11. Samarbejde og samarbejdsmodeller

Transkript

1 11. Samarbejde og samarbejdsmodeller Afsnittet om samarbejde og samarbejdsmodeller skal anvendes allerede i planlægningsfasen, hvor der skal vælges samarbejdsmodel, og herefter især i motivations-, ansøgnings- og driftsfasen. Her tages udgangspunkt i samarbejdstrekanten (se også kapitel 2 Introduktion 2.4 Naturprojektets grundlæggende præmis), og de præmisser, realiteter og grundvilkår, der gælder for lodsejere, for kommunens medarbejdere og for rådgivere uddybes. Målene i de kommunale handleplaner og de statslige naturplaner skal opnås gennem frivillige aftaler. Løsningen af opgaven er grebet meget forskelligt an i de danske kommuner. SMART Natura har fulgt Vejle Kommunes samarbejde med lodsejerne i Egtved Ådal og Øvre Grejs Ådal i forbindelse med projekter om forberedelse til afgræsning og den efterfølgende pleje. Sammen med en række rejseholdsmøder, afholdt rundt i kommunerne, og en stribe interviews med personer, som har stor erfaring med naturprojekter, har det resulteret i beskrivelse af seks forskellige samarbejdsmodeller, som præsenteres i dette afsnit. Modellerne skal tjene som inspiration til samarbejde. I samarbejdstrekanten er de grønne organisationer ikke nævnt. Disse organisationer kan være en vigtig medspiller og er nævnt i nogle af samarbejdsmodellerne. Samarbejdstrekanten Projekttrekanten illustrerer tre mulige samarbejdsrelationer, der kan sikre det overordnede fælles mål med implementering af Natura 2000-handleplanerne. I midten af trekanten ses det fælles mål: naturprojektet. Et samarbejde på alle tre sider af trekanten giver et solidt grundlag for at nå målet. Samarbejdet mellem lodsejer og kommune er præget af, at der ofte ikke er et umiddelbart interessesammenfald imellem de to. Når der skal gennemføres frivillige projekter på lodsejers jord, er lodsejer den ultimative beslutningstager. Det er vigtigt at få etableret et samarbejde og et gensidigt tillidsforhold, der gør, at parterne erkender de fælles interesser, der trods alt tit er. Det er typisk lodsejeren, som omsætter naturprojektets formål til en daglig drift. Omvendt er det typisk kommunen, som kan vurdere effekten af lodsejerens drift på naturkvaliteten. For at nå målet med handleplanerne må de to parter derfor blive enige om en fælles plan, som begge parter kan se sig selv i. Når rådgiver og lodsejer samarbejder, arbejder de både med ønsker for fremtiden, og med hvordan disse ønskes omsat til praktiske handlinger. Omkring naturprojekter skal rådgiveren hjælpe lodsejeren til at erkende både fordele og ulemper ved projektet og holde dem op imod de ønsker, som lodsejer har for arealet. Traditionelt er landbrugsrådgiveren betalt af lodsejeren og arbejder direkte for ham, og ikke for selve projektet. Rådgiveren kan hjælpe lodsejeren med at vurdere konsekvenserne af at indgå i et naturprojekt og vurdere alternativer. Kommunen har som myndighed mange politiske og faglige krydsfelter med rådgiverne. I nogle af disse krydsfelter har de fælles interesser, og i andre har de modstridende interesser. For at samarbejde omkring naturprojekter er det nødvendigt, at de kan sætte og holde en dagsorden, som handler om naturprojektet. De to parter har forskellige grundvilkår og har forskellige formål med samarbejdet. For at samarbejdet kan bære frugt, er det nødvendigt, at hver enkelt medarbejder respekterer dette. I naturprojektets motivationsfase kan rådgiverne typisk bidrage med at få planlagt projektet, så der tages hensyn til de krav, som lodsejerne efterfølgende plejer arealet efter. I de følgende faser kan kommune og rådgiver supplere hinanden i lodsejerdialogen. 76

2 De forskellige samarbejdsrelationer har nogle udfordringer, hvor ønsker og realiteter ikke altid følges ad. Kendskab til hinandens udfordringer i hverdagen er en stor styrke. At kende hinandens realiteter og grundvilkår er med til at skabe gensidig respekt for hinandens arbejde, så derfor er det vigtigt med dialog lokalt. I de næste afsnit er realiteter og grundvilkår forsøgt beskrevet som en introduktion til de samarbejdspartnere, der indgår i samarbejdstrekanten. 77

3 11.1 KOMMUNENS REALITETER OG ARBEJDSVILKÅR Det kommunale dilemma Kommunerne har frem til 2021 pligt til at gennemføre en række tiltag, der sikrer naturen i Natura områderne, jfr. de vedtagne og de kommende handleplaner for Natura 2000-områdeerne. Der er to hovedopgaver i den forbindelse: 1) At sikre en gunstig bevaringstilstand for de habitatnaturtyper og de arter, som er udpeget for de enkelte Natura 2000-områder 2) At udvide arealet med bestemte habitatnaturtyper i de enkelte områder Handleplanerne skal gennemføres via frivillige aftaler med lodsejere. De enkelte lodsejere opfordres til selv at søge tilskud til hegnings-rydningsprojekter og efterfølgende tilskud til afgræsning på deres arealer. Men hvad er incitamentet for lodsejerne til at søge? Ofte er det nødvendigt med en lodsejerdialog for at motivere og skabe grobund for et projekt på deres arealer. Kommunerne har imidlertid ikke pligt til at kontakte lodsejere eller forsøge at motivere dem til at søge tilskudsordninger, men der er dog ikke noget til hinder for, at kommunerne kan gå i dialog med lodsejerne for at planlægge og gennemføre en konkret indsats. En udfordring i den forbindelse er, at kommunerne ikke i forbindelse med Natura 2000-opgaven har fået tildelt ekstra midler til denne dialog. Det er således et stort dilemma at skulle mobilisere nok lodsejere til at interessere sig for naturpleje og søge tilskud fra Natura 2000-ordningerne, når det samtidig ikke er en opgave, som kommunen har pligt til at arbejde med. Det er et ledelsesmæssigt og politisk valg, hvorvidt de enkelte kommuner skal prioritere ressourcer til gennemførelse af Natura 2000-projekter og understøtte den fremtidige drift på arealerne. Udsigt fra Runkenbjerg, foto: Mads Fjeldsø Christensen, Vejle Kommune. 78

