværs af årgange, men også på tværs af uddannelser. 14

15 På trods af de overvejende positive beskrivelser af det faglige og sociale miljø på uddannelserne, mener især de frafaldne studerende, at udbuddet af faglige og sociale aktiviteter og arrangementer samt interaktionen med undervisere og andre studerende uden for undervisningen er mangelfuldt. De frafaldne studerende efterspørger især mere social interaktion med de andre studerende og understreger, at det har været af stor betydning for deres valg om at stoppe på uddannelsen. Som beskrevet nærmere i afsnit 4.4 om frafald, er der generelt set et højt frafald på de undersøgte uddannelser. Det er derfor vigtigt at bemærke, at et ikke-velfungerende socialt miljø kan have stor betydning for frafald på uddannelsen. Flytning kan have betydning for miljøet Som det bl.a. fremgår af interviewene med studieledere, studienævnsrepræsentanter og undervisere, har en række uddannelser på blandt andet Aarhus Universitet og Københavns Universitet gennemgået flytninger de seneste år, og i flere tilfælde er underviserne blevet placeret fysisk langt væk fra de studerendes undervisnings-, studie- og opholdssteder. I nogle tilfælde er de små uddannelser ligeledes blevet placeret sammen med andre, ikke-beslægtede større uddannelser. Disse flytninger opleves af både undervisere og studerende som en trussel mod det faglige såvel som det sociale miljø på uddannelserne. Det skyldes, at de små miljøer ofte er bygget op omkring fælles fysiske rammer, der muliggør, at de studerende og underviserne eksempelvis spiser frokost sammen og mødes ofte på fællesfaciliteterne. Når uddannelserne samles med andre større uddannelser, forekommer den tætte interaktion ikke længere i samme omfang. De studerende nævner specifikt flytninger af arkæologistudierne på Aarhus Universitet og flytningen af humanistiske uddannelser til det nye KUA på Københavns Universitet som problematiske. 4.2 Forskningsbasering Skrøbelighed i forskningsmiljøet Gennemgangen af akkrediteringsrapporterne viser, at det ofte er et meget småt forskningsmiljø, der bærer de små uddannelser, som det fremgår nedenfor. Figur 3. Uddannelser fordelt på antal primært tilknyttede VIP VIP 2 VIP 3 VIP 4 eller flere VIP er Figur 3 viser hvor mange VIP er, der i akkrediteringsrapporterne opregnes som centrale for uddannelsen, og som har hoveddelen af deres undervisning og forskning i tilknytning til uddannelsen og dens område. Disse VIP er står for tilrettelæggelsen, udviklingen og størstedelen af undervisningen på uddannelserne. VIP er, der varetager fællesundervisning eller underviser på et enkelt modul eller emneområde men som har en primær tilknytning til en anden uddannelse, er ikke regnet med i ovenstående opgørelse. Ph.d.-studerende, emerita/emeritus VIP eller forskningsansatte (post.docs, seniorforskere, forskningsadjunkter) er heller ikke medregnet. Alle disse grupper er på de fleste af uddannelserne med til at udvide bredden i forskningsmiljøet og i den undervisning, som udbydes på uddannelsen. Det er derfor vigtigt at understrege, at opgørelsen ikke dækker, hvor mange undervisere de studerende reelt møder i løbet af uddannelsen. Ikke desto mindre tegner det et billede af uddannelser, hvor ansvaret for at udbyde forsk- 15

16 ningsbaseret undervisning er placeret på et meget begrænset antal VIP er. Akkrediteringsrapporterne og interviewene viser også, at når der kun er en eller to undervisere tilknyttet som ankerpersoner, giver det uddannelsen en skrøbelighed i forhold til en række forhold. For det første er der ingen til at tage over, hvis uddannelsens forsker(e) sygemeldes, skifter job eller går på pension, før der er rekrutteret en erstatning, mens det også kan være problematisk at finde en erstatning med en passende profil. Det fremgår i enkelte akkrediteringsrapporter, at der har været perioder, hvor