Kontakten før metoderne

Transkript

1 Viden i fællesskab Kontakten før metoderne Erfaringerne fra to Jeg-støttende samtaleforløb har været, at det er godt nok at have en model og metoder for samtaleforløbene, men det vigtigste er, at samtalepartneren har fokus på at skabe en kontakt, der er præget af en anerkendende tilgang, ligeværdighed og gensidig tillid Kontakten til beboeren kommer derfor altid før metoderne. Af Dorthe Møller Johnsen, Formidlingskonsulent og Per Lærkegaard, Specialkonsulent, VISS.dk Vi er inviteret på besøg i Boligerne Herstedøster. For et halvt år siden var hele medarbejdergruppen på bostedet på kursus i Jeg-støttende samtaler. Anledningen til besøget er derfor at indhøste de erfaringer, som to af medarbejderne, Elsebeth Ahn og Henriette Pedersen har fået gennem hver deres Jeg-støttende samtaleforløb med beboere. Vi sidder i mødelokalet i fælleshuset i botilbuddet. Vi er lige blevet vist rundt af en beboer og har fået indtrykket af et hjemligt og hyggeligt botilbud. Stemningen i mødelokalet er afslappet og forventningsfuld. Elsebeth og Henriette glæder sig til at fortælle om deres erfaringer og få feedback på dem.. Hvorfor Lise og Erik? Efter kurset var medarbejderne fra Boligerne i Herstedøster fulde af gejst og så frem til at afprøve de nye redskaber. Pædagogerne Elsebeth og Henriette blev udvalgt til først at lave samtaleforløb. De lavede derfor sammen et arbejdspapir, hvor de planlagde forløbet med hensigter, tidspunkter, og hvor de redegjorde for, hvorfor de syntes, det kunne være godt for netop de to beboere at have et Jeg-støttende samtaleforløb. Elsebeth valgte at være samtalepartner for Lise. Elsebeth er ret tæt på Lise, og det blev derfor diskuteret, om det ville være problematisk for forløbet, at det var en der var så tæt på, om det ville være muligt at skille tingene ad. Men da Lise var ret ny på stedet, kunne forløbet også være et led i opbygningen af en tættere relation mellem Lise og Hvad er Jeg-støttende samtaler? Ideen med Jeg-støttende samtaler er at understøtte den enkelte i at sætte ord, kropsprog og stemninger på følelser. Jeg-støttende samtaler giver mulighed for, at den enkelte person oplever sig selv som betydningsfuld og værdsat. At det er muligt at få en erkendelse af sig selv som et aktivt handlende mennesker med ønsker, drømme og visioner for tilværelsen. Metoden er kendetegnet ved at understøtte den enkelte i at finde sine egne ressourcer og få en oplevelse af, at grundlæggende følelser som det at udvise vrede, glæde eller sorg overfor et andet menneske ikke nødvendigvis skal opleves som en trussel over for én selv. At udtrykke følelser og stemninger i fortrolighed med en anden betydningsfuld person kan have samme virkning som at tænde lyset i børneværelset, når det spøger. VISS Videnscenter Sølund Skanderborg Dyrehaven 10 C 8660 Skanderborg EAN

2 Elsebeth. Henriette valgte Erik. Det var egentligt meningen, at det skulle være en anden beboer, som Henriette skulle være samtalepartner for, men denne beboer var så ny og så psykisk ustabil, at det alligevel ikke syntes hensigtsmæssigt. I udgangspunktet har alle beboere brug for at kunne sætte ord på følelser og stemninger, men der kan være beboere, som i det her tilfælde, der har nogle psykiske problemer, der gør, at det ikke på det tidspunkt giver mening at starte et udviklingsforløb. Derfor blev Erik valgt i stedet, da det blev vurderet, at han havde nogle behov, der kunne blive opfyldt gennem de Jeg-støttende samtaler. Lise Lise er en ung kvinde på 31 år, og har på en del områder en udviklingsalder på ca. 5 år. Hun er adopteret til Danmark, til en familie, der er blevet skilt og hun har derefter også mistet sin adoptivmor. Hun har derfor flere tab og svigt med i bagagen. Disse tab gør, at hun har en angst for, at personalet