4 Kommunens valg af proces i Natura 2000-områder Inden kommunen forholder sig til, hvilken grad af involvering man ønsker i de konkrete projekter, er det vigtigt, at ledelsen og politikerne udstikker de overordnede retningslinjer for, hvordan kommunen lever op til sine Natura 2000-forpligtigelser. Som udgangspunkt er der tre måder, man fra kommunes side kan vælge at anskue opgave på: 1. Kommunen overlader det helt til lodsejerne og deres initiativ, at der sker noget i Natura områderne. Strategien må betegnes som yderst risikabel, da kommunen hverken har indflydelse på proces, indhold eller fremdrift. Kommunen risikerer dermed at få et usammenhængende naturindhold, der ikke opfylder forpligtigelserne, samt ikke at nå målene til tiden. 2. Kommunen køber landbrugsrådgiver til opgaven. Strategien sikrer god fremdrift, fordi lodsejer som regel har stor tillid til sin landbrugsrådgiver, og fordi rådgiverne qua deres regelkendskab med tilskudsordninger og diverse faldgruber kan leverer en bred rådgivning. Dialogen mellem kommune og landbrugsrådgivning giver fælles ejerskab omkring Natura 2000-planlægningen og bliver derfor et kardinalpunkt for fremdriften, hvor landbrugsrådgiveren er proceskatalysator. 3. Kommune løser opgaven selv. Der er endelig den mulighed, at kommunen lader sine egne medarbejdere forestå lodsejerdialogen. Såfremt medarbejderen har kompetencerne og tiden til opgaven, vil denne strategi sikre såvel forankring til handleplanerne som et godt udgangspunkt for den efterfølgende pleje. Kommunerne skal sikre sig, at lodsejerne kender de forpligtigelser, de fremover har på arealerne, og hvilke tilskudsordninger de kan søge. Her er det vigtigt at inddrage landbrugsrådgivningen, som er specialister på tilskuds- og regelområdet.. Graden af kommunal involvering Når processen er fastlagt, er det vigtigt, at ledelsen og det politiske niveau tager stilling til, hvor høj en grad af involvering kommunen ønsker i de konkrete projekter set i lyset af den samlede projektøkonomi, det juridiske ansvar og den efterfølgende drift. Der er mange forskellige holdninger til og modeller for, hvordan de enkelte kommuner håndterer dette. Det kan være hensigtsmæssigt at forholde sig til følgende spørgsmål: Vil kommunen selv stå som ansøger og tovholder på hele projektet med ansvar for at få pengene hjem samt ansvar for, at alle krav i tilsagnet overholdes? Vælger kommunen at påtage sig hele projektansvaret, hvilke bindinger pålægges lodsejeren så? Hvor meget vil kommunen involvere sig i den fremtidige drift herunder efterpleje, pasning af hegn og fremskaffelse af dyr til afgræsning? Vil kommunen medfinansiere elementer i projektet, som eksempelvis ikke kan dækkes i tilsagnet? Vil kommunen motivere lodsejeren til selv at søge tilskud til projektet og selv forestå gennemførelsen? 79

5 Vil kommunen betale enkelte timer til landbrugsrådgivningen, så lodsejeren kan få en udarbejdet en ansøgning hos en rådgiver? Uanset hvilken model kommunen vælger, kræver det, at der er rum til at engagere sig i opgaven. Bramgæs over Kongens Kær, foto: Mads Fjeldsø Christensen, Vejle Kommune. Tid til opgaven Hvis man som kommune skal kunne agere proaktivt i forhold til at katalysere naturprojekter indenfor Natura 2000-områder, kræver det, at der mandskabsmæssigt frigøres ressourcer af en vis størrelse til opgaven. Hvis der for alvor skal sikres fremdrift, så skal en medarbejder i perioder helt kunne hellige sig opgaven, idet det kræver målrettethed, fremdrift og tæt opfølgning i forhold til lodsejere, for at de går med på ideerne. Opgaven er jo netop at motivere, bevidstgøre og skabe ejerskab hos lodsejeren i forhold til at påtage sig en naturplejeopgave. Opgaven kræver, at der skabes en eller anden form for projektkultur i kommunen. Det er en ledelsesmæssig opgave at få skabt det fornødne arbejdsmæssige rum, der gør at kommunen reelt fuldt ud kan påtage sig opgaven. Den administrative byrde Hvis man som kommune går ind i opgaven med at søge midler hjem, gennemføre projekter, lægge penge ud til projektet osv., er det vigtigt at gøre sig klart, at der er en administrativ byrde forbundet med at søge midler hjem. I forhold til NaturErhvervstyrelsens tilskudsordninger, eksisterer der i dag et kompliceret regelsæt, der skal overholdes til punkt og prikke, hvis man som kommune ved projektets afslutning vil være helt sikker på at få alle de hjemsøgte tilskudsmidler udbetalt. 80

