Ahmed, 22år. Syrisk flytning

Transkript

1 Ahmed, 22år Syrisk flytning Jeg havde aftalt at mødes med tolken foran opgangen, hvor Ahmed bor. Men på det aftalte tidspunkt, var tolken ikke dukket op, og jeg gik op og bankede på hos Ahmed. Døren blev åbnet med det samme, og i døren stod en ung mand med klassiske mellemøstlige træk. Jeg fornemmede en smule usikkerhed i hans fremtoning. Han bød mig indenfor. Han spurgte, om der ikke også kom en tolk. Jeg forklarede og foreslog, at vi ventede et par minutter. Mens vi ventede, benyttede jeg lejligheden til at kigge mig omkring. Det var en relativ lille lejlighed - gamle møbler fra et klassik 70 er dansk hjem. Væggene var bare, bortset fra en plakat, der forestillede amerikanske action helte, samt et stort fladskærms TV. Der duftede rent, og der var pænt og ryddeligt. Ahmed havde et spørgende udtryk i øjnene, og jeg fik det indtryk, at han var både nervøs og forventningsfuld til, hvad det var, han skulle deltage i. Efter et par minutter - uden at tolken var dukket op - foreslog jeg Ahmed, at vi stille og roligt gik i gang med interviewet. Starten var præget af lidt sproglige udfordringer. Det, jeg i første omgang tolkede som usikkerhed, viste sig senere at være mere end det; det var også et udtryk for Ahmed s kritiske indstilling - ikke forstået som en negativ indstilling, men en spørgende og undrende tilgang til mine spørgsmål. Han købte ikke uden videre præmissen om en samtale, hvor det udelukkende var hans opgave at svare ukritisk på mine spørgsmål. Spørgsmålene blev ofte - især i starten af interviewet - besvaret med et modspørgsmål, der typisk gik på, hvorfor jeg ville vide det, jeg spurgte ind til. En intuition fortalte mig, at jeg skulle bevæge mig varsomt; måske var det kombinationen af hans usikkerhed og modspørgsmålene, der vækkede intuitionen. Det afholdt mig fra at presse på, eller stikke dybere, hvor jeg fornemmede værdifulde informationer om Ahmed s liv. Jeg måtte sætte min lid til, at tilliden efterhånden blev stor nok til, at han selv ville åbne op for det, der var så dybt indlejret i hans personlige erfaringer. Tilliden blev større, som samtalen udviklede sig, men i periferien af samtalen, lå en svært definérbar stemning af noget usagt og usikkert. Trods sin skepsis svarede han på spørgsmålene. Han gik endda så langt i samtalen, at han fortalte om en situation i Libyen, som han hidtil har holdt for sig selv som en personlig hemmelighed - han havde været udsat for kidnapning og tortur. Mine tanker gik mest på at respektere eventuelle personlige traumer, og sikre, at samtalen ikke udviklede sig i en terapeutisk retning; jeg ville på ingen måder risikere at reaktivere gemte og glemte traumer. Hvis jeg skulle ind i fortællingen og nå essensen af et traumatisk forløb, måtte jeg også vide mig sikker på, at der var nogen til at samle ham op efterfølgende. Men jeg havde ikke nogen i baghånden, så jeg lod ham fortælle det, han selv ville, og undlod bevidst at gå i dybden. Spørgsmålet er også, om formålet med Side 1 af 6

2 nærværende projekt og mit besøg hos Ahmed berettiger til at grave så dybt, og om den viden, der ligger i detaljen, reelt set beriger Mariagerfjord Kommune i forhold til at forstå de unge (flygtninge) bedre. Det prægede mange af mine spørgsmål og et til tider krampagtigt forsøg fra min side på at undgå at bryde tilliden. Om Ahmed Ahmed er 22 år og kommer fra Syrien. Han kom til Danmark for mindre end to år siden. Han går på sprogskole og er i praktik som pedelmedhjælper to gange om ugen fra Ahmed gik ud af 7. klasse, og startede som årig i sin onkels virksomhed, der producerede gipsafstøbninger til bygningsværk; gipslofter, installationer til TV m.v. Hans far døde før han lærte ham at kende, og han har - med egne ord - ikke haft et stabilt familieliv. De sidste par år før han kom til Danmark rejste han rundt i flere lande i regionen og arbejdede med sine håndværksmæssige færdigheder. Han kan godt lide at rejse, og tog videre til et nyt land, hvis han ikke kunne lide stedet, han var kommet til. Umiddelbart før han kom til Danmark opholdt han sig i Libyen, hvor han - med egne ord - havde fået et værksted op at køre. Ahmed s forbehold Ahmed har svært ved at forstå, hvorfor vi skal have samtalen, og hvad det er, der tilbydes af hjælp. Flere gange svarer han på mine spørgsmål med et modspørgsmål, og det var et generelt indtryk, at han gjorde meget ud af, at forstå spørgsmålene - men det har tilsyneladende ikke altid været let det Ahmed prøver at sige er, at han ikke rigtig forstår, hvorfor du er her lige nu han har ikke bedt kommunen om noget, for at få hjælp til forsørgelse det eneste han har bedt om hjælp til, er faktisk bare at finde et arbejde, så han forstår ikke rigtig, hvorfor du er her i dag? Flere gentagelser af samtalens formål, var ikke nok til at komme videre de første 20 minutters tid. I første omgang fremstod det som usikkerhed, men senere i samtalen virkede det mere som om, at Ahmed var et refleksivt ungt menneske med kritisk sans. Efterhånden som samtalen skred frem blev en mulig årsag til Ahmed s forbehold og modspørgsmål tydeligere der er ikke grund til, at han fortæller dig om mere, end hvad du har behov for at vide, synes han. Han har rigtig meget at fortælle, men han kan ikke fortælle dig alt, hvad han føler, og alt, hvad han er. Så han vil gerne vide, hvad grunden er til, at du er Side 2 af 6