forlader hende. Det blev vurderet, at Lise kunne have glæde af Jegstøttende samtaler, fordi hun tit kommer og har behov for at tale om problemer fra dagligdagen. Hun misforstår og misfortolker ofte ting og har brug for at få udredt og snakket misforståelserne igennem. Desuden har hun behov for bekræftelse fra personalet. Lise og Elsebeths samtaler Opstart Elsebeth fortæller om, hvordan hun startede forløbet med Lise: Jeg spurgte på et tidspunkt, hvor Lise og jeg var alene, om hun havde lyst til at snakke med mig en gang imellem. Det ville hun gerne, der var ingen betænkeligheder. Så lavede vi kontrakten, som hun fik, og hun var glad. Hun Boligerne Herstedøster Boligerne Herstedøster er et hyggeligt og hjemligt lille 108 botilbud til 24 voksne mennesker med udviklingshæmning. Botilbuddet består af 6 små individuelle gulkalkede huse med rødt tegl, samt et fælleshus, beliggende grønt og idyllisk. I hvert hus bor 4 beboere som indgår i fællesskaber internt og på tværs af husene. Beboerne er fortrinsvis i dagtilbud på beskyttede værksteder og deltager i praktiske gøremål i husene så som rengøring, madlavning og indkøb. spurgte ikke, hvad vi skulle snakke om og var bare glad for, at vi skulle snakke. Lise er meget nydelsesagtig, så hun havde nok tænkt sig, at vi skulle ud og spise den helt store middag. Første gang ville hun gerne ud at køre, og så blev kompromiset, at vi kørte ned på en café og satte os i det bagerste hjørne med noget kaffe og te. Og da vi sad der, begyndte hun at stille mig spørgsmål om mig og min familie og jeg sagde: Lise, nu er det dig, der skal snakke. Og så kunne jeg se, at tankerne gik i gang på hende, som om hun tænkte, hvad hun lige skulle hive frem af posen. Hun var usikker på, hvad hun egentlig skulle snakke om. Vi havde tænkt, at samtalen skulle være en afgiftning fra dagligdagen, fra angsten for at blive forladt, men hun begyndte at tale om dagligdags ting fra hendes fortid, fx at de havde haft en lille hund, men ingen problematiske emner overhovedet. Det har været lidt kunstigt for hende, for hvad skulle hun sige? Hun synes samværet er skønt, men hun sidder og er lidt usikker på, at jeg er anderledes. At være i kontakten Side 2

3 Elsebeth fortæller, at for hende var situationen under samtalerne også lidt kunstig. Hun holdt sig meget til anvisningerne fra kurset om ikke at være styrende og lade beboeren komme til orde. Derved mistede hun lidt den naturlige, intuitive tilgang hun ellers har til beboerne. Under samtalen med Per Lærkegaard kommer de frem til, at Elsebeth har ladet sig styre for meget af, at det skulle gøres rigtigt, og derfor har været for passiv og afventende. Det har betydet, at Lise ikke er kommet til at snakke om de ting, der virkelig betyder noget, og som det måske kunne have været forløsende for hende at få sat ord på. Elsebeth fortæller også hvordan hun siden kurset har haft større succes med at bruge redskaberne fra den Jeg-støttende samtale i dagligdagen end i samtaleforløbet med Lise også med andre beboere: Det, der har været det største plus, er, at man er blevet bevidst om det at være anerkendende, tilstede og nærværende. Det har givet nogle nye muligheder i forhold til de øvrige beboere. De åbner op, når der er én, der gider lytte aktivt. Når Elsebeth har været så optaget af at gøre det rigtige, har det betydet, at den naturlige og intuitive interaktion med Lise, som hun ellers har, er trådt i baggrunden. Hvis hun havde sluppet ideen om at gøre det rigtige og bare havde været der med hjertet og sin intuition, havde hun måske kunnet få et andet forløb på samtalerne, hvor hun havde givet Lise mulighed for at opleve samtalerne mere naturlige. Spejling Under samtalen diskuterer Elsebeth og Per Lærkegaard, hvordan man kan skabe en mere naturlig samtale. En måde kunne være