6 Det gælder bl.a. følgende: Ændringsansøgninger, hvis der sker ændringer i projektgrænse, indhold i projektet, udsættelse af tidsfristen eller andet. I mange projekter vil der af forskellige grunde opstå behov for ændringsansøgninger. Hjemtagning af tre tilbud på anlægsprojekt. Aflæggelse af projektregnskab Kontrolbesøg Der skal således være tid og interesse for at opbygge de kompetencer, der er nødvendige for at løse denne del af opgaven. Her kan det eksempelvis være vigtigt, at der er mulighed for at få hjælp til den regnskabsmæssige del af projektet, herunder betalingsdokumentation mv LODSEJERNES REALITETER OG ARBEJDSVILKÅR Mange lodsejere oplever, at de har for lidt eller ingen viden om de aktuelle Natura 2000-handleplaner i de områder, hvor de har jord. Ikke desto mindre vælger mange lodsejere alligevel at være positive overfor at indgå plejeaftaler. Der er i det følgende taget udgangspunkt i barriereundersøgelsen fra kapitel 4 i denne håndbog og de erfaringer, der løbende er opsamlet i projekt SMART Natura. Overordnet set er der tre grundvilkår for stort set alle lodsejere, som kommune og rådgivere skal respektere og imødegå så vidt, det er muligt: Naturplejen må ikke blive besværlig Projektet må ikke pålægge lodsejer øgede udgifter Projektet må ikke afstedkomme risiko for afledte miljørestriktioner Lodsejers syn på kommunen kan i nogle tilfælde have betydning for, om vedkommende vil indgå i en plejeaftale. Alle vil gerne involveres i udformningen af et plejeprojekt, uanset om de efterfølgende vælger at indgå i en plejeaftale eller ej. Frygten for øget papirarbejde er med i overvejelserne, når der laves en plejeplan. Især fuldtidslandmændene frygter mere papirarbejde. På mindre arealer kan lodsejerne overveje, om det ikke er bedst at bortforpagte jorden, da omkostningerne til papirarbejde og konsulenthjælp hurtigt kan overstige indtægten på arealerne. 81

7 Markvanding ved Odderbæk, foto: Mads Fjeldsø Christensen, Vejle Kommune. Lodsejergruppen er differentieret Der er mange forskellige typer af lodsejere. Der er lodsejere, der har ejendommen som fritidsinteresse og nogen driver bedriften som deltids- eller fuldtidsarbejde. I de senere år er der ligeledes kommet lodsejere til, der har deres hovedindkomst fra naturpleje. Lodsejere plejer naturarealer og evt. jagtinteresser på forskellige måder, hvilket ofte afstedkommer meget forskellige indgangsvinkler til, hvad der skal foretages på arealerne. Nogle ønsker afgræssede arealer, mens andre ønsker, at arealerne mere eller mindre bare passer sig selv. De fleste fuldtidslandmænd opfatter også opdyrket landbrugsland som god natur. Samlet set betyder denne mangfoldighed, at der vil være mange forskellige natursyn at tage hensyn til. Over halvdelen af lodsejerne tillægger det betydning, at en plejeaftale kan medføre yderligere miljørestriktioner. Nogle frygter, at naturpleje kan gå ud over en fremtidig miljøgodkendelse på deres eller på naboens landbrugsbedrift. Tidligere kunne krydsoverensstemmelsen være en stor risiko for nogle lodsejere, men fra 2015 er plantedækkekravet fjernet fra krydsoverensstemmelsen. Dermed risikerer lodsejerne ikke længere, at deres øvrige landbrugsarealer kan blive ramt af sanktioner på grund af underkendelse af plantedækket på naturarealerne. Det er ikke alle, der modtager rådgivning om landbrug, natur, skov eller økonomi. Dette kan ind imellem afstedkomme kommunikationsvanskeligheder med lodsejerne, der måske har svært ved at forstå det fagsprog, der tales. I de Natura 2000-områder i Grejs og Egtved Ådale, som SMART Natura har fulgt i 82

8 projektperioden, er over halvdelen af lodsejerne ikke fuldtidslandmænd, og der er derfor et stort antal lodsejere, som ikke har ret meget kendskab til tilskudsordningerne. Alle lodsejere er selvfølgelig forskellige og har deres egne grunde til at afvise eller indgå en plejeaftale. Fælles for alle er dog, at de gerne vil involveres og lyttes til. Kan de være med i en plejeaftale, uden de får alt for mange ulemper, vil de fleste gerne være med. Lodsejerne efterspørger især mere viden om tilskud, regler og naturmæssige gevinster. Dette forhold er vigtigt, da mange miljøordninger løbende ændres. Det er vigtigt, at lodsejerne er opdaterede, da det ofte er flere forskellige bekendtgørelser, de skal forholde sig til RÅDGIVERES REALITETER OG ARBEJDSVILKÅR Rådgiver i samarbejdstrekanten er lodsejers rådgiver. Det kan være en rådgiver fra landbrugets rådgivningsvirksomheder, fra Skovdyrkerne eller fra andre rådgivningsvirksomheder, der har specialiseret sig i rådgivning om naturpleje. Udgangspunktet for rådgiverens arbejde er, at lodsejeren betaler for rådgivningen. I dette afsnit præsenteres imidlertid også andre finansieringsmodeller. Rådgiveren hjælper lodsejeren med at få afklaret ønsker og fremtidsplaner omkring driften af de arealer, der er i tale. Ud fra lodserejens ønsker kan rådgiveren hjælpe med at afklare fordele og ulemper ved at indgå i et naturprojekt. Rådgiveren kan levere et beslutningsgrundlag for lodsejeren, som kan belyse investering i tid og penge og det potentielle udbytte heraf. Lodsejeren er rådgiverens kunde, og rådgiveren agerer derfor som lodsejerens advokat. Stor Kobbersneppe Mandø, foto: Mads Fjeldsø Christensen, Vejle Kommune. 83

