På den ene side og på den anden side

Transkript

1 og på den anden side 1 På den ene side og på den anden side Marianne Jørgensen lovealley.dk 2010 Siden 2006 har entreprenører, arkitekter m.v. haft deres arbejdsplads på en mark i udkanten af Viby J. I dag står der et større antal boliger færdige, opdelt i hhv. seniorboliger, 1-families huse og diverse variationer over familie rækkehuse. side 4 Vi er alle nogens nabo Hvis individet ikke kan identificere sig med omgivelserne, så vil den givne lokalitet ikke blive oplevet som et meningsfyldt sted, men derimod som et ikke-sted. Side 7 Stedstab en stedsteoretisk læsning Om planlægning i almindelighed og bebyggelsesplanlægning i særdeleshed. Side 12 Det fysiske aftale landskab På den ene side og på den anden side er et kunst projekt, som under søger og diskuterer boformer. Projektet baserer sig på flere års undersøgelser af et nyanlagt bolig om råde i opbygningsfasen. Projektet vil spørge til, hvordan vi bor, hvad hjemlighed er og hvilken mening forskellige boligformer og bolig om råder giver. Side 13 Den Trojanske Hest Et hjem, der ikke kan være åbent for andre end dets egne beboere, bliver et usikkert og utrygt sted at være for de samme beboere, et ugæstfrit sted. Side 14 Et sted at bo For tre år siden var der opgangstider, og markarealer i massevis blev inddraget til nybyggeri. På Viby Mark ved Århus blev det første spadestik taget i efteråret Entreprenørmaskiner kom som en hær, og vor tids cowboys kørte dem i døgndrift og vendte jorden i et areal på en kvadratkilometer. Om natten sov de mange cowboys i små campingvogne spredt ud over arealet. Fra at være åbent land med diverse afgrøder på tre store marker, en plantage og en heste fold, var der i otte måneder kaskader af mudder og vand, jordarealer der flyttede rundt og brune landskaber af jord og grus i konstant forandring. I dag er der ca. 530 nye husstande i området. Byggeriet af dette gigantiske område begyndte i maj måned 2007 og har siden udviklet sig i forskellige tempi. Byggeriet er stagneret noget på grund af krisen, så nu ligger halv færdige og ubeboede bygninger side om side med nyindrettede hjem. Nybyggerne er for længst flyttet ind og bor midt i noget der stadig er en byggeplads. Husene står meget nøgne, da der endnu ikke er vokset hække og træer op i området. Fra at være en enkel, beroligende synsoplevelse er området nu en forvirret mængde former, der er skudt op på to år og skjuler et hemmeligt indhold af møbler, farver og fliser. Jeg har løbende produceret dokumentariske billeder i form af fotos og video og dermed dokumenteret denne bygge- og tilblivelsesproces af en bydel, der er vokset op i alt for hastigt tempo. En bydel hvor der skal leves og elskes, en bydel som er grundlaget for drømme og dagligdag; vores hjem. Side 16 Is it real På en mark lige uden for Århus står et tårn og oppe fra tårnet er der udsigt over love alley. Man kravler op af en stejl trappe, man åbner døren og man ser ud af et stort panoramavindue. Side 18 På kanten af byen Sænk blikket, siger Lindqvist. Sæt dine kræfter ind lige dér, hvor du er. Grav, hvor du står. Undersøg grundigt de mekanismer og forhold, der styrer netop dit nabolag. Grib dernæst konkret ind men ved ét aspekt ad gangen. Gør det gerne sammen med andre: Er I mange nok vokser jeres samlede indsats til et bevis på, at mekanismen faktisk kan vrides i en anden retning. Side 21 Grav hvor du står

2 2 på den ene side og på den anden side 3 Marianne Jørgensen Iben Mosbæk Hofstede Vi er alle nogens nabo om at være nabo til love alley love alley love alley er et parallelt byggeprojekt, som består af et vejnet og en bydannelse i minia ture, der undersøger og diskuterer bo former. love alley mimer plan lægning af et boligområde, men modstiller anarki og tilfældighed med forudbestemt orden og tilrettelæggelse. I love alley søges en andet slags livsrum. På den anden side, i Markhaven, etableres et vejsystem, der bogstaveligt talt hedder love alley. Vejnettet vil udgøre de nye veje til og fra miniaturebyen og vil samtidig lægge en over ordnet tekstlighed ind i projektet. Ved at mime planlæggernes arbejdsproces i boligområderne på Viby Mark men bruge den anderledes vil jeg forsøge at nå frem til et andet slags livsrum, og modstille anarki og tilfældighed med forudbestemt orden og tilrettelæggelse. love alley opstiller et humoristisk forslag til nye måder at anlægge veje og byggegrunde på, og vil samtidigt kunne beskrive det smertelige i, at jorden tvinges ind i nye mønstre en form for personificering af jorden, som skriver teksten indefra, idet vejen sprænges frem med dynamit. love alley vil efter sprængningen udformes som en miniature asfaltvej, som samler grundstykkerne, der alle er på 3x3 meter. love alley vil med den absurde kontrast mellem teksten og dennes voldsomme udførelse, give et dobbeltsidigt grundlag for mini-boligområdet. Ligesom planlæggerne af nye boligområder har jeg invol ve ret adskillige fagfolk i arbejdet, bl.a. kunstnerkolleger, arki tekter og teoretikere alle med in teresse i mennesker, landskab og bysamfund. Samarbejdet med andre kunstnere og per soner fra andre fagområder er omdrejningspunktet i store dele af dette langvarige projekt. love alley udstykkes til små grundstykker på 3x3 meter, som gives til forskellige kunstnere og arkitekter, der kan etablere alternative huse og kunstprojekter. Aw! Aw! er et skulpturelt kunstbyggeprojekt, som forventes færdigt i Projektet baserer sig på skulpturelle former, der undersøger og diskuterer boformer med udgangspunkt i Das Unheimliche. Projektet vil spørge til, hvordan vi bor, hvad hjemlighed er, og hvad forskellige boligformer og boligområder giver af unheimlich-hed. Tre års undersøgelser af et nybygget boligområde på Viby Mark fra entreprenørerne startede i efteråret 2006 og til området er færdigt, formodentlig i Sprængning af love alley (2008) og Aw! (2009) Opbygning af parallelt byggeprojekt: love alley, som består af et vejnet og en bydannelse i miniature (maj 2009-juni 2010). Opbygning af parallelt byggeprojektet: Aw! (som bliver et åløb med skulpturelle emner i ). love alley og Aw! er konstrueret til kameraet, således at bogstaverne kun kan aflæses præcist med en vidvinkel i 12 meters højde. Billedet vil derfor kun kunne aflæses optimalt fra et tårn eller fra en lift. love alley og Aw! vil derved adskille sig fra det øvrige perspektiv i landskabet og skaber således forvirring i aflæsningen, idet der vil være to modstridende perspektiver i billedfladen: Teksten som er formet til vidvinklen og det omgivende landskab. På en mark i udkanten af Viby J. har Århus Kommune udstykket et større område ved siden af billedkunstner Marianne Jørgensens hjem. Her har hun, og hendes familie, boet til leje i et af Århus Kommunes nedlagte husmands steder igennem de sidste 20 år. Siden 2006 har entreprenører, arkitekter m.v. haft deres arbejdsplads på stedet. I dag står der et større antal boliger færdige, opdelt i hhv. seniorboliger, 1-familieshuse og diverse variationer over familierækkehuse. De fleste af boligerne er allerede beboet, og et nyt lille samfund en ny nabo til Marianne Jørgensen er på denne måde opstået på meget kort tid. Oprindeligt udgjorde de nu bebyggede grunde de fire første marker i landzonen; i dag er det blevet Marianne Jørgensens hjem, der udgør det første hus i landzonen. At byen nærmest er flyttet ind i Mariannes baghave, og måden det er foregået på, har sat tankerne i gang hos kunstneren. Hun har fulgt processen tæt fra nybyggeriets opstart og dokumenteret den løbende. Samtidig har hun lånt et stykke jord på den anden side af huset, som udgør kunstprojektet love alley. Love alley er et helstøbt kunst projekt, som er en model på et nybyggeri. Selve love alley er et afgrænset stykke jord på meter, dvs. et trapez formet stykke jord. Arealet er udstykket i 34 parceller på hver 3 3 meter. Bogstaverne, som udgør ordene love alley, er blevet sprængt ud af jorden med dynamit og bagefter asfalteret til en sammenhængende gade, heraf titlen love alley. Rent konceptuelt forholder love alley sig til forvaltningen af byggegrunde og til opførelsen af nye huse, specifikt til det boligbyggeri, der ligger på den anden side af huset: Hvad sker der med det velkendte område som eksisterende beboere har bevæget sig rundt i gennem årene? Hvilken form for byggeri er det, der opstår? Hvad er det for nogle mennesker, der flytter ind, og hvordan opfører de sig? love alley udgør en form for spejling af nybyggeriet, hvor kunstnerens hus udgør skæringsaksen for spejlingen, og hvor alt det, der ikke bliver gjort på den ene side, bliver synligt på den anden side. At hjemmet ligger her har betydning, både for hjemmet, for nybyggeriet og for kunstprojektet. Herom senere. Ordet love alley skaber et stærkt og tydeligt fælles afsæt, som billedkunstner og kurator Marianne Jørgensen dikterer de 23 inviterede kunstnere og arkitekter. (I et kommende projekt inviterer Marianne Jørgensen andre kunstnere til at arbejde ud fra ordet Aw!). De inviterede kunstnere er blevet tilbudt at vælge et jordlod, som de langt hen ad vejen selv har kunnet forvalte en enkelt er blevet opfordret til at udføre et bestemt værk, få andre er blevet inviteret til at forholde sig til et bestemt tema. Generelt har kunstnerne kunnet gøre, som de ville. Kontrolleret anarki, kalder Marianne Jørgensen det en styreform der kan lade sig gøre, fordi forventningen er, at alle de inviterede er kompetente indenfor deres felt og vil deltage med ansvar og engagement. Måder og steder huse kan bygges er mange De inviterede kunstnere og arkitekter arbejder alle indenfor feltet af socialt orienterede kunstprojekter og / eller kontekst orienterede værker. Det er relationerne mellem sted, værk og publikum på den enkelte parcel, parcellerne imellem, og udvekslingen mellem de to byggeprojekter, på såvel den ene som på den anden side af hendes hjem, der har Marianne Jørgensens interesse. Der er stor forskel på, hvordan kunstnerne i love alley har forvaltet deres parcel skulpturelt, arkitektonisk, socialt, organisatorisk, økonomisk, tematisk, materiale- og medie mæssigt. Nogle af værkerne på love alley forholder sig helt konkret til den enkelte matrikel og bearbejder jorden. Det gælder f.eks. for Åsa Sonjasdottirs værk The Order of Potatoes, hvor gamle kartoffelsorter dyrkes, selvom de ikke længere må indgå i salg