3 her i dag; hvad er det du kræver af ham, og hvorfor kræver du det? Og så vil han svare på det. For at understrege sin pointe, fortalte Ahmed en historie om en dag, han gik sammen med sin ven. De blev stoppet af to personer, der ville høre deres fortælling. Ahmed s svar til dem havde været Jeg vil umuligt kunne fortælle dig, det jeg bærer på eller den jeg er - eller min historie, fordi fortæller jeg dig det, jeg føler - den historie jeg bærer på - så vil du tage alle dine ting og gå". Så det er derfor, at han også rigtig gerne vide, hvad det er, hvad han skal fortælle dig, og hvad han ikke skal fortælle dig. Ahmed var insisterende, og det gav et indtryk af, at han bar på en hemmelighed, han selv tillagde stor betydning for, hvordan andre omkring ham ville se på ham. Hændelsen Historien, Ahmed referer til, dukkede op flere gange i løbet af samtalens første times tid. Ikke eksplicit fortalt, men som en reference til noget der skete, og som han aldrig har fortalt til andre. Efter ca. en times samtale åbnede han selv op for historien. En dag han var kommet hjem fra arbejde og var ved at være klar aftensmad, kommer der nogle maskerede og bevæbnede mænd ind. De kidnapper ham. Han blev tortureret og slået og truet og efterspurgt (forhørt, red). Han vidste intet til, hvorfor han var kidnappet, hvem de var, og hvad de vil, og hvor han egentlig var. Til sidst sagde de til ham, at de havde fundet ud af, at han er terrorist, og at han har våben og bomber - de vil vide, hvad han har gang i. De sagde til ham "enten så snakker du, eller også så dræber vi dig", og så sagde han "jamen, I må gerne dræbe mig. Jeg kan ikke udtale mig om noget jeg ikke ved, hvad er". Det var igennem folk han kendte og arbejde med, at han blev sluppet fri - efter mere end en uge i fangeskab I en almindelig samtale, ville det være naturligt at spørge mere ind til episoden; hvor han blev holdt fanget, hvordan der så ud, hvor ofte han blev forhørt, hvordan han blev tortureret, hvor mange der forhørte og torturerede ham m.v. Men givet samtalens set-up, hans tilbageholdenhed med at fortælle historien - kombineret med samtalens egentlige formål - måtte interesse for episoden vige for etiske overvejelser. Der var for stor risiko for at reaktivere traumer, og der var ingen Side 3 af 6

4 sikkerhedsnet til at gribe ham, hvis han skulle reagere på, at skulle fortælle sin historie for første gang. I stedet blev han opfordret til at overveje, om det kunne give mening at fortælle sin historie for at kunne få bedre forståelse for sin situation. Til det svarede han Ønsket om at arbejde Han føler, at det er noget han har været igennem, og det er fortid. Han har ikke lyst til, at en sagsbehandler skal tage udgangspunkt i det, når hun skal hjælpe. Så skal de tage udgangspunkt i, at han har den erfaring inde for det arbejdsområde, han er god til, og så skal de hjælpe ham med det. De skal ikke hjælpe ham på grund af en situation, som han har været udsat for. Ahmed har fra Syrien været vant til en lang arbejdsdag, og han savner sit håndværk. Han har ikke fået en egentlig uddannelse i håndværket, men har arbejdet med det i seks år, så han er ikke nervøs for at glemme det. Under interviewet tager han sin mobiltelefon frem, og finder billeder af sit arbejde. Det er installationer i gips i private hjem. Han havde flere billeder af samme TV/mediemøbel, som han åbenlyst var glad for. Han bladrer gennem billederne og fortæller mens hans blik er fast rettet mod mobiltelefonens skærm. Det er med al tydelig stolthed, at han viser billederne. Ahmed har søgt arbejde i Danmark, men har ikke kunnet finde noget, hvor han kan gøre brug af sine færdigheder. De få timer Ahmed arbejder som pedelmedhjælper og går i sprogskole kan ikke fylde hans dag ud. Så længe han ikke har et job, der kan skabe muligheder for ham, har han ingen drømme eller forhåbninger om, hvad livet kan og skal bringe han føler ikke rigtig, at han har haft muligheden for at drømme, ligesom alle andre mennesker. Han siger, at han ikke rigtig tænker på i morgen, han tænker ikke rigtig på fremtiden han føler, at det er som om, dagen er slut kl. 14. Så kommer han bare hjem og så sidder han, og "skal bare bruge resten af dagen på sofaen. Til at starte med var det meget svært, men nu er han blevet vant til at være doven. han kom til Danmark, for at arbejde, ikke for at sidde derhjemme. Han vil bare gerne leve et normalt liv med et arbejde og et hjem". At være ung flygtning i Danmark Enkelte gange får samtalen karaktér af dem og os, og med den måde at omtale sig selv på, tilbyder Ahmed også et kig ind i det danske samfund fra et andet perspektiv Side 4 af 6