9 Faglighed og politik De lokale landboforeninger og familielandbrugsforeninger har hver sin bestyrelse, som er valgt af foreningens medlemmer. Bestyrelsen udstikker den politiske retning og er alene ansvarlige overfor medlemmerne og foreningens vedtægter. De lokale bestyrelser kan ikke pålægges fælles holdninger eller forpligtigelser på landsplan. Landbruget som helhed er dog stor tilhænger af frivillighed som virkemiddel i den nationale lovgivning omkring naturindsatsen i Danmark. Derfor er det politiske oplæg på landsplan, at nye krav skal baseres på frivillige tiltag. Landbrugets rådgivningsvirksomheder er i mange tilfælde ejet af flere foreninger, som ikke nødvendigvis fører samme politik. Det betyder, at stort set alle landbrugsrådgivere arbejder under forskellige vilkår, fx når det drejer sig om arbejdet med Natura Fx har vi i SMART Natura-projektet erfaret, at nogle foreninger har forskellig politisk tilgang til, hvordan landbrugsrådgiverne skal indgå i arbejdet med Natura 2000-planerne. Nogle foreninger ønsker, at landbrugsrådgivningen tager meget aktivt del i kommunernes planlægning af Natura 2000-projekterne, mens andre foreningers holdning er, at arbejdet med Natura 2000 skal ske i det omfang, den enkelte lodsejer efterspørger individuel rådgivning. Vellykkede naturprojekter vil medføre, at et naturareal bliver større eller af bedre naturkvalitet, end det var før projektet blev gennemført. En ikke tilsigtet afledt effekt heraf er, at en landbrugsbedrift med husdyrhold i nærheden af naturområdet vil få sværere ved at få lov til at gennemføre bedriftsudvidelser. For nogle landbo-og familielandbrugsforeninger kan det være svært at understøtte tiltag, som er med til at indføre eller øge de restriktioner og regler, der er for landbrugsdrift i Danmark. Det kan derfor være svært at anbefale naturpleje på et areal overfor en kunde/lodsejer, da man samtidig er vidende om, at kunden eller naboen pålægges nogle restriktioner i den forbindelse. Der kan være stor forskel mellem de enkelte rådgiveres arbejdsområder. Særligt planteavlsrådgivere har fokus på regler vedrørende arealstøtte og regler i forhold til tilbagebetaling af støtte, hvis betingelserne ikke opfyldes. Hos planteavlsrådgiveren er der også særligt fokus på hændelser, der kan medføre reduktion i det udbetalte støttebeløb som følge af krydsoverensstemmelse. Natur- og miljørådgiverne arbejder generelt mest med miljøansøgninger, naturprojekter og vildtpleje. Finansiering af rådgivning til lodsejere Det mest udbredte for rådgivere er, at de har et krav om, at en større andel af deres årsværk skal kunne udfaktureres og dermed generere omsætning for virksomheden. Det betyder, at rådgiverens prioritering af opgaver kan afhænge af, om opgaven er betalt. At involvere sig i et projekt skal være en forretning det skal give overskud rent økonomisk, ellers er det ikke attraktivt for rådgivningsvirksomheden. Involvering af rådgivere i projekter, hvor der ikke på forhånd er aftalt en tidsramme og en finansiering, kan derfor være svært. Rådgiveren kan møde lodsejere, som vil så tvivl om rådgiverens uvildighed og evne til at rådgive lodsejer bedst muligt, hvis det er kommunen, der betaler for rådgivningen - den, der betaler musikken, bestemmer også, hvad der spilles. Som udgangspunkt bør enhver rådgiver være dygtig nok til at tjene lodsejers interesser i alle sager det er trods alt det, rådgiverens virksomhed har som formål. Men dette forhold bør italesættes imellem rådgiver og lodsejer. 84

10 Isblåfugl, foto: Mads Fjeldsø Christensen, Vejle Kommune SEKS SAMARBEJDSMODELLER Et naturprojekt forankres bedst indenfor rammerne af en samarbejdsmodel. Ikke alle samarbejdsmodeller inkluderer samtlige faser i et naturprojekt. Det er derfor muligt at kombinere delelementer fra de forskellige modeller. I projektet har vi, som nævnt i indledningen af dette kapitel, identificeret seks forskellige modeller: A. Kommunalt betalt rådgivning B. Grønne alliancer C. Lodsejerdrevet projekt D. Naturplejesamarbejder E. Naturplejeforeninger F. Køb en færdig pakke De seks samarbejdsmodeller er beskrevet ud fra hovedemner, det er vigtig, at man forholder sig til i et naturprojekt. Der er i de enkelte samarbejdsmodeller ikke taget stilling til, hvem der er projektleder, og hvad projektlederens rolle er. Det er altid vigtigt, at udpege den eller de ansvarlige, som skal sikre fremdrift i et naturprojekt. Læs derfor også kapitel 3 God projektkultur hos kommune og rådgivningsvirksomheder og kapitel16 Samlede konklusioner og anbefalinger. 85