pga. EU-regler. Derudover kan nævnes Kristine Jensens vandspejl, som både graver sig ind i bakken og spejler himlen i overfladen, og Grete Aagaards højbede som, modsat Kristine Jensens værk, bruger jorden til at bygge ovenpå bakken og udligne bakkens fald samtidig med at det forbinder to forskellige parceller. Sine Bang Nielsen har, med udgangspunkt i forfatteren Karen Michaëlis liv, lavet en kopi af øen Thurø på matriklen og bygget et ly til flygtninge lige som Michaëlis selv husede flygtninge på sin matrikel i årene mellem 1. og 2. verdenskrig. Martin Olsen har gravet sig ned i jorden og lavet en grube til sit klokkestøberi, og fremstiller der kirkeklokkerne til et andet projekt på love alley, og Marianne Jørgensen selv har i værket Villavej på Hovedet lavet negative afstøbninger i jorden af to huse fra området på den anden side af hendes hus vendt på hovedet og i skala 1:4. Andre værker overskrider det tildelte jordlod og besætter en del af naboens grund, som f.eks. Jan Danebods mur, der skærer sig gennem tre matrikler og spærrer for udsyn. Anne Scotts kighul gennemborer selv samme mur med et rør for at skabe udsyn til spejle og spejlinger, som både vender blikket ud mod omverdenen og tilbage mod os selv. Marie Markmans fugle langs love alley med billeder af fugle i størrelsen 1:1, viser fugle der enten vil forsvinde eller komme til Danmark i takt med de stigende temperaturer. Fuglene er tagget rundt på de andres værker og forskellige genstande over hele udstykningen. Henriette Heises mørkemaskine, som laver sorte huller måske til alt det vi ikke ser, eller måske gemmer den det, vi gerne vil glemme? placerer sig også flere steder i love alley. Barbara Katzins video er placeret på ét jordlod, men viser børn der løber og leger på stien love alley. Værkerne er udformet i forskel lig skala, fra Adams og Itso s stjålne DSB-skur i realstørrelse, Kerstin Bergendals 5-kantede betonhøjhuse i miniature, til en babyvulkan der afgiver lyd fra bl.a. væggene i boligopgange af lydkunstnerne Marie Højlund og Emil Thomsen, samt forfatteren Morten Sønder gård. Nogle af værkerne gør en dyd ud af at være fremmedelementer. Det gælder f.eks. Hannes Nielsen og Birgit Johnsens tømmerflåde, som er belagt med rødt græs og en håndskubber et værk som måske kommer til at give bedre mening med tiden. Og Cecilie Bendixen og Sophus Ejler Jepsens selvbygger halmkirke, som markerer opstarten på det nye samfund (og som helt konkret skal fungere som rammen for deres yngstes barnedåb til foråret). Værkerne i love alley kommer alle med bud på, hvordan man kan forholde sig til steder og til forvaltningen af steder konkret, symbolsk og holdningsmæssigt. De hhv. konstruerer, kritiserer og kommenterer. Værkerne er ikke mindst med til at tydeliggøre, hvad man ikke gør på den anden side af Marianne Jørgensens hus. Det gør de enten ved at komme med andre bud på, hvordan man kunne gøre det, eller ved at kopiere måder at arbejde på som, i konteksten love alley, bliver nærmest absurde. Et hus er først og fremmest et hjem et sted at være. Det giver tag over hovedet, ly for regn en, plads til skramle; for en familie, for venner, for én selv og er en åben dør for andre. Nybyggeriet på Viby Mark er resultatet af en række beslutninger taget af forskellige myndig heder, bygningsarkitekter, kom mercielle entre pr en ører og private bygherrer. Byggeriet er blevet udført ud fra en meget stram styring. Det består, for mig at se, af en uskøn blan ding af både ren kassebyggeri og af in div iduelle boliger, som på ingen måde hænger sammen i en helhed, hverken æstetisk eller praktisk. I min barndom i 70 erne var denne form for byggeri ret ny; vi børn kaldte det sådanne områder for kaninburene. Det ord vil jeg stadig bruge om den slags steder: Der er kun det absolut nødvendige (formoder man), alt er ens, og alle opfører sig ens. Bilerne står inden for de markerede felter, man går ind ad den asfalterede indgang, børnene leger på den plads hvor børnene skal lege og selv hundene skider på de dertil indrettede hundetoiletter. Det er meget stramt opbyggede boligkomplekser, der ser ud til at avle selvsamme stramme adfærdskodeks. Det overrasker mig, at nogen virkelig ønsker at bygge denne form for byggeri, og at nogen ønsker at bo i denne form for boliger. Der er selvfølgelig

3 4 på den ene side og på den anden side 5 Iben Mosbæk Hofstede love alley altid problemet omkring økonomi, og så er denne form for byggeri desuden indrettet vanvittig effektivt og er meget, meget praktisk. Jeg vil heller ikke underkende værdien af at overlade beslutningerne omkring bolig til andre, så kan man jo vælge at bruge sin tid på noget andet. Men det er spørgs målet, om det på længere sigt er værd at bygge så skrabet både økonomisk og socialt? Spørgsmålet er også, om det faktisk er økonomien der skal ændres på? Jeg tror nærmere, det er måden, man griber projektet an på, der skal ændres såsom hvilket ord, der dukker op, når der sprænges med dynamit ved byggeriets opstart. Det der sker på rådhuset har betydning for, hvordan folk opfører sig på Viby Mark. Det er en tanke, man får, når man vandrer rundt i love alley. Et hus er nogens nabo en større udstykning af et jordområde ligeså. Hvordan bygger man et godt nabohus? Marianne Jørgensens har været processens usynlige, men allestedsnærværende, nabo. På grund af Marianne Jørgensens antropologiske registreringer af en byggeproces, og på grund af iværksættelsen af et parallelt kunstprojekt på hendes initiativ, er selve måden at håndtere et stykke jord på og bygge hjem på blevet synlig. De Noget jeg har lært af love alley er, at det heller ikke er nok at bygge et hjem frem for at bygge et hus. Øvelsen består i at huske, at vi alle er nogens nabo, når vi udstykker, tegner, bebygger og beboer et stykke jord. For mig er det i bund og grund det, love alley handler om: En gade, hvor der er noget, der forbinder os på tværs af vores parceller et formål med en god hensigt for alle. inviterede kunstnere såvel som publikum, ja alle involverede i love alley, bliver udenforstående observatører som er inviteret til at betragte og tænke over den proces, der er i gang omkring Marianne Jørgensens hus. Dette blik, hvor man ser på noget og vurderer tingene udefra med et vist engagement, kan ses som en metafor for naboens blik. Marianne Jørgensen har selv, fra projektets spæde opstart, opført et observationstårn på love alley. Det står for sig selv, hævet fire meter over jorden for enden af trapezen. Herfra har man som beskuer et optimalt udsigtspunkt, hvor man kan få en distance til værkerne på jorden. Marianne Jørgensen ønsker med dette tårn, at man hele tiden skal gå til byggeprocessen i en vekselvirkning mellem et altskuende overblik og et kaotisk sansebombardement på jorden, så byggeriet hele tiden bliver anskuet fra flere perspektiver. Noget jeg har lært af love alley er, at det heller ikke er nok at bygge et hjem frem for at bygge et hus. Øvelsen består i at huske, at vi alle er nogens nabo, når vi udstykker, tegner, bebygger og beboer et stykke jord. For mig er det i bund og grund det, love alley handler om: En gade, hvor der er noget, der forbinder os på tværs af vores parceller et formål med en god hensigt for alle. En nærliggende kritik af love alley kunne være, at selvom projektets udgangspunkt er at give plads til alle, så skaber love alley kun plads til de inviterede; der er ingen dialog mellem love alley og dets omgivelser generelt. Men love alley er først og fremmest ét ud af flere feltstudier. På det undersøgelsesniveau, Marianne Jørgensen og de involverede kunstnere i love alley er på, er det et felt studie for og blandt kolleger. Det henvender sig til fagfolk inden for byggebranchen og til kolleger inden for kunstens verden. Hvorvidt, og hvordan, Marianne Jørgensen på et senere tidspunkt vil invitere lægfolk til at deltage, vides ikke, og det er heller ikke et nødvendigt kriterium for projektets relevans. Formidlingen af kunstnernes projekter er ikke mindst en opgave for formidlere og kunst institutioner f.eks. for Brænderi gården. Et fælles hus at mødes og tale sammen i, når man arbejder på et fælles projekt. I et fælles hus er vi alle naboer. Her kommer så opfølgningen på, hvilken betydning det har, at Marianne Jørgensens hjem ligger i midteraksen for såvel nybyggeri som for love alley. Kunstnerens hjem har været base for alle deltagerne i love ally under byggeprocessen, og Marianne Jørgensen selv har, som en del af konceptet for love alley, påtaget sig rollen som værtinde og assistent. Hun har lavet mad, skabt sovepladser, brygget kaffe, gravet huller, flyttet jord, organiseret møder og meget mere. Kunstnerens hjem har, både praktisk og kon ceptuelt, været en aktiv del af projektet, og det har påvirket processen. En af kunstnerne på love alley, Jan Danebod, har valgt at slå en lige linje gennem love alley med en mur bygget af gasbeton. Hermed har han primært ønsket at kopiere arkitekternes fremgangsmåde på den anden side af huset, og dermed synliggøre denne fremgangsmådes konsekvens. Men Jan Danebod fik et problem. Nok står hans værk stærkt og provokerende på marken, men naboen på love alley, arkitekt Anne Scott, vil gerne i dialog om muligheder for samarbejder om matriklen, når de drikker kaffe sammen ved Mariannes køkkenbord. Hamrende irriterende, synes Jan Danebod, for dialog er ikke en del af værkets præmis. Særligt irriterende, fordi Jan Danebod selv egentlig er en meget forhandlingsvenlig fyr. Marianne Jørgensens hjem har derfor skabt et dilemma og tydeliggjort mangler i den form for praksis, Jan Danebod har kopieret. Dette dilemma understreger yderligere Jan Danebods pointe med, hvor gennemgribende og voldsom denne gængse planlægningsmanøvre er. En pointe, som de andre værker også tematiserer, men med andre og, umiddelbart, knapt så radikale metoder og materialer. Jeg tror, ordet love alley har haft betydning for projektet. Det har skabt et stærkt fundament. Måske betydningen af et fælles og værdibaseret udgangspunkt for et byggeri bliver endnu mere tydeligt, når projektet Aw! står klart? Jeg glæder mig til fra observationstårnet at beskue alle tre byggeprojekter: Nybyggeriet, love alley og Aw! At skue ud over Marianne Jørgensens land og by. Til at møde de nye naboer, hvor mange helt givet vil være sympatiske og interessante, og hvoraf nogen af dem vil være det, på trods af omstændighederne.