uddannelser har stået uden nogen central underviser, hvilket fra et kvalitetsperspektiv er et særdeles kritisk forhold. For det andet øger det uddannelsens afhængighed af at kunne supplere undervisningen med fællesundervisning fra andre uddannelser og/eller brugen af eksterne undervisere, hvilket vi beskriver senere i dette afsnit Selvom et lille antal tilknyttede forskere altid vil være en udfordring i forhold til at skulle dække bredden i en bachelor- og kandidatuddannelse, kan man i akkrediteringsrapporterne også identificere en særlig udfordring for sprog/områdestudier, der klassisk er bygget op af tre fagområder med hver sin videnskabelige tradition; sprogvidenskab, litteratur samt historie/samfundsforhold. Det kan betyde, at de studerende ikke får mulighed for at specialisere sig i tilstrækkeligt omfang og potentielt skabe niveauproblemer i forhold til at nå bachelor- eller kandidatniveau. Heri indgår også, at specialiseringen kan risikere at gå ud over mulighederne for at behandle emnerne ud fra forskellige tilgange samtidigt, fx sprogligt og litterært. Studerende er tilfredse med det faglige niveau Langt de fleste studerende beskriver i de gennemførte interview, at de oplever, at undervisningsniveauet er højt. Efter deres vurdering præsenteres man for og diskuterer den nyeste viden inden for fagene. På en del uddannelser skal man dog lære en række basale færdigheder, inden man præsenteres for de nyeste diskussioner og forskningsresultater på området. Det gælder eksempelvis på sprogfagene, hvor selve sprogundervisningen skal gennemføres, inden de studerende kan tilegne sig viden inden for de nyeste forskningsresultater. En studerende beskriver det således: Vi har en høj undervisningskvalitet. Det afhænger af, hvor meget man selv gør sådan er det vel på alle uddannelser. I nogen grad baserer uddannelsen sig på ny viden og forskning. Vi har en underviser, som virkelig bruger sit eget materiale og gør meget ud af at vise, hvad han forsker i lige nu. Men vi skal jo først lære sproget, så det tager jo noget tid, før man præsenteres for den nyeste forskning. (Studerende, sprogfag) Som vist har en række af de undersøgte uddannelser skrøbelige forskningsmiljøer, hvilket kan betyde mindre sammenhængende forskningsdækning af hele uddannelsen. De studerende kan godt i den konkrete enkelte undervisningssituation opleve undervisning af god pædagogisk-didaktisk kvalitet, mens den samlede uddannelse samtidig ikke i tilstrækkelig grad sikrer et tilstrækkelig fagligt niveau og progression. Eksterne undervisere giver indblik i aftagerverdenen Både akkrediteringsrapporter og gennemførte interview viser, at brug af eksterne lektorer og studieadjunkter på mange uddannelser er nødvendig for, at de studerende kan få undervisning. Dette kan dog medføre, at de studerende ikke kommer i kontakt med forskningsaktive 16

17 VIP er. Den mest hyppige brug af eksterne lektorer eller studieadjunkter er dog kurser med fokus på sprogfærdighed og propædeutik, hvor der ikke er behov for forskningsbasering i samme grad som andre fag. Eksterne lektorer benyttes dog også til at udvide fagudbuddet, fx ved at udbyde nogle af de introducerende fag, eller som en måde at involvere forskere uden for universitetet, der dækker områder, som uddannelsens primære VIP er ikke dækker. De eksterne undervisere kommer ofte fra andre universiteter eller fra aftagerorganisationer. De interviewede studieledere, studienævnsrepræsentanterne og undervisere beskriver de eksterne lektorer som et friskt pust, der i høj grad kan bidrage positivt med erfaringer og perspektiver fra arbejdsmarkedet og eget arbejdsliv. Stort set ingen af de adspurgte studerende oplever at mærke forskel i kvaliteten af den undervisning, der gennemføres af eksterne undervisere sammenholdt med undervisningen gennemført af fastansatte. En del studerende