11 Ved vurdering af samarbejdsmodellerne er det samtidig vigtigt at overveje, hvem der kan lægge penge ud, indtil projekttilskuddet udbetales. I de projekter, hvor der er søgt tilskud til anlæg og projektelementer, skal udgifterne afholdes, inden tilskuddet bliver udbetalt. Projektets tilsagnshaver har dermed en periode, hvor der opstår et likviditetstræk, der skal være plads til i den daglige drift. Denne udfordring skal være håndteret, inden et projekt kan påbegyndes. Erfaring viser, at der kan gå mange måneder fra den første udgift afholdes til tilskuddet bliver udbetalt, og det er ikke ualmindeligt med 9-24 måneders likviditetstræk. Det er langt fra alle lodsejere, som kan tåle et træk på deres kassekredit i den størrelsesorden, som middelstore eller store projekter vil kræve i så lang en periode. Når et projekt planlægges og aftales, er det derfor nødvendigt, at der også laves en aftale for, hvordan projektet finansieres, både hvad angår den totale finansiering og hvad angår mellemfinansieringen. I projekter, hvor lodsejer selv er projektleder og tilsagnshaver, er det nødvendigt, at lodsejer selv kan afholde mellemfinansiering. For de øvrige samarbejdsmodeller vil det enten være kommunen eller rådgivningsvirksomheden, som forestår mellemfinansiering. Ikke alle kommuner og ikke alle rådgivningsvirksomheder er villig til at indgå i mellemfinansiering og i de risici, det medfører. A. Kommunalt betalt rådgivning Samarbejdsmodel, hvor kommunen styrer projektet og betaler rådgivere for nødvendig rådgivning til lodsejere. Modellen bruges særlig i de fremhævede faser Planlægningsfasen Motivationsfasen Ansøgningsfasen Anlægsfasen Driftsfasen Langsigtet drift Udvikling Grundprincip I samarbejdet omkring naturprojekter kan det være en fordel at prioritere forskellige kompetencer. Kommunen er normalt ikke fuldt opdateret på alle de regler, der gælder for lodsejer i forbindelse med ansøgning om tilskud til arealer med naturplejetiltag. Derfor har flere kommuner prioriteret, at denne viden købes ind, når der igangsættes et projekt med pleje af et naturområde. Afhængig af plejeopgaven eller naturprojektet, engageres en landbrugsrådgiver til at rådgive lodsejeren. Kommunen betaler for de timer, rådgiver bruger. Rådgivningen kan foregå på forskellige niveauer i forskellige faser af projektet og afhænger af de udfordringer, det enkelte projekt eller den enkelte lodsejer står overfor. Fællesrådgivning i forbindelse med fælles lodsejermøder. Flere lodsejere får samme information om mulighederne i forbindelse med projektet (motivationsfasen) Individuel rådgivning af lodsejeren i felten, hvor muligheder og udfordringer diskuteres. Her findes ofte en fælles løsning til gavn for både lodsejer og naturen (motivationsfasen) Individuel rådgivning af lodsejere i forbindelse med forpagtningskontrakter, græsningsaftaler og ansøgning om arealtilskud (driftsfasen) I LMO har man over en årrække arbejdet med denne samarbejdsmodel. Formen for samarbejdet med kommunerne aftales for hver opgave eller projekt, hvor kommunen vurderer, at der er behov for rådgivning af lodsejere. Kommunen betaler efter aftale for de timer, der lægges i løsning af opgaven. 86

12 Processens tovholdere og igangsættere Det er kommunen, der har initiativet, fordi det er kommunen, der har en opgave, der skal løses. Dog er det vigtig, at både kommune og rådgivere er opsøgende i forhold til at gøre brug af hinandens kompetencer og netværk. Kontakten til de lokale rådgivningsvirksomheder kan styrkes og vedligeholdes ved, at kommunerne en eller to gange om året inviterer naturkonsulenten med på de kommunale erfamøder blandt kommunale naturmedarbejdere. På disse møder kan konkrete problemstillinger tages op, eller nye regler og muligheder kan diskuteres. Det kan tage lang tid at initiere denne form for samarbejde, nøgleordene her er opfølgning og motivation i det faglige netværk. Finansiering Finansiering af denne samarbejdsmodel sker via kommunens egne midler og eventuelt projektmidler. Såfremt lodsejer/dyreholder selv står for projektets ansøgning, etablering og drift kan der være en egenbetaling af rådgivningen. Fordele og ulemper Fordelen ved denne model er, at kommunen selv har projekt-initiativet og varetager lodsejerdialogen samtidig med, at kommunen sikrer rådgivning til lodsejere. Hvis lodsejerne ikke får rådgivning vedrørende muligheder og konsekvenser, risikerer man, at de træffer beslutninger på et forkert grundlag, og dermed fortryder beslutningen. Det er et dårligt grundlag for et fremtidigt samarbejde omkring naturpleje. Kommunen har i denne model den løbende kontakt med lodsejerne, hvilket kan være med til at sikre den fremtidige drift på arealerne. Det er en fordel for rådgiveren, at timerne er sikret betaling, da det er kommunen, der er projektleder. Ulempen for kommunen er, at den skal finde finansiering af rådgiverne. B. Grønne Alliancer Samarbejdsmodel, hvor lodsejere, dyreholdere, landboforening/familielandbrug, grønne organisationer og kommune arbejder sammen om et naturprojekt. Modellen dækker alle projektets faser: Planlægningsfasen Motivationsfasen Ansøgningsfasen Anlægsfasen Driftsfasen Langsigtet drift Udvikling Grundprincip: Denne samarbejdsmodel fordrer, at en af parterne tager initiativ til et fælles samarbejde i et naturområde, hvor der kan være mange forskellige interesser og måske endda modstridende interesser. Med et meget bredt samarbejde sikres størst muligt ejerskab til den endelige løsning samt stor lokal opbakning. Samarbejdsmodellen er baseret på løsning af en specifik opgave i et specifikt område og kan blandt andet finasieres af projektmidler. Derudover kan projektet støttes af deltagerne, der bidrager med timer eller med økonomisk støtte. Modellen er brugt i Nordsjælland - Grønne Alliancer - Ll. Lyngby Mose, hvor Nordsjællands Landboforening og Agrovi tog initiativ til at søge projektmidler fra Landdistriktsprogrammets Natur- og Miljøprojekter. Samarbejdet er ud over projektmidler også finansieret via bidrag fra lodsejere, Naturstyrelsen (som også er en af lodsejerne), Nordsjællands Landboforening og Hillerød Kommune. 87