4 6 på den ene side og på den anden side 7 Nedrivningen Marie Nibber Steds-tab En stedsteoretisk læsning Nedrivningen af Kristineslund på Viby Mark tog fire mand 12 dage i november Foto: Marianne Jørgensen Hvad der startede som en personlig under søgelse af stedets forandring, har i dag udviklet sig til et omfattende og kollektivt foretagende, der stiller spørgsmålstegn til, hvordan vi bosætter os, og hvordan vi etablerer en følelse af hjemlighed i vores fysiske omgivelser. Inden for en lang række fagområder har man i løbet af de sidste årtier oplevet en fornyet interesse for stedet og stedsbegrebet i så høj en grad, at man taler om fremkomsten af en egentlig stedsteori. Stedsteorien kan dog ikke sammenfattes til én samlet teori krop, men skal nærmere anskues som et tværfagligt forskningsområde, inden for hvilket stedsbegrebet tolkes på forskellig vis. Generelt for de nyere stedsteoretiske bidrag er deres afstandstagen fra tidligere fragmenterede og fagspecifikke opfattelser af rum og steder som enten rent geografisk, matematisk eller historisk givne. 1 Den nyere stedsteori har derimod, med bidrag fra både humangeografi, sociologi, antropologi, filosofi og arkitektur-, kunst- og litteraturhistorie, fremsat en forståelse af steder som komplekse produkter af kulturelle, sociale, politiske og økonomiske relationer. 2 Overordnet kan den nyere stedsteoretiske diskurs inddeles i to kategorier eller grupperinger: Den første kan betegnes som den ontologisk-fænomenologiske gren, der med bl.a. Heidegger, Casey og Bachelar i spidsen især har fokuseret på det gode sted, hjemstedet. I et nordisk regi har det fænomenologiske stedsbegreb fundet sin førstemand i den norske arkitekturteoretiker Christian Norberg-Schultz, der med sine tanker om stedet ånd, Genius Loci, har modsat sig en videnskabelig-analytisk stedsforståelse. Han valgte i stedet at formulere stedsbegrebet i konkrete, eksistentielle termer. 3 En anden overordnet gruppering kan betegnes den sociologisk-antropologiske gren, hvor teoretikere som bl.a. Michel Foucault og Henri Lefebvre flyttede fokus væk fra det gode sted hen i mod det andet sted, hvor de inkluderede og medtænkte flere typer af steder. I samtidskunsten synes der ligeledes at være kommet et fornyet fokus på stedet og flere af de stedsproblematikker, som har været til debat i den nyere stedsteoretiske forskning, er kommet til udtryk i kunsten. Som Martin Zerlang skriver, er værket igen begyndt at forholde sig til stedet, dog med den særlige variation,... at det ikke længere sker gennem en akkommoderende tilpasning til konteksten, men tværtimod gennem en assimilerende indpasning af konteksten i værket. 4 Kunstværket er således blevet redskab for en artikulation af stedet, hvilket Marianne Jørgensens stedsspecifikke kunstprojekt På den ene og på den anden side er et godt eksempel på. Når forstaden flytter ind Det kan føles voldsomt, når forstaden pludselig flytter ind. Det erfarede Marianne Jørgensen, da man i lokalplanen for tre år siden vedtog, at dele af Viby Mark, der ligger på den ene side af hendes hus, skulle omdannes til et nyt boligområde med parcelhuse, lave etagebyggerier, institutioner og fællesarealer. På blot to år skulle marken, der igennem de sidste 20 år havde fungeret som hendes forlængede forhave, forvandles til et nyt forstadskvarter. Det re sulterede i, at Marianne Jørgensens eget hus nu kom til at ligge i en mellemzone, med det nye boligbyggeri på den ene side, og de endnu ubebyggede marker på den anden. Det var disse fysiske forandringer i Marianne Jørgensens nærmiljø, der motiverede hende til at igangsætte projektet På den ene og på den anden side et projekt, der undervejs har knopskudt til en lang række af små og store kunstprojekter. Hvad der startede som en personlig undersøgelse af stedets forandring, har i dag udviklet sig til et omfattende og kollektivt foretagende, der stiller spørgsmålstegn til, hvordan vi bosætter os, og hvordan vi etablerer en følelse af hjemlighed i vores fysiske omgivelser. Med projektet På den ene side og på den anden side artikulerer Marianne Jørgensen det sted, hvor hun bor, og tager konsekvenserne af dets fysiske transformation op til debat. For overblikkets skyld kan På den ene side og på den anden side inddeles i to overordnede projektforløb; et indledende forløb, hvor Marianne Jørgensen med video og fotografi har observeret og dokumenteret de fysiske forandringer i området, samt et efterfølgende, mere kollektivt orienteret forløb, hvor hun har indbudt en lang række forskellige fagfolk til at deltage i projekterne love alley og Aw! to modreaktioner eller rettere modkonstruktioner til lokalplanens nybyggeri. På den ene side tre videoer og to fotografiske serier I vinteren 2006 satte Marianne Jørgensen sig for at observere og dokumentere det byggearbejde, der som en konsekvens af lokalplanens bestemmelser skulle foregå på markarealet over for hendes hus. Denne dokumentation er efterfølgende blevet bearbejdet til tre videoværker og to fotografiske serier, der tilsammen fungerer som en omfattende registrering af stedets forvandling fra land til byzone. I den første video, HVID, fra november 2006, tager Marianne Jørgensen os med på en tur gen nem et sneklædt og endnu ubebygget markområde, mens hun fortæller om det planlagte byggeri. Denne første dokumentation af stedet kan siges at udgøre startskuddet til en kortlægning af nybyggeriet og dets transformation af området en kortlægning, der ikke udelukkende fungerer som en visuel registrering af områdets topografi, men i ligeså høj grad som en mental kortlægning af områdets nye identitet. Ved at opleve en fysisk og kropslig erfaring på stedet forsøger Marianne Jørgensen således at skabe sig en mental forståelse af stedet. I videoen Roadmovie nostal gia fra foråret 2007 har Marianne Jørgensens filmet området fra oven, hvormed hun tydeliggør ønsket om at overskue områdets fysiske forandringer. Sneen er nu smeltet, og man ser hvordan et system af asfalterede veje slynger sig, som sorte konturstreger om de endnu ubebyggede jordparceller. Ved at kombinere optagelserne med en række personlige fortæl linger fra nogle af områdets landmænd peger Marianne Jørgensen på, hvorledes markområdet vedbliver med at eksistere som et personligt erindringsrum, selvom dets fysiske strukturer ændres. Også i en video om gården Katrinelund undersøger Marianne Jørgensen forholdet mellem det fysiske sted og erindringen, idet hun kombinerer optagelser af gårdens nedrivning med fortællinger fra stedets tidligere beboere. I både Roadmovie nostalgia og Katrinelund får vi en oplevelse af, at stederne ikke blot eksisterer som en samling af landskabelige og arkitektoniske elementer, men at deres identitet ligeledes formes gennem en række af følelser, erfaringer og betydninger, der er knyttet til det levede liv. I sine videoer beskriver Marianne Jørgensen således, hvor dan forskellige stedsoplevelser ikke blot er bundet til en fysisk geografi, men også til en emotionel geografi, der udspiller sig simultant med oplevelsen af stedets topografiske og arkitektoniske betingelser. Stedet der forsvandt I et forsøg på at begrebslig gøre, hvordan den fysiske transformationen af Viby Mark har ændret områdets identitet, kan det være nyttig at inddrage den franske antropolog Arnold van Gennep s teori om overgangsriter. I slutningen af 1800-tallet udviklede van Gennep sin teori om rites de passage, forstået som et forløb af overgangsriter, der ledsager et individs skifte af sted, status, social posi tion eller alder. I den vestlige del af verden henviser han bl.a. til riter i forbindelse med fødsel, konfirmation, bryllup og død. Van Genneps tese var, at sådanne riter har en tredelt struktur; adskillelse, liminalitet og integration, hvor mennesket først løsrives fra det vante

5 8 på den ene side og på den anden side 9 Hvornår kommer hækkene? Marianne Jørgensen Marie Nibber Marie Nibber og placeres i en overgangstilstand uden for samfundsordenen, for derefter igen at blive placeret i samfundet med ny status og ændret personlighed. I den liminale fase er man i en tvetydig position, da man i en vis forstand er isoleret det kan være både fysisk og symbolsk fra resten af samfundet, før man igen inkorporeres i et nyt stadie eller tilstand. 5 Man kan påstå, at Viby Mark inden for de sidste tre år har gennemgået overgangs ritens tretrinsbevægelse, da området først er blevet nedlagt som mark og dermed separeret fra de kulturelle betydninger, der er tilknyttet landzonens betydningsmæssige struktur. I byggefasen har marken haft en liminal karakter af et statusløst sted, men er med nybyggeriets færdiggørelse igen blevet inkorporeret i samfundets betydningsmæssige struktur nu med en status af byzone frem for naturområde. Som Marianne Jørgensen indikerer med titlen Road movie Nostalgia, så kan byggeprocessens effektivitet virke meget voldsom for stedets beboere, og den landskabelige forandring kan føles som et stedstab. Den norske arkitektur- og stedteoretiker Christian Norberg-Schulz har beskrevet, hvorledes følelsen af stedstab kan opstå, hvis man i den fysiske transformation af et område, ikke formår at fastholde stedets oprindelige kvalitet og ånd. I bogen Genius Loci a phenomenology of place fra 1980 plæderer han for et fænomenologisk stedsbegreb, hvor stedet bliver opfattet som noget på forhånd givet, noget der besidder en distinkt karakter. Ifølge Norberg- Schulz skal et sted ikke forstås som en abstrakt lokalitet, men som en totalitet af konkrete ting, af konkrete faktorer, der skaber vidt forskellige steder, alt efter hvor på jorden vi befinder os. I forlængelse heraf mener Norberg-Schulz, at det må være arkitekturens mål at legemliggøre de af stedets specifikke kvaliteter, som han med en samlet betegnelse benævner Genius Loci, stedets ånd. 6 Hvis vi skal føle os hjemme og tilpas på et sted, skal der således ifølge Norberg-Schulz eksistere en overensstemmelse mellem stedets interne faktorer, dvs. stedets topografi, klima og traditionelle materialer og den arkitektur, der her bliver opført. I den moderne byskabelse finder Norberg-Schulz dog flere eksempler på det modsatte og beskriver bl.a. lokaliteter, hvor individet føler sig fortabt i en arkitektonisk forskelsløshed, og hvor en stedsfølelse ikke kan etableres. Hvis individet ikke kan identificere sig med omgivelserne, så vil den givne lokalitet heller ikke blive oplevet som et meningsfyldt sted, men derimod som et ikke-sted. I bogen Non Places Introduction to an Anthropology of Supermodernity, betegner den franske antropolog Marc Augé nutiden som en supermodernitet, der har påvirket udformningen af de konkrete rum og steder, vi bevæger os i og, mere specifikt har bidraget til udbredelsen af ikke-stedet. Augé beskriver ikke-stederne som identitetsløse lokaliteter, hvor social interaktion mangler eller hæmmes. Han stiller dem i direkte modsætning til det han betegner det antropologiske sted, hvor individet oplever en følelse af identitet, samhørighed og tradition. 