er faktisk ikke klar over, hvorvidt deres undervisere er eksterne eller fastansatte. De interviewede studerende, der har bemærket brugen af eksterne undervisere, er primært positive. De mener, at de eksterne lektorer bidrager med nye perspektiver på faget og bringer undervisningen tættere på virkeligheden uden for klasselokalet. Disse studerende mener, at der skabes en god balance ved både at anvende fastansatte og eksterne undervisere til at varetage undervisningen. Undervisning og administration lægger pres på forskningsbaseringen En anden særskilt bekymring hos flertallet af underviserne og studielederne i interviewene er den øgede mængde af administrative opgaver, som underviserne oplever at skulle varetage i deres job. Underviserne understreger, at de administrative byrder tager tid og fokus fra både undervisningsforberedelse og forskning. Dermed risikerer uddannelsernes forskningsbasering at blive svækket. Der nævnes forskellige årsager til en stigning i de administrative opgaver, såsom nedskæringer på antallet af fast personale, men også at man oplever et øget krav om dokumentation og kontrol, herunder eksempelvis de løbende akkrediteringer, som opleves som tidskrævende. Alle uddannelser har administrative opgaver, der kan tage tid fra både forskning og uddannelse, men hvis et begrænset bærende forskningsmiljø skal klare hovedparten af undervisningen og administrationen på uddannelsen, kan det tage mærkbare tidsressourcer fra forskningsaktiviteterne. Dette forhold er også påpeget i enkelte akkrediteringsrapporter. Flere undervisere ser det som en stor udfordring, at skulle løfte de samme administrative opgaver som undervisere på større uddannelser, uden at de små uddannelser, ifølge underviserne, bliver kompenseret tilstrækkeligt herfor. På nogle små uddannelser ser man sig således nødsaget til at prioritere undervisning og administrative opgaver over forskningen. Underviserne oplever, at der lægges flere administrative opgaver på deres skuldre samtidig med, at der kommer krav om flere undervisningstimer på uddannelserne. Det risikerer ligeledes at minimere den tid, som det videnskabelige personale har til forskning. I sammenhæng hermed fortæller mange af de interviewede studerende, at de ikke har været inddraget i forskningsprojekter i løbet af deres studietid, hverken i eller uden for undervisningen. Der er her stor forskel mellem de studerende på uddannelser rettet mod undervisning i gymnasiet og studerende på uddannelser, der retter sig mod ansættelse på universiteter og andre forskningsinstitutioner. Ud over en stigning i administrative opgaver, peger underviserne og studielederne ligeledes på, at få studerende udgør en udfordring i kraft 17

18 af den eksisterende bevillingsstruktur via STÅ-midler, som i en vis grad opleves afspejlet i de interne fordelingsmekanismer på universiteterne. Ifølge underviserne og studielederne betyder det, at små ændringer i optaget på uddannelserne kan påvirke økonomien på uddannelserne markant. Udover at vi hverken i akkrediteringer generelt eller i denne opsamlende analyse vurderer på, om uddannelser har en tilstrækkelig økonomisk ramme, må vi dog påpege, at det påhviler universiteterne at sikre, at alle udbudte uddannelser har de nødvendige rammer for at levere tilstrækkelig kvalitet og relevans, hvilket bl.a. er afspejlet i den økonomiske dispositionsfrihed universiteterne har, og det ansvar der følger heraf. Konkurrence om forskningsmidler Forskningsmiljøerne på de små uddannelser oplever sig selv som relativt konkurrenceudsatte, når det kommer til forskningsmidlerne. Dog vurderer de fleste undervisere og studieledere, at de klarer sig godt i denne konkurrence og formår at sikre også store forskningsprojekter til forskningsmiljøerne der ligger bag de små uddannelser. Flere studieledere og undervisere fortæller, at de på det