13 Grønne Alliancer har været et uformelt samarbejde mellem Nordsjællands Landboforening, Hillerød Kommune, lodsejerne, DOF, DN og Friluftsrådet. Processens Tovholdere og igangsættere Helt grundlæggende kan det være lodsejere, kommunen eller en af de grønne organisationer, der tager initiativet til det brede samarbejde. I det nævnte eksempel er det Agrovi, der har taget initiativet, søgt og fået projektmidler til projektet. Status i efteråret 2014 er, at man overvejer, hvordan samarbejdet skal foregå fremover, og hvordan finansiering af et fremtidigt samarbejde skal ske. Finansiering Modellen - som den er anvendt i Nordsjælland - tager udgangspunkt i et projekt, der er finasieret af projektmidler. Dertil er projektet støttet af flere deltagere, der har bidraget med timer eller med økonomisk støtte. Fordele og ulemper Fordelene ved denne model er, at der kan skabes en bred lokal opbakning til et projekt. Der kan formentlig trækkes på en række frivillige kræfter til at løfte nogle mere praktiske opgaver for både kommune og lodsejer. Ulempen med et bredt samarbejde er, at det kan være skrøbeligt. Det kan ofte være afhængigt af enkeltpersoner og ildsjæle i et område eller en organisation. Projektfinansieringen kan være af længere eller kortere varighed, hvorefter det er en udfordring at fortsætte samarbejdet. C. Lodsejerdrevet projekt Samarbejdsmodel, hvor lodsejeren er projektleder, og hvor rådgiveren og kommunen bistår i udvalgte faser. Modellen dækker alle projektets faser: Planlægningsfasen Motivationsfasen Ansøgningsfasen Anlægsfasen Driftsfasen Langsigtet drift Udvikling Grundprincip Dette er ikke en arbejdsform, som benyttes af mange lodsejere. Det er typisk en samarbejdsform, som ikke kræver et formaliseret samarbejde imellem kommune og rådgiver, men som kan udgøre et supplement til de øvrige samarbejdsmodeller. Modellen er beskrevet på baggrund af projekter, der er gennemført af lodsejere, som har brugt Kolding Herreds Landbrugsforening som samarbejdsparter på rådgiversiden. Den formelle projektlederrolle ligger hos lodsejeren. Samarbejdet med kommunen og med rådgiveren er primært vigtigt i planlægningsfasen, motivationsfasen og ansøgningsfasen. Derimod har lodsejer oftest selv hele arbejdet i anlægsfasen, driftsfasen og den langsigtede drift. 88

14 Kommunen skal som myndighed give eventuelle dispensationer til at gennemføre naturprojektet, hvorfor det vil være en fordel at inddrage kommunen allerede i planlægningsfasen. Endvidere er kommunen som regel ofte den part i projektet, der har det største naturkendskab. Rådgiveren indgår i projektet som sparringspartner for lodsejeren. I planlægningsfasen hjælper rådgiveren med at tilvejebringe et fagligt grundlag, som lodsejer kan tage beslutninger ud fra. Derudover kan rådgiveren for eksempel bistå lodsejeren ved ansøgning om projekt- og arealtilskudsordninger, samt rådgive omkring indretning i forhold til drift. Nogle rådgivere kan desuden hjælpe med håndteringen af entreprenører og indgåelse af kontrakter. Vådområdeprojekt inspiceres ved Omme Å, foto: Mads Fjeldsø Christensen, Vejle Kommune. Processens tovholdere og igangsættere Det er lodsejer, som er tovholder og igangsætter, men samarbejdet fungerer bedst, hvis rådgivere og kommune af egen drift tilbyder deres ekspertise på de fornødne områder. I nogle tilfælde kan lodsejerdrevne projekter være igangsat af kommune eller rådgiver, typisk som led i en oplysningskampagne eller som del i et eksisterende projekt. Finansiering Rådgiverens arbejde betales af lodsejer, dyreholder eller projektmidler. Udgiften kan i enkelte tilfælde være helt eller delvist dækket af kommunen. Kommunens arbejde betales af kommunen eller i sjældnere tilfælde af projekter, som kommunen selv har søgt hjem. 89