7 Med sin idé om ikke-stedet bygger Augé videre på Norberg- Schulz fænomenologiske tolkning af stedsbegrebet, idet hans tanker om ikke-stedet handler om den stedsoplevelse, man får, når man befinder sig på et sted, der ikke repeterer eller understøtter de betydningskonstituerende elementer og symboler, man normalt kobler til det hjemlige. Følelsen af hjemlighed synes nemlig at være koblet til oplevelsen af stedet som værende et nærmiljø, ikke udelukkende forstået som et sted, der geografisk er placeret nær ens hjem og bolig, men som et område man gennem en repeteret spatial praksis føler en særlig tilknytning til. Ud fra denne forståelse kan ikke-stederne godt transformeres til nærmiljøer, da stedsoplevelsen i høj grad handler om tilvænning og fortrolighed en proces, som Marianne Jørgensen har undersøgt i de to fotografiske serier Udsigten og Hvornår kommer hækkene. Kunstprojektet Udsigten består af en række fotografier, der alle er taget fra det samme vindue i Marianne Jørgensens hus. Fra vinduet er der udsigt over nybyggeriet, og via en daglig fotosession har hun dokumenteret byggeprocessen trin-for-trin. Hvornår kommer hækkene består ligeledes af en fotoserie fra området, hvor foto grafierne samlet set fungerer som siderne i en flip-bog, der ved en hurtig gennembladning viser transformationen fra bar mark til boligområde. Med sine fotografier har Marianne Jørgensen således registreret alle de små og store ændringer, der er sket uden for vinduet, og hun har kunnet følge med i, hvor lang tid det har taget områdets nye beboere at sætte deres fysiske spor i landskabet, og om der fra dag til dag er fore gået en transformation fra ikke sted til nærmiljø. I bogen The Practice of Everyday Life gør Michel de Certeau rede for sin teori om hverdagslivets produktive og subversive strategier. Ifølge de Certeau adskiller hverdagslivet sig fra andre sider af vores tilværelse ved at udgøre en gentagende praksis og derfor være ubevidst erfaret. I The Practice of Everyday Life sondrer de Certeau mellem to koncepter; mellem hvad han kalder for strategier og taktikker. Strategierne ser de Certeau som forbundet til institutioner og magtstrukturer, mens taktikkerne er individets evne til at skabe personlige rum i de omgivelser, strategierne har defineret. I kapitlet Walking the City beskriver han, hvorledes man som gående i byen kan bevæge sig på en måde, der er taktisk, og at man derfor aldrig helt er i overensstemmelse med eller determineret af strategierne. 8 Ud fra denne forståelse kan steder, der først føles som et ikkested, således godt transformeres til et hjemligt miljø, da stedsoplevelsen i høj grad handler om tilvænning og fortrolighed. Michel de Certeau tildeler individet en vilje til personalisering af steder og rum og anerkender, at modstand mod de etablerede strukturer rent faktisk kan foregå gennem hverdagens repeterede praksisser. Både Udsigten og Hvornår kommer hækkene kan således ses som en dokumentation af, hvorledes områdets beboere gennem deres hverdagslige praksis, deres rutinemæssige handlinger, symbolske tilskrivninger og kropslige erfaringer på stedet, begynder at føle sig hjemme i nybyggeriet hvornår og om de begynder at bevæge sig taktisk. På den anden side love alley og Aw! Som en modkonstruktion til nybyggeriet har Marianne Jørgensen på den anden side af sit hus iværksat to kollektive kunstprojekter; love alley og Aw! love alley kan bedst beskrives som et stadigt igangværende miniaturebyggeri, der, som et parallelt forløb til nybyggeriet på Viby Mark, mimer byplan læggerens arbejdsproces; først etablerede Marianne Jørgensen områdets vejnet, der som en kærlighedssti formet af ordene love alley, blev sprængt ind i marken og asfalteret. Med sprængningen af love alley skaber Marianne Jørgensen en poetisk og humorfyldt parallel til den voldsomhed, hvormed byggeriet på den anden side af vejen er blevet til. Efter sprængningen er området omkring love alley blevet struktureret som et matrikelkort med 30 jordlodder i alt. Hver af de inviterede projektdeltagere er således blevet tildelt et stykke jord på 3x3 meter, som de derefter har kunnet bebygge eller beplante efter eget ønske. Denne frie struktur har resulteret i en række af uensartede matrikler, hvorpå forskellige steder er blevet til; f.eks. et vandhul, et eksil-hus og en mur, der, som et stykke aktionistisk byggeri, har bredt sig tværs over naboernes jordlodder. Love alley er således et projekt, der giver deltagerne plads til at foretage en personlig artikulering af stedet, og dermed praktisere en form for stedsanarkisme, i håb om at skabe vækstbetingelserne for det gode bosted, en levende bygge- og boform, hvor den enkeltes stedserfaring integreres i byggeriet. Med love alley ønsker Marianne Jørgensen at skabe et radikalt andet livsrum, end det der kommer til udtryk på den anden side af vejen, hvor nybyggeriets ensformighed og områdets umiddelbare mangel på socialitet fremmer en u hyggelig stedsoplevelse. Denne stedets uhygge har Marianne Jørgensen tematiseret i projektet Aw! Selvom projektet Aw! er situeret på samme mark som love alley, udgør det på mange måder en diametral modsætning til love alley s fribyggeri. Ligesom love alley er bogstaverne Aw! sprængt ind i marken, og skal ved sin færdiggørelse være udfyldt af en række kunstneriske projekter. Samlet set vil Aw! fungere som en kunstnerisk undersøgelse af den følelse Sigmund Freud har betegnet som Das Unheimliche forvandlingen af det hjemlige til noget fremmed. Hjemmets Unheimlichkeit har været et motiv og tema i kunsten, siden hjemmet, med etableringen af det borgerlige samfund, blev privat. Med udviklingen af det borgerlige samfund fulgte en skarp adskillelse mellem det offentlige og det private rum, hvilket gjorde at hjemmet lukkede sig for offentligheden. I dag synes hjemmet at være domineret af en paradoksal åben-lukkethed, da vi, på den ene side, i magasiner og livsstilsprogrammer, åbner vores hjem for nysgerrige blikke, mens vi samtidig, i vores byggede miljøer, forskanser os bag indhegninger og sikkerhedsværn. Understreget af den pinefulde titel Aw! kan projektet ses som et forsøg på at materialisere og italesætte denne hjemmets dobbelthed en dobbelthed, der har gjort, at forstadshjemmet, særligt i fiktionens verden, er blevet portrætteret som et idyllisk helvede, hvor alskens perversiteter udfolder sig bag den pæne facade. Ud fra et ønske om at undersøge hvorledes Das Unheimliche kommer til udtryk i hendes eget nabolag, har Marianne Jørgensen i forlængelse af Aw! planlagt at skabe endnu et videoværk, Den trojanske hest, hvor hun i et motoriseret hestekostume vil køre gennem nybyggeriets rolige villaveje og snage i livet bag facaderne. Stedet der blev til Med love alley og Aw! handler det for Marianne Jørgensen ikke blot om at undersøge og reformulere områdets byggede miljø, men samtidig om at gøre oprør mod den form for rumlig disciplinering og kontrol, der synes at ligge indskrevet i det nye boligområdes arkitektur og planlægning. Ved at praktisere en rumlig appropriation udfordrer Marianne Jørgensen forsøget på at styre det sociale felt, som kommer til udtryk i lokalplanens bestemmelser for nybyggeriets

6 10 på den ene side og på den anden side 11 Udsigten Marianne Jørgensen Marie Nibber Marie Nibber udformning den domesticering af området, der har fundet sted. Domesticering kan beskrives som det fænomen, der opstår, når en praksis søger at indrette et bestemt rum, så det virker ordentligt og velkendt. Centralt for domesticeringen er således begrebet orden, forstået som et grundlæggende klassifikationssystem for mening, og det domesticerede sted er i denne brede forstand et sted, hvor en bestemt ordensopfat te lse knyttet til en bestemt prak sis er gældende, og hvor denne orden ikke er grundlæggende truet af andre divergerende ordensopfattelser. 9 Med love alley skaber Marianne Jørgensen en anden ordensopfattelse end den, der kommer til udtryk i nybyggeriet, idet fribyggeriet på love alley, vurderet ud fra lokalplanens ønske om et ensartet og harmonisk udtryk, fremstår som et ikke-domesticeret sted. På love alley råder der således en rumlig orden, der i forhold til lokalplanens bestemmelser, kan betragtes som en uorden. Dette kommer helt konkret til udtryk i Marianne Jørgensens eget bidrag til love alley, da hun her har valgt at bygge en miniature model af to af nybyggeriets huse og vendt dem på hovedet! Ved i bogstaveligste forstand at skabe en omvending af nybyggeriet understreger Marianne Jørgensen love Alleyprojektets bestræbelser på at skabe en række anderledesheder, at gøre plads til stedsmæssige afvigere og afvigelser i forhold til den normale stedsopfattelse. Ifølge den franske by- og steds teoretiker Henri Lefebvre er byen, som et resultat af den kraftige industrialisering og urban isering, blevet reduceret til ren struktur, form og funktion, og kun gennem en appropriation af rummet kan byens indbyggere deltage i udviklingen og udformningen af byen, så den ikke forbliver et produkt af markedskræfterne og magtinstitutionernes dominans. I forlængelse af Lefebvre kan Marianne Jørgensen siges at gøre et forsøg på at genetablere alles ret til byen og til ulighed, forstået som retten til ikke at blive homogeniseret og klassificeret i en samlet social kategori. For Marianne Jørgensen hand ler det således ikke blot om at udfordre og reformulere områdets byggede miljø, men i højere grad om at gøre oprør mod den form for rumlig praksis og kontrol, der ligger indskrevet i de nye boligområder. Marianne Jørgensen bruger stedet som en social- og personpolitisk kampplads, hvor hun ved at praktisere en rumlig appropriation skaber en modreaktion til den styring af det sociale felt, som kommer til udtryk i lokal planens bestemmelser for nybyggeriets arkitektur og områdets rumlige udlægning. For Marianne Jørgensen er rummet i høj grad politisk, og lig Henri Lefebvre anser hun det fysiske rum som værende afgørende i både en social- og personpolitisk forstand; i en forandring af rummet kan man også forandre den sociale virkelighed. På trods af projektets stedsidealisme, så synes love alley ikke at have karakter af at være et utopisk projekt, men nærmere at kunne betegnes som et heterotopisk projekt, hvor mulighederne for etableringen af en andethed, i forhold til de nuværende byformer, afsøges. Ideen om det heterotopiske sted stammer fra den franske teoretiker Michel Foucault, der i et lille skrift med titlen Des Espaces Autres i 1967 præsenterede en teori om særlige steder, han betegner heterotopier. Heterotopierne definerer han som en slags mod-placeringer, en slags faktisk realiserede utopier, hvori [...] alle de andre virkelige placeringer, som man kan finde inden for kulturen, på én gang er repræsenterede, anfægtede og omvendte På samme tid modstiller Foucault dog heterotopien og utopien, da han skriver, at utopien kan formuleres, den eksisterer og fungerer i sproget, mens heterotopien er forstyrrelser i sproget, et brud med grammatikken og syntaks og således et sted, der umiddelbart modsætter sig begrebsliggørelse. 