seneste har fået bevillinger til at gennemføre store forskningsprojekter, der vil være med til at sikre en kritisk masse af forskere på uddannelserne. Samtidig er der dog en gruppe af forskningsmiljøerne, der oplever, at de ikke har de nødvendige ressourcer til at kunne deltage i konkurrencen om forskningsbevillingerne. Når underviserne sammenligner deres studier med større fagmiljøer, påpeger de, at man på disse uddannelser har personale ansat til at vejlede og bidrage til at skrive forskningsprojektansøgninger. samtidig er pressede af stigende administrative og undervisningsmæssige opgaver, peger mange af underviserne på, at de efter egen opfattelse har et godt og stærkt forskningsmiljø med en stor forskningsproduktion. En underviser fra et sprogfag på Aarhus Universitet beskriver det således: Forskningsmiljøet er både nationalt og internationalt forankret. Indien-centret ligger jo på Aarhus Universitet, hvor vi har fået støtte fra EU i to år, som udløb i Her har vi inviteret mange indiske gæstelektorer. Vi har ofte gæsteforelæsninger fra indiske universiteter og de øvrige europæiske. Ligeledes gæsteforelæser vi i Indien. Vi har ligeledes fire ph.d.- stipendiater fra Indien. De studerende møder altså forskere fra Indien og specialiseret viden fra mange forskellige grene. Vi har også en række indiske studerende og har løbende haft en visiting professor fra Indien. (Underviser, sprogfag) Derudover fremhæver mange af studielederne og underviserne deres forskningsmiljø som internationalt med stærke internationale forskningssamarbejder og en international målgruppe for forskningen. Denne internationale profil i forskningsmiljøerne skyldes ofte, at miljøerne er så små, at der ikke er tilsvarende forskningsmiljøer i Danmark. Således er forskningsmiljøet på de små fagområder knyttet tæt sammen internationalt. Som beskrevet i ovenstående citat er forskningssamarbejderne både møntet på at styrke forskningen og uddannelsen på de små uddannelser. Forskningsmiljøer har international orientering Selvom de små forskningsmiljøer både er udsat i konkurrencen om forskningsmidler og 18

19 4.3 Samarbejde med andre (små) uddannelser Samarbejde mellem små beslægtede uddannelser De fleste undersøgte små uddannelser samarbejder med andre uddannelser indenfor samme institution både fagligt og administrativt. Samarbejdet kommer typisk til udtryk både i tværgående forskningsprojekter, samt ved at øge bredden i undervisningen på uddannelsen. I de tilfælde, hvor der er givet betingede akkrediteringer på små uddannelser, har det været en medvirkende årsag, at uddannelsens forskningsmiljø (som i praksis ofte er én person) har stået med det fulde ansvar for undervisning, administration og forskning. Manglende samarbejde kan samtidig medføre, at uddannelsen er baseret på smalle emnemæssige forskningsområder, hvilket også vil afspejle sig i undervisningen. Ligeledes vil uddannelser uden velfungerende samarbejder være meget sårbare over for sygdom eller længerevarende forskningsaktiviteter, som også omtalt i afsnit 4.2. Typer af samarbejde mellem små beslægtede uddannelser De små uddannelser, der indgår i denne analyse, har indledt forskellige typer af samarbejde med andre beslægtede (små) uddannelser. De fire mest hyppigt forekomne samarbejdsformer er: Kompetencedeling Fagklyngesamarbejde Samarbejde med eksterne aftagere Disciplin-organiseret samarbejde Samarbejdsmodellerne er i illustreret i figur 4. Inddelingen bygger på resultater fra akkrediteringsrapporterne og på de gennemførte interview med studieledere, studienævnsrepræsentanter og undervisere fra små uddannelser. Figur 4. Typer af samarbejde mellem små humanistiske uddannelser Kompetencelån Fagklyngesamarbejde Samarbejde med eksterne aftagerinstitutioner Disciplinorganiseret forskningssamarbejde Lille uddannelse Forskningsdisciplin 1 Undervi ser, (lille) uddannelse A Lille uddannelse B Lille uddannelse Lille uddannelse Lille uddann else Ekstern aftager- institution Forskningsdisciplin 2 Forskningsdisciplin 3 Ex. Sydasienstudier AU Kilde: DAMVAD 2014 Ex. Mellemøstens sprog og samfund, KU Ex. Forhistorisk arkæologi AU og Eskimologi KU Ex. Tysk på RUC og SDU 19