at spejle Lise. For eksempel kunne Elsebeth sige: Nej hvor dejligt du interesserer dig for mig, når Lise spørger hende ud. Elsebeth kunne også bringe ting på banen ved at bruge sig selv og fortælle sine egne historier. Så ville Lise kunne spejle sig i Elsebeths erfaringer og følelser fx i forhold til det at miste en tæt på. Derved ville hun kunne få en oplevelse af, at det er i orden at føle savn, hvis man mister nogen, man er glad for. En tættere relation Selv om Lise ikke i første omgang har fået snakket om de problemer, hun har, har det Jeg-støttende samtaleforløb alligevel haft en positiv effekt. Elsebeth oplever, at Lise har været rigtig glad for samtalerne, og har nydt dem og den ekstra opmærksomhed. Det har betydet, at relationen til Lise er blevet tættere. Elsebeth reflekterer: Jo tættere relationen er, jo mere kan jeg arbejde med hende. Hun vil helst ikke lave noget. Jeg kan bedre konfrontere hende nu. Hun bliver ikke så sur. Kontakten og nærværet er i virkeligheden det vigtigste for Lise. Samtalerne har måske indirekte kunnet bidrage til at give Lise den basale tryghed og tillid hun savner. En ny omgang Under erfaringsudvekslingen er Elsebeth og Per enighed om at Lise fortjener at Elsebeth giver hende et samtaleforløb mere, hvor Elsebeth i højere grad bruger begrebet Jeg-støttende samtaler som en metoderamme, der kan tilpasses den enkelte, end som et regelsæt, der fastlåser hende. Erik Erik er 40 år. Han har boet på stedet i 6 år. Erik er konfliktsky og gør alt for at behage, så han bliver nemt udnyttet af andre. Samtidig er han også meget selvstændig. Han tager selv bussen og gør ting selv. Han taler ikke meget om sine tanker og følelser, fx i forhold til moderens død for 1½ år siden. Forhåbningerne i fht. samtalerne var, at han her fik mulighed for at åbne mere op og tale om sig selv og derved komme mere i kontakt med sig selv og mærke egne følelser, grænser og meninger. Erik og Henriettes samtaler Side 3

4 Opstart Som optakt til hendes samtaleforløb med Erik, fortalte Henriette ham, at hun havde været på kursus og lært, hvordan man snakker godt med beboerne, og spurgte ham, om han ville hjælpe hende med det. Og inden hun næsten havde fuldendt sætningen, sagde han, at det ville han gerne. De lavede en kontrakt sammen ligesom Elsebeth og Lise med datoer for samtalerne, og Henriette gjorde meget ud af at fortælle ham, at det var hans time, at det var ham, der bestemte, og ham der skulle snakke. Ligeledes var det ham, der bestemte, hvor det skulle være, og om de skulle have kaffe eller frokost. De første gange valgte Erik, at samtalen skulle foregå på kontoret, for det er jo her man har samtaler, men efter et par gange, skulle det være på hans værelse, og det var Henriette glad for. Det signalerede at, det er noget rart det her, det tør jeg godt invitere ind på mit værelse. Spørg ind Henriette prøvede også at følge anvisningen fra kurset om at tie stille, være åben og anerkendende og lade Erik komme til orde, men det duede bare ikke. Henriette fortæller: Stilheden skulle munde ud i, at det var ham, der tog ejerskab, og det var specielt på den måde, at jeg følte mig famlende i det. Han sad og vippede frem og tilbage, og så kom jeg til at vippe med. Jeg blev helt svimmel og søsyg. Jeg var nødt til rent fysisk at trække mig og lave en afledning, kigge væk. Erik begyndte så en opridsning af de praktiske ting, han skulle lave, og eftersom det ikke rigtig duede for Henriette at tie stille, spurgte hun ind til de ting, han ridsede op med den effekt, at han fik mærket videre efter de ting, han fortalte end blot en mekanisk opridsning af, hvad han skulle. Men i første omgang kom der ikke så meget. Da timen var gået spurgte hun ham, om han havde lyst til en samtale igen, og det sagde han med det samme ja til. Efterhånden