11 På trods af dens fluktuerende karakter besidder heterotopien visse karakteristiske træk: Den har bl.a. en evne til at sammenbringe ellers uforenelige steder, og i forhold til samfundets resterende rum kan den fungere som enten illusions-heterotopi, en illusorisk spejling af det reale rum, eller som kompensations-heterotopi, som et bedre alternativ dertil. 12 Både i kraft af projektets midlertidighed og de mange forskellige rumligheder, der her kommer til udtryk, kan love alley på mange måder karakteriseres som et forsøg på at etablere en kompensationshetero topi et bedre alternativ til byggeriet på den anden side af gaden! Med projektet På den ene og på den anden side laver Marianne Jørgensen et dobbeltgreb, idet hun på en og samme tid undersøger forudsætningerne for nuet, dvs. for de steder og rum som eksisterer, men også forudsætningen for fremtiden, for de mulige rum, der kan etableres som et alternativ hertil. Hvor Aw! kan ses som en tematisering af den arkitektoniske og sociale ensformighed, der har fulgt i kølvandet på det effektive nybyggeri, så fungerer love alley som et modtræk hertil som et kreativt og kollektivt bud på en alternativ rumlig og social orden eller måske nærmere som en manifestation af poten tialet i det uordnede! Snarere end at afstedkomme revolutioner har Marianne Jørgensen med sit projekt På den ene og på den anden side skabt et refleks ionsrum, indenfor hvilket hun udfordrer de dominerende forestillinger om vores måde at bo på gennem konstruktionen af et alternativt billede et modbillede! Noter 1 Lefebvre 1974, s. 11, Lenskjod 2004, s Simonsen 2004, 3 Norberg-Schulz Zerlang 1995, s van Gennep Norberg-Schulz, 1980, s. 18, Sommer 1987, s. 7 7 Augé 1995, s Certeau 1984, s. xix 9 Carlberg 2005, s Foucault 1997/98, s Foucault 1966, s Foucault 1997/98, s. 90 Litteraturliste Augé, Marc: Non-Places introduction to an anthropology of supermodernity, overs. John Howe, Verso, London, 1995 Carlberg, Nicolai og Møller Christensen, Søren: Byliv og Havnefront, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 2005 Certeau, Michel de: The Practice of Everyday Life, Univerisity of California Press, Berkley, 1984 Foucault, Michel: Les mots et les choses une archéologie des sciences humaines, Gallimard. 1997/98: Andre rum, Slagmark Tidssktift for idéhistorie, Nr. 27, Vinter 1997/98 Lefebvre, Henri: The Production of Space. Malden, Massachusetts, USA, Blackwell Publishing, 1974 (2003). Lenskjold, Tau Ulv: Digital Unitær Urbanisme: Konstruktionen af et sociokulturelt begreb for allestedsnærværende teknologi i det urbane rum, 2004, Norberg-Schulz, Christian: Genius Loci: Towards a Phenomenology of Architecture, Rizzoll, 1980 Simonsen, Kirsten: Introduktion, i Space Odysseys Spatiality and Social relations in the 21st Century, red. Jørgen Ole Bærenholdt & Kirsten Simonsen, Roskilde Universitet, Ashgate, 2004, s Sommer, Anne Louise: Stedets arkitektur en forankring i rum og tid, Speciale 1987, arbejdspapir fra Institut for litteraturvidenskab, Københavns Universitet, 1987 van Gennep, Arnold: Rites de passage : overgangsriter, overs. av Erik Ringen, Pax, Oslo, 1999 Zerlang, Martin: Urbanitet og æstetik: projektbeskrivelse, udarbejdet af: Martin Zerlang, Peter Madsen, Frederik Tygstrup, Kbh. : Center for Urbanitet & Æstetik, 1995

7 12 på den ene side og på den anden side 13 Roadmovie nostalgia 1. Billeder af vejsystemet på den anden side. Marianne Jørgensen Kristine Jensen Marianne Jørgensen Det fysiske aftale - landskab Road movie nostalgia 2: den trojanske hest Om planlægning i almindelighed og bebyggelsesplanlægning i særdeleshed Når man planlægger nye boligområder skal man nok lige gøre sig klart, at meget planlægning først og fremmest handler om, hvem der skal være med og hvem der ikke skal være med altså ind i fremtiden. Det er jo ikke ligefrem nomader eller hjemløse man planlægger større boligområder for. Idet planlægning, i grove træk, handler om at dele terrænet mellem det offentlige og det private, så handler det også om at finde plads til fremtidens gode skatteborgere som alle kommuner med skatteopkrævningsret jo hjertens gerne vil have skal slå sig ned hos lige netop dem. Planlægning er derfor politik på sådan et helt praktisk niveau. Hvad interesserer en moderne skatteborger sig for? Hvad skal morgendagens boligkvarter byde på? Skal vi pendle eller tage toget? Hvilket serviceniveau er et minimum. Skrald eller kompost? Helt almindelige afklaringer af hverdagspraktisk art. Man kan måske sige, at planlægning er et politisk administrativt atlas over nutidens demografi. Et typologisk og paradoksalt patchwork af de gode fremtidsforhåbningers meninger, værdineutral juridisk mening og så en rest landskab. Systemer der går op, og natur der går ud. Som forfatteren Karl Krauss udtrykte det: Alt hvad jeg forlanger af en moderne by er nøglefærdige huse, rene gader og kloakering hyggelig det er jeg selv!. En af de centrale dele i al plan lægning er at foretage græn se dragningen imellem, hvad kommunen/det offentlige skal tage sig af og hvad du selv skal tage dig af; kort sagt at finde grænsen for, hvor der skal fejes for egen dør. Nemlig det, der ligger henholdsvis uden for og inden for den private ejendomsret i husgrundens eller boligforeningens matrikel. Den kage skilles ad i udmatrikuleringen, som landinspektøren og juristen laver on site, både i marken og på kontoret. Og før det kan gøres må der foreligge en plan. Det offentlige skal jo tage sig af et overordnet forsyningsnet af alt det man, på normalt dansk, kalder teknisk infrastruktur. I fysisk forståelig forstand mere eller mindre det, der ligger under gadenettets asfalt og fortovets flader. Det vil sige vandledninger og dermed varme, men også hvor vejene i grunden skal være, hvilken stigning/fald de må have med korrekte hensyn til om brand, post og forsyning kan komme til og komme frem. Alt omkring skrald må afklares, altså hvor det skal være og hvordan det skal opbevares, fordi kommunen siden hen selv skal hente alt det lort vi smider ud. Kloakering er en overordent lig vigtig faktor, ikke mindst fordi det er en sværindustri af tungt gods og hundedyrt at anlægge var det i øvrigt ikke Per Fly, der kaldte kloakering for middelklassens forsikring? Hertil kommer selvfølgelig afklaringer omkring andre kabeldrevne forsyninger, som el og bredbånd, fordi det offentlige, ud over at holde vejene rene, også skal sørge for at tænde lys på gaderne, så vi kan finde hjem og finde frem. Ingeniører af alverdens slags bliver budt op til dans. Danmark er lavet af landmænd og ingeniører. Så skal der jo også lige være styr på de mere fragile dele af verden, der helt kontant er omsat i administrationer, der lyder besværliggjorte navne inden for natur, miljø og kultur. Det kaster atter andre spørgsmål af sig: Om blandt andet paragraf 3-områder (fremtidens drikkevand), hvor frøerne er, forsinkelsesbassiner, bevaringsværdige træer, gammel og ny forurening og om arkæologerne ikke lige skal ud og grave først? For at se efter om der før har boet nogen. Pointen med at lave planlægning og udtrykke det i en plan (der helt bogstaveligt projekteres i 1:1 i AutoCad) er ud over at alt ovennævnt derved bliver taget i ed et tegn på, at verden er specialiseret, demokratiseret og dermed på én gang både adskilt og sammenbragt. Nu er væksten gemt under asfalt, cement og mursten, og i alle disse huse bor hemmelighedsfulde mennesker, som sover og lever og forlader bygningerne for at vende hjem igen senere Den trojanske hest skal give indblik i alle de hemmeligheder, der skyder op bag ligusterhækkene, bag murene og inde bag gardinerne i husene. Fra at være en åben mark ligger der nu bygninger beboet af mennesker. Før var alt åbenlyst, og kun jorden dækkede over små dyr og vækstmuligheder. Nu er væksten gemt under asfalt, cement og mursten, og i alle disse huse bor hemmelighedsfulde mennesker, som sover og lever og forlader bygningerne for at vende hjem igen senere. Vinduerne er sprækker ind i husene, og haverne afdækker lidt af beboernes livsmønstre. Den jord, der er tilovers i haverne, bliver enten dækket af flere fliser eller dyrket, så nye træer og planter kan se dagens lys. Musene, rotterne, billerne, muldvarpene og regnormene er der vel stadig, og om par år vil en rapsplante, lidt byg og hvede eller endda en havreplante skyde op i en af haverne og vise, hvad der for kort siden foregik på Viby Mark. Den trojanske hest laves af stof og træ og bygges op omkring en elektrisk handicapstol. Hesten vil således kunne bevæge sig i lavt tempo. Når hesten kører vil stoffet bølge, og hestens hals vil være krummet og foldet pga. det ekstra stof, som gør at den kan trækkes ud. Den trojanske hest vil vække latter og sjov for de mennesker, der bor i husene selv om den største egenskab hesten har, er at afsløre de hemmeligheder, folk har i deres huse.