15 Fremtidig drift og pleje Denne samarbejdsmodel sikrer, at det er motiverede lodsejere, der kan se muligheder måske ligefrem et forretningspotentiale - i forbindelse med at indgå i et naturprojekt. Måske er det ikke projektet i sig selv, der er det bærende i forhold til lodsejers motivation, men det kan være en del af finansieringen og etableringen af et drømmemål, som lodsejer har. Fordele og ulemper Denne samarbejdsform sikrer stabile naturprojekter med stor sikkerhed for drift og en engageret lodsejer med ejerskab til projektet. Kolding Herreds Landbrugsforening ønsker som udgangspunkt, at den forbrugte tid enten betales af lodsejer eller af projektet, så lodsejer ikke er i tvivl om, hvilken kasket landbrugsrådgiveren har på. Efter aftale med lodsejer betaler kommunen dog i nogle tilfælde for den forbrugte tid. Det kan ske, hvis vedkommende er tryg ved, at landbrugsrådgiveren kan varetage opgaven som lodsejers rådgiver til trods for, at det er kommunen, der forestår finansieringen. I naturprojekterne er det en kontinuerlig udfordring at få defineret roller og fordelt opgaver således, at intet glemmes, og intet gøres dobbelt. Da der er tale om et uformelt samarbejde uden en klart defineret ansvarsfordeling, kræves der en god dialog imellem parterne. I perioder - med stor travlhed hos den ene af parterne - er der stor risiko for, at der kan opstå misforståelser. D. Naturplejesamarbejder En model til et formaliseret samarbejde omkring naturpleje med mange interessenter. Modellen kan bruges i alle projektets faser eller anvendes til udvalgte faser: Planlægningsfasen Motivationsfasen Ansøgningsfasen Anlægsfasen Driftsfasen Langsigtet drift Udvikling Grundprincip Princippet for denne samarbejdsmodel er, at en forening danner ramme om et netværk, hvor kommune, lodsejere, dyreholdere og andre interessenter kan søge sparring og hjælp til at løfte opgaven omkring naturpleje. Disse foreninger kan have forskellig form og udgangspunkt. Her beskrives to forskellige foreninger, som hver især varetager forskellige faser af et projekt: Naturplejeforeningen for Jammerbugt Kommune I Jammerbugt Kommune fik man i stigende grad henvendelser fra lodsejere omkring pleje af naturarealer. Det var især fra lodsejere, der ikke naturligt søgte rådgivning via eksempelvis landbo- eller familielandbrugsforening. For at sikre en bredere formidling, og for at reducere arbejdsmængden i forvaltningen, opstod et ønske om at skabe et netværk for personer i kommunen med interesse i naturpleje. Jammerbugt kommune inviterede derfor til et stormøde. Efterfølgende blev Naturplejeforeningen for Jammerbugt Kommune dannet. Det overordnede formål med foreningen er at styrke indsatsen for naturpleje. 90

16 Kommunen er ikke en del af foreningens daglige drift, men står til rådighed i forhold til råd og vejledning. Kommunen er medlem af foreningen, men yder ikke yderligere økonomisk tilskud til foreningens drift. Naturplejenetværk for Nordvestjylland (NpN) I Nordvestjylland er der etableret et foreningsbaseret naturplejenetværk: flere lokale foreninger er medlem i en paraplyforening. Samarbejdet er opstået ud fra et ønske om at forbedre naturplejen i området. Kommunen benytter og betaler foreningen til at forestå den direkte lodsejerkontakt i forbindelse med ønske om naturpleje indenfor bestemte Natura 2000-områder. Filosofien er, at det kan være en fordel, at det er en tredje part, der kontakter lodsejer, fremfor at det er kommunen, der tager den direkte kontakt. I nogle tilfælde betaler kommunen foreningen for at udarbejde ansøgning om projektmidler til et naturprojekt. I samarbejdet med lodsejerne har foreningen altid landbrugsrådgivere involveret til rådgivning omkring tilskud til naturpleje. Processens tovholdere og igangsættere Foreningerne er ikke selv tovholdere på projekter, men kan bistå kommuner, lodsejere eller dyreholdere i forbindelse med naturprojekter. Foreningen kan være en væsentlig medspiller særligt i motivationsfasen, hvor kommunen har ønske om at igangsætte et naturprojekt. Her kan foreningen være den, der forestår lodsejerkontakten og eventuelt formidler kontakt til rådgivere. Foreningen kan også påtage sig betalte opgaver i den forbindelse. Finansiering Foreningen er en organisation til støtte for naturprojekter, et netværk for kommuner, lodsejere, dyreholdere og andre interessenter og har ingen økonomisk tilgang til naturprojekterne. Foreningen yder ikke økonomisk bistand til rådgivning. Foreningens aktiviteter betales via medlemskontingent. At bruge en forening som støtte gennem flere faser af et projekt kan - som beskrevet under Grønne alliancer - betyde mulighed for at trække på flere ressourcer, enten viden eller fysisk arbejdskraft i form af frivilligt arbejde. Fremtidig drift og pleje Et naturplejenetværk kan være en stor motivationsfaktor for den enkelte lodsejer eller dyreholder til varig pleje og drift af naturområder. Det at kunne få sparring fra andre i samme situation, eller hente viden og støtte fra andre gennem et fællesskab, er meget motiverende. Fordele og ulemper Med et naturplejenetværk er der stor sandsynlighed for, at naturplejen er motiveret og forbliver varig på området. 91

17 Græssende kvæg på Nyord Enge Møn, foto: Mads Fjeldsø Christensen, Vejle Kommune. E. Naturplejeforeninger En model til formaliseret samarbejde omkring naturpleje i de tilfælde der er tale om få interessenter. Det er en foreningsbaseret model, som tager udgangspunkt i det arbejde, der udføres igennem Naturpleje- og Hegningsnetværk Nordjylland (NHN). Modellen kan bruges i alle projektets faser eller anvendes til faserne fra ansøgning til langsigtet drift: Planlægningsfasen Motivationsfasen Ansøgningsfasen Anlægsfasen Driftsfasen Langsigtet drift Udvikling Grundprincip Naturpleje- og hegningsnetværket er en forening med syv medlemmer: fem kommuner, en landboforening og en kødkvægsforening. Foreningens formål er at fremme naturpleje ved afgræsning. De fem kommuner betaler et årligt kontingent til foreningen. Bestyrelsen består af et medlem fra hver af de deltagende myndigheder og organisationer. Der diskuteres og samarbejdes kun omkring opgaver med fælles fodslag. Emner eller enkeltsager, hvor der er uoverensstemmelse imellem foreningens medlemmer, indgår ikke i foreningens arbejde. 92