5 her i Danmark passer I rigtig meget på jeres børn, når de er under 18. De får rigtig meget opmærksomhed og rigtig meget støtte. Men så lige så snart de bliver 18, bliver de bare kastet ud i den her verden, med rigtig hårde vilkår - med lav økonomi og sådan noget. man skal have lov at være 18, man er stadigvæk ung man er ikke moden nok til at blive kastet ud i de her hårde vilkår som Danmark kaster de unge ud i. Han brokker sig ikke så meget, for hvis danske statsborgere bliver behandlet sådan her, så er han slet ikke overrasket over, at han bliver behandlet på den måde - han har faktisk lært nogle danskere at kende, der lever under endnu strammere vilkår end ham. Hvorfor er det, at man som 18 til 25 årige har færre rettigheder end folk over 25? Man bliver ikke behandlet, som alle andre gør. Og det er lige meget om man er dansk, asylansøger eller flygtning Han føler faktisk, at der er mange mennesker, hvis historier, der er vigtigere at høre end hans. Det danske sprog - og udfordringer med at læse og skrive Ahmed fortæller, at han ikke rigtig kan læse og skrive, men at han bliver bedre til det med hjælp til fx at skrive sms er og ved at bruge sin smartphone. Han synes det danske sprog er svært, men mener selv, at det for ham, ville gælde for alle sprog. Det gøres sværere af, at han taler sit modersmål med sine kammerater, og han siger, at det ville hjælpe ham at skulle tale dansk hele tiden. Integration og kulturmødet han kommer ikke til at lære sproget på sprogskolen, han har ikke lært noget af det sprog, han kan, på sprogskolen - det har han lært blandt mennesker. Når Ahmed fortæller om mødet med en ny kultur, er det typisk i forbindelse med arbejdsmoral og hans syn på unge menneskers muligheder i Danmark. Han nævner kort, at livsstilen i Danmark er anderledes, og han fortæller om, hvordan det er at være flygtning, der - i kraft af sprogkurset - mødes med andre flygtninge, asylansøgere og tilflyttere, som lever deres hverdag i et lukket system, og at det hæmmer dem i at komme videre i deres liv de føler, at de er indelukket (afsondret, red); at de bare tager i sprogskole, og er derhjemme. De har ikke rigtig det sociale blandt danskere for eksempel. De har et par Side 5 af 6

6 stykker, som de lige har lært at kende, men det er det. De føler også, at de er meget begrænsede i at gro i Mariagerfjord Kommune Mødet med kommunens sagsbehandlere I Ahmed s omtale af kommunen og mødet med sagsbehandlere fokuserer han på, hvad han selv kan gøre anderledes. Men der er også passager, hvor han lader det skinne igennem, at mødet med systemet er en del af udfordringen. Ahmed s syn på sig selv han føler, at hans sagsbehandlere måske kunne have lagt en lille smule mere vægt på at hjælpe ham med at finde et arbejde. Hun ved godt, at han rigtig gerne vil det her (arbejde, red). nogle sagsbehandlere har også sagt til ham "du er klar til at komme ud på arbejdsmarkedet", men når han så ansøger, bliver han ved med at få afslag. han gerne vil vide, hvad det er, der går galt? Hvad er det han mangler? For så kan han udfylde den dér tomme plads, for at gøre det lidt nemmere for sig selv. han føler også, at de lovgivninger, der bliver ved med at komme ned på de her flygtninge - de er satme også stramme, altså de bliver strammere og strammere. Som flygtning må han fx ikke forlade den by, han bor i de næste tre år; "jamen, hvor skulle jeg kunne finde arbejde hér inden for det område, som jeg er god til?" Ahmed fortæller om sit syn på sige selv. Han ser sig selv som et intelligent menneske, der har oplevet og kender til ting, andre ikke kender til han forstår livet generelt, han har erfaring inden for livet. Han føler også, at der er rigtig mange mennesker, der godt kan lide at være, at være sammen med ham, på grund af den måde, han er på. Side 6 af 6