8 14 på den ene side og på den anden side 15 Susanne Højlund og Anne Marie Pahuus Anne Marie Pahuus og Susanne Højlund Et sted at bo På den ene side er hjem tryghed, på den anden side er det hjemme, at utryghed fostres Et hjem, der ikke kan være åbent for andre end dets egne beboere, bliver et usikkert og utrygt sted at være for de samme beboere, et ugæstfrit sted. Mennesker der skaber et lukket hjem, krænker måske ikke gæsteretten, som er retten til som gæst at blive behandlet som familiemedlem, men de krænker besøgsretten, som er retten til frit at kunne besøge hinanden. Et ugæstfrit hjem ender med at gøre sine egne beboere utrygge. På den ene side vedligeholder hjem tidens rytme, på den anden side er hjemligheden tidløs Hvad er dette menneske, som kan bebo verden? Det er et væsen, der ligesom dyr har behov for ly, varme og først og fremmest sikkerhed og tryghed. Trygheden rummer en forudsigelighed, en trummerum, som danner rammen om spæd udvikling. Små mennesker har brug for et trygt hjem ligesom små planter har brug for beskyttelse mod store temperaturskift og fugtighedsekstremer. Men der er også forskel på plantens behov for ly og men neskers behov for tryghed. Mennesker skaber sig et trygt sted på en måde, der vidner om en stadig fortolkning af, hvori beskyttelsen og sikkerheden består. Hjemmet er således først sikkert, hvis det omskabes som sikkert i takt med de forandringer, som foregår uden for hjemmet. På den ene side er hjem et sted, man ejer, på den anden side har hjemfølelse ikke noget med ejendomsret at gøre... Personer, der har levet under totalitære styreformer beretter om en fornemmelse af at stå på gyngende grund og aldrig at kunne før sig hjemme noget sted. Men er det ejendomsretten, der krænkes? Nej, det er langt værre, for ejendomsret er blot at have sit eget sted i fred uden andres indblanding. Fasthed og hjemfølelse derimod er en balance mellem forandring og forankring, som er lige så meget i vores hoveder som i vores mulighed for at plante fødderne et sted, som vi selv har købt os til. På den ene side skabes hjem af beboere, på den anden side bygges hjem af nogle andre... At have sit eget sted betyder at man har et ståsted, hvorfra man kan se hvirvlen af forandringer og udfordringer suse rundt omkring én, uden at skulle lade sig rive med. Et ståsted har vi som mennesker med skikkelse og oprejsthed, dvs. som kropslige væsener med blik og fornemmelse for de ting, vi oplever. En særlig svimmelhed kan opstå, når jordforbindelsen mangler eller altings fasthed ophæves i malstrømmen af forandringer. På den ene side er hjem noget, man kender, på den anden side kan hjem pludselig genkendes i det ukendte Det ukendte kan indimellem komme os i møde på en måde, der virker som velkomment allerede inden vi har nået at lære det at kende. Selv om fremtiden altid kommer uventet, kan den godt mødes længsels- og forventningsfuldt. Og indimellem med en ømhed, som om den var en gammel ven. På den ene side er hjem der, hvor man var barn, på den anden side er hjem der, hvor man selv har børn... Fornyelsen sker i menneskers liv som en stadig bevægelse, hvor vi griber til nye måder at gøre tingene på, finder udveje, ser muligheder. Men vi kan også forandre uden at forny noget, blot ved at modtage den fornyelse, som andre mennesker er og smelter sammen med det nye uden forbehold. På den ene side er hjem udtryk for det autentiske, på den anden side kræver det iscenesættelse at skabe hjem. Vi kan beregne og føre regnskab med, hvor tingene står her og nu. Som udregnende og korrigerende væsen er mennesket ganske vist også i bevægelse og undervejs, men det forholder sig til fremtiden ud fra den sandsynlighed, som fremtiden viser sig med ud fra fortidens hændelser. Mennesket som fornyende væsen er anderledes end mennesket som korrigerende og udregnende væsen. Det er som talende og aktivt formende væsen, der er undervejs i en forståelse og som griber forandrende ind, at mennesker gør ikke blot anderledes, men også nye ting. Mennesket står som fornyende væsen midt i forandringerne og er selv med til at gøre situationen ander ledes. På den ene side er hjem forudsætning for identitet, på den anden side må man forlade hjemmet for at få identitet Et hjem huser ikke blot sine beboere, det fortæller også noget om, hvem disse beboere er eller ønsker at blive set som. Et hjem er et resultat af bevægel ser, beslutninger og begrænsninger. Men et hjem er også et sted, som kan have svært ved at rumme mod, storhed og udsathed. Store bevægelser svinger hinsides hjemmet og ud i verdens synlighed. På den ene side er hjem det private sted, på den anden side kan offentlighedens repræsentanter altid banke på og bedømme hjemligheden Kan man bruge sig selv i og omkring hjemmet eller skal man komme hjemmefra for at træde ud blandt andre og vise, hvem man er? En politisk identitet kræver synlighed, så ens stemme kan blive hørt og ens gerninger gøre en forskel. Men hvem kan høre og se dén der rumsterer i hjemmet og haven. Kan le petit bonheur, den hjemlige lykke bringes i dialog med le grand honneur, den store ære? Kan husflid forlene tilværelsen med skønhed? På den ene side er hjem en selvfølge, på den anden side et paradoks...

9 16 på den ene side og på den anden side 17 Is it real Marianne Jørgensen Marianne Jørgensen

10 18 på den ene side og på den anden side 19 Kasper Lie Kasper Lie På kanten af byen ( ) Man bevæger sig i mange forskellige rum i love alley. En væsentlig del af oplevelsen består i at finde ud af, hvor man på et givent tidspunkt befinder sig i projektet ikke kun rent fysisk, men endnu mere vigtigt; hvilket mentalt kort man orienterer sig efter. Er man på de enkelte værkers niveau, eller har man bevæget sig op på et overordnede plan. Enkeltværker Projektet har indbygget en række hints, der peger på forskellige betragtningsmåder. love alley er inddelt i parceller hvor hver enkelt er bebygget af en kunstner eller kunstnergruppe. Set fra det niveau giver det mening at betragte love alley som en udstilling af enkeltstående værker. Installation Men hvis man i stedet fokuserer på projektet som en sammenhængende rumlig struktur, bundet sammen af de asfalterede bogstaver i ordene love alley, bliver de enkelte bidrag til delelementer i en totalinstallation, der for en tid er flyttet ind på en mark lige uden for Århus. Fuldt overblik? Sidst, men ikke mindst kan man se projektet helt fra oven. Ikke som installation der arbejder med rum og tid, men som et statisk billede, der rummer det hele på en gang og udfolder sig for vores øjne. Når man besøger love alley bevæger man sig mellem de forskellige betragtningsmåder, for projektet er opbygget så den ene ikke får en privilegeret status i forhold til de andre. Et tårn på en mark På en mark lige uden for Århus står et tårn og oppe fra tårnet er der udsigt over love alley. Man kravler op af en stejl trappe, man åbner døren og man ser ud af et stort panoramavindue. Men kravler man et lille stykke højere op, opdager man et lille vindue med en kameraforankring, hvorfra Marianne Jørgensens kamera registrerer forandringerne af love alley. Det er, rent fysisk, lidt besværligt at sætte sig i kameraets sted, man må strække og vride sig, men når det lykkes ser man projektet udfolde sig under ens blik. Man ser de todimensionelle bogstaver i love alley rejse sig illusionistisk tredimensionelt op fra marken. Bogstaverne er nedfældet i den let skrånende mark og er trukket i højden så de, ved hjælp af et perspektivistiske forkortningstrick, ses som om de er skrevet henover hele projektet som om vinduet er et fotografi af projektet, hvorpå nogen har skrevet med formskrift l o v e a l l e y. Synet i centrum Når man står på toppen af den øverste trappe, og øjet træder i kameraets sted, begynder det at opføre sig som var det en kameralinse. Man bliver forvandlet til sit blik alene. Kroppen er for et øjeblik glemt, tiden er for et øjeblik glemt, enhver indlevet interesse er for et øjeblik glemt. Man betragter hele love alley som var det et centralperspektivistisk landskabsmaleri organiseret kun for øjet. Det giver et objektivt, statisk blik, der tager det hele ind i et visuelt sug på samme måde som kameraet sluger hele det billede, der udfolder sig foran linsen. Det er en øjeblikkelig oplevelse at se værket, der mimer kameralinsens smæld klik, så er love alley set og man kan bære erindringen med sig, fastfrosset i tid som var det et fotografi. Gud for et øjeblik Deroppe fra det privilegerede udsigtspunkt er man Gud over love alley; man er den, der ser alt og som alt tilrettelægges for. Men oplevelsen af, at alt er tilrettelagt for blikket alene er lige så illusorisk som de illusionistiske tredimensionelle bogstaver, der rejser sig op fra marken. For hvad er det man ser oppe fra tårnet det er de store strukturer, Jan Danebods mur, Hanne Nielsen og Birgit Johnsens tømmerflåde, Sine Bang Nielsens Grønne Ø, men man ser dem på afstand, frataget den kontekst de skal ses igennem. Selv ikke en gud ser alt Det er forholdsvis uproblematisk når det gælder muren, for dens kraft kommer alene af det at være mur, men hvad med Den Grønne Ø? Fra tårnet er det et skur og ikke andet. Den kontekst som gør skuret til Torelore og ikke et hvilket som helst skur er ikke synlig eller sansbart fra tårnet. Og de mindre værker, de der ikke fylder op i det fysiske rum de ænses end ikke fra tårnets top. Man ser, man overskuer, man bruger øjnene, men kroppen er sat helt ud af spillet man er sine øjne og ikke andet. Markinstallationskunst love alley fremtræder helt anderledes, når man har lagt tårnet bag sig og er fundet ned på jorden igen. Hernede vender de andre sanser tilbage og synet har ikke længere den enerådende status det havde i toppen af tårnet. Man kan igen lugte, føle og hører. love alley forvandler sig fra at være et statisk billede man ser på til at blive en dynamisk installation man går rundt i. Nede på marken fornemmer man at man er, om end ikke langt fra, så dog uden for byen. Man går på mulden, mærker dens duft og høre fuglene på himlen, men samtidig kan man fornemme den bagvedliggende lyd af by. Den dybe næsten uhørlige lyd fra bilmotorer danner klangbunden under vindens toner og fuglenes kvi dren, men også under lydene fra de kunstnere der arbejder på deres projekter med banken og graven og stampen og de altid nærværende lyde af ens egne fodtrin, der smutter og glider i den bløde muld eller tramper på bogstavernes faste asfalt. Midt i værket Man vader direkte ind i installationens dobbelttydige rum. På én gang er man i beskuerrummet, men samtidig er man også i værkrummet. Oppe i tårnet var der en skarp opdeling mellem disse to. Som i alle installationer befinder man sig midt i værket og kan slet ikke undgå at bevæge sig rundt og lade blikket glide i forskellige retninger. Herved får man en bevidsthed om, hvordan ens krop bevæger sig i værket og indtager det med alle sanser. Det er ikke længere det objektive blik, der står i centrum for kunstoplevelsen; den subjektive krop, hver enkelt beskuers krop, er