blev samtalerne mere afslappede, og han tog mere styringen: Han kunne fx sige under en samtale, om de ikke skulle tage en rygepause. Det er en stor udvikling for ham, fordi han er vant at være den, der lader sig styre. At sætte grænser Det var vigtigt for Henriette, at samtalerne blev brugt til noget værdifuldt, og derfor var hun også med til at bringe emner på banen, der gik ud over den mekaniske opremsning. Et væsentligt emne, som Erik og Henriette efterhånden diskuterede, var, hvordan man bestemmer selv og sætter grænser. At sige fra har netop været Eriks svage punkt. Efter at have diskuteret det at bestemme selv i nogle samtaler med Henriette, var Erik pludselig begyndt, fx på beboermøder, at råbe op og markere hvad han mente. Hans pludselige udbrud kom bag på alle. Man havde i personalegruppen en bekymring for, at han var ved at udvikle en mani, da det før har været tilfældet for ham, og man diskuterede, om han skulle medicineres. Men Henriette holdt fast i at se det an, da hun klart oplevede, at hans udbrud var udtryk for, at han udviklede sig og var ved at øve sig i at sige fra. Anerkendelse, anerkendelse og udfordring I samtalerne med Erik gav Henriette også udtryk for, at hun synes det var ok, at han øvede sig. Hun spurgte ham fx, hvordan det gik med at sætte grænser. Han svarede: Det går godt Når hun så spurgte, hvordan han havde lært det, kunne han fortælle, at det havde han lært ved at kigge på personalet og set, hvordan de gjorde og kunne nævne episoder, han havde set. Side 4

5 Erik øvede sig på at sige nej og kunne også sætte ord på, at når han sagde fra, blev han ikke mere spurgt og udnyttet. Det var vigtigt for Henriette at Erik ikke bare sagde nej for hendes skyld. Derfor spurgte hun ham, om han også sagde nej, hvis han nu havde lyst til at dele noget, en øl eller en sodavand, med nogen. På den måde kunne han gennem samtalerne sætte ord på og fornemme sine grænser og prøve sine erfaringer af på Henriette. En anden måde at nuancere hans udtryk har været at snakke om, hvordan man kan sige nej. Henriette spurgte ham, om man behøver at råbe, når man siger nej, og gav ham konkrete eksempler, hvor hun havde sagt nej uden at råbe. På den måde har hun efterhånden kunnet give ham nogle andre billeder på, hvordan man sætter grænser. Dermed har hun formået at åbne op for nogle problematikker og har givet ham indsigten i, hvordan han skal takle dem. Vi har mødt et par medarbejdere, som vi fornemmer brænder for deres arbejde, og som er optaget af, at det i virkeligheden er gennem det naturlige samvær, hvor man viser positiv interesse i at være sammen, at man kan give noget. Jegstøttende samtaler kan fungere som kontaktøer, hvor beboeren oplever sig set, hørt og forstået ikke kun i relation til hans handlinger, men også i forhold til de følelser, der ofte ligger bag handlingerne. Vi har i løbet af dagen fået en klar indsigt i, at kontakten til beboeren altid kommer før metoderne Det, der lykkedes så godt for Henriette, var, at hun kunne komme i det flow, hvor samtalen flyder let og ubesværet. Hun har kunnet kaste de stramme regler væk og stillet spørgsmål, der går lidt dybere. I den Jeg-støttende samtale gælder det om at give anerkendelse, der hvor samtalepartneren er, og for det han gør, men også at udfordre ham, så han kan komme videre og det er det Henriette har gjort ved at spørge ind til hans problemer, samtidig med at hun hele tiden støtter op om den proces hun har sat i gang. Kontakten før metoderne Efter 3 timers samtale, der har forløbet som en blanding af interview, erfaringsudveksling og supervision, er vi alle helt høje. Vi har fået fortalt to fantastiske historier, om hvordan man kan gøre en forskel i sit pædagogiske arbejde ved at have en ligeværdig og anerkendende til gang til sine medmennesker. Side 5