18 Processens tovholdere og igangsættere Etableringen af foreningen skete på initiativ fra rådgiverne og involverede politikere fra alle syv samarbejdspartnere. Landboforeningen er sekretær og indkalder til møder. Der afholdes to årlige teknikermøder og en årlig generalforsamling. På teknikermøderne repræsenteres kommunen af faglige embedsmænd, mens det på generalforsamlingen kan være chefer eller politikere, der deltager. På teknikermøderne har hver kommune på forhånd udvalgt et eller flere potentielle naturprojekter. På møderne aftales det, hvilke af de foreslåede projekter, der skal prioriteres. Landboforeningen ved en landbrugsrådgiver - har ansvaret for at skrive ansøgninger om tilskud, håndtere tilsagnene i forhold til overholdelse af tilskudsregler og for projektledelse af de enkelte projekter. Landboforeningen har dermed også lodsejerkontakten og kontakten til entreprenørerne. Teknikermøderne kombineres altid med et besøg på et naturareal, og gruppen fungerer dermed også som en natur-erfagruppe. Dette fremhæves som meget positivt af både kommune og landboforening. Finansiering Rådgivernes arbejde finansieres af NHN og fondsmidler eller tilskudsmidler. Derudover bidrager landboforeningen med nogle timers arbejde til den fælles forening. Kommunen finansierer selv eget arbejde. Fordele og ulemper Modellen indeholder klare fordele for alle parter i samarbejdstrekanten: Lodsejerne deltager i helstøbte projekter, som er godt belyst. Kommunerne får gennemført langt flere projekter, end de selv kunne løfte, og rådgiverne er sikret en opgavevolumen, der gør, at de kan have flere medarbejdere med speciale i naturprojekter. Restfinansiering af projekterne har været en udfordring i alle projekter, der ikke har 100 % finansiering via tilskudspuljer. Selv i ordninger med såkaldt 100 % tilskud er der altid delelementer, som ikke er tilskudsberettigede. Udfordringen er i et vist omfang søgt løst ved at søge tilskud gennem private fonde. Det kan være en langvarig proces. Såfremt det er besværligt at skaffe restfinansieringen, bliver projektet og samarbejdet en udfordring. Går der for lang tid fra projektet bliver designet, til det kan udføres, er der stor risiko for, at lodsejer ændrer mening eller ligefrem sælger jorden. Der kan også opstå utålmodighed imellem landboforening og kommune, hvis der ikke er tilstrækkelig dialog i løbet af ventetiden. Der har ikke været tradition for, at lodsejer selv finansierer restbeløbet. Formidling til lodsejere omkring et projektforløb kan være svært, hvis det ikke er afklaret, hvem der har det formelle ansvar for at få det gjort. Det samme kan gælde for formidling i pressen. Den gode historie kan være vigtig, fordi den er med til at mobilisere lodsejerne i det næste projekt eller kommunes egne politikere. I mange af projekterne er det kommunen, der er tilsagnshaver. Når kommunen overtager tilsagnet fra ansøger, underskrives dokumenter, som fritager kommunen for ansvar, såfremt lodsejer eller dyreholder ikke lever op forpligtigelserne i tilsagnet. Dette er et område, som er meget væsentligt at have helt afklaret, inden et projekt startes. Kommunerne kan få andel i flere projekter, end deres egen tid tillader, og der er en bredere rådgivning omkring indsatserne, hvilket gør projekterne mere helstøbte. 93

19 Landboforeningen kan forbedre dialogen og samarbejdet med kommunerne. De fleste projekter falder godt sammen med landmandens interesser, hvorfor det er naturligt at samarbejde om opgaven, da landboforeningen på denne måde servicerer sine kunder. F. Køb en færdig pakke En model til formaliseret samarbejde omkring naturpleje, hvor kommunen køber en færdig pakke af en rådgivningsvirksomhed, som varetager faserne fra planlægning til anlæg. Flere rådgivningsfirmaer tilbyder kommunerne at forestå arbejdet. Planlægningsfasen Motivationsfasen Ansøgningsfasen Anlægsfasen Driftsfasen Langsigtet drift Udvikling Grundprincip Har kommunen ikke de fornødne ressourcer til at løfte et naturprojekt, kan den ansætte et privat rådgivningsfirma til opgaven. Rådgivningsfirmaet varetager opgaven med planlægning af projektet, lodsejerkontakten, sikre deltagelse i projektet, samle projektet samt bistå den enkelte lodsejer eller kommune med at søge og hjemtage tilskud til naturprojekter. Nogle rådgivningsfirmaer har også mulighed for at varetage det praktiske arbejde i anlægsfasen. Processens tovholdere og igangsættere Kommunen er igangsætter af opgaven, hvorefter tovholderopgaven overtages af rådgivningsfirmaet. Finansiering Rådgivningsfirmaets arbejde betales fuldt ud af kommunen. Modellen er et alternativ til ansættelse af flere medarbejdere i kommunen. Fordele og ulemper Modellen er et alternativ til at øge medarbejderstaben i en periode, og kan bruges af kommuner, der ikke har ret mange Natura 2000-områder, der skal iværksættes en pleje på, og hvor medarbejderstaben er lille. Kommunen sikrer i denne model ikke den løbende lodsejerkontakt. Der kan være en risiko for, at lodsejer og dyreholder mister motivationen, såfremt de ikke løbende er i kontakt med en naturmedarbejder i kommunen. Kommunen udbygger ikke sit kendskab til lodsejerne. Det kan være en ulempe ved fremtidige samarbejder og projekter i kommunen. Det er vigtigt, at rådgivningsfirmaet har et tæt samarbejde med landbrugsrådgivningen, hvis det er et privat firma uden landbrugsfaglig ekspertise. 94