hernede på marken centrum for tilegnelsen af værket. Installationens tid I tårnet (over-)så man værket på et øjeblik, i et enkelt blik, men inde i værket strækker oplevelsen sig over tid. Man bevæger sig rent fysisk rundt mellem og gennem parcellerne, og man ser de forskellige dele fra forskellige synsvinkler. Hver af disse rumlige situationer forløber efter hinanden, koreograferet af den vej hver især vælger at bevæge sig rundt ad. Bogstavelig rumstrukturering Nok opleves love alley gennem den subjektive krops frie bevægelser, men der er nedfældet en række strukturer i projektet som er med til at styre den enkeltes bevægelses mønstre gennem installationen. I denne sammenhæng spiller bogstaverne l o v e a l l e y en central rolle i organiseringen af rummet. Når man går midt i dem opleves de ikke som bogstaver. Tæt på ser man kun asfaltstreger, der snor sig ud og ind, indrammer, deler op, organiserer og strukturerer rummet. Man fornemmer enheden inden for de enkelte områder som stregerne skaber O s og A s ellipser, kilen mellem de to streger i V et, bollerne i E rne. Imellem og lige omkring bogstaverne forholder parcellerne sig til den struktur de grænser op imod; deres udstrækning er bestemt af asfaltstregerne, men der er også parceller bagved, der ikke er i direkte kontakt med bogstaverne. Deres organisering er som linjer trukket med lineal og blyant af stadsarkitekten, når han planlægger kommunens kommende parcel huskvarterer. Disse parceller kommer derved, på papiret, til at ligne de velordnede og velorganiserede parcelhuskvarterer, der æder sig ind på love alley. Ja eller nej til projektet Marianne Jørgensens overordnede strukturering af rummet i love alley danner udgangspunktet for de spændingsforhold, der er på spil mellem de enkelte delelementer af installationen. Jeg vil i det følgende se på de spændinger, der er opstået mellem værker der definerer sig selv positivt i for hold til projektet, og værker der definere sig selv negativt. Med negativt mener jeg ikke, at de fornægter projektet de står blot i et skarpt modsætningsforhold til de fleste andre kunstneriske projekter, der udgør love alley. Størstedelen af værkerne siger ja til ideen og mange af dem stiller et velmenende og helt korrekt politisk engageret synspunkt for dagen - fra Sine Bang Nielsens kontante og konkrete politiske genopførelse af Karin Michaëlis kunstnereksil til Marie Markmans tvetydige klima kommentar. Skurskjul for folk på flugt Sine Bang Nielsen har bygget et skur i en af de ydre parceller. Skuret vil i løbet af sommeren 2010 blive fyldt med syltede frugter og grøntsager, så de der måske flytter ind kan overleve vinteren. Skuret vil kunne fungere som et opholdssted for mennesker på flugt og står derfor som en besk kommentar til den fremherskende fremmedfjendske holdning hos dele af den danske befolkning. Hvad Danmark ikke kan gøre fra officiel side, kan Sine Bang Nielsen udrette med sit kunstprojekt. Inspirationen til Den Grønne Ø kommer fra Sine Bang Nielsens historiske og biografiske undersøgelse af den glemte danske forfatterinde Karin Michaëlis, der i den turmultariske mellemkrigstid indkvarterede kulturpersonligheder på flugt i sit hjem på Thurø. Anarkister smidt ud af USA, jøder og socialister på flugt fra nazisterne i Tyskland og farvestrål ende personligheder som gentleman-tyven Harald Christian Storm-Nielsen. Alle fik de husly på Thurø og dette husly vil Sine Bang Nielsen genoplive. På den måde får den historiske undersøgelse en konkret manifestation: Det er ikke kun snak og skriverier med og om gode og politisk korrekte hensigter en flygtning vil kunne finde plads og mad for en stund i Sine Bang Nielsens Torelore. Tvetydig klimakunst Marie Markmans projekt forholder sig også til en aktuel samfundsdebat, men er mere tvetydig omkring den politiske holdning. Med en lang række forskel lige udskårne fugle, opsat rundt omkring på love alley, tager hun fat på klimadebatten. Halvdelen af de fugle hun har opsat vil forsvinde fra den danske natur, når temperaturstigningerne for alvor begynder at sætte ind, den anden halvdel er fugle som kommer hertil. Blandt disse er den farvestrålende ellekrage, der vil lyse op i den danske natur. Klimadebatten, som hidtil kun har handlet om tab og forandringer til det værre, bliver med de farvestrålende fugle pludselig mere nuanceret; vi mister, men vi får også noget i stedet. Værket fastholder det tvetydige politiske standpunkt og engagerer mig til at tage selvstændig stilling i klimadebatten. Spændvidde i det politiske engagement De to værker viser spændvidden af de politisk engagerede værker, der forefindes i love alley. Men det er betegnende for den politiske kunst, at jeg primært beskriver den gennem de politiske, etiske og moralske stillingstagener den fremviser. Deres værd som kunst kommer ikke i første omgang af deres æstetiske kvaliteter, men netop af at de har den rigtige politiske holdning. En rødtæppet tømmerflåde Men de politiske værker bliver meget direkte udfordret af to andre værkers massive tilstedeværelse. Det ene er Hanne Nielsen og Birgit Johnsens tømmerflåde, der er placeret i nederste del af love alley i håb om, at der i løbet af vinteren sker en oversvømmelse, så flåden kan få vand under de tomme olietønder. Dens udfordring af resten af værkerne skyldes dens absolutte anderledeshed i forhold til resten af værkerne. Tømmerflådens dæk består af lag på lag af forskellige materialer med et skrigrødt syntetisk plastictæppe øverst, hvorpå en håndskubberplæneklipper har klippet halv bane som var tæppet en græsplæne. I andre sammenhænge ville tømmerflåden ikke falde udenfor, men i den økologisk bevidste og politiske korrekte kunstsammenhæng skriger det røde syntetiske græstæppe af noget andet. Den kommer til at danne et vægtigt modstykke til den konsensus af jordfarvet politisk korrekthed, der omgiver flere af værkerne. At vrænge i beton Det andet udfordrende og konfronterende værk er Jan Dane bods Muren. Den er hvad den er en betonmur der skyder ud fra Jan Danebods parcel og fortsætter gennem flere andre parceller. Den står der bare, og gør ingenting ud over at være pisseirriterende. Den har bredt sig langt udover den plads, den har fået tildelt, og den hindrer den frie bevægelighed. Når jeg ser på den, kan jeg ikke undgå at tænke på andre beton mure fra den nærmeste historie Berlinmuren og israelernes mur omkring Vestbredden. Den er en vrængende gestus rettet mod hele projektet, destruktiv og ødelæggende. Men netop fordi den retter et passivt frontalangreb mod projektet indgår den som et uomgængeligt argument i diskussionen af alle de korrekte meninger. At tro på beskueren For hvordan tager man imod et værk, der ikke overholder de stiltiende aftaler, men opfører sig fuldstændigt uhæmmet? Og hvordan indgår man en dialog med en betonmur, der i sagens natur værger sig for at forsvare sig selv, fordi den ved, at den er fysisk stærkere end alle argumenterne? De spørgsmål overlades trygt til beskueren værkerne er der bare, både de imødekommende og de afvisende og det står én frit at aflæse enkeltstående værker, se dem som delelementer af en installation eller se det hele som et stort værk (men så er det op i tårnet igen).

11 20 på den ene side og på den anden side 21 love alley Kerstin Bergendal Grav hvor du står Grav hvor du står. Dette var titlen på en bog som jeg købte i Göteborg en gang i slutningen af halvfjerdserne. Jeg fandt den i en af de små, men svært radikale boghandlere i Haga, en bydel fra 1700-tallet, der den gang var Göteborgs svar på Christiania. Her boede jeg i årene 75-80, imens jeg selv, bogen, boghand len og hele bydelen indskrev sig i én stor politisk bevægelse, der senere fundamentalt kom til at præge store dele af min genera tion både i Sverige og i Danmark. Vi var i kamp. Vi var de gode. Vi var dem, der insisterede på en verden hvor intuitiv viden og sensualitet var ligestillet med rationalitet og økonomisk overskud. Vi reagerede på. Vi agerede mod. Vi samledes for at byde modstand mod den udvikling, der gik i retning af den store skala, det højteknologiske, det amerikanske, det patriar k alske. Vi ville vise en anden vej: Det enkelte menneskes fantasi, erfaring og engagement skulle være fundamentet i en foranderlig og demokratisk samfundsudvikling. Bogen var skrevet af Svend Lindqvist, en, dengang, kontroversiel forsker og forfatter i Sverige. Den handlede om magtforhold generelt og specifikt om at kunne gå ind og udfordre enhver form for rådende magt. Den fremlagde konkrete eksempler på måder at byde modstand også når det hele virkede uoverstigeligt sammensat og egentlig komplet umuligt at gøre noget som helst ved. Sænk blikket, siger Lindqvist. Sæt dine kræfter ind lige dér, hvor du er. Grav hvor du står. Undersøg grundigt de mekanismer og forhold, der styrer netop dit nabolag. Grib dernæst konkret ind men ved ét aspekt ad gangen. Gør det gerne sammen med andre: Er I mange nok vokser jeres samlede indsats til et bevis på, at mekanismen faktisk kan vrides i en anden retning. Når jeg nu skriver om hans strategi for denne dobbelte modstand i dag, virker den underligt nok ikke så kliché agtig, som den gjorde, den dag i 90 erne, hvor jeg valgte at smide bogen ud. Tiden har vist nok arbejdet for Lindqvists tanker, og den dag i dag skriver han opråb til Sveriges unge om at åbne for forandringens vinde. Lindqvist dukker op i min erindring, når jeg nu har sat mig til at skrive om, hvordan jeg som kollega ser på din praksisform og på dit love alley projekt. For med din måde at arbejde på er det, som var du et barnebarn af Lindqvist. Du forholder dig jo rent faktisk til hele verden netop gennem at sænke dit blik og nærbesigtige dit eget umiddelbare hverdagsrum. Du finder dine redskaber på en arms afstand din spade, din mark, dit skur i haven, din symaskine eller bare posen med tulipanløg. love alley-projektet opstår vel egentlig, da du opdager, at en hel ny by inden længe skal kom me til at okkupere hele din nabomark. Du nærstuderer planerne og bider mærke i de mange forskellige aspekter ved den nye by, der der vil føre til en ensartet og ret udmarvet form for dagligdag i de nye hjem på nabomarken. En dagligdag, der efter planerne også skal vokse ind over din egen mark. Den skal altså bogstaveligt erstatte ikke bare dit eget hus, men selve den sammensathed og det fællesskab, som du og dine naboer i alle år har betragtet som et fuldkomment selvfølgeligt livsgrundlag. I dine blåhvide støvler og med din hund i hælene bruger du så denne nye situation til at påbegynde en slags rejse: Du går ture på byggepladsen, og sørger for at falde i snak med dem, der bygger. Du tager dig tid til samtaler med dem, der flytter ind, og med dem der passerer. Fra alle henter du tanker med hjem. Men på denne måde opretter du samtidig et slags forhandlingsrum med dine nye naboer hvad du i øvrigt flere år tidligere havde gjort med dine gamle naboer. En kontaktflade, hvor dit eget virke dels bliver synligt som en kraft for dem at trække på, og dels virker som en åbenhed for et