20 Kompetencelån Den første type samarbejde, kompetencelån, beskriver et samarbejde, hvor forskellige uddannelser deler underviserressourcer. På et områdestudie på Aarhus Universitet benytter man modellen. Her underviser forskere fra historie, religion og antropologi på områdestudiet, når det skønnes, at disse undervisere har stærkere kompetencer inden for et specifikt fagområde end studiets fastansatte undervisere. Undervisere ved uddannelser, der benytter modellen, fortæller, at den sikrer et højere kompetenceniveau og en stærkere forskningsbasering på uddannelsen til trods for, at der er relativt få fastansatte undervisere tilknyttet uddannelsen. Underviserne fortæller også, at modellen giver dem frirum til at koncentrere sig om deres egne fagområder, fordi de ikke skal undervise så bredt på uddannelsens øvrige fag, som det ellers ville være tilfældet. I interviewene angiver en række undervisere endvidere, at samarbejdsformen kan have en række økonomiske udfordringer, fordi uddannelsen er nødt til at finansiere lån af undervisere med de økonomiske bevillinger, der ellers skulle anvendes på at styrke kvalitet og faglig kompetenceopbygning på selve uddannelsen. I interviewene angiver en række undervisere også, at samarbejde på tværs af institutter eller mellem institutioner kan have økonomiske udfordringer, da nuværende interne økonomimodeller ikke for underviserne fremstår fremmende for samarbejde. Fagklyngesamarbejde Den anden type samarbejde er et fagklyngesamarbejde, hvor en række små uddannelser er organiseret under samme administrative enhed og ofte også har et forskningsmæssig fællesskab. Det gælder eksempelvis for en række områdestudier på Københavns Universitet og for klassisk arkæologi på Aarhus Universitet, der samarbejder med klassisk filologi. En studienævnsrepræsentant beskriver samarbejdsmodellen således: Vi kan trække på andre kollegaer, som har med vores område at gøre. Det er smart at være placeret under samme institut, fordi man ikke har administrative problemer med at udveksle undervisere mellem uddannelserne. (Studienævnsrepræsentant, områdestudie) Som beskrevet i citatet er fordelen ved sådan et samarbejde først og fremmest, at man kan sikre sig den størst mulige ekspertise på uddannelsen, ved at trække på forskere fra forskellige forskningsgrupper. Det giver mulighed for at underviserne kan fastholde deres egen specialisering, fordi de ikke har behov for at dække så bredt rent fagligt på deres uddannelse samtidig med, at uddannelsen stadig får dækket den faglige bredde i undervisningen. Denne type formaliseret samarbejde sikrer at uddannelsen kan leverer forskningsbaseret undervisning indenfor fagområder med overlap, mens man ved at trække på undervisningskompetencer fra beslægtede små uddannelser kan dække et bredere fagligt felt med kvalificerede undervisere med specialiseret forskningsekspertise. På klassisk arkæologi ved Aarhus Universitet har man nu et fast samarbejde med klassisk filologi i stedet for at lave et tæt samarbejde med de øvrige arkæologifag. Sammenlægningen er i sig selv positiv for forskningsmiljøet, beskrives det af en underviser: Det var en fakultær beslutning, at vi skulle have en tæt tilknytning til klassisk filologi og den del af historien, som arbejder med antikken. Fakultetet valgte at samle antikken frem for, at det er det med at grave, der skal samle os [arkæologiuddannelserne]. I samarbejdet indgår også Antikhistorie, og med den nye ordning får man en større helhed i uddannelsen om det klassiske, idet man får både 20