muligt nyt fælles projekt. Gradvist vokser tanken om at lave et billede af alt dette frem. At lave en ny by men i modelstørrelse. En parallel by, der byg ger på en anden prioritering og et andet perspektiv. En by, der indeholder alt det, der ikke har en værdi i den rigtige by poesi, irrationalitet og fantasi. Modellen som et billede af, hvordan det også kunne gøres. Grav hvor du står II I din baghave ligger en underlig tingest, der mest af alt ligner en meget stor bageform. På en måde er det også en bageform, bare på vrangen. Din bage form viser bare ikke yderformen, men snarere indersiden af et hul. Du gravede altså først et kæmpe hul i din baghave. Hullet var 2,25 2,25 2,25 m, og havde en trappe i den ene side. Vi andre skulle jo også kunne komme ned og opleve hullet. Når hullet stod klart, støbte du glasfiber langs dets indervægge. Nu forandrede hullet karakter. Det var ikke længere blot et hul i marken. Det blev til et billede. Hvorfor i al verden gør et menneske hele dette enorme arbejde for et hul? Heidegger var en melankolsk tysk filosof. Han tænkte så meget over verden og gik så tæt på tingene, at han til sidst var nødsaget til at opfinde sine egne ord, for overhovedet at kunne forklare, hvad han havde fundet frem til. Men måske var det ikke ordene som sådan, der var det vigtige for hr. H. Hans fokus handlede om alt det, vi andre bare synes er helt naturligt og derfor ikke tænker ret meget videre over. Måske var hans enorme arbejde med at lave oversættelser af det selvfølgelige, egentlig en slags briller at se verden igennem. Kunne der her være en parallel til dig, hullet i din mark og din spade? At grave er jo en enkel handling nærmest banal. Det særlige ved den er vel, at blot ved at gentage handlingen kan man flytte bjerge, og forandre verden. Men ved at grave vender man også verden på vrangen; man løfter det frem, der ellers er skjult, og skjuler det, der ellers så åbenlyst ligger lige foran vores næser. Er det derfor du graver det hul? For med den enkle gentagne handling at komme me

12 22 på den ene side og på den anden side 23 Kerstin Bergendal Kerstin Bergendal For oven på denne side Pink m. 24 Chaffee. Nikolaj Kunstbygning, Monument Memory, den. 20. Marts 2003 (Shelter, M1 6A2 rifle) Den 1. juni 2007 var Vejle vært for kunstprojektet Grønvestergade. Vestergade blev omformet til en grøn eng på m 2. Drømmehul 3. Århus Kunstbygning, 2001 get tæt på det mest grundlæggende i tilværelsen? Imens vi andre helst ikke vil se skoven, men gerne alle træerne, stiller du dig alene ude på din mark og åbner med møje et skjult rum, både i marken og i dig selv. Et rum, der minder ret meget om det, som alle vi mennesker rent faktisk er på vej imod. Er det fordi du gennem denne handling giver dig selv et slags nyt navn på livets store spørgsmål? Eller er det bare fordi, at du først forstår marken ordentlig, når du se på den fra et forskudt perspektiv? Tid som billede I love alley-projektet er dit egentlige materiale ren tid. En enorm mængde tid på samtaler, forberedelser, et ukendt antal ansøgninger om fondsmidler, alle forhandlingerne for eksempel med sådan nogle som mig, der jo i mellemtiden ofte glemmer alle deadlines, og som dermed tvinger dig at lave om på det hele igen og igen. Du bruger i øvrigt ofte din tid som ler. For et par år siden sendte du for eksempel et brev rundt til alle os venner og kollegaer. Du bad os om at strikke en firkant i lyserødt garn. Firkanterne ville du så samle til et kæmpe sengetæppe, som du ville lægge henover en kampvogn. Billedet af denne store dræbermaskine, puttet i det store lyserøde tæppe, er selvfølgelig som udgangspunkt ultrabanalt. En modstandsgestus på niveau med at stikke roser ned i mundingerne på soldaternes gevær. Men i dit tilfælde omfatter billedet også en mere krævende øvelse; selve fremskaffelsen af en ægte kampvogn. For at opnå det, må du nok først have iklædt dig rollen som Drømmeren: Dén der på en overbevisende måde insisterer på at militæret skal udlåne et så stort køretøj kun for at lade det stå til latterliggør else uden for en kunsthal, midt i hovedstaden. Dén proces i sig selv må have taget tid. Tiden væves også ind i sengetæppet, ved at det er strikket. Ligesom at sysle i sin have eller skrive breve, er strikning en typisk feminin sysle. Den strikkende er ret beset ufarlig. Vedkommende befinder sig indendøre, langt fra kamphandlinger og strategiske overvejelser. Strikningens tidsforbrug reducerer også rent faktisk dets værdi i vores samtid, hvor alt tæller i penge. Den der strikker bruger heller ikke et udstyr, der koster mange penge. To strikkepinde, en enkelt tråd og blot samme gentagne håndbevægelse det er alt, hvad der skal til. Men når den samme enkle og ufarlige handling udføres af en større gruppe mennesker på samme tid, som ved sengetæppet, får det en anden og lidt skarpere dimension. Det bliver til et spor af dem, der ikke kan acceptere at vores land og vores fælles midler skal bruges til at bryde folkerettens mest grundlæggende paragraffer, og som derfor afviser Danmarks deltagelse i invasionen af Irak. Hver strikket firkant er et spor af denne modstand. Det lyserøde går igen: Lyserøde tanks, lyserøde pumpguns: Du har brugt denne slags paradokser så mange gange. Er det fordi den lyserøde farve virker i to retninger? At den både hævder Drømmerens ret til sin drøm og samtidig forbliver absolut banal, nærmest lidt latterlig og derfor igen kan virke så uskyldig, så ufarlig? I love alley er det lyserøde også på spil for er selve ordet LOVE måske ikke det mest lyserøde ord? Kærlighedens sti disse to ord er både dit afsæt og dit byplanmæssige greb, for din modelby. Du graver ordene langt ned i marken i stort format. Inden for og uden for bogstavernes kratere opstår de jordlodder, hvor vi andre så kan placere vores modelhuse. Men også et andet greb er grundlæggende for din by: Du lægger nemlig intet som helst bindende ned over de bidrag vi andre kommer med. Hverken format, farve eller tematik. Du fastholder dermed det uforudsigelige, altså netop dét man i den rigtige byplanlægning altid må og skal fravige, for at overholde planlovgivningen. Der skal alt være planlagt ned i mindste detalje inden man bygger. Alle skal vide nøjagtig hvor og hvordan naboens hus skal vokse frem. I din modelby aner man derimod intet om, hvad der dukker op ved siden af for alt ændres løbende, og dele af byen består endda af hem melige delprojekter... love alley det er en leg. En leg, hvor vi som er inviteret, alle lader som om vi bygger en by der skal være Kærlighedens sti, hvor alt er tilladt og netop derfor bliver anderledes sammensat, meningsmættet og frit i formen. Vi bygger en by for Drømmere, for Gøglere... og måske endda for Byidioter... Men legen er, som alle gode lege, dybt alvorlig. For dig er den i hvert fald det rene alvor. Du håber at din modelby får lov at blive stående, som en egen verden midt i den rigtige, nye by. Et billede på det, der blev tabt på vejen i den rationelle og teknologiske byudvikling nemlig den stedslighed som det enkelte menneskes frie fantasi kan frembringe. Noget som ikke regnes som et aktiv i planlægningen af rigtige nye byer. Ordets eget liv: Kunst er vel dybest set et andet ord for det, at opleve a priori altså at opleve som var det første gang man så noget. Kunstneren får øje på et eller andet der findes i virkeligheden, og isolerer det fra sin normale plads i hverdagen ved at flytte det ind i en ramme, i kameraets fokus eller ind i et digt. Derinde synes det automatisk anderledes. Enhver, der har forsøgt at tegne et portræt af sin bror, kender dette fænomen. Pludselig får man øje på hans næses form, og selv om denne næse har været foran ens egen hele livet, virker den nu så uventet mærkelig og lidt fremmed. Du har mange gange brugt ord, som var det første gang du så dem. Helt almindelige ord, som du ikke bare flytter ud af sin kontekst, men helt ud i naturen. En mark plukkes for græsstrå sådan at et ord træder ud af markens grønne. Et ubetydelig ord får ny monumental størrelse. Ord plantes i blomster. Hver gang kombinerer du ordet med en proces, som du ikke vil kunne kontrollere: I naturen forandres ordet med naturens cyklus. Det vokser fra at være små, sprøde og nænsomme plantebørn, til med tidens gang at overgå til vilde og uregerlige organiske former. Ord vokser, og bliver så store, at de næsten minder om sovjetiske monumenter som helt indtager kæmpe marker, hele bjergsider eller markerer en hel flodbred. Ordet må være blevet til kød for dig, under de her processer. En forskydning der måske har givet dig din entydige tro på billedets kraft og mulighed for at tale til os andre uanset alder, køn og forudgående kendskab til kunst. Måske er det mig, der tvivler, men det provokerer mig ofte, at du i dén grad stoler på Drømmerens rolle. En tillid der måske kommer ud af en gennemgående glæde over at kunne sætte en proces i rulning, der ikke på forhånd har et fastlagt mål. Ligesom barnet med sit gammeldags løbebånd: Du blander dig ikke i de processer du sætter i gang du løber lige ved siden af dem, og bare nyder det, når de ruller hurtigere og hurtigere i deres egne uforudsete retninger, alt imens de hele tiden lokker flere og flere til at følge med. Gräv där du står. Svend Lindqvist Bonniers Forlag, Stockholm 1978) Ordet Sex skrevet på en mark ved Fulgsang Kunstmuseum m. Bogstaverne er dannet af bygplanter. Hele bygmarken er skåret ned, undtaget der hvor bogstaverne står.

13 24 på den ene side Kom til den store åbning af love alley Til sommer vil der der vil være en stor åbning af love alley, hvor projektet kan ses færdigt. Åbningen vil blive fejret med taler, musikarrangementer og meget andet. I forbindelse med åbningen af love alley udgives love alley NEWS 2. På hjemme siden vil der komme en arrrange mentskalender for love alley. Følg med på hjemme siden love alley.dk Hjemme siden vil også vise videoer og nye billeder... lovealley.dk Udgivet i forbindelse med udstillingen På den ene side og på den anden side af Marianne Jørgensen Kunsthal Brænderigården 23. januar marts KunsthalBrænderigården, kunstnere og forfattere Brænderigårdens Forlag ISBN Grafisk tilrettelægning Sine Bang Nielsen Fotografer Marianne Jørgensen Barbara Katzin Christian T. Joergensen Jesper Ramussen Tegneserie Mathias Sæderup Tryk Mediefabrikken Oplag 5000 Tak til Svend Erik Kristensen Barbara Katzin Iben Mosbæk Hofstede Jens Balder Joaquin Zaragozza Åse Eg Jørgensen Anna Kate Scott Jessen Christian T. Joergensen Siska Katrine Jørgensen Benjamin D souza Jesper Rasmussen August Ras Jørgensen Svend Leth Ejvind Post Christian de Thurah Morten de Thurah Ella Fabricius Jørgensen Asta Fabricius Jørgensen Jens Jørgen Dyrbjerg Hans Kristian Dyrbjerg John Klein Emil Thomsen Morten Kyndby Holm Louise Harbo Thue Sørensen Elle Mie Ejdrup Jonas Georg Peter Olsen Mathias Sæderup Ulrik Lyne Lars Sønderskov Sørensen Jan Rüsz Christian Warncke Nutzhorn Bertil Mulvad Jacob Molberg Støttet af Kulturudviklingspuljen Århus kommune Entreprenør Svend Erik Christensen Papagallo